2. juli 2018: Manbij som et vigtigt center for udviklingen af den mellemøstlige konflikt

By | 2. juli 2018

Byen Manbij havde i 2005 kun 400 000 indbyggere. Alligevel er den uhyre vigtig. Byen, der ligger i Shaba-området mellem Aleppo og den Tyrkiske grænse har ligefra starten spillet en afgørende rolle i udviklingen af konflikten i mellemøsten, og gør det fortsat. Vi ser på byens placering og dens oplands betydning for udviklingen i et langt historisk lys, og på hvad der er sket i området i løbet af det moderne Syriens historie. Vi ser på områdets afgørende rolle for Tyrkiets aktuelle muligheder for indblanding i Syriens indre anliggende, som grundlag for at kunne forstå den markante og stålsatte vilje til forsvar for området, der har hersket i Manbij efter befrielsen fra Islamisk Stat. Vi slutter med at se på de helt aktuelle seneste hændelser, der har udspillet sig i området, med forbindelser til det tyrkiske valg.

En af indfaldsvejene til Manbij. Billedet er formentlig optaget før borgerkrigen, og i hvert fald inden Manbij Military Council sammen med SDF og YPG under hårde kampe, og støttet af luftangreb fra den vestllige alliance mod IS erobrede byen fra Islamisk Stat. Foto: Wikipedia Commons.

Manbijs lange historie

Byen Manbij er langt over 3000 år gammel. Hittitterne, der regerede området og store dele af Lilleasien for ca. 3400 år siden, kaldte byen for Mabog. Siden har den været en del af de Aramæiske rige, Farao den lamme, Alexander den Store, Justinian, Det byzantinske rige, og mange andre store riger og herskere. Mange gange er byen bygget op til storhed med templer og bymure, og ligeså mange gange er den blev jævnet med jorden. Men den er altid før eller siden genopstået på grund af dens beliggenhed i et landbrugsmæssigt rigt område, dens nærhed til Aleppo og  til floden Eufrat som en af mellemøstens vigtigste handelsveje. Når den er opblomstret, har den ofte været center for kultur, kunst og videnskab og spillet en stor religiøs rolle. I 1344 blev byen jævnet med jorden under et  voldsomt jordskælv (6.5 på Richterskalaen). I 1401 erobrede den tyrkiske mongol Tamaerlane byen, slog alle indbyggere ihjel og ødelagde den så totalt, at det næsten varede 500 før den genopstod. I 1878 deporterede den Ottomanske Sultan Abdul Mamid II 350 circasiske familier (fra Nordkaukasus) til Manbij og tildelte dem statsborgerskab, mens han samtidigt igangsatte en genopbygning af byen. Senere oprettede han bl.a. offentlige badehuse til indbyggerne. Det var på samme tidspunkt, hvor det ottomanske rige påbegyndte sit folkemord på Armenierne, der varede helt til 1923.

Under 1. verdenskrig blev det Ottomanske rige allieret med aksemagterne med det resultat, at Manbij, der lå syd for Sykes-Picot linien efter krigen  blev en del af Syrien, der sammen med Libanon og Mosul blev en Mandatstat under fransk kontrol.

Manbijs status som by forblev den samme under det franske mandat indtil Frankrig evakuerede Syrien i 1946, og byens udvikling blev i denne periode bestemt af de befolkningsgrupper, der boede i området.

Efter 1946 udviklede den lokale befolkning i Manbij demokratiske styreformer, og tilsluttede sig forskellige politiske partier. Der blev oprettet skoler både i Manbij by og i de omkringliggende landsbyer, og det første kulturelle center blev etableret under navnet Det Arabiske Kulturcenter i Manbij.

Manbij under det syriske Baath-styre

Under det syriske Baath-partis overtagelse af magten i Syrien gennemførte de en arabisk-nationalistisk politik, der satte de forskellige befolkningsgrupper op mod hinanden ved at flytte nogle befolkningsgrupper fra deres hjemstavn til andre områder, hvorved det blev lettere at stramme grebet om magten i Syrien – ganske som det er sket i Tyrkiet. Det gik især ud over de kurdere, der boede i landsbyer langs Eufrat og syd for  Manbij. I forbindelse med udbygning af overrislingsanlæg fra dæmningerne over Eufrat deporterede Baath-regeringen tusinder af kurdiske familier fra disse områder til en stribe land i Øst-Syrien langs grænsen til Tyrkiet, mellem byerne Sere Kaniye/Ras al-Ayn og Derek, hvor de blev bosat i 43 bebyggelser.

