2. august 2018: Geografisk gennemgang af vigtige begivenheder i Syrien i juli måned, knyttet til dagens kort

Situationen i Syrien d. 2. juli og d.l august 2018. De røde nummererede cirkler henviser til det geografiske område, der er omtalt nedenfor. Gult: Den Nordsyriske Demokratiske Føderation. Rødt: Den af Assad beherskede del af Den Arabiske Republik Syrien. Gråt: De af Islamisk Stat beherskede dele af Syrien. Grønt: De af Al Qaeda og andre jihadiske grupper samt De Frie Syriske Styrker (FSA) beherskede dele af Syrien, især Idlibprovinsen. Grågrønt: De af Tyrkiet besatte dele af Syrien (idet dog Tyrkiet de facto også er til stede i store dele af Idlib-provinsen. Blåt: De af Israel besatte Golanhøjder. Klik for detajler.

De østlige ørkenområder ind mod Irak (omr. 1 på kortet)

Tyrkiets invasion af Afrin påvirkede SDFs indsats mod Islamisk Stat i det østlige Syrien. I løbet af maj måned genoptog man indsatsen, men de samtidige vedvarende tyrkiske trusler mod Manbij-området gjorde at det trak ud. Aftaler med Frankrig og placering af både franske og amerikanske enheder i Manbijområdet hjalp dog, selv om der samtidigt blev skabt stor nervøsitet på grund af en aftale mellem USA og Tyrkiet omkring en koordineret overvågning af grænsen til Manbij. Denne aftale fremstillede den tyrkiske regering propagandamæssigt som en fælles indsats også indenfor Manbij-området (se artiklen: Tyrkisk kartografi og propaganda for genetablering af et nyt ottomansk rige). Men fra slutningen af maj blev ”Operation Round-Up” genoptaget med fuld styrke nær ved den irakiske grænse sydøst for Hasakeh. I løbet af juni måned fik man befriet en lang række landsbyer langs grænsen og fik under hårde kampe indtaget den strategisk vigtige by Dashishah 30 km øst for Shaddaday. Gennem juli måned er SDF trængt stadigt længere syd på i dette steppeområde, der bliver stadigt mere præget af ørken jo længere syd på man kommer. Her mødtes Hasakah-fløjen af SDF med en fløj af SDF, der vendte mod nord langs den irakiske grænse. D. 25 juli erklærede man hele området ind mod Irak for befriet. Det blev dog nogle dage senere benægtet af en kilde fra Islamisk stat, der påstår fortsat at beherske flere landsbyer omkring Al-Rawdah saltpan og en sydligere strækning ind mod den irakiske grænse. Kontrollen med grænseområdet er vigtigt, fordi det har fungeret som en afgørende handelsrute for Islamisk Stat mellem Irak og Syrien under Islamisk Stats opbygning og har været base for kontrollen med en stor del af Syriens olieressourcer.

I de områder, der kontrolleres af SDF, er det eneste tilbageværende område behersket af Islamisk Stat nu en lille, men ret tæt befolket 3-5 km bred landstribe langs øst-bredden af Eufrat fra byen Hajin i nord og til byen Baghuz i syd, kun 5 km fra den Irakiske grænse.  Området er på ca. 100 km2, og omfatter også en relativt stor civilbefolkning. Her har SDF gentagne gange gjort angreb især mod den nordlige by Hajin, men hidtil uden umiddelbart synlige resultater. Senest (1/8) har den internationale koalision rettet flyangreb mod den sydlige by Baghuz.

Udviklingen betyder dog ikke, at alt nu er roligt i Nordsyrien. Der er fortsat forekommet bombe-, herunder selvmordsbombeangreb, f.eks. ved Hasakah, Tell Abyiat og andre steder. Det tyrkiske militær har placeret konvoyer med tungt udstyr – bl.a. tanks – ved en række byer langs grænsen til Nordsyrien, angiveligt for at undgå en intervention fra området – hvilket der dog ifølge amerikanske militære kilder ikke på et eneste tidspunkt har været fare for. Placeringen sker især ved Serekaniye samt Gire Spi/Tell Abyad. Men samtidigt har den vestlige koalision sendt vogntog med nye forsyninger, først til Kobane, og på det seneste (30 juli) også til Ain Issa.

Daraa, Quneitra og Yarmouk bassinet (omr. 2 på kortet)

Det syriske regime har længe behersket en korridor fra Damaskus og sydpå til byen Daraa, få kilometer fra grænsen til Jordan. Daraa, hvor opstanden mod Assad tog sin begyndelse i 2011, har været en delt by, med Assads styrker mod nord og oppositionen mod syd, mens oppositionen har fastholdt store områder både øst og vest for denne korridor, som det f.eks. ses af oversigtskortet for 15. maj (se forsiden, et stykke nede). Men siden har situationen forandret sig markant. Frem mod 1. juli lykkedes det Assad, støttet af Rusland, at få indtaget eller presset oppositionsgrupperne ud af områderne øst for korridoren, og i forståelse med internationale magter (især Tyrkiet, USA og Saudi-Arabien), der hidtil har ydet støtte til oppositionsgrupperne. Særligt de tyrkisk støttede grupperinger er efter aftale overgav deres våben og blev fragtet til Idlib-provinsen, men i nogle tilfælde også videre til Afrin eller Shabah-området.

Den syriske arabiske republiks flag blev d. 1 august plantet i punktet for grænsen mellem Syrien, Jordan og Israel (dog reelt de af Israel besatte Golan-højder, som formentlig er det, der er vist i billedets baggrund)

På denne måde fik Assad-styret kontrol med næsten alle områder behersket af oppositionsgrupper øst for Daraa-korridoren. I juli er det lykkedes at gennemføre helt den samme model først i det sydlige Daraa-område ned mod den jordanske grænse, og derefter med Quneitra-området vest for korridoren ind mod de israelsk besatte Golan-højder. Sidst i juli har man så gennemført, hvad der synes at have været en rent militær aktion mod det lille område behersket af Islamisk Stat, der igennem lang tid har bidt sig fast i det sydøstligste hjørne af Syrien omkring Yarmouk-bassinet. Ved indtagelsen af de sydligste dele af Daraa benyttede Islamisk Stat sig af lejligheden til at udvide det af dem kontrollerede område.

