4. april 2019: Mørke skyer eller teatertorden? 9 grunde til at Nordsyrien har fået styrket sin position overfor Assad og Erdogan

By | 4. april 2019

Det aktuelle trusselsbillede mod Nordeøst-Syrien: Assad ønsker at genvinde det nordøstlige Syrien, ligesom han har genvundet store dele af det øvrige Syrien. Tyrkiet ønsker at ekspandere ind i det nordøstlige Syrien under påskud af at skabe en sikkerhedszone mod kurdisk indflydelse. Men er disse trusler reelle mørke skyer, eller er det teatertorden, der dækker over en stigende magtesløshed?

Det har i dansk presse været fremme, at Assad ønskede at genvinde de kurdiske områder i Nordøst-syrien. Da der samtidigt har været vedholdende meldinger om, at Erdogan ønskede at gå ind i det nordøstlige Syrien for at ”skabe en sikkerhedszone mod kurderne” har det givet anledning til bekymring om, hvorvidt de syriske kurdere, efter at Trump har meddelt, at USA ønsker at trække sig ud af Syrien, nu bliver prisgivet Assad eller Erdogan, selv om de netop har fået fjernet de sidste rester af Islamisk stat fra hele den del af Syrien, der ligger øst for floden Eufrat.

Der er næppe tale om tomme trusler. Truslen om en invasion af de kurdiske områder i Syrien er nok et af de stærkeste kort, Erdogan har, hvis han skal beholde sin stadigt mere autoritære magt over Tyrkiet baseret på bestræbelserne på at genskabe Det osmanniske Riges storhed med ham som enehersker. Alvoren i truslen viste sig så sent som d. 30. marts, hvor den øverstkommanderende for SDF, General Mazlum Kobane, udtalte, at ”hvad angår Tyrkiet, er det ikke i vores interesse at komme i krig med Tyrkiet. Vi ønsker ikke at slås med Tyrkiet. Det har været vores holdning helt fra starten.” Samtidigt udgør SDF og den Nordøstsyriske Autonome Administration tydeligvis den største udfordring for Assad i hans bestræbelser på at bevare sin uindskrænkede magt over Syrien.

Men det er svært at forestille sig de to interesser forenet. Hvis Assad skal have blot den mindste chance for at bevare sin hidtidige magt, må han som minimum bestræbe sig på at sikre Syrien som en national enhed. Det lader sig ikke gøre isoleret med den ’koloniale politik’, Tyrkiet hidtil har ført i Syrien. Hertil kommer, at SDF som militær styrke efterhånden har fået et omfang, der mageligt kan konkurrere med Assads styrke, og som formentlig også vil udgøre en alvorlig udfordring for Tyrkiet, hvis man derfra forsøger at gennemføre en invasion af Nordøstsyrien.

Vigtigere er det imidlertid, at der er mange forhold på den internationale scene, der i den seneste tid har ændret sig så mankant, så man godt kan fristes til at mene, at selv om man måske nok stadigt kan få mange til at tro på disse trusler, så må de nok først og fremmest opfattes som teatertorden, der afspejler et verdenssyn, som ikke længere ser ud til at have hold i virkeligheden.

Vi skal i det følgende give en række eksempler på, hvorledes disse ændringer ser ud til at gøre det stadigt vanskeligere at komme udenom Nordøstsyrien som en vigtig brik i udviklingen af Syrien, og formentlig også mere generelt i Mellemøsten:

1. Forsoning eller befrielse

For det første udtrykte man sig ikke helt så bombastisk fra officiel syrisk side, som anført i overskrifterne: Den syriske forsvarsminister, Ali Abdullah Ayoub, udtalte sig om situationen i de autonome områder i det nordøstlige Syrien på en pressekonference i Damaskus med de militære stabschefer fra Iran og Irak. Her sagde han: ”Den syriske regering vil tage sig af denne sag på én af to måder. Enten ved en forsoningsaftale eller ved at befri området, som de kontrollerer, med magt.” De nordøst-syriske myndigheder har hele tiden fastholdt, at de ønskede en forsoning, også selv om forhandlingerne er gået trægt (se artiklen 6. oktober 2018: Udvikling i forhandlingerne mellem Nordsyrien og Damaskus i august og september 2018). Når en syrisk forsvarsminister endda i en militær sammenhæng eksplicit fremhæver muligheden af en forsoning, kan det kun opfattes som et udtryk for, at i hvert fald nogle involverede parter i en sådan beslutning i Damaskus lægger megen vægt på at forfølge en sådan forsoningsmodel, hvis alliancen skal holde.

