23. marts 2017: Tavsheden om kurderne under den syriske borgerkrig

Kurderne er  med ca. 40 mill. mennesker den talrigeste etniske gruppe i verden, der aldrig har haft sit eget land. De har alle dage været undertrykt af stormagter og omgivende nationalistiske strømninger i såvel Tyrkiet, Syrien, Iraq, Iran og Rusland. Derfor har både den nationale og den internationale interesse for dem været ringe.

Også i Syrien har der været massiv undertrykkelse af kurderne, der har haft forbud mod undervisning i kurdisk, ofte har fået frataget deres statsborgerskab og systematisk er blevet tilsidesat i den regionale udvikling for at tvinge dem til en ”arabisering” i storbyerne. Ofte har de fået frataget deres jord og er blevet fordrevet i forbindelse med arabiske bosætningskampagner. Der har været flere oprør mod Assad-styrets diskriminerende behandling af kurderne, men støtten fra andre befolkningsgrupper har været begrænset såvel indenfor som udenfor det Syriske Baath-partis ’arabiske socialisme’, der har domineret Syrien i nyere tid. Socialismen var dog til at overse i den arabiske nationalisme, som det reelt drejede sig om. Efter store demonstrationer mod Assads Baath-parti i de kurdiske byer i foråret 2011, fik kurderne efter mange år endelig tilsagn om statsborgerskab og andre grundlæggende rettigheder. Det gik dog langsomt og efter udbruddet af borgerkrigen fortsatte protesterne, Mange kurdere flygtede, ikke mindst for at undgå syrisk militærtjeneste. I foråret 2012 trak Assadstyret sine styrker ud af de kurdiske byer, og overlod magten til de kurdiske syreres helt dominerende politiske bevægelse Det demokratiske Unionsparti PYD. Det var en chance de kurdiske syrere ikke kunne lade gå fra sig, og protesterne mod Assad fra kurdisk hold forstummede. PYD satte alle sejl ind på dels at opbygge et lokalt selvstyre til sikring af de forsømte kurdiske og demokratiske rettigheder, dels at opbygge et militært beredskab (YPG), samt lokale politistyrker (Assayish). I efteråret 2013 oprettedes tre selvstyrende kurdiske kantoner i Syrien: Afrin, Kobane og Jazira, med fællesnavnet Rojava, der betyder Vestkurdistan. Kantonernes autonomi blev dog ikke blevet anerkendt af Assad-styret.

Grænserne for de tre kantoner i Rojava (Vest-kurdistan), som de så ud i februar 2014.
De syriske kurdere har været tilbageholdende med at samarbejde med de frie syriske styrkers kamp mod Assadstyret, da kampen for kurdernes rettigheder sjældent har haft høj prioritet hos disse, men det sker dog i et vist omfang. De syriske kurdere er derfor ofte blevet opfattet enten som Assads allierede eller som værende uden betydning for udviklingen af den syriske borgerkrig.
Begge dele er historisk set forkert. De syriske kurdere har søgt at undgå direkte konfrontation med Assad, men de er ikke desto mindre stødt militært sammen med Assad adskillige gange, med tre større sammenstød alene indenfor det sidste år. De har derudover sat en omfattende proces i gang omkring bekæmpelsen af Islamisk Stat, der vil kunne få stor betydning for mulighederne for at løse den syriske krise. Den militære rolle skal ikke undervurderes, men det skal den politiske heller ikke: Her kan de syriske kurdernes historie og langsigtede strategi komme til at spille en overraskende stor rolle. Men et samarbejde med Assad, med udgangspunkt i kurdernes fornyede styrkeposition er dog i dag nok den eneste realistiske mulighed for en afslutning af borgerkrigen.

23. marts 2017: Islamisk Stats erobring af kurdiske områder

I efteråret 2014 erobrede Islamisk stat store områder af Iraq og Syrien.

I de kurdiske dele af Syrien gik ISIL hurtigt til angreb på den midterste kanton, Kobane. Snart var selve byen Kobane, tæt på den tyrkiske grænse, under belejring og angreb. Tusindvis af kurdere flygtede til Tyrkiet, men grænsen blev hermetisk lukket for hjælp til de betrængte kurdere fra tyrkisk side. ISILs angreb var ikke lige stærke overalt, men især øst for Kobane var de til stadighed veludrustede og vedholdende, og de kurdiske ledere mente at kunne sætte det i forbindelse med kortere ophold af tyrkiske togtransporter, der leverede forsyninger til ISIL over grænsen.

