Sidste nyt

NB! Dette bliver det sidste nyhedsbrev fra Geografisk Informationstjeneste – Nordsyrien, der har indgået et samarbejde med den dansk-kurdiske hjemmeside Nûdem.dk for at styrke dækningen af begivenheder og udviklingen i og omkring Nord- og Øst Syrien.

Nordsyrien d. 11. oktober 2019

Tyrkiet angriber Nord- og Øst Syrien

Nordsyrien d. 11. oktober 2019. Der er generelt ikke sket de store ændringer i Syriens geografi siden sidste nyhedsbrev. Dog er den sydligste del af Idlib området omkring byen Khan Shaykhun (vist med rød cirkel) indtaget af Assads styrker med russisk støtte efter hårde kampe i slutningen af august måned. Det tyrkiske angreb på Nordøstsyrien omfatter hele den nordlige grænse mod Tyrkiet (angivet med gult) samt den allernordøstligste del af Syrien ind mod Irak. Mens de tyrkiske luftangreb har ramt helt ind til 50 km. fra grænsen, er det i de første dage kun lykkedes de tyrkiske styrker at trænge ganske få kilometer ind syd for grænsen på landjorden et par steder, nemlig ved Aksakale og Ceylonpilar (hvor de dog ser ud til at være blevet trængt tilbage med store tab). De to byer er angivet med blå pile på kortet. Alle andre steder er angrebene foreløbigt blevet tilbagevist.

 

Nyheder d. 11. oktober 2019:

  1. Tyrkiet angriber Nord og Øst Syrien – hvad er det , der sker? Se nedenfor eller her
  2. Mc Gurk: Washingtons tilbagetrækning er en belønning til Rusland, Iran og Islamisk Stat … Trump forstår intet om politik. Se nedenfor eller her
  3. Abdi: Erdogan’s overvejelser drejer sig ikke om sikkerhed, men om invasion. Se nedenfor eller her
  4. Othman: Tyrkiet kan meget vel gennemføre deres trusler. Se nedenfor eller her
  5. Hvad sker der med Danmarks ønske om støtte til opbygningen af Nord- og Østsyrien? Se nedenfor eller her

 

Siden sidst:

Tyrkiet angriber Nord- og Øst Syrien

Tyrkiet startede i går eftermiddags et stort, bredt anlagt angreb på Nord og Øst Syrien. Angrebet strækker sig fra området omkring Manbij i nordvest-Syrien og til de østligste syriske områder omkring Tigris-floden ind mod Irak, hvor også en Yasidisk landsby i Irak har været omfattet. Bombeangreb fra den nordlige grænse strækker sig helt til 50 km syd for grænsen, bl.a. ved den vigtige by Ain Issa, hvor et tyrkisk angreb har bombet mål tæt på al-Chirkin-fængslet, hvor de mest farlige jihadister fra Islamisk stat er placeret, ifølge SDFs talsmand Mustafa Bali.

Deltag i den Internationale protestdag på lørdag d. 12 oktober

Der vil blive afholdt en international protestdag mod invasionen på lørdag d. 12. oktober. I Danmark starter demonstrationen kl. 13.00 på Vesterbros Torv og går derefter til Kultorvet. Blandt talerne vil være Pernille Skipper. Tag venner og bekendte med.

I det følgende er samlet en oversigt over de seneste begivenheder, med vægt på baggrund og de vigtigste beslutninger og de reaktioner, der har været på dem. Vi ser på de seneste meddelelser om kampenes forløb, der er fremkommet fra de forskellige parter i konflikten. Vi ser også på de afledte effekter, det har haft, ikke mindst på Islamisk Stats bestræbelser på, endnu en gang med Tyrkiets hjælp at genskabe en magtposition i Syrien.

Dette følges om at nogle artikler, der kan bidrage til at belyse reaktionen i USA, samt situationen op til invasionen set fra SDF og de Nord- og Øst Syriske myndigheders side.

Endelig præsenterer vi den danske beslutning om at ville sende et lægehold til Nord- og Østsyrien, og fremfører argumenter for, hvordan denne positive beslutning kan føres ud i livet, trods de vanskeligheder vi nu står over for. Et positivt udgangspunkt er, at EU har besluttet at afvise alle tyrkiske planer om at etablere ”en sikker zone” i det nordlige Syrien.

Til sidst vil jeg takke alle de mange læsere af Geografisk Informationstjeneste Nordsyrien for den interesse, de har udvist gennem de sidste 2½ års mange og ofte lange nyhedsbreve. Jeg er overbevist om, at samarbejdet med den dansk-kurdiske hjemmeside Nûdem vil vise sig både frugtbart og nødvendigt for den fremtidige dækning af situationen og udviklingen i det Nord og Østlige Syrien.

Tyrkiet angriber Nord og Øst Syrien – hvad er det, der sker?

Hvis man vil forstå, hvad det er, der sker i det nordlige og østlige Syrien i disse dage, er man nødt til at bevæge sig på flere forskellige forståelsesplaner samtidigt. For ellers er det ubegribeligt at forstå, hvorfor Tyrkiet så massivt blander sig og militært fortsat mobiliserer for en indmarch i det Nordøstlige Syrien, samtidigt at det bliver mere og mere tydeligt, at der, når det kommer til stykket, næsten ikke er nogen lande eller grupperinger udenfor Tyrkiet, der reelt ønsker eller har interesse i en sådan udvikling.

Når det gennem de sidste syv år er lykkedes de syriske kurdere ikke blot at tilbageerobre en trediedel af Syrien fra Islamisk Stat, men derudover også at mobilisere og forene både deres egen befolkning og mange andre befolkningsgrupper og trosretninger i det nordøstlige Syrien for en ny demokratisk udvikling i området, skyldes det ikke mindst en dyb historisk forståelse for den dobbelthed, der præger omverdenens holdning til tyrkisk politik – og dermed også til de muligheder, der lå for den udvikling, de satte igang, til trods for Tyrkiets aggressive nationalistiske politik.

 

Tyrkiets hundredeårige nationalistiske historie

Lige siden det Osmanniske Riges sammenbrud for 100 år siden har Tyrkiet været præget af en massiv nationalistisk bevægelse, hvor drømmen om en tilbagevenden til det Osmanniske Riges storhed har spillet en afgørende rolle i tyrkiske politik, der især er kommet til udtryk i fastholdelsen af denne drøm og forfølgelsen af etniske mindretal, der på forskellig måde ikke forventedes at ville understøtte dette. Det armenske folkemord er det mest kendte eksempel. Men også mange andre mindretal har været ramt, først og fremmest det største mindretal, de op mod 30 millioner tyrkiske kurderne.

Ikke mindst præsident Erdogan har forstået at spille på denne drøm om det Osmanniske Rige – med ham selv som sultan, og hans greb om magten hænger snævert sammen med hans evne til at puste til ilden omkring dette spørgsmål. Her støtter han sig tydeligvis til (og er i ligeså høj grad omvendt også styret af) magtfulde grupperinger indenfor det tyrkiske militær. Når Erdogan, trods pres fra de allierede indenfor NATO, har valgt at gennemtvinge en invasion af Nordsyrien, kan han umiddelbart gøre det næsten uden politisk modstand i det tyrkiske parlament p.gr. af den hundredeårlige nationalistiske kurs. Det tyrkiske parlament forlængede d. 8 oktober uden problemer den tyrkiske præsidents tilladelse til at gennemføre militære operationer i udlandet med endnu et år. Og lederen af det vigtigste oppositionsparti, det sekulært nationalistiske parti CHP udtalte, at partiet vil støtte Erdogans forslag om at udvide de militære operationer både i Syrien og i Irak i det tyrkiske parlament.  Den eneste modstand er kommet fra det venstreorienterede parti HDP, der støtter kurderne. Men deres kritik har ingen chance for at komme ud: De tyrkiske sikkerhedsstyrker har torsdag d. 10 oktober advaret om, at de vil igangsætte retssager mod alle, der gennemfører ”sort propaganda” mod landets operationer i Syrien. Senere på dagen igangsatte den tyrkiske statsanklager undersøgelser imod ledere fra det pro-kurdiske HDP-parti omkring deres udtalelser i forbindelse med de tyrkiske operationer i Syrien.

 

Den tyrkiske indblanding i Syrien har stået på længe

Forud er gået syv års intensiv tyrkisk indblanding i Syriens anliggender, gennem systematisk financiering og organisering af syriske oprørsgrupper, der kunne understøtte den tyrkiske ekspansionspolitik. De steder, hvor Tyrkiet er rykket frem i Syrien, især i Afrin og i Shaba-området, har de systematisk søgt at ”tyrkificere” områderne gennem indførelse af tyrkisk lovgivning og administration, indførelse af tyrkiske stednavne og tyrkisk undervisning i skolerne, ligesom man systematisk har foretaget befolkningsmæssige omflytninger med henblik på at fordrive kurdere og andre mindretal og fremme bosætning af militsgrupper og lejesoldater, der støtter tyrkiske interesser. Hertil kommer systematisk ”import” af jahidistiske grupperinger af tyrkisk-sproget oprindelse fra Tjetenien og andre steder, der bl.a. er blevet udstationeret i Idlib-provinsen, hvor de udgør en vigtig og magtfuld del af den jihadistiske ’opposition’ mod Assad-styret.

De mange tyrkisk-organiserede og –financierede militsgrupper i Syrien fungerer reelt som lokale bandekrigere, der lever af plyndringer, kidnapninger og tortur, og den tyrkiske støtte til dem har været snævert knyttet til deres evne og vilje til at underlægge sig den tyrkiske ekspansionspolitik, herunder deres vilje til at terrorisere og fordrive kurdere og andre mindretal i de territorier, de opererer i. Det sker dels, fordi den tyrkiske befolkning ser meget skeptisk på det stigende tab af tyrkiske soldater i Syrien, men har formentlig meget mere at gøre med muligheden for helt at kunne omgå hensyn til elementere menneskerettigheder, når man kan gøde jorden for de tyrkiske tropper ved at sende lejesoldat-militser, der er trænet i destruktion, røveri, voldtægt, bortførelse og anden terror, i forvejen, så civilbefolkningen alene af den grund må flygte. Det er baggrunden for, at der i dagene op til invasionen onsdag d. 9 oktober fremkom meldinger om at ialt 8000 lejesoldater fra Hamza Divisionen, Ahrar al-Sham og Suleiman Shah Brigaden, indenfor den såkaldte ”Syriens Nationale Hær”(SNA) ville deltage i invasionen på Tal Abyad fronten. Disse grupper ville blive bragt dertil fra Idlib, det vestlige og nordlige Aleppo og Afrin, hvor de har opereret i den seneste tid. Der er dokumenteret omfattende menneskerettighedskrænkelser fra disse grupperinger, der er financieret og støttet af den tyrkiske efterretningstjeneste. Det er muligt, at også andre grupperinger fra den tidligere ”Frie Syriske Hær” ønsker at deltage, men en stor del af disse er for længst gået ind i et samarbejde med kurderne og De Syriske Demokratiske Styrker (SDF). Et tyrkisk medie har for nyligt angivet, at 14 000 soldater fra Den frie Syriske Hær ville deltage i den tyrkiske operation i Nord Øst Syrien.

Under udviklingen af den syriske borgerkrig har Tyrkiet og ikke mindst den tyrkiske efterretningstjeneste forholdt sig til Al Qaeda og Islamisk Stat på samme måde som de har gjort til de øvrige oppositionsgrupper: Det er løbende dokumenteret, at de har støttet dem – ofte meget massivt – i den udstrækning, det kunne tjene de langsigtede tyrkiske interesser i at gøde jorden for en ekspansion, der kunne understøtte den tyrkiske nationalisme.

Udviklingen af de kurdiske selvstyreområder i Nord og Øst Syrien under den tidlige syriske borgerkrig sås som en udfordring for disse interesser. Den tyrkiske efterretningstjeneste udfoldede store bestræbelser på at få vendt Islamisk Stat mod kurderne og støttede dem i det skjulte på alle måder, f.eks. under slaget om Kobane. Tidligere medlemmer af Islamisk stat har siden beskrevet bekæmpelsen af kurderne som en fatal fejltagelse. Da kurderne med amerikansk hjælp igen fik overtaget, og sammen med andre befolkningsgrupper dannede SDF og indtog hele området langs grænsen fra Eufrat til Tigris, øgede det spændingen med Tyrkiet, fordi det vanskeliggjorde tyrkernes adgangsveje til Islamisk Stats områder længere sydpå. Endnu tydeligere blev dette, da SDF krydsede Eufrat og i en knibtangsmanøvre fik erobret den vigtige by Manbij, og derfor yderligere vanskeliggjorde Tyrkiets forsyninger til Islamisk Stat længere mod sydøst. Det førte til at Tyrkiet trods pres fra USA valgte at gå ind i Shaba-området og senere Afrin.

Afrin, hvis befolkning for størstedelens vedkommende er kurdere, og som hidtil  havde været det mest fredelige og velfungerende område af Syrien under borgerkrigen, blev erobret af den tyrkiske hær i foråret 2018 uden at nogen vestlige lande protesterede imod det. Invasionen var massivt kendetegnet ved at være en aktion, hvor det tyrkiske militær skubbede et stort antal tyrkisk-financierede lejesoldat-militser foran sig, der røvede, voldtog og terroriserede bevolkningen i en grad, så de kurdiske styrker valgte, at evakuere en stor del af befolkningen ud af provinsen.  Mange af disse lever i dag i flygtningelejre i de kurdisk kontrollerede områder nord for Aleppo . Den europæiske accept var et udtryk for en ansvarsløs opportunisme, der gjorde problemet til et anliggende mellem Tyrkiet og Rusland, som man regnede med kunne gøres til genstand for politiske studehandler i borgerkrigens videre forløb.

For den tyrkiske stat var det imidlertid kun første led i en klar strategi til erobring af hele det syriske grænseområde mod Tyrkiet. Da det havde vist sig svært at opnå international støtte til at gå direkte ind i Syrien øst for Eufrat, satsede man nu på, med hjælp fra de mange tyrkisk-financierede militser, at tilbageerobre Manbij, krydse Eufrat og erobre de østlige kurdiske områder vestfra. Trods en stor indsats lykkedes det aldrig. Dels var SDF og de lokale militser tilknyttet SDF fra Manbij, Al Bab og Jaroblus for stærke. Men også en blanding af styrker fra Assad, Rusland, Frankrig indgik i forsvaret af Manbij-området. Alligevel var der ustandselig episoder langs demarkationslinien på grund af de tyrkiske pres mod Manbij. På et tidspunkt gik  amerikanske styrker i konkrete forhandlinger med Tyrkiet om en fælles patruljering af demarkationslinien mellem Manbij-området og det øvrige Shabaområde med henblik på at få skabt en fredsordning. Det gav anledning til en del gnidninger mellem USA og SDF, der fortsat ønskede realiseret muligheden for at forene de kurdiske områder i øst med det kurdiske Afrinområde. Kun 20 km adskilte dem.

Faktisk viste de amerikanske forhandlinger sig at være ganske effektive, idet det reelt gjorde det umuligt for Tyrkiet at krydse grænsen.

Men det betød samtidigt, at der altså heller ikke var nogen vej frem her for det tyrkiske ønske om at gå ind i Syrien øst for Eufrat. Det har gennem det sidste års tid skabt et stadigt øget pres fra Tyrkisk side om at kunne krydse grænsen til Syrien øst for Eufrat.

Som vi senere skal se, førte det i sommers til en gentagelse af øvelsen fra Manbij om fredsbevarende foranstaltninger og fælles patruljeringer, blot nu ved den lange nordlige grænse mellem Syrien og Tyrkiet, øst for Eufrat. Og forhandlingerne lykkedes faktisk næsten. Men det var bare ikke det, Tyrkiet ville. Om det blot var Trump, der bøjede sig for Erdogans ønske, for at komme helt ud af Syrien, eller om det snarere var USA, der overlagt faktisk snød kurderne, fordi USA foretrak NATO-partneren Tyrkiet, og samtidigt havde fundet sig til rette med, at Islamisk Stat og de syriske flygtningeproblemer nu måtte være et internt europæisk problem, er det nok for tidligt at konkludere på.

 

Tyrkiets flygtningeproblem

Tyrkiet har taget imod et meget stort antal flygtninge fra Syrien. Ifølge Erdogan drejer sig om 3½ million. Men de er samtidigt blevet gjort til et uhyggeligt redskab i den tyrkisk-nationalistiske ekspansionspolitik. Flygtningene belaster den tyrkiske økonomi, men har også skabt muligheder, idet de i høj grad bidrager økonomisk, især i servicesektoren, hvor de dog også fungerer som løntrykkere og som billig arbejdskraft i en række lukrative og mere eller mindre kriminelle dele af det tyrkiske samfund. Desuden yder EU store tilskud til Tyrkiet for at holde flygtningene borte fra Europa.

En stadigt faldende levestandard gennem de seneste år har øget modstanden mod de mange flygtninge, som Erdogans regime nu ønsker sendt tilbage til Syrien. Men her kommer styrets egen ”tyrkificeringspolitik” i Syrien på tværs, idet den i meget høj grad er baseret på terror og massive konflikter med de befolkningsgrupper, man søger at presse ud eller undertrykke, en tyrkificeringspolitik, som de færreste syrere kan støtte eller finde sig til rette med, dårlige økonomiske muligheder, og udbredt mangel på retssikkerhed. Det gør, at antallet af flygtninge, der ønsker at rejse tilbage til Syrien, stadigt er ganske begrænset.

Men kigger man nærmere efter i det stigende antal beretninger om Syrere, der har ønsket at flytte tilbage fra Tyrket, viser det sig, at de i mange tilfælde reelt har gået med planer om at rejse til et sted i Nord- og Øst Syrien, da der her har vist sig at være fred og ordnede forhold (med undtagelse af de få resterende krigszoner i kampen mod Islamisk stat). Som regel er det dog ideer, man har holdt for sig selv, eller kun har omtalt indirekte, for ikke at få problemer med de tyrkiske myndigheder, som på alle måder ønsker, at begrænse indvandringen til Nord- og Østsyrien, hvis det ikke kan passes ind i den tyrkiske politik.

En tyrkisk ”sikkerhedszone” i Syrien er netop en zone, der kan bruges til at presse kurderne, der lever i disse områder, længere væk, så zonen kan tyrkificeres, altså indlemmes. Når det i forskellig sammenhæng er blevet fremført, at Tyrkiet skulle have ’legitime’ forsvarsinteresser i Nordøst-syrien, så må det fastslås, at der ikke har eksisteret nogen trusler mod Tyrkiet fra Syrien. USA har siden starten af borgerkrigen nøje overvåget grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, og har gentagne gange fremhævet, at der ikke findes et eneste eksempel på, at kurdiske styrker eller SDF har løst et eneste skud fra Syrien ind over den tyrkiske grænse. Der har derimod været utallige grænseprovokationer den anden vej, endog med dødelig udgang.

Når det gennem lang tid alligevel er lykkedes at holde en tyrkisk invation i ave, skyldtes det ikke mindst en indsats fra den amerikanske ledelse af Koalisionen til bekæmpelse af Islamisk Stat, især siden præsident Trump for snart et år siden proklamerede, at USA ville trække sine tropper ud af Syrien.

Denne beslutning skabte stor opstandelse blandt de amerikanske rådgivere og det militære personale, der havde opbygget et eksemplarisk samarbejde med YPG, YPJ, SDF og den civile administration i Nord og Øst Syrien omkring bekæmpelsen af Islamisk Stat.  Det var ikke mindst blevet klart for det amerikanske militær, at en stabil bekæmpelse af Islamisk Stat var snævert knyttet til SDFs vedholdende indsats og et fredeligt forhold mellem Nordøst Syrien og Tyrkiet.

Det skabte debat i USA, hvor støtten til kurderne var stor og stigende, ikke mindst i præsidentens eget parti, republikanerne. Resultatet blev, at den amerikanske indsats ikke alene forblev på et ganske højt niveau, men reelt også blev styrket gennem en stadigt mere målrettet koordinering mellem de amerikanske styrker, SDF og den Nord og Østsyriske administration.

Tidligt på sommeren 2019 blev det dog klart, at det tyrkiske pres for at kunne gå ind i over grænsen til Nordsyrien øst for Eufrat voksede markant. SDF henvendte sig i den forbindelse til repræsentanterne for Koalitionen til bekæmpelse af Islamisk stat og opfordrede den til at indlede forhandlinger mellem USA, SDF og Tyrkiet omkring en sikkerhedszone i grænseområdet. Det sagde de ja til. Ligesom ved forhandlingerne omkring demarkationslinien ved Manbij gik det langsomt og trægt, men man kom alligevel frem ad, til trods for, at Tyrkiet f.eks. som udgangspunkt krævede, at have ene-kontrol med sikkerhedszonen (så ingen kunne kontrollere, hvad de gjorde med civilbefolkningen), der udelukkende skulle ligge på syrisk territorum, og som de ønskede skulle have have en dybde på næsten 30 km – altså omfattende stort set alle kurdiske byområder i det nordøstlige syrien. Men man blev alligevel efterhånden enige om en lang række konkrete forhold angående zonens bredde i forskellige afsnit langs grænsen, placering af koalitionsstyrker og patruljeringsruter, afvikling af forskellige forsvarsværker, tilbagetrækning af visse styrker og aftale om, at kun lokale styrker skulle tillades langs grænseområdet. SDF gik igang med at implementere disse planer.

 

Optakten til den tyrkiske indmarch

Allerede i august blev det dog klart, at der var forhold i projektet, som det var svært at komme videre med: Ud over, at Tyrkiet ville have enekontrol med zonen, ville de også have skubbet tyrkisk-financierede syriske militser ind som en del af zonen.

Til det svarede den øverstkommanderende for SDF, Muzlim Abdi: “Alle flygtninge, hvad enten de er flygtet til Tyrkiet eller et andet sted hen, kan vende hjem til deres eget land. Det er hvad vi har accepteret som del af ’sikkerhedsmekanismerne’ for Nord og Øst Syrien. Hjemvendelsen af disse personer vil blive understøttet. Der er kun en betingelse: Hvis der er personer blandt de tilbagekomne, der har taget del i forbrydelser mod befolkningen, så vil de blive bragt for en domstol. Ingen vil blive nægtet at komme tilbage”.

I midten af august udtalte den tyrkiske udenrigsmunister Cavusoglu sig om forberedelserne til den kommende operation øst for Eufrat, og sagde i den forbindelse, at ”Vi vil ikke længere tillade USA at gå ind i en afledningsmanøvre ligesom i Manbij.”

Ikke desto mindre fortsatte forhandlingerne. D. 22 august var man blevet enige om  et første trin, f.eks. med en sikkerhdszone på 5 km, hvor USA og det tyrkiske millitær ville foretage fælles patruljeringer, og hvor SDFs tropper blev trukket tilbage, mens lokale militære råd blev tilladt. I en anden fase skulle et 9 km bredt sikkerhedsbælte føjes til i et kerneområde ved grænsen og alle tunge våben fjernes fra zonen. På det tidspunkt var der i SDFs ledelse fuld opbakning til planerne, som det bl.a. fremgår af et stort interview med SDF-lederen Mazloum Abdi.

Men i begyndelsen af oktober begyndte der at komme tegn på, at forhandlingerne var ved at køre af sporet. De vedholdende udtalelser fra Erdogan om, at man ønskede at gå ind over grænsen skabte usikkerhed om aftalerne både i Qamishlo og i Washington. Tavsheden fra det Hvide hus gik i samme retning. Det blev efterhånden helt klart, at der var noget galt. SDF begyndte at bygge skyttegrave og befæstninger 40 km syd for den centrale grænseby Tel-Abyad. Den tidligere US-udsending for Coalitionen mod Islamisk Stat Brett McGurk spurgte retorisk: ”Vil præsidenten støtte det amerikanske personale, der er udstationeret i Syrien på hans ordre? Eller leder han efter en undskyldning for at trække dem alle hjem? Et tyrkisk angreb vil øge risikoen for vores folk, smadre SDF og gøre det mulig for Islamisk stat at genopstå. Det er et klart billede.”

Selv Pentagon udtalte: ”Vi koncentrerer os om at få sikkerhedsmekanismen op at stå og få den til at køre. Det er den bedste vej for os alle. Tyrkiets uplanlagte militære operation bekymrer os meget, da den vil underminere vores interesser i et sikkert Nordøst Syrien og den permanente udryddelse af Islamisk Stat.”

Erdogan udtalte på TV, at “Tyrkiet vil gennemføre angreb fra luften og jorden øst for Eufrat ”for at skabe fred”. Til de, der afleder os, siger vi: Tiden for ord er forbi.”

Mindst 7 bevæbnede amerikanske køretøjer blev opserveret syd for Tall Abyad på vej mod Girë Sipï og næste morgen blev det klart, at de havde afhentet to grupper med amerikanske soldater.

Amerikanske styrker starter tilbagetrækning fra den tyrkisk-syriske grænse ved Tal Abyad (Girë Spï) og Rasulayn (Serekaniye),  om morgenen, d. 7 oktober

Sent søndag d. 6 oktober udsendte Det Hvide Hus en meddelelse om, at USA ”ikke længere vil være i de umiddelbare grænseområder” i det nordlige Syrien, og at de dermed vil tillade Tyrkiet at igangsætte en invasion af området og overlade ansvaret for tilfangetagne Islamisk Stat-medlemmer i området til Tyrkiet.

Udtalelsen fra Det Hvide Hus lød således:

”I dag har Præsident Donald J. Trump talt i telefon med Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan. Tyrkiet vil snart igangsætte sin længe planlagte operation i det nordlige Syrien. De Forenede Staters bevæbnede styrker vil ikke støtte eller involveres i denne operation, og de amerikanske styrker, der har bekæmpet Islamisk Stats territoriale ’Kalifat’, vil ikke længere være i dette nærområde.

De forenede Staters regering pressede på for at Frankrig, Tyskland og andre europæiske lande, som mange af de tilfangetagne Islamisk Stat soldater kommer fra, bringer disse tilbage til deres lande. Men de ville ikke have dem, og afviste at gøre det.  USA vil ikke holde dem under lås og slå gennem, hvad der let kan blive mange år, med store omkostninger for de amerikanske skatteborgere. Tyrkiet vil nu blive ansvarlig for alle Islamisk Stat-krigere i det område, de har indtaget gennem de seneste to år i kølvandet på USAs nedkæmpelse af det territoriale ’Kalifat’. ”

Det satte omgående en række reaktioner igang:
SDF konstaterede hurtigt, at

  • Erdogan ønsker, at fjerne befolkningen fra Nordsyrien og ændre en stabil region til en zone med permanent krig og konflikt
  • At ethvert tyrkisk angreb vil formindske den internationale indsats for at bekæmpe Islamisk Stat,
  • At 11 000 soldater fra SDF har mistet livet gennem de sidste fem år,
  • At USAs styrker har trukket sig væk fra grænsen til Tyrkiet efter ikke at have opfyldt det, de har lovet
  • SDF ikke vil tøve et øjeblik med at forsvare sig selv imod en hvilken som helst tyrkisk operation.

Talsmand for SDF, Mustafa Bali, uddybede: ”Vi forventer ikke, at USA skal beskytte Nord Øst Syrien. Men man skylder her folk en forklaring, hvad angår aftalen om sikkerhedsmekanismer, ødelæggelsen af befæstninger og USAs fiasko omkring deres opfyldelse af det, de har lovet”.

Og den tidligere amerikanske udsending for Koalitionen til bekæmpelse af Islamisk Stat Brett McGurk, har bekræftet denne opfattelse meget præcist: “USAs officielle talsmænd bandt helt klart SDF op på en “sikkerhedsmekanisme”-plan, hvor de fjernede alle forsvarsbarrierer på den syriske side af grænsen for at forhindre en tyrkisk indmarch”.

Hundredevis af lokale NØ-syrere fra Tal Abyad gik i demonstration til til landsbyen Mashtale al-Azza ved grænsen øst for Tal Abyad for at fordømme de seneste tyrkiske trusler om at invadere regionen.

Meget hurtigt blev et stort antal reservister fra SDF sendt fra Raqqa og Deir ez-Zor til den 370 km brede grænse mod Tyrkiet.

Brett McGurk tweetede: ”Tyrkiet har hverken intentioner, ønske eller kapaciteten til at håndtere 60 000 indsatte i al Hol lejren, som forsvarsinspektoratet advarer om er kernen i en genopstående islamisk Stat. At tro andet er en hensynsløs gambling med vores nationale sikkerhed.

Pentagon udsendte følgende erklæring:

Forsvarsministeriet har – på linie med præsidenten –  gjort det klart for Tyrkiet, at vi ikke godkender en tyrkisk operation i det nordlige Syrien. USAs væbnede styrker vil ikke på nogen måde understøtte, eller involveres i en sådan operation. I samtaler mellem Ministeriet og det tyrkiske militær har vi vedholdende understreget at koordinering og samarbejde er den bedste vej til sikkerhed i området. Sekretær Esper og Formand Milley gentog overfor deres respektive tyrkiske modparter, at en ensidig aktion skaber risici for Tyrkiet. Som præsidenten har sagt, vil Tyrkiet, sammen med  europæiske lande og andre, være ansvarlig for de tusinder af Islamisk Stat krigere, der er blevet fanget og bekæmpet i kampagnen, der har været ledet af USA. Vi vil sammen med vores andre NATO allierede og koalitionspartnerne over for Tyrkiet til stadighed pege på de destabiliserende konsekvenser af de mulige fremsted, både for Tyrkiet, Regionen og også udenfor denne.”

I de følgende dage viste det sig tydeligt, hvordan Islamisk Stat klart opfattede situationen som en støtte og søgte at manifestere et come back:

Onsdag meldte lokale kilder fra Islamisk Stat i Raqqa, at en Islamisk Stat-celle belejrede et sikkerheds-hovedkvarter og var involveret i stridigheder med det lokale politi. Der blev hørt seks  eksplosioner fra området. Tre selvmordsbombere fra Islamisk Stat havde angrebet militære positioner i Raqqa og en kilde påstod, at mere end 50 bevæbnede grupper i Raqqa havde igangsat et koordineret angreb på sikkerhedshovedkvarteret. Al elektricitet i Raqqa skulle være gået ud, nettet er svagt, og der er kampe i byen.

Fra Al-Hol-lejren i det østligste Syrien meldtes om kvinder fra Islamisk Stat, der var flygtet fra lejren, efter at have skabt optøjer og brændt telte af.

Også mange andre steder angav Islamisk Stat-celler at have været lokalt aktive.

Præsident Trump blev torsdag, spurgt om risikoen ved, at Islamisk Stat krigsfanger kan blive sluppet løs. Hans svar lød: ”Tja, de vil flygte til Europa”.

 

Selve invationen startede onsdag kl. 15.40 dansk tid.

Flyangreb ramte i starten især områder omkring Serekania og Rasulayn, men bredte sig hurtigt til mange andre steder umiddelbar syd for grænsen, samtidigt med at tyrkisk artillery beskød syriske byer fra grænsen. Snart blev også de østligste områder, herunder områder nær centrum af Qamishlo, ramt af flyangreb, bl.a. beboelseskvarteret Bashiria, et kvarter med en blandet befolkning af kurdere og syriakkiske kristne. Hurtigt viste det sig dog , at også fjernere mål, især omkring Ayn Issa, nord for Raqqa. Et angreb ramte en YPG træningslejr i landsbyen Hoshan vest for Ayn Issa. 7 døde og 16 sårede blev bragt til hospitalet i Ain Issa. Også i nærheden af Ain Issa faldt der bomber nær et fængsel, der rummer nogle af de værste forbrydere fra Islamisk Stat.  Kurdiske kilder angav, at det tyrkiske luftvåben bombede indtil en dybde af 50 km indenfor det syriske territorium. En talsmand for SDF meddelte: Tyrkiske krigsfly er gået igang med at udføre luftangreb på civile områder. Der er panik blandt befolkningen i regionen.” Senere blev det meddelt, at store mængder civile havde måttet flygte fra de kurdiske områder, der blev ramt af tyrkiske angreb.

I løbet af det første døgn angreb Tyrkiet ifølge egne oplysning ialt 181 mål som led i operationen. I det østligste Syrien omfattede det desuden områder på den irakiske side af grænsen, bl.a. en Ezidisk landsby.

Men på landjorden er det dog reelt ikke lykkedes at trænge mere end nogle få kilometer  ind over den syriske grænse nogle ganske få steder, nemlig ved Serekaniye/Ras al-Ayn samt Tel-Abyad, hvor de flere gange blev slået tilbage. Både ved Kobane, Qamishli og byerne ved Derek i det østligste Syrien er de tyrkiske forsøg på at trænge ind blevet tilbagevist.

Desuden satte SDF et større modangreb ind mod Jaroblus, grænsebyen øst for Eufrat, der spiller en stor rolle som opmarchby for den tyrkiske besættelse af Shaba-området. Også andre steder i Shabaområdet og i Afrinprovinsen er kurdiske styrker gået i offensiven, f.eks. med voldsomme angreb på byen Al Bab nord for Aleppo, samt byen Jandaris  tæt på den tyrkiske grænse i den sydlige del af Afrin.

 

Reaktioner fra udlandet

Den mest bemærkelsesværdige udtalelse fra udlandet er nok meddelelsen om, at EU afviser enhver tyrkisk plan om at etablere en ”sikker zone ” i det nordlige Syrien. Den kom umiddelbart efter, at det franske udenrigsministerium havde meddelt, at det havde konsulteret sine europæiske allierede for at undersøge alle muligheder omkring det tyrkiske angreb.

Men interessant er også det fælles  lovforslag fra to indflydelsesrige repræsentanter i den amerikanske kongress Lindsey Graham og Chris Van Hollen fra hhv. Det republikanske og det demokratiske parti om at pålægge Tyrkiet alvorlige sanktioner for invasionen af Syrien.

Forslaget lyder således:

Obligatoriske sanktioner gennemføres som følge af denne lovs vedtagelse, med mindre administrationen – hver 90. dag – kan attestere overfor kongressen, at Tyrkiet ikke handler ensidigt i Syrien (uden amerikansk støtte øst for Eufrat og vest for den Irakiske grænse)  og har trukket sine væbnede styrker tilbage, inklusive tyrkisk støttede rebeller, fra områder de har besat under operationen, der begyndte onsdag d. 9. oktober 2019.

Sanktionerne omfatter alle USA aktiver for de tyrkiske politiske ledere: Præsidenten, vicepræsidenten samt forsvars-, udenrigs-, finans-, handelsministeren samt ministeren for energi og naturressourcer.

Derudover omfatter de enhver udenlandsk person, der sælger eller yder financiel, materiel eller teknologisk støtte eller som vides at udføre transaktioner med det tyrkiske militær, inklusive:

  • fly og flydele, samt maskineri, der bruges af det tyrkiske luftvåben,
  • automobil udstyr og service, der bruges af de tyrkiske hær- og flådestyrker
  • våben eller forsvarsartikler, der bruges af det tyrkiske militær.

Lindsey Graham udtaler, at selv om Det Hvide Hus nægter at handle mod Tyrkiet, så forventer han stærk støtte fra begge partier i kongressen.

Også Finland har meddelt, at det standser al våbeneksport til Tyrkiet. Men Tyskland, den suverænt største leverandør af våben til Tyrkiet, har ikke ytret sig om spørgsmålet, men har blot i en fælles udtalelse med Frankrig og England (der også har en meget stor våbeneksport til Tyrkiet) blot fordømt det tyrkiske angreb på Nordøstsyrien.

Der er også fordømmelser fra en lang række andre lande, herunder mange arabiske lande, Iran, Irak og Rusland.

Rusland har appelleret til både SDF og Assads styrker om at gå i samarbejde, og der er også ting, der tyder på, at det vil ske. Syrien har i stærke vendinger fordømt angrebet og har stillet sig mere positiv overfor SDF end tidligere, mens Maslum Abdi fra SDF har tilkendeligvet, at man vil indlede forhandlinger med Assad-styret om en fælles indsats mod den tyrkiske invasion. Hidtil har Assadstyret ikke ydet noget bidrag til at afhjælpe den tyrkiske besættelse af Afrin, mens SDF på den anden side heller ikke har haft lyst til at blive trukket ind i det morads i Idlibprovinsen, der er skabt gennem samlingen af et stort antal jihadistiske grupperinger i netop dette område, i høj grad under tyrkisk beskyttelse.

I Idlib er den fastlåste situation i øvrigt blevet ændret noget gennem de sidste måneder, idet Assad med russisk flystøtte har tilbageerobret de sydligste dele af Idlibområdet, inklusive Khan Shaykhun, byen, hvor  Assad gennemførte sine kemiske angreb.

Kilder:

Se Factsheet. Factions in Turkish-backed Free Syrian Army”. Rojava Information Center (RIC). www.rojavainformationcenter.com

Khalid Armish, 2019: Mazloum Abdi: Entire border must be protected. ANHA, 18 aug. 2019.

 

 

Mc Gurk: Washingtons tilbagetrækning er en belønning til Rusland, Iran og Islamisk Stat…Trump forstår intet om politik

 

Den tidligere amerikanske udsending for den den Internationale Koalition mod Islamisk Stat Brett McGurk har i en ræke tweets på Twitter udtrykt sin vrede og beklagelse over Det Hvide Hus’ udtalelse om at ville trække sig tilbage fra det nordlige og østlige Syrien.

McGurk har i en af sine tweet skrevet: Trump har efter én eneste samtale med en udenlandsk leder foræret en gave til Rusland, Iran og Islamisk Stat”.

Videre har har skrevet: ”Der er en tilsvarende fejl i kernen af USAs udenrigspolitik over hele linjen: Maksimalist mål for en minimalist præsident, kombineret med manglende indsats for at vurdere fakta, udvikle muligheder eller forberede sig på det uforudsete. Vores udsendte personale er efterladt tilbage i en udsat situation ved de mindste gnidninger.

Han tilføjer: Trump tog en ligeså impulsiv beslutning, da jeg stod for politikken. Jeg trak mig tilbage på grund af det, og jeg står ved hvert eneste ord i denne strid. Denne aften er en sørgelig gentagelse, men ser endnu værre ud, da amerikanske talsmænd siden da overbeviste SDF om, at de planlagde at blive.”

Han noterer sig, at ”USAs officielle talsmænd helt klart bandt SDF op på en ”sikkerhedsmekanisme”-plan, hvor de fjernede alle forsvarsbarrierer på den syriske side af grænsen for at forhindre en tyrkisk indmarch.”

McGurk pointerede, at ”Den tyrkisk foreslåede ’sikkerhedszone’ effektivt vil  udvide Tyrkiets grænse 30 km ind i Syrien, der omfatter kristne, kurdiske og andre sårbare minoriteters områder”.

”Tyrkiet har hverken intentioner, ønske, eller kapacitet til at administrere de 60 000 indsatte i al Hol lejren, som Pentagon advarer om, er kernen for en genopstået Islamisk Stat. Hvis man tror noget andet, er det at spille hensynsløs hasard med vores nationale sikkerhed”

”Udtalelsen fra Det Hvide Hus her til aften om Syrien, efter Trumps samtale med Erdogan demonstrerer en komplet mange på forståelse af noget som helst, der foregår på jorden. De ”forenede Stater” holder ingen fra Islamisk Stat tilbage. De er alle sammen holdt tilbage af SDF, som Trump netop har overgivet til Tyrkiet.”

Kilder:

Anonymous, 2019: McGurk: Washington’s withdrawal a rewarding gift to Russia, Iran and ISIS…Trup does not understand anything in politics. ANHA, 7. Oktober 2019.

Twittermeddelelser fra Syria.liveuamap.com


 

Abdi: Erdogan’s overvejelser drejer sig ikke om sikkerhed men om invasion.

Den 3. oktober, inden den seneste udmelding om tilbagetrækning fra præsident Trump, fortalte  Mazlum Abdi fra SDF i et interview om de trusler, som det Tyrkiske regimes leder Erdogan har fremført mod Nord – og Øst Syrien.

Mazlum Abdi, den øverstkommanderende for de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) har – forud for Trumps seneste udmeldinger –  vurderet Tyrkiets nuværende trusler mod Nord og Øst Syrien overfor den tyrkiske TV-kanal Medya Haber. Han understregede,m at AKP regimet ikke bekymrede sig om ”grænsesikkerheden”, da de var blevet opfyldt gennem virkeliggørelsen af sikkerhedsaftalen, men derimod  af at besætte regionen og opbygge en koloni. Abdi understregede, at hverken de eller koalitionen ville acceptere en sådan tilgang.

Abdi henviste også til den forfatningskommission for Syrien, som Tyrkiet, Rusland og Iran har dikteret De Forenede Nationer, og udtalte, at de ikke ville tage beslutningerne om denne kommitte alvorligt, så længe en trediedel af Syrien ikke er repræsenteret i den.

 

”Sikkerhedszonen” er ikke andet end en drøm

Abdi pegede på, at AKP lederen og Tyrkiets Præsident Recept Tayyip Erdogan i sin tale på FNs generalforsamling havde fortalt hele verden, at han ønskede at invadere Nord-Øast Syrien og at hans planer om dette lå klar.

Han fortsatte: ”Det er fuldstændigt klart, at dette er en invasionsplan, der drejer sig om at ændre den demografiske struktur, dvs. at ’af-kurdificere’ regionen. Gennemførelsen af denne plan er umulig. Hverken vi eller den syriske befolkning, eller nogen international magt kan acceptere denne plan. Befolkningerne i Nord og Øst Syrien vil ikke tillade denne plan. End ikke de syrere, der for tiden bor i Tyrkiet vil acceptere at blive gjort til et redskab for denne plan. Nord og Øst Syrien er hverken forladt eller forsvarsløst. At bringe andre hertil, bygge byer og landsbyer til dem, og fordele markerne til dem er simpelthen en drøm. Det vil aldrig være muligt at realisere denne plan.

 

Alle kan vende hjem

Hvad vi og alle har accepteret er dette: Alle flygtninge, hvad enten de er flygtet til Tyrkiet eller et andet sted hen, kan vende hjem til deres eget land. Det er hvad vi har accepteret som del af ’sikkerhedsmekanismerne’ for Nord og Øst Syrien. Hjemvendelsen af disse personer vil blive understøttet. Der er kun en betingelse: Hvis der er personer blandt de tilbagekomne, der har taget del i forbrydelser mod befolkningen, så vil de blive bragt for en domstol. Ingen vil blive nægtet at komme tilbage”.

