15. november 2017: 5912 kandidater er opstillet ved lokalvalgene i Nordsyrien d. 1 december

Næsten 6000 kandidater har stillet op ved valgene til lokaladministrationen i landsbyråd, byråd og distrikter i Nordsyrien.

Grundprincipperne for de mange valg i Nordsyrien dette efterår er blevet beskrevet i artiklen fra 23 august: ”Der afholdes valg på alle geografiske niveauer i Nordsyrien i det næste halve år”.

Den nye administrative opdeling af Den Nordsyriske Føderation. I grove træk kaldes de tidligere kantoner nu regioner, men de seks nyafgrænsede kantoner på kortet har fået betegnelsen “Province”. Kantonerne er opdelt i områder (areas). De blå områder omfatter SDF-kontrollerede områder, hvor der endnu ikke er taget stilling til om de skal være en del af Føderationen. Den administrative struktur under område-niveau er ikke vist, men et eksempel på denne er angivet på figuren nedenunder. Klik på kortet for at se detaljer. Kilde: Shahba Region. https://en.wikipedia.org/wiki/Shahba_region#

Den 22. september blev der holdt de grundlæggende valg indenfor Nordsyriens konføderale system. Her blev der indenfor det, der kaldes  ”kommuner” (små sociale enheder på ’naboskabsniveau’) valgt ledelse, ’co-chairs’ – dvs. en mand og en kvinde – til at repræsentere og varetage enhedens interesser. 12319 kandidater stillede op i de ialt 3815 kommuner. 728 450  vælgere deltog i valget. svarende til 70% af de registrerede vælgere.

Valg til den lokale administration af byer, distrikter og kantoner skulle egentlig have været afholdt d. 3. november, men på grund af ønsker om udskydelse af deadline for anmeldelse af kandidater fra de politiske partier er valget blevet udskudt et par gange, men vil nu blive afholdt d. 1 december.

5912 personer har stillet op til de mange valg indenfor Nordsyriens 3 regioner, Al-Jazeera, Afrin og Eufrat. Af disse er 546 personer, eller 9 %, opstillet som løsgængere udenfor partilister eller listeforbund. På kortet er vist den administrative opdeling, der ligger til grund for valget.

I tabellen nedenfor er angivet antallet af kandidater indenfor regionerne og  og de to kantoner indenfor hver region, antallet af valgsteder og navnene på de partilister, der opstiller indenfor de tre regioner, samt antallet af løsgængerre i regioner og kantoner.

Region/Kanton Antal kandidater Valgsteder og valglister Antal løs-gængere % løs-gængere
Al Jazera regionen 3149 824 valgsteder 367 12

Hasakah kanton

 

1520 1. Den demokratiske nation

2. den nationale alliance

162 11

Qamishlo kanton

1629 1. Den demokratiske nation

2. den nationale alliance

205 13
Afrin Regionen 1550 205 valgsteder 82 5

Afrin kanton

1273 1. Deen demokratiske nation

2. Kurdisk demokratisk parti (Yekiti)

3. Syrisk demokratiske nationale alliance

68 5

Shahba kanton

277 1. Deen demokratiske nation

2. Kurdisk demokratisk parti (Yekiti)

 

14 5
Eufrat regionen 1213 256 valgsteder 97 8

Kobani kanton

722 12. Den demokratiske nation

2. Syrisk kurdisk demokratiske enhedsparti

60 8

Girí Sipi (Tel-Abyeed) kanton

491 1. Den demokratiske Nation

2. Det kurdiske venstre parti

37 8

Læg mærke til,  at der i nogle kantoner er opstillet relativt få kandidater, især i Shahba kantonen. Det skyldes, at det endnu ikke har været muligt at fuldføre den administraative opdeling af Nordsyrien. De blå områder på kortet omfatter dels de områder, der er blevet befriet under operation Eufrats vrede (incl. Raqqa) efter at valgforeberedelserne var afsluttet, dels området omkring Manbij i  Shaba-området, der også er holdt uden for valget. Så valget i Shahba kantonen omfatter kun de områder, der er befriet af SDF i den sydvestlige del af Shahba-området.

Valget er organiseret af en valgkommission, der i sidste uge offentliggjorde statistik over antallet af valgkort, der er blevet udstedt i tilknytning til valget. ”Den uafhængige valgkommission” har offentliggjort en erklæring om, at borgere, der ikkee har modtaget deres valgkort kan stemme ved at få bekræftet deres identitet på valgstederne. Emigranter, der har bosat sig i regionen, kan også deltage i valgene. Desuden deltager 10280  nordsyriske lærere ved overvågningen af valgene, hvilket giver i gennemsnit 8 vaslgobservatører pr. valgsted.

formandsskabet for valgkommissionen i Al-Jazeerah regionen, Ezz al-Deen farhan og Rukan Mullah Ibrahim, offentliggjorde navnene på de accepterede kandidater til valgene d. 1 december ved en pressekonference d. 14 november. De åbnede derefter valgkampen, der foregår gennem radio, fordeling af valgudtalelser, taler, festivaller og koncerter, og varer frem til d. 29. november.

Valgkommissionerne for Al Jazeera og Eufrat regionerne  har i går (14. november) offentliggjort navnene på de kandidater, hvis opstilling er blevet accepteret og har i den forbindelse offentliggjort  flere oplysninger om valget. Det angives således, at af de 3048 kandidater anmeldt i Al-Jazeeras regionen, er 104, altså 0,3% blevet afvist, mens 4 kandidater (0,1%) er blevet afvist blandt 1170 anmeldte kandidater i Eufrat regionen. De 4 afviste kandidater i Eufrat regionen er fra Gire Sipi kantonen, og den regionale valgkommission angiver manglende kvalifikationer for afvisningen. For Eufrat regionen stemmer de anmeldte kandidater ikke helt med oplysningerne i tabellen ovenfor (der angiver 1213 anmeldte kandidater). Der blev ikke angivet tal for Afrin. Måske skyldes det, at valgkommissionen næppe kan arbejde fysisk samlet, da Afrin ligger isoleret i forhold til de to andre regioner.

