2. juli 2018: Valgene i Tyrkiet d. 24 juni 2018

By | 2. juli 2018

Erdogan satte sig på valget i Tyrkiet d. 24 juni. Men venstrepartiet HDP forbedrede sin repræsentation i parlamentet.

Der var dobbelt valg i tyrkiet søndag d. 24 juni. Dels valg til tyrkiets parlament, der nu er udvidet til 600 pladser, dels til valg af præsident. Der har været stor spænding op til begge valg. Præsident Erdogans parti AKP har hidtil haft et sikkert flertal sammen med det højrenationale parti MHP, men en samling af oppositionen skabte muligheder for et alternativt flertal i nationalforsamlingen, forudsat det venstreorienterede parti HDP kom over spærregrænsen på 10 %, der er verdens højeste. Hvis ikke HDP klarede spærregrænsen, ville langt størstedelen af HDPs mandater nemlig gå til AKP, der er det næststørste parti i de kurdiske områder. Dermed ville AKP være sikret et komfortabelt flertal. Men klarede HDP det, ville der være en reel mulighed for at en samlet opposition ville kunne få flertal i parlamentet. Derfor havde Erdogan opfordret sine partimedlemmer til ‘med alle midler’ (refereret fra et lukket møde for partimedlemmer) at sikre, at HDP ikke kom over spærregrænsen. Det opfattede hans medlemmer som en opfordring til at efterleve det helt bogstaveligt. Så valget er forløbet under et massivt pres på vælgerne og med et utal af uregelmæssigheder, herunder mere eller mindre klart snyd med stemmeafgivningen. Den statslige valgkommissions afhængighed af regeringen har klarest vist sig ved, at alle klager over uregelmæssigheder kategorisk er blevet afvist.

Også præsidentvalget indebar spænding, fordi meget tydede på, at Erdogan ikke ville kunne mønstre over 50% af stemmerne i en første runde. Det ville skabe mulighed for at samle oppositionens stemmer på en kandidat i anden runde, som måske kunne stoppe Erdogan, og forhindre, at der blev indført et præsidentielt styre, hvilket Erdogan ellers har planlagt.

Stemmeprocenten har været meget høj, 87%. Men der har været adskillige uregelmæssigheder i valget, og valgobservatører er blevet nægtet adgang til at kontrollere stemmeafgivningen, især i de kurdisk dominerede områder. Ikke alle stemmer var d. 25/6 om formiddagen talt om, men i følge uofficielle resultater udsendt af den tyrkiske statsradio IHP, er resultatet blevet som vist nedenfor. Både CHP og HDP har dog protesteret over den omfattende manipulation med valget, der afviger meget fra de prognoser fra valgsteder, som oppositionens hundrede tusinder af frivillige observatører har samlet ind.

Oversigt over de foreløbige resultat for parlamentsvalget i Tyrkiet. Til venstre er øverst vist de enkelte partiers %-vise fordeling af de afgivne stemmer, og nederst fordelingen på de to valgforbund (CUMHUR: AKP og MHP, MILLET: CHP, IVI, SP, samt HDP, der stod udenfor valgforbundene). Til højre er vist den resulterende fordeling af pladser i parlamentet. På grund af de tyrkiske valgregler, afviger fordelingen af pladser i parlamentet ganske meget fra den procentvise fordeling af stemmeafgivningen.

Erdogans AKP-parti har fået 43% af stemmerne (men står alligevel til at få 308 af de 600 pladser i parlamentet). Sammen med det nationalistiske støtteparti MHP, der til stor overraskelse for de fleste, har fået 10,6% (49 pladser), har Erdogans regeringskoalision opnået næsten 54% af stemmerne, og 357 pladser. Det republikanske sekulære parti CHP, der har spillet en stor rolle i samlingen af oppositionen i en aktiv blok mod Erdogan, fik 23 % (139 pladser), mens det nydannede IVI parti (”Det gode Parti”), der var brudt ud af MHP og gået i valgforbund med CHP, fik over 9% (33 pladser). Sammen med et lille islamisk parti, der også var gået i valgforbund med oppositionen, fik oppositionens valgforbund næsten 34% af stemmerne. Trods åbenlys chikane (f.eks. blev 144 valgsteder flyttet fra kurdiske landsbyer til større byer, hvor AKP kunne præge valgbetingelserne) lykkedes det det venstreorienterede parti HDP at komme over spærregrænsen og opnå 11,6 % af stemmerne, og sikre sig 71 pladser i parlamentet (senere dog formindsket til 67 pladser). Faktisk er HDP det eneste af de partier, der hidtil har været i parlamentet, der har haft fremgang ved dette valg. For en sammenligning med tidligere valg, se artiklen  maj 2018: Vigtigt valg i Tyrkiet d. 24 juni: Fuldt demokrati eller rent diktatur? Kan oppositionen samles til et frontalangreb på Erdogan?

