24 maj 2017: Anmeldelse: Jesper Söder: När världen tittade bort – Svensken som kämpar mot Daesh i Syrien.349 s. Månpocket, i samarbejde med Bokförlaget Forum. Stockholm. 2017. Pris 49 SKR.

Enhver, der ønsker et indblik i konflikten i Nordsyrien set ud fra et humanistisk synspunkt, bør læse denne bog- især hvis man samtidigt er villig til at erkende, at humanisme er social og også forpligter til en praksis, der understøtter de mennesker, som søger at levendegøre en sådan humanisme.

Det gør Jesper Söder på forbilledlig vis.

Jesper Söder blev i april 2017 udpeget som talsmand for YPG/SDF af den overordnede talskvinde for operation Eufrats vrede, Jihan Sheik Ahmad

Jesper Söder er en ung svensker, født i 1991 og opvokset i Trollhättan som en helt almindelig dreng, der har drømt om en karriere som elitesportsmand – især håndbold. Han har også i en periode været aktiv  som leder af en lokal ’missing people’-gruppe. Resten af fritiden har han brugt på computerspil på Internettet som Counter Strike og Call of Duty. Siden han var 14 spillede han det flere gange om ugen, bl.a. med en amerikaner fra Michigan, Daniel ’Danny’ Carolan, som han blev meget god ven med. Danny har skandinaviske aner, og virker ikke som en almindelig amerikaner, selv om han senere bliver beskæftiget i US Marine. Han skammer sig f.eks. en gang imellem over at være yankee. Men en dag er Danny blevet væk. Først efter lang tid finder Jesper ham på en facebook-gruppe, hvor det viser sig, at han er taget til Syrien for at kæmpe på de Syriske Demokratiske Styrkers (SDFs) side mod Islamisk stat. De må have chattet om det på nettet, for det er ikke en ny og overraskende tanke for Jesper. Tværtimod, det synes logisk for ham, at også han har en mission dér. Bortset fra nogle få traumatiske oplevelser, især omkring faderens alt for tidlige død, er Jesper opvokset i en tæt og kærlig familie, der er båret af varme og omsorg. Men Jesper har også et fighter-gen, og begge sider aktiveres, da han beslutter sig for også at ville til Syrien og slås mod terrorgruppen ’Daesh’, der bedriver et rædselsregime, der plager en hel verden. Han finder det mere og mere  utænkeligt at skulle forblive passiv, og beslutter sig, trods stor bekymring fra familien, til at tage afsted. Som han skriver: ”Jeg vil deltage. Medvirke. Være aktiv”.

Jesper Söder argumenterer både direkte og indirekte meget omhyggeligt for sin beslutning om at ville tage af sted. Når han vælger at melde sig til kampen mod Islamisk Stat, er det ikke mindst et valg, der er modnet gennem lang tids studier af videoer på nettet, mange af dem udsendt af Daesh, om de uhyrligheder, der finder sted i Islamisk Stat. Det bliver klart for ham, at de ikke er til at resonere med. At dialog og forhandling ikke er aktuelt. At de har valgt at bryde med alle internationale principper og overenskomster. At de kun kan stoppes med våbenmagt.

Men det er ligeså klart for ham, at kampen er kompliceret, og at det er svært at se, hvor den fører hen. Et sted skriver han: ”Hver del af denne konflikt er bare en puslebrik i et enormt kæmpespil, hvor verdens stormagter og regionale magthavere vil styre udviklingen på sin måde. Findes der en fred indenfor rækkevidde? Fanden ved det. Men for os indenfor YPG er det indlysende at stå op imod de kræfter, som vil kaste landet tilbage til middelalderen. Daesh iklæder sig rollen som den tydeligste fjende. Deres indflydelse på stoppes. Det er derfor vi er taget hertil. Her går grænsen.”

De første – og faktisk eneste IS-krigere, som Jesper kommer i direkte skudduel med – viser sig at være tyrkiske statsborgere. Og han synes at kunne bekræfte, at tusinder af tyrkiske sunniekstremister formentlig er blevet hvervet til Islamisk stat i årene forud, hvor Erdogan reelt har støttet Islamisk Stat.

