7. august 2019: Oversigt: Udviklingen i Nord- og Østsyrien fra april til august 2019

By | 7. august 2019

D. 23. marts blev de sidste kampe mod Islamisk Stat ved Baghouz i det sydøstligste Syrien erklæret for afsluttet og dermed havde De Syriske Demokratske Styrker (SDF) indtaget alle geografiske territorier, der var behersket af Islamisk Stat i Syrien øst og nord for floden Eufrat (se 4. april 2019: Afslutningen af kampene ved Baghouz).

Stigende pres på Tyrkiet for ikke at angribe Nord- og Østsyrien

Præsident Trumps ønske om at trække USA ud af Syrien har siden julen 2018 på forunderlig vis radikaliseret en stor del af de amerikanske tropper og militære rådgivere i Syrien. Det er sket i en grad, så det reelt har vendt situationen i retning af en stadigt mere forpligtende understøttelse af SDF’s militære sikring af de befriede områder øst for Eufrat – både mod rester af Islamisk Stat og angreb og infiltration fra Tyrkiets side. Men det har også gennemtvunget en stadigt klarere amerikansk opbakning bag den civile Demokratiske Autonome Administration (DAA) og dertil lagt et stadigt mere massivt pres på de andre deltagere i koalitionen til bekæmpelse af Islamisk Stat – ikke mindst en række lande indenfor EU – for at øge deres indsats og engagement i det aktive samarbejde med YPG/YPJ, SDF og DAA, også hvad angår en forpligtende indsats for at hindre, at Tyrkiet gør alvor af sine vedvarende trusler om at ville angribe Syrien i Manbij-området og øst for Eufrat. I en ledende artikel på forsiden af Weekendavisen d. 19 juli 2019 refererer journalisten Allan Sørensen den amerikanske analytiker Michael Rubin fra The American Enterprise Institute, der underviser FBI-medarbejdere om terrorisme:”Ingen stoler på tyrkerne på grund af deres tilbøjlighed til etnisk udrensning og deres medvirken til at facilitere Islamisk Stat på tværs af den tyrkisk-syriske grænse”. Trods radikaliseringen af ledende amerikanske militærrådgivere, lægges dette pres på EU fra USAs side ikke ud fra idealistiske motiver. Men det sker ud fra erkendelsen af, at en yderligere provokeret krig mod kurderne fra tyrkisk side øst for Eufrat ikke primært vil blive udført af den i forhold til tidligere ret decimerede tyrkiske hær stillet overfor de stadigt mere omfattende, veltrænede og veludstyrede SDF-styrker.

Chefen for Pentagon, USAs forsvarssekretær Mark Esper, har d. 8. august under en rejse i Japan sagt, at et ensidigt tyrkisk angreb mod Nord- og Østsyrien vil være klart uacceptabelt.

Den vil derimod blive gennemført med yderligere massiv aktiv inddragelse af alle de mange jihadistiske grupperinger, som Tyrkiet allerede har gjort brug af under dets indblanding og terror i den lange syriske borgerkrig. Stillet overfor det, der reelt vil være endnu en passiv vestlig accept af et fortsat folkemord mod kurderne, vil kurderne være nødt til at trække sig fra kampen mod resterne af Islamisk Stat, der så uden tvivl meget hurtigt vil kunne genopstå. Derfor kan vesten næppe også denne gang se passivt til.

10 anbefalinger til den fortsatte bekæmpelse af Islamisk Stat

På et internationalt forum om Islamisk Stat , der blev afholdt af Rojavas Center for Strategiske Studier (NRLS) i byen Amude i det nordøstlige Syrien i midten af juli har man udarbejdet 10 anbefalinger til den kommende indsats for at sikre et endeligt opgør med terrorisme og for at undgå Islamisk Stats genopståen. De 10 punkter er gengivet i artiklen: Anbefalinger fra det internationale Forum om Islamisk Stat, se nedenfor eller her. De er i høj grad værd at læse, da de kortfattet beskriver både bredden i og de organisatoriske og politiske betingelser, der er nødvendige for at sikre sig imod at Islamisk Stat genopstår, især set fra et Nord- og Øst-syrisk synspunkt.  Desuden har man også, som et 11. punkt foreslået at gøre dagen d. 23 marts til International dag for fejring af bekæmpelsen af terrorisme.

Vesten tøver med at igangsætte en international retssag mod Islamisk Stat

Men Islamisk Stat er reelt ikke nedkæmpet endnu i hele Nord-Øst-Syrien. Op mod 100 000 Islamisk Stat-medlemmer og deres familier sidder indespærret i lejre i Nord-Øst-Syrien (især i al-Hol, se oversigtskortet) og venter på, at der kan føres sager mod dem.

Advokaten Ariya Mullah Ahmed der sidder i ledelsen af al-Jazeera-regionens lovgivende råd, har gjort opmærksom på, at alle jurister og dommere i Nord- og Øst Syrien er parat til at føre sager mod Islamisk Stat indenfor det syriske territorium: ”Vi tager risikoen for Islamisk Stat-sagerne og Tyrkiet forsøger at genetablere Islamisk Stat i Levanten og Irak”.

De Nord- og Østsyriske myndigheder har gentagne gange opfordret til at iværksætte retssager, og har også erklæret sig parat til at servicere dem, med alle de juridiske og proceduremæssige fordele, der ligger i at gennemføre dem tæt på åstedet. Men hidtil har Vesten været tilbageholdende med at gå ind i realitetsforhandlinger om et sådant retsopgør.