2. Benægtelse af Tyrkiets besættelser og SDFs sejr

Også i Syrien er forsvarsministerens udtalelser blevet flittigt citeret og kommenteret. Men mange, ikke mindst i Nord-Øst-Syrien har især hæftet sig ved, at viljen til at genvinde de nordøstlige områder ikke syntes at være fulgt op af tilsvarende ønsker om at få Afrin og de besatte dele af Shahba-området befriet for tyrkisk besættelse. Lederen af Syriens kurdisk demokratiske parti (dannet i 1978), Jamal Sheikh Baqi har således påpeget, at der i realiteten var fire, og ikke tre parter med ved mødet, idet ”den tyrkiske stat ikke havde været langt væk fra mødet, da disse fire lande gennem lange tider havde været fjentlige overfor kurdernes legitime rettigheder, og da de tyrkiske holdninger også dukkede op på mødet”. Sheikh Baki finder forsvarsministerens udtalelser meningsløse, og har en helt anden forklaring på dem: ”Ingen kan benægte eksistensen af folket. Med disse udtalelser ønsker regimet at benægte SDFs sejre. Disse trusler kan ikke løse problemerne eller opbygge et nyt Syrien.”

19 politiske partier i Nordøstsyrien har appelleret til det syriske regime om at stoppe truslerne, og i stedet gå i dialog om at løse den syriske krise. I en fælles udtalelse pointerer de, at ”de dele af Syrien, der er behov for at få befriet er de områder, der er under kontrol af en tyrkisk besættelse, såsom Idlib, Shahba-området (al-Bab, Azaz, Jarablus) og Afrin. Regimet bør indtage en fjentlig holdning til den tyrkiske besættelse, frem for vores områder”. Og de understreger, at den syriske regerings trusler kun vil skabe fjentligheder og modstand blandt kurdiske, arabiske, syriakkiske og andre befolkningsgrupper i området. Truslerne tjener ikke Syriens enhed og tjener ikke friheds- og fredsinteresserne. De opfordrer regimet til at gå igang med en dialog.

3. USA opgraderer deres styrke og bliver i Syrien i lang tid endnu

Præsident Trumps beslutning lige før jul om at trække de amerikanske styrker ud af Syrien har afstedkommet en heftig diskussion i den amerikanske ledelse. Der findes fortsat kræfter i USA, der ikke mener, at USA mere har nogen interesser at varetage ved at støtte udviklingen i Nordøstsyrien (som f.eks. den tidligere USA-ambassadør i Syrien under Obama, Robert Ford, se Berman, 2018).  Men de har tabt terræn i den senere tid. Fra at skulle trække alle styrker hjem hurtigt, ændredes dette i januar til at der skulle bevares en stab på 200 rådgivere, med henblik på at de resterende skulle erstattes af styrker fra de øvrige lande i den internationale alliance mod Islamisk stat, først og fremmest fra Europa. Denne stab blev i midten af februar udvidet og præciseret til at skulle omfatte en styrke på 400 mand, der skulle forblive i Syrien, hvoraf 200 i Nordsyrien skulle suppleres af 800-1500 soldater fra Europæiske allierede. I midten af marts kunne Wall Street Journal så meddele endnu et skift i USAs politik, med en beslutning om at lade 1000 soldater blive i Syrien, hovedsageligt begrundet i, at de skulle medvirke til at undgå, at Islamisk Stat vender tilbage, samt for at modvirke Irans indflydelse. Siden er der nævnt tal på 2000 tilbageværende. Antallet er næppe afgørende, men derimod det signal, som det sender til både Erdogan og Assad om ikke at gribe ind i Nordøstsyrien, som anses som en garant for den fortsatte bekæmpelse af Islamisk Stat og de autoritære strømninger, der har knyttet sig til den.

