11. oktober 2019: Tyrkiet angriber Nord og Øst Syrien – hvad er det, der sker?

By | 11. oktober 2019

Hvis man vil forstå, hvad det er, der sker i det nordlige og østlige Syrien i disse dage, er man nødt til at bevæge sig på flere forskellige forståelsesplaner samtidigt. For ellers er det ubegribeligt at forstå, hvorfor Tyrkiet så massivt blander sig og militært fortsat mobiliserer for en indmarch i det Nordøstlige Syrien, samtidigt at det bliver mere og mere tydeligt, at der, når det kommer til stykket, næsten ikke er nogen lande eller grupperinger udenfor Tyrkiet, der reelt ønsker eller har interesse i en sådan udvikling.

Når det gennem de sidste syv år er lykkedes de syriske kurdere ikke blot at tilbageerobre en trediedel af Syrien fra Islamisk Stat, men derudover også at mobilisere og forene både deres egen befolkning og mange andre befolkningsgrupper og trosretninger i det nordøstlige Syrien for en ny demokratisk udvikling i området, skyldes det ikke mindst en dyb historisk forståelse for den dobbelthed, der præger omverdenens holdning til tyrkisk politik – og dermed også til de muligheder, der lå for den udvikling, de satte igang, til trods for Tyrkiets aggressive nationalistiske politik.

Tyrkiets hundredeårige nationalistiske historie

Lige siden det Osmanniske Riges sammenbrud for 100 år siden har Tyrkiet været præget af en massiv nationalistisk bevægelse, hvor drømmen om en tilbagevenden til det Osmanniske Riges storhed har spillet en afgørende rolle i tyrkiske politik, der især er kommet til udtryk i fastholdelsen af denne drøm og forfølgelsen af etniske mindretal, der på forskellig måde ikke forventedes at ville understøtte dette. Det armenske folkemord er det mest kendte eksempel. Men også mange andre mindretal har været ramt, først og fremmest det største mindretal, de op mod 30 millioner tyrkiske kurderne.

Ikke mindst præsident Erdogan har forstået at spille på denne drøm om det Osmanniske Rige – med ham selv som sultan, og hans greb om magten hænger snævert sammen med hans evne til at puste til ilden omkring dette spørgsmål. Her støtter han sig tydeligvis til (og er i ligeså høj grad omvendt også styret af) magtfulde grupperinger indenfor det tyrkiske militær. Når Erdogan, trods pres fra de allierede indenfor NATO, har valgt at gennemtvinge en invasion af Nordsyrien, kan han umiddelbart gøre det næsten uden politisk modstand i det tyrkiske parlament p.gr. af den hundredeårlige nationalistiske kurs. Det tyrkiske parlament forlængede d. 8 oktober uden problemer den tyrkiske præsidents tilladelse til at gennemføre militære operationer i udlandet med endnu et år. Og lederen af det vigtigste oppositionsparti, det sekulært nationalistiske parti CHP udtalte, at partiet vil støtte Erdogans forslag om at udvide de militære operationer både i Syrien og i Irak i det tyrkiske parlament.  Den eneste modstand er kommet fra det venstreorienterede parti HDP, der støtter kurderne. Men deres kritik har ingen chance for at komme ud: De tyrkiske sikkerhedsstyrker har torsdag d. 10 oktober advaret om, at de vil igangsætte retssager mod alle, der gennemfører ”sort propaganda” mod landets operationer i Syrien. Senere på dagen igangsatte den tyrkiske statsanklager undersøgelser imod ledere fra det pro-kurdiske HDP-parti omkring deres udtalelser i forbindelse med de tyrkiske operationer i Syrien.

 

Den tyrkiske indblanding i Syrien har stået på længe

Forud er gået syv års intensiv tyrkisk indblanding i Syriens anliggender, gennem systematisk financiering og organisering af syriske oprørsgrupper, der kunne understøtte den tyrkiske ekspansionspolitik. De steder, hvor Tyrkiet er rykket frem i Syrien, især i Afrin og i Shaba-området, har de systematisk søgt at ”tyrkificere” områderne gennem indførelse af tyrkisk lovgivning og administration, indførelse af tyrkiske stednavne og tyrkisk undervisning i skolerne, ligesom man systematisk har foretaget befolkningsmæssige omflytninger med henblik på at fordrive kurdere og andre mindretal og fremme bosætning af militsgrupper og lejesoldater, der støtter tyrkiske interesser. Hertil kommer systematisk ”import” af jahidistiske grupperinger af tyrkisk-sproget oprindelse fra Tjetenien og andre steder, der bl.a. er blevet udstationeret i Idlib-provinsen, hvor de udgør en vigtig og magtfuld del af den jihadistiske ’opposition’ mod Assad-styret.

