18. august 2020: Abdullah Öcalan: Min løsning for Tyrkiet, Syrien og Kurderne

By | 7. oktober 2020

I en redigeret artikel i New York Magasinet Jacobin efterlyser kurderlederen Abdullah Öcalan et ”demokratisk projekt for nationerne”, der kan forene borgere med forskellige etniske baggrunde og kulturelle traditioner.

Det New York-baserede magasin Jacobin (https://jocobinmag.com/2020/08/ocalan -turkey-syria-kurds-op-ed/) har udgivet en redaktionel opdatering (’oped’) baseret på fængselspublikationer og udtalelser fra den kurdiske leder Abdullah Öcalan. En dansk oversættelse med titlen ”Abdulla Öcalan. Min løsning for Tyrkiet, Syrien og Kurderne gengives her:

Den moderne kapitalisme er historiens mest dødbringende og mest vedholdende krise for vores civilisation. I særlig grad har de sidste to hundrede års generelle ødelæggelser afbrudt tusinder af udviklingsmæssige forbindelser i de naturlige omgivelser. Vi er måske endnu ikke helt klar over al den udryddelse, det har påført plante- og dyreverdenen. Men det er klart, at begge disse verdener konstant udsender faresignaler, ligesom atmosfæren gør det.

Hvor længe kan menneskeheden fortsætte med at udholde denne modernitet, som har igangsat vidt-rækkende miljømæssig ødelæggelse og har været årsag til opløsning af samfundet? Hvordan vil menneskeheden gøre op med de smerter og kvaler, der knytter sig til krig, arbejdsløshed, sult og fattigdom?

Påstanden om, at nationalstaten beskytter samfundet, er en stor illusion. Tværtimod, samfundet er i stigende grad blevet militariseret af nationalstaten og fuldstændig sunket ned i en slags krig. Jeg kalder denne krig for et samfundsselvmord, der er igangsat på to måder.

For det første bliver samfundet kontrolleret, undertrykt og overvåget af magten og statsapparatet.

For det andet har informationsteknologien (mediemonopolerne) indenfor de sidste 50 år erstattet det materielle samfund med et, der er virtuelt. Hvordan kan samfundet forsvares mod den massive strøm af nationalisme, religiøs fanatisme, sexisme, videnskabelig dogmatisme, kunst- og underholdningsindustri (inklusive sport, sæbeopera osv.), som samfundet bombarderes med af medierne døgnet rundt?

Det er blevet ganske tydeligt, hvordan fastfrysningen af nationalstaterne i Mellemøsten i virkeligheden er blevet et af den moderne kapitalismes redskaber til undertrykkelse. Hvad Versailles-traktaten var for Europa, er Sykes-Picot-aftalen, der blev indgået mellem England og Frankrig i 1916, blevet for Mellemøsten: ”En fred for at gøre ende på al fred”.

Vore dages nationalstater har samme betydning for regionen, som det romerske imperiums guvernører engang havde, men de samarbejder endnu mere med den moderne kapitalisme – og adskiller sig endda også markant fra regionens kulturelle traditioner. De er internt i krig med deres egne befolkninger, og eksternt i krig med hinanden. Likvideringen af det traditionelle samfund medfører krig med befolkningerne – og landkort med grænser, der er tegnet sammen af en magthaver er en invitation til krige mellem stater. Ingen af dem er i stand til at overvinde krisen, der bliver stadigt dybere; i realiteten uddyber staternes eksistens yderligere denne krise.

Efter min mening foregår der en tredje verdenskrig, med Mellemøsten som dens tyngdepunkt. Resultatet er forfald og opløsning. Og det kan kun afsluttes med dannelsen af en ny regional eller global ligevægt. Jeg vil hævde, at den moderne kapitalismes tredje verdenskrig vil blive afgjort af udviklingen i Kurdistan. Det viser sig klart i det, der sker i Irak og Syrien.

Eksistensen af nationalstater i Mellemøsten er en anomali i Mellemøstens historie – og fastholdelsen af dem medfører katastrofer. Den tyrkiske nationalstat tror, at den vil gøre sig selv evig gennem et endeligt folkemord på kurderne – hvorved de kan sikre en nationalstat, der så vil integrere sit eget land og sin egen nation. Det er klart, at medmindre Tyrkiet forlader dette paradigme, så vil det føre til en sand gravplads for regionens folk og sociale kulturer – og det vil også komme til at omfatte det tyrkiske folk. På samme måde vil Irans fremtidige situation forblive usikker for både for landet selv og for regionen.

Men kurdernes situation – splittet op i forskellige dele af de konstruerede ”nationalstater” i Mellemøsten, der har påført forskellige former for udryddelse og assimilation i hver af disse dele – er en fuldstændig katastrofe. Kurderne er, som tidligere, dømt til langvarige dødelige kvaler.

