2. juli 2018: Valgene i Tyrkiet d. 24 juni 2018

Erdogan satte sig på valget i Tyrkiet d. 24 juni. Men venstrepartiet HDP forbedrede sin repræsentation i parlamentet.

Der var dobbelt valg i tyrkiet søndag d. 24 juni. Dels valg til tyrkiets parlament, der nu er udvidet til 600 pladser, dels til valg af præsident. Der har været stor spænding op til begge valg. Præsident Erdogans parti AKP har hidtil haft et sikkert flertal sammen med det højrenationale parti MHP, men en samling af oppositionen skabte muligheder for et alternativt flertal i nationalforsamlingen, forudsat det venstreorienterede parti HDP kom over spærregrænsen på 10 %, der er verdens højeste. Hvis ikke HDP klarede spærregrænsen, ville langt størstedelen af HDPs mandater nemlig gå til AKP, der er det næststørste parti i de kurdiske områder. Dermed ville AKP være sikret et komfortabelt flertal. Men klarede HDP det, ville der være en reel mulighed for at en samlet opposition ville kunne få flertal i parlamentet. Derfor havde Erdogan opfordret sine partimedlemmer til ‘med alle midler’ (refereret fra et lukket møde for partimedlemmer) at sikre, at HDP ikke kom over spærregrænsen. Det opfattede hans medlemmer som en opfordring til at efterleve det helt bogstaveligt. Så valget er forløbet under et massivt pres på vælgerne og med et utal af uregelmæssigheder, herunder mere eller mindre klart snyd med stemmeafgivningen. Den statslige valgkommissions afhængighed af regeringen har klarest vist sig ved, at alle klager over uregelmæssigheder kategorisk er blevet afvist.

Også præsidentvalget indebar spænding, fordi meget tydede på, at Erdogan ikke ville kunne mønstre over 50% af stemmerne i en første runde. Det ville skabe mulighed for at samle oppositionens stemmer på en kandidat i anden runde, som måske kunne stoppe Erdogan, og forhindre, at der blev indført et præsidentielt styre, hvilket Erdogan ellers har planlagt.

Stemmeprocenten har været meget høj, 87%. Men der har været adskillige uregelmæssigheder i valget, og valgobservatører er blevet nægtet adgang til at kontrollere stemmeafgivningen, især i de kurdisk dominerede områder. Ikke alle stemmer var d. 25/6 om formiddagen talt om, men i følge uofficielle resultater udsendt af den tyrkiske statsradio IHP, er resultatet blevet som vist nedenfor. Både CHP og HDP har dog protesteret over den omfattende manipulation med valget, der afviger meget fra de prognoser fra valgsteder, som oppositionens hundrede tusinder af frivillige observatører har samlet ind.

Oversigt over de foreløbige resultat for parlamentsvalget i Tyrkiet. Til venstre er øverst vist de enkelte partiers %-vise fordeling af de afgivne stemmer, og nederst fordelingen på de to valgforbund (CUMHUR: AKP og MHP, MILLET: CHP, IVI, SP, samt HDP, der stod udenfor valgforbundene). Til højre er vist den resulterende fordeling af pladser i parlamentet. På grund af de tyrkiske valgregler, afviger fordelingen af pladser i parlamentet ganske meget fra den procentvise fordeling af stemmeafgivningen.

Erdogans AKP-parti har fået 43% af stemmerne (men står alligevel til at få 308 af de 600 pladser i parlamentet). Sammen med det nationalistiske støtteparti MHP, der til stor overraskelse for de fleste, har fået 10,6% (49 pladser), har Erdogans regeringskoalision opnået næsten 54% af stemmerne, og 357 pladser. Det republikanske sekulære parti CHP, der har spillet en stor rolle i samlingen af oppositionen i en aktiv blok mod Erdogan, fik 23 % (139 pladser), mens det nydannede IVI parti (”Det gode Parti”), der var brudt ud af MHP og gået i valgforbund med CHP, fik over 9% (33 pladser). Sammen med et lille islamisk parti, der også var gået i valgforbund med oppositionen, fik oppositionens valgforbund næsten 34% af stemmerne. Trods åbenlys chikane (f.eks. blev 144 valgsteder flyttet fra kurdiske landsbyer til større byer, hvor AKP kunne præge valgbetingelserne) lykkedes det det venstreorienterede parti HDP at komme over spærregrænsen og opnå 11,6 % af stemmerne, og sikre sig 71 pladser i parlamentet (senere dog formindsket til 67 pladser). Faktisk er HDP det eneste af de partier, der hidtil har været i parlamentet, der har haft fremgang ved dette valg. For en sammenligning med tidligere valg, se artiklen  maj 2018: Vigtigt valg i Tyrkiet d. 24 juni: Fuldt demokrati eller rent diktatur? Kan oppositionen samles til et frontalangreb på Erdogan?

Selv om oppositionens leder, CHP-kandidaten Muharren Ince, foreløbigt har accepteret Erdogans sejr, forberedte oppositionen sig dog dog på større reaktioner, hvis det skulle vise sig, at valgsvindelen var for omfattende. Blokken af oppositionspartier har selv organiseret valgkontrol og valgresultatindberetning med ialt 450 000 frivillige deltagende. Mens Erdogan erklærede sig som vinder på et tidspunkt, hvor knap halvdelen af stemmerne var optalt, kom oppositionens egne optællinger til helt andre resultater. Oppositionens protester er dog udeblevet. Der har været forlydender om, at både Muharram Ince (CHP) og Merel Aksener (ISI) er blevet truet af Erdogan personligt til ikke at klage over valgets forløb og stemmeoptællingen.

Den geografiske fordeling af stemmer til parlamentsvalget er meget markant:

Kort, der viser hvilket parti, der officielt har vundet flest stemmer i de tyrkiske provinser: brunt: AKP, Lilla: HDP, Rødt: CHP. CHPs dominans på den vestlige middelhavskyst og i de europæiske provinser, samt kurdernes dominans i det sydøstlige Tyrkiet er markant. Af de 11 provinser, hvor HDP er det største parti, har partiet endda opnået absolut flertal (>50% af stemmerne) i 9 af provinserne.

Erdogan erklærede sig tidligt som vinder af præsidentvalget med 52% af de afgivne stemmer. Det har imidlertid stemt dårligt overens med de resultater, som oppositionens næsten halve million valgobservatører var nået frem til på nogen lunde samme tidspunkt. Ifølge deres foreløbige resultater havde Erdogan opnået 43,5%, Muharrem Ince (CHP) 33,9%, Merel Aksener (IVI) 12,8 og Selahattin Demirtaş (HDP) (der har måttet føre valgkamp fra sin fængselscelle) 6,7%. Det ville betyde, at Erdogan skulle ud i en anden valgrunde mod Muharrem Ince, hvor denne ville have gode chancer for at samle flertal.

Præsidentkandidaten med flest stemmer ved præsidentvalget i de tyrkiske provinser 2018 ifølge de foreløbige prognoser fra oppositionssammenslutningen. Grønt: Erdogan, rødt: Ince, Lilla: Dimirtas. Her har CHPs kandidat Muharrem Ince også vist sig at være populær i flere provinser i det østlige Tyrkiet.