Samtidigt har man igangsat en valgkampagne, der vil vare indtil d. 29 november. Det vil ske gennem radioudsendelser, distribution af valgudtalelser, taler, festivals og koncerter.

Der er ialt 1285 valgsteder, og der skal på alle valgsteder gennemføres forskellige valg: Især valgene til distrikter, byer og kantoner kræver opmærksomhed, da der er mange bokse og lister.

Derudover foregår valget i en presset situation med massiv påvirkning udefra. Især i Afrin er antallet af angreb fra Tyrkiet steget efterhånden som valget nærmer sig – efter sigende for at prøve at skabe kaos og holde folk væk fra stemmeurnerne.

15. november 2017: SDF vil snart have befriet alle syriske områder øst for Eufrat

Indenfor de sidste 3 uger  har de Syrisk Demokratiske Styrker (SDF) fået overtaget i erobringen af de områder af Syrien, der fortsat er domineret af Islamisk stat. Hvor SDF først ret sent fik gang i offensiven ned mod Deir Ezzor øst for Eufrat på grund af afslutningen af Raqqas befrielse, mens Assad og hans Iranske allierede  med russisk flystøtte rykkede hurtigt frem mod Deir Ezzor, og også flere gange krydsede Eufrat, er situationen nu vendt. Selv om Assad også hurtigt rykkede videre og ganske overraskende fik indtaget Islamisk Stats sidste ”hovedstad” Mayadin (det har dog senere vist sig, at de i langt højere grad havde bidt sig fast i grænsebyen mod Irak, Abu Kamal/Al Bukamel) og også gennemførte bombetogter længere mod syd, var han reelt længe bundet til Deir Ezzor, hvor de sidste IS-dominerede kvarterer først blev indtaget d. 2 november.

Olie og gaskilder i det sydøstlige Syrien. Kilde: Solomon et al. , Financial times, 2016

I mellemtiden er SDF over en bred kam rykket mod syd i området øst for Eufrat ved Deir-Ezzor. D. 22 oktober sikrede de under en hurdig fremrykning Omar-oliefeltet og nogle dage senere Tanak-oliefeltet. Dermed har de fået kontrol med de 2 absolut vigtigste oliefelter i Syrien med en estimeret daglig produktion af tilsammen 17 000-21 000 tønder pr. Dag (Solomon et al., 2016).

SDF har siden yderligere fået kontrol over de mindre oliefelter Sarhit, Shudayha, Galban og Shaitat, og står nu kun 17 km fra den irakiske grænse i det sydøstlige Syrien.

Men derudover har de fået lukket en del lommer omkring de mange landsbyer langs Eufrats store biflod  Khabur, der løber oppefra Hasakah og sydpå, ca. 50 km fra den N-S-gående irakiske grænse. Og endnu vigtigere; de har frataget Islamisk stat alle resterende områder langs østbredden af Eufrat helt ned til Mayadin, og dermed undgået yderligere konflikter med Assads styrker omkring floden, som skillelinie mellem Azzad og SDF. Den sidste lomme på ca. 15 km2 lå nord for Mayadin, hvor det d. 10 november lykkedes at indtage den strategisk vigtige by Al Busayrah samt 4-5 andre mindre byer i nærheden. Også det meste af vejstrækningen langs den højre bred af Khabur fra Al Shadadi (al-Jabseh på kortet ovenfor, hvor vejen er angivet) og helt ned til Al Busayrah ved udløbet i Eufrat, er nu sikret og ryddet af SDF.

15. november 2017: Store problemer for civilbefolkningen efter at Islamisk Stats territorium er indskrænket med over 30% indenfor de sidste 3 uger

Ikke alene i Syrien, men også i Irak, lakker det mod enden for Islamisk Stat som en territorielt afgrænset statsdannelse. Ved at sammenligne et kort over både Irak og Syrien fra 26. oktober med dagens kort over samme område, ses det hvordan Islamisk Stat nu svinder kraftigt ind. D. 26. oktober igangsattes en stor irakisk offensiv i samarbejde med den vestlige koalision mod grænsebyen Al Qa’im, der ligger i Iraq, hvor Eufrat krydsen grænsen mellem Syrien og Irak. Allerede d. 3 november blev byen indtaget sammen med alle irakiske områder både vest for byen og øst for op mod Eufrat. Al Qa’im spiller ikke blot en militærstrategisk rolle men indeholder også regionens største marked for olie.

For øjeblikket samler en større gruppe irakiske styrker sig efter sigende i byen Rawa ca. 80 km øst for Al Qa’im for at foreberede indtagelsen af det resterende irakiske områder under Islamisk Stat. En kilde angiver, at lederen af Islamisk Stat Abu Bakr al-Baghdadi er flygtet fra Rawa  til Abu Kamal på den anden side af den syriske grænse. Irakiske sikkerhedsstyrker har i samarbejde med den vestlige koalition allerede befriet  et mindre område nord for Eufrat langs den syrisk-irakiske grænse, mens den irakiske hærs 7. division i de sidste dage (12 og 13 nov.) har befriet en halv snes landsbyer nord for Eufrat lidt længere mod øst.

Området omkring Abu Kamal/Bukamal d. 6, 10 og 15 november. Som det ses, er det foreløbigt lykkedes Islamisk stat at kaste Assads styrker tilbage fra byen.