Det var i den situation at USA og Frankrig valgte at støtte kurderne i Kobane   gennem flystøtte og levering af våben og ammunition fra luften. Senere lykkedes det de Iraqiske kurdere at få tilladelse til at sende et kontingent Irakiske Peshmerga-styrker gennem Tyrkiet til Kobane for at komme YPG til undsætning.Også nogle enheder fra Den Frie Syriske Hær (FSA) engagerede sig i forsvaret af Kobane. Aktionen lykkedes. I januar 2015 blev hele byen befriet og i løbet af foråret 2015 blev ISIL fortrængt fra hele den tidligere Kobane kanton.

23. marts 2017: Tyrkiets støtte til Islamisk Stat

Tyrkiet støttede reelt fra starten etableringen og udviklingen af Islamisk stat i Irak og Syrien, mens omvendt Syrien aktivt havde støttet den kurdiske bevægelse PKK i Tyrkiet – men altså samtidigt havde undertrykt sin egen kurdiske befolkning. Den syriske stat havde endda gennem en årrække frem til 1998 også huset PKKs leder Muhamed Öcelan. Omvendt kom han derigennem i høj grad til at præge udviklingen blandt de syriske kurdere. Denne konflikt har grundlæggende præget forholdet ikke bare mellem Tyrkiet og Den syriske stat, men også mellem Tyrkiet og de syriske kurdere.

For de vestlige allierede, der klart så udviklingen af Islamisk stat som den største trussel mod deres interesser i mellemøsten, var denne situation helt uholdbar. Set ud fra det synspunkt, at den mest presserende opgave for anti-ISIL-koalisionen  måtte være bekæmpelse af ISIL som en statsdannelse med eget territorium, var det især et problem, at de to grænseområder til Tyrkiet mellem de 3 kurdiske kantoner reelt fungerede som helt afgørende forsyningsruter for Islamisk stat – også af nye tilhængere! Vigtigst var nok den østlige rute over grænsebyen Tell Abyad med direkte adgang til ISILs de fakto hovedstad Raqqa, og videre såvel  til det østlige Syrien  som Iraq (se Kort 1). I samarbejde med de vestlige styrker lukkede de syrisk kurdiske styrker YPG derfor i sommeren 2015 den østlige korridor og indlemmede området i Kobane kantonen.

Kort 1. De kurdisk-dominerede områder af Syrien, februar 2014.Tidligt i borgerkrigen overlod Assad de kurdisk dominerede områder i det nordlige Syrien til det Forenede Syrisk-Kurdiske Demokratiske Parti,  PYD. Her oprettedes i  1913 tre autonome kantoner, hvoraf den ene, Kobane, blev  næsten udryddet under Islamisk stats fremrykning i efteråret 2014. Det blev dog generobret i løbet af 2015. Et af de største problemer var, at området øst for Kobane fungerede som den måske mest afgørende forsyningsrute fra Tyrkiet til Islamisk Stats u-erklærede hovedstad Raqqa.

Ikke mindst de syriske kurderes samarbejde med bl.a. flere arabiske beduingrupper i det nordøstlige Syrien har efter lukningen af den østlige korridor givet anledning til en styrkelse af de etnisk bredt sammensatte nordsyriske styrker SDF (Syrian Democratic Forces – fortrinsvis kurdere og arabere) i kampen mod ISIL. Det førte til befrielse af store områder øst og syd for Hasakah, ned til Shaddadi (16 000 indb), en af de mest berygtede højborge for Islamisk stat, som SDF erobrede i Februar 2016. Endvidere har der i 2016 været  alvorlige sammenstød imellem Assads styrker og YPG i byerne  Hasakah (188 000 indb.) og Qamishli (184 000 indb.) .  I begge tilfælde har Assads russiske allierede mæglet i striden, ret åbenlyst til fordel for kurderne.

I sommeren 2015 lykkedes det kurderne i et stadigt mere omfattende samarbejde med arabiske grupperinger indenfor de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) og  med støtte fra den Vestlige anti-ISIL-alliance, at  få lukket den østlige korridor og samtidigt skabt forbindelse mellem de to kantoner Kobane og JaziraLukningen af den østlige korridor skærpede konflikten i den tilbageværende korridor mellem de kurdiske kantoner Afrin og Kobane, det såkaldte Shahba-område. Her ville Tyrkiet nu ikke acceptere nogen som helst tilstedeværelse af YPG. Den vestlige korridor var en vigtig alternativ rute for Islamisk Stat, der både kunne levere til ISILs områder i Vest-syrien og Raqqa (se fig. 2).