Selv om oppositionens leder, CHP-kandidaten Muharren Ince, foreløbigt har accepteret Erdogans sejr, forberedte oppositionen sig dog dog på større reaktioner, hvis det skulle vise sig, at valgsvindelen var for omfattende. Blokken af oppositionspartier har selv organiseret valgkontrol og valgresultatindberetning med ialt 450 000 frivillige deltagende. Mens Erdogan erklærede sig som vinder på et tidspunkt, hvor knap halvdelen af stemmerne var optalt, kom oppositionens egne optællinger til helt andre resultater. Oppositionens protester er dog udeblevet. Der har været forlydender om, at både Muharram Ince (CHP) og Merel Aksener (ISI) er blevet truet af Erdogan personligt til ikke at klage over valgets forløb og stemmeoptællingen.

Den geografiske fordeling af stemmer til parlamentsvalget er meget markant:

Kort, der viser hvilket parti, der officielt har vundet flest stemmer i de tyrkiske provinser: brunt: AKP, Lilla: HDP, Rødt: CHP. CHPs dominans på den vestlige middelhavskyst og i de europæiske provinser, samt kurdernes dominans i det sydøstlige Tyrkiet er markant. Af de 11 provinser, hvor HDP er det største parti, har partiet endda opnået absolut flertal (>50% af stemmerne) i 9 af provinserne.

Erdogan erklærede sig tidligt som vinder af præsidentvalget med 52% af de afgivne stemmer. Det har imidlertid stemt dårligt overens med de resultater, som oppositionens næsten halve million valgobservatører var nået frem til på nogen lunde samme tidspunkt. Ifølge deres foreløbige resultater havde Erdogan opnået 43,5%, Muharrem Ince (CHP) 33,9%, Merel Aksener (IVI) 12,8 og Selahattin Demirtaş (HDP) (der har måttet føre valgkamp fra sin fængselscelle) 6,7%. Det ville betyde, at Erdogan skulle ud i en anden valgrunde mod Muharrem Ince, hvor denne ville have gode chancer for at samle flertal.

Præsidentkandidaten med flest stemmer ved præsidentvalget i de tyrkiske provinser 2018 ifølge de foreløbige prognoser fra oppositionssammenslutningen. Grønt: Erdogan, rødt: Ince, Lilla: Dimirtas. Her har CHPs kandidat Muharrem Ince også vist sig at være populær i flere provinser i det østlige Tyrkiet.

Kortene over den geografiske fordeling af valgresultaterne kunne give det indtryk, at opbakningen til det venstreorienterede parti HDP ligger massivt i de kurdiske provinser i det sydøstlige Tyrkiet. Men det er ikke helt rigtigt. På grund af de omfattende forhindringer, trusler og risici for valgsvindel mod de kurdiske vælgere i disse områder har HDP været forsigtige med blot at satse på stemmer herfra, men har i høj grad søgt at hente stemmer fra de store byer også vestpå. Og det er tydeligvis lykkedes, idet ikke mindst mange højere uddannede og studerende har følt sig tiltrykket af partiet i takt med at ytringsfrihed og mulighed for at kunne udtale sig kritisk er blevet indskrænket under Erdogan. Den tyrkiske lægeorganisation, der blev forfulgt meget voldsomt som følge af sin spagfærdige kritik af de  sundshedsmæssige konsekvenser af invasionen i Afrin, har givet HDP stigende tilslutning blandt læger og sundhedspersonale i Tyrkiet. Det samme gælder tilslutning fra arkitekter, ingeniører og byplanlæggere (se den næste artikel, eller her).

I en evaluering af valgkampen offentliggjort d. 27. juni fremhæver HDP, at de i alt har fået 750 000 flere stemmer end ved valget i november 2015. I Istanbul og Izmir har de endda fået flere stemmer end i juni 2015 (hvor de i alt fik over 13%), og blev dermed det tredje største parti i disse byer. I Antalya og Kocaely på middelhavskysten, hvor de havde mistet deres repræsentanter i november 2015, vandt de dem igen, og en stor ny succes var i  provinsen Antay ,hvor de fik en repræsentant valgt ind i parlamentet (Antay, der ligger tæt op ad Afrin i NV-Syrien har været en provins i Syrien, der i mellemkrigstiden fik status af en mangenationalt område under Folkeforbundets beskyttelse. Området blev under en meget beskidt nationalistisk proces, incl. udryddelse af den ret store armenske befolkning, erobret af Tyrkiet i 1939 op til 2. verdenskrig) Til gengæld var partiet utilfreds med sin egen indsats i de kurdiske byer, hvor de tabte 120 000 stemmer. En del af dette skyldtes tydeligvis de vanskelige betingelser, der blev skabt af myndighederne og det store pres, der blev lagt på vælgerne, men partiet mener, at de kunne have gjort en større indsats imod det.

