16. maj 2018: Selahattin Demirtas’ Newroz tale på Taksim pladsen , Istanbul, 17. marts 2013

By | 16. maj 2018

Taksim pladsen i Istanbul. Dens kurdiske navn er Kazhliҫeşme pladsen. Newroz er det kurdiske nytår, der er en forårsfest, der holdes omkring forårsjævndøgn. Folk samles for at byde forårets ankomst velkommen iklædt farverigt tøj, mens man flager med grønne, gule og røde flag, det kurdiske folks farver. Newros har stor politisk betydning, især for kurderne i Tyrkiet, hvor fejringen af Newroz var forbudt indtil 1995, hvorefter et international pres gennemtvang dets legalisering.

 

Denne tale, som HDP-partiets nuvæende præsidentkandidat Selahattin Demirtaş holdt under det kurdiske nytår (Newroz) i marts 2013 for flere hundrede tusinder deltagere på Istanbuls enorme Taksim-plads, indgår i en ny anklage for støtte til en terrorrist-organisation, som meget belejligt er rejst mod Demirtaş under valgkampen til Tyrkiets parlaments- og præsidentvalg. De to punkter i talen, som fremhæves som bevis med krav om 5 års yderligere fængsel, er  i nedenstående tekst angivet med fed skrift. Døm selv!

Jeg føler mig beæret over at skulle tale til jer under en så fantastisk, så entusiastisk Newroz, som jeg står her foran jer, og ser ned i jeres skinnende øjne. I er alle velkommen. Tusind gange godt Newroz til jer alle. Godt Newroz til jer, vort dyrebare folk, der har fyldt denne plads med en trang til frihed, med kærlighed til fred! Glædelig Newroz til jer alle!

I, der er børn af et land, hvis sprog og navn er blevet forbudt, har forvandlet disse pladser til frihedens pladser ved at omdanne Newroz, som de har forsøgt at forbyde, til et Newroz med flammende ild, med ildens ånd helt til i dag. Vi er beærede over jer; vi er stolte af jer.

Jeg er sikker på, at alle mellemøstens folkeslag, alle de undertrykte folk, endnu engang vil bringe varme i dette år, skabt på den fantistiske varme fra Newroz 2013. Indtil i dag har ethvert Newrozfyrværkeri oplyst et nyt mørke. Det oplyste vores vej, og viste døve ører og binde øjne kravene om frihed. For de, der har tabt retningen eller mistet orienteringen, sagde ethvert Newroz: ”Her er vejen til frihed”. Her kommer Newroz 2013 som et nytår med gode nyheder for en ny tid, en ny udvikling. Velkommen, Newroz!

Sakine Camsoz, Leyla Saylemez og Fidan Dogan var tre aktive kurdiske kvinder, der blev myrdet i Paris tidligt i 2013 af et medlem af den tyrkiske efterretningstjeneste, se artiklen 13. marts 2018: Er Tyrkiet ansvarlig for massakre i Paris? – Dramatisk udvikling i sagen om mordet på tre kurdiske kvinder i Paris i 2013, samt 8. april 2018: Internationalt Tribunal behandler tyrkiske krigsforbrydelser og statsterror rettet mod kurderne.

Og selvfølgelig, selvfølgelig, Newroz er nået til , hvor det er i dag, med en høj pris, store smerter og tab, som ikke skal undervurderes. Ved denne lejlighed vil jeg gerne med respekt erindre om alle vore martyrer personificeret i vores venner Sakine, Leyla og Fidan (se billedteksten), alle vore martyrer, der vendte kampen for frihed til en folkets revolution og gjorde Newroz til et nyt år. Jeg vil udtrykke taknemmelighed overfor de, der har bragt os så langt, og til alle de værdier, der gør os til ét hjerte og én stemme på disse pladser. Jeg tænker længselsfuldt på dem.

Kære venner, jeg er sikker på, at I alle, hele vores folk, alle fra 7 til 70, og hvert eneste af vore børn, lige så meget som vi – måske mere end vi – følger den politiske udvikling tæt. Jeg vil ikke her holde en lang tale om den politiske udvikling. Istanbuls Kazhliҫeşme plads, det her skue, er den vigtigste besked. Det er Newroz’ besked til dem, der har vilje til at forstå, til at se, og til at høre. Dette er processens vilje, dens løsnings sprog, fotografiet af viljen.

Her ses, hvordan løsningen vil være, nemlig når hundrede tusinder af mennesker, alle de undertrykte på Kazhliҫeşme pladsen går hånd i hånd, her er alle de andre i samfundet, her er et fotografi af løsningen.