USAs statssekretær Mike Pompeo advarede på NATOs 70 års fødselsdag d. 4. apri Tyrkiet mod ødelæggende følgevirkninger af ethvert angreb mod Nordøstsyrien

Så sent som d. 4. april har USAs statssekretær Mike Pompeo på et møde i anledning af NATOs 70 års fødselsdag advaret sin tyrkiske modpart Mevlüt Cavusoglu mod de “potentielt ødelæggende konsekvenser’ af en hvilken som helst militær aggression mod det nordøstlige Syrien. Som SDFs general Mazlum Kobane skrev i en twitter d. 25. marts: ”Præsident Trump’s beslutning om at efterlade nogle amerikanske styrker i Syrien er helt afgørende for den næste fase i kampen mod Islamisk stat … Den trussel som Islamisk Stat udgør er langt fra at være helt udryddet”. Generalen fremhævede i den forbindelse i særlig grad @CENTCOM’s general Votel og præsidentens tidligere særlige udsending for den globale koalision mod IS, Brett McGurk, som han begge takkede for deres indsats. Ifølge Berman, 2019 har kun få af de 2 200 udstationerede amerikanere i Syrien været direkte involverede i kamphandlinger. De har været involveret i træningsprogrammer, beskyttelse af den syrisk-tyrkiske grænse, foretaget patruljeringer eller har ydet sikkerhed ved transportkonvoyer ind og ud af det østlige Syrien.
Men en fortsat amerikansk tilstedeværelse i Nordøstsyrien har afgørende betydning f.eks. for muligheden af at kunne gennemføre et de facto flyforbud over Syrien. Tilstedeværelsen har også vist sig mere generelt i USAs vigende vilje til at levere militært udstyr til Tyrkiet. Således er USA nu officielt ved at stoppe deres forberedelser af levering af F-35 fly til det tyrkiske militær, da man ikke finder det foreneligt med den samtidige levering af det russiske raket-system S-400.

4. Assads Syrien har fortsat store problemer med Islamisk Stat, Al Qaeda og andre terrorgrupper

Assad har med russisk og anden hjælp fået tilbageerobret en stor del af det vestlige Syrien, herunder flere områder behersket af Islamisk Stat, men ikke alle. Især i ørkenen syd og vest for Deir-Ez-Zor er Islamisk Stat fortsat aktiv og yder alvorlig modstand mod både Assad og Iranske militser. Men realiteten er også, at de fleste af Assads problemer med oprørslommer i Vest-Syrien blot er blevet samlet i ét stort område i og omkring provinsen Idlib, der idag er blevet en højborg ikke blot for Al qaeda, men også for grupper med tæt tilknytning til Islamisk stat. Disse grupper støttes eller dirigeres mere eller mindre alle af det tyrkiske militær, der er udstationeret i hele Idlib-området. Som Mellemøst-journalisten Robert Fisk har formuleret det i en artikel i The Independent for nyligt: ”Der er stadigt masser af Islamisk Stat-krigere under våben og parat til at slås i den syriske provins Idlib, sammen med Hayat Tahrir al Sham, al- Nusra og al-Qaeda kammeraterne –  næsten omringet af de syriske regeringstropper, men med en smal korridor, som de vil kunne undslippe igennem til Tyrkiet; for de regner til enhver tid med, at Sultan Erdogan vil slippe dem ind”.

