18. marts 2020: Öcalan: Alt afhænger af jeres kamp

By | 7. oktober 2020

Under et møde med sin bror har den kurdiske leder Abdullah Öcalan sagt: ”alt afhænger af jeres kamp: Hvis i ikke gør noget, fortsætter isolationen og blodsudgydelserne. Ingen kommer og løser problemet for jer.”

Abdullah Öcalan var i stand til at møde sin bror Mehmet Öcalan (1) d. 3. marts. Hans medfanger Ömar Hayri Konar og Veysi Aktaş modtog også besøg af deres familie. Den fjerde fange Hamili Yildirim fik ikke besøg, da familiemedlemmet var syg.

Mehmet Öcalan har talt med nyhedsbureauet Mezopotamya (MA) om hans møde med sin storebror på fængselsøen Imrali, og indledte på denne måde: ”Gennem næsten 8 måneder har det ikke være muligt at holde møder. Hver anden uge har vi indgivet ansøgning om besøg på hovedanklagerens kontor i Bursa gennem vores advokater. Men vi får ikke noget svar, eller forskellige grunde til en afvisning bliver fremført. Efter branden på øen blev vores ansøgning imødekommet”. (2)

Umenneskelige kropsvisitationer

Mandag d. 2. marts fik vi besked gennem vores advokater om, at vi ville blive bragt til øen. Vi kom derud på den her måde: Jeg og Ömar Haysi Konar og Veyşi  Aktaş’ brødre og søstre tog til øen. Vi blev kropsvisiteret på politistationen i Gemlik. Det plejede ikke at være sådan, men lad os bare kalde det normalt nu. Kropsvisitationen blev udført på en meget ydmygende måde. Som menneske kan jeg ikke acceptere det. Det er amoralsk og hverken godt for Tyrkiet eller staten. Jeg er en mand på 69 år. Det gik på samme måde med de andre. Selv om jeg havde været ung, burde det ikke have været på den måde.

Da vi gik i land på øen, blev gennemført endnu en kropsvisitering, der var meget infam. Det er ikke en situation, som man kan acceptere. Man kan ikke holde det ud. Men vi måtte bide det i os som noget uundgåeligt. Ved den anden kropsvisitation var alle til stede. Officerer, soldater, med sorte solbriller og alle var bevæbnede. Det mindede om en atmosfære under en undtagelsestilstand. Alle var der. Vi var nødt til at udholde en meget ubehagelig kropsvisitering. Gruppen ledsagede os fra det øjeblik vi forlod båden og til det sted, hvor den anden kropsvisitation fandt sted.

Det sværmede overalt med soldater og vagter. Vi accepterede nødtvungent kropsvisitationen. De ved godt, at ellers ville ingen have accepteret en sådan kropsvisitation. Den var umenneskelig.

Derefter kom vi ind i fængslet. Der var ikke nogen indgående kropsvisitation i fængslet. Den var normal. Først blev de to andre besøgende hentet. Jeg blev efterladt alene i den tid. Jeg ventede ca. ti minutter. Så blev jeg kaldt ind. På dette kontrolsted blev jeg adskillige gange bedt om at passere røntgenscanningen. Det var chikane. Jeg sagde: ”Selv om jeg går igennem det hundrede gange, vil det beepe”. Bagefter gik vi hen til besøgsstedet. Jeg var den første, der blev kaldt ind i besøgsrummet. Det gamle bord var der. Det er et stort bord. De sagde til mig ”Sid ned”. Men jeg satte mig ikke ned, jeg vidste at formanden snart ville komme. Jeg ventede et par minutter. Da de gik ud og ind, vidste jeg, at formanden ville komme. Han kom ind og sagde, uden at give mig hånden. ”Jeg er blevet informeret. Du har måske feber. Du er forkølet”. Det var derfor, vi ikke gav håndtryk. Han sad på sydsiden af bordet, og jeg sad på nordsiden. Formanden sagde til vagten: ”Vi kan vel tale i halvanden time, ikke?” Men han sagde ikke noget. Så kom vi endelig i gang med at tale.

Han spurgte til folkets mening

Formanden spurgte: ”Hvorfor er du kommet, hvad er årsagerne til, at du er kommet”? Jeg sagde: ”De sagde, at der var opstået en ildebrand her. Folket og institutionerne gik i demokratisk aktion. Jeg går ud fra, at det var derfor, at de lod os komme her. Han sagde: ”Ja, men det berørte ikke os”. Så sagde han: ”Jeg skal spørge dig om nogle ting. Så kan du svare samlet på det”. Nuvel. Det var mest formanden, der talte. Han spurgte om, hvad folk derude mener om det kurdiske spørgsmål og problemerne i Mellemøsten, og hvad de tror omkring hvem, der kan løse problemerne. Han ville gerne have mine svar uden kommentarer.

