7. august 2019: Oversigt: Udviklingen i Nord- og Østsyrien fra april til august 2019

D. 23. marts blev de sidste kampe mod Islamisk Stat ved Baghouz i det sydøstligste Syrien erklæret for afsluttet og dermed havde De Syriske Demokratske Styrker (SDF) indtaget alle geografiske territorier, der var behersket af Islamisk Stat i Syrien øst og nord for floden Eufrat (se 4. april 2019: Afslutningen af kampene ved Baghouz).

Stigende pres på Tyrkiet for ikke at angribe Nord- og Østsyrien

Præsident Trumps ønske om at trække USA ud af Syrien har siden julen 2018 på forunderlig vis radikaliseret en stor del af de amerikanske tropper og militære rådgivere i Syrien. Det er sket i en grad, så det reelt har vendt situationen i retning af en stadigt mere forpligtende understøttelse af SDF’s militære sikring af de befriede områder øst for Eufrat – både mod rester af Islamisk Stat og angreb og infiltration fra Tyrkiets side. Men det har også gennemtvunget en stadigt klarere amerikansk opbakning bag den civile Demokratiske Autonome Administration (DAA) og dertil lagt et stadigt mere massivt pres på de andre deltagere i koalitionen til bekæmpelse af Islamisk Stat – ikke mindst en række lande indenfor EU – for at øge deres indsats og engagement i det aktive samarbejde med YPG/YPJ, SDF og DAA, også hvad angår en forpligtende indsats for at hindre, at Tyrkiet gør alvor af sine vedvarende trusler om at ville angribe Syrien i Manbij-området og øst for Eufrat. I en ledende artikel på forsiden af Weekendavisen d. 19 juli 2019 refererer journalisten Allan Sørensen den amerikanske analytiker Michael Rubin fra The American Enterprise Institute, der underviser FBI-medarbejdere om terrorisme:”Ingen stoler på tyrkerne på grund af deres tilbøjlighed til etnisk udrensning og deres medvirken til at facilitere Islamisk Stat på tværs af den tyrkisk-syriske grænse”. Trods radikaliseringen af ledende amerikanske militærrådgivere, lægges dette pres på EU fra USAs side ikke ud fra idealistiske motiver. Men det sker ud fra erkendelsen af, at en yderligere provokeret krig mod kurderne fra tyrkisk side øst for Eufrat ikke primært vil blive udført af den i forhold til tidligere ret decimerede tyrkiske hær stillet overfor de stadigt mere omfattende, veltrænede og veludstyrede SDF-styrker.

Chefen for Pentagon, USAs forsvarssekretær Mark Esper, har d. 8. august under en rejse i Japan sagt, at et ensidigt tyrkisk angreb mod Nord- og Østsyrien vil være klart uacceptabelt.

Den vil derimod blive gennemført med yderligere massiv aktiv inddragelse af alle de mange jihadistiske grupperinger, som Tyrkiet allerede har gjort brug af under dets indblanding og terror i den lange syriske borgerkrig. Stillet overfor det, der reelt vil være endnu en passiv vestlig accept af et fortsat folkemord mod kurderne, vil kurderne være nødt til at trække sig fra kampen mod resterne af Islamisk Stat, der så uden tvivl meget hurtigt vil kunne genopstå. Derfor kan vesten næppe også denne gang se passivt til.

10 anbefalinger til den fortsatte bekæmpelse af Islamisk Stat

På et internationalt forum om Islamisk Stat , der blev afholdt af Rojavas Center for Strategiske Studier (NRLS) i byen Amude i det nordøstlige Syrien i midten af juli har man udarbejdet 10 anbefalinger til den kommende indsats for at sikre et endeligt opgør med terrorisme og for at undgå Islamisk Stats genopståen. De 10 punkter er gengivet i artiklen: Anbefalinger fra det internationale Forum om Islamisk Stat, se nedenfor eller her. De er i høj grad værd at læse, da de kortfattet beskriver både bredden i og de organisatoriske og politiske betingelser, der er nødvendige for at sikre sig imod at Islamisk Stat genopstår, især set fra et Nord- og Øst-syrisk synspunkt.  Desuden har man også, som et 11. punkt foreslået at gøre dagen d. 23 marts til International dag for fejring af bekæmpelsen af terrorisme.

Vesten tøver med at igangsætte en international retssag mod Islamisk Stat

Men Islamisk Stat er reelt ikke nedkæmpet endnu i hele Nord-Øst-Syrien. Op mod 100 000 Islamisk Stat-medlemmer og deres familier sidder indespærret i lejre i Nord-Øst-Syrien (især i al-Hol, se oversigtskortet) og venter på, at der kan føres sager mod dem.

Advokaten Ariya Mullah Ahmed der sidder i ledelsen af al-Jazeera-regionens lovgivende råd, har gjort opmærksom på, at alle jurister og dommere i Nord- og Øst Syrien er parat til at føre sager mod Islamisk Stat indenfor det syriske territorium: ”Vi tager risikoen for Islamisk Stat-sagerne og Tyrkiet forsøger at genetablere Islamisk Stat i Levanten og Irak”.

De Nord- og Østsyriske myndigheder har gentagne gange opfordret til at iværksætte retssager, og har også erklæret sig parat til at servicere dem, med alle de juridiske og proceduremæssige fordele, der ligger i at gennemføre dem tæt på åstedet. Men hidtil har Vesten været tilbageholdende med at gå ind i realitetsforhandlinger om et sådant retsopgør.

Mange fra Islamisk Stat undslap, men aktive celler fanges løbende

Mange tilknyttet Islamisk Stat undslap imidlertid inden de sidste kampe. Mindre celler af jihadister fra Islamisk Stat slår jævnligt til, især i de større byer og i de højborge i Syrien, hvor Islamisk Stat og Al Nusra har stået stærkest, bl.a. i nogle af byerne langs Eufrats mellemste løb, f.eks.  omkring byen Busayrah syd for provinshovedstaden Deir Ez Zor. Men SDF og deres specialstyrker har i næsten alle tilfælde  kommet dem i forkøbet eller efterfølgende fået optrevlet cellerne, der ofte har været støttet af  af Assad eller Tyrkiets efterretningstjeneste. Denne indsats er beskrevet særskilt i artiklen ”SDF kommandør: Islamisk Stat har iværksat næsten 180 angreb i løbet af en måned, men alle mislykkedes”, se nedenfor, eller her. Et af de seneste eksempler på en offensiv indsats (meldt d. 26 juli) har været en aktion fra SDF i samarbejde med interne sikkerhedsstyrker i alle landsbyerne indenfor 5 km fra den ca. 50 km lange strækning mellem byerne Shaddadi og Markadah, langs Eufrats biflod Khabur i det østlige Syrien (se oversigtskortet). Her er det lykkedes at fange over 30 formodede Islamisk Stat medlemmer, der havde skjult sig i disse landsbyer og derfra fordelte skjulte vejbomber i området, der er en vigtig gennemfartsvej i det østlige Syrien.

Oprydningsaktion mellem Schaddadi og Markadah (40-50 km syd for Schaddadi syd for Hasakah i det østlige Syrien, hvor alle landsbyer i en radius af 5 km. på strækningen blev undersøgt. Mindst 30 IS mistænkte blev fanget. Vejstrækningen skabte bl.a. problemer i foråret, da de mange IS-krigere og deres familier skulle bringes fra IS’ sidste tilholdssted ved Baghouz og til den store Al-Hol-lejr i det Nordøstligste Syrien.

En række lignende omfattende aktioner er også i begyndelsen af august  blevet meldt fra en række områder især i Østsyrien, i flere tilfælde gennejført med inddragelse af koalitionsstyrkerne. Sammen med disse gennemfører SDF også omfattende udrensninger og afsikringer af fortsat skjulte IS-våben- og bombedepoter, overalt i det befriede område. Så sent som d. 25 juli sprængte man et våbendepot i luften i Al-Baghuz, det sidste sted, hvor kampene ellers afsluttedes d. 23 marts.

Så sent som d. 25 juli spængte SDF et våbendepot i luften, som Islamisk stat åbenbart har kunnet holde skjult siden kampene sluttede d. 23. marts. (fra Syria.liveuamap.com, 26 juli 2019)

Der er tydeligvis blandt de allierede styrker nervøsitet for, om der ligger depoter gemt, der kan mobiliseres, hvis Islamisk Stat igen for mulighed for det, f.eks. i tilknytning til et tyrkisk angreb på Nordøstsyrien, hvor kurderne så vil trække sig ud af oprydningsaktionerne for at koncentrere sig om forsvaret af grænseområderne.

Globalt set spreder Islamisk Stat sig fortsat

For i et større globalt perspektiv er der ikke meget, der tyder på, at Islamisk Stat umiddelbart er slået. I artiklen ”IS forbereder et come back”  (Se nedenfor eller her) gengives indholdet i en amerikansk rapport offentliggjort af Voice of America, der kommenterer en serie offentliggørelser af nye Islamisk Stat-provinser – ”willayats”, som IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi indledte omtalen af i en ny video under hans første tilsynekomst i april efter 5 års tavshed. Det indleder en ny decentral global struktur, hvor man ikke i første omgang satser på overtagelse af større geografiske områder, men derimod opererer mere spredt, med udgangspunkt i planlagte lokale aktioner, der kan sikre beskatning og andre indtægtskilder, som grundlag for provinsens militære og ledelsesmæssige dominans. Ligesom tidligere, skal strategier for nye provinser for IS fortsat være på plads før organisationen kan anmode om tilknytning til kalifen, al-Baghdadi. Tydeligvis inspireret af mulighederne blandt de mange Islamisk Stat tilhængere, der især efter nedkæmpelsen af dem i Syrien igen har søgt tilflugt i Tyrkiet, har IS her i midten af juli i en ny video annonceret oprettelsen af en ny provins i Tyrkiet og har opfordret potentielle sympatisører til at slutte sig til gruppen.

Tyrkiet presser fortsat på og er gået massivt ind i irakisk kurdistan

Samtidigt er spændingen taget til ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, knyttet til Erdogans nationalistiske strategi om at føre Tyrkiet tilbage til det Osmanniske riges storhed og magt med ham selv som leder ved at underlægge sig så store dele af Syrien som muligt og omforme det tyrkiske styre efter det Islamiske Broderskabs forbillede.

Tyrkiet har allerede erobret Afrin og store dele af Shabaområdet øst herfor, og er massivt tilstede i Idlib-området, hvor de fortsat støtter og styrer en række muslimske grupperinger i deres kamp mod Assads styre og dets russiske og iranske støtter. Men Tyrkiet er ikke blot gået til angreb vest for Eufrat. I den seneste tid er Tyrkiet desuden gået stadigt mere massivt ind øst for Syrien i Irakisk Kurdistan øst for Tigris, hvilket har ført til voldsomme protester blandt den kurdiske befolkning. Disse protester, der for nyligt er blevet samlet i en omfattende protestskrivelse med 891 underskrifter, udsendt af organisationen Kurdistans National Kongres (se ”Tyrkiet er ved at besætte irakisk kurdistan” nedenfor eller her) udgør samtidigt indirekte en markant og stigende opposition mod lederen af det dominerende flertal af irakiske kurdere, den åbenlyst korrupte klanleder Mahmoud Barzani, der i en årrække har været tæt knyttet til Erdogan i bestræbelserne på at sikre sig magten i irakisk Kurdistan.

Tidligere landingsbane for fly til sprøjtning af landbrugsafgrøder ved Derbasiyah, kun 4 km. fra den tyrkiske grænse, hvor amerikanerne er ved at etablere en ny base.

Tyrkiske tropper har siden begyndelsen af juli igen hobet sig op ved grænsen til Nordsyrien mellem Eufrat og Tigris. Og den lokale syriske befolkning og deres forsvarsgrupper forbereder sig på modstand. Udover store mængder af leverencer ind over grænsen fra irak, forbereder de allierede sig også på anden måde. Således er amerikanerne ved at etablere en ny base ved Derbasiyah, hvor de overtager en ældre 80 m. lang landingsbane for landbrugsfly, kun 4 km. fra den tyrkiske grænse.

Det kan alt sammen se ud som en overvældende trussel imod kurderne i det nordlige og østlige Syrien. Og det kan heller ikke afvises, at det kan gå galt, og at en ny voldsom krig i Mellemøsten kan opstå, hvis situationen løber løbsk.

SDF forbereder sig grundigt på et tyrkisk angreb

Men man skal ikke tage fejl af situationen. YPG/YPJ samt SDF står militært stærkt i Nordsyrien, efter at Islamisk Stat er slået tilbage.

USA og den vestlige alliance til bekæmpelse af Islamisk Stat yder ganske massiv opbakning til det nord- og østsyriske forsvar. Siden april er næsten 2000 store lastvogne sendt over grænsen til Nordsyrien og de euroæpiske allierede bliver i stadigt større udstrækning involveret i støtten til SDF – også i tilfælde af et evt. tyrkisk angreb.

280 trucks med militær og logistisk støtte til Nordsyrien blev den 15 juli set ved Qamishlo på vej længere vest på langs den tyrkiske grænse. Siden slutningen af marts er der sendt mere end 1750 sådanne lastvogne til Nordsyrien af den Internationale Koalision mod Islamisk Stat.

I artiklen ”SDF general: Hvis Tyrkiet angriber, vil en storkrig bryde ud”(se nedenfor eller her) , redegør den ledende General for SDF, Mazlum Abdi for de overvejelser, som SDF har gjort sig for 1) at forberede sig til en konfrontation uden at lade sig hoppe på de mange bevidste grænseprovokationer, som Tyrkiet (eller Islamisk Stat-tilhængere) igangsætter, 2) at sikre sig at den vestlige alliance ikke accepterer noget tyrkisk angreb, men fastholder presset på Tyrkiet, samt 3) at fremlægge konkrete forslag til, hvordan en afspænding og fælles kontrol med grænseegnene kan gennemføres. Et af de vigtigste kontante kort som SDF har i forhandlingerne med de allierede, er udsigten til, at YPG/YPJ må trække sig helt fra kampen mod Islamisk Stat, hvis en omfattende konflikt med Tyrkiet bliver indledt.