De mange tyrkisk-organiserede og –financierede militsgrupper i Syrien fungerer reelt som lokale bandekrigere, der lever af plyndringer, kidnapninger og tortur, og den tyrkiske støtte til dem har været snævert knyttet til deres evne og vilje til at underlægge sig den tyrkiske ekspansionspolitik, herunder deres vilje til at terrorisere og fordrive kurdere og andre mindretal i de territorier, de opererer i. Det sker dels, fordi den tyrkiske befolkning ser meget skeptisk på det stigende tab af tyrkiske soldater i Syrien, men har formentlig meget mere at gøre med muligheden for helt at kunne omgå hensyn til elementere menneskerettigheder, når man kan gøde jorden for de tyrkiske tropper ved at sende lejesoldat-militser, der er trænet i destruktion, røveri, voldtægt, bortførelse og anden terror, i forvejen, så civilbefolkningen alene af den grund må flygte. Det er baggrunden for, at der i dagene op til invasionen onsdag d. 9 oktober fremkom meldinger om at ialt 8000 lejesoldater fra Hamza Divisionen, Ahrar al-Sham og Suleiman Shah Brigaden, indenfor den såkaldte ”Syriens Nationale Hær”(SNA) ville deltage i invasionen på Tal Abyad fronten. Disse grupper ville blive bragt dertil fra Idlib, det vestlige og nordlige Aleppo og Afrin, hvor de har opereret i den seneste tid. Der er dokumenteret omfattende menneskerettighedskrænkelser fra disse grupperinger, der er financieret og støttet af den tyrkiske efterretningstjeneste. Det er muligt, at også andre grupperinger fra den tidligere ”Frie Syriske Hær” ønsker at deltage, men en stor del af disse er for længst gået ind i et samarbejde med kurderne og De Syriske Demokratiske Styrker (SDF). Et tyrkisk medie har for nyligt angivet, at 14 000 soldater fra Den frie Syriske Hær ville deltage i den tyrkiske operation i Nord Øst Syrien.

Under udviklingen af den syriske borgerkrig har Tyrkiet og ikke mindst den tyrkiske efterretningstjeneste forholdt sig til Al Qaeda og Islamisk Stat på samme måde som de har gjort til de øvrige oppositionsgrupper: Det er løbende dokumenteret, at de har støttet dem – ofte meget massivt – i den udstrækning, det kunne tjene de langsigtede tyrkiske interesser i at gøde jorden for en ekspansion, der kunne understøtte den tyrkiske nationalisme.

Udviklingen af de kurdiske selvstyreområder i Nord og Øst Syrien under den tidlige syriske borgerkrig sås som en udfordring for disse interesser. Den tyrkiske efterretningstjeneste udfoldede store bestræbelser på at få vendt Islamisk Stat mod kurderne og støttede dem i det skjulte på alle måder, f.eks. under slaget om Kobane. Tidligere medlemmer af Islamisk stat har siden beskrevet bekæmpelsen af kurderne som en fatal fejltagelse. Da kurderne med amerikansk hjælp igen fik overtaget, og sammen med andre befolkningsgrupper dannede SDF og indtog hele området langs grænsen fra Eufrat til Tigris, øgede det spændingen med Tyrkiet, fordi det vanskeliggjorde tyrkernes adgangsveje til Islamisk Stats områder længere sydpå. Endnu tydeligere blev dette, da SDF krydsede Eufrat og i en knibtangsmanøvre fik erobret den vigtige by Manbij, og derfor yderligere vanskeliggjorde Tyrkiets forsyninger til Islamisk Stat længere mod sydøst. Det førte til at Tyrkiet trods pres fra USA valgte at gå ind i Shaba-området og senere Afrin.

