20. oktober 2017: Folkeafstemningen i Irakisk kurdistan efterlader store problemer – men kan også blive en afklaring

By | 14. november 2017

Folkeafstemningen om dannelsen af en kurdisk nationalstat i Iraq har i den sidste måned givet voldsomme problemer og er foreløbigt endt med, at Irakiske styrker har indtaget Kirkuk, mens Peshmergastyrkerne har trukket sig tilbage. Irakisk kurdistan har de seneste år været ledet af den stenrige og korrupte klanleder Masoud Barzani, der har allieret sig snævert med Tyrkiet i bekæmpelse af PKK og de syriske kurderes PYD, f.eks. ved at støtte Tyrkiet i en total boykot og isolation af de kurdisk-dominerede områder i Nordsyrien. Det var netop Masoud Barzani, der igangsatte folkeafstemningen for at sikre sin stilling, som han ellers skulle have forladt for flere år siden. At han endte med at trække sine Peshmergastyrker tilbage inden de irakiske styrker kom til Kirkuk har ført til stor vrede blandt kurderne – ikke mindst hans egne – der har følt sig forrådt.

Både de tyrkiske og syriske, men også mange irakiske og iranske kurdere har for længe siden indset, at kravet om en nationalstat ikke vil sikre frihed for kurderne. PKK-lederen Abdullah Öcalan skrev allerede i 2009: ”Nationalstaten er som helhed den største kapitalist-boss….Opløsningen af den irakiske nationalstat har fået nogle kurdiske styrker til at ønske sig en føderal stat – en nationalstatsløsning. Men en sådan stat er ikke særlig sikker. Dens dannelse vil ikke befri kurderne; de hegemoniske og koloniale magter vil snarere bruge den som et redskab til kontrol.” (Prison Writings III: The road map to negotiations, s. 84 og 86).

I stedet satser de tyrkiske og syriske kurdere (med stadigt større opbakning fra kurderne i Iraq og Iran) på grundlæggende demokratiske reformer, der kan sikre alle etniske og religiøse gruppers aktive deltagelse i samfundslivet  indenfor de eksisterende nationalstater. Dette står som en relativt selvfølgelig del af nationalstaten for mange i vores del af verden, men det har ikke været sådan, nationer i mellemøsten har været skruet sammen hidtil. De er netop altid blevet diktaturer, hvis magt har støttet sig på udenlandske kapital- og politikinteresser, og hvor etniske og religiøse konflikter har været hovedinstrumenter i opbygning og administrationen af nationalstaten.

Denne demokratiske strategi med dens modstand imod nationalstaten, der først og fremmest ses som et instrument for den hegemoniske kapitalistiske stat, er ikke mindst blevet udviklet af PKK og beskrevet indgående af Abdullah Öcalan under hans lange fængselsophold. Det er i dag en dominerende side af de syriske kurderes udviklingsstrategi og er beskrevet i utallige kurdiske kilder. Man behøver blot gå ind på de kurdiske nyhedsbureauer ANF og ANHA for at finde dem.  

Barzani prøvede at bruge ”nationalstatstricket”, men det lod sig ikke gøre – eller han blev måske narret af Erdogan, som formentlig har sagt ja til afstemningen, men derefter har brugt det som en anledning til yderligere indblanding og optrapning af kampen mod kurdere i almindelighed ved at lokke Barzani i denne fælde.

Det kommer givet til at koste kurderne dyrt og sætte deres kamp for frihed tilbage endnu en gang. Men det kan måske også medføre en øget fælles forståelse for betingelserne for deres videre kamp.

En af de mere groteske sider af konflikten har været, at Tyrkiet, som ellers har friholdt Barzani-klanens personlige områder fra deres militære indblanding i det nordlige Irak, i den seneste konflikt er gået til voldsomt angreb på netop disse områder. De eneste, der ser ud til at have ydet modstand mod disse nye angreb har været PKKs guerilla-styrker fra Qandil-bjergene!