Kort 2. De kurdisk-dominerede områder af Syrien, juni 2015. I sommeren 2015 lykkedes det kurderne i samarbejde med arabiske grupperinger indenfor de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) og  med støtte fra den Vestlige anti-ISIL-alliance, at  få lukket den østlige korridor og samtidigt skabt forbindelse mellem de to kantoner Kobane og Jazira.  Der var imidlertid en alternativ forsyningsrute fra Tyrkiet vest for Kobane gennem byen Manbij.

Efter mange træfninger mellem ISIL og kurderne langs østbredden  af Eufrat på grænsen mellem Kobane og Shahbaområdet, erobrede YPG i december 2015  den sydligste del af distriktet Kobane, ned til den store Tishreen-dæmning over Eufrat, og indtog yderligere et brohoved på den vestlige side af floden. Indtagelsen af Tishreen-dæmningen var ikke bare strategisk vigtig som udgangspunkt for den senere offensiv mod storbyen og ISIL-knudepunktet Manbij (100 000 indb.), men muliggjorde også levering af strøm fra dæmningen bl.a. til genopbygningen af den næsten totalt ødelagte by Kobane (se i øvrigt Kort 4, der angiver beliggenheden af alle byer og områder nævnt i denne artikel, samt fordelingen af territorier i det nordlige Syrien mellem hovedparterne i den syriske konflikt).

Manbij-offensiven blev særligt vigtig for udbygningen af de syriske kurderes samarbejde med især arabiske befolkningsgrupper, fordi den hovedsageligt blev baseret på opbygningen af lokale arabiske styrker, der var flygtet fra Manbij-området. Det blev koblet til på forhånd fastlagte klare aftaler om nedsættelsen af lokale militære byråd for de større byer, der kunne overtage administrationen straks efter befrielsen fra ISIL, og som blev sammensat i overensstemmelse med den lokale befolkningssammensætning.

Kort 3. De kurdisk-dominerede områder af Syrien, februar 2017. I de SDF-kontrollerede dele af Shahba regionen er der i februar 2016 valgt repræsentanter til en regional regering, der på linie med regeringerne i de tre autonome kantoner så vælger delegerede til  det føderale råd for Nordsyrien, der tager sig af økonomi, landbrug, naturressourcer og udenrigssager. SDF har søgt at skabe sammenhæng indenfor deres områder i Shaba regionen, under voldsom modstand fra Tyrkiet, der i august 2016 gik ind i Shaba.

YPG deltog i offensiven som de mest kamperfarne, men langt størstedelen af styrkerne var arabiske. Tyrkiet var imidlertid stærk modstander af denne offensiv, og i august 2017 gik tyrkiske tropper ledsaget af en række tyrkisk-støttede syriske oprørsstyrker over grænsen ved Jaroblus på vestsiden af Eufrat. Det skete med kun en dags varsel til NATO-partneren USA. Obama-administrationen accepterede dog angrebet, i første omgang i en 20 km zone langs grænsen i Shahba-området, ud fra den tese, at det i det mindste ville kunne vanskeliggøre forsyningerne til   ISIL gennem korridoren. Tyrkerne gik imidlertid af flere grunde videre, helt ned til den større by al-Bab: Dels var der allerede i forlængelse af Manbij-offensiven udpeget  by-ledelser for både Jarablus og al-Bab, og  YPG-styrker trængte også frem i Shahba-området fra Afrin i vest. Et sammenhængende kurdisk-domineret område ville derfor risikere at blive en realitet, der effektivt ville kunne lukke den vestlige korridor og sikre sammenhæng mellem de kurdiske kantoner.

Men det nyetablerede samarbejde mellem Tyrkiet, Assad, Rusland og Iran gav også mulighed for en selvstændig tyrkisk optræden og ikke mindst russisk støtte til en tyrkisk rolle i løsningen af den syriske krise. Tyrkiet stillede således krav til sin NATO-partner USA om at skulle spille en aktiv rolle ved erobringen af Islamisk Stats uærklærede hovedstad Raqqa.

