14. september 2017: Belejringer som krigsforbrydelse i Syrien og Tyrkiet

By | 20. oktober 2017

Belejringer under den syriske borgerkrig

En af de værste former for krigsforbrydelser, der finder sted i den Syriske borgerkrig er den systematiske brug af belejringer, hvor befolkningen indenfor et område sultes ud gennem et længere forløb.

De vigtigste belejrede byer i Syrien. Dog er Islamisk Stats belejring af Deir Ezzor blevet ophævet, efter at Assad og allierede har nået byen her i midten af september 2017. Kilde: Siege watch. Sixth quarterly report on besieged areas in Syria. February-April 2017. The Syria Institute. PAX. 2017

Især Assad har gjort brug af det, men også andre parter i den syriske konflikt benytter sig af taktikken. I en nylig opgørelse fra SiegeWatch er 880000 syrere under belejring lige nu, især i Damaskus, Homs og Idlib. Også Deir-Ez-Zor i det østlige Syrien har længe været under belejring af Islamisk Stat, men netop  i sidste uge har Assad og hans allierede fået brudt belejringen.

FN kalder strategien ”sult eller overlevelse”, fordi den baseres på at gøre forholdene ulidelige for befolkningen, ved at forhindre mad, vand og medicin at nå frem, gennem belejring og bumbning af madproducenter, hospitaler mv. Hvordan man på denne måde kan holde befolkningen i et jerngreb, som svækker al modstandskraft, er kommet tydeligt frem i en beretning af den unge Syrer Somar Alhamedeyeh fra Aleppo, der idag bor som flygtning hos sin mor på  Frederiksberg (se Information d. 9/8 17). Han boede i det østlige Aleppo under Assads belejring i 2 år, hvor fødevaremanglen fik priserne til at eksplodere, samtidigt med at ingen efterhånden havde penge til at købe noget for. For at sikre mad til sine nærmeste, brød han igennem afspærringerne til Vestaleppo, hvor mel og kartofler var billigere. Det blev dog bare værre og værre, og til sidst måtte han opgive dette, og prøve at klare sig igennem fra dag til dag. Så da FSA i november 2014 genvandt kontrollen over den nordlige rute ud af byen, flygtede han og familien.

Er Raqqa udsat for belejring?

I princippet ja. For Islamisk stat er lukket inde i byen, og kan ikke undslippe, heller ikke mod syd over Eufratfloden. Men der er ikke meget, der  tyder på, at der hidtil har været drevet konventionsstridig belejring af civile indbyggere: SDFs ledelse har hele tiden fastholdt, at de holder sig snævert til Genevekonventionen, at påstande om overtrædelser bliver fulgt op, og at international overvågning er åben og bliver respekteret. Det ser ud til at være bredt anderkendt i internationale humanitære organisationer. SDF har også specialstyrker, der udelukkende tager sig af redning og behandling af civile. Netop de sidste dage er over 90 000 flyveblade blevet spredt over byen, og gennem højtalere langs fronten mod byen informeres den tilbageværende civile befolkning om mulige sikre flugtveje. Langt størstedelen af den civile befolkning er allerede blevet reddet ud, og redningsaktioner er fortsat et dagligt tema i beretningerne. Desuden understøttes det også af, at man i befrielsen af byen er startet med de tætbefolkede centrale områder (og nu har befriet 63 % af byen, herunder hele den gamle by), mens en række mindre tæt befolkede områder nord for byen endnu ikke er indtaget, som giver muligheder for at søge ly eller overgive sig, også for ISIL og pårørende. Det antages i disse dage, at byen vil være helt befriet i løbet af den næste måned. Det tyder på, at belejringen er blevet så fremskreden, at man ikke gennem en massiv indsats af mandskab ønsker at forcere nedkæmpelsen af de jihadister, der måtte være tilbage i de endnu ikke befriede dele af byen . Tætheden af både skjulte miner, snigskytter og selvmordsbombere er simpelthen for høj. Men samtidigt stiger antallet af bombninger, og ødelæggelserne er ved at blive massive. Det kan gøre det vanskeligt at nå frem til civile, der stadigt er indespærrede. Et særligt problem udgøres af de pårørende familier til tilbageværende ISIL-jihadister. Hvis de ikke selv kommer frem, kan de blive svære at redde. Det kan skønnes, at de nu må udgøre en ganske stor del af de tilbageværende civile.