Mange fra Islamisk Stat undslap, men aktive celler fanges løbende

Mange tilknyttet Islamisk Stat undslap imidlertid inden de sidste kampe. Mindre celler af jihadister fra Islamisk Stat slår jævnligt til, især i de større byer og i de højborge i Syrien, hvor Islamisk Stat og Al Nusra har stået stærkest, bl.a. i nogle af byerne langs Eufrats mellemste løb, f.eks.  omkring byen Busayrah syd for provinshovedstaden Deir Ez Zor. Men SDF og deres specialstyrker har i næsten alle tilfælde  kommet dem i forkøbet eller efterfølgende fået optrevlet cellerne, der ofte har været støttet af  af Assad eller Tyrkiets efterretningstjeneste. Denne indsats er beskrevet særskilt i artiklen ”SDF kommandør: Islamisk Stat har iværksat næsten 180 angreb i løbet af en måned, men alle mislykkedes”, se nedenfor, eller her. Et af de seneste eksempler på en offensiv indsats (meldt d. 26 juli) har været en aktion fra SDF i samarbejde med interne sikkerhedsstyrker i alle landsbyerne indenfor 5 km fra den ca. 50 km lange strækning mellem byerne Shaddadi og Markadah, langs Eufrats biflod Khabur i det østlige Syrien (se oversigtskortet). Her er det lykkedes at fange over 30 formodede Islamisk Stat medlemmer, der havde skjult sig i disse landsbyer og derfra fordelte skjulte vejbomber i området, der er en vigtig gennemfartsvej i det østlige Syrien.

Oprydningsaktion mellem Schaddadi og Markadah (40-50 km syd for Schaddadi syd for Hasakah i det østlige Syrien, hvor alle landsbyer i en radius af 5 km. på strækningen blev undersøgt. Mindst 30 IS mistænkte blev fanget. Vejstrækningen skabte bl.a. problemer i foråret, da de mange IS-krigere og deres familier skulle bringes fra IS’ sidste tilholdssted ved Baghouz og til den store Al-Hol-lejr i det Nordøstligste Syrien.

En række lignende omfattende aktioner er også i begyndelsen af august  blevet meldt fra en række områder især i Østsyrien, i flere tilfælde gennejført med inddragelse af koalitionsstyrkerne. Sammen med disse gennemfører SDF også omfattende udrensninger og afsikringer af fortsat skjulte IS-våben- og bombedepoter, overalt i det befriede område. Så sent som d. 25 juli sprængte man et våbendepot i luften i Al-Baghuz, det sidste sted, hvor kampene ellers afsluttedes d. 23 marts.

Så sent som d. 25 juli spængte SDF et våbendepot i luften, som Islamisk stat åbenbart har kunnet holde skjult siden kampene sluttede d. 23. marts. (fra Syria.liveuamap.com, 26 juli 2019)

Der er tydeligvis blandt de allierede styrker nervøsitet for, om der ligger depoter gemt, der kan mobiliseres, hvis Islamisk Stat igen for mulighed for det, f.eks. i tilknytning til et tyrkisk angreb på Nordøstsyrien, hvor kurderne så vil trække sig ud af oprydningsaktionerne for at koncentrere sig om forsvaret af grænseområderne.

Globalt set spreder Islamisk Stat sig fortsat

For i et større globalt perspektiv er der ikke meget, der tyder på, at Islamisk Stat umiddelbart er slået. I artiklen ”IS forbereder et come back”  (Se nedenfor eller her) gengives indholdet i en amerikansk rapport offentliggjort af Voice of America, der kommenterer en serie offentliggørelser af nye Islamisk Stat-provinser – ”willayats”, som IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi indledte omtalen af i en ny video under hans første tilsynekomst i april efter 5 års tavshed. Det indleder en ny decentral global struktur, hvor man ikke i første omgang satser på overtagelse af større geografiske områder, men derimod opererer mere spredt, med udgangspunkt i planlagte lokale aktioner, der kan sikre beskatning og andre indtægtskilder, som grundlag for provinsens militære og ledelsesmæssige dominans. Ligesom tidligere, skal strategier for nye provinser for IS fortsat være på plads før organisationen kan anmode om tilknytning til kalifen, al-Baghdadi. Tydeligvis inspireret af mulighederne blandt de mange Islamisk Stat tilhængere, der især efter nedkæmpelsen af dem i Syrien igen har søgt tilflugt i Tyrkiet, har IS her i midten af juli i en ny video annonceret oprettelsen af en ny provins i Tyrkiet og har opfordret potentielle sympatisører til at slutte sig til gruppen.

Tyrkiet presser fortsat på og er gået massivt ind i irakisk kurdistan

Samtidigt er spændingen taget til ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, knyttet til Erdogans nationalistiske strategi om at føre Tyrkiet tilbage til det Osmanniske riges storhed og magt med ham selv som leder ved at underlægge sig så store dele af Syrien som muligt og omforme det tyrkiske styre efter det Islamiske Broderskabs forbillede.