 

”Grænsekontrol-mekanismen” er sat i værk

SDF lederen understregede, at en aftale om grænsesikkerhed var blevet opnået mellem USA, Tyrkiet og SDF, og fortsatte: ””Mekanismen forventes at blive sat i værk gennem tre stadier. Hidtil har det fungeret uden nogen problemer. Vi fra SDFs side har fuldstændigt opfyldt vores del af aftalen. Og vi kan sige, at køreplanen i aftalen, altså vores kalender, går fremad. Nogle trin skulle færdiggøres ved slutningen af sidste måned, og det blev de. Der er også nogle stadier, der lige for tiden bliver ført ud i livet. Der er ikke nogen synlige problemer. Aftalen bliver implementeret som aftalt, og sådan vil det fortsætte. Det vil tage tid at færdiggøre alting.

 

En stor fejltagelse i Forfatningskommissionen

Abdi kritiserede det faktum, at ikke blot den kurdiske befolkning, men også arabere, turkmenere, syriakker,  dvs. alle folkeslagene i det nordlige og østlige Syrien, var blevet udelukket fra den forfatningskommite for Syrien, som De Forenede Nation har pålagt Tyrkiet, Iran og Rusland. ”Det er en stor fejltagelse: Et projekt, der ekskluderer repræsentanter for befolkningen i det nordlige og østlige Syrien, der udgør en trediedel af landet, kan ikke blive succesfuld. Vi antager, at dette blev gjort under pres fra den tyrkiske stat. De, der støtter dannelsen af kommiteen ser ud til at være tilfredse med den. Det er en stor fejltagelse. Hvis de forskellige grupper og deres repræsentanter i regionen ikke inddrages i forfatningsarbejdet, vil de ikke acceptere det resultat, der kommer ud af det. Vi vil afvise ethvert resultat. Hvis der virkelig ønskes en løsning, så er deltagelsen af repræsentanter for regionen en forudsætning. Godkendelsen fra befolkningen i denne region er også en absolut nødvendighed for at der kan skabes en forfatning.”

 

Sidste nye: Vi overvejer samarbejde med Assad

I en twitter-meddelelse fra tirsdag d. 8 oktober udtalter Mazlum Abdi: ”Vi overvejer et partnerskab med den syriske præsident Bashar al-Assad, med det formål, at bekæmpe tyrkiske styrker”.

 

Kilde:

Anonymous, 2019: Abdi: Erdogan’s concern is not about security but about invasion.ANF, 3. Oct. 2019.

Twittermeddelelse fra Syria.liveuamap.com, tirsdag d. 8. oktober 2019.

 

 

 


 

Othman: Tyrkiet kan meget vel gennemføre deres trusler

 

Allerede inden præsident Trumps seneste udmelding om en amerikansk tilbagetrækning fra Syrien udtalte en talsmand for Nord og Øst Syriens øverste organ, Det Syriske Demokratiske Råd (SDC), at man ikke kunne udelukke et angreb fra den tyrkiske besættelsesmagt på områderne i nord og østsyrien. Men han vurderede, at befolkningen i Nord og Øst Syrien var parate til at besvare sådanne angreb.

Amjed Othman, der er talsmand for Syriens Demokratiske Råd (SDC) kommenterede allerede d. 5 oktober de seneste trusler fra den tyrkiske besættelsespræsident  Erdogan, om igen at angribe det nordlige og østlige Syrien på et tidspunkt, hvor SDF har gennemført sine forpligtigelser, hvad angår de trilaterale aftaler om sikring af grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Han understregede, at den nye tyrkiske eskalering var et tegn på Tyrkiets manglende tilfredhed med de trilaterale aftaler mellem De Syriske Demokratiske Styrker, USA og Tyrkiet.

Han noterede sig, at Tyrkiet og dets partnere i Forfatningskommissionen ønsker at ødelægge den Demokratiske Autonome Administration og underminere sikkerheden og stabiliteten i regionen, ”Der er en høj sandsynlighed for, at Tyrkiet vil føre sine trusler ud i livet, sagde han.

Othman understregede, at de vil fortsætte med de diplomatiske relationer sammen med de involverede parter i den syriske sag, men sagde også: ”Befolkningen i regionen, dens administration og SDF, vil ikke forholde sig passivt over for noget som helst angreb på regionen.”

Kilde:

Ahmad Samir og Mohammed Akenji, 2019: Othman: Turkey is very likely to carry out its threats. ANHA, 5. Oct. 2019

 

 

 

Hvad sker der med Danmarks ønske om støtte til opbygningen af

Nord- og Østsyrien?

 

Regeringens forslag om at sende et kirurghold til Nord og Øst Syrien ser umiddelbart vanskeligt ud. Men sigtet bør fastholdes. Behovet for det er større end nogen sinde. Og det kan danne en vigtig kerne for en bredere indsats i nærområdet, både for lokalbefolkningen og de mange flygtninge. For at udvikle denne mulighed, bør regeringen etablere en repræsentation for de Nord- og Øst Syriske myndigheder i Danmark, på linie med hvad mange andre europæiske lande allerede har gennemført.

Udenrigsminister Jeppe Kofoed, Statsminister Mette Frederiksen og Forsvarsminister, Trine Bramsen, ved fremlæggelsen af regeringens bidrag til fremme af international fred og sikkerhed, på et møde i Udenrigspolitisk Nævn d. 5 september 2019.

 

Den danske regering har ønsket at gå ind i en aktiv støtte af Nord- og Østsyriens kamp mod Islamisk Stat, såvel militært som civilt. På et møde i Udenrigspolitisk Nævn d. 6. september fremlagde regeringen en række militære bidrag til fremme af international fred og sikkerhed i nogle af verdens brændpunkter, hvor det nordlige og østlige Syrien blev særligt fremhævet. Det skyldtes især USAs ønske om i højere grad at involvere de europæiske allierede i den internationale kamp mod Islamisk Stat.

Statsminister Mette Frederiksen udtalte, at hun selv var overrasket over så godt kampen mod Islamisk Stat var gået i det Nord- og Østlige Syrien. Udenrigsminister Jeppe Kofoed påpegede, at en dansk militær indsats i Syrien i den fortsatte kamp mod Islamisk Stat ikke blot ville være støtte til brandslukning, men derimod havde til hensigt at skabe sikkerhed, stabilitet og – på sigt – en positiv udvikling i Europas nærområder, idet det vil være knyttet til en langsigtet diplomatisk, økonomisk og udviklingspolitisk indsats.

Forsvarsminister Trine Bramsen fremhævede, at Danmarks sikkerhed og danskernes tryghed styrkes, når vi tager aktiv del i den internationale kamp mod terrorisme og ufred, og at ethvert fremskridt i kampen mod Islamisk Stat også er et fremskridt for os. Det danske forsvars evner, materiel og soldaternes kunnen er særdeles efterspurgt af vores allierede. Derfor foreslog regeringen, at man sender et kirurghold på 14 personer fra Forsvaret til Nord- og Østsyrien, hvor de vil være udstationerede på en base for den internationale koalition, der både skal operere i Syrien og i Irak. Det samlede budget for denne indsats udgør 400 mill. Kr., og det er planen at realisere denne indsats i begyndelsen af 2020.

 

Kan fremsendelsen af det danske Kirurg-hold fortsat gennemføres? Ja, det er muligt!

Efter præsident Trumpfs beslutning om at trække sine tropper ud af Syrien kan det umiddelbart se ud som om initiativet nu hænger i en tynd tråd. Men man kan omvendt med samme ret fremføre, at netop argumentet om at ville støtte i nærområderne i forbindelse med de konflikter, der har skabt flygtningeproblemer, nu gør det endnu mere påkrævet at arbejde for fortsat at  gennemføre projektet. Denne argumentation er netop blevet fremført af europarådspolitikeren fra Venstre, Michael Aastrup Jensen. Han har påpeget, at det i realiteten kun har været 50 amerikanske soldater udstationeret i det Nordøstlige Syrien på grænsen til Tyrkiet, der hidtil har holdt det tyrkiske styre tilbage fra at angribe Nord og Øst Syrien, og at det netop har kunnet lade sig gøre, dels fordi det var en styrke fra en NATO-allieret, som Tyrkiet nødvendigvis måtte bøje sig for, dels fordi der i realiteten kun er et ganske begrænset antal indfaldsveje for en egentlig invasion med landstyrker langs med den tyrkisk-syriske grænse. Han mener derfor, at man blandt EUs NATO-lande bør kunne stille et sådan ret llille kontingent af EU-tropper på benene, så den fortsatte invasion kan stoppes.

Perspektivet for en sådan indsats kan ses i umiddelbar forlængelse af den beslutning, der er taget i EU sent onsdag om, at EU afviser enhver tyrkisk plan om at ville etablere det, man har kaldt en ”sikker zone” i det nordlige Syrien. Det ser ud til at være sket, efter at det franske udenrigsministerium (der hidtil har været den vigtigste europæiske partner for Den International Koalition til bekæmpelse af Islamisk Stat) har holdt møder med de Europæiske allierede for at undersøge mulighederne for sætte en stopper for det tyrkiske angreb.

Kan dette gennemføres, vil mulighederne for at  kunne sende et kirurghold til Nord og Øst syrien fortsat være til stede, f.eks. på baser, som det franske militær har overtaget ledelsen af. Men man skal også være opmærksom på, at det amerikanske militær jo fortsat støtter SDF, militært og logistisk.

 

Videre perspektiver: Etablering af en repræsentation for de Nord- og Øst Syriske myndigheder

Men der er også vigtige videre perspektiver. Man skal huske på, at den ganske velfungerende Nord- og Østsyriske civile administration i høj grad er decentralt opbygget, så de rystelser den tyrkiske invasion påfører civilsamfundet, ikke umiddelbart behøver at lamme samfundets administrative og demokratiske funktioner. Her er der behov for, at den danske regering fastholder sit sigte med indsatsen i nærområdet. Det allervigtigste i en sådan indsats er at etablere en repræsentation for de Nord og Øst syriske områder i Danmark, der kan bistå med i praksis at sikre lokal forankring og et bredere perspektiv for kirurg-projektet. Det vil også kunne bane vejen for, at en yderligere diplomatisk indsats kan understøtte det civile arbejde i nærområdet, både for lokalbefolkningen og for de mange flygtninge, som ønsker at slå sig ned i dette område i Syrien, der hidtil har været forskånet for mange af borgerkrigens rædsler. En lang række europæiske lande har allerede etableret repræsentationer for de Nord- og Østsyriske myndigheder. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at i forbindelse med de forhandlinger, der op til invasionen blev gennemført mellem USA, Tyrkiet og SDF omkring ”sikkerhedszonen”, fastholdt SDF under hele forløbet, at man gerne ville tage imod alle syriske flygtninge fra Tyrkiet til Nord Øst Syrien. Man havde blot en betingelse: Nemlig at flygtninge, der var under mistanke for at have begået krigsforbrydelser eller andre krænkelser af menneskerettighederne, skulle stilles for retten. Det er ikke noget, der har haft høj prioritet i Tyrkiet, mildt sagt. Men det er en indstilling, der burde skabe respekt og genklang hos danske myndigheder i deres bestræbelser på at yde en humanitær indsats i nærområderne.

Kilder:

Mads Outzen og Martin Mauricio, 2019: Regeringen vil øge dansk bidrag til militære operationer. Altinget, 6. september 2019. https://www.altinget.dk/artikel/live-regeringen-praesenterer-militaere-bidrag

Anonymous, 2019: Abdi: Erdogan’s concern is not about security but about invasion.ANF, 3. Oct. 2019.

En række twittermeddelelser fra Syria.liveuamap.com

 

Nordsyrien d. 7. august 2019

Stigende pres på Tyrkiet og fredsudspil fra Abdullah Öcalan

Nord- og Østsyrien, d. 6. august 2019. De sidste måneders udvikling i Nord- og Østsyrien har gjort det nødvendigt at brede det geografiske perspektiv for oversigtskortet til Nordsyrien.dk ud, så det også omfatter både Irakisk Kurdistan i øst og det østlige Middelhav i vest. Tyrkiet presser ikke blot kraftigt på for at invadere selve Nord- og Østsyrien. Men de terroriserer også ved hjælp af lejesoldat-bander fortsat Afrin og Shabaområdet, hvor de systematisk foretager etniske udrensninger og gennemfører befolkningsomflytninger. Senest er de gået voldsomt ind i Irakisk Kurdistan, under påskud af at ville bekæmpe PKK. Endelig har de lagt sig voldsomt ud med Vesten ved at igangsætte efterforskning efter gas i undergrunden både øst og vest for Cypern. Som det ses af kortet, er der stadigt (ørken)-områder, der beherskes af Islamisk Stat, især i Irak, men også i de af Assad beherskede dele af Syrien. Gult: Den Nord- og Østsyriske Demokratiske Føderation, samt Irakisk Kurdistan (idet grænsen mellem dem løber lige øst for Derek). Rødt: Den af Assad beherskede del af Den Arabiske Republik Syrien. Gråviolet: Irak. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af Syrien og Irak. Grågrønt: De dele af Syrien, der er besat af Tyrkiet, eller beherskes af Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt meget forskellige grupper under Den Frie Syriske Hær (FSA). I alle tilfælde opererer militsgrupper i disse områder i tæt samarbejde med, eller styret og finansieret af, Tyrkiet. Lysegrønt: Al Tant-området, beherskes af FSA med støtte fra USA.

 

Nyheder d. 7. august 2019:

  1. Oversigt: Udviklingen i Nord- og Østsyrien fra april til august 2019. Se nedenfor eller her
    1. Stigende pres på Tyrkiet for ikke at angribe Nord- og Østsyrien
    2. 10 anbefalinger til den fortsatte bekæmpelse af Islamisk Stat
    3. Vesten tøver med at igangsætte en international retssag mod Islamisk Stat
    4. Mange fra Islamisk Stat undslap, men aktive celler fanges løbende
    5. Globalt set spreder Islamisk Stat sig fortsat
    6. Tyrkiet presser fortsat på og er gået massivt ind i irakisk Kurdistan
    7. SDF forbereder sig grundigt på et tyrkisk angreb
    8. Konflikt omkring Cypern i det østlige Middelhav skaber nye spændinger
    9. Tre grunde til at Tyrkiet bliver nødt til at trække sig ud af Syrien
    10. Kort lempelse af isolationen af kurderlederen Abdullah Öcalan
    11. Hvorfor er Abdullah Öcalan trods 20 års isolation fortsat central i den mellemøstlige konflikt?
    12. Kort præsentation af Öcalans ideer
    13. Den tyrkiske venstrefløjs vurdering af Öcalans betydning
  2. Anbefalinger fra det internationale Forum om Islamisk Stat, Amudah, Nord- og østsyrien, 8. juli 2019. Se nedenfor eller her
  3. SDF kommandør: Islamisk Stat har iværksat næsten 180 angreb i løbet af en måned, men alle mislykkedes. Se nedenfor eller her
  4. Islamisk Stat forbereder et come-back. Se nedenfor eller her
  5. Tyrkiet er ved at besætte Irakisk Kurdistan – udtalelse fra Kurdistans National Kongres. Se nedenfor eller her
  6. SDF General: Hvis Tyrkiet angriber, vil en storkrig bryde ud. Se nedenfor eller her
  7. Stiler Tyrkiet mod en kold krig med EU over gasforekomster i havet ud for Cypern. Se nedenfor eller her
  8. Öcalan, H. Yildirim, Ö.H.Konar, V. Aktaş: Forsoningsappel for demokratiske forandringer. Se nedenfor eller her
  9. Abdullah Ôcalan’s historiske Newroz 2013 Erklæring. Se nedenfor eller her
  10. Omar Öcalan: Hvis adgangen til Imrali lukker vil det blot uddybe det nuværende kaos. Se nedenfor eller her
  11. Rojava Haverne leverer friske produkter og et levebrød for flygtninge. Se nedenfor eller her
  12. 40 000 skolelærere deltager i sommerkurser i det Nordlige og Østlige Syrien. Se nedenfor eller her

 

Siden sidst:

Siden afslutningen af kampene for at befri Islamisk Stats sidste geografiske territorier i Nord- og Østsyrien, er situationen blevet mere kompliceret og tilspidset. Men den rummer samtidigt stadigt flere muligheder for en genoptagelse af fredsbestræbelserne omkring det kurdiske spørgsmål og for en fortsat positiv udvikling i den Demokratiske Autonome Administration i Nord- og Østsyrien
For den Demokratiske Autonome Administration i Nord – Øst-syrien (DAA) har udviklingen gennem de sidste tre måneder især været præget af to afgørende begivenhedsforløb:

  • Tyrkiet er i løbet af foråret kommet under et stadigt større internationalt pres for ikke at blande sig yderligere i udviklingen i Nordøst-Syrien.
  • De omfattende sultestrejker i Tyrkiets fængsler og blandt kurdiske oppositionspolitikere og intellektuelle mod den fortsatte isolation af den kurdiske leder Abdullah Öcalan, der har siddet i fængsel på øen Imrali i 20 år (se 4. april 2019: De kurdiske sultestrejker breder sig – læs om hvorfor), har, sammen med begivenhederne omkring det kommunale omvalgt i den 16 mill. store hovedstad Istanbul, betydet, at isolationen i en periode  brudt. Det er lykkedes at få Öcalans forslag til en fredsproces omkring det kurdiske spørgsmål og en demokratisering af samfundet frem i lyset igen.

De to begivenhedsforløb har på hver sin måde styrket DAAs muligheder for at fastholde og udbygge de demokratiske landvindinger, som den syrisk-kurdiske bevægelse i sit samarbejde med alle andre befolkningsgrupper i Nord- og Østsyrien indenfor den Demokratiske Autonome Administration, DAA, har opnået gennem de 7 år, der er gået siden de syriske kurdere pressede Assad ud af de kurdisk-dominerede områder og overtog forsvaret og den civile administration af områderne. Stadigt flere, ikke mindst i det syriske samfund har fået øjnene op for, at lokalt demokrati og fredsforhandlinger på nationalt plan er den eneste farbare vej fremad i mellemøsten. Det påvirker tydeligvis støtten til administrationen i Nord- og Øst-Syrien i dialogen med Assad-styret.

De to modsætningsfyldte, men basalt set positive udviklingstendenser gennem de seneste måneder er ikke lette at beskrive i korte træk. Men det forsøges alligevel gjort i det følgende gennem en oversigtsartikel om de sidste 4 måneders udvikling, suppleret med oversættelse af en række relevante artikler og dokumenter fra den seneste tid.

Allersidst i nyhedsbrevet bringes endvidere to kortere indlæg, der på forskellig måde kan bidrage til at belyse træk af den seneste civile udvikling i Nord- og Østsyrien.

Oversigt: Udviklingen i Nord- og Østsyrien fra april til august 2019

D. 23. marts blev de sidste kampe mod Islamisk Stat ved Baghouz i det sydøstligste Syrien erklæret for afsluttet og dermed havde De Syriske Demokratske Styrker (SDF) indtaget alle geografiske territorier, der var behersket af Islamisk Stat i Syrien øst og nord for floden Eufrat (se 4. april 2019: Afslutningen af kampene ved Baghouz).

 

Stigende pres på Tyrkiet for ikke at angribe Nord- og Østsyrien

Præsident Trumps ønske om at trække USA ud af Syrien har siden julen 2018 på forunderlig vis radikaliseret en stor del af de amerikanske tropper og militære rådgivere i Syrien. Det er sket i en grad, så det reelt har vendt situationen i retning af en stadigt mere forpligtende understøttelse af SDF’s militære sikring af de befriede områder øst for Eufrat – både mod rester af Islamisk Stat og angreb og infiltration fra Tyrkiets side. Men det har også gennemtvunget en stadigt klarere amerikansk opbakning bag den civile Demokratiske Autonome Administration (DAA) og dertil lagt et stadigt mere massivt pres på de andre deltagere i koalitionen til bekæmpelse af Islamisk Stat – ikke mindst en række lande indenfor EU – for at øge deres indsats og engagement i det aktive samarbejde med YPG/YPJ, SDF og DAA, også hvad angår en forpligtende indsats for at hindre, at Tyrkiet gør alvor af sine vedvarende trusler om at ville angribe Syrien i Manbij-området og øst for Eufrat. I en ledende artikel på forsiden af Weekendavisen d. 19 juli 2019 refererer journalisten Allan Sørensen den amerikanske analytiker Michael Rubin fra The American Enterprise Institute, der underviser FBI-medarbejdere om terrorisme:”Ingen stoler på tyrkerne på grund af deres tilbøjlighed til etnisk udrensning og deres medvirken til at facilitere Islamisk Stat på tværs af den tyrkisk-syriske grænse”. Trods radikaliseringen af ledende amerikanske militærrådgivere, lægges dette pres på EU fra USAs side ikke ud fra idealistiske motiver. Men det sker ud fra erkendelsen af, at en yderligere provokeret krig mod kurderne fra tyrkisk side øst for Eufrat ikke primært vil blive udført af den i forhold til tidligere ret decimerede tyrkiske hær stillet overfor de stadigt mere omfattende, veltrænede og veludstyrede SDF-styrker.

Chefen for Pentagon, USAs forsvarssekretær Mark Esper, har d. 8. august under en rejse i Japan sagt, at et ensidigt tyrkisk angreb mod Nord- og Østsyrien vil være klart uacceptabelt.

Den vil derimod blive gennemført med yderligere massiv aktiv inddragelse af alle de mange jihadistiske grupperinger, som Tyrkiet allerede har gjort brug af under dets indblanding og terror i den lange syriske borgerkrig. Stillet overfor det, der reelt vil være endnu en passiv vestlig accept af et fortsat folkemord mod kurderne, vil kurderne være nødt til at trække sig fra kampen mod resterne af Islamisk Stat, der så uden tvivl meget hurtigt vil kunne genopstå. Derfor kan vesten næppe også denne gang se passivt til.

 

10 anbefalinger til den fortsatte bekæmpelse af Islamisk Stat

På et internationalt forum om Islamisk Stat , der blev afholdt af Rojavas Center for Strategiske Studier (NRLS) i byen Amude i det nordøstlige Syrien i midten af juli har man udarbejdet 10 anbefalinger til den kommende indsats for at sikre et endeligt opgør med terrorisme og for at undgå Islamisk Stats genopståen. De 10 punkter er gengivet i artiklen: Anbefalinger fra det internationale Forum om Islamisk Stat, se nedenfor eller her. De er i høj grad værd at læse, da de kortfattet beskriver både bredden i og de organisatoriske og politiske betingelser, der er nødvendige for at sikre sig imod at Islamisk Stat genopstår, især set fra et Nord- og Øst-syrisk synspunkt.  Desuden har man også, som et 11. punkt foreslået at gøre dagen d. 23 marts til International dag for fejring af bekæmpelsen af terrorisme.

 

Vesten tøver med at igangsætte en international retssag mod Islamisk Stat

Men Islamisk Stat er reelt ikke nedkæmpet endnu i hele Nord-Øst-Syrien. Op mod 100 000 Islamisk Stat-medlemmer og deres familier sidder indespærret i lejre i Nord-Øst-Syrien (især i al-Hol, se oversigtskortet) og venter på, at der kan føres sager mod dem.

Advokaten Ariya Mullah Ahmed der sidder i ledelsen af al-Jazeera-regionens lovgivende råd, har gjort opmærksom på, at alle jurister og dommere i Nord- og Øst Syrien er parat til at føre sager mod Islamisk Stat indenfor det syriske territorium: ”Vi tager risikoen for Islamisk Stat-sagerne og Tyrkiet forsøger at genetablere Islamisk Stat i Levanten og Irak”.

De Nord- og Østsyriske myndigheder har gentagne gange opfordret til at iværksætte retssager, og har også erklæret sig parat til at servicere dem, med alle de juridiske og proceduremæssige fordele, der ligger i at gennemføre dem tæt på åstedet . Men hidtil har Vesten været tilbageholdende med at gå ind i realitetsforhandlinger om et sådant retsopgør.

 

 

 

Mange fra Islamisk Stat undslap, men aktive celler fanges løbende

Mange tilknyttet Islamisk Stat undslap imidlertid inden de sidste kampe. Mindre celler af jihadister fra Islamisk Stat slår jævnligt til, især i de større byer og i de højborge i Syrien, hvor Islamisk Stat og Al Nusra har stået stærkest, bl.a. i nogle af byerne langs Eufrats mellemste løb, f.eks.  omkring byen Busayrah syd for provinshovedstaden Deir Ez Zor. Men SDF og deres specialstyrker har i næsten alle tilfælde  kommet dem i forkøbet eller efterfølgende fået optrevlet cellerne, der ofte har været støttet af  af Assad eller Tyrkiets efterretningstjeneste. Denne indsats er beskrevet særskilt i artiklen ”SDF kommandør: Islamisk Stat har iværksat næsten 180 angreb i løbet af en måned, men alle mislykkedes”, se nedenfor, eller her. Et af de seneste eksempler på en offensiv indsats (meldt d. 26 juli) har været en aktion fra SDF i samarbejde med interne sikkerhedsstyrker i alle landsbyerne indenfor 5 km fra den ca. 50 km lange strækning mellem byerne Shaddadi og Markadah, langs Eufrats biflod Khabur i det østlige Syrien (se oversigtskortet). Her er det lykkedes at fange over 30 formodede Islamisk Stat medlemmer, der havde skjult sig i disse landsbyer og derfra fordelte skjulte vejbomber i området, der er en vigtig gennemfartsvej i det østlige Syrien.

Oprydningsaktion mellem Schaddadi og Markadah (40-50 km syd for Schaddadi syd for Hasakah i det østlige Syrien, hvor alle landsbyer i en radius af 5 km. på strækningen blev undersøgt. Mindst 30 IS mistænkte blev fanget. Vejstrækningen skabte bl.a. problemer i foråret, da de mange IS-krigere og deres familier skulle bringes fra IS’ sidste tilholdssted ved Baghouz og til den store Al-Hol-lejr i det Nordøstligste Syrien.

En række lignende omfattende aktioner er også i begyndelsen af august  blevet meldt fra en række områder især i Østsyrien, i flere tilfælde gennejført med inddragelse af koalitionsstyrkerne. Sammen med disse gennemfører SDF også omfattende udrensninger og afsikringer af fortsat skjulte IS-våben- og bombedepoter, overalt i det befriede område. Så sent som d. 25 juli sprængte man et våbendepot i luften i Al-Baghuz, det sidste sted, hvor kampene ellers afsluttedes d. 23 marts.

Så sent som d. 25 juli spængte SDF et våbendepot i luften, som Islamisk stat åbenbart har kunnet holde skjult siden kampene sluttede d. 23. marts. (fra Syria.liveuamap.com, 26 juli 2019)

Der er tydeligvis blandt de allierede styrker nervøsitet for, om der ligger depoter gemt, der kan mobiliseres, hvis Islamisk Stat igen for mulighed for det, f.eks. i tilknytning til et tyrkisk angreb på Nordøstsyrien, hvor kurderne så vil trække sig ud af oprydningsaktionerne for at koncentrere sig om forsvaret af grænseområderne.

 

Globalt set spreder Islamisk Stat sig fortsat

For i et større globalt perspektiv er der ikke meget, der tyder på, at Islamisk Stat umiddelbart er slået. I artiklen ”IS forbereder et come back”  (Se nedenfor eller her) gengives indholdet i en amerikansk rapport offentliggjort af Voice of America, der kommenterer en serie offentliggørelser af nye Islamisk Stat-provinser – ”willayats”, som IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi indledte omtalen af i en ny video under hans første tilsynekomst i april efter 5 års tavshed. Det indleder en ny decentral global struktur, hvor man ikke i første omgang satser på overtagelse af større geografiske områder, men derimod opererer mere spredt, med udgangspunkt i planlagte lokale aktioner, der kan sikre beskatning og andre indtægtskilder, som grundlag for provinsens militære og ledelsesmæssige dominans. Ligesom tidligere, skal strategier for nye provinser for IS fortsat være på plads før organisationen kan anmode om tilknytning til kalifen, al-Baghdadi. Tydeligvis inspireret af mulighederne blandt de mange Islamisk Stat tilhængere, der især efter nedkæmpelsen af dem i Syrien igen har søgt tilflugt i Tyrkiet, har IS her i midten af juli i en ny video annonceret oprettelsen af en ny provins i Tyrkiet og har opfordret potentielle sympatisører til at slutte sig til gruppen.

 

Tyrkiet presser fortsat på og er gået massivt ind i irakisk kurdistan

Samtidigt er spændingen taget til ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, knyttet til Erdogans nationalistiske strategi om at føre Tyrkiet tilbage til det Osmanniske riges storhed og magt med ham selv som leder ved at underlægge sig så store dele af Syrien som muligt og omforme det tyrkiske styre efter det Islamiske Broderskabs forbillede.

Tyrkiet har allerede erobret Afrin og store dele af Shabaområdet øst herfor, og er massivt tilstede i Idlib-området, hvor de fortsat støtter og styrer en række muslimske grupperinger i deres kamp mod Assads styre og dets russiske og iranske støtter. Men Tyrkiet er ikke blot gået til angreb vest for Eufrat. I den seneste tid er Tyrkiet desuden gået stadigt mere massivt ind øst for Syrien i Irakisk Kurdistan øst for Tigris, hvilket har ført til voldsomme protester blandt den kurdiske befolkning. Disse protester, der for nyligt er blevet samlet i en omfattende protestskrivelse med 891 underskrifter, udsendt af organisationen Kurdistans National Kongres (se ”Tyrkiet er ved at besætte irakisk kurdistan” nedenfor eller her) udgør samtidigt indirekte en markant og stigende opposition mod lederen af det dominerende flertal af irakiske kurdere, den åbenlyst korrupte klanleder Mahmoud Barzani, der i en årrække har været tæt knyttet til Erdogan i bestræbelserne på at sikre sig magten i irakisk Kurdistan.

Tidligere landingsbane for fly til sprøjtning af landbrugsafgrøder ved Derbasiyah, kun 4 km. fra den tyrkiske grænse, hvor amerikanerne er ved at etablere en ny base.

Tyrkiske tropper har siden begyndelsen af juli igen hobet sig op ved grænsen til Nordsyrien mellem Eufrat og Tigris. Og den lokale syriske befolkning og deres forsvarsgrupper forbereder sig på modstand. Udover store mængder af leverencer ind over grænsen fra Irak, forbereder de allierede sig også på anden måde. Således er amerikanerne ved at etablere en ny base ved Derbasiyah, hvor de overtager en ældre 80 m. lang landingsbane for landbrugsfly, kun 4 km. fra den tyrkiske grænse.

Det kan alt sammen se ud som en overvældende trussel imod kurderne i det nordlige og østlige Syrien. Og det kan heller ikke afvises, at det kan gå galt, og at en ny voldsom krig i Mellemøsten kan opstå, hvis situationen løber løbsk.

 

SDF forbereder sig grundigt på et tyrkisk angreb

Men man skal ikke tage fejl af situationen. YPG/YPJ samt SDF står militært stærkt i Nordsyrien, efter at Islamisk Stat er slået tilbage.

USA og den vestlige alliance til bekæmpelse af Islamisk Stat yder ganske massiv opbakning til det nord- og østsyriske forsvar. Siden april er næsten 2000 store lastvogne sendt over grænsen til Nordsyrien og de euroæpiske allierede bliver i stadigt større udstrækning involveret i støtten til SDF – også i tilfælde af et evt. tyrkisk angreb.

280 trucks med militær og logistisk støtte til Nordsyrien blev den 15 juli set ved Qamishlo på vej længere vest på langs den tyrkiske grænse. Siden slutningen af marts er der sendt mere end 1750 sådanne lastvogne til Nordsyrien af den Internationale Koalision mod Islamisk Stat.

I artiklen ”SDF general: Hvis Tyrkiet angriber, vil en storkrig bryde ud”(se nedenfor eller her) , redegør den ledende General for SDF, Mazlum Abdi for de overvejelser, som SDF har gjort sig for 1) at forberede sig til en konfrontation uden at lade sig hoppe på de mange bevidste grænseprovokationer, som Tyrkiet (eller Islamisk Stat-tilhængere) igangsætter, 2) at sikre sig at den vestlige alliance ikke accepterer noget tyrkisk angreb, men fastholder presset på Tyrkiet, samt 3) at fremlægge konkrete forslag til, hvordan en afspænding og fælles kontrol med grænseegnene kan gennemføres. Et af de vigtigste kontante kort som SDF har i forhandlingerne med de allierede, er udsigten til, at YPG/YPJ må trække sig helt fra kampen mod Islamisk Stat, hvis en omfattende konflikt med Tyrkiet bliver indledt.

Dette interview er nok den mest præcise beskrivelse af SDFs strategi overfor den tyrkiske aggression. Den beskriver ikke blot konsekvenserne af en evt. ny krig, men præciserer også  viljen til at forhandle om gennemførelse af en demilitariseret zone langs hele grænsen – og betingelserne for det.

Der er imidlertid langt fra disse forhandlings- og afspændingsudspil og til den fortsat meget stejle tyrkiske holdning, hvor Erdogans krav ikke blot er en 30 km dyb zone, der stort set vil dække de vigtigste kurdiske områder i Syrien, men også, at YPG/YPJ skal fjernes fra zonen, og at zonen alene skal kontrolleres af Tyrkiet – krav, der i realiteten ville indebære en etnisk udrensning af kurderne i det Nordøstlige Syrien.

Også præsident Erdogans tone bliver stadigt mere skinger: På et møde i AKP-partiet d. 26 juli ha Erdogan yderligere truet Nord- og Østsyrien ved at udtale om de nordsyriske kurderes børn: ”De vil enten blive begravet under jorden eller acceptere ydmygelsen”.

Den internationale Koalitions styrker gennemfører fra begyndelsen af august patruljeringer i i den nordsyriske grænseby Sere Kaniye/Ras al-Ayn

D. 2. august meldtes på Syria.liveuamap.com, at yderligere 100 lastbiler fra den internationale koalition er ankommet til Qamishlo, lastet med militært udstyr, beregnet til Kobane og Ayn-Issa, mens atter et vogntog udstyr er ankommet til grænsen fra Irakisk Kurdistan. Den Internationale Koalition er begyndt at gennemføre fælles patruljeringer i grænsebyen Sere Kaniye/Ras al-Ayn….

 

Konflikt omkring Cypern i det østlige Middelhav skaber nye spændinger

Spændingen ved den tyrkisk/syriske grænse kompliceres af yderligere en konflikt, der i første omgang kraftigt kan komme til at påvirke forholdet mellem Vesten og Tyrkiet på en måde, der kan synes at ville øge støtten til Nordsyrien, men som samtidigt kan risikere at skabe vanskeligheder for den forsoningsproces, der på længere sig er uomgængelig for Nordsyrien for at kunne få løst konflikten med Tyrkiet og sikre en intern fredsproces inden for den syriske stats grænser og også for Tyrkiet på længere sigt.

Det drejer sig om  den konflikt, der er under opsejling omkring udvindingen af gas i det østlige Middelhav, især omkring Cypern. Her har USA sammen med Israel og de EU-tilknyttede græsk-cyprioter samt Grækenland på næsten klassisk imperialistisk vis sat sig på hele gasudvindingen og transporten af de store gasfund, der er gjort i det østlige Middelhav. Det sker med støtte i den internationale havretskonvention.

Tyrkiet har også involveret sig i gasefterforskningen, især omkring Cypern (se oversigtskortet), men er stillet dårligt med de regler, der gælder under den internationale havretskonvention, som Tyrkiet da heller ikke anerkender eller har skrevet under på. Som ledende projektpartner har USA fået trukket EU ind i denne konflikt, der for tiden øger konfrontationen mellem EU og Tyrkiet, både økonomisk og politisk. I Tyrkiet har det imidlertid betydet, at hele den sekulært-nationale opposition, der med de tyrkiske kurderes hjælp vandt borgmesterposterne i både Istanbul og Ankara i juni, nu er rykket Erdogan til undsætning og støtter ham voldsomt i konfrontationerne med Vesten. Det kan han i princippet bruge til at trodse Vesten og udfolde sine ambitioner for sit Ottomanske Islamiske Rige under tyrkisk-nationalistiske vinger. I en geografisk orienteret artikel i avisen Midle East Eye om konflikten: ”Stiler Tyrkiet mod en kold krig med EU over gasforekomster i havet ud for Cypern”, giver journalisten David Barchard en udførlig skildring af konflikten og de storpolitiske problemer, den kan føre med sig (se nedenfor eller her).

Reelt har Erdogan dog ganske få allierede til at få en så massiv indsats accepteret og har formentlig heller ikke den militære styrke, især da de militære kampe i Syrien føres på så mange fronter.

Det er tankevækkende, at de åbenlyse miljø- og klimamæssige aspekter af dette store projekt stort set ikke er blevet rejst af nogen parter. FNs seneste statusrapport for de såkaldte Verdensmål er ikke positiv for et sådant projekt. Statusrapporten henviser bl.a. til Det Internationale Energiagentur (IEA), der er handelsorganisationen OECD’s energitænketank. IEA har regnet ud, at hvis ikke investeringen i vedvarende energi fortsætter på samme niveau som i dag, vil fossile brændsler stadig være  dominerende og udgøre op til 78 % af den totale energi i 2030.

Man kunne tilføje, at der også nok ville være store potentialer for at mindske de politiske spændinger i det østlige Middelhav og i Mellemøsten ved ikke at kaste sig ud i sådan et eventyr!

 

Tre grunde til at Tyrkiet bliver nødt til at trække sig ud af Syrien 

Den franske politolog ved Sorbonne Universitet Catherine Jaber mener, at Tyrkiet i sidste instans bliver tvunget til helt at trække sig ud af Syrien. Hun har i et interview med Yahya Habib fra ANHA opsummeret det tiltagende pres på Tyrkiet, hvor hun påpeger,

  • hvorledes Tyrkiet udenrigspolitisk har tabt allierede på mange fronter, der har gjort drømmen om genetablering af et Islamisk kalifat i form af et nyt Ottomansk imperium stadigt mere urealistisk,
  • hvordan Tyrkiet på mange måder har søgt at presse Vesten til at acceptere dets indblanding og erobringer i Syrien, men nu har spændt buen hårdere end Vesten kan tåle det
  • hvordan Tyrkiets overlevelse indenfor NATO ikke mere er garanteret, samtidigt med at Rusland, der godt nok heller ikke har interesse i en forlængelse eller opblussen af den syriske borgerkrig, alligevel trækker tiden ud, indtil dets interesser er blevet sikret.

Hun slutter sin vurdering således:
”Efter min mening er ethvert forsøg fra Tyrkiets side på at få krigen i det nordlige Syrien til at blusse op igen en fejltagelse. Landets exit fra det syriske territorium er uundgåeligt af tre hovedårsager:

For det første står det overfor kurdiske og arabiske styrker indenfor de Syriske Demokratiske styrker. Tyrkiet er klar over deres mod og vilje til at forsvare sig selv og deres land, så de financielle og mandskabsmæssige tab vil blive voldsomme, særligt efter udryddelsen af Tyrkiets væbnede opposition (især indenfor Gulem-bevægelsen), der var knyttet til militæret, og som sloges for tyrkiets nationale interesser.

For det andet er Assadregimet ved at få kontrol med hele det syriske territorium med russisk støtte, hvortil kommer, at det internationale samfund ikke vil opgive kurderne, især efter den store rolle de har spillet i bekæmpelsen af Islamisk Stat, og derfor er indstillet på at bøje sig for politiske løsninger og bilægge stridighederne på en fredelig måde.

Den tredie årsag knytter sig til princippet om ”lighed” mllem alle parterne, hvor det generelle ønske om at få trukket den iranske spiller ud af dilemmaet vil betyde, at også andre parter må  trække sig tilbage fra krisen, og det vil først og fremmest blive Tyrkiet.”

 

Kort lempelse af isolationen af kurderlederen Abdullah Öcalan

I Tyrkiet har der i vinteren og foråret været omfattende sultestrejker i tyrkiske fængsler og blandt kurdiske oppositionspolitikere og intellektuelle i ind- og udland mod den fortsatte konventionsstridige isolation af PKK-lederen Abdullah Öcalan, der sidder fængslet på 20nde år på en ø i Marmarahavet syd for Istanbul (se 4. april 2019: De kurdiske sultestrejker breder sig – læs om hvorfor). Den tyrkiske Stat har igennem en lang årrække holdt ham totalt isoleret, nægtet besøg af familie og forsvarsadvokater og afskåret ham fra alle medier. Men gennem de omfattende sultestrejker er det i nogen grad lykkedes at bryde isolationen. Et kort besøg af hans bror blev gennemført tidligt i foråret, men det gav ikke anledning til kommunikation med omverdenen, og strejkerne fortsatte. Op til det kommunale omvalg i Istandbul i juli gav Erdogan for første gang i otte år Öcalans advokater lov til at besøge ham tre gang i maj-juni, i håb om at han derigennem kunne lokke/presse kurderne til at stemme på AKP ved omvalget i Istanbul. Det lykkedes dog ikke. Men en erklæring fra Öcalan og tre andre kurdiske fanger på Imrali kom i stedet til offentlighedens lys. Det har ført til sultestrejkernes ophør og vist vejen frem for en genoptagelse af fredsforhandlingerne fra 2013-15 omkring en fredelig løsning af det kurdiske spørgsmål – selv om de tyrkiske medier på alle måder har søgt at skjule eller fordreje forløbet af begivenhederne.
Kurdernes afgørende støtte til den sekulært-nationalistiske opposition i Tyrkiet ved kommunalvalget i marts (se Mustafa Kemal Topal: Sultanens skæbnestund, weekendavisen, d. 28 juni 2019) og ved omvalget i Istanbul i juni, der bragte AKPs ledelse af Tyrkiets største byer til fald, har yderligere skabt bevægelse i det tyrkiske politiske landskab. Her har realiseringen af Öcalans tanker om en omfattende forsoningsproces og en lokal demokratisering af samfundet, som det gennem de sidste syv år har udviklet sig i Nord- og Østsyrien, også skabt håb. Det er et håb, der ikke blot udfolder sig blandt den oppositionelle demokratiske bevægelse i Tyrkiet, men også over store dele af Mellemøsten. Og håbet har bredt sig ikke blot blandt kurdere, men også blandt mange andre folkeslag og trosretninger, især blandt de, der ikke er tæt knyttet til nationalstaternes magt- og undertrykkelsesapparat. Erdogans modtræk har været at genoptage den lovstridige isolation siden 20. juni.
Begivenhederne har vist, at den nødvendige fredsproces, både i Tyrkiet og i Syrien ikke lader sig gennemføre uden inddragelse af Abdullah Öcalan som den altdominerende repræsentant for kurderne, trods 20 års isolation i Imrali-fængslet.

