11. november 2018: Topmødet i Istanbul

Siden Topmødet i Istanbul d. 27 oktober mellem Putin, Macron, Merkel og Erdogan har den tyrkiske hær foretaget angreb langs den nordøstsyriske grænse til Tyrkiet. Derfor har De Syrisk Demokratiske Styrker SDF d. 1 november trukket sine styrker foreløbigt ud af kampen mod Islamisk Stat i Hajin i det sydøstligste Syrien.

Fra venstre: Den russiske præsident Putin, den tyske kansler Angela Merkel, den tyrkiske præsident Tayyip Erdogan og den franske Præsident Emmanuel Macron holder hinanden i hånden under et pressemøde efter Istanbul topmødet d. 27. oktober.

Det er det direkte resultat, der er kommet ud af Emmanuel Macron og Angela Merkels deltagelse i topmødet med Vladimir Putin og Tayyip Erdogan i Istanbul d. 27. oktober.

Mødet førte ikke til noget gennembrud for en løsning af uenighederne mellem parterne i krigen. Men det har alligevel forrykket magtbalancen blandt deltagerne i den komplicerede syriske borgerkrig. Det umiddelbare resultat har været en styrkelse af Erdogan, som tydeligvis har tolket mødet som et grønt lys for en fortsat og forstærket indblanding i Syrien. Det kan dog også blive en bomerang, der i offentligheden vil afsløre Tyrkiets langsigtede planer for dets fortsatte indblanding i Syrien og dets systematiske støtte til Islamisk Stat. Det kan svække Tyrkiet på længere sigt, men vil tage tid, hvis Vesten fortsat støtter Erdogan i hans aggressive krig mod kurderne og hans støtte til Islamisk Stat som en terrorgruppe, der stadigt mere styres af Tyrkiet og dets efterretningsvæsen MIT.

Vi skal her gå mere i dybden med mødets forløb, som også skal ses som en styrkelse af ’Astana-sporet’ for en fredsproces for Syrien, der har udviklet sig som et alternativ til de FN- og USA-støttede Geneve-forhandlinger. I Geneve-forhandlingerne har det hidtil været et vedholdende krav, at en fredsproces for Syrien hang uløseligt sammen med en fjernelse af Assad fra magten. Formålet med Astana-sporet har været at prøve at forene tyrkiske og russiske interesser i Syrien. Det kan synes stadigt sværere, da Ruslands interesse primært er at sikre om ikke præsident Assad, så i hvert fald et stabilt syrisk styre, der kan understøtte den russiske militære tilstedeværelse i landet, mens Tyrkiets interesser, baseret på en stadigt mere ekstrem autoritær styreform, er bygget op omkring den systematiske undertrykkelse af den store kurdiske befolkning og nationalistiske drømme om genetablering af det tidligere Osmanniske Rige, som Syrien opfattes som en væsentlig del af. En skjult, men massiv støtte til Islamisk Stat, Al Qaeda og et stort antal oppositionelle grupper i Syrien har været vigtige brikker i denne politik. Derfor ser Erdogan Den Nordsyriske Føderation – med kurderne som en ledende kraft, og støttet af USA i dets kamp mod Islamisk stat – som en afgørende hindring ikke blot for disse drømme, men også som en trussel mod Tyrkiets fastholdelse af en ’apartheit’-politik mod kurderne.

Topmødet i Istanbul blev aftalt mellem Kansler Merkel og  Præsident Erdogan under hans besøg i Berlin i slutningen af September. Emmanuel Macron tilsluttede sig mødet, dog under forudsætning af, at der ikke opstod kampe i den aftalte demilitariserede zone i Idlib-området. Bemærkelsesværdigt er det, at USA ikke tog del i mødet, trods tilstedeværelsen af to europæiske hovedallierede, samt NATO-partneren Tyrkiet.

Et væsentligt problem for Astana-sporet har hidtil været, at det har manglet legitimering og deltagelse af Europæiske lande, som især Rusland ser som en afgørende kilde til financiering af genopbygningen af Syrien efter krigen. Her var det en fjer i hatten at få Tyskland og Frankrig med. USA har derimod prøvet at holde de europæiske allierede indenfor Geneve-forhandlingernes spor.

For Tyrkiet har det især været en fordel at få Tysklands og Frankrigs opbakning til den plan for en status quo i Idlib-området som Rusland og Tyrkiet har aftalt gennem oprettelsen af en demilitariseret zone, i modstrid  med Assad-styrets ønske. Den opbakning fik man, og der var endda enighed om, at det var vigtigt, at flygtninge efter topmødet igen kunne rejse hjem til Syrien. Denne enighed kom til udtryk til trods for, at der reelt ikke var noget, der tydede på, at de mange især jihadistiske oprørs- og terrorgrupper, som Tyrkiet har støttet i området rent faktisk var blevet afvæbnet. Det skulle de ifølge aftalen have været inden d. 15. oktober. Det er næppe fordi Merkel og Macron ikke har vist, hvad der foregik i Idlib. F.eks. kunne The Times i slutningen af august berette om, at den engelske regering havde indskrænket deres støtteprogrammer til oprørskontrollerede områder i Idlibprovinsen, og USA havde allerede i maj meddelt, at de ikke mere ville sende humanitær hjælp til disse opråder, da de i realiteten var kontrolleret af Al Nusra og deres allierede, der er direkte støttet af Tyrkiet.

Men Merkel og Macrons deltagelse blev på andre områder snarere præget af deres støtte til Geneve-sporet: De nægtede at gå ind på de russiske krav om midler til genopbygningen uden at det bliver koblet til en troværdig politisk ændring af situationen i Syrien, og de insisterede derudover på, at der skal holdes frie og fair valg i Syrien. Desværre gik de også med på en udtalelse om at afvise ’seperatistiske’ dagsordener i Syrien, en udtalelse, som kun kan opfattes som en  henvisning til en kurdisk nationalisme i nordøstsyrien. De nordøstsyriske myndigheder sigter imidlertid ikke mod seperatisme, men mod et udvidet demokrati baseret på en generel decentral autonomi indenfor en syrisk stat. De har tværtimod i deres samtaler med Assads styre fremhævet kravet om frie og fair valg i Syrien.

USAs opfattelse af disse spørgsmål er, at tilbagetrækningen af det militære engagement i Syrien og financiering af Syriens genopbygning er uløseligt forbundet med dybtgående indrømmelser fra både det syriske regime, Rusland og Iran, forhold, der slet ikke indgår i Astana-sporet. Dvs. at selv den mindste fremgang eller legitimering i Astana-processen synes at gå imod kerneelementer i Geneve-forhandlingerne.

I en analyse af Aaron Stein, der er knyttet til Atlantic Council’s Rafik Hariri Center for the Middle East, opsummeres mødet således: ’Istanbul topmødet gavnede Tyrkiet, afslørede selvmodsigelser i de franske og tyske positioner og udstillede en irritation over USAs diplomatiske strategi. Hvad det ikke gjorde, var at opnå fremgang i løsningen af den syriske konflikt, hverken lokalt eller internationalt. Først og fremmest var der ingen syriske parter, der deltog. Da oppositionen afviser den forfatningsmæssige proces, der blev lagt frem på mødet, og da regimet afviser alle politiske kompromisser (herunder også en permanent nedkøling af fjentlighederne i Idlib), er der gode grunde til, at Istanbul mødet ikke ville kunne løse kærnekonflikterne, lige gyldigt, hvad man havde besluttet.’