Dette interview er nok den mest præcise beskrivelse af SDFs strategi overfor den tyrkiske aggression. Den beskriver ikke blot konsekvenserne af en evt. ny krig, men præciserer også  viljen til at forhandle om gennemførelse af en demilitariseret zone langs hele grænsen – og betingelserne for det.

Der er imidlertid langt fra disse forhandlings- og afspændingsudspil og til den fortsat meget stejle tyrkiske holdning, hvor Erdogans krav ikke blot er en 30 km dyb zone, der stort set vil dække de vigtigste kurdiske områder i Syrien, men også, at YPG/YPJ skal fjernes fra zonen, og at zonen alene skal kontrolleres af Tyrkiet – krav, der i realiteten ville indebære en etnisk udrensning af kurderne i det Nordøstlige Syrien.

Også præsident Erdogans tone bliver stadigt mere skinger: På et møde i AKP-partiet d. 26 juli ha Erdogan yderligere truet Nord- og Østsyrien ved at udtale om de nordsyriske kurderes børn: ”De vil enten blive begravet under jorden eller acceptere ydmygelsen”.

Den internationale Koalitions styrker gennemfører fra begyndelsen af august patruljeringer i i den nordsyriske grænseby Sere Kaniye/Ras al-Ayn

D. 2. august meldtes på Syria.liveuamap.com, at yderligere 100 lastbiler fra den internationale koalition er ankommet til Qamishlo, lastet med militært udstyr, beregnet til Kobane og Ayn-Issa, mens atter et vogntog udstyr er ankommet til grænsen fra Irakisk Kurdistan. Den Internationale Koalition er begyndt at gennemføre fælles patruljeringer i grænsebyen Sere Kaniye/Ras al-Ayn….

Konflikt omkring Cypern i det østlige Middelhav skaber nye spændinger

Spændingen ved den tyrkisk/syriske grænse kompliceres af yderligere en konflikt, der i første omgang kraftigt kan komme til at påvirke forholdet mellem Vesten og Tyrkiet på en måde, der kan synes at ville øge støtten til Nordsyrien, men som samtidigt kan risikere at skabe vanskeligheder for den forsoningsproces, der på længere sig er uomgængelig for Nordsyrien for at kunne få løst konflikten med Tyrkiet og sikre en intern fredsproces inden for den syriske stats grænser og også for Tyrkiet på længere sigt.

Det drejer sig om  den konflikt, der er under opsejling omkring udvindingen af gas i det østlige Middelhav, især omkring Cypern. Her har USA sammen med Israel og de EU-tilknyttede græsk-cyprioter samt Grækenland på næsten klassisk imperialistisk vis sat sig på hele gasudvindingen og transporten af de store gasfund, der er gjort i det østlige Middelhav. Det sker med støtte i den internationale havretskonvention.

Tyrkiet har også involveret sig i gasefterforskningen, især omkring Cypern (se oversigtskortet), men er stillet dårligt med de regler, der gælder under den internationale havretskonvention, som Tyrkiet da heller ikke anerkender eller har skrevet under på. Som ledende projektpartner har USA fået trukket EU ind i denne konflikt, der for tiden øger konfrontationen mellem EU og Tyrkiet, både økonomisk og politisk. I Tyrkiet har det imidlertid betydet, at hele den sekulært-nationale opposition, der med de tyrkiske kurderes hjælp vandt borgmesterposterne i både Istanbul og Ankara i juni, nu er rykket Erdogan til undsætning og støtter ham voldsomt i konfrontationerne med Vesten. Det kan han i princippet bruge til at trodse Vesten og udfolde sine ambitioner for sit Ottomanske Islamiske Rige under tyrkisk-nationalistiske vinger. I en geografisk orienteret artikel i avisen Midle East Eye om konflikten: ”Stiler Tyrkiet mod en kold krig med EU over gasforekomster i havet ud for Cypern”, giver journalisten David Barchard en udførlig skildring af konflikten og de storpolitiske problemer, den kan føre med sig (se nedenfor eller her).

Reelt har Erdogan dog ganske få allierede til at få en så massiv indsats accepteret og har formentlig heller ikke den militære styrke, især da de militære kampe i Syrien føres på så mange fronter.

Det er tankevækkende, at de åbenlyse miljø- og klimamæssige aspekter af dette store projekt stort set ikke er blevet rejst af nogen parter. FNs seneste statusrapport for de såkaldte Verdensmål er ikke positiv for et sådant projekt. Statusrapporten henviser bl.a. til Det Internationale Energiagentur (IEA), der er handelsorganisationen OECD’s energitænketank. IEA har regnet ud, at hvis ikke investeringen i vedvarende energi fortsætter på samme niveau som i dag, vil fossile brændsler stadig være  dominerende og udgøre op til 78 % af den totale energi i 2030.

Man kunne tilføje, at der også nok ville være store potentialer for at mindske de politiske spændinger i det østlige Middelhav og i Mellemøsten ved ikke at kaste sig ud i sådan et eventyr!

Tre grunde til at Tyrkiet bliver nødt til at trække sig ud af Syrien 

Den franske politolog ved Sorbonne Universitet Catherine Jaber mener, at Tyrkiet i sidste instans bliver tvunget til helt at trække sig ud af Syrien. Hun har i et interview med Yahya Habib fra ANHA opsummeret det tiltagende pres på Tyrkiet, hvor hun påpeger,

  • hvorledes Tyrkiet udenrigspolitisk har tabt allierede på mange fronter, der har gjort drømmen om genetablering af et Islamisk kalifat i form af et nyt Ottomansk imperium stadigt mere urealistisk,
  • hvordan Tyrkiet på mange måder har søgt at presse Vesten til at acceptere dets indblanding og erobringer i Syrien, men nu har spændt buen hårdere end Vesten kan tåle det
  • hvordan Tyrkiets overlevelse indenfor NATO ikke mere er garanteret, samtidigt med at Rusland, der godt nok heller ikke har interesse i en forlængelse eller opblussen af den syriske borgerkrig, alligevel trækker tiden ud, indtil dets interesser er blevet sikret.

Hun slutter sin vurdering således:
”Efter min mening er ethvert forsøg fra Tyrkiets side på at få krigen i det nordlige Syrien til at blusse op igen en fejltagelse. Landets exit fra det syriske territorium er uundgåeligt af tre hovedårsager:

For det første står det overfor kurdiske og arabiske styrker indenfor de Syriske Demokratiske styrker. Tyrkiet er klar over deres mod og vilje til at forsvare sig selv og deres land, så de financielle og mandskabsmæssige tab vil blive voldsomme, særligt efter udryddelsen af Tyrkiets væbnede opposition (især indenfor Gulem-bevægelsen), der var knyttet til militæret, og som sloges for tyrkiets nationale interesser.

For det andet er Assadregimet ved at få kontrol med hele det syriske territorium med russisk støtte, hvortil kommer, at det internationale samfund ikke vil opgive kurderne, især efter den store rolle de har spillet i bekæmpelsen af Islamisk Stat, og derfor er indstillet på at bøje sig for politiske løsninger og bilægge stridighederne på en fredelig måde.

Den tredie årsag knytter sig til princippet om ”lighed” mellem alle parterne, hvor det generelle ønske om at få trukket den iranske spiller ud af dilemmaet vil betyde, at også andre parter må  trække sig tilbage fra krisen, og det vil først og fremmest blive Tyrkiet.”

Kort lempelse af isolationen af kurderlederen Abdullah Öcalan

I Tyrkiet har der i vinteren og foråret været omfattende sultestrejker i tyrkiske fængsler og blandt kurdiske oppositionspolitikere og intellektuelle i ind- og udland mod den fortsatte konventionsstridige isolation af PKK-lederen Abdullah Öcalan, der sidder fængslet på 20nde år på en ø i Marmarahavet syd for Istanbul (se 4. april 2019: De kurdiske sultestrejker breder sig – læs om hvorfor). Den tyrkiske Stat har igennem en lang årrække holdt ham totalt isoleret, nægtet besøg af familie og forsvarsadvokater og afskåret ham fra alle medier. Men gennem de omfattende sultestrejker er det i nogen grad lykkedes at bryde isolationen. Et kort besøg af hans bror blev gennemført tidligt i foråret, men det gav ikke anledning til kommunikation med omverdenen, og strejkerne fortsatte. Op til det kommunale omvalg i Istanbul i juli gav Erdogan for første gang i otte år Öcalans advokater lov til at besøge ham tre gang i maj-juni, i håb om at han derigennem kunne lokke/presse kurderne til at stemme på AKP ved omvalget i Istanbul. Det lykkedes dog ikke. Men en erklæring fra Öcalan og tre andre kurdiske fanger på Imrali kom i stedet til offentlighedens lys. Det har ført til sultestrejkernes ophør og vist vejen frem for en genoptagelse af fredsforhandlingerne fra 2013-15 omkring en fredelig løsning af det kurdiske spørgsmål – selv om de tyrkiske medier på alle måder har søgt at skjule eller fordreje forløbet af begivenhederne.
Kurdernes afgørende støtte til den sekulært-nationalistiske opposition i Tyrkiet ved kommunalvalget i marts (se Mustafa Kemal Topal: Sultanens skæbnestund, weekendavisen, d. 28 juni 2019) og ved omvalget i Istanbul i juni, der bragte AKPs ledelse af Tyrkiets største byer til fald, har yderligere skabt bevægelse i det tyrkiske politiske landskab. Her har realiseringen af Öcalans tanker om en omfattende forsoningsproces og en lokal demokratisering af samfundet, som det gennem de sidste syv år har udviklet sig i Nord- og Østsyrien, også skabt håb. Det er et håb, der ikke blot udfolder sig blandt den oppositionelle demokratiske bevægelse i Tyrkiet, men også over store dele af Mellemøsten. Og håbet har bredt sig ikke blot blandt kurdere, men også blandt mange andre folkeslag og trosretninger, især blandt de, der ikke er tæt knyttet til nationalstaternes magt- og undertrykkelsesapparat. Erdogans modtræk har været at genoptage den lovstridige isolation siden 20. juni.
Begivenhederne har vist, at den nødvendige fredsproces, både i Tyrkiet og i Syrien ikke lader sig gennemføre uden inddragelse af Abdullah Öcalan som den altdominerende repræsentant for kurderne, trods 20 års isolation i Imrali-fængslet.

Hvorfor er Abdullan Öcalan trods 20 års isolation fortsat central i den mellemøstlige konflikt?

Men hvad er det, der gør Abdullah Öcalan til en så central figur i krisen i Mellemøsten?

Alle større arangementer i Nord- og Østsyrien prydes af bannere med billeder af AldullahÖcalan.

Da SDF havde indtaget Islamisk Stats ”Hovedstad” Raqqa, blev det fejret af de kvindelige kurderes forsvarsenhed YPJ på byens største plads, hvor et stort banner med et billede af Abdullah Öcalan blev hængt op. Det er der intet mærkeligt i, for et af hans vigtigste budskaber har været at sikre kvinder ligestilling og en selvstændig parallel position i alle ledende organer overalt i samfundet.

Det har gjort, at mange udenforstående har opfattet situationen som en personkult på linie med Mao, Stalin eller Erdogan. Men det er langt fra virkeligheden: Öcalan har siddet indespærret i 20 år stort set uden kontakt til omverdenen, og har ikke kunnet styre noget som helst. Han er hverken en typisk hærfører eller en demagogisk folkeforfører, der bygger en personkult op omkring sig for at bevare magten. Han er snarere en akademisk filosof eller kritisk diskuterende humanist, der med inspiration fra mange historiske retninger har søgt at finde en fredelig og demokratisk vej til en udryddelse af den grundlæggende undertrykkelse, som kurderne i Mellemøsten har været udsat for siden Det Osmanniske Riges opløsning for 100 år siden.

Læser man den seneste korte erklæring, der blev offentliggjort på en pressekonference i Istanbul d. 6. maj – efter 5 års tavshed (Forsoningsappel for demokratiske forandringer, se nedenfor eller her), ser man tydeligt, hvordan Öcalan fortsat er en utrættelig forkæmper for fred og demokrati mellem alle befolkningsgrupper indenfor de nuværende nationalstater. Hans hovedbudskab er en betingelsesløs forsoningsproces ’gennem blød magt, dvs. med klogskab, politisk og kulturel magt, i stedet for fysisk vold’. I appellen påpeges endvidere: ”Vores holdning på Imrali er rettet mod fortsættelsen af det vi gav udtryk for i nytårs- (Newroz-)erklæringen i 2013, gennem yderligere uddybninger og forklaringer”. Derfor er denne ’Öcalan’s historiske Newroz 2013 erklæring” også gengivet i dansk oversættelse nedenfor eller her.

Også denne erklæring rammer en tyk pæl igennem den ofte fremførte påstand, at PKK er en kurdisk seperatistbevægelse, der slås for en kurdisk nationalstat. Den er faktisk det stik modsatte, og det er det, det tyrkiske diktatur ikke kan lide:

”Skabelsen af geografiske enheder baseret på etnicitet og en enkelt nation er en umenneskelig konstruktion af modernismen, som benægter vores rødder og vores oprindelse.

