3. December 2017: Interview med Cemil Bayik: PKK’s indflydelse i Rojava

By | 3. december 2017

Cemil Bayik, medleder af PKK og dets politiske og militære gren

Cemil Bayik, som er medformand for Kurdistan Communities Union (KCK) og fungerende medleder for PKK og dets politiske og militære gren, fortæller i et interview til nyhedsbureauet Firatnews om PKK’s indflydelse i Rojava og anklager herom.

 

“Tyrkiet råber hele tiden vagt i gevær overfor det internationale samfund om, at PKK er meget indflydelsesrig i Rojava. For kort tid siden var det Marmoud Barzani, leder af den regionale regering i kurdisk Irak, der også begyndte at sige det og som tilføjede: ’Vi bestræber os på at overtale verdenssamfundet til at se det’.

Hvad er hensigten med disse udtalelser? Hvad er formålet? At ramme PKK? Eller drejer det sig om kurdernes og de demokratiske styrkers fremgang i Rojava og Syrien?”

 

Öcalans indlydelse i Syrien er ideologisk

Det er ikke nogen hemmelighed, at den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalan har haft en stor indflydelse i det kurdiske samfund i Rojava. Det er velkendt, at Abdullah Öcalan personligt har ført politik iblandt kurdere i Rojava og Syrien i godt 20 år. Det var ikke sådan en overfladisk politik han førte. I de 20 år, hvor han var i Rojava, var han i kontakt med næsten alle familier og alle fremtrædende personer i det kurdiske samfund i Syrien. Det er en realitet, som vi ikke kan benægte, og verdenssamfundet kan heller ikke overse denne realitet. Det kurdiske samfund i Rojava har haft kendskab til og været i kontakt med den kurdiske frihedskamp og Abdullah Öcalans lære over mange år. I modstandskampen mod den tyrkiske besættelsesmagt i Nordkurdistan (det sydøstlige Tyrkiet) har tusindvis af unge kurdere fra Rojava mistet deres liv. Det er også en realitet, som ikke er til at overse. Men at forbinde den nuværende revolutionen i Rojava direkte med PKK og at betegne den som en revolution, som PKK står bag, er ikke rigtigt. De, der beskriver denne revolution på den måde, har heller ikke gode hensigter.

Kurdere i Rojava er historisk og kulturelt set meget tæt forbundet med kurdere i Nordkurdistan. Flere af de kurdiske byer i Rojava er i virkeligheden en bydel af de kurdiske byer på den anden side af grænsen og omvendt. (Grænselinjen mellem Tyrkiet og Syrien, som blev trukket efter 1. verdenskrig, har delt mange byer og landsbyer i to dele. Flere steder blev bydelene afskåret fra hinanden og siden blev de byer for sig selv i to forskellige lande. Fx Nusaybin(Tyrkiet)-Qamishlo(Syrien), Suruc(Tyrkiet)-Kobani(Syrien) osv.) Det er jo et og samme folk og i nogle tilfælde endda medlemmer af samme familier, der lever hver på sin side af grænsen. Dette medvirker til, at situationen på ene side påvirker den anden side af grænsen.

Det er klart, at Abdullah Öcalans politiske linje og hans filosofi har haft sin indflydelse i Rojava. Man kan ikke benægte det. Man kan jo ikke trække en grænselinje over ideologier. Abdullah Öcalan har sin ideologiske linje. På den måde kan vi sige, at kurdere i Rojava har accepteret Öcalans politiske linje og dermed er blevet påvirket af den. Mens revolutionen i Rojava spirede, var den under indflydelse af Öcalans politiske linje, hans tanker og projekt. Kurdernes tilgang til revolutionen i Rojava og PKKs ideologiske tilgang er jo udsprunget af samme ideologiske ophav, nemlig Abdullah Öcalan. Det er en realitet, og det er ikke en hemmelighed for verdenssamfundet.

Når man kigger nærmere på de politiske organisationer, der står bag revolutionen i Rojava som PYD, TEV-DEM og ser på, hvorvidt de har en direkte forbindelse til PKK, kan man se, at der er tale om selvstændige politiske organisationer dannet og formet under krigens og revolutionens omstændigheder i Rojava. Deres historie og organisatoriske opbygning og deres afspejling i samfundet er anderledes end PKKs. De har deres egen politiske opbygning og de har deres egne militære styrker. Der er PYD, YPG og YPJ, og de styrer sig selv.

 