Da der omkring d. 20 juli for Assad kun tilbagestod det Islamisk Stat-dominerede område, var der i en uges tid ikke bevægelser i fronten trods voldsomme angreb fra Assads styrker.

Men ikke mindst støttet af massive bombeangreb fra russisk side blev hele området til sidst indtaget. Også ikke-jihadistiske oppositionsgrupper deltog i denne offensiv. Tydeligvis har operationen været koordineret med internationale partnere, herunder både Israel og Jordan.

Massakren ved As Suwayda (omr. 3 på kortet)

Siden begyndelsen af juni har Islamisk Stat bidt sig fast i et ørken-område ca. 25 km NØ for byen As Suwayda. Som det ses ved at sammenligne kortet fra 2 juli med kortet fra 2. august, er dette område blevet udvidet indenfor den sidste måned. Assad indledte faktisk et angreb mod Islamisk Stats tilstedeværelse i ørkenområdet allerede i maj måned, men trak en stor del af disse styrker tilbage til indsættelse i Daraa-offensiven. Det gav Islamisk Stat mulighed for at infiltrere mange af de omgivende landsbyer ned mod provinshovedstaden As Suwayda. I slutningen af juli gennemførte de et voldsomt selvmordsbombe-angreb i As Suwayda, hvis tabstal nåede op over 250 civile. Også flere landsbyer blev angrebet. Islamisk stat tog ansvar for angrebet, der også omfattede kidnapninger af 36 kvinder og børn. Efterfølgende sendte de billeder af 14 kidnappede drusiske kvinder til deres familier i de omliggende landsbyer.

Drusiske kvinder fra landsbyer i As Suwayda provinsen, der i slutningen af juli blev kidnappet af Islamisk Stat, efter en voldsom selvmorderbombe-aktion i byen As Suwayda, der kostede 250 mennesker livet.

Senere slog den syriske hær ring om de angrebne landsbyer og er gået til angreb på de sidste tilbageværende tilholdssteder for Islamisk Stat i ørkenen øst for As Suwayda. Men foreløbigt tilsyneladende uden resultat, da Islamisk Stat fortsat ser ud til at beherske området.

Stilstanden (før stormen?) i Idlib (omr. 4 på kortet)

Idlib, der har haft en stærkt stigende befolkning på grund af tilstrømning af flygtninge fra andre dele af Syrien, er idag det vigtigste område for den syriske opposition. Der er ikke ændret nævneværdigt på de ydre grænser til de regeringskontrollerede områder indenfor de seneste måneder, men der er sket mange interne omrokeringer, som har været meget svære at gennemskue for udenforstående, især fordi de tydeligvis har været tæt forbundet med aftaler, dels mellem de mange interne grupper, der fordeler beherskelsen af områder mellem sig, dels  med en massiv indvirkning fra ydre kræfter, især Tyrkiet, Iran, Rusland og Assads regeringshær. Mest markant har her været de Shia-muslimsk dominerede byer Foua og Kafarya få kilometer nord for hovedbyen Idlib, der hidtil har været beskyttet som en lille enklave under Assads regeringshær på kun ca. 15 km2. Men d. 18 juli blev området rømmet for den shiamuslimske befolkning samt soldater fra regeringshæren og deres allierede (mest iranske) styrker, der blev evakuerede til regeringskontrollerede områder. Ifølge rapporter fra Det syriske Observatorium for Menneskerettigheder var aftalen om evakuering opnået gennem udveksling med ca. 1500 indsatte fra Assads fængsler.

Samtidigt er den tyrkiske tilstedeværelse blev øget kraftigt i Idlib-provinsen, hvor den tyrkiske hær  har oprettet en lang række kontrolposter i provinsen langs grænsen til de regeringskontrollerede områder. Tyrkiet har direkte adgang til disse områder, da hele den nordvestlige del af Idlib-området grænser op til den tyrkiske Hatayprovins, det tidligere Iskenderum-område, som Tyrkiet annekterede lige før 2. verdenskrig.

Med de mange omflytninger i Idlib-området og især med de omfattende placeringer af tyrkisk-støttede jahidiske oppositionsgrupper fra det sydlige Syrien til Idlib, har Tyrkiet i første omgang fået bedre greb om området end hidtil. Men samtidigt er det formentlig fortsat afgørende for Assads regeringshær og for russerne at få mindsket trykket på Assads alavitiske kerneområder ved kystområderne med Latakia , Tartus – og ikke mindst den russiske flådebase.

Efter operationen i syd ser det ud til at Assads hær nu har nogle klare prioriteringer i indskrænkningen af oppositions områder i Idlib: Det drejer sig dels om sikring af forbindelsesvejen fra Latakia over Hama og langs demarkationslinien mod øst til Aleppo, med særlig vægt på sikringen af lufthavnen omkring Abu Dahur. Dels områderne i det nordlige Latakia, hvorfra der ikke er mere end 35 km fra demarkationslinien til byen Latakia. Som en forsmag på hvad der er i vente, har Assads regeringshær her i de første dage af august indledt et større angreb på Idlib-området omkring byen Jisr ash-Shugur.

På grund af de mange tyrkisk-støttede jihad-grupper, der for en stor dels vedkommende står på terror-listen (især Al-qaeda-grupper) forsøger Tyrkiet febrilsk at  omstrukturere dem og give dem nye navne, der kan tilsløre deres tilhørsforhold op til det frygtede angreb. Således er der netop dannet en ny koalision kaldet ‘Fædrelandsfronten’ (Al Jabhat Al Wataniya), som omfatter Ahrar Al Sham og Nureddin Al Zinki (der begge støttes af Ankara) samt fire andre bander, der har delt en række områder i Idlib mellem sig.