Der ligger et stort ansvar på os alle for at skabe et lige, frit og demokratisk land ud fra alle de folkeslag og kulturer, der har formet Kurdistans og Anatoliens historie. Ved denne fejring af Newroz, vil jeg opfordre armenere, turkmanere, assyrere, arabere og alle andre folkeslag til, i lige så høj grad som kurdere om at holde fast i frihedens og lighedens flamme – den ild, der er blevet tændt i dag – og omfavne den som deres egen.”

Selv om flere domstole har frikendt PKK som en terrororganisation, herunder EU-domstolen, der flere gange har underkendt placeringen af PKK på Eus terrorliste og har stemplet det som ulovligt, og selvom Europarådet har fordømt den fortsatte fængsling af Abdullah Öcalan, så sidder han der fortsat. Det er sket, fordi Tyrkiets strategiske placering og aktive benyttelse af flygtningestrømme som pressionsmiddel i udenrigspolitikken har gjort, at Vesten har lukket øjnene for problemerne

Man kan måske sige, at så længe de internationale magter ikke har behov for at få bilagt det kurdiske spørgsmål, er der heller ingen politisk interesse i at sikre overholdelse af international lovgivning og bidrage med at sikre frihed for Abdullah Öcalan. Men så snart et sådant behov opstår – og den tid nærmer sig kraftigt – vil Öcalan være en uomgængelig forhandlingspartner for at kunne sikre tiltro til en aftale.

Kort præsentation af Öcalans ideer

Op gennem 1980erne og 90erne boede Öcalan i landflygtighed blandt kurderne i det nordlige Syrien. Han organiserede disse, ikke i en national kamp for et selvstændigt Kurdistan (som han anså for blot at ville blive et magtredskab for en ledende elite eller for neo-imperialistiske interesser), men for en demokratisk modernisme, der kunne danne et modstykke til nationalstatens undertrykkende funktion som redskab for en ganske lille globaliseret elite under kapitalismens fortsatte dominans. Du kan læse om hans inspirerende indsats i Syrien i et interview med Saleh Muslim: 1. marts 2019: Salih Muslim fortæller om Abdullah Öcalan.

Ser man på begivenhederne i tilknytning til fremkomsten af ”det arabiske forår” I Syrien, er det slående, at mens de mange sekulære oppositionsgrupper, der gik til modstand mod Assads regime, hurtigt blev splittet op, svækket og efterhånden blev opslugt af de mange jihadistiske grupperinger, der idag er helt dominerende i modstanden mod Assad, så evnede kurderne fra starten at fokusere på en alternativ civil og lokal demokratisk opbygning af samfundet i de kurdisk dominerede områder, som de samtidigt pressede Assads magtapparat ud af. På grundlag af denne demokratiske struktur udviklede de sideløbende et fælles forsvarssystem gennem oprettelsen af YPG og YPJ.

Mobiliseringen af lokale kræfter omfattede konsekvent alle grupper, inklusive kvinder og alle eksisterende etniske og religiøse mindretal. Denne strategi har tydeligt vist sin styrke i udviklingen i Nordsyrien gennem en meget høj grad af lokal deltagelse og mobilisering. Begejstringen over Öcalan skal ses i lyset af disse erfaringer.

Strategien er desuden baseret på et omfattende kendskab til Mellemøstens lange historie, som Öcalan ser som en fortsat social kamp mellem en millioner af år lang tradition for lokal demokratisk forvaltning i det nære tidlige før-civilisatoriske samfund, som der stadigt findes reminicenser af, og så de sidste 5000 års civilisation, hvor det økonomiske overskud, der blev opbygget på grundlag af landbrug, bydannelse og handel har åbnet vejen for statsdannelser, der har taget magten fra de demokratiske former for fælles forvaltning, som tidligere gjorde sig gældende. Han ser ikke primært kapitalismen som et særligt økonomisk stade i klassesamfundenes udvikling, men først og fremmest som et statsligt magtapparat for en snæver elite, der har indtaget og underlagt sig stadigt større dele af det civile demokratiske liv gennem de sidste 5000 år – men ikke uden modstand.

I en række publikationer, bl.a. 2-bindsværket ”Manifest for en demokratisk civilisation” uddyber og dokumenterer Öcalan sine tanker om en demokratisk modernitet i dialog med, men også gennem en kritik af tidligere tanker om en alternativ samfundsudvikling. Han har også skrevet en del pamfletter og bøger om praktisk-politiske spørgsmål under sit fængselsophold, herunder ”The Road Map to Negotiations”, som var en hel drejebog for de forhandlinger med Erdogan, der pågik fra 2013, men blev afbrudt i 2015. Men her skal refereres hans kritik af tidligere tanker om en alternativ samfundsudvikling og hans forestillinger om demokratisk modernitet, som han anfører dem i sit ”Manifest”, da det giver et godt indblik i de grundlæggende filosofiske tanker, som er blevet hans udgangspunkt for hans anbefalinger.

Om kritikken skriver han et sted:
”Grunden til, at jeg har rettet en så hård kritik mod socialdemokrater, nationalliberale, samt anarkister, utopister, forskellige broderordner og selv Marx og Marxister, er fordi der ikke har været en effektiv ideologisk oparbejdning af en demokratisk modernitet. Det er helt klart, at Marx og marxisterne prøvede på at finde frem til en holdning og modstand mod det gryende kapitalistiske monopol. Og de demokratiske tendenser hos de øvrige skal bestemt heller ikke underkendes. Men i sammenligning med den nuværende situation under den kapitalistiske modernitet, går denne igennem sin mest konfortable periode. Det sker til trods for at den har været årsag til dyb og  kontinuerlig krise, til trods for sin asociale karakter, sine miljøkatastrofer, arbejdsløshed og fattigdom. Det er blevet tydeligt, hvor ineffektive, forkerte, og passive disse bevægelser har vist sig at være.

Derfor må en demokratisk civilisatorisk front igen undersøge arven fra alle tidligere tider, for at finde ud af hvad vi behøver for med succes at sikre et ideologisk skridt fremad for at færdiggøre det, der mangler i analysen af den konkrete situation idag. Der findes ikke nogen pligt, der er mere påtrængende og nødvendig end denne.” (A. Ôcalan, 2009: Manifesto for a Democratic Civilization, Vol. II. Capitalism – The Age of Unmasked Gods and Naked Kings. New Compass Press, Norway, p. 210)

I konklusionen af sit 2-bindsværk giver han denne opsummering af begrebet ’Demokratisk civilisation’ og løfter sløret for, hvorfor han mener, der også i Mellemøsten er potentiale for en demokratisk udvikling til trods for den overvældende magt, der synes at udspille sig omkring magtkoncentrationen i de kapitalistiske centre og deres omfattende dominans over nationalstaten og dens underlæggelse af alle domokratiske strukturer under en lille elites stadige kontrol.

”Demokratisk civilisation er en social kategori adskilt fra kategorien statscivilisation. Jeg bruger det med det formål at begrebsliggøre de sociale former, der eksisterede før dannelsen af stater og civilisationer, men også for de strukturer, der senere eksisterede udenfor staten. Op gennem historien har stater altid været omhyggelige med at sætte sig selv lig med samfundet.  Hjørnestenen i deres ideologiske retorik har altid været det umulige i at have et samfund, der kan skelnes fra staten. Statens repræsentanter reagerer stærkest, når de får at vide, at staten og samfundet er forskellige helheder, og at der er fundamentale modsætninger mellem dem. Ikke desto mindre må jeg understrege, at staten i sin kerne ikke er andet en et meget lille interessemonopol, hvis grundlæggende formål ikke har noget at gøre med offentlige anliggender i samfundets interesse, som bruger disse anliggender som et dække for at vinde legitimitet.

Samfundet er uden tvivl blevet mere komplekst siden det primitive fælleskabs æra, og der er mange fælles sociale anliggener, der er behov for at tage sig af. Mens staten udelukker samfundet ved at placere disse anliggender under sin egen myndighed og derigennem bruger det til at retfærdiggøre statens legitimitet, så vil et demokratisk samfund på den anden side foreslå eller sikre, at der bliver taget hånd om disse fælles anliggender af samfundet som helhed. Forskellen på statscivilisationen og den demokratiske civilisation er netop baseret på dette. Det er helt afgørende. Når samfund er i stand til at repræsentere sig selv og handle på deres egen adfærd, hvad angår alle deres anliggender,  kan de siges at være demokratiske. Men hvis de fleste af deres egne anliggerner bliver varetaget af staten eller andre grupper,  så pådrager de sig et tab af færdigheder, frihed, lighed og samvittighed. Personer, der ikke kan repræsentere sig selv eller sørge for deres egne affærer, kan ikke blive bevidste og tilegne sig færdigheder, og de kan ikke leve frit og lige. Som man kan se, kan en forskel i realiteterne lede til sådanne vigtige resultater.

En vigtig realitet knyttet til samfundet, der er brug for at fastslå, er den fælles orden, som primitive klaner og stammer har levet indenfor gennnem millioner af år. I denne fælles orden, kan vi øjne den mest primitive form for demokrati. Ligesom staten repræsenterer kernen i statscivilisationen, så er den primitive fælles orden kernen i den demokratiske civilisation. Alene det viser os, hvor stærke de demokratiske rødder er. Subjektet i den skrevne historie er statscivilisationen. Det faktum, at samfund har levet i fælles orden gennem millioner af år, og har taget sig af deres egne anliggender, falder ikke indenfor formålet med denne skrevne historie. Men det er netop, hvad historieskrivningen burde afspejle, for på grund af dens lange varighed og store udbredelse, så definerer det fælles liv for mennesket som art i sig selv samfundet. Det er det sande samfund. Stat og civilisation er ankommet meget senere, og er kunstige. De er i sandhed en dødvægt, der har lagt sig ovenpå samfundet. Uden dem ville samfundet have fortsat sin udvikling. Selvfølgelig fortsætter udviklingen under alle omstændigheder, men det er en udvikling, der er dømt til at blive forvrænget, blodig og udnyttet. Når vi ser på samfund, som bruger det skrevne ord og har en stat, så ser vi, at de ideres sprog og historie bruger termer omkring løgn, bedrag, tyranni og undertrykkelse. Den etablerede symbolverden pålægger følelsen af, at et liv uden undertrykkelse og udnyttelse og uden undertrykte, udstødte og slaver, ikke er muligt for samfund. Fra at have været rene symboler blev dette omsat til realiteter. Fællesskaber, opfattet som deres demokratiske potentiale, blev fanget og lagt i lænker allerede i de tidlige stadier af deres liv. Det er det, der ikke er normalt – en civilisation med lænker. Det er den civilisation, der har brugt atombomben; civilisationen, som – bortset fra 300 års fred – har været i krig gennem hele dens fem tusind år gamle liv. Den er ansvarlig for de ubeboelige miljøbetingelser og dødvandet i alle sociale problemer.

Dette omfatter de stærkeste retfærdiggørelser af en demokratisk bevægelse. Det, der ikke er naturligt, er den overdrevne vækst i statscivilisationen i modsætning til den svindende demokratiske civilisation. Det er hovedparadokset for alle samfund. Det bestemmer den civilisations-sygdom, der ligger i ikke at kunne udvikle sig under tilstedeværelsen af demokrati. Et samfund fuld af glæde og kærlighed burde ikke blive anset for mindre normalt end et sorgfuldt, pinefuldt og kærlighedsløst samfund. En demokratisk civilisation er i sandhed et samfund, der udvikler sig mod en civilisation fuld af glæde og kærlighed. Det er mere end bare en mulighed: Det er den forskel, der skabes af et frit liv, som er den naturlige levevej, og et liv, der er egnet for menneskets natur, som er der, hvor den følelsesmæssige og analytiske intelligens kan blive forenet.” (A. Ôcalan, 2009: Manifesto for a Democratic Civilization, Vol. II. Capitalism – The Age of Unmasked Gods and Naked Kings. New Compass Press, Norway, p. 307-308)

Billedet fra en konference med 5000 repræsentanter for arabiske stammer fra Syrien, især Nord- og Østsyrien,

Den markante opbakning til Nord- og Østsyriens Demokratiske Autonome Administration, ikke mindst fra mange klansamfund i Nord- og Østsyrien, tyder på, at han har ramt nogle demokratiske strenge, som ofte ikke har været slået så kraftigt an i kampen for et mere lige, retfærdigt og bæredygtigt samfund, se billedet. Sheikher fra mange arabisk-syriske klaner har deltaget aktivt i de mange demonstrationer og dannelser af menneskelige skjold ved grænsen til Tyrkiet. De har understreget, at Nord- og Østsyrien er et af de sikreste steder i Syrien, og at de ikke vil acceptere en ny ottomansk besættelse.

Et stort antal Syriske arabiske sheikher  danner menneskeligt skjold langs den tyrkiske grænse ved den nord-øst syriske by Geri Spi d. 7. august. De er kommet fra hele Syrien, også fra Homs, Hama i Idlib  og fra Daara i det sydlige Syrien, hvor oprøret mod Assad startede.

 

Den tyrkiske venstrefløjs vurdering af Öcalans betydning

For til slut at vende tilbage til den aktuelle situation og Öcalans betydning for problemernes løsning, bringer vi i denne del af nyhedsbrevet et interview med Omar Öcalan, der er medlem af det tyrkiske parlament, valgt af venstrepartiet HDP fra byen Urfa (Omar Öcalan (HDP): Hvis adgangen til Imrali lukker, vil det blot uddybe det nuværende kaos. Se nedenfor eller her). Omar Öcalan er i familie med Abdullah Öcalan og udtrykker tydeligvis her den tyrkiske venstrefløjs opfattelse af de verdensfjerne synspunkter, der kommer til udtryk i den tyrkiske udenrigspolitik og politik overfor kurderne, såvel indenfor som udenfor Tyrkiet. Denne politik understøttes imidlertid gennem Erdogans massive greb om de Tyrkiske medier, der gør det svært at vurdere opbakningen bag ham. Men tydeligvis er skepsissen også ved at brede sig internationalt. Umiddelbar ser meget ud til at komme til at afhænge af de forhandlinger om en bufferzone, der føres mellem Tyrkiet og USA med James Jeffrey som mellemmand. Men det er svært at forestille sig et egentligt kompromis, hvorfor situationen næppe kan undgå at føre til yderligere oprustning på begge sider – indtil en vis realisme indfinder sig.