Jesper Söder (t.h.) med sin amerikanske ven Danny Carolan (t.v.). Billedet er taget i byen Suluk nær Tel Abyad i juni 2015. Det var her SDF under hårde kampe, og med vestlig luftstøtte fik lukket den vigtigste forbindelseslinie mellem Tyrkiet og Islamisk Stat. Det blev afgørende for den videre udvikling af indsatsen mod Islamisk Stat. Kun to uger senere blev Danny alvorligt såret under en skudveksling i en landsby i nærheden af Suluk.

Hans ven Danny er ikke begejstret og gør de barske betingelser, de hårde fysiske og psykiske krav, og de evige minetrusler ganske klart for ham. ”Krig er ikke som du tror, det er”.  Men da Jesper kommer derned, sørger Danny for, at han kommer i hans gruppe,  hvor han tager sig af ham, og hjælper ham, så godt han kan.

Jesper tager til Syrien via Ankara og den kurdisk-irakiske by Sulaimaniya, hvorfra han smugles videre ind over den syriske grænse, der også mod Iraq er næsten hermetisk lukket. Skildringen af turen giver i sig selv et godt indblik i den komplicerede situation i  den kurdiske del af Irak, hvor de regerende Peshmergastyrker under klanlederen Mahmoud Banzanis ledelse i tæt samarbejde med Tyrkiet søger at stække de syrisk-kurdiske forsvarsstyrker YPG/YPJ og det multietniske militære samarbejde indenfor de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) så meget som muligt. Men andre toneangivende grupper i kurdisk Irak har et tæt forhold til de kurdiske syrere, og overordnet står alligevel varetagelsen af de fælles kurdiske interesser stærkt, hvilket bogen senere giver overraskende eksempler på.

Beskrivelsen af modtagelsen og integrationen i YPG er i sig selv fængslende. Den starter i YPGs  hovedkvarter ved Derek i det nordøstligste Syrien, det hovedkvarter, der blev bombet af det tyrkiske militær d. 25 april i år. Opholdet omfatter instruktion i en målrettet indsats mod islamisk stat. Men Jesper Söder beskriver også en næsten kærlig omsorg for hinanden i den situation, man befinder sig i. Kurderne er meget ærlige og bevidste om betydningen af de udenlandske frivillige. Kurdernes lidelser har haft svært ved at trænge igennem medierne, og her har de udenlandske frivillige stor betydning. Det betyder også meget for deres egen kampmoral, at der bliver vist solidaritet med dem. Endelig bidrager det også til at holde på befolkningen og dens tro på en fremtid i deres eget land, i stedet for at blive fristet til at flygte væk. Hans senere skildring af livet ved fronten er dog ikke specielt rosenrød, men omfatter også en kritisk skildring af svigt, sjusk og også ubrugelige eventyrere blandt nogle af de udenlandske frivillige, der dog efterhånden bliver siet fra og sendt hjem. Det gælder også sådanne, der tror, at de skal deltage i et antiislamisk korstog.

Jesper Söder tog denne Selfie 15 timer efter at han på mirakuløs vis overlevede en mineeksplosion. Han sendte billedet til sin mor. Han har nok mildt sagt ret, når han skriver: “Jag vet inte om mamma blev så lugn …”

Der går ikke en måned før det går grueligt galt. En i øvrigt beundret og moden kampgruppeleder, der under en natlig aktion går 3 meter foran Jesper, kommer, samtidigt med at han har radiokontakt med en anden i et hus længere fremme,  uforsigtigt til at træde på en landmine. Han bliver dræbt og Jesper får fyldt ansigt og arme med granatsplinter. Han overlever og vender snart tilbage til gruppen, men må senere opgive og rejse hjem, da han ikke er i stand til at deltage på grund af de skader, han har pådraget sig.

Hjemme igen kommer han tilbage til sit job som skolelærer, men han bliver også en kendt person i Sverige på grund af sine beretninger via facebook og twitter.

