6. oktober 2018: Islamisk Stats angreb på  druzerne i ørkenen øst for Suweida

By | 6. oktober 2018

Stenørkenen omkring den næsten 1000 højt beliggende As Safa vulkan er et af de sidste tilholdssteder for Islamisk Stat, hvorfra de hele sommeren 2018 har terroriseret især den druziske befolkning, både i byen As Suweyda (50 km mod sydvest), og i en række landsbyer nordøst for As Suwayda.

Langt mere voldsom har situationen været i tilknytning til det andet tilbageværende Islamisk Stat-område i Vest-Syrien, nemlig det lille kuperede stenørkenområde ca. 50 km nordøst for byen Al Suwayda. Her har Islamisk Stats hærgen været langt mere omfattende og brutal. Assad indledte et angreb mod Islamisk Stats tilstedeværelse i dette område allerede i maj måned, men trak en stor del af disse styrker tilbage til indsættelse i Daraa-offensiven. Se afsnittet: Daraa, Quneitra og Yarmouk bassinet, i artiklen fra august 2018: Geografisk gennemgang af vigtige begivenheder i Syrien i juli 2018, knyttet til dagens kort).

I juli gennemførte Islamisk Stat fra dette område et omfattende selvmordsbombe-angreb på den drusiske hovedby As Suwayda, der krævede over 250 civile ofre. IS tog ansvaret for dette og andre angreb på landsbyer, incl. kidnapning af 36 kvinder og børn (se afsnittet: Massakren ved As Suwayda, i artiklen fra 2. august 2018: Geografisk gennemgang af vigtige begivenheder i Syrien i juli 2018, knyttet til dagens kort).

Etnisk kort over Syrien, konstrueret ved Colombia University, USA, i perioden 1997-2014. Det hvide er ørkenområder med en meget lav befolkningstæthed. Som det ses er området omkring Suwaida domineret af druzere, der var blandt de første, der gjorde oprør mod Assad. Efter Assads og russerne store aktioner i det sydvestlige Syrien, er en stor gruppe druziske oprørere blevet fragtet til Idlibprovinsen, hvor de nu deltager på Assads side i opgøret dér, samtidigt med at Assad igen strammer grebet om de druziske oppositionsfolk, der er forblevet i det sydlige Syrien. Der fremgår dog ikke af kortet, at der også er en række drusiske landsbyer i de tørre områder nordøst for Suwaida i retning af As Safa vulkanområdet, der fortsat beherskes af Islamisk Stat og har været udgangspunkt for utallige terroraktioner mest vendt mod druzerne. Det er fra disse landsbyer en stor gruppe kvinder og børn er blevet kidnappet, og stadig ikke løsladt efter flere måneders forløb. Som det ses, er også store områder vest for Suwaida domineret af armeniere, der i hvert fald delvist er kommet dertil fra Tyrkiet, måske især fra Iskenderum, den tyrkiske Hatay-provins, som tyrkiet indlemmede lige før 2. verdenskrig. Et etnisk kort er noget meget komplekst. Den dominerende gule farve angiver en arabisk sunnimuslimsk befolkning. Det afspejler således ikke helt den syriske regerings selvforståelse som et arabisk land, da en del af de mange etniske mindretal faktisk er arabisk-talende, men religiøst og kulturelt ikke føler sig knyttet til eller repræsenteret af det sunnimuslimske arabiske flertal.

Det har tvunget Assad til at rette opmærksomheden mod Islamisk Stats rester i det vestlige Syrien. En lang række aktioner er blevet iværksat, især omkring de angrebne byer og landsbyer,. Men til trods for en ganske omfattende indsats gennem de sidste par måneder, er det stadig ikke lykkedes at nedkæmpe Islamisk Stat-lommen.

Styrker fra Assads regeringshær i ørkenområdet øst for Suwaida. I baggrunden til højre ses den næsten 1000 meter højt beliggende As Safa vulkan, hvor de hårdeste kampe fortsat foregår begyndelsen af oktober.

I august fortsatte IS-angrebene  med yderligere 3 selvmordsbombere, der krævede 4 ofre og 5 sårede, Assad trængte længere ind i ørkenen, men opnåede ikke afgørende fremskridt, idet Islamisk Stat blot trak sig længere østpå i ørkenen. Assads angreb omfattede først og fremmest fly- og artilleriangreb på Iislamisk Stat–dominerede landsbyer, hvor biler, butikker og endda et felthospital blev ødelagt. Men samtidigt blev der fra mange sider fra omkring d. 10 august krævet forhandlinger om løsladelse af de omkring 30 kidnappede kvinder og børn, hvor Islamisk stat meddelte at  to af de tilfangetagne var døde ”på grund af dårlig helbredstilstand”. Den militære indsats blev styrket men uden synlige resultater i form af indskrænkning af det areal, som Islamisk Stat beherskede. D. 16 august satte Islamisk stat en modoffensiv ind mod de syriske og iranske styrker, og der opstod i de følgende dage voldsomme kampe, tydeligvis med store tab på begge siden. D. 24 august anslog den syriske organisation for overvågning af menneskerettigheder SOHR, at over 180 medlemme af Islamisk Stat og regeringsstyrkerne indenfor de seneste 30 dage var blevet dræbt i kampene om Suwaida og ørkenområdet øst derfor. Først på det tidspunkt blev der i Suwaida dannet en kommitté for forhandling med Islamisk Stat om gislerne.