 

Tip: Vil du læse mere om Abdullah Öcalan, kan du finde alle artikler, hvori han optræder, ved at skrive Öcalan i søgefeltet til højre på forsiden over rubrikken ”Tidligere indlæg”

 

Kilder:

Anonymous, 2019: Pentagon chief: US will prevent ‘unacceptable’ Turkish incursion. ANF, 6. august 2019

Anonymous, 2019: Arab tribes discuss Syria’s future. ANF, 3. Maj 2019

Anonymous, 2019: AA: Concerned parties should work to prevent Turkish occupation to launch its attacks. ANHA, 1. August 2019

Anonymous, 2019: Khalil: General alarm must be announced in N,E against Turkish threats. ANHA, 1. August 2019

Ahmo, Diyar, 2019: Co-chair of Legislative Council in al-Jazeera: We can prosecute Daesh mercenaries. ANHA, 2. August 2019.

Ersin, Caksu, 2019; Secur8ity Zone as part of Turkish expansionist policy. ANF, 5. august 2019.

Gulstand, Mohammed, 2019: Syria sheikhs’ notables: No to new Ottoman occupation, Arab countries must repel Turkey. ANHA, 7. august 2019

Yahya Habib, 2019: Catherine Jaber: Turkey’s moves are feilure; 3 reasons will lead to its exit from Syria. ANHA, 21. July 2019.

7. august 2019: Anbefalinger fra det internationale Forum om Islamisk Stat, afholdt på Rojava Center for Strategic Studies (NRLS), i Amudah, Nord-Østsyrien, d. 8. juli 2019

Administrationen på Rojava Center for Strategiske Studier (NRLS) vil gerne udtrykke vores dybfølte tak og påskønnelse til alle deltagerne for deres værdifulde diskussioner og spørgsmål; Vi vil rette vores anbefalinger til det internationale samfund.

Disse anbefalinger er de vigtigste pointer, som vi blev enige om under det internationale forums sessioner med henblik på en fuldstændige udryddelse af terrorisme, og for at hindre Islamisk Stat i at reorganisere sig og destabilisere sikkerheden og stabiliteten i Syrien, Mellemøsten og hele verden.

  1. Der skal udvikles en fælles strategi med koalitionen og det internationale samfund for at bekæmpe de sikkerhedsmæssige, intellektuelle, kulturelle, økonomiske og sociale aspekter af Islamisk Stats terrorisme.
  2. For at sikre, at Islamisk Stat ikke reorganiserer sig, er det nødvendigt at skabe sikkerhed og stabilitet i regionen. Det kræver støtte til selv-administrationen i forskellige områder.
  3. Til trods for de enorme ofre, der er ydet af Folkets og Kvindernes Forsvarsenheder (YPG/YPJ) og de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) for at beskytte regionen og verden mod terrorisme, og til trods for den konstruktive rolle som Nord- og Øst Syriens selv-administration har spillet gennem årene under den syriske krise, er manglen på inddragelsen af Syriens borgere i forhandlingerne om at løse den syriske krise en omfattende uretfærdighed mod regionens befolkningsgrupper, hvilket er en negativ faktor, der påvirker spørgsmålet om sikkerhed og politisk stabilitet. Derfor bør de involverede organisationer og de internationale magter involvere den politiske administration i Nord- og Østsyrien i forhandlingsprocesserne med en passende repræsentation.
  4. For at finde en løsning på krisen i Syrien og i regionen, er der behov for et nyt demokratisk system, der afskærer de kilder, som producerer de ekstremistiske organisationer. Den demokratiske nation som et integreret system med alle dets dimensioner og komponenter er en løsningsmodel og et fredsprojekt, hvis det bliver udviklet.
  5. I medfør af sikkerhedsrådets resolutioner omkring anti-terror-bekæmpelse og retfærdighed, bør der etableres et internationalt tribunal i nord- og østsyrien for at føre sag mod titusinder af ISIS-medlemmer og deres familier, som er tilbageholdt i selv-administrationens lejre. Den Internationale Koalition bør stille materiale og logistisk støtte til rådighed for at bistå selv-administrationen i realiseringen af dette.
  6. Med hensyn til overtrædelse af bestemmelser om folkedrab mod kvinder, og for at beskytte kvinders frihed og værdighed, er der brug for et nyt politisk og socialt system, der garanterer kvinders rettigheder indenfor alle områder.
  7. På grund af Islamisk Stats vold mod børn, er det nødvendigt at se børn som krigsofre, rehabilitere dem og integrere dem i deres oprindelige samfund, samt at beskytte dem ved at stille et sikkert og stabilt miljø til rådighed for dem.
  8. Der bør lægges vægt på religionernes åndelighed og moralske værdier ved at fremhæve begrebet demokratisk Islam stillet over for et radikalt Islam. Islams åndelighed og religioner i almindelighed forstærker de moralske aspekter ved samfundet, men samfundet repræsenterer ikke Islam.
  9. Da Islamisk Stat har udsat de kurdiske Yezidier og Yezidi kvinder i Shengal for folkemord, er det nødvendigt, at De Forenede Nationer anerkender dette folkemord og sikrer Yezidiernes rettigheder i Irak ved at anerkende deres rettigheder og respektere deres valg. Det er nødvendigt for at kunne beskytte disse mennesker fra en ny udslettelse.
  10. Afrin er genstand for demografisk forandring og etnisk udrensning af jihadister og ekstremist grupperinger, der støttes af den tyrkiske besættelsesmagt. Det er en fortsættelse af Mujahedeen og al-Nusra Fronten under andre navne. Derfor er det nødvendigt at bekæmpe disse organisation af hensyn til regionens og hele verdens sikkerhed.
  11. Vi anbefaler, at man gør d. 23 marts, dagen, der gjorde op med Islamisk Stat som et geografisk territorium, til international dag for fejring af terrorismens udryddelse.

Kilde:

Final Declaration of the International Forum on ISIS. Global Rights. 11. July 2019. https://www.globalrights.info/2019/07/final-declaration-of-international-forum-on-isis/

7. august 2019: SDF kommandør: Islamisk Stat har iværksat næsten 180 angreb i løbet af en måned, men alle mislykkedes

En ledende officer indenfor de Syrisk Demokratiske Styrker har forklaret, at der er tre grupperinger, der angriber de Syrisk Demokratiske Styrker og prøver på at underminere dem: Islamisk Stat gennem deres sovende celler, lejesoldaterne indenfor det tyrkisk-støttede ’Eufrat Skjold’, organiseret af rester fra det Al-Qaeda-relaterede Jabhat al-Nusra, samt agenter i regionen udsendt fra Assads Syriske Regime og Iran. Han har noteret sig at Islamisk Stat har iværksat 180 angreb gennem april måned, som alle mislykkedes.

Kommandør Khalil Wahash al-Naber fra Deir ez-Zor redegør for, hvorledes kampen mod de tilbageværende celler af Islamisk Stat foregår efter at de sidste territorier i Norde-Østsyrien er indtaget.

 Hele den del af Deir ez-Zor regionen, der ligger øst for Eufrat-floden var blevet befriet for lejesoldater fra Islamisk Stat d. 21 marts i år, som led i al-Jazeera felttoget. Umiddelbart efter at man havde fået udryddet alle tilbageværende territorier, som lejesoldaterne beherskede i det nordlige og østlige Syrien, offentliggjorde SDF d. 23. marts et kommende opgør med sovende celler af lejesoldater under Islamisk Stat.

Efter at befrielsen var tilendebragt, forsøgte adskillige grupper at skabe konflikter og oprør blandt befolkningen i Deir ez-Zor området. De drog fordel af en række forsyningsproblemer, der ikke er blevet skjult for nogen som helst, da regionen for nyligt var blevet befriet. Den havde været udsat for voldsomme kampe gennem de seneste år, for slet ikke at tale om de ødelæggelser og misligholdelser som Islamisk Stats lejesoldater havde efterladt.

For at få beskrevet realiteterne i Deir ez-Zor området nærmere, har ANHA interivewet Khalil Wahash al-Naber, der er officer i De Syriske Demokratiske Styrker, om de vigtigste udviklingstræk i Deir ez-Zor området gennem den seneste tid.

Kommandør Khalil understreger at Islamisk Stat stadigt mentalt er til stede i nogle områder af Deir ez-Zor, særligt hvor organisationen og nogle andre terrorist grupper, der var udklækningsanstalt for lejesoldater, var blev etableret. Og han tilføjede, at ”Det at få bugt med ISILs ideologi indenfor disse områder er ikke let, da Jadidat Agidat/Jadid Uqaydat (SØ for Deir ez-Zor by) var en højborg for Islamisk Stat og Shehail/Shehil (lidt sydligere, Nord for Mayadin) var det samme for Jabhet al-Nusra

Khalil forklarede, at disse områder tilhørte området Basira (formentlig Al Busayrah), som er et af de største områder i Deir ez-Zor, som omfatter alle Deir ez-Zors stammer, og er kendetegnet ved en høj befolkningstæthed, hvilket skyldes nærheden af Eufrat floden. Her er der fortsat nogle celler af ISIL lejesoldater. (Området omkring byen Al Busayrah var i øvrigt noget af det, som det tog længst tide for SDF at få indtaget på vej sydpå mod Mayadin, Hajin og Baghouz).

180 angreb på regionen fra lejesoldater har været helt forgæves

Kommandør Khalil al-Nabir anførte, at der ganske ofte bliver gennemført angreb på deres styrker, og at de har tabt et antal soldater. Han fremhævede især lejesoldaternes anvendelse af motorcykler (typisk til selvmordsangreb). Alene indenfor den sidste måned havde der været 180 angreb, af hvilke de fleste var mislykkedes. Han tilføjede: ”Disse operationer blev udført ikke bare af ISIL-lejesoldater, men også af lejesoldater fra Tyrkiet og fra det syriske regime”.

Beslaglagte motorcykler i Hasakah, d. 18 juli. Netop motorcykelangrebene har man siden grebet drastisk ind imod fra de Nord- og Østsyriske myndigheders side. Således har de interne sikkerhedsstyrker i distriktshovedstaden Hasakah efter en motorcykeleksplosion i et boligkvarter i midten af juli inddraget over 50 motorcykler. Folk, der ønsker at køre på motorcykel skal registrere sig hos myndighederne, og registreringsafgiften er forhøjet til 12 000 syriske pund, svarende til 170 kr. Twittermeddelelse på https://syria.liveuamap.com d. 19. juli.

Tre grupper forsøger at destabilisere regionens sikkerhed og stabilitet

Khalil forklarer, at der er tre grupper der retter angreb mod deres styrker og prøver at destabilisere sikkerheden og stabiliteten. Det er ISIL gennem deres sovende celler, lejesoldater fra ”Eufrat Skjoldet” gennem resterne af Jabhet al-Nusra, samt regimet og iran gennem deres agenter i regionen.

Han understreger, at der er en direkte koordinering og en samlet aktionsplan sammen med de interne sikkerhedsstyrker, efterretningstjenesten og den Internationale Koalisions styrker for at udrydde ISIL cellerne.

Idet han henviser til den tætte indbyrdes afhængighed mellem befolkningen i regionen og deres styrker, siger han: ”Vi er børn af regionen, børn af regionens stammer, vi har befriet vores områder og overgivet dem til vores befolkning for at tage vare på dem”. Angående de demonstrationer, der har fundet sted i Deir ez-Zor, forklarede de syriske demokratiske Styrkers kommandør, at nogle af deres krav var rigtige, og knyttet til forsyninger og service, men at nogle, som var knyttet til de dagsordener, der er nævnt ovenfor, prøvede at udnytte disse forhold og afspore dem for at skabe forvirring i regionen. Det viste sig gennem de plakater, der blev hejst, og som indeholdt racistiske formuleringer.

Den tyrkiske besættelsesmagt har forsøgt, og forsøger stadigt at rekruttere rester af al-Nusra i regionen.

Khalil understreger også, at den tyrkiske besættelsesmagt havde forsøgt, og fortsat forsøger at hverve medlemmer blandt resterne af al-Nusra med henblik på at destabilisere sikkerheden og stabiliteten i regionen. De søger at skabe stridigheder samt sekteriske og racistiske oprørstendenser blandt regionens befolkning. Han siger: ”Hvervekampagnen finder sted gennem smuglerruter, der forbinder regimets områder og de områder som det tyrkiske støttede Eufrat Skjold i de besatte Afrin og  Shaba-områder behersker.”

Han tilføjer i den forbindelse, at det syriske regime og Iran også gennem deres agenter i regionen prøver på at skabe forvirring og sprede ondsindede rygter i regionen gennem Tyrkiets trusler mod det nordlige og østlige Syrien.

Kilder:

Anonymous, 2019: SDF commander: Daesh launched nearly 180 attacks over a month, all were failure. ANF, 7. Maj 2019.

Twitter meddelelser på isis.liveuamap.com og syria.liveuamap.com

7. august 2019: Islamisk Stat forbereder et come-back

 

Voice of America har udsendt en rapport, hvor de peger på en serie af meddelelser fra Islamisk Stat, hvori de annoncerer fremkomsten af nye provinser, som de kontrollerer. Det har i de sidste uger medført fornyet debat om gruppens mulige genkomst efter faldet af dens selvudråbte kalifat. Nogle analyterere advarer om at en stadigt mere decentral udgave af Islamisk Stat måske kan genskabes og sprede sine tentakler til andre dele af verden.

