8. oktober 2020: Siden sidst: Kan SDF og den Autonome Administration modstå Tyrkiets fortsatte offensiv i det nordlige Syrien i 2020

 

Siden Tyrkiet for et år siden angreb området mellem Girê Spî/Akcakale og Serekaniyê/Ceylanpinar i det nordøstlige Syrien, har situationen i hele det nordlige Syrien umiddelbart set ganske truende ud.

Lad os se lidt nærmere på et kort over situationen i Nordsyrien, som den så ud her et år efter den sidste invasion

Nordsyrien d. 6. oktober 2020. Se nærmere forklaring i teksten.

Det rødt farvede område på kortet er den del af Syrien, som beherskes af Assad, Rusland og Iran.   Det gule område beherskes af De Syrisk Demokratiske Styrker og Nord og Øst Syriens Autonome Administration. De små grå områder er rester af Islamisk Stat, der fortsat behersker nogle mindre områder i Assads del af den syriske ørken øst for Palmyra. Det gråblå areal viser det område, som Tyrkiet har besat siden invasionen af Nordøstsyrien d. 9. oktober 2019. Tidligere har Tyrkiet med accept fra både Rusland og Vesten besat Shaba-området og Afrin, og styrer reelt Idlib-området via dets store indflydelse på alle de mange lejesoldatmilitser, som Tyrkiet har organiseret i Syrien (vist med grønne nuancer). Faktisk udgør hele landområdet (den tyrkiske provins Antay – vist med hvidt) vest for Idlib og Afrin, ud mod Middelhavet, et historisk forspil til disse nye koloniseringer, idet dette område, der tidligere var en del af Syrien, allerede i slutningen af 1930erne blev besat af Tyrkiet hvorefter store armenske, alavitiske men også græsk ortodokske befolkningsgrupper blev jaget væk, og området blev indlemmet i Tyrkiet.

Det nu tyrkisk beherskede Idlib-område er reelt blevet ganske kraftigt indskrænket i forårets løb gennem den russisk-syrisk-iranske offensiv i den del af Idlib-området, der er indrammet med rødt . Baggrunden for dette skal senere forklares med et kort, der viser situationen d. 30. december 2019, altså tre måneder efter Tyrkiets invasion i Nord Øst Syrien, men inden den russisk-syriske offensiv.

Ikke nok med, at Tyrkiet reelt har sat sig på store dele af Idlib, Shaba-området, Afrin og området mellem Girê Spî/Akcakale og Serekaniyê/Ceylanpinar, i store træk accepteret af stormagterne.

Men Tyrkiet har samtidigt overalt i de besatte områder konstant presset på for at angribe ind over de aftalte våbenstilstandslinier, og systematisk søgt at sabotere det civile liv, især i Nordøstsyrien, f.eks. gennem at afskære vandforsyningen (på trods af Corona-situationen) og foretage bomberaids længere syd og øst på, f.eks. imod de Yasidiske kerneområder omkring Sinjar.

Samarbejde om destabilisering mellem Assad-styret og Tyrkiet

I denne chikane af især den Autonome Administration i Nord og Øst Syrien har Assad-styret reelt støttet Tyrkiet, ved f.eks. ikke at ville samarbejde med Nord Øst Syrien om Corona-bekæmpelsen, og ved (bl.a. i et samarbejde mellem det syriske og tyrkiske efterretningsvæsen) at planlægge og gennemføre skjulte likvideringer i Hasakah-området (hvor Assad behersker et mindre areal) mod lokale ledere, der samarbejder med SDF og den nordøstsyriske administration.

Tyrkiets opprioritering af ekspansive mål uden for landets grænser

Men derudover er det også blevet mere og mere tydeligt, at Tyrkiet generelt og stadigt mere aggressivt forfølger yderligere ekspansive mål uden for landets grænser, som det ses i Libyen, i det nord-østlige middelhav og nu også i Kaukasus, hvor Tyrkiet har sendt næsten 1200 soldater til Azerbadjan for at kæmpe mod Armenien i Nagorno-Karabakh. Det syriske observatorium for Menneskerettigheder SOHR har d. 4/10 meddelt, at antallet af dræbte blandt de flere hundrede tyrkisk-støttede syriske lejesoldater, der er blevet sendt i direkte kamp i Nagorno-Karabash, nu er nået op på 72 – og flere vil blive sendt dertil. Ifølge SOHR har den tyrkiske regering informeret de mange lejesoldater om, at deres opgave var at ’beskytte oliekilderne og grænseområderne i Azerbadjan’.

Andre betragter den tyrkiske offensiv som en tyrkisk brik i et større spil, der drejer sig om at tvinge russerne til at acceptere yderligere invasionsplaner i det Nord-Østligste Syrien (måske især tæt ved grænsen til Irak), for yderligere at kunne udvide kampen mod kurderne. Her er Tyrkiet for tiden tydeligvis involveret i opbygningen af større militærinstallationer – i samarbejde med de nordirakiske myndigheder ledet af Mahmut Barzani, der støtter det tyrkiske militærs stadigt mere massive tilstedeværelse i Nordirak.

Aggressionerne påvirker det civile liv i Nordøst-syrien negativt, men styrker Nordsyrien militærpolitisk.

Der er ingen tvivl om, at alle disse chikanerier påvirker udviklingen af de civile liv i de berørte områder, ikke mindst i Nord Øst Syrien. Men ser man udviklingen ud fra et mere militærpolitisk synspunkt, tegner der sig måske et noget andet billede:

Man kan konstatere, at siden januar er det ikke lykkedes Tyrkiet at udvide deres besatte områder i det nordlige Syrien – Faktisk tværtimod. Som det sås af dagens kort, har Tyrkiet reelt været nødt til at trække sig tilbage fra en ikke så lille del af Idlib. Det kan forklares ud fra vedlagte kort, der viser situationen omkring 1. januar 2020, altså tre måneder efter Tyrkiets indmarch i Nord Øst Syrien.

Situationen i det nordlige Syrien omkring nytår 2020. Det syriske motorvejsnet M4 og M5 er tegnet ind på kortet, fordi forløbet af dette har afgørende betydning for Syriens sammenhængende infrastruktur. Siden årsskiftet 2019/20 er hele det østlige Idlib-område omkring motorvej M5 blevet tilbageerobret af Assad-styret med støtte fra Rusland og Iran, hvilket har svækket Tyrkiets militære position i Syrien betydeligt.

 

 

Forløbet af de to motorveje M4 og M5, der går gennem Syrien er indtegnet på kortet over Nordsyrien for 30 december 2019, da det har vist sig at dette har strategisk betydning. Motorvejsforløbet indgår i de såkaldte Astana-aftaler mellem Rusland, Tyrkiet, Syrien og Iran. Aftalerne tilstræber bl.a , at områder syd og øst for dette vejforløb skal være forbeholdt den syriske stat. Men Tyrkiet har under deres invasioner flere gange erobret strækninger af M4-motorvejen samt områder syd og øst for denne, for derved at vanskeliggøre den interne kommunikation i Syrien. Men Tyrkiet er i løbet af det sidste år blevet tvunget til at holde sig nord for M4, og har også accepteret, at Assad or Rusland har tilbageerobret yderligere områder øst for M5 i Idlib. Disse ganske store dele af Idlib-området er rammet ind med en rød streg på det aktuelle kort over Nordsyrien. Det afspejler alliancepartnernes manglende tiltro til Erdogans intentioner i Syrien.

Men dertil kommer, at SDF og de Nordsyriske myndigheder på mange måder ser ud til at stå stadigt stærkere i det lokale samarbejde: Mange havde troet, at kurdernes evne til at holde sammen på alliancen med de mange andre befolkningsgrupper i området ville bryde sammen, når de skulle til at befri de mere rene arabiske områder i sydøst-Syrien. Men sådan er det ikke gået. De arabiske klaner og lokale grupper har tværtimod i vid udstrækning sluttet op om kurderne i deres strategi for udviklingen i Syrien efter borgerkrigen.  Og selv om kurderne i stort omfang er blevet forjaget fra de besatte områder – for Afrins vedkommende til Tall Rif-at-området nord for Aleppo, for området mellem Girê Spî og Serekaniyê til Raqqa – har de stadigt et tæt lokalt netværk i de besatte områder, der sikrer dem et fortsat indgående lokalkendskab. F.eks. var det kurdiske nyhedsbureau ANHA i stand til allerede d. 23 september at anføre navnene på 41 af de 50 medlemmer af den stærkt tyrkisk støttede syrisk-turkmenske Sultan  Murad brigade, der som nogle af de første blev sendt fra Afrin til Azerbadjan.

 

Trods pres og sabotage fra Tyrkiet og Assad-styrets side er Covid 19 holdt nede i Nordøst-Syrien.

Til trods for de vanskelige betingelser lykkes det i vid udstrækning de nord-øst-syriske myndigheder at holde Covid-19 nogen lunde væk fra området (se artiklen: Nord og Øst Syriens Corona-forsvar), selv om forekomsten generelt er stigende, men dog ikke alarmerende. Situationen gøres fortsat op ugentligt. D. 5. oktober var der konstateret 1918 personer smittede, mens det totale antal døde var 69. Flest nye tilfælde så ud til at optræde i Raqqa, men varierer i øvrigt fra uge til uge.

 

Øverstkommanderende for SDF, Mazleum Abdi kommenterer situationen

Mazloum Abdi, Øverstbefalende for Syriske Demokratiske Styrker, SDF

Vi slutter med et uddrag af et nyt interview med den øverstkommanderende for SDF, Mazloum Abdi, der peger på de mange trusler, som især Tyrkiet til stadighed fremkommer med. Men han tilføjer også:

”Men vi skal også holde os for øje, at den tyrkiske stat ikke har magt til at gøre det, de gerne vil. Det kan godt være, at de prøver at få det til at se sådan ud, men det er ikke sandheden, da de lider under store problemer derhjemme. Og det, at Tyrkiet sætter disse angreb i gang i dag, betyder ikke, at de er stærke, tværtimod. Det er et resultat af svaghed, da den tyrkiske stat ikke kan gøre det, den har lyst til her i regionen, på den ene side fordi regionens størrelsesforhold ikke tillader det, og på den anden side fordi vores diplomatiske, militære og politiske forberedelser ikke tillader Tyrkiet at gøre det. Hvis man nu stiller spørgsmålet, om hvorvidt den tyrkiske stat vil igangsætte nye angreb på regionen? Jo, de vil forsøge, at igangsætte angreb, hvis de får mulighed for det, men det bliver ikke så let.

Efter et års besættelse af Serêkaniyê og Girê spî, er den tyrkiske stat blevet meget svagere end dengang, fordi den er svag i sin udenrigspolitik, og fordi det syriske folk ikke accepterer det, der er sket hidtil; alle og enhver tænker på de katastrofer, der er sket for regionen ved hvert eneste af de angreb, der er blevet sat i værk af den tyrkiske stat. På den måde er den tyrkiske stats offensive styrke blevet svækket, og den er ikke den samme som tidligere. Det er sikkert, at den tyrkiske stat gerne vil igangsætte et nyt angreb på regionen, men det vil ikke blive let.

Før besættelsen af Serêkaniyê og Girê SpÏ, var der ingen internationale aftaler, men nu er der aftaler. Derfor har den internationale koalitions styrker såvel som de russiske styrker i regionen et ansvar i henhold til disse aftaler. De er nødt til at udfylde dette ansvar. Der er ingen tvivl om, at vi er blevet stærkere end tidligere, både fra et militært og et autonomt administrativt synspunkt. Støtten, der kommer fra verdens befolkninger og de internationale magter, er meget større end tidligere. Både verdens befolkning, de internationale magter, såvel som de venner, som vi har forbindelse med, ved bedre end nogen sinde, at vores sag er rigtig og retfærdig. De har også indset, at angrebene vil føre ulykker med sig for dem, så vi er stærkere og de er svagere, og det formindsker chancerne for angreb.

 

Båndet mellem af kurdere og arabere er styrket

Ikke bare den tyrkiske stat, men også alle de lande og parter, som ikke er interesseret i, at vi sikres vores egen administration, søger at skabe splid mellem befolkningerne i regionen, især mellem kurdere og arabere. Ærligt talt: Det syriske regime opildner den arabiske befolkning mod kurderne, og den tyrkiske stat har gjort det fra dag ét i Raqqa, Deir ez-Zor og  i Al-Hasakah.

Det syriske regime og den tyrkiske stat, hvis håb om at besætte regionen blev afværget militært, begyndte at planlægge og udvikle stridigheder og optøjer, herunder snigmord på klan-ledere. Der er ingen tvivl om, at den arabiske befolkning vendte sig imod disse optøjer organiseret mod kurderne, og det vil de også gøre fremover. For den arabiske befolkning så sin fremtid indenfor SDFs og den Autonome Administrations rækker. Det var en realitet, de så under befrielsen af deres områder, og gennem de efterfølgende politiske og militære aktiviteter i deres område. For at kunne befri denne region, var kurdisk og arabisk blod blevet blandet: I denne tidligere fase faldt ca. 4000 kæmpere af arabisk herkomst i SDF, så der blev virkelig etableret et blodsslægtskab mellem kurdere og arabere. Ingen glemmer det, og derfor har splittelsesforsøgene været forgæves. Det var os i de Syrisk Demokratiske Styrker samt sikkerhedsstyrkerne, der afslørede de, der begik kriminelle handlinger imod folket, og slog civile ihjel. De blev arresteret og tilstod deres forbrydelser. Og det er tydeligt for regionens befolkninger, hvem der stod bag snigmordene og hvem der satte stridighederne i gang.

Befolkningen i Girê SpÏ, Serêkaniytê og Afrin vil aldrig acceptere besættelsen. De er nu i Raqqa, parat til at befri disse områder fra besættelse, så de kan komme tilbage til, hvor de kom fra før besættelsen.”

 

Sammenfattende har Mazlun Abdi beskrevet situationen for SDF i det nordlige Syrien på følgende måde i en Twitter fra Rojava Network d. 4/10: ”Befrielse af de tyrkisk besatte områder kræver politisk balance, og som militære styrker fortsætter parterne deres langsigtede forberedelser. Når  balancerne er passende, vil vi generobre disse områder”.

 

Kilder:

 

Anonymous, 2020: Al-Bukamal clans: Turkey, Syrian regime agents seek to spread sow discord. ANHA, 8. Aug. 2020.

Anonymous, 2020: Tripartite meeting between International Coalition, SDF, clasns’ notables in Deir-ez-Zor. ANHA, 8. Aug. 2020

Anonymous, 2020: Erdogan threatens another attack on Northern Syria. ANF, 3. october 2020.

Anonymous, 2020: 79 new cases with Covid-19 in NE, Syria, ANHA, 5. October 2020.

Dersim, Sidar, 2020: The new battlefield of Turkish expansionism. ANF, 3. October 2020

Mohammed, Ahmed, 2020: Fighters from al-Akkidat clan: SDF is only forces that fights injustice. ANHA, 8. Aug. 2020.

Sarya, Bêrîtan, 2020:Dei res-Zor in the crosshairs of the secret services. ANF, 17. Aug. 2020.

Sarya, Bêrîtan, 2020: Syrian regime fingerprints in the assassinations in Deir ez-Zor. ANF, 7. Aug. 2020

Zana Sidi, 2020: Mazloum Abdi: We must culminate our gains in victory. ANHA, 5. oktober 2020

12. juli 2020: Et landbrugskooperativ i Tirbespiyé

For fem år siden grundlagde fire kvinder et landbrugskooperativ i Tirbespiyê. I dag arbejder 40 kvinder dér, og kooperativet dækker en stor del af efterspørgslen på grøntsager i det nord-syriske område.

Den Autonome Administration i Nord og Øst Syrien understøtter mange projekter for at øge den lokale produktion og det økologiske landbrug. Et af disse projekter blev startet for fem år siden af fire kvinder i Tirbespiyê. Den lokale økonomiske kommité stillede et stykke land til rådighed for kvinderne, hvor de dyrkede grøntsager i ni drivhuse. Indsatsen er blevet udvidet, og gennem de sidste fem år har kvinderne plantet 2500 træer og antallet af drivhuse er nu oppe på 22.

Kooperativet ligger på hovedvejen i Cizîrê regionen og er blevet et fast mødested for folk, der bor i området. De dyrkede grøntsager sælges til rimelige priser og dækker en stor del af den regionale efterspørgsel.

Projektlederen Ahin Şikri fortæller, at antallet af beskæftigede vil blive forøget til et hundrede. Dyrkningen af løg og hvidløg er særligt produktiv. For en lille afgift kan folk fra regionen også dyrke deres egne grøntsager på lige fod med de ansatte.

Emani Xaim har arbejdet i kooperativet igennem 1½ år og er meget tilfreds med det: ”Jeg er meget glad for, at jeg kan arbejde her som kvinde. Jeg håber, at alle kvinder i verden kan blive økonomisk uafhængige.”

 

 

Kilde: Anonymous, 2020: Agricultural cooperative in Tirbespiyê. ANF, 10. Juli 2020.

3. juni 2020: Erdogan udrydder nu også døde kurdere

Jesper Brandt

Kurdere, der har kæmpet og faldet i kampen for deres frihed, hvad enten det har været i kamp mod det tyrkiske militær, eller mod Islamisk stat og deres allierede, får nu også deres grave systematisk ødelagt af det tyrkiske militær, og deres lig bliver gravet op og placeret i stabler af plastikposer på ukendte grave langt fra deres tidligere gravplads.

 

I 2013, under de daværende fredsforhandlinger mellem PKK og den tyrkiske regering – forhandlinger, der var tæt på at lykkes – anlagde pårørende til dræbte kurdiske guerillaer kollektivt en kirkegård i Garzan distriktet i Bitlis provinsen i det østlige Tyrkiet nær landsbyen Yukariolek/Oleka Jor (Upper Ölek) ikke langt fra den store Van-sø med Ararat-bjerget. Det skete uden indvendinger fra den tyrkiske regerings side, og selv om der både under anlæggelsen af kirkegården i september 2013 og senere i 2015 blev gennemført militære angreb mod kirkegården, blev mange kurdiske frihedskæmpere i de følgende år stedt til hvile som martyrer på denne og andre kurdiske kirkegårde efter at have været blevet dræbt under kampene. Det var ikke kun faldne guerillaer fra PKK og dens kvindelige afdeling YJA Star, der lå på kirkegården ved Yukariolek, men også syrisk kurdiske medlemmer af YPG og deres kvindelige kampgrupper YPJ, der var faldet i Syrien under kampene mod Islamisk Stat, bl.a. den berømte kvindelige YPJ-helt Bilan Bingöl, der mistede livet under forsvaret af grænsebyen Kobane i 2014, da Islamisk Stat var tæt på at erobre byen, reelt kraftigt støttet af Tyrkiet og dets efterretningstjeneste MIT.

 

Erdogan strammer grebet – også om dræbte kurdere

I 2015 afbrød præsident Erdogan forhandlingerne med PKK, da det kurdisk-støttede tyrkiske venstrefløjsparti HDP stod til fremgang i meningsmålingerne, og da han ikke kunne få kurdernes støtte til sine planer om at sikre sig større præsidentielle magtbeføjelser. Tyrkiet genoptog derefter sin systematiske undertrykkelse af de tyrkiske kurdere og deres menneskerettigheder. Bl.a. blev gravpladsen i Garzan beslaglagt at af det lokale militærpoliti. Det blev også almindelig praksis, at medlemmer af de kurdiske frihedsbevægelser, der var dræbt i kampe mod det tyrkiske militær, f.eks. under de talrige belejringer af kurdiske byer i 2015 og 2016, enten blev til bageholdt på retsmedicinske afdelinger, eller blev begravet på gravpladser for ukendte, selv om deres identitet ofte var kendt, eller kunne fremskaffes

Fra efteråret 2017 udvidede Tyrkiet sine angreb på gravsteder knyttet ikke bare til PKK, men også til andre kurdiske modstandsgrupper i og udenfor Tyrkiet. F.eks. blev tyrkiske styrker under den regeringsudnævnte guvernør i den kurdiske provins Bingal sat til at ødelægge gravstedet for Sait Çürükkaya, en frivillig Peshmerga-soldat, der blev dræbt under den kurdisk-irakiske offensiv for at befri den Islamisk Stat-erobrede by Mosul i 2016.

Grav-ødelæggelserne blev voldsomt intensiveret i december 2017 da den tyrkiske stat gav ordre til at destruere Garzan kirkegården, hvor hundreder af medlemmer af de kurdiske guerilla organisationer fra Tyrkiet, Irak og Syrien har ligget begravet. Efter at kirkegården var helt ødelagt, blev ligene uden tilladelse fra de afdødes familier gravet op efter ordre fra den offentlige anklagers kontor i Istanbul og bragt til den lokale retsmedicinske afdeling. Derefter blev de begravet på den jødiske kirkegård i Kilyos, ikke langt fra badebyen af samme navn ved Sortehavskysten vest for den nordlige adgang til Bosporus. Resterne af de 267 kurdiske krigere blev efter sigende begravet i en afdeling for de ukendte.

Ødelæggelse af kurdiske gravsteder og vanhelligelse af de dødes lig er efterhånden blevet en typisk praksis for det tyrkiske militær i deres krig mod kurderne. Det er en del af den måde, man forsøger at nedbryde modstandsviljen og moralen blandt den kurdiske befolkning.

Pres for udlevering af kurdere, der er bortført fra deres gravpladser

Pårørende til kurdere, der har ligget begravet på kirkegården i Garzon-distriktet har siden bortførelsen af ligene presset på overfor de tyrkiske myndigheder for at få udleveret ligene, så de igen kunne begraves anstændigt efter familiens ønsker. Det har været både vanskeligt og forbundet med omfattende ydmygelser, kontrol og chikanerier.

Hidtil er det kun lykkedes i 25 tilfælde. Der er dog tegn på, at mulighederne, og i hvert fald information om sagerne nu kommer mere frem i lyset, efter at Erdogans parti AKP sidste år tabte kommunalvalget i Istanbul, hvis retsmedicinske myndigheder har været sat på den skændige opgave af den offentlige anklagers kontor.

I slutningen af februar i år blev ligene af to af de dræbte kurdere, Hüseyin Döner og Cengiz Demir, udleveret til de pårørende familier. De blev afleveret i plastiksække.

Döner blev født i Hizan distriktet i Bitlis, og tog til Kobane i 2013 for at kæmpe med YPG mod Islamisk Stat. I YPG fik han navnet Sîdar Sipan. I 2014 døde han i kampene mod Islamisk Stat under forsvaret af Kobane.

Cengiz Demir (med kodenavnet Sami) gik ind i PKK i foråret 1999, kort tid efter at PKKs leder, Abdullah Öcalan, blev kidnappet i Kenya på vej til Nelson Mandela i Sydafrika. I september 1999 annoncerede Öcalan under sit fængselsophold en ensidig våbenhvile, og bad sine guerillastyrker om at trække sig tilbage til de kurdiske områder i det nordlige Irak. Ikke desto mindre fortsatte den tyrkiske hær sine angreb mod kurderne langt ind på Irakisk territorium. Cengiz Demir faldt i kamp under tilbagetrækningen.

Familien har ønsket at få ham begravet på familiegravstedet i landsbyen Fis, nord for det kurdiske center Diyarbakir, i distriktet Lice, hvor PKK blev stiftet i 1978. Her blev han begravet lørdag d. 29. februar i år, under belejring af tyrkiske sikkerhedsstyrker, der foretog forhør og skrev politirapporter over alle deltagere i begravelsen, før den fik lov til at finde sted.

Placeringen af ligene på ’en ukendt grav’ på den jødiske kirkegård i Kilyos er ikke foretaget som en almindelig begravelse: Ligene er placeret anonymt i poser i plastikæsker, der er stablet oven på hinanden under et grusbelagt fortov ved kirkegården.

Denne procedure for vanhelligelse af ligene, samt intimidering af de efterladte til de begravede kurdere på kirkegården i Garzan, gennemføres nu meget konsekvent af de tyrkiske myndigheder.

Ifølge en undersøgelse gennemført af en støtteforening for forsvundne familier (MEYA-DER), der er blevet forbudt under den gældende undtagelseslovgivning, er ligene af mindst 707 personer, der er slået ihjel på forskellige tidspunkter, stadig i de statslige autoriteters varetægt, herunder de 267 lig på de ukendtes grav på den jødiske kirkegård i Kilyos.

 

 

 

Starten på optrevlingen af Garzan-skandalen

En af de første, der sloges med myndighederne for at få viden om, hvad der var sket med de efterladte fra den ødelagte Garzon kirkegård, var Lezgin Bingöl, faderen til den kvindelige YPG-soldat Bilan Bingöl. Kort efter ødelæggelsen skrev han på de sociale medier. ”Efter at have hørt, at kirkegården for nyligt var blevet ødelagt af sikkerhedsstyrkerne, indgav jeg en skriftlig ansøgning til Bitlis guvernørens kontor d. 18. december 2017. Min datter Dilan Bingöl var også begravet dér. I min ansøgning angav jeg, at jeg ønskede at besøge min datters grav og bad om at blive informeret om, hvorvidt der var forbud mod at færdes i området. Guvernementets embedsmænd videresendte min ansøgning til militærpolitiet med den begrundelse, at området nu var under deres kontrol. D. 19. december ringede militærpolitiet mig op og fortalte, at ’267 lig på den kirkegård var blevet gravet op og sendt til Istanbuls retsmedicinske institut efter ordre fra provinsen’.”

”Så tog jeg til kirkegården i landsbyen Yukari Ölek d. 20 december. Der kunne jeg se, at min datters krav ikke var der. Graven var blevet ødelagt, og min datters knogler var blevet gravet op og fjernet. Der er intet tilbage af gravene på kirkegården”, fortalte Bingöl og tilføjede: ”Da jeg så mig omkring, kunne jeg se, at de andre grave var i den samme tilstand. Jeg appellerede derfor til anklagemyndighedens kontor i Bitlis d. 21. december. Jeg ønskede at få besked om, hvad der var sket med min datters lig, og anlagde en kriminalsag mod de ansvarlige.”

Bingöl fastslog at familien allerede havde begravet deres datter på kirkegården i Garzan efter at have modtaget en begravelses- og overførselstilladelse fra det retsmedicinske institut i Sanliurfa, og fortsatte: ”Efterfølgende blev der rejst sigtelse mod mig og min kone i forbindelse med begravelsen,. Vi kom i retten og blev frikendt”.

Bingöl har også fremført, at hans datter har været genstand for talrige retsmedicinske procedurer, til trods for at hendes identitet har været kendt. 

Aktuel mindehøjtidelighed på Kilyos kirkegården

Sidste torsdag, d. 21 maj, holdt Istanbul-afdelingen af Folkets Demokratiske Parti (HDP) en mindehøjtidelighed på Kilyos kirkegården, med deltagelse af Anyakay, en ny støtteforening for familier fra Anatolien, der har mistet pårørende. Erdal Avci, med-formand for HDP i Istanbul sagde under en kort tale: ”Grave og slagmarker er de ældste vidnesbyrd for den menneskelige civilisation. Forulempelse af de dødes rester og en nedværdigende behandling af lig er en forbrydelse, der er uværdig for menneskeheden. Behandlingen af de døde fra Garzan, der er blevet begravet under et fortov her i Kilyos, er respektløs og afskyelig, og afspejler fjendens mentalitet. Vi kræver, at angrebene på vores døde og deres hvilesteder nu må være slut”.

 

 

Kilder:

Anonymous, 2020: Guerilla corpses kidnapped from Garzan buried under sidewalk. ANF, 21. Maj 2020.

