22. april 2017: Anmeldelse: The Raqqa diaries: Escape from ‘Islamic State’

Samer: The Raqqa diaries: Escape from ’Islamic State’. Edited by Mike Thomsen. Hutchington. London. 2017.

Samer er en syrisk studerende, der i dag er 25 år, og er vokset op I den østlige del af Syrien som den ældste søn i en familie med 5 børn. De bor i Raqqa, da den Frie Syriske Hær (FSA) i marts 2013 befrier byen fra Assads diktatur.  Samer oplever det som en fantastisk befrielse. Han har selv tidligere været involveret i opstanden om Assads styre, hvor han bllev fængslet og tortureret, men slap ud og fortsatte modstanden ved at bo i et af de tidlige områder kontrolleret af FSA i den nordlige del af den østlige provinshovedstad Deir Ez-zor. Foragten for Assadstyret blev ikke mindst blevet grundfæstet gennem en traumatisk oplevelse af faderens forsvinden, der viste sig at skyldes hans kritik af en korrupt arbejdsgiver og Assad-lakaj. Det lykkedes gennem familiemæssige forbindelser at få faderen frigivet, men kun  mod stort set at aflevere alt hvad han ejede til arbejdsgiveren. Faderen blev senere dræbt i forbindelse med et bombeangreb på Raqqa.

Da FSA befriede Raqqa var de dog ikke alene. Med i erobringen var også to islamist grupper, Daesh (Islamisk Stat) og Al Nusra Fronten, som Samer og hans venner var noget bekymrede over. Og det med god grund, for snart spredtes FSAs styrker i bestræbelserne på at bekæmpe Assad andre steder, og deres indflydelse svækkedess i forhold til de islamiske grupper.

Efter noget tid overtog forskellige grupper under Daesh helt byen, og har siden tyranniseret alle på den mest bestialske vis: Kvinder kan reelt ikke vise sig offentligt, og dermed heller ikke gå på arbejde. Enhver, der er under mistanke for at være kættersk, have forbindelse med Assads styre eller have tilknytning til oppositionen, bliver jagtet og i mange tilfælde halshugget offentligt og hængt op på pladser og foran familiens bolig. Samer oplever, hvorledes en bror til hans kæreste kun skånes for denne skæbne mod at søsteren bliver giftet bort til en ISIL-kriger! Derefter hører vi ikke mere om hende. Handlende bliver overfaldet af alskens ’politi’ og kontrolgrupper, der afkræver dem ekstra skatter og afgifter, og sender dem på religiøse genopdragelseskurser. En ven til Samer bliver dømt til døden for at forsømme en Sharia-time, men når dog at flygte. Den meget troende ven og muslin, Khalid, der kan hele koranen udenad, taler imod ISILs forvrængninger foran Moskeen efter fredagsbønnen, men bliver klynget op på et torv efter en offentlig proces.  En anden ven afskriver helt sin FSA-fortid, og gifter sig, da ISIL kommer. Men de finder ham, hugger hovedet af ham og korsfæster kroppen foran hans mors hus. Butikkerne sygner hen. Civile kan ikke komme på hospitalet, der er forbeholdt IS-krigere. Der eksisterer i byen nogle internetcaféer, men de er under konstant overvågning af ISIL og enhver forbindelse med omverdenen bliver straffet hårdt. Isolationen er næsten total. Det lykkedes dog med stor forsigtighed en lille gruppe af nære venner, Al-Sharqiya 24, at få kontakt til en BBC-journalist, Mike Thomsen, der, efter at et tillidsforhold var blevet opbygget,  har modtaget Samers dagbog i brudstykker i en krypteret version. Mike Thomsen har derefter gennemgået manuskriptet med nogle arabisk-kyndige journalister og fik verificeret såvel historien som Samers rette eksistens.

Samers oplevelser og sindstilstand i den isolerede by beskrives mesterligt i en række dagbogsnotater, der strækker sig fra marts 2013 til (formentlig) begyndelsen af april 2016, hvor det lykkedes ham at flygte til et område under FSAs kontrol i Shaba-området tæt på den tyrkiske grænse. Den konstante angst fik Samer til næsten at afbryde al forbindelse med de fleste af sine nærmeste venner, og den totale magtesløshed bredte sig.