De, der er i tvivl om, hvad der vil komme ud af denne proces, skulle se omhyggeligt på det fotografi.

Løsningen befinder sig i det her område, på denne plads, med kurdere, tyrkere, armenere, syriakker, lazére, circasere, kvinde, mand, student, ung, arbejdsmand, der lever sammen med deres egne sprog, identiteter, kulturer, flag og farver, side om side. Her er løsningen, holdningen på Kazhliҫeşme pladsen. Hvis der kommer et resultat, hvis der kommer en virkelig frihed ud af processen, så vil løsningen være en afspejling af denne plads på hele Tyrkiet.

En ting har vi gentagne gange understreget i alle de beskeder, vi har givet i alle de taler, vi har holdt indtil i dag siden folkets arbejderparti blev stiftet i 1990. Vi sagde, at samtale og forhandling ville løse den kurdiske sag. Og vi har vedvarende fulgt denne metode i vores krav. I har mobiliseret og gået i demonstration tusinder af gange for det. I ydede en virkelig hård indsats for at gøre den metode afgørende. Og i alle de beskeder vi gav, ønskede vi at bringe denne sag for dagen. Vi har arbejdet hårdt for at den tyrkiske ungdom og den kurdiske ungdom ikke skulle dø for løsningen på dette problem, for at der ikke skulle være flere blodsudgydelser. Det punkt vi er kommet til nu, er resultatet af denne kamp, denne indsats og tabene. Det er ikke en almisse, som en eller anden har foræret os, foræret Tyrkiets befolkning.

Jeg ville ønske, at vi var kommet hertil for længe siden. Jeg ville ønske, at vi havde udviklet en forståelse for at forhandle og tale sammen gennem fredsprocessen før tusinder og titusinder af unge mennesker – vores børn – var døde.

Men uheldigvis er det sket sent, men selv om det er sent, har vi lige siden starten altid sagt, at det er en proces som denne, der er det mest meningsfulde og mest værdifulde. Vi har altid sagt, at den bedste metode er en officiel forhandling mellem Hr. Öcalan og en regeringsunderstøttet statslig delegation i Imrali (omtalt i artiklen fra 14. september 2017. Tyrkisk statsterror mod kurderne – interview med Ulla Sandbæk, jb). Vi opgav aldrig denne idé, vi insisterede på den, fordi det var det rigtige at gøre.

Men læg nu mærke til, at nogle mennesker føler sig ramt af det. Uden at byde på så meget som én eneste løsning, råber de: ”Hvorfor er der forhandlinger med Öcalan, PKK og BDP?”. Nogen siger, lad os gøre Qandil fladt (se billedtekst). Prøv at se på den løsning, de foreslår! Er I politikere eller bulldozer-chauffører? I skulle finde frem til en løsning! En løsning! De, der ikke har et eneste løsningsforslag prøver på at gå til angreb og jævne alle steder med jorden, dag og nat, for at provokere alle. Herfra vil jeg gerne spørge dem: Har I nogen sinde være i Şirnak provinsen? Har I nogen sinde stået på vagt i et tårn ved midnatstide i Şirnak provinsen (kurdisk domineret tyrkisk provins lige nord for grænsen til det østligste Syrien, jb)? Jeg kunne godt tænke mig at invitere de, der siger, at de vil gøre Qandil fladt, på en tur derned. Lad dem sætte et G3 våben på deres skuldre og stå på vagt på Gabor bjerget en enkelt nat, og så se, om det er muligt at gøre Qandil fladt – eller bare jævne det med jorden – eller ikke er muligt.

Qandil er en bjergrig region i det nordlige Iraq på grænsen til Iran, som PKKs kommando-central trak sig tilbage til som led i fredsforhandlingerne med den tyrkiske regering i 2013.

Det er selvfølgelig let at tale her fra Istanbul. Dette folks børn ønsker ikke at slå ihjel eller blive slået ihjel. Har I endnu ikke forstået det? Den tyrkiske og kurdiske ungdom ønsker ikke at slå ihjel eller blive slået ihjel.

Til de, der taler om hjemland, nation og Sakarya (et paradisisk landskab i det nordvestlige Tyrkiet, ikke langt fra Istanbul, jb) vil jeg sige: Hør engang, da de afskaffede den frivillige militærtjeneste, vedtog de en lov om at danne en privat hær med en månedsløn på 3000 Lira. Der er afsat 50 000 stillinger til den hær, men ikke engang 5 000 har ansøgt om dem. Man betaler penge, man tilbyder tidlig pension, men unge mennesker ønsker ikke at slås. Har I endnu ikke forstået det? Sådan her er beskeden fra den tyrkiske ungdom og den kurdiske ungdom: ”Sæt jer ned, tal om det her problem og løs det politisk”. Det er hvad de siger.

