25. januar 2018: Tyrkiet har indledt stort luftangreb på Afrin-provinsen i Syrien

Rusland har godkendt angrebet

(Pkt. 1 på oversigtskortet fra 23. januar)

Klokken 16:00 lørdag eftermiddag, d. 20 januar 2018 indledte den tyrkiske hær et luftangreb på Afrin-provinsen i det nordøstlige Syrien. Bombardementet var især rettet mod provinshovedstaden Afrins centrum men også mod andre distrikter, bl.a.  Raco ved grænsen mod nordvest og Bilbile i nord. I lyset af de igangværende angreb retter opmærksomheden sig mod tavsheden i det internationale samfund.

Efter at Tyrkiets præsident Tayyip Erdoğan ved flere lejligheder har talt om en forestående militær operation mod Afrin, har et af de mest diskuterede spørgsmål været, om Rusland ville give grønt lys til en begrænset operation.

Ifølge de første rapporter blev mindst 10 civile såret som følge af luftangrebene. Tre af disse er såret kritisk og to andre er børn.

En højtstående tyrkisk militærkilde har udtalt, at godkendelsen er kommet som en del af “Afrin-Idlib-handelen”. Denne ‘handel’ bliver omtalt i interviewet med Nuri Mehmud: YPGs besked om Afrin til den tyrkiske stat: ‘I drømmer’ . Det tyrkiske militær har oplyst, at dagens angreb blev gennemført med 69 bombefly.

Aftalen indbefatter, at Rusland, der har trukket sine militære styrker ud af  Afrin efter starten af ​​luftbombardement, har fastlagt nogle fælles mål med den tyrkiske stat. De steder, der er angrebet i dag, omfatter Mınıx militærbasen øst for Afrin og en række oliedepoter i centrum af Afrin.

Efter luftbombardementet forsøgte tyrkiske soldater at krydse grænsen fra nord gennem landområderne ved landsbyen Baliyen i Bilbile-distriktet. Forsøget mislykkedes på grund af modstand fra ​​YPG / YPJ.

Tyrkiet har mandag meddelt, at en række raketangreb har ramt de tyrkiske byer Kilis NØ for Afrin samt Reyhanli SV for Afrin. YPGs har erklæret, at de intet har med disse angreb at gøre, og at de på intet tidspunkt har angrebet –  eller har haft noget ønske om at angribe -områder udenfor Syriens grænsen, hvilket også er almindelig kendt og dokumenteret fra amerikansk side. De angiver som eneste forklaring, at Tyrkiet selv har igangsat disse raketangreb for derigennem at søge at legitimere invasionen.

25. januar 2018: Rusland: Overdrag jeres områder til Assad

Rusland: Overdrag jeres områder til Assad

Aldar Xelil, fra TEV-DEM, Nordsyriens øverste civile organ, beretter om russisk pres på Nordsyrien for at overlade det til Assad.

Aldar Xelil, der er med-præsident af eksekutivkommitteen for Nordsyriens øverste civile organ, Bevægelsen for et  Demokratisk Samfund, TEV-DEM, har meddelt offentligheden, at russerne fredag d. 19 januar bad Nordsyrien om at overdrage deres områder til den syriske regering. Det fremgår ikke af meddelelsen, om kravet kun omfattede Afrin, eller alle de nord- og østsyriske områder, der beherskes af YPG/SDF. ”Det accepterede vi ikke. Vi vil ikke overgive vores territorier. Vi vil forsvare alle vores områder”.

25 januar 2018: Lad Afrins befolkning leve i fred – sig fra overfor en tyrkisk invasion

Lad Afrins befolkning leve  i fred – sig fra overfor en tyrkisk invasion

Noam Chomsky, David Harvey og andre akademikere og internationale menneskerettighedsaktivister opfordrer i nedenstående brev stormagterne til at sætte ind mod en tyrkisk invasion af Afrin.

Noam Chomsky, David Harvey og en række andre akadenikere og menneskerettighedsaktivister ønsker indsats mod Tyrkiets invasion af Afrin

“Vi akademikere og menneskerettighedsaktivister, der har underskrevet denne appel insisterer på, at lederne af Rusland, Iran og USA sikrer, at de syriske grænsers suverænitet ikke brydes af Tyrkiet, og at folket i Afrin i Syrien får lov til at leve i fred.

Afrin er nu omgivet af fjender: tyrkisk-støttede jihad-grupper, al-Qaeda og Tyrkiet.

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har truet med at angribe det amerikanske militærs kurdiske partnere – det kurdiske YPG eller folks beskyttelsesenheder – som har været USAs allierede i kampen  imod Islamisk Stat. Tyrkiet beskylder YPG for at være “terrorister” trods YPGs lange dokumenterede indsats for oprettelse af lokale demokratiske styrelsesråd i hver af de byer, de har befriet fra Islamisk stat og trods deres gentagne udsagn om, at de ikke har noget udestående med Tyrkiet og kun ønsker at fungere som en forsvarsenhed for syriske kurdere og andre etniske grupper, der bor i den demokratiske føderation for Nordsyrien (DFNS), også kendt som “Rojava”, og som også omfatter Afrin.