SDF har klart tilkendegivet, at de, hvis der i øvrigt kan opnås fremskridt i samtalerne med Assads regime om en fremtidig fredsordning, er indstillet på at indlede et samarbejde omkring bekæmpelsen af de mange tyrkiske lejesoldater tilknyttet Hayat Tahrir al-Sham og andre jahidiske al-Qaida-grupper i Idlib-området: ”Hvor end disse militante grupper er, vil vi være parate til at bekæmpe dem. Vi slog til mod dem i Serikani, i Raqqa osv. Disse grupper i Idlib adskiller sig ikke fra dem i Afrin. Det er de samme grupper, der gik til angreb på Afrin”, har kurderlederen Saleh Moslim udtalt i et interview. Men vil Rusland risikere et økonomisk fordelagtigt samarbejde med Tyrkiet ved at støtte en fælles-syrisk offensiv i Idlib?

Tendenser i udviklingen i Shabah-området (omr. 5)

Også i Shabahområdet mellem Afrin og Kobane er der stilhed for tiden. Det er bemærkelsesværdigt, at det kurdisk dominerede område Tell Rif’at, som kurdere fra Afrin fik vristet fra Islamisk Stat inden Tyrkiet gik ind i Shahbaområdet i august 2016, fortsat er på kurdiske hænder, trods Tyrkiets massive invasion af Afrin i det tidligere forår 2018. Her bor desuden i dag størstedelen af de langt over 100 000 kurdere, der måtte flygte fra Afrin. Trods utallige angreb er det ikke lykkedes Tyrkiet at indtage Tell Rif’at-området –  måske har der også været aftaler med russerne, der gjorde det vanskeligt.

Ligeledes er det heller ikke lykkedes Tyrkiet at forrykke grænsen mod det arabisk-dominerede Manbij-område. Men samtidigt er Shabah-området afgørende vigtigt for Tyrkiets vedvarende drømme om at ekspandere videre mod syd, i første omgang til Aleppo.

I artiklen Tyrkisk kartografi og propaganda for genetablering af et nyt ottomansk rige, giver vi et par eksempler på, hvordan det kommer til udtryk.

Begyndende teknisk samarbejde med myndighederne i Damaskus

I de seneste 14 dage har der været indledende samtaler og tendenser til begyndende teknisk samarbejde mellem myndighederne i Nordsyrien og regeringen i Damaskus.

F.eks. forhandler SDF med regeringen om at levere olie fra de østlige oliefelter til Homs og Banias EL-værker og olieraffinaderi. En primitiv olieraffinering finder sted i stort – og tilstrækkeligt – omfang  i Nordsyrien, men er samtidigt blevet et meget stort forureningsproblem i Nordsyrien.

Dæmningsteknikere fra Assad har været i Tabqa for at bistå ved den fortsatte genopbygning af vandkraftværket.

En delegation fra Assad regeringen været i Ain Issa nord for Raqqa for at modtage ligene af soldater fundet i en massegrav i nærheden af en militærforlægning syd for Ain Issa, hvor de blev dræbt af Islamisk Stat i 2014.

Endelig har en delegation fra Nordsyriens Demokratiske Råd, MSD, også været til indledende samtaler i Damaskus, hvilket der dog foreløbigt ikke ser ud til at være kommet noget særligt ud af – men dog så meget, at det tyrkiske efterretningsvæsen MIT sammen med repræsentanter for det Barzanis irakiske parti KDP straks efter mødte op i Damaskus. Kilder angiver dog at det syriske regime har tænkt sig at fortsætte konsultationerne med MSD.

I tilknytning til det tekniske samarbejde omkring vandkraftværket ved Tabqa har der været rygter fremme om, at forhandlingerne også skulle omfatte ændringer af demarkationslinie mellem Assads andel af Syrien og den nordsyriske demokratiske føderations andel. Netop Tabqa er beliggende syd for Eufrat, der ellers har været demarkationslinien, og blev erobret fra Islamisk Stat af SDF efter en amerikansk-støttet landsætning som en forudsætning for befrielsen af Raqqa (se de fire artikler om befrielsen af Tabqa fra marts-juni 2017). Det er blevet dementeret af lederen af Nordsyriens Demokratiske Råd (MSD), Ihlam Ehmed, der til mediet RTarabic d, 4 august har udtalt: ”Der vil ikke blive overgivet noget areal under SDFs kontrol til den syriske regering. Det er nødvendigt at ændre Damaskus’ nuværende system til et demokratisk system for at sikre alle syreres demokratiske rettigheder”.

 

Kilder:

En lang række twitter-meddelelser anført på syria-liveuamap.com fra juni 2018.

Anonymous, 2018: TEV-DEM official: Dialogue is the key to solve the Syrian war. ANF, 6. July 2018.

Anonymous, 2018: Deal reached in Daraa: Armed groups surrender. ANF, 6. Juli 2018.

Anonymous, 2018: Exchange completed between Kafria, al-Foa people, detainees in prisons of regime. ANHA, 20. Juli. 2018

Anonymous, 2018: Lavrov, Russian chief of staff to discuss with Netanyahu Syrian issue. ANHA, 23 Juli 2018.

Anonymous, 2018: MSD makes official visit to Damascus. ANF, 27 Juli 2018

Anonymous, 2018: Muslim: Damascus meeting “test” for both parties. ANHA, 28 Juli 2018.

Anonymous, 2018: MSD-Damascus meeting said to have irritated Turkey and KDP. ANF, 31 July 2018.

Anonymous, 2018: MSD’s Ehmed: Meeting with Syrian officials was positive. ANF, 31, July 2018.

Osman, Najbir, 2018: Salha: Turkey would not cut relationship with Russian for Syrian people. ANHA, 2. Aug. 2018.