Afrin, hvis befolkning for størstedelens vedkommende er kurdere, og som hidtil  havde været det mest fredelige og velfungerende område af Syrien under borgerkrigen, blev erobret af den tyrkiske hær i foråret 2018 uden at nogen vestlige lande protesterede imod det. Invasionen var massivt kendetegnet ved at være en aktion, hvor det tyrkiske militær skubbede et stort antal tyrkisk-financierede lejesoldat-militser foran sig, der røvede, voldtog og terroriserede bevolkningen i en grad, så de kurdiske styrker valgte, at evakuere en stor del af befolkningen ud af provinsen.  Mange af disse lever i dag i flygtningelejre i de kurdisk kontrollerede områder nord for Aleppo . Den europæiske accept var et udtryk for en ansvarsløs opportunisme, der gjorde problemet til et anliggende mellem Tyrkiet og Rusland, som man regnede med kunne gøres til genstand for politiske studehandler i borgerkrigens videre forløb.

For den tyrkiske stat var det imidlertid kun første led i en klar strategi til erobring af hele det syriske grænseområde mod Tyrkiet. Da det havde vist sig svært at opnå international støtte til at gå direkte ind i Syrien øst for Eufrat, satsede man nu på, med hjælp fra de mange tyrkisk-financierede militser, at tilbageerobre Manbij, krydse Eufrat og erobre de østlige kurdiske områder vestfra. Trods en stor indsats lykkedes det aldrig. Dels var SDF og de lokale militser tilknyttet SDF fra Manbij, Al Bab og Jaroblus for stærke. Men også en blanding af styrker fra Assad, Rusland, Frankrig indgik i forsvaret af Manbij-området. Alligevel var der ustandselig episoder langs demarkationslinien på grund af de tyrkiske pres mod Manbij. På et tidspunkt gik  amerikanske styrker i konkrete forhandlinger med Tyrkiet om en fælles patruljering af demarkationslinien mellem Manbij-området og det øvrige Shabaområde med henblik på at få skabt en fredsordning. Det gav anledning til en del gnidninger mellem USA og SDF, der fortsat ønskede realiseret muligheden for at forene de kurdiske områder i øst med det kurdiske Afrinområde. Kun 20 km adskilte dem.

Faktisk viste de amerikanske forhandlinger sig at være ganske effektive, idet det reelt gjorde det umuligt for Tyrkiet at krydse grænsen.

Men det betød samtidigt, at der altså heller ikke var nogen vej frem her for det tyrkiske ønske om at gå ind i Syrien øst for Eufrat. Det har gennem det sidste års tid skabt et stadigt øget pres fra Tyrkisk side om at kunne krydse grænsen til Syrien øst for Eufrat.

Som vi senere skal se, førte det i sommers til en gentagelse af øvelsen fra Manbij om fredsbevarende foranstaltninger og fælles patruljeringer, blot nu ved den lange nordlige grænse mellem Syrien og Tyrkiet, øst for Eufrat. Og forhandlingerne lykkedes faktisk næsten. Men det var bare ikke det, Tyrkiet ville. Om det blot var Trump, der bøjede sig for Erdogans ønske, for at komme helt ud af Syrien, eller om det snarere var USA, der overlagt faktisk snød kurderne, fordi USA foretrak NATO-partneren Tyrkiet, og samtidigt havde fundet sig til rette med, at Islamisk Stat og de syriske flygtningeproblemer nu måtte være et internt europæisk problem, er det nok for tidligt at konkludere på.

Tyrkiets flygtningeproblem

Tyrkiet har taget imod et meget stort antal flygtninge fra Syrien. Ifølge Erdogan drejer sig om 3½ million. Men de er samtidigt blevet gjort til et uhyggeligt redskab i den tyrkisk-nationalistiske ekspansionspolitik. Flygtningene belaster den tyrkiske økonomi, men har også skabt muligheder, idet de i høj grad bidrager økonomisk, især i servicesektoren, hvor de dog også fungerer som løntrykkere og som billig arbejdskraft i en række lukrative og mere eller mindre kriminelle dele af det tyrkiske samfund. Desuden yder EU store tilskud til Tyrkiet for at holde flygtningene borte fra Europa.

