25. september: Det tyrkiske venstrefløjsparti HDP (Folkets Demokratiske Parti) har udsendt følgende redegørelse for den forsatte nedslagtning af partiet, som den tyrkiske stat netop har iværksat

25. september

Det tyrkiske venstrefløjsparti HDP (Folkets Demokratiske Parti) har udsendt følgende redegørelse for den forsatte nedslagtning af partiet, som den tyrkiske stat netop har iværksat.

 D. 25. september 2020

Statsanklagerens kontor henviser til Kobane protesterne som årsagen til denne nye bølge af arrestationer. Protesterne fandt sted d. 6-8 oktober 2014 mod Islamisk Stats belejring af Kobane i det nordlige Syrien og mod den tyrkiske regerings passivitet, stillet overfor en snarlig massakre fra Islamisk Stats side. Under protesterne blev mindst 43 mennesker dræbt. Langt størstedelen af disse mennesker var medlemmer eller sympatisører af HDP og blev slået ihjel af det tyrkiske politis skydevåben. Præsident Erdoğan har anklaget vores arresterede ledere af HDP for at tilskynde til vold. Denne anklage er en åbenlys løgn og har absolut intet at gøre med det, der i realiteten virkelig skete. Faktisk har parlamentsmedlemmer fra HDP indtil i dag fremlagt mere end ti forslag i parlamentet om at etablere en kommission med medlemmer fra alle partier for at få undersøgt protesterne, løfte sløret for sandheden og hjælpe med til at finde frem til provokatørerne og initiativtagerne til volden. Men alle vores forslag blev afvist af AKP-MHP-alliancen.  Så vidt vi ved, er ikke en eneste politiofficer blevet dømt for disse mord. For at føje spot til skade, lægger regeringen hele skylden og ansvaret for disse mord på HDP ved hjælp af et retsvæsen, som er fuldstændig under regeringens kontrol (Statsanklageren, der har foretaget disse arrestationer, er for nyligt blevet gift, og har, sammen med sin brud, netop besøgt præsident Erdoğan i hans palads. Præsident Erdoğan tog imod dem med gaver).

Som vores medformand, Mithat Sanvar har udtalt i dag, er dette en politisk operation, der er blevet sat i værk ’i skikkelse af en retslig beslutning’. Det er tydeligt, at regeringen har forberedt sig på en massiv bølge af arrestationer, men vi mener, at regeringen trak i aftrækkeren på gårsdagens møde i det nationale sikkerhedsråd og ved chefanklagerens bryllupsvisit i paladset.

Præsident Erdoğan og den tyrkiske regering var tydeligvis ikke tilfreds med Islamisk Stats nederlag til de kurdiske krigere i Kobane i 2014. Siden da har regeringen været meget aggressiv overfor HDP, og vi tror, at disse nye arrestationer simpelthen er en del af Erdoğans politik for at hævne sig over Islamisk Stats nederlag i Kobane. Hvordan skal man ellers forklare det faktum, at regeringen jager de, der udviste solidaritet med modstanden i Kobane, hele seks år efter at det fandt sted? Et andet interessant punkt er, at nogle af de personer, der er arresteret i dag, allerede havde været arresteret, retsforfulgt og frifundet tidligere for præcis de samme anklager – som medbormester Ayhan Bilgen.

Siden 2015 har omkring 16 000 HDP-medlemmer og administratorer været tilbageholdt og over 5 000 af dem er senere blevet arresteret og sendt i fængsel. Vores tidligere partiledere, medlemmer af parlamentet, snesevis af valgte borgmestre, og talløse medlemmer og administratorer sidder fortsat bag tremmer.

Regeringen lægger så meget pres på HDP, fordi de ser og frygter det faktum, at HDP i de først kommende valg vil komme til at spille en afgørende politisk rolle for den demokratiske fremtid for Tyrkiet (hvilket samtidigt vil betyde døden for AKP-MHP-alliancen).

Selvfølgelig bøjer vi os ikke for sådanne ulovlige angreb. Vi inviterer alle og enhver til at tilslutte sig vores fortsatte kamp for frihed, retfærdighed og værdighed. Sejren for HDP og den bredere demokratiske opposition mod præsident Erdoğan og hans allierede i Tyrkiet vil få dramatiske konsekvenser for folkene i Mellemøsten og Europa.

Feleknas Uca & Hisyar Özsoy

Udenrigspolitiske talsmænd  for HDP

Oversættelse: Jesper Brandt

18. august 2020: Abdullah Öcalan: Min løsning for Tyrkiet, Syrien og Kurderne

I en redigeret artikel i New York Magasinet Jacobin efterlyser kurderlederen Abdullah Öcalan et ”demokratisk projekt for nationerne”, der kan forene borgere med forskellige etniske baggrunde og kulturelle traditioner.