Det syriske Baath-regime har ofte vendt sig mod befolkningen i Manbij-området. Således blev en række landsbyer i Manbij området i 1982 belejret af tanks fra regimet fordi de havde sluttet sig til en anti-Baath-bevægelse mod det syriske styre og dets magtmonopol ledet af det muslimske broderskab. I 1999 tvang den syriske regering hundredevis af  landsbybeboere fra Eufratfloden øst for Manbij til at flygte til landsbyen Maskana længere sydpå fordi deres landsbyer og landområder blev oversvømmet af søen bag Tishreen dæmningen.

Manbijs gode strategiske beliggenhed blev ikke udnyttet under den syriske  Baath-regering. Tværtimod søgte man at afvikle og sprede indsatsen i byen, ved at spille byens mange forskellige klaner ud mod hinanden gennem tildeling af privilegier til nogle på bekostning af andre.

Og der er mange klaner, både arabiske og kurdiske og både i Manbij by og i de omkringliggende landsbyer. Alene de arabiske omfatter mere end 30 stammer, hvor hver af klanerne omfatter adskillige underopdelinger.

Oprøret mod Assad var bredt, men magtede ikke at koordinere indsatsen for at styre området

Efter udbruddet af den syriske revolution, deltog Manbij i anti-regime-protester, hvor den første fandt sted d. 21 april, 2011. Det lykkedes et stort antal bevæbnede grupper at tage kontrol med byen d. 19. juli 2012. En kilde angiver navnene på 43 af disse grupper. Nogle var stamme- eller klan-tilknyttede, andre havde tilknytning til al-qaida, eller andre jihadistiske grupperinger, mens atter andre andre var tæt knyttet til tyrkisk-nationalistiske strømninger, eller lokale etniske grupperinger. Disse grupper viste sig imidlertid ikke i stand til at administrere området, og en stor del af deres aktiviteter var knyttet til at ødelægge forskellige typer monumenter i byen. Efter den væbnede overtagelse af kontrollen over Manbij, delte grupperne lokalområderne, centre og de offentlige faciliteter op mellem sig. Der viste sig hurtigt uenigheder i koordineringen og der opstod kampe mellem grupperne. Snart spredte kaos sig i byen og de omkringliggende landsbyer, og efter 1½ år overtog Islamisk Stat styringen.

Islamisk Stat overtager kontrollen med Manbij januar 2014

I marts 2013 angreb lejesoldater fra Islamisk Stat Manbij, og det lykkedes dem  i januar 2014 at få fuld kontrol med hele byen efter at have smidt de mange forskellige oprørsgrupper ud. Nogle indbyggere tog vel imod dem da de ankom under navnet Den Islamiske Brigade. Men virkeligheden viste sig hurtigt at blive en anden.

Manbijs betydning for Islamisk Stat lå først og fremmest i byens strategiske beliggenhed på en vigtig forsyningsrute for Islamisk Stats ”Hovedstad” Raqqa, og byens rolle som stedet for modtagelse og optræning af udenlandske lejesoldater. Desuden fungerede den som en vigtig eksportby fra Islamisk stat.

Manbij blev altså den næstvigtigste by i Syrien for Islamisk stat og den vigtigste for udenlandske lejesoldater, der kom over grænsen fra Tyrkiet tæt koordineret gennem den tyrkiske efterretningstjeneste MIT. Efter befrielsen af byen fra Islamisk Stat blev der fundet dusinvis af dokumenter, der viste, at de tyrkiske myndigheder hjalp med til at få udenlandske krigere over grænsen til Syrien for at tilslutte sig Islamisk stat og andre grupperinger.  De støttede også transport af udstyr til og fra Tyrkiet, f.eks. eksport af kunstgødning, der ikke skulle bruges til landbruget, men til fremstilling af bomber.

