23. marts 2017: Eufrats vrede: Raqqas befrielse

By | 23. marts 2017

Raqqa er en syrisk provinshovedstad med over 200 000 indbyggere, der ligger nord for den brede flod Eufrat, godt beskyttet mod nord, øst og vest af en bred hesteskoformet flodseng fra en nordfra kommende biflod, der udgør et lavtliggende tætbefolket landbrugsområde.

Placeringen af Raqqa (indrammet med en rød oval) på nordsiden af Eufrat . Lige nord og øst for byen ligger nogle større militære installationer fra Assads tid, vist med rød skravering. De sidste to måneder har de kurdisk-arabiske Syriske Demokratiske Styrker (SDF), vist med gult, stået lige udenfor det hesteskoformede intensivt udnyttede flodleje fra en nordfra kommende bifod, der omgiver byen mod øst, nord og vest. Amerikanerne bombede allerede i begyndelsen af februar de 4 broer over Eufrat syd og vest for Raqqa. Klik på billedet for at se detajler.

 

I januar 2013 jog FSA, den frie syriske hær, Assads regeringstropper fra porten i Raqqa. Men de var ikke alene. Med FSA var også islamiske grupper fra Al Nushra og Daesh, altså Islamisk Stat. Efter at have indtaget byen, tog mange FSA-grupper videre for at slås mod Assad andre steder. Så de islamiske grupper kom til at stå stadigt stærkere i Raqqa, og allerede i november samme år fik Islamisk stat fuld kontrol over byen.

Hvordan det foregik, beretter en ung mand på 24 år, kaldet Samer,  om i dagbogen The Raqqa Diaries: Escape from ‘Islamic State’, der netop er udgivet på det engelske forlag Hutchington. Dagbogen  blev i stumper smuglet ud fra byen. Et hold fra BBCs nyhedsafdeling har verificeret dagbogen og den anonyme forfatter, som det senere lykkedes at flygte. Han bor i dag i en flygtningelejr i det nordlige Syrien. Det er en beretning fra helvedes forgård om systematisk terror, hvor familiemedlemmer angiver hinanden og bliver hængt op på gader og pladser til skræk og advarsel for enhver, der måtte ytre sig kritisk om kalifatet. Og en beretning om den  totale håbløshed, som denne kyniske afstumpethed ikke kan undgå at føre med sig. Ikke så få unge i Danmark, ja, selv unge  af kurdisk herkomst, f.eks. fra traditionelle konservative kurdiske landsbyer i det tyrkiske Konya-distrikt, har følt sig tiltrukket af Islamisk stats forenklede religiøse budskaber og hårdnakkede kamp for et muslimsk kalifat, der kan gøre op med vestlig dominans og dekadence. Men livet i kalifatets fungerende hovedstad har ikke meget med disse drømme at gøre. Det er svært at undgå at lægge bogen grædende fra sig. Dagbogen burde introduceres til alle unge, der står i fare for at blive lokket i denne fælde.

Siden begyndelsen af november 2016 er en omfattende offensiv til befrielse af Raqqa blevet sat i gang under navnet Eufrats vrede.  Den verdenshistoriske flod Eufrat har været hovedgrundlaget for alt liv i den tørre østlige del af Syrien. Operation ”Eufrats vrede” omfatter befrielsen af hele området syd for Kobane og ned til floden Eufrat, fra Tishreen-dæmningen i nordvest  over den vigtige dæmning ved Tabqa og til flodområderne øst for Raqqa. Herfra løber Eufrat atter mod syd gennem den østlige provinshovedstad Deir ez-Zor, hvor en lille enklave af Assad-styrker i de seneste måneder har været under massivt pres fra Islamisk Stat. Oversvømmelser som følge af åbning af sluserne nord for Deir es-Zor har indgået i kampene.

Kort 4. Operation Eufrats vrede og den fortsatte konflikt om Shaba-området. Kortet angiver desuden  territorierne for de vigtigste partnere i konflikten i det nordlige Syrien, som situationen ser ud d. 15. februar 2017. De komplicerede interne konflikter mellem den frie syriske hær og de mange islamisk orienterede oppositionsgrupper i Idlibområdet syd for Afrin og øst for Aleppo er dog ikke vist. Territoriet for Islamisk stat består reelt af korridorer mellem befolkede områder og indeholder desuden mange ubeboede ørkenstrækninger. Klik på kortet for at se detajler.

