8. april 2017: Enden på slaget om Al-Bab: Væsentlige ændringer i magtforholdene i Shaba-området i den nordlige Aleppoprovins.

By | 4. maj 2017

 

Da Tyrkiet gik ind i det nordlige Syrien i aughst 2015 var planen i første omgang at afskære kurderne fra at forbinde de to østlige kantoner Kobane og Jazira med den vest lige kanton Efrin i det, der er blevet kaldt Shaba-området  (se Kort og legende i artiklen Eufrats vrede: Raqqas befrielse). Støttet af de Vestallierede var det forud lykkedes SDF under ledelse af YPG at befri området omkring byen Manbij og dermed afskære den vigtige vestlige forsyningsrute for Islamisk Stat. Samtidigt trængte YPG ind i Shahbaområdet fra Efrin-kantonen i øst, så der omkring 1. februar kun manglede  en strækning på 25 km for at forbinde de ellers isolerede kurdiske områder.

Geografiske ændringer i situatioen i Shabaområdet omkring indtagelsen af Al-Bab d. 24 februar. Klik for at se detajler

På denne strækning ligger byen Al-Bab (ca. 70 000 indbyggere: Byen ligger midt på kortene t.v.), der derfor blev et vigtigt mål for den tyrkiske invasion at erobre. Det kom imidlertid til at vare længe og byen blev udsat for omfattende bombardementer. Samtidigt annoncerede Erdogan, at Tyrkiet ville insistere på at medvirke ved den planlagte indtagelse af Raqqa i forlængelse af slaget om Al-Bab.  I midten af februar var Assads styrker nået næsten  op til Al-Bab. Der var i libanesisk presse forlydender om, at der som en del af den nye alliance mellem Assad, Tyrkiet og Rusland var indgået aftale om, at Assad skulle indtage byen  (eller at det i hvert fald var den syriske regeringsopfattelse, at der lå en sådan aftale). Det gik imidlertid helt anderledes: Assad stoppede offensiven få kilometer syd for Al-Bab og gik i stedet til angreb imod Islamisk stats områder længere mod øst. Da de tyrkiske styrker endelig indtog Al-Bab d. 25 februar havde Assad yderligere fået indtaget en korridor, der næsten rakte op til de SDF-befriede områder omkring Manbij. Så da de tyrkiske styrker to dage senere nåede videre østpå, havde Assads styrker fået forbindelse til det SDF-befriede område, og dermed afskåret tyrkernes videre fremfærd. Gennem de næste to uger indtog Assads styrker yderligere et område på ca. 600 km2 mod øst frem til Assad-søen. Det tyrkiske svar på denne manøvre var en voldsom optrapning af angrebene mod de kurdiske og SDF-dominerede områder, ikke mindst vest for Manbij. Det satte en sælsom proces igang, som der ikke blev skrevet noget om i pressen: Det var en del af aftalen om befrielsen af Manbijområdet, at YPG hurtigt skulle trækkes ud af alle områder vest for Tigris. Så det var andre dele af SDF, der primært kom i skudlinien ved den nye tyrkiske offensiv mod Manbij-området. Det ville næppe kunne holde: Amerikanske panserkøretøjer, der var blevet landsat i det nordøstlige Syrien, blev kørt til grænseovergangene nord for Manbij for at stoppe tyrkiske angreb, russiske specialstyrker bidrog SDF med sikring af  området omkring byen Manbij, og Assad fik simpelthen overladt forsvaret af de vestlige dele af Manbijområdet: Det, der på kortet er angivet med en brunlig farve, der ikke er redegjort for på kortenes legende. Det er militært set ikke noget fremskridt i borgerkrigen i den forstand, at det styrker Assads position i det nordlige Syrien i et området, der i forvejen var befriet for Islamisk Stat. Men der er næppe nogen tvivl om at det i hvert fald på kort sigt har stabiliseret den sprængfarlige situation i Shabaområdet: Nu står de tyrkiske tropper og ikke mindst deres forskellige syriske lejesoldater direkte overfor Assads regeringstropper. Det giver problemer både for den tyrkiske offensiv, og for lejesoldaterne, som i flere tilfælde ikke mener, at det har været en del af deres kontrakt og derfor har været utilbøjelige til at engagere sig i det opgør.  Endelig er jo både USA og Rusland nu faktiske garanter for sikringen af de befriede områder omkring Manbij, hvilket har stor betydning for fastholdelsen af SDF/YPG ikke bare som den drivende kraft bag den afgørende kamp på jorden mod Islamisk Stat, men også for opbygningen af det afgørende alternativ, der skal kunne stå klar til at samle de kræfter, der skal kunne fastholde et alternativ til Assad, når lejligheden byder sig.

Faktum er, at de daglige træfninger mellem den tyrkiske besættelse og de områder, der er befriet fra Islamisk stat af YPG og SDF er blevet betydeligt mindre hyppige gennem de sidste uger. Situationen, der er vist på kortet fra d. 12 marts er fortsat den samme idag 8. april. For de syriske kurdere har den nye situationen desuden afgørende civile fordele: Der er nu endelig åbnet mulighed for at der kan skabes forbindelse mellem de tre kantoner.  Det er godt nok ikke opnået direkte, men via muligheden for at kunne rejse og handle gennem de Assad-dominerede områder. Den lange, næsten totale blokade, som kurderne havde været nødt til at indordne sig under, især i Rojava og Jazira kantonerne kan nu opblødes. Det skal der senere blive berettet om.