Den tyrkiske offensiv gik imidlertid i stå ved Al-Bab i slutningen af 2016 selv om det kun er en by på ca. 60 000 indbyggere. Den militære indsats var for begrænset. De syriske tyrkisk-støttede oprørere var for utrænede, dårligt organiserede,  flygtede i stor stil hver gang Islamisk Stat satte en modoffensiv ind. Ligeledes blev den tyrkiske indsats også i høj grad vendt mod kurdiske landsbyer i Afrin og Manbij-området, hvilket til stadighed gav anledning  til tvivl om hensigten med den tyrkiske offensiv. Men ligesom ved Aleppo blev der bombet tæt både fra tyrkisk og russisk side og strømmen af flytninge både til det kurdiske Afrin og til Manbij-området tog voldsomt til.

For den vestlige alliance mod Islamisk Stat blev den foreløbige  konklusion tydeligvis, at Tyrkiet hverken havde evne eller vilje til at indgå i kampen om Raqqa, selv om Erdogan politisk insisterede på at være med. Endnu engang måtte man konstatere, at ingen andre end  SDF under YPGs ledelse på  landjorden ville kunne overvinde  Islamisk Stat i Syrien[i].

Samtidigt havde de syriske kurdere endnu engang bevist både deres militære og politiske dygtighed gennem deres indsats under de seneste måneders store offensiv for Raqqas befrielse, kaldet Eufrats vrede.

[i]Aaron Stein: Donald Trump and the war for Raqqa. The american Interest. 2 februar 2017.

 

23. marts 2017: Eufrats vrede: Raqqas befrielse

Raqqa er en syrisk provinshovedstad med over 200 000 indbyggere, der ligger nord for den brede flod Eufrat, godt beskyttet mod nord, øst og vest af en bred hesteskoformet flodseng fra en nordfra kommende biflod, der udgør et lavtliggende tætbefolket landbrugsområde.

Placeringen af Raqqa (indrammet med en rød oval) på nordsiden af Eufrat . Lige nord og øst for byen ligger nogle større militære installationer fra Assads tid, vist med rød skravering. De sidste to måneder har de kurdisk-arabiske Syriske Demokratiske Styrker (SDF), vist med gult, stået lige udenfor det hesteskoformede intensivt udnyttede flodleje fra en nordfra kommende bifod, der omgiver byen mod øst, nord og vest. Amerikanerne bombede allerede i begyndelsen af februar de 4 broer over Eufrat syd og vest for Raqqa. Klik på billedet for at se detajler.

 

I januar 2013 jog FSA, den frie syriske hær, Assads regeringstropper fra porten i Raqqa. Men de var ikke alene. Med FSA var også islamiske grupper fra Al Nushra og Daesh, altså Islamisk Stat. Efter at have indtaget byen, tog mange FSA-grupper videre for at slås mod Assad andre steder. Så de islamiske grupper kom til at stå stadigt stærkere i Raqqa, og allerede i november samme år fik Islamisk stat fuld kontrol over byen.

Hvordan det foregik, beretter en ung mand på 24 år, kaldet Samer,  om i dagbogen The Raqqa Diaries: Escape from ‘Islamic State’, der netop er udgivet på det engelske forlag Hutchington. Dagbogen  blev i stumper smuglet ud fra byen. Et hold fra BBCs nyhedsafdeling har verificeret dagbogen og den anonyme forfatter, som det senere lykkedes at flygte. Han bor i dag i en flygtningelejr i det nordlige Syrien. Det er en beretning fra helvedes forgård om systematisk terror, hvor familiemedlemmer angiver hinanden og bliver hængt op på gader og pladser til skræk og advarsel for enhver, der måtte ytre sig kritisk om kalifatet. Og en beretning om den  totale håbløshed, som denne kyniske afstumpethed ikke kan undgå at føre med sig. Ikke så få unge i Danmark, ja, selv unge  af kurdisk herkomst, f.eks. fra traditionelle konservative kurdiske landsbyer i det tyrkiske Konya-distrikt, har følt sig tiltrukket af Islamisk stats forenklede religiøse budskaber og hårdnakkede kamp for et muslimsk kalifat, der kan gøre op med vestlig dominans og dekadence. Men livet i kalifatets fungerende hovedstad har ikke meget med disse drømme at gøre. Det er svært at undgå at lægge bogen grædende fra sig. Dagbogen burde introduceres til alle unge, der står i fare for at blive lokket i denne fælde.

