6. oktober 2018: Oprørsgruppernes geografi i Idlib-provinsen

By | 6. oktober 2018

Centrum af provinshovedstaden Idlib. Man skal holde tungen lige i munden, når man taler om Idlib. For Idlib er både en syrisk provins, hovedstaden i samme provins, men bruges for tiden også som betegnelse for det sidste område af Syrien, der beherskes af oppositionen mod Assad. Dette område omfatter størstedelen af den syriske Idlibprovins, men der indgår også et område mod nordøst i Aleppoprovinsen, næsten op til millionbyen Aleppo, samt mindre dele af Hama-provinsen og den vestlige Latakiaprovins. Afgrænsningen af provinsen kan ses som en hvid og sortstiplet linie på kortet fra den franske avis Le Figaro, der er vist længere nede i denne artikel. Afgrænsningen af de syriske provinser fremgår også af kortene fra https://syria.liveuamap.com. Alle de syriske provinser har navn efter provinshovedstaden. Den administrative opdeling i Nordsyrien følger kun delvist Den Syriske Arabiske Stats opdeling.

 

I sidste nyhedsbrev beskrev vi de mange konflikter, der hober sig op i Idlibprovinsen, som følge af

  • De mange oppositionsgrupper og Tyrkiets systematiske indlemmelse af det nordlige Syrien under tyrkisk overhøjhed gennem understøttelse og til dels også organisering af et stort antal oprørsgrupper i Shahba-området, Afrin og Idlib-provinsen (herunder mange Al-Qaeda- og Islamisk Stat-tilknyttede grupper) og placering af 12 permanente militære ’observationsposter’ i Idlib-provinsen, samt
  • Assads og russernes svar på disse udfordringer gennem systematisk placering af de militært eller politisk overvundede oprørsgrupper fra det sydlige Syrien i forskellige dele af Idlib provinsen, med henblik på at få bugt med hele modstanden gennem en større militær aktion, der også kan tvinge Tyrkiet ud af området, der ligger tæt på Assads alawitiske kerneområder og den russiske flådebase ved middelhavskysten.

Med en civil befolkning på måske 3 millioner kan en sådan aktion ikke undgå at blive en humanitær katastrofe. Men samtidigt har Erdogans Tyrkiet en klar interesse i at fastfryse situationen i Idlib, da det vil give Tyrkiet de bedste muligheder for at fortsætte det ekspansive projekt for at genskabe det Osmanniske Riges dominerende rolle i Mellemøsten.  Samtidigt med at Erdogan fremhæver de katastrofale følger af en offensiv fra Assads side mod Idlib,  har den tyrkiske stat ifølge Reuters øget forsyningen med våben til Idlib kraftigt gennem de seneste uger. En leder af en af militserne under den frie syriske hær har i et interview til Reuters sagt, at ”Tyrkerne har givet os tilsagn om militær støtte til en langvarig krig”.

Ifølge Hauger Najar fra ANHA oprettede Erdogans AKP-parti med støtte fra det tyrkiske efterretningsvæsen MIT allerede under starten af den syriske krise adskillige bevæbnede grupper under forskellige navne, ofte på ottomanske sultaner. De tog imod mange europæiske og asiatiske terrorist grupper i Tyrkiet og transporterede dem over grænsen til Syrien, og understøttede dem til at finde fodfæste i Syrien ud fra ønsket om derigennem at kunne genvinde det tidligere Ottomanske Rige og udråbe Erdogan til kalif over dette.

Erdogan og hans parti åbnede træningscentre i Tyrkiet for grupperne som udgangspunkt for deres angreb på Syrien.  De direkte angreb var især vendt mod de syriske kurdere, men de fordelte også lejesoldater til et stort antal grupper for derigennem bedre at kunne understøtte Islamisk Stat og Al Nusra/Al Qaeda, hvor det kunne fremme Tyrkiets planer.

I sidste nyhedsbrev refererede vi endvidere forskellige vurderinger af de udfordringer, som udviklingen gav anledning til , ikke mindst set fra et nordsyrisk synspunkt. I starten af august var det et fremherskende synspunkt, at Nordsyrien, såfremt der kunne opnås fremskridt i samtalerne med Assad-regeringen, godt kunne indlede et samarbejde omkring bekæmpelsen af Al Qaeda og andre jihadistiske grupperinger i Idlib-provinsen, især med den argumentation, at disse grupperinger ikke adskiller sig fra de grupperinger, som kurderne har måttet kæmpe mod i Afrin, hvor de blev sat ind foran den tyrkiske hær.