Tyrkiet har koncentreret en enorm militærstyrke på grænsen til Afrin, og præsident Erdogan har erklæret at ville angribe den kurdisk kontrollerede kanton med fuld styrke, udslette en fredelig enklave og sætte tusindvis af civile og flygtninge i fare, det hele for at kunne fortsætte sin forfølgelse af kurderne.

Et sådant angreb mod Afrin’s fredelige borgere er en åbenlys aggressiv handling mod en fredelig og demokratisk styret region og befolkning. Tyrkiet kan ikke udføre et sådant angreb uden godkendelse fra Rusland, Iran og Syrien – og ikke uden en manglende indsats fra USA’s side for at stoppe det. Det kurdiske folk har været påført tab af tusinder af unge mænd og kvinder, der sluttede sig til YPG og YPJs kvindestyrke, for at befri verden for Islamisk Stat. USA og det internationale samfund har en moralsk forpligtelse til at stå bag det kurdiske folk nu. Vi opfordrer amerikanske embedsmænd og det internationale samfund til at garantere Afrins stabilitet og sikkerhed og forhindre yderligere tyrkisk aggression fra Syrien og over den syriske grænse.

Underskrevet,

Noam Chomsky, MIT Professor Emeritus

Michael Walzer, Institute for Advanced Study, Princeton University, Professor Emeritus

Charlotte Bunch, Distinguished Professor of Women’s and Gender Studies, Rutgers University

Todd Gitlin, sociologist and Chair, PhD Program in Communications, Columbia University

David Graeber, Professor of Anthropology, London School of Economics

Nadje Al-Ali, Professor of Gender Studies, SOAS University of London

David Harvey, Distinguished Professor of Anthropology and Geography, CUNY Graduate Center

Michael Hardt, political philosopher and Professor of Literature, Duke University

Marina Sitrin, Assistant Professor of Sociology, SUNY Binghamton

Ann Snitow, activist and Associate Professor, New School

Bill Fletcher, Jr., former President of TransAfrica Forum

David L. Phillips, Director, Program on Peace-building and Rights, Columbia University

Joey Lawrence, photographer and filmmaker

Meredith Tax, writer and organizer, North America Rojava Alliance (NARA)

Debbie Bookchin, journalist and author, NARA”

25. januar 2018: YPGs besked om Afrin til den tyrkiske stat: “I drømmer”

YPGs besked om Afrin til den tyrkiske stat: “I drømmer”

Af Mustafa Mamay, ANF

Talsmanden for YPG, Nuri Mehmud har i et interview udtalt, at den tyrkiske stat nu forhandler internationalt om at overtageAfrin provinsen mod at give afkald på Tyrkiets indblanding i Idlib-provinsen. De har gjort en række væbnede grupper til  forhandlingsbrikker ved at agere som købmand under det arabiske forår.

Nuri Mehmud, talsmand for YPG

Talsmanden for Folkets Forsvarsenheder (YPG) Nuri Mehmud siger, at den syriske borgerkrig, der var blevet erklæret for ’overstået’,  nu er blusset op igen i de seneste uger, og at den tyrkiske præsident, Tayyip Erdogan, nu forhandler om Afrin. Mehmud har meddelt den tyrkiske hær, der “drømmer om at komme ind i Afrin i løbet af en uge”, at de “kommer til at tage grusomt fejl”.

Den syriske Baath-regerings operationer for med luftstøtte fra Rusland at rydde den nordlige Idlib-provins for de Al Qaeda-baserede organisationer Hayat Tahrir Al Sham (Al Nusra) og Ahrar Al Sham har igen skabt opmærksomhed om Syrien. Baath-regimets fremmarch i Idlib har skabt bekymring i Ankara. Den tyrkiske hær kom ind i Idlib-provinsen gennem aftalen om en “de-eskaleingskonfliktzone” mellem Iran, Rusland og Tyrkiet i forbindelse med  Astana 8-forhandlingerne og det har fremskyndet planerne om at angribe Afrin sammen med terrororganisationerne i regionen.

YPG-talsmand Nuri Mehmud har talt med ANF om Baath-regimets Idlib-operation, et muligt invasionsforsøg mod Afrin, der er tilbage igen som et af Erdogans mål, samt den amerikansk ledede internationale koalitions erklæring om, at ’der bliver dannet en hær på 30.000’:

Den nordvestlige del af Syrien med den Syriske Afrin-provins i NV, det af tyrkiet besatte Shaba-område, samt Idlibområdet syd for Afrin, der beherskes af forskellige Al Qaeda-grupper, stærkt støttet af Tyrkiet, der også har forhandlet sig til den nordligste del af Idlibområdet, som sydligst springbrædt til invationen af Afrin. Assad har med russisk hjælp tilbageerobret en del områder syd for Aleppo ned mod Hama, men samtidigt har Islamisk Stat igen etableret sig med et ganske stort område (gråt – ca. 500 km2) nordøst for Hama .

“AKP-regeringen ser Idlib som en sidste chance for sig selv. Hvis de kan slå en handel af om Idlib og Afrin, så tror de, at de kan overleve, “siger Mehmud og tilføjer, at trods Erdogans kommentar, at de ’udgør en trussel ’, så er den heroiske modstand, der blev vist i Kobane af krigere, der forsvarer Afrin i dag, også den modstand, der forsvarede Paris, Moskva, New York, Kairo og endda Ankara og Istanbul mod terrorangreb.