Et bord med tre ben falder ikke sammen

Jeg sagde: ”Firs til halvfems procent af befolkningen i Mellemøsten og i regionen siger, at hvis det problem skal løses, så er det kun lederen Öcalan, det kan løse det”. Han sagde: ”Ja, det ved jeg også. Det er det, der er vores opgave. Vi er nødt til at være stærke for at kunne løse problemet i Mellemøsten”. Så gik han ind i detaljerne. Han gik i detaljer med Rojava og de demokratiske institutioner i Tyrkiet. Han sagde også ”Jeg går ud fra, at HDP kongressen fandt sted”. Og jeg sagde. ”Ja, de holdt en kongres. Og den viste sig at blive meget stor. En masse mennesker kom til kongressen, også fra udlandet. Kongressen gik rigtig godt.”. Formanden lagde nu vægt på det her: ”Nu skal jeg forklare dig noget. Hvis det ikke kan lade sig gøre at blive en kraft i regionen, prøv at se, i Tyrkiet er der et bord med to ben. I din sammenslutning er der også venstrefløje. Der er flest kurdere. Der er også andre mennesker. Også I er nødt til at være én søjle. I er nødt til at være en kraft dér. Hvis et bord har tre ben, falder det ikke sammen. Et bord med to ben er dømt til at kollapse, ligegyldigt hvor stålfast systemet prøver på at beskytte det. Derfor er vores bevægelse, kurderne, det tredje ben, der er skabt gennem vækst”(3).

’De bør tjene folket’

Gennem halvdelen af samtalen kommenterede han de demokratiske institutioner. Formanden sagde: ”Personerne, personlighederne, skal ikke tjene sig selv, de skal tjene institutionerne og folket”. Han overbragte sine bedste hilsener til aviserne. Han sagde: ”Styrk medierne. Bidrag til dem. Jeg sender de aller aller bedste hilsener til mine venner på medierne. De bør styrke både bladene og TV-stationerne”.

Alle er nødt til at slås for folket

Jeg fortalte, at HDP holdt dets kongres, deltagelsen var høj og kongresudtalelsen var stærk. Han sendte hilsener til de gamle og nye ledere og ønskede dem succes. Han sagde: ”Jeg antager, at partiet (HDP) er den stærkeste institution blandt de demokratiske institutioner. Partiet er blevet styrket gennem arbejde. Det bliver stærkere i takt med arbejdet. Det bliver ikke stærkere på grund af slogans. Prøv at se på min situation. Jeg har arbejdet i halvtreds år. Hvem som helst, der er i institutionerne for deres familie, for sig selv, for deres nærmeste, og som udnytter værdierne, når jeg hører om den slags, så kan jeg ikke tilgive det. Folket har betalt en meget høj pris. Enhver bør slås for folket. Ikke bare for kurderne. Der er mange befolkningsgrupper her i Tyrkiet. Hvis de alle forener sig, så kan de blive en stærk styrke. Der kommer ikke nogen og løse problemerne for os. I er den vigtigste kraft for en løsning. Partiet er ikke personlighedernes ejendom. End ikke medlemmernes.” Gennem denne evaluering gik det op for mig, at han holdt meget nøje øje med partiet.

Rojava i hele Syrien

Han kommenterede situationen i Syrien. Der er arabiske stammer i Rojava. Formanden sagde: ”Send dem alle mine hilsener og min respekt. Udtryk også mine hilsener og respekt overfor personalet i institutionerne dér. De, der arbejder i Rojava er meget værdifulde. Jeg ønsker dem tillykke med deres arbejde. De gør et gudsbenådet arbejde. Jeg ønsker dem succes. Tyrkiet er en gang imellem på Amerikas side og en gang i mellem på Ruslands. Det er ingen løsning. Løsningen, udvejen er sådan her: Enhederne i Rojava er nødt til at blive en styrke indenfor hele Syrien selv i den allerbredeste forstand. Det er nødvendigt for Syriens enhed. Hvis befolkningsgrupperne dér, kurderne, araberne, armenierne, kristne, ikke repræsenterer en samlet kraft, så kan de ikke garantere Syriens enhed i morgen. Strategien i Syrien er helt rigtig. Jeg udvider min respekt og mine hilsener til alle de, der arbejder og slider hårdt dér, uden undtagelse.”