Det er ingen skade til at tale om og diskutere problemet omkring et bord. Er det ikke på tide at tale om et problem, der har 200 års historie bag sig, der har været årsag til 29 oprør, dusinvis af massakrer, der har slået hundrede tusinder af mennesker ihjel? Hvor mange flere mennesker skal slås ihjel? Hvor mange flere år skal der gå? Gennem 100 år har de prøvet at provokere, adskille og herske over mennesker i Anatolien, Kurdistan og Mesopotamien ved at gøre dem til fjender og bekæmpe hinanden. Men nu siger vi, at sådan behøver det ikke at være. Vi siger, at alle folkeslag, alle de undertrykte, kan skabe deres egen fremtid, hånd i hånd, sammen, ligeværdigt og frit.

Vi opfordrer til at udvikle et broderskabets sprog i stedet for et sprog, der æder alle parterne op og gør dem til fjender, der bekæmper hinanden. Vi siger, at vi kan skabe et samfund, en model, et system, hvor enhver kan vinde, hvor enhver kan leve frit med hans/hendes eget sprog og identitet. Vi har svært ved at forstå, hvorfor dette gør nogen mennesker utilpasse. Det er virkelig svært at forstå. Kurderne siger: ”vi vil gerne leve sammen i dette land, men ligeværdigt og med værdighed. Vi ønsker at udvikle en løsning omkring vores sprog, identitet og kultur, indenfor dette lands grænser”. Hvis I går imod det forslag, så er I nødt til at tilbyde en mere demokratisk model. Hvis I ikke kan forstå noget som helst, hvis I ikke har et løsningsforslag, så skulle i forholde jer tavse, blive siddende på jeres plads, ikke skygge for den, og ikke prøve at provokere folk.

Hør engang, vi er helt klar over det, men alle vore venner, og Tyrkiets befolkning, som tror på fred og på broderskab, burde vide dette: fred betyder ikke at overgive sig. Fred er retten til at tage, hvad der retfærdigvis er dit. Vi, som Tyrkiets undertrykte, hvis rettigheder er blevet frarøvet os, fjernet med magt, ønsker at tage dem tilbage. Fred er så simpelt. Fred er ikke at tage noget ud af nogens lommer, og putte det ned i nogle andres lommer. Det kurdiske folks sprog tilhører det kurdiske folk. Lad dem tale på deres eget sprog. Aleviernes tro tilhører alevierne. Lad dem leve med deres tro. Lad ikke-muslimer, armeniere og alle religioner og kulturer leve frit med deres tro. Det er fred.

Når der var forhindringer, før vi nåede så vidt, før virkeliggørelsen af det, vi nu står overfor, så tog vi risikoen og ansvaret for, sammen at overvinde dem politisk. Og det er ikke en diskurs vi bruger for første gang. Der er nogen, der får gåsehud, når de hører ordet fred. Der er mennesker i dette land, der forskanser sig og bliver bange, når de hører ordet fred.

Hør engang. Jeg mener det her alvorligt; vi, som partiet for fred og demokrati /BDP), har aldrig optrådt med kærlighed til taburetter, med interesse i personlig vinding. Vi har anset fred for at være en hellig værdi. Og som et krav til vores mission, som et krav til den opgave vi modtog fra vores folk, har vi arbejdet dag og nat for at stoppe blodsudgydelserne, og kom til det punkt, hvor vi er nu, gennem jeres indsats og modstanden og standhaftigheden blandt de kurdiske pionerer. Vi er ikke i tvivl om, at de mennesker, der skabte denne proces for fred og forsoning og som bragte denne proces frem til dette punkt, vil være entusiastisk og beslutsomt engageret i denne proces fra nu af.

Et stort flertal i det tyrkiske samfund støtter helt sikkert denne proces, det er vi klar over. Men alle bør vide, at fred ikke er simpel handelsregning. Rettigheder og frihed drejer sig ikke om beregninger eller afstemninger. Hvis alle Tyrkiets folkeslag ønsker fred og stop for krig og blodsudgydelser, er de nødt til at være følsomme overfor rettigheder og frihed. For det vi kalder fred, er ikke noget, der falder ned fra himlen. Fred er ikke en tom ballon uden rettigheder, frihed og demokrati. Fred vil have grundlag for at blomstre, hvis kravene blandt kurdere, de undertrykte, alevierne og alle andre kulturer og sprog er bygget på en demokratisk fri forfatning. Ellers vil freden slippe væk som en gasballon og forsvinde i den blå luft.