Tyrkiet har allerede erobret Afrin og store dele af Shabaområdet øst herfor, og er massivt tilstede i Idlib-området, hvor de fortsat støtter og styrer en række muslimske grupperinger i deres kamp mod Assads styre og dets russiske og iranske støtter. Men Tyrkiet er ikke blot gået til angreb vest for Eufrat. I den seneste tid er Tyrkiet desuden gået stadigt mere massivt ind øst for Syrien i Irakisk Kurdistan øst for Tigris, hvilket har ført til voldsomme protester blandt den kurdiske befolkning. Disse protester, der for nyligt er blevet samlet i en omfattende protestskrivelse med 891 underskrifter, udsendt af organisationen Kurdistans National Kongres (se ”Tyrkiet er ved at besætte irakisk kurdistan” nedenfor eller her) udgør samtidigt indirekte en markant og stigende opposition mod lederen af det dominerende flertal af irakiske kurdere, den åbenlyst korrupte klanleder Mahmoud Barzani, der i en årrække har været tæt knyttet til Erdogan i bestræbelserne på at sikre sig magten i irakisk Kurdistan.

Tidligere landingsbane for fly til sprøjtning af landbrugsafgrøder ved Derbasiyah, kun 4 km. fra den tyrkiske grænse, hvor amerikanerne er ved at etablere en ny base.

Tyrkiske tropper har siden begyndelsen af juli igen hobet sig op ved grænsen til Nordsyrien mellem Eufrat og Tigris. Og den lokale syriske befolkning og deres forsvarsgrupper forbereder sig på modstand. Udover store mængder af leverencer ind over grænsen fra irak, forbereder de allierede sig også på anden måde. Således er amerikanerne ved at etablere en ny base ved Derbasiyah, hvor de overtager en ældre 80 m. lang landingsbane for landbrugsfly, kun 4 km. fra den tyrkiske grænse.

Det kan alt sammen se ud som en overvældende trussel imod kurderne i det nordlige og østlige Syrien. Og det kan heller ikke afvises, at det kan gå galt, og at en ny voldsom krig i Mellemøsten kan opstå, hvis situationen løber løbsk.

SDF forbereder sig grundigt på et tyrkisk angreb

Men man skal ikke tage fejl af situationen. YPG/YPJ samt SDF står militært stærkt i Nordsyrien, efter at Islamisk Stat er slået tilbage.

USA og den vestlige alliance til bekæmpelse af Islamisk Stat yder ganske massiv opbakning til det nord- og østsyriske forsvar. Siden april er næsten 2000 store lastvogne sendt over grænsen til Nordsyrien og de euroæpiske allierede bliver i stadigt større udstrækning involveret i støtten til SDF – også i tilfælde af et evt. tyrkisk angreb.

280 trucks med militær og logistisk støtte til Nordsyrien blev den 15 juli set ved Qamishlo på vej længere vest på langs den tyrkiske grænse. Siden slutningen af marts er der sendt mere end 1750 sådanne lastvogne til Nordsyrien af den Internationale Koalision mod Islamisk Stat.

I artiklen ”SDF general: Hvis Tyrkiet angriber, vil en storkrig bryde ud”(se nedenfor eller her) , redegør den ledende General for SDF, Mazlum Abdi for de overvejelser, som SDF har gjort sig for 1) at forberede sig til en konfrontation uden at lade sig hoppe på de mange bevidste grænseprovokationer, som Tyrkiet (eller Islamisk Stat-tilhængere) igangsætter, 2) at sikre sig at den vestlige alliance ikke accepterer noget tyrkisk angreb, men fastholder presset på Tyrkiet, samt 3) at fremlægge konkrete forslag til, hvordan en afspænding og fælles kontrol med grænseegnene kan gennemføres. Et af de vigtigste kontante kort som SDF har i forhandlingerne med de allierede, er udsigten til, at YPG/YPJ må trække sig helt fra kampen mod Islamisk Stat, hvis en omfattende konflikt med Tyrkiet bliver indledt.

Dette interview er nok den mest præcise beskrivelse af SDFs strategi overfor den tyrkiske aggression. Den beskriver ikke blot konsekvenserne af en evt. ny krig, men præciserer også  viljen til at forhandle om gennemførelse af en demilitariseret zone langs hele grænsen – og betingelserne for det.

Der er imidlertid langt fra disse forhandlings- og afspændingsudspil og til den fortsat meget stejle tyrkiske holdning, hvor Erdogans krav ikke blot er en 30 km dyb zone, der stort set vil dække de vigtigste kurdiske områder i Syrien, men også, at YPG/YPJ skal fjernes fra zonen, og at zonen alene skal kontrolleres af Tyrkiet – krav, der i realiteten ville indebære en etnisk udrensning af kurderne i det Nordøstlige Syrien.

Også præsident Erdogans tone bliver stadigt mere skinger: På et møde i AKP-partiet d. 26 juli ha Erdogan yderligere truet Nord- og Østsyrien ved at udtale om de nordsyriske kurderes børn: ”De vil enten blive begravet under jorden eller acceptere ydmygelsen”.

Den internationale Koalitions styrker gennemfører fra begyndelsen af august patruljeringer i i den nordsyriske grænseby Sere Kaniye/Ras al-Ayn

D. 2. august meldtes på Syria.liveuamap.com, at yderligere 100 lastbiler fra den internationale koalition er ankommet til Qamishlo, lastet med militært udstyr, beregnet til Kobane og Ayn-Issa, mens atter et vogntog udstyr er ankommet til grænsen fra Irakisk Kurdistan. Den Internationale Koalition er begyndt at gennemføre fælles patruljeringer i grænsebyen Sere Kaniye/Ras al-Ayn….

