3. December 2017: Hvem er Abdullah Öcalan og hvad er hans forbindelse til Nordsyrien?

By | 3. december 2017

Abdullah Öcalan, fotograferet i slutningen af 90erne. Han sidder i dag fængslet på øen Imrali i Marmarahavet. Se  http://geografinfo.dk/index.php/2017/10/20/14-september-tyrkisk-statsterror-mod-kurderne-interview-med-ulla-sandbaek/

I forbindelse med befrielsen af de sidste bydele af Raqqa d. 20. oktober blev der på al-Naim pladsen midt i Raqqas centrum sat store bannere op med SDF, YPG og YPJ. Men der blev også sat et stort banner op med et billede af kurderlederen Abdullah Öcalan. Der blev under fejringen af befrielsen i stor stil henvist til hans store betydning ikke blot for de syriske kurdere, men også for alle undertrykte befolkningsgrupper i mellemøsten.. For mange udlændinge har det givet anledning til undren, andre til forargelse: Öcalan er jo den livstidsfængslede leder af PKK, der af Tyrkiet anses for at være en terrorbevægelse, som også både USA og EU har placeret på deres terrorliste.

Men hvem er egentlig Abdullah Öcalan, og hvordan er det kommer dertil?

Han blev født af tyrkiske forældre i en kurdisk landsby i det østlige Tyrkiet i 1946 eller 1947 (han ved det ikke helt selv) som den ældste af 7 børn. Flere andre brødre blev senere politisk aktive i forskellige både pro-kurdiske og pro-tyrkiske organisationer. Han læste jura i Istanbul og senere politisk videnskab ved Ankara universitet, hvor han i 1978 grundlagde Kurdistans Arbejderparti (PKK), der fire år efter det tyrkiske militærkup i 1980 begyndte at føre væbnet kamp mod det tyrkiske regime for at etablere en uafhængig kurdisk stat. Ideologisk havde bevægelsen sin oprindelse i studenteroprøret fra 1968 og forskellige tyrkiske venstrefløjsgrupperinger, typiske for den tid, med en vis dominans af ”Marxisme-Leninisme’, som den havde udviklet sig i Østeuropa (Se f.eks. Gunes, 2017). Der er ingen tvivl om, at kampen foregik med inddragelse af voldelige midler, der ikke blot omfattede angreb på regeringsstyrker, men også inddragede civile. Det hører dog også med i billedet, at  de traditionelt kollektivt orienterede kurdere, fra at have været en ganske tæt allieret med tyrkerne og Kemal Atatürk under udviklingen af den moderne tyrkiske stat, med den stigende vestliggørelse under den kolde krig og med udviklingen af den tyrkisk-islamiske nationalisme blev ofre for udviklingen af en lang tradition for etnisk undertrykkelse og udrensning af den kurdiske befolkning, en tradition, der gennem årene har ført til stadigt flere anklager for statsterrorisme fra både FN og fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I slutningen af 80erne udvikledes indenfor PKK en kritik af den aktuelle (stats)socialistiske model knyttet til den rådende ”marxisme-leninisme”-opfatteelse, og disse reflektioner fik i 90erne PKK til at orientere sig mod en ændring af opfattelser og praksis hos det enkelte individ og samfundet før man ville tage magten over en stat, hvorved det politiske projekt i høj grad kom til at dreje sig om forholdet mellem individ og stat. Målet blev at et fuldt demokrati skulle udvikles til at kunne erstatte store byrokratisk-teknokratiske strukturer, hvad enten de var kapitalistiske eller kommunistiske.

Öcalan havde haft stor indflydelse på denne udvikling af PKK, og efter 1999 afviste han den eksisterende marxist-leninistiske stuktur som altfor hierarkisk og ikke nok demokratisk. I stedet udviklede han en politisk og civil kamp, som skulle erstatte den væbnede kamp som bevægelsens center især gennem at støtte civil ulydighed og modstand (Sabio, 2017).

Men samtidigt skete der personligt noget nok så dramatisk for Abdullah Öcalan:

Allerede fra starten af PKKs virke havde Öcalan sin væsentligste base i Syrien, der trods Assad-styrets egen massive undertrykkelse af kurderne, alligevel støttede PKKs kamp i Tyrkiet – for derigennem at svække den store nabo. Med årene steg presset imidlertid fra Tyrkiets side, og i 1998 tvang den syriske regering Öcalan til at forlade landet. Men den udleverede ham dog ikke til Tyrkiet. Öcalan tog først til Rusland og rejste derfra rundt i Europa, bl.a. Italien og Grækenland, for at samle støtte for den nye politik fra PKKs side. I Italien krævede Tyrkiet ham udleveret og lagde voldsomt økonomisk og politisk pres på landet. Öcalan blev på den tid forsvaret af Britta Böhler, en højt profileret tysk advokat, der argumenterede for, at han kæmpede en legitim kamp mod undertrykkelsen af de etniske kurdere.