Den russiske præsident Putin meddelte ved udgangen af ​​2017, at krigen i Syrien er forbi, men i de første uger af 2018 kom der yderligere konfliktnyheder fra regionen. Baath-regimet har lanceret en operation i  Idlib-provinsen med støtte fra Rusland. Den tyrkiske stat, der kom ind i Idlib under dække af ikke-konfliktområder, dannet som en del af Astana-aftalen, har protesteret mod denne operation. Hvad er den politiske og militære situation i Idlib lige nu?

Som det er bekendt, ønsker den tyrkiske stat at være en model for Mellemøsten. De havde bygget deres politiske projekt omkring dette formål over ideen om et osmannisk sultanat baseret på sunni sekterisme. De har især knyttet sig til  Ikhwan al Muslimi-linjen. I Tunesien og Egypten følger partier med navne som Retfærdigheds- og lyspartiet og Retfærdigheds- og udviklingpartiet samme linje.

Tyrkiet regnede galt i Syrien

Da de første protester begyndte i Syrien, besøgte den daværende premierminister Ahmet Davutoğlu Syrien og mødtes med Bashar Assad og bad ham om at skabe fred med det muslimske broderskab. AKP-leder Tayyip Erdogan regnede med at skulle herske over Mellemøsten. Når han besøgte mellemøstlige lande, handlede han, som om han var på besøg i en tyrkisk provins. Det var det billede, han skabte. Men Mellemøsten har andre forventninger. De mellemøstlige samfunds håb var det arabiske forår.

Den tyrkiske stat så interventionen i Syrien som en meget simpel sag. De tænkte på regionen som deres baggård. Deres forhold til det muslimske brorskab knækkede Syrien. Mange væbnede grupper opstod i Syrien. De blev alle flyttet til Syrien over Tyrkiet. Da det alternative projekt begyndte at udvikle sig, forlod de Damaskus og begyndte at kæmpe mod os i Serekaniye/Ras Al-Ayn. Der blev fundet mange dokumenter på det tidspunkt, der viste, at dette angreb blev organiseret af den tyrkiske stat.

Islamisk Stat forøgede den tyrkiske stats forhåbninger

Da det “arabiske forår” eller begrebet nationalisme oplevede nederlag i Serekaniye/Ras Al-Ayn, opstod Islamisk Stat. Det var os, der for første gang afslørede for verden, at Jabhat Al-Nusra og Ahrar Al Sham blev kontrolleret af Al Qaeda. I Kobane forøgede Islamisk Stat AKP-regeringens forhåbninger. De nåede et punkt, hvor den tyrkiske præsident sagde: “Kobane er ved at falde”. Da den tyrkiske stats terroristorganisationer blev besejret i Kobane og vores styrker fortsatte til Manbij, begyndte Erdogans regering at forhandle med “Det Arabiske Forår”.

Og de forhandlede med de væbnede grupper omkring Homs, Aleppo og Damaskus til gengæld for at kunne invadere Al Bab, Azaz og Jarablus i Shahba-området, som det overtog i efteråret 2016. Det syriske regime, Iran, Tyrkiet og Rusland var til stede ved forhandlingsbordet. Nu ønsker de at gennemføre samme forhandling om Afrin og Idlib, idet de ønsker Afrin til gengæld for at opgive Idlib. For Erdogan-regeringen er det ikke så vigtigt, om de kommer ind eller ikke kommer ind i Afrin, dens hovedmål er at annullere det projekt, der udvikler sig i Nordsyrien. Som bekendt, har det projektet, der er bragt til live i det nordlige Syrien, ødelagt Islamisk Stat-terrorismen og nationalisme-forståelsen, gjort det af med ganstergrupperne og udviklet et perspektiv for en løsning af den syriske krise. Og for befolkningen i regionen har det skabt et eksempel på det grundlag som en revolutionær forståelse må udvikle sig på.

Hvorfor er den tyrkiske stat truet af Damaskus-regimet, der udfører en operation i en syrisk provins mod jihadister fra Al Qaeda-bevægelsen?

Den tyrkiske regering ser Idlib som sin sidste chance for sine egne planer. Hvis de kan slå en handel af om Idlib og Afrin, tror de, at de kan overleve. AKP-embedsmænd har gjort deres synsvinkel kendt med kommentarer som: “Eksistensen af ​​et Nordsyrien betyder, at vi holder op med at eksistere.”

De seneste angreb på Al-Nusra og Ahrar Al Sham  i IIdlib-provinsen, der er gennemført af regimet, Iran og Rusland, har medført, at aftalen om de “de-eskalerings-konfliktzoner”, der blev opnået i Astana-forhandlingerne mellem de samme styrker næsten er faldet helt fra hinanden. Den tyrkiske stat organiserede alle gangstergrupperne i Syrien, og samlede Euphrates Shield grupperne samt Hayat Tahrir Al Sham og Ahrar Al Sham-grupperne under en fælles paraply. Den virkelige årsag til det syriske Baathregimes mulige nederlag i Idlib vil ikke være de væbnede grupper dér, men det vil være den tyrkiske stat. Med denne løftestang forsøger AKP-regimet at presse Syrien, Rusland og Iran til at acceptere sin politik.

Da Idlib-operationen startede, satte Erdogan igen invasionen af ​​Afrin på dagsordenen. Er det tilfældigt, at Erdogan går målrettet mod Afrin samtidig med, at det syriske regime rykker fremad i Idlib-provinsen? Eller er de to offensiver direkte relaterede?