 

Hvorfor er Abdullan Öcalan trods 20 års isolation fortsat central i den mellemøstlige konflikt?

Men hvad er det, der gør Abdullah Öcalan til en så central figur i krisen i Mellemøsten?

Alle større arangementer i Nord- og Østsyrien prydes af bannere med billeder af AldullahÖcalan.

Da SDF havde indtaget Islamisk Stats ”Hovedstad” Raqqa, blev det fejret af de kvindelige kurderes forsvarsenhed YPJ på byens største plads, hvor et stort banner med et billede af Abdullah Öcalan blev hængt op. Det er der intet mærkeligt i, for et af hans vigtigste budskaber har været at sikre kvinder ligestilling og en selvstændig parallel position i alle ledende organer overalt i samfundet.

Det har gjort, at mange udenforstående har opfattet situationen som en personkult på linie med Mao, Stalin eller Erdogan. Men det er langt fra virkeligheden: Öcalan har siddet indespærret i 20 år stort set uden kontakt til omverdenen, og har ikke kunnet styre noget som helst. Han er hverken en typisk hærfører eller en demagogisk folkeforfører, der bygger en personkult op omkring sig for at bevare magten. Han er snarere en akademisk filosof eller kritisk diskuterende humanist, der med inspiration fra mange historiske retninger har søgt at finde en fredelig og demokratisk vej til en udryddelse af den grundlæggende undertrykkelse, som kurderne i Mellemøsten har været udsat for siden Det Osmanniske Riges opløsning for 100 år siden.

Læser man den seneste korte erklæring, der blev offentliggjort på en pressekonference i Istanbul d. 6. maj – efter 5 års tavshed (Forsoningsappel for demokratiske forandringer, se nedenfor eller her), ser man tydeligt, hvordan Öcalan fortsat er en utrættelig forkæmper for fred og demokrati mellem alle befolkningsgrupper indenfor de nuværende nationalstater. Hans hovedbudskab er en betingelsesløs forsoningsproces ’gennem blød magt, dvs. med klogskab, politisk og kulturel magt, i stedet for fysisk vold’. I appellen påpeges endvidere: ”Vores holdning på Imrali er rettet mod fortsættelsen af det vi gav udtryk for i nytårs- (Newroz-)erklæringen i 2013, gennem yderligere uddybninger og forklaringer”. Derfor er denne ’Öcalan’s historiske Newroz 2013 erklæring” også gengivet i dansk oversættelse nedenfor eller her.

Også denne erklæring rammer en tyk pæl igennem den ofte fremførte påstand, at PKK er en kurdisk seperatistbevægelse, der slås for en kurdisk nationalstat. Den er faktisk det stik modsatte, og det er det, det tyrkiske diktatur ikke kan lide:

”Skabelsen af geografiske enheder baseret på etnicitet og en enkelt nation er en umenneskelig konstruktion af modernismen, som benægter vores rødder og vores oprindelse.

Der ligger et stort ansvar på os alle for at skabe et lige, frit og demokratisk land ud fra alle de folkeslag og kulturer, der har formet Kurdistans og Anatoliens historie. Ved denne fejring af Newroz, vil jeg opfordre armenere, turkmanere, assyrere, arabere og alle andre folkeslag til, i lige så høj grad som kurdere om at holde fast i frihedens og lighedens flamme – den ild, der er blevet tændt i dag – og omfavne den som deres egen.”

Selv om flere domstole har frikendt PKK som en terrororganisation, herunder EU-domstolen, der flere gange har underkendt placeringen af PKK på Eus terrorliste og har stemplet det som ulovligt, og selvom Europarådet har fordømt den fortsatte fængsling af Abdullah Öcalan, så sidder han der fortsat. Det er sket, fordi Tyrkiets strategiske placering og aktive benyttelse af flygtningestrømme som pressionsmiddel i udenrigspolitikken har gjort, at Vesten har lukket øjnene for problemerne

Man kan måske sige, at så længe de internationale magter ikke har behov for at få bilagt det kurdiske spørgsmål, er der heller ingen politisk interesse i at sikre overholdelse af international lovgivning og bidrage med at sikre frihed for Abdullah Öcalan. Men så snart et sådant behov opstår – og den tid nærmer sig kraftigt – vil Öcalan være en uomgængelig forhandlingspartner for at kunne sikre tiltro til en aftale.

 

Kort præsentation af Öcalans ideer

Op gennem 1980erne og 90erne boede Öcalan i landflygtighed blandt kurderne i det nordlige Syrien. Han organiserede disse, ikke i en national kamp for et selvstændigt Kurdistan (som han anså for blot at ville blive et magtredskab for en ledende elite eller for neo-imperialistiske interesser), men for en demokratisk modernisme, der kunne danne et modstykke til nationalstatens undertrykkende funktion som redskab for en ganske lille globaliseret elite under kapitalismens fortsatte dominans. Du kan læse om hans inspirerende indsats i Syrien i et interview med Saleh Muslim: 1. marts 2019: Salih Muslim fortæller om Abdullah Öcalan.

Ser man på begivenhederne i tilknytning til fremkomsten af ”det arabiske forår” I Syrien, er det slående, at mens de mange sekulære oppositionsgrupper, der gik til modstand mod Assads regime, hurtigt blev splittet op, svækket og efterhånden blev opslugt af de mange jihadistiske grupperinger, der idag er helt dominerende i modstanden mod Assad, så evnede kurderne fra starten at fokusere på en alternativ civil og lokal demokratisk opbygning af samfundet i de kurdisk dominerede områder, som de samtidigt pressede Assads magtapparat ud af. På grundlag af denne demokratiske struktur udviklede de sideløbende et fælles forsvarssystem gennem oprettelsen af YPG og YPJ.

Mobiliseringen af lokale kræfter omfattede konsekvent alle grupper, inklusive kvinder og alle eksisterende etniske og religiøse mindretal. Denne strategi har tydeligt vist sin styrke i udviklingen i Nordsyrien gennem en meget høj grad af lokal deltagelse og mobilisering. Begejstringen over Öcalan skal ses i lyset af disse erfaringer.

Strategien er desuden baseret på et omfattende kendskab til Mellemøstens lange historie, som Öcalan ser som en fortsat social kamp mellem en millioner af år lang tradition for lokal demokratisk forvaltning i det nære tidlige før-civilisatoriske samfund, som der stadigt findes reminicenser af, og så de sidste 5000 års civilisation, hvor det økonomiske overskud, der blev opbygget på grundlag af landbrug, bydannelse og handel har åbnet vejen for statsdannelser, der har taget magten fra de demokratiske former for fælles forvaltning, som tidligere gjorde sig gældende. Han ser ikke primært kapitalismen som et særligt økonomisk stade i klassesamfundenes udvikling, men først og fremmest som et statsligt magtapparat for en snæver elite, der har indtaget og underlagt sig stadigt større dele af det civile demokratiske liv gennem de sidste 5000 år – men ikke uden modstand.

I en række publikationer, bl.a. 2-bindsværket ”Manifest for en demokratisk civilisation” uddyber og dokumenterer Öcalan sine tanker om en demokratisk modernitet i dialog med, men også gennem en kritik af tidligere tanker om en alternativ samfundsudvikling. Han har også skrevet en del pamfletter og bøger om praktisk-politiske spørgsmål under sit fængselsophold, herunder ”The Road Map to Negotiations”, som var en hel drejebog for de forhandlinger med Erdogan, der pågik fra 2013, men blev afbrudt i 2015. Men her skal refereres hans kritik af tidligere tanker om en alternativ samfundsudvikling og hans forestillinger om demokratisk modernitet, som han anfører dem i sit ”Manifest”, da det giver et godt indblik i de grundlæggende filosofiske tanker, som er blevet hans udgangspunkt for hans anbefalinger.

Om kritikken skriver han et sted:
”Grunden til, at jeg har rettet en så hård kritik mod socialdemokrater, nationalliberale, samt anarkister, utopister, forskellige broderordner og selv Marx og Marxister, er fordi der ikke har været en effektiv ideologisk oparbejdning af en demokratisk modernitet. Det er helt klart, at Marx og marxisterne prøvede på at finde frem til en holdning og modstand mod det gryende kapitalistiske monopol. Og de demokratiske tendenser hos de øvrige skal bestemt heller ikke underkendes. Men i sammenligning med den nuværende situation under den kapitalistiske modernitet, går denne igennem sin mest konfortable periode. Det sker til trods for at den har været årsag til dyb og  kontinuerlig krise, til trods for sin asociale karakter, sine miljøkatastrofer, arbejdsløshed og fattigdom. Det er blevet tydeligt, hvor ineffektive, forkerte, og passive disse bevægelser har vist sig at være.

Derfor må en demokratisk civilisatorisk front igen undersøge arven fra alle tidligere tider, for at finde ud af hvad vi behøver for med succes at sikre et ideologisk skridt fremad for at færdiggøre det, der mangler i analysen af den konkrete situation idag. Der findes ikke nogen pligt, der er mere påtrængende og nødvendig end denne.” (A. Ôcalan, 2009: Manifesto for a Democratic Civilization, Vol. II. Capitalism – The Age of Unmasked Gods and Naked Kings. New Compass Press, Norway, p. 210)

I konklusionen af sit 2-bindsværk giver han denne opsummering af begrebet ’Demokratisk civilisation’ og løfter sløret for, hvorfor han mener, der også i Mellemøsten er potentiale for en demokratisk udvikling til trods for den overvældende magt, der synes at udspille sig omkring magtkoncentrationen i de kapitalistiske centre og deres omfattende dominans over nationalstaten og dens underlæggelse af alle domokratiske strukturer under en lille elites stadige kontrol.

”Demokratisk civilisation er en social kategori adskilt fra kategorien statscivilisation. Jeg bruger det med det formål at begrebsliggøre de sociale former, der eksisterede før dannelsen af stater og civilisationer, men også for de strukturer, der senere eksisterede udenfor staten. Op gennem historien har stater altid været omhyggelige med at sætte sig selv lig med samfundet.  Hjørnestenen i deres ideologiske retorik har altid været det umulige i at have et samfund, der kan skelnes fra staten. Statens repræsentanter reagerer stærkest, når de får at vide, at staten og samfundet er forskellige helheder, og at der er fundamentale modsætninger mellem dem. Ikke desto mindre må jeg understrege, at staten i sin kerne ikke er andet en et meget lille interessemonopol, hvis grundlæggende formål ikke har noget at gøre med offentlige anliggender i samfundets interesse, som bruger disse anliggender som et dække for at vinde legitimitet.

Samfundet er uden tvivl blevet mere komplekst siden det primitive fælleskabs æra, og der er mange fælles sociale anliggener, der er behov for at tage sig af. Mens staten udelukker samfundet ved at placere disse anliggender under sin egen myndighed og derigennem bruger det til at retfærdiggøre statens legitimitet, så vil et demokratisk samfund på den anden side foreslå eller sikre, at der bliver taget hånd om disse fælles anliggender af samfundet som helhed. Forskellen på statscivilisationen og den demokratiske civilisation er netop baseret på dette. Det er helt afgørende. Når samfund er i stand til at repræsentere sig selv og handle på deres egen adfærd, hvad angår alle deres anliggender, kan de siges at være demokratiske. Men hvis de fleste af deres egne anliggerner bliver varetaget af staten eller andre grupper,  så pådrager de sig et tab af færdigheder, frihed, lighed og samvittighed. Personer, der ikke kan repræsentere sig selv eller sørge for deres egne affærer, kan ikke blive bevidste og tilegne sig færdigheder, og de kan ikke leve frit og lige. Som man kan se, kan en forskel i realiteterne lede til sådanne vigtige resultater.

En vigtig realitet knyttet til samfundet, der er brug for at fastslå, er den fælles orden, som primitive klaner og stammer har levet indenfor gennnem millioner af år. I denne fælles orden, kan vi øjne den mest primitive form for demokrati. Ligesom staten repræsenterer kernen i statscivilisationen, så er den primitive fælles orden kernen i den demokratiske civilisation. Alene det viser os, hvor stærke de demokratiske rødder er. Subjektet i den skrevne historie er statscivilisationen. Det faktum, at samfund har levet i fælles orden gennem millioner af år, og har taget sig af deres egne anliggender, falder ikke indenfor formålet med denne skrevne historie. Men det er netop, hvad historieskrivningen burde afspejle, for på grund af dens lange varighed og store udbredelse, så definerer det fælles liv for mennesket som art i sig selv samfundet. Det er det sande samfund. Stat og civilisation er ankommet meget senere, og er kunstige. De er i sandhed en dødvægt, der har lagt sig ovenpå samfundet. Uden dem ville samfundet have fortsat sin udvikling. Selvfølgelig fortsætter udviklingen under alle omstændigheder, men det er en udvikling, der er dømt til at blive forvrænget, blodig og udnyttet. Når vi ser på samfund, som bruger det skrevne ord og har en stat, så ser vi, at de i deres sprog og historie bruger termer omkring løgn, bedrag, tyranni og undertrykkelse. Den etablerede symbolverden pålægger følelsen af, at et liv uden undertrykkelse og udnyttelse og uden undertrykte, udstødte og slaver, ikke er muligt for samfund. Fra at have været rene symboler blev dette omsat til realiteter. Fællesskaber, opfattet som deres demokratiske potentiale, blev fanget og lagt i lænker allerede i de tidlige stadier af deres liv. Det er det, der ikke er normalt – en civilisation med lænker. Det er den civilisation, der har brugt atombomben; civilisationen, som – bortset fra 300 års fred – har været i krig gennem hele dens fem tusind år gamle liv. Den er ansvarlig for de ubeboelige miljøbetingelser og dødvandet i alle sociale problemer.

Dette omfatter de stærkeste retfærdiggørelser af en demokratisk bevægelse. Det, der ikke er naturligt, er den overdrevne vækst i statscivilisationen i modsætning til den svindende demokratiske civilisation. Det er hovedparadokset for alle samfund. Det bestemmer den civilisations-sygdom, der ligger i ikke at kunne udvikle sig under tilstedeværelsen af demokrati. Et samfund fuld af glæde og kærlighed burde ikke blive anset for mindre normalt end et sorgfuldt, pinefuldt og kærlighedsløst samfund. En demokratisk civilisation er i sandhed et samfund, der udvikler sig mod en civilisation fuld af glæde og kærlighed. Det er mere end bare en mulighed: Det er den forskel, der skabes af et frit liv, som er den naturlige levevej, og et liv, der er egnet for menneskets natur, som er der, hvor den følelsesmæssige og analytiske intelligens kan blive forenet.” (A. Ôcalan, 2009: Manifesto for a Democratic Civilization, Vol. II. Capitalism – The Age of Unmasked Gods and Naked Kings. New Compass Press, Norway, p. 307-308)

Billedet fra en konference med 5000 repræsentanter for arabiske stammer fra Syrien, især Nord- og Østsyrien,

Den markante opbakning til Nord- og Østsyriens Demokratiske Autonome Administration, ikke mindst fra mange klansamfund i Nord- og Østsyrien, tyder på, at han har ramt nogle demokratiske strenge, som ofte ikke har været slået så kraftigt an i kampen for et mere lige, retfærdigt og bæredygtigt samfund, se billedet. Sheikher fra mange arabisk-syriske klaner har deltaget aktivt i de mange demonstrationer og dannelser af menneskelige skjold ved grænsen til Tyrkiet. De har understreget, at Nord- og Østsyrien er et af de sikreste steder i Syrien, og at de ikke vil acceptere en ny ottomansk besættelse.

Et stort antal Syriske arabiske sheikher  danner menneskeligt skjold langs den tyrkiske grænse ved den nord-øst syriske by Geri Spi d. 7. august. De er kommet fra hele Syrien, også fra Homs, Hama i Idlib  og fra Daara i det sydlige Syrien, hvor oprøret mod Assad startede.

 

Den tyrkiske venstrefløjs vurdering af Öcalans betydning

For til slut at vende tilbage til den aktuelle situation og Öcalans betydning for problemernes løsning, bringer vi i denne del af nyhedsbrevet et interview med Omar Öcalan, der er medlem af det tyrkiske parlament, valgt af venstrepartiet HDP fra byen Urfa (Omar Öcalan (HDP): Hvis adgangen til Imrali lukker, vil det blot uddybe det nuværende kaos. Se nedenfor eller her). Omar Öcalan er i familie med Abdullah Öcalan og udtrykker tydeligvis her den tyrkiske venstrefløjs opfattelse af de verdensfjerne synspunkter, der kommer til udtryk i den tyrkiske udenrigspolitik og politik overfor kurderne, såvel indenfor som udenfor Tyrkiet. Denne politik understøttes imidlertid gennem Erdogans massive greb om de Tyrkiske medier, der gør det svært at vurdere opbakningen bag ham. Men tydeligvis er skepsissen også ved at brede sig internationalt. Umiddelbar ser meget ud til at komme til at afhænge af de forhandlinger om en bufferzone, der føres mellem Tyrkiet og USA med James Jeffrey som mellemmand. Men det er svært at forestille sig et egentligt kompromis, hvorfor situationen næppe kan undgå at føre til yderligere oprustning på begge sider – indtil en vis realisme indfinder sig.

 

Tip: Vil du læse mere om Abdullah Öcalan, kan du finde alle artikler, hvori han optræder, ved at skrive Öcalan i søgefeltet til højre på forsiden over rubrikken ”Tidligere indlæg”

 

Kilder: Se her (under artiklen)

Uddybende artikler og dokumenter:

 

Anbefalinger fra det internationale Forum om Islamisk Stat, afholdt på Rojava Center for Strategic Studies (NRLS), i Amudah, Nord-Østsyrien, d. 8. juli 2019

Administrationen på Rojava Center for Strategiske Studier (NRLS) vil gerne udtrykke vores dybfølte tak og påskønnelse til alle deltagerne for deres værdifulde diskussioner og spørgsmål; Vi vil rette vores anbefalinger til det internationale samfund.

Disse anbefalinger er de vigtigste pointer, som vi blev enige om under det internationale forums sessioner med henblik på en fuldstændige udryddelse af terrorisme, og for at hindre Islamisk Stat i at reorganisere sig og destabilisere sikkerheden og stabiliteten i Syrien, Mellemøsten og hele verden.

  1. Der skal udvikles en fælles strategi med koalitionen og det internationale samfund for at bekæmpe de sikkerhedsmæssige, intellektuelle, kulturelle, økonomiske og sociale aspekter af Islamisk Stats terrorisme.
  2. For at sikre, at Islamisk Stat ikke reorganiserer sig, er det nødvendigt at skabe sikkerhed og stabilitet i regionen. Det kræver støtte til selv-administrationen i forskellige områder.
  3. Til trods for de enorme ofre, der er ydet af Folkets og Kvindernes Forsvarsenheder (YPG/YPJ) og de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) for at beskytte regionen og verden mod terrorisme, og til trods for den konstruktive rolle som Nord- og Øst Syriens selv-administration har spillet gennem årene under den syriske krise, er manglen på inddragelsen af Syriens borgere i forhandlingerne om at løse den syriske krise en omfattende uretfærdighed mod regionens befolkningsgrupper, hvilket er en negativ faktor, der påvirker spørgsmålet om sikkerhed og politisk stabilitet. Derfor bør de involverede organisationer og de internationale magter involvere den politiske administration i Nord- og Østsyrien i forhandlingsprocesserne med en passende repræsentation.
  4. For at finde en løsning på krisen i Syrien og i regionen, er der behov for et nyt demokratisk system, der afskærer de kilder, som producerer de ekstremistiske organisationer. Den demokratiske nation som et integreret system med alle dets dimensioner og komponenter er en løsningsmodel og et fredsprojekt, hvis det bliver udviklet.
  5. I medfør af sikkerhedsrådets resolutioner omkring anti-terror-bekæmpelse og retfærdighed, bør der etableres et internationalt tribunal i nord- og østsyrien for at føre sag mod titusinder af ISIS-medlemmer og deres familier, som er tilbageholdt i selv-administrationens lejre. Den Internationale Koalition bør stille materiale og logistisk støtte til rådighed for at bistå selv-administrationen i realiseringen af dette.
  6. Med hensyn til overtrædelse af bestemmelser om folkedrab mod kvinder, og for at beskytte kvinders frihed og værdighed, er der brug for et nyt politisk og socialt system, der garanterer kvinders rettigheder indenfor alle områder.
  7. På grund af Islamisk Stats vold mod børn, er det nødvendigt at se børn som krigsofre, rehabilitere dem og integrere dem i deres oprindelige samfund, samt at beskytte dem ved at stille et sikkert og stabilt miljø til rådighed for dem.
  8. Der bør lægges vægt på religionernes åndelighed og moralske værdier ved at fremhæve begrebet demokratisk Islam stillet over for et radikalt Islam. Islams åndelighed og religioner i almindelighed forstærker de moralske aspekter ved samfundet, men samfundet repræsenterer ikke Islam.
  9. Da Islamisk Stat har udsat de kurdiske Yezidier og Yezidi kvinder i Shengal for folkemord, er det nødvendigt, at De Forenede Nationer anerkender dette folkemord og sikrer Yezidiernes rettigheder i Irak ved at anerkende deres rettigheder og respektere deres valg. Det er nødvendigt for at kunne beskytte disse mennesker fra en ny udslettelse.
  10. Afrin er genstand for demografisk forandring og etnisk udrensning af jihadister og ekstremist grupperinger, der støttes af den tyrkiske besættelsesmagt. Det er en fortsættelse af Mujahedeen og al-Nusra Fronten under andre navne. Derfor er det nødvendigt at bekæmpe disse organisation af hensyn til regionens og hele verdens sikkerhed.
  11. Vi anbefaler, at man gør d. 23 marts, dagen, der gjorde op med Islamisk Stat som et geografisk territorium, til international dag for fejring af terrorismens udryddelse.

 

 

Kilde: Se her (under artiklen)

 

 

 

SDF kommandør: Islamisk Stat har iværksat næsten 180 angreb i løbet af en måned, men alle mislykkedes

En ledende officer indenfor de Syrisk Demokratiske Styrker har forklaret, at der er tre grupperinger, der angriber de Syrisk Demokratiske Styrker og prøver på at underminere dem: Islamisk Stat gennem deres sovende celler, lejesoldaterne indenfor det tyrkisk-støttede ’Eufrat Skjold’, organiseret af rester fra det Al-Qaeda-relaterede Jabhat al-Nusra, samt agenter i regionen udsendt fra Assads Syriske Regime og Iran. Han har noteret sig at Islamisk Stat har iværksat 180 angreb gennem april måned, som alle mislykkedes.

Kommandør Khalil Wahash al-Naber fra Deir ez-Zor redegør for, hvorledes kampen mod de tilbageværende celler af Islamisk Stat foregår efter at de sidste territorier i Norde-Østsyrien er indtaget.

 Hele den del af Deir ez-Zor regionen, der ligger øst for Eufrat-floden var blevet befriet for lejesoldater fra Islamisk Stat d. 21 marts i år, som led i al-Jazeera felttoget. Umiddelbart efter at man havde fået udryddet alle tilbageværende territorier, som lejesoldaterne beherskede i det nordlige og østlige Syrien, offentliggjorde SDF d. 23. marts et kommende opgør med sovende celler af lejesoldater under Islamisk Stat.

Efter at befrielsen var tilendebragt, forsøgte adskillige grupper at skabe konflikter og oprør blandt befolkningen i Deir ez-Zor området. De drog fordel af en række forsyningsproblemer, der ikke er blevet skjult for nogen som helst, da regionen for nyligt var blevet befriet. Den havde været udsat for voldsomme kampe gennem de seneste år, for slet ikke at tale om de ødelæggelser og misligholdelser som Islamisk Stats lejesoldater havde efterladt.

For at få beskrevet realiteterne i Deir ez-Zor området nærmere, har ANHA interivewet Khalil Wahash al-Naber, der er officer i De Syriske Demokratiske Styrker, om de vigtigste udviklingstræk i Deir ez-Zor området gennem den seneste tid.

Kommandør Khalil understreger at Islamisk Stat stadigt mentalt er til stede i nogle områder af Deir ez-Zor, særligt hvor organisationen og nogle andre terrorist grupper, der var udklækningsanstalt for lejesoldater, var blev etableret. Og han tilføjede, at ”Det at få bugt med ISILs ideologi indenfor disse områder er ikke let, da Jadidat Agidat/Jadid Uqaydat (SØ for Deir ez-Zor by) var en højborg for Islamisk Stat og Shehail/Shehil (lidt sydligere, Nord for Mayadin) var det samme for Jabhet al-Nusra

Khalil forklarede, at disse områder tilhørte området Basira (formentlig Al Busayrah), som er et af de største områder i Deir ez-Zor, som omfatter alle Deir ez-Zors stammer, og er kendetegnet ved en høj befolkningstæthed, hvilket skyldes nærheden af Eufrat floden. Her er der fortsat nogle celler af ISIL lejesoldater. (Området omkring byen Al Busayrah var i øvrigt noget af det, som det tog længst tide for SDF at få indtaget på vej sydpå mod Mayadin, Hajin og Baghouz).

 

180 angreb på regionen fra lejesoldater har været helt forgæves

Kommandør Khalil al-Nabir anførte, at der ganske ofte bliver gennemført angreb på deres styrker, og at de har tabt et antal soldater. Han fremhævede især lejesoldaternes anvendelse af motorcykler (typisk til selvmordsangreb). Alene indenfor den sidste måned havde der været 180 angreb, af hvilke de fleste var mislykkedes. Han tilføjede: ”Disse operationer blev udført ikke bare af ISIL-lejesoldater, men også af lejesoldater fra Tyrkiet og fra det syriske regime”.

Beslaglagte motorcykler i Hasakah, d. 18 juli. Netop motorcykelangrebene har man siden grebet drastisk ind imod fra de Nord- og Østsyriske myndigheders side. Således har de interne sikkerhedsstyrker i distriktshovedstaden Hasakah efter en motorcykeleksplosion i et boligkvarter i midten af juli inddraget over 50 motorcykler. Folk, der ønsker at køre på motorcykel skal registrere sig hos myndighederne, og registreringsafgiften er forhøjet til 12 000 syriske pund, svarende til 170 kr. Twittermeddelelse på https://syria.liveuamap.com d. 19. juli.

 

 

Tre grupper forsøger at destabilisere regionens sikkerhed og stabilitet

Khalil forklarer, at der er tre grupper der retter angreb mod deres styrker og prøver at destabilisere sikkerheden og stabiliteten. Det er ISIL gennem deres sovende celler, lejesoldater fra ”Eufrat Skjoldet” gennem resterne af Jabhet al-Nusra, samt regimet og iran gennem deres agenter i regionen.

Han understreger, at der er en direkte koordinering og en samlet aktionsplan sammen med de interne sikkerhedsstyrker, efterretningstjenesten og den Internationale Koalisions styrker for at udrydde ISIL cellerne.

Idet han henviser til den tætte indbyrdes afhængighed mellem befolkningen i regionen og deres styrker, siger han: ”Vi er børn af regionen, børn af regionens stammer, vi har befriet vores områder og overgivet dem til vores befolkning for at tage vare på dem”. Angående de demonstrationer, der har fundet sted i Deir ez-Zor, forklarede de syriske demokratiske Styrkers kommandør, at nogle af deres krav var rigtige, og knyttet til forsyninger og service, men at nogle, som var knyttet til de dagsordener, der er nævnt ovenfor, prøvede at udnytte disse forhold og afspore dem for at skabe forvirring i regionen. Det viste sig gennem de plakater, der blev hejst, og som indeholdt racistiske formuleringer.

Den tyrkiske besættelsesmagt har forsøgt, og forsøger stadigt at rekruttere rester af al-Nusra i regionen.

Khalil understreger også, at den tyrkiske besættelsesmagt havde forsøgt, og fortsat forsøger at hverve medlemmer blandt resterne af al-Nusra med henblik på at destabilisere sikkerheden og stabiliteten i regionen. De søger at skabe stridigheder samt sekteriske og racistiske oprørstendenser blandt regionens befolkning. Han siger: ”Hvervekampagnen finder sted gennem smuglerruter, der forbinder regimets områder og de områder som det tyrkiske støttede Eufrat Skjold i de besatte Afrin og  Shaba-områder behersker.”

Han tilføjer i den forbindelse, at det syriske regime og Iran også gennem deres agenter i regionen prøver på at skabe forvirring og sprede ondsindede rygter i regionen gennem Tyrkiets trusler mod det nordlige og østlige Syrien.

Kilder: Se her (under artiklen)

 

Islamisk Stat forbereder et come-back

 

Voice of America har udsendt en rapport, hvor de peger på en serie af meddelelser fra Islamisk Stat, hvori de annoncerer fremkomsten af nye provinser, som de kontrollerer. Det har i de sidste uger medført fornyet debat om gruppens mulige genkomst efter faldet af dens selvudråbte kalifat. Nogle analyterere advarer om at en stadigt mere decentral udgave af Islamisk Stat måske kan genskabes og sprede sine tentakler til andre dele af verden.

Under sin første optræden i en video i april måned efter fem års fravær, ser man Islamisk Stat-lederen Abu Bakr al-Baghdadi læse i nogle dokumenter om gruppens globale afdelinger, herunder om nyligt stiftede provinser i Tyrkiet og Central Amerika.

I en 18 minutter lang video lavet af IS-medie platformen al-Furqan, hilser al-Baghdadi også nytilkomne provinser velkommen fra Burkina Faso, Mali og Sri Lanka.

Siden lederens genkomst, har IS annonceret nye ”wiayats” eller provinser, og har omorganiseret sine tidligere grupperinger, der omfatter forskellige områder i Mellemøsten, Øst Afrika og Centralasien.

Sidste uge påsted IS i en ny video, at de havde oprettet en ny provins i Tyrkiet. Den fem minutter lange video viste en gruppe militante, der sværgede troskab til al-Baghdadi og opfordrede potentielle sympatisører i Tyrkiet til at tilslutte sig gruppen. Dogu Eroglu, en opsøgende journalist og IS-ekspert med base i Tyrkiet, fortalte at videoannonceringen er en satsning fra IS for at genmobilisere de hundreder af tyrkiske borgere, der er kommet hjem efter at have taget del i konflikten i nabolandet Syrien.

”Det begyndte i 2017 efter den globale koalitions Raqqa-operation for at slå Islamisk Stat tilbage. Mange mennesker flygtede til Tyrkiet, og blandt dem havde de fleste kæmpet med Islamisk Stat gennem mange år”, fortalte Eroglu til Voice of America. ”Så annonceringen kan meget vel være en invitation til dem”.

 

Wilayat strukturen

Da Islamisk Stat i midten af 2014 offentliggjorde dets såkaldte kalifat, rejste tusinder af mennesker til Syrien og Irak for at slutte sig til deres rækker. Gennem dets mediekanaler al-Furqan og Dabiq, beskrev gruppen i detaljer, hvordan den dannede nye ”Wilayats” eller provinser: I hver provins, sagde de, skulle lokale jihadister være indstillet på, at gennemføre gruppens militære og administrative strategi før de svor troskab til kaliffen, al-Baghdadi.

I juli 2016 udsendte al-Furqan en video med titlen ”Kalifatets struktur”, hvor gruppen påstod, at den havde 35 ’Wilayats’ eller provinser, hvor de 16 wilayats var i Irak og Syriens, mens de øvrige var andre steder.

Nu har gruppen ikke noget territorium i Irak og Syrien, men de fortsætter med at være en alvorlig oprørsgruppe i de udpegede wilayats, ifølge Sarhang Hamasaeed, direktør for det amerikanske fredsinstituts mellemøst-program.

”De fortsætter med at igangsætte angreb i form af skjulte bomber, angreb på sikkerhedspatruljer, og nogle steder sætter de kontrolposter op”, fortalte Hamasaeed Vioce of America, og tilføjede, at gruppen er afhængig af beskatning og afpresning for at sikre sig indtægter.

 

Udnyttelse af utilfredshed

Hamasaeed fortalte, at gruppens oprørere har været særligt aktive i Nineveh, Kirkuk, Saladin og Diyala provinserne i Irak, hvor både den irakiske regering og den kurdiske region gør krav på ejerskab. Grænsekonfliker mellem de to regeringer har sammen med forskelligheden i den etno-religiøse befolkning jordt det muligt for Islamisk Stat at blomstre op igen.

Eksperter siger, at IS som en smidig organisation forsætter med at udnytte en samfundsmæssig utilfredshed, og er på udkig efter andre områder med etniske og religiøse konflikter som potentielle arnesteder.

Sai Nazeer, en forsvarsanalytiker og pensioneret pakistansk brigadegeneral fortalte, at gruppen har brugt konflikten mellem regeringerne i Punjab og Baluchiske befolkningsgrupper til at sikre sig fodfæste i den baluchiske provins i sydvest Pakistan. På samme måde bruger gruppen en grænsekonflikt mellem Indien og Pakistan til at skabe fodfæste i Kashmir.

”I det store og hele har Pakistan holdt Islamisk Stat nede gennem sikkerhedsoperationer, de sociale medier og ved at holde øje med militante i Kashmir, der muligvis kan rekrutteres af IS”, fortalte han, og tilføjede: ”For tiden er der omkring 500 aktive medlemmer af Islamisk Stat i pakistanske fængsler.”

 

Khorasan provinsen

I maj måned meddelte Islamisk Stat gennem dens nyhedsbureau Amaq, at den havde oprettet en provins i Indien og Pakistan. Offentliggørelsen skulle forstås som en omstrukturering af ’Khorasan provinsen’, der blev oprettet i 2015 for at dække operationer i Afganistan, Pakistan, Tajikistan, Jamine og Kashmir, samt dele af Iran.

Den afganske journalist Anees ur Rehman udtaler, at IS’ omstrukturering af Khorasan provinsen viser, at gruppen er villig til at tilpasse sig nye realiteter.

Islamisk Stat forsøgte at sprede wahabismen med meget voldelige midler i en Khorosan provins, som forbandt Iran, Centralasien, Afganistan og Pakistan. Men kalifatets vision viste sig uacceptabel i Afganistan, hvor de fleste afganere følger Imamen Abu Harifa, fortæller Rehman, og gør opmærksom på de forskellige sekter og skoler i de islamiske lande.

Da gruppen var på toppen af sin magt, nægtede den at anerkende moderne statsgrænser, som de kaldte kunstige frembringelser lavet af Vesten for at bevare de muslimske nationers opsplittethed.

 

Sydøstasien

I Syøstasien, hvor Islamisk Stat gør krav på en østasiatisk provins for dens operationer, især i Filippinerne, bruger gruppen ifølge eksperter isolerede drab for at bevare deres relevanxs og styrke deres rekruttering.

Elliot Brennan, en forsker ved Institut for Sikkerhed og Udviklingspoltik i Stockholm, fortalte Voice of America, at i modsætning til tidligere, hvor Islamisk Stat-krigere var samlet i et velkendt geografisk område i den sydlige del af Filippinerne, har gruppen nu, i en ny strategi, spredt sine krigere ud over hele regionen.

De IS-tilknyttede Maute og Abu Sayyaf grupper blev fjernet fra den sydfillipinske by Marawi i oktober 2017 efter 4 måneders dødbringende kampe. Jihadister knyttet til Islamisk Stat har siden gjort krav på adskillige drab, herunder bombeangrebet på Jolo katedralen i sydvest-Fillipinerne i januar, med 20 døde,  og angrebene på kirker i Sri Lanka påskesøndag i april, der kostede 259 mennesker livet.

Krigere fra belejringen af Marawi har spredt sig. De udgør i dag en mere spredt fare, og er derfor sværere at bekæmpe, fortalte Brennan, og tilføjede, at det ikke er lykkedes for de sydøstasiatiske lande at modvirke Islamisk Stats forsøg på reorganisering.

”Den overordnede tilgang til terrorbekæmpelse i dele af Sydøstasien har været uhensigtsmæssig. Der er brug for en større indsats for at kunne forstå og forholde sig til ekstremismens drivkræfter, snarere end bare post-faktuelle og ofte hårdhændede antiterror-kampagner, der meget let fremmedgør de lokale samfund og i realiteten fremmer rekrutteringen.”

 

Afrika

Det er på samme måde i Afrika, hvor IS har etableret decentrale provinser i Egypten, Libyen, Sahel og Sahara. Her spreder gruppen sine styrker i store ørkenområder, som det er svært at sikre, fortæller Thomas Abi-Hanna, en sikkerhedsanalytiker ved Stratfor i Austin, Texas.

”Hver gren af Islamisk Stat opererer uafhængigt, og der er stort set ingen direkte forbindelse mellem grenene, bortset fra navnet Islamisk Stat”, fortalte Abi-Hanna.

Han sagde, at gruppen søger at bevare relevansen ved at gennemføre højprofilerede angreb og kidnapninger for at vinde større lokal og international opmærksomhed. Den spreder også propaganda gennem forskellige kanaler, hvor de tager ansvaret for angreb, promoverer sit brand og viser sine krigere i aktion overalt i regionen.

I april i år tog Islamisk Stat for første gang ansvaret for et angreb i Den Demokratiske Republik Congo, gennemført af dens nye Centralafrikanske provins. Det blev rapporteret, at angrebet i Bovata, nær byen Beni, dræbte mindst to soldater og en civilist og sårede adskillige andre.

”Mens nogle grene kan profitere på udstrakt brug af smugleri og trafficking netværk (f.eks. udnytter afdelingerne i Mali og Libyen de sammen våbensmuglernetværk gennem Sahara), så koordinerer grupperne ikke angreb og kidnapninger”, fortalte Abi-Hanna, og tilføjede, at Islamisk Stats mange afdelinger i Afrika bevarer effektiviteten ved at målrette deres opmærksomhed.

 

IS ideologi

Randall Rogan, en terror-ekspert ved Waqke Forest University i North Carolina, vurderede, at Islamisk Stats seneste annonceringer af nye provinser og rekonstruering af andre, tyder på, at gruppen har langsigtede planer.

”IS meddelelserne bør tages meget alvorligt” fortæller Rogan Voice of America. ”Skønt IS har tabt sit fysiske territorium, fortsætter den smittende islamistiske ideologi, der spredes af IS og dens beslægtede grupper, med at være i samklang med mange marginaliserede og radikaliserede personer både i de muslimske samfund og udenfor”.

 

Kilde: Se her (under artiklen)

 

Tyrkiet er ved at besætte irakisk Kurdistan

 

Pressemeddelelse, Kurdistans National Kongres , www.kongrakurdistan.net, Sydkurdistan (Iraq), 19. Juli 2019

Appel til lokale og globale medier og offentligheden

Under foregivende af at ville ramme Kurdistans Arbejderparti (PKK), angriber og invaderer det tyrkiske militær den kurdiske region i Irak. Det er ikke første gang den tyrkiske stats styrker har ramt det kurdiske selvstyreområde i Irak, men denne gang er omfanget af den militære aggression i en større skala. Denne invasion demonstrerer en mere ondsindet intention, og dens formål er gruopvækkende og katastrofal for befolkningen i regionen.

De angreb, der foregår nu, medfører død, materielle skader og ødelæggelse af levebrød, boliger og ejendom blandt tusinder af civile, der bor i området. De forårsager varig skade på borgerne i regionen samt dets miljø og økonomiske infrastruktur. Det, der bekymrer os er at omfanget og brutaliteten i ​​disse igangværende angreb, der foregår ved hjælp af tunge våben og sideløbende besættelse af jord til militærlejre, sker på trods af gentagne krav fra Iraks parlament og Det kurdiske selvstyreparlament om, at den tyrkiske hær skal trække sig ud af Nordirak – og på trods af, at der blev sendt et andragende til Det kurdiske selvstyres parlament, der blev underskrevet af 500.000 mennesker fra den kurdiske region i Irak, der fordømmer disse angreb. Til trods for alt dette oplever vi en fuldstændig tavshed fra verden omkring det tyrkiske militærs dødbringende aggression mod den kurdiske region. Denne tavshed baner vejen for en intensivering af de dødbringende angreb på regionen.

Vi, der har underskrevet denne appel, ønsker at medierne og offentligheden i det kurdiske selvstyreområde, hele Irak og internationalt, retter opmærksomheden mod de følgende afgørende punkter:

  1. Den tyrkiske stats militære aggression mod Irak og den kurdiske region er en fuldstændig overtrædelse af den internationale menneskerettighedskonvention og en krænkelse af den kurdiske region og Iraks suverænitet. Det dødbringende felttog udgør et angreb på landets suverænitet og er i modstrid med international lov.
  2. Den tyrkiske stats angreb har karakter af en invasion, og vi fordømmer den på det stærkeste. Vi er overbevist om, at sådanne aktioner kun fremmer yderligere ustabilitet i regionen, da tilstedeværelsen af væbnede invasionsstyrker skaber et voldsomt sikkerhedsproblem for den kurdiske region, og vil blive en kilde til fremtidige spændinger.

 

  1. De politiske institutioner i den kurdiske region og Irak, internationale institutioner, partier og politiske personligheder, civilsamfundet, tænkere og akademikere, og enhver med interesse for at fremme grundlæggende menneskerettigheder og social retfærdighed, må rejse sig mod denne uretfærdige invasion, der vil have langvarige, ødelæggende effekter for befolkningen, landet og økonomien i den kurdiske region. Den kurdiske region har oplevet mange kriser gennem de sidste årtier, og de igangværende aggressioner fra den tyrkiske stats side forstyrrer og forhindrer genopretnings- og genopbygningsbestræbelserne i regionen.
  2. I stedet for vold og blodsudgydelse må den tyrkiske stat åbne alle døre for diskussion om en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, og med udgangspunkt i demokratiske principper bør landet forsøge at løse det kurdiske spørgsmål. Det vil være den rigtige måde at opnå fred og broderskab mellem de nationer, der lever sammen i regionen.

 

Underskrevet af 891 personligheder i og udenfor den kurdiske region i Irak.

 

 

 

SDF General: Hvis Tyrkiet angriber, vil en storkrig bryde u

SDF-General Mazlum Ebdi i samtale med en korrespondent fra avisen Yeni ôzgur Politika.