Irakiske militser  krydsede også grænsen ved Al-Qa’im og kom i kamp med Islamisk stat i nærheden af  byen Al Hari, mens Assads styrker bombede den nærliggende syriske by Abu Kamal (Bukamal).  Det lykkedes Assads styrker støttet af den iranske revolutionsgarde at trænge ind i byen, men de er omkring d. 11 november blevet trængt ud af byen mod vest af ISI, mens en gruppe fra Hezbollah, der er placeret i landsbyen Hamdan nord for Abu Kamal, også er blevet angrebet af ISIL.  Assads styrker venter nu på forstærkninger fra den syriske general Suheil al-Hassan (kaldet ’tigeren’), der er på vej fra Mayadin-fronten, før et nyt angreb sættes ind.

Den hektiske militære aktivitet og ikke mindst de mange bombetogter i området har givet store problemer for civilbefolkningen. Det syriske observatorium for menneskerettigheder beretter om 100 000 flygtninge fra alle områdets byer og landsbyer langs Eufrat, der søger at komme væk. Op mod 3000 civile, inklusive hundreder af børn og kvinder, er allerede dræbt eller såret under denne flugt. Mange søger over på østsiden af Eufrat for at komme til de SDF-kontrollerede områder, som anses for mest sikre. Men også der skal de gennem en usikker og mange kilometer bred front, hvor alle krigens parter lurer på hinanden. Således er der fremkommet påstande om, at Assad i forbindelse med indtagelsen af de sidste ISIL-enklaver i Deir Ezzor har sendt IS-krigere over Eufrat bl.a. imod de oliefelter som SDF har besat – men muligvis også i opgøret om byen Al Busayrah ved bifloden Khaburs udløb i Eufrat, der blev indtaget af SDF for nogle dage siden. Hvis IS-jihadister her blander sig med de mange civile flygtninge i et område, som både Irak, iranske militser, Assad, russere, SDF og vest-koalisionen lurer på, kan det skabe mange sprængfarlige situationer.

Det skete  d. 4 november, hvor en stor gruppe civile, der var flygtet fra ISIL i Deir Ezzor, og ventede ved et SDF-checkpoint i byen Jaffra, blev angrebet af en ISI-selvmordsbomber, der kørte ind i gruppen. 200 blev dræbt.

Udviklingen af Islamisk Stats territorium fra 26 oktober til 16 november 2017. ISILs are4al er reduceret med en trediedel. Detaljkortet over omkring Islamisk Stats sidste bastion ved Abu Kamal/Bukamal er placeret, hvor grænsen mellem Syrien og Irak slår et knæk.

Indenfor de sidste tre ugers befrielse af alle Islamisk Stats områder i Irak øst og syd for Eufrat, samt SDFs befrielse af  de sydlige oliefelter i Syrien, er Islamisk Stats territorium reduceret med 30% fra lidt over 30 000 km2 til lidt over 20 000 km2. Men det er dog fortsat et areal på størrelse med halvdelen af Danmark. Så selv om en stor del er ørken, og de fleste tæt beboede områder omkring floderne nu er befriet, er der et godt stykke vej endnu.

Derudover råder Islamisk stat fortsat over nogle små lommer rundt omkring i Syrien, selv om deres antal og areal også er blevet indskrænket kraftigt gennem de senere måneder. Det gælder et mindre forstadsområde på ca. 5 kmsyd for Damaskus, et område på lidt under 300 km2, der grænser op mod både de Israelsk besatte Golanhøjder og Jordan (formentlig i en vis forståelse med Israel) og et lille område på 15 km2 tør steppe midt i Syrien, ca. 50 km vest for byen Hama. Ind imellem dukker der nye lommer op, som f.eks. et ca. 100 km stort område omkring landsbyen Qusum i det sydøstlige hjørne af Idlibprovinsen, der udviklede sig hurtigt i begyndelsen af oktober i år, men som allerede inden månedens udgang var blevet opløst – eller måske snarere opslugt af  den jahidiske organisation Tahrir al-Sham, der udspringer af al-Nusra fronten, med rødder i det syriske Al Qaeda. Det er dem, der i dag behersker området. Det hører med, at Assad smtidigt bekæmpede Tahrir al-Sham samme sted. Området ligger kun 20 NV for det nuværende llille steppeområde, som ISIL stadig holder fast i, beliggende midt i et område, der i øvrigt er behersket af Assad. Konflikten i Syrien er ofte præget af lokale opgør, der kan være meget svære at gennemskue!

Det store spørgsmål er allerede begyndt at melde sig: Hvad sker der, når SDF når den irakiske grænse og den irakiske hær når grænsen fra den anden side –  og man så har fået indtaget alle Islamisk stats områder?

15. november 2017: Spådomme om udviklingen i det nordlige Syrien

Geografisk Informationstjeneste vil være tilbageholdende med at lege spåmand – dem er der rigeligt af for tiden. Vi vil istedet berette om, hvad der konkret sker i området, og hvilke bestræblser, der i Nordsyrien udfoldes for at genopbygge landet, og hvordan man søger at få løst de etniske og religiøse stridigheder, der er blevet udviklet gennem historien for at stække befolkningens indflydelse på landets udvikling. Vi vil dog også se på nogle mere  teoretiske principielle udfordringer, som er svære at komme uden om i forbindelse med skabelsen af en fredelig løsning på konflikten. Et af de helt afgørende spørgsmål er hvordan de forskellige grupperinger  forholder sig til spørgsmålet om en føderal struktur i det kludetæppe af meget forskellige befolkningsgrupper, der eksisterer i de nuværende nationalstater i mellemøsten. Problemet kan aktuelt illustreres gennem de konflikter, der i mindre skala måske udvikler sig i det sydøstlige Syrien omkring det politiske spil i tilknytning til Olieforekomsterne:

Trods den hektiske aktivitet I det sydøstlige Syrien er der næppe tvivl om, at der fra Vestkoalisionens side vil blive lagt stor vægt på at skabe ro i området for at kunne reetablere forbindelsen mellem områdets oliefelter (der ser ud til at have undgået angreb eller sabotage) og markedsmulighederne i Al Qa’im, der nu ikke mere reguleres og beskattes af Islamisk stat, men af den irakiske stat og de firmaer, der operarer indenfor denne. Omvendt vil SDF være interesseret i at sikre disse ressourcer primært for et indenlandsk market og som et led i genopbygningen af Syrien men også som en brik i forhandlingerne om en fredelig løsning indenfor  den syriske nation. SDF er allerede begyndt at organisere dette arbejde.

Dermed rummer olie-konflikten i Syrien i princippet de samme momenter, som har kendetegnet konflikten mellem Irak og Irakisk kurdistan. Efter Iraq-krigen fik Iraq i 2003 en ny forfatning, der fastslog Irak som en forbundsstat, der skulle muliggøre udviklingen af autonome områder indenfor landet. Men forfatningen indeholder mange smuthuller,  Den nødvendige udfyldende lovgivning om reguleringen af regionale rettigheder i forhold til statslige interesser blev aldrig gennemført, og forbundsregeringen tilbageholdt den kurdiske regions statslige tilskud, samtidigt med at den regionale irakisk-kurdiske regering under Mahmoud Barzanis ledelse saboterede forbundsstrukturen ved ensidigt at udnytte olieressourcerne – ikke mindst omkring Kirkuk – og tegne oliekontrakter direkte med udlandet. I sidste instans søgte han at redde sit eget skind ved at søge at skabe en irakisk kurdisk nationalstat, der kunne cementere denne politik. Men hans politik kom især i de seneste år kun få irakiske kurdere til gode.  Olieressourcerne, der ifølge forfatningen skulle danne grundlag for et proveny til gavn for hele nationen, blev i stedet på en uigennemskuelig måde til ren profit for Barzani-klanen og de firmaer han entrerede med (herunder ikke mindst Tyrkiet og store tyrkiske firmaer), mens de økonomiske problemer tårnede sig op for befolkningen i de kurdiske områder. Det var nok også medvirkende til, at det gik galt for Barzani med skabelsen af en irakisk kurdisk selvstændig nationalstat. De fleste andre kurdiske politiske grupperinger, herunder både de PKK-tilknyttede grupperinger i Tyrkiet og PYD i Syrien har for længst forladt drømmon om dannelsen af en kurdisk nationalstat som en udviklingsvej, der ”ikke sikrer frihed for kurderne”. De agiterer i stedet for udviklingen af en ’demokratisk konføderalisme’ indenfor de eksisterende nationalstater.

I forhold til oliefelterne omkring Kirkuk i Irak er  de syriske oliefelter i det østlige Syrien (heldigvis!) af et beskedent omfang, der kun svarer til ca. 5% af den samlede eksport fra de kurdisk-dominerede områder i Irak. Men for sikringen af den interne forsyning i Syrien vil de kunne komme til at spille en stor rolle, der også vil forblive en vigtig brik i udviklingen af Syrien.

Geografisk Informationstjeneste vil senere præsentere en nærmere analyse af problemerne omkring udnyttelsen af naturressourcerne i det nordlige Irak og udformningen af den irakiske forfatning, der i høj grad har ligget bag den fejlslagne udfoldelse af forbundsstrukturen.

Det er interessant, at det i forbindelse de seneste aftaler mellem Trump og Putin om de kommende fredsforhandlinger om Syrien, der snart skal finde sted i Schweitz kom frem, at det ansås for sandsynligt, at Syriens politiske system efter borgerkrigen vil blive ”et magt-delings-arrangement ligesom det vi endte med i Irak”, som en repræsentant for US State Department har udtrykt det (Gebeily, 2017).

Dette arrangement skal dog tydeligvis gøres klarere, ligesom den helt store opgave bliver, at sikre ordningen overholdt blandt de indgående partnere. Der er næppe tvivl om, at SDF og PYD er indstillet på at ville forhandle om en sådan løsning, og også vil kunne gøre det ud fra en meget stærk position.

Selv om mange kræfter i mellemøsten fortsat arbejder for autoritære nationalstatsløsninger, der ikke er indstillet på demokratiske principper for styring af økonomien, har kurderne i dag nået et niveau af enighed og styrke – såvel politisk som militært – der gør, at en fortsat status quo uden sikring af rettigheder for kurderne ikke er holdbar, men tværtimod blot vil skabe endnu større konflikter i området.

Dagbladet Informations spådom

Dagbaldet information giver i en leder (d. 30 oktober 2017) udtryk for, at  ”vejen til status quo i Syrien og Irak meget vel kan blive, at Assad-styret hjælper Tyrkiet med at kværne de syrisk-kurdiske styrker, der er i færd med at etablere den sammenhængende enklave, Rojava, syd for Tyrkiets grænse, og som anerkender PKK-lederen Abdulla Öcalan som deres politiske ledestjerne”. Information har skrevet meget om krigen i Syrien, men har samtidigt næsten demonstrativt negligeret kurdernes situation og udviklingen i det nordlige Syrien: Måske er der en sammenhæng mellem dette og deres ret så usandsynlige spådom, selv om den givet afspejler nogles drømme i regionen. Hver for sig kunne Assad og Erdogan givet ønske et sådant scenarie, men de har tydeligt vist, at de i stadigt mindre omfang har styrken til det. Og slet ikke sammen, da det formentlig vil blive vurderet som alt for risikabelt af stort set alle involverede stormagter.  Assad vil desuden have rigeligt at gøre med at hindre Tyrkiet i dets stormagtsdrømme og fortsatte aktive støtte til Al-Qaida-og andre grupper, der stadig sidder på Idlibprovinsen, ikke langt fra både Assads kerneområder og den russiske flådebase – selv om han samtidigt heller ikke har problemer med at indgå taktiske aftaler med dem.