Erdogans kommentarer og den aktivitet, der finder sted, viser at han er blevet indgydt nyt håb. Han udtrykker sine trusler med et højere volumen. Kræfter, der regner med muligheden af, at Baath-regimet vil blive besejret i Idlib, lader tilsyneladende døren stå åben for en aftale med Erdogan-regimet. Hele verden og den internationale offentlighed bør være opmærksomme på muligheden af en forhandling om Afrin og Idlib.

Afrin står ikke alene

Regionale styrker med en enkel forståelse af situationen i Afrin, burde meget vel vide, at Afrin er en fortsættelse af Kobane. De folk i verden, der kæmpede med i Kobane, har samme indstilling til Afrin. Afrin står ikke alene. Det er ikke en ide hentet ud af den blå luft, at de stater, der antager, at de kan beskytte deres interesser gennem ’Afrin for Idlib’-forhandlinger, viser sig at have samme karakter som Islamisk Stat. For Afrin er håbet for de befolkninger i verden, der ønsker demokrati, fred og en løsning.

Af den grund er Afrin ikke et sted, hvor man set ud fra den internationale offentligheds synspunkt kan anlægge en simpel synsvinkel. På den anden side har Afrin organiseret sit forsvar ganske godt. Hvis den tyrkiske hær mener, at de kan indtage Afrin på en uge, så drømmer de. Den tyrkiske hær burde før alle andre erkende Tyrkiets befolkningers virkelighed. Tyrkiets folkeslag opgav aldrig Serekaniye eller Kobane. De har bevaret modstanden på en meget offervillig måde og har spillet en seriøs rolle. Tyrkiets folkeslag ydede en stor støtte til Serekaniye og Kobane mod terroren. Det er derfor, at den hær, der egentlig skulle forsvare befolkningerne i Tyrkiet, nu i stedet anvendes i overensstemmelse med AKP-regeringens interesse.

De internationale styrkers position: “Vent og se”

Men internationale styrker, som burde være opmærksomme på AKP’s beskidte forhandlinger, indtager nu holdningen: “vent og se”. De beregner på hvilken side det vil være i deres interesse at placere sig. Af den grund fremkommer der mange henholdende udtalelser. De prioriterer deres interesser meget åbenlyst. Situationen i Afrin og Idlib er det syriske folks kamp for at vinde eller tabe folkenes forår. Internationale styrker bør se, at Erdogan i Afrin forsøger at skabe tragedier i alle syriske provinser, i Kobane, Homs, Hama og også i nogle provinser i Tyrkiet. Der foregår en beskidt forhandling. Afrins befolkning vil gå til modstand.

Håbet for befolkningerne i regionen er Nordsyrien og Afrin. Denne kendsgerning burde være velkendt: De krigere, der forsvarer Afrin i dag, har udvist stort heltemod i Kobane mod international terrorisme. De satte sig  voldsomt til modværge og beviste, at terrorismen kan besejres. I Kobane forsvarede krigerne Paris, Moskva, New York, Kairo og endda Ankara og Istanbul.

Masker faldt til jorden i Serekaniye/Ras Al Ayn og Kobane

Internationale styrker bør fokusere på folkets interesser. De, der forbryder sig mod denne realitet, vil blive betragtet som dem, der har dræbt folkenes håb. Idlib og Afrin vil være de steder, hvor dette vill blive testet. Erdogans ’Frie-syriske-hær-maske’ faldt til jorden i Serekaniye, og Islamisk Stat-masken i Kobane. Nu er han direkte involveret, men uden nogen maske. Det tyrkiske parlament burde diskutere Tyrkiets problemer, men i stedet drøfter de interventionen i Afrin. Dette har ingen legitimitet. På samme måde som Iran og Rusland, bliver styrker, der har interesser i Syrien, tvunget til at opgive Afrin til gengæld for Idlib.

Det synes meget usandsynligt, at den tyrkiske stat lancerer en operation imod Afrin uden godkendelse fra USA og Rusland. Er Tyrkiets invasion af Afrin blevet tilladt?

Kræfter som USA og Rusland har også et stort ansvar. Men det får os til at tro, at de endnu ikke har fundet en holdning. Tyrkiet kan true USA og Rusland hvilket kan indebære farer for deres interesser. Så disse kræfter vil måske handle mere forsigtigt for at beskytte deres interesser. Vi tror på, at begge landes interesser vil være bedst tjent med at stå på befolkningernes side i Mellemøsten.

Det demokrati, der udvikler sig i Nordsyrien, har givet håb for en løsning af problemerne i hele regionen. Vi vil aldrig glemme de tyrkiske folkeslags indsats for den nordsyriske revolution. Vi har aldrig udgjort en trussel mod Tyrkiets grænse, det er en manipulation fra AKP-regeringens side. Vi er klar til at løse de aktuelle problemer inden for rammerne af demokrati og frihed uden krig. Vi er ikke et system, der er lukket for dialog, vi afviser ikke nogen sider. Islamisk Stat var en terrororganisation, og derfor blev vi af med dem gennem krig. Efter afslutningen af ​​Islamisk Stat forsøger vi at løse problemerne gennem demokratiske metoder.