Siden begyndelsen af november 2016 er en omfattende offensiv til befrielse af Raqqa blevet sat i gang under navnet Eufrats vrede.  Den verdenshistoriske flod Eufrat har været hovedgrundlaget for alt liv i den tørre østlige del af Syrien. Operation ”Eufrats vrede” omfatter befrielsen af hele området syd for Kobane og ned til floden Eufrat, fra Tishreen-dæmningen i nordvest  over den vigtige dæmning ved Tabqa og til flodområderne øst for Raqqa. Herfra løber Eufrat atter mod syd gennem den østlige provinshovedstad Deir ez-Zor, hvor en lille enklave af Assad-styrker i de seneste måneder har været under massivt pres fra Islamisk Stat. Oversvømmelser som følge af åbning af sluserne nord for Deir es-Zor har indgået i kampene.

Kort 4. Operation Eufrats vrede og den fortsatte konflikt om Shaba-området. Kortet angiver desuden  territorierne for de vigtigste partnere i konflikten i det nordlige Syrien, som situationen ser ud d. 15. februar 2017. De komplicerede interne konflikter mellem den frie syriske hær og de mange islamisk orienterede oppositionsgrupper i Idlibområdet syd for Afrin og øst for Aleppo er dog ikke vist. Territoriet for Islamisk stat består reelt af korridorer mellem befolkede områder og indeholder desuden mange ubeboede ørkenstrækninger. Klik på kortet for at se detajler.

 

Første fase startede i begyndelsen af november 2016 og kom til at omfatte ca. 700 km2 i et bælte syd for byen Ayn-Issa nord for Raqqa (se kort 4). Det blev hårde kampe, formentlig især fordi det vanskeliggjorde muligheden af et gennembrud for en reetablering af den østlige forsyningsrute i forbindelse med en modoffensiv fra Islamisk Stats side.  Anden fase, der stod på fra 10. december og frem til begyndelsen af januar 2017,  startede ved Tishreen-dæmningen i den østligste del af Raqqa-provinsen og fik ganske hurtigt befriet alle områderne nord for Eufrat ned til Tabqa-dæmningen, inclusive den strategisk vigtige gamle fæstning Qalaat Jabar. Her opstod der voldsomme kampe med flere modoffensiver, der først blev bragt til afslutning med SDFs indtagelse af en stor strategisk landsby nordøst for Tabqa-dæmningen. Men  dæmningen, industribyen Tabqa  (70 000 indb.) syd herfor, og den nærliggende militære luftbase blev ikke indtaget.  SDF stod nu ved kanten af ”hesteskoen” ca.  30 km fra Raqqa både mod vest og mod nord, men dog  noget længere væk øst for byen. Derefter gik alle beretninger fra fronten i stå.

Det var der to grunde til: Det ene var de fredsforhandlinger som russerne organiserede i Astana i Kasakstan med Tyrkiet, Assad og en række andre involverede. Kurderne blev ikke inviteret på grund af modstand primært fra Tyrkiet, og følte sig derfor ikke forpligtiget af eventuelle aftaler. Men til gengæld blev de  inviteret til Moskva, hvor de fik tilbudt støtte til udstrakte etniske rettigheder i de kurdisk-syriske områder i en kommende fredsproces. For kurderne var det imidlertid helt afgørende at få afklaret forholdet til den vestlige anti-ISIL-koalition i forbindelse med præsidentskiftet i USA, den koalision, der havde reddet dem på målstregen i forbindelse med kampen om Kobane. Selvom USA fortsat støttede YPG og SDF med både våben, ammunition, militær rådgivning, og omfattende luftstøtte under operationerne mod ISIL, fik de fortrinsvis lettere våben, da Obama-administrationen var tilbageholdende med mere avancerede våben af hensyn til modstanden fra deres tyrkisk allierede. SDFs største problem har her været ISILs hyppige brug af køretøjer med selvmordsbombere, som det har været vanskeligt at værne sig imod. Det var derfor afgørende for kurderne at få afklaret, hvordan præsident Trump ville stille sig til den fortsatte militære støtte. PYD sendte derfor i januar en delegation i USA for at forhandle med den kommende administration.