Under sin første optræden i en video i april måned efter fem års fravær, ser man Islamisk Stat-lederen Abu Bakr al-Baghdadi læse i nogle dokumenter om gruppens globale afdelinger, herunder om nyligt stiftede provinser i Tyrkiet og Central Amerika.

I en 18 minutter lang video lavet af IS-medie platformen al-Furqan, hilser al-Baghdadi også nytilkomne provinser velkommen fra Burkina Faso, Mali og Sri Lanka.

Siden lederens genkomst, har IS annonceret nye ”wiayats” eller provinser, og har omorganiseret sine tidligere grupperinger, der omfatter forskellige områder i Mellemøsten, Øst Afrika og Centralasien.

Sidste uge påsted IS i en ny video, at de havde oprettet en ny provins i Tyrkiet. Den fem minutter lange video viste en gruppe militante, der sværgede troskab til al-Baghdadi og opfordrede potentielle sympatisører i Tyrkiet til at tilslutte sig gruppen. Dogu Eroglu, en opsøgende journalist og IS-ekspert med base i Tyrkiet, fortalte at videoannonceringen er en satsning fra IS for at genmobilisere de hundreder af tyrkiske borgere, der er kommet hjem efter at have taget del i konflikten i nabolandet Syrien.

”Det begyndte i 2017 efter den globale koalitions Raqqa-operation for at slå Islamisk Stat tilbage. Mange mennesker flygtede til Tyrkiet, og blandt dem havde de fleste kæmpet med Islamisk Stat gennem mange år”, fortalte Eroglu til Voice of America. ”Så annonceringen kan meget vel være en invitation til dem”.

Wilayat strukturen

Da Islamisk Stat i midten af 2014 offentliggjorde dets såkaldte kalifat, rejste tusinder af mennesker til Syrien og Irak for at slutte sig til deres rækker. Gennem dets mediekanaler al-Furqan og Dabiq, beskrev gruppen i detaljer, hvordan den dannede nye ”Wilayats” eller provinser: I hver provins, sagde de, skulle lokale jihadister være indstillet på, at gennemføre gruppens militære og administrative strategi før de svor troskab til kaliffen, al-Baghdadi.

I juli 2016 udsendte al-Furqan en video med titlen ”Kalifatets struktur”, hvor gruppen påstod, at den havde 35 ’Wilayats’ eller provinser, hvor de 16 wilayats var i Irak og Syriens, mens de øvrige var andre steder.

Nu har gruppen ikke noget territorium i Irak og Syrien, men de fortsætter med at være en alvorlig oprørsgruppe i de udpegede wilayats, ifølge Sarhang Hamasaeed, direktør for det amerikanske fredsinstituts mellemøst-program.

”De fortsætter med at igangsætte angreb i form af skjulte bomber, angreb på sikkerhedspatruljer, og nogle steder sætter de kontrolposter op”, fortalte Hamasaeed Vioce of America, og tilføjede, at gruppen er afhængig af beskatning og afpresning for at sikre sig indtægter.

Udnyttelse af utilfredshed

Hamasaeed fortalte, at gruppens oprørere har været særligt aktive i Nineveh, Kirkuk, Saladin og Diyala provinserne i Irak, hvor både den irakiske regering og den kurdiske region gør krav på ejerskab. Grænsekonfliker mellem de to regeringer har sammen med forskelligheden i den etno-religiøse befolkning jordt det muligt for Islamisk Stat at blomstre op igen.

Eksperter siger, at IS som en smidig organisation forsætter med at udnytte en samfundsmæssig utilfredshed, og er på udkig efter andre områder med etniske og religiøse konflikter som potentielle arnesteder.

Sai Nazeer, en forsvarsanalytiker og pensioneret pakistansk brigadegeneral fortalte, at gruppen har brugt konflikten mellem regeringerne i Punjab og Baluchiske befolkningsgrupper til at sikre sig fodfæste i den baluchiske provins i sydvest Pakistan. På samme måde bruger gruppen en grænsekonflikt mellem Indien og Pakistan til at skabe fodfæste i Kashmir.

”I det store og hele har Pakistan holdt Islamisk Stat nede gennem sikkerhedsoperationer, de sociale medier og ved at holde øje med militante i Kashmir, der muligvis kan rekrutteres af IS”, fortalte han, og tilføjede: ”For tiden er der omkring 500 aktive medlemmer af Islamisk Stat i pakistanske fængsler.”

Khorasan provinsen

I maj måned meddelte Islamisk Stat gennem dens nyhedsbureau Amaq, at den havde oprettet en provins i Indien og Pakistan. Offentliggørelsen skulle forstås som en omstrukturering af ’Khorasan provinsen’, der blev oprettet i 2015 for at dække operationer i Afganistan, Pakistan, Tajikistan, Jamine og Kashmir, samt dele af Iran.

Den afganske journalist Anees ur Rehman udtaler, at IS’ omstrukturering af Khorasan provinsen viser, at gruppen er villig til at tilpasse sig nye realiteter.

Islamisk Stat forsøgte at sprede wahabismen med meget voldelige midler i en Khorosan provins, som forbandt Iran, Centralasien, Afganistan og Pakistan. Men kalifatets vision viste sig uacceptabel i Afganistan, hvor de fleste afganere følger Imamen Abu Harifa, fortæller Rehman, og gør opmærksom på de forskellige sekter og skoler i de islamiske lande.

Da gruppen var på toppen af sin magt, nægtede den at anerkende moderne statsgrænser, som de kaldte kunstige frembringelser lavet af Vesten for at bevare de muslimske nationers opsplittethed.

Sydøstasien

I Syøstasien, hvor Islamisk Stat gør krav på en østasiatisk provins for dens operationer, især i Filippinerne, bruger gruppen ifølge eksperter isolerede drab for at bevare deres relevanxs og styrke deres rekruttering.

Elliot Brennan, en forsker ved Institut for Sikkerhed og Udviklingspoltik i Stockholm, fortalte Voice of America, at i modsætning til tidligere, hvor Islamisk Stat-krigere var samlet i et velkendt geografisk område i den sydlige del af Filippinerne, har gruppen nu, i en ny strategi, spredt sine krigere ud over hele regionen.

De IS-tilknyttede Maute og Abu Sayyaf grupper blev fjernet fra den sydfillipinske by Marawi i oktober 2017 efter 4 måneders dødbringende kampe. Jihadister knyttet til Islamisk Stat har siden gjort krav på adskillige drab, herunder bombeangrebet på Jolo katedralen i sydvest-Fillipinerne i januar, med 20 døde,  og angrebene på kirker i Sri Lanka påskesøndag i april, der kostede 259 mennesker livet.

Krigere fra belejringen af Marawi har spredt sig. De udgør i dag en mere spredt fare, og er derfor sværere at bekæmpe, fortalte Brennan, og tilføjede, at det ikke er lykkedes for de sydøstasiatiske lande at modvirke Islamisk Stats forsøg på reorganisering.

”Den overordnede tilgang til terrorbekæmpelse i dele af Sydøstasien har været uhensigtsmæssig. Der er brug for en større indsats for at kunne forstå og forholde sig til ekstremismens drivkræfter, snarere end bare post-faktuelle og ofte hårdhændede antiterror-kampagner, der meget let fremmedgør de lokale samfund og i realiteten fremmer rekrutteringen.”

Afrika

Det er på samme måde i Afrika, hvor IS har etableret decentrale provinser i Egypten, Libyen, Sahel og Sahara. Her spreder gruppen sine styrker i store ørkenområder, som det er svært at sikre, fortæller Thomas Abi-Hanna, en sikkerhedsanalytiker ved Stratfor i Austin, Texas.

”Hver gren af Islamisk Stat opererer uafhængigt, og der er stort set ingen direkte forbindelse mellem grenene, bortset fra navnet Islamisk Stat”, fortalte Abi-Hanna.

Han sagde, at gruppen søger at bevare relevansen ved at gennemføre højprofilerede angreb og kidnapninger for at vinde større lokal og international opmærksomhed. Den spreder også propaganda gennem forskellige kanaler, hvor de tager ansvaret for angreb, promoverer sit brand og viser sine krigere i aktion overalt i regionen.

I april i år tog Islamisk Stat for første gang ansvaret for et angreb i Den Demokratiske Republik Congo, gennemført af dens nye Centralafrikanske provins. Det blev rapporteret, at angrebet i Bovata, nær byen Beni, dræbte mindst to soldater og en civilist og sårede adskillige andre.

”Mens nogle grene kan profitere på udstrakt brug af smugleri og trafficking netværk (f.eks. udnytter afdelingerne i Mali og Libyen de sammen våbensmuglernetværk gennem Sahara), så koordinerer grupperne ikke angreb og kidnapninger”, fortalte Abi-Hanna, og tilføjede, at Islamisk Stats mange afdelinger i Afrika bevarer effektiviteten ved at målrette deres opmærksomhed.

 

IS ideologi

Randall Rogan, en terror-ekspert ved Waqke Forest University i North Carolina, vurderede, at Islamisk Stats seneste annonceringer af nye provinser og rekonstruering af andre, tyder på, at gruppen har langsigtede planer.

”IS meddelelserne bør tages meget alvorligt” fortæller Rogan Voice of America. ”Skønt IS har tabt sit fysiske territorium, fortsætter den smittende islamistiske ideologi, der spredes af IS og dens beslægtede grupper, med at være i samklang med mange marginaliserede og radikaliserede personer både i de muslimske samfund og udenfor”.

Kilde:

Anonymous, 2019: US agency: Daesh preparing to come back. ANHA, 22. July 2019

7. august 2019: Tyrkiet er ved at besætte irakisk Kurdistan

Pressemeddelelse, Kurdistans National Kongres , www.kongrakurdistan.net, Sydkurdistan (Iraq), 19. Juli 2019

Appel til lokale og globale medier og offentligheden

Under foregivende af at ville ramme Kurdistans Arbejderparti (PKK), angriber og invaderer det tyrkiske militær den kurdiske region i Irak. Det er ikke første gang den tyrkiske stats styrker har ramt det kurdiske selvstyreområde i Irak, men denne gang er omfanget af den militære aggression i en større skala. Denne invasion demonstrerer en mere ondsindet intention, og dens formål er gruopvækkende og katastrofal for befolkningen i regionen.

De angreb, der foregår nu, medfører død, materielle skader og ødelæggelse af levebrød, boliger og ejendom blandt tusinder af civile, der bor i området. De forårsager varig skade på borgerne i regionen samt dets miljø og økonomiske infrastruktur. Det, der bekymrer os er at omfanget og brutaliteten i ​​disse igangværende angreb, der foregår ved hjælp af tunge våben og sideløbende besættelse af jord til militærlejre, sker på trods af gentagne krav fra Iraks parlament og Det kurdiske selvstyreparlament om, at den tyrkiske hær skal trække sig ud af Nordirak – og på trods af, at der blev sendt et andragende til Det kurdiske selvstyres parlament, der blev underskrevet af 500.000 mennesker fra den kurdiske region i Irak, der fordømmer disse angreb. Til trods for alt dette oplever vi en fuldstændig tavshed fra verden omkring det tyrkiske militærs dødbringende aggression mod den kurdiske region. Denne tavshed baner vejen for en intensivering af de dødbringende angreb på regionen.

Vi, der har underskrevet denne appel, ønsker at medierne og offentligheden i det kurdiske selvstyreområde, hele Irak og internationalt, retter opmærksomheden mod de følgende afgørende punkter:

  1. Den tyrkiske stats militære aggression mod Irak og den kurdiske region er en fuldstændig overtrædelse af den internationale menneskerettighedskonvention og en krænkelse af den kurdiske region og Iraks suverænitet. Det dødbringende felttog udgør et angreb på landets suverænitet og er i modstrid med international lov.
  2. Den tyrkiske stats angreb har karakter af en invasion, og vi fordømmer den på det stærkeste. Vi er overbevist om, at sådanne aktioner kun fremmer yderligere ustabilitet i regionen, da tilstedeværelsen af væbnede invasionsstyrker skaber et voldsomt sikkerhedsproblem for den kurdiske region, og vil blive en kilde til fremtidige spændinger.
  1. De politiske institutioner i den kurdiske region og Irak, internationale institutioner, partier og politiske personligheder, civilsamfundet, tænkere og akademikere, og enhver med interesse for at fremme grundlæggende menneskerettigheder og social retfærdighed, må rejse sig mod denne uretfærdige invasion, der vil have langvarige, ødelæggende effekter for befolkningen, landet og økonomien i den kurdiske region. Den kurdiske region har oplevet mange kriser gennem de sidste årtier, og de igangværende aggressioner fra den tyrkiske stats side forstyrrer og forhindrer genopretnings- og genopbygningsbestræbelserne i regionen.
  2. I stedet for vold og blodsudgydelse må den tyrkiske stat åbne alle døre for diskussion om en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, og med udgangspunkt i demokratiske principper bør landet forsøge at løse det kurdiske spørgsmål. Det vil være den rigtige måde at opnå fred og broderskab mellem de nationer, der lever sammen i regionen.

Underskrevet af 891 personligheder i og udenfor den kurdiske region i Irak.

7. august 2019: SDF General: Hvis Tyrkiet angriber, vil en storkrig bryde ud

SDF-General Mazlum Ebdi i samtale med en korrespondent fra avisen Yeni ôzgur Politika.

Generalkaptajn Mazlum Ebdi har talt med avisen Yeni ôzgur Politika, og udtaler: ”Hvis den tyrkiske hær angriber et hvilket som helst sted, så vil det resultere i en storkrig. Det har vi ladet alle vide. Tyrkiet ved det, og det gør USA og Frankrig også”.

