23. marts 2017: Tavsheden om kurderne under den syriske borgerkrig

By | 23. marts 2017

Kurderne er  med ca. 40 mill. mennesker den talrigeste etniske gruppe i verden, der aldrig har haft sit eget land. De har alle dage været undertrykt af stormagter og omgivende nationalistiske strømninger i såvel Tyrkiet, Syrien, Iraq, Iran og Rusland. Derfor har både den nationale og den internationale interesse for dem været ringe.

Også i Syrien har der været massiv undertrykkelse af kurderne, der har haft forbud mod undervisning i kurdisk, ofte har fået frataget deres statsborgerskab og systematisk er blevet tilsidesat i den regionale udvikling for at tvinge dem til en ”arabisering” i storbyerne. Ofte har de fået frataget deres jord og er blevet fordrevet i forbindelse med arabiske bosætningskampagner. Der har været flere oprør mod Assad-styrets diskriminerende behandling af kurderne, men støtten fra andre befolkningsgrupper har været begrænset såvel indenfor som udenfor det Syriske Baath-partis ’arabiske socialisme’, der har domineret Syrien i nyere tid. Socialismen var dog til at overse i den arabiske nationalisme, som det reelt drejede sig om. Efter store demonstrationer mod Assads Baath-parti i de kurdiske byer i foråret 2011, fik kurderne efter mange år endelig tilsagn om statsborgerskab og andre grundlæggende rettigheder. Det gik dog langsomt og efter udbruddet af borgerkrigen fortsatte protesterne, Mange kurdere flygtede, ikke mindst for at undgå syrisk militærtjeneste. I foråret 2012 trak Assadstyret sine styrker ud af de kurdiske byer, og overlod magten til de kurdiske syreres helt dominerende politiske bevægelse Det demokratiske Unionsparti PYD. Det var en chance de kurdiske syrere ikke kunne lade gå fra sig, og protesterne mod Assad fra kurdisk hold forstummede. PYD satte alle sejl ind på dels at opbygge et lokalt selvstyre til sikring af de forsømte kurdiske og demokratiske rettigheder, dels at opbygge et militært beredskab (YPG), samt lokale politistyrker (Assayish). I efteråret 2013 oprettedes tre selvstyrende kurdiske kantoner i Syrien: Afrin, Kobane og Jazira, med fællesnavnet Rojava, der betyder Vestkurdistan. Kantonernes autonomi blev dog ikke blevet anerkendt af Assad-styret.

Grænserne for de tre kantoner i Rojava (Vest-kurdistan), som de så ud i februar 2014.
De syriske kurdere har været tilbageholdende med at samarbejde med de frie syriske styrkers kamp mod Assadstyret, da kampen for kurdernes rettigheder sjældent har haft høj prioritet hos disse, men det sker dog i et vist omfang. De syriske kurdere er derfor ofte blevet opfattet enten som Assads allierede eller som værende uden betydning for udviklingen af den syriske borgerkrig.
Begge dele er historisk set forkert. De syriske kurdere har søgt at undgå direkte konfrontation med Assad, men de er ikke desto mindre stødt militært sammen med Assad adskillige gange, med tre større sammenstød alene indenfor det sidste år. De har derudover sat en omfattende proces i gang omkring bekæmpelsen af Islamisk Stat, der vil kunne få stor betydning for mulighederne for at løse den syriske krise. Den militære rolle skal ikke undervurderes, men det skal den politiske heller ikke: Her kan de syriske kurdernes historie og langsigtede strategi komme til at spille en overraskende stor rolle. Men et samarbejde med Assad, med udgangspunkt i kurdernes fornyede styrkeposition er dog i dag nok den eneste realistiske mulighed for en afslutning af borgerkrigen.