Belejringer i Tyrkiets kurdiske områder

Tyrkiet har anvendt belejringer siden 1990erne, hvor der har været ført militære operationer mod den kurdiske befolkning. Mange er blevet dræbt, og  2-3 millioner kurdere er blevet  tvangsforflyttet. Efter at Erdogan blev præsident, er forfølgelsen af kurderne blevet stadigt mere hårdhændet.

Forsoningsprocessen 2013-15

Dog var der en periode  fra 2013 og frem til foråret 2015, hvor denne politik blev afløst af en forsoningsproces omkring en ”demokratisk løsning”, hvor der blev ført intense fredsforhandlinger mellem den tyrkiske regering og den kurdiske frihedsbevægelse under det forbudte kurdiske arbejderparti PKK.

I denne periode støttede præsident Erdogan dialogen, der også involverede den fængslede kurderleder Aldullah Öcalan, der i fængslet havde udarbejdet et detaljeret forslag til, hvordan den demokratiske løsning kunne føres til ende. Og han sikrede, at PKKs ledelse trak sig tilbage til Kandilbjergene i det nordlige Irak, langt fra den tyrkiske grænse. Medlemmer af det parlamentariske oppositionsparti  ”Folkets demokratiske Parti” (HDP) – der repræsenterer kurdere, alevitter, kristne og andre marginaliserede etno-religiøse grupper, men også fagforenings- og kvindeorganisationer, seksuelle minoriteter og miljøorganisationer – fungerede i høj grad som forbindelsesofficerer mellem regeringen og PKK. Man var meget nær en aftale, som kraftigt blev støttet af Tyrkiets daværende Premierminister Ahmet Davotoglu.

Erdogan forbereder sin indsættelse som tyrkisk sultan

I løbet af foråret 2015, da det blev klart for Erdogan, at ”den demokratiske løsning” kunne skabe vanskeligheder for hans planer om at få gennemført et stærkt præsidentielt styre baseret på en ”Ottomansk retsorden”, stoppede han pludseligt forsoningsprocessen til fordel for dannelsen af en ny tyrkisk nationalistisk alliance, der igen hetzede mod kurderne. Det skete især for at modvirke en afsmittende effekt fra  den syrisk-kurdiske oppositions politiske landvindinger i deres kamp mod Islamisk Stat  efter det voldsomme slag om Kobane, hvor den manglende støtte fra tyrkisk side havde skabt harme i brede kredse i Tyrkiet. Frem til parlamentsvalget d. 7 juni 2015 blev Erdogan stadigt mere aggressiv i sine anklager mod HDP for ”terrorisme”, selv når Islamisk stat angreb HDP og dets støtter i Tyrkiet. Samtidigt støttede Erdogan, ikke mindst gennem sin sikkerhedstjeneste MIT, reelt også Islamisk stat, men også en række af de islamiske grupperinger indenfor den syriske opposition.

Men angrebene på HDP hjalp ikke Erdogan. For HDP fik et godt valg med 6 millioner stemmer og 80 medlemmer i parlamentet. Og valget betød, at Erdogan mistede sit absolutte flertal. I valgkampen op til et nyt valg i november 2015 øgede Erdogan yderligere presset mod HDP, men partiet fik alligevel 59 pladser og altså stadig over 10% af stemmerne.

Navn Forkortelse Ideologi Placering Antal pladser (ud af 550) Andel af parlamentets pladser
Refærdigheds- og udviklingspartiet AKP Neo-Ottomanisme

Tidl. konservativt

Højreorienteret 317 57,6 %
Det repuplikanske folkeparti CHP Socialdemokrati,

Kemalisme

Centrum-venstre 134 24,2 %
Folkets demokratiske parti HDP Demokratisk konføderalisme,

Radikalt demokrati

Venstreorienteret 59 10,7 %
Nationalt aktionsparti MHP Tyrkisk nationalisme

Pan-tyrkisme

Stærkt højreorienteret 40 7,1 %

De tyrkiske partier i det nuværende tyrkiske parlament. Der eksisterer endvidere en lang række mindre parier, som har en vis kommunal betydning.