Ebdi nævnte de syriske kurderes 19. juli-revolution for syv år siden, og sagde: ”Fra nu af vil vi arbejde på at beskytte denne vej, fuldende opbygningsprocessen, og opnå en demokratisk løsning baseret på lige rettigheder for alle mennesker indenfor Syriens enhed”.

Situationen ved grænsen

Ebdi talte om grænselinien: ”Tyrkiet har hobet et stort antal styrker og våben op på grænsen. Og til det vil jeg tilføje: Det har vi også. Spændingen er høj. Det gør provokationer mulige. Enhver fejltagelse kan sætte en flamme i gang”.

Da han blev spurgt om de forventede nogen angreb, sagde Ebdi:

”Områderne øst for Eufrat, og Afrin, er ikke i den samme situation. De er to adskilte områder. Øst for Eufrat er det ikke muligt at gentage, hvad der skete i Afrin. Det vil vi ikke tillade.

Vi tog en strategisk beslutning under Afrin processen. Vi ville ikke have, at denne krig skulle sprede sig.. Vi ønskede at indskrænke den krig til Afrin-provinsen, og det blev den. For os, vil det ikke gå områderne øst for Eufrat på samme måde. Hvis den tyrkiske hær angriber her, lige gyldigt hvor, vil det udvikle sig til en storkrig.”

Hvis vi bliver angrebet

Ebdi uddybede hans ’storkrig’-kommentarer: ”F.eks., hvis Tyrkiet angriber Gire Spi, så vil fronten blive fra Derik til Manbij” (se oversigtskortet). ”Det er vores beslutning. Det har vi ladet alle vide. Tyrkiet ved det, og det gør USA og Frankrig også. Hvis der kommer et angreb imod os, så vil den 600 km lange grænse bliver omdannet til en krigsfront. Det vil betyde yderligere en borgerkrigsperiode i Syrien.

Tyrkiets strategi er at komme og erobre Gire Spi og Kobane, og så stoppe. Men hvis der bare kommer ét angreb, så vil krigen fortsætte indtil Tyriet trækker sig tilbage”.

Den amerikanske holdning

SDF generalen   talte om USA’s holdning til sagen:

”Vi har en alliance med USA om at bekæmpe Islamisk Stat, hvilket for øjeblikket sker i Deir ez-Zor og Raqqa-områderne. Hvis Tyrkiet angriber os, vil DSFs YPG-styrker trække sig tilbage. Så vil kampen mod Islamisk Stat stoppe. Faktisk ville Islamisk Stat komme sig. Hvis vi trækker os, så vil Assads regime gå ind i områderne og udfylde hullet. Vores fælles indsats med USA og koalisionen vil blive ødelagt.

Det ønsker USA ikke. Der er 73 lande i koalitionen. Ingen af dem ønsker at dette samarbejde mislykkes. Det er et internationalt spørgsmål. På den måde er der et alvorligt pres på Tyrkiet. Det var ikke tilfældet i Afrin.”

General Kenneth KcKenzie  og Ambassadør William Roebuck i samtale med SDFs ledende general Mazlum Abdi d. 21 juli i Nordøstsyrien. @CENTCOM, https://syria.liveuamap.com, d. 22 juli 2019.

“USAs holdning til at undgå en krig er positiv. Der er løbende diplomatiske bestræbelser og de presser Tyrkiet for at undgå en ukontrolabel krig. Den amerikanske forsvarsminister, stabschefen og statssekretæren har alle talt med deres modparter i Tyrkiet. Det er ikke et spørgsmål om tillid, det er netop USAs problem. Vi har fastlagt vores holdning og gjort vores forberedelser. Vi vil kæmpe. Det østlige Eufrat vil ikke blive ligesom Afrin.”

Buffer zone

Ebdi talte om diskussionen omkring en bufferzone:

”I 2018 sagde Erdogan, at de havde afsluttet forberedelserne og ville igangsætte en operation øst for Eufrat. I syv år (hvor de kurdiske selvstyreområder har eksisteret, jb) har der ikke været nogen angreb mod Tyrkiet fra vores side. Det er vores simple tilstedeværelse, som de har et problem med. Hør engang. Vi har været i krig igennem de sidste 7 år. Vi ønsker ikke en ny enorm krig. Hvis der kommer en krig, så vil den blive stor. Der bliver ikke nogen våbenstilstand. Vi bad vore allierede om at tage afsted for at diskutere sagen. Vi bad USAs særlige udsending James Jeffrey om at mægle. Han sagde, at det ville han med glæde gøre. Det var den måde processen startede på. I starten var det ikke noget projekt. Vi fastslog, at vi ikke ville angribe, at der ikke var nogen trussel fra vores side. Til sidst fortsatte processen.

Erdogan og Trump havde en telefonsamtale, hvor projektet om den sikre zone opstod. Vi indenfor SDF forberedte vores eget forslag og sendte det til USA. Vores projekt var meget rimeligt”.

Lokale styrker bør bestemme

”Det er et spørgsmål om grænser. Tyrkiet ønsker en 30 km. Dyb sikkerhedszone. Vi argumenterer for, at den kunne være 5 km. dyb. Vi accepterer en 5 km. dyb sikkerhedszone. Vi kunne trække vore YPG styrker væk fra det område. Vi ville så have lokale styrker til at indtage deres plads”

Ebdi sagde, at han ved lokale styrker mente folk fra Kobane, Sarekaniye, Qamishlo og Gire Spi: ”Vi kunne også flytte tunge våben og våben, der kan nå Tyrkiet væk fra 5 km. zonen. Nogle af vores våben har 20 kms rækkevidde. Vi kan også trække dem udenfor rækkevidden. Hvis det skulle være ”trusler”, så er vi villige til at fjerne den trussel. Tyrkiet siger, at udenforstående styrer området. Så siger vi, alright, lad os have lokale styrelser. Det ville løse problemet.”

En neutral styrke bør patruljere

SDF Generalen sagde, at Tyrkiet må forpligte sig til ikke at angribe. ”Vi ønsker, at en international styrke patruljerer området. Det kunne være koalitionen eller en anden styrke. Tyrkiet er iKke neutralt, vi ønsker en neutral styrke.”

”Vi har nu også accepteret, at tyrkiske soldater kan blive en del af patruljerne – på betingelser”, siger Ebdi: ”Vi ønsker, at alle mennesker fra Afrin, uden undtagelse, kommer tilbage til deres områder. Tyrkernes lejesoldat-bander må forlade Afrin. Konfiskerede ejendele og ejendom skal leveres tilbage til befolkningen i Afrin. Folk, der er bragt dertil andre steder fra, for at blive bosat i Afrin, må fjernes. Alt dette skal ske under de internationale magters garanti, og kontrolleres af Afrins råd. Hvis det sker, kan tyrkiske soldater, som en goodwill-gestus, blive en del af patruljerne”.

Kilde :

Anonymous, 2019 : SDF Commander : If Turkey attacks, a great war will break out. ANF, 19. Juli 2019.

7. august 2019: Stiler Tyrkiet mod en kold krig med EU over gasfelter i havet udenfor Cypern?

De konfrontationer, der bygges op nu, kan let blive permanente og umulige at tilbagerulle

Af David Barchard, Middle East Eye

Den tyrkiske boreplatform Yavuz drager af sted fra Izmir bugten, på vej til Middelhavet, fra den tyrkiske havn Dilovasi, d. 20 juni (Reuters)

 

Netop som Tyrkiet forbereder sig på mulige sanktioner fra USA over dets køb af S-400 anti-luft missiler fra Rusland, har der vist sig nye meldinger, der gør det klart, at de står over for et nyt sæt sanktioner omkring en helt anden, men mindst ligeså umedgørlig sag fra den Europæiske Union.

Selvom de hidtil har modtaget ganske begrænset opmærksomhed fra Tyrkiets eller resten af verdens side, er scenen nu sat for en stadigt dybere politisk og diplomatisk konfrontation, som kan vise sig meget svær at rulle tilbage. Sker det, vil disse EU sanktioner markere et nyt stadie i den fremmedgørelsesproces, der udspiller sig omkring Tyrkiets forhold til Vesten.

Der kom nyt frem om sanktionerne mandag d. 15. juli, da det Europæiske Råd (mødet for EUs statsministre) annoncerede, at de ville indføre sanktioner mod Tyrkiet for at foretage boringer i havbunden ud for Cypern, som de anser for illegale.

Nye sanktioner

Sanktionerne drejer sig ikke om Tyrkiets ansøgning om EU medlemskab, der længe har stået stille, og som nu er hensovet i en grad, så de i de fleste sammenhænge  nu  stort set kan anses for at være afgået ved døden på grund af Cypern striden.

For nu er det land, der i teorien stadigt kandiderer til medlemskab stillet overfor sanktioner, der vil ramme helt almindelige arbejdsrelationer mellem Tyrkiet og EU. Forhandlinger om en omfattende lufttransport aftale er blevet suspenderet.

De reguleringsmæssige råd for forbindelse mellem Tyrkiet og EU og kommende møder i dialog på højt plan mellem EU og Tyrkiet er blevet afbrudt ”for nuværende”.

Økonomisk assistance i før-medlemsperioden for Tyrkiet i 2020, som menes at have en værdi på omkring 800 mill. €, vil blive genovervejet.

Den Europæiske Investerings Bank vil genoverveje sine udlånsaktiviteter i Tyrkiet, især hvad angår udlån, der skal understøtte suveræniteten. De to financielle sanktioner er endnu ikke blevet udmøntet i detaljer, men på et tidspunkt, hvor Tyrkiets økonomi er under alvorligt pres, vil de uden tvivl bidrage til landets vanskeligheder.

Et forudsigeligt resultat

Konfrontationen er et ganske forudsigeligt resultat af Tyrkiets skridt imod at bore i havbunden omkring Cypern. Gennem de tre sidste år har Tyrkiet købt og udstyret to eftersøgningsfartøjer, Fatih og Yavuz, og sendt dem til Middelhavet.

Tidligere i denne måned opererede Fatih 37 nautiske mil vest for Cypern  i et område med åbent hav, som både Tyrkiet og Cypern påstår er deres eksklusive økonomiske zone, mens Yavuz borede nordøst for øerne, i havområder, som græsk cyprioterne gør krav på, men som har været kontrolleret siden 1975 af Den Tyrkiske Republik Nordcypern.

Ved at sende fartøjerne ind i disse omstridte farvande, og især i de, der ligger vest for øen, har Tyrkiet trodset ikke blot græsk-cyprioterne – hvis regering det ikke anerkender, og som er det land, der hovedansvarlig for blokeringen af Tyrkiets EU medlemskab – men yderligere også EU og  USA.

Både EU og USA udsendte advarsler, noget, der ville have været utænkeligt for blot få årtier siden, da Vesten forsøgte at bevare sin neutralitet i stridighederne mellem Tyrkiet og Grækenland, og hvor de betragtede Tyrkiet – med en befolkning, der er otte gange større end Grækenlands, og med en afgørende geostrategisk beliggenhed – som en ufravigelig partner.

Opdagelsen af gas

Gennem de sidste årtier har der været en stribe opdagelser af store forekomster af naturgas i det østlige Middelhav, især Zohr feltet udenfor Ægypten, Leviathan og Tamar feltene udenfor Israel samt Afrodite gas feltet sydøst for Cypern. Det ser ud til, at der kan være tale om ca. 125 trillioner kubikfod gas i området (3,5 milliarder m3 gas) samlet set.

Tyrkiet, der har en 1500 km lang kyst ud til Middelhavet, en kystlængde, der kun overgås af Grækenland med dets mange øer, har stridtes om havbundsrettigheder med Grækenland i det Ægæiske hav siden 1970erne uden at der er nået et kompromis.

Den Internationale Havretskonvention – som Tyrkiet ikke anerkender – giver øer prioritet over havbunden i nærheden af deres hovedland, en situation, der er en uretfærdighed i Tyrkiets øjne. De græske Cyprioter, der har en kystlinie på 648 km, får broderparten af havbundsrettighederne, selvom en stor del af deres havområde reelt ikke kontrolleres af dem. Siden Tyrkiet invaderede øen i 1974 og påberåbte sig traktatmæssige rettigheder til at beskytte deres minoritet dér, har øens nordvestlige og nordøstlige kystlinie været kontrolleret af den Tyrkisk Cypriotiske Stat, et område, der er anerkendt af Tyrkiet, men ingen andre.

I februar i år offentliggjorde Exxon Mobil opdagelsen af en reserve på mellem 140 og 230 milliarder m3 gas i Zone 10, den største gas opdagelse noget sted i verden i 2019. Dette skete til trods for tidligere forsøg på at blokere efterforskningsoperationerne fra den Tyrkiske flåde. Denne uge offentliggjorde Fatih, at også den have gjort en omfattende opdagelse af gasforekomster i den omstridte zone.

Det Øst Mediterrane Gas Forum (EMGF) har sat sig på hele gas-udvindengen af det østlige Middelhav. Hverken Tyrkiet, Libanon eller Syrien er inviteret med.

I januar i år etablerede en række Middelhavslande et Øst Mediterrant Gas Forum (EMGF), som vil beskæftige sig med spørgsmål som konstruktionen af gasledninger, i første række muligvis til et raffinaderi i Egypten, men senere til Grækenland og europæiske markeder.

Tre lande i det østlige Middelhav – Tyrkiet, Libanon og Syrien – blev ikke inviteret med til at tage del i EMGF, og selv om de en skønne dag skulle få adgang, vil de se sig nødsaget til at passe sig ind i nogle arrangementer, der ikke er planlagt ud fra deres interesser.