Generalkaptajn Mazlum Ebdi har talt med avisen Yeni ôzgur Politika, og udtaler: ”Hvis den tyrkiske hær angriber et hvilket som helst sted, så vil det resultere i en storkrig. Det har vi ladet alle vide. Tyrkiet ved det, og det gør USA og Frankrig også”.

Ebdi nævnte de syriske kurderes 19. juli-revolution for syv år siden, og sagde: ”Fra nu af vil vi arbejde på at beskytte denne vej, fuldende opbygningsprocessen, og opnå en demokratisk løsning baseret på lige rettigheder for alle mennesker indenfor Syriens enhed”.

 

Situationen ved grænsen

Ebdi talte om grænselinien: ”Tyrkiet har hobet et stort antal styrker og våben op på grænsen. Og til det vil jeg tilføje: Det har vi også. Spændingen er høj. Det gør provokationer mulige. Enhver fejltagelse kan sætte en flamme i gang”.

Da han blev spurgt om de forventede nogen angreb, sagde Ebdi:

”Områderne øst for Eufrat, og Afrin, er ikke i den samme situation. De er to adskilte områder. Øst for Eufrat er det ikke muligt at gentage, hvad der skete i Afrin. Det vil vi ikke tillade.

Vi tog en strategisk beslutning under Afrin processen. Vi ville ikke have, at denne krig skulle sprede sig.. Vi ønskede at indskrænke den krig til Afrin-provinsen, og det blev den. For os, vil det ikke gå områderne øst for Eufrat på samme måde. Hvis den tyrkiske hær angriber her, lige gyldigt hvor, vil det udvikle sig til en storkrig.”

 

Hvis vi bliver angrebet

Ebdi uddybede hans ’storkrig’-kommentarer: ”F.eks., hvis Tyrkiet angriber Gire Spi, så vil fronten blive fra Derik til Manbij” (se oversigtskortet). ”Det er vores beslutning. Det har vi ladet alle vide. Tyrkiet ved det, og det gør USA og Frankrig også. Hvis der kommer et angreb imod os, så vil den 600 km lange grænse bliver omdannet til en krigsfront. Det vil betyde yderligere en borgerkrigsperiode i Syrien.

Tyrkiets strategi er at komme og erobre Gire Spi og Kobane, og så stoppe. Men hvis der bare kommer ét angreb, så vil krigen fortsætte indtil Tyriet trækker sig tilbage”.

 

Den amerikanske holdning

SDF generalen   talte om USA’s holdning til sagen:

”Vi har en alliance med USA om at bekæmpe Islamisk Stat, hvilket for øjeblikket sker i Deir ez-Zor og Raqqa-områderne. Hvis Tyrkiet angriber os, vil DSFs YPG-styrker trække sig tilbage. Så vil kampen mod Islamisk Stat stoppe. Faktisk ville Islamisk Stat komme sig. Hvis vi trækker os, så vil Assads regime gå ind i områderne og udfylde hullet. Vores fælles indsats med USA og koalisionen vil blive ødelagt.

Det ønsker USA ikke. Der er 73 lande i koalitionen. Ingen af dem ønsker at dette samarbejde mislykkes. Det er et internationalt spørgsmål. På den måde er der et alvorligt pres på Tyrkiet. Det var ikke tilfældet i Afrin.”

General Kenneth KcKenzie  og Ambassadør William Roebuck i samtale med SDFs ledende general Mazlum Abdi d. 21 juli i Nordøstsyrien. @CENTCOM, https://syria.liveuamap.com, d. 22 juli 2019.

“USAs holdning til at undgå en krig er positiv. Der er løbende diplomatiske bestræbelser og de presser Tyrkiet for at undgå en ukontrolabel krig. Den amerikanske forsvarsminister, stabschefen og statssekretæren har alle talt med deres modparter i Tyrkiet. Det er ikke et spørgsmål om tillid, det er netop USAs problem. Vi har fastlagt vores holdning og gjort vores forberedelser. Vi vil kæmpe. Det østlige Eufrat vil ikke blive ligesom Afrin.”

 

Buffer zone

Ebdi talte om diskussionen omkring en bufferzone:

”I 2018 sagde Erdogan, at de havde afsluttet forberedelserne og ville igangsætte en operation øst for Eufrat. I syv år (hvor de kurdiske selvstyreområder har eksisteret, jb) har der ikke været nogen angreb mod Tyrkiet fra vores side. Det er vores simple tilstedeværelse, som de har et problem med. Hør engang. Vi har været i krig igennem de sidste 7 år. Vi ønsker ikke en ny enorm krig. Hvis der kommer en krig, så vil den blive stor. Der bliver ikke nogen våbenstilstand. Vi bad vore allierede om at tage afsted for at diskutere sagen. Vi bad USAs særlige udsending James Jeffrey om at mægle. Han sagde, at det ville han med glæde gøre. Det var den måde processen startede på. I starten var det ikke noget projekt. Vi fastslog, at vi ikke ville angribe, at der ikke var nogen trussel fra vores side. Til sidst fortsatte processen.

Erdogan og Trump havde en telefonsamtale, hvor projektet om den sikre zone opstod. Vi indenfor SDF forberedte vores eget forslag og sendte det til USA. Vores projekt var meget rimeligt”.

 

Lokale styrker bør bestemme

”Det er et spørgsmål om grænser. Tyrkiet ønsker en 30 km. Dyb sikkerhedszone. Vi argumenterer for, at den kunne være 5 km. dyb. Vi accepterer en 5 km. dyb sikkerhedszone. Vi kunne trække vore YPG styrker væk fra det område. Vi ville så have lokale styrker til at indtage deres plads”

Ebdi sagde, at han ved lokale styrker mente folk fra Kobane, Sarekaniye, Qamishlo og Gire Spi: ”Vi kunne også flytte tunge våben og våben, der kan nå Tyrkiet væk fra 5 km. zonen. Nogle af vores våben har 20 kms rækkevidde. Vi kan også trække dem udenfor rækkevidden. Hvis det skulle være ”trusler”, så er vi villige til at fjerne den trussel. Tyrkiet siger, at udenforstående styrer området. Så siger vi, alright, lad os have lokale styrelser. Det ville løse problemet.”

 

En neutral styrke bør patruljere

SDF Generalen sagde, at Tyrkiet må forpligte sig til ikke at angribe. ”Vi ønsker, at en international styrke patruljerer området. Det kunne være koalitionen eller en anden styrke. Tyrkiet er iKke neutralt, vi ønsker en neutral styrke.”

”Vi har nu også accepteret, at tyrkiske soldater kan blive en del af patruljerne – på betingelser”, siger Ebdi: ”Vi ønsker, at alle mennesker fra Afrin, uden undtagelse, kommer tilbage til deres områder. Tyrkernes lejesoldat-bander må forlade Afrin. Konfiskerede ejendele og ejendom skal leveres tilbage til befolkningen i Afrin. Folk, der er bragt dertil andre steder fra, for at blive bosat i Afrin, må fjernes. Alt dette skal ske under de internationale magters garanti, og kontrolleres af Afrins råd. Hvis det sker, kan tyrkiske soldater, som en goodwill-gestus, blive en del af patruljerne”.

 

Kilde : Se her (under artiklen)

 

 

Stiler Tyrkiet mod en kold krig med EU over gasfelter i havet udenfor Cypern?

De konfrontationer, der bygges op nu, kan let blive permanente og umulige at tilbagerulle

 

Af David Barchard, Middle East Eye

Den tyrkiske boreplatform Yavuz drager af sted fra Izmir bugten, på vej til Middelhavet, fra den tyrkiske havn Dilovasi, d. 20 juni (Reuters)

 

Netop som Tyrkiet forbereder sig på mulige sanktioner fra USA over dets køb af S-400 anti-luft missiler fra Rusland, har der vist sig nye meldinger, der gør det klart, at de står over for et nyt sæt sanktioner omkring en helt anden, men mindst ligeså umedgørlig sag fra den Europæiske Union.

Selvom de hidtil har modtaget ganske begrænset opmærksomhed fra Tyrkiets eller resten af verdens side, er scenen nu sat for en stadigt dybere politisk og diplomatisk konfrontation, som kan vise sig meget svær at rulle tilbage. Sker det, vil disse EU sanktioner markere et nyt stadie i den fremmedgørelsesproces, der udspiller sig omkring Tyrkiets forhold til Vesten.

Der kom nyt frem om sanktionerne mandag d. 15. juli, da det Europæiske Råd (mødet for EUs statsministre) annoncerede, at de ville indføre sanktioner mod Tyrkiet for at foretage boringer i havbunden ud for Cypern, som de anser for illegale.

 

Nye sanktioner

Sanktionerne drejer sig ikke om Tyrkiets ansøgning om EU medlemskab, der længe har stået stille, og som nu er hensovet i en grad, så de i de fleste sammenhænge  nu  stort set kan anses for at være afgået ved døden på grund af Cypern striden.

For nu er det land, der i teorien stadigt kandiderer til medlemskab stillet overfor sanktioner, der vil ramme helt almindelige arbejdsrelationer mellem Tyrkiet og EU. Forhandlinger om en omfattende lufttransport aftale er blevet suspenderet.

De reguleringsmæssige råd for forbindelse mellem Tyrkiet og EU og kommende møder i dialog på højt plan mellem EU og Tyrkiet er blevet afbrudt ”for nuværende”.

Økonomisk assistance i før-medlemsperioden for Tyrkiet i 2020, som menes at have en værdi på omkring 800 mill. €, vil blive genovervejet.

Den Europæiske Investerings Bank vil genoverveje sine udlånsaktiviteter i Tyrkiet, især hvad angår udlån, der skal understøtte suveræniteten. De to financielle sanktioner er endnu ikke blevet udmøntet i detaljer, men på et tidspunkt, hvor Tyrkiets økonomi er under alvorligt pres, vil de uden tvivl bidrage til landets vanskeligheder.

 

Et forudsigeligt resultat

Konfrontationen er et ganske forudsigeligt resultat af Tyrkiets skridt imod at bore i havbunden omkring Cypern. Gennem de tre sidste år har Tyrkiet købt og udstyret to eftersøgningsfartøjer, Fatih og Yavuz, og sendt dem til Middelhavet.

Tidligere i denne måned opererede Fatih 37 nautiske mil vest for Cypern  i et område med åbent hav, som både Tyrkiet og Cypern påstår er deres eksklusive økonomiske zone, mens Yavuz borede nordøst for øerne, i havområder, som græsk cyprioterne gør krav på, men som har været kontrolleret siden 1975 af Den Tyrkiske Republik Nordcypern.

Ved at sende fartøjerne ind i disse omstridte farvande, og især i de, der ligger vest for øen, har Tyrkiet trodset ikke blot græsk-cyprioterne – hvis regering det ikke anerkender, og som er det land, der hovedansvarlig for blokeringen af Tyrkiets EU medlemskab – men yderligere også EU og  USA.

Både EU og USA udsendte advarsler, noget, der ville have været utænkeligt for blot få årtier siden, da Vesten forsøgte at bevare sin neutralitet i stridighederne mellem Tyrkiet og Grækenland, og hvor de betragtede Tyrkiet – med en befolkning, der er otte gange større end Grækenlands, og med en afgørende geostrategisk beliggenhed – som en ufravigelig partner.

 

Opdagelsen af gas

Gennem de sidste årtier har der været en stribe opdagelser af store forekomster af naturgas i det østlige Middelhav, især Zohr feltet udenfor Ægypten, Leviathan og Tamar feltene udenfor Israel samt Afrodite gas feltet sydøst for Cypern. Det ser ud til, at der kan være tale om ca. 125 trillioner kubikfod gas i området (3,5 milliarder m3 gas) samlet set.

Tyrkiet, der har en 1500 km lang kyst ud til Middelhavet, en kystlængde, der kun overgås af Grækenland med dets mange øer, har stridtes om havbundsrettigheder med Grækenland i det Ægæiske hav siden 1970erne uden at der er nået et kompromis.

Den Internationale Havretskonvention – som Tyrkiet ikke anerkender – giver øer prioritet over havbunden i nærheden af deres hovedland, en situation, der er en uretfærdighed i Tyrkiets øjne. De græske Cyprioter, der har en kystlinie på 648 km, får broderparten af havbundsrettighederne, selvom en stor del af deres havområde reelt ikke kontrolleres af dem. Siden Tyrkiet invaderede øen i 1974 og påberåbte sig traktatmæssige rettigheder til at beskytte deres minoritet dér, har øens nordvestlige og nordøstlige kystlinie været kontrolleret af den Tyrkisk Cypriotiske Stat, et område, der er anerkendt af Tyrkiet, men ingen andre.

I februar i år offentliggjorde Exxon Mobil opdagelsen af en reserve på mellem 140 og 230 milliarder m3 gas i Zone 10, den største gas opdagelse noget sted i verden i 2019. Dette skete til trods for tidligere forsøg på at blokere efterforskningsoperationerne fra den Tyrkiske flåde. Denne uge offentliggjorde Fatih, at også den have gjort en omfattende opdagelse af gasforekomster i den omstridte zone.

Det Øst Mediterrane Gas Forum (EMGF) har sat sig på hele gas-udvindengen af det østlige Middelhav. Hverken Tyrkiet, Libanon eller Syrien er inviteret med.

I januar i år etablerede en række Middelhavslande et Øst Mediterrant Gas Forum (EMGF), som vil beskæftige sig med spørgsmål som konstruktionen af gasledninger, i første række muligvis til et raffinaderi i Egypten, men senere til Grækenland og europæiske markeder.

Tre lande i det østlige Middelhav – Tyrkiet, Libanon og Syrien – blev ikke inviteret med til at tage del i EMGF, og selv om de en skønne dag skulle få adgang, vil de se sig nødsaget til at passe sig ind i nogle arrangementer, der ikke er planlagt ud fra deres interesser.

 

Tyrkiet viger ikke en tomme

Det, der ser ud til i stedet for at ske er, at USA og Israel smeder en energialliance med Grækenland og Græsk cyprioterne for at bygge en pipeline for det østlige Middelhav (EastMed).

USA’s statssekretær, Mike Pompeo, har været på besøg i Israel for at diskutere denne alliance på et møde d. 21 marts i Jerusalem.

Konsekvenserne for Tyrkiet er oplagte – og helt uacceptable. Et trilateralt partnerskab mellem Grækenland, Cypern og Israel er blevet proklameret og USA vil, i henhold til en lovgivning, der er ved at gå igennem kongressen, støtte det, både hvad angår spørgsmål om indsats og sikkerhed.

Scenen er blevet sat for en strategisk konfrontation i det østlige Middelhav mellem USA og to meget små lande på den ene side, imod det største og stærkeste land i regionen, der hidtil har set det østlige Middelhav som sin indflydelsessfære.

Med to stemmer indenfor Den Europæiske Union og Washington bag dem, har Grækenland og Græsk Cyprioterne haft – overraskende – lidt vanskeligheder med også at få EU bag sig.

Alt dette sker med den omkostning, at det vil udløse nationalistiske antipatier og vække gamle klager til live, som kan vise sig meget vanskelige at holde nede. Gennem de sidste to måneder, har regeringen i Nicosia advaret om, at den vil føre sag mod de, der arbejder på Fatih, som formodes at omfatte kroatere og britiske borgere, og at de i den forbindelse vil gøre brug af en Europæisk arrest ordre.

Den konfrontation, der nu skabes, kan let blive permanent og umulig at rulle tilbage. Tyrkiets reaktion på nyhederne fra EU har været til at forudse.

Der er ikke nogen tegn på at Tyrkiet vil vige tilbage. I stedet for har selv venstrefløjen i den tyrkiske center-oppositionen igangsat en mobilisering for at støtte præsident Erdogans linie. Tyrkiet trækker ikke Fatih tilbage. Det siger tværtimod at det vil sende yderligere to undersøgelsesfartøjer ud, og at det vil beskytte dem, om nødvendigt med deres flåde.

 

David Barchard

David Barchard  har arbejdet I Tyrkiet som journalist, konsulent og universitetslærer. Han skriver regelmæssigt om det tyrkiske samfund, politik, og historie og er for tiden ved at afslutte en bog om det Ottomanske Imperium i det 19nde århundrede.

Kilde: Se her (under artiklen)

 

Forsoningsappel for demokratiske forandringer

Dokument underskrevet af  Abdullah Öcalan og tre andre fanger indespærret på Imrali øen. Det blev fremlagt på et 1-time langt møde med deres forsvarsadvokater d. 2. maj 2019. Erklæringen blev offentliggjort på en pressekonference i Istanbul d. 6. maj

”Der er behov for en grundlæggende social forsoning i den historiske epoke vi går igennem.

Der er et presserende behov for en metode til demokratiske forhandlinger, adskilt fra alle typer polarisering og konfliktkultur i forbindelse med en problemløsning.

Vi kan løse problemerne i Tyrkiet, og endog i regionen – først og fremmest krigen – gennem blød magt, dvs. med klogskab, politisk og kulturel magt, i stedet for fysisk vold.

Vi tror på, at konfliktkulturen bør undgås indenfor de Syrisk Demokratiske Styrkers (SDF) perspektiv, hvad angår problemerne i Syrien; de skal bestræbe sig på at føre deres egen position og situation frem til en løsning, der er baseret på et perspektiv for et lokalt demokrati, der er grundlovssikret indenfor rammerne af Syriens enhed. I denne sammenhæng bør man også være sig Tyrkiets følelser bevidst.

Samtidigt med at vi respekterer vennernes modstand indenfor og udenfor fængslerne, vil vi også gerne understrege, at de ikke bør bringe det til et niveau, der kan true deres helbred eller medfører døden. For os er deres mentale, fysisk og åndelige helbred altoverskyggende. Vi tror også på at den mest meningsfulde tilgang knytter sig til udviklingen af en mental og åndelig holdning.

Vores holdning på Imrali er rettet mod fortsættelsen af det vi gav udtryk for i nytårs (Newroz)-erklæringen i 2013, gennem yderligere uddybninger og forklaringer.

For os er en værdig fred og demokratisk politisk løsning afgørende.

Vi hylder alle de, der har været bekymrede og som tog et standpunkt som svar på vore holdninger på Imrali og vi vil gerne give udtryk for vores allerstørste taknemmelighed.”

A. Ôcalan, H. Yildirim, Ö. H. Konar, V. Aktaş


 

Öcalan’s historiske Newroz 2013 Erklæring

 

JEG HILSER DE UNDERTRYKTES FRIHEDSNYTÅR

Jeg hilser folkene i Mellemøsten og Centralasien, der fejrer denne opvågning, genoplivning og genopblussen af Newroz med ekstraordinær deltagelse og enhed…

Jeg hilser folkene, der fejrer Newroz, der står for lyset og vendepunktet for en ny epoke med stor begejstring og demokratisk tolerance….

Jeg hilser alle de rejsende på den store vandring mod demokratiske rettigheder, frihed og lighed….

Jeg hilser jer, det kurdiske folk, der bor for foden af Zagros og Taurus bjergene og i Eufrat og Tigris flodernes dale. Jeg hilser det kurdiske folk, et gammelt folk, der har boet i Mesopotamiens og Anatoliens frugtbare områder, moderen til alt landbrug, landsbyer og by-civilisationer….

Kurderne har taget del i denne mange tusind årige civilisation i venskab og følgeskab med forskellige racer, religioner og trosretninger. Alle vi har bygget det sammen. For kurderne er Eufrat og Tigris Sakarya- og Maritsa-flodernes søstre. Ararat og Judi-tinderne er Kaҫkars og Erciyes venner. Halay og Dalilo-dansene fra det nordlige Anatolien er i familie med Horon- og Zeybek-dansene fra Sortehavet og det centrale og sydlige Anatolien.

Disse store civilisationer, disse sameksisterende samfund, er i nyere tid blevet sat op mod hinanden gennem politisk pres, eksterne indgreb og gruppeinteresser. Resultater har været en konstruktion af systemer, der ikke er baseret på rettigheder, lov, lighed og frihed.

Gennem de sidste to hundrede år har militære erobringer, vest-imperialistiske interventioner sammen med undertrykkelse og benægtelsespolitik søgt at tvinge de arabiske, tyrkiske, persiske og kurdiske samfund ind under reglerne for nationalstater, med deres imaginære grænser og kunstige problemer.

Epoken med udplyndrende regimer, undertrykkelse og fornægtelse er ovre. Befolkningerne i Mellemøsten og Centralasien er ved at vågne op. De vender tilbage til deres rødder. De kræver et ophør af de blinde og oprørske krige og af deres indbyrdes konflikter.

De tusinder, ja milioner af mennesker, der strømmer ind på disse pladser er optændt af lidenskaben omkring Newroz. De råber på fred og venskab, og de kræver en løsning.

Kampen, der startede med mit eget individuelle oprør imod den fortvivlelse, ligegyldighed og slavebinding, som jeg var født ind i, har forsøgt at skabe en ny bevidsthed, en ny forståelse og en ny ånd. I dag kan jeg se, at vore bestræbelser har nået et nyt trin.

Vores kamp har aldrig været, og kan aldrig blive rettet mod nogen som helst bestemt race, religion, trosretning eller gruppe. Vores kamp har været mod repression, ligegyldighed og uretfærdighed, mod tvungen underudvikling og mod alle former for undertrykkelse.

I dag vågner vi op til et nyt Tyrkiet og et nyt Mellemøsten.

Til ungdommen, der har hilst min opfordring velkommen, de fantastiske kvinder, der gjorde opmærksomme på min opfordring, vennerne, der accepterede min udlægning, og alle de mennesker, der kan høre min stemme, vil jeg sige:

I dag starter en ny tid.

Perioden med væbnet kamp er ved at slutte, og døren åbner sig for demokratisk politik. Vi begynder på en proces, der fokuserer på politiske, sociale og økonomiske områder: En forståelse baseret på demokratiske rettigheder, frihed og lighed vokser frem.

Vi har ofret meget af vores liv for det kurdiske folks sag, vi har betalt en høj pris. Ingen af disse ofre, ingen af disse kampe, var forgæves. For det er på grund af dem at det kurdiske folk endnu en gang har fundet deres identitet og deres rødder.

Vi er nu nået til det punkt, hvor vi ”bringer våbnene til tavshed og lader ideerne og politikken tale”. Det modernistiske paradigme, der har overset, ekskluderet og benægtet os, er blevet manet i jorden. Ligegyldigt om blodet har været tyrkisk, kurdisk, lazi eller circasisk, så har det flydt fra et menneske og fra dette lands barm.

Bevidnet af de millioner af mennesker, der lytter til min tale, vil jeg sige, at en ny tid begynder, en tid, hvor politikken vinder frem på bekostning af våbnene. Vi er nu nået til et stade, hvor vi trækker vores bevæbnede styrker tilbage, udenfor Tyrkiets grænser.

Jeg vil tro, at alle de, der har troet på denne vej og på mig, er følsomme, hvad angår de mulige farer ved denne proces.

Dette er ikke en slutning, men en ny begyndelse. Det betyder ikke, at vi opgiver kampen – vi indleder en anden kamp.

Skabelsen af geografiske enheder baseret på etnicitet og en enkelt nation er en umenneskelig konstruktion af modernismen, som benægter vores rødder og vores oprindelse.

Der ligger et stort ansvar på os alle for at skabe et lige, frit og demokratisk land ud fra alle de folkeslag og kulturer, der har formet Kurdistans og Anatoliens historie. Ved denne fejring af Newroz, vil jeg opfordre armenere, turkmanere, assyrere, arabere og alle andre folkeslag til, i lige så høj grad som kurdere om at holde fast i frihedens og lighedens flamme – den ild, der er blevet tændt i dag – og omfavne den som deres egen.

I fornemme mennesker i Tyrkiet:

Det tyrkiske folk, som bor i det, der idag kaldes Tyrkiet – det gamle Anatolien – burde anerkende, at deres fælles liv med kurderne, under Islams flag, hviler på principperne om venskab og solidaritet. Reglerne for venskab har ikke, og bør ikke have rum for erobring, fornægtelse, afvisning, tvungen assimilation eller udslettelse.

Det sidste århundredes undertrykkende, udslettende, og assimilerende politik, baseret på kapitalistisk modernitet er udtryk for en herskende elites bestræbelser på at benægte en lang venskabshistorie
De repræsenterer ikke folkets vilje. Det er nu meget tydeligt, at dette tyrannernes greb både modsiger historien og reglerne for venskab. For at vi kan lægge denne beklagelige fortid bag os, vil jeg opfordre de to strategiske magter i Mellemøsten til at opbygge en demokratisk modernitet, der er tilpasset vores kultur og civilisation.

Tiden er moden til at erstatte skænderi, konflikt og fjendskab med alliance, enhed, velsignelse og gensidig omfavnelse. De tyrkere og kurdere, der faldt sammen som martyrer ved Çanakkale, gik også gennem uafhængighedskrigen sammen, og sammen åbnede de 1920-forsamlingen.

Vores fælles fortid er en realitet, der tvinger os til at skabe en fælles fremtid. I dag leder den ånd, der skabte den tyrkiske nationalforsamling, vejen til en ny tid.

Jeg appellerer til alle undertrykte mennesker: Til kvinder, der er den klasse, der i længst tid har været koloniseret og underkuet, til alle marginaliserede og udstødte trosretninger, sekter og kulturer, til arbejderklassen og alle underprivilegerede klasser, til enhver, der har været ekskluderet, om at indtage deres retmæssige position i en demokratisk modernitet, og tilegne sig dens mentalitet.

Mellemøsten og centralasien leder efter en nutidig modernitet og en demokratisk orden, der er tilpasset deres egen historie. En ny model, hvor alle kan leve fredeligt og venskabeligt sammen er blevet et objektivt behov på linie med behovet for brød og vand. Det er uundgåeligt, at Anatoliens og Mesopotamiens geografi og kultur igen må være en ledetråd for opbygningen af en sådan model.

Vi oplever en mere nuværende, mere kompliceret og mere grundlæggende version af den uafhængighedskrig, der udviklede sig indenfor rammerne af den national pagt i 1920.

Trods alle fejl, tilbageslag og svigt gennem de sidste 90 år, prøver vi endnu en gang at bygge en model sammen med alle de mennesker, klasser og kulturer, der har været ofre og som har lidt under forfærdelige katastrofer. Jeg opfordrer jer alle til at træde frem og hjælpe med til at opbygge en lige, fri og demokratisk social organisering.

Jeg opfordrer kurdere, turkomaner, assyrere og arabere, der har været adskilt til trods for den nationale pagt, og i dag er blevet dømt til at leve med alvorlige problemer og i konflikt med hinanden indenfor de Syrisk og Irakisk Arabiske Republikker, til at igangsætte diskussioner, og til at revurdere og tage beslutninger om deres nuværende situation i en ”National Solidaritets- og Fredskonference”.

Bredden og omfanget af ”VI”-begrebet har en vigtig plads i dette lands historie. Men i hænderne på den snævre og herskende elite er ”VI” blevet reduceret til ”EN”. Det er tid for at give ”VI”-begrebet dets gamle mening tilbage, og virkeliggøre det.

Vi skal forene os mod de, der ønsker at splitte os og få os til at slås mod hinanden. Vi skal samle os mod de, der ønsker at skille os ad.

De, der ikke kan forstå tidsånden vil ende på historiens mødding. De, der går imod strømmen, vil falde i afgrunden.

Befolkningerne i regionen er vidne til et nyt daggry. Befolkningerne i Mellemøsten er trætte af fjendskab, konflikter og krig. De ønsker at blive født på ny ud fra deres egne rødder og stå skulder ved skulder.

Newroz står som et fyrtårn for os alle.

Sandheden i Moses’, Jesus’ og Muhammeds budskaber bliver idag virkeliggjort i vores liv med nye tidender. Mennesker prøver at genvinde hvad de har tabt.

Vi benægter ikke værdierne i den nuværende vestlige civilisation som helhed. Vi tager på afgørende vis værdierne fra oplysningstiden, lighed, frihed og demokrati, til os, og for at gennemføre dem samordner vi dem med vores egne grundlæggende værdier og måder at leve på.

Grundlaget for den nye kamp er tanker, ideologi og demokratisk politik, og at blive i stand til at indlede et stort demokratisk spring fremad.

Hilsener til alle de, der har bidraget til denne proces og styrket den, og til alle de, der har støttet den fredelige demokratiske løsning!

Jeg hilser alle de, der har taget ansvar for folkenes venskabelige, lige og demokratiske frihed!

Længe leve Newroz, længe leve folkenes venskab!

 

Imrali fængslet d. 21. marts 2013

Abdullah ÖCALAN

(Oversat fra engelsk af Jesper Brandt, baseret på oversættelsen fra Tyrkisk af det Internationale Initiativ ”Frihed for Abdullah Öcalan – Fred i Kurdistan”)

 

 

Omar Öcalans (HDP):

Hvis adgangen til Imrali lukker, vil det blot uddybe det nuværende kaos

Omar Öcalan, der er medlem af det Tyrkiske parlament for venstrefløjspartiet HDP, og tilhører Abdullah Öcalans familie, udtaler: ”Hvis Öcalan indtager scenen, vil der komme fred. Hvis porten til Imrali bliver blokeret, vil den kaotiske situation blive uddybet”.

Besøg på fængselsøen Imrali i Marmarahavet syd for Istanbul, som efter 6 års total isolation blev genindført d. 2. maj i år, er igen blevet stoppet i over en måned, siden AKP mistede valget i Istanbul d. 23 juni.

Medlem af Öcalans familie og repræsentant for venstrepartiet HDP i det tyrkiske parlament for byen Urfa, Omer Öcalan, fæstner sig ved, at besøgene i maj startede efter de omfattende tids-ubestemte sultestrejker i de tyrkiske fængsler og blandt kurdere i ind- og udland.

Omer Öcalan har talt med nyhedsbureauet Mesopotamia Agency og fortæller: ”Besøgene blev genoptaget efter at der var blevet betalt en høj pris for at Abdullah Öcalan kunne få kontakt med sit folk”. Öcalan tilføjede, at staten igangsatte store diskussioner med genstarten af besøgene, og kaldte denne politik for ”lurvede metoder”.

 

Öcalan gør det muligt for Tyrkiet og Mellemøsten at trække vejret

Omar Öcalan sagde, at Abdullah Öcalan gjorde det muligt for Tyrkiet og Mellemøsten at trække vejret, og at det er vigtigt at bevare kontakten til ham:

”Siden d. 18. juni har adgangen til Imrali øen igen været lukket. Öcalans synspunkter er nødt til at nå ud i samfundet. Men AKP-MHP regeringen har den grundopfattelse at de skal gennemføre trusler og ødelæggelser imod alle de fremskridt kurderne har gjort. Den kurdiske befolknings indsats har delvist fået modvirket dette. Öcalan har gentagne gange sagt, at han ’ikke kan svømme i et tomt svømmebassin’. For at landet kan trække vejret uhindret, må der stilles plads til rådighed for Öcalan”.

 

Advarsel imod ”kaos”

”Landet er fanget i en nedadgående spiral. Tyrkiets system sidder fast. Der rejses spørgsmålstegn ved AKP og MHP’s legitimitet. Derfor burde ingen acceptere denne isolation. Hvis Öcalan indtager scenen, vil der komme fred og en løsning vil blive diskuteret. Der er en krig og en konflikt, som har fortsat gennem hundrede år, og som vil udvikle sig indtil der er fundet en løsning. Hvis kontakten til Öcalan bliver afbrudt, hvis han ikke får mulighed for at videresende sine tanker til verden udenfor, hvis portene til Imrali bliver blokeret, så vil den kaotiske situation i landet uddybes.

Öcalan har en position, der gør, at han kan afslutte kaos og krise i dette land. Han er hovedforhandler for en løsning på det kurdiske spørgsmål. Det er staten nødt til at acceptere. Intet kan opnås gennem møder med ideologer og landsbyvagtchefer. De kan kun yde bidrag til Öcalans løsning. De er ikke samtalepartnerne i en løsning. Staten må indse realiteten i Öcalans lederskab. Det gjorde den fra 2013-15. Statens tankegang dengang og statens praksis i dag stemmer ikke sammen. Statens fortsatte fremstød for en anti-Öcalan og anti-kurdisk politik vil føre den bort fra dette land.”

 

AKP lider af en vrangforestilling

”Troede de virkelig, at disse mennesker ville stemme på dem ved Istanbul valget efter ødelæggelsen og evakueringen af vores byer og drab på tusinder af mennesker fra 2015 til 2019? Det er dér, hvor AKP lider af en vrangforestilling. De brugte hele statens undertrykkelsesapparat mod dette folk, de indførte en uafbrudt isolation af lederen af dette folk, de forsøgte at iscenesætte bestemte situationer lige op til den 23. juni – og forventede derefter at det kurdiske folk ville støtte AKP. Det er alt sammen vrangforestillinger. Det er ikke noget, der er blevet accepteret af den kurdiske befolkning. Hvis AKP og MHP igangsætter instrumentaliseringer af det kurdiske folks værdier blot for at styrke deres greb om magten, vil de tabe. Den slags sager skal man gå ind i med gode intentioner.”

 

Invasionsangrebene hænger sammen med isolationen

Omer Öcalan kom også ind på invasionsangrebene mod Sydkurdistan/Irakisk Kurdistan og sagde, at det ikke er muligt at løse det kurdiske spørgsmål gennem krigspolitik: ”I dag er invasion og krig i Sydkurdistan knyttet til isolationen på Imrali. Staten tror, at den kan opnå resultater gennem en forfejlet politik. Der vil komme mere smerte, der vil blive mistet flere liv, fjendskabet mellem folk vil blive uddybet. De, der tror, at det kurdiske folk vil fravige deres retfærdige krav, tager fejl i dag, ligesom de tog fejl i går.”

Kilde: Her (under artiklen)

 

Rojava Haverne leverer friske produkter og et levebrød for flygtninge

Rojava haverne med alle deres grøntsager og frugttræer ligger i landsbyen Eziziye i distriktet Serekaniye tæt ved grænsen til Tyrkiet. Haverne er blevet en levevej for mange migrantfamilier.

Rojava Haverne blev grundlagt i sommeren 2013 efter at kvarteret Eziziye i udkanten af byen Tell Halaf i Serékaniyé området (Hasakah provinsen) var blevet befriet af YPG og YPJ styrker. Assads styrker var allerede tidligt i borgerkrigen, i december 2012, blevet presset ud af byen Serekanié af kurderne, hvorefter byen i et halvt år var delt mellem kurderne og en alliance mellem Den Frie Syriske Hær og Islamiske styrker (især den al Qaeda-tilknyttede al Nusra-front). Alliancen blev støttet af Tyrkiet. I Juli 2013 lykkedes det YPG og de nystiftede kvindelige kurdiske styrker YPG at sikre sig den fulde kontrol med byen og de omliggende områder, der var kurdisk domineret.

Haverne dækker et areal på 40 ha, hvor der er plantet ca. 4000 frugttræer, herunder pæretræer, granatæbler, vinranker og valnøddetræer. Der dyrkes også grøntsager i haverne.

Haverne ligger (formentlig!) indenfor den med rødt viste cirkel i den østlige udkant af byen Tell Halaf, tæt på distriktsbyen Serékaniyé. Som mange andre byer i Nordøst-Syrien ligger Serékaniyé tæt på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, fordi kolonimagterne England og Frankrig i en vanlig del-og-hersk-strategi i forbindelse med Det Osmanniske Riges sammenbrud efter 1. verdenskrig lagde grænsen mellem Tyrkiet og Syrien langs en jernbane, der løb gennem en række byer i området, der så blev splittet op mellem Tyrkiet og Syrien. Grænsen mellem Syrien og Tyrkiet er vist med en gul linie, der går gennem billedet fra SV til NØ. Jernbanelinien langs grænsen er angivet med sort. Byen på den tyrkiske side hedder Ceylanpinar. Tell Halaf, hvor haverne ligger, er en berømt arkæologisk lokalitet med udgravninger, der viser bysamfund helt tilbage til neolitisk tid omkring 6 000 år før vor tidsregning, dannet på grundlag af en tidlig udvikling af landbrug og handel i området. Google Earth – Satellitbilledet er fra juni 2017. Klik for detaljer.

Haverne er blevet til en levevej for mange migrantfamilier, der leverer friske produkter til de nærliggende markeder. Der er snesevis af familier, der arbejder i haverne efter at være blevet tvunget til at flygte på grund af angreb fra den tyrkiske stat og dens allierede bander i Afrin, eller fra Raqqa- eller Deir Ez Zor-provinserne, der stadigt delvist beherskes af Assad.

Rojava haverne er organiseret som en kommune. Formanden for kommunen, Ali Ahin, fortæller til nyhedsbureauet ANF, at haverne har udviklet sig til et solidaritetscenter for migranter, der er blevet ofre for udefra kommende angreb i Afrin, Raqqa og Deir ez Zor. Produkterne fra haverne bliver solgt billigt på markederne, og kommunen og Tell Halafs borgere arbejder sammen for at levere friske varer til befolkningen. Produktionen fra haverne bidrager også til at nedsætte importen af fødevarer udefra.

 

Kilder: Her (under artiklen)

 

 

40 000 skolelærere deltager i sommerkurser i det Nordlige og Østlige Syrien

 

Et af de vigtigste resultater af afslutningen af kampene mod Islamisk Stat i slutningen af marts måned har været, at det har gjort det muligt at genopbygge og forbedre skoleuddannelsen i alle de befriede områder.

Gennem 113 pædagogiske centre i Nord- og Øst-Syrien har over 40 000 skolelærere været på sommerkursus, for at videreuddanne sig, både fagligt og administrativt.

Pædagogik- og Uddannelsesafdelingen i den Autonome Administration i Nord- og Østsyrien prøver at fremme uddannelsessektoren gennem oprettelse af kurser for at opkvalificere de ansatte i sektoren især administrativt men også fagligt, og udvikle succes-kriterier på alle områder. Arbejdet og længden af kurserne er tilpasset de meget forskellige betingelser, der gælder i de forskellige dele af de befriede områder.

Der er nedsat syv regionale uddannelseskomiteer under pædagogik- og Uddannelsesafdelingen, der alle har åbnet kurser for videreuddannelse af lærere, der leder regionernes skoler, med det formål at forbedre deres ekspertise og øge deres faglige og praktiske kundskaber.

Projektet er omfattende: 113 centre er blevet oprettet for at kunne gennemføre projektet i hele den nordlige og østlige del af Syrien,, med 15 centre i al-Raqqa-regionen, 14 i al-Tabqa, 10 i Deir-ex-Zor, 15 i Eufrat-regionen, 53 i Al-Jazeera og 6 i Manbij.

Over 40 000 lærere fra Nord og Østsyrien har deltaget i kurserne, der er oprettet med forskellige specialer. Kurserne bliver ledet af kvalificerede lærerkræfter med mange forskellige kompetencer, og med faglig og praktisk ekspertise til at gennemføre opgaven.

Under kurserne bliver der fokuseret på undervisningsmetoder, time-forberedelse og omgang med eleverne efter moderne undervisningsmetoder.

Varigheden af kurserne, der startede d. 8 juni i år, afhænger af, hvor de bliver afholdt og spænder fra 24 til 60 dage.

Medlederen af Pædagogik- og Uddannelsesafdelingen i den Autonome Administration i Nord- og Østsyrien, Kawthar Doku, har forklaret forskellen på den tid, der er blevet afsat til kurserne i de forskellige regioner til nyhedsbureauet ANHA: ”Det knytter sig til befrielseshistorien i de forskellige regioner samt hvornår skolerne er blevet genåbnet. I nogle områder er der brug for længere tid, da der er lærere dér, der ikke har fået kurser i de sidste seks år, mens lærere i de områder, der er blevet befriet for relativt kort tid siden, måske har haft kurser for kun et år siden”. Varigheden af kurserne bestemmes af de enkelte regioners pædagogik- og uddannelsesafdeling på grundlag af en vurdering af lærernes behov for kurset samt hvor mange kurser, der kan udbydes.

For Det Syriske Demokratiske Råd, der er det koordinerende politiske råd i Nord- og Østsyrien er uddannelse en af de vigtigste søjler for at genopbygge livet i hele området, især i de senest befriede områder.

 

Kilde: Her (under artiklen)

 

Nordsyrien d. 4. april 2019

Hele Nordøstsyrien befriet for landområder behersket af Islamisk Stat

Nordsyrien, d. 4. april 2019. Landområder behersket af Islamisk Stat findes ikke mere i Nordsyrien. De eksisterer fortsat i Assads dele af Syrien. Desuden har Tyrkiet besat Shabahområdet og Afrin, og er massivt til stede i Idlib-området, hvor Tyrkietreelt støtter de dominerende Al Qaeda-militser, IS-grupper og andre tyrkisk finansierede terrorgrupper. De med rødt indrammede områder er omtalt i artiklerne i dette nyhedsbrev. Gult:: Den Nordsyriske Demokratiske Føderation. Rødt: Den af Assad beherskede del af Den Arabiske Republik Syrien. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af Syrien. Grågrønt: De dele af Syrien, der er besat af Tyrkiet, eller beherskes af Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt meget forskellige grupper under Den Frie Syriske Hær (FSA). I alle tilfælde opererer militsgrupper i disse områder i tæt samarbejde med, eller styret og finansieret af, Tyrkiet.