Anonymous, 2020: Remains of HPG guerrilla re buried after 2 years and 70 days. ANF, 29. February 2020

Anonymous, 2018: Ankara’s war on the dead. ANF, 29. Oktober 2018

Anonymous, 2018: Bodies removed from Garzan still not delivered to families. ANF, 2. februar 2018

Anonymous, 2017: 267 kurdish corpses exhumed: How far can Turkey’s ‘war on terror’ go? The Region, 25. December 2017.

Anonymous, 2017: Turkish authorities reportedly exhume corpses of 267 Kurdish militants in Garzan cemetery. Stockholm Center for Freedom, 22. December 2017.

23. maj 2020: Corona og revolutionen i Rojava. Interview med en international sundhedsarbejder i Rojava

23. maj 2020

Corona og revolutionen i Rojava

Interview med en international sundhedsarbejder i Rojava

Den vigtigste nøgle til sociale forandringer og genopbygning af en helhedsverden, og af livet og samfundet, er at starte der, hvor undertrykkelsen begynder, siger Jiyan, en tysk internationalist i Nordsyrien.

Jiyan er en tysk internationalist, der efter massakren i Sinjar og angrebet på Kobane i 2015 besluttede at rejse til Nordsyrien for at slutte sig til den konføderalistiske demokratiske revolution, der blev igangsat af den kurdiske befrielsesbevægelse.

Hun udfører for tiden sundhedsarbejde på frontlinien ved Tel Temir mellem Heseke og Serê Kaniyê. Den spanske blog Buen Camino har for nyligt talt med hende om indflydelsen fra Coronavirus på Rojava, begrebet sundhed i revolutionen, forandringsstyrken af kvindebevægelsen, og vanskelighederne ved at opbygge et alternativ til kapitalismen i Europa.

Kan du sætte os lidt ind i konteksten? Hvordan er situationen her ved fronten, hvordan påvirker det besættelsen, og hvor står krigen nu?

Det her er den seneste frontlinje siden starten af den tyrkiske offensiv sidste år. Her er der f.eks. et nærområde, der tilhører Çete (en jihadist-bande), og der er stadigvæk tilbagevendende angreb, det meste af tiden med tunge våben, men også med lette. Mere generelt er der for øjeblikket en omfattende militær bevægelse. Der er overflyvning af krigsfly, der er bevægelser på den anden side af fronten, vi ved, at tyrkiske soldater opbygger flere positioner, omgrupperer styrkerne, og gennemfører recognoseringsoperationer.

Der flyver droner, russerne gennemfører patruljeringer med de tyrkiske soldater, og det gør amerikanerne også. En stor del af alt det drejer sig om indsamling af information. Så vi tror, at efter den nuværende situation med Coronavirus vil vi atter en gang få en opblussen af krigen. Samtidigt reorganiserer Islamisk Stat sig igen, især i Deir ez Zor regionen, hvor angreb og trusler igen er en del af hverdagen. Og samtidigt bliver deres sovende celler fortsat indfanget i Cizire og Kobane kantonerne. De krige vi står overfor, har alle disse forskellige komponenter.

 

Regner du så med, at Tyrkiet vil fortsætte med at besætte nye territorier?

For Tyrkiet er spørgsmålet ikke, om de skal angribe eller ej, men et spørgsmål om, hvornår de vil gøre det. Er betingelserne lovende, så gør de det. Det afhænger også af forholdet mellem dem og deres politiske og militære partnere. Men det er helt klart, at står det til Tyrkiet, så bliver der krig igen.

Hvordan virker pandemien ind på alt det her?

Tja, på den ene side, hvis vi ser på situationen ude i verden, så er alle lige nu helt fokuseret på Corona; når du ser nyheder, er det corona, corona, corona, så selv hvis hele Rojava (eller et hvilket som helst andet sted i verden) skulle gå op i flammer, så ville der desværre ikke være nogen, der ville være interesserede i det. På den anden side, når de bomber elektricitets- eller vandforsyningens infrastrukturer, drejer det sig så virkelig om disse rettigheder? Nej, det drejer sig om at påvirke folks moral, gøre dem bange, lægge pres på deres daglige behov, gøre dem vrede. Jeg mener, forestil dig en by så stor som Heseke (En af Syriens 10 største byer, med ca. ¼ mill. indbyggere, beliggende i det nedbørsfattige øst-Syrien, jb-kommentar) bare en enkelt dag uden vand, ikke mindst under en epidemi, hvor du, oven i dit behov for drikkevand, er nødt til at rengøre alt hver eneste dag; det er en tydelig krigsstrategi, der føres mod befolkningen i Nord- og Øst Syrien (Se også https://www.nudem.dk/nord-og-oest-syriens-corona-forsvar/).

Hvad har generelt været reaktionen i Rojava på truslen om opblomstring af en pandemi?

Da denne her situation med Covid-19 startede, var reaktionen: Vi må stoppe alt, alle militære strukturer er nødt til at stoppe deres ”aktive” opgaver, fordi vi først og fremmest er konfronteret med truslen fra denne virus, som i dag er en ”fjende”, og hvor det ikke er særligt klart, hvordan den er det. Så af hensyn til sikkerhed og beskyttelse, stopper vi op og prøver at få alle til at forstå, hvor vigtigt det er at følge nogle procedurer for beskyttelse af sig selv. For eksempel henvendte vi os i vores region til alle enhederne og forklarede situationen, truslen, hvordan man skal beskytte sig, proceduren, hvis der viser sig at være folk med symptomer, osv. Dernæst drejer det sig om at organisere medicinsk udstyr og også give information om gør-det-selv rensningsmateriale og om beskyttelse. Der er stadigvæk embargo mod os, vi har ikke så mange leveringskilder, så  bare at få ansigtsmasker og handsker til alle er umuligt.

Hvad vi også oplevede var, at det drejer sig om at overbevise et højt socialiseret samfund om at handle fuldstændigt asocialt (ingen håndtryk, knus, kys… afstand, ingen møder eller besøg, en anden måde at spise og drikke på). At forklare det vigtige i at implementere alt det var ganske vanskeligt. For hvis du ser på intensiv-afdelingerne her, de pladser, der står til rådighed…  Vi har 40 respiratorer, hvilket gør, at vi kun kan behandle 40 tilfælde, der er så alvorlige, så de har behov for vejrtrækningshjælp. Det betyder, at de øvrige patienter ikke kan få den nødvendige behandling før en respirator er frigjort, hvilket sandsynligvis ikke sker, før en person er død…  Så der er meget konkrete grunde til disse beskyttelsesprotokoller og til nedlukningen.

Er forholdsreglerne så lige som i Europa?

Ja. Her er der også karantæne og de eneste åbne etablissementer er de, der sælger ting, som folk har brug for, som fødevarebutikker, apoteker, salg af landbrugsredskaber. Vi har også sikkerhedsstyrker, der sørger for, at folk følger karantænebestemmelserne, så hvis du ser lidt klassisk på det, så udfolder alt sig selvfølgelig på den samme måde, men på den anden side har du anderledes strukturer indenfor samfundet. Vand og elektricitet er gratis, og mad og basale fornødenheder bliver stillet til rådighed for folk gennem kommunerne, hvad jeg tror er anderledes end i Europa, fordi det er blevet indbygget i systemet her, i samfunds- og sundhedsideerne. Der er en struktur, som er grundlæggende for livet her, og der er mennesker, der påtager sig denne ansvarlighed. Det er ikke sådan, at nogle folk beslutter sig for at være et godt menneske, og derfor bruger deres penge på at støtte andre mennesker, hvad der i et kapitalistisk system er en god beslutning. Men det er anderledes, når grundlaget for systemet er at støtte hinanden gennem kommunerne. Så man er ikke afhængig af staten, men af det ansvar, som alle tager på sig overfor hinanden. I Europa har du staterne, der begår fejl under denne krise. Du har brug for penge til at skaffe det til veje, som samfundet burde have stillet til rådighed som et grundlæggende niveau for at kunne leve sammen; sundhed, socialt fællesskab, ansvarlighed osv.

Da den Autonome Administration startede offentliggørelsen af forholdsreglerne, havde vi en fornemmelse af, at folk måske ikke tog det særligt alvorligt …

Det her er et land, der har været i krig gennem lang tid. Folk har set megen elendighed, et stort antal døde, og har haft mange tab. Nu står de overfor en fjende, som man ikke kan se. Du ser ikke, hvordan den spreder sig, du ser ikke hvad der sker, eller hvordan folk bliver syge … så du tænker ”Okay, når vi ikke engang kan få fat i de ting, vi har brug for, hvordan skal så virussen komme ind?”. Folk tager en gang imellem for let på det, fordi de allerede har set alt for meget. Men det ser nu ud til, at efter at nogle tilfælde er blevet bekræftet, så tager folk det mere alvorligt, og bliver mere villige til at følge de nødvendige procedurer.

Tidligere nævnte du sundhedsaspektet. Hvad er perspektivet for sundhedsrevolutionen? For det vi ser under den nuværende situation i Europa, er at det at være sund først og fremmest betyder …

at fungere. At være i stand til at fungere.

 

Netop.

Ideen er at skabe et samfund, der baserer sig på de værdier, der knytter sig til demokrati, økologi og kvindefrigørelse. Når det så kommer til stykket, så er spørgsmålet; hvor starter sundheden? Måske starter den et andet sted end dér, hvor vi regner med. Vi har brug for denne verden og naturen. Vi har brug for verden for at kunne leve, men naturen har ikke brug for os. Det er noget, som vi ser nu, er det ikke? Luften er blevet renere, havet er renere, der er bevægelse, dyrene ”farer vild”, som om de var glade, de dukker op overalt (latter).

Og det er et problem, er det ikke? Denne verden har ikke brug for os, og det vi har brug for, er vi ikke i stand til at se, og vi er ikke i stand til at værdsætte det. Vi værdsætter ikke livet og naturen. Og kun at se på naturen som noget, der skal forsyne os med de ting vi ønsker, er det første trin i starten på en meget usund forbindelse med verden, en meget pragmatisk tilknytning til verden, til livet i almindelighed, som jo alt andet er bygget på. Så den måde, du behandler naturen på, den måde mennesker behandles på, den måde, dit indre behandles på, det er dér, hvor sundhedsdebatten hører til. Den måde, som vi lærer at leve dette liv på, hvordan vi skal tænke, hvordan vi skal føle, hvad vi skal gøre, hvordan vi skal være, det er alt sammen forbundet med et sundt hjerte, følelser, sjælen, tankerne og livet.

Når vi ser på Europa, på de stater vil kalder højt ”industrialiserede”, er der et meget højt antal tilfælde af depressioner og såkaldte ”modernitets-” eller livsstils-sygdomme (Diabetes, etc.)… folk leder efter meningen med livet, de er søgende, de prøver på at nå målet for mainstream-billedet på det lykkelige, smukke, funktionelle individ, der er attraktivt, et billede, som faktisk blot er et billede. Det er et eksempel på, hvad sundhed netop ikke er. Så ved at starte med at forbinde alt dette med en samfundsmæssig realitet, til menneskenes virkelighed i sammenhæng med naturen, med dig selv som et menneskeligt væsen, som er en spillevende og uundværlig del af menneskeheden og samfundet, netop at tage skridt i den retning er det grundlag som der skal bygges et sundhedssystem op omkring. Vi er alle ansvarlige overfor helbredet hos os selv og alle rundt omkring os og i den verden vi lever i. At forstå dette og se det større billede og de dybere forbindelser, at komme ned på det samme niveau, kan kun betyde at gennemføre beslutninger om, hvad vi bruger, hvad vi bygger, hvad vi gør, i overensstemmelse med den viden. Så når vi taler om energi/ressourcer, tænker vi ikke bare på, hvad vi har behov for, men hvordan kan bruge det på en måde, så vi ikke forværrer naturen og livet, og uden at vi bruger ressourcerne op. Når vi taler om medicin, så starter vi der, hvor den pharmaceutiske medicin ikke er løsningen. Det drejer sig om alt muligt før Pharma-Medicinen, vores livsstil, men også at bruge forskning til at finde løsninger på alvorlige sygdomme, og behovet for alvorlig kirurgi. Det skal ikke dreje sig om penge, eller brug af pharma-medicin som en kilde til at tjene penge. Det drejer sig om at deles om det, tage sig af hinanden, hvor beslutninger er knyttet til de større sammenhænge.

Når man taler med mennesker her om hvad de tænker om Rojavas fremtid, siger de altid det samme: ”Det er ikke klart, ingen ved det”. Flor øjeblikket, med pandemien, ser det ud til, at de samme erfaringer udspiller sig i Europa, der er en masse usikkerhed, der er en opfattelse af, at ingen ved, hvad der vil ske. For en stund er millioner af menneskers ”normalitet” blevet forstyrret. Når man ser på det her fra, hvad tror du, at der kan komme ud af alt det?

Ja, der er nogle mennesker, der siger, at den her pandemiske situation er noget positivt, fordi folk er konfronteret med statens virkelighed, men det er at undervurdere normalitetens magt. Jeg tror ikke, at folks tilgang så meget drejer sig om ”hvor ondsindet staten er”, men snarere, ”i det mindste bevarer vi det eller det, og nu kan vi igen gøre dette eller hint”. For lige nu, hvad er der af alternativer? Igen og igen vil folk stole på, hvad der allerede har eksisteret, fordi der ikke opstår et nyt elskeligt og skabende samfund, og du kan måske kun mere eller mindre lide de gamle strukturer og gamle ideer, men du ved, hvad de kan give dig, på en eller anden måde ”bærer” de dig, de giver dig en vis sikkerhed. Og det er for mig den største udfordring ved nye forslag, også demokratisk konføderalisme.

At skabe et alternativ er på den ene side noget meget praktisk: at være i stand til at skaffe eller skabe alternativer for de fødevarer og basale behov, hvor folk er direkte involveret, også ideer som folk kan identificere sig med, som får dem til at forstå deres behov og ansvarlighed overfor hinanden, og som kan skubbe dem i gang med at komme fremad. Det drejer sig om at give løsninger på de mest presserende behov, men også om at være en kilde til ideer, at formidle analyser, der kan forklare, hvordan man er nået til denne situation, og som har bragt folk frem til et fælles punkt. Dette fælles punkt drejer sig også om igen at få opbygget tillid, at folk er nødt til at kunne vise tillid, selv overfor det eller dem, som de har lært ikke at stole på.  Det er også igen at tro på et håb, og på at skabe det gennem at give det. Det er måske det mest vanskelige emne, for man kan jo altid sige, okay, dét er ubrugeligt, og dé dér grupper, dén organisation, de gør alting forkert, og det kan ikke lade sig gøre at ændre noget. Der er alt for mange negative tanker om alt muligt, alt for mange fordomme og forventninger. Det sker gennem en logik, der mener at ”kende” det sikkerhedsnet, der ligger i, at ”det har altid været på den måde”, ”sådan er mennesker”, ”det er nødvendigt at være 100% fuldstændig sikker, før man kan tage nogen beslutninger” … osv. For det er man nødt til under kapitalismen, hvis man ikke vil miste alt det, som staten kan tage fra en.

Rojava er midt i en økonomisk og humanitær krise, en krig, en besættelse, og nu også truslen fra en pandemi, og alligevel fortsætter modstanden. Rojava er konstant udfordret til at forsvare sig. Står det ikke i modsætning til venstrefløjen i Europa, med det umulige i at kunne tro, at vi kan vinde og ikke bliver besejret?

Tja, for at være ærlig, så må man se i øjnene, at der er frygt for at blive besejret, men også at mange allerede har dømt sig selv til nederlag, i deres perspektiver, i deres alternativer, idet de er blevet meget undergrundsagtige, meget liberale, meget lidt ærlige, allerede slagne i deres mentalitet… Ingen håb, ingen drømme, ingen styrke til at tilknytte sig… eller alt for mange abstrakte tanker, helt udenfor samfundets realiteter, følelser og behov, abstrakte tanker uden menneskeligt indhold. Du er nødt til at se i øjnene, at vi alle i nogen grad er blevet besejret på forskellige punkter, og forstå, at det betyder, at man må sige: ”Okay, der er altså behov for flere trin”.

Jeg tror, at det specielt drejer sig om at stille spørgsmål ved vores metoder.  Der bliver ikke stillet spørgsmål til, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi er på den måde vi er. Og når du ikke spørger ind til det, kan du kun gentage det, du er opdraget til, det, som du er opvokset med. Der er folk, der fører sig frem som romantiske revolutionære, de ser f.eks. indenfor en guerilla eller i andre kampgrupper, i de revolutionæres kamp, at folk hyller dig, og at du giver alt lige til døden. Ja, der er mange mennesker, der gør dét, af meget forskellige grunde. De fortsætter også lige til slutningen, men hvad repræsenterer de i deres daglige liv? De værdier, som mange kammerater – med et varmt hjerte – repræsenterer, selv i vanskelige situationer, er til syvende og sidst sådanne, der knytter sig til en patriarkalsk tankegang, en voldelig tankegang, nogle gange endda en fascistisk tankegang. Hvorfor det? Det er ikke fordi de er dårlige mennesker, men fordi de ikke reflekterer, de analyserer ikke. De lærte at blive ligeglade. Men på den måde kommer de til at handle, til at tage beslutninger, i overensstemmelse med denne tankegang. De løsninger, de ser, de problemer, de ser, foregår alt sammen indenfor rammen af denne tankegang. Hvad er så resultatet af deres kamp? At kæmpe, indtil de er døde, udbrændte, eller forlader kampen for at finde en plads et eller andet sted indenfor det eksisterende system. Og det er ikke det, det drejer sig om, hvis vi ønsker en anden verden, og vi ønsker et andet system. Det fungerer ikke.

Hvis vi tænker over revolutionen her, tror jeg, at et vigtigt punkt at holde sig for øje helt afgjort er, at der er en meget, meget konkret fjende, der også truer os på en meget konkret måde. Så tingene fungerer, fordi  du har et meget praktisk behov for at forsvare dig selv. Et andet punkt fungerer på grund af eksistensen af en stærkt organiseret kvindebevægelse. For på alle trin og i alle lag af samfundet er der kvinder, der taget ansvar, igangsætter de relevante analyser og lægger redskaber i hænderne på folk. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er det vigtigt? Fordi en af analyserne her er, at grundlaget for ”civilisationen” og det moderne samfund er en patriarkalsk, statsbaseret, undertrykkende tankegang, som i praksis betyder, at kvinders eksistens ikke tages alvorligt i betragtning. Et samfund med denne realitet er usundt, ulige, groft, voldeligt, udbyttende… Og at starte der, hvor undertrykkelsen begynder, er den vigtigste nøgle til sociale ændringer og genopbygning af værdierne for en holistisk verden og for livet og samfundet.

I hvilken forstand?

En gang imellem opfatter folk en revolution som et BANG!, hvorefter alt er anderledes. Men det drejer sig meget mere om små ting. Jeg tænker 40 år tilbage, hvor den første kvinde i  guerillaen trådte ind i huset hos en familie, og der er dén pige, og der er også en dreng, som ser på hende og tænker: ”Wow, sådan en kvinde har jeg aldrig set! En kvinde, der gør den slag ting!”. Og det skaber et indtryk af disse piger, hvor mange af dem 20 år senere deltager i kampen, fordi de havde andre rollemodeller, de kunne følge, andre forklaringer på årsagerne  til de problemer de så og følte. De så, at andre udveje er mulige, og de besluttede at følge dem, i stedet for at være fanget af familiepresset…. Og den slags er trin, som folk ikke ser. De siger ”Åh, prøv at se den YPJ’er eller den YPG’er med deres våben!”, men  hver eneste af dem har været nødt til at gennemføre en masse, lange og ofte pinefulde kampe helt til stregen, det gælder især kvinderne. Og det vigtigste ved kampen har ikke blot været at være i besiddelse af det våben, men at følge den vej, de har valgt, den beslutning, at forfølge håbet for en anden virkelighed, mens de mennesker du kender, familien, du blev født ind i, vennerne, der respekterede dig, ikke længere støtter dig, fordi deres traditioner og grænser ikke er baseret på frihed for et helt samfund, men kun på at holde dig fanget i forsvaret og  overlevelsen af den lille ”klan”.

Enhver, der gav dig identitet, gav dig et hjem, et sikkert sted under deres regler, det være sig patriarkalske/kapitalistiske/fascistiske/hvilke som helst voldelige regler, vil måske angribe dig. At forlade disse giftige forbindelser, er det hårdeste trin for en masse mennesker. At du selv kan blive i tvivl om det og hvad du slås for, hvad du tror på, hvad du håber på, hvad det er for en nutid og fremtid vi har brug for, netop  det er garantien for, at du ikke bare følger en destruktiv ”ødelæg det hele”-tankegang. Det er netop tidspunktet for at forstå, endnu engang, at det er alle disse mennesker, du slås for. Fordi det drejer sig om det, der binder samfundet og dig sammen. Efter en masse kampe for det, oplever du indimellem at fortsætte, mens dine venner dør, mens dit samfund fortsat er under embargo, under pres, mens der sker ting som i Afrin, eller som nu Serê Kaniyê. Alt muligt kan ske i disse situationer, der er så mange voldsomme historier her, i enhver familie, og om enhver kammerat. De skridt som alle har taget indtil i dag, førte til revolutionen og til alle ændringerne indenfor samfundet og systemet/strukturen. Så det er ikke et BANG, det er en kamp, der foregår hver eneste dag, hvor du er nødt til at tage stilling til, hvilke værdier du repræsenterer. Det er revolutionært. At udleve håbet, forandringerne, de værdier, du ønsker at skabe, for et kærligt, demokratisk, økologisk samfund, med frie kvinder. Og at beslutte sig for at forsvare alle disse værdier under hvilke som helst betingelser. Og for at forsvare noget, er der brug for kærlighed, værdier, støtte, skabelse, ansvar, et stort hjerte og en bred tankegang. Når vi så, med alt dette som en grundlæggende og generel tilgang, er nødt til at slås bevæbnede som her, under det meget praktiske forsvar mod trusler som Islamisk Stat, den tyrkiske stat, eller en hvilken som helst fascistisk stat, så bliver det en revolutionær kamp, hvor den væbnede kamp er et trin og ikke formålet.

Oversættelse: Jesper Brandt

Kilde:

Anonymous, 2020: Interview with an internationalist health worker in Rojava. ANF, 17. May 2020

Interviewet er oprindeligt bragt på den spanske blog Buen Camino., d. 10 maj 2020.

Inerviewet er endvidere bragt i tidsskriftet Solidaritet.

17. april 2020: Abdullah Öcalan: Forholdet mellem økologi og systemet er ikke bæredygtigt

Abdullah Öcalan fotograferet i Bekaa-dalen i Libanon i 1991

Tredje bind af Abdullah Öcalans værk ’Frihedens sociologi: Manifest for en demokratisk civilisation’ udkommer til juni 2020 på forlaget PM Press (https://www.pmpress.org/index.php). Den er oversat til engelsk af Havin Guneser.

Nogle udtræk fra bind III har været offentliggjort på nyhedsmediet ANF. Nudem har for nyligt udsendt en dansk oversættelse af et uddrag om Samfundets industrielle problem. Her bringer vi yderligere en dansk oversættelse af et uddrag om Samfundets økologiske problem:

Forholdet mellem økologi og systemet er ikke bæredygtigt.

Om samfundets økologiproblem skriver Abdullah Öcalan:

Det er klart, at industrialismeproblemet både er en del af det økologiske problem, og samtidigt dets fundamentale ophav. Derfor er der risiko for gentagelse, når vi tilnærmer os dette fundamentale problem under en anderledes overskrift. Men det økologiske  problem er lettere forståeligt end industrialismeproblemet, fordi det er et socialt og problematisk spørgsmål. Skønt begrebet omfatter miljøvidenskab, er det grundlæggende en videnskabelig analyse af den tætte forbindelse mellem den samfundsmæssig udvikling og dennes omgivelser. Sagen vakte dyb bekymring, da miljøproblemerne førte til, at der blev slået alarm om en nært forestående katastrofe. Et forskningsområde udviklede sig som resultat, omend det ikke skete helt uden uønskede følgevirkninger. For, ligesom med industrialismen, blev de økologiske problemer ikke skabt af samfundet, men er den seneste bedrift, der er gennemført af civilisationens monopoler – et omfattende problem, som vedrører historien generelt og som nu er blevet problem nummer et på verdens – og samfundets – dagsorden.

Måske findes der ikke noget problem, der har været så alvorligt og så vigtigt for at afsløre det sande ansigt af profit- og kapitalsystemerne (dvs. deres organiserede netværk) og derfor er nødt til at komme på menneskehedens dagsorden, som det økologiske problem. Summen af alle militære, økonomiske, kommercielle og religiøse monopoler op gennem historien, der udgør det civilisationssystem, der knytter sig til profit og kapital, viser ikke blot nedbrydningen af samfundet på alle områder (mangel på politik, arbejdsløshed, inflation, prostitution, osv.), men også de langtrækkende trusler, som alle livsformer og miljøet står overfor. Kan man forestille sig mere slående beviser for at monopolernes hærgen er i modstrid med de samfundsmæssige interesser?

Selv om det menneskelige samfunds intelligens og fleksibilitet betyder, at det anerkendes som den ypperste natur sammenlignet med alle andre levende væsener, så er det dog i sidste instans en levende helhed. Den er skabt af denne verden, er produktet af et meget præcist klimatisk miljø, og udviklingen af flora og fauna. Vores verdens atmosfære og klima samt plante- og dyreverdenen er ligeledes essentielt for menneskesamfundet i og med at det udgør den totale sum af alt på kloden. Disse forskellige dele af verden er ekstremt følsomme og tæt forbundne.

De udgør i deres inderste væsen en kæde, og ligesom en kæde holder op med at fungere, når et af dens led er brudt, så er hele udviklingen uundgåeligt påvirket, når et vigtigt led i den evolutionære kæde er brudt. Økologi er videnskaben om disse udviklingstræk, og det er det, der gør den vigtig. Mennesket kan altid genregulere den interne orden i samfundet, fordi den samfundsmæssige realitet er en menneskelig opfindelse, men det samme gør sig ikke gældende for miljøet. Hvis vigtige miljømæssige forbindelser bliver brudt som resultat af de processer, der sættes i gang af grupper, der er organiseret omkring et profit- og kapitalmonopol, der opererer udenfor det samfund, det er opstået i, kan der udvikle sig katastrofer gennem kædereaktioner, der kan risikere at udsætte miljøet og samfundet for masseødelæggelse.

Vi skal huske på, at de miljømæssige forbindelser er resultatet af udviklingen gennem millioner af år. Den generelle ødelæggelse gennem de sidste fem tusind år, og i særlig grad gennem de sidste 200 år, har på rekordtid ødelagt i tusindvis af disse evolutionære forbindelser.

Vi er vidne til begyndelsen af en kædereaktion, der truer med et endeligt sammenbrud. Der er ingen, der aner, hvordan man skal stoppe det. Det vil tage hundrede, ja endog tusinder af år at rydde op efter den atmosfæriske forurening, der er skabt af kuldioxid og andre gasser. Vi er sandsynligvis endnu ikke helt klar over den ødelæggelse, det har påført plante- og dyreverdenen.

Det er imidlertid klart, at ligesom atmosfæren, sender begge disse to verdener til stadighed SOS-signaler ud. Både forureningen af havene og floderne, samt ørkendannelse, bevæger sig på randen af en katastrofe. Ikke desto mindre tyder alting på, at verdens endeligt ikke vil vise sig som et resultat af den naturlige balances ødelæggelse, men vil bliver iværksat af nogle grupper organiseret i netværk. Selvfølgelig vil naturen uundgåeligt svare igen, da den er levende og besidder sin egen intelligens, med grænser for, hvad den kan holde til. Den vil slå igen, når tiden og stedet er passende. Og når vi kommer til det tidspunkt og det sted, så vil den ikke vise os nogen barmhjertighed. Vi vil alle blive holdt ansvarlige for at forråde de egenskaber og værdier, der er blevet os skænket. Er det ikke den måde verdens ende vil komme til at se ud?