Wikipedia, 2018: Syrian Democratic Council

2. august 2018: Idlib er truet af den tyrkiske hær, der har krydset grænsen

Der er bekymring for en mulig aftale om Idlib mellem Tyrkiet og Rusland i stil med den, der har været omkring Afrin

Lederen af det demokratiske innovationsparti i Nordsyrien, Firas Qesas

Lederen af det demokratiske innovationsparti, Firas Qesas, har d. 18. juli talt med det nordsyriske nyhedsbureauet ANHA om udviklingen i den syriske Idlib-provins, især om tilstedeværelsen af ​​den tyrkiske stat i provinsen  og truslerne fra det syriske regime og Rusland.

“Situationen i Idlib er virkelig indviklet”, siger Qesas. “Ingen kan forstå situationen i Idlib. Hver eneste dag optræder der nye militære eller politiske begivenheder i Idlib. Der er nemlig mange involverede grupper, og terroristerne udveksler territorier indbyrdes.”

Qesas antyder, at flertallet af de lejesoldater, der er blevet besejret i krigen mod regimet, nu er i İdlib, og fortsætter: “Det nye scenario er dette: der er mulighed for et fælles angreb fra Rusland og regimet på provinshovedstaden Idlib. Hvis det sker, vil det være de civile, der betaler regningen. Rusland er ekspert i krig, de ved, hvordan man kan vinde. Det vil samle alle typer lejesoldater i İdlib og derefter ramme dem dér. Dette er Ruslands politik “.

”De checkpoints, som den tyrkiske stat har opstillet i Idlib”, siger Qesas “viser, at der er findes en aftale mellem Tyrkiet og Rusland, ligesom der var i Afrin. De spiller begge et farligt spil. Heller ikke en aftale mellem Rusland og Tyrkiet om Idlib kan ses som noget positivt”.

“Terroristerne er det syriske folks fjender, men der er bekymringer for det civile liv i Idlib,” siger Qesas og påpeger, at den tyrkiske stats tilstedeværelse i Idlib signalerer en militær operation fra Ruslands og det syriske regimes side, som det er sket i andre regioner. “Vi håber, at der vil blive gjort op med terrorismen i Idlib, og at internationale styrker vil beskytte regionen”, tilføjer han.

Qesas påpeger, at ingen kender Idlibs skæbne. “Idlib – siger han – er et problem, når det kommer til de civile, da regimet og Rusland, i modsætning til de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), ikke bekymrer sig om civile. Det er også muligt, at Rusland og regimet beslutter sig for at brænde hele Idlib af”, advarer han.

Qesas henleder opmærksomheden på den tyrkiske stats krydsning af grænsen til Idlib : “Denne krydsning sker med godkendelse af Rusland som det skete i Afrin”.

Afslutningsvis gør Qesas opmærksom på følgende: “Alle væbnede grupper i İdlib er terrorister, de er det syriske folks fjender. De tror hverken på demokrati eller på en fredelig løsning.”

 

Kilde:

Anonymous 2018: Concern for Idlib as Turkish army crosses the border. ANF, 19. juli 2018.

2. august 2018: Idlib … Det forventede scenario efter Daraa og Quneitra

Alle fraktioner af lejesoldater i Syrien er blevet samlet i områderne Idlib, Jarablus, Azaz, Al-Bab og Afrin, med lejesoldater fra Hayat Tahrir al-Sham (tidligere Jabhat-Nusra, en gren af al-Qaida) i spidsen. Disse områder forventes at blive skueplads for en markant udvikling i den kommende tid. Det vil ske enten i form af en afvikling af alle fraktioner af lejesoldater, eller ved at blive et kort, som Tyrkiet bruger til at besætte og sabotere sikkerheden og stabiliteten i regionen, især i byen Aleppo, som det er blevet en tyrkisk drøm at underlægge sig.

Placeringen af Daraa provinsen, hvor den syriske opstand startede i 201

Af AKRAM BARAKAT, Nyhedsbureauet ANHA, 23 juli.

I de seneste år har der været afgørende udviklingstræk på den syriske arena, især i Syriens sydlige regioner  (Daraa og Quneitra), samt i det sydlige område af Aleppo-regionen med de to shiitiske byer Fuaa og Kafaria, der er blevet belejret af lejesoldater fra Hayat Tahrir al-Sham (tidligere Jabhit al-Nusra).

Betydningen af ​​slaget i det sydlige Syrien

Slaget om det sydlige Syrien er af stor strategisk betydning for adskillige internationale parter i den syriske konflikt. Det har nu stået på i syv år, fordi Daraa, hvor kampene har fundet sted, er den sydlige adgangsport til hovedstaden Damaskus, og fordi områdets nærhed til Jordan har givet anledning til bekymringer på grund af tilstrømningen af ​​tusindvis af fordrevne. De er flygtet fra krigen i en region tæt på Israel. Slaget finder sted netop i den syrisk-jordansk-israelske trekant.

Både Rusland og USA har tydeliggjort den strategiske vigtighed af slaget i Sydsyrien. Dette er især blevet tydeligt efter topmødet i Helsinki, som bragte USAs og Ruslands præsidenter sammen. Ifølge Putin blev begge parter er enige om, at “De to landes hære arbejder begge med succes i Syrien og ser frem til at styrke deres indbyrdes samarbejde.” Observatører mener, at Rusland og USA var enige om, at grænseregionerne ind mod Jordan og Israel skulle vende tilbage til det syriske regimes myndighed for at sikre de forhold mellem parterne, der har knyttet sig til deres aftale: For det første opfølgningen af ​​regimets gennemførelse af 1974-aftalen om reglerne for en fredsløsning med Israel på den ene side, og med Amman (Jordans hovedstad) på den anden side. Og for det tredje, tømningen af ​​dette område for væbnede grupper og lejesoldater, som det blev gjort i Gouta.

