11. november 2018: Topmødet i Istanbul

By | 11. november 2018

Siden Topmødet i Istanbul d. 27 oktober mellem Putin, Macron, Merkel og Erdogan har den tyrkiske hær foretaget angreb langs den nordøstsyriske grænse til Tyrkiet. Derfor har De Syrisk Demokratiske Styrker SDF d. 1 november trukket sine styrker foreløbigt ud af kampen mod Islamisk Stat i Hajin i det sydøstligste Syrien.

Fra venstre: Den russiske præsident Putin, den tyske kansler Angela Merkel, den tyrkiske præsident Tayyip Erdogan og den franske Præsident Emmanuel Macron holder hinanden i hånden under et pressemøde efter Istanbul topmødet d. 27. oktober.

Det er det direkte resultat, der er kommet ud af Emmanuel Macron og Angela Merkels deltagelse i topmødet med Vladimir Putin og Tayyip Erdogan i Istanbul d. 27. oktober.

Mødet førte ikke til noget gennembrud for en løsning af uenighederne mellem parterne i krigen. Men det har alligevel forrykket magtbalancen blandt deltagerne i den komplicerede syriske borgerkrig. Det umiddelbare resultat har været en styrkelse af Erdogan, som tydeligvis har tolket mødet som et grønt lys for en fortsat og forstærket indblanding i Syrien. Det kan dog også blive en bomerang, der i offentligheden vil afsløre Tyrkiets langsigtede planer for dets fortsatte indblanding i Syrien og dets systematiske støtte til Islamisk Stat. Det kan svække Tyrkiet på længere sigt, men vil tage tid, hvis Vesten fortsat støtter Erdogan i hans aggressive krig mod kurderne og hans støtte til Islamisk Stat som en terrorgruppe, der stadigt mere styres af Tyrkiet og dets efterretningsvæsen MIT.

Vi skal her gå mere i dybden med mødets forløb, som også skal ses som en styrkelse af ’Astana-sporet’ for en fredsproces for Syrien, der har udviklet sig som et alternativ til de FN- og USA-støttede Geneve-forhandlinger. I Geneve-forhandlingerne har det hidtil været et vedholdende krav, at en fredsproces for Syrien hang uløseligt sammen med en fjernelse af Assad fra magten. Formålet med Astana-sporet har været at prøve at forene tyrkiske og russiske interesser i Syrien. Det kan synes stadigt sværere, da Ruslands interesse primært er at sikre om ikke præsident Assad, så i hvert fald et stabilt syrisk styre, der kan understøtte den russiske militære tilstedeværelse i landet, mens Tyrkiets interesser, baseret på en stadigt mere ekstrem autoritær styreform, er bygget op omkring den systematiske undertrykkelse af den store kurdiske befolkning og nationalistiske drømme om genetablering af det tidligere Osmanniske Rige, som Syrien opfattes som en væsentlig del af. En skjult, men massiv støtte til Islamisk Stat, Al Qaeda og et stort antal oppositionelle grupper i Syrien har været vigtige brikker i denne politik. Derfor ser Erdogan Den Nordsyriske Føderation – med kurderne som en ledende kraft, og støttet af USA i dets kamp mod Islamisk stat – som en afgørende hindring ikke blot for disse drømme, men også som en trussel mod Tyrkiets fastholdelse af en ’apartheit’-politik mod kurderne.

Topmødet i Istanbul blev aftalt mellem Kansler Merkel og  Præsident Erdogan under hans besøg i Berlin i slutningen af September. Emmanuel Macron tilsluttede sig mødet, dog under forudsætning af, at der ikke opstod kampe i den aftalte demilitariserede zone i Idlib-området. Bemærkelsesværdigt er det, at USA ikke tog del i mødet, trods tilstedeværelsen af to europæiske hovedallierede, samt NATO-partneren Tyrkiet.

Et væsentligt problem for Astana-sporet har hidtil været, at det har manglet legitimering og deltagelse af Europæiske lande, som især Rusland ser som en afgørende kilde til financiering af genopbygningen af Syrien efter krigen. Her var det en fjer i hatten at få Tyskland og Frankrig med. USA har derimod prøvet at holde de europæiske allierede indenfor Geneve-forhandlingernes spor.