Kortene over den geografiske fordeling af valgresultaterne kunne give det indtryk, at opbakningen til det venstreorienterede parti HDP ligger massivt i de kurdiske provinser i det sydøstlige Tyrkiet. Men det er ikke helt rigtigt. På grund af de omfattende forhindringer, trusler og risici for valgsvindel mod de kurdiske vælgere i disse områder har HDP været forsigtige med blot at satse på stemmer herfra, men har i høj grad søgt at hente stemmer fra de store byer også vestpå. Og det er tydeligvis lykkedes, idet ikke mindst mange højere uddannede og studerende har følt sig tiltrykket af partiet i takt med at ytringsfrihed og mulighed for at kunne udtale sig kritisk er blevet indskrænket under Erdogan. Den tyrkiske lægeorganisation, der blev forfulgt meget voldsomt som følge af sin spagfærdige kritik af de  sundshedsmæssige konsekvenser af invasionen i Afrin, har givet HDP stigende tilslutning blandt læger og sundhedspersonale i Tyrkiet. Det samme gælder tilslutning fra arkitekter, ingeniører og byplanlæggere (se den næste artikel, eller her).

I en evaluering af valgkampen offentliggjort d. 27. juni fremhæver HDP, at de i alt har fået 750 000 flere stemmer end ved valget i november 2015. I Istanbul og Izmir har de endda fået flere stemmer end i juni 2015 (hvor de i alt fik over 13%), og blev dermed det tredje største parti i disse byer. I Antalya og Kocaely på middelhavskysten, hvor de havde mistet deres repræsentanter i november 2015, vandt de dem igen, og en stor ny succes var i  provinsen Antay ,hvor de fik en repræsentant valgt ind i parlamentet (Antay, der ligger tæt op ad Afrin i NV-Syrien har været en provins i Syrien, der i mellemkrigstiden fik status af en mangenationalt område under Folkeforbundets beskyttelse. Området blev under en meget beskidt nationalistisk proces, incl. udryddelse af den ret store armenske befolkning, erobret af Tyrkiet i 1939 op til 2. verdenskrig) Til gengæld var partiet utilfreds med sin egen indsats i de kurdiske byer, hvor de tabte 120 000 stemmer. En del af dette skyldtes tydeligvis de vanskelige betingelser, der blev skabt af myndighederne og det store pres, der blev lagt på vælgerne, men partiet mener, at de kunne have gjort en større indsats imod det.

En nærmere analyse af stemmetallene har i øvrigt vist, at de byer i Tyrkiet, hvor HDP har fået flest stemmer (typisk langt over 70%) også er de steder, hvor den statslige vold og undertrykkelse af kurderne gennem de senere år har været de mest voldsomme.

Mens HDPs stemmeandel steg i 64 af Tyrkiets provinser, faldt den i 17 provinser, som alle ligger i de  kurdiske områder, hvor HDP traditionelt opnår de bedste resultater. Størst var faldet i Sirnak (15%) og Hakkari (14%), hvor partiet alligevel fik over 70% af stemmerne.

Mærkeligt nok var det højrenationale parti MHP det eneste parti, der uden undtagelse forøgede sin stemmeandel overalt i de kurdiske provinser. MHPs andel af stemmerne steg nogle steder med 400% – i provinser, hvor partiet ifølge HDPs analyse næppe i sin vildeste fantasi kunne forvente at få en eneste stemme. Det er måske det klareste eksempel på, hvad der er kommet ud af de mange tricks med bl.a. flytning og sammenlægning af valgsteder, og uregelmæssig omgang med stemmebokse og -sedler, der blev foretaget i de kurdiske provinser op til valget.

Valgmøde med HDP juni 2018

Et særligt kapitel i afholdelsen af de tyrkiske valg er stemmeafgivningen blandt tyrkiske statsborgere i udlandet. Af de ca. 60 mill.. stemmeberettigede ved et tyrkisk valg er 3 mill., eller 5% bosat i udlandet. Det har været en del fremme i dansk presse, at Erdogan har opbygget en kraftig påvirkning af disse vælgere, især gennem direktoratet for religiøse anliggender i Tyrkiet – Diyanet, som mere og mere er blevet et støtteinstrument for AKP, ligesom denne organisation af mange også anses som en organisation, der indberetter oplysninger til de tyrkiske myndigheder om tyrkiske statsborgere i udlandet, der er i politisk opposition til regeringspartiet. Danske kurdere har således udtrykt bekymring om, hvorvidt deltagelse i afstemningen på Ambassaden kunne give problemer ved indrejse til Tyrkiet.

Men man bør i denne forbindelse også være opmærksom på, at en ganske stor del af de tyrkiske statsborgere i udlandet er kurdere, der bl.a. lever som flygtninge i udlandet. Så de har også præget valget.

I Danmark har der været 33000 stemmeberettigede tyrkiske statsborgere, hvoraf 12000, eller ca. 1/3, afgav stemme på den tyrkiske ambassade i Danmark. Halvdelen af stemmerne gik til Erdogan, mens HDP fik 27% af stemmerne. HDPs andel af de afgivne stemmer er dog meget forskellige fra land til land. Højst er den i England (49%), Finland (48%), Irak (48%), Japan (44%, Schweitz (41%, Sverige (37%). I alle disse lande var HDP det parti, der fik flest stemmer.

Kilder:

Anonymous, 2018: Over 400 architects and engineers suppert HDP and Demirtaş. ANF, 20 juni 2018.

Anonymous, 2018: HDP first party in 11 provinces of North Kurdistan. ANF, 24 Juni 2018

Anonymous, 2018: HDP overcomes threshold despite Erdoǧan and State of Emergency. ANF, 24 juni 2018

Anonymous, 2018: Initial figures point to second round for presidential elections. ANF, 24. Juni 2018

Anonymous, 2018: HDP: We are ready to take on our historic role. ANF, 27.juni 2018

Anonymous, 2018: Reading numbers after the election. ANF, 28. Juni 2018

Evran, Seyit, 2018: Turkey’s elections and new invasion plans. ANF, 1. juli 2018

Berge, Bjørn, 2016: Hatay 1938-1939. Folkemord og fikset folkeavstemning. s. 186-189 i Bjørn Berge, 2016: Landene som forsvant 1840-1970. Spartacus. Oslo.

2. juli 2018: Støtte til HDP og Demirtas fra 400 tyrkiske planlæggere

Mindre end en uge før valget d. 24 juni udsendte 400 tyrkiske arkitekter, ingeniører og byplanlæggere en støtteerklæring for venstrepartiet HDP og partiets formand Selahattin Demirtaş. I dagens Tyrkiet må det have krævet stort mod at underskrive en sådan erklæring. Vi bringer her et resumé af erklæringen som er  blevet bragt af det kurdiske nyhedsbureau ANF. Det giver på udmærket vis udtryk for de tre faggruppers forhåbninger til HDPs rolle i udformningen af Tyrkiets fremtid:

Mere end 400 kolleger har tilsluttet sig denne underskriftsindsamling udsendt af en gruppe arkitekter, ingeniører og byplanlæggere for at støtte HDP ved valgene d. 24 juni.

Underskriftsindsamlingen, der vil slutte på valgdagen, blev startet for kun tre uger siden og indenfor denne korte periode er der indsamlet 403 underskrifter (jeg ved ikke hvor mange, der yderligere skrev under, JB).

Som begrundelse for at støtte HDP og præsidentkandidaten Selahattin Demirtas, angiver faggrupperne det faktum, at partiet AKP med sin by- og planlægningspolitik har gjorde byerne ubeboelige.

