23 juni 2017: Erdogan og Assad forbereder embargo og angreb på Efrin-kantonen

By | 25. august 2017

Kurdiske nyhedsbureauer meddeler at Assad har lukket vejen fra Aleppo til Efrin og dermed pålagt Efrin-kantonen et Embargo. Desuden bliver folk, der rejser fra Efrin til Aleppo anholdt. En journalist fra Efrin har fremholdt, at Embargoet også gennemføres af Den Frie Syriske Hær (der i vid udstrækning i Shahba-området indgår i og er lønnet fra Tyrkiet), samt Al Nusra-fronten i Edlib-provinsen). Fra kurdisk side ses dette i sammenhæng med en voldsom tyrkisk militær mobilisering i det besatte Shahbaområde. Det frygtes, at Erdogan og Assad dermed planlægger et fælles angreb på Efrin-kantonen, og de dele af Shahba-området, der beherskes af SDF og allierede kurdiske militser. Et kortsigtet formål kan være at opbremse indtagelsen af Raqqa ved at tvinge YPG til at foretage omgrupperinger af deres styrker, en strategi, som allerede har været benyttet i en række tilfælde.

Russerne, der har indgået aftale med PYD om at bistå ved opbygningen af forsvaret af Efrin, har endnu ikke tilkendegivet, hvordan de stiller sig til denne udvikling. Fra de syriske kurderes side har man advaret om, at russerne vil blive udvist fra området, såfremt de støtter en fælles tyrkisk-syriske aktion mod Efrin. Russerne har en klar interesse i at støtte Assad af hensyn til deres flådebase i Syrien, ligesom de har interesse i et godt forhold til Tyrkiet for at sikre gennemsejlingen ved Bosberus. Men hidtil har de også haft interesse i at styrke den kurdiske militære tilstedeværelse i området som eventuelle allierede i en kamp mod oprørsbevægelserne i Idlib-provinsen. Store dele af Idlib-provinsen er behersket af jahidiske grupperinger med tilknytning til Al Qaeda, som Assad hidtil ikke har kunnet gøre meget ved. De står mindre end 50 km fra Assads hovedby, Latakia.

Det vestallierede samarbejde med SDF om kampen mod Islamisk Stat omfatter ikke Efrin-kantonen, selvom YPG-enheder og andre militser fra Efrinområdet også er involveret i slaget omkring Raqqa.