6. oktober 2018: Udviklingen af den syriske konflikt i august-september 2018

Dagbladets Informations forside d. 3 oktober 2018: Hjem til hvad? Islamisk Stat er fordrevet, oprørerne er slået ned, og store dele af Syrien er erklæret ’sikre’. Alligevel tør kun få flygtninge bevæge sig hjem….Men Islamisk Stat er desværre ikke fordrevet endnu. Heller ikke de mange militser, der er støttet og financieret af Tyrkiets efterretningsgjeneste MIT. Og den del af Syrien, der beherskes af Assad og hans allierede, er primært sikre – for Assad! Resten af Syrien skriver Information ikke så meget om.

Dagbladets Informations forside d. 3 oktober 2018: Hjem til hvad? Islamisk Stat er fordrevet, oprørerne er slået ned, og store dele af Syrien er erklæret ’sikre’. Alligevel tør kun få flygtninge bevæge sig hjem….Men Islamisk Stat er desværre ikke fordrevet endnu. Heller ikke de mange militser, der er støttet og financieret af Tyrkiets efterretningsgjeneste MIT. Og den del af Syrien, der beherskes af Assad og hans allierede, er primært sikre – for Assad! Resten af Syrien skriver Information ikke så meget om.

Følger man udviklingen i Syrien gennem de danske medier, kan man få det indtryk, at konflikten nærmer sig sin afslutning omkring situationen i Idlib-provinsen, og at det, der står tilbage primært er forhandlinger mellem stormagterne om tilbagekomsten af flygtninge til Syrien, samt spørgsmålet om, hvem der skal betale for genopbygningen af landet efter krigen. Det er en fortælling om magtpolitik og ikke meget andet. Især kommenteringen af det storpolitiske spil fylder meget, men fortæller kun lidt om, hvordan konflikten udspiller sig i Syrien, og næsten intet om, hvad krisen i Mellemøsten egentlig handler om.

Denne hjemmeside er skabt ud fra opfattelsen af, at krisen i Mellemøsten fortsat drejer sig om et oprør mod århundreders undertrykkelse. Oprøret var i udgangspunktet hverken båret af en etnisk, religiøs eller nationalistisk strømning, men derimod af et håb om demokratiske tilstande også i denne del af verden.

Kurderne spiller i dag en central rolle i dette oprør. Som led i stormagternes koloniale opdeling af Mellemøsten for 100 år siden har kurderne på alle områder været marginaliseret, og placeret nederst i det sociale hierarki indenfor autoritære nationale regimer, der har frataget kurderne alle demokratiske rettigheder, såvel økonomisk, socialt som kulturelt for at kunne bruge det i undertrykkelsen af hele befolkningen i kolonialt formede nationalstater. Som verdens største etniske befolkningsgruppe uden selvstændigt landområde, har der naturligvis været stærke nationale strømninger blandt kurderne. Men de er idag – måske med undtagelse af Irak – i vid udstrækning eroderet væk: Kurderne er blevet allergiske overfor enhver snak om en nationalstat, som de har lært at se som er redskab for magthavere, vendt mod befolkningens demokratiske rettigheder og muligheder. Efter Irak-krigen udvikledes en national selvstændig kurdisk bevægelse i det nordlige Irak ledet af to konkurrerende kurdiske klaner. De har fortsat indflydelse blandt kurderne, men det er kraftigt for nedadgående på grund af omfattende korruption, magtmisbrug og tæt alliance med Erdogans Tyrkiet, ofte vendt mod de øvrige kurdere.

Også i Den Syriske Arabiske Republik blev kurderne systematisk undertrykt og diskrimineret både økonomisk og kulturelt, og en arabisk nationalisme vendt mod etniske mindretal fik også et vist greb om store dele af den arabiske befolkning. Så da det arabiske forår startede, var der ikke grundlag for en alliance mellem den syriske opposition og de syriske kurdere i et åbent væbnet opgør mod Assad. Kurderne havde oplevet for mange af den slags konfrontationer, kendte deres egen styrke og svagheder og havde forberedt sig i årevis på en fredelig demokratisk omvæltning. De valgte istedet  at udnytte det vakuum, der opstod i de kurdiske områder under starten af borgerkrigen, da Assad koncentrerede sig om at slå oprøret ned i de større byer – især i den sydlige del af Syrien – til at indlede en direkte opbygning af lokale demokratiske institutioner, som de gennemtvang ved  mere eller mindre fredelige konfrontationer med Assads lokale myndigheder. Her holdt de fast i det brede sigte med inddragelse af alle etniske, religiøse og kønsmæssige grupper. De fik hurtigt ganske bred tilslutning til projektet.

Da de jihadistiske grupper og især Islamisk Stat løb af med den syriske revolution, systematisk støttet bl.a. af den tyrkiske præsident Erdogan og hans efterretningstjeneste MIT, blev situationen vanskelig for kurderne, da Islamisk Stat sigtede målrettet mod en erobring af de kurdiske opråder. Men kampen om Kobane, en af de mange grænsebyer mellem Tyrkiet og Syrien, blev et vendepunkt, da kurderne fik militær støtte fra USA og den vestlige alliance mod Islamisk Stat. Siden har de syriske kurdere styrket samarbejdet med mange andre befolkningsgrupper i det nordlige og østlige Syrien gennem dannelsen af det militære samarbejde indenfor De Syriske Demokratiske Styrker, SDF, og et civilt samarbejde gennem opbygningen af en samlet decentral demokratisk forvaltning. Idag behersker den Nordsyriske Konføderation 1/3 af Syriens areal. De satser ikke på en generobring af hele Syrien, men på en forhandlingsløsning med Assad-styret, der kan opfylde basale demokratiske krav ud fra konføderale principper.

Det er det, konflikten i Syrien nu drejer sig om.

 

6. oktober 2018: Islamisk Stats fortsatte tilstedeværelse i Syrien og Irak – en oversigt

Islamisk Stats fortsatte tilstedeværelse – en oversigt

Islamisk Stat er fortsat til stede både i Irak og Syrien, vist med gråt på kortet. De største territorier er to ørkenområder, hver på størrelse med Fyn. D ene ligger i det nordlige Irak, tæt på den østlige grænse til Syrien, det andet vest for Eufrats mellemste løb i den del af det østlige Syrien, som beherskes af Assads regeringshær. I Iral er der udover den store ørken kun et ganske lille område sydvest for Kirkuk, der fortsat beherskes af Islamisk stat. I Nordsyrien er der kun et lille, men tæt befolket landbrugsområde langs østbredden af eufrat tilbage, mens der i det vestlige Syrien fortsat også er et mindre bjergområde, hvorfra Islamisk Stat har skabt rædsel især blandt de druzere, der bor i området, og dertil store problemer for regeringshæren. De øvrige tilbageværende krigszoner i Syrien ligger især i Idlib-området (også på størrelse med Fyn), Afrin, og de dele af Shabaområdet øst for Afrin, der som Afrin er besat af Tyrkiet. Det store, men tyndt befolkede ørkenområde Al Tanf er behersket af oprørsgruppen Jaysh Maghawir al-Thawra, der hovedsagelig kæmpet mod Islamisk Stat. De har været støttet af Jordan og CIA. Gruppen har været præget af mange interne stridigheder, men så sent som i slutningen af august har en talsmand for den Vestlige koalision mod Islamisk Stat utvetydigt tilkendegivet, at man fortsat vil arbejde sammen med gruppen for at sikre Al Tanf regionen i det sydlige Syrien.

 

Islamisk Stat udgør fortsat en alvorlig trussel i både Irak og Syrien. Og kampen mod IS bliver stadigt vanskelige, dels fordi der er meget, der tyder på, at de tilbageværende grupperinger både er de bedst trænede, men også de mest desperate, dels fordi indtagelsen af deres territorier uundgåeligt medfører fremkosten af skjulte celler indenfor de befriede områder, der udgør en forøget risiko, og især vanskeliggør en fredelig og demokratisk udvikling på grund af nødvendigheden af en omfattende efterretnings- og sikkerhedsaktivitet.

Jeg har derfor valgt at lægge vægten på en detaljeret beskrivelse af de seneste måneders indsats mod Islamisk Stat, som den har udfoldet sig i sin geografiske sammenhæng, i forsøg på at levendegøre de vanskeligheder, der knytter sig til kampen mod ’resterne af’ Islamisk Stat’. Det er ikke munter læsning, men kan forhåbentlig give et indblik i de udfordringer, som de, der risikerer livet i kampen mod Islamisk Stat til dagligt er stillet overfor.

I Syrien kontrollerer Islamisk Stat fortsat

  • et lidt over 100 km2 stort område øst for Eufrats mellemste løb nær den irakiske grænse ,
  • et ca. 3000 km2 stort ørkenområde vest for Islamisk Stats seneste hovedsæde, Mayadin, samt
  • et mindre 150 km2 stort ørkenområde nordøst for Suwayda i det sydvestlige Syrien.

I Irak behersker Islamisk Stat

  • et ca. 3000 km2 stor ørkenområde i det vestlige Irak, samt
  • en lille lomme på måske 50 km2 sydvest for Kirkuk.

Dertil kommer et stigende antal ’sleeping cells’, der gemmer sig især i tidligere Islamisk Stat-beherskede områder, hvor de gennemfører terrorangreb. Det har især vist sig i storbyen Raqqa, trods et stort antal optrevlinger af mindre celler i byen. Senest er følge SOHR 10 personer fra IS blevet dræbt, tilfangetaget eller flygtede i forsøget på at rejse Islamisk Stats flag over Raqqa by i slutningen af september på årsdagen for offentliggørelsen af Kalifatet.

I begyndelsen af august anslog det amerikanske forsvarsministerium, at der fortsat befandt sig 4 000-6 000 lejesoldater fra Islamisk Stat i nord-øst Syrien (primært i i området langs Eufrat nord for den irakiske grænse), mens der formodedes at være mellem 13 100 og 14 500 IS-krigere i resten af Syrien. Senere fremkom vurderinger fra det amerikanske efterretningsvæsen om yderligere 15 500 – 17 100 aktive IS-krigere i Irak svarende til næsten en halvering i forhold til højdepunktet i 2015. Der er dog store forskelle i vurderingen fra kilde til kilde.

 

6. oktober 2018: Islamisk Stat-lommer i Nordsyrien øst for Eufrat

Islamisk Stat-lommer i Nordsyrien øst for Eufrat

Landbrugsområde på vestbredden af Eufrats mellemste løb lige omkring grænsen mellem Syrien og Irak. Søtrstedelen af de tilbageværende territorier for Islamisk Stat er ørkenområde, men en ca. 20 km lang strækning af intensivt landbrugsland vest for Eufrat beherskes fortsat af måske 4000 jihadister og lejesoldater fra Islamisk Stat.

Efter at det i slutningen af juli måned lykkedes at få befriet hele det østligste Syrien langs med grænsen til Irak, manglede i Nordsyrien nu kun det ret tæt befolkede sydøstlige område lang Eufrats mellemste løb, en ca. 5 km bred strækning langs ca. 25 km af floden, altså i alt kun lidt over 100 km2. Inden forberedelsen af det ’sidste slag mod Islamisk Stat’ –  der af den vestlige alliance kaldes Operation Round-Up, af SDF for  Jazeera/Cizire-stormen – var det dog nødvendigt at foretage et andet ’oprydningsarbejde’ i grænseområdet mod Irak. Det varede frem til midten af august og omfattede især opbygning og bemanding af grænseposter ved den irakiske grænse, og udvikling af et samarbejde med irakiske styrker omkring opsporingen af skjulesteder og tunneller i grænseområdet.

Forberedelsen af ’det sidste slag’ har i virkeligheden stået på siden foråret, hvor især indtagelsen af grænse-landsbyen Baghuz Thatani kun 1 km fra den vigtige irakiske by AL Qa’im havde stor betydning, fordi det vanskeliggjorde Islamisk Stats muligheder for at krydse grænsen mellem Syrien og Irak (se artiklen 16 maj 2018: SDF har afskåret Islamisk Stat fra grænsen mod Irak langs Eufrat). Det var en vanskelig proces, og det har siden været klart, at den endelige indtagelse af resten af det lille Islamisk Stat-kontrollerede område øst for Eufrat ville blive en vanskelig og formentlig også omkostningsfuld manøvre.

I første halvdel af juli måned blev en offensiv mod Hajin sat ind nord fra. SDF foretog også raids ind i Hajin by, hvor de bl.a. fik demonteret en del bomber placeret i civile bygninger. De måtte trække sig ud af byen, men det lykkedes dog at erobre og fastholde de nordlige forstæder til  Hajin by i et område, der nu har fået stor betydning for den videre afvikling af Islamisk Stat i det østlige Syrien.

Den endelige planlægning af den sidste fase af ”Jazeera stormen” har taget over en måned og har bl.a. omfattet sikring af oliekilderne øst for Deir-Ez-Zor, der i lang tid var behersket af Islamisk Stat og fortsat er mål for angreb fra den sidste lomme af Islamisk Stat. Det er blevet Deir Ez-Zors militære råds opgave, sammen med SDF, at sikre oliekilderne. Det har især fået betydning, efter at  USA sammen med SDF har startet en produktion af  olie og gas fra Tanak-felterne, hvilket er blevet tolket ud af nedenstående satellitbillede:

Nyt satellitbillede af produktionsanlæg for olie og gas fra Tanak-felterne øst for Deir-Ez-Zor. Klik for detaljer.

Men derudover har det været nødvendigt at advare befolkningen i området om det forestående angreb gennem nedkastning af adskillige flyveblade, samt at muliggøre oprettelsen af sikre ruter for flygtninge fra de mange byer og landsbyer i området. Således er der i området nord for hovedbyen Hajin blevet oprettet en base for SDF, og det er formentlig også i tilknytning til den, at der er oprettet en flygtningelejr, IWA, hvortil der nu kommer en konstant strøm af flygtninge fra Hajin og andre byer. Lejren er oprettet af Deir Ez-Zors civile råd i samarbejde med SDF. De forsyner lejren med mad, telte, medicinsk hjælp , sundhedshjælp og vand. Der var den 17. september foreløbigt fordelt over 100 telte, og opsat 15 drikkevandstanke i lejren.

