11. November 2018: Manbij-aftalen: En umulig linedans

By | 11. november 2018

Siden USA startede deres luftstøtte til kurderne under Islamisk Stats belejring af Kobane, har de syriske kurdere og deres allierede blandt arabere og andre befolkningsgrupper i Nord- og Østsyrien været USAs vigtigste allierede på landjorden i krigen mod Islamisk Stat i Syrien. Allerede fra starten gav det brydninger med USAs vigtige NATO-allierede Tyrkiet, der i realiteten støttede Islamisk Stat som led i Tyrkiets vedholdende indblanding i Syrien.

I indlæggene  23 marts 2017: Tyrkiets støtte til Islamisk Stat  og 2. juli 2018: Manbij som et vigtigt center for udviklingen af den mellemøstlige konflikt gennemgås denne udvikling, der

  • i sommeren 2015 førte til blokkering af den østlige forsyningsrute mellem Tyrkiet og Islamisk Stat,
  • i december 2015 sikrede indtagelsen af den sydlige del af Kobane distriktet ned til og med Tishreen-dæmningen over Eufrat, og
  • i sommeren 2016 gennem en knibtangsmanøvre befriede hele Manbij-området frem til byen Al Arimah,
  • samtidigt med at kurdisk-arabiske militser bevægede sig fra Afrin mod vest
  • både for at forbinde Afrin-kantonen med de to østlige kurdiske kantoner i Rojava,
  • og ikke mindst også for at afskære Tyrkiets vestlige forbindelseslinie til Islamisk Stat.

Dette forløb var tydeligvis en markant overskridelse af en smertegrænse for Tyrkiets langtsigtede interesser for indblanding i Syrien, hvor der gennem det hidtidige forløb var opstået in vis international konsensus om en grænse langs Eufrat, hvis overskridelse ville være uacceptabel, ikke mindst for Tyrkiet. En konsensus, som USA med visse modifikationer (Manbij-området, samt Tabqa og området umiddelbart syd for Raqqa) åbenlyst accepterede. Det har bl.a. vist sig i accepten af at de kurdiske YPG-styrker, der var den ledende kraft i  Manbij-offensiven skulle trækkes tilbage øst for Eufrat floden, hvad de også er blevet.

Især befrielsen af Manbij var baggrunden for, at Tyrkiet i august 2016 gik ind i Shaba-området ved Jaroblus, tydeligvis efter aftale med Islamisk Stat, der indtil da havde behersket størstedelen af Shaba-området. Herfra bevægede tyrkisk-støttede og –financierede syriske oprørsgrupper sig ned mod Al-Bab, hvorfra Erdogan insisterede på at ville deltage i ’Slaget mod Raqqa”, der nu var under planlægning. Det viste sig imidlertid hurtigt, at de tyrkisk støttede grupper ifølge den vestlige koalision mod Islamisk Stat, ikke var meget bevendt, når de skulle indsættes mod Islamisk Stat, men derimod ustandselig gik til atgreb mod det befriede Manbijområde. Desuden afskar Assads styrker Tyrkiets fremmarch øst for Al-Bab og i en periode opstod den en besynderlig alliance mellem USA (der sikrede grænsen mod vest, hvor USA senere opbyggede en base, og især nord for Manbij, hvor Tyrkiet har bygget en stor militærbase nord for Sajur floden), området omkring Manbij by (der sikredes af Manbijs hovedsageligt arabiske militærråd med støtte fra Rusland) og området syd og vest for Manbij (der sikredes af SDF, støttet af et mindre kontingent af Assads styrker). Men de tyrkisk organiserede angreb på Manbij fortsatte frem til sommeren 2018, dels som angreb ind over grænsen, dels gennem utallige aktioner især indenfor Manbij by.

I starten af juni 2016 startede Manbijs Militære Råd en offensiv for at befri Manbij, først ilanddistrikterne, så selve byen. Det lykkedes på to måneder, hvorefter Tyrkiet gik ind i Jarablus, tydeligvis efter aftale med Islamisk Stat. Det var i starten kun accepteret fra vesten som en ”sikring af grænsen” indtil 20 km mod syd ind i Syrien, men snart gik de længere syd på ned mod Al-bab, for at skabe en ny rute til IS. De blev dog stoppet af Assad, der spærrede dem vejen syd for Manbij. Sideløbende har Tyrkiet, oftest ved brug af lejesoldater fra FSA eller IS, konstant foretaget angreb mod Manbij-området. (fra indlægget: 2 juli 2018: Manbij som et vigtigt center for udviklingenb af den mellemøstlige konflikt).

Indlægget fra 2. juli 2018 om Manbij slutter med beretningen om, hvorledes amerikanske styrker fra juni 2018 startede på fælles amerikansk-tyrkiske patruljeringer langs med demarkationslinien udenfor Manbij. Det blev i tyrkisk presse udlagt som ’fælles patruljeringer i Manbijs udkant’ eller at ’tyrkiske tropper nu var kørt ind i byen Manbijs landområder’, og tydeligvis benyttet som propaganda i forbindelse med det forestående valg til Tyrkiets parlament. Disse koordinerede patruljeringer gav megen nærvøsitet i YPG og SDF, og der har siden været holdt et stort antal møder omkring patruljeringerne i Manbij mellem repræsentanter for det amerikanske militær og repræsentanter for YPG, SDF og Manbijs Militære Råd.

