23. januar 2019: Militære ledere i USA tager deres afsked. McGurk afslører Trumps uduelighed

By | 23. januar 2019

D. 21 december, To dage efter president Trumps beslutning om at trække de amerikanske styrker ud af Syrien, tog USAs forsvarssekretær James Matisse sin afsked i protest mod Trumps beslutning.

Forsvarssekretær Jim Mattis tog sin afsked allerede d. 21 december, dagen efter, at Præsident Trump havde meddelt, at USA ville trække sine styrker tilbage fra Syrien.

Dagen efter fulgte præsidentens udsending for den internationale koalision mod Islamisk Stat, Brett McGurk. Endelig tog Pentagons hovedtalskvinde Dana White sin afsked d. 1. januar.

James Jeffry, USAs FN-udsending for shyriske anliggende, er nu også indsat i Brett McGurks tideligere stilling som præsidentens udsending for den internationale koalision mod Islamisk Stat

D. 4. januar blev USAs FN ambassadør James Jeffry, der hidtil har fungeret som særlig repræsentant for syriske anliggender (se bl.a. artiklen 11. november 2018: USAs FN-udsending støtter de demokratiske strukturer i Nordsyrien og kræver deres inddragelse i Geneveforhandlingerne), yderligere indsat i Brett McGurks tidligere stilling som præsidentens udsending for den internationale koalision mod Islamisk Stat, med den særlige rolle ”at implementere præsident Trumps beslutning om en ansvarlig tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Syrien, som er koordineret med vore globale allierede og partnere, i overensstemmelse med USAs mål for Syrien og Irak, inklusive en varig bekæmpelse af Islamisk Stat”.

Brett McGurk, præsidentens særlige udsending for den Globale koalision til bekæmpelse af Islamisk Stat, har taget sin afsked, og har taget bladet fra munden i en sønderlemmende kritik af Trumps dispositioner i Washington Post d. 18 jan. 2019.

Efterfølgende har Brett McGurk vist sig som den mest vedholdende og præcise kritiker af Trumps dispositioner omkring Syrien.

Trods hård kritik af sine militære rådgivere er Trump fortsat med at fastholde tilbagetrækningen, uden nogen konkret viden om situationen i Syrien, som det bl.a. fremgår af denne tweet

Da Trump trods advarsler fra den militære ekspertise fastholdt sin beslutning om tilbagetrækning og i en tweet truede Tyrkiet med med økonomisk ødelæggelse, hvis de angreb kurderne, men samtidigt skrev, at han ville skabe en 20 miles sikkerheds zone i Nordøstsyrien, svarede Brett McGurk: ”Trumps seneste forslag, udsendt som tweet, om en 20-miles sikkerheds zone – som Erdogan siger, at Tyrkiet vil etablere – ser heller ikke ud til at være resultat af nogen proces eller analyse. Arealet ville omfatte alle kurdiske områder i det østlige Syrien.”

D.18 Januar offentliggjorde Brett McGurk en artikel i Washington Post med overskriften: Trump sagde, at han ville bekæmpe Islamisk Stat. I stedet for tilfører han den nyt liv. Her hudfletter han Trumps beslutning og fremfører især, at den er ”taget uden at konsultere de allierede og uden at forstå realiteterne på landjorden”. Vi bringer artiklen i dansk oversættelse:

 

”Trump sagde, at han ville bekæmpe Islamisk Stat. I stedet for tilfører han den nyt liv

Den 17. december bad statssekretær Mike Pompeo om en vigtig samtale med mig og nogle få andre senior repræsentanter i State Department. Jeg modtog samtalen på USAs ambassade i Irak, hvor jeg ofte rejste for at hjælpe med at administrere USAs kamp mod Islamisk Stat. Jeg var der for at gennemgå planerne med Iraks nye regering for at sikre, at vores resultater på området ville vare ved. Vi var kommet et godt stykke siden situationen fire år tidligere, da Islamisk Stat stod ved Bagdads porte: Ifølge FN er Irak i dag sikrere end på noget tidspunkt siden FNs hjælpemission for Irak begyndte at registrere situationen for seks år siden.