 

Første fase startede i begyndelsen af november 2016 og kom til at omfatte ca. 700 km2 i et bælte syd for byen Ayn-Issa nord for Raqqa (se kort 4). Det blev hårde kampe, formentlig især fordi det vanskeliggjorde muligheden af et gennembrud for en reetablering af den østlige forsyningsrute i forbindelse med en modoffensiv fra Islamisk Stats side.  Anden fase, der stod på fra 10. december og frem til begyndelsen af januar 2017,  startede ved Tishreen-dæmningen i den østligste del af Raqqa-provinsen og fik ganske hurtigt befriet alle områderne nord for Eufrat ned til Tabqa-dæmningen, inclusive den strategisk vigtige gamle fæstning Qalaat Jabar. Her opstod der voldsomme kampe med flere modoffensiver, der først blev bragt til afslutning med SDFs indtagelse af en stor strategisk landsby nordøst for Tabqa-dæmningen. Men  dæmningen, industribyen Tabqa  (70 000 indb.) syd herfor, og den nærliggende militære luftbase blev ikke indtaget.  SDF stod nu ved kanten af ”hesteskoen” ca.  30 km fra Raqqa både mod vest og mod nord, men dog  noget længere væk øst for byen. Derefter gik alle beretninger fra fronten i stå.

Det var der to grunde til: Det ene var de fredsforhandlinger som russerne organiserede i Astana i Kasakstan med Tyrkiet, Assad og en række andre involverede. Kurderne blev ikke inviteret på grund af modstand primært fra Tyrkiet, og følte sig derfor ikke forpligtiget af eventuelle aftaler. Men til gengæld blev de  inviteret til Moskva, hvor de fik tilbudt støtte til udstrakte etniske rettigheder i de kurdisk-syriske områder i en kommende fredsproces. For kurderne var det imidlertid helt afgørende at få afklaret forholdet til den vestlige anti-ISIL-koalition i forbindelse med præsidentskiftet i USA, den koalision, der havde reddet dem på målstregen i forbindelse med kampen om Kobane. Selvom USA fortsat støttede YPG og SDF med både våben, ammunition, militær rådgivning, og omfattende luftstøtte under operationerne mod ISIL, fik de fortrinsvis lettere våben, da Obama-administrationen var tilbageholdende med mere avancerede våben af hensyn til modstanden fra deres tyrkisk allierede. SDFs største problem har her været ISILs hyppige brug af køretøjer med selvmordsbombere, som det har været vanskeligt at værne sig imod. Det var derfor afgørende for kurderne at få afklaret, hvordan præsident Trump ville stille sig til den fortsatte militære støtte. PYD sendte derfor i januar en delegation i USA for at forhandle med den kommende administration.

I begyndelsen af februar tilkendegav Trump , at han skrottede Obamas mellemøstpolitik. På det militære område viste det sig snart, at han reelt fortsatte Obamas linie, muligvis dog med  mindre hensyn til NATO-partneren Tyrkiets interesser.  Men det har været svært at vurdere, hvad der har været politiske markeringer, hvad der har været diplomatiske hensyn til Ankara og hvad der har været reel strategi. Den militære ledelse i USA meddelte i begyndelsen af februar, at de havde afsendt mere avancerede våben ”til deres arabiske allierede”. Men det kurdiske YPG svarede flere gange officielt, at de endnu ikke havde modtaget sådanne våben. Det skete dog senere – hen i marts måned

Alligevel gik tredie fase af offensiven mod Raqqa i gang omkring 1. februar. De allierede bombede begge broer over Eufrat syd for Raqqa, samt yderligere to broer vest for Raqqa i retning af Tabqa. De kurdisk-arabiske styrker nåede efter få dages offensiv godt ned langs  den østlige del af ”hesteskoen”, og stod allerede i midten af februar kun 4 km fra Raqqas forstæder. Så byen blev reelt næsten  omringet. Tusinder af indbyggere fra Raqqa flygtede til de SDF-erobrede områder for at komme i sikkerhed.  I mellemtiden trængte SDF stadigt længere frem mod Eufrat i et bredt bælte øst for Raqqa og denne proces foregår fortsat.