Han starter en indsamling til støtte for fattige familier i Kobaneområdet ’Jesperhjælpen’. Ideen til det projekt kommer nogle uger inden han rejser hjem, hvor han sammen med et par andre fra sin deling tager til Kobane, hvor det d. 25 juni var lykkedes en gruppe på over 30 krigere fra Islamisk Stat at trænge ind i Kobane by forklædt som YPG-soldater og gennemføre en massakre på 262 indbyggere. De var næsten alle civile, og mange børn og kvinder, idet ISIL-krigerne hverken angreb militære eller politimæssige mål. Gruppen blev hurtigt nedkæmpet, men det var endnu et chok for den i forvejen hårdt ramte by, og medvirkende til at mange opgav at gå videre med genopbygningen, men i stedet søgte at rejse til sikrere områder. Det gjaldt f.eks. faderen til den berømte dreng, der blev fotograferet efter at være drevet i land i Tyrkiet som bådflygtning. Jesper oplevede følgerne af massakren meget nært og voldsomt, idet han sammen med to  andre udenlandske YPG-frivillige deltog i det utaknemmelige job med at fjerne og begrave bunken med de 32 dræbte ISIL-krigere – i 40 graders varme. Mange indbyggere havde i forvejen pådraget sig svære traumer og havde vanskeligheder med at klare dagen og vejen i den i forvejen sønderbombede by. Det var tydeligt for Jesper at der var et akut behov for nødhjælp.

På sin næste tur til Nordsyrien kommer han tilbage til sin kampgruppe, men virker også civilt med uddeling af midler til fattige familier i Kobane, samtidigt med at han udbygger sit arbejde på Facebook og twitter omkring oplysning om Syrienkonflikten. Alene skildringen af transporten og anvendelsen af de over 100000 svenske kroner han har fået indsamlet er en betagende dokumentation af den den forståelse og vilje til at hjælpe med ved projektet ikke mindst blandt de nærmeste YPG-soldater, men også blandt de ledende folk, der støtter godt op om det.

Jesper rejser hjem i slutningen af november 2015 på grund af flere voldsomme begivenheder: Han tvillingebror er blevet alvorligt syg, muligvis en tumor. En torsdag formiddag i slutningen af oktober trænger in  21-årig svensk racist ind på hans skole i Trollhättan og slår tre mennesker ihjel og sårer to andre. Et af dødsofrene er en svensk-kurdisk lærerkollega til Jesper, som forsøgte at stoppe morderen. Jespers nærmere kollega i nødhjælpsarbejdet John Svensson har været nødt til akut at tage hjem, men er blevet taget til fange af  Massoud Barzanis Pesmerga-styrker under sin hjemrejse,  og bliver tortureret og holdt tilbage næsten en måned, før det lykkes at få ham fri.

Selv om hans første ophold kun omfatter en kort periode på 2 måneder, er det en meget afgørende fase for de syriske kurderes involvering i kampen mod Islamisk stat. For sommeren 2015 var netop det tidspunkt, hvor det lykkedes YPG/YPJ i samarbejde med den vestlige alliance at få forenet Kobane-kantonen med den østlige Jazira kanton, og dermed få lukket Islamisk Stats vigtigste forsyningsrute fra Tyrkiet over grænsebyen Tel Abyat: Her kom våben, forsyninger og nye jihadist-rekrutter til ISILs kerneområde omkring Raqqa, mens olie, stjålne antikviteter og andre varer blev sendt nordpå. Det hul var Jesper med til at stoppe (Se i øvrigt artiklen Tyrkiets støtte til Islamisk Stat).

Men det bliver også den fase, hvor de syriske kurderes systematiske samarbejde med andre befolkningsgrupper inden for de syriske demokratiske styrker (SDF) for alvor udvikles, og hvor også det spændte forhold til Assads styrker og hans allierede f.eks. fra Hisbollah kommer til at stå sin prøve. Det sker i forsvaret mod Islamisk Stats offensiv ved områderne omkring Hasakah. Her beskriver Jesper Söder de meget forskellige militærtraditioner, der mødes: Hvor der f.eks. er en meget striks kontrol med brug af alkohol og narkotika samt overholdelse af internationale regler for krigsførelse indenfor YPG og SDF, er euforiserende stoffer vidt udbredt blandt mange andre af krigens parter, hvilket reelt også fører til langt større både militære og civile tab.

En af de mest fascinerende sider af bogen er skildringen af forholdet mellem det mandlige YPG og kvindelige YPJ. Alt i det daglige, incl. madlavning, opvask mv. foregår fælles, engageret og ligeværdigt – også ved fronten, men dog fysisk adskilt, også ved festlige lejligheder. Disciplinen er høj, og den kønspolitiske bevidsthed og stolthed blandt pigerne er udtalt, uden at det går ud over omsorgen for hinanden. Det kommer Jesper til at mærke mange gange. Der er værnepligt, også for kvinder (dog ikke nødvendigvis militær), og det er tydeligt, at YPJ-livet er blevet en slags universitet for unge kvinder, der derigennem skaffer sig en tro på, at de kan gennemføre en revolution for ligestilling, når krigen er slut. Tænk, at det kan ske i Mellemøsten! Ikke bare kurdiske, men også yasidiske, turkmenske, syriakiske og arabiske piger er blevet inddraget i bevægelsen. Måske kommer det arabiske forår for alvor til at starte i de kurdiske områder!