Disse resultater kom takket værre målrettetheden og engagementet fra Amerikas allierede på landjorden – De irakiske sikkerhedsstyrker, de kurdiske peshmergaer, Syriske oppositions militser og de syriske Demokratiske Styrker (SDF) – der alle har betalt en høj pris i form af døde og sårede.

Nøglen til disse gevinster har været en lille og meget effektiv amerikansk militær tilstedeværelse i Syrien. Denne mission startede i 2015 og har hjulpet med til at stoppe Islamisk Stats evne til at planlægge og gennemføre angreb fra syrien eller vende tilbage til Irak. Missionen er bæredygtig uden en overdreven anvendelse af amerikanske resourcer eller af amerikanere direkte involverede i daglige kamphandlinger. De gør det muligt for en lokal styrke, SDF, der i dag består af forskellige grupper med omkring 60 000 soldater, omfattende arabere, kurdere og kristne, at befri Syriske byer og om områder fra Islamisk Stat. Det har kostet SDF tusinder af dræbte og sårede. Indtil sidste uge, var kun to amerikanere døde under kampene i Syrien. (Fire blev dræbt i onsdags under et selvmordsangreb, som Islamisk stat tog æren af – det første af den slags mod vores styrker i Syrien – det faldt sammen med usikkerheden i Washington omkring missionen).

Under samtalen i december, informerede Pompeo os om, at der pludselig var kommet en ændring i planerne: Efter en telefonsamtale med sin Tyrkiske modpart, havde Præsident Trump planlagt at erklære en sejr over Islamisk Stat og give vore styrker besked om at trække sig ud af Syrien.

Jeg tog straks til Washington for at hjælpe med til at afbøde konsekvenserne af denne beslutning, især blandt vore koalisionspartnere, som vi alle netop havde forsikret – efter ordre fra det Hvide Hus – om, at vi ikke havde nogen intentioner om at forlade Syrien foreløbigt: Den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton havde udtalt, at vi ville blive i Syrien ”så længe den iranske trussel fortsætter i Mellemøsten”. Forsvarssekretær Jim Mattis og jeg havde netop været sammen med koalisionspartnerne for at bekræfte vores forpligtigelser indtil 2020.

Mine partnere i koalitionens hovedsteder var forvirrede. Vores kampfæller i SDF, som jeg jævnligt havde besøgt på landjorden i Syrien, var chockerede og nægtede at tro på det, idet de håbede, at Trump ville ændre mening. De insisterede også på at fortsætte kampen mod Islamisk Sgtat og rykkede på det tidspunkt fremad mod terroristernes bastioner i det østlige Syrien.

Jeg fandt hurtigt ud af at jeg ikke var i stand til effektivt at gennemføre disse nye ordrer, og d. 22. december indgav jeg min afsked.

 Præsidentens beslutning om at forlade Syrien var truffet uden overvejelser, konsutationer med allierede eller kongressen, uden vurdering af risici og uden påskønnelse af fakta. To dage efter Pompeos opringning tweetede Trump: ”Vi har bekæmpet ISIS i Syrien”.  Men det var ikke sandt, og vi fortsatte med at gennemføre luftangreb mod Islamisk Stat. Nogle dage senere påstod han, at Saudi Arabien ”nu var enige i at afholde de nødvendige udgifter som hjælp til at genopbygge Syrien”. Men det var heller ikke sandt, hvilket Saudierne senere bekræftede. Trump udtalte også, at de amerikanske styrker kunne forlade Syrien indenfor 30 dage, hvilket var logistisk umuligt.

Det skøre grundlag for Trumps mellemøstpolitik

Hvad værre var, Trump tog sine beslutninger efter en telefonsamtale med den Tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan. Han købte Erdogans forslag om at Tyrkiet påtager sig kampen mod Islamisk Stat dybt inde i Syrien. I realiteten kan Tyrkiet ikke operere hundreder af miles fra dets grænser i et fjentligt territorium uden grundlæggende støtte fra det amerikanske militær. Og mange af de syriske oppositionsgrupper, der er støttet af Tyrkiet omfatter ekstremister, der åbent har erklæret deres ønske om at bekæmpe kurderne, ikke Islamisk Stat.