Jeg agter ikke at føje noget til de allerede eksisterende katastrofescenarier. Men svarende til vores evner, er hver af os nødt til at gøre og sige det, der er nødvendigt som ansvarlige medlemmer af samfundet. Det er vores ansvar og vores moral og politiske pligt, det er simpelthen begrundelsen for vores eksistens.

Gennem menneskets historie har der været sagt meget om den skæbne, der overgik Nimroder1 og faraoer, der trak sig tilbage til deres slotte og pyramider – af indlysende grunde. Hver af disse Nimroder og faraoer var, både som enkeltindivider og som ordener, et monopol, der gjorde krav på guddommelighed. De var faktisk det mest sublime eksempel på kapital-monopoler, der jagtede efter profit i antikken. Åh, hvor de ligner monopolerne, der har trukket sig tilbage til handelsstrøgene i byerne! Der er selvfølgelig forskel på dem, men i essensen er de alligevel ens. Til trods for deres storhed, kan slotte og pyramider ikke konkurrere med vore dages handelsstrøg, slet ikke med deres antal. De historiske Nimroder og faraoer omfattede ikke mere end nogle få hundrede. Men antallet af vore dages Nimroder og faraoer udgør allerede hundrede af tusinder. I gamle dage var mennesker ude af stand til at holde undertrykkelsen fra nogle få Nimroder og faraoer ud, og beklagede sig bitterligt over det.

Hvor meget længere vil vi finde os i de hundrede af tusinder, der har påført os langtrækkende miljøødelæggelser og samfundets opløsning? Hvordan kan vi få dulmet pinen og smerten fra krig, arbejdsløshed, sult og fattigdom som de har været årsag til?

I lyset af den evolutionære udvikling vil det være nødvendigt at understrege disse realiteter, da de forklarer hvad vi mener, når vi taler om samfundets historie som en helhed. Er disse realiteter på en eller anden måde trivielle og ubetydelige? Videnskaben om den kapitalistiske modernitet, med dens positivistiske struktur, var ganske selvsikker. Den antog at de store empiriske opdagelser var det, det hele drejede sig om. Den troede, at den absolutte sandhed var en overfladisk viden om fakta. Den var sikker på, at vi var gået ind i en tidsalder med uendelig udvikling.

Hvordan skal vi tolke den kapitalistiske modernitets manglende evne til at se miljøkatastrofen i øjnene? Hvordan skal vi begribe den realitet, at den var ude af stand til at adressere og afhjælpe de sociale katastrofer gennem de sidste 400 år, der overstiger summen af alle tidligere historiske katastrofer,  og som vel at mærke ikke mindst også omfatter krige? For slet ikke at tale om undgåelsen af krige, der jo blot er magten, der har infiltreret alle samfundets kroge og hjørner.

Hvordan forklarer vi det faktum, at videnskaben ikke har været i stand til på en korrekt måde at vurdere, at alt dette  er tilfældet? Det er klart, at videnskaben, især i den periode, hvor de dominerende monopoler var på toppen af deres hegemoni, ikke besvarede disse spørgsmål som forventet, fordi den kom under den mest intense ideologiske belejring og strukturelt tilpassede sig på den måde, der bedst tjente systemet.  Videnskaben, hvis struktur, mål og manerer er udbredt og organiseret for at legitimere systemet, har vist sig at være endog mindre effektiv end religionen. Det har imidlertid også vist sig, at videnskaben ikke kan eksistere, hvis den ikke er ideologisk. Det er grundlæggende vigtigt at vi erkender den viden og videnskab, der er et bestemt samfunds og klasses ideologi, og i den forbindelse kan bestemme vores holdninger i overensstemmelse med den viden. Hvis økologien, som en af de nye videnskaber, kan positionere sig korrekt indenfor denne ramme, kan den yde de ideelle rammer for løsningen ikke blot af de økologiske problemer, men også den sociale naturs problemer.

Nimrod opfattes her som en samlebetegnelse for de herskere, der dominerede de babyloniske og assyriske riger før og samtidigt med de ægyptiske faraoer (oversætterbemærkning, Jesper Brandt)

Kilde: Abdullah Öcalan, 2020: The relationship between ecology and the system is unsustainable. ANF, 24. March 2020.

Oversættelse: Jesper Brandt

15. april 2020: Ny bog af Abdullah Öcalan udkommer til juni

Abdullah Öcalan fotograferet i Bekaa-dalen i Libanon i 1991

Tredje bind af Abdullah Öcalans værk ’Frihedens sociologi: Manifest for en demokratisk civilisation’ udkommer til juni 2020 på forlaget PM Press (https://www.pmpress.org/index.php). Den er oversat til engelsk af Havin Guneser.

Nogle udtræk fra bind III har været offentliggjort på nyhedsmediet ANF. Nudem bringer her en dansk oversættelse af et af uddragene:

Uddrag af Abdullah Öcalans nye bog: Ikke bare samfundet, men alt liv på jorden er truet.

Om samfundets industrialismeproblem skriver Abdullah Öcalan:

Problemet knytter sig ikke til selve industrien, men den måde, den bliver brugt på. Industrien er ligesom mulighederne i atomkraft: Når den bliver brugt af monopolerne, kan den blive en trussel mod liver uden sidestykke, der kan føre til både økologisk katastrofe og krig.

Den industrielle revolution, der var lige så vigtig som landbrugsrevolutionen, har udviklet sig med op- og nedture, men oplevede et kvalitativt spring i det sene attende og tidlige nittende århundrede, baseret på tusinder af års fortsat akkumulation. Det er umuligt at gætte på hvor, hvornår og hvordan den vil ophøre eller blive afsluttet. Denne revolution har et karakteristisk slægtskab med analytisk rationalisme: Den er faktisk et produkt af denne rationalisme. Og den er fuldstændigt domineret af kapitalen. Men der er ingen tvivl om, at kapitalen ikke selv er skaber af de fleste industrielle redskaber. Kapitalen har derimod fokuseret på at udvikle dem til profitskabende redskaber og tilegne sig de af dem, som den anser for essentielle. Billig masseproduktion skaber store muligheder for samfundets udvikling. Ligesom rationalismen, er en industri, der tjener samfundets behov, meget værdifuld. Problemet knytter sig ikke til industrien i sig selv, men til den måde, den bliver brugt på. Industrien er ligesom mulighederne i atomkraft. Når den bliver brugt af monopolerne, kan den blive en trussel uden sidestykke for livet, der bærer både økologisk katastrofe og krig i sig. Dens anvendelse til at skabe profit er i sandhed blevet stadigt mere tydelig med den hastigt stigende ødelæggelse af miljøet. Industrien styrer med stor hastighed samfundet i retning af et virtuelt samfund. Mennesker bliver i stigende grad erstattet af robotter. Hvis det fortsætter, vil det ikke tage lang tid, før menneskene selv bliver gjort overflødige.

Der er enighed om, at miljøets nuværende tilstand ikke bare truer samfundet, men også livet på jorden. Jeg er nødt til kraftigt at understrege, at det vil være en fejltagelse blot at gøre industrien ansvarlig for dette. Industrien er i sig selv neutral. En industri i harmoni med samfundets eksistens kan spille en afgørende rolle i udviklingen af verden i retning af en tredje natur, ikke bare for mennesker, men for alle former for liv. Det kan lade sig gøre, og hvis det skete i dag, ville vi måske anse industrien for at være en velsignelse. Men når industrien kontrolleres af kapitalen og er drevet af profit, kan det gøre verden til et helvede for hele menneskeheden med undtagelse af en håndfuld monopolister. Faktisk ser det stort set ud til at være vores nuværende situation. Menneskeheden er tydeligvis enormt bekymret over tingenes nuværende tilstand. Det industrielle monopol har skabt et enestående imperium, der hersker over samfundet. For et enkelt US-amerikansk hegemon, er der dusinvis af industrielle hegemoner. Selv hvis man kunne stoppe politiske og militære hegemoner, ville det ikke være let at standse de industrielle hegemoner, fordi de i dag er globale. Hvis et land, der fungerer som center, begynder at stille krav, så vil et andet sted og/eller land kunne blive omdannet til et nyt center. Hvem siger, at et af USAs industrielle imperier ikke vil udpege Kina til dets center i morgen? Hvorfor skulle de ikke det, hvis betingelserne dér er bedre egnede? Vi kan se, at dette gradvist bliver en mulighed.

Industrialismen skyder landbruget i hjertet. Landbruget, der er en nødvendighed for at det menneskelige samfund kan fungere, stilles overfor voldsomme ødelæggelser, når det er lagt i industriens hænder. Denne hellige aktivitet, som har tjent menneskeheden gennem de sidste 15.000 år, er blevet sat over styr og man forbereder sig nu på at dreje det i retning af industriel dominans. I modsætning til, hvad det ofte påstås, egner inddragelse af profit- og kapitaldrevet industri indenfor landbruget sig ikke til masseproduktion. De industrielle monopolers brug af genetisk modificerede afgrøder behandler jordbunden på samme måde som en moder, der bærer et barn skabt ved kunstig befrugtning. Ligesom sund graviditet og moderskab ikke skabes gennem alle mulige kunstige indgreb, er det heller ikke sundt at befrugte jorden med genetisk modificeret såsæd. Industrielle monopoler forbereder sig på at involvere sig netop i en sådan galskab indenfor landbruget. Menneskeheden vil opleve den værste kontrarevolution indenfor landbrugsområdet, og det er allerede begyndt at vise sig. Jorden og landbruget udgør ikke blot en hvilken som helst produktionsmåde eller indbyrdes relation. De udgør uadskillelige eksistentielle dele af samfundet, der ikke kan ophæves. Menneskelige samfund er først og fremmest bygget på jordbunden og landbruget. At fjerne dem fra jordoverfladen og produktionen ville være et enormt anslag mod samfundets eksistens. Byernes kræftlignende vækst er allerede tydeligt begyndt at udstille denne fare. En befrielse vil sandsynligvis i vid udstrækning betyde en bevægelse i den modsatte retning: fra byen og tilbage til jorden og landbruget. Jeg forestiller mig, at det grundlæggende slagord for denne bevægelse kunne være noget i retning af: Enten landbrug og jord for tilværelsen eller udslettelse. Driften mod profit og kapital tillader ikke industrien at forene sig med jorden og landbruget og binde dem sammen i en venskabelig og symbiotisk relation, men opbygger i stedet enorme modsætninger og skaber fjendtligheder mellem dem.

De klassemæssige, etniske, nationale og ideologiske modsætninger i samfundet kan føre til konflikter og krig, men de er ikke umulige at løse. De er skabt af menneskehænder, og de kan blive fjernet af menneskehænder. Derimod kan mennesker ikke holde konflikten mellem industri, jorden og landbruget under kontrol, fordi industrien er kapitalens redskab. Jordbunden og landbruget udviklede sig økologisk over millioner af år. Hvis de degenererer, kan de ikke genopbygges af menneskehænder. Ligesom det er umuligt at fabrikere jordbund, er landbrugsprodukter eller andre levende organismer, herunder også planter, næppe noget, der kan skabes af mennesker i vor tid. Det kan vi ikke forvente. Dette potentiale er fuldt ud udnyttet med udviklingen af mennesket. Det er hverken meningsfuldt eller muligt at gentage, hvad der allerede er sket. Dette er et grundlæggende filosofisk spørgsmål, så jeg vil ikke dvæle alt for meget ved det.

Men ligesom Faraoerne uden succes prøvede at planlægge deres fremtid med pyramide-mausoleer, så vil industrialismen også vise sig uegnet til at skabe en fremtid, hvor livet er værd at leve, gennem dens anvendelse af robotter. Hele denne tilgang yder ingen respekt overfor menneskene. Med en så storslået enhed som naturen, hvor meningsfuld og vigtig kan robotter eller kopier af den naturlige verden så overhovedet blive? Endnu engang er vi konfronteret med kapitalens vanvittige kurs mod profit. Lad os antage, at robotter leverer den billigste form for produktion. Hvis der ikke er nogen mennesker til at bruge dem, hvad vil de så gøre godt for? Denne side af industrialismen er hovedårsagen til arbejdsløshed og er kapitalens vigtigste våben mod samfundets produktivitet. Kapitalen bruger industrien som et våben til at manipulere med markedet både ved at beskæftige færrest mulige arbejdere og ved at gennemtvinge prisreduktioner. Monopolpriser medfører overproduktionskriser – hovedårsagen til arbejdsløshed. Forrådnede varer og millioner af arbejdsløse, sult og fattige mennesker er ofre for disse kriser.

Samfundets natur kan kun vedligeholdes gennem en tæt forbindelse til omgivelserne, som er et produkt af millioner af års udvikling og af gunstige betingelser. Intet, der er skabt industrielt, kan erstatte omgivelserne, som er universets fantastiske skabelse. Trafik på land, i luften, på havet og i rummet har allerede nået et katastrofalt niveau. Industrien forbruger konstant fossile brændstoffer, forurener omgivelserne, og underminerer klimaet. Udbyttet af disse katastrofer er små to hundrede års profit akkumulation. Har denne akkumulation været al den destruktion værd, som har været betydeligt større end summen af al den ødelæggelse, der har været gennemført i alle historiens krige, og med et tab af liv i et omfang, der har været større end den samlede sum af liv, der hidtil er gået tabt på grund af vold mod mennesker, naturkatastrofer og af andre årsager?

Industrialismen, som monopolistisk ideologi og redskab, er et af samfundets fundamentale problemer. Det bør der sættes alvorlige spørgsmålstegn ved, og de farer, det giver anledning til, er tilstrækkelig grund til at gøre det. Hvis dette monster forsætter med at vokse og kommer ud af kontrol, vil det gøre alle undersøgelser og mulige sikkerhedsforanstaltninger til noget, der vil komme ’for småt, og for sent’. Hvis vi skal undgå at samfundet ophører med at være sig selv, og bliver et virtuelt samfund, så er det på tide at tage dette monster ud af monopolernes greb, for allerførst at gøre det harmløst og derefter at gøre det til en ven af samfundet.

Når vi slås mod industrialismen, er der behov for at skelne mellem monopolets ideologiske tilgang til industriel teknologi og den måde den bruges i dag, og så en form for industriel teknologi, som er i harmoni med samfundets almindelige interesser. Det er den absolut vigtigste side af et hvilket som helst videnskabeligt arbejde og enhver ideologisk kamp, vi står overfor. Grupper, der påstår at kæmpe mod industrialismen som humanister (filantropister) uafhængigt af sociale og klassemæssige forhold, kan ikke forventes at producere noget som helst relevant. Disse grupper kan ikke undgå at komme i konflikt med deres egne mål og tjener i sidste instans industrialismens interesser som monopol. Modsat den almindelige opfattelse har industrialismen en militaristisk og klassemæssig karakter med videnskab og teknologi som dens ideologis materielle form. Faktisk repræsenterer industrialismen den farligste dimension i den eksisterende videnskab og teknologi. Det industrielle monster opstod ikke bare ud af sin egen frie vilje. Vi skal huske på, at da det engelske bourgeoisi gik i gang med dets historiske imperialismeprojekt på de britiske øer, i det kontinentale Europa og rundt omkring i verden, var det den klasse, der hurtigst organiserede den mest omfattende brug af industrialismen overhovedet. Senere blev industrialismen et fælles våben for bourgeoisiet i alle lande. Det viser sig tydeligst ved at bourgeoisiets dominans rundt omkring i verden materialiserede sig på det tidspunkt, hvor den industrielle udvikling – der var en del af triaden bestående af finans, handel og industri – kendetegnede det nittende og tyvende århundrede.

Ved at erklære ikke-kapitalistiske samfund for reaktionære, og indgå i en strategisk alliance med det industrielle bourgeoisi kom den reelt eksisterende socialismes bevægelse ubevidst, men fuldstændigt, i modsætning til sine egne mål, der førte til et mere tragisk resultat end det, der tidligere havde vist sig i nogen som helst anden bevægelser, der objektivt set havde udviklet sig til forræderi. Et eksempel på det kunne være kristendommen, som gennem 300 år var en fredsreligion, og derefter gik i alliance med magten og staten, der førte til, at den objektivt og oftest også bevidst, står i modstrid med og forråder sine egne mål. Pointen er, at kristendommen også kom i konflikt med sine oprindelige mål, fordi den drev i retning af magtmonopolet, og derfor ikke kunne undgå at blive en civilisationsreligion. I Islam skete dette mens Mohamed stadigt levede. I sidste ende bukkede de alle under for industrien som magt.

Mens hele menneskeheden i dag råber op om ødelæggelsen af miljøet, som om dommedag var nær, er det vigtigt at forstå de historiske, sociale og klassemæssige dimensioner i den tilintetgørelse, der er forårsaget af industrialismen i lyset af lignende bevægelser, for at kunne tage kampen op mod industrialismen som en eksistentiel folkebevægelse og for uundgåeligt at kunne føre en kamp, der i stil svarer til en ny hellig religiøs bevægelse. Ligesom det er umuligt at bekæmpe ild med ild, så er vi nødt til at sætte spørgsmålstegn ved og opgive det liv, der er levet i industrialismens sump, hvis vi skal kunne gennemføre en økologisk kamp. Hvis vi ikke vil gennemleve nye tragedier, ligesom kristendommen, islam og den virkeliggjorte socialisme, så er vi nødt til at lære de lektier, som de har vist os, og forholde os til den videnskabeligt-ideologiske og den moralsk-politiske kamp på en korrekt måde.

Kilde: Abdullah Öcalan, 2020: Öcalan: not only society but all life on earth is under threat. ANF, 23. March 2020.

Oversættelse: Jesper Brandt

15. februar 2020: Aldar Xelîl: Det syriske regime er positivt indstillet over for en dialog

Den kurdiske politiske leder fra TEV-DEM (Ledelsen af den demokratiske bevægelse for et demokratisk samfund i Nord- og Øst Syrien), Aldar Xelîl, fortæller, at den syriske regering har signaleret vilje til at engagere sig i en dialog med Rusland som mægler. Der har endnu ikke vist sig konkrete resultater, men han siger, at villigheden til at indgå i samtaler er et positivt skridt.

Af Ersin Çaksu, ANF, Qamishlo, 13 februar

Aldar Xelîl, der er medlem af TEV-DEMs bestyrelse, har i et interview med nyhedsbureauet ANF fortalt om det syriske regimes og Ruslands militæroperation i Idlibområdet, om den tyrkiske stats forsøg på sabotage af dette, den autonome administrations diplomatiske initiativer, samtalerne med den syriske regering, processen, der knytter sig til formuleringen af en ny forfatning for Syrien, åbningen af ENKS’s kontorer i Rojava og retssagerne mod fængslede medlemmer af Islamisk Stat.

Lad os starte med det, der foregår lige nu i Idlib. På den ene side fortsætter operationerne fra Ruslands og den syriske regerings side, på den anden side gør den tyrkiske stat modstand. Hvad er det, der sker i Idlib?

Det, der sker i Idlib i dag, er resultatet af tidligere forhandlinger mellem Tyrkiet, Rusland og regimet. Den syriske krig, der blev startet for at styrke det muslimske broderskab i Syrien, kom senere ind i en anden fase. Visse aftaler havde ført til den gradvise erobring af de områder, der havde været behersket af den såkaldte opposition. Disse bevæbnede grupper fra Øst-Ghouta, Hama, Homs, Daraa, Aleppo og mange andre steder blev transporteret til Idlib. Ophobningen af oppositionsgrupper i Idlib var planlagt. Allerede på det tidspunkt vidste man, at Idlib ville blive det næste sted.

Den tyrkiske invasion af Syrien skete med russisk tilladelse. Jaroblus, al-Bab og Azaz var blevet overladt til den tyrkiske stat, til gengæld for overførslen af bevæbnede grupper fra visse regioner til andre områder. Det blev fulgt op af besættelsen af Afrin og senere Girê spî (Tal Abyad) og Serêkaniyê (Ras al-Ain). Gensidige indrømmelser blev iværksat, som i sidste ende førte til den koncentrerede tilstedeværelse af jihadist-grupper i Idlib. Faktisk planlagde regimet og Rusland at indtage Idlib allerede sidste år, men det afviste den tyrkiske stat. Den ønskede ikke, at jihadisternee blev likvideret med det samme. Nu mangler de syriske tropper kun 7 km i at nå provinshovedstaden Idlib. Situationen kan sagtens fortsætte i yderligere seks måneder. For regimet og Rusland, er målet lige nu at sikre sig fuld kontrol over M4 og M5 motorvejene. Måske tager de videre til Idlib bagefter, som resultat af visse forhandlinger.

Den tyrkiske hær sender flere og flere tropper til Idlib.  Gennem de seneste dage har der været gentagne sammenstød med den syriske hær og Rusland. Der har fundet to samtaler sted mellem tyrkiske og russiske repræsentanter, som ikke har ført til noget synligt resultat. Hvordan skal Tyrkiets krigstrommer tolkes?

Det var klart fra starten, at den tyrkiske stat aldrig har tænkt på det syriske folk, og aldrig har fremført et program for at fremme den demokratiske opposition. Dens eneste ønske er at intervenere i Syrien gennem andre. I dag gennemføres denne politik af Erdoğan og Bahҫeli i forening. Bahҫeli siger f.eks. helt åbent, at det er nødvendigt, at tage Nordsyrien fuldstændigt for at kunne tage Mosul og Kirkuk [i Irak, jb] derfra. Erdoğan siger også det samme ligeud. De giver udseende af at ville støtte den syriske opposition og taler om Syriens territoriale integritet, men deres intentioner og praksis peger på deres Neo-ottomanske drømme og en erobring af hele regionen. Det er det, Erdoğan vil. Men lige nu ser det ud som om han står svagt. Aktionerne i Syrien har ikke udviklet sig, som han havde håbet. Selv ikke i Tyrkiet og i hans eget parti går alting efter hans vilje. Han er svækket. Og russerne signalerer nu, at de kun vil rydde vejen for ham op til et vist punkt. Rusland siger til Erdoğan:”Vi har givet visse indrømmelser i vores fælles interesse, men vi vil ikke tillade en fuldstændig erobring af regionen”. I mellemtiden er selv en tilbagetrækning af Tyrkiet fra Syrien kommet på Dagsordenen.

Befrielsen af Afrin

Afrin ligger i nærheden af Idlib. Befrielsen af Afrin er også på dagsordenen i sådan en situation. Er der nogen initiativer fra jeres side på den sag?

Først og fremmest skal det slås fast, at Afrin,  Girê Spî, Serêkaniyê og selv Jarablus, Azaz og al-Bab er besatte territorier, der nødvendigvis skal befries. Befrielsen af Afrin er en prioriteret opgave for os på det diplomatiske, politiske og militære plan. Det er ikke en sag, der kan udskydes, ignoreres eller glemmes. Men visse udviklingstræk og magtbalancer har hidtil forsinket befrielsen.

Imidlertid har Idlib operationen, de vanskeligheder, som Erdoğans regime er løbet ind i, samt andre faktorer, skabt nye betingelser, der lover godt for fremtiden. Offensiven for Idlib er endnu ikke slut. Efter befrielsen af Idlib, er både regimet og Rusland nødt til at kræve en afslutning på den tyrkiske besættelse af de andre områder. Vi slås for det under alle omstændigheder. Erdoğan prøver i værste fald at bevare blot noget af Idlib og forsøger at undgå en svækkelse af sin position i Afrin og i de andre besatte områder. Han er ikke på nogen måder optaget af beskyttelsen af de grupper, han kalder oppositionen. Efter min mening vil Erdoğan ikke få let ved at holde stand så længe. Og vi er nødt til at tolke denne udvikling på den rigtige måde, og hurtigt få sat gang i en stærk bevægelse imod besættelsen.

Samtaler med den Syriske regering

Efter besættelsen af Girê Spî og Serêkaniyê er der opstået en ny situation i hele regionen. I har gennemført mange diplomatiske samtaler efter besættelsen. En delegation fra Nord og Øst Syrien fører samtaler i Damaskus. På hvilket niveau føres de samtaler med den syriske regering, der gennemføres med Rusland som mægler, og hvilke resultater er der hidtil kommet ud af det?

Det er første gang i historien, at Tyrkiet er kommet i så voldsomme problemer. F.eks. har den ført krig mod befrielsesbevægelsen i Nordkurdistan siden 1984, med politisk, militær og finansiel støtte fra hele NATO. Men invasionen i Nord og Øst Syrien er blevet fordømt af næsten alle. Den er især blevet fordømt i Europa og fra de arabiske landes side.

Siden starten af krigen i Syrien har vi efterlyst en løsning, der inddrager alle parter. Hvis regimet i dag siger, at det indvilger i at føre samtaler om en politisk løsning med Rusland som mægler, så åbner der sig en ny mulighed.

Har det syriske regime sagt, at de er parat til at gå ind i en dialog?

Regimet har vist positive tegn. Det fremgår af den information, som de russiske ledere har givet os. Det er et tegn, men det skal ikke overvurderes. Det er ikke sådan, at alting er blevet sat i bevægelse, at der har udviklet sig alliancer og at en løsning er ved at opstå. Men der er positive skridt, hvad angår accept af dialog og forhandling.

Hvis jeg forstår det rigtigt, har der altså endnu ikke været taget noget praktisk skridt?

Vi kan ikke påstå, at der er blevet taget et praktisk skridt. Men vi kan sige, at der bliver ydet en indsats for at finde en politisk løsning. Hvorfor? Fordi vi har et projekt. Vi arbejder for en løsning på det kurdiske spørgsmål i Syrien. Uden en sådan løsning kan Syrien ikke blive demokratisk. De to ting afhænger af hinanden. Vi har altid sagt, at vi er en del af Syrien. Det er også derfor, at vi ikke kan sige, at vi kun vil tale med en part, men ikke med den anden.

Ikke bare vi, men også regimet, har behov for det. Det er nødvendigt på grund af den politiske, militære og økonomiske situation i landet, og kriserne i nabolande som Irak, Libanon, Palæstina og Tyrkiet. Krigen, der har stået på siden 2011, tvinger regimet til at finde udveje og finde mulige allierede. Foreløbigt kan vi ikke sige, at der er blevet skabt en alliance på bestemte punkter, men bestræbelserne på at skabe en dialog fortsætter. Der er håb om, at en dialog vil udvikle sig.

Du nævnte visse positive udviklingstræk, hvad drejer det sig om?

Vi ser det som positivt, når en dialog er etableret. Det har vi sagt siden starten på krigen i Syrien. Der er ingen steder i verden, hvor en militær løsning nogen sinde har været den endelige løsning. Vi har brug for en politisk løsning. Vi ønskede f.eks. at blive involveret i udformningen af en ny forfatning, og også at tage del i de FN-ledede forhandlinger i Geneve. Det, vi kan se nu er, at disse samtaler er slut, eller at de i hvert fald ikke længere er relevante, som de tidligere var. Da disse rundbordssamtaler blev åbnet, var 60% af landet i hænderne på den såkaldte opposition. Men nu er de alle sammen strandet i Idlib. De øvrige besatte territorier er i hænderne på den tyrkiske stat. Så der er ingen samtalepartnere tilbage.

Hvis nu jeres samtaler med det syriske regime skulle føre til en politisk og forfatningsmæssig aftale, kunne man så tænke sig, at I ved Geneveforhandlingerne ville sidde til bords med regimets delegation?