Men allerede umiddelbart forud for Istanbul-mødet var der kommet nye og skærpede krav til Geneveforhandlingerne. Dem skal der herefter berettes om.

Kilder:

En række geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. oktober – 7. november 2018.

Anonymous, 2018: Idlib operation taking shape. ANF, 23. Aug. 2018.

Anonymous, 2018: Call for Afrin for Merkel before Istanbul summit. ANF, 26. okt. 2018.

Anonymous, 2018: Session on Syria in UN Security council. 26. Oct. 2018

Anonymous, 2018: Macron, Merkel and Putin hold visit to support fascism. ANF, 29. okt. 2018

Anonymous, 2018: SDF suspends Deir ez-Zor operation due to Turkish attacks. ANF, 31. okt. 2018

Anonymous, 2018: Salih Muslim: Attacks are connected to the quadrup.tle summit. ANF, 2. nov. 2018

Stein, Aaron and Itani, Faysal 2018) In Instanbul, Geopoliticdal Maneuvering But No Progress. SyriaSource. http://www.atlanticcouncil.org/blogs/syriasource/in-istanbul-geopolitical-maneuvering-but-no-progress

11. november 2018: USAs FN-udsending støtter de demokratiske strukturer i Nordsyrien og kræver deres inddragelse i Geneveforhandlingerne

 D. 24 oktober, umiddelbart forud for Istanbul-mødet, besøgte en amerikansk delegation ledet af USAs FN-forhandler og særlige udsending for Syrien, James Jeffrey, det nordlige og østlige Syrien for at diskutere situationen og stabiliteten i området, men også, hvordan Den autonome Administration i Nord- og ØstSyrien og det øverste civile organ i Nord- og Østsyrien, Det Syriske Demokratiske Råd, kan indgå i diskussionerne omkring en ny syrisk forfatning og hvordan de kan deltage i Geneve møderne.

USAs FN-forhandler for Syrien, James Jeffrey, var d. 24 oktober på rundrejse i Nordsyrien for at berette om USAs fremtidige støtte til de administrative og politiske strukturer i Nordsyrien

En kilde tæt på møderne, der blev holdt i Manbij, Ain Issa og Raqqa har fortalt nyhedsbureauet ANHA, at delegationen havde sendt breve til Den Autonome Administration (DAA) i det nordlige og østlige Syrien, de lokale råd og Det Syriske Demokratiske Råd (MSD) om at ville fortsætte den moralske og logistiske støtte til disse administrative strukturer og råd.

Kilderne fortalte at den amerikanske udsending under møderne bekræftede, at den internationale koalition vil fortsætte med at støtte sine partnere politisk og militært, også MSD og DAA. Kilden tilføjede, at Jeffrey understregede, at de arbejder på DAAs og MSDs deltagelse i Geneve forhandlingerne.

Videre refererede kilden, at delegationen under møderne gjorde det klart, at den internationale koalition vil fortsætte med at beskytte regionen fra ethvert angreb, der bliver sat igang af en hvilken som helst intern eller ekstern part.

Kilden tilføjede, at delegationen bekræftede, at de anser de eksisteerende institutioner i det nordlige og østlige syrien for at være seriøse, og blev ved med at sige, at efter at de har været de Syriske Demokratiske Styrkers (SDF) partnere på det militære plan i kampen mod Islamisk Stat, ville de nu tage politiske skridt.

Kilden sagde også: ”James Jeffrey’s budskab var klart: Det drejer sig om at sikre den nordsyriske administrations deltagelse i udformningen af Syriens forfatning, få andre udenlandske styrker ud af Syrien, og få sat gang i en politisk løsning. De sagde, at de vil blive indtil den syriske krise er løst, at de ikke vil tillade nogen som helst at intervenere i disse områder, og især ikke de områder, der er blevet befriet af SDF sammen med den internationale koalition”.

Det skal understreges, at disse udmeldinger alle er kommet indirekte, så de næppe kan tages som officielle udmeldinger fra Washinton om en ændret amerikansk politik. Men de er alligevel så markante, så det er svært at forstå dem som andet end et forsøg på at imødegå nogle drastiske begivenheder, som formentlig var blevet forudset. Og nye udtalelser fra James Jeffrey bekræfter igen om ikke direkte støtten til nordsyriens civile ledelse, så i hvert fald generelt den fortsatte amerikanske støtte til Nordsyrien. Ifølge den arabiske avis Al-Sharq Al-Awsat udtalte han d. 7. november  i en telefonsamtale med et antal journalister, at den amerikanske politik overfor Syrien er en nøgle komponent i præsident Donald Trumps tilgang til Mellemøsten, som omfatter  konfrontation med Iran og bekæmpeelse af Islamisk Stat,  og at det vandt genklang da Trump i Hensinki i Juli fortalte sin russiske modpart Vladimir Putin, at de amerikanske styrker vil forblive i Syrien i lang tid for at opnå sine tre mål, menlig udryddelsen af Islamik Stat-banderne, sikring af, at de ikke vender tilbage, og opnåelsen af en politisk løsning ud over dannelsen af en forvatningskommetté under resolution 2254, samt fjernelsen af alle iranske styrker, fordi Iran er en del af problemet og ikke en del af løsningen.

Med de nye udmeldinger fra USA forstår man bedre den dramatik, der udspandt sig omkring FNs sikkerhedsråds møde om en fremtidig forfatning i Syrien  i New York d. 26 oktober, dagen før Istanbul topmødet: Forud for mødet havde FNs udsending til Syrien, Stefan de Mistura, planlagt et møde i Damaskus for at diskutere den kommission, der skulle arbejde med en ny forfatning  på grundlag af FNs sikkerhedsrådsresolution 2254. Han havde yderligere meddelt FNs sikkerhedsråd, at han ville forlade sin post i slutningen af november men indtil da ville arbejde på at få den syriske regering til at danne en forfatningskommité under FN. Men de Mistura blev pure afvist af det syriske regime, hvis udenrigsminister Walid Muallim klart meddelte de Mistura, at forfatningen er et spørgsmål under syrisk suverænitet. Derfor blev sikkerhedsrådet indkaldt efter krav fra USA for at drøfte situationen, herunder valg af ny Syriensforhandler.

Siham Quriou, , Co-chair for Nord- og Østsyriens Autonome Administration (DAA)

Dagen efter udtalte Siham Quariu, der er ’Co-chair’ for Nord- og Øst Syriens Autonome Administration, at det er nødvendigt at involvere alle institutioner i Nord- og Øst Syrien i udformningen af forslag til en forfatning, i forbindelse med forberedelserne for udpegningen af en afløser for De Mistura: ”Verden må være opmærksom på SDFs rolle som en styrke, der består af alle dele af samfundet i det nordlige og østlige Syrien, og som har befriet over 30 % af Syriens areal, der har været besat af lejesoldater fra Islamisk Stat… Den tyrkiske stat ønsker at marginalisere den fremtrædende og vigtige rolle som den Demokratiske Autonome Administration (DAA)  og dens politiske overbygning repræsenteret af Det Syriske Demokratiske Råd (MSD) spiller”.