Med udsigt til, at det ville give vanskeligheder for hans planer om at indføre et præsidentielt styre i Tyrkiet ved en afstemning i april 2017, valgte Erdogan at optrappe jagten på kurderne og andre fra oppositionen i tilknytning til en undtagelsestilstand, der blev stadig mere omfattende frem mod folkeafstemningen om det præsidentielle styre i april 2017. Davotoglu var imod dette, og blev senere fyret som statsminister. Undtagelsestilstanden blev forlænget og yderligere skærpet i forbindelse med det mislykkede kup i august 2016.

Mindst 30 belejringer af tyrkiske byer og bydistrikter i det østlige tyrkiet

Siden juli 2015 har den tyrkiske regering gennemført sikkerhedsoperationer i sydøst Tyrkiet, der har omfattet tusinder af tropper med kampklart infanteri, artilleri og bevæbnede hærdivisioner samt det tyrkiske luftvåben.

De mest omfattende områder med militære belejringer og efterfølgende rydninger i kurdiske byområder i Tyrkiet. Ialt er der mere end 30 af den slags byområder. De fladedækkende farver vedrører de vigtigste deltagere i den syriske borgerkrig: Gråt: Islamisk Stat. Rødt: Assad og allierede. Gult: Kurdisk dominerede områder (SDF). Lysegrønt: FSA. Mørkegrønt: Al Nusra mfl. Oliven: Den del af Shabaområdet, der er besat af Tyrkiet. Klik på kortet for at se detaljer.

Operationerne har fundet sted i mindst 30 byområder og et antal landområder, som resulterede i et stort antal dræbte, forviste og forsvundne, samt udbredte ødelæggelser af bygningsmassen i områderne. Lokaliseringen af de alvorligste tilfælde af belejringer med mange drab og omfattende ødelæggelser er angivet på kortet til ovenfor.

FNs vurdering af belejringerne

I en rapport fra FNs højkommissær for menneskerettigheder, er sikkerheeddsoperationerne i de 18 måneder mellem juli  2015 til december 2016 blevet gennemgået.

FNs satellitprogram UNOSAT har dokumenteret anvendelse af tungt bevæbnede køretøjer indenfor og omkring institutioner som f.eks. skoler som det ses her fra bydelen Sur i Diyabakir. Klik på billederne for detaljer.

I næsten alle tilfælde blev der anvendt belejringer, der forbød enhver bevægelse uden tilladelse døgnet rundt og i op til adskillige uger, hvilket gjorde det umuligt at evakuere internt fordrevne indenfor belejringerne. FN angiver, at ca. 2000 personer blev dræbt, incl. lokale beboere, herunder kvinder og børn, og 800 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne. I alle tilfælder blev drabene fulgt op af omfattende forflytninger af ca. 350 000 overlevende –  hovedsageligt kurdere – og ødelæggelse af deres boliger og lokale kulturelle monumenter. Gennem en særlig satellitbilledbaseret analyse fra FNs satellitprogram UNOSAT er det dokumenteret, at tungt bevæbnede køretøjer var set anvendt indenfor og omkring institutioner, som f.eks. skoler (se billederne til venstre).

I FN-rapporten anføres, at et af de mest bekymrende aspekter ved situationen er den rapporterede mangel på overvågning, og den manglende vilje til at ville undersøge påståede menneskeretskrænkelser og retsforfølge de ansvarlige. Mange internationale, nationale og lokale NGOer er aktivt blevet forment adgang til området af myndighederne for at kunne undersøge, hvad der er sket. Hvor de alligevel har gjort det, melder de om omfattende statsovervågning og chikale. Endvidere angiver den færdige FN-rapport, at de tyrkiske myndigheder ikke har sat en eneste undersøgelse igang omkring de utallige påstande om menneskerettighedskrænkelser, der er præsenteret i den 25 sider lange FN-rapport.

