23. marts 2017: Tyrkiets støtte til Islamisk Stat

By | 23. marts 2017

Tyrkiet støttede reelt fra starten etableringen og udviklingen af Islamisk stat i Irak og Syrien, mens omvendt Syrien aktivt havde støttet den kurdiske bevægelse PKK i Tyrkiet – men altså samtidigt havde undertrykt sin egen kurdiske befolkning. Den syriske stat havde endda gennem en årrække frem til 1998 også huset PKKs leder Muhamed Öcelan. Omvendt kom han derigennem i høj grad til at præge udviklingen blandt de syriske kurdere. Denne konflikt har grundlæggende præget forholdet ikke bare mellem Tyrkiet og Den syriske stat, men også mellem Tyrkiet og de syriske kurdere.

For de vestlige allierede, der klart så udviklingen af Islamisk stat som den største trussel mod deres interesser i mellemøsten, var denne situation helt uholdbar. Set ud fra det synspunkt, at den mest presserende opgave for anti-ISIL-koalisionen  måtte være bekæmpelse af ISIL som en statsdannelse med eget territorium, var det især et problem, at de to grænseområder til Tyrkiet mellem de 3 kurdiske kantoner reelt fungerede som helt afgørende forsyningsruter for Islamisk stat – også af nye tilhængere! Vigtigst var nok den østlige rute over grænsebyen Tell Abyad med direkte adgang til ISILs de fakto hovedstad Raqqa, og videre såvel  til det østlige Syrien  som Iraq (se Kort 1). I samarbejde med de vestlige styrker lukkede de syrisk kurdiske styrker YPG derfor i sommeren 2015 den østlige korridor og indlemmede området i Kobane kantonen.

Kort 1. De kurdisk-dominerede områder af Syrien, februar 2014.Tidligt i borgerkrigen overlod Assad de kurdisk dominerede områder i det nordlige Syrien til det Forenede Syrisk-Kurdiske Demokratiske Parti,  PYD. Her oprettedes i  1913 tre autonome kantoner, hvoraf den ene, Kobane, blev  næsten udryddet under Islamisk stats fremrykning i efteråret 2014. Det blev dog generobret i løbet af 2015. Et af de største problemer var, at området øst for Kobane fungerede som den måske mest afgørende forsyningsrute fra Tyrkiet til Islamisk Stats u-erklærede hovedstad Raqqa.

Ikke mindst de syriske kurderes samarbejde med bl.a. flere arabiske beduingrupper i det nordøstlige Syrien har efter lukningen af den østlige korridor givet anledning til en styrkelse af de etnisk bredt sammensatte nordsyriske styrker SDF (Syrian Democratic Forces – fortrinsvis kurdere og arabere) i kampen mod ISIL. Det førte til befrielse af store områder øst og syd for Hasakah, ned til Shaddadi (16 000 indb), en af de mest berygtede højborge for Islamisk stat, som SDF erobrede i Februar 2016. Endvidere har der i 2016 været  alvorlige sammenstød imellem Assads styrker og YPG i byerne  Hasakah (188 000 indb.) og Qamishli (184 000 indb.) .  I begge tilfælde har Assads russiske allierede mæglet i striden, ret åbenlyst til fordel for kurderne.

I sommeren 2015 lykkedes det kurderne i et stadigt mere omfattende samarbejde med arabiske grupperinger indenfor de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) og  med støtte fra den Vestlige anti-ISIL-alliance, at  få lukket den østlige korridor og samtidigt skabt forbindelse mellem de to kantoner Kobane og JaziraLukningen af den østlige korridor skærpede konflikten i den tilbageværende korridor mellem de kurdiske kantoner Afrin og Kobane, det såkaldte Shahba-område. Her ville Tyrkiet nu ikke acceptere nogen som helst tilstedeværelse af YPG. Den vestlige korridor var en vigtig alternativ rute for Islamisk Stat, der både kunne levere til ISILs områder i Vest-syrien og Raqqa (se fig. 2).

Kort 2. De kurdisk-dominerede områder af Syrien, juni 2015. I sommeren 2015 lykkedes det kurderne i samarbejde med arabiske grupperinger indenfor de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) og  med støtte fra den Vestlige anti-ISIL-alliance, at  få lukket den østlige korridor og samtidigt skabt forbindelse mellem de to kantoner Kobane og Jazira.  Der var imidlertid en alternativ forsyningsrute fra Tyrkiet vest for Kobane gennem byen Manbij.