Rusland har været en vigtig allieret med det syriske regime siden begyndelsen af ​​den revolutionære bevægelse i Syrien, der senere udviklede sig til en væbnet konflikt. På sin side meddelte USA allerede fra starten, at de ikke ville gribe ind i operationerne i det sydligste Syrien; Det har reelt været ensbetydende med et krav om, at fraktionerne i Daraa og derefter Quneitra skulle overgive sig. Det indikerer, at der på forhånd har eksisteret amerikanske og israelske aftaler om de igangværende operationer, der er kommet i stand efter at Rusland har afgivet et løfte om at svække iranernes indflydelse i regionen og arbejde for at få dem ud af Syrien.

Den 19. juni 2018 lancerede den syriske hær med russisk støtte et angreb på den syriske Daraa-provins, hvorfra den “syriske revolution” blev indledt den 15. marts 2011. Regimet og dets allierede brugte forskellige typer våben, hvilket resulterede i omfattende ødelæggelse af infrastruktur og offentlige faciliteter samt private borgeres ejendom. Inden for 15 dage havde det syriske regime og Rusland fået kontrol med mere end to tredjedele af provinsen.

Det er lykkedes den syriske regeringshær at genvinde den gamle by Daraa (Daraa’s center, Daraa al-Balad), den vigtige kommercielle grænseovergang Naseeb ved Jordan og mere end 90% af Daraa provinsen (hele Daraa provinsen samt Quneitra og det sydvestligste hjørne af Syrien med Yarmouk basinet, der længe har været behersket af Islamisk Stat er i de sidste dage af juli blevet indtaget af regeringshæren, jb). Hæren er rykket hurtigt fremad hvad angår kontrollen over Quneitra provinsen og har været i stand til at indtage i sin første landsby den 20. juli efter en aftale mellem de forskellige fraktioner af bevæbnede grupper  og den syriske regeringshær under russisk kontrol, ligesom det skete i Daraa. Det giver mulighed for at komme af med fraktioner af oppositionen, der nægter at acceptere en tilbagevendende udstationering af regeringsstyrker, fra grænsen til de okkuperede Golanhøjder i syd og helt op til Idlib-området. Det betyder, at den såkaldte syriske opposition mister sin sidste højborg i det sydvestlige Syrien og alle grænseområder med nabolandene, med undtagelse af landbrugsområderne ved Aleppo og ved Idlib-områdets  grænse mod Tyrkiets Hatay-provins samt Tanf-området langs Syriens grænse til Jordan. Parallelt med denne aktion fortsætter Rusland og Israel deres samtaler om Syrien, hvor Israel understreger, at de fortsat vil gå imod en iranske militær tilstedeværelse i Syrien, mens Moskva arbejder på at forhindre et iransk-israelsk sammenstød.

Ifølge nogle kilder er der igangværende forhandlinger for at få genoprettet den sydøstlige del af grænsen helt op til toppen af ​​den syrisk-jordanske-irakiske grænse-trekant (det vil altså sige overgivelse af Tanf-området til Assad, JB), mens regimet styrer den centrale region (Homs og Palmyra) samt kysten og større byer i den centrale (vestlige) strategiske region.

Idlib og de forventede scenarier

Indenfor samme ramme blev der opnået enighed mellem det syriske regime under Russisk ledelse og Tyrkiet om at fjerne 7.000 familier fra de to shiitiske byer Kufriya og Al-Fuaa til bosætning i den sydlige del af  Aleppo-provinsen og overlevere de to byer til lejesoldater fra Hayat Tahrir al-Sham. Gennem denne aftale er de to byer blevet tømt for deres indfødte befolkning.

Med det syriske regimes angreb på provinserne Daraa og Qeneitra under russisk støtte og med international tavs opslutning, og efter de aftaler, der er blevet indgået mellem regimet og de væbnede fraktioner i de to provinser under russiske ledelse, ser den seneste udvikling på den syriske scene nu ud til at have drejet sig om fokusere på en sammendrivning af ekstremistiske fraktioner og lejesoldater, der modtager deres støtte fra Tyrkiet og bringe dem til Idlib. Med tømningen af byerne Kufriya og Al-Fuaa har man gjort Idlib til en ren højborg for lejesoldater under tyrkisk kontrol, med lejesoldater fra Hayat Tahrir al-Sham som den ledende gruppering, kontrolleret af Tyrkiet efter aftale med Rusland.

På denne baggrund kan vi opremse adskillige mulige perspektiver for fremtiden:

Det mest fremherskende blandt disse scenarier er, at Idlibs skæbne kommer til at  ligne Ghoutas og Daraas skæbne, det vil sige at regimet sikrer sig kontrol gennem befolkningsomflytninger. Nogle ser denne mulighed for temmelig udelukket som følge af den russisk-tyrkiske forståelse for at undgå sammenbrud i Astana forhandlingerne; Andre mener, at formålet med scenariet er oprettelsen af ​​et sunni-område under tyrkisk lovgivning såvel i Jarablus, Idlib og Azaz, dvs. i hjertet af Aleppo-provinsen, hvilket er dét, Tyrkiet for øjeblikket kræver. Det gælder især byen Idlib, hvor lejesoldaterne fra Hayat Tahrir al-Sham er til stede. Dette er en forhindring for enhver mulig løsning af regionens problemer, fordi Hayat Tahrir al-Sham ifølge international klassificering er en terrororganisation. Derfor forsøger Tyrkiet på forskellige måder at afvikle tilstedeværelsen af lejesoldater blandt deres forbindelser i Idlib ved at opløse dem eller få dem slået sammen med dele af andre grupperinger af lejesoldater, der ikke er opført på terrorlisten.

Snigmord blandt lederne af forskellige lejesoldatfraktioner, der har fejet henover Idlib gennem flere måneder, herunder blandt lejesoldater under Hayat Tahrir al-Sham, kan være et bevis på dette.

Nogle mener, at uddrivelsen af ​​befolkningerne i byerne Kufriya og al-Fuaa er begyndelsen på en syrisk-russisk militærkampagne mod Idlib-områderne, som vil omdanne området til et rent blodbad. Det kan især ske,  hvis Tyrkiet prøver at indtage Aleppo, hvilket synes at være undervejs bag kulisserne, selv om de forsøger at give udtryk for det modsatte.