5. Rusland er i stigende grad afhængigt af SDF

Rusland har stærke militære interesser i at kunne bevare deres flådebase og deres politiske inflydelse i Syrien. Det kan de kun, hvis de fremover kan sikre en fungerende syrisk stat. Derfor har Rusland en stærk interesse i at få fremmet en forsoningsproces mellem Assad og Nordøst-Syrien. Fra Tyrkisk side fremhæver man ofte, at Moskva ikke har reageret, når Tyrkiet har omtalt militære operationer mod SDF i det nordøstlige Syrien, på samme måde som Rusland reelt også accepterede invasionen af Shahba-området og Afrin. Men stadigt flere kommentatorer hæfter sig ved, at til trods for tilnærmelsen mellem Tyrkiet og Rusland i Syriensspørgsmålet, har præsident Erdogan hverken fået velsignelse til, eller grønt lys fra Putin tilat kunne angribe Nordøstsyrien. Tværimod er stemningen i Rusland i stadigt sigende udstrækning vendt mod Tyrkiets ekspansive planer i Syrien.
Således har Stanislav Ivanov, en ledende forsker ved Center for International Sikkerhed under Institut for Verdensøkonomi og Internationale Forhold ved det russiske videnskabsakademi, skrevet en artikel til avisen Nizavisimaya Gazeta med titlen ”Den tyrkiske præsident klæder sig ud som om han bekæmper terrorister”, hvor han beskriver Erdogans krav om at kunne indlemme yderligere arealer af Syrien under Tyrkiets kontrol:
”Erdogan stræber efter rollen som Sultan af de nye Ottomanske Emperium, med en manisk målrettethed mod at oprette en såkaldt bufferzone på syrisk territorium, der grænser op til Tyrkiet. Syriens borgere, mænd og kvinder fra de kurdiske styrker, der har slået Islamisk Stat, udgør ikke nogen trussel mod Tyrkiets sikkerhed. Gennem de otte år, den syriske borgerkrig har varet, har de syriske kurdere ikke en eneste gang brudt den Syrisk-Tyrkiske grænse eller igangsat noget som helst angreb mod tyrkiske grænsevagter eller soldater. Det hele forholder sig stik modsat: Gennem to militære operationer, har Tyrkiets væbnede styrker skudt op i luften og fyret fra tanks og artilleri ind over grænsen til Syrien. Erdogans tendenser i Syrien bliver klarere og klarere, og det ville være logisk om det internationale samfund stoppede ham. Det er altså sådan, at det politiske spil, som verdens ledere foretager sig med Erdogan, og som klart ignorerer hans ambitioner i det nordlige Syrien, udelukkende uddyber konflikten i dette land. Det ser ud til at Ankara, under påberåbelse af at ville bekæmpe kurderne, har til hensigt at udvide dets tilstedeværelse i Syrien.
Det er svært at forestille sig, at Rusland vil kunne støtte en yderligere tyrkisk annektering af Syriske områder, hvis en samlet syrisk stat fortsat skal kunne garantere en russisk flådebase og politisk indflydelse i Syrien.
SDF er en vigtig brik i en sådan garanti.


6. Tyrkiets indblanding i Syrien er blevet afsløret for alverden 

Den opfattelse af Erdogan, der er givet udtryk for i punktet ovenfor, bliver stadigt mere udbredt også blandt politiske ledere i de vestlige lande. Det er ikke mere end et år siden, at ledere af mange europæiske lande gav udtryk for, at Tyrkiet forsvarede legitime tyrkiske interesse ved først at gå ind i Shahba-området og senere erobre Afrin-provinsen. Det er ikke situationen i dag, hvor fortsatte tyrkiske angreb på Syrien snarere vil ses som en trussel mod den fortsatte kamp mod Islamisk Stat, og mod kampen for at få afsluttet den syriske krise så flygtningene kan komme hjem igen.
Den tjekkiske præsident Vintirov Milos Zeman har på et møde d. 20 marts i den vestlige del af Tjekkiet talt direkte om situationen: ”Hvorfor angriber de kurderne? Fordi tyrkerne har en de facto alliance med Islamisk Stat. Islamisk Stat besatte vigtige dele af Syrien og Irak, og Tyrkiet spillede en rolle som mediator i nogle af disse operationer. Vi har viden om den mediatorrolle, som Tyrkiet indtog ved at stå for forsyningsoperationerne til Islamisk Stat – især i tilknytning til olieeksport og andre logistiske operationer. Og der er altså tale om et NATO-medlem og en kandidat til EU. Når man ser på praksis i præsident Erdogans islamisering af Tyrkiet, er Tyrkiet tydeligvis ikke mere en sekulær stat, men en stat, der offentligt baserer sig på en islamisk ideologi. Det siger sig selv, at de som et resultat af dette, befinder sig tæt på de islamisk radikale, og derfor angriber kurderne.” 
Lignende kritiske opfattelser af Tyrkiets rolle i Mellemøsten breder sig med hast blandt offentligheden og medierne i Europa, og det påvirker Europæiske politikeres muligheder for blot at behandle Tyrkiet som en bekvem handelspartner og en effektiv mur mod flygtningestrømmen til Europa.