Trump’s seneste forslag, udsendt via tweet, om en 20-miles sikkerhedszone – som Erdogan siger, at Tyrkiet vil etablere – ser ligeledes ud til at være lavet uden nogen proces eller analyse. Dette område ville omfatte alle kurdiske områder i det østlige Syrien. Der er ikke nogen styrke, der er klar til at tage over, heller ingen tid til at opbygge en, da de amerikanske tropper planlægger deres tilbagetrækning. Og indsættelse af tyrkisk-støttede oppositionsstyrker ville sandsynligvis drive tusinder af kurdere på flugt, ligesom det ville true sårbare kristne grupperinger, der lever spredt i disse områder.

De strategiske konsekvenser af Trumps beslutning udspiller sig allerede: Jo mere Tyrkiet udvider dets ekspansion i Syrien, jo hurtigere bevæger vores arabiske partnere i regionen sig mod Damaskus. Det er ikke noget tilfælde, at Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater genåbnede deres ambassader dér kort efter, at Trump sagde, at vi ville forlade området. Disse lande tror, ligesom Saudi Arabien, Ægypten og Jordan, at et engagement med Damaskus kan hjælpe med til at opløse den russiske, iranske og tyrkiske indflydelse i Syrien, og de oplever at Washingtons synspunkter går i en helt anden retning. SDF, der må se i øjnene, at de snart står alene, omgivet af fjendtlige styrker, har speeded deres samtaler med Bashar al-Assads regime op. Tyrkiet, en NATO allieret, henvendte sig til Rusland få dage efter Trump’s beslutning, for at sende trænede forhandlere til Moskva for at udarbejde de næste skridt i Syrien. Israel, vores nærmeste allierede i regionen, blev konfronteret med en ny realitet med et Amerika, der snart vil være væk fra landjorden i Syrien. Kun Rusland og Iran hilste Trump’s beslutning velkommen. Enhver form for modererende indflydelse, vi måtte have haft på disse to modstandere i Syrien blev markant reduceret, så snart Trump havde sagt, at vi ville trække os tilbage.

Disse tendenser vil forværres, hvis ikke præsidenten ændrer kurs: Vores partnere vil holde op med at lytte til os, og tage beslutninger, der vil være i modstrid med vore interresser. Vores modstandere vil udnytte situationen, når de ved, at USA er på vej ud. Islamisk Stat og andre ekstremist grupper vil fylde det hul ud, der bliver åbnet ved vores tilbagetrækning. De vil genskabe deres kapacitet til at true vores venner i Europpa – ligesom de gjorde gennem 2016 – og ultimativt også true vores eget fædreland.

Man kunne forestille sig, at Trump ville stoppe tilbagetrækningen, indtil han får præcise vurderinger af risici, en status over Islamisk Stats, Tyrkiets eller enhver andens evne til at erstatte os. At bede Pentagon om at tilrettelægge og gennemføre en tilbagetrækningsplan uden en sådan vurdering, er dumt. Det er ikke tilstrækkeligt for topembedsmænd at træde tilbage eller stille betingelser for beslutningen. Det må komme fra præsidenten.

En mere realistisk politik for Syrien må tage højde for følgende hårde kendsgerninger:

For det første forlader vi området. Det kan ske om seks måneder, fire måneder eller mindre, men Trump har gentagne gange gjort det klart, at han ønsker os ud. Jo længere der er modstand mod dette faktum, eller det blot beskrives som en forskel i taktik under en uændret strategi, jo mere stiger risikoen for en  skuffende exit, med angreb mod de amerikanske styrker og fuldstændig opgivelse af SDF, uden nogen realistisk planlægning af, hvad der kan sættes i stedet under en sådan udvikling. Fokus lige nu må være på beskyttelsen af vore militære styrker, og hvordan de kan komme sikkert ud; at bede vores lille styrke om at gøre mere end det, vil øge risikoen under tilbagetrækningen.

For det andet, Assad bliver. Dette faktum er nu printet ind i vore regionale partneres tankegang, inklusive Saudi Arabien og Israel, som er lige så meget hard-linere angående Iran, som enhver i Washington, men som også forstår, at enhver chance for at komme af med denne masse-myrdende diktater, der holdes oppe af Iran og Rusland, er det rene drømmeri uden vores deltagelse.