Erdogans ”immunitetstricks”

Netop de manglende undersøgelser af påståede menneskerettighedskrænkelser er ikke nogen tilfældighed, men ligger desværre helt i tråd med de metoder, som Erdogan har benyttet sig af for at kriminalisere sine politiske modstandere, og for at kunne bekæmpe dem uden at skulle tage hensyn til selv de retsprincipper, der er nedfældet i Tyrkiets grundlov: Netop for at kunne sikre sine statslige sikkerhedsstyrker mod eventuelle anklager,  har han udstyret dem med retslig immunitet, så de på forhånd har vidst, at de var urørlige i forbindelse med de overgreb, der måtte finde sted i forbindelse med belejringerne og de efterfølgende rydninger. Så der kommer heller ikke nogen sager fremover.

Dertil kommer, at Erdogan samtidigt (d. 20 maj 2016) fik gennemført en ”Immunitetslov”, der gjorde det muligt at ophæve immuniteten for ¼ af parlamentets medlemmer.  Det blev gjort primært med henblik på at ramme HDP, hvilket Erdogan ikke skjulte. Allerede i januar 2016 ”rådgav” Erdogan både parlamentet og retsvæsenet om, at ”HDPs parlamentsmedlemmer skulle sættes i fængsel”, hvorefter man gik i gang med at forberede Immunitetsloven. Beslutningen om de næsten 139 parlamentarikere, der har fået ophævet den parlamentariske immunitet følger ikke den tyrkiske lovgivnings rammer. Og mere end halvdelen af de personsager, der er oprettet i tilknytning til immunitetsloven vedrører delegerede for  HDP. 55 af partiets 59 delegerede (altså 93%) er omfattet af loven. Samtidigt er næsten 9000 medlemmer af HDP fra slutningen af juli 2015 til januar 2017 blevet tilbageholdt og næsten 3000 fængslet.

Erdogan skræmmer parlamentarikerne

Nedenfor er vist et kort over fordelingen af de næsten 800 sager, der er rejst imod 139 medlemmer af parlamentet.

Den geografiske og partimæssige fordeling af retssager, der er rejst mod 139 af tyrkiets 548 medlemmer af parlamentet i forbindelse med ”Immunitetsloven” af 7 maj 2016. Sager rejst mod delegerede fra partiet HDP er dominerende, især i den østlige del af Tyrkiet, med en meget stor koncentration i omkring den store by Diyarbakur, hvor der alene er rejst 161 sager. Der er en markant forskel på de sager, der er rejst mod medlemmer af HDP (stort set alle sigtelser knyttet til påstande om ”terrorisme”) og anklagerne mod medlemmer af de øvrige partier (misbrug af immunitet til personlig vinding og almindelig kriminalitet). Store korruptionsskandaler har hængt over Erdogans hoved, men sådanne forbrydelser har ikke givet anledning til ophævelse af immuniteten. Klik på kortet for at se detaljer.

Der er rejst sigtelser mod delegerede fra alle fire partier i parlamentet, men som det fremgår af kortet, er langt størstedelen af sagerne rejst mod medlemmer af HDP, og stort set alle de parlamentarikere fra Tyrkiets østlige provinser, der er rejst sigtelser mod i forbindelse med immunitetsloven, er delegerede for HPD. Særlig markant fremstår de ikke mindre end 161 sager, der er rejst mod HDP-delegerede fra provinsen Diyarbakir, der omfatter den største kurdiske by i Tyrkiet.