En stadigt faldende levestandard gennem de seneste år har øget modstanden mod de mange flygtninge, som Erdogans regime nu ønsker sendt tilbage til Syrien. Men her kommer styrets egen ”tyrkificeringspolitik” i Syrien på tværs, idet den i meget høj grad er baseret på terror og massive konflikter med de befolkningsgrupper, man søger at presse ud eller undertrykke, en tyrkificeringspolitik, som de færreste syrere kan støtte eller finde sig til rette med, dårlige økonomiske muligheder, og udbredt mangel på retssikkerhed. Det gør, at antallet af flygtninge, der ønsker at rejse tilbage til Syrien, stadigt er ganske begrænset.

Men kigger man nærmere efter i det stigende antal beretninger om Syrere, der har ønsket at flytte tilbage fra Tyrket, viser det sig, at de i mange tilfælde reelt har gået med planer om at rejse til et sted i Nord- og Øst Syrien, da der her har vist sig at være fred og ordnede forhold (med undtagelse af de få resterende krigszoner i kampen mod Islamisk stat). Som regel er det dog ideer, man har holdt for sig selv, eller kun har omtalt indirekte, for ikke at få problemer med de tyrkiske myndigheder, som på alle måder ønsker, at begrænse indvandringen til Nord- og Østsyrien, hvis det ikke kan passes ind i den tyrkiske politik.

En tyrkisk ”sikkerhedszone” i Syrien er netop en zone, der kan bruges til at presse kurderne, der lever i disse områder, længere væk, så zonen kan tyrkificeres, altså indlemmes. Når det i forskellig sammenhæng er blevet fremført, at Tyrkiet skulle have ’legitime’ forsvarsinteresser i Nordøst-syrien, så må det fastslås, at der ikke har eksisteret nogen trusler mod Tyrkiet fra Syrien. USA har siden starten af borgerkrigen nøje overvåget grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, og har gentagne gange fremhævet, at der ikke findes et eneste eksempel på, at kurdiske styrker eller SDF har løst et eneste skud fra Syrien ind over den tyrkiske grænse. Der har derimod været utallige grænseprovokationer den anden vej, endog med dødelig udgang.

Når det gennem lang tid alligevel er lykkedes at holde en tyrkisk invation i ave, skyldtes det ikke mindst en indsats fra den amerikanske ledelse af Koalisionen til bekæmpelse af Islamisk Stat, især siden præsident Trump for snart et år siden proklamerede, at USA ville trække sine tropper ud af Syrien.

Denne beslutning skabte stor opstandelse blandt de amerikanske rådgivere og det militære personale, der havde opbygget et eksemplarisk samarbejde med YPG, YPJ, SDF og den civile administration i Nord og Øst Syrien omkring bekæmpelsen af Islamisk Stat.  Det var ikke mindst blevet klart for det amerikanske militær, at en stabil bekæmpelse af Islamisk Stat var snævert knyttet til SDFs vedholdende indsats og et fredeligt forhold mellem Nordøst Syrien og Tyrkiet.

Det skabte debat i USA, hvor støtten til kurderne var stor og stigende, ikke mindst i præsidentens eget parti, republikanerne. Resultatet blev, at den amerikanske indsats ikke alene forblev på et ganske højt niveau, men reelt også blev styrket gennem en stadigt mere målrettet koordinering mellem de amerikanske styrker, SDF og den Nord og Østsyriske administration.

Tidligt på sommeren 2019 blev det dog klart, at det tyrkiske pres for at kunne gå ind i over grænsen til Nordsyrien øst for Eufrat voksede markant. SDF henvendte sig i den forbindelse til repræsentanterne for Koalitionen til bekæmpelse af Islamisk stat og opfordrede den til at indlede forhandlinger mellem USA, SDF og Tyrkiet omkring en sikkerhedszone i grænseområdet. Det sagde de ja til. Ligesom ved forhandlingerne omkring demarkationslinien ved Manbij gik det langsomt og trægt, men man kom alligevel frem ad, til trods for, at Tyrkiet f.eks. som udgangspunkt krævede, at have ene-kontrol med sikkerhedszonen (så ingen kunne kontrollere, hvad de gjorde med civilbefolkningen), der udelukkende skulle ligge på syrisk territorum, og som de ønskede skulle have have en dybde på næsten 30 km – altså omfattende stort set alle kurdiske byområder i det nordøstlige syrien. Men man blev alligevel efterhånden enige om en lang række konkrete forhold angående zonens bredde i forskellige afsnit langs grænsen, placering af koalitionsstyrker og patruljeringsruter, afvikling af forskellige forsvarsværker, tilbagetrækning af visse styrker og aftale om, at kun lokale styrker skulle tillades langs grænseområdet. SDF gik igang med at implementere disse planer.