For Tyrkiet har det især været en fordel at få Tysklands og Frankrigs opbakning til den plan for en status quo i Idlib-området som Rusland og Tyrkiet har aftalt gennem oprettelsen af en demilitariseret zone, i modstrid  med Assad-styrets ønske. Den opbakning fik man, og der var endda enighed om, at det var vigtigt, at flygtninge efter topmødet igen kunne rejse hjem til Syrien. Denne enighed kom til udtryk til trods for, at der reelt ikke var noget, der tydede på, at de mange især jihadistiske oprørs- og terrorgrupper, som Tyrkiet har støttet i området rent faktisk var blevet afvæbnet. Det skulle de ifølge aftalen have været inden d. 15. oktober. Det er næppe fordi Merkel og Macron ikke har vist, hvad der foregik i Idlib. F.eks. kunne The Times i slutningen af august berette om, at den engelske regering havde indskrænket deres støtteprogrammer til oprørskontrollerede områder i Idlibprovinsen, og USA havde allerede i maj meddelt, at de ikke mere ville sende humanitær hjælp til disse opråder, da de i realiteten var kontrolleret af Al Nusra og deres allierede, der er direkte støttet af Tyrkiet.

Men Merkel og Macrons deltagelse blev på andre områder snarere præget af deres støtte til Geneve-sporet: De nægtede at gå ind på de russiske krav om midler til genopbygningen uden at det bliver koblet til en troværdig politisk ændring af situationen i Syrien, og de insisterede derudover på, at der skal holdes frie og fair valg i Syrien. Desværre gik de også med på en udtalelse om at afvise ’seperatistiske’ dagsordener i Syrien, en udtalelse, som kun kan opfattes som en  henvisning til en kurdisk nationalisme i nordøstsyrien. De nordøstsyriske myndigheder sigter imidlertid ikke mod seperatisme, men mod et udvidet demokrati baseret på en generel decentral autonomi indenfor en syrisk stat. De har tværtimod i deres samtaler med Assads styre fremhævet kravet om frie og fair valg i Syrien.

USAs opfattelse af disse spørgsmål er, at tilbagetrækningen af det militære engagement i Syrien og financiering af Syriens genopbygning er uløseligt forbundet med dybtgående indrømmelser fra både det syriske regime, Rusland og Iran, forhold, der slet ikke indgår i Astana-sporet. Dvs. at selv den mindste fremgang eller legitimering i Astana-processen synes at gå imod kerneelementer i Geneve-forhandlingerne.

I en analyse af Aaron Stein, der er knyttet til Atlantic Council’s Rafik Hariri Center for the Middle East, opsummeres mødet således: ’Istanbul topmødet gavnede Tyrkiet, afslørede selvmodsigelser i de franske og tyske positioner og udstillede en irritation over USAs diplomatiske strategi. Hvad det ikke gjorde, var at opnå fremgang i løsningen af den syriske konflikt, hverken lokalt eller internationalt. Først og fremmest var der ingen syriske parter, der deltog. Da oppositionen afviser den forfatningsmæssige proces, der blev lagt frem på mødet, og da regimet afviser alle politiske kompromisser (herunder også en permanent nedkøling af fjentlighederne i Idlib), er der gode grunde til, at Istanbul mødet ikke ville kunne løse kærnekonflikterne, lige gyldigt, hvad man havde besluttet.’

Men allerede umiddelbart forud for Istanbul-mødet var der kommet nye og skærpede krav til Geneveforhandlingerne. Dem skal der herefter berettes om.

Kilder:

En række geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 2. oktober – 7. november 2018.

Anonymous, 2018: Idlib operation taking shape. ANF, 23. Aug. 2018.

Anonymous, 2018: Call for Afrin for Merkel before Istanbul summit. ANF, 26. okt. 2018.

Anonymous, 2018: Session on Syria in UN Security council. 26. Oct. 2018

Anonymous, 2018: Macron, Merkel and Putin hold visit to support fascism. ANF, 29. okt. 2018

Anonymous, 2018: SDF suspends Deir ez-Zor operation due to Turkish attacks. ANF, 31. okt. 2018

Anonymous, 2018: Salih Muslim: Attacks are connected to the quadrup.tle summit. ANF, 2. nov. 2018

Stein, Aaron and Itani, Faysal 2018) In Instanbul, Geopoliticdal Maneuvering But No Progress. SyriaSource. http://www.atlanticcouncil.org/blogs/syriasource/in-istanbul-geopolitical-maneuvering-but-no-progress