Forløbet af Istanbul-topmødet kan meget vel have været så opmundrende for Erdogan, at det i sig selv kan have givet inspiration til Tyrkiets seneste angreb ind over grænsen til Nord- og Østsyrien øst for Eufrat. Men den direkte anledning hænger nok snarere sammen med to andre presserende hændelsesforløb:

  1. Dels ophobene uenigheder omkring realiseringen af den såkaldte Manbij-plan – the Manbij Road-Map – som Tyrkiet indgik med USA i begyndelsen af juni måned i år. Disse uenigheder er muligvisblusset voldsomt op i tilknytning til Jeffreys besøg i Nordsyrien, med budskabet om at ville indgå et tættere politisk arbejde med de civile myndigheder i Nord- og Østsyrien.
  2. Dels meldinger om en betydelig militær optrapning af kampen mod Islamisk Stat i sydøstsyrien, der trods en umiddelbar fremgang for Islamisk Stat, faktisk tegnede til at kunne blive så overvældende, at Tyrkiet med angrebene har ønsket at komme IS til undsætning på grund af Islamisk Stats centrale rolle i Tyrkiets Syrienspolitik.

 

Vi fortsætter derfor med en gennemgang, først af historien bag, og udviklingen af Manbij-planen, dernæst et par internet-baserede ’frontberetninger’ fra den sidste måneds kampe i det sydøstligste Syrien, samt forløbet af Tyrkiets seneste talrige angreb ind over grænsen til Nordsyrien.

Kilder:

Anonymous, 2018: US delegation: MSD should be included in Geneva. ANF, 25. Oct. 2018

Anonymous, 2018: Jeffrey demands MSD, DAA participation in Geneva, Syrian Constitution’s formulation. ANHA, 25. Oct. 2018.

Anonymous, 2018: Session on Syria in UN Security Council. ANF, 26. Oct. 2018

Anonymous, 2018: De Mistura in an upcoming visit to Damascusa. ANHA, 17. Oct. 2018.

Anonymous, 2018: Jabhet al-Nusra shows its strength in Idlib. ANHA, 8. Nov. 2018.

Al-Kalet, Turki and Al-Ahmed, mohammed, 2018. Siham Qariou:: Successor of de Mistura must form constitution that represents all Syrians. ANHA, 25. Oct. 2018

11. November 2018: Manbij-aftalen: En umulig linedans

Siden USA startede deres luftstøtte til kurderne under Islamisk Stats belejring af Kobane, har de syriske kurdere og deres allierede blandt arabere og andre befolkningsgrupper i Nord- og Østsyrien været USAs vigtigste allierede på landjorden i krigen mod Islamisk Stat i Syrien. Allerede fra starten gav det brydninger med USAs vigtige NATO-allierede Tyrkiet, der i realiteten støttede Islamisk Stat som led i Tyrkiets vedholdende indblanding i Syrien.

I indlæggene  23 marts 2017: Tyrkiets støtte til Islamisk Stat  og 2. juli 2018: Manbij som et vigtigt center for udviklingen af den mellemøstlige konflikt gennemgås denne udvikling, der

  • i sommeren 2015 førte til blokkering af den østlige forsyningsrute mellem Tyrkiet og Islamisk Stat,
  • i december 2015 sikrede indtagelsen af den sydlige del af Kobane distriktet ned til og med Tishreen-dæmningen over Eufrat, og
  • i sommeren 2016 gennem en knibtangsmanøvre befriede hele Manbij-området frem til byen Al Arimah,
  • samtidigt med at kurdisk-arabiske militser bevægede sig fra Afrin mod vest
  • både for at forbinde Afrin-kantonen med de to østlige kurdiske kantoner i Rojava,
  • og ikke mindst også for at afskære Tyrkiets vestlige forbindelseslinie til Islamisk Stat.

Dette forløb var tydeligvis en markant overskridelse af en smertegrænse for Tyrkiets langtsigtede interesser for indblanding i Syrien, hvor der gennem det hidtidige forløb var opstået in vis international konsensus om en grænse langs Eufrat, hvis overskridelse ville være uacceptabel, ikke mindst for Tyrkiet. En konsensus, som USA med visse modifikationer (Manbij-området, samt Tabqa og området umiddelbart syd for Raqqa) åbenlyst accepterede. Det har bl.a. vist sig i accepten af at de kurdiske YPG-styrker, der var den ledende kraft i  Manbij-offensiven skulle trækkes tilbage øst for Eufrat floden, hvad de også er blevet.

Især befrielsen af Manbij var baggrunden for, at Tyrkiet i august 2016 gik ind i Shaba-området ved Jaroblus, tydeligvis efter aftale med Islamisk Stat, der indtil da havde behersket størstedelen af Shaba-området. Herfra bevægede tyrkisk-støttede og –financierede syriske oprørsgrupper sig ned mod Al-Bab, hvorfra Erdogan insisterede på at ville deltage i ’Slaget mod Raqqa”, der nu var under planlægning. Det viste sig imidlertid hurtigt, at de tyrkisk støttede grupper ifølge den vestlige koalision mod Islamisk Stat, ikke var meget bevendt, når de skulle indsættes mod Islamisk Stat, men derimod ustandselig gik til atgreb mod det befriede Manbijområde. Desuden afskar Assads styrker Tyrkiets fremmarch øst for Al-Bab og i en periode opstod den en besynderlig alliance mellem USA (der sikrede grænsen mod vest, hvor USA senere opbyggede en base, og især nord for Manbij, hvor Tyrkiet har bygget en stor militærbase nord for Sajur floden), området omkring Manbij by (der sikredes af Manbijs hovedsageligt arabiske militærråd med støtte fra Rusland) og området syd og vest for Manbij (der sikredes af SDF, støttet af et mindre kontingent af Assads styrker). Men de tyrkisk organiserede angreb på Manbij fortsatte frem til sommeren 2018, dels som angreb ind over grænsen, dels gennem utallige aktioner især indenfor Manbij by.

I starten af juni 2016 startede Manbijs Militære Råd en offensiv for at befri Manbij, først ilanddistrikterne, så selve byen. Det lykkedes på to måneder, hvorefter Tyrkiet gik ind i Jarablus, tydeligvis efter aftale med Islamisk Stat. Det var i starten kun accepteret fra vesten som en ”sikring af grænsen” indtil 20 km mod syd ind i Syrien, men snart gik de længere syd på ned mod Al-bab, for at skabe en ny rute til IS. De blev dog stoppet af Assad, der spærrede dem vejen syd for Manbij. Sideløbende har Tyrkiet, oftest ved brug af lejesoldater fra FSA eller IS, konstant foretaget angreb mod Manbij-området. (fra indlægget: 2 juli 2018: Manbij som et vigtigt center for udviklingenb af den mellemøstlige konflikt).

Indlægget fra 2. juli 2018 om Manbij slutter med beretningen om, hvorledes amerikanske styrker fra juni 2018 startede på fælles amerikansk-tyrkiske patruljeringer langs med demarkationslinien udenfor Manbij. Det blev i tyrkisk presse udlagt som ’fælles patruljeringer i Manbijs udkant’ eller at ’tyrkiske tropper nu var kørt ind i byen Manbijs landområder’, og tydeligvis benyttet som propaganda i forbindelse med det forestående valg til Tyrkiets parlament. Disse koordinerede patruljeringer gav megen nærvøsitet i YPG og SDF, og der har siden været holdt et stort antal møder omkring patruljeringerne i Manbij mellem repræsentanter for det amerikanske militær og repræsentanter for YPG, SDF og Manbijs Militære Råd.