 

Nyheder d. 4. april 2019:

  1. Islamisk Stats territorium i Syrien øst for Eufrat er besejret. Lykønskninger er strømmet ind. Se nedenfor eller her
  2. Afslutningsforløbet af kampene i Baghouz. Se nedenfor eller her
  3. Aziz Koyluglo: Islamisk Stat proklamerede sit nederlag med et stort angreb på kurderne. Se nedenfor eller her
  4. Mørke skyer eller teatertorden? 9 grunde til at Nordsyrien har styrket sin position overfor Assad og Erdogan. Se nedenfor eller her
    1. Forsoning eller befrielse
    2. Benægtelse af Tyrkiets besættelser og SDFs sejre
    3. USA opgraderer deres styrke og bliver i Syrien i lang tid endnu
    4. Assad har fortsat store problemer med IS, Al Qaeda og andre terrorgrupper
    5. Rusland er i stigende udstrækning afhængigt af SDF
    6. Tyrkiets indblanding i Syrien er blevet afsløret for alverden
    7. Der skal føres retssager mod Islamisk Stat-medlemmer: Det kan i praksis lettest foregå i Nordøstsyrien
    8. FN og Geneveprocessen er igen kommet på banen
    9. Tyrkiets økonomi skranter. HDPs valgstrategi vandt ved det tyrkiske kommunalvalg
  5. De kurdiske sultestrejker breder sig – læs om hvorfor. Se nedenfor eller her
  6. Feykurd Danmark: Danmarks tavshed koster kurdiske politikere og politiske fanger livet. Se nedenfor eller her
  7. Nordøstsyrien foreslår internationalt tribunal til retfærdig rettergang for anklagede fra Islamisk Stat. Se nedenfor eller her

 

Siden sidst:

I marts måned blev de sidste territorier, der har været behersket af Islamisk Stat i Syrien øst for floden Eufrat, befriet af de Syriske Demokratiske Styrker (SDF).
Det er en enorm sejr for SDF og Nordøstsyriens Autonome Administration. Lige til det sidste lykkedes det at begrænse tabene og sikre både flugtveje for civile og muligheder for overgivelse af Islamisk Stat-lejesoldater og deres familier. Ti tusinder er blevet bragt til flygtninge- og interneringslejre i det nordøstligste Syrien.

Vi lægger ud med at bringe nogle af de lykønskninger, der prægede sejrsceremonien i byen Omar lidt øst for Islamisk Stats sidste ”hovedstad” Mayadin. Derefter beskriver vi kampenes forløb ved Baghouz gennem den sidste måned, og bringer en politisk kommentar til hele forløbet af kampen mod Islamisk Stat siden starten af den syriske borgerkrig.

Kort efter sejren i Baghouz fremkom der i medierne nye trusler om angreb på Nordøstsyrien både fra Erdogan og fra Assad, der blev tolket som mørke skyer for kurdernes umiddelbare fremtid. Men var det i virkeligheden blot teatertorden? Vi ser på de mange forhold på den internationale scene, der indenfor det sidste år har ændret situationen i Mellemøsten, i vid udstrækning til fordel for Nordøstsyrien og den kurdiske bevægelse mere generelt – helt frem til det nyligt afholdte kommunalvalg i Tyrkiet, der har svækket Erdogan og givet nyt håb for kampen for lokalt demokrati i de kurdiske dele af Tyrkiet.

Vi følger de kurdiske sultestrejker, der fortsat breder sig i byer rundt omkring i hele verden og i tyrkiske fængsler, hvor 7000 politiske fange idag er i sultestrejke. Vi formidler en forklaring på, hvorfor de gennemføres. Vi bringer en appel fra Feykurd Danmark, der gør opmærksom på det ansvar, der ligger på de danske politikere, danske medier og os danskere i det hele taget, for at gøre de tyrkiske myndigheder opmærksom på det uacceptable i de retsløse tilstande, der råder for kurderne og mange andre borgere i Tyrkiet.

Vi slutter med at se på bestræbelserne på at få sikret en fair rettergang for personer under Islamisk Stat, der er anklaget for krigsforbrydelser og overgreb mod menneskerettighederne.

 

 

Islamisk Stats territorium i Syrien øst for Eufrat er besejret

Lykønskningerne strømmer ind

Området omkring Deir-Es-Zor d. 23. marts 2019. Alle områder øst for Eufrat er befriet for IS, mens der i den del af Syrien, der beherskes af Assad stadig findes 3 mindre ørkenområder, hvor Islamisk Stat fortsat behersker territoriet. Dertil kommer mange skjulte IS-celler, især i de tæt befolkede områder i Eufratdalen. Festlighederne for fejringen af sejren ved Baghouz fandt sted lørdag d. 23. marts i byen Omar, 20 nordvest for Mayadin (Islamisk stats sidste ”hovedstad”) inden de endelige kampe fandt sted i Hajin-området fra efteråret 2018. Gult: SDF-beherskede områder. Rødt: Assad-beherskede områder. Gråt: Islamisk Stat beherskede områder.

Sejren blev fejret i byen Omar

Begivenheden blev fejret ved en ceremoni lørdag d. 23 marts i byen Omar ca. 15 km NØ for Mayadin. Lykønskninger kom ind fra hele verden.

YPG fejrede Newroz i Baghouz d. 20 marts under en pause i de sidste oprydningsaktioner omkring IS-teltbyen (se næste artikel)

Allerede d. 21. marts tog man mange steder i det nordøstlige Syrien forskud på fejringen af sejren over Islamisk Stat gennem afholdelsen af det kurdiske nytår Newroz. Der blev holdt store Newroz-arrangementer over hele Nordøstsyrien, selv i Baghouz, hvor kampene endnu ikke var slut.

Men de officielle festligheder blev henlagt til byen Omar 70 km. nord for Baghouz i en vis afstand fra Eufrat floddalen. Det fortæller lidt om den forsigtighed, der knytter sig til Islamisk Stats fortsatte tilstedeværelse som skjulte celler i Syrien. Blot et par dage efter festlighederne blev gennemført en operation i landsbyen Hawaij 10 km fra Omar, hvor SDF har meldt om sammenstød med IS-medlemmer. Som det også ses af kortet ovenfor, er der fortsat 3 mindre ørkenområder i det af Assad beherskede Syrien sydvest for Deir Ez-Zor, der beherskes af Islamisk Stat. Assads styrker vest for Eufrat  har i dagene efter fejringen af sejren ved Baghouz foretaget operationer i den nordlige del af disse områder, mens man har mistet kontakten til en iransk militsenhed, der efter at have krydset grænsen fra Irak er blevet beskudt af IS i den sydlige del af området. Et Islamisk Stat-netværk i Abu Kamal tæt på den irakiske grænse påstod d. 26. marts, at de blot indenfor 24 timer havde snigmyrdet 3 juniorofficerer fra den syriske hær.

Under ceremonien i Omar oplæste SDFs øverstkommanderende Mazloum Kobane en erklæring under tilstedeværelsen af  ledere fra den internationale koalition mod Islamisk Stat (bl.a. William Rubak), SDFs kommandører, repræsentanter for Nord- og Østsyriens Autonome Administration (AA), repræsentanter for de politiske partier og klanledere og notabiliteter fra det nordlige og østlige Syrien:

Den øverstbefalende for SDFs styrker Mazloum Kobane afgiver en erklæring om afslutningen af kampene i Baghouz under sejrsceremonien i Omar.

 

”På vegne af SDFs Generalstab, alle deres kæmpere, og alle vore allierede som kæmpede sammen med os i skyttegravene, offentliggør vi udryddelsen af det, der blev kaldt Islamisk Stats organisation, og afslutningen af dens herredømme over de sidste enklaver i Baghouz regionen.

Efter at vore styrker, til trods for vores egne beskedne potentialer gennem den heroiske modstand i 2012 og 2013, havde bekæmpet al-Qaeda organisationens terrorister og deres følgesvende, der plejede at modtage støtte og udstyr fra regionale styrker, blev vores områder angrebet af Islamisk Stat tidligt i 2014. Slaget ved Kobane blev symbolet på den globale modstand mod terrorismen og begyndelsen til Islamisk Stats nederlag. Nu, efter fem års kampe, står vi her for at erklære områderne tilbageerobret fra Islamisk Stat.

Vi er stolte af, hvad vi har opnået med resultatet af vores kamp mod Islamisk Stat og al-Qaeda, og af, at det har reddet næsten 5 millioner indbyggere af alle slags i det nordlige og østlige Syrien fra terrorismens klør, befriet 52 tusind km2 af det syriske territorium, og elimineret den terrorisme, der truede menneskeheden.

Sejren var meget omkostningsfuld med over 11 000 af vore styrker dræbt, både officerer og menige, der var civile tab, og over 21 000 af vore soldater blev sårede. Ved denne lejlighed, må vi tænke på disse store helte. Vi bøjer os for at ære martyrerne, og vi ønsker en snarlig helbredelse for vore sårede. For uden deres ofre, havde vi ikke opnået denne sejr.

På samme måde udtrykker vi vores dybeste tak til alle de, der bidrog og deltog i slaget mod terrorismen, især den Internationale Koalition mod Islamisk Stat.

Hovedfaktoren i SDF’s succes i slaget mod terrorismen har været dets tilegnelse af den demokratiske tilgang, principperne for den demokratiske nation, kvindernes frihed, principperne om sameksistens og folkenes broderskab, som bragte kurdiske, arabiske, syrianske, assyriske, turkmanske, tjetjenske og cirkasiske soldater samt de internationale styrker under SDFs flag.

Ligesom SDF har hjulpet folk i de befriede områder med at få opbygget deres administrative og sikkerhedsmæssige institutioner, vil SDF også skabe stabilitet i regionerne, så vores områder bliver i stand til at genopbygge deres administrative og lovgivningsmæssige indsats gennem demokratiske valg.

Afslutningsvis vil vi bekræfte, at slaget mod Islamisk Stats terrorisme vil fortsætte indtil den endelige sejr er vundet, og Islamisk stat helt er elimineret. Samtidigt beder vi koalitionens styrker om at støtte os i det nye trin i kampen mod IS’ terroristerne gennem fortsættelsen af præcise militære og sikkerhedsmæssige kampagner med henblik på helt at fjerne IS’s hemmelige militære tilstedeværelse.”

 

William Robak: Det var ikke lykkedes uden vore syriske partnere og det syriske folk

William Robak er tidligere ambassadør for USA  og USAs udsending for den internationale koalition mod Islamisk stat

I sin tale ved ceremonien sagde USAs udsending ved den internationale koalition mod IS, William Rubak bl.a.: ”På vegne af USA vil jeg sige, at vi ved, at det syriske folk har ydet en enorm strategisk indsats for den internationale koalition og dens partnere ved at udrydde Islamisk Stat og befri store områder. USA er stolt af at yde sin del af indsatsen blandt de 59 lande i den internationale koalition. Men vi ville ikke have været i stand til at udrydde IS uden vores alliance med partnerne i Syrien og de ofre, der blev ydet af den syriske befolkning. Vi sætter pris på SDFs og de irakiske sikkerhedsstyrkers ofrer og det mod de udviste gennem opnåelsen af denne sejr, og vi sender vor medfølelse til alle martyrernes familier. Vi har stadigt meget at gøre. Det står klart, at vi vil støtte koalisionens operationer mod Islamisk stat. Præsident Trump har sagt, at vi vil gøre hvad som helst, der er nødvendigt  for Syrien. Vi støtter Resolution Nr. 2254 for at opnå en fuldstændig politisk løsning for Syrien”. (se i øvrigt artiklen: Mørke skyer eller teatertorden, pkt.8: FN og Geneveprocessen er igen kommet på banen)

 

Mange lykønskninger strømmede ind til lejligheden:

Gen. Votel lykønsker SDF med sejren i Baghouz

Den øverstkommanderende for den amerikanske Centralkommando General Joseph Votel lykønskede de Syriske Demokratiske Styrker for at lede det endelige slag mod Islamisk Stat, og han forsikrede om en fælles kamp indtil der var opnået en varig nedkæmpelse af Islamisk Stat. I en officiel udtalelse skrev han bl.a.:

”USAs centrale kommando lykønsker de Syriske Demokratiske Styrker for at lede det endelige slag i udryddelsen af det såkaldte kalifat. Den omhyggelige tilgang til kampagnen var en mangeårig indsats gennemført i komplekse omgivelser, ledet af vore irakiske og syriske partnere, og understøttet af den USA-ledede multinationale kombinerede fælles task force, Operation Inherent Resolve. Vi og vores koalitionspartnere hilser de heroiske ofre fra de mænd og kvinder, der kæmpede sammen mod Islamisk Stat, og vi sørger over tabene af uskyldige civile, der blev fanget midt i terrorens tyranni. Selv om vores samlede anstrengelser førte til befrielse af mere end syv millioner befriede fra IS’ brutalitet, så anerkender vi også, at kampen ikke er slut. Vi forbliver forpligtede til at fortsætte vore bestræbelser på at forfølge og ødelægge resterne af Islamisk Stat, der prøver på at fortsætte som en oprørsgruppe. Vi vil fortsætte vores fælles kamp for at påføre Islamisk Stat det endelige nederlag”.

 

Brett McGurk takker SDF for deres historiske bedrift

I en hilsen fra den tidligere øverste leder af den globale koalition mod IS, Brett McGurk (der tog sin afsked i protest mod Trumps beslutning om at trække USAs styrker ud af Syrien), skriver han på twitter: ”I dag er det vigtigt at takke SDF for at lede denne kampagne så effektivt, udtrykke sin medfølelse over døde og sårede i slagene, og markere denne historiske bedrift i forsvaret for den civiliserede verden.” Se i øvrigt artiklen 23. januar 2019: Militære ledere i USA tager deres afsked. McGurk afslører Trumps uduelighed.

Præsident Macron roser SDF med sejren

Også den franske præsident Emmanuel Macron lykønskede SDF i en twitter: ”De syriske Demokratiske Styrker har meddelt at Islamisk Stats sidste bastion er faldet. Jeg sender min hyldest til vore partnere og styrkerne i den internationale koalition, som Frankrig er en del af. Vi glemmer ikke alle de, der ofrede sig selv for at udrydde Islamisk Stat. Det mål, der er nået idag er enormt. En afgørende fare for vores land er blevet udryddet. Men faren består fortsat og kampen mod terrorist grupper må fortsatte”.

 

 

Trump hylder De Forenede Stater for sejren i Baghouz

Og så kan vi jo ikke undlade til sidst at gengive, hvad præsident Trump fandt på at sige i anledning af sejren:

”Jeg er glad for at kunne meddele, at De Forenede Stater sammen med vore partnere i den globale koalition til bekæmpelse af Islamisk Stat, inklusive de irakiske sikkerhedsstyrker og de Syriske Demokratiske styrker, har befriet alle IS-kontrollerede områder i Syrien og Irak – 100% af ”Kalifatet”.

Bare for to år siden kontrollerede IS et enormt landområde i både Irak og Syrien. Siden den tid, har vi generobret over 20 000 miles2 og befriet millioner af syrere og irakere fra Islamisk Stats ”kalifat”. Islamisk Stats tab af territorium er  samtidigt et bevis på dets falske historie, som prøver på at legitimere et synderegister, der omfatter brutale mord og sprængning af børn, der er brugt i krig, samt seksuelt misbrug og mord af kvinder og børn. Til alle de unge mennesker på internettet, der tror på IS’ propaganda: I kommer til at dø, hvis i slutter jer til dem. Tænk i stedet på at få et godt liv. Selv om den slags kujoner af og til vil dukke op på overfladen, så har de mistet enhver prestige og magt. De er tabere, og vil altid forblive tabere.

Vi vil fortsat stå på vagt mod Islamisk Stat ved slutte op om de globale antiterrorbestræbelser, og bekæmpe Islamisks Stat lige indtil den er slået, ligegyldigt hvor den opererer. USA vil forsvare amerikanernes interesser hvor som helst og når som helst det er nødvendigt. Vi vil fortsætte med at arbejde sammen med vore partnere og allierede for fuldstændigt at smadre radikale islamiske terrorister”.

Kilder: ser her

 

 

Afslutningen af kampene i Baghouz

Den sidste måneds afsluttende kampe ved Baghouz har været en afgørende prøve for de kurdisk ledede SDF-styrker. Under hele den hidtidige kamp for at befri det nordøstlige Syrien for Islamisk Stats tyranni, har SDF hele tiden bestræbt sig på så vidt muligt at undgå tab, men også at sikre en respektfuld behandling af tilfangetagne IS-medlemmer. Det har de da også høstet stor anerkendelse for i de kommunikeer, der løbende er udsendt fra koalitionens side. SDF har endvidere systematisk sørget for at få etableret muligheder for flugtveje for civile i forbindelse med de offensiver, de har igangsat.

Men jo nærmere man er kommet de afsluttende kampe, hvor flugtvejene udtømmes, og hvor en stadigt større del af de tilbageværende IS-terrorister har hørt til ’den hårde kerne’, desto vanskeligere er det blevet at fastholde denne strategi: Det ’endelige slag’ ville let kunne få karakter af en ’udryddelse’ og en kamp til sidste mand. Sådan gik det da også ved kampene f.eks. omkring Mosul i Irak.

Men i Baghouz er det alligevel helt til det sidste lykkedes at åbne korridorer for civile, herunder et stort antal familiepårørende til IS-lejesoldaterne. Dermed reddedes ikke blot store skarer af civile, men det åbnede samtidigt op for en parallel overgivelse af mange de resterende IS-medlemmer, som alternativ til at intensivere bombninger og kamphandlinger.

D. 1 marts forlod over 200 IS medlemmer Baghouz sammen med deres familier, og overgav sig til SDF. Der var udenlandske medlemmer blandt dem.

Udviklingen siden midten af januar

Fra midten af januar havde SDF systematisk presset IS til konstant at flytte rundt på deres styrker syd for Hajin. Det åbnede op for flugtruter for de mange civile, der sad fast i området delvist som gidsler, der blev holdt som skjold mod SDF, delvist som pårørende til aktive Islamisk Stat-medlemmer. Omkring en måned senere blev IS tvunget sammen på et lille område i den sydligste del, kaldet Baghouz, hvor kampene og omgrupperingerne fortsatte på samme måde gennem de næste 2 uger, blot i en anden, mere lokal målestok, der har været vanskelig at afbilde kartografisk. Derigennem lykkedes det for yderligere et stort antal civile at flygte inden ”det endelige slag”, ligesom også mange IS-medlemmer i disse aktioner overgav sig.

Dagen efter færdigredigeringen af sidste nyhedsbrev d. 1. marts skete der en ny vending i udviklingen af kampene i Baghouz-området. Over 200 IS-medlemmer forlod Baghouz sammen med deres familier, og overgav sig til SDF. Der var udenlandske medlemmer blandt dem.

Det lykkedes desuden at befri en række medlemmer af SDF, der var taget til fange af IS. Talsmand for SDF, Mustafa Bali kunne derfor d. 2. marts meddele, at SDF på det grundlag vurderede, at der ikke var flere civile tilbage blandt IS i Baghouz-området og at den endelige operation mod området ville starte kl. 18 d. 2 marts. Dermed bliver de sidste kampe koncentreret i det område, der allerede i midten af februar var blevet angivet som IS’ sidste tilholdssted i Nordøst-Syrien, idet dog også den venstre flodbred af Eufrat (der ved området syd for Baghouz vender mod nord) blev en del af kampzonen.

Islamisk Stats angivne område i dagene efter d. 2 marts 2019

Styrkeforholdet op til de endelige kampe

Det blev på det tidspunkt vurderet, at der fortsat befandt sig ca. 1500 IS-lejesoldater i området. Heroverfor stod SDF med en styrke på 15000, støttet af flyangreb fra USA/ og den vestlige koalision, samt irakisk, iransk, og syrisk artilleri. Iranske og syriske regeringsstyrker var samlet syd for Eufrat, hvor de allerede inden det sidste slag gik igang, havde dræbt 7 IS-medlemmer,  der havde søgt at krydse floden over mod Abu Kamal.

Voldsomme kampe brød ud, efter at SDF søgte at trænge frem fra vest og nord. IS sendte adskillige selvmordsbombere på motorcykel mod SDFs linier, men de blev alle afværget i tide. Et stort IS-ammonitionsdepot blev ramt af et koalisionsangreb, der resulterede i en voldsom eksplosion.

D. 4 marts meddelte SDF dog igen, at de havde stoppet offensiven, da det havde vist sig, at der alligevel var et større antal civile, herunder børn, der blev holdt som menneskeligt skjold mod deres fremmarch, og også blev brugt som selvmordsbombere.

På en vej ved Baghouz stopper en SDF-soldat et barn, der er blevet sendt afsted som selvmordsbomber, og får afmonteret den påsatte bombe.

Men også de IS-medlemmer, der var tilbage, kunne igen få mulighed for at overgive sig. Det betød, at yderligere 200 lejesoldater, fortrinsvis af asiatisk og tyrkisk nationalitet overgav sig til SDF i den nordlige del af det tilbageværende IS-område af Bagouz.  SDF vurderede dog på det tidspunkt, at det kun i mindre grad ville komme til at påvirke operationen, som man fortsat forventede at afslutte relativt hurtigt.

 

De sidste kampe kom til at trække ud i tre uger

Men sådan gik det ikke. De afsluttende kampe kom til at vare over 3 uger.

Det viste sig nemlig, at antallet af civile familiemedlemmer var langt større end antaget. SDF åbnede en korridor nord for Baghouz, hvor kommandør Ahmed Sultan fra Jaysh al Thuwar (en stor bredt sammensat gruppering under den frie syriske hær, der tidligt blev allieret med YPG og senere SDF) tog åbent imod IS-familierne, trods den spændte situation.

Kommandør Ahmed Sultan fra Jaysh al Thuwar tager imod IS familier, der er flygtet gennem SDFs korridor nord for Baghouz d. 5 marts. Trods den spændte sammenhæng blev de modtaget på meget human vis.

Alene på denne dag blev 3500 personer evalueret fra det sidste IS-territorium. 500 af dem var IS-soldater, der overgav sig til koalitionsstyrkerne. Derudover fik man befriet 5 SDF-medlemmer, der var blevet holdt i fangenskab.

Lejesoldater fra Islamisk Stat, der har overgivet sig til SDF, bliver behandlet mere kontrolleret i forbindelse med overgivelsen, end deres familier

Men også antallet af tilbageværende hårde Islamisk Stat-kæmpere havde vist sig at være meget større end formodet. En del af disse var imidlertid blevet dræbt gennem de foregående tre dage på grund af intensive fly- og artilleriangreb fra koalitionens styrker – omfanget er meget svært at give et bud på – en kilde angiver et dødstal på over 2500.

Placeringen af ISIS telt byen øst for landsbyen Hawi al-Dandal – det sidste tilholdssted for Islamisk Stat øst for Eufrat. I løbet af marts måned blev teltbyen skiftevis gennem hårde kampe og åbning af flugtmuligheder presset stadigt længere mod øst til det høje klippevæg op mod Baghouz-plateauet, hvor nedkæmpelsen af den sidste modstand har fundet sted.

Den militære hovedindsats blev rettet mod den såkaldte IS telt by, der lå i landbrugsområdet øst for landsbyen Hawi al-Dandal. Her havde IS forskanset sig med en tæt minering af området, så det var vanskeligt at komme til. Men efterhånden blev IS fortrængt, længere og længere mod øst, hvor de især skjulte sig i et netværk af tunneller, der løb under jorden og ind under den høje klippe, der rejser sig langs Eufrat og nordpå, op til Baghouz-plateauet.

En lille teltlejr i IS-teltbyen for en lejesoldat fra Islamisk Stat eller måske en hel IS-familie, fotograferet af en YPG-soldat.

De mange pauser i kampene gav imidlertid mulighed for at befri mange civile, ikke mindst børn, der så deres snit til at løbe væk. Således lykkedes det d. 6 marts at befri 4 Shiabørn fra Talafar (vest for Mosul) samt 10 Yazidi-drenge fra Sinjar-området.

Shia-dreng fra Talafar vest for Mosul, Irak, befriet sammen med 3 andre Shiadrenge af SDF i Baghouz, d. 6 marts. Samme dag blev endvidere 10 Yezidi-drenge fra  Sinjar-området befriet.

Flere grupper fra SDF opererede især fra byen Baghuz Fawqani, nord for Hawi al-Dandal, herunder bl.a. Northern Democratic Brigade, en milits under den Frie Syriske Hær fra Aleppo-området, med tilknytning til YPG i Afrin. Også mange andre mindre militser under FSA, bl.a. fra den sydlige del af Idlib-området, har knyttet sig til Northern Democratic Brigades, Jaish al-Thuwar eller andre grupper under SDF og deltog  i kampen mod Islamisk Stat øst for Eufrat.

Enhed fra Northern Democratic Brigade (under Den Frie Sytriske Hær) på fronten ved Baghuz Fawqani nord for IS-teltbyen.

En tæt overvågning af området var nødvendig hele tiden, da der optrådte mange tilfælde af militære udbrud og ukontrollerede flugtforsøg. Et sådant forsøg skete den 10 marts, hvor en gruppe IS-lejesoldater forsøgte at flygte fra Baghouz, men blev fanget af YPG og koalisionsstyrker. Det blev i den forbindelse angivet, at mere end 400 var blevet fanget på denne måde.

Det medførte også, at flyangrebene og kampene optrappedes i udkanten af teltlejren, for at skubbe IS yderligere  mod øst langs floden over mod Baghouz-plateauet. Men det blev også fra SDF officielt tilkendegivet, at det ville gå langsomt for at minimere tabene. Endnu engang blev det påpeget, at der nu kun var IS familier tilbage i teltbyen i Baghouz, ligesom det blev understreget, at familierne blev brugt som menneskeligt skjold. I den følgende uge blev der dog også udsendt videoer fra Islamisk Stat, der viste at også IS-kvinder var direkte involveret i kamphandlingerne mod SDF. Senere blev disse oplysninger dog afvist af koalitionen, der stemplede det som falske forklædninger, der dækkede over flugtmuligheder eller skjulte selvmordsaktioner.

IS billede af kvinder og børn, der forsvarer telt byen i Baghouz, i midten af marts. Nogle dage senere advarede koalitionen dog IS mod at bruge menneskelige skjold, og klæde lejesoldater ud som kvinder i det sidste forsvar af Baghouz: ”Fjenden bruger fortsat civile som skjold, lige som de klæder sig i kvindelige gevandter for enten at kunne undslippe, eller kunne sprede død ved at bære selvmordsveste”, skrev koalitionens officielle talsmand til @VOANews.

De fremrykkende kampe foregik især i de følgende nætter (omkring d. 12 marts), hvor SDF især eliminerede køretøjer, ammonitionsdepoter og forsvarsposter, mens de selv indtog nye positioner. I de følgende 4-5 dage blev omkring 85 IS-lejesoldater dræbt, mens 5 fra SDF mistede livet og måske ca. 20 blev sårede. Ca. 1300 IS-lejesoldater med deres familier overgav sig til SDF. Det blev de afgørende afsluttende kampe.

To soldater fra de kurdiske kvinders beskyttelsesenheder (YPJ) fjerner IS’ flag over Baghouz og placerer i stedet for YPJs fane

D. 15 marts om eftermiddagen blev to selvmordsaktioner igangsat, da forældre med børn sprang sig selv i luften foran SDF i den foreste del af den humanitære korridor. Det igangsatte voldsomme sammenstød, og skyderier med både lette og tunge våben kunne høres resten af dagen.

Store mængder våben (på vejen) og ammunition (på fortorvet til venstre), som IS har måttet efterlade i Baghouz.

I en udtalelse fra SDFs talsperson Kino Gabriel d. 17. marts om situationen i Baghouz blev anført, at 1600 fra Islamisk stat var blevet dræbt, mens 25 000 var blevet taget til fange. Tabet for SDF var 82 dræbte og 61 sårede.  Hvor langt denne statistik rakte tilbage, var dog ikke klart. På baggrund af information fra tilfangetagne IS-medlemmer vurderede Kino Gabriel, at der fortsat var ca. 5 000 IS-soldater med deres familier tilbage i Baghouz – et overraskende stort antal i forhold til, hvad der tidligere havde været angivet. Men samtidigt angav han også, at størstedelen af de IS-militante i Baghouz havde overgivet sig.

På dette tidspunkt var teltbyen efterhånden blevet presset så meget mod øst lang floden, så den lå helt ind mod bjergsiden op mod Baghouz-plateauet, og muligvis kan det store antal IS-soldater have skjult sig i huler og tunneller i dette område.

Talsmand for SDF Kino Gabriel opsummerer d. 18. marts situationen omkring Baghouz sammen med en repræsentant for  YPJ: 1600 IS dræbte, 25 000 tilfangetagne, 82 SDF dræbte, 61 sårede.

Natten til d. 18. marts gik styrker fra SDF ind i IS-teltlejren fra nord. Nogle IS-modangreb blev forpurret, men kampene fortsatte hele dagen. Ifølge IS blev 5 YPG-soldater dræbt, herunder en italiener, Lorenzo Orsetti, hvis identitetspapierer blev overgivet af IS til Arnaq News. Udviklingen i kampene tirsdag d. 19. marts er gengivet på nedenstående kort, der viser, hvordan IS blev presset helt ud til flodbredden.

Placeringen af IS’ teltby d. 19 marts, hvor den blev angrebet af SDF nordfra, og indskrænkedes til en smal stribe langs floden ind mod Baghous-højdedraget.

 

Samme dag overgav ifølge SDF 1000-1500 personer, herunder hundreder af IS-lejesoldater sig til SDF, der meddelte, at de nu havde taget fuld kontrol med Baghouz, selv om operationerne mod IS endnu ikke var afsluttet. En talsmand for Pentagon meddelte i den forbindelse , at SDF i en særoperation havde arresteret fem personer fra en gruppe, der kunne sættes i forbindelse med det selvmordsangreb i Manbij nord for Aleppo, der kostede mange syrere samt fire amerikanske soldater livet d. 17. januar i år, se artiklen 23. januar 2019: Grænsepatruljeringerne omkring Manbij intensiveres.

D. 19 marts indtog SDF telt byen i det sydlige Baghouz. Her overgiver en stribe sårede IS-krigere fra en lang række lande sig til SDF, der overførte dem til behandling på nærliggende militære lazaretter.

Herefter intensiveredes igen koalitionens fly- og artilleriangreb. Derimod stoppede SDF ifølge SOHR fremmarchen mod landbrugsejendommene nær floden, på grund af tætheden af miner. For at undgå flere (kontra)selvmordsangreb trak de sig endda delvist tilbage.

Rester af IS teltbyen i det sydøstlige Baghouz d. 19. marts

I de følgende dage gik SDF igang med oprydningsaktionerne, der varede frem til den 23. marts. Man ryddede miner, gik igennem IS tunneller, skyttegrave og halvt ødelagte bygninger, samtidigt med at der foregik spredte kampe og angreb fra koalitionens side – især i nattetimerne. Nogle kontraangreb blev afværget. Det lykkedes en selvmordsbomber at komme i kontakt med SDF og såre en soldat. Et stort antal personer blev reddet i forbindelse med disse aktioner, herunder 7 Yasidier. Mange var dog også stærkt svækkede, og det kom frem at 12 personer var døde under den lange transport fra IS-enklaven til internerings- og flygtningelejrene, hvor sundhedspersonale kan tage sig af dem.

Men selv 1½ uge senere, d. 3. april, meldtes om fortsatte bombninger og mindre træfninger i grottesystemet inde i klippen under Baghouz-plateauet.

 

Røde Kors delegation besøger al Hol lejren

Ifølge det Internationale Røde Kors (ICRC) var den vigtige Al Hawl flygtningelejr øst for Hasakah omkring d. 20. marts nu kommet op på at rumme 71 624 personer. Det er ca. 50% flere end lejrens hidtidige kapacitet. Over halvdelen er børn.

En delegation fra Røde Kors’ internationale kommittee ankom til et 5-dages besøg i al-Hol d. 20 marts.

Lederen af Røde Kors’ internationale kommité, Peter Maurer har været på et 5-dages besøg i Al-Hol-lejren. Efterfølgende udsendte han denne udtalelse:

”Jeg har set de barske betingelser i lejren, som nu er vært for over 74 000 mennesker. Der har været ydet en stor indsats for at kunne tage sig af de ti tusinder af mennesker, der strømmer til lejren. Behovene i lejren er enorme, og overstiger dens  kapacitet til at tage imod de mange ankomne.

De er alle sammen mennesker, der fortjener en human behandling, og vi må ikke tillade opflammende tale om udenlandske lejesoldater, der afleder os fra de lidelser, der skyldes den humanitære nødsituation, der finder sted i det nordøstlige Syrien i dag.

Vi appellerer staterne om at udvise mod i denne sag: at behandle enhver på en human måde, der respekterer deres værdighed og er i overensstemmelse med loven, indbefattet en retfærdig rettergang, genforening med familien, hvor det er muligt, og  sikrer flere ressourcer, der giver mulighed for en tilstrækkelig humanitær støtte. Vi gør det bedste vi kan i al-Hol lejren, sammen med Det Syriske Arabiske Røde Kors, for at skaffe mad til de nyankomne i lejren,  sikre vandforsyningen, telte, basal  lægehjælp og genetablere kontakten blandt familier. Men det er klart, at meget mangler at blive gjort: Flere boliger, mere mad og rent vand, bedre sanitet og flere sundhedsydelser.

Volden er endnu ikke afsluttet andre steder i Syrien efter denne katastrofale konflikts otte år. Der har været en optrapning af kampene og volden fornyligt i nogle områder i Idlib og dets omgivelser. Ti tusinder har måttet flygte som resultat af denne nye bølge af fjentligheder. Enhver fornyet vold vil uundgåeligt  forværre situationen.”

Blandt den sidste gruppe på omkring 5 000 civile fra Baghouz-området – der næsten udelukkende bestod af familier til IS-lejesoldater eller IS-støtter – som overgav sig i den sidste uge af kampene, forventedes det omkring d. 24. marts, at ca. 3 000 af disse snarest ville blive overført til Al Hol, der så vil rumme 77 000 flygtninge. Baseret på officielle kurdiske kilder angiver nyhedsbureauet AFP, at mere end 9 000 af disse flygtninge er udlændinge, heraf størstedelen børn.

 

Nogle af de sidste IS-familier i Baghouz-teltbyen, der overgav sig til SDF

Kilder: se her

 

 

Islamisk Stat proklamerede sit nederlag med et stort angreb på kurderne

Af Aziz Koyluglo

Islamisk stat har været en stor fare for menneskeheden. Så hele verden og de, der repræsenterer humanismen, er kommet til et punkt, hvor der er mennesker, der bekæmper den. De har været lysets modstand stillet overfor mørkets kræfter. På samme måde som de, der repræsenterer de humanistiske værdier styrer mod de steder, hvor kampen foregår, tilslutter repræsentanter for mørkets kræfter sig Islamisk Stats rækker. Visse lande har udnyttet denne situation til at lede en filtreringsproces indenfor landene. Ikke mindst de europæiske lande benyttede krigen i Syrien og Irak som en mulighed for at slippe af med ekstremisterne. Så da disse ville til Syrien, åbnede landene vejen for dem, og støttede deres rejse. Det gjaldt ikke bare de europæiske lande, men også de asiatiske lande og Rusland.

Mange regionale og internationale lande var vidne til, hvordan Islamisk Stat underlagde sig store områder i Irak og Syrien. Ifølge disse lande skulle Assads styre i Syrien og Nuri al-Malikis magt i Irak væltes af pinden. Lande som Qatar og Tyrkiet havde søgt at ændre kortet over Mellemøsten gennem organisationen Det Muslimske Broderskab, der blev klassificeret som terrorister, og den tyrkiske stat forsøgte ivrigt at genskabe det Ottomanske Imperium.

Mange opfatter Islamisk Stat som en bevægelse, der først blev dannet i 2014. Men realiteterne er ganske anderledes. Den blev dannet i 2003 af Abu Musab al-Zarqavi, en højtstående leder af al Qaeda. Gruppen blev dannet i september 2003 under navnet Tawhid wal Jihad gruppen.

Efter Zraqawi’s død i oktober 2006 proklamerede Mujahidin Shura Rådet dannelsen af  ’Islamisk Stat i Irak’. Abu Omar al-Baghdadi blev udråbt til emiren for den nye organisation. Efter Abu Omar al-Baghdadis død blev hans krigsminister, Abdul-Ayyub, leder af Islams Stat i Irak. I april 2010 blev Abu Bkr al-Baghdadi leder af Islamisk Stat i Irak, selv om mange ikke kendte ham på det tidspunkt. En overgang havde han været arresteret af USAs styrker.

 

Beslutningen om at støtte prædikanten blev taget i Tyrkiet

D. 1. juni 2014 blev der holdt et møde i Tyrkiet, med Qatar, Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) [ledet af den konservative klanleder Massoud Barzani i Nord-Irak, jb] og en række andre lande. På det møde blev grundstenen til Islamisk Stats offensive plan i Syrien og Irak lagt, så disse lande og grupper kunne intervenere i Syrien og Irak i overensstemmelse med deres interesser.

 

Islamisk Stat blev dannet på grundlag af anti-amerikanisme

I Irak erklærede Islamisk Stat krig mod USA. I denne krig blev de støttet af mange lande, enten direkte eller indirekte. Lige gyldigt hvor indbyrdes modsætningsfulde disse lande er på en række områder, er de enige om en anti-amerikanisme. Denne har sit udspring to steder. På den ene side troede den tyrkiske stat, at Amerika ville etablere en kurdisk stat i Irak, og at de samtidigt ville styrke shiiternes indflydelse. På den anden side stod Syrien og Iran. Iran så USA’s tilstedeværelse i Mellemøsten som en antagonisme, hvorfor Iran havde ydet en betragtelig støtte til grupper knyttet til Islamisk Stat gennem Syrien, hvor hundredevis af Sunni arabere krydsede grænsen til Irak fra Syrien og bekæmpede USA.

 

Syrien, Iran og Irak støttede Islamisk Stat

Den Syrisk-Irakisk-Tyrkiske aftale er stærk, baseret på Anti-Amerikanisme i Irak. Resultatet har været, at Islamisk Stat er blevet en del af denne aftale. Særligt Iran har ønsket at få omformet sunnigrupperingerne. Tyrkiet ønskede også at styrke udviklingen af disse grupper. Denne Syrisk-Iransk-Tyrkiske aftale mod Amerika udviklede sig til en iransk-tyrkisk krig i Irak.

 

Islamisk Stats partnere sloges indbyrdes

På grund af USA’s fravær i Irak, eller i hvert fald mindre tilstedeværelse, blev grupper som Islamisk Stat en hovedpine for Iran og Syrien. Den tyrkiske stat opfattede det som en kærkommen mulighed. Tyrkiet speedede sine bestræbelser på at styrke Islamisk Stat op gennem dets konsulat i Mosul. Efter de interne kampe og erobringen af Mosul, og for ikke at afsløre Tyrkiets forbindelse med Islamisk Stat, opfandt Tyrkiet en historie om Islamisk Stats tilfangetagelse af personalet på konsulatet i Mosul. Det var Tyrkiets iscenesættelse for at skjule deres forbindelse.

 

Islamisk Stat gjorde en strategisk fejltagelse ved at angribe kurderne

Da Islamisk Stat vendte sig mod Baghdad og Damaskus, stoppede de pludseligt deres angreb mod de irakiske og syriske regimer og rettede i stedet angrebene mod kurdernes områder. Så begyndte IS at rette sig efter den tyrkiske Stats krav og interesser ved udelukkende at se på deres interesser. Men det var virkelig en stor strategisk fejltagelse. Særligt efter det offensive angreb på Kobane erkendte nogle af terroristerne det.

Den tyrkiske stat ønskede at fange mere end én fugl på taget ved hjælp af Islamisk Stat. De krav, som Tyrkiet ikke havde været i stand til at få indfriet på grund af international lovgivning, indfriede Islamisk Stat. Med andre ord, Islamisk Stat blev repræsentant for den tyrkiske stat. Tyrkiet opfattede Rojavas føderale regioner som en svaghed for Tyrkiet, der mente, at disse områder skulle have været nedlagt. Tyrkiet så i det, som kurderne opnåede, en ny fare, der måtte elimineres. Islamisk Stat bekæmpede først og fremmest kurderne for den tyrkiske stats skyld.

 

Islamisk Stat er en del af Det Islamiske Broderskab

Baseret på illusionen om at genskabe det Osmanniske Rige har Tyrkiet prøvet på at erobre landområder fra Egypten til Irak. Jeg må understrege, at det viser sig som en udstrækning af Det Muslimske Broderskabs indflydelse. For Den Tyrkiske Stat under Erdogan, er han ikke bare leder af Det Muslimske Broderskab, han er også leder af Islamisk Stat.

 

Islamisk Stat angriber verden på vegne af Tyrkiet

Under indtryk af frygten for Islamisk Stat på grund af de operationer som den har gennemført imod de europæiske lande, Amerika og Rusland, har den Tyrkiske Stat bragt verden, og ikke bare Mellemmøsten, under tyrkisk indflydelse. Efter den russisk-tyrkiske Astana-aftale er angrebene mod Rusland stoppet.

Islamisk Stat er i dag blevet besejret i dens sidste territorium i Deir Ez-Zor. Det er ikke bare et nederlag for Islamisk Stat. Det er først og fremmest et nederlag for Tyrkiet.

 

Oversat af Jesper Brandt

Kilde: Se her

 

Mørke skyer eller teatertorden?

9 grunde til at Nordsyrien har fået styrket sin position overfor Assad og Erdogan

Det aktuelle trusselsbillede mod Nordeøst-Syrien: Assad ønsker at genvinde det nordøstlige Syrien, ligesom han har genvundet store dele af det øvrige Syrien. Tyrkiet ønsker at ekspandere ind i det nordøstlige Syrien under påskud af at skabe en sikkerhedszone mod kurdisk indflydelse. Men er disse trusler reelle mørke skyer, eller er det teatertorden, der dækker over en stigende magtesløshed?

Det har i dansk presse været fremme, at Assad ønskede at genvinde de kurdiske områder i Nordøst-syrien. Da der samtidigt har været vedholdende meldinger om, at Erdogan ønskede at gå ind i det nordøstlige Syrien for at ”skabe en sikkerhedszone mod kurderne” har det givet anledning til bekymring om, hvorvidt de syriske kurdere, efter at Trump har meddelt, at USA ønsker at trække sig ud af Syrien, nu bliver prisgivet Assad eller Erdogan, selv om de netop har fået fjernet de sidste rester af Islamisk stat fra hele den del af Syrien, der ligger øst for floden Eufrat.

Der er næppe tale om tomme trusler. Truslen om en invasion af de kurdiske områder i Syrien er nok et af de stærkeste kort, Erdogan har, hvis han skal beholde sin stadigt mere autoritære magt over Tyrkiet baseret på bestræbelserne på at genskabe Det osmanniske Riges storhed med ham som enehersker. Alvoren i truslen viste sig så sent som d. 30. marts, hvor den øverstkommanderende for SDF, General Mazlum Kobane, udtalte, at ”hvad angår Tyrkiet, er det ikke i vores interesse at komme i krig med Tyrkiet. Vi ønsker ikke at slås med Tyrkiet. Det har været vores holdning helt fra starten.” Samtidigt udgør SDF og den Nordøstsyriske Autonome Administration tydeligvis den største udfordring for Assad i hans bestræbelser på at bevare sin uindskrænkede magt over Syrien.