Eksport af Urea kunstgødning. Her dog fra en fabrik i Akcakale på grænsen til Syrien ved Tel Abyad, hvorfra det sandsynligvis er blevet fragtet videre til Raqqa. Men den direkte forsyningsrute syd på til Raqqa blev stoppet, da SDF erobrede området mellem Kobane og Jazeera kantonerne i efteråret 2015. Derefter måtte denne export gå over Jarablus og Manbij. Foto: Diego Ibarra Sanchez, The New York Times. Maj 2015.

Efter 6 måneders besættelse af Manbij, gik Islamisk Stat igang med ransagelser i private hjem for at finde våben, komputere og andet kommunikationsudstyr, ligesom de begyndte at indsamle materiale om rygere. Alle tobaksbutikker blev lukket og brændt af. Enhver, der blev fanget i at ryge på gaden blev pryglet eller fængslet.

Alle blev kaldt til bøn og butiksindehavere begyndte at lukke for at kunne bede i moskeerne. Det blev forbudt for en mand at køre motorcykel med sin kone eller søster på bagsædet, hvad der hidtil havde været en af de mest almindelige transportformer i byen – og over det meste af Syrien. Sort-malede biler med påskriften ”Iraks og Levanten-Manbij’s islamiske stat” patruljerede rundt og kontrollerede alle, der forbrød sig mod de nye love og regler. Islamisk Stat fjernede byens monumenter med henvisning til, at de var hedenske. De begyndte også at ødelægge kister inden i gravmonumenter, der var placeret over jordens overflade.

Moskeer blev ødelagt og imamer slået ihjel.

I maj 2014 bombede Islamisk Stat Sheikh Aqil al-Manbij’s moské, fordi sheikhens grav var placeret inden i moskeen. De modsatte sig, at folk i området ville rejse en anden bygning i stedet for. De tiltog sig kontrol med moskeen og isolerede imamerne. I stedet udpegede de en ny imam, der prædikede den Islamiske Stats ideologi.

Imamen for Manbijs Store Moske, Mohammed Saed al-Dibu, nægtede at overgive sin moske. Han kritiserede Islamisk stats aktioner, som han anså for at være i modstrid med den islamiske lære. IS arresterede ham. Folk gik i demonstration for at få løsladt deres sheikh, og han blev løsladt. Men efter nogle uger blev han slået ihjel på vej til morgenbønnen.

For at få kontrol med, hvad der foregik i Manbijs moskeer åbnede Islamisk Stat kurser i den rette tro, der var obligatoriske for alle mænd. Alle Manbijs skoler blev lukket, og skolelærere blev tvunget til at skrive under på at ville holde de obligatoriske kurser, hvis de ville genansættes. Når skoler så blev genåbnet, skete det ved at slå 10 tidligere skoler sammen til en skole. Det påstås, at højst 5% af eleverne mødte op i disse skoler.

Ibn Khaldoon Universitetet, som omfatter mange fakulteter og fagområder, blev lukket, og studerende, der var knyttet til andre universiteter fik forbud mod at forlade det IS-kontrollerede område for at færdiggøre deres studier.

Mere end 17 gange gjorde befolkningen oprør mod Islamisk Stats praksis, første gang i starten af juni 2014, hvor 21 mennesker i byen blev dræbt.

Ingen kunne forlade byen, og Manbij blev omdannet til et fængsel, hvor det daglige liv var omgærdet af frygt for ”al-Hasha”, der kontrollerede alle og enhver. Offentlige pladser og rundkørsler blev omdannet til steder for menneskelige massakrer, hvor der næsten hver uge blev afholdt henrettelser til skræk og advarsel for befolkningen. Lejesoldater fra Islamisk Stat  konfiskerede al ejendom tilhørende folk, der ikke opholdt sig i byen. De beslaglagde lagre af foder, mel, hvede og enhver form for offentlig ejendom, der repræsenterede kapitalaktiver indenfor elektricitet, forsyningstjeneste, sundhed, uddannelse og banker. De pålagde private handlende, fra gadehandlere til juvelerer, høje skatter, fra 5000 Syriske Pund årligt til helt op til 200 000 Syriske Pund pr. måned.