På venstre billede er vist Hajin by og forstæderne nord for byen, som SDF erobrede fra Islamisk stat allerede i første halvdel af juli. Som det ses, er der tale om et tæt opdyrket landbrugsområde langs Eufratflodens midterste løb. Men blot få kilometer øst for hovedvejen nord for byen starter steppe- og ørkenområderne. Det er tydeligvis her SDFs nye base og flygtningelejr er placeret. Området vest for Eufrat-floden(nederst til venstre i det venstre billede) er behersket af Assad og hans allierede. Et nyt detaljeret satellitbillede over den nye base er vist til højre. Flygtningelejren i tilknytning til basen er oprettet af Deir Ez-Zoors civile råd i samarbejde med SDF. Klik for detaljer.

SDF har oprettet en række observationsposter omkring Hajin by, ligesom de har erobret nogle våbendepoter i byens udkant. Men i mange tilfælde er det lykkedes IS-militser at ødelægge observationsposterne, og de indledende kampe har bølget frem og tilbage.

Islamisk Stat har spredt meddelelser, der truede alle, der samarbejder med SDF eller arbejder for olieudvindingen i området. Men samtidigt appellerer folk, der er sluppet bort fra Hajin SDF om at redde dem fra Islamisk Stat: ”Vi anmoder indtrængende SDF om at starte en operation for at erobre Hajin fra Islamisk Stat. De, der påstår, at Hajins indbyggere støtter Islamisk Stat, lyver. Vi er parat til et slås mod lejesoldaterne.”

Korrespondenten Diyar Ahmo fra det kurdiske nyhedsbureau ANHA besøgte Iwa camp i midten af september. Han interviewede disse flygtningene, der appellerede til SDF om at redde lokalbefolkningen fra Islamisk Stat: ”Vi anmoder indtrængende SDF om at starte en operation for at erobre Hajin fra Islamisk Stat. De, der påstår, at Hajins indbyggere støtter Islamisk Stat, lyver. Vi er parat til et slås mod lejesoldaterne.” De fortalte endvidere, at IS sætter jordvolde op og placerer miner rundt omkring i byen i et forsøg på at hindre civile i at flygte og vanskeliggøre SDFs indtrængen. IS tillader hverken vand eller føde at komme ind til hyen, ikke engang fra floden. Lejesoldaterne har gravet adskillige tunneller i byen og for at forhindre folk i at flygte har de placeret miner både i tunnellerne og i de huse, som folk har forladt under flugten. Der er hverken medicin, mad eller vand tilbage i byen. Flere børn er døde af sult. Ibrahim al-Khalaf, der kommer fra byen al-Bukamal syd for Hajin fortæller, at Islamisk stat har brugt civile som menneskeskjold: ”Vi er blevet frataget alle livets nødvendigheder, også mad og vand, og vi er blevet brugt til at grave tunneller for at danne skjul for angreb fra de Syriske Demokratiske Styrker”. Han fortalte også om Islamisk Stats praksis med halshugninger, amputering af lemmer og offentlige henrettelser i centrum af Hajin by. Ahmed Al-Ali, en beboer fra byen al-Buseira, fortalte, at IS’ lejesoldater forhindrede folk i at forlade byen og fortalte folk, at de Syriske Demokratiske Styrker slår alle ihjel, der prøver at undslippe. Han bekræftede også, at IS har placeret ’booby-traps’ i de civile bygninger. Alle veje er lukkede i Hajin by. Snigskytter fra forskellige lande er placeret på bygningerne for at forhindre beboerne i at forlade byen.

Omkring d. 20. august blev de Syrisk Demokratiske styrker i området kraftigt suppleret af medlemmer af YPG (de kurdiske styrker), der strømmede mod Hajin for at deltage i bekæmpelsen af den sidste Islamisk Stat-lomme i det østlige Syrien. Den vestlige koalision strammede bombeindsatsen sammen med det irakiske luftvåben.

Men først 3 uger senere, d. 10. september, blev offensiven formelt sat igang gennem kommunikeer fra både SDFs og den vestlige alliances side. Især kommunikeet fra den vestlige alliance CJTF-OIR (Combined Joint Task Force – Operation Inherent Resolve) er interessant på grund af dets uforbeholdne ros og støtte til SDFs indsats mod Islamisk Stat, der gennemføres helt i henhold til gældende internationale regler for krig (se artiklen: De syriske demokratiske styrker har indledt operationer på landjorden for fase tre af Operation Roundup d. 10 september). SDF og den Internationale Koalision forstærkede mængden af køretøjer, der blev placeret på SDFs base ved Hajin. Franske tropper udstationerede artilleri i nærheden af Baghuz i den sydlige del af området nær den irakiske grænse. Gennem flyveblade blev civilbefolkningen instrueret om at forlade området, og der blev advaret om en forestående militær operation. Samtidigt begyndte Assad-styret at sende flygtninge tilbage over Eufratfloden, med besked om at de skulle flygte via de SDF-kontrollerede områder – formentlig for at undgå infiltration af IS-lejesoldater, der søgte mod det store IS-kontrollerede ørkenområde vest for Eufrat.

En stor bølge af civile fra området er begyndt at bevæge sig nord på fra Islamisk Stats område, dels mod IWA-flygtningelejren, men også længere nordpå langs floden til Al Buhray/Al Bahrah og Kharanij/Kharayij.

Det er lykkedes snesevis af køretøjer med civile at slippe ud af de områder i Hajin by, som Islamisk Stat kontrollerer og ankomme til den nyetablerede IWA flygtningelejr nord for Hajin.

SDF gik til angreb både på landsbyen Al Susah i den sydlige del af området og den sydligste by Al-Bagouz-Fawgani, der ligger 5-6 km nordvest for Baghuz Tahtani, der blev erobret i maj. Hårde kampe har især stået på i og omkring Bagouz-Fawgani. SDF brød igennem Islamisk Stats første forsvarslinier og nåede helt frem til Baghuz Fawgani hospital d. 12 september. Luft- og artilleristøtten til disse fremstød blev imidlertid vanskeliggjort af, at Islamisk stat i stor stil afbrændte dæk og olietønder i området. Så byen blev først endelig erobret d. 21. september, og kun efter at SDF havde modtaget forstærkninger. 19-25 Islamisk Stat-lejesoldater (efter hvad parterne har meldt ind) og 5 soldater fra SDF meldes faldet under kampene. En del våben er blevet konfiskeret i byen. SDF meddelte samme dag, at IS også havde søgt at standse deres fremfærd mod byen ved hjælp af bil-bomber, men at det ikke lykkedes, og at SDF nu befandt sig i udkanten af byen Sousse/Al Susah 6 km længere nord på.

Oversigtskort over udviklingen af fronterne i det sydøstlige Syrien fra 3 maj til 21 september, dvs. under det foreløbige forløb af 3. fase af operation Roundup – eller som SDF kalder den: Sidste fase af Jazeera Stormen. SDF har fået indtaget hele Islamisk Stats område ind mod den østlige grænse til Irak, men foreløbigt kun de nordligste og sydligste dele af den tætbefolkede østbred af Eufrats mellemste løb ned mod den sydlige grænse til Irak. Til venstre ses det største tilbageværende ørkenområde på ca 3000 km2, som Islamisk Stat fortsat behersker i de dele af Syrien som Assad dominerer. Det strækker sig fra ca. 50 km øst for Palmyra og næsten til Eufratdalen og er på størrelse med Idlibprovinsen – eller med Fyn.

I ugen efter erobringen af Baghuz Fawgani trængte SDF hurtigt frem mod nord og befriede også landsbyen Ash Sheijlah. Men derefter er det igen gået langsomt fremad på grund af stor modstand og massiv minering af områderne. Omkring d. 29 sept. samlede indsatsen sig om et samlet angreb på byen As Susah. Kan den indtages, vil de flodnære områder syd for As Susah blive isoleret fra resten af IS-området, og det vil formentlig lette kampen, bl.a. i landsbyen Al Marashidah, hvor SDF er trængt frem, men hvor de også er stødt på store vanskeligheder på grund af ’stor modstand og områdets geografi’.

Der er dog samtidigt mange tegn på, at medlemmer af Islamisk Stat i stigende omfang søger at undslippe fra området. Således blev 3 medlemmer af IS arrasteret d. 30 september nær byen Al-Bukhater øst for Deir Ez-Zour med meget store pengebeløb.

Gennem de sidste uger er det også lykkedes at fange flere IS-ledere og et antal udenlandske IS-krigere. De er vigtige, fordi det kan kaste lys over deres baggrund og de rekrutteringskanaler, der har muliggjort deres tilknytning. Et interessant eksempel er en italiensk bandeleder indenfor Islamisk Stat, Semir Bogana (med kodenavnet Abu al Muhajir), der blev fanget af YPGs antiterror enhed YAT under en flugt til Tyrkiet. Han har fortalt meget åbent om de spegede relationer mellem den tyrkiske stat og Islamisk Stats bander til en journalist fra nyhedsbureauet ANF. Vi bringer beretningen i dansk oversættelse i artiklen: Et medlem af Islamisk Stat afslører forbindelsen mellem IS og Tyrkiet.

Kilder: 

Et stort antal geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. august til 2. oktober

Anonymous, 2018: Dozens of civilians fleeing from Hajin reach to SDF areas. ANHA, 17. Sept. 2018.

Anonymous, 2018: Surrounded in Hajin, ISIS uses civilians as human shields.l ANF, 18. Sept. 2018

Anonymous, 2018: ANHA correspondent monitors battles of Bagouz al-Fawkani front. ANHA 19. Sept. 2018.

Ahmo, Dyiar 2018: People of Hajin displace towards Iwa camp, appeal to SDF to liberate them. ANHA, 18. Sept. 2018

Ahmo, Dyiar and  Al-Khalaf, Amar, 2018: Mustafa Bali: our Special Units moving cautiously to save civilians in Hajin. ANHA, 18. Sept. 2018

Al-Khalaf, Amar og Dyiar Ahmo 2018: Dozens of civilians landed to ”Iwa” camp north of Hajin. ANHA, 16 sept. 2018.

Al-Khalaf, Amar og Dyiar Ahmo 2018: Aids provided to people of Hajin who fled Daesh. ANHA, 17. Sept. 2018.

 

6. oktober 2018: Dokument: De Syriske Demokratiske styrker har vist sig som troværdige, effektive kampstyrker, der overholder lovene for væbnede konflikter

Den Vestlige alliance mod Islamisk stat:

De Syriske Demokratiske styrker har vist sig som troværdige, effektive kampstyrker, der overholder lovene for væbnede konflikter

De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) er ikke blot kampsoldater i felten. Den tidligere hovedstad for Islamisk Stat, Raqqa, har været vidne til en serie angreb fra sovende Islamisk Stat celler gennem de seneste måneder. En gruppe på 30 medlemmer af SDFs særlige sikkerhedsstyrker gennemførte d. 29. september en omfattende aktion mod en Islamisk Stat-celle, der brugte to huse i Basilgaden i Raqqas bydel Diriyah som skjul for deres aktiviteter. Under aktionen blev to IS-medlemmer dræbt og 5 taget til fange. Store mængder våben, granater, eksplosionsbælter og mængder af hjemmelavede miner og boobytraps blev beslaglagt, sammen med en køreklar bilbombe. De redegjorde dagen efter offentligt for, hvad der havde fundet sted under aktionen.

Dokument:

Den vestlige alliance mod Islamisk Stat (CJTF-OIR) offentliggjorde d. 10 september starten på SDFs angreb mod resterne af Islamisk Stat i Hajin

SYDVEST ASIEN – De syriske demokratiske styrker har d. 10 september indledt operationer på landjorden i fase tre af Operation Roundup.

De Syriske Demokratiske Styrker, SDF, offentliggjorde d. 10 september starten på Hajin operationen mod Islamisk Stat efter lang tids forberedelse. Der er befriet områder, både i nord og i syd, i de tre uger, der foreløbigt er gået, men resultaterne er ret begrænset målt i forholdet til områdets størrelse.

Operationerne på landjorden, der støttes af koalisionens grænseoverskridende luft- og artilleri-angreb, vil udrydde resterne af Islamisk Stat fra Syrien langs det midterste løb af Eufrat floddalen ned mod den Syrisk-Irakiske grænse.

Operatiion roundup begyndte d. 1 maj 2018. Fase 1 udryddede succesfuldt Islamisk Stat nær Baghuz i det nordøstlige Syrien d. 15 Maj. Fase to fjernede Islamisk stat fra byen Dashisha i Syrien d. 20 juli. Forberedende operationer for fase tre begyndte d. 4 august, og operationer på landjorden vil fjerne resterne af Islamisk stat fra Hajin og de resterende dele af Deir Ez Zor’s landbrugsområder øst for Eufrat floden.

De Syriske Demokratiske styrker har vist sig som troværdige, effektive kampstyrker, der overholder lovene for væbnede konflikter.

”Vi vil fortsætte med at støtte vores SDF partnere i vores fælles kamp mod Islamisk Stat i Syrien, og vi takker SDF for de utrolige bidrag og ofre de har ydet på vegne af det internationale samfund”, sagde Generalmajor Patrick Roberson, kommendør for specialoperationerne under Joint Task Force – Operation Inherent Resolve.

SDFs operationer, støttet af koalisionen har været medvirkende til bekæmpelsen af Islamisk Stat og har befriet millioner af syrere fra et brutalt terrorvælde. Fjernelsen af Islamisk Stat fra slagmarken har også modarbejdet terrororganisationens evne til at rekrutere, træne, udstyre, financiere, planlægge og udføre angreb overalt i regionen og i resten af verden.

