6. oktober 2018: Fem minutter før fremtiden

By | 6. oktober 2018

 

Anmeldelse:

Hjalte Tim og Nina Rasmussen: Dem der blev – En rejse i Syrien til Kurdernes Ukendte Revolution. Rosinante. 2018.

Øjenvidneskildringer af revolutionen i det nordøstlige Syrien findes der ikke mange af – slet ikke på dansk. Men globetrotterne Hjalte Tim og Nina Rasmussen har nu fyldt en helt bog med utallige skildringer af revolutionens dagligdag, indsamlet på flere rejser i det nordlige Syrien. De beretter gavmildt om deres besøg hos kurdiske venner og bekendte i de nordlige dele af både Irak og Syrien, de har lært at kende på tidligere rejser i de kurdiske områder. Og især om vennernes beretning om de omvæltninger, der har fundet sted gennem de sidste 6 år. Men de har også gennemført målrettede interviews med et meget stort antal personer, der repræsenterer et bredt udsnit af Nordsyriens civile, politiske og militære ledelse og administration på forskellige niveauer – lige fra menige lokale kvindelige YPJ-soldater og guerilla-soldater i PKKs hovedkvarter i Qandilbjergene på grænsen mellem Irak og Iran , over personer, der har opholdt sig i udlandet som flygtninge eller på anden måde, samt forfattere og ansatte i genopbygningskomiteer, til generalstabschefer, medlemmer af Rojavas højesteret, samt en stribe nordsyriske ministre. Derigennem er det lykkedes dem at komme ganske tæt på både den hverdag, der tegner sig for de syriske kurdere, men også deres imponerende målrettede bestræbelser på at sikre en demokratisk fremtid i forening med de mange andre etniske og religiøse grupper, der findes i området.

Det er der kommet en fantastisk spændende og hudløst ærlig bog ud af.

Der er mange fine og indholdsrige fotografier i bogen. Om dette, taget i Qamishlo, fortæller Nina: Hver dag spiser vi morgenmad hos Massoud. Hårdkogte æg, fyldte auberginer, oliven, flødeost, feta i tern, olivenolie, det lækre drys af sesam, oregano, citron og salt, vindruemarmelade og youghurt i midten. Flade kurdiske brød gør det ud for ske og gaffel. I glassene får vi te.

Der er mange fine og indholdsrige fotografier i bogen. Om dette billede, taget i Qamishlo, fortæller Nina: Hver dag spiser vi morgenmad hos Massoud. Hårdkogte æg, fyldte auberginer, oliven, flødeost, feta i tern, olivenolie, det lækre drys af sesam, oregano, citron og salt, vindruemarmelade og youghurt i midten. Flade kurdiske brød gør det ud for ske og gaffel. I glassene får vi te.

Vi hører om de syriske kurderes utrolige gæstfrihed, og ser et billede af den smukke, varierede morgenmad, der dagligt bliver serveret for dem. Men vi hører også om Massouds mor, der efter at have født 10 børn fortsat tilbereder maden i ubemærkethed og som sjældent kommer udenfor køkkenet. Vi besøger de berømte kvindelige YPJ-soldater,  kvindelige PKK-guerillaer og mange kvindelige ledere, og erfarer derigennem, hvordan alle ledende politiske og administrative poster besættes med både en mand og en kvinde. Men vi får også fortalt, at det går for langsomt og at en egentlig ligestilling mellem kønnene har lange udsigter. Og så hører vi fra ’dem, der blev’ ikke mindst om en noget slet skjult bitterhed over de, der blot er rejst og derfor menes at have svigtet deres muligheder for at bidrage til en demokratisk udvikling i Syrien. Det tema er blevet bogens titel: Dem der blev. Der er brug for alle hænder og hjerner i Nordsyrien. Det er forståeligt, at de, der måske er rejst hjem og har kastet sig ind i kampen, ser med skepsis på lande, der i praksis gennem en lempelig indvandrings- og flygtningepolitik dræner mulighederne for at fastholde de menneskelige ressourcer, der er forudsætningen for en lokal udvikling. Det er en vigtig og velgørende diskussion. Men jeg føler mig ikke helt overbevist om, at disse skildringer er ligeså alsidige som resten af bogen. Jeg ved ikke, hvor mange, der gennem de seneste år har forladt det Nordsyrisk kontrollerede område under dække af at være flygtninge. Men er man for år tilbage flygtet fra Assads Syrien af politiske grunde, for at undgå militærtjeneste, eller fordi ens uddannelses- eller økonomiske muligheder var helt udtømte, kan der være mange forhold, der gør, at man ikke lige straks vender hjem, når revolutionen sætter ind med en ny dagsorden.