En nærmere analyse af stemmetallene har i øvrigt vist, at de byer i Tyrkiet, hvor HDP har fået flest stemmer (typisk langt over 70%) også er de steder, hvor den statslige vold og undertrykkelse af kurderne gennem de senere år har været de mest voldsomme.

Mens HDPs stemmeandel steg i 64 af Tyrkiets provinser, faldt den i 17 provinser, som alle ligger i de  kurdiske områder, hvor HDP traditionelt opnår de bedste resultater. Størst var faldet i Sirnak (15%) og Hakkari (14%), hvor partiet alligevel fik over 70% af stemmerne.

Mærkeligt nok var det højrenationale parti MHP det eneste parti, der uden undtagelse forøgede sin stemmeandel overalt i de kurdiske provinser. MHPs andel af stemmerne steg nogle steder med 400% – i provinser, hvor partiet ifølge HDPs analyse næppe i sin vildeste fantasi kunne forvente at få en eneste stemme. Det er måske det klareste eksempel på, hvad der er kommet ud af de mange tricks med bl.a. flytning og sammenlægning af valgsteder, og uregelmæssig omgang med stemmebokse og -sedler, der blev foretaget i de kurdiske provinser op til valget.

Valgmøde med HDP juni 2018

Et særligt kapitel i afholdelsen af de tyrkiske valg er stemmeafgivningen blandt tyrkiske statsborgere i udlandet. Af de ca. 60 mill.. stemmeberettigede ved et tyrkisk valg er 3 mill., eller 5% bosat i udlandet. Det har været en del fremme i dansk presse, at Erdogan har opbygget en kraftig påvirkning af disse vælgere, især gennem direktoratet for religiøse anliggender i Tyrkiet – Diyanet, som mere og mere er blevet et støtteinstrument for AKP, ligesom denne organisation af mange også anses som en organisation, der indberetter oplysninger til de tyrkiske myndigheder om tyrkiske statsborgere i udlandet, der er i politisk opposition til regeringspartiet. Danske kurdere har således udtrykt bekymring om, hvorvidt deltagelse i afstemningen på Ambassaden kunne give problemer ved indrejse til Tyrkiet.

Men man bør i denne forbindelse også være opmærksom på, at en ganske stor del af de tyrkiske statsborgere i udlandet er kurdere, der bl.a. lever som flygtninge i udlandet. Så de har også præget valget.

I Danmark har der været 33000 stemmeberettigede tyrkiske statsborgere, hvoraf 12000, eller ca. 1/3, afgav stemme på den tyrkiske ambassade i Danmark. Halvdelen af stemmerne gik til Erdogan, mens HDP fik 27% af stemmerne. HDPs andel af de afgivne stemmer er dog meget forskellige fra land til land. Højst er den i England (49%), Finland (48%), Irak (48%), Japan (44%, Schweitz (41%, Sverige (37%). I alle disse lande var HDP det parti, der fik flest stemmer.

Kilder:

Anonymous, 2018: Over 400 architects and engineers suppert HDP and Demirtaş. ANF, 20 juni 2018.

Anonymous, 2018: HDP first party in 11 provinces of North Kurdistan. ANF, 24 Juni 2018

Anonymous, 2018: HDP overcomes threshold despite Erdoǧan and State of Emergency. ANF, 24 juni 2018

Anonymous, 2018: Initial figures point to second round for presidential elections. ANF, 24. Juni 2018

Anonymous, 2018: HDP: We are ready to take on our historic role. ANF, 27.juni 2018

Anonymous, 2018: Reading numbers after the election. ANF, 28. Juni 2018

Evran, Seyit, 2018: Turkey’s elections and new invasion plans. ANF, 1. juli 2018

Berge, Bjørn, 2016: Hatay 1938-1939. Folkemord og fikset folkeavstemning. s. 186-189 i Bjørn Berge, 2016: Landene som forsvant 1840-1970. Spartacus. Oslo.