På samme måde angiver underskriverne at ”Natur, miljø, økologi og klimaforandringer er vigtigt, og projekter og initiativer, der ødeligger naturen og økologien  bør forkastes”

Listen fortsætter med et klart nej til privatisering af vand, da alle har ret til at have adgang til rent vand.

Underskriverne anfører, at med HDP vil en ny form for menneske-centreret økonomi blive udviklet i stedet for den neo-liberale kapitalistiske økonomi.

HDP vil også afvise farlige projekter, som atomkraftværker og dæmninger, og vil i stedet fremme miljøvenlige former for politik.

HDP går ind for et uddannelsessystem som inddrager videnskabelig, sekulær, demokratisk, frihedselskende og almindelig anerkendt uddannelse, snarere end individuel, sexistisk, sekterisk og racistisk uddannelse.

Underskriverne vil også forsvare det demokratiske,  autonome, multi-kulturelle, natur og samfund og gen ansættelse af alle illegalt bortviste og tilbageholdte arbejdere, borgmestre og offentligt ansatte under undtagelsestilstanden.

Domumentet understreger også behovet for sikkert og værdigt arbejde, samt retten til at samle sig i fagforeninger. Det går også ind for respekten for enhver trosretning, som vil være grundlovsfæstet på basis af et ligeværdigt statsborgerskab.

Udtalelsen udtrykker, at ”det er nødvendigt at sikre, at retfærdighed, retssikkerhed, menneskerettigheder, lige adgang til kvalitetsydelser fra sundhed og uddannelse, lige løn for lige arbejde, beskyttelse af naturen og miljøet, frihed for kunstudøvelse, pressefrihed, beskyttelse af børn og unge mennesker, positiv diskriminering og lighed blandt kønnene.

‘Af alle disse grunde støtter vi HDP og Selahatting Demirtaş’.

2. juli 2018: Manbij som et vigtigt center for udviklingen af den mellemøstlige konflikt

Byen Manbij havde i 2005 kun 400 000 indbyggere. Alligevel er den uhyre vigtig. Byen, der ligger i Shaba-området mellem Aleppo og den Tyrkiske grænse har ligefra starten spillet en afgørende rolle i udviklingen af konflikten i mellemøsten, og gør det fortsat. Vi ser på byens placering og dens oplands betydning for udviklingen i et langt historisk lys, og på hvad der er sket i området i løbet af det moderne Syriens historie. Vi ser på områdets afgørende rolle for Tyrkiets aktuelle muligheder for indblanding i Syriens indre anliggende, som grundlag for at kunne forstå den markante og stålsatte vilje til forsvar for området, der har hersket i Manbij efter befrielsen fra Islamisk Stat. Vi slutter med at se på de helt aktuelle seneste hændelser, der har udspillet sig i området, med forbindelser til det tyrkiske valg.

En af indfaldsvejene til Manbij. Billedet er formentlig optaget før borgerkrigen, og i hvert fald inden Manbij Military Council sammen med SDF og YPG under hårde kampe, og støttet af luftangreb fra den vestllige alliance mod IS erobrede byen fra Islamisk Stat. Foto: Wikipedia Commons.

Manbijs lange historie

Byen Manbij er langt over 3000 år gammel. Hittitterne, der regerede området og store dele af Lilleasien for ca. 3400 år siden, kaldte byen for Mabog. Siden har den været en del af de Aramæiske rige, Farao den lamme, Alexander den Store, Justinian, Det byzantinske rige, og mange andre store riger og herskere. Mange gange er byen bygget op til storhed med templer og bymure, og ligeså mange gange er den blev jævnet med jorden. Men den er altid før eller siden genopstået på grund af dens beliggenhed i et landbrugsmæssigt rigt område, dens nærhed til Aleppo og  til floden Eufrat som en af mellemøstens vigtigste handelsveje. Når den er opblomstret, har den ofte været center for kultur, kunst og videnskab og spillet en stor religiøs rolle. I 1344 blev byen jævnet med jorden under et  voldsomt jordskælv (6.5 på Richterskalaen). I 1401 erobrede den tyrkiske mongol Tamaerlane byen, slog alle indbyggere ihjel og ødelagde den så totalt, at det næsten varede 500 før den genopstod. I 1878 deporterede den Ottomanske Sultan Abdul Mamid II 350 circasiske familier (fra Nordkaukasus) til Manbij og tildelte dem statsborgerskab, mens han samtidigt igangsatte en genopbygning af byen. Senere oprettede han bl.a. offentlige badehuse til indbyggerne. Det var på samme tidspunkt, hvor det ottomanske rige påbegyndte sit folkemord på Armenierne, der varede helt til 1923.

Under 1. verdenskrig blev det Ottomanske rige allieret med aksemagterne med det resultat, at Manbij, der lå syd for Sykes-Picot linien efter krigen  blev en del af Syrien, der sammen med Libanon og Mosul blev en Mandatstat under fransk kontrol.

Manbijs status som by forblev den samme under det franske mandat indtil Frankrig evakuerede Syrien i 1946, og byens udvikling blev i denne periode bestemt af de befolkningsgrupper, der boede i området.

Efter 1946 udviklede den lokale befolkning i Manbij demokratiske styreformer, og tilsluttede sig forskellige politiske partier. Der blev oprettet skoler både i Manbij by og i de omkringliggende landsbyer, og det første kulturelle center blev etableret under navnet Det Arabiske Kulturcenter i Manbij.

Manbij under det syriske Baath-styre

Under det syriske Baath-partis overtagelse af magten i Syrien gennemførte de en arabisk-nationalistisk politik, der satte de forskellige befolkningsgrupper op mod hinanden ved at flytte nogle befolkningsgrupper fra deres hjemstavn til andre områder, hvorved det blev lettere at stramme grebet om magten i Syrien – ganske som det er sket i Tyrkiet. Det gik især ud over de kurdere, der boede i landsbyer langs Eufrat og syd for  Manbij. I forbindelse med udbygning af overrislingsanlæg fra dæmningerne over Eufrat deporterede Baath-regeringen tusinder af kurdiske familier fra disse områder til en stribe land i Øst-Syrien langs grænsen til Tyrkiet, mellem byerne Sere Kaniye/Ras al-Ayn og Derek, hvor de blev bosat i 43 bebyggelser.

Det syriske Baath-regime har ofte vendt sig mod befolkningen i Manbij-området. Således blev en række landsbyer i Manbij området i 1982 belejret af tanks fra regimet fordi de havde sluttet sig til en anti-Baath-bevægelse mod det syriske styre og dets magtmonopol ledet af det muslimske broderskab. I 1999 tvang den syriske regering hundredevis af  landsbybeboere fra Eufratfloden øst for Manbij til at flygte til landsbyen Maskana længere sydpå fordi deres landsbyer og landområder blev oversvømmet af søen bag Tishreen dæmningen.

Manbijs gode strategiske beliggenhed blev ikke udnyttet under den syriske  Baath-regering. Tværtimod søgte man at afvikle og sprede indsatsen i byen, ved at spille byens mange forskellige klaner ud mod hinanden gennem tildeling af privilegier til nogle på bekostning af andre.

Og der er mange klaner, både arabiske og kurdiske og både i Manbij by og i de omkringliggende landsbyer. Alene de arabiske omfatter mere end 30 stammer, hvor hver af klanerne omfatter adskillige underopdelinger.