I begyndelsen af august blev YPG og nogle regeringsstyrker da også  involveret i opgør med islamiske og tyrkisk støttede grupper nordvest for Aleppo. Der fremkom samtidigt meddelelser om, at ca. 1300 YPG soldater var på  vej til Aleppo for at understøtte Assad regimets kommende operationer i Idlib-provinsen. Der gik dog ikke mange dage før denne strategi blev skrinlagt, da SDFs talsmand Gabriel Kino gjorde det klart, at SDF ikke vil tage del i en mulig fremtidig offensiv i Idlib sammen med de syriske regeringsstyrker. En måned senere har der da også været stridigheder mellem YPG og pro-Assad militser i det nordlige Aleppo.

I midten af september indgik Tyrkiet og Rusland en aftale om at oprette en ny 15-20 km bred demilitariseret zone i Idbil området, hvorfra man vil kræve, at ’radikale’ oprørere trækker sig tilbage inden midten af oktober måned. På https://syria.liveua.map.com blev zonen angivet som vist på kortet nedenfor til venstre. Efter fem dage blev zonen fjernet fra kortet, da det viste sig viste det sig, at den enten var forkert opfattet, eller at der havde været uklarhed omkring aftalen. Først efter en uge kom zonen igen, nu angivet som en 20 km bred zone alene indenfor Idlib-området.

Til venstre Idlib området med den demilitariserede zone, som Tyrkiet og Rusland blev enige om at oprette i midten af september 2018. Med små blå prikker er vist de 12 observationsposter, som Tyrkiet forlængst har oprettet, og hvorfra de både har kunnet kontrollere Idlib-området og kunne dirigere rundt med de mange oprørsgrupper, der er delvist oprettet og i stor udstrækning også financieret af Tyrkiets efterretningsvæsen. Tilsvarende er der på Assads side af demarkationslinien etableret et lignende antal poster, til dels i samarbejde med Iranske og libanesiske militser. Det er meningen at zonen skal patruljeres af tyrkiske og russiske styrker. Men der har åbenbart fra starten været uenighed om, hvordan zonen og dens beliggenhed skulle tolkes. Efter fem dage blev den ca. 15 km brede zone fjernet igen fra kortet, men opstod så en uge senere som en 20 km bred demilitariseringszone udelukkende indenfor det af oppositionen kontrollerede område. Som det ses udgør den i virkeligheden hovedparten af Idlibområdet.

Sidst i september  har moderate oprørsgrupper tilkendegivet over for Reuters, at de havde stigende tiltro til, at deres jihadist rivaler blandt oprørerne vil rette sig efter de krav om at forlade den demilitariserede buffer zone, der er oprettet af Tyrkiet og Rusland for at afværge en russisk-støttet offensiv fra den syriske hær. Men hvor tager de hen? Mon de blot tager på pension?

Situationen i Idlib er fortsat meget kompleks. Jeg har derfor i dette nyhedsbrev bestræbt mig på at  redegørelse så godt som muligt for de forskellige grupperingers placering i Idlibområdet. Indtil begyndelsen af februar 2018 prøvede hjemmesiden  https://syria.liveuamap.com på at skelne mellem forskellige grupper i de oprørskontrollerede områder ved at samle dem i to grupper; dels Den Frie Syriske Hær (FSA) samt en række moderate grupper som Ahrar Al Sham, Jaish al Islam etc – vist med lysegrøn, dels mere radikale jihadistiske grupper som Hayat Tahrir Al-Sham HTSW (ex Al-Nusra) –  vist med mørkegrøn, mens Islamisk Stat blev afgrænset med farven grå. Men siden februar 2018 har man opgivet skellet mellem de jahidiske grupper og de mere sekulære oprørsgrupper, formentlig fordi både kategoriseringen og den geografiske afgrænsning blev stadigt mere vanskelig at håndtere, navnllig i Idlib-området, hvor konflikterne udspiller sig i en anden målestok, dvs. med store lokale forskelle, som kun vanskeligt lader sig afbilde flademæssigt.

For nyligt er der dog offentliggjort et kort i den franske avis Le Figaro, der gennem punktsignaturer prøver at angive placeringen af de vigtigste hovedgrupperinger, så man derigennem kan få lidt bedre indblik i de geografiske sider af situationen, som den ser ud i dag. Kortet er kompliceret på grund af de mange kategorier og den temmelig utydelige signaturgengivelse. Og så er de yderligere konfliktmuligheder, der er opstået gennem placeringen af oprørsgrupper fra det sydlige Syrien i strategiske områder af Idlib, ikke taget med på kortet.