Konflikt omkring Cypern i det østlige Middelhav skaber nye spændinger

Spændingen ved den tyrkisk/syriske grænse kompliceres af yderligere en konflikt, der i første omgang kraftigt kan komme til at påvirke forholdet mellem Vesten og Tyrkiet på en måde, der kan synes at ville øge støtten til Nordsyrien, men som samtidigt kan risikere at skabe vanskeligheder for den forsoningsproces, der på længere sig er uomgængelig for Nordsyrien for at kunne få løst konflikten med Tyrkiet og sikre en intern fredsproces inden for den syriske stats grænser og også for Tyrkiet på længere sigt.

Det drejer sig om  den konflikt, der er under opsejling omkring udvindingen af gas i det østlige Middelhav, især omkring Cypern. Her har USA sammen med Israel og de EU-tilknyttede græsk-cyprioter samt Grækenland på næsten klassisk imperialistisk vis sat sig på hele gasudvindingen og transporten af de store gasfund, der er gjort i det østlige Middelhav. Det sker med støtte i den internationale havretskonvention.

Tyrkiet har også involveret sig i gasefterforskningen, især omkring Cypern (se oversigtskortet), men er stillet dårligt med de regler, der gælder under den internationale havretskonvention, som Tyrkiet da heller ikke anerkender eller har skrevet under på. Som ledende projektpartner har USA fået trukket EU ind i denne konflikt, der for tiden øger konfrontationen mellem EU og Tyrkiet, både økonomisk og politisk. I Tyrkiet har det imidlertid betydet, at hele den sekulært-nationale opposition, der med de tyrkiske kurderes hjælp vandt borgmesterposterne i både Istanbul og Ankara i juni, nu er rykket Erdogan til undsætning og støtter ham voldsomt i konfrontationerne med Vesten. Det kan han i princippet bruge til at trodse Vesten og udfolde sine ambitioner for sit Ottomanske Islamiske Rige under tyrkisk-nationalistiske vinger. I en geografisk orienteret artikel i avisen Midle East Eye om konflikten: ”Stiler Tyrkiet mod en kold krig med EU over gasforekomster i havet ud for Cypern”, giver journalisten David Barchard en udførlig skildring af konflikten og de storpolitiske problemer, den kan føre med sig (se nedenfor eller her).

Reelt har Erdogan dog ganske få allierede til at få en så massiv indsats accepteret og har formentlig heller ikke den militære styrke, især da de militære kampe i Syrien føres på så mange fronter.

Det er tankevækkende, at de åbenlyse miljø- og klimamæssige aspekter af dette store projekt stort set ikke er blevet rejst af nogen parter. FNs seneste statusrapport for de såkaldte Verdensmål er ikke positiv for et sådant projekt. Statusrapporten henviser bl.a. til Det Internationale Energiagentur (IEA), der er handelsorganisationen OECD’s energitænketank. IEA har regnet ud, at hvis ikke investeringen i vedvarende energi fortsætter på samme niveau som i dag, vil fossile brændsler stadig være  dominerende og udgøre op til 78 % af den totale energi i 2030.

Man kunne tilføje, at der også nok ville være store potentialer for at mindske de politiske spændinger i det østlige Middelhav og i Mellemøsten ved ikke at kaste sig ud i sådan et eventyr!

Tre grunde til at Tyrkiet bliver nødt til at trække sig ud af Syrien 

Den franske politolog ved Sorbonne Universitet Catherine Jaber mener, at Tyrkiet i sidste instans bliver tvunget til helt at trække sig ud af Syrien. Hun har i et interview med Yahya Habib fra ANHA opsummeret det tiltagende pres på Tyrkiet, hvor hun påpeger,

  • hvorledes Tyrkiet udenrigspolitisk har tabt allierede på mange fronter, der har gjort drømmen om genetablering af et Islamisk kalifat i form af et nyt Ottomansk imperium stadigt mere urealistisk,
  • hvordan Tyrkiet på mange måder har søgt at presse Vesten til at acceptere dets indblanding og erobringer i Syrien, men nu har spændt buen hårdere end Vesten kan tåle det
  • hvordan Tyrkiets overlevelse indenfor NATO ikke mere er garanteret, samtidigt med at Rusland, der godt nok heller ikke har interesse i en forlængelse eller opblussen af den syriske borgerkrig, alligevel trækker tiden ud, indtil dets interesser er blevet sikret.

Hun slutter sin vurdering således:
”Efter min mening er ethvert forsøg fra Tyrkiets side på at få krigen i det nordlige Syrien til at blusse op igen en fejltagelse. Landets exit fra det syriske territorium er uundgåeligt af tre hovedårsager:

For det første står det overfor kurdiske og arabiske styrker indenfor de Syriske Demokratiske styrker. Tyrkiet er klar over deres mod og vilje til at forsvare sig selv og deres land, så de financielle og mandskabsmæssige tab vil blive voldsomme, særligt efter udryddelsen af Tyrkiets væbnede opposition (især indenfor Gulem-bevægelsen), der var knyttet til militæret, og som sloges for tyrkiets nationale interesser.

For det andet er Assadregimet ved at få kontrol med hele det syriske territorium med russisk støtte, hvortil kommer, at det internationale samfund ikke vil opgive kurderne, især efter den store rolle de har spillet i bekæmpelsen af Islamisk Stat, og derfor er indstillet på at bøje sig for politiske løsninger og bilægge stridighederne på en fredelig måde.

Den tredie årsag knytter sig til princippet om ”lighed” mellem alle parterne, hvor det generelle ønske om at få trukket den iranske spiller ud af dilemmaet vil betyde, at også andre parter må  trække sig tilbage fra krisen, og det vil først og fremmest blive Tyrkiet.”

