12. juli 2020: Et landbrugskooperativ i Tirbespiyé

By | 7. oktober 2020

For fem år siden grundlagde fire kvinder et landbrugskooperativ i Tirbespiyê. I dag arbejder 40 kvinder dér, og kooperativet dækker en stor del af efterspørgslen på grøntsager i det nord-syriske område.

Den Autonome Administration i Nord og Øst Syrien understøtter mange projekter for at øge den lokale produktion og det økologiske landbrug. Et af disse projekter blev startet for fem år siden af fire kvinder i Tirbespiyê. Den lokale økonomiske kommité stillede et stykke land til rådighed for kvinderne, hvor de dyrkede grøntsager i ni drivhuse. Indsatsen er blevet udvidet, og gennem de sidste fem år har kvinderne plantet 2500 træer og antallet af drivhuse er nu oppe på 22.

Kooperativet ligger på hovedvejen i Cizîrê regionen og er blevet et fast mødested for folk, der bor i området. De dyrkede grøntsager sælges til rimelige priser og dækker en stor del af den regionale efterspørgsel.

Projektlederen Ahin Şikri fortæller, at antallet af beskæftigede vil blive forøget til et hundrede. Dyrkningen af løg og hvidløg er særligt produktiv. For en lille afgift kan folk fra regionen også dyrke deres egne grøntsager på lige fod med de ansatte.

Emani Xaim har arbejdet i kooperativet igennem 1½ år og er meget tilfreds med det: ”Jeg er meget glad for, at jeg kan arbejde her som kvinde. Jeg håber, at alle kvinder i verden kan blive økonomisk uafhængige.”

 

 

Kilde: Anonymous, 2020: Agricultural cooperative in Tirbespiyê. ANF, 10. Juli 2020.