Optakten til den tyrkiske indmarch

Allerede i august blev det dog klart, at der var forhold i projektet, som det var svært at komme videre med: Ud over, at Tyrkiet ville have enekontrol med zonen, ville de også have skubbet tyrkisk-financierede syriske militser ind som en del af zonen.

Til det svarede den øverstkommanderende for SDF, Muzlim Abdi: “Alle flygtninge, hvad enten de er flygtet til Tyrkiet eller et andet sted hen, kan vende hjem til deres eget land. Det er hvad vi har accepteret som del af ’sikkerhedsmekanismerne’ for Nord og Øst Syrien. Hjemvendelsen af disse personer vil blive understøttet. Der er kun en betingelse: Hvis der er personer blandt de tilbagekomne, der har taget del i forbrydelser mod befolkningen, så vil de blive bragt for en domstol. Ingen vil blive nægtet at komme tilbage”.

I midten af august udtalte den tyrkiske udenrigsmunister Cavusoglu sig om forberedelserne til den kommende operation øst for Eufrat, og sagde i den forbindelse, at ”Vi vil ikke længere tillade USA at gå ind i en afledningsmanøvre ligesom i Manbij.”

Ikke desto mindre fortsatte forhandlingerne. D. 22 august var man blevet enige om  et første trin, f.eks. med en sikkerhdszone på 5 km, hvor USA og det tyrkiske millitær ville foretage fælles patruljeringer, og hvor SDFs tropper blev trukket tilbage, mens lokale militære råd blev tilladt. I en anden fase skulle et 9 km bredt sikkerhedsbælte føjes til i et kerneområde ved grænsen og alle tunge våben fjernes fra zonen. På det tidspunkt var der i SDFs ledelse fuld opbakning til planerne, som det bl.a. fremgår af et stort interview med SDF-lederen Mazloum Abdi.

Men i begyndelsen af oktober begyndte der at komme tegn på, at forhandlingerne var ved at køre af sporet. De vedholdende udtalelser fra Erdogan om, at man ønskede at gå ind over grænsen skabte usikkerhed om aftalerne både i Qamishlo og i Washington. Tavsheden fra det Hvide hus gik i samme retning. Det blev efterhånden helt klart, at der var noget galt. SDF begyndte at bygge skyttegrave og befæstninger 40 km syd for den centrale grænseby Tel-Abyad. Den tidligere US-udsending for Coalitionen mod Islamisk Stat Brett McGurk spurgte retorisk: ”Vil præsidenten støtte det amerikanske personale, der er udstationeret i Syrien på hans ordre? Eller leder han efter en undskyldning for at trække dem alle hjem? Et tyrkisk angreb vil øge risikoen for vores folk, smadre SDF og gøre det mulig for Islamisk stat at genopstå. Det er et klart billede.”

Selv Pentagon udtalte: ”Vi koncentrerer os om at få sikkerhedsmekanismen op at stå og få den til at køre. Det er den bedste vej for os alle. Tyrkiets uplanlagte militære operation bekymrer os meget, da den vil underminere vores interesser i et sikkert Nordøst Syrien og den permanente udryddelse af Islamisk Stat.”

Erdogan udtalte på TV, at “Tyrkiet vil gennemføre angreb fra luften og jorden øst for Eufrat ”for at skabe fred”. Til de, der afleder os, siger vi: Tiden for ord er forbi.”

Mindst 7 bevæbnede amerikanske køretøjer blev opserveret syd for Tall Abyad på vej mod Girë Sipï og næste morgen blev det klart, at de havde afhentet to grupper med amerikanske soldater.