Det drejer sig for os ikke så meget om at være til stede i Geneve, som at finde en løsning i Syrien. Hvis vi får en aftale med Damaskus og Damaskus anerkender den autonome administration, så vil sager som Geneve ikke længere være vigtige. For øjeblikket er der alligevel ikke nogen, der tale om Geneve mere. Om det vil komme så vidt eller ikke, er fortsat usikkert. En ny forfatning er for tiden på dagsordenen. Det er afgørende, at vi bliver involveret i den proces. Det skal være muligt for os at komme frem med vores mening. Det er uacceptabelt, at ledelsen af en stor del af landet ikke har noget at skulle have sagt, hvad angår forfatningen i landet. Det er også uacceptabelt, at forfatningen bliver skrevet, og at vi så kan tilslutte os den senere. Enhver tekst, der er skrevet uden den autonome administrations medvirken, er dømt til at mislykkes.

Så du lægger vægt på forfatningsmæssige garantier?

Det er nødvendigt at etablere et retsligt system, så en ny krig ikke bryder ud i morgen eller dagen efter. Det er derfor vi siger, at en alliance er bedre end udsigten til, at en ny krig mellem os og regimet snart bryder ud. Desuden kan den autonome administrations succes danne model for de andre regioner i Syrien, og derved konsolidere landets enhed og integritet.

ENKS* er nødt til at gøre sin stilling klar

Som resultat af en intern dialog har ENKS [Det kurdiske nationale råd i Syrien/Encûmena Niştimanî ya Kurdî li Sûriyeyê] åbnet kontorer i Nordsyrien. Hvordan vurderer du det?

Det er vigtigt for den nationale enhed, at styrkerne i Kurdistan mødes. Men jeg synes ikke, at det er rigtigt kun at fokusere på nogle politiske partier i den sammenhæng. Der er ikke bare ENKS i Rojava. Der er mange kurdiske partier, og de har alle sammen ansvaret for at få skabt enhed i denne tid. En kurdisk enhed omfatter kurdernes krav om frihed. Det kræver en stillingtagen mod besættelse, indlemmelse og demografiske ændringer. ENKS er stadig repræsenteret i de strukturer, der knytter sig til den såkaldte oppositions væbnede styrker. Det har ikke gjort sin stilling klar, hvad angår Afrin, Girê  Spî og Serekaniyê. De nægter konsekvent at melde deres holdning ud, hvad det angår. Til trods for alt dette, har den autonome administration udvist en meget fleksibel tilgang til ENKS. ENKS burde ikke bare åbne kontorer, men også vise, at de er imod besættelse og indlemmelse. Så der er også noget for ENKS at gøre, men det håndterer de ikke særlig godt. De opfører sig som om åbningen af kontorer er en service overfor befolkningen. Men befolkningen har helt andre problemer. Som borger spørger jeg f.eks. om, hvilken holdning denne organisation, som ser sig selv som opposition og ønsker at arbejde politisk, har til Afrin, Girê Spî og Serekanyiê.

Der er planlagt retssager mod medlemmer af Islamisk Stat

I Syrien og Irak er det klart, at Islamisk Stat arbejder på en genkomst. Der finder bevægelser sted, og der er et stort antal fængslede Islamisk Stat-medlemmer i fængslerne og lejrene i det nordøstlige Syrien. Hvad skal der gøres med dem? Skal de stilles for en domstol, eller skal de udvises?

De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) og den Autonome Administration har ydet verden en stor tjeneste ved at bekæmpe Islamisk Stat. Gennem befolkningens indsats og titusinder af dræbte og kvæstede krigere, er Islamisk Stat blevet tildelt et voldsomt slag. Men ikke desto mindre eksisterer der en tydelig ligegyldighed. Vi kan se, at Islamisk Stat har sat en reorganiseringsproces i gang. Vi har appelleret til alle lande om at tage deres statsborgere hjem. Hvis det ikke er muligt, har vi opfordret til etablering af en international domstol. Det ser ud til, at ingen ønsker at påtage sig dette ansvar.

Den Autonome Administration fastholder, at de, der har støttet Islamisk Stat skal stilles for retten. Hvis der ikke er nogen international domstol til det, så vil den Autonome Administrations domstole være nødt til at tage sig af det. Starten på dette arbejde planlægges igangsat indenfor de næste dage.

*Kommentar af Jesper Brandt, der har oversat fra engelsk: ENKS (”Det kurdiske nationale råd for Syrien”) er en politisk organisation, der under den syriske krig har været støttet politisk og økonomisk af præsidenten for Irakisk kurdistan, Masoud Barzani og Den tyrkiske stat. ENKS har ikke sin rod i Syrien, men i Masoud Barzanis politiske parti i Nordirak. Mens ENKS i starten af krigen nød mere international opbakning end det ledende syrisk-kurdiske parti PYD, og også nød en vis støtte blandt syrisk kurdiske flygtninge, så har dette siden 2012 ændret sig markant, på grund af ENKS autoritære og nationalistiske politik. Mange grupper med tilknytning til ENKS har forladt det, så ENKS i dag står meget svagt i forhold til PYD og de mange andre partier i Nord og Øst Syrien.

Kilde:

Çaksu, Ersin, 2020: Aldar Xelîl: Syrian regime’s willingness for dialogue is positive. ANF, 13. Febr. 2020.

23. Januar 2020: SDFs militære råd fremlægger sit syn på situationen i Syrien

Militærrådet for De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) holdt møde onsdag d. 15. januar. Af en udtalelse fra mødet fremgår det, at kampen mod Islamisk Stat fortsætter. USA og Rusland blev opfordret til at stoppe Tyrkiets forbrydelser mod Nord- og Øst Syrien.

 

Efter mødet i SDFs militærråd d. 15. januar blev der udsendt en sluterklæring, hvor vigtigheden af kampene mod en genkomst af terrororganisationen Islamisk Stat blev fremhævet.

Ifølge erklæringen diskuterede mødet forsættelsen af det eksisterende program og organiseringen af de militære styrker. Det militære råds rolle i regionen blev også evalueret. Vigtigheden af en kvantitativ forøgelse af de militære styrker, deres våben og udstyr, samt deres uddannelse, blev understreget.

Erklæringen lagde vægt på behovet for, at de militære styrker er forberedt på alle typer udvikling og for at SDF bevarer deres status inden for Syriens sikkerheds- og forsvarssystem, samt går i dialog med alle relevante grupperinger for at bidrage med en politisk løsning.

Mødet diskuterede også den aftale, der blev indgået i Sochi d. 22. oktober, garanteret af Rusland. Erklæringen fastslog, at bestemmelserne i aftalen skal gennemføres fuldt ud i praksis. Erklæringen understreger også, at Tyrkiet ikke overholder bestemmelserne i aftalen, og at landet bevidst bryder aftalen, en handling, der dermed truer sikkerheden i hele regionen. De noterede sig, at to mennesker for nyligt, d. 12. januar, døde under et tyrkisk drone angreb i Tirbêspîyê regionen, mens andre blev såret.

Det militære råd diskuterede også aftalen mellem USA og Tyrkiet fra d. 17. oktober. I erklæringen fastslås det, at den tyrkiske stat også bryder denne aftale, skønt SDF har holdt sig til den.

”Tyrkiet har indtil nu fastholdt dets politik for folkemord og demografiske omflytninger. Forbrydelser mod civilbefolkningen gennemføres dagligt i de besatte områder. Der finder plyndringer sted og de fordrevne menneskers hjem bliver målrettet overtaget af fremmede”.

Ifølge SDFs erklæring spreder grupper af lejesoldater, der understøttes af den tyrkiske stat, terror og forhindrer de fordrevne beboere i at vende tilbage til deres hjem. SDF opfordrede de garanterende magter til at stoppe disse forbrydelser og få Tyrkiet til at holde sig til de indgåede aftaler.

Erklæringen rettede også opmærksomheden mod den katastrofale humanitære situation i Idlib og Afrin, der er skabt af Tyrkiets indblanding i Syrien. SDFs generalstab har tidligere udtalt, at flygtninge fra Idlib er velkomne i Nord- og Øst Syrien og har nu yderligere påpeget, at støtte til disse mennesker skal fremskaffes af grupper, der er knyttet til SDF.

SDFs militærråd ser fortsat et behov for et koordineret samarbejde med den internationale anti-IS koalition for at undgå, at terrororganisationen genvinder sin styrke. Samarbejde med Rusland og den syriske hær skal fortsætte for at sikre stabilitet og sikkerhed i regionen.

Erklæringen slutter med at fastslå, at SDF er ansvarlig for retssikkerheden og beskyttelsen af hele regionens interesser.

Kilde:

Anonymous, 2020: Final declaration of the SDF Military Council meeting published. ANF, 16. Jan. 2020.

11. oktober 2019: Tyrkiet angriber Nord og Øst Syrien – hvad er det, der sker?

Hvis man vil forstå, hvad det er, der sker i det nordlige og østlige Syrien i disse dage, er man nødt til at bevæge sig på flere forskellige forståelsesplaner samtidigt. For ellers er det ubegribeligt at forstå, hvorfor Tyrkiet så massivt blander sig og militært fortsat mobiliserer for en indmarch i det Nordøstlige Syrien, samtidigt at det bliver mere og mere tydeligt, at der, når det kommer til stykket, næsten ikke er nogen lande eller grupperinger udenfor Tyrkiet, der reelt ønsker eller har interesse i en sådan udvikling.

Når det gennem de sidste syv år er lykkedes de syriske kurdere ikke blot at tilbageerobre en trediedel af Syrien fra Islamisk Stat, men derudover også at mobilisere og forene både deres egen befolkning og mange andre befolkningsgrupper og trosretninger i det nordøstlige Syrien for en ny demokratisk udvikling i området, skyldes det ikke mindst en dyb historisk forståelse for den dobbelthed, der præger omverdenens holdning til tyrkisk politik – og dermed også til de muligheder, der lå for den udvikling, de satte igang, til trods for Tyrkiets aggressive nationalistiske politik.

Tyrkiets hundredeårige nationalistiske historie

Lige siden det Osmanniske Riges sammenbrud for 100 år siden har Tyrkiet været præget af en massiv nationalistisk bevægelse, hvor drømmen om en tilbagevenden til det Osmanniske Riges storhed har spillet en afgørende rolle i tyrkiske politik, der især er kommet til udtryk i fastholdelsen af denne drøm og forfølgelsen af etniske mindretal, der på forskellig måde ikke forventedes at ville understøtte dette. Det armenske folkemord er det mest kendte eksempel. Men også mange andre mindretal har været ramt, først og fremmest det største mindretal, de op mod 30 millioner tyrkiske kurderne.

Ikke mindst præsident Erdogan har forstået at spille på denne drøm om det Osmanniske Rige – med ham selv som sultan, og hans greb om magten hænger snævert sammen med hans evne til at puste til ilden omkring dette spørgsmål. Her støtter han sig tydeligvis til (og er i ligeså høj grad omvendt også styret af) magtfulde grupperinger indenfor det tyrkiske militær. Når Erdogan, trods pres fra de allierede indenfor NATO, har valgt at gennemtvinge en invasion af Nordsyrien, kan han umiddelbart gøre det næsten uden politisk modstand i det tyrkiske parlament p.gr. af den hundredeårlige nationalistiske kurs. Det tyrkiske parlament forlængede d. 8 oktober uden problemer den tyrkiske præsidents tilladelse til at gennemføre militære operationer i udlandet med endnu et år. Og lederen af det vigtigste oppositionsparti, det sekulært nationalistiske parti CHP udtalte, at partiet vil støtte Erdogans forslag om at udvide de militære operationer både i Syrien og i Irak i det tyrkiske parlament.  Den eneste modstand er kommet fra det venstreorienterede parti HDP, der støtter kurderne. Men deres kritik har ingen chance for at komme ud: De tyrkiske sikkerhedsstyrker har torsdag d. 10 oktober advaret om, at de vil igangsætte retssager mod alle, der gennemfører ”sort propaganda” mod landets operationer i Syrien. Senere på dagen igangsatte den tyrkiske statsanklager undersøgelser imod ledere fra det pro-kurdiske HDP-parti omkring deres udtalelser i forbindelse med de tyrkiske operationer i Syrien.

 

Den tyrkiske indblanding i Syrien har stået på længe

Forud er gået syv års intensiv tyrkisk indblanding i Syriens anliggender, gennem systematisk financiering og organisering af syriske oprørsgrupper, der kunne understøtte den tyrkiske ekspansionspolitik. De steder, hvor Tyrkiet er rykket frem i Syrien, især i Afrin og i Shaba-området, har de systematisk søgt at ”tyrkificere” områderne gennem indførelse af tyrkisk lovgivning og administration, indførelse af tyrkiske stednavne og tyrkisk undervisning i skolerne, ligesom man systematisk har foretaget befolkningsmæssige omflytninger med henblik på at fordrive kurdere og andre mindretal og fremme bosætning af militsgrupper og lejesoldater, der støtter tyrkiske interesser. Hertil kommer systematisk ”import” af jahidistiske grupperinger af tyrkisk-sproget oprindelse fra Tjetenien og andre steder, der bl.a. er blevet udstationeret i Idlib-provinsen, hvor de udgør en vigtig og magtfuld del af den jihadistiske ’opposition’ mod Assad-styret.

De mange tyrkisk-organiserede og –financierede militsgrupper i Syrien fungerer reelt som lokale bandekrigere, der lever af plyndringer, kidnapninger og tortur, og den tyrkiske støtte til dem har været snævert knyttet til deres evne og vilje til at underlægge sig den tyrkiske ekspansionspolitik, herunder deres vilje til at terrorisere og fordrive kurdere og andre mindretal i de territorier, de opererer i. Det sker dels, fordi den tyrkiske befolkning ser meget skeptisk på det stigende tab af tyrkiske soldater i Syrien, men har formentlig meget mere at gøre med muligheden for helt at kunne omgå hensyn til elementere menneskerettigheder, når man kan gøde jorden for de tyrkiske tropper ved at sende lejesoldat-militser, der er trænet i destruktion, røveri, voldtægt, bortførelse og anden terror, i forvejen, så civilbefolkningen alene af den grund må flygte. Det er baggrunden for, at der i dagene op til invasionen onsdag d. 9 oktober fremkom meldinger om at ialt 8000 lejesoldater fra Hamza Divisionen, Ahrar al-Sham og Suleiman Shah Brigaden, indenfor den såkaldte ”Syriens Nationale Hær”(SNA) ville deltage i invasionen på Tal Abyad fronten. Disse grupper ville blive bragt dertil fra Idlib, det vestlige og nordlige Aleppo og Afrin, hvor de har opereret i den seneste tid. Der er dokumenteret omfattende menneskerettighedskrænkelser fra disse grupperinger, der er financieret og støttet af den tyrkiske efterretningstjeneste. Det er muligt, at også andre grupperinger fra den tidligere ”Frie Syriske Hær” ønsker at deltage, men en stor del af disse er for længst gået ind i et samarbejde med kurderne og De Syriske Demokratiske Styrker (SDF). Et tyrkisk medie har for nyligt angivet, at 14 000 soldater fra Den frie Syriske Hær ville deltage i den tyrkiske operation i Nord Øst Syrien.

Under udviklingen af den syriske borgerkrig har Tyrkiet og ikke mindst den tyrkiske efterretningstjeneste forholdt sig til Al Qaeda og Islamisk Stat på samme måde som de har gjort til de øvrige oppositionsgrupper: Det er løbende dokumenteret, at de har støttet dem – ofte meget massivt – i den udstrækning, det kunne tjene de langsigtede tyrkiske interesser i at gøde jorden for en ekspansion, der kunne understøtte den tyrkiske nationalisme.

Udviklingen af de kurdiske selvstyreområder i Nord og Øst Syrien under den tidlige syriske borgerkrig sås som en udfordring for disse interesser. Den tyrkiske efterretningstjeneste udfoldede store bestræbelser på at få vendt Islamisk Stat mod kurderne og støttede dem i det skjulte på alle måder, f.eks. under slaget om Kobane. Tidligere medlemmer af Islamisk stat har siden beskrevet bekæmpelsen af kurderne som en fatal fejltagelse. Da kurderne med amerikansk hjælp igen fik overtaget, og sammen med andre befolkningsgrupper dannede SDF og indtog hele området langs grænsen fra Eufrat til Tigris, øgede det spændingen med Tyrkiet, fordi det vanskeliggjorde tyrkernes adgangsveje til Islamisk Stats områder længere sydpå. Endnu tydeligere blev dette, da SDF krydsede Eufrat og i en knibtangsmanøvre fik erobret den vigtige by Manbij, og derfor yderligere vanskeliggjorde Tyrkiets forsyninger til Islamisk Stat længere mod sydøst. Det førte til at Tyrkiet trods pres fra USA valgte at gå ind i Shaba-området og senere Afrin.

Afrin, hvis befolkning for størstedelens vedkommende er kurdere, og som hidtil  havde været det mest fredelige og velfungerende område af Syrien under borgerkrigen, blev erobret af den tyrkiske hær i foråret 2018 uden at nogen vestlige lande protesterede imod det. Invasionen var massivt kendetegnet ved at være en aktion, hvor det tyrkiske militær skubbede et stort antal tyrkisk-financierede lejesoldat-militser foran sig, der røvede, voldtog og terroriserede bevolkningen i en grad, så de kurdiske styrker valgte, at evakuere en stor del af befolkningen ud af provinsen.  Mange af disse lever i dag i flygtningelejre i de kurdisk kontrollerede områder nord for Aleppo . Den europæiske accept var et udtryk for en ansvarsløs opportunisme, der gjorde problemet til et anliggende mellem Tyrkiet og Rusland, som man regnede med kunne gøres til genstand for politiske studehandler i borgerkrigens videre forløb.

For den tyrkiske stat var det imidlertid kun første led i en klar strategi til erobring af hele det syriske grænseområde mod Tyrkiet. Da det havde vist sig svært at opnå international støtte til at gå direkte ind i Syrien øst for Eufrat, satsede man nu på, med hjælp fra de mange tyrkisk-financierede militser, at tilbageerobre Manbij, krydse Eufrat og erobre de østlige kurdiske områder vestfra. Trods en stor indsats lykkedes det aldrig. Dels var SDF og de lokale militser tilknyttet SDF fra Manbij, Al Bab og Jaroblus for stærke. Men også en blanding af styrker fra Assad, Rusland, Frankrig indgik i forsvaret af Manbij-området. Alligevel var der ustandselig episoder langs demarkationslinien på grund af de tyrkiske pres mod Manbij. På et tidspunkt gik  amerikanske styrker i konkrete forhandlinger med Tyrkiet om en fælles patruljering af demarkationslinien mellem Manbij-området og det øvrige Shabaområde med henblik på at få skabt en fredsordning. Det gav anledning til en del gnidninger mellem USA og SDF, der fortsat ønskede realiseret muligheden for at forene de kurdiske områder i øst med det kurdiske Afrinområde. Kun 20 km adskilte dem.

Faktisk viste de amerikanske forhandlinger sig at være ganske effektive, idet det reelt gjorde det umuligt for Tyrkiet at krydse grænsen.

Men det betød samtidigt, at der altså heller ikke var nogen vej frem her for det tyrkiske ønske om at gå ind i Syrien øst for Eufrat. Det har gennem det sidste års tid skabt et stadigt øget pres fra Tyrkisk side om at kunne krydse grænsen til Syrien øst for Eufrat.

Som vi senere skal se, førte det i sommers til en gentagelse af øvelsen fra Manbij om fredsbevarende foranstaltninger og fælles patruljeringer, blot nu ved den lange nordlige grænse mellem Syrien og Tyrkiet, øst for Eufrat. Og forhandlingerne lykkedes faktisk næsten. Men det var bare ikke det, Tyrkiet ville. Om det blot var Trump, der bøjede sig for Erdogans ønske, for at komme helt ud af Syrien, eller om det snarere var USA, der overlagt faktisk snød kurderne, fordi USA foretrak NATO-partneren Tyrkiet, og samtidigt havde fundet sig til rette med, at Islamisk Stat og de syriske flygtningeproblemer nu måtte være et internt europæisk problem, er det nok for tidligt at konkludere på.

Tyrkiets flygtningeproblem

Tyrkiet har taget imod et meget stort antal flygtninge fra Syrien. Ifølge Erdogan drejer sig om 3½ million. Men de er samtidigt blevet gjort til et uhyggeligt redskab i den tyrkisk-nationalistiske ekspansionspolitik. Flygtningene belaster den tyrkiske økonomi, men har også skabt muligheder, idet de i høj grad bidrager økonomisk, især i servicesektoren, hvor de dog også fungerer som løntrykkere og som billig arbejdskraft i en række lukrative og mere eller mindre kriminelle dele af det tyrkiske samfund. Desuden yder EU store tilskud til Tyrkiet for at holde flygtningene borte fra Europa.

En stadigt faldende levestandard gennem de seneste år har øget modstanden mod de mange flygtninge, som Erdogans regime nu ønsker sendt tilbage til Syrien. Men her kommer styrets egen ”tyrkificeringspolitik” i Syrien på tværs, idet den i meget høj grad er baseret på terror og massive konflikter med de befolkningsgrupper, man søger at presse ud eller undertrykke, en tyrkificeringspolitik, som de færreste syrere kan støtte eller finde sig til rette med, dårlige økonomiske muligheder, og udbredt mangel på retssikkerhed. Det gør, at antallet af flygtninge, der ønsker at rejse tilbage til Syrien, stadigt er ganske begrænset.

Men kigger man nærmere efter i det stigende antal beretninger om Syrere, der har ønsket at flytte tilbage fra Tyrket, viser det sig, at de i mange tilfælde reelt har gået med planer om at rejse til et sted i Nord- og Øst Syrien, da der her har vist sig at være fred og ordnede forhold (med undtagelse af de få resterende krigszoner i kampen mod Islamisk stat). Som regel er det dog ideer, man har holdt for sig selv, eller kun har omtalt indirekte, for ikke at få problemer med de tyrkiske myndigheder, som på alle måder ønsker, at begrænse indvandringen til Nord- og Østsyrien, hvis det ikke kan passes ind i den tyrkiske politik.

En tyrkisk ”sikkerhedszone” i Syrien er netop en zone, der kan bruges til at presse kurderne, der lever i disse områder, længere væk, så zonen kan tyrkificeres, altså indlemmes. Når det i forskellig sammenhæng er blevet fremført, at Tyrkiet skulle have ’legitime’ forsvarsinteresser i Nordøst-syrien, så må det fastslås, at der ikke har eksisteret nogen trusler mod Tyrkiet fra Syrien. USA har siden starten af borgerkrigen nøje overvåget grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, og har gentagne gange fremhævet, at der ikke findes et eneste eksempel på, at kurdiske styrker eller SDF har løst et eneste skud fra Syrien ind over den tyrkiske grænse. Der har derimod været utallige grænseprovokationer den anden vej, endog med dødelig udgang.

Når det gennem lang tid alligevel er lykkedes at holde en tyrkisk invation i ave, skyldtes det ikke mindst en indsats fra den amerikanske ledelse af Koalisionen til bekæmpelse af Islamisk Stat, især siden præsident Trump for snart et år siden proklamerede, at USA ville trække sine tropper ud af Syrien.

Denne beslutning skabte stor opstandelse blandt de amerikanske rådgivere og det militære personale, der havde opbygget et eksemplarisk samarbejde med YPG, YPJ, SDF og den civile administration i Nord og Øst Syrien omkring bekæmpelsen af Islamisk Stat.  Det var ikke mindst blevet klart for det amerikanske militær, at en stabil bekæmpelse af Islamisk Stat var snævert knyttet til SDFs vedholdende indsats og et fredeligt forhold mellem Nordøst Syrien og Tyrkiet.

Det skabte debat i USA, hvor støtten til kurderne var stor og stigende, ikke mindst i præsidentens eget parti, republikanerne. Resultatet blev, at den amerikanske indsats ikke alene forblev på et ganske højt niveau, men reelt også blev styrket gennem en stadigt mere målrettet koordinering mellem de amerikanske styrker, SDF og den Nord og Østsyriske administration.

Tidligt på sommeren 2019 blev det dog klart, at det tyrkiske pres for at kunne gå ind i over grænsen til Nordsyrien øst for Eufrat voksede markant. SDF henvendte sig i den forbindelse til repræsentanterne for Koalitionen til bekæmpelse af Islamisk stat og opfordrede den til at indlede forhandlinger mellem USA, SDF og Tyrkiet omkring en sikkerhedszone i grænseområdet. Det sagde de ja til. Ligesom ved forhandlingerne omkring demarkationslinien ved Manbij gik det langsomt og trægt, men man kom alligevel frem ad, til trods for, at Tyrkiet f.eks. som udgangspunkt krævede, at have ene-kontrol med sikkerhedszonen (så ingen kunne kontrollere, hvad de gjorde med civilbefolkningen), der udelukkende skulle ligge på syrisk territorum, og som de ønskede skulle have have en dybde på næsten 30 km – altså omfattende stort set alle kurdiske byområder i det nordøstlige syrien. Men man blev alligevel efterhånden enige om en lang række konkrete forhold angående zonens bredde i forskellige afsnit langs grænsen, placering af koalitionsstyrker og patruljeringsruter, afvikling af forskellige forsvarsværker, tilbagetrækning af visse styrker og aftale om, at kun lokale styrker skulle tillades langs grænseområdet. SDF gik igang med at implementere disse planer.

Optakten til den tyrkiske indmarch

Allerede i august blev det dog klart, at der var forhold i projektet, som det var svært at komme videre med: Ud over, at Tyrkiet ville have enekontrol med zonen, ville de også have skubbet tyrkisk-financierede syriske militser ind som en del af zonen.

Til det svarede den øverstkommanderende for SDF, Muzlim Abdi: “Alle flygtninge, hvad enten de er flygtet til Tyrkiet eller et andet sted hen, kan vende hjem til deres eget land. Det er hvad vi har accepteret som del af ’sikkerhedsmekanismerne’ for Nord og Øst Syrien. Hjemvendelsen af disse personer vil blive understøttet. Der er kun en betingelse: Hvis der er personer blandt de tilbagekomne, der har taget del i forbrydelser mod befolkningen, så vil de blive bragt for en domstol. Ingen vil blive nægtet at komme tilbage”.

I midten af august udtalte den tyrkiske udenrigsmunister Cavusoglu sig om forberedelserne til den kommende operation øst for Eufrat, og sagde i den forbindelse, at ”Vi vil ikke længere tillade USA at gå ind i en afledningsmanøvre ligesom i Manbij.”

Ikke desto mindre fortsatte forhandlingerne. D. 22 august var man blevet enige om  et første trin, f.eks. med en sikkerhdszone på 5 km, hvor USA og det tyrkiske millitær ville foretage fælles patruljeringer, og hvor SDFs tropper blev trukket tilbage, mens lokale militære råd blev tilladt. I en anden fase skulle et 9 km bredt sikkerhedsbælte føjes til i et kerneområde ved grænsen og alle tunge våben fjernes fra zonen. På det tidspunkt var der i SDFs ledelse fuld opbakning til planerne, som det bl.a. fremgår af et stort interview med SDF-lederen Mazloum Abdi.

Men i begyndelsen af oktober begyndte der at komme tegn på, at forhandlingerne var ved at køre af sporet. De vedholdende udtalelser fra Erdogan om, at man ønskede at gå ind over grænsen skabte usikkerhed om aftalerne både i Qamishlo og i Washington. Tavsheden fra det Hvide hus gik i samme retning. Det blev efterhånden helt klart, at der var noget galt. SDF begyndte at bygge skyttegrave og befæstninger 40 km syd for den centrale grænseby Tel-Abyad. Den tidligere US-udsending for Coalitionen mod Islamisk Stat Brett McGurk spurgte retorisk: ”Vil præsidenten støtte det amerikanske personale, der er udstationeret i Syrien på hans ordre? Eller leder han efter en undskyldning for at trække dem alle hjem? Et tyrkisk angreb vil øge risikoen for vores folk, smadre SDF og gøre det mulig for Islamisk stat at genopstå. Det er et klart billede.”