Patruleringerne har senere vist sig at indgå i en aftale mellem USA og Tyrkiet, kaldet ’the Manbij Roadmap’, der blev forhandlet på plads, især efter at Tyrkiet via deres syriske lejetropper længe havde skudt lige hen over hovedet på de foreste linier i  USAs kontrol med demarkationslinien omkring Manbij. På et tidspunkt truede den tyrkiske præsident Erdogan direkte med at ville slå amerikanske soldater ihjel i Manbij. Reelt var styrken formentlig langt fra stor nok til at kunne modstå et sådant pres. Så det virkede, og USA følte sig nødsaget til at rejse til Ankara og få en aftale på plads, der kunne reducere spændingerne.

Teksten for aftalen er ikke blevet offentliggjort, men ser ud til at indeholde flere trin, med et princip om, at der ikke er nogen fast tidsplan, men at man først går videre til det næste trin, når den stabilitet, der har været ønsket i et foregående trin, er blevet indfriet. Det indebærer også, at begge sider er forpligtede overfor deres partnere, der altså ikke kan tilsidesætte trinet ved at bryde dets aftaler, hvis man skal komme videre i planen:

  1. Første trin var udviklingen af uafhængige, men koordinerede patruljeringer, hvor de to sider patruljerer på hver sin side af demarkationslinien og aftaler procedurer (f.eks. signalraketter) til angivelse af position, for at undgå træfninger. Det er, hvad der har fundet sted siden juni og til i dag. På et pressemøde d. 19 juni udtalte oberst Sean Ryan: ”Jeg kan forsikre jer for, at tyrkiske soldater ikke vil gå ind til Manbij. Manbij militære råd har kontrol med hele området. Derfor vil det her grundlæggende ske omkring den nordlige demarkationslinie”.
  2. Andet trin omfatter udviklingen af integrerede og fælles ledede patruljer, der er blevet forsinket til langt ud på efteråret. Procedurer for disse træner man for øjeblikket i fælles kurser i Tyrkiet. Hvis de gennemføres, vil det betyde, at tyrkiske kontrollører også vil køre på indersiden af demarkationslinien omkring Manbij. Det er dette trin, som USA søger at overtale Manbijs administration til at acceptere. I forbindelse med den koordinerende træning her i starten af november har en talsmand for koalisionen på et spørgsmål fra nyhedsmediet Kurdistan 24 om, hvorvidt de fælles patruljer ville køre ind i Manbij, svaret: ”De vil ikke komme ind i selve Manbij by”. Så det må formodes, at det betyder, at de altså godt kan komme rundt i landområderne omkring Manbij. Men samme dag (2. november) blev det meddelt at styrker fra den tyrkiske hær var trængt ind over demarkationslinien til landsbyen Umm Al Julud, nord-vest for Manbij, mindre end 10 km fra den amerikansk-franske base ved Saydiyah!
  3. Det næste trin skulle indebære bestræbelser på at ændre det lokale forvaltningssystem, der idag varetages af et arabisk domineret råd med tilknytning til SDF. En fælles patruljering som anført under trin 2 vil give det tyrkiske militær en mere direkte rolle i indretningen af forvaltningen af sikkerhed omkring Manbij, en indflydelse, som de ikke hidtil har haft. Men det er klart, at Tyrkiet håber, at man efter at patruljeringerne er blevet standardiseret, kan udskifte dele af det administrative råd med dets egne foretrukne syriske grupper.

Generelt har målet for Tyrkiet været at svække de Syriske Demokratiske Styrker til fordel for deres egne tyrkisk trænede og –financierede syriske militser, først i Manbij, og senere i det øvrige Nord –og Østsyrien.

Det er tydeligt, at Tyrkiet og USA har divergerende forventninger til planens gennemførelse. Tyrkiet har omtalt planen som om, den indeholder en fast tidsplan, mens USA holder sig til at planen ikke har noget fast tidsforløb, men at fremgang i planen er betinget af resultaterne fra de enkelte trin, og at den ikke vil resultere i radikale ændringer i forvaltningsforholdene.

Tyrkiet har også givet udtryk for, at ’Manbij-modellen’ for en ændring af de lokale forvaltningsforhold også skal gennemføres i de øvrige kurdisk-kontrollerede dele af Syrien, hvor USA tværtimod har ment, at aftalen er snævert fokuseret på Manbij-området.

The Manbij Road Map kan muligvis have bidraget til at skabe en vis umiddelbar ro på fronten omkring Manbij. Men det synes også klart, at denne taktiske aftale mellem blot to af konfliktens parter på længere sigt er dømt til at mislykkes, med mindre USA sætter planen ind i et mere strategisk perspektiv for for deres langtsigtede mål med krigen mod Islamisk Stat.