I begyndelsen af februar tilkendegav Trump , at han skrottede Obamas mellemøstpolitik. På det militære område viste det sig snart, at han reelt fortsatte Obamas linie, muligvis dog med  mindre hensyn til NATO-partneren Tyrkiets interesser.  Men det har været svært at vurdere, hvad der har været politiske markeringer, hvad der har været diplomatiske hensyn til Ankara og hvad der har været reel strategi. Den militære ledelse i USA meddelte i begyndelsen af februar, at de havde afsendt mere avancerede våben ”til deres arabiske allierede”. Men det kurdiske YPG svarede flere gange officielt, at de endnu ikke havde modtaget sådanne våben. Det skete dog senere – hen i marts måned

Alligevel gik tredie fase af offensiven mod Raqqa i gang omkring 1. februar. De allierede bombede begge broer over Eufrat syd for Raqqa, samt yderligere to broer vest for Raqqa i retning af Tabqa. De kurdisk-arabiske styrker nåede efter få dages offensiv godt ned langs  den østlige del af ”hesteskoen”, og stod allerede i midten af februar kun 4 km fra Raqqas forstæder. Så byen blev reelt næsten  omringet. Tusinder af indbyggere fra Raqqa flygtede til de SDF-erobrede områder for at komme i sikkerhed.  I mellemtiden trængte SDF stadigt længere frem mod Eufrat i et bredt bælte øst for Raqqa og denne proces foregår fortsat.

 

 

 

 

 

 

 

23. marts 2017: Hvorfor stiller de syriske kurdere sig i spidsen for befrielsen af Raqqa?

Der har boet et lille kurdisk mindretal i Raqqa, men de blev alle jaget ud af byen for 1½ år siden. Men ellers er området domineret af en hovedsageligt arabisk befolkning. Man kan med god ret spørge sig, hvorfor i alverden de syriske kurdere vil indlade sig på de åbenlyst meget hårde kampe, der vil komme til at udspille sig omkring Raqqas befrielse: ISILs hårde kerne af krigere vil have meget få flugtmuligheder. Det er svært at se, hvordan det kan undgå at blive en kamp på liv og død med alle midler, incl. brug af civile gisler.

Der er nok flere årsager.En af dem er tydeligvis den udviklingslogik, der har knyttet sig til opbygningen af kurdernes alliancer under borgerkrigen, og som de vest-allierede styrker har understøttet kraftigt. Skal en befrielse kunne lykkes, skal den primært gennemføres af arabiske styrker med lokal tilknytning. Og det er netop, hvad der er blevet opbygget under de mange offensiver udenfor de tre kurdiske kantoner, som de så ud ved oprettelsen i efteråret 2013. Allerede da var der også i varierende grad andre befolkningsgrupper inden for de tre kantoner. Den multietniske sammensætning  blev stadigt mere udpræget, da større områder blev administrativt  indlemmet i kantonerne.  For at understrege den føderale opbygning oprettedes i marts 2016 Det nordlige Syriens Føderation – Rojava. Samtidigt  blev der valgt repræsentanter  i de SDF-kontrollerede dele af Shahba regionen til en regional regering, der på linie med regeringerne i de tre autonome kantoner så vælger delegerede til  det føderale råd for Nordsyrien, der tager sig af økonomi, landbrug, naturressourcer og udenrigssager indenfor føderationen.

Det  lykkedes føderationen at opnå visse internationale diplomatiske forbindelser (bl.a. til Frankrig og Rusland), der kunne medvirke til at bryde den isolation, som området fortsat var udsat for. De multietniske principper blev understreget både i lokalvalg og kanton-valgene, hvor såvel kurdisk, arabisk og evt. anden etnisk repræsentation blev lovfæstet, ligesom repræsentation af kvinder og unge. Også erfaringerne fra 1. og 2. fase af ”Eufrats vrede” har bekræftet samarbejdet, idet SDF generelt er blevet bakket op, hvor de er kommet frem under offensiven. Over 5000, mest unge fra Raqqa-området, har meldt sig til den videre offensiv.  Befolkningen i de kurdiske områder er vurderet til at være blevet fordoblet siden borgerkrigens start, og nærmer sig 5 mill. indbyggere.  Dynamikken i det øgede multietniske samarbejde har sammen med den store tilstrømning af immigranter og flygtninge fra andre områder forrykket de syriske kurderes fokus fra det etniske til det føderale så meget, at PYD i december 2016 har slettet Rojava fra føderationens navn. Den hedder nu Det nordlige Syriens føderale demokratiske system.  Det har givet voldsomme gnidninger ikke mindst med de nationalt indstillede kurdere i Iraq, der tolker det som et forræderi mod den kurdiske nationale sag. Men de syriske kurdere ser netop nationalstaten, som den er blevet brugt af de koloniale magter til at undertrykke befolkningerne og spille dem ud mod hinanden, som roden til kurdernes historiske problemer. Under de syriske kurderes samtaler i Moskva i februar gjorde de det netop klart for russerne, at en garanti for særlige kurdiske rettigheder ikke mere var et tilstrækkeligt mål, men at en meget mere omfattende demokratisk føderal model var påkrævet.