Det er vanskeligt at følge dagbogsnotaterne i tid og rum: Bortset fra starten med byens befrielse i begyndelsen af marts 2013, er det ikke muligt at tidsfæste de omtalte begivenheder. Det kan heller ikke lade sig gøre at stedfæste begivenhederne i Raqqa, og det er der naturligvis gode grunde til, især hensynet til den tilbageværende familie. Ud fra beskrivelsen af flugten over Manbij til en landsby i nærheden af Al-Ree ved den tyrkiske grænse, og beskrivelsen af krydsningen til et FSA-kontrolleret område, kan det regnes ud, at denne flugt må være sket i begyndelsen af april måned 2016. Rejsen må være gået syd om Assadsøen til Manbij (der på dette tidspunkt endnu ikke var befriet af SDF) og videre formentlig over Al-Arima til Al-Ree.

Fra det sigte, der knytter sig til formålet med denne hjemmeside, er der to forhold, der påkalder sig en særlig opmærksomhed ved dagbogen. Der er muligvis en sammenhæng mellem de to forhold:

Til trods for at der har været et ganske stort kurdisk mindretal i Raqqa, der har boet dels i tre kurdisk-dominerede kvarterer, dels i en række kvarterer med blandet kurdisk-arabisk befolkning (se artiklen: Etniske kvarterer i Raqqa og deres betydning), er problemerne omkring denne befolkningsgruppe ikke nævnt med et ord i dagbogen. Derudover blev alle kurdere smidt ud af byen i slutningen af juni 2015 – altså netop på et tidspunkt, hvor situatioen også strammedes til for Samer, kun 9 måneder før det lykkedes ham at flygte fra byen. Der blev sat opslag op i alle kvarterer og på mange kurdernes huse, og de fik få dage til at forlade byen. Kurdernes bortvisning fra byen må have været en voldsom begivenhed, som næppe kan have undgået at vække opmærksomhed og skabe yderligere angst.

Da Samer skal vælge flugtvej, er det klart, at det letteste og formentlig også mest sikre er at tage nordpå til de områder ret tæt på Raqqa omkring byen Ain Issa, som SDF befriede i forsommeren 2015. Det nævner Samer også selv, men han følger alligevel en anden flugtvej, og begrundelsen er ret bemærkelsesværdig. Han får via nogle venner telefonisk kontakt med en nær ven fra sin tid som aktivist i FSA, en ven,  som selv tidligere er flygtet til det nordlige Aleppo-område. Vennen råder ham stærkt fra at flygte til SDF. Han siger, at han hellere ville bo i Raqqa under Daesh end under SDF!  Samer kommenterer: ”Det er meget skuffende. Jeg håbede, at de (altså SDF, JB) ville befri Raqqa og at livet ville blive bedre. Men jeg har ingen grund til at tvivle på hvad Mokhles fortæller mig. ” Senere giver han en anden begrundelse, der måske bedre udtrykker hans bekymring: ”Hvor skal jeg flygte hen? Måske til de områder, der kontrolleres at kurderne og de Syriske Demokratiske Styrker? Nej, det er ikke nogen mulighed. De har den forkerte opfattelse, at alle der bor under islamisk Stat er loyale overfor dem”.

Der er utallige vidnesbyrd på, at der er blevet taget store hensyn til civilbefolkningen ved SDFs fremmarch, ligesom det er dokumenteret, at opbakningen fra lokalbefolkningen, også i de arabiske områder, har været omfattende i de befriede områder. I en pressemeddelelse fra Anwar News d. 20 april angives, at man nu er op på at have modtaget over 10000 flygtninge fra Raqqa-området til lejrene ved Ain-Issa. Der appelleres til FN og internationale nødhjælpsorganisationer om at yde støtte til området, der i høj grad har været glemt. Men det er ligeså klart, at SDFs frygt for infiltrering af ISIL-krigere (især selvmordsbombere) i flygtningelejrene har gjort en stærkt kontrol nødvendig, ligesom angsten for den uundgåelige konfrontation i forbindelse med en befrielse af en by næppe kan undgå at blive traumatisk for de tilbageværende civile.  Risikoen for at civile inddrages i kampen vil hele tiden være til stede, ikke mindst i tilknytning til angreb fra luften.