Selv Pentagon udtalte: ”Vi koncentrerer os om at få sikkerhedsmekanismen op at stå og få den til at køre. Det er den bedste vej for os alle. Tyrkiets uplanlagte militære operation bekymrer os meget, da den vil underminere vores interesser i et sikkert Nordøst Syrien og den permanente udryddelse af Islamisk Stat.”

Erdogan udtalte på TV, at “Tyrkiet vil gennemføre angreb fra luften og jorden øst for Eufrat ”for at skabe fred”. Til de, der afleder os, siger vi: Tiden for ord er forbi.”

Mindst 7 bevæbnede amerikanske køretøjer blev opserveret syd for Tall Abyad på vej mod Girë Sipï og næste morgen blev det klart, at de havde afhentet to grupper med amerikanske soldater.

Amerikanske styrker starter tilbagetrækning fra den tyrkisk-syriske grænse ved Tal Abyad (Girë Spï) og Rasulayn (Serekaniye),  om morgenen, d. 7 oktober

Sent søndag d. 6 oktober udsendte Det Hvide Hus en meddelelse om, at USA ”ikke længere vil være i de umiddelbare grænseområder” i det nordlige Syrien, og at de dermed vil tillade Tyrkiet at igangsætte en invasion af området og overlade ansvaret for tilfangetagne Islamisk Stat-medlemmer i området til Tyrkiet.

Udtalelsen fra Det Hvide Hus lød således:

”I dag har Præsident Donald J. Trump talt i telefon med Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan. Tyrkiet vil snart igangsætte sin længe planlagte operation i det nordlige Syrien. De Forenede Staters bevæbnede styrker vil ikke støtte eller involveres i denne operation, og de amerikanske styrker, der har bekæmpet Islamisk Stats territoriale ’Kalifat’, vil ikke længere være i dette nærområde.

De forenede Staters regering pressede på for at Frankrig, Tyskland og andre europæiske lande, som mange af de tilfangetagne Islamisk Stat soldater kommer fra, bringer disse tilbage til deres lande. Men de ville ikke have dem, og afviste at gøre det.  USA vil ikke holde dem under lås og slå gennem, hvad der let kan blive mange år, med store omkostninger for de amerikanske skatteborgere. Tyrkiet vil nu blive ansvarlig for alle Islamisk Stat-krigere i det område, de har indtaget gennem de seneste to år i kølvandet på USAs nedkæmpelse af det territoriale ’Kalifat’. ”

Det satte omgående en række reaktioner igang:
SDF konstaterede hurtigt, at

  • Erdogan ønsker, at fjerne befolkningen fra Nordsyrien og ændre en stabil region til en zone med permanent krig og konflikt
  • At ethvert tyrkisk angreb vil formindske den internationale indsats for at bekæmpe Islamisk Stat,
  • At 11 000 soldater fra SDF har mistet livet gennem de sidste fem år,
  • At USAs styrker har trukket sig væk fra grænsen til Tyrkiet efter ikke at have opfyldt det, de har lovet
  • SDF ikke vil tøve et øjeblik med at forsvare sig selv imod en hvilken som helst tyrkisk operation.

Talsmand for SDF, Mustafa Bali, uddybede: ”Vi forventer ikke, at USA skal beskytte Nord Øst Syrien. Men man skylder her folk en forklaring, hvad angår aftalen om sikkerhedsmekanismer, ødelæggelsen af befæstninger og USAs fiasko omkring deres opfyldelse af det, de har lovet”.

Og den tidligere amerikanske udsending for Koalitionen til bekæmpelse af Islamisk Stat Brett McGurk, har bekræftet denne opfattelse meget præcist: “USAs officielle talsmænd bandt helt klart SDF op på en “sikkerhedsmekanisme”-plan, hvor de fjernede alle forsvarsbarrierer på den syriske side af grænsen for at forhindre en tyrkisk indmarch”.

Hundredevis af lokale NØ-syrere fra Tal Abyad gik i demonstration til til landsbyen Mashtale al-Azza ved grænsen øst for Tal Abyad for at fordømme de seneste tyrkiske trusler om at invadere regionen.

Meget hurtigt blev et stort antal reservister fra SDF sendt fra Raqqa og Deir ez-Zor til den 370 km brede grænse mod Tyrkiet.

Brett McGurk tweetede: ”Tyrkiet har hverken intentioner, ønske eller kapaciteten til at håndtere 60 000 indsatte i al Hol lejren, som forsvarsinspektoratet advarer om er kernen i en genopstående islamisk Stat. At tro andet er en hensynsløs gambling med vores nationale sikkerhed.

Pentagon udsendte følgende erklæring:

Forsvarsministeriet har – på linie med præsidenten –  gjort det klart for Tyrkiet, at vi ikke godkender en tyrkisk operation i det nordlige Syrien. USAs væbnede styrker vil ikke på nogen måde understøtte, eller involveres i en sådan operation. I samtaler mellem Ministeriet og det tyrkiske militær har vi vedholdende understreget at koordinering og samarbejde er den bedste vej til sikkerhed i området. Sekretær Esper og Formand Milley gentog overfor deres respektive tyrkiske modparter, at en ensidig aktion skaber risici for Tyrkiet. Som præsidenten har sagt, vil Tyrkiet, sammen med  europæiske lande og andre, være ansvarlig for de tusinder af Islamisk Stat krigere, der er blevet fanget og bekæmpet i kampagnen, der har været ledet af USA. Vi vil sammen med vores andre NATO allierede og koalitionspartnerne over for Tyrkiet til stadighed pege på de destabiliserende konsekvenser af de mulige fremsted, både for Tyrkiet, Regionen og også udenfor denne.”

I de følgende dage viste det sig tydeligt, hvordan Islamisk Stat klart opfattede situationen som en støtte og søgte at manifestere et come back:

Onsdag meldte lokale kilder fra Islamisk Stat i Raqqa, at en Islamisk Stat-celle belejrede et sikkerheds-hovedkvarter og var involveret i stridigheder med det lokale politi. Der blev hørt seks  eksplosioner fra området. Tre selvmordsbombere fra Islamisk Stat havde angrebet militære positioner i Raqqa og en kilde påstod, at mere end 50 bevæbnede grupper i Raqqa havde igangsat et koordineret angreb på sikkerhedshovedkvarteret. Al elektricitet i Raqqa skulle være gået ud, nettet er svagt, og der er kampe i byen.

Fra Al-Hol-lejren i det østligste Syrien meldtes om kvinder fra Islamisk Stat, der var flygtet fra lejren, efter at have skabt optøjer og brændt telte af.

Også mange andre steder angav Islamisk Stat-celler at have været lokalt aktive.

Præsident Trump blev torsdag, spurgt om risikoen ved, at Islamisk Stat krigsfanger kan blive sluppet løs. Hans svar lød: ”Tja, de vil flygte til Europa”.

Selve invationen startede onsdag kl. 15.40 dansk tid.

Flyangreb ramte i starten især områder omkring Serekania og Rasulayn, men bredte sig hurtigt til mange andre steder umiddelbar syd for grænsen, samtidigt med at tyrkisk artillery beskød syriske byer fra grænsen. Snart blev også de østligste områder, herunder områder nær centrum af Qamishlo, ramt af flyangreb, bl.a. beboelseskvarteret Bashiria, et kvarter med en blandet befolkning af kurdere og syriakkiske kristne. Hurtigt viste det sig dog , at også fjernere mål, især omkring Ayn Issa, nord for Raqqa. Et angreb ramte en YPG træningslejr i landsbyen Hoshan vest for Ayn Issa. 7 døde og 16 sårede blev bragt til hospitalet i Ain Issa. Også i nærheden af Ain Issa faldt der bomber nær et fængsel, der rummer nogle af de værste forbrydere fra Islamisk Stat.  Kurdiske kilder angav, at det tyrkiske luftvåben bombede indtil en dybde af 50 km indenfor det syriske territorium. En talsmand for SDF meddelte: Tyrkiske krigsfly er gået igang med at udføre luftangreb på civile områder. Der er panik blandt befolkningen i regionen.” Senere blev det meddelt, at store mængder civile havde måttet flygte fra de kurdiske områder, der blev ramt af tyrkiske angreb.

I løbet af det første døgn angreb Tyrkiet ifølge egne oplysning ialt 181 mål som led i operationen. I det østligste Syrien omfattede det desuden områder på den irakiske side af grænsen, bl.a. en Ezidisk landsby.

Men på landjorden er det dog reelt ikke lykkedes at trænge mere end nogle få kilometer  ind over den syriske grænse nogle ganske få steder, nemlig ved Serekaniye/Ras al-Ayn samt Tel-Abyad, hvor de flere gange blev slået tilbage. Både ved Kobane, Qamishli og byerne ved Derek i det østligste Syrien er de tyrkiske forsøg på at trænge ind blevet tilbagevist.

Desuden satte SDF et større modangreb ind mod Jaroblus, grænsebyen øst for Eufrat, der spiller en stor rolle som opmarchby for den tyrkiske besættelse af Shaba-området. Også andre steder i Shabaområdet og i Afrinprovinsen er kurdiske styrker gået i offensiven, f.eks. med voldsomme angreb på byen Al Bab nord for Aleppo, samt byen Jandaris  tæt på den tyrkiske grænse i den sydlige del af Afrin.

Reaktioner fra udlandet

Den mest bemærkelsesværdige udtalelse fra udlandet er nok meddelelsen om, at EU afviser enhver tyrkisk plan om at etablere en ”sikker zone ” i det nordlige Syrien. Den kom umiddelbart efter, at det franske udenrigsministerium havde meddelt, at det havde konsulteret sine europæiske allierede for at undersøge alle muligheder omkring det tyrkiske angreb.

Men interessant er også det fælles  lovforslag fra to indflydelsesrige repræsentanter i den amerikanske kongress Lindsey Graham og Chris Van Hollen fra hhv. Det republikanske og det demokratiske parti om at pålægge Tyrkiet alvorlige sanktioner for invasionen af Syrien.

Forslaget lyder således:

Obligatoriske sanktioner gennemføres som følge af denne lovs vedtagelse, med mindre administrationen – hver 90. dag – kan attestere overfor kongressen, at Tyrkiet ikke handler ensidigt i Syrien (uden amerikansk støtte øst for Eufrat og vest for den Irakiske grænse)  og har trukket sine væbnede styrker tilbage, inklusive tyrkisk støttede rebeller, fra områder de har besat under operationen, der begyndte onsdag d. 9. oktober 2019.

Sanktionerne omfatter alle USA aktiver for de tyrkiske politiske ledere: Præsidenten, vicepræsidenten samt forsvars-, udenrigs-, finans-, handelsministeren samt ministeren for energi og naturressourcer.

Derudover omfatter de enhver udenlandsk person, der sælger eller yder financiel, materiel eller teknologisk støtte eller som vides at udføre transaktioner med det tyrkiske militær, inklusive:

  • fly og flydele, samt maskineri, der bruges af det tyrkiske luftvåben,
  • automobil udstyr og service, der bruges af de tyrkiske hær- og flådestyrker
  • våben eller forsvarsartikler, der bruges af det tyrkiske militær.

Lindsey Graham udtaler, at selv om Det Hvide Hus nægter at handle mod Tyrkiet, så forventer han stærk støtte fra begge partier i kongressen.

Også Finland har meddelt, at det standser al våbeneksport til Tyrkiet. Men Tyskland, den suverænt største leverandør af våben til Tyrkiet, har ikke ytret sig om spørgsmålet, men har blot i en fælles udtalelse med Frankrig og England (der også har en meget stor våbeneksport til Tyrkiet) blot fordømt det tyrkiske angreb på Nordøstsyrien.

Der er også fordømmelser fra en lang række andre lande, herunder mange arabiske lande, Iran, Irak og Rusland.

Rusland har appelleret til både SDF og Assads styrker om at gå i samarbejde, og der er også ting, der tyder på, at det vil ske. Syrien har i stærke vendinger fordømt angrebet og har stillet sig mere positiv overfor SDF end tidligere, mens Maslum Abdi fra SDF har tilkendeligvet, at man vil indlede forhandlinger med Assad-styret om en fælles indsats mod den tyrkiske invasion. Hidtil har Assadstyret ikke ydet noget bidrag til at afhjælpe den tyrkiske besættelse af Afrin, mens SDF på den anden side heller ikke har haft lyst til at blive trukket ind i det morads i Idlibprovinsen, der er skabt gennem samlingen af et stort antal jihadistiske grupperinger i netop dette område, i høj grad under tyrkisk beskyttelse.

I Idlib er den fastlåste situation i øvrigt blevet ændret noget gennem de sidste måneder, idet Assad med russisk flystøtte har tilbageerobret de sydligste dele af Idlibområdet, inklusive Khan Shaykhun, byen, hvor  Assad gennemførte sine kemiske angreb.

Kilder:

Se Factsheet. Factions in Turkish-backed Free Syrian Army”. Rojava Information Center (RIC). www.rojavainformationcenter.com

Khalid Armish, 2019: Mazloum Abdi: Entire border must be protected. ANHA, 18 aug. 2019.

11. oktober 2019: Othman: Tyrkiet kan meget vel gennemføre deres trusler

Allerede inden præsident Trumps seneste udmelding om en amerikansk tilbagetrækning fra Syrien udtalte en talsmand for Nord og Øst Syriens øverste organ, Det Syriske Demokratiske Råd (SDC), at man ikke kunne udelukke et angreb fra den tyrkiske besættelsesmagt på områderne i nord og østsyrien. Men han vurderede, at befolkningen i Nord og Øst Syrien var parate til at besvare sådanne angreb.

Amjed Othman, der er talsmand for Syriens Demokratiske Råd (SDC) kommenterede allerede d. 5 oktober de seneste trusler fra den tyrkiske besættelsespræsident  Erdogan, om igen at angribe det nordlige og østlige Syrien på et tidspunkt, hvor SDF har gennemført sine forpligtigelser, hvad angår de trilaterale aftaler om sikring af grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Han understregede, at den nye tyrkiske eskalering var et tegn på Tyrkiets manglende tilfredhed med de trilaterale aftaler mellem De Syriske Demokratiske Styrker, USA og Tyrkiet.

Han noterede sig, at Tyrkiet og dets partnere i Forfatningskommissionen ønsker at ødelægge den Demokratiske Autonome Administration og underminere sikkerheden og stabiliteten i regionen, ”Der er en høj sandsynlighed for, at Tyrkiet vil føre sine trusler ud i livet, sagde han.

Othman understregede, at de vil fortsætte med de diplomatiske relationer sammen med de involverede parter i den syriske sag, men sagde også: ”Befolkningen i regionen, dens administration og SDF, vil ikke forholde sig passivt over for noget som helst angreb på regionen.”

Kilde:

Ahmad Samir og Mohammed Akenji, 2019: Othman: Turkey is very likely to carry out its threats. ANHA, 5. Oct. 2019

 

7. august 2019: Islamisk Stat forbereder et come-back

 

Voice of America har udsendt en rapport, hvor de peger på en serie af meddelelser fra Islamisk Stat, hvori de annoncerer fremkomsten af nye provinser, som de kontrollerer. Det har i de sidste uger medført fornyet debat om gruppens mulige genkomst efter faldet af dens selvudråbte kalifat. Nogle analyterere advarer om at en stadigt mere decentral udgave af Islamisk Stat måske kan genskabes og sprede sine tentakler til andre dele af verden.

Under sin første optræden i en video i april måned efter fem års fravær, ser man Islamisk Stat-lederen Abu Bakr al-Baghdadi læse i nogle dokumenter om gruppens globale afdelinger, herunder om nyligt stiftede provinser i Tyrkiet og Central Amerika.

I en 18 minutter lang video lavet af IS-medie platformen al-Furqan, hilser al-Baghdadi også nytilkomne provinser velkommen fra Burkina Faso, Mali og Sri Lanka.

Siden lederens genkomst, har IS annonceret nye ”wiayats” eller provinser, og har omorganiseret sine tidligere grupperinger, der omfatter forskellige områder i Mellemøsten, Øst Afrika og Centralasien.

Sidste uge påsted IS i en ny video, at de havde oprettet en ny provins i Tyrkiet. Den fem minutter lange video viste en gruppe militante, der sværgede troskab til al-Baghdadi og opfordrede potentielle sympatisører i Tyrkiet til at tilslutte sig gruppen. Dogu Eroglu, en opsøgende journalist og IS-ekspert med base i Tyrkiet, fortalte at videoannonceringen er en satsning fra IS for at genmobilisere de hundreder af tyrkiske borgere, der er kommet hjem efter at have taget del i konflikten i nabolandet Syrien.

”Det begyndte i 2017 efter den globale koalitions Raqqa-operation for at slå Islamisk Stat tilbage. Mange mennesker flygtede til Tyrkiet, og blandt dem havde de fleste kæmpet med Islamisk Stat gennem mange år”, fortalte Eroglu til Voice of America. ”Så annonceringen kan meget vel være en invitation til dem”.

Wilayat strukturen

Da Islamisk Stat i midten af 2014 offentliggjorde dets såkaldte kalifat, rejste tusinder af mennesker til Syrien og Irak for at slutte sig til deres rækker. Gennem dets mediekanaler al-Furqan og Dabiq, beskrev gruppen i detaljer, hvordan den dannede nye ”Wilayats” eller provinser: I hver provins, sagde de, skulle lokale jihadister være indstillet på, at gennemføre gruppens militære og administrative strategi før de svor troskab til kaliffen, al-Baghdadi.

I juli 2016 udsendte al-Furqan en video med titlen ”Kalifatets struktur”, hvor gruppen påstod, at den havde 35 ’Wilayats’ eller provinser, hvor de 16 wilayats var i Irak og Syriens, mens de øvrige var andre steder.

Nu har gruppen ikke noget territorium i Irak og Syrien, men de fortsætter med at være en alvorlig oprørsgruppe i de udpegede wilayats, ifølge Sarhang Hamasaeed, direktør for det amerikanske fredsinstituts mellemøst-program.

”De fortsætter med at igangsætte angreb i form af skjulte bomber, angreb på sikkerhedspatruljer, og nogle steder sætter de kontrolposter op”, fortalte Hamasaeed Vioce of America, og tilføjede, at gruppen er afhængig af beskatning og afpresning for at sikre sig indtægter.

Udnyttelse af utilfredshed

Hamasaeed fortalte, at gruppens oprørere har været særligt aktive i Nineveh, Kirkuk, Saladin og Diyala provinserne i Irak, hvor både den irakiske regering og den kurdiske region gør krav på ejerskab. Grænsekonfliker mellem de to regeringer har sammen med forskelligheden i den etno-religiøse befolkning jordt det muligt for Islamisk Stat at blomstre op igen.

Eksperter siger, at IS som en smidig organisation forsætter med at udnytte en samfundsmæssig utilfredshed, og er på udkig efter andre områder med etniske og religiøse konflikter som potentielle arnesteder.

Sai Nazeer, en forsvarsanalytiker og pensioneret pakistansk brigadegeneral fortalte, at gruppen har brugt konflikten mellem regeringerne i Punjab og Baluchiske befolkningsgrupper til at sikre sig fodfæste i den baluchiske provins i sydvest Pakistan. På samme måde bruger gruppen en grænsekonflikt mellem Indien og Pakistan til at skabe fodfæste i Kashmir.

”I det store og hele har Pakistan holdt Islamisk Stat nede gennem sikkerhedsoperationer, de sociale medier og ved at holde øje med militante i Kashmir, der muligvis kan rekrutteres af IS”, fortalte han, og tilføjede: ”For tiden er der omkring 500 aktive medlemmer af Islamisk Stat i pakistanske fængsler.”

Khorasan provinsen

I maj måned meddelte Islamisk Stat gennem dens nyhedsbureau Amaq, at den havde oprettet en provins i Indien og Pakistan. Offentliggørelsen skulle forstås som en omstrukturering af ’Khorasan provinsen’, der blev oprettet i 2015 for at dække operationer i Afganistan, Pakistan, Tajikistan, Jamine og Kashmir, samt dele af Iran.

Den afganske journalist Anees ur Rehman udtaler, at IS’ omstrukturering af Khorasan provinsen viser, at gruppen er villig til at tilpasse sig nye realiteter.

Islamisk Stat forsøgte at sprede wahabismen med meget voldelige midler i en Khorosan provins, som forbandt Iran, Centralasien, Afganistan og Pakistan. Men kalifatets vision viste sig uacceptabel i Afganistan, hvor de fleste afganere følger Imamen Abu Harifa, fortæller Rehman, og gør opmærksom på de forskellige sekter og skoler i de islamiske lande.

Da gruppen var på toppen af sin magt, nægtede den at anerkende moderne statsgrænser, som de kaldte kunstige frembringelser lavet af Vesten for at bevare de muslimske nationers opsplittethed.

Sydøstasien

I Syøstasien, hvor Islamisk Stat gør krav på en østasiatisk provins for dens operationer, især i Filippinerne, bruger gruppen ifølge eksperter isolerede drab for at bevare deres relevanxs og styrke deres rekruttering.

Elliot Brennan, en forsker ved Institut for Sikkerhed og Udviklingspoltik i Stockholm, fortalte Voice of America, at i modsætning til tidligere, hvor Islamisk Stat-krigere var samlet i et velkendt geografisk område i den sydlige del af Filippinerne, har gruppen nu, i en ny strategi, spredt sine krigere ud over hele regionen.

De IS-tilknyttede Maute og Abu Sayyaf grupper blev fjernet fra den sydfillipinske by Marawi i oktober 2017 efter 4 måneders dødbringende kampe. Jihadister knyttet til Islamisk Stat har siden gjort krav på adskillige drab, herunder bombeangrebet på Jolo katedralen i sydvest-Fillipinerne i januar, med 20 døde,  og angrebene på kirker i Sri Lanka påskesøndag i april, der kostede 259 mennesker livet.

Krigere fra belejringen af Marawi har spredt sig. De udgør i dag en mere spredt fare, og er derfor sværere at bekæmpe, fortalte Brennan, og tilføjede, at det ikke er lykkedes for de sydøstasiatiske lande at modvirke Islamisk Stats forsøg på reorganisering.

”Den overordnede tilgang til terrorbekæmpelse i dele af Sydøstasien har været uhensigtsmæssig. Der er brug for en større indsats for at kunne forstå og forholde sig til ekstremismens drivkræfter, snarere end bare post-faktuelle og ofte hårdhændede antiterror-kampagner, der meget let fremmedgør de lokale samfund og i realiteten fremmer rekrutteringen.”

Afrika

Det er på samme måde i Afrika, hvor IS har etableret decentrale provinser i Egypten, Libyen, Sahel og Sahara. Her spreder gruppen sine styrker i store ørkenområder, som det er svært at sikre, fortæller Thomas Abi-Hanna, en sikkerhedsanalytiker ved Stratfor i Austin, Texas.

”Hver gren af Islamisk Stat opererer uafhængigt, og der er stort set ingen direkte forbindelse mellem grenene, bortset fra navnet Islamisk Stat”, fortalte Abi-Hanna.

Han sagde, at gruppen søger at bevare relevansen ved at gennemføre højprofilerede angreb og kidnapninger for at vinde større lokal og international opmærksomhed. Den spreder også propaganda gennem forskellige kanaler, hvor de tager ansvaret for angreb, promoverer sit brand og viser sine krigere i aktion overalt i regionen.

I april i år tog Islamisk Stat for første gang ansvaret for et angreb i Den Demokratiske Republik Congo, gennemført af dens nye Centralafrikanske provins. Det blev rapporteret, at angrebet i Bovata, nær byen Beni, dræbte mindst to soldater og en civilist og sårede adskillige andre.

”Mens nogle grene kan profitere på udstrakt brug af smugleri og trafficking netværk (f.eks. udnytter afdelingerne i Mali og Libyen de sammen våbensmuglernetværk gennem Sahara), så koordinerer grupperne ikke angreb og kidnapninger”, fortalte Abi-Hanna, og tilføjede, at Islamisk Stats mange afdelinger i Afrika bevarer effektiviteten ved at målrette deres opmærksomhed.

 

IS ideologi

Randall Rogan, en terror-ekspert ved Waqke Forest University i North Carolina, vurderede, at Islamisk Stats seneste annonceringer af nye provinser og rekonstruering af andre, tyder på, at gruppen har langsigtede planer.

”IS meddelelserne bør tages meget alvorligt” fortæller Rogan Voice of America. ”Skønt IS har tabt sit fysiske territorium, fortsætter den smittende islamistiske ideologi, der spredes af IS og dens beslægtede grupper, med at være i samklang med mange marginaliserede og radikaliserede personer både i de muslimske samfund og udenfor”.

Kilde:

Anonymous, 2019: US agency: Daesh preparing to come back. ANHA, 22. July 2019

7. august 2019: Stiler Tyrkiet mod en kold krig med EU over gasfelter i havet udenfor Cypern?

De konfrontationer, der bygges op nu, kan let blive permanente og umulige at tilbagerulle

Af David Barchard, Middle East Eye

Den tyrkiske boreplatform Yavuz drager af sted fra Izmir bugten, på vej til Middelhavet, fra den tyrkiske havn Dilovasi, d. 20 juni (Reuters)

 

Netop som Tyrkiet forbereder sig på mulige sanktioner fra USA over dets køb af S-400 anti-luft missiler fra Rusland, har der vist sig nye meldinger, der gør det klart, at de står over for et nyt sæt sanktioner omkring en helt anden, men mindst ligeså umedgørlig sag fra den Europæiske Union.

Selvom de hidtil har modtaget ganske begrænset opmærksomhed fra Tyrkiets eller resten af verdens side, er scenen nu sat for en stadigt dybere politisk og diplomatisk konfrontation, som kan vise sig meget svær at rulle tilbage. Sker det, vil disse EU sanktioner markere et nyt stadie i den fremmedgørelsesproces, der udspiller sig omkring Tyrkiets forhold til Vesten.

Der kom nyt frem om sanktionerne mandag d. 15. juli, da det Europæiske Råd (mødet for EUs statsministre) annoncerede, at de ville indføre sanktioner mod Tyrkiet for at foretage boringer i havbunden ud for Cypern, som de anser for illegale.

Nye sanktioner

Sanktionerne drejer sig ikke om Tyrkiets ansøgning om EU medlemskab, der længe har stået stille, og som nu er hensovet i en grad, så de i de fleste sammenhænge  nu  stort set kan anses for at være afgået ved døden på grund af Cypern striden.

For nu er det land, der i teorien stadigt kandiderer til medlemskab stillet overfor sanktioner, der vil ramme helt almindelige arbejdsrelationer mellem Tyrkiet og EU. Forhandlinger om en omfattende lufttransport aftale er blevet suspenderet.

De reguleringsmæssige råd for forbindelse mellem Tyrkiet og EU og kommende møder i dialog på højt plan mellem EU og Tyrkiet er blevet afbrudt ”for nuværende”.

Økonomisk assistance i før-medlemsperioden for Tyrkiet i 2020, som menes at have en værdi på omkring 800 mill. €, vil blive genovervejet.

Den Europæiske Investerings Bank vil genoverveje sine udlånsaktiviteter i Tyrkiet, især hvad angår udlån, der skal understøtte suveræniteten. De to financielle sanktioner er endnu ikke blevet udmøntet i detaljer, men på et tidspunkt, hvor Tyrkiets økonomi er under alvorligt pres, vil de uden tvivl bidrage til landets vanskeligheder.

Et forudsigeligt resultat

Konfrontationen er et ganske forudsigeligt resultat af Tyrkiets skridt imod at bore i havbunden omkring Cypern. Gennem de tre sidste år har Tyrkiet købt og udstyret to eftersøgningsfartøjer, Fatih og Yavuz, og sendt dem til Middelhavet.