Oprøret mod Assad var bredt, men magtede ikke at koordinere indsatsen for at styre området

Efter udbruddet af den syriske revolution, deltog Manbij i anti-regime-protester, hvor den første fandt sted d. 21 april, 2011. Det lykkedes et stort antal bevæbnede grupper at tage kontrol med byen d. 19. juli 2012. En kilde angiver navnene på 43 af disse grupper. Nogle var stamme- eller klan-tilknyttede, andre havde tilknytning til al-qaida, eller andre jihadistiske grupperinger, mens atter andre andre var tæt knyttet til tyrkisk-nationalistiske strømninger, eller lokale etniske grupperinger. Disse grupper viste sig imidlertid ikke i stand til at administrere området, og en stor del af deres aktiviteter var knyttet til at ødelægge forskellige typer monumenter i byen. Efter den væbnede overtagelse af kontrollen over Manbij, delte grupperne lokalområderne, centre og de offentlige faciliteter op mellem sig. Der viste sig hurtigt uenigheder i koordineringen og der opstod kampe mellem grupperne. Snart spredte kaos sig i byen og de omkringliggende landsbyer, og efter 1½ år overtog Islamisk Stat styringen.

Islamisk Stat overtager kontrollen med Manbij januar 2014

I marts 2013 angreb lejesoldater fra Islamisk Stat Manbij, og det lykkedes dem  i januar 2014 at få fuld kontrol med hele byen efter at have smidt de mange forskellige oprørsgrupper ud. Nogle indbyggere tog vel imod dem da de ankom under navnet Den Islamiske Brigade. Men virkeligheden viste sig hurtigt at blive en anden.

Manbijs betydning for Islamisk Stat lå først og fremmest i byens strategiske beliggenhed på en vigtig forsyningsrute for Islamisk Stats ”Hovedstad” Raqqa, og byens rolle som stedet for modtagelse og optræning af udenlandske lejesoldater. Desuden fungerede den som en vigtig eksportby fra Islamisk stat.

Manbij blev altså den næstvigtigste by i Syrien for Islamisk stat og den vigtigste for udenlandske lejesoldater, der kom over grænsen fra Tyrkiet tæt koordineret gennem den tyrkiske efterretningstjeneste MIT. Efter befrielsen af byen fra Islamisk Stat blev der fundet dusinvis af dokumenter, der viste, at de tyrkiske myndigheder hjalp med til at få udenlandske krigere over grænsen til Syrien for at tilslutte sig Islamisk stat og andre grupperinger.  De støttede også transport af udstyr til og fra Tyrkiet, f.eks. eksport af kunstgødning, der ikke skulle bruges til landbruget, men til fremstilling af bomber.

Eksport af Urea kunstgødning. Her dog fra en fabrik i Akcakale på grænsen til Syrien ved Tel Abyad, hvorfra det sandsynligvis er blevet fragtet videre til Raqqa. Men den direkte forsyningsrute syd på til Raqqa blev stoppet, da SDF erobrede området mellem Kobane og Jazeera kantonerne i efteråret 2015. Derefter måtte denne export gå over Jarablus og Manbij. Foto: Diego Ibarra Sanchez, The New York Times. Maj 2015.

Efter 6 måneders besættelse af Manbij, gik Islamisk Stat igang med ransagelser i private hjem for at finde våben, komputere og andet kommunikationsudstyr, ligesom de begyndte at indsamle materiale om rygere. Alle tobaksbutikker blev lukket og brændt af. Enhver, der blev fanget i at ryge på gaden blev pryglet eller fængslet.

Alle blev kaldt til bøn og butiksindehavere begyndte at lukke for at kunne bede i moskeerne. Det blev forbudt for en mand at køre motorcykel med sin kone eller søster på bagsædet, hvad der hidtil havde været en af de mest almindelige transportformer i byen – og over det meste af Syrien. Sort-malede biler med påskriften ”Iraks og Levanten-Manbij’s islamiske stat” patruljerede rundt og kontrollerede alle, der forbrød sig mod de nye love og regler. Islamisk Stat fjernede byens monumenter med henvisning til, at de var hedenske. De begyndte også at ødelægge kister inden i gravmonumenter, der var placeret over jordens overflade.

Moskeer blev ødelagt og imamer slået ihjel.

I maj 2014 bombede Islamisk Stat Sheikh Aqil al-Manbij’s moské, fordi sheikhens grav var placeret inden i moskeen. De modsatte sig, at folk i området ville rejse en anden bygning i stedet for. De tiltog sig kontrol med moskeen og isolerede imamerne. I stedet udpegede de en ny imam, der prædikede den Islamiske Stats ideologi.

Imamen for Manbijs Store Moske, Mohammed Saed al-Dibu, nægtede at overgive sin moske. Han kritiserede Islamisk stats aktioner, som han anså for at være i modstrid med den islamiske lære. IS arresterede ham. Folk gik i demonstration for at få løsladt deres sheikh, og han blev løsladt. Men efter nogle uger blev han slået ihjel på vej til morgenbønnen.

For at få kontrol med, hvad der foregik i Manbijs moskeer åbnede Islamisk Stat kurser i den rette tro, der var obligatoriske for alle mænd. Alle Manbijs skoler blev lukket, og skolelærere blev tvunget til at skrive under på at ville holde de obligatoriske kurser, hvis de ville genansættes. Når skoler så blev genåbnet, skete det ved at slå 10 tidligere skoler sammen til en skole. Det påstås, at højst 5% af eleverne mødte op i disse skoler.

Ibn Khaldoon Universitetet, som omfatter mange fakulteter og fagområder, blev lukket, og studerende, der var knyttet til andre universiteter fik forbud mod at forlade det IS-kontrollerede område for at færdiggøre deres studier.

Mere end 17 gange gjorde befolkningen oprør mod Islamisk Stats praksis, første gang i starten af juni 2014, hvor 21 mennesker i byen blev dræbt.

Ingen kunne forlade byen, og Manbij blev omdannet til et fængsel, hvor det daglige liv var omgærdet af frygt for ”al-Hasha”, der kontrollerede alle og enhver. Offentlige pladser og rundkørsler blev omdannet til steder for menneskelige massakrer, hvor der næsten hver uge blev afholdt henrettelser til skræk og advarsel for befolkningen. Lejesoldater fra Islamisk Stat  konfiskerede al ejendom tilhørende folk, der ikke opholdt sig i byen. De beslaglagde lagre af foder, mel, hvede og enhver form for offentlig ejendom, der repræsenterede kapitalaktiver indenfor elektricitet, forsyningstjeneste, sundhed, uddannelse og banker. De pålagde private handlende, fra gadehandlere til juvelerer, høje skatter, fra 5000 Syriske Pund årligt til helt op til 200 000 Syriske Pund pr. måned.

Fra begyndelsen praktiserede Islamisk Stat også etnisk udrensning mod kurderne, ligesom i Raqqa (se artiklen: Etniske kvarterer i Raqqa og deres betydning). Deres rolle i samfundet og deres institutioner blev nedlagt, tusinder blev fordrevet og dusinvis blev fængslet eller dræbt. Islamisk Stat gjorde også byen og dens opland til platform for angrebet på Kobane.