Størstedelen af bogen handler om Jesper Söders personlige oplevelser og overvejelser over situationen han befinder sig i både i Syrien, Iraq og i Sverige.

Den journalistiske bearbejdning er lavet af Johan Frederiksen, der også har været i området og derfor har haft gode forudsætninger for at indgå i et samarbejde om produktion af bogen.

En mindre del omfatter kortere udredninger af ofte lidt komplicerede, men centrale forhold, som udviklingen indenfor Al-Qaida og Islamisk Stat, om de syriske kurderes organisering indenfor PYD og YPG/YPJ samt deres politiske grundlag, Syriens historiske udvikling, og de meget forskellige politiske grupperinger i den irakiske del af Kurdistan. Afsnittene er angivet med kursiv og jeg formoder, at det er reporteren Johan Frederiksen, der især har stået for disse overraskende korte og præcise, men samtidigt let forståelige udredninger – som denne: ”PYD som i praksis styrer YPG og det tilsvarende kvindelige YPJ efterstræber et slags direkte demokrati med stærk lokal forankring. Kurderne i Rojava ser det som en revolution med socialistiske og økologiske indslag, hvor der også lægges stor vægt på lighed mellem kønnene.”

Hans ophold i Sverige udvikler sig ganske overraskende, og man bliver i tvivl om, hvorvidt Jesper igen ville komme til Kurdistan.  Men det gjorde han: I en epilog beskrives ganske kort, hvordan han i sommeren 2016 ledede et skandinavisk Peshergaforbund i Iraq indenfor det iranske “Kurdistans Frihedsparti”, PAK, der står relativt tæt på YPG. I slutningen af november 2016 tog han atter til fronten i Rojava for at kæmpe på YPG/SDFa side i slaget omkring Raqqa. Efterfølgende kan vi konstatere, at han er blevet der og har bidraget til de store resultater, der netop viser sig operation Eufrats vrede!

PS:! De danske boghandlere har ikke opdaget bogen endnu. Kun få svenske boghandlere sender bøger til udlandet – og gør de det, er Danmark sjældent på listen over lande, som de sender til. Jeg har dog fundet en forhandler, nemlig det nordiske varehus CDON.COM, der også forhandler bogen til Danmark. Det var effektivt og gik hurtigt.  Prisen for de 350 sider, incl. billeder, er rørende: 52 DKK.

8. april 2017: Om det kemiske angreb i Kahn Shaykhun d. 4. april 2017

Det kemiske angreb i Idlib provinsen d. 4. april foregik i byen Kahn Shaykhun 30 km nord for byen Homs (se pkt. 3 på oversigtskortet). Den sydlige del af Kahn Shalkhoon er domineret af FSA, men jadistiske grupper fra Al Nusra og Al-Qaeda behersker den nordlige del. Efterladenskaber fra angrebet ramte mange steder i byen, men epicentret lå i den nordlige del.  To dage efter blev følgende rapport udsendt af de lokale sundhedsmyndigheder:

Tirsdag d. 4 april 2017 kl. 6:50 blev byen Khan Shaikhun i den sydlige del af Idlib provincen i det nordlige Syrien ramt af et missil ladet med kemiske gasser, mistænkt for at være klorin og sarin. Angrebet påførte 546 civile kvælningsskader. Nogle blev alvorligt såret, mens andre skader var så alvorlige, så det medførte døden for 84 personer. Dette antal antages at ville stige ifølge rapporter, der kommer ind fra de forskellige hospitaler.

Civilforsvarsteam og ambulancetjenester reagerede straks på nødsituationen og ankom til stedet for angrebet og bragte sårede personer til forskellige hospitaler overalt i Idlib provincen, da antallet var så stort. Problemet var værre end man havde forestillet, sig da det vigtigste hospital i Ma’arret Al Nua’man distriktet var blevet ødelagt af luftangreb blot en dag før det kemiske angreb. Nogle alvorligt sårede blev overført til tyrkiske hospitaler. Medicinske rapporter beretter at de observerede symptomer omfatter intensiv åndedrætsbesvær, bleghed i kroppen, råben og skrigen, sekretions forstyrrelser, muskelsammentrækninger, akut diarré, skum i munden, sveden og opkastning, periodisk bevidstløshed og mangel på pupilrefleks ved lyspåvirkning.