Fra begyndelsen praktiserede Islamisk Stat også etnisk udrensning mod kurderne, ligesom i Raqqa (se artiklen: Etniske kvarterer i Raqqa og deres betydning). Deres rolle i samfundet og deres institutioner blev nedlagt, tusinder blev fordrevet og dusinvis blev fængslet eller dræbt. Islamisk Stat gjorde også byen og dens opland til platform for angrebet på Kobane.

Oppositionen samler sig

I maj 2015 samlede en række grupperinger under Free Syrian Army sig i en ny organisation vendt mod både Assad og IS under navnet navnet Jaish al Thuwar (De revolutionæres Hær), baseret på et samarbejde mellem alle befolkningsgrupper og religiøse opfattelser, inkl. kurdere. Jaish al Thuwar bestod af 7 forskellige grupperinger und den frie syriske hær. De optog kontakt til YPG, som i Nordsyrien også var ved at få succes med at skabe tæt forbindelse mellem kurdere, arabere, turkmenere og andre befolkningsgrupper. Netop på det tidspunkt opnåede YPG en stor sejr mod Islamisk Stat under kampen om Kobane. I efteråret 2015 fik de indtaget Tel Abyat, og dermed blokeret for den mest direkte rute fra Tyrkiet til Raqqa (se artiklen ….). De dannede på det tidspunkt ligeledes de fælles kurdisk-arabiske Syriske demokratiske styrker, SDF, der fik sin ilddåb i indtagelsen af områderne syd og øst for Hasakah, især byen Al-Hawl. Derefter generobrede de områderne vest for Kobane frem til Eufrat, hvor de sammen med Jaish al Thuwar, der nu var blevet knyttet til SDF, erobrede Tishrin-dæmningen over Eufrat. Her sikrede de et brohoved vest for dæmningen for den efterfølgende befrielse af Manbij-området.  De vest-allierede styrker deltog i denne aktion.

I begyndelsen af april 2016 blev Manbij Militære Råd dannet. Det skete med det formål at få befriet Manbij fra Islamisk Stat. En af medstifterne af rådet var den efterhånden berømte leder af Sham al-Shamal Brigaderne, Faisal Abu Laila, der havde haft en afgørende rolle i slaget om Kobane, og den senere indtagelse af Tel Abyat, hvorved den kurdiske Kobane kanton blev forenet med al-Jazira-kantonen i øst.

I juni 2016 startede så kampen for at befri Manbij. Det skete i to faser, først befrielsen af alle landsbyerne udenfor Manbij, og derefter indtagelsen af selve byen. Første fase tog udgangspunkt dels i brohovedet vest for Tishrin-dæmningen, dels ved Karwazg broen over Eufrat nordøst for Manbij. Det blev hårde kampe. Tidlig i offensiven blev SDF-lederen Faisal Abu Laila dræbt i en landsby ikke langt fra Manbij. Indenfor en måned var et område på mere end 1200 km2 med over 200 landsbyer og med en befolkning på over 75000 indbyggere blevet befriet. Flere tusinde lejesoldater fra Islamisk Stat mistede livet.

I starten af juni 2016 startede Manbijs Militære Råds aktion for at befri Manbij, først landdistrikterne, så selve byen. Det lykkedes på to måneder, hvorefter Tyrkiet gik ind i Jarablus, tydeligvis efter aftale med Islamisk Stat. Det var i starten kun accepteret fra vesten som en ”sikring af grænsen” indtil 20 km mod syd ind i Syrien, men snart gik de længere syd på ned mod Al-bab, for at skabe en ny rute til IS. De blev dog stoppet af Assad, der spærrede dem vejen syd for Manbij. Sideløbende har Tyrkiet, oftest ved brug af lejesoldater fra FSA eller IS, konstant foretaget angreb mod Manbij-området.

Anden fase, indtagelsen af Manbij by, var vanskeligere på grund af den omfattende befæstning af alle kvarterer i byen og den konsekvente brug af civile som skjold mod fremrykningen. Angrebsstyrkerne opdelte sig i særlige teams for befrielsen af civile og teams for nedbrydning af Islamisk Stats forsvarslinier. De opererede ofte med lette våben og snigskytter for at undgå skader på civile. Også indtagelsen af byen varede en måned, og d. 2 august indledtes det sidste angreb på Islamisk stat i Manbijs al-Sarab kvarter.