Også AKP-regeringen burde nærme sig den periode, der ligger foran os ved at lære af fortiden i hele denne proces. Som BDP, har vi understøttet og vil fortsætte ed at understøtte de skridt, der er taget af regeringen i form af forhandlinger. Men vi er Partiet for Fred og Demokrati, og de er AKP. Vi danner ikke en alliance med AKP; vi vil ikke have valgsamarbejde med AKP. Som oppositionsparti vil vi fortsætte med at bruge vores ret til demokratisk at opponere mod det regerende parti, når som helst og hvor som helst. Men vi vil forsætte med at understøtte fredsprocessen, fredens sprog og en forhandling, så mennesker ikke dør og så unge mennesker ikke slå hinanden ihjel.

Hvis der er mennesker, der ikke kan læse, ikke kan forstå, eller har svært ved at forstå processen rigtigt, skulle de tage endnu en gang at se lidt nærmere på historien bag det kurdiske folks storslåede modstand. Hvis det kurdiske folk bare havde handlet ud fra nationalistiske, racistiske følelser og motiver, og bare havde tænkt på sig selv, så kan I være helt sikre på, at der ville have været mange flere blodsudgydelser i denne del af verden, og ingen ville have været i stand til at tale om folkenes broderskab. Men med deres kamp er det kurdiske folk blevet den drivende kraft i den demokratiske kamp i Tyrkiet. De har spillet en pionerrolle ved at åbne alle demokratiets tilstoppede kanaler. De har betalt en meget høj pris for at bringe den kamp til dens nuværende stade.

Men nu siger det kurdiske folk, dets ungdom og pionerer, at de fra nu af ønsker at forsætte deres kamp med demokratisk politiske metoder.  Men hvis nogen som svar på dette krav og ønske bliver ved med at sige, at hverken den kurdiske eller den tyrkiske ungdom skal nedlægge våbnene, og at de militære operationer bør fortsætte, så vil det være en tilskyndelse til krig. Det bør man mærke sig.

Det kurdiske folk er nu nået halvvejen. Fredskampen kræver langvarig tålmodighed. Samtidigt er det et spørgsmål om målrettethed, tro og mod. Vi har tillid til vores demokratisk-politiske kamp. Vi har tillid til den måde, vi organiserer os på. Vi har tillid til vores folks altruistiske holdning. Vi har tillid til den kamp, I fortsætter hånd i hånd, skulder ved skulder. Vi er ikke opløftet omkring denne proces, når vi ser på, hvor AKP står henne.

Regeringen kan kun komme fremad med jeres krav og jeres stærke holdninger. Det er i jeres hænder at lede de, der har magten, at bestemme retningen af denne proces. Fred og fredsproces betyder ikke rivalisering. Prøv at se, der er en revolutionær proces i gang i dag i Rojava. Rojavas befolkning væver dag for dag sin egen fremtid med deres organiserede og målrettede vilje. Hvis de ikke havde været organiseret, hvis ikke de havde stået sammen, ville de være falmet væk. Rojava-revolutionen er den mest kraftfulde indikator på, hvad et organiseret folk kan udrette. Ved denne lejlighed sender vi her fra Kazhliҫeşme pladsen vores hilsener til Rojavas befolkning, den kurdiske ungdom, kvinder, og alle de revolutionære, der bygger en revolution dér – sten for sten. Og vi lykønsker dem også med deres Newroz.

Endnu engang sender vi vores varmeste hilsener fra Newroz-pladserne til alle vore politiske venner, der er holdt som gidsler i fængslerne. Godt Newroz til dem. Vi lover jer, at de også vil være på denne plads sammen med os til næste Newroz.

Vi vil tømme alle fængslerne med vores kamp, vores holdning, og vores modstand. Det er klart, at vi vil stoppe brugen af fængsler som steder for gidsel-forhandlinger. Vi vil udvikle vores løsninger med vores egne hænder ved at åbne kanalerne for en demokratisk politik.

Jeg skal ikke forlænge min tale yderligere, men endnu engang bøje mig i respekt for den storslåede holdning blandt de hundrede tusinder af mennesker, der har fyldt denne plads trods det kolde vejr.

Jeg vil gerne takke alle de venner, der har arbejdet hårdt med Newroz-forberedelserne for at stable et så storslået møde på benene for os. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed og tak til alle vennerne fra andre partier, NGO’er, Folkets Demokratiske Kongres, vores kunstner-venner, der varmede vores hjerter med deres kunst, sange og instrumenter, og til repræsentanterne for pressen. Endnu engang ønsker jeg jer alle et godt Newroz. Lad vores/jeres vej åbne sig!

Oversættelse: Jesper Brandt