Det hører med til beretningen, at den lejr, som Samer ender i, ligger ganske få kilometer fra den tyrkiske grænse, og at de FSA-styrker, der opererede i dette område, har haft tæt tilknytning til Tyrkiet. Efter Tyrkiets invasion af Shabaområdet blev de FSA-kontrollerede dele af grænseområdet meget hurtigt en del af invasionsområdet. FSA-grupperne i dette område blev dermed en del af Tyrkiets politik, som godt nok formelt har været vendt mod Islamisk Stat i området ned til Al-Bab, men i langt høj grad har været rettet mod den kurdiske befolkningsgruppe og de områder, der er befriet af SDF i Shahbaområdet – og mod kurdernes ønsker om at sikre forbindelse mellem de kurdiske enklaver i det nordlige Syrien.

JB

22. april 2017: Etniske kvarterer i Raqqa og deres betydning

En 19-årig hollandsk-kurdisk amatørkartograf,  Aryan Nawzad, har udarbejdet et kort over fordelingen af etniske grupper i ISILs uerklærede hovedstad Raqqa. Kortet angiver bykvarterer med overvejende arabisk befolkning, overvejende kurdisk befolkning, og hvor befolkningen er blandet. Der foreligger desværre ikke oplysninger om, hvordan oplysningerne er indsamlet og hvornår det er sket. Men kortet er alligevel meget interessant.

Etniske kvarterer i Raqqa by. Grønt: Domineret af arabisk befolkning. Gult: Kvarterer domineret af kurdisk befolkning. Rødt: Blandet arabisk-kurdisk befolkning.

Står det til troende, og forudsætter man, at befolkningstætheden i bykvarterene er nogen lunde ens, kunne det umiddelbart tyde på, at kurderne har udgjort måske mellem en fjerdedel og en trediedel af byens samlede befolkning, der i 2004 var ca. 220 000 indbyggere. Dette indtryk forstærkes, hvis man ser på Google Earth-billeder over byen, hvor det tydeligt viser sig, at de gule områder (hvor befolkningen er domineret af kurdere) er præget af mindre og markant tættere byggede huse (og at bebyggelsen i disse områder også er mindre  planlagt), mens forskellen på de kvarter, der er domineret af arabisk befolkning (grønt) eller har blandet karakter (lyserødt) umiddelbart synes betydeligt mindre. Den store andel af kurdisk befolkning er ganske overraskende, i betragtning af at Raqqa ligger i et område, der i øvrigt er domineret af arabiske befolkningsgrupper. Byen er muligvis vokset efter at den har fået status af “hovedstad” for Islamisk stat og mange højerestående IS-krigere har bosat sig i byen. De har bragt andre med sig, bl.a. formodes også mange af de 5000 bortførte Yasidi-kvinder fra ISILs erobring af Singar i Iraq nær grænsen til Syrien at opholde sig i byen som slaver for krigere (se artiklen  PYDs kvindepolitik og Yasidiernes skæbne).

Det store kurdiske mindretal er givet knyttet til en generel urbaniseringseffekt, men hænger også sammen med de bosætningsprogrammer som Assad-regimet tidligt igangsatte i de nordøstlige kurdiske områder, hvor mange kurdere fik frataget deres egendom og statsborgerskab og ofte blev flyttet til større byområder, for at blive arabiserede.

Der er imidlertid næppe nogen kurdere i Raqqa by idag. De blev nemlig smidt ud af ISIL for snart 2 år siden. D. 24 juni 2015 kunne The Telegraph berette om, at der blev sat opslag op i kurdiske kvarterer i Raqqa om, at alle kurdere skulle være ude af byen inden 72 timer, og at de, der ikke efterkom ordren, ville blive straffet af en Shariadomstol. Begrundelsen var YPGs fremmarch, hvor man på det tidspunkt havde fået indtaget Ain-Issa kun 50 km nord for Raqqa. Kurdere, der søgte mod nord til Ain-Issa eller Kobane blev afvist ved vejspærringer, og fik besked på at rejse mod syd, mest til Tadmur, ca. 100 km mod sydvest i den Syriske ørken.

Hawar News Agency har for nylig berettet om, hvordan livet i Raqqa formede sig op til udsmidningen, gennem et interview med Kavser Sheikh Ahmad, der i dag er sygeplejerske på et militærhospital i Kobane.

Kavser Sheikh Ahmad (t.h.) sammen med sin søster Jihan.