Amerikanske styrker starter tilbagetrækning fra den tyrkisk-syriske grænse ved Tal Abyad (Girë Spï) og Rasulayn (Serekaniye),  om morgenen, d. 7 oktober

Sent søndag d. 6 oktober udsendte Det Hvide Hus en meddelelse om, at USA ”ikke længere vil være i de umiddelbare grænseområder” i det nordlige Syrien, og at de dermed vil tillade Tyrkiet at igangsætte en invasion af området og overlade ansvaret for tilfangetagne Islamisk Stat-medlemmer i området til Tyrkiet.

Udtalelsen fra Det Hvide Hus lød således:

”I dag har Præsident Donald J. Trump talt i telefon med Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan. Tyrkiet vil snart igangsætte sin længe planlagte operation i det nordlige Syrien. De Forenede Staters bevæbnede styrker vil ikke støtte eller involveres i denne operation, og de amerikanske styrker, der har bekæmpet Islamisk Stats territoriale ’Kalifat’, vil ikke længere være i dette nærområde.

De forenede Staters regering pressede på for at Frankrig, Tyskland og andre europæiske lande, som mange af de tilfangetagne Islamisk Stat soldater kommer fra, bringer disse tilbage til deres lande. Men de ville ikke have dem, og afviste at gøre det.  USA vil ikke holde dem under lås og slå gennem, hvad der let kan blive mange år, med store omkostninger for de amerikanske skatteborgere. Tyrkiet vil nu blive ansvarlig for alle Islamisk Stat-krigere i det område, de har indtaget gennem de seneste to år i kølvandet på USAs nedkæmpelse af det territoriale ’Kalifat’. ”

Det satte omgående en række reaktioner igang:
SDF konstaterede hurtigt, at

  • Erdogan ønsker, at fjerne befolkningen fra Nordsyrien og ændre en stabil region til en zone med permanent krig og konflikt
  • At ethvert tyrkisk angreb vil formindske den internationale indsats for at bekæmpe Islamisk Stat,
  • At 11 000 soldater fra SDF har mistet livet gennem de sidste fem år,
  • At USAs styrker har trukket sig væk fra grænsen til Tyrkiet efter ikke at have opfyldt det, de har lovet
  • SDF ikke vil tøve et øjeblik med at forsvare sig selv imod en hvilken som helst tyrkisk operation.

Talsmand for SDF, Mustafa Bali, uddybede: ”Vi forventer ikke, at USA skal beskytte Nord Øst Syrien. Men man skylder her folk en forklaring, hvad angår aftalen om sikkerhedsmekanismer, ødelæggelsen af befæstninger og USAs fiasko omkring deres opfyldelse af det, de har lovet”.

Og den tidligere amerikanske udsending for Koalitionen til bekæmpelse af Islamisk Stat Brett McGurk, har bekræftet denne opfattelse meget præcist: “USAs officielle talsmænd bandt helt klart SDF op på en “sikkerhedsmekanisme”-plan, hvor de fjernede alle forsvarsbarrierer på den syriske side af grænsen for at forhindre en tyrkisk indmarch”.

Hundredevis af lokale NØ-syrere fra Tal Abyad gik i demonstration til til landsbyen Mashtale al-Azza ved grænsen øst for Tal Abyad for at fordømme de seneste tyrkiske trusler om at invadere regionen.

Meget hurtigt blev et stort antal reservister fra SDF sendt fra Raqqa og Deir ez-Zor til den 370 km brede grænse mod Tyrkiet.

Brett McGurk tweetede: ”Tyrkiet har hverken intentioner, ønske eller kapaciteten til at håndtere 60 000 indsatte i al Hol lejren, som forsvarsinspektoratet advarer om er kernen i en genopstående islamisk Stat. At tro andet er en hensynsløs gambling med vores nationale sikkerhed.