Områderne Jarablus, Idlib, Bab, Afrin og Azaz forventes at gennemleve store ændringer i den kommende tid. Enten bliver hele bander af lejesoldater likvideret dér, eller også vil de være en trussel, der vil blive udnyttet af Tyrkiet og true sikkerheden og stabiliteten i regionen.

 

Kilde:

Akram Barakat, 2018: Idlib … the expected scenario after Daraa and Quneitra. ANHA, 23 juli 2018.

2. august 2018: Syrien: Tilbage til begyndelsen

Journalisten  Nazım Daştan fra nyhedsbureauet Mesopotamia Agency (MA) analyserer den syriske hærs offensiv i den sydlige del af landet og mulige nye konfliktområder i den syriske krig.

Landskab i den sydvestligste del af Syrien

Modsat forventningen;  at konflikten i Syrien, der nu har varet i syv år, ville ende med en sejr over Islamiske Stat (IS) i Raqqa, er krigen blevet genoplivet af interne og eksterne kræfter, der har igangsat nye militære offensiver.

Aktører som USA, Rusland, Israel, England, Frankrig, Tyrkiet og Iran er gået ind i den syriske krig. Som følge af en aftale mellem USA og Rusland er det syriske regime og de tilknyttede væbnede grupper trukket tilbage fra grænsen til Jordan og Israel.

I den sydlige provins Daraa og den sydvestlige provins Quneitra, der nu er målet for det syriske militærs offensiver, har væbnede grupper som Hayat Tahrir al-Sham (al-Nusra), som Tyrkiet har støttet i årevis, haft stor indflydelse.

 

Offensiv i det sydlige Syrien

I regionen, hvor der tidligere var forventet en operation af arabiske styrker med støtte fra USA, Saudi Arabien, Jordan og Egypten, har der på det seneste fundet en forbløffende udvikling sted. Under den forudsætning, at Iran trækker alle sine styrker ud af området, ser det ud til at det kan lykkes det syriske regime at kontrollere Daraa og det omkringliggende område med støtte fra Rusland. Aftalen, som også involverer Israel, sigter mod at bryde både Irans og Tyrkiets indflydelse i regionen.

Tilbagetrækningen af ​​Iran sigter mod at sikre Israels grænser, mens de militser, som Tyrkiet har støttet siden begyndelsen af ​​krigen, nu begynder at overgive sig og trække sig tilbage til Idlib.

I denne sammenhæng er de grupper, der støttes af Tyrkiet i Syrien, blevet skubbet ud én for én. Dette har en negativ indflydelse på Tyrkiets syrienspolitik. De grupper, der tidligere blev tvunget ud af Ghouta, Kalamun og Duma, bliver nu også presset ud fra den sydlige front. Disse væbnede styrker begiver sig nu enten til Idlib eller til de arabiske styrker, som USA forsøger at opbygge.

 

Idlib: Næste mål efter offensiven i syd

Som en del af aftalen for den sydlige del af landet er blikket efter Daraa blevet vendt mod Quneitra. Efter afslutningen af ​​denne offensiv forventes det næste mål at blive det tyrkisk kontrollerede område fra Jarablus til Idlib. I øjeblikket rapporteres der om tyrkiske troppeforstærkninger og lejlighedsvise kampe mellem nogle af disse grupper og styrker fra det syriske regime grupper tæt på Tyrkiets grænse (ved Hatay, jb) og i den sydlige del af Idlib (nord for Hama, jb).

Hvis krisen mellem disse to parter i regionen uddybes, kan en større krig bryde ud. Især området omkring Abu Duhurs lufthavn og militærbase (mellem Aleppo og Hama, se dagens kort) er et sted præget af spændinger. Ifølge rapporter har  det syriske regimes styrker i denne region bragt nogle områder under deres kontrol.

 

Indvirkning på Afrin

En ikke-usandsynlig krig i denne region ville undergrave aftalerne fra Astana-forhandlingerne mellem Rusland, Iran og Tyrkiet, og påvirke situationen i Afrin. Én mulig ændring under en sådan eskalering ville være, at Rusland kunne trække sin tilladelse til Tyrkiet om at kunne operere i det syrisk luftrum tilbage.

En sådan udvikling kunne være til fordel for de syriske demokratiske styrker (SDF) og indebære en chance for en befrielse af Afrin. I dette scenario ville SDF have mulighed for ikke blot at befri Afrin, men også befri andre steder i Shehba-regionen for de jihadistiske militser, der er støttet af Tyrkiet.

 

Kilde:

Nazim Daştan, 2018: Syria: Back to the beginning! Mesopotamia Agency (MA)/ANF. 17. juli 2018.

2. august 2018: Tyrkisk kartografi og propaganda for genetablering af et nyt Ottomansk rige

Dagbladet information har d. 30 juli afsløret, hvordan en række formænd for dansk-tyrkiske foreninger i Århus, Hedehusene, Roskilde, Køge, Nyborg og Fredericia på facebook har givet udtryk for sympati for en højrenationalistiske islamiske gruppe De Grå Ulve og dens tidligere leder Muhsin Yazioioglu. En formand for en dansk-tyrkisk kulturforening i Aarhus har således liket en gruppe, hvis profilbillede er en grå ulv, hvor der henover billedet er skrevet: ”Tyrk, der er ingen grænser for, hvor stor du kan blive”.

Tyrkisk interview med en lejesoldat med tilknytning til den tyrkiske hær, der bærer den ‘syriske revolution’s flag på armen. Han fortæller om støtten til Syriens fremtid. Men kig på kortet bagved, der viser, hvad det reelt er for en drøm, det drejer sig om.