Tidligere i denne måned opererede Fatih 37 nautiske mil vest for Cypern  i et område med åbent hav, som både Tyrkiet og Cypern påstår er deres eksklusive økonomiske zone, mens Yavuz borede nordøst for øerne, i havområder, som græsk cyprioterne gør krav på, men som har været kontrolleret siden 1975 af Den Tyrkiske Republik Nordcypern.

Ved at sende fartøjerne ind i disse omstridte farvande, og især i de, der ligger vest for øen, har Tyrkiet trodset ikke blot græsk-cyprioterne – hvis regering det ikke anerkender, og som er det land, der hovedansvarlig for blokeringen af Tyrkiets EU medlemskab – men yderligere også EU og  USA.

Både EU og USA udsendte advarsler, noget, der ville have været utænkeligt for blot få årtier siden, da Vesten forsøgte at bevare sin neutralitet i stridighederne mellem Tyrkiet og Grækenland, og hvor de betragtede Tyrkiet – med en befolkning, der er otte gange større end Grækenlands, og med en afgørende geostrategisk beliggenhed – som en ufravigelig partner.

Opdagelsen af gas

Gennem de sidste årtier har der været en stribe opdagelser af store forekomster af naturgas i det østlige Middelhav, især Zohr feltet udenfor Ægypten, Leviathan og Tamar feltene udenfor Israel samt Afrodite gas feltet sydøst for Cypern. Det ser ud til, at der kan være tale om ca. 125 trillioner kubikfod gas i området (3,5 milliarder m3 gas) samlet set.

Tyrkiet, der har en 1500 km lang kyst ud til Middelhavet, en kystlængde, der kun overgås af Grækenland med dets mange øer, har stridtes om havbundsrettigheder med Grækenland i det Ægæiske hav siden 1970erne uden at der er nået et kompromis.

Den Internationale Havretskonvention – som Tyrkiet ikke anerkender – giver øer prioritet over havbunden i nærheden af deres hovedland, en situation, der er en uretfærdighed i Tyrkiets øjne. De græske Cyprioter, der har en kystlinie på 648 km, får broderparten af havbundsrettighederne, selvom en stor del af deres havområde reelt ikke kontrolleres af dem. Siden Tyrkiet invaderede øen i 1974 og påberåbte sig traktatmæssige rettigheder til at beskytte deres minoritet dér, har øens nordvestlige og nordøstlige kystlinie været kontrolleret af den Tyrkisk Cypriotiske Stat, et område, der er anerkendt af Tyrkiet, men ingen andre.

I februar i år offentliggjorde Exxon Mobil opdagelsen af en reserve på mellem 140 og 230 milliarder m3 gas i Zone 10, den største gas opdagelse noget sted i verden i 2019. Dette skete til trods for tidligere forsøg på at blokere efterforskningsoperationerne fra den Tyrkiske flåde. Denne uge offentliggjorde Fatih, at også den have gjort en omfattende opdagelse af gasforekomster i den omstridte zone.

Det Øst Mediterrane Gas Forum (EMGF) har sat sig på hele gas-udvindengen af det østlige Middelhav. Hverken Tyrkiet, Libanon eller Syrien er inviteret med.

I januar i år etablerede en række Middelhavslande et Øst Mediterrant Gas Forum (EMGF), som vil beskæftige sig med spørgsmål som konstruktionen af gasledninger, i første række muligvis til et raffinaderi i Egypten, men senere til Grækenland og europæiske markeder.

Tre lande i det østlige Middelhav – Tyrkiet, Libanon og Syrien – blev ikke inviteret med til at tage del i EMGF, og selv om de en skønne dag skulle få adgang, vil de se sig nødsaget til at passe sig ind i nogle arrangementer, der ikke er planlagt ud fra deres interesser.

 

Tyrkiet viger ikke en tomme

Det, der ser ud til i stedet for at ske er, at USA og Israel smeder en energialliance med Grækenland og Græsk cyprioterne for at bygge en pipeline for det østlige Middelhav (EastMed).

USA’s statssekretær, Mike Pompeo, har været på besøg i Israel for at diskutere denne alliance på et møde d. 21 marts i Jerusalem.

Konsekvenserne for Tyrkiet er oplagte – og helt uacceptable. Et trilateralt partnerskab mellem Grækenland, Cypern og Israel er blevet proklameret og USA vil, i henhold til en lovgivning, der er ved at gå igennem kongressen, støtte det, både hvad angår spørgsmål om indsats og sikkerhed.

Scenen er blevet sat for en strategisk konfrontation i det østlige Middelhav mellem USA og to meget små lande på den ene side, imod det største og stærkeste land i regionen, der hidtil har set det østlige Middelhav som sin indflydelsessfære.

Med to stemmer indenfor Den Europæiske Union og Washington bag dem, har Grækenland og Græsk Cyprioterne haft – overraskende – lidt vanskeligheder med også at få EU bag sig.

Alt dette sker med den omkostning, at det vil udløse nationalistiske antipatier og vække gamle klager til live, som kan vise sig meget vanskelige at holde nede. Gennem de sidste to måneder, har regeringen i Nicosia advaret om, at den vil føre sag mod de, der arbejder på Fatih, som formodes at omfatte kroatere og britiske borgere, og at de i den forbindelse vil gøre brug af en Europæisk arrest ordre.

Den konfrontation, der nu skabes, kan let blive permanent og umulig at rulle tilbage. Tyrkiets reaktion på nyhederne fra EU har været til at forudse.

Der er ikke nogen tegn på at Tyrkiet vil vige tilbage. I stedet for har selv venstrefløjen i den tyrkiske center-oppositionen igangsat en mobilisering for at støtte præsident Erdogans linie. Tyrkiet trækker ikke Fatih tilbage. Det siger tværtimod at det vil sende yderligere to undersøgelsesfartøjer ud, og at det vil beskytte dem, om nødvendigt med deres flåde.

 

David Barchard

David Barchard  har arbejdet I Tyrkiet som journalist, konsulent og universitetslærer. Han skriver regelmæssigt om det tyrkiske samfund, politik, og historie og er for tiden ved at afslutte en bog om det Ottomanske Imperium i det 19nde århundrede.

Kilde:

David Barchard, 2019: Is Turkey heading for a cold war with the EU over offshore Cyprus gas?  Middle East Eye, 18. July 2019.

7. august 2019: Öcalan’s historiske Newroz 2013 Erklæring

 

JEG HILSER DE UNDERTRYKTES FRIHEDSNYTÅR

Jeg hilser folkene i Mellemøsten og Centralasien, der fejrer denne opvågning, genoplivning og genopblussen af Newroz med ekstraordinær deltagelse og enhed…

Jeg hilser folkene, der fejrer Newroz, der står for lyset og vendepunktet for en ny epoke med stor begejstring og demokratisk tolerance….

Jeg hilser alle de rejsende på den store vandring mod demokratiske rettigheder, frihed og lighed….

Jeg hilser jer, det kurdiske folk, der bor for foden af Zagros og Taurus bjergene og i Eufrat og Tigris flodernes dale. Jeg hilser det kurdiske folk, et gammelt folk, der har boet i Mesopotamiens og Anatoliens frugtbare områder, moderen til alt landbrug, landsbyer og by-civilisationer….

Kurderne har taget del i denne mange tusind årige civilisation i venskab og følgeskab med forskellige racer, religioner og trosretninger. Alle vi har bygget det sammen. For kurderne er Eufrat og Tigris Sakarya- og Maritsa-flodernes søstre. Ararat og Judi-tinderne er Kaҫkars og Erciyes venner. Halay og Dalilo-dansene fra det nordlige Anatolien er i familie med Horon- og Zeybek-dansene fra Sortehavet og det centrale og sydlige Anatolien.

Disse store civilisationer, disse sameksisterende samfund, er i nyere tid blevet sat op mod hinanden gennem politisk pres, eksterne indgreb og gruppeinteresser. Resultater har været en konstruktion af systemer, der ikke er baseret på rettigheder, lov, lighed og frihed.

Gennem de sidste to hundrede år har militære erobringer, vest-imperialistiske interventioner sammen med undertrykkelse og benægtelsespolitik søgt at tvinge de arabiske, tyrkiske, persiske og kurdiske samfund ind under reglerne for nationalstater, med deres imaginære grænser og kunstige problemer.

Epoken med udplyndrende regimer, undertrykkelse og fornægtelse er ovre. Befolkningerne i Mellemøsten og Centralasien er ved at vågne op. De vender tilbage til deres rødder. De kræver et ophør af de blinde og oprørske krige og af deres indbyrdes konflikter.

De tusinder, ja milioner af mennesker, der strømmer ind på disse pladser er optændt af lidenskaben omkring Newroz. De råber på fred og venskab, og de kræver en løsning.

Kampen, der startede med mit eget individuelle oprør imod den fortvivlelse, ligegyldighed og slavebinding, som jeg var født ind i, har forsøgt at skabe en ny bevidsthed, en ny forståelse og en ny ånd. I dag kan jeg se, at vore bestræbelser har nået et nyt trin.

Vores kamp har aldrig været, og kan aldrig blive rettet mod nogen som helst bestemt race, religion, trosretning eller gruppe. Vores kamp har været mod repression, ligegyldighed og uretfærdighed, mod tvungen underudvikling og mod alle former for undertrykkelse.

I dag vågner vi op til et nyt Tyrkiet og et nyt Mellemøsten.

Til ungdommen, der har hilst min opfordring velkommen, de fantastiske kvinder, der gjorde opmærksomme på min opfordring, vennerne, der accepterede min udlægning, og alle de mennesker, der kan høre min stemme, vil jeg sige:

I dag starter en ny tid.

Perioden med væbnet kamp er ved at slutte, og døren åbner sig for demokratisk politik. Vi begynder på en proces, der fokuserer på politiske, sociale og økonomiske områder: En forståelse baseret på demokratiske rettigheder, frihed og lighed vokser frem.

Vi har ofret meget af vores liv for det kurdiske folks sag, vi har betalt en høj pris. Ingen af disse ofre, ingen af disse kampe, var forgæves. For det er på grund af dem at det kurdiske folk endnu en gang har fundet deres identitet og deres rødder.

Vi er nu nået til det punkt, hvor vi ”bringer våbnene til tavshed og lader ideerne og politikken tale”. Det modernistiske paradigme, der har overset, ekskluderet og benægtet os, er blevet manet i jorden. Ligegyldigt om blodet har været tyrkisk, kurdisk, lazi eller circasisk, så har det flydt fra et menneske og fra dette lands barm.

Bevidnet af de millioner af mennesker, der lytter til min tale, vil jeg sige, at en ny tid begynder, en tid, hvor politikken vinder frem på bekostning af våbnene. Vi er nu nået til et stade, hvor vi trækker vores bevæbnede styrker tilbage, udenfor Tyrkiets grænser.

Jeg vil tro, at alle de, der har troet på denne vej og på mig, er følsomme, hvad angår de mulige farer ved denne proces.

Dette er ikke en slutning, men en ny begyndelse. Det betyder ikke, at vi opgiver kampen – vi indleder en anden kamp.

Skabelsen af geografiske enheder baseret på etnicitet og en enkelt nation er en umenneskelig konstruktion af modernismen, som benægter vores rødder og vores oprindelse.

Der ligger et stort ansvar på os alle for at skabe et lige, frit og demokratisk land ud fra alle de folkeslag og kulturer, der har formet Kurdistans og Anatoliens historie. Ved denne fejring af Newroz, vil jeg opfordre armenere, turkmanere, assyrere, arabere og alle andre folkeslag til, i lige så høj grad som kurdere om at holde fast i frihedens og lighedens flamme – den ild, der er blevet tændt i dag – og omfavne den som deres egen.

I fornemme mennesker i Tyrkiet:

Det tyrkiske folk, som bor i det, der idag kaldes Tyrkiet – det gamle Anatolien – burde anerkende, at deres fælles liv med kurderne, under Islams flag, hviler på principperne om venskab og solidaritet. Reglerne for venskab har ikke, og bør ikke have rum for erobring, fornægtelse, afvisning, tvungen assimilation eller udslettelse.

Det sidste århundredes undertrykkende, udslettende, og assimilerende politik, baseret på kapitalistisk modernitet er udtryk for en herskende elites bestræbelser på at benægte en lang venskabshistorie
De repræsenterer ikke folkets vilje. Det er nu meget tydeligt, at dette tyrannernes greb både modsiger historien og reglerne for venskab. For at vi kan lægge denne beklagelige fortid bag os, vil jeg opfordre de to strategiske magter i Mellemøsten til at opbygge en demokratisk modernitet, der er tilpasset vores kultur og civilisation.

Tiden er moden til at erstatte skænderi, konflikt og fjendskab med alliance, enhed, velsignelse og gensidig omfavnelse. De tyrkere og kurdere, der faldt sammen som martyrer ved Çanakkale, gik også gennem uafhængighedskrigen sammen, og sammen åbnede de 1920-forsamlingen.

Vores fælles fortid er en realitet, der tvinger os til at skabe en fælles fremtid. I dag leder den ånd, der skabte den tyrkiske nationalforsamling, vejen til en ny tid.

Jeg appellerer til alle undertrykte mennesker: Til kvinder, der er den klasse, der i længst tid har været koloniseret og underkuet, til alle marginaliserede og udstødte trosretninger, sekter og kulturer, til arbejderklassen og alle underprivilegerede klasser, til enhver, der har været ekskluderet, om at indtage deres retmæssige position i en demokratisk modernitet, og tilegne sig dens mentalitet.

Mellemøsten og centralasien leder efter en nutidig modernitet og en demokratisk orden, der er tilpasset deres egen historie. En ny model, hvor alle kan leve fredeligt og venskabeligt sammen er blevet et objektivt behov på linie med behovet for brød og vand. Det er uundgåeligt, at Anatoliens og Mesopotamiens geografi og kultur igen må være en ledetråd for opbygningen af en sådan model.

Vi oplever en mere nuværende, mere kompliceret og mere grundlæggende version af den uafhængighedskrig, der udviklede sig indenfor rammerne af den national pagt i 1920.

Trods alle fejl, tilbageslag og svigt gennem de sidste 90 år, prøver vi endnu en gang at bygge en model sammen med alle de mennesker, klasser og kulturer, der har været ofre og som har lidt under forfærdelige katastrofer. Jeg opfordrer jer alle til at træde frem og hjælpe med til at opbygge en lige, fri og demokratisk social organisering.

Jeg opfordrer kurdere, turkomaner, assyrere og arabere, der har været adskilt til trods for den nationale pagt, og i dag er blevet dømt til at leve med alvorlige problemer og i konflikt med hinanden indenfor de Syrisk og Irakisk Arabiske Republikker, til at igangsætte diskussioner, og til at revurdere og tage beslutninger om deres nuværende situation i en ”National Solidaritets- og Fredskonference”.

Bredden og omfanget af ”VI”-begrebet har en vigtig plads i dette lands historie. Men i hænderne på den snævre og herskende elite er ”VI” blevet reduceret til ”EN”. Det er tid for at give ”VI”-begrebet dets gamle mening tilbage, og virkeliggøre det.

Vi skal forene os mod de, der ønsker at splitte os og få os til at slås mod hinanden. Vi skal samle os mod de, der ønsker at skille os ad.

De, der ikke kan forstå tidsånden vil ende på historiens mødding. De, der går imod strømmen, vil falde i afgrunden.

Befolkningerne i regionen er vidne til et nyt daggry. Befolkningerne i Mellemøsten er trætte af fjendskab, konflikter og krig. De ønsker at blive født på ny ud fra deres egne rødder og stå skulder ved skulder.

Newroz står som et fyrtårn for os alle.

Sandheden i Moses’, Jesus’ og Muhammeds budskaber bliver idag virkeliggjort i vores liv med nye tidender. Mennesker prøver at genvinde hvad de har tabt.

Vi benægter ikke værdierne i den nuværende vestlige civilisation som helhed. Vi tager på afgørende vis værdierne fra oplysningstiden, lighed, frihed og demokrati, til os, og for at gennemføre dem samordner vi dem med vores egne grundlæggende værdier og måder at leve på.

Grundlaget for den nye kamp er tanker, ideologi og demokratisk politik, og at blive i stand til at indlede et stort demokratisk spring fremad.

Hilsener til alle de, der har bidraget til denne proces og styrket den, og til alle de, der har støttet den fredelige demokratiske løsning!

Jeg hilser alle de, der har taget ansvar for folkenes venskabelige, lige og demokratiske frihed!

Længe leve Newroz, længe leve folkenes venskab!

Imrali fængslet d. 21. marts 2013

Abdullah ÖCALAN

(Oversat fra engelsk af Jesper Brandt, baseret på oversættelsen fra Tyrkisk af det Internationale Initiativ ”Frihed for Abdullah Öcalan – Fred i Kurdistan”)

7. august 2019: Rojava Haverne leverer friske produkter og et levebrød for flygtninge

Rojava haverne med alle deres grøntsager og frugttræer ligger i landsbyen Eziziye i distriktet Serekaniye tæt ved grænsen til Tyrkiet. Haverne er blevet en levevej for mange migrantfamilier.

Rojava Haverne blev grundlagt i sommeren 2013 efter at kvarteret Eziziye i udkanten af byen Tell Halaf i Serékaniyé området (Hasakah provinsen) var blevet befriet af YPG og YPJ styrker. Assads styrker var allerede tidligt i borgerkrigen, i december 2012, blevet presset ud af byen Serekanié af kurderne, hvorefter byen i et halvt år var delt mellem kurderne og en alliance mellem Den Frie Syriske Hær og Islamiske styrker (især den al Qaeda-tilknyttede al Nusra-front). Alliancen blev støttet af Tyrkiet. I Juli 2013 lykkedes det YPG og de nystiftede kvindelige kurdiske styrker YPG at sikre sig den fulde kontrol med byen og de omliggende områder, der var kurdisk domineret.

Haverne dækker et areal på 40 ha, hvor der er plantet ca. 4000 frugttræer, herunder pæretræer, granatæbler, vinranker og valnøddetræer. Der dyrkes også grøntsager i haverne.

Haverne ligger (formentlig!) indenfor den med rødt viste cirkel i den østlige udkant af byen Tell Halaf, tæt på distriktsbyen Serékaniyé. Som mange andre byer i Nordøst-Syrien ligger Serékaniyé tæt på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, fordi kolonimagterne England og Frankrig i en vanlig del-og-hersk-strategi i forbindelse med Det Osmanniske Riges sammenbrud efter 1. verdenskrig lagde grænsen mellem Tyrkiet og Syrien langs en jernbane, der løb gennem en række byer i området, der så blev splittet op mellem Tyrkiet og Syrien. Grænsen mellem Syrien og Tyrkiet er vist med en gul linie, der går gennem billedet fra SV til NØ. Jernbanelinien langs grænsen er angivet med sort. Byen på den tyrkiske side hedder Ceylanpinar. Tell Halaf, hvor haverne ligger, er en berømt arkæologisk lokalitet med udgravninger, der viser bysamfund helt tilbage til neolitisk tid omkring 6 000 år før vor tidsregning, dannet på grundlag af en tidlig udvikling af landbrug og handel i området. Google Earth – Satellitbilledet er fra juni 2017. Klik for detaljer.

Haverne er blevet til en levevej for mange migrantfamilier, der leverer friske produkter til de nærliggende markeder. Der er snesevis af familier, der arbejder i haverne efter at være blevet tvunget til at flygte på grund af angreb fra den tyrkiske stat og dens allierede bander i Afrin, eller fra Raqqa- eller Deir Ez Zor-provinserne, der stadigt delvist beherskes af Assad.

Rojava haverne er organiseret som en kommune. Formanden for kommunen, Ali Ahin, fortæller til nyhedsbureauet ANF, at haverne har udviklet sig til et solidaritetscenter for migranter, der er blevet ofre for udefra kommende angreb i Afrin, Raqqa og Deir ez Zor. Produkterne fra haverne bliver solgt billigt på markederne, og kommunen og Tell Halafs borgere arbejder sammen for at levere friske varer til befolkningen. Produktionen fra haverne bidrager også til at nedsætte importen af fødevarer udefra.

Kilder:

Anonymous, 2019: Rojava Gardens provide fresh produce and a livelihood for people. ANF, 16. July 2019.

Wikimedia: Tell Halaf

Google Earth

4. april 2019: Islamisk Stat proklamerede sit nederlag med et stort angreb på kurderne

Af Aziz Koyluglo

Islamisk stat har været en stor fare for menneskeheden. Så hele verden og de, der repræsenterer humanismen, er kommet til et punkt, hvor der er mennesker, der bekæmper den. De har været lysets modstand stillet overfor mørkets kræfter. På samme måde som de, der repræsenterer de humanistiske værdier styrer mod de steder, hvor kampen foregår, tilslutter repræsentanter for mørkets kræfter sig Islamisk Stats rækker. Visse lande har udnyttet denne situation til at lede en filtreringsproces indenfor landene. Ikke mindst de europæiske lande benyttede krigen i Syrien og Irak som en mulighed for at slippe af med ekstremisterne. Så da disse ville til Syrien, åbnede landene vejen for dem, og støttede deres rejse. Det gjaldt ikke bare de europæiske lande, men også de asiatiske lande og Rusland.

Mange regionale og internationale lande var vidne til, hvordan Islamisk Stat underlagde sig store områder i Irak og Syrien. Ifølge disse lande skulle Assads styre i Syrien og Nuri al-Malikis magt i Irak væltes af pinden. Lande som Qatar og Tyrkiet havde søgt at ændre kortet over Mellemøsten gennem organisationen Det Muslimske Broderskab, der blev klassificeret som terrorister, og den tyrkiske stat forsøgte ivrigt at genskabe det Ottomanske Imperium.

Mange opfatter Islamisk Stat som en bevægelse, der først blev dannet i 2014. Men realiteterne er ganske anderledes. Den blev dannet i 2003 af Abu Musab al-Zarqavi, en højtstående leder af al Qaeda. Gruppen blev dannet i september 2003 under navnet Tawhid wal Jihad gruppen.

Efter Zraqawi’s død i oktober 2006 proklamerede Mujahidin Shura Rådet dannelsen af  ’Islamisk Stat i Irak’. Abu Omar al-Baghdadi blev udråbt til emiren for den nye organisation. Efter Abu Omar al-Baghdadis død blev hans krigsminister, Abdul-Ayyub, leder af Islams Stat i Irak. I april 2010 blev Abu Bkr al-Baghdadi leder af Islamisk Stat i Irak, selv om mange ikke kendte ham på det tidspunkt. En overgang havde han været arresteret af USAs styrker.

Beslutningen om at støtte prædikanten blev taget i Tyrkiet

D. 1. juni 2014 blev der holdt et møde i Tyrkiet, med Qatar, Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) [ledet af den konservative klanleder Massoud Barzani i Nord-Irak, jb] og en række andre lande. På det møde blev grundstenen til Islamisk Stats offensive plan i Syrien og Irak lagt, så disse lande og grupper kunne intervenere i Syrien og Irak i overensstemmelse med deres interesser.

Islamisk Stat blev dannet på grundlag af anti-amerikanisme

I Irak erklærede Islamisk Stat krig mod USA. I denne krig blev de støttet af mange lande, enten direkte eller indirekte. Lige gyldigt hvor indbyrdes modsætningsfulde disse lande er på en række områder, er de enige om en anti-amerikanisme. Denne har sit udspring to steder. På den ene side troede den tyrkiske stat, at Amerika ville etablere en kurdisk stat i Irak, og at de samtidigt ville styrke shiiternes indflydelse. På den anden side stod Syrien og Iran. Iran så USA’s tilstedeværelse i Mellemøsten som en antagonisme, hvorfor Iran havde ydet en betragtelig støtte til grupper knyttet til Islamisk Stat gennem Syrien, hvor hundredevis af Sunni arabere krydsede grænsen til Irak fra Syrien og bekæmpede USA.

Syrien, Iran og Irak støttede Islamisk Stat

Den Syrisk-Irakisk-Tyrkiske aftale er stærk, baseret på Anti-Amerikanisme i Irak. Resultatet har været, at Islamisk Stat er blevet en del af denne aftale. Særligt Iran har ønsket at få omformet sunnigrupperingerne. Tyrkiet ønskede også at styrke udviklingen af disse grupper. Denne Syrisk-Iransk-Tyrkiske aftale mod Amerika udviklede sig til en iransk-tyrkisk krig i Irak.

Islamisk Stats partnere sloges indbyrdes

På grund af USA’s fravær i Irak, eller i hvert fald mindre tilstedeværelse, blev grupper som Islamisk Stat en hovedpine for Iran og Syrien. Den tyrkiske stat opfattede det som en kærkommen mulighed. Tyrkiet speedede sine bestræbelser på at styrke Islamisk Stat op gennem dets konsulat i Mosul. Efter de interne kampe og erobringen af Mosul, og for ikke at afsløre Tyrkiets forbindelse med Islamisk Stat, opfandt Tyrkiet en historie om Islamisk Stats tilfangetagelse af personalet på konsulatet i Mosul. Det var Tyrkiets iscenesættelse for at skjule deres forbindelse.

Islamisk Stat gjorde en strategisk fejltagelse ved at angribe kurderne

Da Islamisk Stat vendte sig mod Baghdad og Damaskus, stoppede de pludseligt deres angreb mod de irakiske og syriske regimer og rettede i stedet angrebene mod kurdernes områder. Så begyndte IS at rette sig efter den tyrkiske Stats krav og interesser ved udelukkende at se på deres interesser. Men det var virkelig en stor strategisk fejltagelse. Særligt efter det offensive angreb på Kobane erkendte nogle af terroristerne det.

Den tyrkiske stat ønskede at fange mere end én fugl på taget ved hjælp af Islamisk Stat. De krav, som Tyrkiet ikke havde været i stand til at få indfriet på grund af international lovgivning, indfriede Islamisk Stat. Med andre ord, Islamisk Stat blev repræsentant for den tyrkiske stat. Tyrkiet opfattede Rojavas føderale regioner som en svaghed for Tyrkiet, der mente, at disse områder skulle have været nedlagt. Tyrkiet så i det, som kurderne opnåede, en ny fare, der måtte elimineres. Islamisk Stat bekæmpede først og fremmest kurderne for den tyrkiske stats skyld.

Islamisk Stat er en del af Det Islamiske Broderskab

Baseret på illusionen om at genskabe det Osmanniske Rige har Tyrkiet prøvet på at erobre landområder fra Egypten til Irak. Jeg må understrege, at det viser sig som en udstrækning af Det Muslimske Broderskabs indflydelse. For Den Tyrkiske Stat under Erdogan, er han ikke bare leder af Det Muslimske Broderskab, han er også leder af Islamisk Stat.

Islamisk Stat angriber verden på vegne af Tyrkiet

Under indtryk af frygten for Islamisk Stat på grund af de operationer som den har gennemført imod de europæiske lande, Amerika og Rusland, har den Tyrkiske Stat bragt verden, og ikke bare Mellemmøsten, under tyrkisk indflydelse. Efter den russisk-tyrkiske Astana-aftale er angrebene mod Rusland stoppet.

Islamisk Stat er i dag blevet besejret i dens sidste territorium i Deir Ez-Zor. Det er ikke bare et nederlag for Islamisk Stat. Det er først og fremmest et nederlag for Tyrkiet.

Oversat af Jesper Brandt

Kilde:

Aziz Koyluglo, 2019: IS announced its defeat with a big attack on the Kurds. ANHA, 21. Marts 2019.

1. marts 2019: Salih Muslim fortæller om Abdullah Öcalan

Den tidligere PYD-leder og  drivende kraft bag oprettelsen af de autonome kurdiske kantoner i Nordsyrien Salih Muslim er en alvorlig mand, en velovervejet og stille ingeniør, der siger tingene enkelt og ligeud. Han er født i Kobanê, og præget af, at han har mistet tre sønner under forsvaret af byen, da Islamisk Stat forgæves søgte at erobre byen i efteråret 2014.