Kort over den aktuelle situation i Idlib-området, offentliggjort d. 10 september i den franske avis Le Figaro. Signaturerne på kortet knytter sig til tre overordnede temaer: 1) Den sidste oprørslomme, 2) Damaskus går i offensiven, 3) I retning af en humanitær krise? Vigtigst er her inddelingen af oprørsgrupperne i fire afdelinger (se legenden til venstre under overskriften: LES FACTIONS REBELLES D’IDLIB): a) Den nationale befrielsesfront (islamiske grupper, støttet af Tyrkiet) vist med mørkegrønne cirkler, b)Jaich al-Ezzah, oprørsgrupper under den frie syriske hær (FSA), vist med lysegrønne cirkler, c) Hayat Tahrir al-Sham (HTS), jihadist grupper (tidl. Al-Nosra), knyttet til al-Qaida, vist med sorte cirkler, samt d) Andre islamiske grupper (som f.eks. Ouighourerne, fra det islamiske parti i turkestan). Se endvidere hovedteksten.

Vigtigst på kortet er lokaliseringen af de mange forskellige oprørsbevægelser, der på kortet er inddelt i fire grupper: a) Den nationale befrielsesfront (islamiske grupper, støttet af Tyrkiet) vist med mørkegrønne cirkler, b)Jaich al-Ezzah, oprørsgrupper under den frie syriske hær (FSA), vist med lysegrønne cirkler, c) Hayat Tahrir al-Sham (HTS), jihadist grupper (tidl. Al-Nosra), knyttet til al-Qaida, vist med sorte cirkler, samt d) Andre islamiske grupper (som f.eks. Ouighourerne, fra det islamiske parti i turkestan).

  1. Den nationale befrielsesfront er en sammenslutning af et stort antal moderat islamiske grupper, der siden starten af den syriske konflikt har været tyrkisk støttet og financieret. De behersker kun en enkelt større by: Maarrat al-Nu’man men til gengæld et stort antal landsbyer omkring og især sydvest for denne by samt en række landsbyer, der strækker sig nordøst og nordvest for provinshovedstaden Idlib.
  2. Jaich al-Ezzah er en sammenslutning af oprørere tilknyttet den Frie Syriske hær. De er – med få undtagelser i det nordlige Idlib – koncentreret i et mindre antal landsbyer i den sydligste del af Idlib-området, sydøst for byen Khan Shaykhun (hvor Assads kemiske angreb fandt sted i april 2017).
  3. Hayat Tahir al-Sham (HTS), tidligere Al-Nusra, knyttet til Al Qaeda. Gruppen er den absolut dominerende modstandsgruppe, der behersker 60% af Idlib-området, især i den nordlige del, og inklusive provinshovedstaden Idlib samt byerne Harim og Saraqeb. De er helt dominerende i grænseegnene ind mod den tyrkiske provins Antakya, men sidder også på et antal landsbyer i det sydlige delområde, hvor de også behersker den sydlige by Khan Shaykhun. De har gennem de sidste to måneder flere gange angrebet regeringshærens stillinger i det nordlige Latakia, men er blevet slået tilbage.
  4. Den sidste gruppe: Andre islamistiske grupperinger, omfatter nogle vigtige grupper, der sjældent omtales i medierne. Det drejer sig om en række terrorist grupper fra Uzbekistan, Tjetjenien, Xinjiang/Kina og mange andre lande, der er trænet af Al Qaeda og det tyrkiske efterretningsvæsen, eller i perioder har været knyttet til Islamisk Stat. Disse grupper, ialt ca. 6000 udenlandske jihadister, er kommet til Syrien siden 2013 fra Tyrkiet, hvor de ifølge journalisten Haugar Najar fra det nordsyriske nyhedsbureau ANHA står under direkte ledelse af AKP og Erdogan. Den vigtigste gruppe er her Uighurer fra den Turkestanske Autonome Region i Xinjiang, Kina. Det er et tyrkisk folkeslag, der konverterede til Islam i det 10nde århundrede og i dag fortsat bruger arabisk skrift i deres tyrkiske sprog, Karlukia. De fleste uighuriske lejesoldater er medlem af Turkestans Islamiske Parti, har været aktive i Xinjiang, og fået kamperfaringer i Afganistan før de kom til Syrien. De sidder i dag bl.a. på byen Jisr ash-Shugur i den østlige  del af Idlibområdet, og anses derfor som en latent fare for de syrisk og russiske interesser i Latakia-området. Uighurerne anses af mange for at være afgørende i forbindelse med et opgør i Idlib-området, ike bare fordi det er en stor gruppe, men også fordi de er kendt for at beside gode kampegenskaber, og er bredt respekteret blandt terrorister.

Alle oprørsbevægelserne kontrollerer et eller flere lokalområder, opkræver skat og afgifter af lokalbefolkningen, og stiller derudover i varierende grad krav til lokal levevis, beklædning, deltagelse i religiøs virksomhed m.v.