”De multi-etniske Syriske Demokratiske Styrker er fortsat engageret i befrielsen af befolkningen i det nordøstlige Syrien fra Islamisk Stats kontrol og i at gøre ende på de menneskelige lidelser i området”, sagde Roberson. Også fremover, vil vi fortsætte med koordineringen med SDF og andre partnere for at fremme den regionale sikkerhed og stabilitet, som vil sikre Islamisk Stats endelige nederlag.

Combined Joint Task Force – Operation Inherent resolve vil forblive engageret i bekæmpelsen af Islamisk stat i afgrænsede dele af Irak og Syrien, og i at hjælpe med de fastsatte betingelser for opfølgende operationer, der kan øge den regionale stabilitet.

Kilde:

CJTF-OIR announces the SDF assaults on ISISS remnants in Hajin has begun. Syria.liveuamap.com11. September 2018.

6. oktober 2018: Islamisk Stat-lommer i Assads Syrien vest for Eufrat

Islamisk Stat behersker fortsat to områder i Syrien vest for Eufrat. Det største område omfatter ørkenstrækningerne vest for Eufrats mellemste løb helt til ca. 50 km øst for Palmyra/Tadmur, et ca. 3000 km2 ørkenområde på størrelse med Idlibområdet, hvor alle oppositionsgrupperne mod Assad nu er trængt sammen. Dertil kommer et lille område på kun 150 km2, der ligger  ca. 50 km nordøst for byen Al Suwayda, ikke langt fra Daraa ved den jordanske grænse, hvor oprøret mod Assad begyndte for 7 år siden. Området omkring Suwayda er domineret af en drusisk befolkning, men også mange andre etniske mindretal befinder sig i området. Området er ligeledes ørken, men dog en betydeligt mere kuperet stenørken end længere øst på. Det skaber gode muligheder for mange og forskelligartede skjulesteder.

Det 3000 km2 store ørkenområde vest for Eufrats mellemste løb, der fortsat beherskes af Islamisk Stat. Der er kun 20 km til provinshovedstaden Deir Ez-Zor. Lige nord for området løber den vigtige hovedvej, der forbinder det sydvestlige Syrien med Deir Ez-Zor via Palmyra/Tadmur. Lige syd for ligger et vigtigt olieområde (T2) med en tilknyttet lufthavn Nederst til højre ses det sidste lille, men tætbefolkede IS-territorium langs øst-bredden af Eufrat i de SDF-beherskede dele af Syrien.

Før borgerkrigen var Assads fængsler fyldt både med borgerrettighedsforkæmpere og mere eller mindre radikale jihadister, der ønskede indført et muslimsk kalifat i Syrien.  Men da borgerkrigen brød ud, vendte Assad sig tydeligvis først og fremmest med de oppositionelle, der ønskede demokratiske reformer, mens han i langt højere grad søgte at indgå kompromisser eller undgå konfrontationer med mere radikale muslimske grupper. I bekæmpelsen af de oppositionelle kræfter løslod han endda et meget stort antal fanger med tilknytning til ekstreme religiøse grupper, formentlig i håb om at kun

af Eufrat i de SDF-beherskede dele af Syrien.ne vende dem mod dedemokratiske sekulære grupper. Det har tydeligvis bidraget med at styrke den jihadistiske opposition såvel indenfor den syriske gren af Al Qaeda (Al Nusra-fronten, i dag med navnet Hayat Tahrir al-Sham, HTS), eller blandt de, der samlede sig under Islamisk Stats ledelse.

I lang tid undgik Assad at komme for meget i clinch med Islamisk Stat, og indgik tydeligvis alliancer, eller i hvert fald handels- og andet samkvem med IS. Denne taktik viste sig f.eks. tydeligt, da Assad kun i mindre grad erobrede, men snarere skubbede rundt på det område af Islamisk stat, der havde udviklet sig i begyndelsen af 2018 øst for Hama i ly af kampen mellem Assad og oppositionen under Assads bestræbelser på at sikre en vejforbindelse til Aleppo (se artiklen fra 15. februar 2018: Tyrkiets angreb på Afrin påvirker krigen i hele Syrien).

I takt med, at det blev tydeligt, at Tyrkiet ikke blot støttede Islamisk Stat og et stort antal andre jihadistiske grupperinger i kampen mod kurderne, men også benyttede denne systematiske støtte til at rekruttere lejesoldater for en udvidelse af Tyrkiet mod syd ud fra nationalistiske drømme om at genskabe det Osmanniske Riges storhed under kaliffen Erdogans højhed, er det blevet nødvendigt for Assad i højere grad også at koncentrere sig om bekæmpelsen af Islamisk Stat. Det viste sig især i forlængelse af kampene om Aleppo, Manbij og Raqqa, hvor Assad med russisk støtte afskar muligheden af en tyrkisk  involvering i slaget om Raqqa (se artiklen fra 2. juli 2018: Manbij som et vigtigt center for udviklingen af den mellemøstlige konflikt).  Afgørende for Assad var her også muligheden for at vinde kapløbet om generobringen af de østlige dele af Syrien, hvor dog SDF kom Assad i forkøbet og sikrede befrielsen af områderne øst for Eufrats mellemste løb inden Assad nåede frem. Siden da havde Assad igen ikke så travlt med at få nedkæmpet Islamisk Stat, men lod dem være i de mere marginale områder, hvor de fortsat gjorde deres indflydelse gældende – ikke mindst i bestræbelserne på at destabilisere de kurdisk-dominerede områder under SDFs ledelse.

Især siden det er lykkedes Assad at samle størstedelen af opposition i Idlib-provinsen, er det dog blevet mere og mere nødvendigt for ham at engagere sig i bekæmpelsen af Islamisk Stats sidste lommer i det vestlige Syrien, for at kunne bevare et minimum af troværdighed, hvad angår evnen til at sikre fred og stabilitet i de dele af Syrien, som han behersker. Siden d. 20 august er den syrisk arabiske hær SAA gået ind i egentlige landoperationer I det store østlige ørkenområde og har været i stand til at slå angreb fra Islamisk Stat tilbage.  Den stigende indsats skyldes dog også bestræbelserne på at generobre et mindre oliefelt i den sydlige udkant af området (T2, se kortet), hvor Islamisk Stats positioner er blevet bombet kraftigt af det syriske luftvåben. Iranske militser er i stigende grad blevet involveret i denne indsats. Således gennemførte Islamisk Stat d. 21 august to større angreb mod Iranske militser i den vestligste del af ørkenområdet nær byen Suhnah, 50 km nordøst for Palmyra. Ifølge Islamisk Stats oplysninger blev dusinvis af soldater fra regeringshæren og de iranske militser dræbt, og 3 blev taget til fange af IS.

Indsatsen fra den syriske hær skyldes givet også, at den tredie fase af Jazeera stormen mod Islamisk Stats område på østbredden af Eufrat formentlig kan medføre en styrkelse af Islamisk Stat i det store Ørkenområde gennem tilførsel af flygtende lejesoldater fra Islamisk Stat, der krydser floden, hvorfra der ikke er mange kilometer til det store ørkenområde. Det er tydeligvis også baggrunden for, at Assads styrker siden d. 4. september har stoppet flygtningestrømmen over Eufrat og har krævet at flugten skal gå via SDF-kontrollerede områder. Og netop i forbindelse med igangsættelsen af SDF’s offensiv indledte den syriske hær med russisk flystøtte et nyt angreb på Islamisk Stat i ørkenområdet med udgangspunkt i landsbyen Ash Shula ca.. 20 km sydvest for  provinshovedstaden Deir ez-Zor. Det skete tydeligvis i første række for at trænge Islamisk Stat længere væk fra Deir ez-Zor. En uge senere indledte man et angreb på de vestligste dele af ørkenområdet. Der var dog i første omgang hovedsageligt tale om angreb med fly og artilleri, og der opstod ikke de store sammenstød.

Underjordisk skjulested for Islamisk Stat i det store ørkenområde sydvest for provinshovedstaden Deir Ez-Zor.

Man fandt nogle underjordiske skjulesteder, der har været brugt af IS under deres nålestiksoperationer, som det ses af billedet ved siden af. Men et par dage senere blev et større antal regeringssoldater dræbt ved et bagholdsangreb, herunder en officer fra den republikanske garde. Det blev nødvendigt at tilføre forstærkninger. I forbindelse med angrebet fra øst blev en prominent officer fra den islamiske iranske revolutionsgarde dræbt under sammenstød med Islamisk Stat-militser.

At Assads ’indsats mod Islamisk Stat’ dog også kan indebære taktiske eller måske ligefrem strategiske aftaler med bevægelsen er blevet mere end antydet, da Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) på grundlag af IS-oplysninger offentliggjorde, at der d. 24 september var blevet opnået en aftale mellem Assad/Iran og Islamisk Stat om at overføre 400 lejesoldater fra Øst Syrien til den østlige del af Idlibprovinsen. Omdannes Islamisk stat-militser også til stødtropper for en afstivning af Assadregimet? Hvem får de lov til at plyndre til gengæld for støtten?

Kilder:

Et stort antal geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. august til 2. oktober..

6. oktober 2018: Islamisk Stats angreb på  druzerne i ørkenen øst for Suweida

Stenørkenen omkring den næsten 1000 højt beliggende As Safa vulkan er et af de sidste tilholdssteder for Islamisk Stat, hvorfra de hele sommeren 2018 har terroriseret især den druziske befolkning, både i byen As Suweyda (50 km mod sydvest), og i en række landsbyer nordøst for As Suwayda.

Langt mere voldsom har situationen været i tilknytning til det andet tilbageværende Islamisk Stat-område i Vest-Syrien, nemlig det lille kuperede stenørkenområde ca. 50 km nordøst for byen Al Suwayda. Her har Islamisk Stats hærgen været langt mere omfattende og brutal. Assad indledte et angreb mod Islamisk Stats tilstedeværelse i dette område allerede i maj måned, men trak en stor del af disse styrker tilbage til indsættelse i Daraa-offensiven. Se afsnittet: Daraa, Quneitra og Yarmouk bassinet, i artiklen fra august 2018: Geografisk gennemgang af vigtige begivenheder i Syrien i juli 2018, knyttet til dagens kort).

I juli gennemførte Islamisk Stat fra dette område et omfattende selvmordsbombe-angreb på den drusiske hovedby As Suwayda, der krævede over 250 civile ofre. IS tog ansvaret for dette og andre angreb på landsbyer, incl. kidnapning af 36 kvinder og børn (se afsnittet: Massakren ved As Suwayda, i artiklen fra 2. august 2018: Geografisk gennemgang af vigtige begivenheder i Syrien i juli 2018, knyttet til dagens kort).

Etnisk kort over Syrien, konstrueret ved Colombia University, USA, i perioden 1997-2014. Det hvide er ørkenområder med en meget lav befolkningstæthed. Som det ses er området omkring Suwaida domineret af druzere, der var blandt de første, der gjorde oprør mod Assad. Efter Assads og russerne store aktioner i det sydvestlige Syrien, er en stor gruppe druziske oprørere blevet fragtet til Idlibprovinsen, hvor de nu deltager på Assads side i opgøret dér, samtidigt med at Assad igen strammer grebet om de druziske oppositionsfolk, der er forblevet i det sydlige Syrien. Der fremgår dog ikke af kortet, at der også er en række drusiske landsbyer i de tørre områder nordøst for Suwaida i retning af As Safa vulkanområdet, der fortsat beherskes af Islamisk Stat og har været udgangspunkt for utallige terroraktioner mest vendt mod druzerne. Det er fra disse landsbyer en stor gruppe kvinder og børn er blevet kidnappet, og stadig ikke løsladt efter flere måneders forløb. Som det ses, er også store områder vest for Suwaida domineret af armeniere, der i hvert fald delvist er kommet dertil fra Tyrkiet, måske især fra Iskenderum, den tyrkiske Hatay-provins, som tyrkiet indlemmede lige før 2. verdenskrig. Et etnisk kort er noget meget komplekst. Den dominerende gule farve angiver en arabisk sunnimuslimsk befolkning. Det afspejler således ikke helt den syriske regerings selvforståelse som et arabisk land, da en del af de mange etniske mindretal faktisk er arabisk-talende, men religiøst og kulturelt ikke føler sig knyttet til eller repræsenteret af det sunnimuslimske arabiske flertal.

Det har tvunget Assad til at rette opmærksomheden mod Islamisk Stats rester i det vestlige Syrien. En lang række aktioner er blevet iværksat, især omkring de angrebne byer og landsbyer,. Men til trods for en ganske omfattende indsats gennem de sidste par måneder, er det stadig ikke lykkedes at nedkæmpe Islamisk Stat-lommen.

Styrker fra Assads regeringshær i ørkenområdet øst for Suwaida. I baggrunden til højre ses den næsten 1000 meter højt beliggende As Safa vulkan, hvor de hårdeste kampe fortsat foregår begyndelsen af oktober.

I august fortsatte IS-angrebene  med yderligere 3 selvmordsbombere, der krævede 4 ofre og 5 sårede, Assad trængte længere ind i ørkenen, men opnåede ikke afgørende fremskridt, idet Islamisk Stat blot trak sig længere østpå i ørkenen. Assads angreb omfattede først og fremmest fly- og artilleriangreb på Iislamisk Stat–dominerede landsbyer, hvor biler, butikker og endda et felthospital blev ødelagt. Men samtidigt blev der fra mange sider fra omkring d. 10 august krævet forhandlinger om løsladelse af de omkring 30 kidnappede kvinder og børn, hvor Islamisk stat meddelte at  to af de tilfangetagne var døde ”på grund af dårlig helbredstilstand”. Den militære indsats blev styrket men uden synlige resultater i form af indskrænkning af det areal, som Islamisk Stat beherskede. D. 16 august satte Islamisk stat en modoffensiv ind mod de syriske og iranske styrker, og der opstod i de følgende dage voldsomme kampe, tydeligvis med store tab på begge siden. D. 24 august anslog den syriske organisation for overvågning af menneskerettigheder SOHR, at over 180 medlemme af Islamisk Stat og regeringsstyrkerne indenfor de seneste 30 dage var blevet dræbt i kampene om Suwaida og ørkenområdet øst derfor. Først på det tidspunkt blev der i Suwaida dannet en kommitté for forhandling med Islamisk Stat om gislerne.