 

Tyrkiet viger ikke en tomme

Det, der ser ud til i stedet for at ske er, at USA og Israel smeder en energialliance med Grækenland og Græsk cyprioterne for at bygge en pipeline for det østlige Middelhav (EastMed).

USA’s statssekretær, Mike Pompeo, har været på besøg i Israel for at diskutere denne alliance på et møde d. 21 marts i Jerusalem.

Konsekvenserne for Tyrkiet er oplagte – og helt uacceptable. Et trilateralt partnerskab mellem Grækenland, Cypern og Israel er blevet proklameret og USA vil, i henhold til en lovgivning, der er ved at gå igennem kongressen, støtte det, både hvad angår spørgsmål om indsats og sikkerhed.

Scenen er blevet sat for en strategisk konfrontation i det østlige Middelhav mellem USA og to meget små lande på den ene side, imod det største og stærkeste land i regionen, der hidtil har set det østlige Middelhav som sin indflydelsessfære.

Med to stemmer indenfor Den Europæiske Union og Washington bag dem, har Grækenland og Græsk Cyprioterne haft – overraskende – lidt vanskeligheder med også at få EU bag sig.

Alt dette sker med den omkostning, at det vil udløse nationalistiske antipatier og vække gamle klager til live, som kan vise sig meget vanskelige at holde nede. Gennem de sidste to måneder, har regeringen i Nicosia advaret om, at den vil føre sag mod de, der arbejder på Fatih, som formodes at omfatte kroatere og britiske borgere, og at de i den forbindelse vil gøre brug af en Europæisk arrest ordre.

Den konfrontation, der nu skabes, kan let blive permanent og umulig at rulle tilbage. Tyrkiets reaktion på nyhederne fra EU har været til at forudse.

Der er ikke nogen tegn på at Tyrkiet vil vige tilbage. I stedet for har selv venstrefløjen i den tyrkiske center-oppositionen igangsat en mobilisering for at støtte præsident Erdogans linie. Tyrkiet trækker ikke Fatih tilbage. Det siger tværtimod at det vil sende yderligere to undersøgelsesfartøjer ud, og at det vil beskytte dem, om nødvendigt med deres flåde.

 

David Barchard

David Barchard  har arbejdet I Tyrkiet som journalist, konsulent og universitetslærer. Han skriver regelmæssigt om det tyrkiske samfund, politik, og historie og er for tiden ved at afslutte en bog om det Ottomanske Imperium i det 19nde århundrede.

Kilde:

David Barchard, 2019: Is Turkey heading for a cold war with the EU over offshore Cyprus gas?  Middle East Eye, 18. July 2019.

7. august 2019: Abdullah Öcalan m. fl. : Forsoningsappel for demokratiske forandringer

Dokument underskrevet af  Abdullah Öcalan og tre andre fanger indespærret på Imrali øen. Det blev fremlagt på et 1-time langt møde med deres forsvarsadvokater d. 2. maj 2019. Erklæringen blev offentliggjort på en pressekonference i Istanbul d. 6. maj

”Der er behov for en grundlæggende social forsoning i den historiske epoke vi går igennem.

Der er et presserende behov for en metode til demokratiske forhandlinger, adskilt fra alle typer polarisering og konfliktkultur i forbindelse med en problemløsning.

Vi kan løse problemerne i Tyrkiet, og endog i regionen – først og fremmest krigen – gennem blød magt, dvs. med klogskab, politisk og kulturel magt, i stedet for fysisk vold.

Vi tror på, at konfliktkulturen bør undgås indenfor de Syrisk Demokratiske Styrkers (SDF) perspektiv, hvad angår problemerne i Syrien; de skal bestræbe sig på at føre deres egen position og situation frem til en løsning, der er baseret på et perspektiv for et lokalt demokrati, der er grundlovssikret indenfor rammerne af Syriens enhed. I denne sammenhæng bør man også være sig Tyrkiets følelser bevidst.

Samtidigt med at vi respekterer vennernes modstand indenfor og udenfor fængslerne, vil vi også gerne understrege, at de ikke bør bringe det til et niveau, der kan true deres helbred eller medfører døden. For os er deres mentale, fysisk og åndelige helbred altoverskyggende. Vi tror også på at den mest meningsfulde tilgang knytter sig til udviklingen af en mental og åndelig holdning.

Vores holdning på Imrali er rettet mod fortsættelsen af det vi gav udtryk for i nytårs (Newroz)-erklæringen i 2013, gennem yderligere uddybninger og forklaringer.

For os er en værdig fred og demokratisk politisk løsning afgørende.

Vi hylder alle de, der har været bekymrede og som tog et standpunkt som svar på vore holdninger på Imrali og vi vil gerne give udtryk for vores allerstørste taknemmelighed.”

A. Ôcalan, H. Yildirim, Ö. H. Konar, V. Aktaş

7. august 2019: Öcalan’s historiske Newroz 2013 Erklæring

 

JEG HILSER DE UNDERTRYKTES FRIHEDSNYTÅR

Jeg hilser folkene i Mellemøsten og Centralasien, der fejrer denne opvågning, genoplivning og genopblussen af Newroz med ekstraordinær deltagelse og enhed…

Jeg hilser folkene, der fejrer Newroz, der står for lyset og vendepunktet for en ny epoke med stor begejstring og demokratisk tolerance….

Jeg hilser alle de rejsende på den store vandring mod demokratiske rettigheder, frihed og lighed….

Jeg hilser jer, det kurdiske folk, der bor for foden af Zagros og Taurus bjergene og i Eufrat og Tigris flodernes dale. Jeg hilser det kurdiske folk, et gammelt folk, der har boet i Mesopotamiens og Anatoliens frugtbare områder, moderen til alt landbrug, landsbyer og by-civilisationer….

Kurderne har taget del i denne mange tusind årige civilisation i venskab og følgeskab med forskellige racer, religioner og trosretninger. Alle vi har bygget det sammen. For kurderne er Eufrat og Tigris Sakarya- og Maritsa-flodernes søstre. Ararat og Judi-tinderne er Kaҫkars og Erciyes venner. Halay og Dalilo-dansene fra det nordlige Anatolien er i familie med Horon- og Zeybek-dansene fra Sortehavet og det centrale og sydlige Anatolien.

Disse store civilisationer, disse sameksisterende samfund, er i nyere tid blevet sat op mod hinanden gennem politisk pres, eksterne indgreb og gruppeinteresser. Resultater har været en konstruktion af systemer, der ikke er baseret på rettigheder, lov, lighed og frihed.

Gennem de sidste to hundrede år har militære erobringer, vest-imperialistiske interventioner sammen med undertrykkelse og benægtelsespolitik søgt at tvinge de arabiske, tyrkiske, persiske og kurdiske samfund ind under reglerne for nationalstater, med deres imaginære grænser og kunstige problemer.

Epoken med udplyndrende regimer, undertrykkelse og fornægtelse er ovre. Befolkningerne i Mellemøsten og Centralasien er ved at vågne op. De vender tilbage til deres rødder. De kræver et ophør af de blinde og oprørske krige og af deres indbyrdes konflikter.

De tusinder, ja milioner af mennesker, der strømmer ind på disse pladser er optændt af lidenskaben omkring Newroz. De råber på fred og venskab, og de kræver en løsning.

Kampen, der startede med mit eget individuelle oprør imod den fortvivlelse, ligegyldighed og slavebinding, som jeg var født ind i, har forsøgt at skabe en ny bevidsthed, en ny forståelse og en ny ånd. I dag kan jeg se, at vore bestræbelser har nået et nyt trin.

Vores kamp har aldrig været, og kan aldrig blive rettet mod nogen som helst bestemt race, religion, trosretning eller gruppe. Vores kamp har været mod repression, ligegyldighed og uretfærdighed, mod tvungen underudvikling og mod alle former for undertrykkelse.

I dag vågner vi op til et nyt Tyrkiet og et nyt Mellemøsten.

Til ungdommen, der har hilst min opfordring velkommen, de fantastiske kvinder, der gjorde opmærksomme på min opfordring, vennerne, der accepterede min udlægning, og alle de mennesker, der kan høre min stemme, vil jeg sige:

I dag starter en ny tid.

Perioden med væbnet kamp er ved at slutte, og døren åbner sig for demokratisk politik. Vi begynder på en proces, der fokuserer på politiske, sociale og økonomiske områder: En forståelse baseret på demokratiske rettigheder, frihed og lighed vokser frem.

Vi har ofret meget af vores liv for det kurdiske folks sag, vi har betalt en høj pris. Ingen af disse ofre, ingen af disse kampe, var forgæves. For det er på grund af dem at det kurdiske folk endnu en gang har fundet deres identitet og deres rødder.

Vi er nu nået til det punkt, hvor vi ”bringer våbnene til tavshed og lader ideerne og politikken tale”. Det modernistiske paradigme, der har overset, ekskluderet og benægtet os, er blevet manet i jorden. Ligegyldigt om blodet har været tyrkisk, kurdisk, lazi eller circasisk, så har det flydt fra et menneske og fra dette lands barm.

Bevidnet af de millioner af mennesker, der lytter til min tale, vil jeg sige, at en ny tid begynder, en tid, hvor politikken vinder frem på bekostning af våbnene. Vi er nu nået til et stade, hvor vi trækker vores bevæbnede styrker tilbage, udenfor Tyrkiets grænser.

Jeg vil tro, at alle de, der har troet på denne vej og på mig, er følsomme, hvad angår de mulige farer ved denne proces.

Dette er ikke en slutning, men en ny begyndelse. Det betyder ikke, at vi opgiver kampen – vi indleder en anden kamp.

Skabelsen af geografiske enheder baseret på etnicitet og en enkelt nation er en umenneskelig konstruktion af modernismen, som benægter vores rødder og vores oprindelse.

Der ligger et stort ansvar på os alle for at skabe et lige, frit og demokratisk land ud fra alle de folkeslag og kulturer, der har formet Kurdistans og Anatoliens historie. Ved denne fejring af Newroz, vil jeg opfordre armenere, turkmanere, assyrere, arabere og alle andre folkeslag til, i lige så høj grad som kurdere om at holde fast i frihedens og lighedens flamme – den ild, der er blevet tændt i dag – og omfavne den som deres egen.

I fornemme mennesker i Tyrkiet:

Det tyrkiske folk, som bor i det, der idag kaldes Tyrkiet – det gamle Anatolien – burde anerkende, at deres fælles liv med kurderne, under Islams flag, hviler på principperne om venskab og solidaritet. Reglerne for venskab har ikke, og bør ikke have rum for erobring, fornægtelse, afvisning, tvungen assimilation eller udslettelse.

Det sidste århundredes undertrykkende, udslettende, og assimilerende politik, baseret på kapitalistisk modernitet er udtryk for en herskende elites bestræbelser på at benægte en lang venskabshistorie
De repræsenterer ikke folkets vilje. Det er nu meget tydeligt, at dette tyrannernes greb både modsiger historien og reglerne for venskab. For at vi kan lægge denne beklagelige fortid bag os, vil jeg opfordre de to strategiske magter i Mellemøsten til at opbygge en demokratisk modernitet, der er tilpasset vores kultur og civilisation.

Tiden er moden til at erstatte skænderi, konflikt og fjendskab med alliance, enhed, velsignelse og gensidig omfavnelse. De tyrkere og kurdere, der faldt sammen som martyrer ved Çanakkale, gik også gennem uafhængighedskrigen sammen, og sammen åbnede de 1920-forsamlingen.

Vores fælles fortid er en realitet, der tvinger os til at skabe en fælles fremtid. I dag leder den ånd, der skabte den tyrkiske nationalforsamling, vejen til en ny tid.

Jeg appellerer til alle undertrykte mennesker: Til kvinder, der er den klasse, der i længst tid har været koloniseret og underkuet, til alle marginaliserede og udstødte trosretninger, sekter og kulturer, til arbejderklassen og alle underprivilegerede klasser, til enhver, der har været ekskluderet, om at indtage deres retmæssige position i en demokratisk modernitet, og tilegne sig dens mentalitet.

Mellemøsten og centralasien leder efter en nutidig modernitet og en demokratisk orden, der er tilpasset deres egen historie. En ny model, hvor alle kan leve fredeligt og venskabeligt sammen er blevet et objektivt behov på linie med behovet for brød og vand. Det er uundgåeligt, at Anatoliens og Mesopotamiens geografi og kultur igen må være en ledetråd for opbygningen af en sådan model.

Vi oplever en mere nuværende, mere kompliceret og mere grundlæggende version af den uafhængighedskrig, der udviklede sig indenfor rammerne af den national pagt i 1920.

Trods alle fejl, tilbageslag og svigt gennem de sidste 90 år, prøver vi endnu en gang at bygge en model sammen med alle de mennesker, klasser og kulturer, der har været ofre og som har lidt under forfærdelige katastrofer. Jeg opfordrer jer alle til at træde frem og hjælpe med til at opbygge en lige, fri og demokratisk social organisering.

Jeg opfordrer kurdere, turkomaner, assyrere og arabere, der har været adskilt til trods for den nationale pagt, og i dag er blevet dømt til at leve med alvorlige problemer og i konflikt med hinanden indenfor de Syrisk og Irakisk Arabiske Republikker, til at igangsætte diskussioner, og til at revurdere og tage beslutninger om deres nuværende situation i en ”National Solidaritets- og Fredskonference”.

Bredden og omfanget af ”VI”-begrebet har en vigtig plads i dette lands historie. Men i hænderne på den snævre og herskende elite er ”VI” blevet reduceret til ”EN”. Det er tid for at give ”VI”-begrebet dets gamle mening tilbage, og virkeliggøre det.