Forfatterne har forudsætningerne i orden: Nina Rasmussen rejste i slutningen af 90erne alene rundt i de kurdiske områder af det nordlige Iran. Og sammen kørte de lige efter Irak-krigens afslutning i en 2 CV via det sydlige Syrien igennem Iraq op til de kurdiske områder, videre gennem de kurdiske dele af Tyrkiet – under dække af at skulle indsamle viden om Kelimtæppernes teknik og historie – og derfra igennem de kurdiske dele af Syrien. Det blev til en imponerende rejseskildring om ’Rejsen til landet, der ikke findes’. Papirudgaven er udsolgt, men den kan fortsat fås som E-bog.

Deres indgående – og modige – besøg hos, og efterfølgende beretning om et stort antal kurdere i de østlige bjergrige Tyrkiet, der er spækket med politi og militær på evig jagt efter kurdere, som de anser som en permanent trussel for den tyrkiske stat, har gjort, at forfatternes senere rejser til de kurdiske områder kun har kunnet omfatte Irak og Syrien.

Men det er også netop i Irak og Syrien, at nogle af de mest markante og forskellige udviklingstræk i kurdernes snart 100-årige frihedsbevægelse i disse år viser sig, til trods for at Tyrkiet omfatter langt den største del af kurderne. Den kurdiske frihedsbevægelses mål var i mange år skabelsen af en kurdisk nationalstat. Men gennem de sidste 25 år har en stadigt stigende andel af bevægelsen forladt denne strategi, ikke af taktiske grunde, men i erkendelse af, at den moderne nationalstat næsten altid er blevet en magthavers våben vendt mod befolkningen gennem en del- og hersk-politik. Og at det kun kan undgås ved i stedet at lægge vægt på kampen for en direkte lokalt forankret demokratisk medbestemmelse, ikke blot omkring sprog og kultur, men især også i den lokale fælles økonomiske og politiske  udvikling, udfoldet i et ligeværdigt samarbejde mellem andre etniske og religiøse grupper. Her spiller det nationale en helt underordnet rolle. Denne strategi udviklede sig i 90erne indenfor PKK, og nok især hos PKK-lederen Abdulla Öcalan, der boede og virkede mange år i Nordsyrien indtil han i 1999 blev kidnappet og siden har været holdt isoleret på den tyrkiske ø Imrala i Mamarahavet. Strategien lykkedes næsten i 2013 under fredsforhandlinger mellem Öcalan, det venstreorienterede tyrkiske parti HDP og den tyrkiske regering, hvor PKKs militære styrker samtidigt trak sig tilbage Qandilbjergene i Irak. Men forhandlingerne strandede, da det gik op for Erdogan, at der var så stor folkelig tilslutning til projektet, at det kunne true hans planer om sikre politisk flertal for et stadigt mere enevældigt præsidentielt styre af Tyrkiet.

Samtidigt fik den klassiske autoritære nationalstatsstrategi fornyet medvind i Irak under krigen mod Saddam Hussain, hvor de syriske kurdere, der stod under ledelse af to magtfulde indbyrdes konkurrerende klaner, Talabani og Barzani, blev vigtige allierede for USA, der sikrede en vis – omend temmelig uklar -autonomi for de irakiske kurderne, da man skabte en ny forfatning for Irak. Under USAs flyforbudsparably og med store olie- og andre ressourcer indenfor rækkevidde, udviklede der sig hastigt en voksende økonomi og velstand i irakisk kurdistan, der nu i høj grad fik føretrøjen på indenfor den kurdiske bevægelse. De bevæbnede kurdiske peshmerga-styrker i Irak blev belønnet som frihedshelte, mens PKK-guerillaerne i NATO-medlemmet Tyrkiet blev stemplet som terrorrister. Men især under Bazanis ledelse udviklede det autonome kurdiske Irak sig til en uigennemskuelig pengemaskine for den lokale elite, der tilmed støttede deres magt på et stadigt større samarbejde med Erdogans Tyrkiet, vendt mod de øvrige kurdere. Da Bazani gennem en folkeafstemning søgte at konsolidere sit greb om en ny kurdisk-irakisk nationalstat gik det galt. Ingen, heller ikke hverken USA eller Tyrkiet, ville støtte og acceptere folkeafstemningen, der endte med indgreb og et ydmygende nederlag.

Så mens de irakiske kurdere nu oplever en fortsat noget skjult – ransagelse og fornyet diskussion om, hvordan deres demokratiske rettigheder og interesser som kurdere bedst kan varetages indenfor en etnisk og regiøst sammensat irakisk nationalstat, så har de syriske kurdere valgt at følge rådet om at lægge vægten på udviklingen af demokratiske institutioner på alle niveauer inden for den syriske nationalstat, ikke deres egen stat. Derfor kalder de idag det område de behersker for Nordsyrien, ikke Rojava – der betyder Vestkurdistan.