Indtil nu er antallet af døde dokumenteret ved navn løbet op i 84 personer: 27 børn, 19 kvinder. Antallet af sårede 546. Antallet af sårede, der er overført til tyrkiske hospitaler er 54. Foreløbigt er 3 af disse døde. .

Torsdag d. 6 april 2017. Idlib, kl. 10:00.

 

Dagen efter blev flybasen Al-Shayrat, hvor angrebet formodes at være rettet fra, bombet med 59 amerikanske Tomahawk-krydsermissiler. Flybasen ligger  25 km syd for byen Homs, og ca 90 km syd for Kahn Shaykhun.

Som det bl.a. har været fremført i en leder i Information 10/4, er der imidlertid en betydelig usikkerhed om det kemiske angreb: Videooptagelser fra De Hvide Hjelme viser behandling af lidende børn uden brug af handsker, hvilket ifølge mange eksperter ikke skulle være muligt, såfremt giften er Sarin. Mange har påpeget, at et kemisk angreb netop ikke ville være i Assads interesse, men i oppositionens, samt at FNs særlige undersøgelsesenhed om kemiske våben har påvist, at både Assad-regimet og Islamisk Stat har brugt kemiske våben i perioden 2014-16.

8. april 2017: Enden på slaget om Al-Bab: Væsentlige ændringer i magtforholdene i Shaba-området i den nordlige Aleppoprovins.

 

Da Tyrkiet gik ind i det nordlige Syrien i aughst 2015 var planen i første omgang at afskære kurderne fra at forbinde de to østlige kantoner Kobane og Jazira med den vest lige kanton Efrin i det, der er blevet kaldt Shaba-området  (se Kort og legende i artiklen Eufrats vrede: Raqqas befrielse). Støttet af de Vestallierede var det forud lykkedes SDF under ledelse af YPG at befri området omkring byen Manbij og dermed afskære den vigtige vestlige forsyningsrute for Islamisk Stat. Samtidigt trængte YPG ind i Shahbaområdet fra Efrin-kantonen i øst, så der omkring 1. februar kun manglede  en strækning på 25 km for at forbinde de ellers isolerede kurdiske områder.

Geografiske ændringer i situatioen i Shabaområdet omkring indtagelsen af Al-Bab d. 24 februar. Klik for at se detajler