Pentagon udsendte følgende erklæring:

Forsvarsministeriet har – på linie med præsidenten –  gjort det klart for Tyrkiet, at vi ikke godkender en tyrkisk operation i det nordlige Syrien. USAs væbnede styrker vil ikke på nogen måde understøtte, eller involveres i en sådan operation. I samtaler mellem Ministeriet og det tyrkiske militær har vi vedholdende understreget at koordinering og samarbejde er den bedste vej til sikkerhed i området. Sekretær Esper og Formand Milley gentog overfor deres respektive tyrkiske modparter, at en ensidig aktion skaber risici for Tyrkiet. Som præsidenten har sagt, vil Tyrkiet, sammen med  europæiske lande og andre, være ansvarlig for de tusinder af Islamisk Stat krigere, der er blevet fanget og bekæmpet i kampagnen, der har været ledet af USA. Vi vil sammen med vores andre NATO allierede og koalitionspartnerne over for Tyrkiet til stadighed pege på de destabiliserende konsekvenser af de mulige fremsted, både for Tyrkiet, Regionen og også udenfor denne.”

I de følgende dage viste det sig tydeligt, hvordan Islamisk Stat klart opfattede situationen som en støtte og søgte at manifestere et come back:

Onsdag meldte lokale kilder fra Islamisk Stat i Raqqa, at en Islamisk Stat-celle belejrede et sikkerheds-hovedkvarter og var involveret i stridigheder med det lokale politi. Der blev hørt seks  eksplosioner fra området. Tre selvmordsbombere fra Islamisk Stat havde angrebet militære positioner i Raqqa og en kilde påstod, at mere end 50 bevæbnede grupper i Raqqa havde igangsat et koordineret angreb på sikkerhedshovedkvarteret. Al elektricitet i Raqqa skulle være gået ud, nettet er svagt, og der er kampe i byen.

Fra Al-Hol-lejren i det østligste Syrien meldtes om kvinder fra Islamisk Stat, der var flygtet fra lejren, efter at have skabt optøjer og brændt telte af.

Også mange andre steder angav Islamisk Stat-celler at have været lokalt aktive.

Præsident Trump blev torsdag, spurgt om risikoen ved, at Islamisk Stat krigsfanger kan blive sluppet løs. Hans svar lød: ”Tja, de vil flygte til Europa”.

Selve invationen startede onsdag kl. 15.40 dansk tid.

Flyangreb ramte i starten især områder omkring Serekania og Rasulayn, men bredte sig hurtigt til mange andre steder umiddelbar syd for grænsen, samtidigt med at tyrkisk artillery beskød syriske byer fra grænsen. Snart blev også de østligste områder, herunder områder nær centrum af Qamishlo, ramt af flyangreb, bl.a. beboelseskvarteret Bashiria, et kvarter med en blandet befolkning af kurdere og syriakkiske kristne. Hurtigt viste det sig dog , at også fjernere mål, især omkring Ayn Issa, nord for Raqqa. Et angreb ramte en YPG træningslejr i landsbyen Hoshan vest for Ayn Issa. 7 døde og 16 sårede blev bragt til hospitalet i Ain Issa. Også i nærheden af Ain Issa faldt der bomber nær et fængsel, der rummer nogle af de værste forbrydere fra Islamisk Stat.  Kurdiske kilder angav, at det tyrkiske luftvåben bombede indtil en dybde af 50 km indenfor det syriske territorium. En talsmand for SDF meddelte: Tyrkiske krigsfly er gået igang med at udføre luftangreb på civile områder. Der er panik blandt befolkningen i regionen.” Senere blev det meddelt, at store mængder civile havde måttet flygte fra de kurdiske områder, der blev ramt af tyrkiske angreb.

I løbet af det første døgn angreb Tyrkiet ifølge egne oplysning ialt 181 mål som led i operationen. I det østligste Syrien omfattede det desuden områder på den irakiske side af grænsen, bl.a. en Ezidisk landsby.

Men på landjorden er det dog reelt ikke lykkedes at trænge mere end nogle få kilometer  ind over den syriske grænse nogle ganske få steder, nemlig ved Serekaniye/Ras al-Ayn samt Tel-Abyad, hvor de flere gange blev slået tilbage. Både ved Kobane, Qamishli og byerne ved Derek i det østligste Syrien er de tyrkiske forsøg på at trænge ind blevet tilbagevist.