Det New York-baserede magasin Jacobin (https://jocobinmag.com/2020/08/ocalan -turkey-syria-kurds-op-ed/) har udgivet en redaktionel opdatering (’oped’) baseret på fængselspublikationer og udtalelser fra den kurdiske leder Abdullah Öcalan. En dansk oversættelse med titlen ”Abdulla Öcalan. Min løsning for Tyrkiet, Syrien og Kurderne gengives her:

Den moderne kapitalisme er historiens mest dødbringende og mest vedholdende krise for vores civilisation. I særlig grad har de sidste to hundrede års generelle ødelæggelser afbrudt tusinder af udviklingsmæssige forbindelser i de naturlige omgivelser. Vi er måske endnu ikke helt klar over al den udryddelse, det har påført plante- og dyreverdenen. Men det er klart, at begge disse verdener konstant udsender faresignaler, ligesom atmosfæren gør det.

Hvor længe kan menneskeheden fortsætte med at udholde denne modernitet, som har igangsat vidt-rækkende miljømæssig ødelæggelse og har været årsag til opløsning af samfundet? Hvordan vil menneskeheden gøre op med de smerter og kvaler, der knytter sig til krig, arbejdsløshed, sult og fattigdom?

Påstanden om, at nationalstaten beskytter samfundet, er en stor illusion. Tværtimod, samfundet er i stigende grad blevet militariseret af nationalstaten og fuldstændig sunket ned i en slags krig. Jeg kalder denne krig for et samfundsselvmord, der er igangsat på to måder.

For det første bliver samfundet kontrolleret, undertrykt og overvåget af magten og statsapparatet.

For det andet har informationsteknologien (mediemonopolerne) indenfor de sidste 50 år erstattet det materielle samfund med et, der er virtuelt. Hvordan kan samfundet forsvares mod den massive strøm af nationalisme, religiøs fanatisme, sexisme, videnskabelig dogmatisme, kunst- og underholdningsindustri (inklusive sport, sæbeopera osv.), som samfundet bombarderes med af medierne døgnet rundt?

Det er blevet ganske tydeligt, hvordan fastfrysningen af nationalstaterne i Mellemøsten i virkeligheden er blevet et af den moderne kapitalismes redskaber til undertrykkelse. Hvad Versailles-traktaten var for Europa, er Sykes-Picot-aftalen, der blev indgået mellem England og Frankrig i 1916, blevet for Mellemøsten: ”En fred for at gøre ende på al fred”.

Vore dages nationalstater har samme betydning for regionen, som det romerske imperiums guvernører engang havde, men de samarbejder endnu mere med den moderne kapitalisme – og adskiller sig endda også markant fra regionens kulturelle traditioner. De er internt i krig med deres egne befolkninger, og eksternt i krig med hinanden. Likvideringen af det traditionelle samfund medfører krig med befolkningerne – og landkort med grænser, der er tegnet sammen af en magthaver er en invitation til krige mellem stater. Ingen af dem er i stand til at overvinde krisen, der bliver stadigt dybere; i realiteten uddyber staternes eksistens yderligere denne krise.

Efter min mening foregår der en tredje verdenskrig, med Mellemøsten som dens tyngdepunkt. Resultatet er forfald og opløsning. Og det kan kun afsluttes med dannelsen af en ny regional eller global ligevægt. Jeg vil hævde, at den moderne kapitalismes tredje verdenskrig vil blive afgjort af udviklingen i Kurdistan. Det viser sig klart i det, der sker i Irak og Syrien.

Eksistensen af nationalstater i Mellemøsten er en anomali i Mellemøstens historie – og fastholdelsen af dem medfører katastrofer. Den tyrkiske nationalstat tror, at den vil gøre sig selv evig gennem et endeligt folkemord på kurderne – hvorved de kan sikre en nationalstat, der så vil integrere sit eget land og sin egen nation. Det er klart, at medmindre Tyrkiet forlader dette paradigme, så vil det føre til en sand gravplads for regionens folk og sociale kulturer – og det vil også komme til at omfatte det tyrkiske folk. På samme måde vil Irans fremtidige situation forblive usikker for både for landet selv og for regionen.

Men kurdernes situation – splittet op i forskellige dele af de konstruerede ”nationalstater” i Mellemøsten, der har påført forskellige former for udryddelse og assimilation i hver af disse dele – er en fuldstændig katastrofe. Kurderne er, som tidligere, dømt til langvarige dødelige kvaler.

Den kurdiske modstandskamp

Betingelserne er imidlertid i dag blevet modnet – og kurderne kan gennem deres kamp bane vejen ud af knibtangsbevægelsen mod et folkemord. Det er kun muligt gennem projektet for en demokratisk nation – en nation baseret på frie og lige borgere, der lever sammen i en solidaritet, der omfatter alle kulturelle og religiøse virkeligheder. Det vil så være et projekt, der er designet til at blive smedet sammen med de andre folkeslag i regionen. Metoden til at opnå dette mål udvikler sig for tiden, trin for trin.