Dermed var ikke blot hele Manbij-områdets befolkning befriet. Men man havde også fået stoppet byen som modtagelsescenter for udenlandske Islamisk Stat-krigere. Manbij som det afgørende forbindelsespunkt mellem Islamisk Stat og dens aktive støtter i Tyrkiets regering og efterretningstjeneste, var blevet svækket betydeligt, selvom lejesoldater rekrutteret fra IS eller FSA med rindelse i Manbij fortsat er et problem, fordi de kan anvendes til lokalt at fremprovokere usikkerhed og skabe påskud for indgreb. .

Tyrkiet går ind i Shabah-området og angriber Manbij fra alle sider

Men dermed var Manbijs trængsler desværre ikke slut. For befrielsen af Manbij-området var i den grad en streg i regningen for Tyrkiet, der havde set dets støtte til Islamisk Stat som en brik i sine egne ambitioner om at komme til at spille en afgørende rolle i mellemøsten og genskabe det Osmanniske Riges storhed. Samtidigt med den endelige befrielse af Manbij, rykkede den Tyrkiske hær ind over grænsen til Syrien ved Jarablus og igangsatte en større offensiv i Shabah-området. Selv om befrielsen af Manbij var en afgørende faktor for beslutningen om invasionen, var målet udover at bevare en direkte adgang til de af Islamisk Stat kontrollerede områder vest og syd for Eufrat uden om Manbij-området, også at forhindre kurderne i at få skabt forbindelse mellem Afrin-kantonen og de øvrige kurdiske kantoner. Og tidligt i 2016 lykkedes dette faktisk også næsten for kurderne, da YPG fra Afrinprovinsen trængte ind i Shaba-området og kun manglede ca. 25 km. i at få forbundet de kurdisk administrerede områder i øst og vest. Tyrkiet satte derfor alt ind på at indtage så meget som muligt af Shabaområdet ned mod byen Al Bab, hvis indtagelse imidlertid blev et langvarigt forehavende.

Som international begrundelse for at indtage Al Bab angav Erdogan, at han ville deltage i befrielsen af Raqqa fra Islamisk Stat!. Det var ikke mindst i forbindelse med denne aktion, at det gik op for de vestallierede, at det tydeligvis var en aktion på skrømt, og at Tyrkiet hverken havde militær evne eller vilje til at foretage et alvorligt opgør med Islamisk Stat, men tværtimod gjorde hvad de kunne for at holde liv i den.

Mens Tyrkiet prøvede at ’erobre’ Al-bab fra Islamisk Stat, trængte Assads styrker frem fra syd. På et tidspunkt så det ud som om det skulle blive Assad, der befriede denne by fra IS. Men Assads styrker bøjede af mod øst og indtog i stedet områderne øst for Al Bab, op til de områder, der var befriede af Manbij Military Council. Dermed var Tyrkiet spærret af for videre fremfærd sydpå og for den direkte støtte til Islamisk Stat.

Under hele invasionen af Shaba-området gik Tyrkiet og dets mange lejesoldater blandt tidligere FSA og IS-krigere utallige gange til angreb på Manbijområdet. Ifølge en aftale mellem Manbij Military Council og YPG, skulle YPG som den mest veltrænede del af SDF trække sig ud af Manbij-området, så snart som muligt, hvilket skete i efteråret 2016. Når det kunne lade sig gøre til trods for de mange tyrkiske angreb, skyldtes det ikke mindst en indsats fra andre allieredes side, hvilket blev en broget affære: Amerikanske styrker tog sig af for patruljeringen af de nordlige dele af Manbij-området (og det gør de fortsat i dag – se senere), mens russerne (der på det tidspunkt endnu ikke var gået ind i en åben støtte til Tyrkernes indgreb i Syrien) tog sig af støtten til forsvaret af selve Manbij by. Patruljeringen af demarkationslinien til de vestlige og sydvestlige landdistrikter omkring Manbij blev efter Tyrkiets erobring af Al-Bab så overladt til – Assad!. Forløbet af Al Babs indtagelse er i øvrigt beskrevet i artiklen: Enden på slaget om Al-Bab: Væsentlige ændringer i magtforholdene i Shaba-området i den nordlige Aleppoprovins.