Kvinder maler billede af Abdullah Öcalan på Afrin kantonens største lærred i byen Afrin d. 7. november 2017

Man kan også godt forsøge – i bedste koldkrigsstil – at tilskrive udviklingen i Nordsyrien en personlig tilslutning til en vækkelsesprædikant, men det er at snyde Informations læsere, som jo ikke er så dumme. For det drejer sig tværtimod om en uhyre bred bevægelse for en grundlæggende demokratisering af livet i mellemøsten, som der formentlig har været en old-gammel tradition for, men som desværre er blevet frarøvet befolkningerne gennem historien og især gennem den senere koloniale og neokoloniale udvikling. Og det er langt fra bare kurdere, der støtter projektet Öcalan har blot formået, at mane traditionen frem igen.

Det er tankevækkende, at en avis, der gerne skriver spalte op og spalte ned om demokratiets vanskeligheder i vores del af verden, ikke kan opvise nogen som helst interesse for et storstilet demokratisk projekt, blot fordi det ikke har sit udgangspunkt i avisens eget europæiske liberale grundsyn.

Eller lefler man også gerne for det, som Jürgen Habermas i samme avis for nyligt har kaldt ”den selvglade antikapitalisme hos venstrefløjsnationalisterne”? For det er ligeledes tankevækkende, at når avisen en sjælden gang – oftest perifert og på en nedladende måde – skildrer kurdernes situation, foregår det reelt næsten altid ud fra en etnisk-nationalistisk synsvinkel af enten tyrkisk eller arabisk-syrisk herkomst. Ud fra disse synsvinkler er der ingen plads til kurderne.

Det er svært at gennemskue baggrunden. For hvis ikke Abdullah Öcalan trods sine 18 års  fængsling fortsat havde stået i spidsen for den praktiske og samtidigt succesrige kurdiske bevægelse for en radikal demokratisering af Mellemøsten, ville han givet have været elsket på dagbladet Information for sine omfattende historiske og politiske analyser.

Det har under alle omstændigheder inspireret os til at beskæftige os meget mere med Abdullah Öcalan og hans betydning for udviklingen i Syrien. Mere om det i næste nyhedsbrev.

15 november 2017: En rettelse til Syrienskortet – Situationen omkring Qamishlo

Fra Geografisk Informationsservice’ egen – kartografiske – verden

Kortet over Nordsyrien d. 1 januar 2016, d. 26 oktober 2017 og d. 27 oktober 2017. Der er sket voldsomme ændringer uden at der kan spores tilsvarende aktiviteter. Geografisk Informationsservice undersøger baggrunden.

D. 27. oktober ændrede situationen sig drastisk omkring Qamishlo i det nordøstlige Syrien ifølge kortet på syria.liveua.map. Hvor Assads regeringsstyrker indtil da havde behersket ikke blot byen Qamishlo og den tilknyttede lufhavn, med en forbindelse nordpå til den tyrkiske grænse, men også et stort område syd for byen med måske 70-80 landsbyer, var dette område nu indskrænket til kun at omfatte området ved lufthavnen, vest for jernbanen, samt en smal korridor derfra op til den tyrkiske grænse.

Der var i øvrigt hverken i dagene før eller efter tegn på aktiviteter i området der kunnee forklare den markante ændring.

Siden borgerkrigens start har der været adskillige konflikter mellem YPG/SDF og Assads regeringsstyrker omkring Qamishlo og provinshovedstaden Hasakah længere syd på. I forlængelse af den fælles fordrivelse af Islamisk Stat fra området omkring Hasakah i vinteren 2015/16 søgte militsstyrker under Assad at styrke deres militære position, men endte med at måtte afstå en betydelig del af byen til YPG i august 2016. Selv om der også var stridigheder i flere omgange ved Qamishlo på det tidspunkt (og også senere), har det ikke givet anledning til korrrektion af kortet.

Skyldes den seneste ændring reelle forandringer i stillingen omkring Qamishlo, eller er der tale om en kartografisk korrektion af ændringer, der har fundet sted på et tidligere tidspunkt?

Geografisk Informationsservice har kontaktet  Liveuamap i Ukraine for at finde en forklaring.

Rodian Rozhkovsky, der har grundlagt Live Universal Awareness Map (“Liveuamap”)  forklarer: ”Der er tale om en tidligere forkert kortlægning eller nogle ganske omfattende ændringer i kontrolmønstret, der fandt sted i 2016. Sidste måned fremkom en del videoer fra Qamishli med titlen: ’USA forsyner transporter til SDF i Raqqa/Deir Ezzor gennem Qamishlo’. Spørgsmålet var, hvordan amerikanske våben kan passere gennem regeringskontrollerede områder. Og i oktober bekræftede så kilder i området (kurdere), at kun lufthavnen og ’sikkerhedskorridoren’ er under regeringens kontrol”.

Så der er formentlig tale om områder, hvis kontrol sikkert allerede i august 2016 blev overtaget af  YPG. Det er meget tænkeligt, at hverken kurderne eller Assad har haft speciel anledning til at ville  udbasonere ændringerne. For Assad har det næppe været opmuntrende at skulle offentliggøre, og for kurderne har bekæmpelsen af Islamisk stat haft så høj prioritet, at man heller ikke har haft interesse i at udstille konflikterne med Assad.