Det vil true Ruslands interesser at investere i Erdogan

Hvis der kommer et angreb som angrebet fra Islamisk Stat, hvis vores ideer ikke respekteres, så vil vi stå imod til den bitre ende. Især Rusland, den side, der mest sandsynligt vil føre forhandlinger, bør ikke tillade dette beskidte spil. Tyrkiet lægger størst vægt på Rusland. Og Rusland bør påtage sig en indgangsvinkel, der passer til de krav  tiden kræver mod dette pres. Selv om det kan tjene Ruslands umiddelbare interesser at investere i Erdogan, vil det i det lange løb true dem. De bør opgive ’vent og se’- tilgangen og burde uden slinger i valsen udvikle et initiativ til at beskytte samfundet, friheden og demokratiet. Desværre har de endnu ikke udvist den forventede holdning. Hvis den tyrkiske stat angriber, vil disse styrkers ansvar være større end nogen som helst andres.

Erdogan forvrider sandheden. Enhver, der ønsker det, kan komme og inspicere grænsen. Ingen trussel har udviklet sig mod vores naboer fra vores grænser. Tværtimod har vi beskyttet vores naboer mod terrorister.

Vil de kræfter, der vil være til stede ved mødet om Afrin og Idlib, gøre regnskabet op før Sochi-mødet?

Tyrkiet forsøger at forhindre, at omkring 40% af befolkningen i Syrien deltager i Sochi-mødet. I virkeligheden er det Tyrkiet, der nedbryder Syriens territoriale integritet. Erdogan ser provinser som Al Bab, Azaz, Jarablus og Idlib som en del af Tyrkiet. Han betragter sig som ejer af disse områder. Hvis de syriske befolkningsgrupper ikke deltager i Sochi-mødet, vil det være umuligt for mødet at producere løsninger. Derfor er der en forhandling mellem regionale og globale styrker omkring Sochi-mødet. Repræsentanter fra Iran, Tyrkiet, Baath-regimet og Euphrat Shield-grupperne skal være med i mødet. Og Rusland vinder prestige gennem dette. Ud over disse grupper er der ingen andre parter med i Sochi.

Hvilket resultat kommer ud af et møde, der skal holdes med mennesker, der ikke repræsenterer samfundets vilje?

Der kan kun forhandles om Idlib og Afrin. En løsning på den syriske krise vil ikke komme ud af Sochi, men en anti-kurdisk alliance kan udvikle sig mellem Tyrkiet og Iran. Og Rusland vil være vært for det. Islamisk Stat er et afsluttet kapitel, og alle parter siger, at de ønsker forandring. De siger, at de er åbne for dialog. Vi siger også, at vi er åbne for dialog, hvorfor bliver problemerne i Syrien ikke løst gennem dialog? Det må betyde, at der er andre planer. De har ikke til hensigt at finde løsninger på Syriens problemer, de vender blikket mod de udenlandske styrkers interesser.

Så der bør ske en ændring i synsvinklen. Samfundsmæssige interesser bør prioriteres. Ellers vil samfundet reagere mod det, og det bål vil sætte ild til alle. Alle parter bør handle ansvarligt i denne sag. Hvis nogle udenlandske dukkeførere prøver at finde løsninger i Sochi og på lignende møder, vil det ikke overbevise Syriens befolkningsgrupper.

Der kan ikke tages nogen skridt fremad uden at tage højde for folkets vilje i Syrien og Nordsyrien. Baath-regimet hævder at have befriet Deir ez-Zor-provinsen. De hævder at have reddet byen fra Islamisk Stat. Men befolkningerne i Deir ez-Zor, Al Buqamal og Mayadeen har krydset over floden ind i det nordsyriiske territorium. Over en halv million mennesker er flyttet over til Nordsyrien. Regimet har befriet tomme byer og beton. Folk er bange for at tage derover. Så hvordan vil regimet repræsentere Deir ez-Zor? Det samme gælder også for Aleppo, Homs og Damaskus. Og tilsvarende:  Kan de grupper, der kalder sig oppositionen, men som reelt er gået i seng med den tyrkiske regering, siges at repræsentere samfundet?

Den ’nye hær’ er ikke ny

En erklæring fra den internationale koalition har meddelt, at en hær på 30.000 skal etableres for at forsvare de nordsyriske grænser. Hvordan skal vi forstå denne meddelelse? Skal en ny hær bygges op fra grunden?

Dette er ikke en ny situation. Det er ikke en hær. Denne styrke er allerede dannet. Grænserne i det nordlige Syrien forsvares allerede af de Syriske Demokratiske Styrkker (SDF) samt YPG og YPJ-styrkerne. Det er ikke noget nyt, vi har forsvaret os i 6 år. Vi arbejdede sammen med USA i kampen mod Islamisk Stat, og vi har elimineret denne terroristorganisation. Efter Islamisk Stats nederlag fortsætter vores partnerskab i strategien for at bringe stabilitet til Syrien.