Kort lempelse af isolationen af kurderlederen Abdullah Öcalan

I Tyrkiet har der i vinteren og foråret været omfattende sultestrejker i tyrkiske fængsler og blandt kurdiske oppositionspolitikere og intellektuelle i ind- og udland mod den fortsatte konventionsstridige isolation af PKK-lederen Abdullah Öcalan, der sidder fængslet på 20nde år på en ø i Marmarahavet syd for Istanbul (se 4. april 2019: De kurdiske sultestrejker breder sig – læs om hvorfor). Den tyrkiske Stat har igennem en lang årrække holdt ham totalt isoleret, nægtet besøg af familie og forsvarsadvokater og afskåret ham fra alle medier. Men gennem de omfattende sultestrejker er det i nogen grad lykkedes at bryde isolationen. Et kort besøg af hans bror blev gennemført tidligt i foråret, men det gav ikke anledning til kommunikation med omverdenen, og strejkerne fortsatte. Op til det kommunale omvalg i Istanbul i juli gav Erdogan for første gang i otte år Öcalans advokater lov til at besøge ham tre gang i maj-juni, i håb om at han derigennem kunne lokke/presse kurderne til at stemme på AKP ved omvalget i Istanbul. Det lykkedes dog ikke. Men en erklæring fra Öcalan og tre andre kurdiske fanger på Imrali kom i stedet til offentlighedens lys. Det har ført til sultestrejkernes ophør og vist vejen frem for en genoptagelse af fredsforhandlingerne fra 2013-15 omkring en fredelig løsning af det kurdiske spørgsmål – selv om de tyrkiske medier på alle måder har søgt at skjule eller fordreje forløbet af begivenhederne.
Kurdernes afgørende støtte til den sekulært-nationalistiske opposition i Tyrkiet ved kommunalvalget i marts (se Mustafa Kemal Topal: Sultanens skæbnestund, weekendavisen, d. 28 juni 2019) og ved omvalget i Istanbul i juni, der bragte AKPs ledelse af Tyrkiets største byer til fald, har yderligere skabt bevægelse i det tyrkiske politiske landskab. Her har realiseringen af Öcalans tanker om en omfattende forsoningsproces og en lokal demokratisering af samfundet, som det gennem de sidste syv år har udviklet sig i Nord- og Østsyrien, også skabt håb. Det er et håb, der ikke blot udfolder sig blandt den oppositionelle demokratiske bevægelse i Tyrkiet, men også over store dele af Mellemøsten. Og håbet har bredt sig ikke blot blandt kurdere, men også blandt mange andre folkeslag og trosretninger, især blandt de, der ikke er tæt knyttet til nationalstaternes magt- og undertrykkelsesapparat. Erdogans modtræk har været at genoptage den lovstridige isolation siden 20. juni.
Begivenhederne har vist, at den nødvendige fredsproces, både i Tyrkiet og i Syrien ikke lader sig gennemføre uden inddragelse af Abdullah Öcalan som den altdominerende repræsentant for kurderne, trods 20 års isolation i Imrali-fængslet.

Hvorfor er Abdullan Öcalan trods 20 års isolation fortsat central i den mellemøstlige konflikt?

Men hvad er det, der gør Abdullah Öcalan til en så central figur i krisen i Mellemøsten?

Alle større arangementer i Nord- og Østsyrien prydes af bannere med billeder af AldullahÖcalan.

Da SDF havde indtaget Islamisk Stats ”Hovedstad” Raqqa, blev det fejret af de kvindelige kurderes forsvarsenhed YPJ på byens største plads, hvor et stort banner med et billede af Abdullah Öcalan blev hængt op. Det er der intet mærkeligt i, for et af hans vigtigste budskaber har været at sikre kvinder ligestilling og en selvstændig parallel position i alle ledende organer overalt i samfundet.

Det har gjort, at mange udenforstående har opfattet situationen som en personkult på linie med Mao, Stalin eller Erdogan. Men det er langt fra virkeligheden: Öcalan har siddet indespærret i 20 år stort set uden kontakt til omverdenen, og har ikke kunnet styre noget som helst. Han er hverken en typisk hærfører eller en demagogisk folkeforfører, der bygger en personkult op omkring sig for at bevare magten. Han er snarere en akademisk filosof eller kritisk diskuterende humanist, der med inspiration fra mange historiske retninger har søgt at finde en fredelig og demokratisk vej til en udryddelse af den grundlæggende undertrykkelse, som kurderne i Mellemøsten har været udsat for siden Det Osmanniske Riges opløsning for 100 år siden.

Læser man den seneste korte erklæring, der blev offentliggjort på en pressekonference i Istanbul d. 6. maj – efter 5 års tavshed (Forsoningsappel for demokratiske forandringer, se nedenfor eller her), ser man tydeligt, hvordan Öcalan fortsat er en utrættelig forkæmper for fred og demokrati mellem alle befolkningsgrupper indenfor de nuværende nationalstater. Hans hovedbudskab er en betingelsesløs forsoningsproces ’gennem blød magt, dvs. med klogskab, politisk og kulturel magt, i stedet for fysisk vold’. I appellen påpeges endvidere: ”Vores holdning på Imrali er rettet mod fortsættelsen af det vi gav udtryk for i nytårs- (Newroz-)erklæringen i 2013, gennem yderligere uddybninger og forklaringer”. Derfor er denne ’Öcalan’s historiske Newroz 2013 erklæring” også gengivet i dansk oversættelse nedenfor eller her.