Men det er svært at forestille sig de to interesser forenet. Hvis Assad skal have blot den mindste chance for at bevare sin hidtidige magt, må han som minimum bestræbe sig på at sikre Syrien som en national enhed. Det lader sig ikke gøre isoleret med den ’koloniale politik’, Tyrkiet hidtil har ført i Syrien. Hertil kommer, at SDF som militær styrke efterhånden har fået et omfang, der mageligt kan konkurrere med Assads styrke, og som formentlig også vil udgøre en alvorlig udfordring for Tyrkiet, hvis man derfra forsøger at gennemføre en invasion af Nordøstsyrien.

Vigtigere er det imidlertid, at der er mange forhold på den internationale scene, der i den seneste tid har ændret sig så mankant, så man godt kan fristes til at mene, at selv om man måske nok stadigt kan få mange til at tro på disse trusler, så må de nok først og fremmest opfattes som teatertorden, der afspejler et verdenssyn, som ikke længere ser ud til at have hold i virkeligheden.

Vi skal i det følgende give en række eksempler på, hvorledes disse ændringer ser ud til at gøre det stadigt vanskeligere at komme udenom Nordøstsyrien som en vigtig brik i udviklingen af Syrien, og formentlig også mere generelt i Mellemøsten:

1. Forsoning eller befrielse

For det første udtrykte man sig ikke helt så bombastisk fra officiel syrisk side, som anført i overskrifterne: Den syriske forsvarsminister, Ali Abdullah Ayoub, udtalte sig om situationen i de autonome områder i det nordøstlige Syrien på en pressekonference i Damaskus med de militære stabschefer fra Iran og Irak. Her sagde han: ”Den syriske regering vil tage sig af denne sag på én af to måder. Enten ved en forsoningsaftale eller ved at befri området, som de kontrollerer, med magt.” De nordøst-syriske myndigheder har hele tiden fastholdt, at de ønskede en forsoning, også selv om forhandlingerne er gået trægt (se artiklen 6. oktober 2018: Udvikling i forhandlingerne mellem Nordsyrien og Damaskus i august og september 2018). Når en syrisk forsvarsminister endda i en militær sammenhæng eksplicit fremhæver muligheden af en forsoning, kan det kun opfattes som et udtryk for, at i hvert fald nogle involverede parter i en sådan beslutning i Damaskus lægger megen vægt på at forfølge en sådan forsoningsmodel, hvis alliancen skal holde.

 

2. Benægtelse af Tyrkiets besættelser og SDFs sejr

Også i Syrien er forsvarsministerens udtalelser blevet flittigt citeret og kommenteret. Men mange, ikke mindst i Nord-Øst-Syrien har især hæftet sig ved, at viljen til at genvinde de nordøstlige områder ikke syntes at være fulgt op af tilsvarende ønsker om at få Afrin og de besatte dele af Shahba-området befriet for tyrkisk besættelse. Lederen af Syriens kurdisk demokratiske parti (dannet i 1978), Jamal Sheikh Baqi har således påpeget, at der i realiteten var fire, og ikke tre parter med ved mødet, idet ”den tyrkiske stat ikke havde været langt væk fra mødet, da disse fire lande gennem lange tider havde været fjentlige overfor kurdernes legitime rettigheder, og da de tyrkiske holdninger også dukkede op på mødet”. Sheikh Baki finder forsvarsministerens udtalelser meningsløse, og har en helt anden forklaring på dem: ”Ingen kan benægte eksistensen af folket. Med disse udtalelser ønsker regimet at benægte SDFs sejre. Disse trusler kan ikke løse problemerne eller opbygge et nyt Syrien.”

19 politiske partier i Nordøstsyrien har appelleret til det syriske regime om at stoppe truslerne, og i stedet gå i dialog om at løse den syriske krise. I en fælles udtalelse pointerer de, at ”de dele af Syrien, der er behov for at få befriet er de områder, der er under kontrol af en tyrkisk besættelse, såsom Idlib, Shahba-området (al-Bab, Azaz, Jarablus) og Afrin. Regimet bør indtage en fjentlig holdning til den tyrkiske besættelse, frem for vores områder”. Og de understreger, at den syriske regerings trusler kun vil skabe fjentligheder og modstand blandt kurdiske, arabiske, syriakkiske og andre befolkningsgrupper i området. Truslerne tjener ikke Syriens enhed og tjener ikke friheds- og fredsinteresserne. De opfordrer regimet til at gå igang med en dialog.

 

3. USA opgraderer deres styrke og bliver i Syrien i lang tid endnu

Præsident Trumps beslutning lige før jul om at trække de amerikanske styrker ud af Syrien har afstedkommet en heftig diskussion i den amerikanske ledelse. Der findes fortsat kræfter i USA, der ikke mener, at USA mere har nogen interesser at varetage ved at støtte udviklingen i Nordøstsyrien (som f.eks. den tidligere USA-ambassadør i Syrien under Obama, Robert Ford, se Berman, 2018).  Men de har tabt terræn i den senere tid. Fra at skulle trække alle styrker hjem hurtigt, ændredes dette i januar til at der skulle bevares en stab på 200 rådgivere, med henblik på at de resterende skulle erstattes af styrker fra de øvrige lande i den internationale alliance mod Islamisk stat, først og fremmest fra Europa. Denne stab blev i midten af februar udvidet og præciseret til at skulle omfatte en styrke på 400 mand, der skulle forblive i Syrien, hvoraf 200 i Nordsyrien skulle suppleres af 800-1500 soldater fra Europæiske allierede. I midten af marts kunne Wall Street Journal så meddele endnu et skift i USAs politik, med en beslutning om at lade 1000 soldater blive i Syrien, hovedsageligt begrundet i, at de skulle medvirke til at undgå, at Islamisk Stat vender tilbage, samt for at modvirke Irans indflydelse. Siden er der nævnt tal på 2000 tilbageværende. Antallet er næppe afgørende, men derimod det signal, som det sender til både Erdogan og Assad om ikke at gribe ind i Nordøstsyrien, som anses som en garant for den fortsatte bekæmpelse af Islamisk Stat og de autoritære strømninger, der har knyttet sig til den.

USAs statssekretær Mike Pompeo advarede på NATOs 70 års fødselsdag d. 4. apri Tyrkiet mod ødelæggende følgevirkninger af ethvert angreb mod Nordøstsyrien

Så sent som d. 4. april har USAs statssekretær Mike Pompeo på et møde i anledning af NATOs 70 års fødselsdag advaret sin tyrkiske modpart Mevlüt Cavusoglu mod de “potentielt ødelæggende konsekvenser’ af en hvilken som helst militær aggression mod det nordøstlige Syrien. Som SDFs general Mazlum Kobane skrev i en twitter d. 25. marts: ”Præsident Trump’s beslutning om at efterlade nogle amerikanske styrker i Syrien er helt afgørende for den næste fase i kampen mod Islamisk stat … Den trussel som Islamisk Stat udgør er langt fra at være helt udryddet”. Generalen fremhævede i den forbindelse i særlig grad @CENTCOM’s general Votel og præsidentens tidligere særlige udsending for den globale koalision mod IS, Brett McGurk, som han begge takkede for deres indsats. Ifølge Berman, 2019 har kun få af de 2 200 udstationerede amerikanere i Syrien været direkte involverede i kamphandlinger. De har været involveret i træningsprogrammer, beskyttelse af den syrisk-tyrkiske grænse, foretaget patruljeringer eller har ydet sikkerhed ved transportkonvoyer ind og ud af det østlige Syrien.
Men en fortsat amerikansk tilstedeværelse i Nordøstsyrien har afgørende betydning f.eks. for muligheden af at kunne gennemføre et de facto flyforbud over Syrien. Tilstedeværelsen har også vist sig mere generelt i USAs vigende vilje til at levere militært udstyr til Tyrkiet. Således er USA nu officielt ved at stoppe deres forberedelser af levering af F-35 fly til det tyrkiske militær, da man ikke finder det foreneligt med den samtidige levering af det russiske raket-system S-400.

 

4. Assads Syrien har fortsat store problemer med Islamisk Stat, Al Qaeda og andre terrorgrupper

Assad har med russisk og anden hjælp fået tilbageerobret en stor del af det vestlige Syrien, herunder flere områder behersket af Islamisk Stat, men ikke alle. Især i ørkenen syd og vest for Deir-Ez-Zor er Islamisk Stat fortsat aktiv og yder alvorlig modstand mod både Assad og Iranske militser. Men realiteten er også, at de fleste af Assads problemer med oprørslommer i Vest-Syrien blot er blevet samlet i ét stort område i og omkring provinsen Idlib, der idag er blevet en højborg ikke blot for Al qaeda, men også for grupper med tæt tilknytning til Islamisk stat. Disse grupper støttes eller dirigeres mere eller mindre alle af det tyrkiske militær, der er udstationeret i hele Idlib-området. Som Mellemøst-journalisten Robert Fisk har formuleret det i en artikel i The Independent for nyligt: ”Der er stadigt masser af Islamisk Stat-krigere under våben og parat til at slås i den syriske provins Idlib, sammen med Hayat Tahrir al Sham, al- Nusra og al-Qaeda kammeraterne –  næsten omringet af de syriske regeringstropper, men med en smal korridor, som de vil kunne undslippe igennem til Tyrkiet; for de regner til enhver tid med, at Sultan Erdogan vil slippe dem ind”.

5. Rusland er i stigende grad afhængigt af SDF

Rusland har stærke militære interesser i at kunne bevare deres flådebase og deres politiske inflydelse i Syrien. Det kan de kun, hvis de fremover kan sikre en fungerende syrisk stat. Derfor har Rusland en stærk interesse i at få fremmet en forsoningsproces mellem Assad og Nordøst-Syrien. Fra Tyrkisk side fremhæver man ofte, at Moskva ikke har reageret, når Tyrkiet har omtalt militære operationer mod SDF i det nordøstlige Syrien, på samme måde som Rusland reelt også accepterede invasionen af Shahba-området og Afrin. Men stadigt flere kommentatorer hæfter sig ved, at til trods for tilnærmelsen mellem Tyrkiet og Rusland i Syriensspørgsmålet, har præsident Erdogan hverken fået velsignelse til, eller grønt lys fra Putin tilat kunne angribe Nordøstsyrien. Tværimod er stemningen i Rusland i stadigt sigende udstrækning vendt mod Tyrkiets ekspansive planer i Syrien.
Således har Stanislav Ivanov, en ledende forsker ved Center for International Sikkerhed under Institut for Verdensøkonomi og Internationale Forhold ved det russiske videnskabsakademi, skrevet en artikel til avisen Nizavisimaya Gazeta med titlen ”Den tyrkiske præsident klæder sig ud som om han bekæmper terrorister”, hvor han beskriver Erdogans krav om at kunne indlemme yderligere arealer af Syrien under Tyrkiets kontrol:
”Erdogan stræber efter rollen som Sultan af de nye Ottomanske Emperium, med en manisk målrettethed mod at oprette en såkaldt bufferzone på syrisk territorium, der grænser op til Tyrkiet. Syriens borgere, mænd og kvinder fra de kurdiske styrker, der har slået Islamisk Stat, udgør ikke nogen trussel mod Tyrkiets sikkerhed. Gennem de otte år, den syriske borgerkrig har varet, har de syriske kurdere ikke en eneste gang brudt den Syrisk-Tyrkiske grænse eller igangsat noget som helst angreb mod tyrkiske grænsevagter eller soldater. Det hele forholder sig stik modsat: Gennem to militære operationer, har Tyrkiets væbnede styrker skudt op i luften og fyret fra tanks og artilleri ind over grænsen til Syrien. Erdogans tendenser i Syrien bliver klarere og klarere, og det ville være logisk om det internationale samfund stoppede ham. Det er altså sådan, at det politiske spil, som verdens ledere foretager sig med Erdogan, og som klart ignorerer hans ambitioner i det nordlige Syrien, udelukkende uddyber konflikten i dette land. Det ser ud til at Ankara, under påberåbelse af at ville bekæmpe kurderne, har til hensigt at udvide dets tilstedeværelse i Syrien.
Det er svært at forestille sig, at Rusland vil kunne støtte en yderligere tyrkisk annektering af Syriske områder, hvis en samlet syrisk stat fortsat skal kunne garantere en russisk flådebase og politisk indflydelse i Syrien.
SDF er en vigtig brik i en sådan garanti.


6. Tyrkiets indblanding i Syrien er blevet afsløret for alverden 

Den opfattelse af Erdogan, der er givet udtryk for i punktet ovenfor, bliver stadigt mere udbredt også blandt politiske ledere i de vestlige lande. Det er ikke mere end et år siden, at ledere af mange europæiske lande gav udtryk for, at Tyrkiet forsvarede legitime tyrkiske interesse ved først at gå ind i Shahba-området og senere erobre Afrin-provinsen. Det er ikke situationen i dag, hvor fortsatte tyrkiske angreb på Syrien snarere vil ses som en trussel mod den fortsatte kamp mod Islamisk Stat, og mod kampen for at få afsluttet den syriske krise så flygtningene kan komme hjem igen.
Den tjekkiske præsident Vintirov Milos Zeman har på et møde d. 20 marts i den vestlige del af Tjekkiet talt direkte om situationen: ”Hvorfor angriber de kurderne? Fordi tyrkerne har en de facto alliance med Islamisk Stat. Islamisk Stat besatte vigtige dele af Syrien og Irak, og Tyrkiet spillede en rolle som mediator i nogle af disse operationer. Vi har viden om den mediatorrolle, som Tyrkiet indtog ved at stå for forsyningsoperationerne til Islamisk Stat – især i tilknytning til olieeksport og andre logistiske operationer. Og der er altså tale om et NATO-medlem og en kandidat til EU. Når man ser på praksis i præsident Erdogans islamisering af Tyrkiet, er Tyrkiet tydeligvis ikke mere en sekulær stat, men en stat, der offentligt baserer sig på en islamisk ideologi. Det siger sig selv, at de som et resultat af dette, befinder sig tæt på de islamisk radikale, og derfor angriber kurderne.”
Lignende kritiske opfattelser af Tyrkiets rolle i Mellemøsten breder sig med hast blandt offentligheden og medierne i Europa, og det påvirker Europæiske politikeres muligheder for blot at behandle Tyrkiet som en bekvem handelspartner og en effektiv mur mod flygtningestrømmen til Europa.

7. Der skal føres retssager mod Islamisk Stat-medlemmer: Det kan i praksis lettest foregå i Nordøstsyrien

Efter afslutningen af kampene mod Islamisk Stat i Nordøstsyrien er der nu samlet titusindevis af tidligere Islamisk Stat-medlemmer i nordsyriske flygtninge- og interneringslejre. Vesten har fortsat vægret sig mod at tage imod statsborgere, der har deltaget som Islamisk Stat-soldater i Syrien. Det begrundes ofte i manglende muligheder for at kunne retsforfølge de pågældende. De nordsyriske myndigheder samler imidlertid systematisk oplysninger ind, der vil kunne anvendes i forbindelse med gennemførelse af retfærdige retssager. Men det er et gigantisk arbejde. Blot i Nordøstsyrien er der interneret over 9000 udenlandske IS-medlemmer, der skal føres retsager mod. Dertil kommer syriske medlemmer af IS.
Det er d. 3. april kommet frem, at SDF planlægger at bygge 6 nye fængsler for medlemmer af Islamisk Stat, som SDF har fanget gennem årene. En stor del af det materiel, som den internationale koalitions transporter til Nordsyrien har leveret, er netop byggemateriale til disse nye fængsler.
Der er bestræbelser på at få opbygget et internationalt tribunal, der kan bistå med denne proces, der er afgørende, ikke blot for sagernes gennemførelse, men også for den efterfølgende forsonings- og resocialiseringsproces, som skal sikre en holdbar demokratisk udvikling i Syrien og Mellemøsten. Men det er lige så klart, at de kræfter, der ikke ønsker en sådan udvikling, og som ikke ønsker at få afsløret den tætte forbindelse mellem Islamisk stat og såvel Erdogans Tyrkiet, som Assads Syrien, ikke vil have interesse i gennemførelsen af et sådant tribunal. Også derfor vil det være vigtigt at værne om, og sikre den fredelige udvikling af Nordøstsyrien, samtidigt med at man fastholder dialogen om grundlaget for et fælles fremtidigt Syrien.

Se i øvrigt Forslaget fra Den Autonome Administration i Nord- og Øst Syrien: Nord Øst Syrien foreslår internationalt tribunal til retfærdig rettergang for anklagede fra Islamisk Stat, samt artiklerne 1. marts 2019: Vil Danmark ikke føre sager mod danskere, der har deltaget på Islamisk Stats side i Syrien? samt 1. marts 2019: Hvordan behandler SDF fanger fra Islamisk Stat?

 

8. FN og Geneveprocessen er kommet på banen igen 
Europa vil fortsat ikke financiere genopbygning af et Syrien under Assad

Siden januar 2017 har FNs forsøg på at finde en politisk løsning på Syrienkonflikten gennem Geneve samtalerne med vægt på at skabe en ny forfatning for Syrien og gennemføre frie valg, stået mere og mere i skyggen af Astana-processen, igangsat af Rusland, Iran og Tyrkiet. Men trods mange Astana-møder, er det gået meget trægt med at vise fremgang og få overholdt de fredsaftaler, der blev indgået især om situationen i Idlib-området. Et af Astana-processens største problemer har været den manglende evne til at kunne pege på, hvordan en genopbygning af Syrien skulle kunne finansieres efter krigen. Her har landene bag Astanaprocessen entydigt peget på, at Vesten måtte betale.
Disse problemer har gennem de seneste måneder betydet, at Geneveprocessen igen er kommet i spil, baseret på FNs sikkerhedsråds resolution 2254, især efter udnævnelsen af FNs nye særlige udsending for Syrien, nordmanden Geir Pedersen.

D. 5. maj holdt USAs statssekretær Michael Pompeo møde med Geir Pedersen om de kommende FN-forhandlinger. Talsmand for det hvide hus, Robert Palladino udsendte følgende meddelelse efter mødet:
”Statssekretær Michael R. Pompeo mødtes i går i Washington, D.C. med FNs særlige udsending for Syrien, Geir Pedersen, for at diskutere konflikten i Syrien, indbefattet en fortsat amerikansk støtte til den FN-ledede politiske proces under FNs Sikkerhedsråds resolution 2254. Sekretæren gentog administrationens stærke støtte til FNs bestræbelser på at puste nyt liv i bestræbelserne på at finde en politisk løsning, indbefattet en forfatningsreform og behovet for troværdige forberedelser af frie og fair valg. Sekretæren understregede De Forenede Staters interesse i at dæmpe konflikten for at redde liv og bane vejen for den politiske proces. Sekretær Pompeo understregede også vigtigheden af uhindret humanitær hjælp og en sikker, frivillig og værdig tilbagevenden af internt fordrevne personer og flygtninge”.

På en international konference i midten af marts, om genopbygning af Syrien efter borgerkrigen (Brussels III-konferencen), blev der givet tilsagn om et beløb på ialt 8,3 mdr. € – næsten 62 milliarder danske kroner. Et stort beløb, hvoraf 2/3 kom fra EU. Men der skal en politisk løsning til, før man vil sende pengene. For der er tilbageholdenhed overfor at give Assad-regimet politisk legitimitet ved at samarbejde om tilbagesendelse af flygtninge, uden at der bliver sikkerhed for, at diktaturet bliver afløst af en demokratisk struktur. Rusland har skubbet på for at få vesten til at financiere genopbygningen, hvilket de ikke selv har råd til. Det har gjort, at de ellers strandede FN forhandlinger i Geneve, der blev kørt helt af sporet af Rusland, Tyrkiet og Iran under Astanaprocessen igen er ved at blive centrale i det fremtidige spil om Syrien.
EUs FN repræsentant Federica Mogherini holdt under mødet en flammende tale til forsamlingen af ministre: ”Formålet er fortsat det samme: En syrisk ledet, syrisk ejet politisk proces understøttet af FN for at etablere en alle-omfattende, ikke sekterisk regeringsførelse i et samlet Syrien”. Hun understregede, at løsningen på konflikten ikke skulle dreje sig om magt-politik, men først og fremmest om folket. ”De er Syrien. Syriens fremtid tilhører dem… De unge syrere, som det lykkedes at studere og få en uddannelse efter at de havde tabt alt hvad de havde. De er menneskerettighedsforkæmperne; de, der sikrer den mest basale service i flygtningelejrene. I disse år har vi stået på deres side, vi har arbejdet med syrere med alle mulige baggrunde og fra alle sider af tilværelsen. Det syriske folk beder om et land, hvor hver og en kan finde sin plads. Et inklusivt Syrien, et selvstændigt og forenet Syrien, et demokratisk Syrien, et forsonet Syrien. Et sted, som hver eneste syrisk borger kan kalde sit hjem. I denne uge har vi bragt dem og deres historier til Brussels, til det internationale samfund…Vi ønsker, at jeres stemme bliver hørt ved bordet med beslutningstagere. Lad mig tilføje endnu en ting: Vi vil gerne have, at I bliver en del af beslutningsprocessen. Det er derfor vi vil skubbe på og fortsætte med at skubbe på for at I bliver en del af fredsforhandlingerne, for at I bliver en del af dem, der skal skabe fremtiden og nutiden i Syrien. Jeg ved, at alt for mange af jeres venner, kolleger, familie, er i fængsel , blot fordi de har søgt retfærdighed. Jeg ved at alt for mange stadig mangler. Vi ved alle, at forsoning kræver retfærdighed, og I kan regne med, at vi vil arbejde for ansvarlighed. Også det er en europæiske erfaring. Vi ved, at forsoning og fred behøver retfærdighed.”
I løbet af Brussels III-konferencen, der varede to dage, mødtes den nye FN udsending for Syrien, nordmanden Geir Pedersen og Federica Mogherini med en delegation af syriske kvinder fra Kvindernes råd, og EU og FN kvinder arrangerede en særlig middag med syriske kvinder: ”Havde der blot været kvinder med, ville der have været fred i Syrien for længe siden”, sagde Mogherini ved middagen.

9. Den tyrkiske økonomi skranter. HDPs valgstrategi vandt ved det tyrkiske kommunalvalg d. 31. marts.

Fredag d. 22. marts fald den tyrkiske lira med over 5% i forhold dollaren, det største enkelt fald på en dagen siden den tyrkiske valutakrise greb om sig i august sidste år. Sidste år midstede liraen ca. 30% af sin værdi, hvilket har givet nervøsitet for, om centralbanken evner at holde styr på inflationen. Det har haft stor indflydelse på opbakningen til Erdogan, hvilket også viste sig i forbindelse kommunalvalget d. 31. marts.

Resultatet af kommunalvalget i Tyrkiet d. 31 marts 2019: Erdogans AK Parti er vist med gult. I parlamentet er AKP i regeringssamarbejde med det højrenationalistiske parti MHP, vist med blåt. Det sekulære kemalistiske Socialdemokratiske parti, CHP, er vist med rødt, mens det venstreorienterede kurdisk-venlige parti Folkets Demokratiske Parti (HDP) er vist med lilla. Bagimsiz er et nationalistisk republikansk parti. TKP er det tyrkiske kommunistparti, der ikke er blevet repræsenteret. Hvorfor det står angivet i legenden vides ikke. Der er et stort antal små partier i Tyrkiet, som sjældent opnår repræsentation.

Selv om det venstreorienterede pro-kurdiske parti HDP har mange vælgere både i Istanbul og Ankara, valgte det ved dette kommunalvalg kun at opstille i de kurdiske kommuner i det østlige Tyrkiet. Det gjorde partiet dels for at give større mulighed for at CHP kunne vinde de store byer tilbage, men også for at koncentrere indsatsen for at genvinde kontrollen med de kurdiske områder, hvor op mod 100 borgmestre en fængslet, mens Erdogans regering har indsat regeringstro administratorer i de kurdiske kommuner.
Strategien er lykkedes. Selv om AKP på landsplan har fået flertallet af stemmerne, er  Istanbul og Ankara tilfaldet CHP, der også har vundet mange andre store byer. Og til trods for regeringens overtagelse af administrationen af de kurdiske områder, udbredt valgsvindel og stadige trusler fra regeringspartierne, militæret og sikkerhedstjenesten (der stjal stemmebokse i adskillige kurdiske byer), med tusinder af arrestationer, er det alligevel lykkedes HDP på fredelig vis at vinde kommunalvalgene i 8 byer og 45 distrikter, herunder ikke mindst Amed (Diyarbakir), Van, Mardin, Ağri, Erzurum, Muş, Bitlis, Hakkari, Şirnak, Urfa, Iğdir, Siirt og Kars. Alle de byer og kommuner, hvor der har været indsat statslige administrationer, er blevet tilbageerobret. Selv om der er tabt fire borgmesterposter, er det til gengæld lykkedes for HDP at vinde nye borgmesterposter i Kars og Iğdir, til trods for at alle andre partier i disse områder var gået i alliance mod HDP.

Kilder: Se her

 

De kurdiske sultestrejker breder sig – læs om hvorfor

Sultestrejkerne foregår i byer over hele verden. Over 7000 fanger i tyrkiske fængsler deltager

 

Sultestrejkerne for ophævelse af den fortsatte isolation af kurdernes leder Abdullah Öcalan fortsætter og udvides stadigt.

Parlamentsmedlem Leyla Güven, der startede strejken, fortsætter nu på 146. dag. Strejken har bredt sig til utallige byer og over 7000 fanger sultestrejker nu i de tyrkiske fængsler.

Margaret Owen, OBE, en kendt 86-årig engelsk advokat, kvinde- og menneskerettighedsforkæmper. OBE står for ‘Officer of the Order of the British Empire‘ en af de mest prestigefyldte britiske udmærkelser.

I dag er det ikke blot kurdere, der deltager i sultestrejkerne. Senest har den 86-årige kendte engelske advokat, kvinde- og menneskerettighedsforkæmper, Margaret Owen, der igennem mange år har været en passioneret forsvarer af kurdernes rettigheder, tilsluttet sig en 5-dages sultestrejke på det kurdisk center i London.

I Strasbourg sultestrejker en gruppe på 14 kurdiske aktivister nu på 106 dag. Gruppen omfatter det tyrkiske parti HDPs tidligere parlamentsmedlem (og niece til Abdullah Öcalan) Dilek Öcalan samt medformand af De Europæiske kurdere største organisation KCDK-E, Yüksel Koҫ.

Den tidligere rektor for Bremen Universitet Ronald Mönch besøgte Yüksel Koҫ og 13 andre sultestrejkende  i Strassbourg d. 30 marts. Yüksel Koҫ beretter nedenfor udførligt for, hvorfor.

Den tidligere rektor for Bremen Universitet, juristen Ronald Mönch har den 30. marts besøgt gruppen i Strasbourg og bl.a. talt med Yüksel Koҫ, der bød ham velkommen ved hans seng. Mönch omtalte SDFs sejr over den islamiske terrororganisation Islamisk Stat, og sagde, at Europa skylder kurderne meget, fordi Islamisk Stat også er en massiv trussel for de europæiske lande.

Yüksel Koҫ har under sultestrejken i februar udsendt en meget fin og udførlig redegørelse for sultestrejken baggrund og sigte.

Vi bringer den her i dansk oversættelse:

 

 

Kære venner,

Min navn er Yüksel Koҫ. Jeg er 55 år og far til to børn. Siden jeg kom til Tyskland for 30 år siden, har jeg været beskæftigety og har også deltaget aktivt i politik. For øjeblikket, er jeg med-formand for den Europæiske Demokratiske Kongres for det Kurdiske Samfund (KCDK-U), den største kurdiske ikke-statslige organisation i Europa, som omfatter 457 institutioner og foreninger over hele Europa. Siden d. 17 december 2018 har jeg sammen med 12 kammerater deltaget i en tidsubegrænset sultestrejke i Strasbourg, som led i initiativet for at skabe frihed for Öcalan. Vi befinder os på den 64ende dag for aktionen, og vores helbredstilstand er under forværring.

DERFOR ER VI GÅET I SULTESTREJKE

Den lange isolationsfængsling af Abdullah Öcalan i fængslet på Imrali øen er fortsat siden hans ulovlige bortførelse d. 15. februar 1999. D. 18 marts 2014, fandt den Europæiske domstol for menneskerettigheder (ECHR) frem til, at den systematiske isolation, der blev pålagt Abdullah Öcalan havde overtrådt forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, anført i artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Selv om denne isolationspolitik blev vurderet som en form for tortur af ECHR, er den blevet forstærket af den tyrkiske stat. Öcalan er blevet berøvet kontakt med sine forsvarere siden 27 juli 2011, og gennem de sidste fire år, har hans familie kun kunnet besøge ham to gange. Begge disse to forsøg var resultater af sultestrejker.

For at bryde den totale isolation, der er blevet pålagt Öcalan, har der i den seneste tid fundet et antal  demokratiske aktioner, demonstrationer og aktiviteter sted, gennemført af KCDK-E og andre europæiske og kurdiske institutioner, grupper og initiativer. Derudover er der blevet gennemført mange møder om emnet med lokale, nationale og internationale organisation. Imidlertid har tavsheden fra den Europæiske komité for forebyggelse af tortur (CPT) og fra de europæiske lande hvad angår den fortsatte isolation tilskyndet Tyrkiet til at fastholde sin politik.

Til trods for at denne form for aktion vil føre alvorlige konsekvenser med sig, besluttede vi på det grundlag at starte en sultestrejke for at stoppe isolationsfængslingen af Öcalan, og tvinge Tyrkiets regering til at genoptage fredsforhandlingerne med den kurdiske bevægelse. Vi efterlyser et omgående stop for den isolation som Abdullah Öcalan er underlagt. Vi beder det europæiske samfund om at støtte vores krav, og vi insisterer på, at de relevante institutioner og regeringer går i aktion omgående.

Hvilken betydning har isolationen af Öcalan?

Den vigtigste begrundelse for sultestrejken er at ophæve den isolation, der er pålagt Öcalan. Isolation er en form for tortur – det er et brud på de almene menneskerettigheder og en forbrydelse mod menneskeheden. Med den forstærkede isolationspolitik mod Öcalan har Tyrkiets AKP-MHP regering startet en ny type angreb og iværksat en ny voldspolitik mod befolkningen og mod enhver form for demokratisk politik. Den tyrkiske stat igangsatte et væbnet militært angreb mod de kurdiske byer i landet, inklusive Cizre, Nusaybin og Şirnak med henblik på at tømme disse områder. Under disse brutale militære operationer blev over 200 unge kurdiske civile brændt levende i kældre under boligblokke. Der er for øjeblikket tilbageholdt eller fængslet ca. 10 000 kurdiske politikere, inkl. ledere af det progressive Folkets Demokratiske Parti (HDP), dets medlemmer af parlamentet, borgmestre og andre partimedlemmer. AKP-MHP regeringen har udpeget sine formyndere til at forvalte kommunerne, der tidligere var forvaltet af demokratisk valgte borgmestre fra HDP. Tusinder af akademikere er blevet slæbt i retten, mistet deres arbejde, er blevet arresteret eller fængslet fordi de har krævet en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål. På samme måde er alle menneskerettighedsforkæmpere, aktivister, journalister og andre, der er imod den tyrkiske stats krigsførende politik blevet stillet overfor et systematisk pres fra statens side. Disse voldelige former for politik er også blevet gennemført udenfor Tyrkiets grænser, hvilket har ramt befolkninger i Syrien, især kurdiske, assyriske og arabiske borgere i landet. Den tyrkiske stat har iværksat en etnisk udrensningspolitik mod Syriens kurdere – hele Afrin by i det nordlige Syrien er nu besat af tyrkiske styrker og deres allierede, og bliver åbent tyrkificeret af den tyrkiske stat. Den tyrkiske stat har også begået overgreb mod den kurdiske befolkning indenfor Iraks grænser, og har bombet og dræbt civile i Sinjar/Şengal-området beboet af Yazidier, som fortsat søger at komme sig over folkemordet, der for nyligt blev begået af terror-grupper fra Islamisk Stat, men også andre steder i Sydkurdistan (Iraq).

Den tyrkiske stat gennemførte hele denne politik efter at have startet fredsforhandlingerne, der fandt sted mellem dem og Öcalan fra 2013 til 2015. Forhandlingerne sluttede på foranledning af den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans ordre til de statslige institutioner i 2015 om at stoppe deltagelsen i proccessen. Dette dekret af Erdoğan blev fulgt op af genoptagelsen af isolationen af Öcalan, samt den tyrkiske stats indførelse af en politik baseret på en total krig mod kurderne og alle oppositionsgrupper.

I perioden med fredsforhandlinger fra 2013 til 2015 var der våbenstilstand, og der var ingen drab på nogen af siderne i den væbnede konflikt. Alle dele af det tyrkiske samfund var engageret i diskussion om en løsningsproces, hvor nogle skrev frit til fordel for en fredelig løsning og arbejdede på at afslutte konflikten. Revolutionen i Rojava, en proces der fortsat er igang i det nordlige Syrien, har affødt et nyt selvforvaltningssystem, der er det første eksempel i mellemøsten på et projekt for frie kvinder i et samfund, der gør det muligt for alle slags etniske og religiøse grupper at leve frit og eksistere sammen, med beskyttelse og fremme af deres demokratiske rettigheder og forskellige opfattelser. HDP, der blev stiftet på Öcalans anbefaling, prøver at gennemføre lignende ideer om samfundet overalt i Tyrkiet. HDP, som fik 13% af stemmerne ved Tyrkieks parlamentsvalg i juni 2015, repræsenterer kurdere, tyrkere, Assyrere, Lazaer, Circasere, Alevier, Yasidier, kristne og muslimer og – mest bemærkelsesværdigt – de bragte en ligelig repræsentation af kvinder ind i Tyrkiets parlament.

Det demokratiske og fredeige miljø, der kun varede nogle få år i Tyrkiet blev fjernet trin for trin af Erdoğans krigeriske indblanding.  Dette miljø åbnede op for en situation, hvor AKP-MHP regeringen udelukkende tilbød samfundet stadigt flere konflikter, brud på rettigheder og militarisme. Denne proces gjorde det muligt for Erdoğan at etablere et enkeltmands styre for sig selv. Processen, der startede med isolationen af Öcalan er nået et stadium, hvor hele den tyrkiske stat blev transformeret til et diktatorisk system, der gav Erdoğan uindskrænket magt.

Vi, der står for Initiativet for Frihed for Öcalan, der er dannet af administratorer fra demokratiske institutioner, politikere, tidligere parlamentsmedlemmer fra HDP, journalister, sagførere, akademikere, kvinderettighedsforkæmpere og aktivister, vil gerne udtrykke vores støtte til parlamentsmedlem for HDP Leyla Guvens tidsubegrænsede sultestrejke og hendes krav. Hendes krav er også vores krav. Disse krav er fælles krav for alle de sultestrejkende der for tiden er i strejke i Sydkurdistan, Storbrittanien, Holland, Canada, Tyskland (Duisburg, Nürnberg, Kassel), Østrig og Strasbourg, og i tyrkiske fængsler, hvor 313 politiske fanger også tager del i denne aktion. Det meget korte møde mellem Öcalan og hans broder d. 12. januar 2019 og frigivelsen af vores ven parlamentsmedlem Leyla Güven er et resultat af vores modstand, men er langt fra at være et tilstrækkeligt svar på vores krav.

Vi ønsker, at hele den offentlige opinion skal vide, at vi elsker livet højt. Vi har valgt denne aktion for at åbne en vej for livet, ikke for at dø. For at åbne en vej for livet mod krig og massemord, har vi givet vore kroppe til sulten, ligesom Gandhi gjorde. Vi gør det ikke kun for den demokratiske fremgang for det kurdiske folk, men også af hensyn til en fri og lige sameksistens for alle mennesker, folkeslag og religiøse grupper i Tyrkiet og i Mellemøsten. Vi elsker alle mennesker, og for at beskytte retten til livet i frie og demokratiske omgivelser, risikerer vi vores liv som en demokratisk handling og metode for at finde en løsning.

TIL DEN EUROPÆISKE OFFENTLIGHED

Vi ved, at den europæiske offentlighed og menneskers politiske og civile grupper støtter vores humanitære krav, men ved denne korsvej, er denne støtte nødt til at blive større. På sultestrejkens 66ende dag er mit  og syv af mine venners helbred nået et kritisk stade. Til trods for det, vil vi fortsætte vores sultestrejke indtil vores krav bliver opfyldt. For at undgå ethvert dødsfald, bør alle og enhver gøre deres bedste, så vores krav bliver accepteret.

Vi appellerer til den europæiske offentlighed om at være solidariske med os og støtte vores demokratiske og legitime krav for at overbevise de besluttende organer i den europæiske kommission og i de europæiske regeringer om at tage de nødvendige skridt mod en løsning.

  1. februar 2019

 

På vegne af de sultestrejkende

Yüksel Koҫ

Med-formand for den Europæiske Demokratiske Kongres for det Kurdiske Samfund (KCDK-U)

 

Oversættelse: Jesper Brandt

Kilder: Se her

 

Feykurd Danmark:

Danmarks tavshed koster kurdiske politikere og politiske fanger livet

 

I løbet af en uges tid har fem kurdiske fanger i tyrkiske fængsler taget deres eget liv i protest mod behandlingen af politiske fanger, samt for at gøre opmærksom på de verserende sultestrejker. Aktuelt sultestrejker ca. 7.000 politiske fanger i Tyrkiske fængsler på ubestemt tid i protest mod behandlingen af politiske fanger og kurdiske politikere. Sultestrejkerne er blevet indledt af det fængslede kvindelige parlamentsmedlem for det venstreorienterede HDP i Tyrkiet, Leyla Güven, der siden den 7. november 2018 har sultestrejket. I dag er det 140 dage siden, Leyla Güven indledte sultestrejken og hendes helbredsmæssige tilstand forværres dagligt

Som Sammenslutning af Kurdiske Foreninger i Danmark, FEYKURD, opfordrer vi den danske udenrigsminister til at træde i karakter over for Erdogans regimes brutalitet mod kurdiske politiske fanger. Den alvorlige udvikling i Tyrkiet bekymrer os herboende danske kurdere. Vores bekymring bliver endnu større, når den danske regering vælger at være tavs omkring det, der lige nu sker i Tyrkiet.

Som FEYKURD opfordrer vi alle demokratiske kræfter i Danmark til at agere ansvarligt og kræve af det tyrkiske regime, at det imødekommer Leylas og de andre ca 7000 sultestrejkendes overordnede krav om en fair rettergang for de politiske fanger i Tyrkiet. Sultestrejkerne breder sig og der er flere andre tusinder af politiske fangere, der har meldt ud at de også vil tilslutte sig sultestrejken i solidaritet med de sultestrejkende politikere, politiske fangere og aktivister. Vestlige lande og institutioner, der ellers priser demokrati og menneskerettigheder er fuldstændig tavse. Vi finder det dybt bekymrende, at et europæisk land  ikke er i stand til, at sige fra over for det tyrkiske regimes pres. Vi finder det problematisk og bekymrende, at europæiske lande, heriblandt Danmark, ikke reagerer, til trods for de utallige krænkelser af menneskerettighederne,  der begås af Erdogan styre, der undertrykker kurderne og andre kritiske stemmer i landet.

Vi opfordrer derfor EU og det danske parlament til at træde i karakter over for Erdogans regime, der er indstillet på at udrydde alle, der er imod hans diktatur

Undertrykkelsen af kurderne kan standses, hvis FN, EU og humanitære organisationer vælger at lægge pres på det tyrkiske regime. Såfremt vestlige lande, heriblandt Danmark, snarest muligt ikke træder i karakter over for Erdogans regime, vil denne tavshed medvirke til at flere kurdiske aktivister og politikere mister livet. I løbet af den sidste uge har følgende fem kurdiske fanger taget deres eget liv i protest mod det tyrkiske regimes behandling af kurdiske fanger og politikere.

Ugur Sakar mistede sit liv den 22. marts efter at han satte ild på sig selv.

Zulküf Gezen er politisk fange og har sultestrejket i et tyrkisk fængsel inden han tog sit eget liv den 17. Marts

Ayten Becet tog sit eget liv den 23. marts i et fængsel

Zehra Saglam tog sit eget liv den 24. marts i et fængsel

Medya Cinar tog sit egen liv den 25.marts i et fængsel

 

Med venlig hilsen

FEY-KURD (Sammenslutningen af Kurdiske Foreninger i Danmark)

Retortvej 45. 1.th 2500 Valby

 

 

Nord Øst Syrien foreslår internationalt tribunal

til retfærdig rettergang for anklagede fra Islamisk Stat

 

Til offentligheden

Over årene har de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), Folkets Beskyttelsesenheder (YPG) og Kvindernes Beskyttelsesenbeder (YPJ) ledet en krig mod terrormilitser med forskellige navne. De sidste kampe var i Baghouz (det sidste tilholdssted for den radikale organisation Islamisk Stat). De Syriske Demokratiske Styrker udråbte sejren d. 23. marts 2019.

Alle dele af vores samfund har kæmpet mod terrorismen og ydet store ofre på vegne af den samlede menneskehed og hele den frie verden. Mere end 11 000 kæmpere blandt vore mænd og kvinder faldt, og over 21 000 blev sårede, deriblandt hundreder af varigt invalide.

Terroristorganisationen Islamisk Stat har udgjort en alvorlig trussel mod Syrien, regionen og hele verden. Mange områder under dens kontrol blev ødelagt, og tusinder af civile blev dræbt i vores regioner og endog i Europa og forskellige dele af verden. Islamisk Stat begik et væld af forbrydelser, herunder mord, tortur, bortførelser, voldtægt, rekruttering af børn, terrorisering af uskyldige civile, samt spredning af terrorisme og ekstremisme.

Repræsentanter for Den Autonome Administration af Nord og Øst Syrien har appelleret til det internationale samfund om at vise sit ansvar for de medlemmer af terrorgrupperne, der er tilbageholdt af Den Autonome Administrations sikkerhedsstyrker, i særlig grad de lande, der har statsborgere blandt disse, ved at kræve af disse lande, at de hjemtager deres borgere. Desværre har der ikke været nogen respons eller initiativer, hvad det angår.