Men når han fortæller om Abdullah Öcalan kommer der varme i stemmen og han bliver mild og følelsesmæssigt engageret.

Det fremgår af et interview, som journalisten Berítan Sarya fra nyhedsbureauet ANF har holdt med ham i anledning af 20-årsdagen for tilfangetagelsen af Abdullah Öcalan. Vi bringer interviewet i hele dets længde:

Salih Muslim, født 1952 i Kobanê, blev politisk aktiv under sit ingeniørstudium ved Istanbuls Universitet i 1970erne. I 1997 tilsluttede han sig den syriske afdeling af det irakiske KDP, men brød med det i 2003 og tilsluttede sig PYD, som han blev formand for i 2010.

Af Berítan Sarya, ANF

Den kurdiske politiker Salih Muslim, der mener, at Öcalan og den kurdiske frihedsbevægelse er blevet brugt i en konspirationsplan for internationale operationer imod Mellemøsten, fortæller, at den nuværende isolation tager sigte på undgå, at hans ideer skal nå frem til offentligheden og vise en vej fremad. Og han tilføjer: ”Det vi gør, er ikke nok, vi må gøre det bedre”.

Det kurdiske folks leder, Abdullah Öcalan, havde tilbragt 20 år i Mellemøsten og Syrien, da han krydsede grænsen ved Kobanê d. 20 juli 1979. Under hans ophold i Libanon og Syrien, fik hans personlighed, retoriske evner, ideer, filosofi og opnåede resultater en enorm indflydelse på befolkningen i Rojava, der så frem til at vende tilbage til den kurdiske frihedskamp.

Han var en ven af Syriens befolkning, politikere, partiledere, opinionsledere og gejstlige. Med sine ideer inspirerede han til deres kamp. En af de politikere, der mødtes med den kurdiske frihedsbevægelse og det kurdiske folks leder, og som viede sit liv til løsningen af det kurdiske problem, var Salih Muslim, der nu er ansvarlig for PYDs komitté for udenrigsanliggender.

Salih Muslim, en af stifterne af Det Demokratiske Parti (PYD) i Rojava, fik at vide af det kurdiske folks leder: ”Du må gøre noget for kurderne i Rojava”.

Muslim fortæller ANF om Abdullah Öcalan, konspirationen og Rojavas befolknings reaktion på konspirationen.

Muslim hørte om PKK i Arabien

Før jeg mødte Öcalan, traf jeg den kurdiske frihedsbevægelse. Siden 1978 arbejdede jeg i Arabien. I 1979-80, mødte jeg nogle kadre fra Nordkurdistan. Vi var altid på udkig efter noget. Ikke mindst efter 1975, med nedkæmpelsen af Barzanis opstand, tænkte vi: ”Hvad vil der ske med den kurdiske bevægelse, hvordan skal den udvikle sig?”. Jeg husker især en ven fra Adiyaman, der hed Hüsnü Yorulmaz. Han flyttede til Nordkurdistan og blev dræbt i 1987. Vi plejede at læse og få fat i publikationer fra ham. Særligt i årene 1979, 1980 og 1981 fulgte vi konstant udviklingen.

Muslim mødte Öcalan i Damascus

Jeg havde tilladelse til at rejse ind og ud af Syrien. Jeg kom lovligt tilbage til Syrien igen i 1984. Jeg fortalte Hüsnü Yorulmaz at jeg ville bo i et hus i Damaskus. Nogle venner sendte en eller anden hen til huset sammen med mig. Vi gik ud sammen. Jeg anede ikke, hvor vi gik hen. Vi gik op på 4. sal i et 4-etages hus i et kvarter i udkanten af Damaskus. Pludseligt så jeg én stå og hilse på mig på trappen: Det var Hr. Öcalan. Det blev sådan en varm, intim samtale. Det var ligesom om vi havde kendt hinanden i årevis.

Han inspirerede til tro og håb

Vi snakkede i 2-3 timer. Først introducerede jeg mig selv: Hvad jeg lavede, hvor jeg kom fra. Så fortalte han om sig selv. Han forklarede om bevægelsen, prøvede på at forklare de forskellige processer. Vi spiste frokost sammen, og tog derefter afsked. Det var usædvanligt at møde en person, der var så alvorligt, især fordi det var det første møde. Han var virkelig varm. Han var alvorlig og varm både i den måde han talte på og i hans opførsel. Han havde karisma. Han indgød både tillid og håb blandt mennesker med sine taler og analyser. Han var overbevist om, at de udfordringer, der tegnede sig for det kurdiske folk ville blive vanskelige. Men samtidigt viste han os fortrolighed ved at sige: ”Det kan lykkes for os, vi kan gennemføre det!”

Det havde sådan en dyb og alvorlig indvirkning på mig.

Samtalerne fortsatte

Efter det første møde, fortsatte samtalerne mellem os. Hver gang, jeg var på orlov, gjorde jeg ophold et sted og vi sås. Jeg bosatte mig endeligt i Syrien i 1991. Derefter fortsatte vores samtaler uden afbrydelse. Jeg skrev også til partiorganet Dengê Kurdistan. Jeg skrev artikler. Jeg oversatte fra tyrkisk til arabisk, engang imellem også til kurdisk. Jeg var ikke medlem af bevægelsen, men jeg hjalp de andre som en ven. Jeg holdt samtaler med lederen gående, somme tider i Aleppo, en gang i mellem i Damaskus.

Visioner og rådgivning.

Nogle gange kom der forespørgsler. Lederen talte med alle omkring ham, og fik forskellige opfattelser. ”Der er den og den situation, hvordan skal vi tackle den?”, kunne han spørge. En gang imellem rådførte han sig endda med børn. I 1997-98 udførte KDP altid operationer i de sydlige grænseegne. Lederne i disse operationer var ganske aktive. Der var diskussioner. Han har måske taget den endelige beslutning selv, men han  tænkte på og diskuterede alles bidrag. De folk han diskuterede og talte med gjorde altid et stort indtryk på ham. Netop  fordi han talte alvorligt med andre mennesker og i et sprog, de kunne forstå, spurgte folk ofte sig selv: ”Hvorfor tænkte jeg ikke  på det?”

Betydningen af starten på MED TV

I 1995, åbnede Satellit-TV kanalen MED TV. Vi sad på partikontoret sammen med lederen. Der var mange venner af partiet med. MED TV var på, og der blev vist et kurdisk børneprogram. De underviste i kurdisk. Det var jeg meget imponeret over. Lederen sad og så på den TV-kanal han havde startet sammen med folket, og børnene lærde kurdisk på den måde. Det gjorde et stort indtryk på mig, og det virkede meget lovende. Dengang var der ikke mange lande, der havde satellit TV. Faktisk meget få. Vi var i 1995, og jeg var virkelig imponeret over det.

Satte pris på venner

Lederen satte stor pris på folket og på venner. Når du snakkede med ham, ville han ikke lade dig rejse dig op. ”Nej, nej, sid ned, og lad os snakke”, sagde han.

Samtaler før konspirationen

Et par måneder før konspirationen, begyndte han at tale om ’Hvor skal jeg tage hen, hvis de beder mig om at forlade landet. Skal jeg gå op i bjergene, eller skal jeg tage til Europa?’

Ingen vidste, hvorfor har startede på den slags snak. Vi tænkte, hvor kan præsidenten tage hen herfra?

Faktisk stillede alle sig selv det spørgsmål. Vi vidste ikke, om der eksisterede en sammensværgelse, eller om der ville komme en. Måske havde han en forestilling om det. Han vidste eller kunne fornemme mange ting. Det var derfor han forberedte sig.

Det sidste møde

Vores sidste møde var d. 17 september 1998. Vi var seks. Vi ville gerne gøre noget. Hvad kunne vi gøre for de syriske kurdere? Vi tænkte på at starte en bevægelse, starte et parti. For at diskutere det, gik vi hen til ham. Vi var der fra morgen til aften, og vi spiste frokost sammen. Vi diskuterede ’¨hvad vi kunne gøre’. Han sagde: ”I bør organisere jer selv, gøre noget i Rojava, I kurdere i Syrien. Hør engang, vi er her nu og vi er gæster, vi kan blive smidt ud når som helst”.

Han behandlede os ikke, som om han ville holde op med at hjælpe os. Han sagde til os, at vi skulle tænke på os selv og gøre noget for os selv. ”I har ideer, I har erfaringer. I kan godt gøre noget”. Det var det, han ville sige. På det grundlag prøvede vi at gøre noget.

Begyndelsen på sammensværgelsen

Sammensværgelsen d. 9. oktober 1998 startede 15 dage efter dette møde. Lederen forlod Syrien. Alle var bekymrede. Vi tænkte på, hvad der var sket med vores leder og hvor han var taget hen. For første gang i Rojava, følte folk sig tæt knyttet til lederen. Der var usikkerhed. Jeg var i Kobanê. Det var som om en død man kom ud fra hvert eneste hus. Alle var så ophidsede, at de var ved at eksplodere. I den tid lederen var i Italien var der sultestrejker til døden og mennesker, der satte ild til sig selv.

Befolkningen i Kobanê strømmede til grænsen

Da sammensværgelsen fandt sted d. 15. februar, kunne folk ikke mere holde situationen ud, og alle gik på gaden. Da jeg hørte det, var jeg ude på arbejde i Kobanê. Jeg hørte radio om formiddagen. I nyhederne sagde de: ”Öcalan er blevet fanget. To-tre timer senere ville premierminister Bülent Ecevit komme med en udtalelse”.

Efter fangetagelsen, blev Abdullah Öcalan placeret i et fængsel, indrettet specielt til ham på øen Imrali, hvor han nu igennem 20 år imod alle internationale retsregler har siddet isoleret. Imrali er en lille ø i Marmarahavet 60 km sydvest for Istanbul. Se et detaljeret billede af øen nedenfor. Klik på milledet for detaljer

Da jeg hørte nyhederne, tog jeg straks hjem. Mine børn og min kone så nyhederne på TV og var i shock, så jeg prøvede at berolige dem. Om aftenen gik alle og enhver fra Kobanê, børn i bare fødder, kvinder, mænd, hvem som helst, ud på gaderne og råbte op. Vi gik til grænseovergangen (til Tyrkiet). Politistyrker var også ankommet. De overtog grænseovergangen. Vi prøvede altid at berolige folk, så folk ikke ville komme til skade, og så der ikke ville opstå klammeri.

De så ham som en forhindring

Lederens ideologi og ideer kunne have haft større indflydelse, ikke bare på det kurdiske folk, men på folk i hele Mellemøsten. Og det var grunden til at han var set som en forhindring for en ommøblering af Mellemøsten. Derfor gennemførte de den internationale sammensværgelse. Han havde både en vision for fremtiden, og han var ideologisk stærk. Han havde et parti og en guerillastyrke. En styrke, der vil påvirke balancen i Mellemøsten. De gennemførte dennem konspiration for at adskille hovedet fra kroppen.

Øen Imrali i Marmarahavet, hvor Abdullah Öcalan har siddet i fængsel i 20 år. Der er 6 km fra nordspidsen til sydspidsen af øen. Klik på billedet for detaljer.

Men de kunne alligevel ikke bringe lederen til tavshed

Trods sammensværgelsen, kunne de alligevel ikke bringe lederen til tavshed. For med hans skriverier, analyser og bøger, påvirkede han igen mennesker. Arabere, kurdere og andre folk fulgte efter. I Imrali udviklede han mange løsningsprojekter og fremførte stærke forudsigelser. Alle lederens ideer, tanker og projekter er for alle folkeslag, ikke bare for kurdere. Demokratisk autonomi, den demokratiske nation, osv. Alle disse projekter er baseret på sameksistensen og broderskabet blandt folkene.

Isolation

Siden juli 2011 har det ikke været muligt for lederen at se sine advokater og siden 2016 har han heller ikke været i stand til at møde sin familie.

Stramningen af isolationen er udelukkende for at undgå hans ideers og tankers spredning. For menneskene bliver påvirkede af dem og gennemfører dem.

Det vi gør er ikke nok

Det vi gør nu er ikke nok. Vi må gøre det bedre. Fru Leyla Güven aktionerer ikke for en person, eller for et parti, men for 40 millioner kurdere. Hun gør, hvad vi ikke var i stand til at gøre. Vi kan ikke vente længere. Vi støtter, og der er solidaritetsaktioner i Rojavas landsbyer, men det er ikke effektivt. Der pågår allerede en revolutionær proces her. Især bør vi støtte aktioner i de store byer i Tyrkiet. De blandt vores folk, der lever i de store byer som Ankara, Istanbul og Izmir, bør løfte deres røst kraftigere.

Vi er nødt til at mobilisere

Vores fremtid afhænger af denne proces. Fjenden har mobiliseret, vi må mobilisere yderligere. Vi skal sætte mere gang i aktioner fra landsbyerne og byerne. Leyla Güven og hendes sultestrejkende venner viser vejen, men vi har brug for at stå stærkt og løfte vore stemmer alle steder.

 

Kilde:

Sarya, Beritan, 2019: Salih Muslim talks about Abdullah Öcalan. ANF, 15. febr. 2019.

21. december 2018: Universitetsreform i Nordsyrien – højere uddannelse er blevet en politisk kampplads

Uddannelsessystemet i Syrien har i nyere tid generelt været godt, især sammenlignet med situationen i andre dele af mellemøsten. Men ikke alle grupper og alle områder har fået del i denne udvikling. Det er især gået ud over de kurdiske områder i det nordøstligste Syrien. Det syriske regime har i praksis udelukket ungdommen i disse områder fra de højere uddannelser. Forbuddet mod undervisning på kurdisk har været en hæmsko, og de, der ville studere var nødt til at tage til Aleppo eller Damaskus. For pigerne havde det den konsekvens, at de ikke kunne komme til at studere, fordi familien ikke ville tillade dem at rejse mellem de to områder. Samtidigt var undervisningen meget autoritær og underlagt en stram statslig kontrol af studieplaner, der også tjente som styringsinstrument i opbygningen af et loyalt byrokrati omkring regimet.

Grundskolen har hidtil haft størst opmærksomhed

Da revolutionen i Rojava  startede for 5 år siden, var et af målene for den demokratiske kamp at sikre en mere lige tilgang til uddannelsesmulighederne for kurdere og andre etniske mindretal. Udannelsesniveauet blandt disse grupper var generelt lavt, og basalt set knyttet til forbuddet mod undervisning på deres modersmål. I starten var det især forbedringer af grundskolesystemet, og især muligheden for at kunne modtage undervisning på sit modersmålet, der stod i centrum, men de højere uddannelser måtte vente. For 3 år siden fandtes der ikke noget universitet i de kurdiske dele af Syrien og mulighederne for at få en videregående uddannelse blandt syriske kurdere var derfor minimal.

Mesopotamiens Samfundsvidenskabelige Akademi

Dog blev der allerede i efteråret 2014 etableret et ” Mesopotamiens Samfundsvidenskabelige Akademi” i Qamishlo, hvor der i samarbejde med bl.a. det franske universitet Paris 8, blev etableret en videregående uddannelse indenfor historie og sociologi, med undervisning fortrinsvis på kurdisk.

I foråret 2016 blev 49 studerende over 3 semestre uddannet i historie og sociologi på Mesopotamian Social Sciences Academy i Qamishlo, fortrinsvis på kurdisk

I foråret 2016 blev der uddannet 49 kandidater fra akademiet, der havde studeret i et år med 3 semestre, hver på 3-4 måneder. Det ser dog ud som om akademiet fra efteråret 2017 har måttet indstille sine aktiviteter – eller måske reelt er opslugt i tilknytning til etableringen af Rojava-universitetet i Qamishlo.

Trods vanskeligheder er situationen i dag markant anderledes:

Afrin Universitet

I juli 2015 begyndte man at optage studerende ved et nyt universitet i den kurdiske Afrin kanton.

Indgangen til Afrin Universitet. Billedet er taget 14 dage før den tyrkiske invasion, der hurtigt lukkede universitetet

Der blev hurtigt ansat 22 universitetslærere samt 6 laboranter. Universitetet havde 4 fakulteter med  6 institutter indenfor lægevidenskab, landmåling, musik, teater, forvaltning og kurdisk sprog, hvor der blev undervist i medicin, litteratur, medievidenskab, ingeniørvidenskab, og økonomi. I vinteren 2017-18 var der op mod 850 studerende. Før den tyrkiske invasion i januar 2018 var den økonomiske udvikling i Afrin Kantonen meget positiv, og det påvirkede også de sociale og økonomiske muligheder for at kunne påbegynde en videregående uddannelse. Manglende erfaringer og meget begrænsede muligheder for at finde kvalificerede forskere og undervisere til universitetet vanskeliggjorde dog tydeligvis opbygningen.

Rojava Universitet i Qamishlo

Året efter, i 2016 indviedes Rojava Universitet i Qamishlo med uddannelser indenfor lægevidenskab, ingeniørvidenskab (olie-, og petrokemi), , naturvidenskab, kunst, humaniora og pædagogik samt kurdisk litteratur.

Rojava universitets fakultet for studier i kurdisk litteratur, Qamishlo

Der blev indledt et samarbejde med med Paris 8 Universitetet i Saint-Denis, Frankrig. Selv om man begyndte optaget af studerende i august 2016, blev universitetet dog reelt ikke  ikke formelt åbnet før i november. Der var kun 15 ansatte universitetslærere, hovedsageligt fra Kobane kantonen. Det antal blev dog året efter næsten fordoblet.  I oktober 2017, universitetets andet år, startede 720 nye studerende indenfor kunst, jineologi (kvindeforskning), petrokemi, landbrug, pædagogik, med kurser både på kurdisk, arabisk og engelsk. Staben af akademiske og administrative medarbejdere steg til 127. Undervisningen knyttet til petrokemi-uddannelsen finder sted 60 km øst for Qamishli, i byen Rumeilan, tæt på Girkê Legê/Derek, der rummer Nordøst-syriens olieproducerende område.

Der er ikke nogen studieafgift ved universitetet, hvis budget dækkes af den regionale forvaltning, idet man dog på længere sigt forventer selv at kunne dække udgifterne gennem indtægter fra olie, landbrug og betaling for tjenesteydelser. Et af de studier, der har givet international genklang, har været studiet i jineologi, kvindeforskning, hvor ca. 20 studerenjde har været indskrevet i 2017.

Kobane Universitet

Efter atter et år, i september 2017, startede Kobane universitet med 45 studerende indenfor naturvidenskab (matematik, kemi og fysik), kunst og humaniora (kurdisk literatur og sprog).

Kobane Universitet er nyt og dårlig nok klart endnu. Dette er den foreløbige bygning. Således mangler fortsat opbygningen af et universitetsbibliotek. Men de håber snart på at kunne flytte ind i en nyopført hovedbygning, også fordi de betaler husleje i de lokaler, de nu råder over.

Det lave antal studerende skyldtes dels mangel på kvalificerede universitetslærere, men også, at mange potentielle studerende boede i mere fjerntliggende landsbyer, og at de hverken praktisk eller økonomisk havde mulighed for at studere. Også i Kobane by forsøger universitetet at få igangsat byggeri af kollegier.  I 2018 steg antallet af ansøgninger til 300, men på grund af mangel på kvalificerede lærere har man kun kunnet optage 120, med 90 indenfor naturvidenskab og 30 indenfor humaniora. Naturvidenskab er udvidet med biologi, mens humaniora er udvidet med arabisk literatur. Det sidste vil ske ved en afdeling af universitetet i byen Girê Spî/Tell Abyat 50 km øst for Kobane, også ved grænsen til Tyrkiet. En kvindelig studerende ved ved universitetet i Kobane, Amikim Mohammed,  har til nyhedsbureauet ANHA givet udtryk for sin glæde over at kunne starte på universitetet: ”Tidligere havde studenter store problemer med at kunne færdiggøre et universitetsstudium, fordi der ikke var noget universitet i vores by. Særligt pigerne har lidt voldsomt under de manglende muligheder og de vanskeligheder, de mødte”.

Rektor for Kobane Universitet, Kamal Basrawi

Universitetets rektor, Kamal Basrawi fortæller: ”Studierne består af studieplaner på både på arabisk og internationale sprog. De fleste studier vare 4 år, og hvert år er opdelt i to semestre. Vores evaluerings- og eksamenssystem er forskelligt fra det traditionelle. Faktisk foretrækker vi at evaluere studenterne gennem året snarere end på basis af en enkel afsluttende eksamen. Derfor har vi ingen eksaminer. Universitetet er, ligesom alle vores uddannelsestrin, frit og åbent for alle studerende. Vores formål er at uddanne. Uddannelse er ikke en forretning, det er et middel til at forme borgerne, til at bemyndige fremtidens borgere”.

Kobane universitet har samarbejde med nogle universiteter i Irakisk Kurdistan, men også i Ukraine, Libyen og Tyskland. ”Vi er et nyt universitet, så vi vil gerne have samarbejde med andre universiteter rundt omkring i verden. Vi lægger stor vægt på relationerne til andre udenlandske institutioner, vi værdsætter udveksling, og vi tror, at vi har meget at lære fra andres eksperimenter”.

Konsekvenserne af Tyrkiets invasion af Afrin

Med oprettelsen af Kobane Universitet var der blevet oprettet universiteter i alle de tre autonome kurdiske kantoner, som Rojava var bygget op af: Afrin og Kobane og Cezire.

Men i januar 2018 invaderede Tyrkiet Afrin kantonen, hvilket gjorde det umuligt at fortsætte undervisningen og gennemføre eksaminer ved Afrins universitet. En af de første, der blev arresteret af det tyrkiske militær, var dekanen for det humanistiske fakultet, der er professor i kurdisk litteratur. De fleste studerende fra Afrin måtte flygte til Shaba- kantonen sydøst for Afrin, hvor man fortsatte en nødundervisning, arrangeret af den nordsyriske uddannelseskomite, Democratic Society Education Committee (KPC—D). De havde dog meget begrænsede ressourcer, og måtte prioritere muligheden for, at folkeskole- og gymnasieelever kunne færdiggøre deres uddannelser. Det nye universitet i Qamishlo besluttede derfor, at alle studerende fra Afrin Universitet, der fulgte studier, der havde en parallel på Rojava universitetet i Qamishlo fik tilsagn om at kunne fortsætte dér og har samtidigt sikret kollegieværelser til dem. To tidligere lærere ved Afrin Universitet er endvidere blevet ansat ved det nye Universitet i Kobane.

Uddannelse er blevet en brik i den politiske kamp

Der er næppe nogen tvivl om, at udviklingen af de 3 universiteter har været forceret på grund af et meget stort ophobet behov for højnelse af uddannelsesniveauet især blandt kurderne på grund af de barrierer, der har knyttet sig til den sproglige og kulturelle undertrykkelse. Dertil kommer, at det har været svært at få tilstrækkeligt med kvalificerede lærerkræfter. Samtidigt har universiteterne i dag endnu ikke opnået en struktur, kvalitet og administration, der gør dem generelt sammenlignelige med mere etablerede videregående uddannelsesinstitutioner andre steder.

I dette uddannelsespolitiske forsøg på at trække sig selv op ved håret, er uddannelsesmulighederne samtidigt blevet en vigtig brik i den politiske kamp i Syrien: Syriske skoler modtager midler, incl. lærerlønninger, fra det syriske undervisningsministerieum  i Damaskus uanset om skolerne er beliggende i de områder, som Assad-regimet kontrollerer, eller om de er beliggende i oppositionskontrollerede områder – men vel at mærke under den forudsætning, at det syriske flag er hejst over skolen og at skolen overholder Den Syriske Arabiske Republiks læseplaner. Det betyder, at der har ligget et voldsomt pres på de syriske skoler uden for de Assad-kontrollerede områder for at overholde Assads læseplaner, først og fremmest for at sikre lærerlønningerne. Som led i opbygningen af Nordsyriens egen autonome administration indenfor det civile liv er der ikke desto mindre lagt meget store ressourcer i opbygningen af nye læseplaner, der garanterer den grundlæggende undervisning på modersmålet og desuden omfatter kendskab til en egen kultur og historie. De kurdiske læseplaner er nu realiseret på omkring 2200 skoler i Nordsyrien med et samlet elevantal på ca. 210 000 elever.

En kurdisk skole i Nordsyrien. Der bruges latinske bogstaver på kurdisk.

I 2018 har myndighederne endvidere slået ned på et dusin skoler, der har nægtet at indføre de nye læseplaner. Demokratiseringen af undervisningen er gennemført vel vidende, at der så heller ikke modtages statsstøtte for den nye og ændrede undervisning. Men mere alvorligt er det, at den manglende statslige akkreditering betyder, at eksamensbeviser fra disse skoler ikke anerkendes ved et videre uddannelsesforløb under den syriske stat. Det betyder, at en videregående uddannelse i Syrien efter afsluttet eksamen umiddelbart reelt kun kan foregå ved et af de to kurdisk-drevne universiteter i Qamishlo og Kobane.

 

Pres på de regeringskontrollerede skoler i Qamishlo og Hasakah

Det har især medført et voldsomt pres på skoler i Qamishlo og Hasakah, de to eneste byer i det nord- og østlige Syrien, hvor der fortsat er små enklaver af bymæssig bebyggelse behersket af den syriske regeringshær. Mange forældre i den nordøstligste del af Syrien foretrækker at indskrive deres børn ved de overfyldte statsdrevne skoler i Qamishlo og Hasakah, fordi de dermed håber at sikre børnene flere muligheder for en videregående uddannelse bagefter.

Ifølge 2017-statistik fra det syriske undervisningsministerium benytter omkring 400 af de ialt 2500 skoler i Nordøstsyrien fortsat de statslige læreplaner. Der er indskrevet lidt over 100 000 elever i skoler i regeringskontrollerede områder i og omkring Qamishlo og Hasakah. Disse skoler er generelt overfyldt. I klasseværelser til 40 elever er der over 80. Der mangler borde og stole, og mange kreative og musiske fag er strøget på grund af mangel på lokaler.

Som en 39-årig taxachauffør, Ezzedine Amin,  der henter og bringer sine børn til en regeringskontrolleret skole i Qamishlo, siger til Ekurd Daily: ”Vi er ikke imod at blive undervist på kurdisk, det vil vi gerne for vores børn. Men de eksamensbeviser, der udstedes af den autonome administration er ikke anderkendt andre steder. Så hvis mine børn har fået sådan et bevis, hvor kan de så tage hen?”.

En anden far til et barn, der har skiftet over til en af de regeringskontrollerede skoler, er også utilfreds med kvaliteten på grund af de overfyldte klasser, og siger: ”De to sider burde nå til enighed og ikke efterlade vores børn med denne usikre fremtid.”

Selv om de nordsyriske myndigheder længe har stillet sig parat til at indgå i forhandlinger med regeringen i Damaskus, også om skolepolitik, er der imidlertid tale om en ganske grundlæggende politisk konflikt mellem en autoritær og en demokratisk opfattelse af uddannelsespolitikken, der næppe lader sig løse isoleret, da den fundamentalt vedrører magten i i det syriske samfund. Assad fastholder kravet om at repræsentere den absolutte magt i Syrien, mens Nordsyriens Autonome Administration tværtimod ønsker at opbygge demokratiske strukturer, der kan udfordre denne magt. I den skolepolitiske situation i og omkring Qamishlo og Hasaka, kan det muligvis også spille ind, at et større opland omkring disse små Assad-kontrollerede byområder først indenfor de sidste to år er blevet fravristet Assads regeringshærs kontrol (se indlægget 15 november 2017: En rettelse til Syrienskortet – situationen omkring Qamishlo).

