15. november 2017: Spådomme om udviklingen i det nordlige Syrien

By | 16. november 2017

Geografisk Informationstjeneste vil være tilbageholdende med at lege spåmand – dem er der rigeligt af for tiden. Vi vil istedet berette om, hvad der konkret sker i området, og hvilke bestræblser, der i Nordsyrien udfoldes for at genopbygge landet, og hvordan man søger at få løst de etniske og religiøse stridigheder, der er blevet udviklet gennem historien for at stække befolkningens indflydelse på landets udvikling. Vi vil dog også se på nogle mere  teoretiske principielle udfordringer, som er svære at komme uden om i forbindelse med skabelsen af en fredelig løsning på konflikten. Et af de helt afgørende spørgsmål er hvordan de forskellige grupperinger  forholder sig til spørgsmålet om en føderal struktur i det kludetæppe af meget forskellige befolkningsgrupper, der eksisterer i de nuværende nationalstater i mellemøsten. Problemet kan aktuelt illustreres gennem de konflikter, der i mindre skala måske udvikler sig i det sydøstlige Syrien omkring det politiske spil i tilknytning til Olieforekomsterne:

Trods den hektiske aktivitet I det sydøstlige Syrien er der næppe tvivl om, at der fra Vestkoalisionens side vil blive lagt stor vægt på at skabe ro i området for at kunne reetablere forbindelsen mellem områdets oliefelter (der ser ud til at have undgået angreb eller sabotage) og markedsmulighederne i Al Qa’im, der nu ikke mere reguleres og beskattes af Islamisk stat, men af den irakiske stat og de firmaer, der operarer indenfor denne. Omvendt vil SDF være interesseret i at sikre disse ressourcer primært for et indenlandsk market og som et led i genopbygningen af Syrien men også som en brik i forhandlingerne om en fredelig løsning indenfor  den syriske nation. SDF er allerede begyndt at organisere dette arbejde.

Dermed rummer olie-konflikten i Syrien i princippet de samme momenter, som har kendetegnet konflikten mellem Irak og Irakisk kurdistan. Efter Iraq-krigen fik Iraq i 2003 en ny forfatning, der fastslog Irak som en forbundsstat, der skulle muliggøre udviklingen af autonome områder indenfor landet. Men forfatningen indeholder mange smuthuller,  Den nødvendige udfyldende lovgivning om reguleringen af regionale rettigheder i forhold til statslige interesser blev aldrig gennemført, og forbundsregeringen tilbageholdt den kurdiske regions statslige tilskud, samtidigt med at den regionale irakisk-kurdiske regering under Mahmoud Barzanis ledelse saboterede forbundsstrukturen ved ensidigt at udnytte olieressourcerne – ikke mindst omkring Kirkuk – og tegne oliekontrakter direkte med udlandet. I sidste instans søgte han at redde sit eget skind ved at søge at skabe en irakisk kurdisk nationalstat, der kunne cementere denne politik. Men hans politik kom især i de seneste år kun få irakiske kurdere til gode.  Olieressourcerne, der ifølge forfatningen skulle danne grundlag for et proveny til gavn for hele nationen, blev i stedet på en uigennemskuelig måde til ren profit for Barzani-klanen og de firmaer han entrerede med (herunder ikke mindst Tyrkiet og store tyrkiske firmaer), mens de økonomiske problemer tårnede sig op for befolkningen i de kurdiske områder. Det var nok også medvirkende til, at det gik galt for Barzani med skabelsen af en irakisk kurdisk selvstændig nationalstat. De fleste andre kurdiske politiske grupperinger, herunder både de PKK-tilknyttede grupperinger i Tyrkiet og PYD i Syrien har for længst forladt drømmon om dannelsen af en kurdisk nationalstat som en udviklingsvej, der ”ikke sikrer frihed for kurderne”. De agiterer i stedet for udviklingen af en ’demokratisk konføderalisme’ indenfor de eksisterende nationalstater.

I forhold til oliefelterne omkring Kirkuk i Irak er  de syriske oliefelter i det østlige Syrien (heldigvis!) af et beskedent omfang, der kun svarer til ca. 5% af den samlede eksport fra de kurdisk-dominerede områder i Irak. Men for sikringen af den interne forsyning i Syrien vil de kunne komme til at spille en stor rolle, der også vil forblive en vigtig brik i udviklingen af Syrien.

Geografisk Informationstjeneste vil senere præsentere en nærmere analyse af problemerne omkring udnyttelsen af naturressourcerne i det nordlige Irak og udformningen af den irakiske forfatning, der i høj grad har ligget bag den fejlslagne udfoldelse af forbundsstrukturen.