USA og koalitionsstyrkerne har gentagne gange erklæret deres støtte til SDF, og støtten er blevet modtaget. Den amerikanske meddelelse skal formentlig ses indenfor denne ramme. Men den tyrkiske stat manipulerer med erklæringen. De forsøger at gøre det til en undskyldning for deres aggression. Det er ikke nyt. Lignende udsagn er kommet fra USA utallige gange på andre måder. Vi har aldrig angrebet nogen stat med den hjælp som vi har fået fra USA, vi stoppede Islamisk Stats terror med det. Men den tyrkiske hær kom og invaderede Al Bab, Jarablus, Azaz og Idlib. Hvis de kan, vil de annektere disse områder som de gjorde det i Iskenderun (Regionen, vest for Afrin ud mod Middelhavet, som Tyrkiet indlemmede i 1939).

Oversættelse (fra engelsk): Jesper Brandt

25. januar 2018: Tidligere officer i den Frie Syriske Hær (FSA) afslører, at Tyrkiet fortsat støtter Islamisk Stat og Al-Qaeda

Ifølge Mihemed Casim El Hesen, en tidligere officer i FSA, der er deserteret fra de Tyrkiet-tilknyttede “Euphrates Shield” -grupper og har meldt sig til at deltage i SDF, bragte Tyrkiet i forbindelse med deres besættelse af en del af Shaba-området i det nordlige Syrien 250 Islamisk Stat-medlemmer til Europa fra Jarablus, mens andre Islamisk Stat-medlemmer blev sendt til Al-Bab, Hama eller Al-Raqqa med deres familier.

Tidligere officer i den Frie Syriske Hær (FSA), Mihemed Casim El Hesen, der nu har meldt sig til de Syriske Demokratiske Styrker.

Mihemed Casim El Hesen har været officer i den Frie Syriske Hær (FSA), som deltog sammen med andre grupper i den tyrkiske ledede invasion,  operation “Euphrates Shield” i Shahba området mellem byerne Jarablus ved den tyrkiske grænse, Azaz tæt på grænsen til den syriske provins Afrin og Al Bab nord for Aleppo. Han deserterede fra FSA og har siden sluttet sig til den syriske demokratiske styrker (SDF).

I en samtale med nyhedsbureauet Mezopotamya News Agency (MA), har El Hesen fortalt, at Tyrkiet har meget tætte forbindelser med islamistiske grupper som Islamisk Stat og Al-Nusra.

Den 33-årige Mihemed Casim El Hesen er fra provinshovedstaden Dêir ez-Zor i det østlige Syrien og var tidligere politibetjent. Han angiver, at han blev medlem af den Frie Syriske Hær (FSA) i 2012. Efter Al-Nusras og Islamisk Stats invasion af dette ​​område, rejste han til den tyrkiske Hatay-provins vest for Afrin og derefter til Jarablus, hvor den tyrkiske hær og grupperne under Euphrates Shield havde overtaget kontrollen . “Der var jeg ansvarlig for kontakten mellem klanerne fra Dêir ez-Zor-provinsen og Euphrates Shield-kommandanterne”, fortæller han.

Ifølge El Hesen bad Tyrkiet klanerne fra Dêir Ez-Zor om at deltage i Euphrates Shield militserne og deres planlagte operationer i Raqqa og Dêir ez-Zor. Som modydelse blev de lovet andel i områderne. “Tyrkiet udbredte konstant anti-propaganda mod de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), som de sagde kun bestod af kurdere, som hadede alle arabere og ønskede at splitte Syrien, sagde de.”

Efter Tyrkiets invasion af ​​Jarablus og Azaz voksede modsætningerne mellem Euphrates Shield-grupperne, fortalte El Hesen og han bemærkede, at nogle af disse udviklede sig selvstændigt på forskellig måde.

250 jihadister fra Islamisk Stat blev sendt til Europa

El Hesen gav også adskillige oplysninger om operationen omkring Jarablus, som Tyrkiet trængte ind i med  Euphrates Shield-grupperne og overtog fra Islamisk stat på bare tre timer. Han fortalte:

“Tyrkiet forhandlede overtagelsen af ​​Jarablus med Islamisk Stat før operationen. Rusland og det Syriske Regime blev også informeret om denne forhandling. Der var et møde mellem russiske, syriske og tyrkiske embedsmænd i Karkamış før operationen. Da de tyrkiske tropper kom ind i Jarablus, blev 250 udvalgte IS-krigere fragtet til de tyrkiske byer Kilis og Antep via Karkamış-grænseovergangen. En af de ansvarlige for transporten var mig. Senere erfarede jeg, at disse IS-krigere var blevet sendt til Europa. Andre IS-krigere blev bragt til Al Bab, Hama og Raqqa med deres familier. ”

Kampe i Jarablus var det rene opspind

El Hesen gav væsentlige detaljer om hvad der reelt skete i Jarablus og fortsatte; “I en landsby nær Jarablus åbnede IS-krigere ild og sårede tre tyrkiske soldater. Denne hændelse var enten en fejl eller udført for at give indtryk af, at der fandt kampe sted mellem det tyrkiske militær og Islamisk Stat. Men det gjorde der ikke. For der var ingen medlemmer af Islamisk Stat tilbage i Jarablus. ”

Euphrates Shield gruppernes dagsorden: Plyndring og tortur

Med indtagelsen af ​​Jarablus og Azaz begyndte Euphrates Shield-grupperne  at begå røveri, undertrykkelse, tyveri og tortur, fortalte El Hesen og tilføjede: “Hver dag kom der snesevis af mennesker for  at klage over grupperne til de tyrkiske myndigheder. Folkene sagde, at de kendte grupperne og at det var værre end under Islamisk Stat. Tyrkerne lyttede kun til dem og gjorde ingenting. Der blev startet tyrkiske klasser i skolerne. Befolkningen gik i protest-demonstration fire gange, men tyrkerne fortsatte med at gå deres egen vej. ”

Demografiske ændringer

Euphrates Shield-grupperne bosatte flere familier fra Usbekistan og Turkmenistan i stedet for de kurdiske og arabiske beboere og ændrede ifølge El Hesen på den måde den demografiske struktur. Han sagde, at kurdere og araberne omvendt blev tvunget til at migrere.