Desuden satte SDF et større modangreb ind mod Jaroblus, grænsebyen øst for Eufrat, der spiller en stor rolle som opmarchby for den tyrkiske besættelse af Shaba-området. Også andre steder i Shabaområdet og i Afrinprovinsen er kurdiske styrker gået i offensiven, f.eks. med voldsomme angreb på byen Al Bab nord for Aleppo, samt byen Jandaris  tæt på den tyrkiske grænse i den sydlige del af Afrin.

Reaktioner fra udlandet

Den mest bemærkelsesværdige udtalelse fra udlandet er nok meddelelsen om, at EU afviser enhver tyrkisk plan om at etablere en ”sikker zone ” i det nordlige Syrien. Den kom umiddelbart efter, at det franske udenrigsministerium havde meddelt, at det havde konsulteret sine europæiske allierede for at undersøge alle muligheder omkring det tyrkiske angreb.

Men interessant er også det fælles  lovforslag fra to indflydelsesrige repræsentanter i den amerikanske kongress Lindsey Graham og Chris Van Hollen fra hhv. Det republikanske og det demokratiske parti om at pålægge Tyrkiet alvorlige sanktioner for invasionen af Syrien.

Forslaget lyder således:

Obligatoriske sanktioner gennemføres som følge af denne lovs vedtagelse, med mindre administrationen – hver 90. dag – kan attestere overfor kongressen, at Tyrkiet ikke handler ensidigt i Syrien (uden amerikansk støtte øst for Eufrat og vest for den Irakiske grænse)  og har trukket sine væbnede styrker tilbage, inklusive tyrkisk støttede rebeller, fra områder de har besat under operationen, der begyndte onsdag d. 9. oktober 2019.

Sanktionerne omfatter alle USA aktiver for de tyrkiske politiske ledere: Præsidenten, vicepræsidenten samt forsvars-, udenrigs-, finans-, handelsministeren samt ministeren for energi og naturressourcer.

Derudover omfatter de enhver udenlandsk person, der sælger eller yder financiel, materiel eller teknologisk støtte eller som vides at udføre transaktioner med det tyrkiske militær, inklusive:

  • fly og flydele, samt maskineri, der bruges af det tyrkiske luftvåben,
  • automobil udstyr og service, der bruges af de tyrkiske hær- og flådestyrker
  • våben eller forsvarsartikler, der bruges af det tyrkiske militær.

Lindsey Graham udtaler, at selv om Det Hvide Hus nægter at handle mod Tyrkiet, så forventer han stærk støtte fra begge partier i kongressen.

Også Finland har meddelt, at det standser al våbeneksport til Tyrkiet. Men Tyskland, den suverænt største leverandør af våben til Tyrkiet, har ikke ytret sig om spørgsmålet, men har blot i en fælles udtalelse med Frankrig og England (der også har en meget stor våbeneksport til Tyrkiet) blot fordømt det tyrkiske angreb på Nordøstsyrien.

Der er også fordømmelser fra en lang række andre lande, herunder mange arabiske lande, Iran, Irak og Rusland.

Rusland har appelleret til både SDF og Assads styrker om at gå i samarbejde, og der er også ting, der tyder på, at det vil ske. Syrien har i stærke vendinger fordømt angrebet og har stillet sig mere positiv overfor SDF end tidligere, mens Maslum Abdi fra SDF har tilkendeligvet, at man vil indlede forhandlinger med Assad-styret om en fælles indsats mod den tyrkiske invasion. Hidtil har Assadstyret ikke ydet noget bidrag til at afhjælpe den tyrkiske besættelse af Afrin, mens SDF på den anden side heller ikke har haft lyst til at blive trukket ind i det morads i Idlibprovinsen, der er skabt gennem samlingen af et stort antal jihadistiske grupperinger i netop dette område, i høj grad under tyrkisk beskyttelse.

I Idlib er den fastlåste situation i øvrigt blevet ændret noget gennem de sidste måneder, idet Assad med russisk flystøtte har tilbageerobret de sydligste dele af Idlibområdet, inklusive Khan Shaykhun, byen, hvor  Assad gennemførte sine kemiske angreb.

Kilder:

Se Factsheet. Factions in Turkish-backed Free Syrian Army”. Rojava Information Center (RIC). www.rojavainformationcenter.com

Khalid Armish, 2019: Mazloum Abdi: Entire border must be protected. ANHA, 18 aug. 2019.