For det tredie, kun SDF sikrer stabilitet i de områder, der engang  udgjorde Islamisk Stat i det nordøstlige Syrien. Dets styrker kan ikke erstattes. Og når USA forlader området, vil de have brug for en ny beskytter, eller de vil risikere opsplitning og dannelse af et vakuum, hvor Islamisk Stat kan genopstå. For at sikre stabilitet, vil SDF ikke have andet valg end at nå til forståelse med Damaskus om at komme under den Syriske stats parably. Dette ulykkelige resultat kan være nødvendigt for at undgå en strategisk og humanitær fiasko.

For det fjerde, hvad angår Syrien, er Tyrkiet ikke nogen troværdig partner. De Syriske oppositionsstyrker det understøtter er beklædt med ekstremister og  alt for få til at udgøre en effektiv udfordring for Assad, eller et muligt alternativ til SDF. De dele af Syrien som Tyrkiet angiveligt kontrollerer, som Idlib provincen i Nordvest, er i stigende udstrækning domineret af al-Qaeda. De forenede stater kan hjælpe Tyrkiet med at beskytte dets grænse, men indsættelse af tyrkisk militær og tyrkisk-støttede oppositionsstyrker  i SDF-områder i det nordøstlige Syrien – som det nu bliver diskuteret – ville igangsætte et kaos og føre til et miljø, der ville få ekstremister til at trives.

Kommer styrkerne hjem? Det betyder snarere, at krigen er tabt end vundet

Så USAs mål i Syrien bør indskrænkes til at modvirke Islamisk Stats genkomst og undgå, at Iran styrker sin militære tilstedeværelse, hvilket truer Israel. Det første opnås bedst ved at sikre, at SDF forbliver intakt og opnår en varig adgang til luftrummet gennem forsoning med Rusland; det sidste ved at støtte Israel i det, som det for nyligt har erkendt at måtte opnå gennem præcise luftangreb mod den iranske trussel i Syrien.

Disse snævre mål vil ikke være tilfredsstillende for de, der har haft større håb for Syrien. Men disse håb er døde. Med uret tikkende for en amerikansk afrejse, må vi bjærge hvad vi kan for blot at beskytte de allermest vigtige amerikanske interesser – og selv det kan vise sig at være et højt mål.

Det er ironisk, at nedkæmpelsen af Islamisk Stat netop var det, som præsidenten fra begyndelsen af identificerede som sit mål. I 2016 svor han at ville ”banke helvede ud af ISIS”. Hans seneste beslutninger puster desværre nyt liv til Islamisk Stat – og andre amerikanske modstandere”.

Det er interessant at sammenligne Brett McBurk vurdering af udviklingen med de overvejelser, som de nordsyriske myndigheder, ikke mindst Salih Muslim allerede  fremkom med i slutn ingen af sidste år, se den næste artikel: De nordsyriske vurderinger af situationen.

Kilder:

Twitter meddelelser på syria.liveuamap.com fra perioden 15. december 2018- 23. januar 2019.

Anonymous, 2018: After Defense Secretary, “Brett McGurk” resigns. ANHA, 22. Dec. 2018.

Anonymous, 2019: Chief Pentagon spokeswoman announces resignation. ANF, 1. Jan. 2019.

Anonymous, 2019: Washington appoints James Jeffery envoy to Coalition to Fight Daesh. ANHA, 7. Jan. 2019

Anonymous, 2019: Bolton’s visit to Ankara: Yellow vests, PKK and more. ANF, 8. Jan. 2019.

Anonymous, 2019: Bolton: Securing SDF is the basic “condition” for our withdrawal. ANF, 8. Jan. 2019.

Anonymous, 2019: YPG Spokesman Nuri Mahmud responds to accusations by Turkey. ANF, 12. January 2019.

Anonymous, 2019: President decided to withdraw U.S.Forces without consulting allies or understanding the facts on the ground. ANHA, 18 januar 2019.

Anonymous, 2019: “It is unrealistic to expect Turkey taking US’ place in Syria”. ANF, 21. Januar 2019.

McGurk, Brett, 2019: Trump said he beat ISIS. Instead, he’s giving it new life. The Washington Post, 18. Jan. 2019.