Også denne erklæring rammer en tyk pæl igennem den ofte fremførte påstand, at PKK er en kurdisk seperatistbevægelse, der slås for en kurdisk nationalstat. Den er faktisk det stik modsatte, og det er det, det tyrkiske diktatur ikke kan lide:

”Skabelsen af geografiske enheder baseret på etnicitet og en enkelt nation er en umenneskelig konstruktion af modernismen, som benægter vores rødder og vores oprindelse.

Der ligger et stort ansvar på os alle for at skabe et lige, frit og demokratisk land ud fra alle de folkeslag og kulturer, der har formet Kurdistans og Anatoliens historie. Ved denne fejring af Newroz, vil jeg opfordre armenere, turkmanere, assyrere, arabere og alle andre folkeslag til, i lige så høj grad som kurdere om at holde fast i frihedens og lighedens flamme – den ild, der er blevet tændt i dag – og omfavne den som deres egen.”

Selv om flere domstole har frikendt PKK som en terrororganisation, herunder EU-domstolen, der flere gange har underkendt placeringen af PKK på Eus terrorliste og har stemplet det som ulovligt, og selvom Europarådet har fordømt den fortsatte fængsling af Abdullah Öcalan, så sidder han der fortsat. Det er sket, fordi Tyrkiets strategiske placering og aktive benyttelse af flygtningestrømme som pressionsmiddel i udenrigspolitikken har gjort, at Vesten har lukket øjnene for problemerne

Man kan måske sige, at så længe de internationale magter ikke har behov for at få bilagt det kurdiske spørgsmål, er der heller ingen politisk interesse i at sikre overholdelse af international lovgivning og bidrage med at sikre frihed for Abdullah Öcalan. Men så snart et sådant behov opstår – og den tid nærmer sig kraftigt – vil Öcalan være en uomgængelig forhandlingspartner for at kunne sikre tiltro til en aftale.

Kort præsentation af Öcalans ideer

Op gennem 1980erne og 90erne boede Öcalan i landflygtighed blandt kurderne i det nordlige Syrien. Han organiserede disse, ikke i en national kamp for et selvstændigt Kurdistan (som han anså for blot at ville blive et magtredskab for en ledende elite eller for neo-imperialistiske interesser), men for en demokratisk modernisme, der kunne danne et modstykke til nationalstatens undertrykkende funktion som redskab for en ganske lille globaliseret elite under kapitalismens fortsatte dominans. Du kan læse om hans inspirerende indsats i Syrien i et interview med Saleh Muslim: 1. marts 2019: Salih Muslim fortæller om Abdullah Öcalan.

Ser man på begivenhederne i tilknytning til fremkomsten af ”det arabiske forår” I Syrien, er det slående, at mens de mange sekulære oppositionsgrupper, der gik til modstand mod Assads regime, hurtigt blev splittet op, svækket og efterhånden blev opslugt af de mange jihadistiske grupperinger, der idag er helt dominerende i modstanden mod Assad, så evnede kurderne fra starten at fokusere på en alternativ civil og lokal demokratisk opbygning af samfundet i de kurdisk dominerede områder, som de samtidigt pressede Assads magtapparat ud af. På grundlag af denne demokratiske struktur udviklede de sideløbende et fælles forsvarssystem gennem oprettelsen af YPG og YPJ.

Mobiliseringen af lokale kræfter omfattede konsekvent alle grupper, inklusive kvinder og alle eksisterende etniske og religiøse mindretal. Denne strategi har tydeligt vist sin styrke i udviklingen i Nordsyrien gennem en meget høj grad af lokal deltagelse og mobilisering. Begejstringen over Öcalan skal ses i lyset af disse erfaringer.

Strategien er desuden baseret på et omfattende kendskab til Mellemøstens lange historie, som Öcalan ser som en fortsat social kamp mellem en millioner af år lang tradition for lokal demokratisk forvaltning i det nære tidlige før-civilisatoriske samfund, som der stadigt findes reminicenser af, og så de sidste 5000 års civilisation, hvor det økonomiske overskud, der blev opbygget på grundlag af landbrug, bydannelse og handel har åbnet vejen for statsdannelser, der har taget magten fra de demokratiske former for fælles forvaltning, som tidligere gjorde sig gældende. Han ser ikke primært kapitalismen som et særligt økonomisk stade i klassesamfundenes udvikling, men først og fremmest som et statsligt magtapparat for en snæver elite, der har indtaget og underlagt sig stadigt større dele af det civile demokratiske liv gennem de sidste 5000 år – men ikke uden modstand.

I en række publikationer, bl.a. 2-bindsværket ”Manifest for en demokratisk civilisation” uddyber og dokumenterer Öcalan sine tanker om en demokratisk modernitet i dialog med, men også gennem en kritik af tidligere tanker om en alternativ samfundsudvikling. Han har også skrevet en del pamfletter og bøger om praktisk-politiske spørgsmål under sit fængselsophold, herunder ”The Road Map to Negotiations”, som var en hel drejebog for de forhandlinger med Erdogan, der pågik fra 2013, men blev afbrudt i 2015. Men her skal refereres hans kritik af tidligere tanker om en alternativ samfundsudvikling og hans forestillinger om demokratisk modernitet, som han anfører dem i sit ”Manifest”, da det giver et godt indblik i de grundlæggende filosofiske tanker, som er blevet hans udgangspunkt for hans anbefalinger.