Men den syriske hær fortsatte med at stramme grebet om Islamisk Stats militære installationer i ørkenområdet, og det lykkedes da også at få elimineret nogle af dem, samt at få ødelagt et hovedkvarter og et køretøj udstyret med et tungt maskingevær. I sidste halvdel af september ebbede det ud, men indsatsen er dog genoptaget her i begyndelsen af oktober, tilsyneladende med en vis succes, .

Islamisk Stat har forskanset sig i et vulkansk område, As Safa, der ligger i den nordøstlige del af det kun 150 km2 store stenørkenområde, 50 km nordøst for druzernes hovedby As Suwayda. Fra dette meget kuperede og vanskeligt tilgængelige klippeområde har Islamisk stat længe gennemført en usædvanligt rå guerilla-baseret terrorvirksomhed især mod den drusiske befolkning. Af videoer kan det ses, at de utallige muligheder for skjulesteder i klipperne giver store fordele for stedkendte snigskytter. Regeringssoldaterne bevæger sig fremad om dagen, men Islamisk Stat rykker frem igen om natten. D. 25 september meddelte Islamisk Stat kilder, at de indenfor de sidste 36 timer havde dræbt eller såret omkring 40 soldater fraa regeringshæren nær al-Safa vulkanen, herunder brigadegeneral Walid Kurdi.

D. 13 september, 50 dage efter tilfangetagelsen af de drusiske kvinder, meddelte den syriske menneskerettighedsorganisation SOHR, at de kidnappede kvinder optrådte på en ny video, hvor de krævede at blive ”frigivet” efter at russerne og den syriske regering ikke havde været i stand til det. Det kunne aflæses af videoen, at de ikke befandt sig i As Safa-området.

Et drab på denne kvinde, der d. 25 juli blev bortført af Islamisk stat fra en landsby nær Suwida i det sydvestlige Syrien, er blevet vist på en video udsendt af Islamisk Stat d. 2 oktober.

Et drab på denne kvinde, der d. 25 juli blev bortført af Islamisk stat fra en landsby nær Suwida i det sydvestlige Syrien, er blevet vist på en video udsendt af Islamisk Stat d. 2 oktober.

Islamisk Stat har i en twittermeddelelse fra d. 2 oktober vist en video, hvor en af de bortførte kvinder er blevet dræbt. De truer med at dræbe hele gruppen af kvinder og børn indenfor 3 dage, hvis offensiven på As Safa fronten fortsætter og kræver at få frigjort fanger.

Blandt de tilbud, der allerede for længst er fremkommet om at fungere som mægler, har ét vakt særlig opmærksomhed, nemlig et tilbud fra ledelsen af de Forenede Syriske Styrker, SDF (altså den militære ledelse af Nordsyrien) om at ville medvirke til at udveksle kvinderne med tilfangetagne medlemmer af Islamisk Stat. Den 6. august offentliggjorde SDF følgende erklæring:

”D. 25 juli angreb terrorister fra Islamisk Stat den syriske by  Suwayda, rettet mod ubevæbnede civile blandt den druziske befolkning. Efter at have begået en brutal og blodig massakre, kidnappede terrororganisationen dusinvis af uskyldige civile, mest kvinder og børn. Vi, indenfor de Syriske Demokratiske Styrker, der tror på enheden og den fælles skæbne for alle folkeslagene i Syrien, vil udtrykke og forsikre overfor vores landsmænd i Suwayda by og deres familier blandt de bortførte, at vi er fuldt parat til at befri de tilfangetagne og returnere dem til deres familier gennem en hvilken som helst udveksling med elementer fra Islamisk Stat, som vi har i vores forvaring.”

Det førte til en interesssant reaktion fra lederne af den druziske islamiske bevægelse, der har stillet sig meget positive overfor forslaget. En takkeskrivelse fra lederne er gengivet i dansk oversættelse i artiklen: Den druziske islamiske bevægelse takker YPG og SDF for deres tilbud om at bistå ved løsladelsen af de tilfangetagne kvinder og børn fra As Suwayda.

Kilder:

Et stort antal geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. august til 2. oktober

Anonymous, 2018: SDF ready to exchange ISIS members with civilians from Suwayda. ANF, 6. August 2018.

Anonymous, 2018: Druze people of Suwayda thank the SDF and YPG. ANF, 7. August 2018.

6. oktober 2018: Dokument: Druzerne I Suwayda takker YPG og SDF for deres tilbud

Drusiske kvinder fra landsbyer i As Suwayda provinsen, der i slutningen af juli blev kidnappet af Islamisk Stat, efter en voldsom selvmorderbombe-aktion i byen As Suwayda, der kostede 250 mennesker livet. Se pkt 3 i artiklen: august 2018: Geografisk gennemgang af vigtige begivenheder i Syrien i juli måned, knyttet til dagens kort.

Dokument:

De åndelige ledere for den druziske islamiske bevægelse har offentliggjort en takkeskrivelse til SDF for deres erklæring om, at de er parat til udveksling af arresterede bandemedlemmer til gengæld for de mennesker, der blev bortført af Islamisk Stat fra Suwayda.

En repræsentant for lederne af den åndelige druzisk-isamiske bevægelse,  Shêx Hikmet Selman Al-Hijrî har udsendt en erklæring i anledning af, at SDF, for at hjælpe Suwaydas folk, er parat til at frigive Islamisk Stat-fanger til gengæld for de indbyggere i Suwayda, der er blevet bortført af bander fra Islamisk Stat. Den åndelige ledelse takker i erklæringen YPG (People’s Defense Units) og SDF (Syrian Democratic Forces). Erklæringen indeholder følgende: “Som den druziske islamiske bevægelses spirituelle ledelse hilser vi jer med fred og udtrykker som kvinder og mænd i Suwayda, der ønsker fred vores dybfølte loyalitet over for jer. Vi kæmper alle på samme front for vores værdighed, og vi drikker fra den samme brønd. Hvad vi har læst om lederskab, succes og historie har styrket vores bånd. I den erklæring, I udstedte i går, og det, som I skrev om bortførelse, voldtægt og mord, som vores borgere har været konfronteret med, er et tegn på det bånd, der knytter os sammen. Vi følger alle intensivt kampen for at befri Afrin fra det onde og fra tyrkerne. Den tilgang I har lagt frem og jeres forslag, er tegn på jeres værdige holdning og er en stor dyd i Allahs øjne. Da vi er helt klar over, at I ønsker fred og broderskab blandt folkeslagene, giver vi også udtryk for, at vi ikke er overraskede over at se jeres værdige holdning. Vi vil endvidere gerne takke jer for jeres indsats, der er af stor værdi, fordi vi ønsker frihed for de kvinder og børn, der er blevet bortført af Islamisk Stat. Det er vores bøn til Allah, at alle bortførte syriske borgere kommer fri, og at alle sekter og grupper bliver forenet under en broderskabets paraply. Vi tror på, at Allah ikke vil lade vores bønner og anstrengelser være forgæves og vil belønne os med gidslernes tilbagevenden. “

6. oktober 2018: Oprørsgruppernes geografi i Idlib-provinsen

Centrum af provinshovedstaden Idlib. Man skal holde tungen lige i munden, når man taler om Idlib. For Idlib er både en syrisk provins, hovedstaden i samme provins, men bruges for tiden også som betegnelse for det sidste område af Syrien, der beherskes af oppositionen mod Assad. Dette område omfatter størstedelen af den syriske Idlibprovins, men der indgår også et område mod nordøst i Aleppoprovinsen, næsten op til millionbyen Aleppo, samt mindre dele af Hama-provinsen og den vestlige Latakiaprovins. Afgrænsningen af provinsen kan ses som en hvid og sortstiplet linie på kortet fra den franske avis Le Figaro, der er vist længere nede i denne artikel. Afgrænsningen af de syriske provinser fremgår også af kortene fra https://syria.liveuamap.com. Alle de syriske provinser har navn efter provinshovedstaden. Den administrative opdeling i Nordsyrien følger kun delvist Den Syriske Arabiske Stats opdeling.

 

I sidste nyhedsbrev beskrev vi de mange konflikter, der hober sig op i Idlibprovinsen, som følge af

  • De mange oppositionsgrupper og Tyrkiets systematiske indlemmelse af det nordlige Syrien under tyrkisk overhøjhed gennem understøttelse og til dels også organisering af et stort antal oprørsgrupper i Shahba-området, Afrin og Idlib-provinsen (herunder mange Al-Qaeda- og Islamisk Stat-tilknyttede grupper) og placering af 12 permanente militære ’observationsposter’ i Idlib-provinsen, samt
  • Assads og russernes svar på disse udfordringer gennem systematisk placering af de militært eller politisk overvundede oprørsgrupper fra det sydlige Syrien i forskellige dele af Idlib provinsen, med henblik på at få bugt med hele modstanden gennem en større militær aktion, der også kan tvinge Tyrkiet ud af området, der ligger tæt på Assads alawitiske kerneområder og den russiske flådebase ved middelhavskysten.

Med en civil befolkning på måske 3 millioner kan en sådan aktion ikke undgå at blive en humanitær katastrofe. Men samtidigt har Erdogans Tyrkiet en klar interesse i at fastfryse situationen i Idlib, da det vil give Tyrkiet de bedste muligheder for at fortsætte det ekspansive projekt for at genskabe det Osmanniske Riges dominerende rolle i Mellemøsten.  Samtidigt med at Erdogan fremhæver de katastrofale følger af en offensiv fra Assads side mod Idlib,  har den tyrkiske stat ifølge Reuters øget forsyningen med våben til Idlib kraftigt gennem de seneste uger. En leder af en af militserne under den frie syriske hær har i et interview til Reuters sagt, at ”Tyrkerne har givet os tilsagn om militær støtte til en langvarig krig”.

Ifølge Hauger Najar fra ANHA oprettede Erdogans AKP-parti med støtte fra det tyrkiske efterretningsvæsen MIT allerede under starten af den syriske krise adskillige bevæbnede grupper under forskellige navne, ofte på ottomanske sultaner. De tog imod mange europæiske og asiatiske terrorist grupper i Tyrkiet og transporterede dem over grænsen til Syrien, og understøttede dem til at finde fodfæste i Syrien ud fra ønsket om derigennem at kunne genvinde det tidligere Ottomanske Rige og udråbe Erdogan til kalif over dette.

Erdogan og hans parti åbnede træningscentre i Tyrkiet for grupperne som udgangspunkt for deres angreb på Syrien.  De direkte angreb var især vendt mod de syriske kurdere, men de fordelte også lejesoldater til et stort antal grupper for derigennem bedre at kunne understøtte Islamisk Stat og Al Nusra/Al Qaeda, hvor det kunne fremme Tyrkiets planer.

I sidste nyhedsbrev refererede vi endvidere forskellige vurderinger af de udfordringer, som udviklingen gav anledning til , ikke mindst set fra et nordsyrisk synspunkt. I starten af august var det et fremherskende synspunkt, at Nordsyrien, såfremt der kunne opnås fremskridt i samtalerne med Assad-regeringen, godt kunne indlede et samarbejde omkring bekæmpelsen af Al Qaeda og andre jihadistiske grupperinger i Idlib-provinsen, især med den argumentation, at disse grupperinger ikke adskiller sig fra de grupperinger, som kurderne har måttet kæmpe mod i Afrin, hvor de blev sat ind foran den tyrkiske hær.

I begyndelsen af august blev YPG og nogle regeringsstyrker da også  involveret i opgør med islamiske og tyrkisk støttede grupper nordvest for Aleppo. Der fremkom samtidigt meddelelser om, at ca. 1300 YPG soldater var på  vej til Aleppo for at understøtte Assad regimets kommende operationer i Idlib-provinsen. Der gik dog ikke mange dage før denne strategi blev skrinlagt, da SDFs talsmand Gabriel Kino gjorde det klart, at SDF ikke vil tage del i en mulig fremtidig offensiv i Idlib sammen med de syriske regeringsstyrker. En måned senere har der da også været stridigheder mellem YPG og pro-Assad militser i det nordlige Aleppo.

I midten af september indgik Tyrkiet og Rusland en aftale om at oprette en ny 15-20 km bred demilitariseret zone i Idbil området, hvorfra man vil kræve, at ’radikale’ oprørere trækker sig tilbage inden midten af oktober måned. På https://syria.liveua.map.com blev zonen angivet som vist på kortet nedenfor til venstre. Efter fem dage blev zonen fjernet fra kortet, da det viste sig viste det sig, at den enten var forkert opfattet, eller at der havde været uklarhed omkring aftalen. Først efter en uge kom zonen igen, nu angivet som en 20 km bred zone alene indenfor Idlib-området.

Til venstre Idlib området med den demilitariserede zone, som Tyrkiet og Rusland blev enige om at oprette i midten af september 2018. Med små blå prikker er vist de 12 observationsposter, som Tyrkiet forlængst har oprettet, og hvorfra de både har kunnet kontrollere Idlib-området og kunne dirigere rundt med de mange oprørsgrupper, der er delvist oprettet og i stor udstrækning også financieret af Tyrkiets efterretningsvæsen. Tilsvarende er der på Assads side af demarkationslinien etableret et lignende antal poster, til dels i samarbejde med Iranske og libanesiske militser. Det er meningen at zonen skal patruljeres af tyrkiske og russiske styrker. Men der har åbenbart fra starten været uenighed om, hvordan zonen og dens beliggenhed skulle tolkes. Efter fem dage blev den ca. 15 km brede zone fjernet igen fra kortet, men opstod så en uge senere som en 20 km bred demilitariseringszone udelukkende indenfor det af oppositionen kontrollerede område. Som det ses udgør den i virkeligheden hovedparten af Idlibområdet.