Manbijs udvikling efter befrielsen

Manbijs militære Råd har siden befrielsen haft en afgørende rolle i forsvaret af byen og dens landdistrikter, der ofte er blevet angrebet af den tyrkiske hær og dens lejesoldater lang hele grænsen mod det tyrkisk besatte område. Rådet har også taget sig af den interne sikkerhed både i byen og i landdistrikterne. Langt over 1000 indbyggere, såvel mænd som kvinder, har meldt sig til rådet, der har åbnet adskillige militærakademier til træning af krigere og uddannelse af officerer.

Rundkørsel i Manbij. Globussen synes næsten at symbolisere byen centrale placering i historiens gang!

Men allerede nogle uger inden dannelsen af det militære råd blev der dannet et civilt råd for Manbij med henblik på genopbygningen og administrationen efter en befrielse. Umiddelbart efter befrielsen gik dette råd sammen med det militære råd i gang med at rydde byen for murbrokker og afspærringer efterladt fra  krigen.

Blot nogle uger efter befrielsen gik det  civile råd i gang med at holde møder med befolkningen for at forklare vigtigheden af at få skabt lokale råd i byens mange kvarterer, og i landsbyerne. I de nydannede råd og på det helt lokale plan i ’kommuner’ –  i alle tilfælde med en valgt ledelse af mindst en mand og en kvinde – blev der nedsat udvalg med ansvar for sundhed, forsyning, forsoning (af de mange konflikter, der var bygget op i fortiden), økonomi, uddannelse og miljøbeskyttelse, for sikre befolkningens behov opfyldt på bedst mulig måde indenfor afgrænsningen af deres geografiske område.

Otte måneder efter det civile råds dannelse var det nået så vidt, så det kunne forberede tilrettelæggelsen af valg til en demokratisk civil administration i Manbij og skabe et lovgivende råd for Manbij-området.

I slutningen af januar 2017 udvidede man rådet fra 43 medlemmer til 132 for at sikre bedre repræsentation af de mange forskellige grupperinger, der er repræsenteret i Manbij, f.eks. circasere, armenere, kurdere, arabere og turkmenere samt meget forskellige trosretninger.  En måned senere skiftede rådet navn til Den demokratiske civile administration for Manbij og omegn, og rådet valgte Zeinab Qanbar (kvinde) og Ibrahin al-Kaftan (mand) til forkvinde og -mand (co-chair) for dets bestyrelse.

Det lovgivende råd kom til at bestå af co-chairs for 13 forskellige komiteer indenfor udenrigs- og indenrigsområderne, sundhed, forsvar, kvinder, kultur, kommuner, sociale og arbejdsforhold, ungdom og sport, uddannelse samt en komité for faldnes familier.

Set i forhold til den krise, der fortsat præger mange byer i Syrien, har Manbij de seneste år oplevet en bymæssig renaissance med udvikling i økonomi, forsyning og kultur, primært som følge af den beskyttelse og sikkerhed som Manbijs Militære Råd har kunnet yde indbyggerne. Manbij er blevet et centralt sted for transport og er blevet det største handelscenter i hele Nordsyrien. Det har bidraget til en forøgelse af befolkningen.

Administrationen understøtter oprettelsen af kooperativer, der er på vej, f.eks. indenfor apotekervæsnet, ligesom der er flere handelsstrøg under opbygning i byen.

Udvikling indenfor uddannelse og forsyning

Umiddelbart efter befrielsen arbejdede det civile råd især med åbning af skoler og uddannelse af hundreder af lærere til at vejlede ved skoleuddannelsen, fordi der reelt ikke havde været nogen skoleuddannelse i de tre år, hvor Islamisk Stat havde været ved magten.

I slutningen af 2017 var 340 af Manbijs 400 skoler genåbnet med mere end 120 000 elever.