23. marts 2017: PYDs kvindepolitik og Yasidiernes skæbne

Det øgede multietniske samarbejde har altså været en vigtig baggrund for kurdernes involvering i Operation Eufrats Vrede. Men der er også andre grunde til kurdernes stædige indsats i forbindelse med opgøret med Islamisk Stat: En hjørnesten i de syriske kurderes samfundsmodel har været opgøret med kvindeundertrykkelse og mobiliseringen af kvinder indenfor alle sider af samfundslivet, incl. militæret, hvor 1/3 af de samlede styrker er kvinder, organiseret i selvstændige enheder kaldet YPJ. Det knytter sig teoretisk til Mohamed Öcelans opfattelse af kvindeundertrykkelsen som den mest elementære undertrykkelse i klassesamfundenes historie. I praksis har dog ikke mindst de syriske kurderes erfaringer med det særegne folkeslag Yasidiernes skæbne under Islamisk Stats fremrykning mod byen Sinjar i august 2014 efterladt dybe indtryk og et stærkt ønske om at kunne gøre op med al den uret, det medførte. Sinjar ligger i Iraq ikke langt fra grænsen til Syrien. Sidste år lykkedes det de Iraqiske Peshmergastyrker at trænge ISIL bort fra byen, men kun få har turdet vende tilbage til den sønderbombede by. Da den blev indtaget af Islamisk Stat for 2½ år siden, var det imidlertid ikke Peshmergastyrkerne, der reddede situation, men derimod PKK guerillaer, der kom ned fra Qandil-bjergene i det nordlige Irak og dannede en korridor, så de tusinder af Yasidier, der nåede op på bjerget ovenfor Sinjar kunne komme sikkert til den syriske grænse, hvorfra YPG bragte dem videre i sikkerhed i flygtningelejre. Langt fra alle nåede dog op på bjerget. 5000 yasidiske mænd blev dræbt  og kvinder  blev fanget af ISIL og fordelt blandt højerestående ISIL-krigere. En del af dem blev netop placeret i Raqqa. Eufrats vrede drejer sig også om disse kvinder, og det er næppe nogen tilfældighed, at alle faser i operation Eufrats vrede er blevet annonceret af talskvinden  for YPG/YPJ, Jihan Sheikh Ahmad.

D. 7.  februar kommenterede Jihan Sheik Ahmad, talskvinde for de syrisk-kurdiske styrker, YPG/YPJ (i midten), de første dages resultater af 3. fase af Operation Eufrats vrede, offensiven for befrielse af Islamisk Stats uofficielle hovedstad Raqqa. De står nu få kilometer udenfor Raqqas forstæder.

Som følge af denne skæbne har Yasidierne fået et tæt forhold til de syriske kurdere. De har således opbygget deres egen milits, parallelt med YPG/YPJ, som forsvarer  de yasidiske områder i Irak, mellem Sinjar og den syriske grænse. Tilknytningen er blevet yderligere intensiveret i marts 2017, efter at irakisk-kurdiske Peshmerga-styrker er gået til angreb på de Yasidiske områder, formentlig primært for at lukke grænsen til Syrien efter aftale med Tyrkiet. Det har givet anledning til voldsomme reaktioner i hele det syrisk-kurdiske område.

23. marts 2017: Daglige tyrkiske angreb på de kurdiske kantoner

Der foregår dagligt angreb fra den tyrkiske her mod landsbyer nær den tyrkiske grænse. Det sker overalt langs den tyrkiske grænse, men især i Afrin-kantonen. Ofte sker det i form af rydninger af plantager eller angreb på græsningsområder, hvor man angiver at ville bygge en mur mod Tyrkiet for at sikre det mod “kurdiske angreb”. Omkring d. 23 marts er det især gået ud over grænsebyerne mod Tyrkiet øst for Efrin, (f.eks. Raco, Den ganske store by Siyé (Shaykh Al Hadid) og Mateba), der er blevet ramt at artillerigranater fra den tyrkiske hær. I en årsrapport fra YPG for året 2016 har man opgjort, at den tyriske hær overtrådte grænsen til Rojava og chikanerede og angreb ialt 191 gange, heraf 169 angreb på civil egendom og militære positioner. 31 civile personer blev slået ihjel og 138 andre blev såret. 6 medlemmer fra de væbnede styrker og politiet blev dræbt og yderligere 8 såret.

Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Stephen J. Thousand, der er amerikansk general under U.S. Central Command, d. 2 marts 2017 officielt udtalte: “[I’ve] seen absolutely 0 evidence that [the YPG/SDF] have been a threat to or supported any attacks on Turkey… over [the] last 2 years.”

JB

23. marts 2017: YPG og Rusland aftaler militærbase og træning i Afrin

Der er indgået aftale med YPG og Rusland om oprettelse af en militærbase i Afrin, der skal bidrage med en kraftig udbygning af YPGs militære styrke. Det blev d. 20 marts offentliggjort af YGPs talsmand Redur Xelil, men dog senere benægtet fra russisk side.

Aftalen skal formentlig ses som et udslag af at der fortsat ikke er skabt forbindelse mellem de østlige kantoner Kobane og Jezira og den vestlige kanton Afrin. Størstedelen af YPGs styrker er placeret i øst, og understøttes af de vestlige allierede med henblik på den forestående indtagelse af ISILs uærklærede hovedstad Raqqa. Det vil komme til at koncentrere en stor del af YPGs og SDFs styrker østpå i den kommende tid. Dermed bliver Afrin og den del af Shabaområdet som kurderne fra Afrin dominerer, særligt sårbart overfor angreb både fra Tyrkiet, og fra tyrkiske tropper placeret i Shaba-området mellem byen Al-Bab og den tyrkiske grænse – men også fra især islamiske grupper knyttet til den tyrkiske besættelse af området, samt disse gruppers tilstedeværelse i Idlib-provinsen syd for Afrin. For kurderne har Afrin stor økonomisk betydning, fordi en stor del af industriudviklingen er foregået der. Det gælder bl.a. tekstilindustrien hvor mange virksomheder fra Aleppoområdet er flyttet til Afrin som følge af krigen omkring Aleppo. Man skal også være opmærksom på, at Assad på intet tidspunkt har accepteret kurdernes ønske om en føderal struktur indenfor Syrien, der kan sikre deres etniske rettigheder på lige fod med andre grupper. Han har udtalt, at han vil fortsætte den væbnede kamp til hele Syrien er underlagt regeringens tropper. Faktisk er russerne de eneste, der har givet tilsagn om at ville støtte de etnisk-kurdiske rettigheder.

Samtidigt har YPG også meddelt, at de agter at udvide YPGs styrke fra 60 000 (hvor af den kvindelige del YPJ udgør ca. 25000) ved årsskiftet 2016-17 til 100 000 i løbet af 2017. Siden årsskiftet har man dannet 10 bataljoner på hver 300 mand. Militærudgifterne udgør i forvejen 70% af budgettet for de syrisk-kurdiske områder, så styrkeudvidelsen  vil belaste den civile sektor yderligere. For at kunne gøre militærtjenesten tiltrækkende er lønnen øget med 10%. Financieringen angives dels komme fra øget beskatning af fødevareproduktionen, dels fra salg af olie fra de østlige områder, hvilket dog kun vil kunne dække et indenlandsk forbrug.

23. marts 2017: Prisen på en tyrkisk lejesoldat

De kurdiske medier beskriver konsekvent de oprørsstyrker, der har medvirket ved Tyrkiets invasion af Syrien for lejesoldater. Nyhedsbureauet ANHA har netop berettet fra byen Al-Rai i Shahbaområdet om de problemer en sådan konstruktion kan give: 60 lejesoldater under Operation Eufrat Skjoldet har forladt den tyrkiske hær, fordi de var blevet lovet en løn på 400US$ om måneden, men kun har fået udbetalt 400 tyrkiske lira. Så i stedet for 2800 kr. om måneden har de altså kun fået udbetalt 750 kr.

Samme kilde angiver, at interne konflikter mellem lejesoldater i området uden for grænsebyen Jaroblus  har fået den tyrkiske hær til at anholde 15 lejesoldater og flytte den til et andet område. Årsagen til konflikten siges at ligge i nervøsitet over mulige sammenstød mellem de syriske regeringstropper og de tyrkiske styrker, især efter at Assad har krævet at de tyrkiske besættelsesstyrker bliver fjernet fra det  syriske territorium.