Men den syriske hær fortsatte med at stramme grebet om Islamisk Stats militære installationer i ørkenområdet, og det lykkedes da også at få elimineret nogle af dem, samt at få ødelagt et hovedkvarter og et køretøj udstyret med et tungt maskingevær. I sidste halvdel af september ebbede det ud, men indsatsen er dog genoptaget her i begyndelsen af oktober, tilsyneladende med en vis succes, .

Islamisk Stat har forskanset sig i et vulkansk område, As Safa, der ligger i den nordøstlige del af det kun 150 km2 store stenørkenområde, 50 km nordøst for druzernes hovedby As Suwayda. Fra dette meget kuperede og vanskeligt tilgængelige klippeområde har Islamisk stat længe gennemført en usædvanligt rå guerilla-baseret terrorvirksomhed især mod den drusiske befolkning. Af videoer kan det ses, at de utallige muligheder for skjulesteder i klipperne giver store fordele for stedkendte snigskytter. Regeringssoldaterne bevæger sig fremad om dagen, men Islamisk Stat rykker frem igen om natten. D. 25 september meddelte Islamisk Stat kilder, at de indenfor de sidste 36 timer havde dræbt eller såret omkring 40 soldater fraa regeringshæren nær al-Safa vulkanen, herunder brigadegeneral Walid Kurdi.

D. 13 september, 50 dage efter tilfangetagelsen af de drusiske kvinder, meddelte den syriske menneskerettighedsorganisation SOHR, at de kidnappede kvinder optrådte på en ny video, hvor de krævede at blive ”frigivet” efter at russerne og den syriske regering ikke havde været i stand til det. Det kunne aflæses af videoen, at de ikke befandt sig i As Safa-området.

Et drab på denne kvinde, der d. 25 juli blev bortført af Islamisk stat fra en landsby nær Suwida i det sydvestlige Syrien, er blevet vist på en video udsendt af Islamisk Stat d. 2 oktober.

Et drab på denne kvinde, der d. 25 juli blev bortført af Islamisk stat fra en landsby nær Suwida i det sydvestlige Syrien, er blevet vist på en video udsendt af Islamisk Stat d. 2 oktober.

Islamisk Stat har i en twittermeddelelse fra d. 2 oktober vist en video, hvor en af de bortførte kvinder er blevet dræbt. De truer med at dræbe hele gruppen af kvinder og børn indenfor 3 dage, hvis offensiven på As Safa fronten fortsætter og kræver at få frigjort fanger.

Blandt de tilbud, der allerede for længst er fremkommet om at fungere som mægler, har ét vakt særlig opmærksomhed, nemlig et tilbud fra ledelsen af de Forenede Syriske Styrker, SDF (altså den militære ledelse af Nordsyrien) om at ville medvirke til at udveksle kvinderne med tilfangetagne medlemmer af Islamisk Stat. Den 6. august offentliggjorde SDF følgende erklæring:

”D. 25 juli angreb terrorister fra Islamisk Stat den syriske by  Suwayda, rettet mod ubevæbnede civile blandt den druziske befolkning. Efter at have begået en brutal og blodig massakre, kidnappede terrororganisationen dusinvis af uskyldige civile, mest kvinder og børn. Vi, indenfor de Syriske Demokratiske Styrker, der tror på enheden og den fælles skæbne for alle folkeslagene i Syrien, vil udtrykke og forsikre overfor vores landsmænd i Suwayda by og deres familier blandt de bortførte, at vi er fuldt parat til at befri de tilfangetagne og returnere dem til deres familier gennem en hvilken som helst udveksling med elementer fra Islamisk Stat, som vi har i vores forvaring.”

Det førte til en interesssant reaktion fra lederne af den druziske islamiske bevægelse, der har stillet sig meget positive overfor forslaget. En takkeskrivelse fra lederne er gengivet i dansk oversættelse i artiklen: Den druziske islamiske bevægelse takker YPG og SDF for deres tilbud om at bistå ved løsladelsen af de tilfangetagne kvinder og børn fra As Suwayda.

Kilder:

Et stort antal geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. august til 2. oktober

Anonymous, 2018: SDF ready to exchange ISIS members with civilians from Suwayda. ANF, 6. August 2018.

Anonymous, 2018: Druze people of Suwayda thank the SDF and YPG. ANF, 7. August 2018.