Patruleringerne har senere vist sig at indgå i en aftale mellem USA og Tyrkiet, kaldet ’the Manbij Roadmap’, der blev forhandlet på plads, især efter at Tyrkiet via deres syriske lejetropper længe havde skudt lige hen over hovedet på de foreste linier i  USAs kontrol med demarkationslinien omkring Manbij. På et tidspunkt truede den tyrkiske præsident Erdogan direkte med at ville slå amerikanske soldater ihjel i Manbij. Reelt var styrken formentlig langt fra stor nok til at kunne modstå et sådant pres. Så det virkede, og USA følte sig nødsaget til at rejse til Ankara og få en aftale på plads, der kunne reducere spændingerne.

Teksten for aftalen er ikke blevet offentliggjort, men ser ud til at indeholde flere trin, med et princip om, at der ikke er nogen fast tidsplan, men at man først går videre til det næste trin, når den stabilitet, der har været ønsket i et foregående trin, er blevet indfriet. Det indebærer også, at begge sider er forpligtede overfor deres partnere, der altså ikke kan tilsidesætte trinet ved at bryde dets aftaler, hvis man skal komme videre i planen:

  1. Første trin var udviklingen af uafhængige, men koordinerede patruljeringer, hvor de to sider patruljerer på hver sin side af demarkationslinien og aftaler procedurer (f.eks. signalraketter) til angivelse af position, for at undgå træfninger. Det er, hvad der har fundet sted siden juni og til i dag. På et pressemøde d. 19 juni udtalte oberst Sean Ryan: ”Jeg kan forsikre jer for, at tyrkiske soldater ikke vil gå ind til Manbij. Manbij militære råd har kontrol med hele området. Derfor vil det her grundlæggende ske omkring den nordlige demarkationslinie”.
  2. Andet trin omfatter udviklingen af integrerede og fælles ledede patruljer, der er blevet forsinket til langt ud på efteråret. Procedurer for disse træner man for øjeblikket i fælles kurser i Tyrkiet. Hvis de gennemføres, vil det betyde, at tyrkiske kontrollører også vil køre på indersiden af demarkationslinien omkring Manbij. Det er dette trin, som USA søger at overtale Manbijs administration til at acceptere. I forbindelse med den koordinerende træning her i starten af november har en talsmand for koalisionen på et spørgsmål fra nyhedsmediet Kurdistan 24 om, hvorvidt de fælles patruljer ville køre ind i Manbij, svaret: ”De vil ikke komme ind i selve Manbij by”. Så det må formodes, at det betyder, at de altså godt kan komme rundt i landområderne omkring Manbij. Men samme dag (2. november) blev det meddelt at styrker fra den tyrkiske hær var trængt ind over demarkationslinien til landsbyen Umm Al Julud, nord-vest for Manbij, mindre end 10 km fra den amerikansk-franske base ved Saydiyah!
  3. Det næste trin skulle indebære bestræbelser på at ændre det lokale forvaltningssystem, der idag varetages af et arabisk domineret råd med tilknytning til SDF. En fælles patruljering som anført under trin 2 vil give det tyrkiske militær en mere direkte rolle i indretningen af forvaltningen af sikkerhed omkring Manbij, en indflydelse, som de ikke hidtil har haft. Men det er klart, at Tyrkiet håber, at man efter at patruljeringerne er blevet standardiseret, kan udskifte dele af det administrative råd med dets egne foretrukne syriske grupper.

Generelt har målet for Tyrkiet været at svække de Syriske Demokratiske Styrker til fordel for deres egne tyrkisk trænede og –financierede syriske militser, først i Manbij, og senere i det øvrige Nord –og Østsyrien.

Det er tydeligt, at Tyrkiet og USA har divergerende forventninger til planens gennemførelse. Tyrkiet har omtalt planen som om, den indeholder en fast tidsplan, mens USA holder sig til at planen ikke har noget fast tidsforløb, men at fremgang i planen er betinget af resultaterne fra de enkelte trin, og at den ikke vil resultere i radikale ændringer i forvaltningsforholdene.

Tyrkiet har også givet udtryk for, at ’Manbij-modellen’ for en ændring af de lokale forvaltningsforhold også skal gennemføres i de øvrige kurdisk-kontrollerede dele af Syrien, hvor USA tværtimod har ment, at aftalen er snævert fokuseret på Manbij-området.

The Manbij Road Map kan muligvis have bidraget til at skabe en vis umiddelbar ro på fronten omkring Manbij. Men det synes også klart, at denne taktiske aftale mellem blot to af konfliktens parter på længere sigt er dømt til at mislykkes, med mindre USA sætter planen ind i et mere strategisk perspektiv for for deres langtsigtede mål med krigen mod Islamisk Stat.

Manbij-planen er primært skabt for at sikre et tåleligt modul vivendi mellem USA og dets NATO-partnerTyrkiet. Men samtidigt er forholdet til SDF i Nordsyrien blevet et helt centralt element i USAs mellemøstpolitik omkring kampen mod Islamisk Stat. Godt nok har USA tilkendegivet, at de ønsker at trække sig ud af mellemøsten. Men de har samtidigt fastholdt, at kampen mod Islamisk Stat vil blive ført til ende. I så fald kan de ikke trække sig ud, før de har fundet en løsning på, hvordan Islamisk Stat kontrolleres på længere sig. Hidtil har det været en vestlig opfattelse, at truslen fra Islamisk Stat primært måtte sikres gennem fortsat støtte til de autoritære regimer som kolonilandene har opbygget siden første verdenskrig. Men netop sådanne regimers stabilitet bliver der kraftigt rokket ved i disse år. Selv Tyrkiet styrer voldsomt mod et stadigt mere autoritært 50-50% diktatur, som risikerer at ende i en borgerkrig, hvis forudsigelige flygtningestrømme kan få Syrienskrigen til at ligne småting. Her fremstår udviklingen i det nordlige Syrien, hvor det er lykkedes at forene meget forskellige befolkningsmæssige og religiøse opfattelser i en demokratisk udvikling, som et alternativ, der har skabt store forhåbninger mange steder, ikke mindst som et værn mod ekstreme religiøse strømninger. Det gør en stabil støtte til udviklingen af Nordsyrien helt central for USAs reelle mulighed for at trække sig ud. En sådan støtte kan der være mange veje til. Vigtigst er her en mere åben og direkte støtte til kurdernes basale demokratiske rettigheder i mellemøsten, f.eks. gennem krav om løsladelse af den kurdiske leder Abdullah Öcalan, der gennem 20 år har siddet isoleret i fangenskab på øen Imrali i Marmarahavet i Tyrkiet (se 14 september 2017: Tyrkisk statsterror mod kurderne – interview med Ulla sandbæk, samt 3. december 2017: Hvem er Abdullah Öcalan og hvad er hans forbindelse til Nordsyrien?). En fortsat støtte med militært materiel til den veltrænede og efterhånden over 100 000 mand store SDF-styrke er ligeledes vigtig, ligesom sikring af midler til genopbygn ingen efter krigen også i de områder, der er kontrolleret af SDF. Men i et strategisk perspektiv vil det for USA også være vigtigt,

  • at gennemføre aftaler med Rusland og andre parter om en sikring af af Nordsyriens indflydelse på Syriens fremtid,
  • at udvikle en mere konstruktiv støtte til de bestræbelser om forhandlinger med Assad-regimet, som Nordsyrien allerede er gået aktivt ind i,
  • bidrage til en målrettet inddragelse af Nordsyrien i de FN-ledede Geneve-forhandlinger, og
  • at arbejde for de europæiske landes mere aktive inddragelse i støtten til udviklingen i Nordsyrien. I flere Europæiske lande er det ikke let på grund af store interesser i eksport af våben til Tyrkiet, men også på grund af manglende vilje til at erkende Tyrkiets afgørende rolle indenfor international terrorisme, knyttet til dets tætte forbindelse til Islamisk Stat.