Efter mange træfninger mellem ISIL og kurderne langs østbredden  af Eufrat på grænsen mellem Kobane og Shahbaområdet, erobrede YPG i december 2015  den sydligste del af distriktet Kobane, ned til den store Tishreen-dæmning over Eufrat, og indtog yderligere et brohoved på den vestlige side af floden. Indtagelsen af Tishreen-dæmningen var ikke bare strategisk vigtig som udgangspunkt for den senere offensiv mod storbyen og ISIL-knudepunktet Manbij (100 000 indb.), men muliggjorde også levering af strøm fra dæmningen bl.a. til genopbygningen af den næsten totalt ødelagte by Kobane (se i øvrigt Kort 4, der angiver beliggenheden af alle byer og områder nævnt i denne artikel, samt fordelingen af territorier i det nordlige Syrien mellem hovedparterne i den syriske konflikt).

Manbij-offensiven blev særligt vigtig for udbygningen af de syriske kurderes samarbejde med især arabiske befolkningsgrupper, fordi den hovedsageligt blev baseret på opbygningen af lokale arabiske styrker, der var flygtet fra Manbij-området. Det blev koblet til på forhånd fastlagte klare aftaler om nedsættelsen af lokale militære byråd for de større byer, der kunne overtage administrationen straks efter befrielsen fra ISIL, og som blev sammensat i overensstemmelse med den lokale befolkningssammensætning.

Kort 3. De kurdisk-dominerede områder af Syrien, februar 2017. I de SDF-kontrollerede dele af Shahba regionen er der i februar 2016 valgt repræsentanter til en regional regering, der på linie med regeringerne i de tre autonome kantoner så vælger delegerede til  det føderale råd for Nordsyrien, der tager sig af økonomi, landbrug, naturressourcer og udenrigssager. SDF har søgt at skabe sammenhæng indenfor deres områder i Shaba regionen, under voldsom modstand fra Tyrkiet, der i august 2016 gik ind i Shaba.

YPG deltog i offensiven som de mest kamperfarne, men langt størstedelen af styrkerne var arabiske. Tyrkiet var imidlertid stærk modstander af denne offensiv, og i august 2017 gik tyrkiske tropper ledsaget af en række tyrkisk-støttede syriske oprørsstyrker over grænsen ved Jaroblus på vestsiden af Eufrat. Det skete med kun en dags varsel til NATO-partneren USA. Obama-administrationen accepterede dog angrebet, i første omgang i en 20 km zone langs grænsen i Shahba-området, ud fra den tese, at det i det mindste ville kunne vanskeliggøre forsyningerne til   ISIL gennem korridoren. Tyrkerne gik imidlertid af flere grunde videre, helt ned til den større by al-Bab: Dels var der allerede i forlængelse af Manbij-offensiven udpeget  by-ledelser for både Jarablus og al-Bab, og  YPG-styrker trængte også frem i Shahba-området fra Afrin i vest. Et sammenhængende kurdisk-domineret område ville derfor risikere at blive en realitet, der effektivt ville kunne lukke den vestlige korridor og sikre sammenhæng mellem de kurdiske kantoner.

Men det nyetablerede samarbejde mellem Tyrkiet, Assad, Rusland og Iran gav også mulighed for en selvstændig tyrkisk optræden og ikke mindst russisk støtte til en tyrkisk rolle i løsningen af den syriske krise. Tyrkiet stillede således krav til sin NATO-partner USA om at skulle spille en aktiv rolle ved erobringen af Islamisk Stats uærklærede hovedstad Raqqa.

Den tyrkiske offensiv gik imidlertid i stå ved Al-Bab i slutningen af 2016 selv om det kun er en by på ca. 60 000 indbyggere. Den militære indsats var for begrænset. De syriske tyrkisk-støttede oprørere var for utrænede, dårligt organiserede,  flygtede i stor stil hver gang Islamisk Stat satte en modoffensiv ind. Ligeledes blev den tyrkiske indsats også i høj grad vendt mod kurdiske landsbyer i Afrin og Manbij-området, hvilket til stadighed gav anledning  til tvivl om hensigten med den tyrkiske offensiv. Men ligesom ved Aleppo blev der bombet tæt både fra tyrkisk og russisk side og strømmen af flytninge både til det kurdiske Afrin og til Manbij-området tog voldsomt til.

For den vestlige alliance mod Islamisk Stat blev den foreløbige  konklusion tydeligvis, at Tyrkiet hverken havde evne eller vilje til at indgå i kampen om Raqqa, selv om Erdogan politisk insisterede på at være med. Endnu engang måtte man konstatere, at ingen andre end  SDF under YPGs ledelse på  landjorden ville kunne overvinde  Islamisk Stat i Syrien[i].

Samtidigt havde de syriske kurdere endnu engang bevist både deres militære og politiske dygtighed gennem deres indsats under de seneste måneders store offensiv for Raqqas befrielse, kaldet Eufrats vrede.

[i]Aaron Stein: Donald Trump and the war for Raqqa. The american Interest. 2 februar 2017.