Sidst i september  har moderate oprørsgrupper tilkendegivet over for Reuters, at de havde stigende tiltro til, at deres jihadist rivaler blandt oprørerne vil rette sig efter de krav om at forlade den demilitariserede buffer zone, der er oprettet af Tyrkiet og Rusland for at afværge en russisk-støttet offensiv fra den syriske hær. Men hvor tager de hen? Mon de blot tager på pension?

Situationen i Idlib er fortsat meget kompleks. Jeg har derfor i dette nyhedsbrev bestræbt mig på at  redegørelse så godt som muligt for de forskellige grupperingers placering i Idlibområdet. Indtil begyndelsen af februar 2018 prøvede hjemmesiden  https://syria.liveuamap.com på at skelne mellem forskellige grupper i de oprørskontrollerede områder ved at samle dem i to grupper; dels Den Frie Syriske Hær (FSA) samt en række moderate grupper som Ahrar Al Sham, Jaish al Islam etc – vist med lysegrøn, dels mere radikale jihadistiske grupper som Hayat Tahrir Al-Sham HTSW (ex Al-Nusra) –  vist med mørkegrøn, mens Islamisk Stat blev afgrænset med farven grå. Men siden februar 2018 har man opgivet skellet mellem de jahidiske grupper og de mere sekulære oprørsgrupper, formentlig fordi både kategoriseringen og den geografiske afgrænsning blev stadigt mere vanskelig at håndtere, navnllig i Idlib-området, hvor konflikterne udspiller sig i en anden målestok, dvs. med store lokale forskelle, som kun vanskeligt lader sig afbilde flademæssigt.

For nyligt er der dog offentliggjort et kort i den franske avis Le Figaro, der gennem punktsignaturer prøver at angive placeringen af de vigtigste hovedgrupperinger, så man derigennem kan få lidt bedre indblik i de geografiske sider af situationen, som den ser ud i dag. Kortet er kompliceret på grund af de mange kategorier og den temmelig utydelige signaturgengivelse. Og så er de yderligere konfliktmuligheder, der er opstået gennem placeringen af oprørsgrupper fra det sydlige Syrien i strategiske områder af Idlib, ikke taget med på kortet.

Kort over den aktuelle situation i Idlib-området, offentliggjort d. 10 september i den franske avis Le Figaro. Signaturerne på kortet knytter sig til tre overordnede temaer: 1) Den sidste oprørslomme, 2) Damaskus går i offensiven, 3) I retning af en humanitær krise? Vigtigst er her inddelingen af oprørsgrupperne i fire afdelinger (se legenden til venstre under overskriften: LES FACTIONS REBELLES D’IDLIB): a) Den nationale befrielsesfront (islamiske grupper, støttet af Tyrkiet) vist med mørkegrønne cirkler, b)Jaich al-Ezzah, oprørsgrupper under den frie syriske hær (FSA), vist med lysegrønne cirkler, c) Hayat Tahrir al-Sham (HTS), jihadist grupper (tidl. Al-Nosra), knyttet til al-Qaida, vist med sorte cirkler, samt d) Andre islamiske grupper (som f.eks. Ouighourerne, fra det islamiske parti i turkestan). Se endvidere hovedteksten.

Vigtigst på kortet er lokaliseringen af de mange forskellige oprørsbevægelser, der på kortet er inddelt i fire grupper: a) Den nationale befrielsesfront (islamiske grupper, støttet af Tyrkiet) vist med mørkegrønne cirkler, b)Jaich al-Ezzah, oprørsgrupper under den frie syriske hær (FSA), vist med lysegrønne cirkler, c) Hayat Tahrir al-Sham (HTS), jihadist grupper (tidl. Al-Nosra), knyttet til al-Qaida, vist med sorte cirkler, samt d) Andre islamiske grupper (som f.eks. Ouighourerne, fra det islamiske parti i turkestan).

  1. Den nationale befrielsesfront er en sammenslutning af et stort antal moderat islamiske grupper, der siden starten af den syriske konflikt har været tyrkisk støttet og financieret. De behersker kun en enkelt større by: Maarrat al-Nu’man men til gengæld et stort antal landsbyer omkring og især sydvest for denne by samt en række landsbyer, der strækker sig nordøst og nordvest for provinshovedstaden Idlib.
  2. Jaich al-Ezzah er en sammenslutning af oprørere tilknyttet den Frie Syriske hær. De er – med få undtagelser i det nordlige Idlib – koncentreret i et mindre antal landsbyer i den sydligste del af Idlib-området, sydøst for byen Khan Shaykhun (hvor Assads kemiske angreb fandt sted i april 2017).
  3. Hayat Tahir al-Sham (HTS), tidligere Al-Nusra, knyttet til Al Qaeda. Gruppen er den absolut dominerende modstandsgruppe, der behersker 60% af Idlib-området, især i den nordlige del, og inklusive provinshovedstaden Idlib samt byerne Harim og Saraqeb. De er helt dominerende i grænseegnene ind mod den tyrkiske provins Antakya, men sidder også på et antal landsbyer i det sydlige delområde, hvor de også behersker den sydlige by Khan Shaykhun. De har gennem de sidste to måneder flere gange angrebet regeringshærens stillinger i det nordlige Latakia, men er blevet slået tilbage.
  4. Den sidste gruppe: Andre islamistiske grupperinger, omfatter nogle vigtige grupper, der sjældent omtales i medierne. Det drejer sig om en række terrorist grupper fra Uzbekistan, Tjetjenien, Xinjiang/Kina og mange andre lande, der er trænet af Al Qaeda og det tyrkiske efterretningsvæsen, eller i perioder har været knyttet til Islamisk Stat. Disse grupper, ialt ca. 6000 udenlandske jihadister, er kommet til Syrien siden 2013 fra Tyrkiet, hvor de ifølge journalisten Haugar Najar fra det nordsyriske nyhedsbureau ANHA står under direkte ledelse af AKP og Erdogan. Den vigtigste gruppe er her Uighurer fra den Turkestanske Autonome Region i Xinjiang, Kina. Det er et tyrkisk folkeslag, der konverterede til Islam i det 10nde århundrede og i dag fortsat bruger arabisk skrift i deres tyrkiske sprog, Karlukia. De fleste uighuriske lejesoldater er medlem af Turkestans Islamiske Parti, har været aktive i Xinjiang, og fået kamperfaringer i Afganistan før de kom til Syrien. De sidder i dag bl.a. på byen Jisr ash-Shugur i den østlige  del af Idlibområdet, og anses derfor som en latent fare for de syrisk og russiske interesser i Latakia-området. Uighurerne anses af mange for at være afgørende i forbindelse med et opgør i Idlib-området, ike bare fordi det er en stor gruppe, men også fordi de er kendt for at beside gode kampegenskaber, og er bredt respekteret blandt terrorister.

Alle oprørsbevægelserne kontrollerer et eller flere lokalområder, opkræver skat og afgifter af lokalbefolkningen, og stiller derudover i varierende grad krav til lokal levevis, beklædning, deltagelse i religiøs virksomhed m.v.

På kortet er endvidere angivet de områder i syd og vest, hvor Assads styrker især er gået til angreb frem til 1. september. Men faktisk har der været kampe i mange andre grænseegne, f. eks. øst for Aleppo og længere syd på. Det er tydeligt, at kamphandlingerne især har knyttet sig til de områder, der nu er udlagt som demilitariseret zone.

Ifølge den syriske organisation for menneskerettigheder SOHR indledte HTS og den nationale befrielsesfront allerede i begyndelsen af august deres egne sikkerhedsoperationer i Idlib, hvor de i løbet af få dage anholdt mere end 250 personer, som de beskyldte for at støtte forsoningsprocessen med Damaskus. Det må anses for overvejende sandsynligt, at Tyrkiet, der har financieret disse grupper,  har stået bag denne aktion.

Der er meget, der tyder på, at de oprørsgrupper fra det sydlige Syrien, der er blevet omdirigeret til Idlib, efter at være blevet knyttet til Assads styrker, er blevet lokaliseret i områder af strategisk betydning for regeringstropperne. Således er den gruppe på ca. 500 druzere, der kom til Idlib i juli måned blevet placeret på ”ledige områder i omegnen af byen Sarageb”, der beherskes noget isoleret af HTS. Samtidigt ligger Sarageb langs  hovedvejen M5, der krydser Idlib-området fra Hama til Aleppo, og derfor udgør en strategisk færdselsåre for regeringen.

Den seneste udvikling, hvor Tyrkiet har givet tilsagn om ikke blot at skabe en demilitariseret zone, men også at få trukket de Al Qaeda-relaterede grupper ud af Idlib, er blevet mødt med en vis skepsis fra nordsyrisk side. Således har Saleh Muslim, der er medlem af Nordsyriens kommitté for diplomatiske forbindelser, overfor nyhedsbureauet ANHA kommenteret udviklingen på følgende måde:

Saleh Muslim bekræftede, at ”hvis terrorist banderne i Idlib afleverer deres våben, vil det være muligt at finde en løsning i Idlib, men hvis de nægter at overgive sig, bør ingen acceptere den situation. Der er ingen, der kan acceptere disse gruppers mål om at ville skabe et islamisk emirat i Syrien. Vi tror, at der er tyrkiske planer om at trække disse grupper tilbage til Afrin, og det vil ikke skabe en løsning for området. Hvis de tager til Afrin, så vil vi kæmpe mod dem, for befrielsen af Afrin er for os et hovedmål og knytter sig til vores skæbne, og det skal tilbage til os. Hvis det er det, der sker, vil det være klart, at Tyrkiet ikke ønsker at finde nogen som helst løsning på  det syriske spørgsmål, og det vil gøre situationen mere kompliceret.”

Om truslen fra Tyrkiet sagde han endvidere: ”Alene vil Tyrkiet ikke være i stand til at angribe de områder , der er befriet af SDF, med mindre de koordinerer det med Rusland. Tyrkiet har tidligere prøvet at starte et angreb mod Syriens nordlige områder, og de spurgte på møderne med Putin offentligt om hjælp til at besætte Manbij, og Tyrkiet ville slå en handel af om situationen i Idlib. Men det er et forslag, som Rusland ikke kunne gå ind på, da Manbijs skæbne ikke lå i dets hænder. Det er ikke let for Tyrkiet at angribe de befriede områder, da SDF og de allieredes styrker vil reagere stærkt på sådanne angreb.”

Kilder:

Et stort antal geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. august til 2. oktober

Anonymous, 2018: Time running out for Ankara: Idlib in turbulence. ANF, 17. Sept. 2018.

Anonymous, 2018: Putin-Erdogan meeting in Sochi ends. ANF, 17. Sept. 2018

Anonymous, 2018: Saleh Muslim: There are new deals between Russia, Turkey. ANHA, 18. Sept. 2018.

Anonymous, 2018: Are mercenaries withdrawing from the buffer zone in Idlib? ANF, 27. Sept. 2018

Jafo, Jafar, 2018: Abu Araj: Turkey trying to convince factions fight al-Nusra, reconcile with regime. ANHA, 8. Sept. 2018.

Malbrunot, Georges 2018: Idlib: comment éliminer les djihadistes sans que les civils soient massacres? Le Figaro, 10. Sept. 2018

Najar, Hauger, 2018: Erdogan does not spare of terrorists in Idlib. ANHA, 12. Sept. 2018.

Sonne, Mathias, 2018: ”Erdogan hader at blive konfronteret med sine modstandere ansigt til ansigt”. Dagbladet  Information, d. 28 sept. 2018, s. 11

6. oktober 2018: IS-medlem afslører forbindelsen mellem Islamisk Stat og Tyrkiet

Den italienske bandeleder under Islamisk Stat, Semir Bogana (med kodenavnet: Abu al Muhajir), der blev fanget af YPGs anti-terror enhed YAT, da han prøvede at flygte til Tyrkiet, har fortalt om det beskidte forhold mellem den tyrkiske stat og Islamisk Stat-grupperne

En anonym journalist fra det kurdiske nyhedsbureau ANF har interviewet en tilbageholdt leder fra IS om hans forbindelser til Tyrkiet og dets efterretningsvæsen (MIT). Vi bringer interviewet i dansk oversættelse:

Med ophav i Marokko, blev Semir Bogana født i Italien i 1994. Boganas familie flyttede senere til Tyskland og han gik i skole dér. Bogana giftede sig senere med en tyrkisk pige, som han mødte i Tyskland. Han mødte nogle terrorist/bande medlemmer i 2011 i Tyskland og fik tilknytning til dem. Han mødte senere Abu Abdullah Al-Almanî, som har forbindelser til det tyrkiske efterretningsvæsen MIT. Al-Almani foreslog Bogana at tage til Syrien og slutte sig til banderne. Da Bogana sagde ja, bragte Al-Almani ham til Tyrkiet, hvorfra de sammen krydsede grænsen til Syrien.

Hvem er Abu Abdullah Al-Almanî?

Abu Abdullah Al-Almanî er tysk statsborger, også oprindeligt fra Marokko. Han er født i Tyskland. Al-Almani har bånd til både det tyrkiske MIT og til Islamisk Stat-grupperne. Han indsamler og sender hjælp til IS-banderne under dække af humanitær hjælp fra Tyskland og det øvrige Europa, og han sender det gennem Tyrkiet.

Bandelederen Bogana fortalte, at han tog til Istanbul fra Düsseldorf lufthavn, og så fortsatte til Antakya. Bogana opholdt sig i MIT lejre i Antakya,  hvor udenlandske bandemedlemmer befinder sig. Efter hvad han har hørt, bliver udenlandske IS medlemmer placeret i særlige MIT lejre, og alt, hvad de har brug for leveres af MIT. Medlemmer, der er samlet i disse lejre bliver så sendt til de syriske Al-Aqrad bjerge i Latakiaprovinsen og placeres blandt Jindi Al-Sham grupperne. (Denne del af Latakia provinsen ligger i den vestligste del af det, der nu kaldes ”Idlib-området”, JB)

Semir Bogana tilsluttede sig også Jindi Al-Sham grupperne i Latakia efter at have krydset ind i Syrien og kæmpede mod Baath regimet dér. Det var der, han mødte en gruppe under Abu Omar Al-Almani og så tilsluttede sig Islamisk Stat.