De sidste måneders massive støtte til udviklingen af Nordsyriens militære kapacitet, og den seneste tids meldinger fra USAs FN-forhandler James Jeffry om at ville indgå i et politisk samarbejde med Nordsyriens administrative ledelse (DAA) og øverste råd (MSD), kunne tolkes som et skridt i retning af en sådan strategi, men der er også modsat rettede tendenser, f.eks. USA seneste udtalelse mod tre PKK-ledere, der kun kan opfattes som en fortsat støtte til den autoritære udvikling i Tyrkiet. En strømpil for en sådan samlet strategi finder vi nok først den dag, de omfattende tyrkiske grænseprovokationer ophører, og SDF derfor beslutter  sig for at genindtræde i kampen mod Islamisk Stat.

Kilder:

En række geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. oktober – 7. november 2018

Anonymous, 2018: U.S. Begins training Turkish troops for patrols in Syria’s Manbij. Haarets, Middle-east news, syria. November 04, 2018.

Havmand, Tobias, 2018: Israel er begyndt at føre mellemøstpolitik på samme måde som iranerne. Dagbladet Information, 5. november 2018.

Rempfer, Kyle, 2018: US and Turkish troops coordinate patrols in tense Manbij region of Syria. . Flashpoints. Army Times.

Said, Abdel Raheem,  2018: U.S.-Kurdish relations in Syria after the Manbij Roadmap. The Wsashington Institute for Near East Policy.

Stein, Aaron, 2018: The roadmap to nowhere: Manbij, Turkey, and America’s dilemma in Syria. War on the Rocks. June 20, 2018.

11. november 2018: Internetbaserede frontberetning fra kampene mod Islamisk Stat i Hajin-omådet

Internetbaserede frontberetning fra kampene mod Islamisk Stat i Hajin-omådet

Den sidste måned har ikke været opløftende for udviklingen I Nordsyrien. I det sydøstligste Syrien har der udspundet sig voldsomme kampe i forbindelse med ”cizire stormen” – bekæmpelsen af den sidste Islamisk Stat-lomme i Nordsyrien øst for Eufrat ved den sydlige grænse til Irak.  Der har været både frem- og tilbagegange.

Udviklingen i afgrænsningen af den sidste Islamisk Stat-lomme i Nord- og Øst-syrien mellem byen Hajin i nord og den syrisk-irakiske grænse mod SØ (vist med gråt), som angivet på de daglige opdateringer af syria.liveuamap.com. Hajin-området udgøres af den relativt tætbefolkede flodslette på den østlige bred af Eufrat-floden. Området vest for floden (lyserødt) beherskes af Assads regeringstropper med støtte fra russiske styrker og iranske militser, men kun 20 km vest for Eufrat kontrolleres store dele af de udbredte ørkenområder også af Islamisk Stat (se dagens oversigtskort). Øst for lommen ligger Syriens vigtigste olieområder, der beherkes af de Syriske Demokratiske Styrker (gult), SDF. Kortene viser, hvordan kampen har bølget frem og tilbage, men hvor SDF i slutningen af oktober under et stormløb under en sandstorm blev løbet over ende ind mod den irakiske grænse. Trods stærke forbedelser på en modoffensiv med inddragelse af YPG-styrker og 300 SDF-soldater fra Kobane samt nye  irakiske styrker i den sydlige del af området, gik offensiven i stå, da SDF trak sig fra kampene på grund af Tyrkiets angreb på Nordsyriens græneområder, der blev opfattet som en støtte til Islamisk Stat.

Kampene har været hårde på grund af ringe sigtbarhed som følge af sandstorm. Således gennemførte Islamisk stat et massivt angreb øst for landsbyen as-Susah i midten af oktober, hvor de nåede gennem ørkenen mod syd og angreb irakiske grænseposter. Beskyttet af den dårlige sigtbarhed lykkedes det også IS-krigere at indtage flygtningelejren nær Hajin, som SDF dog kort efter igen indtog. Situationen blev hurtigt  bragt under kontrol omkring Hajin, men en række positioner syd for as-Susah blev tabt til IS.

Det er den vejrsituation – eller værre, men det kan ikke vises på et foto! – som SDF gennem oktober måned har skullet operere under i den sidste sydøslige Islamisk Stat-lomme. På grund af den manglende sigtbarhed har de ind i mellem måtte gennemføre taktiske tilbagetrækninger af hensyn til styrkernes sikkerhed. En lignende situation vest for Eufrat er på samme måde blevet brugt til angreb fra Islamisk stat mod det Assad-dominerede område omkring provinshovedstaden Deir el-Zour, hvor IS har kidnappet 100 kvinder og børn fra en flygtningelejr.

Efter en uges tid optrappedes kampen i området og en del områder blev tilbageerobret (som det ses af kortet fra d. 24 oktober vist ovenfor). Samtidigt blev bombningerne fra de Vestlige styrker intensiveret og især byen as Susah blev voldsomt angrebet. D. 18 oktober bombede koalitionsstyrkerne Uthman ibn Affan moskeen, hvorfra Islamisk Stat ifølge koalisionsstyrkerne har planlagt og koordineret deres angreb mod SDF og koalisionsstyrkerne.  Bombeangrebet blev gentaget dagen efter. Hvor det første angreb resulterede i mindst 12 dræbte IS-krigere, blev det samlede antal dræbte ved angrebene i løbet af nogle dage opgjort til ca. 70. Af disse var 50 civile, heraf omkring 15 kvinder og børn. Angrebet betød et brud på moskeens ellers beskyttede status. En talsmand for koalisionsstyrkerne udtalte, at Islamisk Stat fortsat benyttede moskeer som udgangspunkt for deres angreb. To dage senere blev Zawiyah moskeen i byen Hajin ramt af et flyangreb. 9 civile blev dræbt.

På landjorden gik det igen fremad for SDF, der fik generobret de landsbyer i syd, der var gået tabt tidligere,  og fik helt kontrol med den vigtige by as Susah.

Men fra den 25 oktober kom der igen en støvstorm, der fjernede sigtbarheden.

Støvstormen Ajaj rasede fra d. 25-26 oktober, og det blev rapporteret at Islamisk stat startede et nyt angreb langs hele fronten i sydøst lommen. Et angreb på SDF ved Hajin blev slået tilbage, og trods vejret og et stort antal skjulte bomber, blev al-Soussa by ryddet hus for hus. Islamisk stat påstod, at over 40 soldater fra SDF blev ramt i skududvekslinger nær Susah og Hajin d. 26 oktober.

