23. juni 2017: En italiensk anarkist og YPG-frivillig under slaget om Raqqa fortæller om sine motiver

By | 24. juni 2017

Çekdar Egid, en YPG-frivillig fra Torino i Italien, har talt med en journalist, Heysem Mislim fra det kurdiske nyhedsbureau ANF om, hvorfor han er i Rojava og hvorfor han tilsluttede sig bevægelsen. Han tager nu del i operation Eufrats vrede, for at befri Raqqa fra ISIS.

Egid fortæller, at han grundlæggende er anarkist og BZ’er, og medlem af en lille politisk bevægelse, hvor han har været aktivist i Italien i 10 til 15 år. Han har været i Kurdistan fire gange siden 2014, hvor han fulgte slaget om Kobanê fra den tyrkiske side af grænsen. Det lykkedes ham at komme til Kobanê tre måneder efter at byen var blevet befriet.

”Jeg tilsluttede mig YPG på grund af revolutionen. Som anarkist er jeg imod staten. Denne revolution har tre afgørende pointer. Den første er den politiske: den demokratiske konføderalisme. Den anden er en radikal økologisk indstilling, som jeg absolut tror på. I Italien kæmpede jeg også mod kapitalismen, som ønsker at ødelægge omgivelserne for at tjene penge – den normale kapitalistiske opførsel. Den tredje pointe, som er helt fundamental , er frihed og rettigheder for kvinder og piger, som det ikke står så godt til rundt omkring i verden, men som især er problematisk her i Mellemøsten.

Jeg tror på – og det er ikke bare mig, der siger det, men Abdullah Öcalan skriver det også i sine bøger – at først kommer rettighederne for kvinder og piger. Først vil de blive frie, og så kan menneskene generelt blive befriet over hele verden. For den her revolution ønsker ikke en ”kurdisk stat”, men en konføderalisme, hvor alle de forskellige etniske grupper kan leve sammen. Kurdere, arabere, tjetjenere, turkmenere, Yezidier – det er ikke et spørgsmål om religion, enhver kan have sin egen religion, men de behøver ikke gå i krig mod hinanden, og alle mennesker kan leve og arbejde – forhåbentlig fredeligt. Men jeg er ikke fuldstændig idealist, og jeg er på en måde ikke pacifist. Hvis en fascist eller en kapitalist, brutale grupper som DAESH, ledet af Abubakr Al Baghdadi, ønsker at ødelægge hele området og gå imod kurdere, så er kurdere nødt til at gribe til våben og forsvare deres eget liv. Hvis en gruppe mennesker ikke har muligheden for at forsvare sig selv, så er de ikke frie. De ville blive slaver. Så det er derfor, jeg er her.  Jeg har været her i omkring 7 måneder. Jeg har knyttet mig til YPG og gør alt hvad jeg kan. Jeg gennemfører logistisk arbejde for at understøtte alle grupperne på forskellige fronter (altså ”forsyningstropperne”, JB).

Et andet punkt, der er vigtigt for mig er, at den her revolution er helt grundlæggende for kurderne, for over hele verden har alle mennesker retten til at tale deres sprog, og leve livet som de ønsker det. Men her i Mellemøsten, har kurderne ikke denne ret. De kan ikke tale deres sprog, de kan ikke engang give deres børn kurdiske navne. De kan ikke studere deres sprog, de kan ikke udtrykke den kurdiske kultur. Alle mennesker har retten til at handle i overensstemmelse med deres kultur og traditioner, men det gælder ikke kurderne. Der findes kurdere, men de eksisterer ikke. Så det er den situation de er i, og Kurdistan blev delt mellem fire stater – som alle ved, men lige for at gøre opmærksom på det: Bakur i Tyrkiet, Başur i Irak, Rojava i Syrien og Rojhilat i Iran. Alle fire stater undertrykker kurderne, fordi de ville foretrække, at de ikke eksisterede. Og selvfølgelig kan dette føre til revolution, modstand eller berxwedan, som det hedder her.

Çekdar Egid, der har modtaget træning på akademiet i Karachok (Qereҫox) fremhæver, at det vigtigste han mødte der var ”hevalti” – hevalti er kammeratskab, det at være kammerater, og han siger om det: ”Alle prøver at hjælpe andre. Hvis jeg har et problem, henvender nogle andre kammerater sig til mig. Hver gang fortsætter kammeraterne med at spørge, ”Hvordan går det?”, ”Har du det godt?”, ”Har du nogen problemer?”, ”Er der noget, du har brug for”? – altid, altid, altid! De spiser sammen, de lever sammen, og de går i krig sammen. Hvis du ikke har den slags enhed, den slags kammeratskab, så kan du ikke stå op imod nogen som helst fjende. Ikke mod DAESH, ikke mod Tyrkiet eller hvad som helst. Fordi først er der gruppen, og så, når du har en god gruppe, så kan du også gå i krig og slås.”

 

Oversat af Jesper Brandt