Om kritikken skriver han et sted:
”Grunden til, at jeg har rettet en så hård kritik mod socialdemokrater, nationalliberale, samt anarkister, utopister, forskellige broderordner og selv Marx og Marxister, er fordi der ikke har været en effektiv ideologisk oparbejdning af en demokratisk modernitet. Det er helt klart, at Marx og marxisterne prøvede på at finde frem til en holdning og modstand mod det gryende kapitalistiske monopol. Og de demokratiske tendenser hos de øvrige skal bestemt heller ikke underkendes. Men i sammenligning med den nuværende situation under den kapitalistiske modernitet, går denne igennem sin mest konfortable periode. Det sker til trods for at den har været årsag til dyb og  kontinuerlig krise, til trods for sin asociale karakter, sine miljøkatastrofer, arbejdsløshed og fattigdom. Det er blevet tydeligt, hvor ineffektive, forkerte, og passive disse bevægelser har vist sig at være.

Derfor må en demokratisk civilisatorisk front igen undersøge arven fra alle tidligere tider, for at finde ud af hvad vi behøver for med succes at sikre et ideologisk skridt fremad for at færdiggøre det, der mangler i analysen af den konkrete situation idag. Der findes ikke nogen pligt, der er mere påtrængende og nødvendig end denne.” (A. Ôcalan, 2009: Manifesto for a Democratic Civilization, Vol. II. Capitalism – The Age of Unmasked Gods and Naked Kings. New Compass Press, Norway, p. 210)

I konklusionen af sit 2-bindsværk giver han denne opsummering af begrebet ’Demokratisk civilisation’ og løfter sløret for, hvorfor han mener, der også i Mellemøsten er potentiale for en demokratisk udvikling til trods for den overvældende magt, der synes at udspille sig omkring magtkoncentrationen i de kapitalistiske centre og deres omfattende dominans over nationalstaten og dens underlæggelse af alle domokratiske strukturer under en lille elites stadige kontrol.

”Demokratisk civilisation er en social kategori adskilt fra kategorien statscivilisation. Jeg bruger det med det formål at begrebsliggøre de sociale former, der eksisterede før dannelsen af stater og civilisationer, men også for de strukturer, der senere eksisterede udenfor staten. Op gennem historien har stater altid været omhyggelige med at sætte sig selv lig med samfundet.  Hjørnestenen i deres ideologiske retorik har altid været det umulige i at have et samfund, der kan skelnes fra staten. Statens repræsentanter reagerer stærkest, når de får at vide, at staten og samfundet er forskellige helheder, og at der er fundamentale modsætninger mellem dem. Ikke desto mindre må jeg understrege, at staten i sin kerne ikke er andet en et meget lille interessemonopol, hvis grundlæggende formål ikke har noget at gøre med offentlige anliggender i samfundets interesse, som bruger disse anliggender som et dække for at vinde legitimitet.

Samfundet er uden tvivl blevet mere komplekst siden det primitive fælleskabs æra, og der er mange fælles sociale anliggener, der er behov for at tage sig af. Mens staten udelukker samfundet ved at placere disse anliggender under sin egen myndighed og derigennem bruger det til at retfærdiggøre statens legitimitet, så vil et demokratisk samfund på den anden side foreslå eller sikre, at der bliver taget hånd om disse fælles anliggender af samfundet som helhed. Forskellen på statscivilisationen og den demokratiske civilisation er netop baseret på dette. Det er helt afgørende. Når samfund er i stand til at repræsentere sig selv og handle på deres egen adfærd, hvad angår alle deres anliggender,  kan de siges at være demokratiske. Men hvis de fleste af deres egne anliggerner bliver varetaget af staten eller andre grupper,  så pådrager de sig et tab af færdigheder, frihed, lighed og samvittighed. Personer, der ikke kan repræsentere sig selv eller sørge for deres egne affærer, kan ikke blive bevidste og tilegne sig færdigheder, og de kan ikke leve frit og lige. Som man kan se, kan en forskel i realiteterne lede til sådanne vigtige resultater.

En vigtig realitet knyttet til samfundet, der er brug for at fastslå, er den fælles orden, som primitive klaner og stammer har levet indenfor gennnem millioner af år. I denne fælles orden, kan vi øjne den mest primitive form for demokrati. Ligesom staten repræsenterer kernen i statscivilisationen, så er den primitive fælles orden kernen i den demokratiske civilisation. Alene det viser os, hvor stærke de demokratiske rødder er. Subjektet i den skrevne historie er statscivilisationen. Det faktum, at samfund har levet i fælles orden gennem millioner af år, og har taget sig af deres egne anliggender, falder ikke indenfor formålet med denne skrevne historie. Men det er netop, hvad historieskrivningen burde afspejle, for på grund af dens lange varighed og store udbredelse, så definerer det fælles liv for mennesket som art i sig selv samfundet. Det er det sande samfund. Stat og civilisation er ankommet meget senere, og er kunstige. De er i sandhed en dødvægt, der har lagt sig ovenpå samfundet. Uden dem ville samfundet have fortsat sin udvikling. Selvfølgelig fortsætter udviklingen under alle omstændigheder, men det er en udvikling, der er dømt til at blive forvrænget, blodig og udnyttet. Når vi ser på samfund, som bruger det skrevne ord og har en stat, så ser vi, at de ideres sprog og historie bruger termer omkring løgn, bedrag, tyranni og undertrykkelse. Den etablerede symbolverden pålægger følelsen af, at et liv uden undertrykkelse og udnyttelse og uden undertrykte, udstødte og slaver, ikke er muligt for samfund. Fra at have været rene symboler blev dette omsat til realiteter. Fællesskaber, opfattet som deres demokratiske potentiale, blev fanget og lagt i lænker allerede i de tidlige stadier af deres liv. Det er det, der ikke er normalt – en civilisation med lænker. Det er den civilisation, der har brugt atombomben; civilisationen, som – bortset fra 300 års fred – har været i krig gennem hele dens fem tusind år gamle liv. Den er ansvarlig for de ubeboelige miljøbetingelser og dødvandet i alle sociale problemer.