På kortet er endvidere angivet de områder i syd og vest, hvor Assads styrker især er gået til angreb frem til 1. september. Men faktisk har der været kampe i mange andre grænseegne, f. eks. øst for Aleppo og længere syd på. Det er tydeligt, at kamphandlingerne især har knyttet sig til de områder, der nu er udlagt som demilitariseret zone.

Ifølge den syriske organisation for menneskerettigheder SOHR indledte HTS og den nationale befrielsesfront allerede i begyndelsen af august deres egne sikkerhedsoperationer i Idlib, hvor de i løbet af få dage anholdt mere end 250 personer, som de beskyldte for at støtte forsoningsprocessen med Damaskus. Det må anses for overvejende sandsynligt, at Tyrkiet, der har financieret disse grupper,  har stået bag denne aktion.

Der er meget, der tyder på, at de oprørsgrupper fra det sydlige Syrien, der er blevet omdirigeret til Idlib, efter at være blevet knyttet til Assads styrker, er blevet lokaliseret i områder af strategisk betydning for regeringstropperne. Således er den gruppe på ca. 500 druzere, der kom til Idlib i juli måned blevet placeret på ”ledige områder i omegnen af byen Sarageb”, der beherskes noget isoleret af HTS. Samtidigt ligger Sarageb langs  hovedvejen M5, der krydser Idlib-området fra Hama til Aleppo, og derfor udgør en strategisk færdselsåre for regeringen.

Den seneste udvikling, hvor Tyrkiet har givet tilsagn om ikke blot at skabe en demilitariseret zone, men også at få trukket de Al Qaeda-relaterede grupper ud af Idlib, er blevet mødt med en vis skepsis fra nordsyrisk side. Således har Saleh Muslim, der er medlem af Nordsyriens kommitté for diplomatiske forbindelser, overfor nyhedsbureauet ANHA kommenteret udviklingen på følgende måde:

Saleh Muslim bekræftede, at ”hvis terrorist banderne i Idlib afleverer deres våben, vil det være muligt at finde en løsning i Idlib, men hvis de nægter at overgive sig, bør ingen acceptere den situation. Der er ingen, der kan acceptere disse gruppers mål om at ville skabe et islamisk emirat i Syrien. Vi tror, at der er tyrkiske planer om at trække disse grupper tilbage til Afrin, og det vil ikke skabe en løsning for området. Hvis de tager til Afrin, så vil vi kæmpe mod dem, for befrielsen af Afrin er for os et hovedmål og knytter sig til vores skæbne, og det skal tilbage til os. Hvis det er det, der sker, vil det være klart, at Tyrkiet ikke ønsker at finde nogen som helst løsning på  det syriske spørgsmål, og det vil gøre situationen mere kompliceret.”

Om truslen fra Tyrkiet sagde han endvidere: ”Alene vil Tyrkiet ikke være i stand til at angribe de områder , der er befriet af SDF, med mindre de koordinerer det med Rusland. Tyrkiet har tidligere prøvet at starte et angreb mod Syriens nordlige områder, og de spurgte på møderne med Putin offentligt om hjælp til at besætte Manbij, og Tyrkiet ville slå en handel af om situationen i Idlib. Men det er et forslag, som Rusland ikke kunne gå ind på, da Manbijs skæbne ikke lå i dets hænder. Det er ikke let for Tyrkiet at angribe de befriede områder, da SDF og de allieredes styrker vil reagere stærkt på sådanne angreb.”

Kilder:

Et stort antal geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. august til 2. oktober

Anonymous, 2018: Time running out for Ankara: Idlib in turbulence. ANF, 17. Sept. 2018.

Anonymous, 2018: Putin-Erdogan meeting in Sochi ends. ANF, 17. Sept. 2018

Anonymous, 2018: Saleh Muslim: There are new deals between Russia, Turkey. ANHA, 18. Sept. 2018.

Anonymous, 2018: Are mercenaries withdrawing from the buffer zone in Idlib? ANF, 27. Sept. 2018

Jafo, Jafar, 2018: Abu Araj: Turkey trying to convince factions fight al-Nusra, reconcile with regime. ANHA, 8. Sept. 2018.

Malbrunot, Georges 2018: Idlib: comment éliminer les djihadistes sans que les civils soient massacres? Le Figaro, 10. Sept. 2018

Najar, Hauger, 2018: Erdogan does not spare of terrorists in Idlib. ANHA, 12. Sept. 2018.

Sonne, Mathias, 2018: ”Erdogan hader at blive konfronteret med sine modstandere ansigt til ansigt”. Dagbladet  Information, d. 28 sept. 2018, s. 11