Islamisk Stat modtager ordrer fra Tyrkiet

Semir Bogana fortalte, at de kæmpede mod det syriske Baath regime i Latakia, og tilføjede, at ledere fra Islamisk stat en dag gav gruppen besked om at tage til den nordlige del af Aleppoprovinsen, hvad de så gjorde. ”De bestemte vores rejserute gennem Aleppo. Så vi trak os tilbage fra Latakia og krydsede over til Jaroblus gennem Antakya og Antep i Tyrkiet. Tyrkiet gjorde vores job meget let under denne passage. De åbnede grænsen, tillod at vi tog vores våben og ammunition med, og opfyldte alle vore ønsker. Da vi så var kommet dertil, fik vi at vide, at vi fra nu af skulle kæmpe mod kurderne”.

Efter at Bogana var kommet til Jaroblus, forblev han der et stykke tid, hvorefter han blev flyttet til Deir ez-Zor. Der var han en tid sammen med dødspatruljerne, hvorefter han tog til Raqqa, hvor han arbejdede for Islamisk Stats udenrigstjeneste. Hans vigtigste opgave var at rekruttere nye medlemmer fra Tyskland og andre europæiske lande. Hans gruppe var en overgang aktiv i Tabqa og Mayadin regionerne, og tog del i angrebet på Kueri lufthavnen i Aleppo.

Forholdet mellem Islamisk Stat og Tyrkiet

Når Abu Abdullah Al Muhajir/Semir Bogana talte om forholdet mellem den tyrkiske stat og Islamisk Stat, understregede han de investeringer, som den tyrkiske stat gjorde i dem. ”Når vi handlede på Tyrkiets vegne, havde vi ingen problemer. Ingen spurgte os nogen sinde om, hvad vi lavede, eller hvor vi skulle hen, selv om vi krydsede grænsen adskillige gange.  Tværtimod, den tyrkiske stat forsynede os med alle typer våben, ammonition og andre ressourcer. Jeg så med mine egne øje, hvordan den tyrkiske stat flyttede våben in i Gire  Spi-regionen” (i Nordsyrien. Den kurdiske grænseby Gire Spi hedder på arabisk Tall Abyad, mens byen på den tyrkiske side af grænsen hedder Akςakale, jb).

Semir Bogana fortalte, at Tyrkiet ser Nordsyrien som tyrkernes eget land og ønsker at opnå deres egne mål for regionen gennem Islamisk Stat. De giver alle de ressourcer, de har til rådighed til Islamisk Stat og andre grupperinger for at få dem til at angribe kurderne. Bogana sagde, at tyrkerne ønsker at rive alt, hvad der er opbygget af kurderne ned, og fortsatte: ”Det klareste eksempel på det er den støtte, som den tyrkiske stat ydede os, da vi forlod Latakia provinsen, og de så bad os om at angribe de kurdiske områder. De ønskede hellere at Islamisk Stat angreb kurderne, end at de angreb det syriske regime. Deres mål var at ødelægge det, som kurderne havde bygget op i Syrien, ved hjælp af Islamisk Stat og andre grupperinger”.

Tyrkiet beskytter banderne fra Islamisk Stat

Bogana fortsatte med at afsløre forholdet mellem den tyrkiskke stat og Islamisk Stat: ”De fortalte os, at den tyrkiske stat beskytter medlemmer af Islamisk Stat. De fortalte os, at medlemmer af Islamisk Stat kunne bo i Tyrkiet som de ville. Et klart eksempel på det var det tilfælde, hvor et østrigsk medlem af Islamisk Stat, der tog til Tyrkiet, ikke blev udleveret til Østrig. Den østrigske regering havde indgivet en anmodning om udlevering af personen. Den tyrkiske Stat påstår offentligt, at den stiller Islamisk Stat’s medlemmer for retten, men det er ikke sandt. Den tyrkiske stat yder os støtte, og bruger os til deres egne formål. De sender folk blandt os til forskellige lande for at skabe lokale uroligheder”.

”Vi-bekæmper-Islamisk-Stat”-diskursen er en løgn

”Jeg spørger hele tiden mig selv om, hvorfor Tyrkiet yder os så megen støtte, når de offentligt siger, at de bekæmper Islamisk Stat? Hver eneste gang bragte den tyrkiske stat os sammen, så vi ikke faldt fra hinanden, og så brugte de os for deres egen vindings skyld. Havde det ikke været for den tyrkiske stat, så ville Islamisk Stat aldrig have vokset sig så stor, og den syriske borgerkrig ville ikke have trukket så længe ud, og have udviklet sig så ødelæggende. Lige fra starten af den syriske krig, gik den tyrkiske stat i gang med at yde al slags støtte til Islamisk Stat og andre modstandsgrupper. De åbnede grænserne til Syrien og tillod tusinde at krydse grænsen for at slutte sig til banderne. De skubbede den syriske konflikt ind i et stadigt dybere hængedynd. Hvis der ikke havde været denne holdning hos den tyrkiske stat, så ville jeg og tusinder af andre, der var som jeg, ikke have været i stand til at komme til Syrien og tilslutte os disse bandeorganisationer. Hvis det ikke havde været på den måde, ville Syrien ikke have udviklet sig til et så farligt sted.”

Oversættelse: Jesper Brandt

Kilde:

Anonymous, 2018: ISIS member exposes relationship between ISIS and Turkey. ANF, 15. Sept. 2018.

6. oktober 2018: Den fortsatte modstandskamp i Afrin og Shahba-området i august og september 2018

Landsbyen Qibar i den centrale del af Afrin provinsen, hvor der bor mange Yazidier, der blev kendt under Islamisk Stats angreb på Sinjar-bjerget i Irak, hvor Yasidiske mænd blev dræbt og kvinder blev bortført og solgt på slavemarkeder især i Raqqa. Nu bliver de angrebet af den tyrkiske hær og dens allierede lejesoldater, når de er taget på arbejde i landsbyens olivenlunde. Soldaterne har fornyligt sat ild til træer og landbrugsarealer omkring Hawar bjerget, der ses i baggrunden, og har forhindret Yasidierne i deres forsøg på at bekæmpe ilden. Der har næsten hver dag siden invasionen været nyheder om drab, tortur, røveri, voldtægt, plyndringer og chikane. Amnesty International udsendte en meddeelelse i august, hvor de gjorde opmærksom på adskillige brud på menneskerettighederne i Afrin, og hvor de gjorde de tyrkiske invasionsstyrker ansvarlige. Allerede i midten af juni udsendte Human Reights Watch en medddelelse, hvor de fastslog, at tyrkisk-støttede grupper konfiskerede privat ejendom fra kurdiske borgere og foretog plyndringer i Afrin. Angrebene på olivenlundene, hvor høsten nu er igang, er på det seneste blevet sat i forbindelse med tilstedeværelsen af både Islamisk Stat og Hayat Tahrir Al-Sham/Al Nusra/Al Qaeda, der nu er ved at bosætte sig i Afrin, med stor indflydelse på de øvrige grupper af lejesoldater, der er støttet og financieret af Tyrkiet. Disse grupper har fortalt bønder i Afrin, at de kun kan beholde 10% af deres oliven, og at de resterende 90% vil blive overladt til et råd, der er sat op af de lejesoldatgrupper, der befinder sig i Afrin.

 

Landsbyen Qibar i den centrale del af Afrin provinsen, hvor der bor mange Yazidier, der blev kendt under Islamisk Stats angreb på Sinjar-bjerget i Irak, hvor Yasidiske mænd blev dræbt og kvinder blev bortført og solgt på slavemarkeder især i Raqqa.  Nu bliver de angrebet af den tyrkiske hær og dens allierede lejesoldater, når de er taget  på arbejde i landsbyens olivenlunde. Soldaterne har fornyligt sat ild til træer og landbrugsarealer omkring Hawar bjerget, der ses i baggrunden, og har forhindret Yasidierne i deres forsøg på at bekæmpe ilden. Der har næsten hver dag siden invasionen været nyheder om drab, tortur, røveri, voldtægt, plyndringer og chikane. Amnesty International udsendte en meddeelelse i august, hvor de gjorde opmærksom på adskillige brud på menneskerettighederne i Afrin, og hvor de gjorde de tyrkiske invasionsstyrker ansvarlige. Allerede i midten af juni udsendte Human Reights Watch en medddelelse, hvor de fastslog, at tyrkisk-støttede grupper konfiskerede privat ejendom fra kurdiske borgere og foretog plyndringer i Afrin. Angrebene på olivenlundene, hvor høsten nu er igang, er på det seneste blevet sat i forbindelse med tilstedeværelsen af både Islamisk Stat og Hayat Tahrir Al-Sham/Al Nusra/Al Qaeda, der nu er ved at bosætte sig i Afrin, med stor indflydelse på de øvrige grupper af lejesoldater, der er støttet og financieret af Tyrkiet. Disse grupper har fortalt bønder i Afrin, at de kun kan beholde 10% af deres oliven, og at de resterende 90% vil blive overladt til et råd, der er sat op af de lejesoldatgrupper, der befinder sig i Afrin.

Modstandskampen i Afrin og i de tyrkisk besatte dele af Shahba-området er fortsat de sidste måneder, og det er blevet et stadigt vigtigere mål for Nordsyrien at sikre befrielsen af Afrin: På det ledende kurdiske parti PYDs rådsmøde i midten af september blev situationen i Afrin diskuteret, og befrielsen af Afrin blev erklæret for den mest vigtige opgave for den kurdiske befolkning i Syrien, for alle demokratiske og sekulære kræfter og for partiet. På mødet blev det fastslået, at sejren over den tyrkiske hær og de mange grupper af lejesoldater i Afrin også ville betyde enden på den tyrkiske besættelse i Syrien. Og netop det ville spille en hovedrolle i løsningen af den syriske krise, da det tyrkiske militær og dets lejesoldater fra de jihadistisk orienterede modstandsgrupper fortsætter deres overgreb og bestræbelser på at gøre Afrin til en tyrkisk provins. Således har adskillige landsbyer i landdistriktet Bulbul  uden for Afrin by fået tyrkiske navne: Qastal Meqdad er blevet til Seljuk Obasi; Kutana er blevet til Dhafer Obasi; og Karzila til Jugar Obasi. Ifølge SOHR har der i Afrin også været protester og voldsom vrede efter anklager mod en kommandør, der har voldtaget en kvinde i Sheikh Hadid.

Der meldes fortsat om store ødelæggelser af arkæologiske og kulturhistoriske mindesmærker i Afrin. Antikke genstande bliver også i stor stil fjernet og solgt i en systematisk bestræbelse på at udrydde og udslette  kulturarven for de, der tidligere har boet i Afrin. Således har den tyrkiske besættelse og dens lejesoldater sammen med tyrkiske soldater og forretningsfolk foretaget akæologiske udgravninger under overvågning af det tyrkiske efterretningsvæsen, og har smuglet mindt 16 000  arkæologiske genstande ud fra Syrien, især fra Afrin. Ifølge generaldirektøren for  antikviteter og museer i Syrien Mahmoud Mohamed er genstandene nu placeret i direktoratet for tyrkiske antikviteter.

Fra kurdisk side meldes der næsten dagligt om militære træfninger i Afrin med et stigende tabstal for den tyrkiske besættelsesmagt og dens lejesoldater.

Ni mænd er blevet anholdt som “YPG-krigere” og bragt til Tyrkiet. som et trofæ for den tyrkiske tilstedeværelse i Afrin. Men de er blevet identificeret som 9 civile borgere fra en landsby i Afrin, der ikke har nogen politisk eller militær tilknytning. YPG anklager Tyrkiet for ren krigspropaganda.

I begyndelsen af september spredte Tyrkiet en “succeshistorie” om at man havde fanget 9 YPG soldater og bragt dem til Tyrkiet. Tyrkiske medier offentliggjorde et billede af de anholdte. Det nordsyriske nyhedsbureau ANHA fandt frem til personernes navne og offentliggjorde dem. Det viste sig, at de anholdte var beboere i landsbyen Omera i Afrins Mabata distrikt. Det blev også klart, at de 9 anholdte civilister var blevet i deres landsby efter Tyrkiets besættelse af Afrin, og at de ikke havde forbindelse til hverken politiske partier eller militære grupperinger.

YPGs pressekontor afviser de tyrkiske mediers rapporter om situationen i Afrin. I en udtalelse fra d. 15 september skriver det:

”Den tyrkiske besættelsesmagt er blevet ramt hårdt af vores krigere i Afrin. De lyver og fordrejer realiteterne og spreder udokumenterede påstande. Gennem de sidste dage har tyrkiske medier påstået, at ni medlemmert af YPG, der har været involveret i drab på tyrkiske soldater, blev fanget af den tyrkiske efterretningstjeneste (MIT) i Afrin. Denne påstand er rent opspind og udokumenteret. Formålet med at sprede en sådan ”nyhed” er krigspropaganda. På den måde prøver den tyrkiske besættelsesmagt på at højne moralen blandt dens soldater og dens allierede lejesoldater efter de hårde slag vores soldater har påført dem.  Den prøver også på at skabe indtryk af at have hele Afrin regionen under kontrol. Det er velkendt at mange medlemmer af forskellige lejesoldat-fraktioner fornyligt er deserterede og flygtet på grund af de succesfulde operationer, der er udført af vores soldater.Vi forsikrer offentligheden om, at sådanne forsøg er forgæves. Det vil tværtimod føre til, at vi yderligere intensiverer vores aktioner og spreder dem over hele Afrin-regionen”.