7. Der skal føres retssager mod Islamisk Stat-medlemmer: Det kan i praksis lettest foregå i Nordøstsyrien

Efter afslutningen af kampene mod Islamisk Stat i Nordøstsyrien er der nu samlet titusindevis af tidligere Islamisk Stat-medlemmer i nordsyriske flygtninge- og interneringslejre. Vesten har fortsat vægret sig mod at tage imod statsborgere, der har deltaget som Islamisk Stat-soldater i Syrien. Det begrundes ofte i manglende muligheder for at kunne retsforfølge de pågældende. De nordsyriske myndigheder samler imidlertid systematisk oplysninger ind, der vil kunne anvendes i forbindelse med gennemførelse af retfærdige retssager. Men det er et gigantisk arbejde. Blot i Nordøstsyrien er der interneret over 9000 udenlandske IS-medlemmer, der skal føres retsager mod. Dertil kommer syriske medlemmer af IS.
Det er d. 3. april kommet frem, at SDF planlægger at bygge 6 nye fængsler for medlemmer af Islamisk Stat, som SDF har fanget gennem årene. En stor del af det materiel, som den internationale koalitions transporter til Nordsyrien har leveret, er netop byggemateriale til disse nye fængsler.
Der er bestræbelser på at få opbygget et internationalt tribunal, der kan bistå med denne proces, der er afgørende, ikke blot for sagernes gennemførelse, men også for den efterfølgende forsonings- og resocialiseringsproces, som skal sikre en holdbar demokratisk udvikling i Syrien og Mellemøsten. Men det er lige så klart, at de kræfter, der ikke ønsker en sådan udvikling, og som ikke ønsker at få afsløret den tætte forbindelse mellem Islamisk stat og såvel Erdogans Tyrkiet, som Assads Syrien, ikke vil have interesse i gennemførelsen af et sådant tribunal. Også derfor vil det være vigtigt at værne om, og sikre den fredelige udvikling af Nordøstsyrien, samtidigt med at man fastholder dialogen om grundlaget for et fælles fremtidigt Syrien.

Se i øvrigt Forslaget fra Den Autonome Administration i Nord- og Øst Syrien: Nord Øst Syrien foreslå internationalt tribunal til retfærdig rettegang for anklagede fra Islamisk Stat, samt artiklerne 1. marts 2019: Vil Danmark ikke føre sager mod danskere, der har deltaget på Islamisk Stats side i Syrien? samt 1. marts 2019: Hvordan behandler SDF fanger fra Islamisk Stat?

8. FN og Geneveprocessen er kommet på banen igen 
Europa vil fortsat ikke financiere genopbygning af et Syrien under Assad

Siden januar 2017 har FNs forsøg på at finde en politisk løsning på Syrienkonflikten gennem Geneve samtalerne med vægt på at skabe en ny forfatning for Syrien og gennemføre frie valg, stået mere og mere i skyggen af Astana-processen, igangsat af Rusland, Iran og Tyrkiet. Men trods mange Astana-møder, er det gået meget trægt med at vise fremgang og få overholdt de fredsaftaler, der blev indgået især om situationen i Idlib-området. Et af Astana-processens største problemer har været den manglende evne til at kunne pege på, hvordan en genopbygning af Syrien skulle kunne finansieres efter krigen. Her har landene bag Astanaprocessen entydigt peget på, at Vesten måtte betale.
Disse problemer har gennem de seneste måneder betydet, at Geneveprocessen igen er kommet i spil, baseret på FNs sikkerhedsråds resolution 2254, især efter udnævnelsen af FNs nye særlige udsending for Syrien, nordmanden Geir Pedersen.

D. 5. maj holdt USAs statssekretær Michael Pompeo møde med Geir Pedersen om de kommende FN-forhandlinger. Talsmand for det hvide hus, Robert Palladino udsendte følgende meddelelse efter mødet:
”Statssekretær Michael R. Pompeo mødtes i går i Washington, D.C. med FNs særlige udsending for Syrien, Geir Pedersen, for at diskutere konflikten i Syrien, indbefattet en fortsat amerikansk støtte til den FN-ledede politiske proces under FNs Sikkerhedsråds resolution 2254. Sekretæren gentog administrationens stærke støtte til FNs bestræbelser på at puste nyt liv i bestræbelserne på at finde en politisk løsning, indbefattet en forfatningsreform og behovet for troværdige forberedelser af frie og fair valg. Sekretæren understregede De Forenede Staters interesse i at dæmpe konflikten for at redde liv og bane vejen for den politiske proces. Sekretær Pompeo understregede også vigtigheden af uhindret humanitær hjælp og en sikker, frivillig og værdig tilbagevenden af internt fordrevne personer og flygtninge”.