Støvstormen Ajaj rasede fra d. 25-26 oktober, og det blev rapporteret, at Islamisk stat startede et nyt angreb langs hele fronten i sydøst lommen. Et angreb på SDF ved Hajin blev slået tilbage, og trods vejret og et stort antal skjulte bomber, blev al-Soussa by ryddet hus for hus. Men Islamisk stat påstod, at over 40 soldater fra SDF blev ramt i skududvekslinger nær Susah og Hajin d. 26 oktober.

Den 27. oktober blev topmødet mellem Merkel, Macron, Putin og Erdogan holdt i Istanbul. Dagen efter startede Erdogan sine angreb på Kobane.

Samtidigt  intensiverede Islamisk Stat deres angreb voldsomt. Trods fortsatte bombninger af hele området (med over 180 flybombninger alene i ugen 21-27. oktober, hvilket var mere end dobbelt så mange som i juli og august tilsammen), valgte SDF og koalisionen at trække sig tilbage fra deres deres position omkring Baghus ikke langt fra den irakiske grænse.

Alligevel blev specialstyrker fra MFS, syriakkernes militære råd, straks sendt til fronten sammen med YPG-styrker, og den internationale koalision bragte for første gang siden YPGs ankomst til området tanks og tunge våben til landområderne i Deir Ez-Zour. Kort efter ankom en forstærkning på 300 SDF-soldater fra Kobane til Hajin og dagen efter yderligere forstærkninger fra Manbij, Raqqa og Deir Ez-Zor. En talskvinde for  SDF udtalte, at offensiven ville fortsætte, indtil Islamisk Stat-lommen var nedkæmpet.

Billede af en SDF-soldat fra forstærkningstropperne, der ankom omkring d. 29 oktober til Hajin fra Kobane for at deltage i kampene mod Islamisk Stat. Det er formentlig en central kommandør fra slaget om Kobane, der blev sendt til Hajin for at overvåge operationerne

Det var tydeligt, at en ny afgørende offensiv var forestående, og skulle starte nordfra med indtagelsen af Hajin by. Men derudover ville den blive støttet af et andet nyt initiativ, nemlig indsættelse af irakiske styrker ind over grænsen sydfra. Det var kommet i stand på baggrund af et møde mellem den amerikanske general Brett Mcgurk og den nyvalgte irakiske premierminister Adil Abdul-Mahdi. Irakiske styrker blev hurtigt sat ind, hvor Eufrat krydser grænsen fra Syrien til irak. Her startede de med at udsprede flyveblade over byerne nær grænsen med opfordring til IS-krigere om at overgive sig. I forbindelse med det kunne de meddele, hvordan lejesoldater fra Islamisk Stat rejste deres flag over byerne. Samme dag rapporteres det, at Islamisk Stat havde ramt en irakisk bevæbnet pick-up, der var placeret ved den irakisk-syriske grænse, med et anti-tank-missil, hvorved 4 irakiske soldater var blevet dræbt. Derefter gik Irakiske styrker i de følgende dage mere aktivt ind i bekæmpelsen af Islamisk Stat i området. Men de har tydeligvis haft svært ved at etablere sig nord for grænsen mellem Irak og Syrien.

Til gengæld har det i de seneste dage vist sig, at SDF alligevel fortsat spiller en stor rolle, selv om de har trukket sig fra offensiven mod Islamisk Stat, da de fortsat er aktive i forsvaret af de mange oliekilder i området (som ses af dagens oversigtskort). Det syriske Observatorium for Menneskerettigheder har d. 7 november bekræftet at mindst 65 Islamisk Stat-lejesoldater er blevet dræbt på det seneste i deres diste lomme i Syrien, til trods for at SDF har trukket sig fra angrebene. 48 var blevet dræbt  i forbindelse med to angreb på oliefelterne Tenek og Azraq nord for Hajin. Desuden havde SDF dræbt 17 andre lejesoldater fra Islamisk Stat, under forsvaret af en base i landsbyen al-Bahra. Talsmand for SDF Kino Gabriel  har udtalt, at indstillingen af de offensive operationer ikke betyder, at soldater fra SDF ikke vil forsvare sig selv.

Kilder: 

Et stort antal geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden  3. oktober til 9 november 2018

Anonymous, 2018: Observatory: 65 mercenaries killed in SDF, Global Coalition operations. ANHA, 8. Nov. 2018.

11. november 2018: Tyrkiet angriber Nordsyrien øst for Eufrat

D. 27. oktober blev nogle områder af tyrkiet tæt ved den syriske grænse erklæret for lukket område. Dagen efter, d. 28 ramte mindst 15 granater den kurdiske grænseby Zawr Magher/Zormagar ved Eufrat lige øst for Jaroblus. Den følgende dag gentog granatangrebene sig, og et medlem af landsbyens selvforsvarsgruppe, Mohammed Kobani blev dræbt, mens to andre blev sårede. Efter en dags pause genoptog Tyrkiet skyderiet med voldsomme granatangreb på landsbyerne Ashma, Selim og Koraly øst for Kobane foretaget fra tanks. Senere skød de med tunge våben ind over grænsebommen ved byen Tal Abyad/Girê Spî, hvor et medlem af de kurdiske forsvarsstyrker blev dræbt. Også byen Kobane blev angrebet, hvorved 4 YPG-soldater blev dræbt. En kurdisk talsmand, Yusuf Foza, udtalte, at ”Det tyrkiske angreb er også et angreb på den internationale koalition, ikke blot på SDF”.

De syriske kurdere har gennem de sidste tre år (ifølge amerikanske militærkilder!) ikke på noget tidspunkt reageret med gengældelser mod tyrkiske provokationer ind over grænsen til Syrien, men har omhyggeligt undgået enhver optrapning ind over den tyrkiske grænse. Det har derfor uden tvivl været meget velovervejet, da SDF udsendte en pressemeddelelse, hvor de meddelte, at ”Vi, de syrisk demokratiske styrker, understreger, at vi har ret til at gengælde ethvert angreb på vores land, og hvis det er nødvendigt, vil vi ikke undlade at udøve denne ret.”

De kurdiske landsbyer nær Kobane, Ashma, Selim og Koraly blev også de følgende dage kraftigt angrebet med tanks fra de tyrkiske hær, og der blev meldt om sårede civile. Lignende angreb med tunge våben blev gennemført mod den vestlige del af byen Tal Abyad/Girê spî, men også landsbyerne Selib Qiran, Til Fender, Susik og Yabise ved grænsen vest for Tal Abyad/Girê spî .

Næste morgen, 2. november, havde SDF helt trukket sig ud af kampene i det sydøstligste Syrien. En talsmand for CJTFOIR (Combined Joint Task Force – Operation Inherent Resolve) måtte udsende følgende meddelelse: ”SDF har foreløbigt suspenderet de offensive aktioner mod Islamisk Stat som svar på Tyrkiets angreb ind over grænsen. Vi har været i forhandlinger både med Tyrkiet og SDF for af de-eskalere situationen. Vores mål er at sikre fokus på bekæmpelsen af Islamisk Stat.”

