6. oktober 2018: Udviklingen af den syriske konflikt i august-september 2018

By | 6. oktober 2018

Dagbladets Informations forside d. 3 oktober 2018: Hjem til hvad? Islamisk Stat er fordrevet, oprørerne er slået ned, og store dele af Syrien er erklæret ’sikre’. Alligevel tør kun få flygtninge bevæge sig hjem….Men Islamisk Stat er desværre ikke fordrevet endnu. Heller ikke de mange militser, der er støttet og financieret af Tyrkiets efterretningsgjeneste MIT. Og den del af Syrien, der beherskes af Assad og hans allierede, er primært sikre – for Assad! Resten af Syrien skriver Information ikke så meget om.

Dagbladets Informations forside d. 3 oktober 2018: Hjem til hvad? Islamisk Stat er fordrevet, oprørerne er slået ned, og store dele af Syrien er erklæret ’sikre’. Alligevel tør kun få flygtninge bevæge sig hjem….Men Islamisk Stat er desværre ikke fordrevet endnu. Heller ikke de mange militser, der er støttet og financieret af Tyrkiets efterretningsgjeneste MIT. Og den del af Syrien, der beherskes af Assad og hans allierede, er primært sikre – for Assad! Resten af Syrien skriver Information ikke så meget om.

Følger man udviklingen i Syrien gennem de danske medier, kan man få det indtryk, at konflikten nærmer sig sin afslutning omkring situationen i Idlib-provinsen, og at det, der står tilbage primært er forhandlinger mellem stormagterne om tilbagekomsten af flygtninge til Syrien, samt spørgsmålet om, hvem der skal betale for genopbygningen af landet efter krigen. Det er en fortælling om magtpolitik og ikke meget andet. Især kommenteringen af det storpolitiske spil fylder meget, men fortæller kun lidt om, hvordan konflikten udspiller sig i Syrien, og næsten intet om, hvad krisen i Mellemøsten egentlig handler om.

Denne hjemmeside er skabt ud fra opfattelsen af, at krisen i Mellemøsten fortsat drejer sig om et oprør mod århundreders undertrykkelse. Oprøret var i udgangspunktet hverken båret af en etnisk, religiøs eller nationalistisk strømning, men derimod af et håb om demokratiske tilstande også i denne del af verden.

Kurderne spiller i dag en central rolle i dette oprør. Som led i stormagternes koloniale opdeling af Mellemøsten for 100 år siden har kurderne på alle områder været marginaliseret, og placeret nederst i det sociale hierarki indenfor autoritære nationale regimer, der har frataget kurderne alle demokratiske rettigheder, såvel økonomisk, socialt som kulturelt for at kunne bruge det i undertrykkelsen af hele befolkningen i kolonialt formede nationalstater. Som verdens største etniske befolkningsgruppe uden selvstændigt landområde, har der naturligvis været stærke nationale strømninger blandt kurderne. Men de er idag – måske med undtagelse af Irak – i vid udstrækning eroderet væk: Kurderne er blevet allergiske overfor enhver snak om en nationalstat, som de har lært at se som er redskab for magthavere, vendt mod befolkningens demokratiske rettigheder og muligheder. Efter Irak-krigen udvikledes en national selvstændig kurdisk bevægelse i det nordlige Irak ledet af to konkurrerende kurdiske klaner. De har fortsat indflydelse blandt kurderne, men det er kraftigt for nedadgående på grund af omfattende korruption, magtmisbrug og tæt alliance med Erdogans Tyrkiet, ofte vendt mod de øvrige kurdere.

Også i Den Syriske Arabiske Republik blev kurderne systematisk undertrykt og diskrimineret både økonomisk og kulturelt, og en arabisk nationalisme vendt mod etniske mindretal fik også et vist greb om store dele af den arabiske befolkning. Så da det arabiske forår startede, var der ikke grundlag for en alliance mellem den syriske opposition og de syriske kurdere i et åbent væbnet opgør mod Assad. Kurderne havde oplevet for mange af den slags konfrontationer, kendte deres egen styrke og svagheder og havde forberedt sig i årevis på en fredelig demokratisk omvæltning. De valgte istedet  at udnytte det vakuum, der opstod i de kurdiske områder under starten af borgerkrigen, da Assad koncentrerede sig om at slå oprøret ned i de større byer – især i den sydlige del af Syrien – til at indlede en direkte opbygning af lokale demokratiske institutioner, som de gennemtvang ved  mere eller mindre fredelige konfrontationer med Assads lokale myndigheder. Her holdt de fast i det brede sigte med inddragelse af alle etniske, religiøse og kønsmæssige grupper. De fik hurtigt ganske bred tilslutning til projektet.

Da de jihadistiske grupper og især Islamisk Stat løb af med den syriske revolution, systematisk støttet bl.a. af den tyrkiske præsident Erdogan og hans efterretningstjeneste MIT, blev situationen vanskelig for kurderne, da Islamisk Stat sigtede målrettet mod en erobring af de kurdiske opråder. Men kampen om Kobane, en af de mange grænsebyer mellem Tyrkiet og Syrien, blev et vendepunkt, da kurderne fik militær støtte fra USA og den vestlige alliance mod Islamisk Stat. Siden har de syriske kurdere styrket samarbejdet med mange andre befolkningsgrupper i det nordlige og østlige Syrien gennem dannelsen af det militære samarbejde indenfor De Syriske Demokratiske Styrker, SDF, og et civilt samarbejde gennem opbygningen af en samlet decentral demokratisk forvaltning. Idag behersker den Nordsyriske Konføderation 1/3 af Syriens areal. De satser ikke på en generobring af hele Syrien, men på en forhandlingsløsning med Assad-styret, der kan opfylde basale demokratiske krav ud fra konføderale principper.

Det er det, konflikten i Syrien nu drejer sig om.