 

De tyrkiske myndigheder i Afrin har sendt meddelelser til befolkningen i Afrin by samt dens opland om udgangsforbud efter kl. 8 om aftenen. Enhver, der bliver fanget vil blive stillet for retten og holdt ansvarlig for at have overtrådt reglerne.

Kilder:

Et stort antal geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. august til 2. oktober

Anonymous, 2018: YPG: Turkey tries to cover up with lies the blows it receives. ANF, 15. Sept. 2018.

Anonymous, 2018: ‘If we do not liberate Afrin, Syria will not get rid of division’. ANHA, 22. Sept.

Anonymous, 2018: ISIS and Al-Nusra in occupied Afrin. ANF, 1. oct. 2018.

Anonymous, 2018: Turkey abducts nine civilians as “YPG fighters”. ANHA, 2. Oct. 2018

Anonymous, 2018: Turkish army and their gangs abduct Yaszidis in Afrin. ANF, 1. Oct. 2018.

Alo, Sharvin Mustafa-Gandi, 2018: Turkey tries to eradicate cultural history of Afrin. ANHA, 13 . sept. 2018.

6. oktober 2018: Udviklingen i det militære beredskab i Nordsyrien i august og september 2018

Udviklingen i det militære beredskab i Nordsyrien

Er USA ved at trække sig ud af Nordsyrien? Det spørgsmål er der mange, der stiller for øjeblikket, og det retoriske svar er oftest ’snart’, fordi det kobles meget direkte til strategien om at blive, indtil ’kampen mod Islamisk Stat’ er afsluttet, og forestillingen om, at Islamisk Stat snart er nedkæmpet.

Samarbejdet mellem den nordsyriske ledelse og USA og den vestlige alliance har da også været et rent militært samarbejde primært knyttet til den fælles interesse i at få bekæmpet Islamisk Stat. Den dag, det problem måtte være løst, har man formentlig så forskellige forestillinger om, hvordan fremtiden bør tegne sig, at en fortsættelse af samarbejdet næppe viser sig ligeså gnidningsfrit og uproblematisk, som det hidtil har været.

Gennem de sidste måneder er der ankommet store forsyninger til SDF fra den vestlige alliance. På billedet er vist en kolonne på over 150 lastvogne fra den vestlige koalision, ladet med forsyninger, udstyr og militære køretøjer, der i begyndelsen af september ankom til SDF i Manbij, der ligger i Shabah-området vest for Eufrat, se kortet nedenfor.

Målt ud fra, hvad der gennem de sidste par måneder konkret er sket i det nordøstlige syrien, hvad angår det militære samarbejde, er der imidlertid ikke noget der tyder på, at USAs og den vestlige alliances indsats for at styrke forsvarsevnen i Nordsyrien er for nedadgående. Tværtimod. Næsten hver uge meldes der om  ankomst af store forsyninger af materiel til de ’kurdisk ledede Syrisk-Demokratiske Styrker’ (SDF), ofte i størrelsesordenen 150-200 lastvognstog. De er i nogen grad gået til støtte for kampen mod Islamisk Stat i grænseområderne mod Irak og i Deir Ez-Zor provinsen, hvor især opbygningen af og forsyninger til en nyoprettet amerikansk luftbase øst for byen Shadadi syd for Al-Hasakah har haft høj prioritet som støttepunkt for denne indsats.  Men mere bemærkelsesværdig har været en række omfattende leveringer af militært udstyr dels til den centrale base ved byen Ayn Issa nord for Raqqa, dels til de byområder, der grænser op til Tyrkiet og de af Tyrkiet besatte dele af Syrien, herunder Qamishlo, Tell Abyat, Kobane og Manbij. Disse steder har leveringerne også har været fulgt op af delegationsbesøg af højststående amerikanske militære rådgivere, der har diskuteret sikkerhedssituationen i byerne. Det sker tydeligvis som modsvar til fortsatte koncentrationer af tropper og militære køretøjer langs den tyrkiske grænse til det nordøstlige Syrien.

I slutningen af august begyndte USA at oprette avancerede radarsystemer i Hasakah, Kobane og Al-Shadady, der kan anvendes til at etablere en flyforbudszone i det nordlige Syrien  Det blev i meddelelser anført, at denne zone kunne udvides til både Manbij og Deir Ez-Zour. En uge senere trak den USA-ledede koalition dog i land og erklærede, at den ikke arbejdede på at etablere en flyforbudszone over Syrien – men at man dog ikke ville udelukke det senere!

Denne markante udvikling kan ikke forklares alene ud fra ønsket om at optrappe den direkte væbnede kamp mod Islamisk Stat i Nordsyrien, og næppe heller som et nødvendigt værn mod Assad og hans allierede. Det må først og fremmest knytte sig til vurderingen af truslen fra NATO-partneren Tyrkiet.  Man kunne forestille sig at Tyrkiet på grund af den sidste tids økonomiske krise i landet næppe kan have ressourcer til at indlede sig på sådanne eventyr. Men sådan fungerer det tyrkiske regime ikke for tiden. Det er forbudt i Tyrkiet overhovedet at omtale, at der er en økonomisk krise. Samtidigt bliver Erdogan stadig mere skinger i sin retorik: Ifølge Reuters sagde præsident Erdogan ved åbningen af det tyrkiske parlament mandag d. 1 oktober, at Tyrkiet sigter mod at sikre kontrol med det nordlige Syrien øst for Eufrat floden (altså hele den 1/3 af Syrien som SDF behersker!), og fjerne den syriske kurdiske YPG milits fra området. Ankara vil også rydde Iraks Sinjar og Qandil regioner for kurdiske militser.

Udviklingen har dog også skabt en mobilisering i Nordsyrien, og der er indenfor de seneste måneder gennemført et stort antal militære uddannelsesprogrammer, både indenfor YPG, YPJ og SDF, og dertil gennemført lignende programmer for uddannelse af lokale forsvarsstyrker, f.eks. i Raqqa, Tabqa, Manbij, Kobane og Quamishlo. Alene i Raqqa provinsen har militsen ”Raqqas sønner” d. 28 september afsluttet et 2 måneders træningsprogram for 1000 militsmedlemmer, der nu er parat til at forsvare og stabilisere regionen sammen med SDFs styrker.

Men det er også tydeligt, at USA presser mere og mere på for få øget indsatsen fra de øvrige partnere i den Vestlige Alliance både hvad angår den direkte militære involvering og hvad angår tilsagn om støtte til den nødvendige genopbygning efter krigen. Det ser i nogen grad ud til at være lykkedes.

Således er især den franske militære indsats øget på flere væsentlige punkter: Franske tropper har bidraget med bl.a. artilleristøtte under de seneste ugers befrielse af den sydøstlige by Baghuz Fawgani tæt på Eufrat ved den irakiske grænse.

Manbij, der er befriet fra Islamisk Stat af SDF ligger i Shabahområdet. En amerikansk base, der er opbygget ved landsbyen Saaydiyah ved demarkationslinien vest for Manbij by er for tiden ved delvist at blive bemandet med soldater fra den franske hær. De fælles USA-tyrkiske patruljeringer langs demarkationslinien tager deres udgangspunkt i grænsestationen Aid ad Dairat/Dadat nord for Manbij.

Men Frankrig er især blevet stadigt mere engageret i forsvaret af Manbijområdet, hvor franske tropper nu er udstationeret på USAs militærbase ved landsbyen Sydiyhah, der ligger kun 1 km.  fra demarkationslinien mellem SDF og den tyrkiske besættelsesmagt i Shabah-området, og ca. 12 km vest for byen Manbij. Fransk militær ledsager nu rutinemæssigt amerikanske observatører omkring Manbij. Her har amerikanske soldater hele sommeren foretaget patruljeringer langs demarkationslinien koordineret med det tyrkiske militær. Dette samarbejde gav i starten anledning til nervøsitet i SDF omkring formålet med kontrollen, men det ser ud til at have fungeret, og virket dæmpende på de ellers mange provokationer fra tyrkisk støttede bander i besættelseszonen. For at der ikke skulle herske tvivl om loyaliteten, er de amerikanske militære ledere af kontrollen i flere tilfælde mødt op ved demarkeringsgrænsestationen Aid ad Dairat/Dadat nord for Manbij, i følge med soldater fra SDF.

Også hvad angår støtte til genopbygningen af Syrien efter krigen har USA fået gennemtvunget omprioriteringer af indsatsen fra den Vestllige Alliance, idet USA har nedskåret den statslige stabiliseringsfond for Syrien med 230 mill. $, samtidigt med, at de har fremskaffet bidrag og løfter på ca. 300mill. $ fra de øvrige partnere i alliancen, herunder 100 mil.$ fra Saudi Arabien og 50 mill. $ fra De Forenede Arabiske Emirater til at sikre en kritisk stabilisering og hurtige genopbygningsinitiativer i de områder, der er befriet fra Islamisk Stat i det nordøstlige Syrien.

Kilder:

Et stort antal geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. august til 2. oktober

U.S. Department of State: Statement by Heather Nauert, Spokesperson: Syria Stabilization Efforts Continue with Coalition Contributions. August 17, 2018

6. oktober 2018: Udvikling i forhandlingerne mellem Nordsyrien og Damaskus i august og september 2018

Som omtalt i sidste nyhedsbrev har der siden midten af juli været stadigt flere eksempler på et begyndende teknisk samarbejde mellem myndighederne i Nordsyrien og Damaskus, og en delegagion fra Nordsyriens Demokratiske Råd har været til indledende samtaler i Damaskus, hvilket der dog ikke umiddelbart kom noget særligt ud af. Men åbenbart dog så meget at det tyrkiske efterretningsvæsen MIT sammen med repræsentanter for Barzanis irakiske kurdisker parti KDP straks efter også mødte op i Damaskus. Kilder i Damaskus angav dog senere, at det syriske regime havde tænkt sig at fortsætte konsultationerne med Nordsyriens Demokratiske Råd, SDC.

Amina Omar er Co-chair for Det Syriske Demo-kratiske Råd SDC. Rådet er en sammenslutning af autonome råd og administrationer på flere for-skellige niveauer i Nord- og Øst-syrien, dannet for at sikre en bedre service for befolkningen.

Den 13. august rejste en delegation fra  SDF til Damaskus for at føre nye samtaler med regeringen. Samtidigt indledte Det Syriske Demokratiske Råd diskussioner  med repræsentanter for det Syriske (altså regeringstilknyttede) ministerium for lokaladministration om, hvorledes en mulig fælles administrationsmodel kunne indrettes. Selv om den nordsyriske demokratiske administration f.eks. har vedtaget nye retningslinier for undervisning med sikring af undervisning på modersmålet, så er størstedelen af de lokale lærerlønninger fortsat betalt af det syriske undervisningsministerieum.

SDF og Deir Ez-Zours militære råd holdt i midten af august møde om Damaskus-samtalerne med lokale stammeledere fra bl.a. stammerne Jabbour, Ogeidat, Baggara og Al-Bufaryo

Konsultationerne med Damaskus har naturligt medført et stort behov for at forklare og diskutere situationen lokalt. F.eks. har SDFs PR-afdeling og Deir al-Zours militære råd holdt møder med lokale stammeledere i Deir al-Zour provinsen i det sydøstlige Syrien for at diskutere de seneste samtaler med Damaskus, Vigtigst for stammelederne har været at få sikkerhed for at, der ikke afleveres provinser eller mindre områder tilbage til Regeringen.

I det nordøstlige Syrien har politisk rådgiver Hasan Ali fra det Syriske Demokratiske Råd på et møde med stamme-repræsentanter forklaret samtalerne med Damaskus på følgende måde:

”De sagde, at de havde 4 nøgleprincipper:

  • Syriens enhed
  • Det syriske flag
  • Den syriske hær
  • Den syriske præsident

Til det svarede vi, at

  • Også vi kræver et forenet Syrien.
  • Vi har ikke problemer med det syriske flag
  • SDF bør være en del af den fremtidige syriske nationale hær, og
  • Syrerne bør vælge deres præsident gennem retfærdige og gennemskuelige valg”
Elham Ahmed var lederen af den delegation, der indledte samtalerne med Damaskus. Hun har sammenfattet målet med samtalerne på denne måde: ”Vores projekt er et decentraliseret Syrien og tager sigte på at koordinere udviklingen med Damaskus omkring realiseringen af et pluralistisk demokratisk Syrien.”

Også PYD, det ledende kurdiske parti i Nordsyrien, støtter dialogen med Damaskus. Fra deres seneste rådsmøde i midten af september udtaler de, at ”mødets deltagere anså samtalerne mellem det Syriske Demokratiske Råd og regimet i Damaskus for at være en positiv udvikling. Det blev gjort klart, at kun dialog kan føre til en løsning på den syriske krise. Derimod kan militære muligheder og trusler kun føre til flere brydninger blandt den syriske befolkning. Skønt samtalerne endnu ikke har leveret de ønskede resultater udtrykker vores parti sin fulde støtte til en resultat-orienteret dialog, der kan lede til udvikling af et decentraliseret Syrien.”

På den anden side må det konstateres, at samtalerne med Damaskus reelt nu er gået i stå, og der har været gisninger om, at det skyldtes modstand fra amerikansk side. Det er blevet kommenteret i en erklæring fra talsmanden for Syriens Demokratiske Råd,  Amjad Othman, udsendt d. 1 oktober: ”Forhandlingerne med Damaskus stoppede ikke på grund af pres fra USA, men på grund af de begrænsede muligheder, der blev stillet op af regimet, og som ikke var nok til at kunne opnå fremgang. USA er en vigtig partner i kampen mod terrorisme, og dets rolle vil blive betydelig for enhver fremtidig løsning. Det var en uafhængig beslutning at ville tage til Damaskus, og vi er stadig åbne for at fortsætte dialogen med Damaskus.”