Oppositionen samler sig

I maj 2015 samlede en række grupperinger under Free Syrian Army sig i en ny organisation vendt mod både Assad og IS under navnet navnet Jaish al Thuwar (De revolutionæres Hær), baseret på et samarbejde mellem alle befolkningsgrupper og religiøse opfattelser, inkl. kurdere. Jaish al Thuwar bestod af 7 forskellige grupperinger und den frie syriske hær. De optog kontakt til YPG, som i Nordsyrien også var ved at få succes med at skabe tæt forbindelse mellem kurdere, arabere, turkmenere og andre befolkningsgrupper. Netop på det tidspunkt opnåede YPG en stor sejr mod Islamisk Stat under kampen om Kobane. I efteråret 2015 fik de indtaget Tel Abyat, og dermed blokeret for den mest direkte rute fra Tyrkiet til Raqqa (se artiklen ….). De dannede på det tidspunkt ligeledes de fælles kurdisk-arabiske Syriske demokratiske styrker, SDF, der fik sin ilddåb i indtagelsen af områderne syd og øst for Hasakah, især byen Al-Hawl. Derefter generobrede de områderne vest for Kobane frem til Eufrat, hvor de sammen med Jaish al Thuwar, der nu var blevet knyttet til SDF, erobrede Tishrin-dæmningen over Eufrat. Her sikrede de et brohoved vest for dæmningen for den efterfølgende befrielse af Manbij-området.  De vest-allierede styrker deltog i denne aktion.

I begyndelsen af april 2016 blev Manbij Militære Råd dannet. Det skete med det formål at få befriet Manbij fra Islamisk Stat. En af medstifterne af rådet var den efterhånden berømte leder af Sham al-Shamal Brigaderne, Faisal Abu Laila, der havde haft en afgørende rolle i slaget om Kobane, og den senere indtagelse af Tel Abyat, hvorved den kurdiske Kobane kanton blev forenet med al-Jazira-kantonen i øst.

I juni 2016 startede så kampen for at befri Manbij. Det skete i to faser, først befrielsen af alle landsbyerne udenfor Manbij, og derefter indtagelsen af selve byen. Første fase tog udgangspunkt dels i brohovedet vest for Tishrin-dæmningen, dels ved Karwazg broen over Eufrat nordøst for Manbij. Det blev hårde kampe. Tidlig i offensiven blev SDF-lederen Faisal Abu Laila dræbt i en landsby ikke langt fra Manbij. Indenfor en måned var et område på mere end 1200 km2 med over 200 landsbyer og med en befolkning på over 75000 indbyggere blevet befriet. Flere tusinde lejesoldater fra Islamisk Stat mistede livet.

I starten af juni 2016 startede Manbijs Militære Råds aktion for at befri Manbij, først landdistrikterne, så selve byen. Det lykkedes på to måneder, hvorefter Tyrkiet gik ind i Jarablus, tydeligvis efter aftale med Islamisk Stat. Det var i starten kun accepteret fra vesten som en ”sikring af grænsen” indtil 20 km mod syd ind i Syrien, men snart gik de længere syd på ned mod Al-bab, for at skabe en ny rute til IS. De blev dog stoppet af Assad, der spærrede dem vejen syd for Manbij. Sideløbende har Tyrkiet, oftest ved brug af lejesoldater fra FSA eller IS, konstant foretaget angreb mod Manbij-området.

Anden fase, indtagelsen af Manbij by, var vanskeligere på grund af den omfattende befæstning af alle kvarterer i byen og den konsekvente brug af civile som skjold mod fremrykningen. Angrebsstyrkerne opdelte sig i særlige teams for befrielsen af civile og teams for nedbrydning af Islamisk Stats forsvarslinier. De opererede ofte med lette våben og snigskytter for at undgå skader på civile. Også indtagelsen af byen varede en måned, og d. 2 august indledtes det sidste angreb på Islamisk stat i Manbijs al-Sarab kvarter.

Dermed var ikke blot hele Manbij-områdets befolkning befriet. Men man havde også fået stoppet byen som modtagelsescenter for udenlandske Islamisk Stat-krigere. Manbij som det afgørende forbindelsespunkt mellem Islamisk Stat og dens aktive støtter i Tyrkiets regering og efterretningstjeneste, var blevet svækket betydeligt, selvom lejesoldater rekrutteret fra IS eller FSA med rindelse i Manbij fortsat er et problem, fordi de kan anvendes til lokalt at fremprovokere usikkerhed og skabe påskud for indgreb. .

Tyrkiet går ind i Shabah-området og angriber Manbij fra alle sider

Men dermed var Manbijs trængsler desværre ikke slut. For befrielsen af Manbij-området var i den grad en streg i regningen for Tyrkiet, der havde set dets støtte til Islamisk Stat som en brik i sine egne ambitioner om at komme til at spille en afgørende rolle i mellemøsten og genskabe det Osmanniske Riges storhed. Samtidigt med den endelige befrielse af Manbij, rykkede den Tyrkiske hær ind over grænsen til Syrien ved Jarablus og igangsatte en større offensiv i Shabah-området. Selv om befrielsen af Manbij var en afgørende faktor for beslutningen om invasionen, var målet udover at bevare en direkte adgang til de af Islamisk Stat kontrollerede områder vest og syd for Eufrat uden om Manbij-området, også at forhindre kurderne i at få skabt forbindelse mellem Afrin-kantonen og de øvrige kurdiske kantoner. Og tidligt i 2016 lykkedes dette faktisk også næsten for kurderne, da YPG fra Afrinprovinsen trængte ind i Shaba-området og kun manglede ca. 25 km. i at få forbundet de kurdisk administrerede områder i øst og vest. Tyrkiet satte derfor alt ind på at indtage så meget som muligt af Shabaområdet ned mod byen Al Bab, hvis indtagelse imidlertid blev et langvarigt forehavende.

Som international begrundelse for at indtage Al Bab angav Erdogan, at han ville deltage i befrielsen af Raqqa fra Islamisk Stat!. Det var ikke mindst i forbindelse med denne aktion, at det gik op for de vestallierede, at det tydeligvis var en aktion på skrømt, og at Tyrkiet hverken havde militær evne eller vilje til at foretage et alvorligt opgør med Islamisk Stat, men tværtimod gjorde hvad de kunne for at holde liv i den.

Mens Tyrkiet prøvede at ’erobre’ Al-bab fra Islamisk Stat, trængte Assads styrker frem fra syd. På et tidspunkt så det ud som om det skulle blive Assad, der befriede denne by fra IS. Men Assads styrker bøjede af mod øst og indtog i stedet områderne øst for Al Bab, op til de områder, der var befriede af Manbij Military Council. Dermed var Tyrkiet spærret af for videre fremfærd sydpå og for den direkte støtte til Islamisk Stat.

Under hele invasionen af Shaba-området gik Tyrkiet og dets mange lejesoldater blandt tidligere FSA og IS-krigere utallige gange til angreb på Manbijområdet. Ifølge en aftale mellem Manbij Military Council og YPG, skulle YPG som den mest veltrænede del af SDF trække sig ud af Manbij-området, så snart som muligt, hvilket skete i efteråret 2016. Når det kunne lade sig gøre til trods for de mange tyrkiske angreb, skyldtes det ikke mindst en indsats fra andre allieredes side, hvilket blev en broget affære: Amerikanske styrker tog sig af for patruljeringen af de nordlige dele af Manbij-området (og det gør de fortsat i dag – se senere), mens russerne (der på det tidspunkt endnu ikke var gået ind i en åben støtte til Tyrkernes indgreb i Syrien) tog sig af støtten til forsvaret af selve Manbij by. Patruljeringen af demarkationslinien til de vestlige og sydvestlige landdistrikter omkring Manbij blev efter Tyrkiets erobring af Al-Bab så overladt til – Assad!. Forløbet af Al Babs indtagelse er i øvrigt beskrevet i artiklen: Enden på slaget om Al-Bab: Væsentlige ændringer i magtforholdene i Shaba-området i den nordlige Aleppoprovins.