Allerede samme dag startede koalisionsstyrkerne patruljeringer langs grænsen mellem Kobane og Tyrkiet. Patruljerne blev udvidet de følgende dage til andre områder. Men det forslog ikke meget. To journalister fra nyhedsbureauet ANHA, Gülistan Mihemed og Ibrahim Ehmed blev såret i en skydning ind over grænsen i landsbyen Munbath nær Tall Abyad, Gülistan Mihemed endda meget alvorligt. De blev overført til et hospital i Manbij, hvor koalisions udsendingen William Roebuck besøgte de to journalister dagen efter.

Wiliam Roebuck, udsending fra koalisionsstyrkerne mod Islamisk Stat besøgte de to journalister Gülistan Mihemed og Ibrahim Ehmed fra nyhedsbureauet ANHA, dagen efter at de var blevet ramt af skud i en grænselandsby nær Tall Abyad.

Efter ordre fra den tyrkiske hær blev lejesoldater fra den frie syriske hær (FSA) samtidigt omdirigeret til Tell Abyat, formentlig med henblik på at skulle gå foran og udføre det mere beskidte arbejde (eller i hvert fald at kunne true med det)) i forbindelse med en tænkt invasion, på samme måde, som de er blevet benyttet i Shabah-området og ikke mindst i Afrin. SOHR, Det syriske Observatorium for menneskerettigheder meddelte, at de tyrkiske styrker indenfor de næste dage ville overføre ca. 1200 lejesoldater fra de syriske militser, der skulle operere under tyrkisk kommando i området mellem Eufrat og Tigris

I de følgende dage igangsatte amerikanske specialstyrker sammen med YPG patruljeringer længere mod øst, omkring byen Ad-Darbasiyah, i Hasaka-kantonen, mens tyrkerne genoptog angrebene omkring Tall Abyat.

Amerikanske specialstyrker på patrulje i Hasaka-kantonen nær den tyrkiske grænse.

Også i de følgende dage er der gennemført tyrkiske angreb, dog fortrinsvis med tungere maskingeværer.

USAs særlige udsending for syriske anliggender, James Jeffrey har i et interviesw d. 7 november udtalt, at det tyrkiske pres på De Forenede Stater for at mindske forsyningen af våben til de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), og den tyrkiske hærs seneste angreb på Nordsyrien på en grundlæggende måde har forsinket fjernelsen af Islamisk Stats positioner i Syrien. Han tilføjede, at Folkets Forsvarsenhed (YPG) er en effektiv styrke på landjorden mod Islamisk stat: “Vi anser dem ikke for at være en terrorist gruppe,, og har aldrig gjort det.”

Den arabiske avis Al-Hayat vurderer, at den tyrkiske trussel mod de syriske kurdere sætter Washington i vanskeligheder: “Ved at bombe de kurdiske områder i nord, prøver Erdogan at teste niveauer for en amerikansk accept af et muligt angreb. Han prøver at finde ud af hvor langt han kan gå med en militær operation øst for Eufrat, før USA gør indsigelser”, udtaler Nicholas Heras, en forsker ved The new US Security Center. Den stadigt voldsommere tone har sat USA i forlejenhed, især fordi de syriske demokratiske styrker (SDF) har forsøgt at afslutte deres angreb på de sidste lommer af  Islamisk Stat i østsyrien, men nu suspenderet deres operationer efter de tyrkiske bombninger. “USA er skuffet, da de ønsker at afslutte deres angreb på organisationen, siger Aaron Lund, der er forsker ved Centuiry Foundation. Han tilføjer, at amerikanernes afhængighed af de kurdiske styrker i kampen mod ekstremisterne giver disse styrker en stor indflydelse på den amerikanske supermagt. Hvis USA giver efter for Tyrkiet, vil de ikke længere kunne regne med kurderne”, siger Fabrice Ballanch, der er forsker med speciale i syriske spørgsmål. Mutlu Geofferoglu, der er ekspert i kurdiske spørgsmål, anser aflysningen af kampene for at være en klar melding fra SDF til den internationale alliance. Eksperten poåpeget, at det, de siger til dem er: “Vi slås sammen, vi er partnere, og når vi er stillet over for trusler, så må I rydde dem af vejen.”

Samtidigt fortsætter her d. 8. november forberedelserne for fælles kombinerede patruljer mellem det amerikanske  og det tyrkiske militær i Manbij-området, ifølge talsmand for Manbijs militære Råd, Shervan Derwish. Men han har også udtalt, at Tyrkiet har overtrådt aftalen mellem USA og Tyrkiet omkring patruljeringerne. Også fransk militær deltager rutimemæssigt i disse patruljeringer.

Kilder:

Et stort antal geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden  3. oktober til 9 november 2018

Anonymous, 2018: Jeffrey: Turkish attacks in nordthern Syria delayed Daesh elimination. ANHA, 7. november 2018.

Anonymous, 2018: Jabhet al-Nusra shows its strength in Idlib. ANHA, 8. Nov. 2018.

11. november 2018: Hvad skete der med Idlib aftalen?

Den aftale, der blev indgået i Sochi mellem Rusland og Tyrkiet om at oprette en demilitariseret zone i Idlib (se indlægget 6. oktober 2018: Oprørsgruppernes geografi i Idlib provinsen)  er ikke blevet overholdt.

Tidsfristen udløb d. 15 oktober.

Den demilitariserede zone i Idlibområde, der er aftalt mellem Tyrkiet og Rusland (se i øvrigt artiklen 6. oktober 2018: Oprørsgruppernes geografi i Idlib-provinsen). Zonen, der er vist med brunt, omfatter størstedelen af Idlib-området, der i dag i praksis for en stor dels vedkommende beherskes af Tyrkiet. De af Assad beherskede områder er vist med rødt. Tyrkiet har endvidere besat Afrin-provinsen og en stor del af det såkaldte Shaba-område, mellem Afrin og Eufrat mod øst. En mindre del af Shaba-området (vist med gult) omfatter den kurdisk-dominerede Shaba-kanton, der er under kontrol af militser tilknyttet De Syriske Demokratiske Styrker (SDF), der behersker den nordøstlige trediedel af Syrien. Shaba-kantonen præges i dag af de 300 000 borgere, der har måttet flygte fra Afrin-provinsen efter Tyrkiets invasion i foråret 2018.

Ifølge den aftale, der blev indgået mellem tyrkiet og Rusland d. 27. september, skulle militserne i Idlib trække deres tunge våben tilbage fra en 15-20 km bred bufferzone inden d. 15. oktober. Regimet i Ankara fortsætter med at påstå, at de militser, der er direkte kontrolleret af Tyrkiet, har gennemført aftalen. Men der er ingen uafhængige kilder, der har kunnet bekræftige det. Militsen Hayat Tahrir als-Sham (HTS), der blev grundlagt af Al Nusra/Al Qaeda og som kontrollerer størstedelen af zonens areal, har meddelt, at den ikke vil trække sig tilbage, men forsætter med at kontrollere deres områder.

Lokale kilder oplyser, at der ikke har fundet nogen tilbagetrækning sted, og at HTS fortsætter med at forhandle med Ankara. Tyrkiet er blevet den officielle talsmand for jihadisterne.

Skønt fristen for etsblering af den demilitariserede zone ikke er blevet opfyldt, prøver Tyrkiet og Rusland at skabe et positivt billede af situationen. Uden at give udtryk for det officielt, har begge lande forlænget tidsfristen og har satset på et topmøde d. 27 oktober.