Derudover fik folk fra Jarablus, El Rai (Çobanbey) og Azaz, som boede i lejre i Tyrkiet, militær træning i Urfa og Antep, og blev derfra bragt til de områder, der kontrolleres af Euphrates Shield-grupperne. Til gengæld for deltagelse i disse grupper fik de en løn på 200 dollars.

Angrebet på Afrin

Ifølge El Hesen er mange mennesker flygtet til Afrin efter at have lidt under det tyrkiske militærs og Euphrates Shield-gruppernes grusomheder.

El Hesen bemærkede, at lokalbefolkningen roser livet i Afrin og Manbij, og sagde: “Folk fortæller hinanden, at hver befolkningsgruppe er repræsenteret i den lokale administration, og at det har ført til et fælles liv. De vil også have sådant et system i deres egne områder og kan ikke forstå, hvorfor tyrkiske væbnede styrker og den Frie Syriske Hær skal indtage deres land. ”

Men El Hesen understregede også, at Euphrates Shield-grupperne afviser et fælles angreb med det tyrkiske militær på Afrin og siger: “To store angreb har fundet sted, og SDF reagerede straks og effektivt. Grupperne led store tab. Derfor er de bange for at angribe Afrin og de blev demoraliseret efter nederlaget. De siger nu, at SDF ikke kan besejres, fordi de kæmper en guerilla-kamp. De siger også, at de aldrig kan sejre over SDF. ”

FSA tjener den tyrkiske stat

Angående  sine egne motiver for at flytte fra FSA til SDF, forklarede El Hesen: “Den Frie Syriske Hær (FSA) blev til for at bekæmpe regimet, men tjener nu den tyrkiske stat. Tyrkiet anvender kun FSA til sine egne interesser og støtter Islamisk Stat meget.  Mange af mine familiemedlemmer har fortalt mig, hvordan SDF nærmede sig folket efter befrielsen af Manbij, Raqqa og landdistrikterne i Dêir ez-Zor. På den måde forstod jeg, hvad det egentlig er, der foregår. Mange af Euphrates Shield-grupperne og især dem fra Dêir ez-Zor vil gerne rejse med deres familier til de SDF-kontrollerede områder. Jeg har talt med 300 af mine venner i Euphrates Shield-grupperne og fortalte dem, hvordan SDF opfører sig. Nu vil de alle sammen  derover. “

25. januar 2018: Hurtig indsats for landbrug, skovbrug og grøn beplantning i Tabqa

Byen Tabqa med omegn. Den beskrevne indsats for landbrug og skovbrug i og omkring Taqa dækker i grove træk området som vist indenfor den røde cirkel. Klik for at se detaljer

Allerede i maj måned 2017 blev området omkring Tabqa befriet som et af de første omkring floden Eufrat, i forbindelse med indsatsen mod Raqqa. Siden har der været stor aktivitet i og omkring den befriede by, for at genopbygge den og udbedre infrastrukturen, herunder sikre elektricitetsforsyningen fra de ødelagte vandturbiner og kraftværksinstallationer (som her ved årsskiftet er næsten på fuld styrke igen). Også byggeriet er godt i gang, ligesom erhvervslivet (herunder genetablering af markederne), uddannelsessystemet og en lang række kulturelle og sociale institutioner alle er under genetablering eller nyudvikling (se artiklen Genbrugsfabrik for jernskråt åbnet mellem Tabqa og Raqqa).

Tabqa ligger lige syd for den store dæmning for enden af Assadsøen. Nærheden af vandressourcer, men også et nogen lunde gunstigt lokalklima har gjort, at den stedlige landbrugskommitté allerede i efteråret gik i gang med at udvikle en plan for, hvordan landbrugsområderne i og omkring Tabqa kunne aktiveres med henblik på deres inddragelse den kommende vækstsæson. Lige nu arbejder man på højtryk for at uddele landbrugslicenser til landmænd og tilvejebringe de nødvendige ressourcer, indenfor de muligheder, man råder over. Landbrugsarealet i byen og det omliggende åbne land omfatter 90 000 ha (900 km2), hvoraf man regner med at kunne kunstvande lidt under halvdelen af arealet (og dermed formentlig også kan høste flere gange om året), mens det øvrige vil blive dyrket mere ekstensivt, uden kunstvanding. Fokus vil være på produktion af ”blød hvede”, dvs. vårhvede til produktion af brød, hvor landbrugskommiteen søger at stille faciliteter til rådighed for en landbrugsproduktion, der kan sikre en tilstrækkelig produktion af mel til at dække behovet ved brødproduktionen.