Vi opfordrer det internationale samfund til at etablere et særligt internationalt tribunal til at retsforfølge Islamisk Stat-terrorister i Nord og Øst Syrien med henblik på at gennemføre retfærdige retssager baseret på international lov og menneskerettighedsprincipper og -konventioner, idet de tager hensyn til at jurisdiktionen befinder sig dels hos de domstole hvor rettergangen skal finde sted, dels på det sted, hvor de anklagede blev arresteret.

Vi opfordrer også det internationale samfund, især de lande, hvis borgere er tilbageholdt i vores regioner som medlemmer af Islamisk Stat, til at samarbejde og yde støtte til etablering af et tribunal, og til at sikre samarbejde og koordinering på alle måder, såvel juridisk som logistisk.

 

Ain Issa

25 marts 2019

Den Autonome Administration i Nord og Øst Syrien

 

 

Nordsyrien d. 1. marts 2019

Hvem skal føre sagerne mod Islamisk Stat-medlemmer – og hvor?

Som det ses ved en sammenligning af kortet med kortet fra d. 23. januar er Islamisk Stats territorium yderligere reduceret indenfor den sidste måned.. Kampene ved Baghouz syd for Hajin i det sidste Islamisk Stat-område i Nordsyrien er ved at være overstået, og den store opgave er transporten af flygtninge strømmen, der er en blanding af civile flygtninge og IS-medlemmer og familier fra Baghouz til Al-Hol-lejren øst for Hasakah, der med over 50 000 flygtninge er nået bristepunktet. Vi ser i dette nyhedsbrev både på forløbet af de sidste kampe, og udviklingen af problemerne med håndtering af de mange flygtninge, og hvordan der kan etableres en retfærdig rettergang omkring de mange IS-medlemmer, lejesoldater og pårørende familiemedlemmer. Gult: I Syrien: Den Nordsyriske Demokratiske Føderation. I Irak Det autonome irakiske Kurdistan. Rødt: Syrien: Den af Assad beherskede del af Den Arabiske Republik Syrien. Irak: Det af den Irakiske regering beherskede del af Irak, udenfor Irakisk Kurdistan. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af Syrien og Irak. Grågrønt: De af Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt De Frie Syriske Styrker (FSA) beherskede dele af Syrien, især Idlibprovinsen. Oliven: De af Tyrkiet besatte dele af Syrien (idet dog Tyrkiet de facto også er til stede i store dele af Idlib-området). Lysegrønt: De af USA støttede dele af den frie syriske hær i det sydlige Syrien.

 

Nyheder d. 1. marts 2019:

  1. Befrielsen af det sidste landområde for Islamisk Stat i Nordøstsyrien trækker fortsat ud. Se  her.
  2. Forventninger til den endelige sejr over Islamisk Stat i Nordøstsyrien er store – ikke mindst i Raqqa. Se  her.
  3. Forskellen på afslutningen af Raqqas befrielse og afslutningen af befrielsen af Hajin-lommen. Se  her.
  4. De kommende opgaver for SDF. Se  her.
  5. Flygtningestrømmen fra Baghouz er en stor og internationalt underprioriteret opgave. Se  her.
  6. Vil Danmark ikke føre sager mod danskere, der har deltaget på Islamisk Stats side I Syrien? Se  her.
  7. Hvordan behandler SDF fanger fra Islamisk Stat? Se  her.
  8. Salih Muslin fortæller om Abdullah Öcalan. Se her.
  9. Brev fra Selahattin Demirtaş til EU-parlamentet og Europarådets parlamentariske forsamling. Se  her.

 

Siden sidst:

Ved en sammenligning af dagens kort med kortet fra d. 21 januar, kan det ses, hvordan Islamisk Stats territorium er blevet væsentligt indskrænket gennem den sidste måned. Siden sidst har SDF reelt befriet de sidste rester af Islamisk Stats territorier i Syrien øst for Eufrat. Tilbage i Syrien står ifølge https://isis.liveuamap.com 3 mindre områder på ialt under 50 km2 ørken mellem Eufrats mellemste løb og Palmyra, men det er dog svært at vurdere, hvilke reelle styrkemæssige ændringer dette er udtryk for. Desuden er der fortsat et ørkenområde, ca. 5000 km2, på størrelse med Fyn i det nordvestlige Irak og et ganske lille område (ca. 50 km2) omkring 100 km SV for Kirkuk. I Irak er Islamisk Stat fortsat et alvorligt problem. Men det gælder også Idlibprovinsen i vest-Syrien, der stor set er behersket af Al Qaeda, reelt støttet af Tyrkiet, der på alle måder, f.eks. gennem omflytninger og navneændringer, prøver at få gjort disse lejetropper internationalt ’stuerene’. En del af disse og andre tyrkisk ledede lejetropper søges bl.a. omgrupperet til Afrin, hvilket ikke fjerner deres fortsatte terroristiske karakter.

Kampene syd for Hajin har gennem den sidste måned været usædvanligt hårde, og er blevet stadigt mere vanskelige, da både ISIS-terrorister (herunder et stort antal udlændinge) og deres familier har været spærret inde i et ganske lille områder på få km2, der har flyttet sig noget rundt under kampene. Det er især sket, efter at det er lykkedes SDF at få fuld kontrol med flodbredden øst for Eufrat, herunder få sikret sig kontrol over broen over floden øst for landsbyen Baghuz Fawqani. Derefter har det været vanskeligt for IS at undslippe over floden til ørkenområderne mod vest. Vi beretter om forløbet af de sidste kamphandlinger og den store indsats for at sikre flugtveje for civile flygtninge. Vi ser på forventningerne til kampenes ophør og på, hvordan SDF forholder sig til de kommende opgaver, som de står overfor i den usikre og komplicerede situation, som Nordsyrien nu står overfor – men som også rummer mange nye muligheder.

Den største tilbageværende aktuelle udfordring er håndteringen af de mange flygtninge og tilbageholdte IS medlemmer samt deres familier. Det ser vi på gennem en beskrivelse af flygtningetransporterne fra Baghjouz til Al-Hol-lejren, en diskussion af de internationale konflikter, der har rejst sig  omkring behandlingen af  sager mod tilbageholdte IS-medlemmer og deres familier, samt nogle beskrivelser af, hvordan de nordsyriske myndigheder har behandlet en del sager med IS-medlemmer, der ikke har været indblandet i egentlige krigsforbrydelser.

Vi afslutter med et længere interview med den syriske kurderleder Salih Muslim om hans møder med og tilknytning til Abdullah Öcalan, samt et aktuelt brev fra Selahattin Demirtas til EU parlamentet og Europarådets parlamentariske forsamling.

 

 

Nordsyrien d. 23. januar 2019

SDF har stort set befriet Hajin-lommen. Trumps tilbagetrækning ændrer alle positioner i Syrien

 

Islamisk Stats udbredelse 21. januar 2019. To store ørkenområder, vest for Eufrat i Syrien, og øst for Eufrat i Irak, er fortsat behersket af Islamisk stat. På østsiden af Eufrat, der løber gennem Syrien, ligger Islamisk Stats hidtil vigtigste tilbageværende Hajin-område, lige før floden løber ind i Irak. Det er d. 23 jan. indskrænket til 2 landsbyer i et område på ca. 10 km2. Desuden behersker IS et lille område sydøst for Kirkuk i Irak. Men derudover findes et ukendt antal sovende IS-celler, der støttes fra forskellig side. I det nordlige og østlige Syrien er det blevet dokumenteret, hvordan Tyrkiet og det tyrkiske efterretningsvæsen MIT på mangfoldige måder understøtter og financierer Islamisk stat-celler, der deltager i terroranslag og angreb på især kurdere i de befriede områder i Nord- og Østsyrien. Gult: I Syrien: Den Nordsyriske Demokratiske Føderation. I Irak Det autonome irakiske Kurdistan. Rødt: Syrien: Den af Assad beherskede del af Den Arabiske Republik Syrien. Irak: Det af den Irakiske regering beherskede del af Irak, udenfor Irakisk Kurdistan. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af Syrien og Irak. Grågrønt: De af Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt De Frie Syriske Styrker (FSA) beherskede dele af Syrien, især Idlibprovinsen. Oliven: De af Tyrkiet besatte dele af Syrien (idet dog Tyrkiet de facto også er til stede i store dele af Idlib-området). Lysegrønt: De af USA støttede dele af den frie syriske hær i det sydlige Syrien.

Nyheder d. 23. januar 2019:

  1. Nettet strammes igen om Islamisk Stat i Øst-Syrien. Kun 10 km2 mangler. Se her.
  2. En 24 timers frontberetning fra kampene mod Islamisk Stat syd for Hajin. Se her.
  3. Grænsepatruljeringerne omkring Manbij intensiveres. Se her.
  4. Erdogans angrebsplaner mod Nordsyrien støder på modstand. Se her.
  5. Nye og skærpede betingeslser for tilbagetrækningen – men Erdogan er ligeglad. Se her.
  6. Vurderinger af den nye situation:
    1. Tom Gerrett i Den Amerikanske Kongres: ”Væk mig. Jeg tror, jeg har et mareridt”. Se her.
    2. Militære ledere i USA tager deres afsked. McGurk afslører Trumps uduelighed. Se her.
    3. De nordsyriske vurderinger af situationen. Se nedenfor eller her.
  7. Sultestrejke – et råb om hjælp. Demonstration lørdag d. 26 januar kl. 13 på Vesterbro Torv. Se her.

 

Siden sidst:

Præsident Trumps beslutning d. 17 dec. om at trække de amerikanske styrker ud af Syrien satte en lavine igang, der ser ud til at ændre alle positioner i Mellemøsten.

Til trods for det voldsomme svigt mod USAs partnere på landjorden i kampen mod Islamisk Stat, valgte SDF at fortsætte den genoptagne kamp mod terrororganisationen i dens sidste lomme i det østlige Syrien, syd for byen Hajin. Dér har der siden pågået voldsomme kampe, men langsomt har nettet strammet sig om Islamisk Stat i Nordøstsyrien, hvor der d. 23. januar kun tilbageståd to landsbyer indenfor et område på ca. 10 km2. IS’ forsvar er brudt sammen, og flygtninge fra deres sidste skanse strømmer mod de SDF-kontrollerede områder. SDFs øverkommenderende udtaler, at Islamisk Stats militære tilstedeværelse i hele syrien vil være afsluttet indenfor en måned. Det må formodes, at Nordsyrien har indgået en aftale med Assad om at medvirke ved denne operation. 

I dette nyhedsbrev indleder vi med en beskrivelse af den sidste måneds befrielse af Hajin-lommen, og bringer i denne forbindelse også et par militære døgnrapporter fra SDF, for at give et konkret indblik i kampenes forløb. Dernæst ser vi på de bestræbelser, der har været udfoldet i et kompliceret spil fra mange sider for at undgå, at Tyrkiet og de mange militser dets efterretningstjeneste MIT styrer i det nordlige Syrien har kunnet trænge ind i Manbij-området, som SDF befriede i efteråret 2016 fra Islamisk Stat. Det kan være gode erfaringer, der kan vise sig nyttige i sikringen af Syriens nordlige grænse mod Tyrkiet øst for Eufrat. Tyrkiet har foreslået en af Tyrkiet kontrolleret sikkerhedszone her, der reelt vil omfatte alle kurdiske områder i Syrien. Det har SDF afvist, men de vil gerne have, dels at der bliver oprettet en flyforbudszone, dels at der kan etableres en sikkerhedszone under FN.

Trumps beslutning stødte hurtigt på modstand, ikke mindst i hans eget republikanske parti. Flere højtstående militærfolk tog deres afsked. Frem mod nytår så det ud til, at tilbagetrækningen dels ville trække ud, dels ville blive suppleret med betingelser, først og fremmest omkring en sikring af, at Tyrkiet ikke angreb Syrien ind over den nordlige grænse. Det er dog siden blevet klart, at Trump fortsat prøver at fastholde sin aftale med Erdogan om en ‘løsning af Syrienkrisen’, uden at have forstået, at den største hindring for en sådan løsning befinder sig netop i Tyrkiet.  Der redegøres for disse forviklinger i nogle artikler, og vi refererer nogle vurderinger af den nye situation.

Til sidste gør vi opmærksomme på en demonstration på lørdag d. 26 januar til støtte for Leyla Güven, der sultestrejker på 76. dag mod de retsløse tilstande i Tyrkiet for fængslede parlamentarikere og andre, samt for isolationen af Abdullah Öcalan.

 

Nordsyrien d. 20. december 2018

USA trækker sig ud af Syrien. Højere uddannelser i Nordsyrien

Netop som SDF under hårde kampe havde befriet Islamisk stats sidste by i Nordsyrien har USA trukket sig ud af Syrien. Vi ser på forløbet, og hvad der kan have ligget bag. Men vi ser også på andre temaer: Hvordan også civilbefolkningen har hjulpet med bag fronten. Og nye afsløringer af, hvordan Tyrkiet systematisk støtter Islamisk Stat og andre terrorgrupper. Men vores hovedtema denne gang er udviklingen af uddannelsessystemet i Nordsyrien, især de videregående Uddannelser, der er blevet en vigtigt brik, også i det politiske spil. Gult: Den Nordsyriske Demokratiske Føderation. Rødt: Den af Assad beherskede del af Den Arabiske Republik Syrien. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af Syrien. Grønt: De af Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt De Frie Syriske Styrker (FSA) beherskede dele af Syrien, især Idlibprovinsen. Grågrønt: De af Tyrkiet besatte dele af Syrien (idet dog Tyrkiet de facto også er til stede i store dele af Idlib-området).

Nyheder d. 20. december 2018: SDF har befriet Hajin – USA trækker sig ud af Syrien – Videregående udddannelser i Nordsyrien

  1. SDF har befriet Hajin – USA trækker sig ud af Syrien. Se her.
  2. Universitetsreform i Nordsyrien – højere uddannelse er blevet en politisk kampplads. Se her.
  3. Støtte fra befolkningen bag frontlinien i Deir-Ez-Zor-provinsen. Se her.
  4. Hollandsk efterretningsrapport afslører, hvordan Tyrkiet hjælper Islamisk Stat til at genvinde styrke som terrororganisation vendt imod Europa. Se her.
  5. Livet som medlem i de tyrkisk financierede bander i Alepporområdet. Se her.

 

Siden sidst:

Tyrkiets angreb ind over det østlige Syriens grænse i slutningen af oktober, da SDF var ved at få befriet de sidste rester af Islamisk Stat i Østsyrien, viste klart, hvordan kampen mod Islamisk Stat systematisk har været vanskeliggjort af Tyrkiets indblanding i Syrien og anvendelse af Islamisk Stat til sine egne ekspansive formål. Det lykkedes det amerikanske diplomati i første omgang at forhindre en optrapning og få stoppet invasionen ved aktivt at gå ind i patruljeringer langs grænsen sammen med deres nordsyriske partnere, SDF. Det medførte, at SDF, der ellers havde stoppet kampen mod Islamisk stat for at sikre den nordlige grænse, tøvende genoptog offensiven. Mere hjalp det dog, da der blev underskrevet en aftale om fortsat støtte og våbenlevering fra USA i både 2019 og 2020. I løbet af slutningen af november og begyndelsen af december bølgede kampene frem og tilbage, indtil det lykkedes SDF at skabe en situation, så de, efter at have befriet langt over 1000 civile flygtninge fra Hajin-området blev i stand til at indtage selve Hajin by – den tilbageværende kerne for Islamisk Stat i dens sidste tilholdssted i det østlige Syrien. Dermed blev yderligere mere end 2000 civile, der havde været brugt som skjold af Islamisk Stat, befriet. Det var et afgørende gennembrud. Men næsten alle landområderne står tilbage, så der er stadig et stykke vej. Det har imidlertid igen fået Tyrkiet til at reagere med en voldsom optrapning og troppekoncentration ved den syriske grænse, hvilket nu igen kun kan forstås som et signal om et snarligt angreb.: Og det i en grad, der har fået Trump til at bekende kulør mellem hensynet til sine interresser i Nato-partneren Tyrkiet og hensynet til hovedpartneren i den erklærede kamp mod Islamisk stat og terrorismen. Her ser interessen i Tyrkiet ud til at have vundet, og Trump har udråbt aflysningen af kampen mod terrorismen som en sejr over Islamisk stat. Efter en dags tøven har både Storbrittanien og Frankrig dog udtrykt deres uenighed i, at kampen mod Islamisk stat er vundet, og bekræftet deres fortsatte støtte til SDF. Hvordan de vil forholde sig til en tyrkisk invasion er ikke klar. Men Frankrig har meddelt, at de i de kommende uger vil arbejde for at kunne bevare sikkerheden for alle Washintons allierede i Syrien, incl. SDF. De to præsidenter for Syriens demokratiske råd, Elham Ahmed og Riad Darrar, er d. 20 december taget til Elysee Palæet i Paris for at forhandle om situationen.

Men selv i Nordsyrien går dagligdagen videre. Vi beretter denne gang især om udviklingen af de videregående uddannelser i Nordsyrien, og hvordan de også er blevet et led i den politiske kamp  mod Assads autoritære styre. Men også om, hvordan civile automekanikere i Deir-Ez-zor-området yder deres bidrag til SDFs arbejde. Derudover bringer vi nye afsløringer af, hvorledes Tyrkiet systematisk støtter Islamisk Stat og andre terrorgrupper som led i dets egne ekspansive planer.

 

 

Nordsyrien d. 9. november 2018

Tyrkiet har siden slutningen af oktober gennemført et stort antal angreb ind ind over grænsen til Nordsyrien.  De kan dels kobles til kampen mod Islamisk Stat i deres sidste bastion i det sydøstlige Nordsyrien omkring Hajin, hvor Tyrkiet fortsat yder støtte til Islamisk Stat, som de stadigt mere tydeligt bruger som pressionsmiddel både i Syrien og andre steder, incl. Europa. Men det er også knyttet til de Internationale forhandlinger i Geneve og Istanbul, samt til den aftale, som USA og Tyrkiet har indgået om udviklinge i Manbij-området “The Manbij Road Map”. Nyhedsbrevet vil hovedsageligt dække disse temaer.  Gult: Den Nordsyriske Demokratiske Føderation. Rødt: Den af Assad beherskede del af Den Arabiske Republik Syrien. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af Syrien. Grønt: De af Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt De Frie Syriske Styrker (FSA) beherskede dele af Syrien, især Idlibprovinsen. Grågrønt: De af Tyrkiet besatte dele af Syrien (idet dog Tyrkiet de facto også er til stede i store dele af Idlib-provinsen).

 

 

Nyheder d. 9.  november 2018: Nervekamp ved den tyrkisk-syriske grænse saboterer kampen mod Islamisk Stat

  1. Topmødet i istanbul. Se her.
  2. USAs FN-udsending vil støtte de demokratiske strukturer i Nordsyrien. Se her.
  3. Manbij-aftalen – en umulig linedans. Se  her.
  4. Internetbaserede frontberetning fra kampene mod Islamisk Stat i Hajin-omådet. Se  her.
  5. Tyrkiet angriber Nordsyrien øst for Eufrat. Se her.
  6. Hvad sker der med Idlib-aftalen? Se her.
  7. Kvinderne i Shadadi mærker fremgang. Se her.

Indlæggene i dette nyhedsbrev omfatter hovedsageligt nogle sammenhængende beskrivelser og baggrundsanalyser af de seneste ugers dramatiske begivenheder i Nordsyrien. Desuden bringer vi en vurdering af den fastlåste situation i Idlib-området, samt en kort beretning om kvindernes situation i den øst-syriske by Shadady, der ligger den den irakiske grænse,

 

Siden sidst:

Indenfor de sidste 14 dage er situationen i Syrien på grænsen til Tyrkiet gået op i en spids. Tyrkiet har foretaget angreb langs hele grænsen til Nordsyrien øst for Eufrat, og SDF har derfor trukket sig tilbage fra kampene mod Islamisk Stat ved Hajin i sydøstsyrien.

Det skyldes umiddelbart forløbet af topmødet i Istanbul d. 27 oktober mellem Putin, Macron, Merkel og Erdogan. Men bagved ligger også stridspunkter om FNs Geneveforhandlinger, der samtidigt med topmødet i Istanbul er blevet skærpet (behandles i indlægget: USAs FN-forhandler støtter de demokratiske strukturer i Nordsyrien), samt opblussen af spændinger omkring realiseringen af det såkaldte ’Manbij Road Map’, en aftale som USA opnåede med Tyrkiet tidligt i juni måned for at mindske spændingerne mellem de to NATO-partnere omkring forvaltningen af Manbij-området, som De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) befriede fra Islamisk Stat i 2016 (se indlægget: Manbij-aftalen: En umulig linedans).

Det kan ikke forklares i få ord. Men i det følgende skal der berettes om, hvad der skete på Topmødet i Istanbul d. 27 oktober, om de hændelser, der samtidigt fandt sted i tilknytning til Geneve-forhandlingerne, samt om indholdet og forløbet af ’Manbij-planen’, der reelt er USAs forsøg på at balancere mellem hensynet til NATO-partneren Tyrkiet og hensynet til de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) som deres vigtigste partner i bekæmpelsen af Islamisks Stat. Da det med Erdogans uforsonlige og espansionistiske politik ser ud til at være en umulig opgave, bliver det også et spørgsmål om en afklaring omkring USA fremtidige Mellemøst-politik.

Endelig bringes et sæt Frontberetninger fra den seneste måneds kampe i Hajin og de sidste ugers anbrev fra Tyrkiet ind over grænsen til Nordsyrien.  Det giver mulighed for at koble begivenhederne i den militære kamp mod Islamisk Stat med de internationale politiske forhandlinger.

 

 

 

Nordsyrien d. 6. oktober 2018

Islamisk Stat er fortsat til stede i Syrien i 3 territorier, vist med gråt på kortet: 1) Et lille, men tæt befolket landbrugsområde lang østbredden af Eufrat, inden floden løber ind i Iraq mod syd, 2) Et stort ørkenområde på størrelse med Fyn vest for Eufrat samt 3) en mindre stenørken, hovedsageligt af vulkansk oprindelse, ved Suweida i SV-Syrien. Vi beretter indgående om de sidste måneders kampe i de tre områder. Desuden ser vi på geografien for de mange oprørs- og lejesoldatgrupper, der har samlet sig i oppositionens sidste væsentlige tilholdssted i det vestlige Syrien omkring Idlib, samt den afsmittende effekt på det tyrkisk besatte Afrin-område nord for Idlib. Vi slutter med en anmeldelse af en ny bog, der er en sand gave for enhver, der ønsker at forstå kurdernes ukuelige kamp for en bedre og mere demokratisk tilværelse. Tallene henviser til nummereringen af artiklerne knyttet til nyhedsbrevet.

 

På grund af en del rejseaktiviteter i august og september er september-nyhedsbrevet blevet til et oktober-nyhedsbrev. Så der er meget at berette om siden sidste nyhedsbrev d. 2. august.

Tema, 6. oktober 2018: Islamisk Stat er fortsat tilstede i Syrien!

  1. Indledning: Udviklingen af den syriske konflikt i august-september. Se her.
  2. Islamisk Stats fortsatte tilstedeværelse i Syrien – en oversigt. Se her.
  3. Islamisk Stat-lommer i Nordsyrien øst for Eufrat. Se her.
  4. Vestalliancen: SDF er troværdige, effektive kampstyrker, der overholder lovene for væbnede konflikter. Se her.
  5. Islamisk Stat-lommer i Assads Syrien vest for Eufrat. Se her.
  6. Islamisk Stats angreb på druzerne fra ørkenen øst for Suweida. Se her.
  7. Dokument: Druzerne i Suwayda takker SDF og YPG for deres støtte og tilbud. Se her.
  8. Oprørsgruppernes geografi i Idlib-provinsen. Se her.
  9. IS-medlem afslører forholdet mellem Islamisk Stat og Tyrkiet. Se her.
  10. Den fortsatte modstandskamp i Afrin. Se her.
  11. Udviklingen i det militære beredskab i Nordsyrien. Se her.
  12. Udvikling i forhandlingerne mellem Nordsyrien og Damaskus. Se her.
  13. Fem minutter før fremtiden. Anmeldelse af Hjalte Tin og Nina Rasmussen: Dem der blev – en rejse i Syrien til kurdernees ukendte revolution.. Se her.

 

Siden sidst

Krigen i Syrien er langt fra slut. Islamisk Stat er ikke fjernet fra landkortet. Lommer af territorier, hvor modstanden intensiveres, står tilbage, antallet af overfald fra sovende celler i allerede befriede områder stiger, og støtte fra udlandet finder fortsat sted, ikke mindst organiseret gennem Tyrkiet, der længe i det skjulte har brugt støtte til Islamisk stat og andre grupper i Syrien til sine egne ekspansive formål. Senest er det herhjemme kommet frem i forbindelse med Erdogans besøg i Berlin, hvor det lykkedes ham at undgå at blive konfronteret med sin fortsatte forfølgelse af den tidligere chefredaktør for den tyrkiske avis Cumhuriyet, Can Dündar. Han blev i 2016 i Tyrkiet dømt for at have skrevet om hemmelige tyrkiske våbenleverancer til syriske militser (Se Information, 28/9 2018: ”Erdogan hader at blive konfronteret med sine modstandere ansigt til ansigt”). Vi går derfor i dette nyhedsbrev i dybden med situationen i de tilbageværende Islamisk Stat-lommer i Syrien. Vi ser desuden på oprørsgruppernes geografi i den komplicerede tilbageværende konflikt i Idlib-området. Og vi ser på, hvordan denne spiller ind på situationen i den besatte Afrin-provins. Der er en snæver sammenhæng mellem situationen i disse forskellige områder, der især er knyttet til Tyrkiets indblanding i Syrien. Et IS-medlem, der er blevet taget til fange under et flugtforsøg til Tyrkiet har løftet sløret for den omfattende karakter af denne indblanding.

På baggrund af de mange forudsigelser i pressen om at USA formentlig snart vil trække sig ud af Syrien, ser vi endelig på udviklingen af det militære beredskab i Nordsyrien gennem de seneste måneder: Det stemmer ikke overens med disse forudsigelser. Men USAs forbliven i det nordlige Syrien løser heller ikke konflikten. Vigtigt er også udviklingen i samtaler og forhandlinger mellem Nordsyrien og Damaskus. Vi gennemgår derfor i korthed, hvad der er sket gennem de sidste måneder på den front. Man kan næppe kalde det lovende. Men der er dog åbnet en dør på klem, hvilket er vigtigt, fordi det blandt de syriske parter i konflikten bliver mere og mere klart, at der næppe kan findes noget acceptabelt alternativ til forhandlinger.

 

 

Nordsyrien d. 2.  august 2018

Situationen i Syrien d. 2. august 2018. Navnene på alle lokaliteter nævnt i dagens tekst er angivet på kortet, enten i sort, eller med blåt. De røde nummererede cirkler henviser til de geografiske områder, der er omtalt i den geografiske gennemgang. Gult: Den Nordsyriske Demokratiske Føderation. Rødt: Den af Assad beherskede del af Den Arabiske Republik Syrien. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af Syrien. Grønt: De af Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt De Frie Syriske Styrker (FSA) beherskede dele af Syrien, især Idlibprovinsen. Grågrønt: De af Tyrkiet besatte dele af Syrien (idet dog Tyrkiet de facto også er til stede i store dele af Idlib-provinsen). Blåt: De af Israel besatte Golanhøjder.

 

Artikler, 2. august 2018

  1. Geografisk gennemgang af vigtige begivenheder I Syrien i juli 2018, knyttet til dagens kort. Se her.
  2. Idlib er truet af den tyrkiske hær, der har krydset grænsen. Se her.
  3. Idlib … Det forventede scenario efter Daraa og Quneitra. Se her.
  4. Syrien: Tilbage til begyndelsen. Se her.
  5. Tyrkisk kartografi og propaganda for genetablering af et nyt Ottomansk rige. Se her.
  6. Erdogans mafiasyndikat ’Ottomanere fra Tyskland’ er blevet forbudt i Tyskland. Se her.
  7. Saleh Moslem: Den ’tredie alternative vej’ har bevist sin levedygtighed. Se her.

 

Siden sidst

Markante ændringer har fundet sted I krigen I Syrien I juli måned, især indenfor de sidste 2 uger. :

I det østligste Syrien har SDF fået indtaget de sidste områder ind mod Irak som Islamisk Stat hidtil har haft kontrol over. Kun et lille, men dog ret tæt befolket område langs Eufrat mellem Hajin og  Baghuz ved grænsen til Irak (på ca. 150 km2) mangler. Her er der indledt kraftige angreb på begge byer, dog endnu uden synlige resultater.

Stillingerne i den kurdiske konflikt d. 2. juli og d. 2. august 2018. Som det ses, har der fundet markante ændringer sted både i de østlige og det sydvestlige Syrien. Legende: Se teksten for dagens kort. Klik på kortet for detaljer.

Stillingerne i den kurdiske konflikt d. 2. juli og d. 2. august 2018. Som det ses, har der fundet markante ændringer sted både i de østlige og det sydvestlige Syrien. Legende: Se teksten for dagens kort. Klik på kortet for detaljer.

Assad har, støttet af russerne og med opbakning fra Israel, Jordan, USA, Iran og Libanon fået fuld kontrol over det sydvestligste Syrien og har fået mange oprørsgrupper (der her for en stor dels vedkommende har været tyrkisk støttede jihadistiske grupper) sendt til Idlib. Idlib er i dag samtidigt i høj grad under tyrkisk kontrol.

Udviklingen er til ugunst for de tyrkiske interesser og medfører næsten uundgåeligt en  tilspidset konflikt  mellem de interesser, der har indgået i en stabilisering af et samlet post-borgerkrigs-Syrien og de tyrkiske interesser i en yderligere ekspansion ind i det nordlige Syrien.

Det har skærpet behovet for at finde interne løsninger på konflikten i Syrien og har især medført, at der nu, efter mange forgæves forsøg på at få igangsat forhandlinger mellem regeringen i Damaskus og Den Demokratiske Føderation Nordsyrien, endelig ser ud til at været igangsat om ikke forhandlinger, så i hvert fald konsultationer med henblik på at udvikle en plan for en kommende fredsproces. Begge parter har vidst, at der ikke er anden vej for et fremtidigt Syrien, selvom de fortsat har meget forskellige meninger om, hvordan en fælles fremtid skal se ud. Der er endvidere en række tegn på, at et vist teknisk og kulturelt samarbejde er under udvikling, f.eks. angående olie, drift og vedligeholdelse af dæmninger, kortlægning af massakre udført af Islamisk Stat mv..

Dagens nyhedsbrev indeholder fire forskellige artikler om den nyeste udvikling i det vestlige Syrien: Dels en geografisk gennemgang af de begivenheder, der konkret har fundet sted i Syrien siden sidst og især indenfor de sidste to uger (knyttet til de seneste to aktuelle nyhedskort over Syrien), dels tre forskellige analyser af udviklingen i det vestlige Syrien og dennes videre konsekvenser, ikke mindst for forholdet til Tyrkiet, som alle vurderer til at blive voldsomt skærpet. Den sidste analyse: Syrien: Tilbage til begyndelsen, peger desuden på de muligheder, som denne udvikling kan føre med sig for Den Demokratiske Føderation Nordsyrien – også hvad angår Afrin. Siden er der dog kommet mindre positive vurderinger af situationen frem.

Den brede interesse  – også internationalt – der nu viser sig i at få skabt en samlet stabil løsning for Syrien skyldes i høj grad præsident Erdogans stadigt mere aggressive brug brug af ultranationalistisk tyrkisk propaganda for en genetablering af det tidligere Ottomanske imperium i forlængelse af indsættelse af militær i Shabaområdet, Afrin, det nordlige Irak og Idlibområdet. Vi giver et par eksempler på, hvordan denne propaganda udfolder sig indenfor tyrkisk kartografi.

Foreningen ’Osmanen Germania’, der gennem en række år har fungeret som et mafiasyndikat med tæt tilknytning til AKP og de inderste kredse omkring præsident Erdogan, er nu omsider blevet forbudt i Tyskland. Vi beretter om forbuddet.

D. 19 juli var 6 årsdagen for revolutionens start i Kobane. Det er blevet fejret overalt i Nordsyrien. I et interviews ser den tidligere leder af PYD, Saleh Moslem tilbage på revolutionens ’tredie alternative vej’, og beskriver, hvordan modellen i praksis har vist sig at fungere.

En formidabel kilde til forståelse af revolutionen i Nordsyrien er her i sommeren 2018 udkommet på dansk: Hjalte Tim og Nina Rasmussen: Dem der blev – en rejse i Syrien til kurdernes ukendte revolution. Rosinante. Den rigt illustrerede bog er baseret på adskillige rejser til forskellige dele af Kurdistan, senest (vistnok) i 2017, hvor de har besøgt en lang række områder og gennemført utallige interviews med kendte og ukendte deltagere i kurdernes – og efterhånden også mange andre befolkningsgruppers – deltagelse i kampen for ligestilling og demokrati i Nord-Syrien.

 

Nordsyrien d. 2.  juli 2018

Situationen i Syrien d. 2. juli 2018. Gult: Den Nordsyriske Demokratiske Føderation. Rødt: Den af Assad beherskede del af Den Arabiske Republik Syrien. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af Syrien. Grønt: De af Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt De Frie Syriske Styrker (FSA) beherskede dele af Syrien, især Idlibprovinsen. Grågrønt: De af Tyrkiet besatte dele af Syrien (idet dog Tyrkiet de facto også er til stede i store dele af Idlib-provinsen. Blåt: De af Israel besatte Golanhøjder.

 Artikler, 2. juli 2018

  1. Valgene i Tyrkiet d. 24 juni 2018. Se her.
  2. Støtte til HDP og Demirtas fra 400 tyrkiske planlæggere. Se her.
  3. Manbij som et vigtigt center for udviklingen af den mellemøstlige konflikt. Se her.
  4. Dommen fra det permanente folketribunal om Tyrkiet og kurderne, afholdt i Paris i marts 2018. Se her.
  5. Anslag mod Raqqa er undgået. Genopbygningen fortsætter. Se her.

 Siden sidst

Valgene i Tyrkiet d. 24 juni, der foregik under et voldsomt politisk pres og muligvis også afgørende snyd, har ikke umiddelbart ændret situationen i landet.  Vi beretter om valgets resultater og især om de regionale forskelle i valgresultateterne. Erdogan har nu formelt opnået status som diktator. De muligvis foruroligende aftaler, han samtidigt på det seneste har indgået med de vestlige magter (især UK og USA) og Rusland, kender vi ikke, men de lover næppe umiddelbart godt for udviklingen i Mellemøsten. Vi ser blandt andet på en aflægger af disse aftaler omkring byen Manbij i det nordlige Syrien. Endvidere ser vi på udviklingen i Islamisk Stats tidligere ’hovedstad’ Raqqa, hvor de militære myndigheder har slået ned på en række oprørsceller i byen. Genopbygningen af byen pågår dog fortsat, og opbakningen til styret ser ud til fortsat at være omfattende.

Stillingerne i den kurdiske konflikt d. 15 maj og d. 2 juli 2018. Legende: Se teksten for dagens kort. Klik på kortet for detaljer.

Siden sidste nyhedsbrev d. 15 maj  er der sket flere vigtige ændringer i fronterne mellem parterne i den syriske konflikt. SDF har indtaget det måske vigtigste tilbageværende tilholdssted for Islamisk Stat, byen  byen Dashaisha syd for Hasakah, tæt på den irakiske grænse. Det var hårde kampe med 2-300 dræbte. Derigennem har man yderligere fået befriet et ca. 30 km2 stort landområde fra Islamisk Stat ind mod grænsen til Iraq. Det forbedrer desuden Nordsyriens muligheder for at modvirke den blokade, som man hidtil har været underlagt fra de omgivende lande og parter. Fra nu af går man yderligere mod syd langs den irakiske grænse. Også andre steder, ikke mindst i det tæt befolkede lille område langs Eufratfloden ved den Irakiske grænse  ved Al-Qaim i det sydøstlige hjørne af Syrien, har der været en række sammenstød med Islamisk Stat. Her har irakiske jagerfly gennemført et  målrettet angreb mod 3 huse i den nu vigtigste tilbageværende by for Islamisk Stat, Hajin, hvor IS-ledere har mødtes. 45 medlemmer af Islamisk Stat siges at være blev et dræbt. En kilde angiver, at drabet omfattede Islamisk Stats vicekrigsminister, en højststående emir,  Islamisk Stat-lederen Aku Barr al-Baghdadis personlige kurer og Islamisk Stats politichef.  Men dette og andre sammenstød og angreb i området har ikke givet sig udslag i ændringer i stillingerne. Derimod ser det ud til at Islamisk Stat har kunnet udvide sine territorier i ørkenområderne i de af Assad beherskede dele af Syrien, i sammenhæng med at Assad har koncentreret sig om andre områder, dels omkring byernne Homs og Hama, dels i de oprørskontrollerede områder i det sydligste Syrien.

Gennem de seneste uger har Assad især vendt sig mod de sydligste områder, hvor oprøret mod Assad startede og hvor en lang række oprørsgrupper har domineret modstanden mod Assad. Militære kilder anslår, at der eksisterer omkring 30-40 000 bevæbnede styrker, der især kontrollerer områder omkring Daraa nord for den jordanske grænse , og Quneitra-området øst for Golanhøjderne ind mod Israel. Styrkerne omfatter meget forskellige grupper, fra nogle, der støttes af Tyrkiet og andre lande, over Islamisk Stat-grupper, der fortsat dominerer et område ind mod Israel, Jabhet al-Nusra,  og andre jihadiske grupper, til tidligere undertrykte etniske mindretal som druzerne. I de sidste uger er store dele af oppositionens områder NØ for byen Daraa er blevet generobret, hvilket ses ved sammenligning af Syrienskortet fra 15 maj og 2 juli.

 

Nordsyrien d. 15.  maj 2018

Situationen i den nordlige del af Syrien 15. maj 2018. Vi har taget de mellemøstlige briller på og gengiver Syrien sammen med Nordsyriens største udfordring for tiden, nemlig Tyrkiet. Afrin er erobret af Tyrkiet, men ikke den vestlige kurdiske del af Shaba-området sydøst for Afrin, den såkaldte Shaba Kanton. Islamisk Stat er i disse dage ved at blive bekæmpet på østsiden af Eufrat lige nord for grænsen til Iraq ved byen Al Qa’im. Klik for detaljer. Rødt: Den af Assad beherskede del af Syrien. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af Syrien. Grønt: De af Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt De Frie Syriske Styrker (FSA) beherskede dele af Syrien, især Idlibprovinsen. Grågrønt: De af Tyrkiet besatte dele af Syrien (idet dog Tyrkiet de facto også er til stede i store dele af Idlib-provinsen. Blåt: De af Israel besatte Golanhøjder.

 

 

Indhold d. 15. maj 2018

 

  1. Islamisk Stat sætter standarder for udviklingen i det besatte Afrin. Se  her.
  2. Raqqa – en by under genopbygning. Se her.
  3. SDF har afskåret Islamisk Stat fra grænsen mod Irak langs Eufrat. Se her.
  4. Vigtigt valg i Tyrkiet d. 24 juni: Fuldt demokrati eller rent diktatur? Kan oppositionen samles til et frontalangreb på Erdogan?. Se  her.
  5. Tyrkiets valg og Europæernes ansvar. Invitation til konference på Christiansborg d. 29 maj 2018. Se her.
  6. Selahattin Demirtas’ Nevroztale marts 2013 skal give ham yderligere 5 års fængsel – læs den!. Se her.

 

 

Kort præsentation af dagens kort og øvrige indhold:

I Afrin i det nordvestlige Syrien slikker man fortsat sårene efter Tyrkiets brutale invasion og forsøg på indlemmelse af Afrin kantonen som en del af Tyrkiet.  Der er stadig international tavshed omkring situationen, hvor den etniske udrensning fortsætter med en blanding af usminket tyrkificering af det offentlige liv, og genindførelse af Islamisk Stats regler i de mange områder, der er overladt til lejetroppernes hærgen.  Vi giver et lille indblik i de mange beretninger om overgreb, bortførelser og undertrykkelse, der præger udviklingen i Afrin. Der bliver fortsat ydet guerilla-modstand med nålestiksoperationer mange steder i Afrin.

Men militært er situationen alligevel blevet nogen lunde stabiliseret: Flygtninge fra Afrin har samlet sig i de dele af Shaba-området SØ for Afrin, der fortsat udgør den nordsyriske selvstyrende kanton Shaba (se kortet i den første artikel nedenfor), der kontrolleres af SDF, mens både Frankrig og USA har sendt støttetropper og etableret baser omkring Manbij, for at forhindre Tyrkiet i at trænge længere mod øst.

På den baggrund har man nu med forøget styrke kunnet genoptage Operation Cizire fremstødet, der skulle have fået bugt med de sidste områder i Østsyrien domineret af Islamisk Stat. Der er indledt et samarbejde med Irakiske styrker om operationen. Vi beretter om den sidste uges indsats på den strategisk vigtige vestbred af Eufrats midterste løb, nord for grænsen til Irak.

Stabiliseringen har endvidere også givet arbejdsro til de mange genopbygningsprojekter i Nordsyrien, der har været udsat for et voldsomt pres siden invasionen i Afrin, dels som følge af drænet af arbejdskraft, der i stort omfang meldte sig til militærtjeneste i Afrin, dels som følge af sabotageaktioner igangsat af ”sovende Islamisk-Statceller” i Nordsyrien, der efter sigende har været styret fra Tyrkiet.

Jeg er derfor glad for at kunne bringe en kort beretning fra den omfattende genopbyning af Raqqa.

Den politiske udvikling i Tyrkiet spiller en helt afgørende rolle for udviklingen i Syrien, herunder Nordsyrien. Det hurtige parlaments- og præsidentvalg i Tyrkiet d. 24 juni blev udskrevet d. 18 april for at stabilisere den nuværende regering under ledelse af Præsident Erdogan. Men udskrivelsen har vist sig at indeholde så mange overraskende momenter, så valget på ingen måde ser ud til at være givet på forhånd. Geografisk Informationsservice Nordsyrien beretter om det hidtidige forløb af valgkampen og baggrunden for de voldsomme ændringer i vælgeradfærd, der allerede har vist sig. Selv om de største umiddelbare politiske konflikter i valget hidtil har udspillet sig på højrefløjen i Tyrkiet, kan kurderne, til trods for den systematiske undertrykkelse af dem, godt gå hen at blive en vigtig brik i valgets afvikling. Det venstreorienterede parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, der har 10 % af pladserne i det nuværende parlament (en stor del af dem sidder dog i fængsel), har opstillet dets tidligere med-leder Selahattin Demirtaş som præsidentkandidat. Han er kurder, født i byen Elasiǧ.  Vi præsenterer ham. Hans valgkamp bliver ført fra en fængselscelle i Edirne tæt på grænsen til Grækenland og Bulgarien, hvor han sidder inde for en sag, hvor den tyrkiske statsanklager har krævet ham dømt til 142 års fængsel for støtte til en terrorbevægelse.