Et konkret eksempel på, hvordan denne holdning også gennemsyrer den tyrkiske politik over for Syrien, har på det seneste vist sig i tyrkisk kartografi. Billedet ovenfor viser et interview fra den tyrkiske kanal TRT med en lejesoldat knyttet til den syriske hær i Jaroblus, som Tyrkiet besatte i august 2016. Som det ses på soldatens venstre arm, bærer han den ’syriske revolution’s flag, og fortæller om støtten til Syriens fremtid. Men kig på kortet, der er vist på væggen som baggrund for interviewet. Det giver en noget anden tolkning af, hvad det er for en syrisk fremtid, der tænkes på: Drømmen om genetablering af det ottomanske imperium, som det så ud i dets storhedstid i 1600-tallet.

Planer for et motorvejsforløb gennem det besatte Shabah-område, der helt naturligt informerer Tyrkerne om, at man nok skal sørge for at vejen kommer til at gå igennem Manbij – og dermed forbereder den tyrkiske befolkning på endnu et indgreb i det nordlige Syrien. Se også område 5 på dagens oversigtskort.

Et andet – og nok mere alvorligt eksempel på denne tankegang, er den kartografiske fremstilling af planerne for en ny tyrkisk motervej, der tænkes bygget fra byen Cabanbey ved grænsen til Tyrkiet over byen Al-Bab i den sydlige del Shaba-området og videre mod nordøst til Jaroblus, hvor interviewet ovenfor blev holdt.

Planer for et motorvejsforløb gennem det besatte Shabah-område, der helt naturligt informerer Tyrkerne om, at man nok skal sørge for at vejen kommer til at gå igennem Manbij – og dermed forbereder den tyrkiske befolkning på endnu et indgreb i det nordlige Syrien.

Planerne er præsenteret med en livagtig gengivelse af motervejens færdiggørelse, hvori der er indsat et kort, der viser vejføringen. Det er tegnet med de nuværende demarkationslinier i Shgabaområdet det kurdisk dominerede Tall Rif’at område i sydøst og Manbij-området i vest. På grund af de mange tyrkiske angreb mod Manbij-området er der truffet aftale mellem USA og Tyrkiet om en fælles grænsekontrol ind mod området, hvilket har givet anledning til stor nærvøsitet i kurdisk-arabisk befriede Manbij-område. Reelt er der dog ikke på noget tidspunkt kommet tyrkisk grænsepoliti ind over grænsen. Men i tyrkisk nyhedsdækning fremstilles det vedvarende, som om tyrkisk militær sammen med USA kontrollerer ’Manbij-området’, helt ind til byen Manbij (se i øvrigt artiklen Manbij som et vigtigt center for udviklingen af den mellemøstlige konflikt). Kortet, der er vist på planerne for den tænkte motorvejsføring fra Al-Bab til Jaroblus er ikke formelt ført gennem Manbij-ormådet, men det er tydeligt, at det er den helt indlysende tanke, og netop skal opfattes sådan. Og man fristes til at tvivle på om motorvejsplanerne overhovedet findes som andet  end et lukrativt byggeprospekt, der paswser ind i den statslige propaganda.

 

Kilde:

Norhat Hassan, 2018: What is the reason for Ottomans’ map in Jaroblus. ANHA, 29 juli 2018.

2. august 2018: Erdogans mafiasyndikat ’Ottomanere fra Tyskland’ er blevet forbudt i Tyskland

Det tyske indenrigsministerium har forbudt organisationen ’Ottomanere fra Tyskland’, der arbejder for den tyrkiske regering. Organisationen har været under anklage for organiseret kriminalitet. Ministeriet har udtalt, at gangstergruppen udgør en alvorlig fare for enkeltpersoner og for offentligheden.

Den tyske indenrigsminister Horst Seehofer udtaler, at man har forbudt al aktivitet i ’foreningen’ ’Osmanen German ia’ (Ottomanere fra Tyskland), der er en gangsterorganisation med forbindelser til den tyrkiske stat, som har været drevet i Tyskland under dække af at være en forening. Forbudet dækker også andre foreninger med tilknytning til Osmanen Germania.

Beslutningen er baseret på den tyske foreningslovgivning, og det understreges, at foreningens aktiviteter og formål har overtrådt den tyske kriminallovgivning.

Iførlge en udtalelse fra ministeriet, blev der gennemført razziaer og anholdelser imod bandemedlemmer d. 10 juli i delstaterne Rheinland-Pfalz, Badem-Wittemberg, Bayern og Hessen. I de fire tyske delstater har banden har haft afdelinger i 16 forskellige byer.  Aktionen var kulminationen på et omfattende undersøgelsesarbejder, der især blev gennemført i marts måned i år (se artiklen: Har Erdogan personligt skabt bevæbnede bander i Tyskland?).

Bandemedlemmer er blevet anklaget for mordforsøg, afpresning, narkohandel, tvungen  prostitution og bortførelser. Allerede i februar udtalte indenrigsministeriet i delstaten Nord-Rhein-Westphalens, at Osmanen Germania er en bandeorganisation, der har tætte forbindelser til det regeringsbærende tyrkiske parti AKP og til præsident Erdogans inderkreds.

Det er bemærkelsesværdigt, at offentliggørelsen af forbuddet kom dagen efter at Tyrkiet officielt indførte sit nye politiske system, der giver præsidenten yderligere øgede magtbeføjelser.

 

Kilde:

Anonymous 2018: Erdoǧan’s Ottoman gang ’Osmanen Germania’ banned in Germany. ANF, 20. juli 2018

2. august 2018: Saleh Moslem: Den ’tredie alternative vej’ har bevist sin levedygtighed

Saleh Moslem, et af de symbolske navne omkring Rojava-revolutionen, er idag leder af Bevægelsen for et Demokratisk Samfund, TEV-DEM, der er samlingsregering for Den Demokratiske Føderation Nordsyrien. Han forklarer i dette interview med Berîtan Sarya, hvordan Rojava modellen arbejder.