Kilder:

Et stort antal geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. august til 2. oktober

6. oktober 2018: Fem minutter før fremtiden

 

Anmeldelse:

Hjalte Tim og Nina Rasmussen: Dem der blev – En rejse i Syrien til Kurdernes Ukendte Revolution. Rosinante. 2018.

Øjenvidneskildringer af revolutionen i det nordøstlige Syrien findes der ikke mange af – slet ikke på dansk. Men globetrotterne Hjalte Tim og Nina Rasmussen har nu fyldt en helt bog med utallige skildringer af revolutionens dagligdag, indsamlet på flere rejser i det nordlige Syrien. De beretter gavmildt om deres besøg hos kurdiske venner og bekendte i de nordlige dele af både Irak og Syrien, de har lært at kende på tidligere rejser i de kurdiske områder. Og især om vennernes beretning om de omvæltninger, der har fundet sted gennem de sidste 6 år. Men de har også gennemført målrettede interviews med et meget stort antal personer, der repræsenterer et bredt udsnit af Nordsyriens civile, politiske og militære ledelse og administration på forskellige niveauer – lige fra menige lokale kvindelige YPJ-soldater og guerilla-soldater i PKKs hovedkvarter i Qandilbjergene på grænsen mellem Irak og Iran , over personer, der har opholdt sig i udlandet som flygtninge eller på anden måde, samt forfattere og ansatte i genopbygningskomiteer, til generalstabschefer, medlemmer af Rojavas højesteret, samt en stribe nordsyriske ministre. Derigennem er det lykkedes dem at komme ganske tæt på både den hverdag, der tegner sig for de syriske kurdere, men også deres imponerende målrettede bestræbelser på at sikre en demokratisk fremtid i forening med de mange andre etniske og religiøse grupper, der findes i området.

Det er der kommet en fantastisk spændende og hudløst ærlig bog ud af.

Der er mange fine og indholdsrige fotografier i bogen. Om dette, taget i Qamishlo, fortæller Nina: Hver dag spiser vi morgenmad hos Massoud. Hårdkogte æg, fyldte auberginer, oliven, flødeost, feta i tern, olivenolie, det lækre drys af sesam, oregano, citron og salt, vindruemarmelade og youghurt i midten. Flade kurdiske brød gør det ud for ske og gaffel. I glassene får vi te.

Der er mange fine og indholdsrige fotografier i bogen. Om dette billede, taget i Qamishlo, fortæller Nina: Hver dag spiser vi morgenmad hos Massoud. Hårdkogte æg, fyldte auberginer, oliven, flødeost, feta i tern, olivenolie, det lækre drys af sesam, oregano, citron og salt, vindruemarmelade og youghurt i midten. Flade kurdiske brød gør det ud for ske og gaffel. I glassene får vi te.

Vi hører om de syriske kurderes utrolige gæstfrihed, og ser et billede af den smukke, varierede morgenmad, der dagligt bliver serveret for dem. Men vi hører også om Massouds mor, der efter at have født 10 børn fortsat tilbereder maden i ubemærkethed og som sjældent kommer udenfor køkkenet. Vi besøger de berømte kvindelige YPJ-soldater,  kvindelige PKK-guerillaer og mange kvindelige ledere, og erfarer derigennem, hvordan alle ledende politiske og administrative poster besættes med både en mand og en kvinde. Men vi får også fortalt, at det går for langsomt og at en egentlig ligestilling mellem kønnene har lange udsigter. Og så hører vi fra ’dem, der blev’ ikke mindst om en noget slet skjult bitterhed over de, der blot er rejst og derfor menes at have svigtet deres muligheder for at bidrage til en demokratisk udvikling i Syrien. Det tema er blevet bogens titel: Dem der blev. Der er brug for alle hænder og hjerner i Nordsyrien. Det er forståeligt, at de, der måske er rejst hjem og har kastet sig ind i kampen, ser med skepsis på lande, der i praksis gennem en lempelig indvandrings- og flygtningepolitik dræner mulighederne for at fastholde de menneskelige ressourcer, der er forudsætningen for en lokal udvikling. Det er en vigtig og velgørende diskussion. Men jeg føler mig ikke helt overbevist om, at disse skildringer er ligeså alsidige som resten af bogen. Jeg ved ikke, hvor mange, der gennem de seneste år har forladt det Nordsyrisk kontrollerede område under dække af at være flygtninge. Men er man for år tilbage flygtet fra Assads Syrien af politiske grunde, for at undgå militærtjeneste, eller fordi ens uddannelses- eller økonomiske muligheder var helt udtømte, kan der være mange forhold, der gør, at man ikke lige straks vender hjem, når revolutionen sætter ind med en ny dagsorden.

Forfatterne har forudsætningerne i orden: Nina Rasmussen rejste i slutningen af 90erne alene rundt i de kurdiske områder af det nordlige Iran. Og sammen kørte de lige efter Irak-krigens afslutning i en 2 CV via det sydlige Syrien igennem Iraq op til de kurdiske områder, videre gennem de kurdiske dele af Tyrkiet – under dække af at skulle indsamle viden om Kelimtæppernes teknik og historie – og derfra igennem de kurdiske dele af Syrien. Det blev til en imponerende rejseskildring om ’Rejsen til landet, der ikke findes’. Papirudgaven er udsolgt, men den kan fortsat fås som E-bog.

Deres indgående – og modige – besøg hos, og efterfølgende beretning om et stort antal kurdere i de østlige bjergrige Tyrkiet, der er spækket med politi og militær på evig jagt efter kurdere, som de anser som en permanent trussel for den tyrkiske stat, har gjort, at forfatternes senere rejser til de kurdiske områder kun har kunnet omfatte Irak og Syrien.

Men det er også netop i Irak og Syrien, at nogle af de mest markante og forskellige udviklingstræk i kurdernes snart 100-årige frihedsbevægelse i disse år viser sig, til trods for at Tyrkiet omfatter langt den største del af kurderne. Den kurdiske frihedsbevægelses mål var i mange år skabelsen af en kurdisk nationalstat. Men gennem de sidste 25 år har en stadigt stigende andel af bevægelsen forladt denne strategi, ikke af taktiske grunde, men i erkendelse af, at den moderne nationalstat næsten altid er blevet en magthavers våben vendt mod befolkningen gennem en del- og hersk-politik. Og at det kun kan undgås ved i stedet at lægge vægt på kampen for en direkte lokalt forankret demokratisk medbestemmelse, ikke blot omkring sprog og kultur, men især også i den lokale fælles økonomiske og politiske  udvikling, udfoldet i et ligeværdigt samarbejde mellem andre etniske og religiøse grupper. Her spiller det nationale en helt underordnet rolle. Denne strategi udviklede sig i 90erne indenfor PKK, og nok især hos PKK-lederen Abdulla Öcalan, der boede og virkede mange år i Nordsyrien indtil han i 1999 blev kidnappet og siden har været holdt isoleret på den tyrkiske ø Imrala i Mamarahavet. Strategien lykkedes næsten i 2013 under fredsforhandlinger mellem Öcalan, det venstreorienterede tyrkiske parti HDP og den tyrkiske regering, hvor PKKs militære styrker samtidigt trak sig tilbage Qandilbjergene i Irak. Men forhandlingerne strandede, da det gik op for Erdogan, at der var så stor folkelig tilslutning til projektet, at det kunne true hans planer om sikre politisk flertal for et stadigt mere enevældigt præsidentielt styre af Tyrkiet.

Samtidigt fik den klassiske autoritære nationalstatsstrategi fornyet medvind i Irak under krigen mod Saddam Hussain, hvor de syriske kurdere, der stod under ledelse af to magtfulde indbyrdes konkurrerende klaner, Talabani og Barzani, blev vigtige allierede for USA, der sikrede en vis – omend temmelig uklar -autonomi for de irakiske kurderne, da man skabte en ny forfatning for Irak. Under USAs flyforbudsparably og med store olie- og andre ressourcer indenfor rækkevidde, udviklede der sig hastigt en voksende økonomi og velstand i irakisk kurdistan, der nu i høj grad fik føretrøjen på indenfor den kurdiske bevægelse. De bevæbnede kurdiske peshmerga-styrker i Irak blev belønnet som frihedshelte, mens PKK-guerillaerne i NATO-medlemmet Tyrkiet blev stemplet som terrorrister. Men især under Bazanis ledelse udviklede det autonome kurdiske Irak sig til en uigennemskuelig pengemaskine for den lokale elite, der tilmed støttede deres magt på et stadigt større samarbejde med Erdogans Tyrkiet, vendt mod de øvrige kurdere. Da Bazani gennem en folkeafstemning søgte at konsolidere sit greb om en ny kurdisk-irakisk nationalstat gik det galt. Ingen, heller ikke hverken USA eller Tyrkiet, ville støtte og acceptere folkeafstemningen, der endte med indgreb og et ydmygende nederlag.

Så mens de irakiske kurdere nu oplever en fortsat noget skjult – ransagelse og fornyet diskussion om, hvordan deres demokratiske rettigheder og interesser som kurdere bedst kan varetages indenfor en etnisk og regiøst sammensat irakisk nationalstat, så har de syriske kurdere valgt at følge rådet om at lægge vægten på udviklingen af demokratiske institutioner på alle niveauer inden for den syriske nationalstat, ikke deres egen stat. Derfor kalder de idag det område de behersker for Nordsyrien, ikke Rojava – der betyder Vestkurdistan.

Hjalte Tim og Nina Rasmussen præsenterer ikke en pædagogisk strømlinet præsentation af denne indviklede historie omkring den kurdiske selvstændighedsbevægelse. Men de giver til gengæld gennem de mange interviews utallige eksempler på de diskussioner, samarbejdsformer og gnidninger, der har fundet sted i de kurdiske dele af både Syrien og Irak, samt hvordan man søger, trods forskellighederne, at bevare og udbygge de fælles interesser, der viser sig, ikke i en kurdisk nationalstat, men i den kurdiske nation, som et historisk udviklet kulturelt sammenfiltret socialt fællesskab.

Kortet på indersiden af bogomslaget er meget nyttigt: Det er nemliig ikke let at stedfæste geografiswke navne på Google Earth eller eksisterende internationale Atlas, da lokaliteterne dér oftest er angivet med tyrkiske eller arabiske navne, der adskiller sig markant fra de kurdiske. Stavemåde er heller ikke standardiseret.

Kortet på indersiden af bogomslaget er meget nyttigt: Det er nemliig ikke let at stedfæste geografiswke navne på Google Earth eller eksisterende internationale Atlas, da lokaliteterne dér oftest er angivet med tyrkiske eller arabiske navne, der adskiller sig markant fra de kurdiske. Stavemåde er heller ikke standardiseret.

På indersiderne af bogens omslag er gengivet dels et kort over de kurdisk dominerede områder i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien, dels et mere detaljeret kort over de kurdiske områder i Syrien og Irak med angivelse af de byer og andre lokaliteter, som forfatterne har besøgt under rejsen. Her er endvidere vist udbredelsen af Øst-kurdistan (=Rojava) i  2014  (inden slaget om Kobane), i dec. 2015, (da man havde slået Islamisk Stat tilbage fra Kobane og havde befriet områderne mellem Kobane-kantonen og Jazira-kantonen) og i januar 2018, (da man stort set havde befriet alle områder øst for Eufrat, samt Manbij-området).

Bogen kan tilsyneladende tolkes alt efter livsindstilling. Adam Holm fra Weekendavisen skrev d. 17. august en interessant anmeldelse af bogen, under titlen ”Fem minutter i solen”. Den var generelt meget positiv og hæftede sig især ved de eksempler på kritisk indstilling til de kurdere, der forlod Syrien som flygtninge i en situation, hvor der mere end nogen sinde er brug for dem hjemme i Nordsyrien. Han ridser kurdernes modstandere op: Det er ikke bare Tyrkiet, men ”De arabiske lande er heller ikke begejstrede for et selvstændigt Kurdistan, og samtidig befinder kurdernes organisationer sig på USA’s og EUs terrorlister, selv om netop kurderne har været de første til at udgyde blod i bekæmpelsen af Islamisk Stat….Kurderne har deres fem minutter i solen, men de storpolitiske skyer trækker sig sammen, og de risikerer igen at blive ofret og snart glemt af alverden. Men Tin og Rasmussen husker dem.” Regner Holm også snart med at glemme dem? Vel næppe fordi han ikke kan unde dem en plads i solen. Men fordi han ikke kan forestille sig, at verden kan ændre sig. Og selv om han må have læst det,  kan han alligevel ikke forestille sig, at målet kan være et andet end en nationalstat. Ejendommeligt nok finder man på den næste side af netop den udgave af weekendavisen en interessant og relevant kommentar til denne indstilling hos Holm. Et interview med den tyske forfatter Daniel Kehlmann indledes med en skildring af ”en af litteraturhistoriens bedste tandpinescener”, i Kehlmanns roman Opmålingen af verden, hvor forfatteren lader matematikeren Cart Friedrich Gauss (1777-1855) stavre rundt i Göttingen med en dunkende betændt kindtand. Men trods smerten gør han sig tanker om en ikke så fjern fremtid, hvor verden ikke længere vil være fyldt med tandløse, koppearrede og skaldede mennesker, og det får ham til at spekulere på, hvorfor mennesker altid overbeviser sig selv og hinanden om, at alting er, som det er, når realiteten også er, at alt det, vi tager for givet, med stor sandsynlighed vil forandre sig.

Udviklingen i Nordsyrien skaber håb for mange. Så mange, så det er lykkedes at samle de forskelligste etniske, religiøse og kønsmæssige grupper i en samlet indsats for at forandre ikke bare Nordsyrien, men hele Syrien og på længere sigt også Mellemøsten – nu på sjette år. Og helt ringe går det jo ikke.

Så jeg synes ikke, at der er grund til at give denne anmeldelse overskriften ”Fem minutter i solen”. Som forsigtig optimist syns jeg i det mindste, at den bør kunne kaldes ”Fem minutter før fremtiden.”

Jesper Brandt