Historien fortæller noget om den forsigtighed, der skal lægges for dagen både ved konstruktionen af sådanne dynamiske kort og ved tolkningen af dem. Generelt er kortlægningen af ændringerne ”konservativ”, dvs. bliver først effektueret, når der foreligger klare, gerne flere stedsmæssigt dokumenterede kilder. I dette tilfælde er korrektionen kommet med formentlig over et års forsinkelse. Det hører nok til undtagelserne, men det kan på den anden side ikke afvises, at det godt kan forekomme i et vist omfang.

20. oktober 2017: Raqqa er befriet!

SDFs front mod Islamisk Stat i Raqqa 14 september, 1. oktober og 16. oktober 2017. Den røde streg viser afgrænsningen af den gamle by med muren i den nordlige del.

Så, endelig, tirsdag d. 17 oktober, blev de sidste dele af Raqqa befriet af de Syrisk-Demokratiske Styrker. Gennem den sidste måned er grebet om de sidste tilholdssteder for Islamisk Stat blevet strammet mere og mere, som det ses af vedlagte kort over udviklingen af situationen frem til den endelige befrielse. De to sidste større problemer var situationen omkring det kommunale stadium, hvor Islamisk Stat-krigere havde barrikaderet sig med et stort antal civile som skjold (se det grønne område øverst i de grå felt på nederste kort ved at klikke på kortet), samt i og omkring statshospitalet, hvor snigskytter trods flere erobringer af området blev ved med at dukke op gennem skjulte underjordiske gange (nederst i det grå felt på nederste kort). Små lommer øst for det kommunale stadium er dog fortsat uden for sikker kontrol, og der forestår et større arbejde med rydning af miner og gennemsøgning af bygninger og tunnelser for jihadister, der måtte holde sig skjult for at kunne angribe senere. Torsdag blev 3 YPG-militsfolk dræbt ved en eksplosion af en IS-plantet bombe nær det kommunale stadium.

Derfor udsendte SDFs ledelse først fredag, lige over frokost, den endelige erklæring om befrielsen, og overlod officielt administrationen af Raqqa til Raqqas civile Råd. Det blev nedsat i foråret, og har indtil nu arbejdet fra byen Ain Issa nord for Raqqa, ikke mindst med problemerne med de 450.000 civile flygtninge som under Raqqa-offensiven er blevet befriet fra Islamisk Stat. SDF vil dog fortsat sikre beskyttelsen af Raqqa mod angreb udefra.

Der blev i den sidste fase indledt forhandlinger både om frit lejde (af hensyn til civile, der blev holdt som skjold) og om overgivelse. Ca. 400 Islamisk Stat-krigere har overgivet sig og er derefter blevet overført til et fængsel i Tabqa ca. 50 km. vest for Raqqa. Et ukendt antal har nægtet og har derfor måttet lade livet.

Banner for SDF, YPJ og YPS i centrum af det befriede Raqqa

Som det ses af billedet ved siden af fejres befrielsen med ophængning af store bannere for SDF, YPJ (de kvindelige kurdiske styrker) og YPŞ (de kvindelige yasidiske styrker, der især har taget imod de mange yasidiske kvinder, der i flere år har været handlet på de to kvindemarkeder i Raqqa).

Medlemmer af kvindernes forsvarsenhed YPJ samledes torsdag morgen foran banneret med Abdyullah Öcalan og fejrede befrielsen af Raqqa.

Også et stort portræt af kurdernes ubestridte politiske leder, Abdullah Öcalan, der sidder i tyrkisk fængsel på 19. år, er hængt op på al-Naim pladsen midt i Raqqas centrum. Det er den plads, hvor Islamisk Stat gennem de sidste 4 år næsten dagligt har foretaget henrettelser af borgere, der ikke blindt fulgte deres ordre.

Allerede tidligt torsdag morgen samledes hundredevis af medlemmer af kvindernes forsvarsenhed YPG for at fejre sejren, som mange tilskrev Öcalan æren for. Öcalan har ikke mindst haft stor betydning for den markant høje stilling og status, som kvinderne har fået i de befriede områder af Nordssyrien.

Lederen af de kvindelige styrker, YPJ, Nesrin Abdullah sagde i sin tale (der blev holdt på arabisk):

”Vore styrker har spillet en aktiv rolle siden starten af Raqqa offensiven (i november 2016, jb). Vi har opnået denne succes skulder ved skulder med YPG og SDF styrkerne. YPJ har givet håb for alle kvinder i Syrien under Raqqa offensiven ved at forsvare kurdiske, arabiske og andre kvinder samt alle religioner, og ved at så broderskab blandt folkene. Vi gennemførte det hårde slag mod slynglerne her i det, de kaldte deres hovedstad. Gennem vores kamp befriede vi og gav oprejsning for Yasidi-kvindernes ødelagte ære. Vi har befriet tusinder af tilfangetagne Yasidi-kvinder og børn.  Arabiske kvinder, som har tilsluttet sig YPG under processen har dannet to bataljoner, gennem hvilke de har deltaget og kæmpet under slaget om Raqqa. En anden bataljon fra YPŞ (Yasidi-kvindernes forsvarsenhed i Şingal, Iraq, jb) tog også aktiv del og hævnede deres folk under offensiven. Vi har reddet 450 000 civile ud af slynglernes greb og hjulpet dem til at nå sikre zoner. Gennem den historiske offensiv er 30 kvindelige soldater faldet som martyrere. Vi tilegner befrielsen af Raqqa alle kvinder i verden. [oversat fra engelsk af JB]

Jin, Jiyan, Azadi (kvinde, liv, frihed)”