Det er interessant, at det i forbindelse de seneste aftaler mellem Trump og Putin om de kommende fredsforhandlinger om Syrien, der snart skal finde sted i Schweitz kom frem, at det ansås for sandsynligt, at Syriens politiske system efter borgerkrigen vil blive ”et magt-delings-arrangement ligesom det vi endte med i Irak”, som en repræsentant for US State Department har udtrykt det (Gebeily, 2017).

Dette arrangement skal dog tydeligvis gøres klarere, ligesom den helt store opgave bliver, at sikre ordningen overholdt blandt de indgående partnere. Der er næppe tvivl om, at SDF og PYD er indstillet på at ville forhandle om en sådan løsning, og også vil kunne gøre det ud fra en meget stærk position.

Selv om mange kræfter i mellemøsten fortsat arbejder for autoritære nationalstatsløsninger, der ikke er indstillet på demokratiske principper for styring af økonomien, har kurderne i dag nået et niveau af enighed og styrke – såvel politisk som militært – der gør, at en fortsat status quo uden sikring af rettigheder for kurderne ikke er holdbar, men tværtimod blot vil skabe endnu større konflikter i området.

Dagbladet Informations spådom

Dagbaldet information giver i en leder (d. 30 oktober 2017) udtryk for, at  ”vejen til status quo i Syrien og Irak meget vel kan blive, at Assad-styret hjælper Tyrkiet med at kværne de syrisk-kurdiske styrker, der er i færd med at etablere den sammenhængende enklave, Rojava, syd for Tyrkiets grænse, og som anerkender PKK-lederen Abdulla Öcalan som deres politiske ledestjerne”. Information har skrevet meget om krigen i Syrien, men har samtidigt næsten demonstrativt negligeret kurdernes situation og udviklingen i det nordlige Syrien: Måske er der en sammenhæng mellem dette og deres ret så usandsynlige spådom, selv om den givet afspejler nogles drømme i regionen. Hver for sig kunne Assad og Erdogan givet ønske et sådant scenarie, men de har tydeligt vist, at de i stadigt mindre omfang har styrken til det. Og slet ikke sammen, da det formentlig vil blive vurderet som alt for risikabelt af stort set alle involverede stormagter.  Assad vil desuden have rigeligt at gøre med at hindre Tyrkiet i dets stormagtsdrømme og fortsatte aktive støtte til Al-Qaida-og andre grupper, der stadig sidder på Idlibprovinsen, ikke langt fra både Assads kerneområder og den russiske flådebase – selv om han samtidigt heller ikke har problemer med at indgå taktiske aftaler med dem.

Kvinder maler billede af Abdullah Öcalan på Afrin kantonens største lærred i byen Afrin d. 7. november 2017

Man kan også godt forsøge – i bedste koldkrigsstil – at tilskrive udviklingen i Nordsyrien en personlig tilslutning til en vækkelsesprædikant, men det er at snyde Informations læsere, som jo ikke er så dumme. For det drejer sig tværtimod om en uhyre bred bevægelse for en grundlæggende demokratisering af livet i mellemøsten, som der formentlig har været en old-gammel tradition for, men som desværre er blevet frarøvet befolkningerne gennem historien og især gennem den senere koloniale og neokoloniale udvikling. Og det er langt fra bare kurdere, der støtter projektet Öcalan har blot formået, at mane traditionen frem igen.

Det er tankevækkende, at en avis, der gerne skriver spalte op og spalte ned om demokratiets vanskeligheder i vores del af verden, ikke kan opvise nogen som helst interesse for et storstilet demokratisk projekt, blot fordi det ikke har sit udgangspunkt i avisens eget europæiske liberale grundsyn.

Eller lefler man også gerne for det, som Jürgen Habermas i samme avis for nyligt har kaldt ”den selvglade antikapitalisme hos venstrefløjsnationalisterne”? For det er ligeledes tankevækkende, at når avisen en sjælden gang – oftest perifert og på en nedladende måde – skildrer kurdernes situation, foregår det reelt næsten altid ud fra en etnisk-nationalistisk synsvinkel af enten tyrkisk eller arabisk-syrisk herkomst. Ud fra disse synsvinkler er der ingen plads til kurderne.

Det er svært at gennemskue baggrunden. For hvis ikke Abdullah Öcalan trods sine 18 års  fængsling fortsat havde stået i spidsen for den praktiske og samtidigt succesrige kurdiske bevægelse for en radikal demokratisering af Mellemøsten, ville han givet have været elsket på dagbladet Information for sine omfattende historiske og politiske analyser.

Det har under alle omstændigheder inspireret os til at beskæftige os meget mere med Abdullah Öcalan og hans betydning for udviklingen i Syrien. Mere om det i næste nyhedsbrev.