Dette omfatter de stærkeste retfærdiggørelser af en demokratisk bevægelse. Det, der ikke er naturligt, er den overdrevne vækst i statscivilisationen i modsætning til den svindende demokratiske civilisation. Det er hovedparadokset for alle samfund. Det bestemmer den civilisations-sygdom, der ligger i ikke at kunne udvikle sig under tilstedeværelsen af demokrati. Et samfund fuld af glæde og kærlighed burde ikke blive anset for mindre normalt end et sorgfuldt, pinefuldt og kærlighedsløst samfund. En demokratisk civilisation er i sandhed et samfund, der udvikler sig mod en civilisation fuld af glæde og kærlighed. Det er mere end bare en mulighed: Det er den forskel, der skabes af et frit liv, som er den naturlige levevej, og et liv, der er egnet for menneskets natur, som er der, hvor den følelsesmæssige og analytiske intelligens kan blive forenet.” (A. Ôcalan, 2009: Manifesto for a Democratic Civilization, Vol. II. Capitalism – The Age of Unmasked Gods and Naked Kings. New Compass Press, Norway, p. 307-308)

Billedet fra en konference med 5000 repræsentanter for arabiske stammer fra Syrien, især Nord- og Østsyrien,

Den markante opbakning til Nord- og Østsyriens Demokratiske Autonome Administration, ikke mindst fra mange klansamfund i Nord- og Østsyrien, tyder på, at han har ramt nogle demokratiske strenge, som ofte ikke har været slået så kraftigt an i kampen for et mere lige, retfærdigt og bæredygtigt samfund, se billedet. Sheikher fra mange arabisk-syriske klaner har deltaget aktivt i de mange demonstrationer og dannelser af menneskelige skjold ved grænsen til Tyrkiet. De har understreget, at Nord- og Østsyrien er et af de sikreste steder i Syrien, og at de ikke vil acceptere en ny ottomansk besættelse.

Et stort antal Syriske arabiske sheikher  danner menneskeligt skjold langs den tyrkiske grænse ved den nord-øst syriske by Geri Spi d. 7. august. De er kommet fra hele Syrien, også fra Homs, Hama i Idlib  og fra Daara i det sydlige Syrien, hvor oprøret mod Assad startede.

 

Den tyrkiske venstrefløjs vurdering af Öcalans betydning

For til slut at vende tilbage til den aktuelle situation og Öcalans betydning for problemernes løsning, bringer vi i denne del af nyhedsbrevet et interview med Omar Öcalan, der er medlem af det tyrkiske parlament, valgt af venstrepartiet HDP fra byen Urfa (Omar Öcalan (HDP): Hvis adgangen til Imrali lukker, vil det blot uddybe det nuværende kaos. Se nedenfor eller her). Omar Öcalan er i familie med Abdullah Öcalan og udtrykker tydeligvis her den tyrkiske venstrefløjs opfattelse af de verdensfjerne synspunkter, der kommer til udtryk i den tyrkiske udenrigspolitik og politik overfor kurderne, såvel indenfor som udenfor Tyrkiet. Denne politik understøttes imidlertid gennem Erdogans massive greb om de Tyrkiske medier, der gør det svært at vurdere opbakningen bag ham. Men tydeligvis er skepsissen også ved at brede sig internationalt. Umiddelbar ser meget ud til at komme til at afhænge af de forhandlinger om en bufferzone, der føres mellem Tyrkiet og USA med James Jeffrey som mellemmand. Men det er svært at forestille sig et egentligt kompromis, hvorfor situationen næppe kan undgå at føre til yderligere oprustning på begge sider – indtil en vis realisme indfinder sig.

 

Tip: Vil du læse mere om Abdullah Öcalan, kan du finde alle artikler, hvori han optræder, ved at skrive Öcalan i søgefeltet til højre på forsiden over rubrikken ”Tidligere indlæg”

 

Kilder:

Anonymous, 2019: Pentagon chief: US will prevent ‘unacceptable’ Turkish incursion. ANF, 6. august 2019

Anonymous, 2019: Arab tribes discuss Syria’s future. ANF, 3. Maj 2019

Anonymous, 2019: AA: Concerned parties should work to prevent Turkish occupation to launch its attacks. ANHA, 1. August 2019

Anonymous, 2019: Khalil: General alarm must be announced in N,E against Turkish threats. ANHA, 1. August 2019

Ahmo, Diyar, 2019: Co-chair of Legislative Council in al-Jazeera: We can prosecute Daesh mercenaries. ANHA, 2. August 2019.

Ersin, Caksu, 2019; Secur8ity Zone as part of Turkish expansionist policy. ANF, 5. august 2019.

Gulstand, Mohammed, 2019: Syria sheikhs’ notables: No to new Ottoman occupation, Arab countries must repel Turkey. ANHA, 7. august 2019

Yahya Habib, 2019: Catherine Jaber: Turkey’s moves are feilure; 3 reasons will lead to its exit from Syria. ANHA, 21. July 2019.