To forskellige typer anklager

Det kan umiddelbart af kortet se ud, som om sigtelserne er rejst bredt blandt delegerede fra alle 4 partier. Men der er markante forskelle i de sigtelser, der er rejst. Færrest sager er rejst mod delegerede fra Erdogans AKP-parti og det stærkt højrenationalistiske parti MHP, som mest har støttet Erdogan i gennemførelsen af loven. Betydeligt flere sager – og med et stadigt stigende antal hen gennem foråret 2015 – er rejst imod delegerede fra centrum-venstre-partiet CHP, der til trods for anklagerne endte med at støtte vedtagelsen af  Immunitetsloven i maj, selv om de samtidigt erklærede, at de mente, at loven var i modstrid med forfatningen. Stort set alle de anklager, der blev rejst mod delegerede fra AKP, der havde fået ophævet deres immunitet, vedrørte misbrug af immuniteten til personlig materiel gevinst, eller for at slippe for almindelige kriminelle handlinger. Det gjalt også langt størstedelen af anklager mod delegerede fra CHP og MHP.  I skarp modsætning til sådanne anklager er stort set alle anklager mod delegerede fra HDP knyttet til en kriminalisering af partiets politiske aktiviteter og udtalelser, inklusive kritik og protest mod den militaristiske politik og parksis, og formidling omkring menneskerettighedskrænkelser.

Gængse terroranklager

De mest almindelige anklager er ”propaganda for en terrororganisation”, ”brud på loven om forsamling”, ”ansporing af folk til had og fjendskab”, ”bryde anti-terror-loven”, ”prise en kriminel person eller handling”, ”fornærme præsidenten”,”fornærme en offentligt leder”, ”udføre en kriminel handling på vegne af en illegal organisation uden at være medlem af den”, ”medlem af en bevæbnet organisation”.

Det er alvorlige anklager, men hvad værre er: Bag dem ligger en række politiske kodeord, der reelt danner grundlag for en sminket, absurd ”bevisførelse”. Således er taler, der indeholder ord som ”kurder” og ”kurdistan” konsekvent blevet brugt som bevis for anklagen ”propaganda for en terrororganisation”, også selv om talen måtte være holdt tilbage i 2012 under forsoningsprocessen omkring en ”demokratisk løsning”, hvor selv Erdogan brugte disse ord og dermed udfordrede den Tyrkiske stats traditionelle fornægtelse af kurdernes eksistens. På samme måde er lederen af partiet HDP, Selahattin Dimertas blevet anklaget for ”propaganda for en terrororganisation” på grundlag af et fotografi af ham taget i PKKs hovedkvarter i Qandilbjergene i Irak under processen omkring en demokratisk løsning, som han dengang netop deltog aktivt i som mediator, i fuld forståelse med regeringen, og dækket af den tyrkiske presse.

Ulla Sandbæk, der besøgte Diyabakir med en EU-delegation i februar 2017, giver i interviewet ovenfor en række andre eksempler på den absurde retsopfattelse, der ligger bag de forskellige terror-anklager.

Den tyrkiske bekæmpelse af kurderne har stået på længe

Den tyrkiske forfatning blev vedtaget under militærjuntaen i 1982. Den anerkender en begrænset form for parlamentarisk immunitet. Siden har mange politiske partier i tyrkiet haft ønsker om at indsnævre muligheden for ophævelse af  immuniteten til bekæmpelse af politisk korruption på deres politiske programmer. ”Immunitetsloven” fra maj 2016 er tredie gang, hvor muligheden for ophævelse af den parlamentariske immunitet er blevet anvendt i Tyrkiet. Første gang var i 1994, hvor det delegerede fra det kurdiske parti DEP blev anklaget og fængslet for at ”bekæmpe terror”. Anden gang var i 2009, hvor det ligeledes kurdiske parti DTP blev lukket, også efter en kampagne fra regeringspartiet AKP, hvor Erdogan anklagede DTPs delegerede for at støtte terrorisme.  I begge tilfælde drejede det sig om en grundlæggende modstand mod at have et forum for kurdiske spørgsmål og de massive menneskerettighedskrænkelser, der var knyttet til det. Og i begge tilfælde uddybede det den langvarige kurdiske konflikt, der kostede ti tusinder af menneskeliv. Uden kurdiske delegerede i parlamentet har der ikke været nogen, den tyrkiske regering kunne opretholde en dialog med. Derudover har det været forbundet med meget store ricici at formidle kendskab til de alvorlige menneskeretskrænkelser, der blev begået  under de militære operationer imod den kurdiske befolkning i disse perioder.