Vi er nødt til at være en forenet styrke for at kunne løse problemer

Hvad angår en løsning, sagde formanden: ”Hvis man bliver en styrke, kan man løse alle problemer”. Jeg sagde til ham. ”Undertrykkelsen fortsætter på en intensiv måde. Du siger at der skal gøres noget i udlandet, men i Tyrkiet eksisterer denne mulighed ikke længere”. Formanden sagde: ” Der er stadig ting, der godt kan gøres: I er nødt til at styrke jeres institutioner. Hvis I arbejder godt, så kan I opnå resultater. At arbejde godt, hvad vil det sige? Service, ikke til enkeltpersoner, men til samfundet, til folket. Det er den måde kampen foregår på. Du kender mig godt, Mehmet. Hør engang, du ved, hvordan jeg har sloges. Jeg sloges endda med min mor. Jeg sloges endda med hende, da jeg var syv år. Det ved du meget godt.” Jeg sagde: ”Ja, det ved jeg. Det var sådan du gjorde”. Formanden sagde: ”Man skal kæmpe for al ting. På den rigtige måde. I er nødt til at være en kraft for at kunne løse disse problemer. I kan løse problemerne i Mellemøsten og – lad os nævne det ved dets rette navn – det kurdiske problem, på denne måde. Vi taler om et bord: Bordet i Tyrkiet er et to-benet bord. I er nødt til at blive det tredje ben. Hvad vil det sige: Det vil sige med styrke. Hvis i gør det, så vil det blive ved på den måde. Det vil arbejde i den retning, hvis I arbejder i den retning. Ja, der er brug for et bord, og det skaffes til veje ved at tjene folket og arbejde”.

I har alle noget, der skal gøres

Formanden kender os. Jeg har ikke sagt noget som helst. Ja, måske er hans krop, hans fysiske eksistens, på Imrali øen, men i hans tanker er han med os. Han ved, hvad vi gør og hvordan vi arbejder. Lad mig give blot et enkelt eksempel. Han sagde til mig: ”Du kan også gøre noget i din omgangskreds i Urfa. I har alle en opgave. Det er ikke muligt at trække sig tilbage og sætte sig ned. Også du kan gøre et arbejde og yde en service dér. Du vil gøre det, og det vil dine venner også. Der er de der landsbyer, og der er vores venner. Der er de der turkmenere. Hils dem fra mig.”

Alle og enhver bør gøre, hvad de kan

Formanden sagde: ”Jeg hylder alle de, der slås mod isolationen i Rojava, Bashur, Rojhilat og Europa. Hvor der er kurdere, der har kæmpet mod isolationen, vil jeg ønske dem tillykke med deres kamp. Mit helbred er meget godt. Jeg ved, hvordan jeg skal forstå at leve. Du kan se mig, hvordan ser jeg ud til at have det?”. Så vidt jeg kunne se, havde han det godt. Også hans helbred og moralske tilstand var god. Han sagde: ”Jeg ønsker dig held og lykke”. jeg sagde: ”Kommer der et andet møde?” Han svarede ikke på mit spørgsmål. Han sagde: ”Alt afhænger af jeres kamp. Hvis I gør fremskridt, så vil alle problemer blive løst.. Men hvis ikke, vil det hele fortsætte. Både isolationen vil fortsætte og blodsudgydelserne vil fortsætte …  så sørg for, at alle og enhver gør hvad de kan”.

Kommentarer af Jesper Brandt, der også har oversat interiviewet fra engelsk:

  • Abdullah Öcalans yngre bror Mehmet er medlem af det tyrkisk-kurdiske venstrefløjsparti Partiet for Fred og Demokrati (BDP), hvis råd han blev valgt ind i på en kongres i 2014. På denne kongres blev partiet på landsplan en del af partiet HDP, men fastholdt sin position som regionalt/lokalt parti, og derfor skiftede navn til navnet De Demokratiske Regioners Parti.
  • Omtalt i Nudem på: https://www.nudem.dk/nye-trusler-mod-ocalan-i-faengslet-paa-imrali/
  • Öcalans beskrivelse af ’et bord med tre ben’ er en tyrkisk vending, der kan tolkes som et ønske om at være mere afbalanceret, og føre en mere harmonisk politik. Konkret kan det også ses som en henvisning til den historisk opståede uholdbare markante splittelse i Tyrkiet mellem en ultrahøjrefløj og en centrum-højrefløj, hvor det tredje ben bør være en bred samling om et stærkt HDP, der kan samle de demokratiske kræfter til en kraft med samme styrke, der kan gennemtvinge en national forsoning.

Kilde:

Anonymous 2020: Ocalan: Everything depends on your struggle. ANF, d. 5. Marts 2020