På en international konference i midten af marts, om genopbygning af Syrien efter borgerkrigen (Brussels III-konferencen), blev der givet tilsagn om et beløb på ialt 8,3 mdr. € – næsten 62 milliarder danske kroner. Et stort beløb, hvoraf 2/3 kom fra EU. Men der skal en politisk løsning til, før man vil sende pengene. For der er tilbageholdenhed overfor at give Assad-regimet politisk legitimitet ved at samarbejde om tilbagesendelse af flygtninge, uden at der bliver sikkerhed for, at diktaturet bliver afløst af en demokratisk struktur. Rusland har skubbet på for at få vesten til at financiere genopbygningen, hvilket de ikke selv har råd til. Det har gjort, at de ellers strandede FN forhandlinger i Geneve, der blev kørt helt af sporet af Rusland, Tyrkiet og Iran under Astanaprocessen igen er ved at blive centrale i det fremtidige spil om Syrien.
EUs FN repræsentant Federica Mogherini holdt under mødet en flammende tale til forsamlingen af ministre: ”Formålet er fortsat det samme: En syrisk ledet, syrisk ejet politisk proces understøttet af FN for at etablere en alle-omfattende, ikke sekterisk regeringsførelse i et samlet Syrien”. Hun understregede, at løsningen på konflikten ikke skulle dreje sig om magt-politik, men først og fremmest om folket. ”De er Syrien. Syriens fremtid tilhører dem… De unge syrere, som det lykkedes at studere og få en uddannelse efter at de havde tabt alt hvad de havde. De er menneskerettighedsforkæmperne; de, der sikrer den mest basale service i flygtningelejrene. I disse år har vi stået på deres side, vi har arbejdet med syrere med alle mulige baggrunde og fra alle sider af tilværelsen. Det syriske folk beder om et land, hvor hver og en kan finde sin plads. Et inklusivt Syrien, et selvstændigt og forenet Syrien, et demokratisk Syrien, et forsonet Syrien. Et sted, som hver eneste syrisk borger kan kalde sit hjem. I denne uge har vi bragt dem og deres historier til Brussels, til det internationale samfund…Vi ønsker, at jeres stemme bliver hørt ved bordet med beslutningstagere. Lad mig tilføje endnu en ting: Vi vil gerne have, at I bliver en del af beslutningsprocessen. Det er derfor vi vil skubbe på og fortsætte med at skubbe på for at I bliver en del af fredsforhandlingerne, for at I bliver en del af dem, der skal skabe fremtiden og nutiden i Syrien. Jeg ved, at alt for mange af jeres venner, kolleger, familie, er i fængsel , blot fordi de har søgt retfærdighed. Jeg ved at alt for mange stadig mangler. Vi ved alle, at forsoning kræver retfærdighed, og I kan regne med, at vi vil arbejde for ansvarlighed. Også det er en europæiske erfaring. Vi ved, at forsoning og fred behøver retfærdighed.”
I løbet af Brussels III-konferencen, der varede to dage, mødtes den nye FN udsending for Syrien, nordmanden Geir Pedersen og Federica Mogherini med en delegation af syriske kvinder fra Kvindernes råd, og EU og FN kvinder arrangerede en særlig middag med syriske kvinder: ”Havde der blot været kvinder med, ville der have været fred i Syrien for længe siden”, sagde Mogherini ved middagen.

9. Den tyrkiske økonomi skranter. HDPs valgstrategi vandt ved det tyrkiske kommunalvalg d. 31. marts.

Fredag d. 22. marts fald den tyrkiske lira med over 5% i forhold dollaren, det største enkelt fald på en dagen siden den tyrkiske valutakrise greb om sig i august sidste år. Sidste år midstede liraen ca. 30% af sin værdi, hvilket har givet nervøsitet for, om centralbanken evner at holde styr på inflationen. Det har haft stor indflydelse på opbakningen til Erdogan, hvilket også viste sig i forbindelse kommunalvalget d. 31. marts.

Resultatet af kommunalvalget i Tyrkiet d. 31 marts 2019: Erdogans AK Parti er vist med gult. I parlamentet er AKP i regeringssamarbejde med det højrenationalistiske parti MHP, vist med blåt. Det sekulære kemalistiske Socialdemokratiske parti, CHP, er vist med rødt, mens det venstreorienterede kurdisk-venlige parti Folkets Demokratiske Parti (HDP) er vist med lilla. Bagimsiz er et nationalistisk republikansk parti. TKP er det tyrkiske kommunistparti, der ikke er blevet repræsenteret. Hvorfor det står angivet i legenden vides ikke. Der er et stort antal små partier i Tyrkiet, som sjældent opnår repræsentation.