Oven i valgkampen er yderligere lagt en sag an mod Demirtaş med krav om yderligere 5 års fængsel på grundlag af en tale til det kurdiske Nytår, Newroz tilbage i marts 2013, hvor Demirtas var centralt placeret i fredforhandlingerne mellem den tyrkiske regering og PKK! Vi bringer talen i dens fulde længde, så læserne selv kan vurdere grundlaget for den særlige tyrkiske form for jura. Talen giver desuden et fint indblik iden politiske strategi, der har været ført fra HDPs side, for at få løst konflikten i Tyrkiet.

Seneste nyt i sagen er, at en gruppe tyrkiske advokater har appelleret Demirtas fængsling til Tyrkiets  højesterret med krav  om løsladelse i henhold til paragraffer iTyrkiets forfatning og i den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den danske Helsinki komite for Menneskerettigheder afholder en konference om det tyrkiske valg og europæernes ansvar på Christiansborg d. 29 maj. Vi bringer programmet. Tilmelding senest d. 27 maj.

 

 


Nordsyrien d. 8 april 2018

Situationen i den nordlige del af Syrien 8. april 2018. Afrin er erobret af Tyrkiet, men (endnu) ikke den vestlige kurdiske del af Shaba-området sydøst for Afrin. Et tribunal har behandlet Tyrkiets terror mod kurdiske byer i Tyrkiet, hvorfra op mod en halv million kurdere er fordrevet. Frankrig støtter med tropper i Nordøst-Syrien og krigen mod Islamisk stat genoptages formentlig. Gult: Den Nordsyriske Demokratiske Føderation. Rødt: Den af Assad beherskede del af det nordlige Syrien. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af det nordlige Syrien. Grønt: De af Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt De Frie Syriske Styrker (FSA) beherskede dele af det nordlige Syrien, især Idlibprovinsen. Lysegrønt: De af Tyrkiet besatte dele af Syrien (idet dog Tyrkiet de facto også er til stede i store dele af Idlib-provinsen. 

 

 

Indhold d. 8 april 2018

  1. Internationalt tribunal behandler tyrkiske krigsforbrydelser og statsterror rettet mod kurderne. Se her.
  2. Foto-dokumentation af tyrkiske plyndringer i Afrin. Se her.
  3. Åbent brev til De Forenede Nationer om Tyrkiets invasion af Afrin. Se her.
  4. Afrins forvaltning: Krigen har flyttet sig til et andet stadium. Se her.
  5. Tyrkiet har massivt understøttet Islamisk Stat – tidligere IS-medlem betror sig til ANF. Se her.
  6. Hvad talte Frankrigs præsident og repræsentanterne for Nordsyrien om? Interview med SDFs udenrigstaltsmand Rêdur Xelil. Se her.
  7. Den franske præsidents erklæring fra møde med repræsentanter fra Nordsyrien. Se her.
  8. Operation Cizire fremstødet blev afbrudt på grund af Tyrkiets invasion af Afrin. Se her.
  9. Kvinder har gennemført succesrigt projekt med plastik-drivhuse ved Kongra Star, Qamishlo. Se her.

 

Kort præsentation af dagens indhold:

Internationale jurister anklager Tyrkiet for krigsforbrydelser og statsterror på stort tribunal i Paris.

En ny stillingskrig og genopbygningsfase er på vej i Nordsyrien

 

Den sidste måned har været meget bevægende for kurderne. Trods stærk modstand mod de massivt luftstøttede tyrkiske styrker, der trodsede alle henstillinger og og bombede stadigt mere intensivt overalt i Afrin, valgte myndighederne i Afrin i midten af marts at evakuere den civile befolkning fra byen. Det, der gjorde udslaget, var sær Tyrkiets åbenlyse anvendelse af lejesoldater samlet fra resterne af Islamisk Stat og andre jihadistiske grupper, der blev brugt til at sprede rædsel blandt civilbefolkningen og til systematisk at gennemføre plyndringer overalt.

 

Afrin plyndres af Tyrkiets lejesoldater

Vi bringer en fotodokumentation af plyndringerne i Afrin by, og bringer en dansk oversættelse af et meget læsværdigt åbent brev, som medlem af det tyrkiske parlament Faysal Sariyildiz har sendt til de forenede Nationer generalsekretær António Guterres. Endvidere gengiver vi den erklæring, som Afrins forvaltning oplæste, da den besluttede at evakuere civilbefolkningen fra Afrin by.

Krigen fortsætter nu som guirillakrig. Selv om der ikke høres meget om det i medierne, bliver der fra kurdisk side dagligt meldt om ødelæggelse af  tyrkiske tanks og  militære køretøjer fyldt med ammonition samt adskillige døde og sårede blandt de tyrkiske styrker og de mange lejesoldater. I flere tilfælde har den tyrkiske hær været nødsaget til at trække sig tilbage.

Men at vende krigslykken ser ikke umiddelbart realistisk ud. Målet er måske snarere at påføre Tyrkiet så store omkostninger som muligt, og samtidigt at gøre det vanskeligt for invasionsstyrken at gennemføre præsident Erdogans planer om permanent at jage den kurdiske befolkning bort og bosætte andre befolkningsgrupper i Afrin, især inden en evt. fredsproces, der kan komme på tværs af disse planer, kan stables på benene.

 

Stort anlagt tribunal i Paris

Midt i den nedslående udvikling i Afrin, og ikke mindst vestmagternes og FNs vasken hænder i forbindelse med invasionen af deres vigtigste allierede i kampen mod Islamisk Stat (Tyskland indgik endda en aftale om levering af yderligere et parti Leopard II-tanks til Tyrkiet 7 dage efter at invasionen var gået i gang!), er der dog også i den seneste måned sket positive ting.

Den 15-16 marts blev der i Paris afholdt et stort anlagt  2 dages tribunal, arrangeret af internationale menneskerettighedsjurister, der behandlede tyrkiske krigsforbrydelser og statsterror rettet mod kurderne.

Geografisk Informationsservice beretter fra tribunalet, hvor en stribe førstehåndsvidner fremlagte detaljerede og rystende beretninger om, hvordan udrydelsen af kurdere i Tyrkiet er planlagt og sat i system. Et af vidnerne var netop parlamentsmedlem  Faysal Sariyldiz, der også beretter om hans oplevelser i brevet til FN.

Den endelige domsafsigelse vil blive fremlagt på et møde i Europarådet i maj måned.

 

Præsident Macron tager imod Nordsyrien i Elysée-palæet

Det kan ikke afvises, at tribunalet allerede kan have haft en vis indvirkning på den videre udvikling i Syrien:

For to uger efter tribunalet var en delegation fra Nordsyrien til møde med præsident Macron i Elyséepalæet. Her diskuteredes behovet for internationale garantier for tilbageførelsen af Afrin til dens tidligere tilstand. Macron lovede at sende hjælpeforsyninger til beboerne fra Afrin. Han ville støtte op om Afrin og Nordsyrien  ”helt til slutningen”, med udgangspunkt i opfattelsen af, at de problemer, der eksisterer i Syrien kun kan løses gennem et inkluderende projekt og en administration af den type, der findes i Nordsyrien. Mere vidtgående var hans forsikring om, at Frankrig vil sende tropper  til Nordøstsyrien, incl. Manbij-området, og forsvare ’Nordøstsyrien’ mod angreb – fra Manbij i vest og til Dêrik ved den irakiske grænse. Det vil ske i en mere aktiv europæisk rolle sammen med de andre vestlige allierede.

Disse udspil stemmer tidsmæssigt overens med et stigende antal højtstående amerikanske besøg på strategiske steder i Nordsyrien, der er berettet om indenfor de seneste 14 dage (f.eks. i byer langs den nordlige grænse til Tyrkiet, og  i Manbij, hvor en amerikansk soldat efter besøget blev dræbt af en bilbombe). I de seneste dage har amerikanerne bragt stadigt mere udstyr til den nordøstlige del af Syrien. Samtidigt har tyrkisk Artilleri beskudt YPG-stillinger i Girê Spï/Tall Abyad syd for grænsen til Tyrkiet ved den tyrkiske by Akcakale, og der er meldinger om, at den tyrkiske hær og deres lejesoldater samles ved grænsen til Manbij-området, hvor Præsident Erdogan gentagne gange har truet med at gå til angreb.

Så tilsyneladende spidser situationen til. Repræsentanter for Nordsyrien tager dog ikke Tyrkiets trusler specielt alvorligt, som det fremgår af det interview, vi bringer med den nordsyriske forhandlingsleder, Rêdur Xelil om mødet med Emmanuel Macron i Elysée-palæet. Xelil er udenrigstalsmand for de Syriske Demokratiske Styrker, SDF.

Vi bringer også en dansk oversættelse af den officielle pressemeddelelse, som præsident Macron udsendte efter mødet. Den adskiller sig som et officielt dokument markant fra interviewet, men skal naturligvis læses med tanke på de mange diplomatiske og flertydige formuleringer, der knytter sig til den.

 

Genoptagelse af kampen mod Islamisk Stat

Et af de nye udviklingstræk, som vi må forvente i den nærmeste fremtid  vil formentlig være en genoptagelse af kampen mod Islamisk Stat i det østlige Syrien, der gik i stå med den tyrkiske invasion af Afrin. Vi bringer en vurdering af denne ’operation Cezire Storm’.

 

Den civile indsats i Nordsyrien udvikler sig fortsat

Til allersidst bringer vi en helt anden nyhed – for ikke at glemme den civile udvikling, som det hele drejer sig om på længere sigt – nemlig en beretning om en gruppe kvinders igangsættelse af en grøntsagsproduktion i det østligste Nordsyrien, dels for at øge landbrugsproduktionen, dels for at bryde tendenser til et monopoliseret marked, så der kan leveres grøntsager til priser, som passer til borgernes indtægt.

 

God læselyst!

 

 

 

 

Nordsyrien d. 13. marts 2018

Fransk kort over fordelingen af etniske og religiøse befolkningsgrupper i Syrien og Libanon i 1935. Ligesom i dag, var Afrin provinsen, der er angivet ved en grøn cirkel, for 80 år siden domineret af en kurdisk befolkning. Læg mærke til området vest for Afrin, Iskenderum, som Tyrkiet besatte og indlemmede i 1938. Som det kan ses af kortet, var det i det tilfælde den Armenske befolkning, som det gik ud over.

 

Indhold d. 13. marts 2018

  1. Har Erdogan personligt skabt bevæbnede bander i Tyskland? Se her
  2. Er Tyrkiet ansvarlig for massakre i Paris? Dramatisk udvikling i sagen om mordet på tre kurdiske kvinder i Paris i januar 2013. Se her
  3. Erdogan bomber, plyndrer, og driver etnisk udrensning i Afrin Se her
  4. Syriske flygtninge i Tyrkiet rekrutteres som lejesoldater mod kurderne i Afrin. Se her
  5. Feykurd: Stop Tyrkiets etniske udrensning af den kurdiske by Afrin. Se her
  6. Den autonome forvaltning i Afrin kantonen advarer om en humanitær katastrofe på grund af den internationale tavshed. Se her
  7. Le Monde: Tyrkiet bryder international lov, og gennemfører folkemord på kurderne i Syrien. Se her
  8. Tyrkiets angreb set ud fra et økologisk synspunkt. Se her
  9. Bekymring i den danske lægeforening over forfølgelse af de tyrkiske læger – og over den manglende reaktion fra danske politikere. Se her
  10. Erdogans regeringsparti viser sit sande ansigt i Tyrkiets parlament. Se her

 

Kort præsentation af dagens kort og øvrige indhold:

Det aktuelle kort over situationen i Syrien, der er vist ovenfor er anderledes end det plejer at være: Det er et mere end 80 år gammelt detaljeret fransk kort over den etniske og religiøse fordeling af befolkningen i Syrien og Libanon i 1935. Den omtrentlige afgrænsning af Afrin er vist med en grøn cirkel, og det dokumenterer, at området også for 80 år siden var et overvejende kurdisk område. Det afslører dermed, hvordan Erdogan manipulerer med historien i forbindelse med den etniske udfrensning af kurderne, som han begrunder med at ’vi vil give Afrin til dets berettigede ejere’. Den alvorlige situation, der er ved at udvikle sig til en menneskelig katastrofe, er desværre fortsat ledsaget af tavshed fra omverdenen, fra de Forenede Nationer og fra De Internationale Menneskerettighedsorganisationer.

Men Tyrkiets stadigt mere aggressive og åbenlyse indblanding og udrensning foregår ikke blot i Syrien. Den har for længst bredt sig til Europa. Vi vil derfor i dette nyhedsbrev indlede med at dokumentere, hvordan Erdogan og det tyrkiske efterretningsvæsen med åbenlyst kriminelle metoder jagter kurdere over hele Europa, når de har krævet demokratiske tilstande i Tyrkiet.

Afrin står dog i centrum af dette nyhedsbrev. Vi kommenterer den aktuelle situation, beretter om, hvordan Tyrkiet betaler arbejdsløse syriske flygtninge 200$ om måneden som lejesoldater i Afrin, og bringer forskellige aktuelle dokumenter i dansk oversættelse: En udtalelse fra Sammenslutningen af kurdiske foreninger i Danmark, Feykurd, et opråb fra  Afrins Administrative Forvaltning, og en vurdering fra det store franske dagblad Le Monde. I den kurdiske demokratiske bevægelse spiller spørgsmålet om økologi og bæredygtighed fortsat en stor betydning, og vi bringer derfor også en vurdering af invasionen set fra bevægelsen Mesopotamia Ecology Movement – som senere vil blive introduceret i Geografisk Informationstjeneste Nordsyrien.

Særligt foruroligende er den tiltagende jagt i Tyrkiet på enhver, der udtaler sig kritisk om den stigende undertrykkelse og konsekvenserne af invasionen i Afrin. Vi bringer dokumenter om forfølgelsen af de tyrkiske læger, der har gjort opmærksom på de sundhedsmæssige konsekvenser af invasionen og er blevet støttet af kolleger fra hele verden, også fra de danske læger – som nu undrer sig over hvor lidt genhør, det giver i pressen og blandt danske politikere. Og vi beretter om, hvordan det pro-kurdiske Folkets Demokratiske Parti (HDP), der er Tyrkiets tredie største parti, i det tyrkiske parlament næsten blev lynchet, da de i en tale i parlamentet for nylig gjorde opmærksom på den etniske udrensning, der nu finder sted i Afrin.

 

Nordsyrien d. 15. februar 2018

Situationen i Syrien 15. februars 2018. Gult: Den Nordsyriske Demokratiske Føderation. Rødt: Den af Assad beherskede del af Syrien. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af Syrien. Mørkegrønt: Den af Al Qaeda og andre jahidiske grupper beherskede del af Idlibprovinsen. Lysegrønt: De af den øvrige opposition (Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt De Frie Syriske Styrker (FSA) beherskede dele af Syrien. Olivengrønt: Den af Tyrkiet besatte del af Shabaområdet. Gulgrønt: De af Tyrkiet besatte dele af Afrinprovinsen.

 

Indhold d. 15. februar 2018

  1. Tyrkiet bomber overalt i Afrin – men kommer ingen vegne. Se her.
  2. Internationale og danske reaktioner mod angrebet på Afrin kommer langsomt frem. Se her.
  3. Tyrkiets angreb på Afrin påvirker krigen i hele Syrien. Se her.
  4. SDF til de tyrkiske soldater, der er tvunget i krig i Afrin: Vi tilbyder dig asyl! Se her.
  5. Afrin kantonens ledelse til Assad: Beskyt Syriens grænser mod Tyrkiet! Se her.
  6. Genopbygningen af den nordsyriske føderation fortsætter, trods krigen i Afrin. Se her.
  7. Bustransportsvindel afsløret i Tabqa. Se her.

Kort præsentation af dagens kort og øvrige indhold:

Vi ville gerne have koncentreret os om eksempler på genopbygning af produktion, infrastruktur, sundhed, undervisning og kultur i Nordsyrien. Men Tyrkiets angreb på Afrin har gjort det nødvendigt igen at dække krigsbegivenhederne i Syrien. Angrebet, der begrundes med terrorbekæmpelse, søges gennemført af terrorgrupper, organiseret af den tyrkiske efterretningstjeneste MIT, og bakket op af den tyrkiske hær. De  sættes ikke mindst ind mod civile, med angreb på offentlige institutioner, vandforsyning og med ødelæggelse af kulturminder.

Vi ser på, hvordan SDF har tilbudt asyl til tyrkiske og andre desertører, og hvordan SDF har anmodet Assad om at beskytte Syriens grænser i Afrin.

Den civile opbygning af den nordsyriske føderation fortsætter dog. Selv om også USA fortsat har forholdt sig passiv til invasionen af Afrin, er der dog stadigt flere tegn på, at støtten til Nordsyrien ikke bare fortsætter men også udbygges fremover, endda i stigende grad formuleret med respekt over for den udviklingsvej, som Nordsyrien selv har valgt. Tiden må vise, om det holder.

Vi slutter med et eksempel på, hvordan myndighederne i Nordsyrien har tacklet korruption i et lokalt busselskab i Tabqa.

 

Nordsyrien d. 23. januar 2018

 

Den militære situation i Syrien d. 23. januar 2018. Gråt: Islamisk Stat. Rødt: Assad og allierede. Gult: Områder domineret af de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) og YPG. Lysegrønt: Den frie syriske hær (FSA). Mørkegrønt: Al Nusra mfl. Oliven: Den del af Shabaområdet og Idlibprovinsen, der er besat af Tyrkiet. Klik på kortet for at se detaljer. Tallene henviser til teksterne i de artikler, der omtaler geografiske områder i Syrien

Indhold d. 25. januar 2018

 

  1. Tyrkiet har indledt stort luftangreb på Afrin-provinsen i Syrien. Rusland har godkendt angrebet. Se her.
  2. Rusland: Overdrag jeres områder til Assad. Se her.
  3. Noam Chomsky, David Harvey m.fl.: Lad Afrins befolkning leve i fred – sig fra overfor en tyrkisk invasion. Se her.
  4. YPGs besked om Afrin til den tyrkiske stat: “I drømmer”. Se her.
  5. Tidligere officer i den Frie Syriske Hær (FSA) afslører, at Tyrkiet fortsat støtter Islamisk Stat og Al-Qaeda. Se her.
  6. Hurtig indsats for landbrug, skovbrug ogg grøn beplantning i Tabqa. Se her.
  7. Kurdere til tops i svensk fodbold. Se her.

 

Kort præsentation af dagens kort og øvrige indhold:

Tyrkiet har indledt et angreb på Afrin-provinsen, som præsident Erdogan har angivet vil være gennemført i løbet af en uges tid. Efter 4 dage er der dog intet der tyder på at det vil gå så let. Udover en række luftangreb, der i vid udstrækning har ramt civile mål, er stort set alle forsøg på at trænge mere end ganske få kilometer ind over grænsen foreløbigt slået tilbage. I en gennemgang af operationerne på alle fronter onsdag eftermiddag har YPG detaljeret beskrevet, hvordan den tyrkiske hær og de tyrkisk betalte lejesoldater fra den Frie Syriske Hær er trængt tilbage eller sat ud af spillet stort set overalt. Det samlede tyrkiske tab angives af YPG til mindst 203 personer, heraf 150 på Jandrissa-fronten, og 37 ved Rajo-fronten (se http://en.hawarnews.com/ypg-killing-203-of-turkish-occupation-army-its-mercenaries/). Den tyrkiske overlegenhed i hærstørrelse og militært isenkram er massiv. Men de kurdiske styrker er velforberedte, kampvandte, og indstillet på at fortsætte, ligegyldigt hvad der sker. Det er beskrevet klart i et interview med lederen af PYD, Shahoz Hesen i Dagbladet Information d. 24 januar. Så spørgsmålet er i høj grad, hvor store tab, den tyrkiske regering kan holde til.

Det strømmer ind med støtteerklæringer for Afrin fra hele verden, samtidigt med, at alle ledende stormagter har haft travt med understrege Tyrkiets ‘legitime forsvarsinteresser’. Det har dog længe været kendt og dokumenteret (ikke mindst fra amerikansk side!), at Nordsyrien ikke på noget tidspunkt har udgjort en trussel mod det tyrkiske territorium. Hvad er da baggrunden for angrebet? Det vil især været emnet for artiklerne i dette nyhedsbrev. Meget tyder på, at det ikke blot er et ønske om at gøre op med kurderne, men også skal ses i lyset af Erdogans ambitioner om at blive sultan over et større osmannisk rige, der i hvert fald omfatter området ned mod Aleppo. Russisk presse, bl.a. Pravda ru, har de sidste dage været optaget af en artikel af en kendt russisk ekspert ved et Center for Analytisk Forskning, Simeon Baghdasarov, der mener, at Erdogan, på den anden side af Afrin, har endnu et mål, nemlig Aleppo:”Erdogan drømmer om at tilbageerobre de landområder, som Tyrkiet tabte i 1921 i forbindelse med “Lausanne traktaten”. Det omfatter også millionbyen Aleppo, hvis udvikling og tilknytning til den sydligere Idlib-provins, har været under stor indflydelse fra Tyrkiet under den syriske borgerkrig . Hvis det er strategien (og det tyder flere indlæg i dagens nyhedsbrev også på), er der formentlig næppe ret mange andre end Erdogan og hans nationalistiske bagland, der tror på, at det har nogen realistisk fremtid for sig. Men hvad er det da for kalkyler, der knytter sig til stormagternes positionering i denne situation. Det får vi formentlig rig lejlighed til at stifte bekendtskab med i den kommende tid. I forhold hertil er de nordsyriske synspunkter ganske enkle: De vil gøre det endeligt af med Islamisk Stat, og de vil forsvare de landområder, hvor de har opbygget et velfungerende demokrati i samarbejde med alle andre etniske grupper, religiøse retninger med lige ret for mænd og kvinder. De ser ud til at have stor og stigende opbakning til det. Det er deres største styrke.

Opbygningen af de civile samfund efter Islamisk Stats ødelæggelser fortsætter. Vi ser på udviklingen af landbrug og skovbrug omkring byen Tabqa, der forberedelser sig på den kommende vækstsæson for at sikre brødkorn, plantagedrift, trævækst, naturbevarelse og et gunstigt grønt bymiljø

Vi slutter med en uomtvistelig kurdisk succes: Foldboldholdet Dalkurd, der nu er nået til tops i svensk fodbold.

 

 

Nordsyrien d. 21. december 2017

 

Situationen i Nordsyrien d. 21. december 2017. Gråt: Islamisk Stat. Rødt: Assad og allierede. Gult: Kurdisk dominerede områder (SDF). Lysegrønt: Den frie syriske hær (FSA). Mørkegrønt: Al Nusra mfl. Oliven: Den del af Shabaområdet og Idlibprovinsen, der er besat af Tyrkiet. Klik på kortet for at se detaljer. Tallene henviser til teksterne i dagens artikler

Indhold, d. 21 december

  1. Resultatet af valget i Nordsyrien. 69% stemte. Stor opbakning til konføderalismen. Se her.
  2. Krigen mod Islamisk stat er snart afsluttet . En nervekrig om de næste træk er startet. Vil Tyrkiet invadere Afrin? Se her.
  3. SDF og den irakiske hær etablerer koordinationscenter ved den fælles grænse til Deir Ez Zor-provinsen. Se her.
  4. Raqqas indbyggere vender hjem: 6 nye skoler på vej til at blive åbnet. Se her.
  5. Grøntsagsmarkederne er ved at vende tilbage til Raqqa. Se her.
  6. Nyt universitet åbnet i Kobane. Se her.
  7. Genbrugsfabrik for jernskråt åbnet i en landsby mellem Tabqa og Raqqa. Se her.
  8. Parlamentsmedlem fik en bøde på 20 000 kr. for at nævne ordet Kurdistan I det tyrkiske parlament. Se her.
  9. Belgisk domstol frikender PKK for terror – Erdogan svarer igen med terror i Antwerpen. Se her.

 

Kort præsentation af dagens kort og øvrige indhold:

Den vigtigste begivenhed siden sidst har været valget i Nordsyrien. Vi prøver at tolke resultaterne, der synes at vise ganske stor opbakning til den demokratiske konføderalisme. Vi ser på den vanskelige situation, der er opstået efter at Islamisk Stat stort set er slået tilbage. En aftale med den irakiske hær om kontrol og fælles informationsudvikling langs den østlige grænse mellem de to lande er indgået. Vi beretter om den. Tyrkiets Erdogan synes at stå på spring for at invadere Afrin i det nordøstlige Syrien, og Assad ser ud til at true med at lade ham gøre det.  Kurderne påpeger de katastrofale følger det vil få for Tyrkiet.

Men der er også rigtig mange positive udviklingstræk: Udover resultaterne af valget beretter  Geografisk Informationsservice om hjemkomsten af tusindvis af familierb til Raqqa efterhånden som byen ryddes for miner. 6 nye skoler er ved at blive åbnet og grøntsagsmarkederne er ved at vende tilbage. Der er indviet et nyt universitet i Kobane, og vi fortæller om starten på en genbrugsfabrik for jernskråt, som vil kunne bidrage til opbygningen af Tabqa og Raqqa.

Endelig beretter vi om den stigende forfølgelse af kurdiske parlamentarikere i Tyrkiet, samt om følgerne af en belgisk domstols afgørelse om, at PKK ikke er en terrororganisation. Det har ført til angreb på kurdiske butiksindehavere i Antwerpen, foranstaltet af det tyrkiske konsulat i byen samt organisationer med tæt tilknytning til Erdogans AKP-parti.

I ønskes alle en god jul

Nordsyrien d. 3. december 2017

Situationen i Nordsyrien d. 3. december 2017. Gråt: Islamisk Stat. Rødt: Assad og allierede. Gult: Kurdisk dominerede områder (SDF). Lysegrønt: Den frie syriske hær (FSA). Mørkegrønt: Al Nusra mfl. Oliven: Den del af Shabaområdet og Idlibprovinsen, der er besat af Tyrkiet. Klik på kortet for at se detaljer.

Indhold d. 3. december

  1. Første skoledag i Raqqa efter befrielsen fra Islamisk Stat. Se her.
  2. SDF kan måske møde danske soldater ved befrielsen af de sidste Islamisk Stat-lommer ved grænsen til Irak. Se her.
  3. Abdullah Öcalan og hans betydning for udviklingen i det nordlige Syrien
    1. Hvem er Abdullah Öcalan og hvad er hans forbindelse til Nordsyrien? Se her.
    2. Interview med Cemil Bayik: PKKs indflydelse i Rojava. Se her.
    3. Veteraner fra Kobane fortæller om Öcalans betydning for revolutionen i Rojava. Se her.
  4. YPG frivillig vender hjem til landsbyen og redder sin familie efter tre år. Se her.

 

Kort præsentation af dagens kort og øvrige indhold:

Kun 1½ måned efter den endelige befrielse af Raqqa starter skoleundervisningen for første gang i 4 år. Det sker på en skole med 800 elever i kvarteret Al Mashleb. Vi beretter om begivenheden og de mange basale problemer, der har skullet løses forud.

SDF er nået den irakiske grænse øst for Eufrat. Befrielsen af områderne langs øst-bredden af floden ser nu ud til aktivt at blive støttet af både Vest-alliancen og Rusland. Derefter mangler områderne langs grænsen til Irak mod øst. Her siges Islamisk Stats leder, Al Baghdadi at skjule sig i såret tilstand. Fra irakisk side deltager den 500 mand store dansk-trænede milits A’ali al-Furat brigaden, så ved den sidste indsats mod Islamisk Stat kan SDF måske komme i kontakt med danske soldater. De vil ikke afvise, at de godt kan komme til at deltage ved operationerne.

Befrielsen af Raqqa blev fejret med taler og demonstrationer på en af Raqqas største pladser, med store bannere med  YPG, YPJ og SDF, samt endnu større billeder af Abdullah Öcalan. Det gav genlyd i pressen, der hidtil mest har omtalt Öcalan som den fængslede leder af PKK, der står på USAs og Eus terrorliste. Hvem er han, og hvad er hans forbindelse til det nordlige Syrien? Det vil vi belyse på forskellig måde.

Endelig bringer vi en geografisk underbygget beretning om den YPG-frivillige Ferhad Asman Casim, der flygtede fra sin landsby i Deir Ez-Zor-provisen under Islamisk Stats regime, meldte sig til YPG og vendte tilbage og befriede sin landsby.

 

Nordsyrien d. 15. november 2017

Situationen i Nordsyrien d. 15 november 2017. Gråt: Islamisk Stat. Rødt: Assad og allierede. Gult: Kurdisk dominerede områder (SDF). Lysegrønt: Den frie syriske hær (FSA). Mørkegrønt: Al Nusra mfl. Oliven: Den del af Shabaområdet og Idlibprovinsen, der er besat af Tyrkiet. Klik på kortet for at se detaljer.

Indhold d. 15.  november

  1. Der er 5912 kandidater ved lokalvalgene i Nordsyrien d. 1. december – 9 % er løsgængere. Se her.
  2. SDF vil snart have befriet alle syriske områder øst for Eufrat. Se her.
  3. Store problemer for civilbefolkningen efter at islamisk stats terrritorium er indskrænket med over 30% indenfor de sidste 3 uger. Se her.
  4. Spådomme om udviklingen i det nordlige Syrien. Se her.
  5. En rettelse til Syrienskortet – Situationen omkring Qamishlo. Se her.

 

Kort præsentation af dagens kort og øvrige indhold:

Trods krigen udvikler demokratiet sig  i Nordsyrien  gennem de forestående valg til lokaladministrationen i landsbyråd, byråd og distrikter i Nordsyrien, der afholdes d. 1. december. Valgkampen er gået igang i går d. 14 november og varer til den 29 november. Næsten 6000 kandidater er stillet op, dels indenfor en række partier, men også udenfor.  9% af kandidaterne er løsgængere.

Krigen mod islamisk stat som territoriel enhed er ved at nærme sig sin afslutning. Snart vil SDF have befriet alle syriske områder øst for floden Eufrat. Assad og hans allierede slås lige nu ved Islamisk stats sidste større bymæssige tilholdssted Abu Kamal/Bukamal tæt ved det sted, hvor Eufrat krydser grænsen fra Syrien til Irak. Irakiske styrker har længere mod øst krydset Eufrat fra syd, og støder nu nord på langs den syriske grænse. Det er gået hurtigt og der er hektisk aktivitet i området. I de sidste 3 uger er Islamisk stats territorium indskrænket med 1/3, og er nu på størrelse med halvdelen af Danmark, hvor langt størstedelen er ørken uden væsentlig bebyggelse.

Afslutningen på krigen mod ISIL er blot et spørgsmål om tid. Men hvad sker der så?  Vi vil forsigtigt tage fat på spådommene om, hvad der nu vil komme til at stå på dagsordenen, især omkring de forhandlinger om Syriens fremtid, som nu må komme i fokus.

Endelig vil vi vende os mod Geografisk Informationsservice’s egen tekniske verden og se et eksempel på de kartografiske udfordringer, der knytter sig til den dynamiske kortlægning af konflikten i Syrien.

 

Nordsyrien 20 oktober 2017

Situationen i Nordsyrien 20. oktober 2017. Gråt: Islamisk Stat. Rødt: Assad og allierede. Gult: Kurdisk dominerede områder (SDF). Lysegrønt: FSA. Mørkegrønt: Al Nusra mfl. Oliven: Den del af Shabaområdet og Idlibprovinsen, der er besat af Tyrkiet. Klik på kortet for at se detaljer.

 

Indhold d. 20 oktober

  1. Raqqa er befriet! Se her.
  2. Kapløbet mod de sidste tilholdssteder for Islamisk Stat i Syrien. Se her.
  3. Tyrkiet har besat det nordlige  Idlib. Se her.
  4. Folkeafstemningen i Irakisk kurdistan efterlader store problemer  – men kan også blive en afklaring. Se her.

 

Kort præsentation af dagens kort og øvrige indhold:

Efter en måneds interrail i Midt-Europa er Geografisk Informationsservice – Nordsyrien nu tilbage.

Det altdominerende tema er den endelige befrielse af Raqqa, der blevblevet officielt erklæret  fredag middag.

Men andre aktuelle temaer vil også blive kortfattet behandlet: 2) De sidste befolkede områder langs Eufrat og bifloden Khabur er ved at blive befriet, men der er også fortsatte sammenstød mellem Assad og SDF, især om det ganske store Omar-oliefelt, som SDF lige nu kun befinder sig 8 km fra. 3) Tyrkiet har efter aftale med jihadist-grupperingen Tahrir Al-Sham reelt besat den nordligste del af Idlibprovinsen op mod det kurdiske Afrin, som beskydes dagligt. Udviklingen her er ganske foruroligende. 4) Folkeafstemningen om løsrivelse af kurdisk Irak er endt med Irakisk indtagelse af Kirkuk. Konsekvenserne for kurderne kan blive alvorlige, men kan også medføre en afklaring.

Nordsyrien 14 september 2017

Situationen i Nordsyrien 23. august 2017. Gråt: Islamisk Stat. Rødt: Assad og allierede. Gult: Kurdisk dominerede områder (SDF). Lysegrønt: FSA. Mørkegrønt: Al Nusra mfl. Oliven: Den del af Shabaområdet, der er besat af Tyrkiet. Klik på kortet for at se detaljer.

Indhold d. 14. september

  1. Tyrkisk statsterror mod kurderne – interview med Ulla Sandbæk. Se her.
  2. Belejringer som krigsforbrydelse i Syrien og Tyrkiet. Se her.
  3. To trediedele af Raqqa by er indtaget – hele byen vil være befriet indenfor højst en måned. Se her.
  4. SDF har indledt befrielsen af Deir Ez-Zor provinsen øst for Eufrat. Se her.
  5. Første syrisk-kurdiske malkekvægsbesætning etableret i Afrin. Se her.

 

Kort præsentation af dagens kort og øvrige indhold:

Hovedtemaet for Geografisk Informationsservice – Nordsyrien bliver denne gang brugen af belejringer i konflikten. Belejringer har været en meget brugt metode i konflikten i mellemøsten. Vi ser på belejringer i Syrien, men går samtidigt i dybden med de belejringer af over 30 tyrkisk-kurdiske byer og bydistrikter, der har fundet sted i de seneste år . Ulla Sandbæk, der sidder i Folketinget for Alternativet har i februar 2017 som medlem af Europarådet deltaget i en EU-delegationsrejse til de kurdiske områder i Tyrkiet. Vi har interviewet hende om de omfattende menneskerettighedskrænkelser, som kurderne udsættes for af den tyrkiske stat under dække af “terrorbekæmpelse”. Bagefter går vi i dybden om historien bagved, og de metoder, der bruges på at knække kurderne i deres kamp for at sikre deres  demokratiske rettigheder.

Det ses af oversigtskortet, at Assad og hans allierede gennem de sidste tre uger har indtaget store dele af de midtsyriskee ørkenområder og i den sidste uge er nået til provinshovedstaden Deir-Ez-Zor på vestbredden af Eufrat og har fået brudt Islamisk Stats belejring af byen. SDF er derfor nu gået igang med den længe planlagte befrielse af hele området øst for Eufrat, efter at have fået indtaget 70 % af Raqqa by.

Nordsyrien 23 august 2017

 

Situationen i Nordsyrien 23. august 2017. Gråt: Islamisk Stat. Rødt: Assad og allierede. Gult: Kurdisk dominerede områder (SDF). Lysegrønt: FSA. Mørkegrønt: Al Nusra mfl. Oliven: Den del af Shabaområdet, der er besat af Tyrkiet. Klik på kortet for at se detaljer.

Indhold d. 23 august

  1. SDF har befriet de centrale dele af Raqqa by. Se her.
  2. Landbruget i Nordsyrien – Dansk projekt vil støtte økologisk jordbrug. Se her.
  3. Der afholdes valg på alle geografiske niveauer i den Nordsyriske Demokratiske Føderation i det næste halve år. Se her.

 

Kort præsentation af dagens kort og øvrige indhold:

Oversigtskortet viser, hvordan Assads styrker med allierede er trængt frem mod øst og af afsnøret Islamisk stat indenfor store områder i det midterste Syrien nord fra Palmyra. I dag beretter vi om den seneste udvikling i Raqqa, men vil ellers vende blikket mod udviklingen i det civile liv i Nordsyrien, Vi vil se på landbrugeti, hvor bl.a. vil berette om et dansk projekt til støtte for udviklingen i det nordlige Syrien. Vi vil endvidere berette om de forestående valg til demokratiske forsamlinger på alle geografiske niveauer i det nordlige Syrien og om en ny administrativ struktur, der skal fremme den demokratiske konføderalisme i Nordsyrien.

 

Nordsyrien 31 juli 2017

Situationen i Nordsyrien 31 juli 2017. Gråt: Islamisk Stat. Rødt: Assad og allierede. Gult: Kurdisk dominerede områder (SDF). Lysegrønt: FSA. Mørkegrønt: Al Nusra mfl. Oliven: Den del af Shabaområdet, der er besat af Tyrkiet. Klik på kortet for at se detaljer. I dag vil kun situationen i Raqqa (vist med rød cirkel) blive behandlet.

Indhold d. 31 juli 2017

  1. Operation Eufrats vrede har indtaget halvdelen af Raqqa by. Se her.
  2. Nu kommer de hårde kampe i Raqqa by. Se her.
  3. Situationen for civile i Raqqa i juni og juli 2017 – kun ca. 1/10 af byens befolkning er tilbage. Se her.
  4. YPG har netop åbnet en klinik for civile i Raqqa. Se her.
  5. 73 lande vil støtte Raqqas nye civile byråd med opbygningen af byen efter krigen. Se her.

Oversigtskortet viser, hvordan Assad og hans allierede er trængt frem syd for Raqqa i deres vej mod Deir-Ezzor. Det er dog nogen lunde lykkedes SDF og de vest-allierede at undgå konfrontationer.

 

Syrien 23 juni 2017

Syrien samt resterende områder under Islamisk stat i Irak d. 23 juni. Gråt: Islamisk Stat. Rødt: Assad og allierede. Gult: Kurdisk dominerede områder (SDF). Lysegrønt: FSA. Mørkegrønt: Al Nusra mfl. Oliven: Den del af Shabaområdet, der er besat af Tyrkiet. Blåt: Golanhøjderne, besat af Israel. Klik på kortet for at se detaljer

Indhold  d. 23. juni

  1. SDF strammer grebet om de sydlige forstæder til Raqqa syd for Eufrat. Se her
  2. Islamisk Stats ledelse er flyttet fra Raqqa mod sydøst til Mayadin. Se her
  3. Konflikten mellem SDF og Assad er optrappet: USA har skudt et syrisk regeringsfly ned syd for Tabqa. Se her
  4. Erdogan og Assad forbereder embargo og angreb på Efrin-kantonen. Se her
  5. En italiensk anarkist og YPG-frivillig under slaget om Raqqa fortæller om sine motiver. Se her

 

Nordsyrien 7. juni 2017

 

Situationen i den nordlige del af Syrien d. 8. juni 2017

 

Indhold  d. 7. juni

  1. Optræk til konfrontation mellem SDF og Assad under udvikling ved Tabqa? Se her
  2. Femte og sidste fase i operationj Eufrats vrede er indledt. ISILs hovedstad Raqqa er omringet. Se her
  3. Frontberetning fra ledende kvindelige YPJ-kommandanter. Se her
  4. “Der findes to større slavemarkeder for kvinder i Raqqa”. Se her
  5. Fald ikke for den slags moustacher, hvis du er på ferie i Tyrkiet! Se her

Nordsyrien 24. maj 2017

Den vestlige del af det nordlige syrien 24. maj 2017

  • SDF har befriet Tabqa og Tabqa dæmningen (1) over Eufrat – en afgørende sejr i kampen mod Islamisk Stat, se her.
  • SDF kan nu se Raqqa med det blotte øje (3), se her.
  • Engelsk YPG-soldat fra Manchester kommenterer terrorangrebet på hans fødeby, se her.
  • YPG hilser USAs beslutning om at levere våben til YPG/YPJ velkommen, se her.
  • Demografiske ændringer i Shabaområdet (4), se her.
  • Anmeldelse af Jesper Söder: När världen tittade bort – Svenskan som kämpar mot Daesh i Syrien. Månpocket. 2017, se her.

Nordsyrien, 3/5 2017

Det nordlige syrien d. 3 maj 2017

  • Erdogan bomber YPGs hovedkvarter, se her.

  • Tabqa er befriet – kun dæmningen mangler, se her.

  • Jesper Söder er blevet talsmand for de syriske demokratiske styrker (SDF), se her.

Nordsyrien, 22/4 2017

  • Erhvervslivet vender tilbage til Nordsyrien, se her
  • Antallet af flygtninge fra Raqqa til områder befriet af SDF er nu steg til over 10.000 d. 19 april og tiltager nu endnu krafigere , se her. 
  • Sidste fase af Tabqas befrielse er indledt, se her.
  • Fjerde etappe af Operation “Eufrats vrede” er indledt, se her.
  • Nyt baggrundsstof: Etniske kvarterer i Raqqa og deres betydning, se her.
  • Nyt baggrundsstof: Anmeldelse: Samer: The Raqqa Diaries: Escaping ”Islamic State”, se her.

 

Nordsyrien, 8/4 2017

Situationen i Nordsyrien 8 april 2017. Klik for at se detajler

  • SDF strammer grebet om Tabqa og Raqqa (Se artiklen her)
  • Enden på slaget om Al-Bab: Væsentlige ændringer i magtforholdene i Shaba-området i den nordlige Aleppoprovins. (Se artiklen her)
  • Om det kemiske angreb i Kahn Shaykhun (Se her)

JB

Nordsyrien, 23/3 2017

Nordsyrien 23. marts 2017 – klik for at se detaljer

  • SDF er landet på sydsiden af Lake Assad nær Tabqa (se artiklen her)