Desuden blev der oprettet en række ’intellektuelle bevidstheds akademier’ (som f.eks. ungdomsakademier), både i byen Manbij og i landdistrikterne. De har tydeligvis fungeret som højskoler og efterskoler, og hvor hundredevis deltagere har fået uddannelse og efteruddannelse.

Efter befrielsen gjorde Manbijs administration meget ud af at forbedre servicen og den fysiske struktur for indbyggerne, f.eks. omkring oprettelsen af bagerier, men også med vedligeholdelsen af vejbelægning og fortove, genopbygning af broerne i byen, forbedret elektricitetsforsyning (bl.a. fra Tishrin-dæmningens el-turbiner) og vedligeholdelse af grønne områder, beplantning med vejtræer mv.

Desuden er Manbij, fra at have været et fængsel under Islamisk Stats herredømme blevet til et sikkert fristed for over 100 000 flygtninge fra den syriske borgerkrig. De er placeret i to flygtningelejre øst og vest for byen og administreres af bystyret i samarbejde med nogle humanitære organisationer.

Den aktuelle situation: Tyrkiet organiserede spin op til det tyrkiske parlaments- og præsidentsvalg

For to uger siden, den 18 juni, fremkom der en del meddelelser om, dels at ”amerikansk-tyrkiske patruljer var begyndt at køre ind i Manbijs udkanter i den østlige del af Aleppoprovinsen”, dels at ”Tyrkiske tropper var kørt ind i ’byen Manbijs landområder’, efter at kurdiske militser havde trukket sig tilbage”.

Samtidigt kom der på syria.liveua.map.com en meddelelse om at det skete i sammenhæng med, at YPG ville begynde at forlade Manbij d. 4. juli.

Det viste sig imidlertid hurtigt primært at være valgpropaganda, hvor Erdogans AKP-parti påstod, at tyrkiske soldater var begyndt at bevæge sig mod Manbij og endda var kommet ind i byen.

Gennem billeddokumentationer og en Video fra nyhedsbureauet ANHA, som blev frigivet fra Manbij Militære Råd, blev nyheden dokumenteret som falsk. De tyrkiske soldater har ikke krydset Sacur floden, som markerer grænsen mellem Jarablus og Manbij.

Billede, der dokumenterer, at den påstede tyrkiske patruljering syd for demarkationslinien mellem Jarablus og Manbij rent faktisk viste patruljeringer nord for Sacur-floden, der udgør demarkationslinien.

De billeder, der er offentliggjort fra tyrkisk side viser tyrkiske soldater, der patruljerer i området nord for floden. Amerikanerne har patruljeret sydfor. Det er formentlig det principielle NATO-samarbejde mellem USA og Tyrkiet, men også pågående forhandlinger, som USA fører med Tyrkiet for at sikre større stabilitet ii Manbij-området, der har ageret figenblad for at kunne påstå, at Amerikansk-Tyrkiske patruljer var ved at nærme sig Manbij. Der kan i den forbindelse meget vel have været lavet en aftale mellem USA og Tyrkiet om en koordinering af patruljeringen. Såvel den tyrkiske hær som den tyrkiske premierminister Binali Yildirim har gentagne gange i løbet af valgkampagnen talt om den fælles patruljering af Manbij sammen med USA.

YPG meddelte et par dage senere lakonisk, at de jo havde forladt Manbij-området allerede i efteråret 2016 i samråd med Manbij Military Council, og at meddelelsen om deres kommende tilbagetrækning måtte være beregnet på et indenlandsk publikum. Dog har der fortsat været et mindre antal militære rådgivere fra YPG til støtte for den videre opbygning af Manbij Militære Råd. Men også de er nu på vej ud.

Det tyrkiske spin har formentlig været baggrunden for at SDF krævede en omgående dementering af denne udlægning fra amerikansk side, bl.a. i lyset af den betydning som udlægningen muligvis kunne få for forløbet af den tyrkiske valgkamp. Det er heller ikke utænkeligt, at den overraskende midlertidige opbremsning i SDFs fremgang mod Islamisk Stat i det østligste Syrien, der fandt sted omkring d. 18 juni efter den succesrige indtagelse af et af Islamisk Stats sidste tilholdssteder, byen Dashisha, har haft til hensigt at lægge pres på USA i forhold til Manbij.