Manbij-planen er primært skabt for at sikre et tåleligt modul vivendi mellem USA og dets NATO-partnerTyrkiet. Men samtidigt er forholdet til SDF i Nordsyrien blevet et helt centralt element i USAs mellemøstpolitik omkring kampen mod Islamisk Stat. Godt nok har USA tilkendegivet, at de ønsker at trække sig ud af mellemøsten. Men de har samtidigt fastholdt, at kampen mod Islamisk Stat vil blive ført til ende. I så fald kan de ikke trække sig ud, før de har fundet en løsning på, hvordan Islamisk Stat kontrolleres på længere sig. Hidtil har det været en vestlig opfattelse, at truslen fra Islamisk Stat primært måtte sikres gennem fortsat støtte til de autoritære regimer som kolonilandene har opbygget siden første verdenskrig. Men netop sådanne regimers stabilitet bliver der kraftigt rokket ved i disse år. Selv Tyrkiet styrer voldsomt mod et stadigt mere autoritært 50-50% diktatur, som risikerer at ende i en borgerkrig, hvis forudsigelige flygtningestrømme kan få Syrienskrigen til at ligne småting. Her fremstår udviklingen i det nordlige Syrien, hvor det er lykkedes at forene meget forskellige befolkningsmæssige og religiøse opfattelser i en demokratisk udvikling, som et alternativ, der har skabt store forhåbninger mange steder, ikke mindst som et værn mod ekstreme religiøse strømninger. Det gør en stabil støtte til udviklingen af Nordsyrien helt central for USAs reelle mulighed for at trække sig ud. En sådan støtte kan der være mange veje til. Vigtigst er her en mere åben og direkte støtte til kurdernes basale demokratiske rettigheder i mellemøsten, f.eks. gennem krav om løsladelse af den kurdiske leder Abdullah Öcalan, der gennem 20 år har siddet isoleret i fangenskab på øen Imrali i Marmarahavet i Tyrkiet (se 14 september 2017: Tyrkisk statsterror mod kurderne – interview med Ulla sandbæk, samt 3. december 2017: Hvem er Abdullah Öcalan og hvad er hans forbindelse til Nordsyrien?). En fortsat støtte med militært materiel til den veltrænede og efterhånden over 100 000 mand store SDF-styrke er ligeledes vigtig, ligesom sikring af midler til genopbygn ingen efter krigen også i de områder, der er kontrolleret af SDF. Men i et strategisk perspektiv vil det for USA også være vigtigt,

  • at gennemføre aftaler med Rusland og andre parter om en sikring af af Nordsyriens indflydelse på Syriens fremtid,
  • at udvikle en mere konstruktiv støtte til de bestræbelser om forhandlinger med Assad-regimet, som Nordsyrien allerede er gået aktivt ind i,
  • bidrage til en målrettet inddragelse af Nordsyrien i de FN-ledede Geneve-forhandlinger, og
  • at arbejde for de europæiske landes mere aktive inddragelse i støtten til udviklingen i Nordsyrien. I flere Europæiske lande er det ikke let på grund af store interesser i eksport af våben til Tyrkiet, men også på grund af manglende vilje til at erkende Tyrkiets afgørende rolle indenfor international terrorisme, knyttet til dets tætte forbindelse til Islamisk Stat.

De sidste måneders massive støtte til udviklingen af Nordsyriens militære kapacitet, og den seneste tids meldinger fra USAs FN-forhandler James Jeffry om at ville indgå i et politisk samarbejde med Nordsyriens administrative ledelse (DAA) og øverste råd (MSD), kunne tolkes som et skridt i retning af en sådan strategi, men der er også modsat rettede tendenser, f.eks. USA seneste udtalelse mod tre PKK-ledere, der kun kan opfattes som en fortsat støtte til den autoritære udvikling i Tyrkiet. En strømpil for en sådan samlet strategi finder vi nok først den dag, de omfattende tyrkiske grænseprovokationer ophører, og SDF derfor beslutter  sig for at genindtræde i kampen mod Islamisk Stat.

Kilder:

En række geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. oktober – 7. november 2018

Anonymous, 2018: U.S. Begins training Turkish troops for patrols in Syria’s Manbij. Haarets, Middle-east news, syria. November 04, 2018.

Havmand, Tobias, 2018: Israel er begyndt at føre mellemøstpolitik på samme måde som iranerne. Dagbladet Information, 5. november 2018.

Rempfer, Kyle, 2018: US and Turkish troops coordinate patrols in tense Manbij region of Syria. . Flashpoints. Army Times.

Said, Abdel Raheem,  2018: U.S.-Kurdish relations in Syria after the Manbij Roadmap. The Wsashington Institute for Near East Policy.

Stein, Aaron, 2018: The roadmap to nowhere: Manbij, Turkey, and America’s dilemma in Syria. War on the Rocks. June 20, 2018.