Selv om det venstreorienterede pro-kurdiske parti HDP har mange vælgere både i Istanbul og Ankara, valgte det ved dette kommunalvalg kun at opstille i de kurdiske kommuner i det østlige Tyrkiet. Det gjorde partiet dels for at give større mulighed for at CHP kunne vinde de store byer tilbage, men også for at koncentrere indsatsen for at genvinde kontrollen med de kurdiske områder, hvor op mod 100 borgmestre en fængslet, mens Erdogans regering har indsat regeringstro administratorer i de kurdiske kommuner.
Strategien er lykkedes. Selv om AKP på landsplan har fået flertallet af stemmerne, er  Istanbul og Ankara tilfaldet CHP, der også har vundet mange andre store byer. Og til trods for regeringens overtagelse af administrationen af de kurdiske områder, udbredt valgsvindel og stadige trusler fra regeringspartierne, militæret og sikkerhedstjenesten (der stjal stemmebokse i adskillige kurdiske byer), med tusinder af arrestationer, er det alligevel lykkedes HDP på fredelig vis at vinde kommunalvalgene i 8 byer og 45 distrikter, herunder ikke mindst Amed (Diyarbakir), Van, Mardin, Ağri, Erzurum, Muş, Bitlis, Hakkari, Şirnak, Urfa, Iğdir, Siirt og Kars. Alle de byer og kommuner, hvor der har været indsat statslige administrationer, er blevet tilbageerobret. Selv om der er tabt fire borgmesterposter, er det til gengæld lykkedes for HDP at vinde nye borgmesterposter i Kars og Iğdir, til trods for at alle andre partier i disse områder var gået i alliance mod HDP.

Kilder:

Et antal tweet-meddelelser fra https://syria.liveuamap.com i perioden 1. marts til 26 marts 2019..

Anonymous, 2019: Victory has been in sight in Deir ez-Zor. ANHA, 17. Februar 2019

Anonymous, 2019: US to remain in Syria, Russian economy suffering from rescession. ANHA, 23. Februar 2019.

Anonymous, 2019: Record pledge at Brussels III Conference, EU supports future of Syria and the region. European External Action Service. 14. Marts 2019

Anonymous, 2019: US shift in the Middle East .. Long-term presence. What are the reasons? ANHA, 19. Marts 2019.

Anonymous, 2019: Kurdish parties denounce regime threats, call for dialoque. ANHA, 20. Marts 2019.

Anonymous, 2019: ‘US preparing to stop delivering modern fighter jets to Turkey,’ officials told reuters. ANHA, 21 marts 2019.

Anonymous, 2019: Russian official calls on international community to put end to Erdogans ambitions. ANHA, 22. Marts 2019.

Anonymous, 2019: Daesh has not yet been defeated … It is in Idlib. ANHA, 24 marts 2019.

Anonymous, 2019: Elections of Turkey, northern Kurdistan… Another blow for Erdogan after al-Bagouz! ANHA, 2. april 2019

Anonymous, 2019: Pompeo warns Turkey against destructive repercussions of any attack on northeast Syria. ANHA, 4. april 2019

Berman, Russell, 2018: Much Ado About 2,200 troops in Syria. Trump’s Surprising Decision to Withdraw from Syria. The Atlantic. 21. dec. 2018

Calamur, Krishnadev, 2019: No one wants to help Bashar al-Assad rebuild Syria. The Atlantic, mar 15, 2019

Hiza, Hasan, 2019: Azad Oso: instead of threats, Syrian gov should liberate occupied territories. ANHA, 21. Marts 2019.

Jazrawi, Thomas, 2019: EU’s dilemma I Syrien: Venter stadig på politisk løsning. Globalnyt. 19. Marts 2019.

Kenda, Murada, 2019: Sheikh Baqi: regime is silent on Turkish occupation of Afrin. ANHA, 19. Marts 2019.

Ritzau, 2019: Assad vil genvinde kurdiske områder. Information, d. 19. marts 2019.