Manbijs udvikling efter befrielsen

Manbijs militære Råd har siden befrielsen haft en afgørende rolle i forsvaret af byen og dens landdistrikter, der ofte er blevet angrebet af den tyrkiske hær og dens lejesoldater lang hele grænsen mod det tyrkisk besatte område. Rådet har også taget sig af den interne sikkerhed både i byen og i landdistrikterne. Langt over 1000 indbyggere, såvel mænd som kvinder, har meldt sig til rådet, der har åbnet adskillige militærakademier til træning af krigere og uddannelse af officerer.

Rundkørsel i Manbij. Globussen synes næsten at symbolisere byen centrale placering i historiens gang!

Men allerede nogle uger inden dannelsen af det militære råd blev der dannet et civilt råd for Manbij med henblik på genopbygningen og administrationen efter en befrielse. Umiddelbart efter befrielsen gik dette råd sammen med det militære råd i gang med at rydde byen for murbrokker og afspærringer efterladt fra  krigen.

Blot nogle uger efter befrielsen gik det  civile råd i gang med at holde møder med befolkningen for at forklare vigtigheden af at få skabt lokale råd i byens mange kvarterer, og i landsbyerne. I de nydannede råd og på det helt lokale plan i ’kommuner’ –  i alle tilfælde med en valgt ledelse af mindst en mand og en kvinde – blev der nedsat udvalg med ansvar for sundhed, forsyning, forsoning (af de mange konflikter, der var bygget op i fortiden), økonomi, uddannelse og miljøbeskyttelse, for sikre befolkningens behov opfyldt på bedst mulig måde indenfor afgrænsningen af deres geografiske område.

Otte måneder efter det civile råds dannelse var det nået så vidt, så det kunne forberede tilrettelæggelsen af valg til en demokratisk civil administration i Manbij og skabe et lovgivende råd for Manbij-området.

I slutningen af januar 2017 udvidede man rådet fra 43 medlemmer til 132 for at sikre bedre repræsentation af de mange forskellige grupperinger, der er repræsenteret i Manbij, f.eks. circasere, armenere, kurdere, arabere og turkmenere samt meget forskellige trosretninger.  En måned senere skiftede rådet navn til Den demokratiske civile administration for Manbij og omegn, og rådet valgte Zeinab Qanbar (kvinde) og Ibrahin al-Kaftan (mand) til forkvinde og -mand (co-chair) for dets bestyrelse.

Det lovgivende råd kom til at bestå af co-chairs for 13 forskellige komiteer indenfor udenrigs- og indenrigsområderne, sundhed, forsvar, kvinder, kultur, kommuner, sociale og arbejdsforhold, ungdom og sport, uddannelse samt en komité for faldnes familier.

Set i forhold til den krise, der fortsat præger mange byer i Syrien, har Manbij de seneste år oplevet en bymæssig renaissance med udvikling i økonomi, forsyning og kultur, primært som følge af den beskyttelse og sikkerhed som Manbijs Militære Råd har kunnet yde indbyggerne. Manbij er blevet et centralt sted for transport og er blevet det største handelscenter i hele Nordsyrien. Det har bidraget til en forøgelse af befolkningen.

Administrationen understøtter oprettelsen af kooperativer, der er på vej, f.eks. indenfor apotekervæsnet, ligesom der er flere handelsstrøg under opbygning i byen.

Udvikling indenfor uddannelse og forsyning

Umiddelbart efter befrielsen arbejdede det civile råd især med åbning af skoler og uddannelse af hundreder af lærere til at vejlede ved skoleuddannelsen, fordi der reelt ikke havde været nogen skoleuddannelse i de tre år, hvor Islamisk Stat havde været ved magten.

I slutningen af 2017 var 340 af Manbijs 400 skoler genåbnet med mere end 120 000 elever.

Desuden blev der oprettet en række ’intellektuelle bevidstheds akademier’ (som f.eks. ungdomsakademier), både i byen Manbij og i landdistrikterne. De har tydeligvis fungeret som højskoler og efterskoler, og hvor hundredevis deltagere har fået uddannelse og efteruddannelse.

Efter befrielsen gjorde Manbijs administration meget ud af at forbedre servicen og den fysiske struktur for indbyggerne, f.eks. omkring oprettelsen af bagerier, men også med vedligeholdelsen af vejbelægning og fortove, genopbygning af broerne i byen, forbedret elektricitetsforsyning (bl.a. fra Tishrin-dæmningens el-turbiner) og vedligeholdelse af grønne områder, beplantning med vejtræer mv.

Desuden er Manbij, fra at have været et fængsel under Islamisk Stats herredømme blevet til et sikkert fristed for over 100 000 flygtninge fra den syriske borgerkrig. De er placeret i to flygtningelejre øst og vest for byen og administreres af bystyret i samarbejde med nogle humanitære organisationer.

Den aktuelle situation: Tyrkiet organiserede spin op til det tyrkiske parlaments- og præsidentsvalg

For to uger siden, den 18 juni, fremkom der en del meddelelser om, dels at ”amerikansk-tyrkiske patruljer var begyndt at køre ind i Manbijs udkanter i den østlige del af Aleppoprovinsen”, dels at ”Tyrkiske tropper var kørt ind i ’byen Manbijs landområder’, efter at kurdiske militser havde trukket sig tilbage”.

Samtidigt kom der på syria.liveua.map.com en meddelelse om at det skete i sammenhæng med, at YPG ville begynde at forlade Manbij d. 4. juli.

Det viste sig imidlertid hurtigt primært at være valgpropaganda, hvor Erdogans AKP-parti påstod, at tyrkiske soldater var begyndt at bevæge sig mod Manbij og endda var kommet ind i byen.

Gennem billeddokumentationer og en Video fra nyhedsbureauet ANHA, som blev frigivet fra Manbij Militære Råd, blev nyheden dokumenteret som falsk. De tyrkiske soldater har ikke krydset Sacur floden, som markerer grænsen mellem Jarablus og Manbij.

Billede, der dokumenterer, at den påstede tyrkiske patruljering syd for demarkationslinien mellem Jarablus og Manbij rent faktisk viste patruljeringer nord for Sacur-floden, der udgør demarkationslinien.

De billeder, der er offentliggjort fra tyrkisk side viser tyrkiske soldater, der patruljerer i området nord for floden. Amerikanerne har patruljeret sydfor. Det er formentlig det principielle NATO-samarbejde mellem USA og Tyrkiet, men også pågående forhandlinger, som USA fører med Tyrkiet for at sikre større stabilitet ii Manbij-området, der har ageret figenblad for at kunne påstå, at Amerikansk-Tyrkiske patruljer var ved at nærme sig Manbij. Der kan i den forbindelse meget vel have været lavet en aftale mellem USA og Tyrkiet om en koordinering af patruljeringen. Såvel den tyrkiske hær som den tyrkiske premierminister Binali Yildirim har gentagne gange i løbet af valgkampagnen talt om den fælles patruljering af Manbij sammen med USA.