Olivenplantage omkring Tabqa, fortsat i god stand

Derudover er der i og omkring Tabqa omkring 28 skovområder, der især strækker sig vest, nord og øst for byen med et samlet areal på mere end 180 000 ha (1800 km2, altså et areal dobbelt så stort som landbrugsarealet). Det fordeler sig på industriskov, naturlig skov (formentlig mest på skrænterne mod Eufrat og dens bifloder), samt frugttræer, der vandes fra opdæmninger og vandpumper, der pumper vand fra floderne.

For øjeblikket arbejder man på at få klassificeret skovene med henblik på at vurdere ødelæggelser og indgreb af betydning for de enkelte områders fremtidige brug og bevarelse. Nogle steder er man dog allerede kommet længere, som ved AbuQubaa al-Gharbi, hvor man er i gang med et kunstvandingsprojekt, der omfatter 22 000 oliventræer, 3 000 pistache træer og 200 vinmarker.

Bevoksede skrænter omkring Eufrat og dens bifloder danner grundlag for varierede naturområder, som desværre er blevet forsømt i årevis

En særlig prioritet for landbrugskommitteen er naturreservatet Jazeeret azl-Tabqa, der dækker et areal på 590 ha med mange forskellige arter af skov- og frugttræer, som fyr, cypres, syrisk elm, lind, eucalyptus, oliven, pistache, figen, abrikos, vin, dadel, pinjekerne, samt et stort plantedække, der omfatter en lang række aromatiske og medicinske planter. Naturreservatet har været helt forsømt under Islamisk Stats tilstedeværelse, hvor det var blevet omdannet til en lejrplads, som påvirkede plantevæksten negativt og næsten førte til ørkendannelse af området.

Det understreges dog også, at forsømmelserne ikke bare skyldes Islamisk Stat: Også tidligere er Tabqas beplantning blevet forsømt på grund af dårlig forvaltning og organisering af skovdriften, der har været entydigt industrielt orienteret, mens der fra de kommunale myndigheder ikke har været lagt vægt på vedligeholdelsen af den øvrige beplantning.

Forsømt skovområde i udkanten af Tabqa by, hvor det har været nødvendigt at fjerne op mod 75% af de døde eller syge træer for at kunne reetablere den bynære skov.

Det har ikke mindst vist sig i og omkring selve Tabqa by, hvor der er der et stort behov for indsats for træerne. Direktoratet for land- og skovbrug har således meddelt, at 75% af træerne i Tabqa by må anses for at være døde, og at resten har behov for pleje. De har udarbejdet en plan for det kommende år, hvor man vil søge at fremskaffe tusinder af kimplanter til at erstatte de udtørrede og ødelagte træer for at få genopbygget byens tidligere prægtige udseende, der var karakteriseret ved dets smukke landskab, der kombinerede den markante grønne træbevoksning med de mange blå søer, vandløb og kanaler.

25. januar 2018: Kurdere til tops i svensk fodbold

Den svenske fodboldklub Dalkurd FF, der er grundlagt af kurdiske flygtninge og indvandrere i Borlänge i Dalarna, Sverige. Klubben er kommet i 1. division og opfattes uofficielt som et kurdisk internationalt fodbold team med en fanskare på ca. 40 millioner.

I 2004, for 13 år siden, grundlagde kurdiske flygtninge og indvandrere i Borlänge i Dalarna, Sverige, en fodboldklub, Dalkurd FF. Klubben har siden haft stor succes, og er kommet til tops i svensk fodbold, hvor de nu ligger højt placeret i Top Fodbold Ligaen Allsvenskan. Men det er samtidigt blevet en slags uofficielt kurdisk internationalt fodbold team på verdensplan. Spillere fra andre nationer bærer i dag også Dalkurd trøjer. Ved siden af kurdere, spiller f.eks. svenske, amerikanske  og fodboldspillere fra andre nationer for holdet. Senest her i januar 2018 er holdet blevet forstærket med den bosniske forsvarer Irfan Jasarovic, der kommer fra FK Krupa i den bosniske 1. division.

Dalkurd’s sports direktør Adil Kiliz fortæller: ”Det er en fuldstændig vanvittig rejse, vi har begivet os ud på, men jeg har altid vidst, at vi ville være umulige at stoppe. Vi kan godt antage, at stort set hver eneste kurder i Tyrkiet, Irak, Iran, Syrien, Libanon eller alle mulige andre steder, har hørt om Dalkurd. Vores fanskare er på omkring 40 millioner. Det er klart, at vi kan mærke sympatien og opbakningen, og det er det, der har båret os frem til det, vi er nu.

Angriberen Ahmed Awad er enig: ”Det er en fantastisk følelse, når du kan give så megen glæde til et folk, der i den grad er undertrykt.”

Selv om de forventer nye eventyr, er lederne af klubben helt på det rene med de vanskeligheder, der ligger forude for Dalkurd i første division. ” Vores klub er nødt til at udvikle sig på alle områder for at kunne overleve. Mellem 40 og 50 millioner mennesker vil se på os i næste sæson, og det er det, der er vores motivation.

Der bor 2000 kurdere i Borlänge, som har en befolkning på 49 000 indbyggere. 96% af de unge kurdere i byen modtager undervisning på deres modersmål. Mens kurdiske foreninger organiserer forskellige kulturelle, kunstneriske og sociale aktiviteter for at sikre integrationen, så har den kurdiske befolkning i området opnået succes på mange områder, ikke bare indenfor fodbold.