Nyt topmøde efter tidsfristen

Topmødet i Istanbul, hvis hovedpunkt er situationen i Idlib, har omfattet den franske præsident Macron, den tyske ministerpræsident Angela Merkel, den russiske præsident Putin og Tyrkiets præsident Erdogan. Marcon og Merkel bekræftigede hurdigt deres deltagelse, idet dog Macron betingede sig, at mødet kun kunne finde sted, hvis der ikke forinden var startet en offensiv, se i øvrigt det tidligere indlæg: 9. november 2018: Istabul topmødet.

Den syriske hærs militære manøvrer

For det syriske regime, er den demilitariserede zone i Idlib en af de fire ikke-sammenstøds-zoner, der blev aftalt for et år siden. Regiment har siden da taget kontrol med de andre tre zoner, og kun Idlib står tilbage og mangler at blive overdraget til styret. I en tale på Baath partiets central komite-møde i begyndelsen af oktober sagde præsident Assad, at aftalen om den demilitariserede zone i Idlib har foreløbig karakter, og han argumenterede for, at regimet derigennem vandt nogle fordele. Han udtalte samtidigt klart, at ”Denne provins og andre område, der fortsat er under terrorist kontrol, vil komme tilbage til den Syriske Stat.” Med ’Terrorister’ refererede Assad både til de bandestrukturer, som vesten anser for at være ’oppositionen’ og til Al Nusra og Islamisk Stat, der karakteriseres som ’jihadister’.

De tunge våben er ikke blevet fjernet fra den demilitariserede zone i Idlib-området – her fra zonen mellem provinshovedstaden Idlib og Abu Zuhar flybasen sydøst for Idlib.

Kun en uge før det planlagte topmøde ankom en vigtig general i den syriske hær til Abu Zuhar flybasen øst for Idlib. General al-Hassan leder Tigris-enheden, og har af den syriske hær fået besked på at etablere sig i den region. Sammen med andre militære ledere har han inspiceret den østlige frontlinie. Ifølge syriske medier er man igang med at forberede den udskudte offensiv.

I mellemtiden har den syriske hær igangsat militærmanøvrer i området. Og overvågningsfly er blevet observeret overe Idlib. En kilde indenfor den syriske hær har meddelt, at en større offensiv forventes at starte i de kommende dage, hvis ikke jihadisterne trækker sig tilbage fra den demilitariserede zone. Men en præcis dato er ikke blevet angivet.

Den arabiske avis Al-Hayat har i begyndelsen af november berettet om fortsatte brud på den russisk-tyrkiske aftale om Idlib og omegn. Således  har Jabhet al-Nusra foretaget militær parader i Idlibs vestlige landområder, der ser ud til at være gennemført for at markere deres styrke i området. Jabhet al-Nusra har vist billeder af militær parader på deres officielle hjemmeside, ledet af “elite styrker” gennem 10 dages lignende øvelser udført i den sydlige del af oprovinsen. Billederne har vist, hvordan Jabbhet al-Nusra bruger tunge våben, inklusive tanks, samt både lette og mellemsvære maskinpistoler. De angav ikke præcist, hvor øvelserne var blevet holdt, eller om det var indenfor eller udenfor den zone, der er blevet aftalt mellem Rusland og Tyrkiet, men ifølge avisen mente lokale kilder, at øvelsen var gennemført i området Jabal al-Zawia – som det dog ikke har været muligt at finde på et kort.

Kilder:

Anonymous, 2018: Assad: The Idlib agreement is temporary. ANF, 8. Okt. 2018

Anonymous, 2018: What will become of the Idlib Agreement? ANF, 22 okt. 2018

Anonymous, 2018: Jabhet al-Nusra shows its strength in Idlib. ANHA, 8. Nov. 2018.

11. november 2018: Kvinderne i Shaddady mærker fremgang

Det er lykkedes kvindehuset i al-Shadadi distriktet i Hasakah-kantonen i Nordsyrien at løse 600 ud af de 750 konfliktsager, som huset har modtaget. Det er blevet et mål for kvinderne i distriktet at løse særligt vanskelige problemer.

Amina, en af de fem ansatte medarbejdere i Kvindehuset i byen al-Shadadi, der ligger i den sydlige del af al-Hasakah-kantonen i nordøst-syrien. Området, der er domineret af en arabisk befolkning, blev befriet fra Islamisk Stat af SDF i februar 2016, altså for 2½ år siden. Men indtil for tre måneder siden havde Islamisk Stat fortsat kontrol med områder blot 25 km fra al-Shadadi. Kvindehuset blev oprettet for 1½ år siden.

Af Talal Husein, ANHA

Alle slags mennesker led under Islamisk Stats uretfærdigheder og knægtelsen af deres mest grundlæggende rettigheder. Måske var kvinderne den mest undertrykte gruppe, idet de havde forbud mod at gå ud, og mod at arbejde. De blev låst inde i en sort kappe.

Al- Shasdadis kvinder fjernede mørket og deltager nu i alle sider af livet

Efter at al-Shadadi var blevet befriet fra Islamisk Stat af de Syriske Demokratiske Styrker i februar 2016 har kvinderne i al-Shadadi udviklet sig fra en svag og undertrykt gruppe til kvinder, der har noget at skulle have sagt. Kvinderne deltager på lige fod med manden på alle felter. De organiserer sig indenfor deres egne kommuner, og kvinder indtager deres plads som med-leder (Co-chair) sammen med en mand i alle institutioner og forsamlinger.

Én af de instutitioner, der tager direkte del i kvindesager, og hvor kvinder arbejder med at løse deres udestående problemer og kender deres rettigheder og pligter, er Kvindernes hus. Det er blevet et mødested for kvinder i distriktet.

Kvindernes hus, der åbnede d. 2. marts 2017, består af fem kvindelige medlemmer, hvoraf to af dem er specialister i forsoning. De løser de fleste af kvindernes sociale og personlige problemer og træffer afgørelser i ægteskabelige konflikter som ægteskab med mindreårige og polygami. Det sætter kvinderne på det rette spor ved at engagere dem og få dem til at tage ansvar for at komme af med afhængighed og i stedet bestemme selv.

Siden åbningen af centret, er det blevet et mål for kvinderne i området at løse deres problemer uden for retssale og ledende autoriteter. Centret har modtaget 750 sager, og har været i stand til at løse 600 af sagerne, takket være medarbejdernes indsats.

”Vores mål er at styrke kvindernes ledende rolle og genoprette deres rettigheder”

En af medarbejderne, Amira understreger over for ANHA, at de havde løst 600 sager, som alle blev løst gennem gensidige aftaler. De fleste sager drejede sig om svig, sex-chikane og ægteskaber med mindreårige.

Hun fortæller: ”De fleste sager som vi får, er skilsmissesager og vi behandler dem gennem forsoning. Hvis forsoning ikke lader sig gøre efter mange forsøg på at undgå skilsmissse, så overfører vi sagen til folkedomstolen”.

Amira sluttede med at understrege at hovedformålet med kvindehuset er at sætte kvinderne i stand til at genskabe deres rettigheder og at sikre deres deltagelse i  opbygningen af et frit og uafhængigt samfund.

Kilde:

Husein, Talal 2018: Women in al-Shadadi between yesterday, today. ANHA, 18. Sept. 2018