På denne strækning ligger byen Al-Bab (ca. 70 000 indbyggere: Byen ligger midt på kortene t.v.), der derfor blev et vigtigt mål for den tyrkiske invasion at erobre. Det kom imidlertid til at vare længe og byen blev udsat for omfattende bombardementer. Samtidigt annoncerede Erdogan, at Tyrkiet ville insistere på at medvirke ved den planlagte indtagelse af Raqqa i forlængelse af slaget om Al-Bab.  I midten af februar var Assads styrker nået næsten  op til Al-Bab. Der var i libanesisk presse forlydender om, at der som en del af den nye alliance mellem Assad, Tyrkiet og Rusland var indgået aftale om, at Assad skulle indtage byen  (eller at det i hvert fald var den syriske regeringsopfattelse, at der lå en sådan aftale). Det gik imidlertid helt anderledes: Assad stoppede offensiven få kilometer syd for Al-Bab og gik i stedet til angreb imod Islamisk stats områder længere mod øst. Da de tyrkiske styrker endelig indtog Al-Bab d. 25 februar havde Assad yderligere fået indtaget en korridor, der næsten rakte op til de SDF-befriede områder omkring Manbij. Så da de tyrkiske styrker to dage senere nåede videre østpå, havde Assads styrker fået forbindelse til det SDF-befriede område, og dermed afskåret tyrkernes videre fremfærd. Gennem de næste to uger indtog Assads styrker yderligere et område på ca. 600 km2 mod øst frem til Assad-søen. Det tyrkiske svar på denne manøvre var en voldsom optrapning af angrebene mod de kurdiske og SDF-dominerede områder, ikke mindst vest for Manbij. Det satte en sælsom proces igang, som der ikke blev skrevet noget om i pressen: Det var en del af aftalen om befrielsen af Manbijområdet, at YPG hurtigt skulle trækkes ud af alle områder vest for Tigris. Så det var andre dele af SDF, der primært kom i skudlinien ved den nye tyrkiske offensiv mod Manbij-området. Det ville næppe kunne holde: Amerikanske panserkøretøjer, der var blevet landsat i det nordøstlige Syrien, blev kørt til grænseovergangene nord for Manbij for at stoppe tyrkiske angreb, russiske specialstyrker bidrog SDF med sikring af  området omkring byen Manbij, og Assad fik simpelthen overladt forsvaret af de vestlige dele af Manbijområdet: Det, der på kortet er angivet med en brunlig farve, der ikke er redegjort for på kortenes legende. Det er militært set ikke noget fremskridt i borgerkrigen i den forstand, at det styrker Assads position i det nordlige Syrien i et området, der i forvejen var befriet for Islamisk Stat. Men der er næppe nogen tvivl om at det i hvert fald på kort sigt har stabiliseret den sprængfarlige situation i Shabaområdet: Nu står de tyrkiske tropper og ikke mindst deres forskellige syriske lejesoldater direkte overfor Assads regeringstropper. Det giver problemer både for den tyrkiske offensiv, og for lejesoldaterne, som i flere tilfælde ikke mener, at det har været en del af deres kontrakt og derfor har været utilbøjelige til at engagere sig i det opgør.  Endelig er jo både USA og Rusland nu faktiske garanter for sikringen af de befriede områder omkring Manbij, hvilket har stor betydning for fastholdelsen af SDF/YPG ikke bare som den drivende kraft bag den afgørende kamp på jorden mod Islamisk Stat, men også for opbygningen af det afgørende alternativ, der skal kunne stå klar til at samle de kræfter, der skal kunne fastholde et alternativ til Assad, når lejligheden byder sig.

Faktum er, at de daglige træfninger mellem den tyrkiske besættelse og de områder, der er befriet fra Islamisk stat af YPG og SDF er blevet betydeligt mindre hyppige gennem de sidste uger. Situationen, der er vist på kortet fra d. 12 marts er fortsat den samme idag 8. april. For de syriske kurdere har den nye situationen desuden afgørende civile fordele: Der er nu endelig åbnet mulighed for at der kan skabes forbindelse mellem de tre kantoner.  Det er godt nok ikke opnået direkte, men via muligheden for at kunne rejse og handle gennem de Assad-dominerede områder. Den lange, næsten totale blokade, som kurderne havde været nødt til at indordne sig under, især i Rojava og Jazira kantonerne kan nu opblødes. Det skal der senere blive berettet om.

22. april 2017: Erhvervslivet vender tilbage til Nordsyrien

 

I forbindelse med starten af borgerkrigen og Islamisk stats erobring af store dele af det nordlige Syrien i 2014, flygtede mange fra de nordlige områder. Forretninger og virksomheder lukkede eller søgte til andre områder. I forbindelse med de voldsomme kampe omkring Aleppo er mange søgt til Afrin, hvor de ordnede forhold i Afrin kantonen har tiltrukket virksomheder og handlende. Selv om forholdet til den tyrkiske nabo fortsat er meget lukket og spændt, har der været lettere adgang mod syd. Det har medført en meget skæv udvikling i de kurdisk-dominerede områder på grund af den meget voldsomme isolering af især de østlige områder. Grænsen mod Tyrkiet er hermetisk lukket. Det gælder også grænsen mod Islamisk Stat. Selv til den kurdiske del af Irak i øst er der stort set lukket. Mange irakiske kurdere støtter godt nok de syriske kurdere, og PKK har også sin væsentligste base her, men grænsen holdes lukket af den ledende kurdiske klan-gruppering omkring Mahmoud Bazani, der  i et tæt samarbejde med  Erdogan har understøttet den Tyrkiske isolering af de områder i Nordsyrien, der domineres af de Syriske Demokratiske Styrker (SDF). Trods skyhøje priser på strategiske varer som benzin i Afrin, har økonomien haft fremgang, mens det civile liv i de østlige områder har lidt under isolationen. Et på kort sigt positivt forhold har dog været de meget lave priser på benzin på grund af olieforekomsterne, der dækker det regionale behov, men dog ikke ville kunne række til eksport.