KDP’s udtalelser er ikke etiske

Men når Kurdistans Demokratiske Parti, KDP, og deres leder Barzani udtaler sig om, at PKK skulle være aktiv og have indflydelse i Rojava er det uetisk og noget, som man ikke forventer at høre fra et kurdisk parti. Motivationen for disse udtalelser er naturligvis at forbinde revolutionen i Rojava med PKK, som står på USA’s og EU’s terrorliste. På den måde håber de, at verdenssamfundet ikke anerkender og modarbejder revolutionen og dermed styret i Rojava. Dette vil følgeligt skabe et politisk tomrum i området, som de kan benytte for siden at overtage hele Rojava. Det er en billig og simpel politik at føre. Det er klart, at sådan noget ikke vil gavne nogen. Som et kurdisk parti burde man ikke føre sådan en politik. Tyrkiet fører den samme politik. De argumenterer for, at PKK har indflydelse i Rojava, men deres hensigt og mål er at ødelægge alt det, som kurderne og de demokratiske kræfter har opnået i Syrien. Tyrkiet ville føre den samme politik overfor Rojava, selvom det ikke havde været PYD og YPG/YPJ men en helt anden kurdisk bevægelse i området. De vil ikke have, at kurdere kan opnå en status i området. De har med deres egne ord sagt, at de ikke vil begå den samme fejl overfor Rojava, som de gjorde overfor Nordirak, ved overhovedet at lade kurderne få en status i området. KDP og Barzani er udmærket klar over Tyrkiets hensigt i forhold til Rojava. Det, den tyrkiske stat gør, er ren og skær fjendtlighed over kurderne. De ønsker ikke, at kurderne skal opnå noget som helst i området.

Kurderne i Sydkurdistan (Nordirak) og deres organisationer har kæmpet i årevis for at opnå deres nuværende status. Men alle ved, at selve deres eksisterens er sikret ved PKK’s tilstedeværelse i området. Hvis ikke PKK var i området ville styret blive angrebet og elimineret. Mobiliseringen blandt folket og deres organisationer i Sydkurdistan ville ikke række til at opretholde styret, hvis det ikke var PKK’s indflydelse på den. PKK’s kamp i Sydkurdistan, og den politik Rojava fører på den internationale arena, har spillet en vigtig rolle i bevarelsen af den status, man har opnået i Sydkurdistan. Den frygt som PKK vækker hos den tyrkiske stat, frygten for en revolution i landet, gør at Tyrkiet vælger at før en venlig politik overfor styret i Sydkurdistan og dermed eksistensen af det.

Tyrkisk politik er ren og skær fjendtlighed overfor kurderne

Når man kigger på sagen fra den vinkel, ved alle i Europa og USA, at Tyrkiets fjendtlige politik overfor Rojava revolutionen i bund og grund skyldes landets kurdisk-fjendtlige politik. Sagen handler ikke om PKK. Det ved KDP også. KDP prøver at vende Tyrkiets kurdisk-fjendtlige politik til sin egen fordel og opnå nytte af den. Der er ikke tale om fornuftsbaseret politik her. Tyrkiets eneste bekymring er kurdernes fremgang i området. Det handler om det kurdiske folks fremgang og ikke andet. Da landet nægter at løse sine problemer med sin kurdiske befolkning ved øget demokratisering, frygter de at det, som kurderne opnår udenfor deres grænser, vil have indflydelse på kurderne i Tyrkiet. De frygter, at revolutionen i Rojava bliver et forbillede for de kurdere, der lever indenfor de tyrkiske grænser. Det er deres største frygt. Er det ikke derfor, at Tyrkiet bliver ved med at sige, at Kobani tilhører araberne og kalder byen ’Ayn-el-Arab’ (byens officielle navn i Syrien) – som om PYD skulle benægte historien og forfølge den arabiske befolkning i Rojava. Var deres begrundelse for invasionen af syrisk territorium ved Jarabulus (hvor Eufrat løber ind i Syrien) ikke det, at den store provinsby Manbij tilhørte araberne, og at de vil befri byen fra kurderne? Med denne begrundelse tror de, at de kan snyde og trække araberne over på deres side. De tror de kan snyde hele verden.

Alene det, at de påstår, at området ikke tilhører kurdere, men arabere viser, at deres egentlige formål er at angribe kurdere og ikke en bestemt kurdisk organisation. Den organisation, som de vil bruge som begrundelse for at gå til angreb, kan for den sags skyld godt hedde PKK – eller noget helt andet. Landet nægter til stadighed at acceptere kurdernes eksistens inden for sine egne grænser. Hvis det kurdiske problem i Tyrkiet var blevet løst og kurdernes eksistens og rettigheder var blevet anerkendt, så kunne man bedre forstå sådan en politik rettet mod en bestemt organisation.

 

Öcalans projekt er ikke kun for kurdere

Det er unødvendigt at beskrive, hvem der står bag Rojava revolutionen. Folket i Rojava råber højt overfor hele verden, at de følger Abdullah Öcalans politiske linje. De løfter billeder af Öcalan hver gang, der marcheres. Ja, der er en ideologisk tæthed mellem PKK og Rojava revolutionen. Man kan jo ikke trække en grænselinje over ideologier. Selv sydafrikanere kan vælge at følge Abdullah Öcalans politiske linje. De diskuterer sådan set også det konføderale styresystem. Det demokratiske projekt, som Abdullah Öcalan har lanceret, er ikke kun tiltænkt kurdere. Det er et projekt, som er baseret på det demokratiske samfund. Det er et frihedsprojekt. Dette projekt vil løse alle de mellemøstlige folkeslags konflikter og ikke kun kurdernes. Det er også en løsning for Irak og for Sydkurdistan. Det, at PKK viderefører projektet og har som formål at fuldføre det, kan ikke forhindre andre bevægelser og demokratiske styreformer i at vedtage det samme og løse deres problemer ved hjælp af det.

 

Oversættelse: Nûdem.dk og geografinfo.dk