Adgangskrav til de nordsyriske universiteter

Problemerne med adgangskrav og akkreditering af uddannelser er velkendt for de nordsyriske universiteteter. Der har været mange hensyn at tage. Mamoud Mohammed, der underviser i datalogi, og samtidigt er pressetalsmand for universitetet fortæller: ”Det oprindelige formål for Rojava Universitet var at sikre højere undervisning for folk, der ikke tidligere havde adgang til det. Samtidigt havde vi et desperat behov for kvalificerede personer indenfor den regionale administration. Så vores behov var internt. Vi opfyldte vores samfunds behov. Der har været et stort uddannelsesbehov. ”

Adgangskravene til universitetet er imidlertid de samme, som der gælder i det eksisterende syriske uddannelsessystem. De går under navnet mufaddalah, og bruges i store dele af den arabiske verden: De studerende, der starter ved universiteterne kan vælge studieretning på grundlag af deres karakter ved studentereksamen, udtrykt gennem en enkel procentangivelse. Studerende med over 90% har adgang til naturvidenskab eller professionsuddannelser som medicin, tandlæge, ingeniør eller jura. De med lavere procent kan læse indenfor humaniora, f.eks. literatur. På Rojava universitet udstedes diplomer indenfor naturvidenskab og literatur. Der er ingen sikkerhed for, at de eksamensbeviser, der udstedes på universitetet vil blive godkendt, hverken indenfor eller udenfor Syrien – herunder af undervisningsministeriet i Danamskus.. Universitetet har endnu heller ikke modtaget nogen formel anerkendelse fra internationale akkrediteringsinstitutioner. ”Det er et problem, der har tårnet sig op foran os”, siger Massoud Mohammed, med henvisning til den risiko, der knytter sig til udstedelse af eksamensbeviser i tider med konflikter og politisk usikkerhed. Han trøster sig med, at sikkerhedssituationen i Qamishlo i det mindste er god: ”Der er ikke nogen reelle problemer”.

Administrative reformer er blevet sat i gang.

Universiteterne har imidlertid taget initiativ til især at få gjort noget ved både de undervisningspolitiske og de administrative udfordringer, der skal findes løsninger på, for at de fremtidige studerendes behov kan blive opfyldt.

I juli blev der holdt en fælles workshop på Rojava Universitet om ”Demokratiet og det frie universitet”. Her diskuterede man undervisningsmateriale og uddannelsessystemer for universiteter, akademier og skoler. Universitetslærerne diskuterede på livet løs, og understregede, at det er meget vigtigt at åbne universitetsafdelinger i Rojava trods de vanskelige betingelser, der skyldes uddannelsessystemet og manglen på uddannede lærere.

Det blev fremført at evalueringssystemet er det største problem for lærere i uddannelsessystemet i Rojava. ”Vi prøver at indføre diskussioner og en praktisk kultur i uddannelsessystemet. Vi prøver at fjerne eksaminerne i starten og midten af året”, fortalte lærere. ”Det syriske regime plejede at uddanne studerende  med et system baseret på udenadslære. Resultatet var, at der ikke blev sikret nogen fremgang, når de studerende så trådte ud i samfundet. Den sociale forståelse blev også begrænset. Det er afgørende at overvinde den situation for at sikre, at alle mennesker er i stand til at tage del i uddannelsessystemet og for at samfundet kan udvikle sig.”

Lærerne fremhævede, at det syriske regime fremmede et forhold mellem studenter og lærere baseret på frygt. ”Vi er nødt til at overvinde det frygtbaserede forhold mellem student og lærer. Der skal i stedet for udvikles et venskabeligt forhold baseret på gensidig respekt.”

Lærerne mente også, at der var brug for et etisk uddannelsessystem for at sikre udvikling og fremgang for det tænkende samfund.

De understregede også behovet for at inddrage den filosofi, der er udviklet af det kurdiske folks leder Abdullah Öcalan som en del af studenternes pensum.

Universitetsstrukturkonferencen i oktober 2018

På en to-dages konference i Qamishlo d. 19. og 20. oktober, tog man mere håndfast fat i problemerne. Her mødtes studerende og lærere fra universiteterne i Rojava, Kobane og Afrin med repræsentanter for den Demokratiske Autonome Administration (DAA), og en række andre deltagere, primært for at styrke samarbejdet mellem universiteterne og for at skabe fælles rammer for administrationen af universitetsuddannelserne. Sådanne rammer blev ratificeret på konferencen.

Universitetskonferencen med de tre symboler for universiteterne i Nordsyrien, der blev afholdt på Rojava Universitetet i Qamishlo d. 19-20 oktober 2018.

De nye administrative regler for universiteterne i Nordsyrien

Det nye administrative system for universiteterne tager sigte på at grundlægge en fri, organiseret student, der kan udføre sit arbejde i et frit og demokratisk liv, uden at stå overfor vanskeligheder, særligt i lyset af de omstændigheder, der gør sig gældende i Syrien og særligt i Nordsyrien.

Grundlaget for administrationen i den nye struktur på et universitet er universitetsrådet, der består af to studenterrepræsentanter, det fælles formandskab for fakulteterne og repræsentanter for institutterne, biblioteket/arkivet, regnskabsafdelingen, og rektoratet. De mødes en gang om måneden for at følge op på de beslutninger, der er taget på universitetets generalforsamling, som holdes hvert andet år, samt udarbejde forslag til universitetets koordineringsudvalg omkring løsning af opståede problemer, godkende årsplaner og vælge fagrådene.

Universitetets koordineringsudvalg mødes ugentligt og følger op på de mekanismer, der skal til for at gennemføåre de planer og beslutninger som universitetsrådet tager. Udvalget diskuterer de problemer, der knytter sig til uddannelsernes niveau og indhold og foreslår løsninger og procedurer, der kan hæve universitetets uddannelsesniveau. De nedsætter akademiske organer, der kan tilrettelægge interne kurser for administration, lærere og andet personale på universitetet. De organiserer tvær-fakultære relationer og godkender budgetforslag og sender dem til administrationen. Koordineringsudvalget organiserer videnskabelige konferencer, gæsteforelæsninger og forskellige universitetsaktiviteter.

Universitetets administration har hele det administrative ansvar. De følger op på de mekanismer, der er sat i værk for at gennemføre koordineringsudvalgets beslutninger, og sikrer, at de også bliver gennemført i de akademiske komiteer. Forslag til at starte nye afdelinger og fakulteter skal behandles i administrationen

Disse administrative organer er integreret i driften også af fakulteter og institutter.

Hvert universitet har også et akademisk udvalg sammensat af personer med  stor videnskabelig erfaring, der er ansvarlige for forberedelse, udvikling og løbende follow-up af pensum. Det driver uddannelsesforskning, og behandler ansøgninger fra studerende om  meritoverførsel mellem universiteterne.

Desuden nedsættes der på hvert universitet også et ”Follow-up” udvalg, der arbejder med analyser af de pensumforslag, evalueringssystemer og undervisningsmetoder, der udvikles blandt lærerne indenfor hvert fakultet.

Kilder:

Anonymous, 2018: “We to establish independent universities serving society”. ANHA 20. Juli 2018

Anonymous, 2018: Universities debate the future society in Rojava. ANF, 21. Juli 2018.

Anonymous, 2018: Students from Afrin to continue in Rojava University. ANF, 4. Sept. 2018.

Anonymous, 2018: 330 students have applied to rojava University to date. ANHA, 04 Oct. 2018

Anonymous, 2018: Eldar Khalil: Democratic nation is basis for education in rojava. ANHA, 19. Oct. 2018

Anonymous, 2018: Universities conference’s 1st day concluded with participation of international universities’ researchers and professors. ANHA, 19. Oct. 2018.

Anonymous, 2018, 1st conference’s final statement of AA universities in North, east Syria. ANHA, 20. Oct. 2018

Anonymous, 2018: Final declaration of the Conference of Rojava universities. ANF, 21. Oct. 2018

Anonymous, 2018: Academic delegation from Rojava visited South Kurdistan, ANF, 23. Oct. 2018

Anonymous, 2018: North, east Syria’s universities improved educational process. ANHA, 23. Oct. 2018

Anonymous, 2018: Saladin rector: We are ready to help universities in Rojava. ANF, 24. Oct. 2018

Anonymous, 2018: Kobane University, a year on. ANF, 26. Oct. 2018.

Anonymous, 2018: Syrian parents spurn Kurdish schools over university fears. Ekurd Daily, 27. Oct. 2018

Anonymous, 2018: HDP presented Higher Education report. ANF, 6. Nov. 2018

Fox, Edward, 2018: A new university, born in the chaos of war. Al-Fanar media. 22 aug. 2018

Madosa, Beritan and Harani, Heivdar, 2018: Afrin University students continuing their studies at Rojava’s University. ANHA, 29. Juni 2018.

Nabi, Stêra, 2018: Biology department opens at Kobanî University. ANHA, 12. nov. 2018

Wikipedia, 2018: Mesopotamian Social Sciences Academy. https://en.wikipedia.org/wiki/Mesopotamian_Social_Sciences_Academy .  20. nov. 2018

Wikipedia: University of Afrin. https://en.wikipedia.org/wiki/University_of_Afrin . 20. nov. 2018

21. december 2018: Støtte fra befolkningen bag frontlinien i Deir-Ez-Zor-provinsen

Borgere fra alle sider af tilværelsen understøtter SDF bag fronten for de operationer, der for tiden finder sted for at befri Hajin by for invasionen af Islamisk Stat.

Automekanikere fra Deir Ez-Zor har oprettet et autoværksted bag frontlinierne for at kunne servicere kamptropperne omkring Hajin. ”Bilerne er ekstremt vigtige i operationerne, og det er hævet over enhver tvivl,, at de bærer på størstedelen af deres lasteevne. Det er derfor, de bryder sammen så hurtigt.”

Den operation, der blev igangsat d. 10. september af de Syrisk Demokratiske Styrker (SDF) for at befri byen Hajin i Deir-es-Zor provinsen, der er besat af Islamisk Stat, fortsætter nu med fornyet styrke.

Kampstyrkerne fortsætter operationen med at befri de sidste by nordøst for Eufrat floden, der stadig er besat, trods dårligt vejr, mens befolkningen i det nordlige og østlige Syrien fortsætter med at understøtte styrkerne på alle mulige måder, ligesom de har gjort siden starten af revolutionen.

Borgere fra alle sider af samfundslivet i det nordlige og østlige Syrien understøtter i stor udstrækning styrkerne bag fronten, og bidrager til, at operationerne kan rydde landområderne for bander.

Folk, der arbejder i bil-industrien bag frontlinierne i Hajin reparerer bilerne for SDF. Motoreksperten Mihemed Hemo har længe været involveret i operationerne, og siger, at de støtter revolutionen gennem deres faglige arbejde.

Hemo fortæller, at han tidligere har deltaget i adskillige SDF operationer og tilføjer: ”De biler, der bruges i operationerne bryder hurtigt sammen, og det er meget dyrt og tidsrøvende at skulle sende hver eneste af dem til byen for at blive repareret. Så her bag frontlinjerne indrettede vi det her reparationsværksted og vi ordner bilerne her.”

Hemo tilføjer, at han ofte tager ud til de forreste frontlinjer for at reparere køretøjer: ”Det her er en krig. Vi deltager i den på den her måde. Kamptropper slås med våben, lærere med deres blyanter, vi slås med vores arbejde som bilmekanikere.”

Hemo fortæller, at han besøger sin familie i Rimêlan i Cizirê kantonen hver anden uge, når kampene ikke er alt for intense, og at han altid er parat til at tage til sit autoværksted når kampene blusser op.

En ung mand, der hedder Necirvan Hesen siger, at han har arbejdet i et reparationsværksted i 7 år, og at han har arbejde i det autoværksted, der er indrettet bag frontlinierne for SDF i det sidste år.

Necirvan Hesen færdiggør sin militærtjeneste i autoværkstedet, og vil gerne også bagefter arbejde med SDF

Necirvan Hesen fortæller, at han også har været værnepligtig: ”Vi færdiggør også vores militærtjeneste her, og vi deltager i operationerne sammen med vores kamptropper. Bilerne er ekstremt vigtige i operationerne, og det er hævet over enhver tvivl,, at de bærer på størstedelen af deres lasteevne. Det er derfor, de bryder sammen så hurtigt.”

Necirvan vil gerne arbejde sammen med SDF efter at han har udtjent sin værnepligt, og tilføjer, at han ville være lykkelig for at vide, at han bidrog til revolutionen og til landets frihed.

Banderne under IS erklærede et såkaldt kalifat efter at de havde invaderet Mosul i 2014. Efter at de havde spredt sig udover hele Syrien og invaderet Raqqa, ændrede de navnet og påstod, at de havde udråbt en stat.

Med befrielsen af Hajin by, vil IS banderne for første gang siden 2014 være helt ryddet nord og øst for Eufrat.

 

 

Kilde:

Anonymous, 2018: Support for SDF behind the frontlines in Deir ez-Zor. ANF, 29. Nov. 2018.

21. december: Hollandsk efterretningsrapport afslører, hvordan Tyrkiet hjælper Islamisk Stat til at genvinde styrke som terrororganisation vendt imod Europa  

En rapport udarbejdet af den hollandske efterretningstjeneste har afsløret at lejesoldater fra Islamisk Stat i øjeblikket bruger det tyrkiske territorium som strategisk base for at genvinde deres styrke og igangsætte en skjult krig i Europa. Det rapporterer hjemmesiden Intel News.

En af de mange træningslejre, som tyrkiet har oprettet for tyrkisk financierede terroristgrupper

 Vurderingen er fremkommet i en rapport, der for nyligt er udgivet af Hollands efterretnings- og sikkerhedstjeneste på deres hjemmeside under overskriften ”Syriens eftermæle: Jihad er fortsat en trussel mod Europa”.

Den 22 sider lange rapport fortæller, at den tyrkiske regering ikke ser ekstremist grupper som Al Qaeda og Islamisk Stat som en national sikkerhedstrussel. I stedet for er ”de tyrkiske sikkerhedstjenester meget mere interesserede i Tyrkiets kurdere i PKK, og Folkets forsvarsenheder (YPG) i Syrien”.

Selvom myndighederne i Tyrkiet ifølge rapporten en gang i mellem går i aktion mod al Qaeda og Islamisk Stat, ”så er de tyrkiske interesser ikke altid i overensstemmelse med europæiske prioriteringer omkring kampen mod terrorisme”.

På grund af denne forskel i interesser, er Tyrkiet blevet et hovedcenter for  transit af ti tusinder af udenlandske krigere, der er strømmet til Syrien for at slås for ekstremistiske organisationer under en stor del af den syriske borgerkrig.

Ifølge efterretningsrapporten er mindst 4000 medlemmer af Islamisk Stat og al-Qaeda tyrkiske statsborgere.

Derudover er Tyrkiet blevet hjemsted for ti tusinder af sympatisører med Islamisk Stat og al Qaeda, samtidigt med at de to organisationer har bevaret en aktiv tilstedeværelse udover hele Tyrkiet.

Den tyrkiske regerings ’ikke-indblandings-tilgang” ”giver tilstrækkelig råderum og bevægelsesfrihed for disse organisationer til at arbejde i landet”, står der i rapporten.

Ifølge den hollandske efterretningstjeneste bruger de to organisationer den relative stabilitet i Tyrkiet til at udvikle planer for angreb på vestlige mål. Og de tilføjer, at Islamisk Stat ”planlægger at udforme og lede en hemmelig krig på det europæiske kontinent”.

De løbende slag, som den internationale koalision har påført Islamisk Stat både i Syrien og i Irak har ført til en markant geografisk formindskelse af Islamisk stats areal. Men de tusinder af personer tilknyttet Islamisk Stat, der er forsvundet, har givet anledning til betragtelige kontroverser omkring de, der yder dem en sikker havn, især tyrkiet, der har været deres hoved transit punkt fra Europa og videre til syrisk og irakisk territorium.

Kilde:

Anonymous, 2018: Intelligence report exposes Turkey, reveals Daesh using its territory to regain strength.

ANHA, 8 nov. 2018 (med henvisning til Sky News Arabic)

21. december 2018: Livet som medlem i de tyrkisk financierede bander i Aleppo-området

Ung mand beretter om livet som lejesoldat i de tyrkisk financierede ’modstandsgrupper’ i Aleppoområdet.

Efter en omtumlet tilværelse blandt forskellige lejesoldat-bander brød den nu 27-årige Murshid Rejo fra Al Bab-området i Shabha-kantonen ud og tog til det kurdiske kvarter Sheikh Maksoud i Aleppo og sluttede sig til den kurdiske front Jabhit al-Akrad, hvorefter han deltog i kampene i Afrin.

Af Tolin Hassan, Shahba

Nyhedsbureauet ANHA har interviewet en soldat, der nu er tilknyttet den kurdiske front Jabhat al-Akrad. Tidligere var han medlem af forskellige lejesoldat-militser under kampene i Aleppo-området. Han har fortalt om sine oplevelser blandt lejesoldaterne, om hvordan de behandler hinanden og hvordan de modtager instruktioner.

Han flygtede fra sit hjem til Aleppo på grund af Islamisk Stat-bandernes hærgen

Murshid Rejo er 27 år gammel og kommer fra byen Bza’a i Al Bab området, der ligger i Shahba kantonen, nord for Aleppo. Han er gift og har et barn. Han fortæller, at han forlod sit hjem på grund af Islamisk Stat-banditternes praksis. ”Jeg levede med min familie i Bza’a, der var blevet besat af Islamisk Stat’s bander i 2013. De gennemførte en brutal praksis mod os, så vi kunne ikke blive i området. Jeg havde ikke andet valg end at flygte”. Han tog til Aleppo.

Murshid Reja er vokset op i byen Bza’a ved Al-Bab, hvorfra han flygtede fra Islamisk Stats hærgen. I Aleppo blev han faget ind af flere militser, inden det lykkedes ham at blive tilknyttet den kurdiske front. Han blev såret under en aktion i Sheih al Hadid i det vestlige Afrin. Lysegrønt: Det af Tyrkiet besatte Afrin samt dele af Shahbaområdet. Gult: De af SDF beherskede dele af Shahba (Tell-Rif’at området samt Manbij). Lyserødt: Det af Assad beherskede Aleppo og omegn. Lysegrønt: Det af oppositionen beherskede Idlib-område, der i relaiteten også er kontrolleret af Tyrkiet.

De løj for ham for at få ham til at slutte sig til dem.

Efter at Murshid var kommet til Aleppo, lærte han en gruppe lejesoldater fra Sultan Murad at kende. (Sultan Murad er opkaldt efter en osmannisk hærfører, og er en bevæbnet modstandsgruppe hovedsagelig skabt omkring syriske turkmenere. Gruppen er massivt støttet af Tyrkiet, der yder financiering, militær træning, samt sikrer artilleri- og flystøtte, jb). De fortalte ham, at deres formål var at øge sikkerheden i området. ”Da vi havde lidt så meget under Islamisk Stat-lejesoldaternes hærgen, besluttede jeg at slutte mig til dem, først og fremmest med det formål at beskytte min familie”. .

 

Sandheden kom for dagen, men han frygtede for familien og kunne derfor ikke forlade dem

Han fortalte, hvordan han lidt efter lidt opdagede, at det som Sultan Murads lejesoldater havde fortalt ham, blot var en løgn for at opmuntre unge mennesker til at slutte sig til dem. ”Der er igen forskel på Sultan Murad og Islamisk Stat lejesoldaterne. Også de slog ihjel og plyndrede. Jeg prøvede at forlade dem, men af frygt for min familie kunne jeg ikke gøre det. Hvis jeg forlod dem ville de slå mig ihjel fordi jeg havde fundet frem til sandheden om dem”.

Han blev offer for modsætningerne mellem banderne af lejesoldater.

I 2015 opstod der uenigheder mellem  Sultan Murad lejesoldaterne og  lejesoldaterne i Khalid al-Hayanis bander i bydelen Bustan Pasha i Aleppo. (Khalid al-Hayani er en militsleder fra byen Hayan nord for Aleppo, der har slået sig op i Aleppo-området som leder af gruppen Badr’s martyrer, hvorigennem han på kort tid har fået bygget sig en formue op under henvisning til revolutionen og kampen mod det syriske regime, jb). Uenighederne drejede sig om de ejendomme, de havde røvet fra folk. Det endte i sammenstød mellem banderne. På grund af disse stridigheder blev Murshid fanget af al-Hayani. Murshid uddybede problemet: ”Årsagen til konflikten var de to gruppers patruljebiler i kvarteret, som de brugte til at stjæle indbo fra indbyggerne i Bustan Pasha kvarteret. Da de ikke kunne blive enige om fordelingen, opstod der konflikt mellem de to sider. Jeg blev fanget af al-Hayani, og jeg fik frataget mit våben”.

”Al-Hayani’s lejesoldater udsatte mig dagligt for alvorlig tortur på forskellig måde, og effekten af torturen kan stadig ses på min krop, selv her tre år efter. De holdt mig under tortur i ca. 6 måneder, hvor mine forældre intet hørte fra mig. Jeg fortalte dem, at jeg gerne ville tilslutte mig dem for at beskytte mig mod flere alvorlige pinsler. Sandheden om denne gruppe var værre end den om Sultan Murad. Alt hvad de sagde var bare slogans. I realiteten stjal og plyndrede de bare.”

Bandernes formål var at bortføre kvinder og stjæle folks ejendom

Som kommentar til lejesoldaternes krænkelser og overgreb mod folk, sagde han: ”De chikanerede kvinder og piger og kidnappede dem under falske anklager som at have samkvem med det syriske regime. Og kvinder blev voldtaget af dem. Ligesom mændene blev de udsat for forskellige former for tortur uden grund, og de stjal folks ejendele”.

Der var ingen sikkerhed

Selv som medlemmer af al-Hayani banderne havde de ingen sikkerhed. ”Engang imellem stjal de mit våben, og satte mig i fængsel fordi jeg ikke havde det. Under en af kampene med regimet blev jeg såret i benet, men de, der var med mig tog mit våben,  flygtede fra området, og efterlod mig alene. De hjalp mig ikke før kampene var indstillet. Lokale folk var kommet og havde taget mig væk fra kampområdet, og tog sig af mig. Så jeg var bange for, hvad de ville gøre ved min familie, når jeg vendte tilbage til fronten. Jeg bragte min familie til min søsters hus i al-Haldariya kvarteret, da jeg var bange for, hvad lejesoldaterne kunne udsætte dem for. Det, de ville, var ikke at beskytte folk. De stjal og jagede folk væk. De tømte Bustan Pasha kvarteret og Hanano husene i Aleppo for at stjæle og plyndre disse huse.”

 

Låst fast i de østlige kvarterer og forladt af lejesoldaterne, forlod de Aleppo efter den Russisk-Tyrkiske aftale

Han fortalte, at da han var hos Khalid al-Hayani lejesoldaterne i Aleppo by, var Abu Omar al-Zanki – der boede i Azaz under den tyrkiske besættelse af de nordlige landområder – den, der forsynede dem med våben, ammunition og udstyr. ”Sent i 2016 var vi omgivet af vejspærringer på Castillo og Ramosa vejene. Det var forventet, at lejesoldater fra Jaish al-Fatah, hvoraf de fleste kom fra Homs provinsen, ifølge en aftale skulle komme og bryde belejringen, men senere fik vi at vide, at Jaish al-Fatah havde fået besked fra Tyrkiet om at lade os forblive belejret, og senere fik vi besked om at tage til bydelen al-Sha’ar (nordøst for Aleppo), hvor det syriske regimes grønne busser ventede, og derfra skulle vi så komme til de nordlige landdistrikter”. (Jaish al-Fatah, eller Erobringshæren, er en sammenslutning af sunni-islamiske oprørsgrupper oprettet i oktober 2015. De er blevet beskrevet som værende ’mod regimet’ og ’mod Hispolla’, men ikke nødvendigvis ’mod Islamisk Stat’. Grundlæggerne havde tæt forbindelse til Al Qaeda og Det muslimske broderskab men har også samarbejdet med dele af den frie syriske hær, jb). Det skete i forbindelse med en aftale mellem Tyrkiet og Rusland, efter at Tyrkiet havde solgt deres lejesoldat-bander ifølge en aftale med Rusland, og havde brug for at tømme de østlige bydele for lejesoldater som modydelse for at Rusland ville tillade Tyrkiet at besætte al-Bab.

 

Nægtede at forlade Aleppo, da han hadede den frie hær – hvorefter han tilsluttede sig Jabhit al-Akrad

Han sagde, at han ikke ville forlade Aleppo sammen med al-Hayanis lejesoldater: ”Jeg nægtede at forlade Aleppo, da jeg hadede den frie hærs praksis med at voldtage kvinder, så jeg blev i Aleppo. Jeg ville fortsætte sammen med Jabhit al-Akrad, så jeg tog til Sheikh Maksoud bydelen og besluttede at tilslutte mig dem” (Jabhit al-Akrad, den kurdiske front, er en oprørsbevægelse, der er domineret af kurdere og som opererer i de kurdiske og etnisk blandede områder i det nordlige Syrien, såsom Sheikh Maqsood kvarteret i Aleppo, i Afrin, Shabah og det nordlige Raqqa. Ikke mindst i Afrin har de deltaget i kamp mod Sultan Murad, der har afdelinger i flere distrikter i Afrin, hvor de terroriserer befolkningen. Under to angreb d. 8-9 december i Shara og Bulbul distrikterne blev flere lejesoldater fra Sultan Murad slået ihjel eller sårede, herunder en sikkerhedsofficer med kodenavnet ’Abu al-Maot’. Samtidigt blev der udløst en bombe nær Sultan Murads hovedkvarter i Afrin by – uden at nogen kom til skade,jb)

 

Jeg lærte den virkelige betydning af kammeratskab og loyalitet at kende indenfor Jabhit al-Akrad

Hvad angår det, han så indenfor Jabhit al-Akrad styrkerne, sagde han: “Jabhit al-Akrad er organisere, de har moral, viser respekt, og de tager sig af deres kammerater. De hverken stjæler eller udøver anden umoralsk praksis, og i kamp redder de deres sårede kammerater. Efter at have lidt under lejesoldaternes overgreb, fandt jeg den sande forståelse af kammeratskab og alvor indenfor den kurdiske front.”

Han deltog i modstanden mod den tyrkiske besættelse, og fortalte, at de ikke kan slås på slagmarken.

For første gang følte jeg, at jeg forsvarede mit land, og det gav mig en målrettet styrke i kampene. Vi bekæmpede den tyrkiske besættelseshær og dens lejesoldater, som ikke kunne komme fremad på vores fronter. Så de brugte fly, da de ikke var i stand til at levere nogen fremgang uden dem. Jeg blev såret under Shia-slaget ved Sheikh HadidMine kammerater bar mig og forlod mig ikke på slagmarken. De bragte mig på hospitalet, hvor jeg blev behandlet”.

Mushid Rejo slutter sin tale med at følgende bemærkning: ”Jeg glemmer ikke, hvad lejesoldaterne gjorde mod mig. Gennem befrielsen af Afrin og resten af Nordsyriens landområder vil jeg gøre gengæld for alt det de gjorde mod os og alle vore landsmænd”.

Kilde:

En række geo-lokaliserede twittermeddeleler fra krigens parter og andre kilder, anført på https://syria.liveuamap.com/ fra perioden 7. november 2018 – 18 december 2018

Anonymous, 2018: 2. Mecenaries killed in YPG operation in Afrin.

Hassan, Tolin, 2018: Fighter narrates his experience at mercenaries’ ranks, expost truth. ANHA, 8. December, 2018.

Wikipedia 2018: 23rd Division (Syrian rebel group). 24 September 2018.

Wikipedia, 2018: Army of Conquest. 8. December 2018.

Wikipedia 2018: Jabhat al-Akrad. 28- August 2018.

Wikipedia, 2018: Sultan Murad Division. 24. September 2018.