Men da den civile sikkerhed er blevet genopbygget, og risikoen for at blive tvangsindrulleret i Assads regeringshær er blevet betydeligt formindsket, har mange alligevel søgt tilbage til de nordsyriske områder indenfor det sidste års tid. Fra tyrkisk side har man søgt at bremse denne tilbagevenden ved at sætte stramme regler op for, hvor mange asylanter man tillader at rejse tilbage pr. dag.

Strømmen af tilbagevendte er steget markant i den senere tid, især i april måned 2017 efter at store landområder i Aleppoprovinsen er blevet befriet fra Islamisk stat, og det igen er blevet muligt at bevæge sig fra områder domineret af Assads regeringsstyrker og de FSA-dominerede områder, til de SDF-styrede områder i Manbij-distriktet og i Kobane-kantonen. En artikel i Hawer News Agency,fra  5. april, giver nogle eksempler på handlende og småproducenter, der er vendt tilbage eller har genoptaget deres virksomhed. En konditor er f.eks. vendt tilbage efter 2½ år i Latakia provinsen. En slagter, der var blevet i den østlige del af Aleppo-provinsen, men helt havde måttet opgive forretningen, har nu igen åbnet den. De angiver,  at YPG/YPJs befrielse af området  har skabt tilstrækkelig sikkerhed, at folk kommer hjem,  og at livsbetingelserne er nu acceptable sammenlignet med den tidligere periode. På grundlag af et interview med en embedsmand, Ahmad Ibrahim, der har indsamlet information om ansøgninger om tilladelse til at drive virksomhed i kommunerne i de østlige distrikter i Aleppo provinsen, er det kommet frem, at 600 butikker og virksomheder har opnået en sådan licens efter at deres ejerskab er blevet kontrolleret – og at der stadig kommer nye ansøgninger.

Ahmed Ibrahim indsamler statistik på ansøgninger til kommunerne om virksomhedstilladelser. I alt 600 har foreløbigt opnået en sådan tilladelse og mange flere er på vej. Han opfordrer alle til at vende tilbage til deres distrikter for at bygge dem op igen efter befrielsen.

Rapporten er også interessant på en anden måde, idet den beskriver en tilbagevenden af erhvervslivet til ”Aleppos østlige distrikter”. Det er dermed et eksempel på, at PYD i hvert fald på nogle områder accepterer den tidligere administrative struktur og måske er ved at forlade eller nedtone deres egen nye administrative opdeling af Nordsyrien i de tre kantoner Afrin, Kobane og Jezera, samt det mellemliggende Shabaområde, som Tyrkiet for en stor dels vedkommende har besat (jvf. artiklen Hvorfor stiller de syriske kurdere sig i spidsen for befrielsen af Raqqa?). En stor del af det offentlige liv (f.eks. skolevæsnet) følger fortsat den tidligere administrative opdeling af Syrien (idet skolelærernes løn fortsat betales af den syriske regering). Aleppoprovinsen udgør den folkerigeste del af Syrien. De østlige distrikter i provinsen udgøres af Manbij-distriktet og Ayn Al-Arab-distriktet (det arabiske navn for Kobane-distriktet). Jaroblus-distriktet og en stor del af Al-Bab og Azaz-distrikterne er i dag besat af Tyrkiet, mens Afrin-kantonen  udgør det vestligste distrikt i Aleppoprovinsen. Den samlede befolkning i Aleppoprovinsen var i 2010 4,6 mill. indbyggere, svarende til 20% af Syriens befolkning på 22,5 mill. indbyggere.

Kort over Aleppo provinsen og dens opdeling i distrikter. Kobane-kantonen udgør den væsentligste del af det østligste distrikt (med det arabiske navn Ayn Al-Arab), afgrænset af Eufrat-floden med vest. Afrin-kantonen følger i hovedtrækkene det vestligste distrikt Afrin. Navnene på distrikterne angiver distriktshovedstaden. I tabellen ved siden af er angivet den skønnede befolkning af disse distriktshovedsteder, der omfattede  lidt under halvdelen af den samlede befolkning i Aleppoprovinsen, da borgerkrigen brød ud.  2,4 mill. boede i mindre byer og i landområderne. Hvordan især kampene omkring Aleppo har påvirket befolkningsudviklingen og dens fordelingved vi ikke men den er givet faldet drastisk, især i byområderne.

Der er mange forviklinger, der skal redes ud i det syriske samfund, når konflikten forhåbentlig finder en løsning!