YPG meddelte et par dage senere lakonisk, at de jo havde forladt Manbij-området allerede i efteråret 2016 i samråd med Manbij Military Council, og at meddelelsen om deres kommende tilbagetrækning måtte være beregnet på et indenlandsk publikum. Dog har der fortsat været et mindre antal militære rådgivere fra YPG til støtte for den videre opbygning af Manbij Militære Råd. Men også de er nu på vej ud.

Det tyrkiske spin har formentlig været baggrunden for at SDF krævede en omgående dementering af denne udlægning fra amerikansk side, bl.a. i lyset af den betydning som udlægningen muligvis kunne få for forløbet af den tyrkiske valgkamp. Det er heller ikke utænkeligt, at den overraskende midlertidige opbremsning i SDFs fremgang mod Islamisk Stat i det østligste Syrien, der fandt sted omkring d. 18 juni efter den succesrige indtagelse af et af Islamisk Stats sidste tilholdssteder, byen Dashisha, har haft til hensigt at lægge pres på USA i forhold til Manbij.

Formentlig af disse grunde har USA nu markant understreget, at Manbij i hvert fald ikke lige for øjeblikket er truet af den tyrkiske hær:

General Joseph Votel, der er øverstkommenderende for de amerikanske styrker i Mellemøsten, har besøgt Manbij d. 22 juni, hvor han holdt møder med MMC, SDF og arabiske repræsentanter og gik rundt i byen og hilste på borgere. Han noterede sig, at byen virkede fredelig, og at der herskede glæde i byen.

”Vi stræber mod sikkerhed og stabilitet i Manbij. Vi ønsker ikke det kaos, der foregår på den anden side af demarkationslinien, sagde Abu Mohammed, der leder Manbijs Militære Råd MMC”, i et interview med General Joseph Votel, der er øverstkommenderende for de amerikanske styrker i Mellemøsten.

En tyrkisk lejesoldat under gruppen ”Eufrat Shield”, der har været knyttet til den tyrkiske besættelsesmagt i Nordsyrien, var for kort tid siden ved at forberede et angreb rettet mod krigere fra MMC, da han blev arrastereet i Manbij. Det kom i forbindelse med afhøringen af lejesoldaten frem, at den tyrkiske besættelseshær systematisk tilstræber at skabe strid og kaos i Manbij ved hjælp af hyrede lejesoldater fra byen.

Ved afslutningen af besøget udtalte lederen af Manbij Civil Council, Shervan  Derwish: ”Det var et storslået besøg. Vi hilste vore venner velkommen, med hvem vi opnåede store sejre og vi har gjort verden til et mere sikkert sted ved at bekæmpe terrorismen.”

Senere fredag d. 22 juni udsendte den vestlige koalision for Operation Inherent Resolve til bekæmpelse af Islamisk Stat en erklæring om at parterne ville fortsætte koordinerede uafhængige patruljer langs den nordlige demarkationslinie nord for Manbij for at sikre fred, sikkerhed og stabilitet omkring Manbij, som støtte for missionen for at bekæmpe Islamisk Stat

Den 27 juni er der blevet afholdt et nyt møde i Manbij mellem Manbijs militære råd og den vestlige alliance. Efter mødet har den øverstkommanderende for de forenede vestlige styrker fortalt, at ”den tyrkiske hær ikke vil gå ind i Manbij by, fordi byen er sikker og stabil. Manbij Military Council vil lede byen”. Man kunne jo frygte, at den formulering så kan dække over, at hvis det kan lykkes Tyrkiet at gøre byen usikker, så vil man have skabt et alibi for at kunne gå ind! Og man kan glæde sig over, at det hidtil heldigvis ikke er lykkedes dem.

Kilder:

Barakat, Akram, 2018: Manbij is the key of history in entire region – 1. ANHA, 30 Maj 2018.

Barakat, Akram, 2018: Manbij …. From Ottoman to Baathist poltics – 2. ANHA, 31. Maj 2018

Barakat, Akram, 2018: Manbij … Black age and rejection of submissiveness to IS – 3. ANHA, 01, June 2018

Barakat, Akram, 2018: Dawn of 12 Aug…. Manbij people will never forget -4. ANHA, 02 june 2018

Barakat, Akram, 2018: Manbij …. Considerably prosperous after liberating -5. ANHA, 03 June 2018

Hubbard, Ben and  Karam Shoumali, 2015: Fertilizer, also suited for bombs, flows to ISIS territory from Turkey. The New York Times, t. May 2015.

Rahman, Sherifal-Abbo-Salwa Abdul, 2018: From memory of history … Manbij foiled all plots. ANHA, 04 June, 2018

En række twittermeddelelser angivet på syria.liveuamap.com fra d. 21 ogh 22. juni.

Anonymous, 2018: Manbij Military Council’ images exposed Turkish army’s lies. ANF, 18. June 2018

Anonymous, 2018: Video refuted Turkish claims to enter Manbij. ANHA. 18 jun 2018.

Anonymous, 2018: A Turkish mercenary admits what he intended to do. ANHA, 21 juni 2018

Wikipedia, 2018. Manbij. https://en.wikipedia.org/wiki/Manbij

2. juli 2018: Dommen fra det permanente folketribunal om Tyrkiet og kurderne, afholdt i Paris i marts

Altiero Spinelli rummet i Europarådets bygning i Bruxelles d. 24 maj, umiddelbart før afsigelsen af dommen fra det internationale tribunal om Tyrkiet og kurderne, der blev afholdt i Paris 15-16 marts 2018 (foto: Jesper Brandt)

Dommen fra det permanente folketribunal om Tyrkiet og kurderne, der blev arrangeret i Paris i marts 2018 af 4 internationale menneskerettighedsorganisationer (se 8. april 2018: Internationalt Tribunal behandler tyrkiske krigsforbrydelser og statsterror rettet mod kurderne) er nu afsagt og blev offentliggjort ved et møde i Europaparlamentets bygning i Bruxelles d. 24 maj.

En resolution, der gennemgik de vigtigste dele af dommen blev fremlagt, efterfulgt af en række anbefalinger:

”Vi, der har skrevet under på denne resolution, opfordrer alle regeringer, parlamenter, internationale organisationer og andre relevante forsamlinger til at beskæftige sig med den dom, der er afsagt d. 24 maj, 2018 i Bruxelles, Belgien af ”the Permanent Peoples’ Tribunal (PPT)” under tribunalet retssag om ”Påståede krænkelser af internationale love og internationale menneskerettighedslovgivninger fra den tyrkiske republik  og dens repræsentanters side i deres forhold til det kurdiske folk og dets organisationer”.

Tribunalet var sammensat af 7 dommmere, herunder professorer i international ret, jurister, der har været placeret på de højeste juridiske poster i deres  hjemlande, en tidligere vice-generalsekretær i de Forenede Nationer og en højt respekteret journalist. De hørte på vidneudsagn, læste utallige dokumenter og forhørte vidner i løbet af 2 dage fra d. 15-16 marts 2018.

Det permanente folketribunal (PPT)s beslutning indeholder vigtige resultater og anbefalinger, som kan tjene som vejledning for alle relevante internationale forsamlinger og institutioner.