Der er to slags kurdere, de gode og de onde

Journalisten Jonathan Rugman fra den engelske avis The Guardian gav på det tidspunkt et meget interessant portræt af Öcalan og situationen, der er værd at genlæse i dag, se https://www.theguardian.com/world/1998/nov/25/kurds og litteraturlisten. Hanskrev bl.a.:

”Öcalans ankomst i Europa har bragt det kurdiske spørgsmål markant i fokus, med Tyrkiets NATO allierede delt i spørgsmålet om, hvorvidt PKK lederen er en terrorist eller en frihedskæmper. Washington og London har besluttet at der er to slags kurdere. De gode kurdere er de skrøbelige klaner i Irak, som har bekæmpet Saddam Hussein for at få en kurdisk stat, mens de onde kurdere er Öcalans ”terrorist” ekstremister, der har forstyrret de allierede i Golf krigen ved at slås for en kurdisk stat i Tyrkiet. Det er en skelnen, som Öcalan og hans støtter finder forståeligt irriterende.  USA og England har vendt det blinde øje mod massive tyrkiske militære angreb indover den irakiske grænser i forfølgelsen af PKK krigere, mens Ankara ikke har vist nogen som helst vilje til at  behandle PKKs berettigede klager.”

Når Öcalan ikke blev udleveret til Tyrkiet, skyldtes det bl.a. at Tyrkiet på det tidspunkt havde dødsstraf. Så han blev kidnappet af den tyrkiske efterretningstjeneste i samarbejde med CIA under en rejse til Nairobi og sat i isolationsfængsel på øen Imrali i Marmarahavet (se artiklen: 20 maj 2017: SDF har befriet Tabqa og Tabqa dæmningen over Eufrat – en afgørende sejr i kampen mod Islamisk Stat) Fangetagelsen af ham medførte store demonstrationer og uroligheder. På Imrali blev alla andre fanger flyttet til andre fængsler, og over 1000 medlemmer af det tyrkiske militær blev stationeret på øen for at bevogte ham. En militærdomstol blev nedsat på øen, og dømte ham til døden. Dommen blev dog ændret til fængsel på livstid, da dødsdom blev afskaffet i Tyrkiet i august 2002. I 2005 fastslog den europæiske Menneskeretsdomstol, at Tyrkiet havde forbrudt sig imod artikel 3, 5 og 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention ved ikke at tildele ham reelle midler til at appellere fængslingen, og ved at dømme ham til døden uden en retfærdig retssag. Siden har mange internationale kapaciteter støtte Öcalan i kampen for at blive frigivet og for at sikre en retfærdig behandling af kurderne, bl.a. Nelson Mandelas forsvarer, advokaten Essa Moosa, der ledede den internationale Imrali freds delegation i 2016.

Öcalans frredsarbejde

Under sit fængselsophold har Öcalan fortsat agiteret for en fredelig løsning af den kurdiske konflikt indenfor Tyrkiets nuværende grænser. Han har talt for nedsættelse af en ”Sandheds- og Retfærdighedskommission”, der skal undersøge kriminelle krigshandlinger begået af PKK og de tyrkiske sikkerhedsstyrker.

I marts 2013 foreslog han en fredsslutning mellem PKK og Tyrkiet og der blev indledt forhandlinger med præsident Erdogan.  De forløb ganske positivt frem til foråret 2015 og støttedes kraftigt af Tyrkiets daværende statsminister, Ahmet Davotoglu. Öcalan sikrede, at  PKK-styrkerne trak sig tilbage til Qandilbjergene i det nordlige Irak. Men flere gode resultater for det pro-kurdiske parti HDP til det tyrkiske parlament førte dog til, at det gik op for Erdogan, at det kunne true hans planer om at indføre et præsidentielt styre baseret på ”Ottomansk retsorden”. Derfor lukkede han forhandlingerne, fyrede statsministeren og udvidede kraftigt den tidligere brutale undertrykkelse af kurderne.

Öcalan har siden udviklet sine ideer om demokratisk konføderalisme, bl.a. inspireret af den amerikanske anarkist og ”social økolog” Murray Bookchin, og skrevet en række bøger hvoraf de vigtigste er angivet i litteraturlisten.

Tre pjecer er oversat til dansk og kan fås hos Rojava Komitéen rojavakomiteen@gmail.com.

Abdullah Öcalan: demokratisk konføderalisme

Abdullah Öcalan:At befrie livet: Kvinderevolutionen

Abdullah Öcalan:Krig og fred i Kurdistan

Jesper Brandt