20. oktober 2017: Den internationale koalision vil støtte genopbygningen af Raqqa

Der forestår efter befrielsen et enormt oprydnings- og genopbygningsarbejde af Raqqa. Allerede i slutningen af juli blev der indgået en aftale mellem Raqqas nye civile byråd og den globale koalision under US-amerikansk ledelse (se artiklen: 73 lande vil støtte Raqqas nye civile byråd med opbygningen af byen efter krigen). Talsmand for US State Department, Heather Nauert har netop bekræftet aftalen på en pressekonference, og udtalt, at man vil yde hjælp til at fjerne murbrokker og genopbygge basal service i Raqqa efter at Islamisk Stat er blevet nedkæmpet i byen: ”Vi vil hjælpe og være i front med at genopbygge vand-, elektricitet- og andre former for forsyning”. Heather Nauert tilføjede: ”De forenede stater og vores allierede har gjort klar til de næste skridt, og vi vil fortsætte med at arbejde med vores partnere for at yde humanitær hjælp til de, der er i nød, og med at støtte stabiliseringsbestræbelserne i Raqqa og andre befriede områder.”

20. oktober 2017: Kapløbet mod de sidste tilholdssteder for Islamisk Stat i Syrien

Nordsyrien 20. oktober. Se ved pkt. 2.

Som det ses af oversigtskortet, er Islamisk stat ikke blot besejret i Raqqa, men også i hele Eufratdalen ned til syd for Deir-Es-Zor, idet Assad og hans allierede har indtaget alle områderne syd og vest for floden, mens SDF har sikret områderne øst for. I flere tilfælde er Assad gået til angreb på SDFs stillinger øst for Eufrat og har bl.a. sat sig på et 5-8 km bredt bælte øst for provinsbyen Deir-ez-Zor. Der er dog fortsat et byområde på små 10 km2 vest for floden, der stadigt beherskes af Islamisk Stat.  Men det er til gengæld lykkedes Assads styrker at trænge langs med floden syd for byen helt ned til Mayadin, som ganske overraskende er blevet erobret gennem den sidste uge. Mayadin har været anset for Islamisk Stats sidste bymæssige forsvarspost som afløser for Raqqa (se artiklen: Islamisk stats ledelse er flyttet fra Raqqa mod sydøst til Mayadin). Også her har Assad afsluttet med at erobre et 4-5 km bredt og ret tæt befolket landområde på vestbredden af Eufrat. Det har tilmed givet anledning til hårde kampe med Islamisk Stat omkring  byen Diban. Anledningen er tydeligvis håbet om at kunne få rådighed over Syriens største oliefelt ved Omar NØ for Diban.

Så endnu engang har SDF fået travlt, denne gang med at få krydset Eufrats biflod Khabur og få befriet de mange landsbyer og byer, der ligger langs floden. SDF skal hurtigt videre mod øst og syd for at få befriet Islamisk Stats sidste områder af Syrien øst for Eufrat ind imod den Irakiske grænse. Efter befrielsen af Raqqa ser denne aktion ud til at kunne gå endnu hurtigere end indsatsen i Deir Es-Zors industriområder øst for Eufrat for en måned siden. Som det ses af kortet er floden i de sidste dage krydset, og SDF befandt sig fredag middag kun ca. 8 km fra Omar-oliefeltet.

I løbet af weekenden har SDF med støtte af koalisionsstyrken sikret sig hele Omar oliefeltet. Det gik så hurtigt, at Islamisk stat end ikke nåede at ødelægge infrastrukturen omkring felterne, men flygtede over hals og hoved. Størstedelen af feltet ligger dog længere mod SV end vist på kortet.

Et andet stort syriske oliefelt, Tanak, der ligger ca. 30 km. længere mod syd, er stadig på Islamisk Stats hænder, og det må formodes, at det allerede nu er ved at være under angreb.

20. oktober 2017: Tyrkiet har besat det nordlige Idlib

 

Nordsyrien 20. oktober 2017. Se pkt. 3, syd for Afrin-kantonen

I den nordlige del af Idlib-provinsen har Tyrkiet indgået en aftale med Tahrir Al-Sham, der især er udsprunget af Al-Nusra fronten, den syriske afdeling af Al Qaeda, der har haft det som mål at gøre Syrien til et Islamisk Emirat ledet af Al-Qaeda. Der er i realiteten tale om en tyrkisk besættelse af grænseområderne op mod den kurdiske Afrinprovins (den lidt  olivengrønne farve syd fra Afrin syd for Afrin, der skal ses som en parallel til farven for Shabaområdet). Tyrkiet, der på utallige områder reelt har støttet Islamisk Stat, støtter også en lang række oprørsgrupper i Idlib-provinsen, idet tyrkerne især har arbejdet på at trække dem ind som lejetropper i deres kamp mod kurderne i det besatte Shabaområde. Aftalen er tydeligvis et forsøg på at få gennemført både en total isolering af Afrin-området og en oprustning langs grænserne, som tyrkerne dagligt angriber. Det er en ganske foruroligende udvikling. Russiske kamphelikoptere er i de seneste dage blevet placeret flere steder i de kurdisk beherskede dele af Shabaområdet, formentlig efter aftale med SDF, men det er fortsat uklart.