Kavser blev født i Raqqa som datter i en kurdisk familie med 12 børn. Det lykkedes hende at slippe væk fra Raqqa sammen med nogle fra familien efter at have levet i fangenskab på grund af ISILs besættelse af byen. Hun beretter:

“Jeg kom ud af Raqqa for 1½ år siden, og jeg var der, da Yasidi-kvinderne blev bortført og bragt til Raqqa af (ISIS) banderne” og hun tilføjer, at hun bl.a. som sygeplejerske for en læge i Raqqa også var vidne til behandlingen af  de Yazidi kvinder, der var blevet bortført fra Sinjal og bragt til Raqqa.

“Kvinder led meget i den by. Alting var forbudt. Det var forbudt at  se TV, ryge, gå ud, for kvinder at gå ud alene, eller hvis en mand og en kvinde ville gå ud alene sammen. Vi var tvunget til at gå i sort tøj og vi gjorde det. Kvinder fik (i praksis) forbud mod at arbejde, de havde specielt forbud mod at gå ud om aftenen. Mænd, fædre eller brødre til kvinder, der gik klædt på en måde som gjorde det muligt at se deres hænder og øjne, blev straffet. På grund af kvinderne, var samfundet bange, truet med halshugning, drab og mange andre ting” tilføjer Kayser.

Hun stoppede sit arbejde hos lægen og låste sig selv inde i sit hus efter at have været vidne til en oplevelse efter ISIS bandernes besættelse, som ikke levnede hende nogen tro på forbedringer: “En dag jeg kom ud til basaren var jeg vidne til at banderne stoppede en taxa i farten. De spurgte en kvinde inde i taxaen: ‘Hvorfor sidder du ved siden af chaufføren?’. Kvinden prøvede at forklare, at chaufføren af bilen var hendes onkel, men de slæbte afsted med hende. Jeg kan stadig høre hendes skrig, mens hun sagde: ‘Han er min onkel’. Efter at have været vidne til den oplevelse, forlod jeg mit arbejde, og sagde til mig selv: ‘Jeg skulle ikke have forladt hjemmet’. Vores hjem var et hus med have. En dag kom banditterne til vores hjem og sagde. “Der er en lejlighed ved siden af jer, hvor de kan se kvinden i haven, I skal have et telt på huset”. Så det var vi nødt til.

En dag kom gangsterne og sagde: “Vi giver kurderne 48 timer til at forlade Raqqa. Kurdere kan ikke  bo her, de, der bliver vil blive straffet. De sagde, at vi skulle tage til Tedmur [Tedmur er de syriske navn for den moderne by ved Palmyra, 200 km væk gennen den syriske ørken!, se Syrienskortet i artiklen Eufrats vrede: Raqqas befrielse] . Vi havde ikke noget familie i Tedmur, så vi ankom til en landsby ved Kobane efter syv timers vandring. Da jeg nåede grænsen til Kobane, havde jeg den samme følelse som en fugl, der endelig var reddet efter at have været ved at dø i et bur. Vi kastede de sorte klæder af os. Alle kvinderne i min familie lo. YPG/YPJ soldater kom og hilste os velkommen. Vi begyndte igen at tro, at vi kunne bygge en fremtidig drøm i frie områder.”

På billedet ses Kayser Sheikh Armed til højre, med sin søster Jihan og hendes søn til venstre. Jihan Sheikh Ahmad er kendt af alle blandt syriske kurdere: Hun er talskvinde for De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) og har annonceret alle faser i operation Eufrats vrede, se artiklen Eufrats vrede, Raqqas befrielse.

Der har af mange grunde ikke været ret mange oplysninger om, hvad der er sket i Raqqa, siden Islamisk Stat tog magten i byen. Men det er alligevel mærkeligt, at uddrivelsen af kurderne fra Raqqa, der må have haft et meget stort omfang, måske et femcifret antal. Alligevel findes denne exodus, ikke omtalt i de relativt få beskrivelser, der er kommet ud fra byen i denne periode (se f.eks. Samer, 2017: The raqqa diaries: Escape from ‘Islamic State’, Hutchinson, eller Ahmed Abdul-Kader: Der er stemning af undergang i Raqqa. Information, 11/4 2017): Trods SDFs lange forberedelse af Raqqas befrielse og næsten totale isolation af byen omtales kurderne stort set ikke i disse kilder. Man undres endnu engang over den tavshed, som trods deres stadigt stigende betydning, fortsat omgiver kurdernes skæbne.