  • PPT finder den tyrkiske stat ansvarlig for at nægte det kurdiske folk deres ret til selv-bestemmelse, for dens benægtelse af det kurdiske folks identitet og tilstedeværelse, og for undertrykkelse af dets deltagelse i det politiske, økonomiske og kulturelle liv i landet. Alle disse rettigheder er officielt tolket som en trussel mod den tyrkiske stats autoritet. PPT har fundet frem til, at fornægtelsen af retten til selv-bestemmelse er hovedårsagen til den væbnede konflikt mellem kurderne og Tyrkiet.
  • PPT fandt frem til, at den væbnede konfrontation mellem Tyrkiet og Kurderne havde karakter af en ikke-international væbnet konflikt, der reguleres af international menneskerettighedslovgivning. PPT afviste den tyrkiske stats karakteristik af konflikten som en sag om terrorisme, der skal reguleres gennem antiterrorlovgivning.
  • PPT fandt den tyrkiske stat, den tyrkiske præsident Recep Tayip Erdoǧan og lederen af de militære operationer mod kurdiske byer mellem d. 1. juni 2015 og 1 januar 2017, General Adem Huduti, skyldige i at begå krigsforbrydelser i denne periode. PPT fandt, at Præsident Erdoǧan var ansvarlig for tilskyndelse til og legitimering af vilkårlig vold ude af proportioner både mod de bevæbnede kurdiske krigere og den civile befolkning, ved rutinemæssigt og vilkårligt at karakterisere de kurdere, der lever i konfliktområderne samt deres repræsentanter som ”terrorister”.
  • PTT fandt også den tyrkiske stat skyldig i statsforbrydelser – herunder målrettede snigmord, ikke-retslige likvideringer og påtvungne forsvindinger – der er begået af forskellige grene af statens sikkerhedsstyrker og efterretningstjenester, både i Tyrkiet og i udlandet, i særlig grad i Frankrig.

For at kunne handle ud fra disse domsafsigelser har PPT udformet en række anbefalinger for tilbagetrækkelsen af alle tyrkiske tropper fra Syrien og  en afslutning på alle militære operationer, der er gennemført af den tyrkiske hær i Syrien, for genopbygning af retsvæsnet, løsladelse af fortsat internerede dommere, journalister, lærere etc. , genoprettelse af presse- og informationsfriheden, afslutning på undtagelsestilstanden og en gennemført implementering af den europæiske menneskerettighedskonvention.

Endelig anbefaler PPT en øjeblikkelig genoptagelse af fredsforhandlingerne i en god atmosfære samt et generelt amnesti, der skal sættes i værk samtidigt med afslutningen af fredsaftalen.

Vi, der har skrevet under på denne dom, vil udtrykke vores fuldstændige enighed om disse  konklusioner og anbefalinger, som viser den eneste vej til løsning af denne langvarige konflikt og  den fulde realisering af rettighederne for alle mennesker i Tyrkiet. Der er ingen alternativer til den vej, der er vist i denne resolution.

Vi opfordrer alle relevante aktører til omgående handling i overensstemmelse med konklusionerne og anbefalingerne fra Folkeslagenes Permanente Tribunal.

Det er ikke bare et moralsk ansvar, men også en bindende juridisk forpligtigelse for alle stater. Den fælles artikel 2 i FN pagten fra 1966 fastslår at ”Staterne bag denne pagt, …, skal fremme realiseringen af retten til selv-bestemmelse, og skal respektere den ret, i overensstemmelse med bestemmelserne i De Forenede Nationers charter”.

Det er nøglen til konfliktens løsning at skabe betingelser for, at det kurdiske folk fuldt ud kan deltage i bestemmelsen over deres politiske status, frit kan forfølge deres økonomiske, sociale og kulturelle udvikling, og frit kan bestemme over deres naturlige rigdom og ressourcer.

At anerkende konflikten som en ikke-international væbnet konflikt, der reguleres gennem international menneskerettighedslovgivning er i overensstemmelse med international lov og vil hjælpe parterne med at lede efter en forhandlingsløsning. Andre konflikter er i mange tilfælde blevet løst på denne måde. Derfor bør staterne afvise den kontraproduktive og diskriminerende tilgang til den kurdiske part i konflikten gennem antiterror lovgivning.

Derudover er staterne, på grundlag af de relevante paragraffer i hver af de 4 Geneve konventioner (hhv. Art. 49, 50, 129 og 146) forpligtet til at efterspore påståede lovovertrædere, der er mistænkt for at have begået krigsforbrydelser ’uafhængigt af deres nationalitet’, og enten bringe dem for deres eget lands domstole, eller udlevere dem til en domstol i et andet land, der har tilsluttet sig geneve konventionerne. Straffrihed er en svøbe og en permanent opmuntring for kriminelle. Straffrihed ødelægger samfund og udgør en trussel ikke blot mod fundamentale rettigheder i det land, hvor forbrydelsen er begået, men også mod den internationale stabilitet.

Domstolens anbefalinger omfatter følgende 5 punkter, hvis begrundelser er uddybet på ’Permanent Peoples’ Tribunal on Turkey and Kurds’ s hjemmeside: http://tribunal-turkey-kurds.org/index.php/the-verdict-2/:

  1. Tyrkiet skal straks afslutte alle militære operationer, som dets hær har gennemført i Syrien, og skal trække deres tropper tilbage bag deres nationale grænser.
  2. Tyrkiet er forpligtet til at undersøge og straffe de ansvarlige personer for de krigsforbrydelser, som Folkeslagenes Permanente Tribunal har konstateret har fundet sted i det sydøstlige Anatolien i perioden fra 1. juni 2015 til 31 januar 2017.
  3. Tyrkiet skal genskabe lov og orden, løslade dommere og journalister, der stadig er fængslet, genskabe de rettigheder for lærere og advokater (dommere og sagførere) der er trådt tilbage siden juli 2016, genskabe presse og informationsfriheden, afslutte undtagelsestilstanden, og fuldstændigt gennemføre den europæiske menneskerettighedskonvention.
  4. Efter forudgående at have erklæret en total våbenstilstand, skal Tyrkiet genoptage forhandlinger om en fredelig løsning på konflikten – der blev afbrudt d. 30. oktober 2014 – og afslutte forhandlingerne indenfor en rimelig tidsramme.
  5. Ved afslutningen på fredsaftalen skal der udstedes et amnesti for forbrydelser begået af alle parter under konflikten, og alle politiske fanger, der fortsat er tilbageholdt, skal løslades.

Det konkluderes, at den tragedie, der hærger Sydøst-Anatolien og som medfører utallige lidelser for det kurdiske folk, ikke er et resultat af en skæbne, der ikke kan undgås. Den er et produkt af de samme fejltagelser, der – belastet op gennem tiden af en utroligt dogmatisk nationalisme – i sin tid fremprovokerede det armenske folkemord.

Det tyrkiske og kurdiske folk kan undgå denne skæbne ved helt at ændre denne politik og fjerne dens rødder. Hvor der idag gennemføres fatale ritualer af fjentlighed og fornægtelse, kan der i morgen vise sig en genopbygning og opblomstring af retfærdighed, vendskab og fred.

Kilder:

Permanent Peoples’ Tribunal on Turkey and Kurds. 15-16 March 2018. Bourse du Travail – Paris. 180 pp,

Verdict of the permanent peoples’ tribunal on Turkey and kurds. Bruxelles. 24th of May 2018. 27 pp.  www.tribunal-turkey-kurds.org