Formentlig af disse grunde har USA nu markant understreget, at Manbij i hvert fald ikke lige for øjeblikket er truet af den tyrkiske hær:

General Joseph Votel, der er øverstkommenderende for de amerikanske styrker i Mellemøsten, har besøgt Manbij d. 22 juni, hvor han holdt møder med MMC, SDF og arabiske repræsentanter og gik rundt i byen og hilste på borgere. Han noterede sig, at byen virkede fredelig, og at der herskede glæde i byen.

”Vi stræber mod sikkerhed og stabilitet i Manbij. Vi ønsker ikke det kaos, der foregår på den anden side af demarkationslinien, sagde Abu Mohammed, der leder Manbijs Militære Råd MMC”, i et interview med General Joseph Votel, der er øverstkommenderende for de amerikanske styrker i Mellemøsten.

En tyrkisk lejesoldat under gruppen ”Eufrat Shield”, der har været knyttet til den tyrkiske besættelsesmagt i Nordsyrien, var for kort tid siden ved at forberede et angreb rettet mod krigere fra MMC, da han blev arrastereet i Manbij. Det kom i forbindelse med afhøringen af lejesoldaten frem, at den tyrkiske besættelseshær systematisk tilstræber at skabe strid og kaos i Manbij ved hjælp af hyrede lejesoldater fra byen.

Ved afslutningen af besøget udtalte lederen af Manbij Civil Council, Shervan  Derwish: ”Det var et storslået besøg. Vi hilste vore venner velkommen, med hvem vi opnåede store sejre og vi har gjort verden til et mere sikkert sted ved at bekæmpe terrorismen.”

Senere fredag d. 22 juni udsendte den vestlige koalision for Operation Inherent Resolve til bekæmpelse af Islamisk Stat en erklæring om at parterne ville fortsætte koordinerede uafhængige patruljer langs den nordlige demarkationslinie nord for Manbij for at sikre fred, sikkerhed og stabilitet omkring Manbij, som støtte for missionen for at bekæmpe Islamisk Stat

Den 27 juni er der blevet afholdt et nyt møde i Manbij mellem Manbijs militære råd og den vestlige alliance. Efter mødet har den øverstkommanderende for de forenede vestlige styrker fortalt, at ”den tyrkiske hær ikke vil gå ind i Manbij by, fordi byen er sikker og stabil. Manbij Military Council vil lede byen”. Man kunne jo frygte, at den formulering så kan dække over, at hvis det kan lykkes Tyrkiet at gøre byen usikker, så vil man have skabt et alibi for at kunne gå ind! Og man kan glæde sig over, at det hidtil heldigvis ikke er lykkedes dem.

Kilder:

Barakat, Akram, 2018: Manbij is the key of history in entire region – 1. ANHA, 30 Maj 2018.

Barakat, Akram, 2018: Manbij …. From Ottoman to Baathist poltics – 2. ANHA, 31. Maj 2018

Barakat, Akram, 2018: Manbij … Black age and rejection of submissiveness to IS – 3. ANHA, 01, June 2018

Barakat, Akram, 2018: Dawn of 12 Aug…. Manbij people will never forget -4. ANHA, 02 june 2018

Barakat, Akram, 2018: Manbij …. Considerably prosperous after liberating -5. ANHA, 03 June 2018

Hubbard, Ben and  Karam Shoumali, 2015: Fertilizer, also suited for bombs, flows to ISIS territory from Turkey. The New York Times, t. May 2015.

Rahman, Sherifal-Abbo-Salwa Abdul, 2018: From memory of history … Manbij foiled all plots. ANHA, 04 June, 2018

En række twittermeddelelser angivet på syria.liveuamap.com fra d. 21 ogh 22. juni.

Anonymous, 2018: Manbij Military Council’ images exposed Turkish army’s lies. ANF, 18. June 2018

Anonymous, 2018: Video refuted Turkish claims to enter Manbij. ANHA. 18 jun 2018.

Anonymous, 2018: A Turkish mercenary admits what he intended to do. ANHA, 21 juni 2018

Wikipedia, 2018. Manbij. https://en.wikipedia.org/wiki/Manbij