Saleh Muslim: ”Den tredje vej er noget nyt: selvbevidsthed, selvtillid, selvorganisering og selvregulering”

Af BERÎTAN SARYA, ANF

Under de interne konflikter der opstod i  Syrien efter marts 2011 overtog Kobanês Folkeråd den 19. juli 2012 administrationen af ​​Kobanê.

Det var gnisten, der åbnede vejen til Rojava-revolutionen.

Efter revolutionen blev Rojava-regionen udsat for angreb fra lejesoldater som ISIS og al-Nusra, der alle er blevet støttet af den tyrkiske stat.

I en samtale med ANF i anledning af 6 års jubilæet jubilæet for Rojava-revolutionen, fortæller Saleh Moslem, den tidligere medformand for PYD (Det Demokratiske Unions parti), nu repræsentant for udenrigsanliggender i TEV-DEM (Nordsyriens demokratiske Samfundsbevægelse), at det, der nu på 7nde år har udspillet sig i Syrien ikke er en revolution, men en konflikt om magten. Den eneste revolution har været den, der er blevet gennemført i Rojava.

Rojava-revolutionen blev sat igang af en beslutning om at ville følge en “tredje alternativ vej”. Hvordan blev denne ‘tredje alternative vej’ implementeret i Rojava?

Den oprørsbevægelse, der startede i Mellemøsten i 2010, var faktisk sat i gang for at gennemføre en ny verdensorden, som følge af den måde samfundssystemet havde udviklet sig på siden 1995.

Selvfølgelig var der mobiliseringer i Tunesien, Libyen og Egypten: I nogle lande ændrede magten sig, i nogle  brugte man NATOs magt. Moderat islam blev defineret som en model for denne ændrede verdensorden. Endnu engang fik Tyrkiet tildelt en rolle. Det var på den tid, Erdogan kom til magten i Tyrkiet i 2002. Det Muslimske Broderskab kom til magten, da arabiske lande omplacerede deres herskere.

Derefter var det Syriens tur i 2011. Da den syriske borgerkrig blev indledt, var der på den ene side et anti-demokratisk regime og på den anden side de udenlandsk sponsorerede muslimske brødre, der ønskede at erstatte regimet.

Vi besluttede os for ikke at støtte nogen af disse to parter. Vi har ikke kæmpet mod regimet, men vi har identificeret vores eget alternative standpunkt, vores linje. Den er forskellig fra magten bag de væbnede grupper i Syrien, som ud fra hvad vi ved, alle sigter mod magt, ikke mod demokrati. Vi har kaldt dette for ‘den tredje politiske vej’. Vores mål er at indtage vores demokratiske rettigheder, at etablere folkets organisering og at stole på vores egen magt.

Selvfølgelig havde vi ikke nogen interesse i at lukke døren for en dialog med nogen af magtgrupperne, men vi støttede dem ikke. Situationen var imidlertid den, at vi var nødt til at udfolde et magt-herredømme over vores områder, da de forsøgte at overtage kontrollen. Revolutionen startede i Kobanê den 19. juli 2012. I denne proces har der nogle steder været små konflikter, men der er ikke spildt meget blod.

Vi skaber et alternativt system. Vi danner et system, der ikke er magtesløst, men heller ikke søger efter magten. Folk kan administrere byer og regioner selv med deres egne faciliteter og organisationer. Dette startede allerede før d. 19. juli. Institutioner blev oprettet for folks sikkerhed. Folkedomstole blev oprettet.

 

Det autonome administrative system

Folkets institutioner blev gradvist nedsat og offentligheden begyndte at tro på dem. Folk begyndte at stole på deres egen styrke og deres egne muligheder. De begyndte at tage del i denne proces. Vores ‘tredje vej’ voksede og blev stærkere. Selvfølgelig begyndte angrebene at tiltage efter starten på ​​revolutionen den 19. juli. Efter at regimet forlod vores regioner, begyndte andre grupper at angribe os og påføre   os problemer. Især al-Nusra og Liwa Tawhid. Tyrkiet støttede disse grupper.

Vi var nødt til at beskytte os selv. Vi har været gennem store lidelser, både som mennesker og som organisationer. Mange mennesker, der forlod Kobanê for at rejse til Aleppo, blev fanget og dræbt af disse grupper på vejen over Manbij. Derefter blev folk mere opmærksomme på realiteterne og lyttede mere til deres administrationer.

Hvordan reagerede folket på denne ‘tredje vej’?

Den tredje vej er noget nyt: selvbevidsthed, selvtillid, selvorganisering og selvregulering. I Mellemøsten er det sådan, at det mest dominerende indstilling er at knytte sig til én, der besidder stor styrke. Det er en tankegang, der her er forankret gennem tusindvis af år. At få disse folk til at ændre denne tankegang kræver en stor indsats.

Alligevel er det lykkedes os at få folk til at vende deres opmærksomhed mod vores nye system.

Der er forskellige folkeslag blandt os: Syriakker, Armenere, Turkmenere … De tror på denne model, fordi de bruger den i deres hverdag. Baseret på deres egen styrke lever de af selvtillid.

Vi forlader ikke vores egne principper

De, der har set denne model implementeret, er overraskede. “Hvordan kan I holde det kørende?”, spørger de.

De forskellige befolkningsgrupper lever sammen i et skæbnesfællesskab, de tror på deres egen magt og skaber deres egne organisationer.

De internationale kræfter, de, der kæmper imod Islamisk Stat sammen med os, har set modellen implementeret, set at den fungerer og arbejder og er nødt til at tro på, at den rent faktisk er levedygtig.

Vi mener, at denne model i fremtiden kan anvendes i hele Syrien. Men det er måske også her, at vi er konfronteret med vores største problem. På nuværende tidspunkt tror nogle magtgrupperinger ikke på, at vi rent faktisk lever efter denne model.

 

Kilde:

Berîtan Sarya, 2018: Saleh Moslem: The ’third alternative way’ has proved viable. ANF, 20 juli 2018.