Hjalte Tim og Nina Rasmussen præsenterer ikke en pædagogisk strømlinet præsentation af denne indviklede historie omkring den kurdiske selvstændighedsbevægelse. Men de giver til gengæld gennem de mange interviews utallige eksempler på de diskussioner, samarbejdsformer og gnidninger, der har fundet sted i de kurdiske dele af både Syrien og Irak, samt hvordan man søger, trods forskellighederne, at bevare og udbygge de fælles interesser, der viser sig, ikke i en kurdisk nationalstat, men i den kurdiske nation, som et historisk udviklet kulturelt sammenfiltret socialt fællesskab.

Kortet på indersiden af bogomslaget er meget nyttigt: Det er nemliig ikke let at stedfæste geografiswke navne på Google Earth eller eksisterende internationale Atlas, da lokaliteterne dér oftest er angivet med tyrkiske eller arabiske navne, der adskiller sig markant fra de kurdiske. Stavemåde er heller ikke standardiseret.

Kortet på indersiden af bogomslaget er meget nyttigt: Det er nemliig ikke let at stedfæste geografiswke navne på Google Earth eller eksisterende internationale Atlas, da lokaliteterne dér oftest er angivet med tyrkiske eller arabiske navne, der adskiller sig markant fra de kurdiske. Stavemåde er heller ikke standardiseret.

På indersiderne af bogens omslag er gengivet dels et kort over de kurdisk dominerede områder i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien, dels et mere detaljeret kort over de kurdiske områder i Syrien og Irak med angivelse af de byer og andre lokaliteter, som forfatterne har besøgt under rejsen. Her er endvidere vist udbredelsen af Øst-kurdistan (=Rojava) i  2014  (inden slaget om Kobane), i dec. 2015, (da man havde slået Islamisk Stat tilbage fra Kobane og havde befriet områderne mellem Kobane-kantonen og Jazira-kantonen) og i januar 2018, (da man stort set havde befriet alle områder øst for Eufrat, samt Manbij-området).

Bogen kan tilsyneladende tolkes alt efter livsindstilling. Adam Holm fra Weekendavisen skrev d. 17. august en interessant anmeldelse af bogen, under titlen ”Fem minutter i solen”. Den var generelt meget positiv og hæftede sig især ved de eksempler på kritisk indstilling til de kurdere, der forlod Syrien som flygtninge i en situation, hvor der mere end nogen sinde er brug for dem hjemme i Nordsyrien. Han ridser kurdernes modstandere op: Det er ikke bare Tyrkiet, men ”De arabiske lande er heller ikke begejstrede for et selvstændigt Kurdistan, og samtidig befinder kurdernes organisationer sig på USA’s og EUs terrorlister, selv om netop kurderne har været de første til at udgyde blod i bekæmpelsen af Islamisk Stat….Kurderne har deres fem minutter i solen, men de storpolitiske skyer trækker sig sammen, og de risikerer igen at blive ofret og snart glemt af alverden. Men Tin og Rasmussen husker dem.” Regner Holm også snart med at glemme dem? Vel næppe fordi han ikke kan unde dem en plads i solen. Men fordi han ikke kan forestille sig, at verden kan ændre sig. Og selv om han må have læst det,  kan han alligevel ikke forestille sig, at målet kan være et andet end en nationalstat. Ejendommeligt nok finder man på den næste side af netop den udgave af weekendavisen en interessant og relevant kommentar til denne indstilling hos Holm. Et interview med den tyske forfatter Daniel Kehlmann indledes med en skildring af ”en af litteraturhistoriens bedste tandpinescener”, i Kehlmanns roman Opmålingen af verden, hvor forfatteren lader matematikeren Cart Friedrich Gauss (1777-1855) stavre rundt i Göttingen med en dunkende betændt kindtand. Men trods smerten gør han sig tanker om en ikke så fjern fremtid, hvor verden ikke længere vil være fyldt med tandløse, koppearrede og skaldede mennesker, og det får ham til at spekulere på, hvorfor mennesker altid overbeviser sig selv og hinanden om, at alting er, som det er, når realiteten også er, at alt det, vi tager for givet, med stor sandsynlighed vil forandre sig.

Udviklingen i Nordsyrien skaber håb for mange. Så mange, så det er lykkedes at samle de forskelligste etniske, religiøse og kønsmæssige grupper i en samlet indsats for at forandre ikke bare Nordsyrien, men hele Syrien og på længere sigt også Mellemøsten – nu på sjette år. Og helt ringe går det jo ikke.

Så jeg synes ikke, at der er grund til at give denne anmeldelse overskriften ”Fem minutter i solen”. Som forsigtig optimist syns jeg i det mindste, at den bør kunne kaldes ”Fem minutter før fremtiden.”

Jesper Brandt