Den kurdiske modstandskamp

Betingelserne er imidlertid i dag blevet modnet – og kurderne kan gennem deres kamp bane vejen ud af knibtangsbevægelsen mod et folkemord. Det er kun muligt gennem projektet for en demokratisk nation – en nation baseret på frie og lige borgere, der lever sammen i en solidaritet, der omfatter alle kulturelle og religiøse virkeligheder. Det vil så være et projekt, der er designet til at blive smedet sammen med de andre folkeslag i regionen. Metoden til at opnå dette mål udvikler sig for tiden, trin for trin.

Rojava og hele det Nordlige og Østlige Syrien – der holdes i gang af en autonom multietnisk, multireligiøs selv-administration, baseret på kvindefrigørelse – rejser sig som en ledestjerne for frihed. Det fremstår som en løsningsmodel både for Mellemøstens folkeslag og for nationalstaterne. Modellen foreslår ikke en fornægtelse af nationalstaterne, men foreslår, at de bliver knyttet til en demokratisk, forfatningsmæssig løsning. Det vil sikre eksistensen og autonomien både i ”nationalstaten” – den nation, der er konstrueret af staten – og den demokratiske nation.

Regionens rige arv på etniske, religiøse og andre historisk skabte grupperinger samt deres kulturer, kan kun holdes sammen gennem denne demokratiske nationsforståelse – en forståelse, der fremmer fred, lighed, frihed og demokrati. Hver kultur udvikler sig på den ene side som en demokratisk national gruppe. Derefter kan de leve på et højere niveau af demokratisk national forening med andre kulturer, som de allerede lever sammen med.

Den demokratiske nationsløsning, der er foreslået af kurderne, har gjort det muligt for dem at eliminere Islamisk Stat – resultatet af religiøs ensidighed – på vegne af hele menneskeheden. Det er uden tvivl resultatet af vores paradigme baseret på kvindefrigørelse, hvilket gør det til en rollemodel over hele verden.

Kampen for fremtiden

I dag har udviklingen i Nord og Øst Syrien nået et vigtigt punkt. Anerkendelsen af Administrationen i Nord og Øst Syrien, samt det demokrati, som den repræsenterer for arabere, kurdere, armeniere, assyrere og andre folkeslag vil være en meget vigtig udvikling både for Syrien og det øvrige Mellemøsten. Vores opfordring til folk om at returnere fra Europa, Tyrkiet og andre steder vil blive mulig så snart en demokratisk forfatning for Syrien er blevet vedtaget.

Vores opfattelse af den kurdisk-tyrkiske konflikt, der har stået på gennem næsten et århundrede, er klar. Vi har udviklet en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål siden 1993. Vores holdning – som er fremgået af 2013-samtalerne med den tyrkiske nationalstat, der blev holdt på Imrali-fængselsøen  – og som blev udtrykt i Newroz Erklæringen, da vi indledte dialogprocessen, er i dag vigtigere end nogen sinde. Vi forstærkede denne holdning i den syv-punkts deklaration, vi fremlagde i 2019. Vi insisterer på behovet for en social forsoning og en demokratisk forhandling, der kan erstatte kulturen med polarisering og konflikt.

I vore dage kan problemer blive løst, ikke gennem fysisk voldelige midler, men med blød magt. Under favorable betingelser ville jeg kunne opstille trinnene til at fjerne konflikten indenfor en uge. Hvad angår den tyrkiske stat, befinder den sig ved en korsvej. Enten kan den fortsætte på sin vej mod opløsning, som andre nationalstater i regionen, eller den kan indgå en værdig fred og en meningsfuld demokratisk løsning.

Ultimativt vil alt blive bestemt af kampen mellem parterne. Om det bliver en succes vil afhænge af den kamp, der føres af kurderne gennem fredspolitikken og den demokratiske politik. Det vil bestemme det endelige resultat. Og friheden skal sejre.

Baggrund

Abdullah Öcalan er grundlægger af Kurdistans Arbejder Parti (PKK), anset for at være en af kurdernes mest vigtige politiske repræsentanter og en ledende strateg. Lige siden sin bortførelse fra Kenya i 1999 og efterfølgende retssag og dødsdom – ændret til fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse – har han været holdt i total isolation på øen Imrali. I næsten elleve år var han den eneste fange dér.

Öcalan har skrevet omfattende om historie, filosofi og politik, og anses for at være nøglefiguren for en politisk løsning af det kurdiske spørgsmål. Da han er blevet holdt i total isolation, og ikke har været i stand til at konsultere sine advokater eller modtage regelmæssige besøg gennem mange år, er denne ’op-ed’ blevet udgivet på grundlag af hans fængselsskrifter og seneste udmeldinger.

Hans seneste arbejder omfatter The sociology of Freedom (2020) og The Political Thought of Abdullah Öcalan (2017).

 

Kilder:

Abdullah Öcalan (2020): My Solution for Turkey, Syria and the Kurds. Jacobin, 7. August 2020.

Abdullah Öcalan (2020): My Solution for Turkey, Syria and the Kurds. ANF, 7. August 2020.

Oversættelse: Jesper Brandt