Vi skal forene os mod de, der ønsker at splitte os og få os til at slås mod hinanden. Vi skal samle os mod de, der ønsker at skille os ad.

De, der ikke kan forstå tidsånden vil ende på historiens mødding. De, der går imod strømmen, vil falde i afgrunden.

Befolkningerne i regionen er vidne til et nyt daggry. Befolkningerne i Mellemøsten er trætte af fjendskab, konflikter og krig. De ønsker at blive født på ny ud fra deres egne rødder og stå skulder ved skulder.

Newroz står som et fyrtårn for os alle.

Sandheden i Moses’, Jesus’ og Muhammeds budskaber bliver idag virkeliggjort i vores liv med nye tidender. Mennesker prøver at genvinde hvad de har tabt.

Vi benægter ikke værdierne i den nuværende vestlige civilisation som helhed. Vi tager på afgørende vis værdierne fra oplysningstiden, lighed, frihed og demokrati, til os, og for at gennemføre dem samordner vi dem med vores egne grundlæggende værdier og måder at leve på.

Grundlaget for den nye kamp er tanker, ideologi og demokratisk politik, og at blive i stand til at indlede et stort demokratisk spring fremad.

Hilsener til alle de, der har bidraget til denne proces og styrket den, og til alle de, der har støttet den fredelige demokratiske løsning!

Jeg hilser alle de, der har taget ansvar for folkenes venskabelige, lige og demokratiske frihed!

Længe leve Newroz, længe leve folkenes venskab!

Imrali fængslet d. 21. marts 2013

Abdullah ÖCALAN

(Oversat fra engelsk af Jesper Brandt, baseret på oversættelsen fra Tyrkisk af det Internationale Initiativ ”Frihed for Abdullah Öcalan – Fred i Kurdistan”)

/. august 2019: Omar Öcalans (HDP): Hvis adgangen til Imrali lukker, vil det blot uddybe det nuværende kaos

Omar Öcalan, der er medlem af det Tyrkiske parlament for venstrefløjspartiet HDP, og tilhører Abdullah Öcalans familie, udtaler: ”Hvis Öcalan indtager scenen, vil der komme fred. Hvis porten til Imrali bliver blokeret, vil den kaotiske situation blive uddybet”.

Besøg på fængselsøen Imrali i Marmarahavet syd for Istanbul, som efter 6 års total isolation blev genindført d. 2. maj i år, er igen blevet stoppet i over en måned, siden AKP mistede valget i Istanbul d. 23 juni.

Medlem af Öcalans familie og repræsentant for venstrepartiet HDP i det tyrkiske parlament for byen Urfa, Omer Öcalan, fæstner sig ved, at besøgene i maj startede efter de omfattende tids-ubestemte sultestrejker i de tyrkiske fængsler og blandt kurdere i ind- og udland.

Omer Öcalan har talt med nyhedsbureauet Mesopotamia Agency og fortæller: ”Besøgene blev genoptaget efter at der var blevet betalt en høj pris for at Abdullah Öcalan kunne få kontakt med sit folk”. Öcalan tilføjede, at staten igangsatte store diskussioner med genstarten af besøgene, og kaldte denne politik for ”lurvede metoder”.

Öcalan gør det muligt for Tyrkiet og Mellemøsten at trække vejret

Omar Öcalan sagde, at Abdullah Öcalan gjorde det muligt for Tyrkiet og Mellemøsten at trække vejret, og at det er vigtigt at bevare kontakten til ham:

”Siden d. 18. juni har adgangen til Imrali øen igen været lukket. Öcalans synspunkter er nødt til at nå ud i samfundet. Men AKP-MHP regeringen har den grundopfattelse at de skal gennemføre trusler og ødelæggelser imod alle de fremskridt kurderne har gjort. Den kurdiske befolknings indsats har delvist fået modvirket dette. Öcalan har gentagne gange sagt, at han ’ikke kan svømme i et tomt svømmebassin’. For at landet kan trække vejret uhindret, må der stilles plads til rådighed for Öcalan”.

Advarsel imod ”kaos”

”Landet er fanget i en nedadgående spiral. Tyrkiets system sidder fast. Der rejses spørgsmålstegn ved AKP og MHP’s legitimitet. Derfor burde ingen acceptere denne isolation. Hvis Öcalan indtager scenen, vil der komme fred og en løsning vil blive diskuteret. Der er en krig og en konflikt, som har fortsat gennem hundrede år, og som vil udvikle sig indtil der er fundet en løsning. Hvis kontakten til Öcalan bliver afbrudt, hvis han ikke får mulighed for at videresende sine tanker til verden udenfor, hvis portene til Imrali bliver blokeret, så vil den kaotiske situation i landet uddybes.

Öcalan har en position, der gør, at han kan afslutte kaos og krise i dette land. Han er hovedforhandler for en løsning på det kurdiske spørgsmål. Det er staten nødt til at acceptere. Intet kan opnås gennem møder med ideologer og landsbyvagtchefer. De kan kun yde bidrag til Öcalans løsning. De er ikke samtalepartnerne i en løsning. Staten må indse realiteten i Öcalans lederskab. Det gjorde den fra 2013-15. Statens tankegang dengang og statens praksis i dag stemmer ikke sammen. Statens fortsatte fremstød for en anti-Öcalan og anti-kurdisk politik vil føre den bort fra dette land.”

AKP lider af en vrangforestilling

”Troede de virkelig, at disse mennesker ville stemme på dem ved Istanbul valget efter ødelæggelsen og evakueringen af vores byer og drab på tusinder af mennesker fra 2015 til 2019? Det er dér, hvor AKP lider af en vrangforestilling. De brugte hele statens undertrykkelsesapparat mod dette folk, de indførte en uafbrudt isolation af lederen af dette folk, de forsøgte at iscenesætte bestemte situationer lige op til den 23. juni – og forventede derefter at det kurdiske folk ville støtte AKP. Det er alt sammen vrangforestillinger. Det er ikke noget, der er blevet accepteret af den kurdiske befolkning. Hvis AKP og MHP igangsætter instrumentaliseringer af det kurdiske folks værdier blot for at styrke deres greb om magten, vil de tabe. Den slags sager skal man gå ind i med gode intentioner.”

Invasionsangrebene hænger sammen med isolationen

Omer Öcalan kom også ind på invasionsangrebene mod Sydkurdistan/Irakisk Kurdistan og sagde, at det ikke er muligt at løse det kurdiske spørgsmål gennem krigspolitik: ”I dag er invasion og krig i Sydkurdistan knyttet til isolationen på Imrali. Staten tror, at den kan opnå resultater gennem en forfejlet politik. Der vil komme mere smerte, der vil blive mistet flere liv, fjendskabet mellem folk vil blive uddybet. De, der tror, at det kurdiske folk vil fravige deres retfærdige krav, tager fejl i dag, ligesom de tog fejl i går.”

Kilde:

Anonymous, 2019: Omer Ocalan: If the gates to Imrali close, chaos will only deepen. ANF, 16. Juli 2019.

7. august 2019: Rojava Haverne leverer friske produkter og et levebrød for flygtninge

Rojava haverne med alle deres grøntsager og frugttræer ligger i landsbyen Eziziye i distriktet Serekaniye tæt ved grænsen til Tyrkiet. Haverne er blevet en levevej for mange migrantfamilier.

Rojava Haverne blev grundlagt i sommeren 2013 efter at kvarteret Eziziye i udkanten af byen Tell Halaf i Serékaniyé området (Hasakah provinsen) var blevet befriet af YPG og YPJ styrker. Assads styrker var allerede tidligt i borgerkrigen, i december 2012, blevet presset ud af byen Serekanié af kurderne, hvorefter byen i et halvt år var delt mellem kurderne og en alliance mellem Den Frie Syriske Hær og Islamiske styrker (især den al Qaeda-tilknyttede al Nusra-front). Alliancen blev støttet af Tyrkiet. I Juli 2013 lykkedes det YPG og de nystiftede kvindelige kurdiske styrker YPG at sikre sig den fulde kontrol med byen og de omliggende områder, der var kurdisk domineret.

Haverne dækker et areal på 40 ha, hvor der er plantet ca. 4000 frugttræer, herunder pæretræer, granatæbler, vinranker og valnøddetræer. Der dyrkes også grøntsager i haverne.

Haverne ligger (formentlig!) indenfor den med rødt viste cirkel i den østlige udkant af byen Tell Halaf, tæt på distriktsbyen Serékaniyé. Som mange andre byer i Nordøst-Syrien ligger Serékaniyé tæt på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, fordi kolonimagterne England og Frankrig i en vanlig del-og-hersk-strategi i forbindelse med Det Osmanniske Riges sammenbrud efter 1. verdenskrig lagde grænsen mellem Tyrkiet og Syrien langs en jernbane, der løb gennem en række byer i området, der så blev splittet op mellem Tyrkiet og Syrien. Grænsen mellem Syrien og Tyrkiet er vist med en gul linie, der går gennem billedet fra SV til NØ. Jernbanelinien langs grænsen er angivet med sort. Byen på den tyrkiske side hedder Ceylanpinar. Tell Halaf, hvor haverne ligger, er en berømt arkæologisk lokalitet med udgravninger, der viser bysamfund helt tilbage til neolitisk tid omkring 6 000 år før vor tidsregning, dannet på grundlag af en tidlig udvikling af landbrug og handel i området. Google Earth – Satellitbilledet er fra juni 2017. Klik for detaljer.

Haverne er blevet til en levevej for mange migrantfamilier, der leverer friske produkter til de nærliggende markeder. Der er snesevis af familier, der arbejder i haverne efter at være blevet tvunget til at flygte på grund af angreb fra den tyrkiske stat og dens allierede bander i Afrin, eller fra Raqqa- eller Deir Ez Zor-provinserne, der stadigt delvist beherskes af Assad.

Rojava haverne er organiseret som en kommune. Formanden for kommunen, Ali Ahin, fortæller til nyhedsbureauet ANF, at haverne har udviklet sig til et solidaritetscenter for migranter, der er blevet ofre for udefra kommende angreb i Afrin, Raqqa og Deir ez Zor. Produkterne fra haverne bliver solgt billigt på markederne, og kommunen og Tell Halafs borgere arbejder sammen for at levere friske varer til befolkningen. Produktionen fra haverne bidrager også til at nedsætte importen af fødevarer udefra.

Kilder:

Anonymous, 2019: Rojava Gardens provide fresh produce and a livelihood for people. ANF, 16. July 2019.

Wikimedia: Tell Halaf

Google Earth

7. august 2019: 40 000 skolelærere deltager i sommerkurser i det Nordlige og Østlige Syrien

 

Et af de vigtigste resultater af afslutningen af kampene mod Islamisk Stat i slutningen af marts måned har været, at det har gjort det muligt at genopbygge og forbedre skoleuddannelsen i alle de befriede områder.

Gennem 113 pædagogiske centre i Nord- og Øst-Syrien har over 40 000 skolelærere været på sommerkursus, for at videreuddanne sig, både fagligt og administrativt.

Pædagogik- og Uddannelsesafdelingen i den Autonome Administration i Nord- og Østsyrien prøver at fremme uddannelsessektoren gennem oprettelse af kurser for at opkvalificere de ansatte i sektoren især administrativt men også fagligt, og udvikle succes-kriterier på alle områder. Arbejdet og længden af kurserne er tilpasset de meget forskellige betingelser, der gælder i de forskellige dele af de befriede områder.

Der er nedsat syv regionale uddannelseskomiteer under pædagogik- og Uddannelsesafdelingen, der alle har åbnet kurser for videreuddannelse af lærere, der leder regionernes skoler, med det formål at forbedre deres ekspertise og øge deres faglige og praktiske kundskaber.

Projektet er omfattende: 113 centre er blevet oprettet for at kunne gennemføre projektet i hele den nordlige og østlige del af Syrien,, med 15 centre i al-Raqqa-regionen, 14 i al-Tabqa, 10 i Deir-ex-Zor, 15 i Eufrat-regionen, 53 i Al-Jazeera og 6 i Manbij.

Over 40 000 lærere fra Nord og Østsyrien har deltaget i kurserne, der er oprettet med forskellige specialer. Kurserne bliver ledet af kvalificerede lærerkræfter med mange forskellige kompetencer, og med faglig og praktisk ekspertise til at gennemføre opgaven.

Under kurserne bliver der fokuseret på undervisningsmetoder, time-forberedelse og omgang med eleverne efter moderne undervisningsmetoder.

Varigheden af kurserne, der startede d. 8 juni i år, afhænger af, hvor de bliver afholdt og spænder fra 24 til 60 dage.

Medlederen af Pædagogik- og Uddannelsesafdelingen i den Autonome Administration i Nord- og Østsyrien, Kawthar Doku, har forklaret forskellen på den tid, der er blevet afsat til kurserne i de forskellige regioner til nyhedsbureauet ANHA: ”Det knytter sig til befrielseshistorien i de forskellige regioner samt hvornår skolerne er blevet genåbnet. I nogle områder er der brug for længere tid, da der er lærere dér, der ikke har fået kurser i de sidste seks år, mens lærere i de områder, der er blevet befriet for relativt kort tid siden, måske har haft kurser for kun et år siden”. Varigheden af kurserne bestemmes af de enkelte regioners pædagogik- og uddannelsesafdeling på grundlag af en vurdering af lærernes behov for kurset samt hvor mange kurser, der kan udbydes.

For Det Syriske Demokratiske Råd, der er det koordinerende politiske råd i Nord- og Østsyrien er uddannelse en af de vigtigste søjler for at genopbygge livet i hele området, især i de senest befriede områder.

Kilde:

Al-Kamyan, Ahemd and Al-Kalat, Turki, 2019: More than 40 000 teachers joined courses in N,E Syria. ANHA, 26. June 2019.