20. oktober 2017: Folkeafstemningen i Irakisk kurdistan efterlader store problemer – men kan også blive en afklaring

Folkeafstemningen om dannelsen af en kurdisk nationalstat i Iraq har i den sidste måned givet voldsomme problemer og er foreløbigt endt med, at Irakiske styrker har indtaget Kirkuk, mens Peshmergastyrkerne har trukket sig tilbage. Irakisk kurdistan har de seneste år været ledet af den stenrige og korrupte klanleder Masoud Barzani, der har allieret sig snævert med Tyrkiet i bekæmpelse af PKK og de syriske kurderes PYD, f.eks. ved at støtte Tyrkiet i en total boykot og isolation af de kurdisk-dominerede områder i Nordsyrien. Det var netop Masoud Barzani, der igangsatte folkeafstemningen for at sikre sin stilling, som han ellers skulle have forladt for flere år siden. At han endte med at trække sine Peshmergastyrker tilbage inden de irakiske styrker kom til Kirkuk har ført til stor vrede blandt kurderne – ikke mindst hans egne – der har følt sig forrådt.

Både de tyrkiske og syriske, men også mange irakiske og iranske kurdere har for længe siden indset, at kravet om en nationalstat ikke vil sikre frihed for kurderne. PKK-lederen Abdullah Öcalan skrev allerede i 2009: ”Nationalstaten er som helhed den største kapitalist-boss….Opløsningen af den irakiske nationalstat har fået nogle kurdiske styrker til at ønske sig en føderal stat – en nationalstatsløsning. Men en sådan stat er ikke særlig sikker. Dens dannelse vil ikke befri kurderne; de hegemoniske og koloniale magter vil snarere bruge den som et redskab til kontrol.” (Prison Writings III: The road map to negotiations, s. 84 og 86).

I stedet satser de tyrkiske og syriske kurdere (med stadigt større opbakning fra kurderne i Iraq og Iran) på grundlæggende demokratiske reformer, der kan sikre alle etniske og religiøse gruppers aktive deltagelse i samfundslivet  indenfor de eksisterende nationalstater. Dette står som en relativt selvfølgelig del af nationalstaten for mange i vores del af verden, men det har ikke været sådan, nationer i mellemøsten har været skruet sammen hidtil. De er netop altid blevet diktaturer, hvis magt har støttet sig på udenlandske kapital- og politikinteresser, og hvor etniske og religiøse konflikter har været hovedinstrumenter i opbygning og administrationen af nationalstaten.

Denne demokratiske strategi med dens modstand imod nationalstaten, der først og fremmest ses som et instrument for den hegemoniske kapitalistiske stat, er ikke mindst blevet udviklet af PKK og beskrevet indgående af Abdullah Öcalan under hans lange fængselsophold. Det er i dag en dominerende side af de syriske kurderes udviklingsstrategi og er beskrevet i utallige kurdiske kilder. Man behøver blot gå ind på de kurdiske nyhedsbureauer ANF og ANHA for at finde dem.  

Barzani prøvede at bruge ”nationalstatstricket”, men det lod sig ikke gøre – eller han blev måske narret af Erdogan, som formentlig har sagt ja til afstemningen, men derefter har brugt det som en anledning til yderligere indblanding og optrapning af kampen mod kurdere i almindelighed ved at lokke Barzani i denne fælde.

Det kommer givet til at koste kurderne dyrt og sætte deres kamp for frihed tilbage endnu en gang. Men det kan måske også medføre en øget fælles forståelse for betingelserne for deres videre kamp.

En af de mere groteske sider af konflikten har været, at Tyrkiet, som ellers har friholdt Barzani-klanens personlige områder fra deres militære indblanding i det nordlige Irak, i den seneste konflikt er gået til voldsomt angreb på netop disse områder. De eneste, der ser ud til at have ydet modstand mod disse nye angreb har været PKKs guerilla-styrker fra Qandil-bjergene!

14. oktober 2017: SDF har indledt befrielsen af Deir Ez-Zor provinsen øst for Eufrat

 

Nordsyrien 23. august 2017

 

Nordsyrien 14. sepotember 2017

Sammenligner man oversigtskortet for d. 14 september med oversigtskortet for d. 23 august  ser man straks, at situastionen i Syrien er ændret totalt. Assad har sammen med Hispolla, Iranske styrker og støttet af russiske styrker og luftvåben indtaget store områder af det midterste Syrien, så der idag kun er en lille lomme af belejrede Islamisk Stat-krigere i den vestlige del af Syrien. I den sidste uge er de nået helt frem til Deir Ez-Zor og har brudt Islamisk Stats langvarige belejring af den del af byen, der ligger på den vestlige del af Eufrat.

Det har gjort det nødvendigt for SDF at åbne den front mod den sydlige del af Ez-Zor provinsen, som har været planlagt længe. Lige før weekenden satte man ind med en voldsom offensiv og nåede på få dage Deir-Ez-Zors industrikvarter på den østlige side, og man fik plantet et flag på en af broerne over Eufrat. En modoffensiv fra Islamisk stats side i weekenden er blevet afvist.  Det er lykkedes specialstyrker at befri over 200 mennesker fra industrikvarteret.

Ligesom det oplevedes, da Assads styrker nærmede sig Tabqa vest for Raqqa, er der tydeligvis en vis nervøsitet for, om den formodede aftale mellem Assad/Rusland/Iran og SDF/Vestmagterne om en deling ved Eufrat (med visse undtagelser) i det sidste opgør med Islamisk Stat vil blive overholdt. Der har hverken manglet trusler om gengældelse, hvis den ikke overholdes (f.eks. fra SDF og deres allierede), eller annoncereringer af kommende overtrædelser (f.eks. om russisk landgang på østsiden af Eufrat). Men om det er alvorligt, eller blot er prøveballoner, er svært at vurdere. Assad og allierede står dog nok overfor de største udfordringer, idet Mayadin, ISILs nye hovedby ligger på Eufrats vestlige bred 30 km syd for Deir Ez-Zor, og der må forventes særdeles hårde kampe der. Mayadin er i disse dage under næsten konstant bombardement fra russiske krydsermissiler (Læs om flytningen til Mayadin her).