Rojava og hele det Nordlige og Østlige Syrien – der holdes i gang af en autonom multietnisk, multireligiøs selv-administration, baseret på kvindefrigørelse – rejser sig som en ledestjerne for frihed. Det fremstår som en løsningsmodel både for Mellemøstens folkeslag og for nationalstaterne. Modellen foreslår ikke en fornægtelse af nationalstaterne, men foreslår, at de bliver knyttet til en demokratisk, forfatningsmæssig løsning. Det vil sikre eksistensen og autonomien både i ”nationalstaten” – den nation, der er konstrueret af staten – og den demokratiske nation.

Regionens rige arv på etniske, religiøse og andre historisk skabte grupperinger samt deres kulturer, kan kun holdes sammen gennem denne demokratiske nationsforståelse – en forståelse, der fremmer fred, lighed, frihed og demokrati. Hver kultur udvikler sig på den ene side som en demokratisk national gruppe. Derefter kan de leve på et højere niveau af demokratisk national forening med andre kulturer, som de allerede lever sammen med.

Den demokratiske nationsløsning, der er foreslået af kurderne, har gjort det muligt for dem at eliminere Islamisk Stat – resultatet af religiøs ensidighed – på vegne af hele menneskeheden. Det er uden tvivl resultatet af vores paradigme baseret på kvindefrigørelse, hvilket gør det til en rollemodel over hele verden.

Kampen for fremtiden

I dag har udviklingen i Nord og Øst Syrien nået et vigtigt punkt. Anerkendelsen af Administrationen i Nord og Øst Syrien, samt det demokrati, som den repræsenterer for arabere, kurdere, armeniere, assyrere og andre folkeslag vil være en meget vigtig udvikling både for Syrien og det øvrige Mellemøsten. Vores opfordring til folk om at returnere fra Europa, Tyrkiet og andre steder vil blive mulig så snart en demokratisk forfatning for Syrien er blevet vedtaget.

Vores opfattelse af den kurdisk-tyrkiske konflikt, der har stået på gennem næsten et århundrede, er klar. Vi har udviklet en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål siden 1993. Vores holdning – som er fremgået af 2013-samtalerne med den tyrkiske nationalstat, der blev holdt på Imrali-fængselsøen  – og som blev udtrykt i Newroz Erklæringen, da vi indledte dialogprocessen, er i dag vigtigere end nogen sinde. Vi forstærkede denne holdning i den syv-punkts deklaration, vi fremlagde i 2019. Vi insisterer på behovet for en social forsoning og en demokratisk forhandling, der kan erstatte kulturen med polarisering og konflikt.

I vore dage kan problemer blive løst, ikke gennem fysisk voldelige midler, men med blød magt. Under favorable betingelser ville jeg kunne opstille trinnene til at fjerne konflikten indenfor en uge. Hvad angår den tyrkiske stat, befinder den sig ved en korsvej. Enten kan den fortsætte på sin vej mod opløsning, som andre nationalstater i regionen, eller den kan indgå en værdig fred og en meningsfuld demokratisk løsning.

Ultimativt vil alt blive bestemt af kampen mellem parterne. Om det bliver en succes vil afhænge af den kamp, der føres af kurderne gennem fredspolitikken og den demokratiske politik. Det vil bestemme det endelige resultat. Og friheden skal sejre.

Baggrund

Abdullah Öcalan er grundlægger af Kurdistans Arbejder Parti (PKK), anset for at være en af kurdernes mest vigtige politiske repræsentanter og en ledende strateg. Lige siden sin bortførelse fra Kenya i 1999 og efterfølgende retssag og dødsdom – ændret til fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse – har han været holdt i total isolation på øen Imrali. I næsten elleve år var han den eneste fange dér.

Öcalan har skrevet omfattende om historie, filosofi og politik, og anses for at være nøglefiguren for en politisk løsning af det kurdiske spørgsmål. Da han er blevet holdt i total isolation, og ikke har været i stand til at konsultere sine advokater eller modtage regelmæssige besøg gennem mange år, er denne ’op-ed’ blevet udgivet på grundlag af hans fængselsskrifter og seneste udmeldinger.

Hans seneste arbejder omfatter The sociology of Freedom (2020) og The Political Thought of Abdullah Öcalan (2017).

 

Kilder:

Abdullah Öcalan (2020): My Solution for Turkey, Syria and the Kurds. Jacobin, 7. August 2020.

Abdullah Öcalan (2020): My Solution for Turkey, Syria and the Kurds. ANF, 7. August 2020.

Oversættelse: Jesper Brandt

15. april 2020: Ny bog af Abdullah Öcalan udkommer til juni

Abdullah Öcalan fotograferet i Bekaa-dalen i Libanon i 1991

Tredje bind af Abdullah Öcalans værk ’Frihedens sociologi: Manifest for en demokratisk civilisation’ udkommer til juni 2020 på forlaget PM Press (https://www.pmpress.org/index.php). Den er oversat til engelsk af Havin Guneser.

Nogle udtræk fra bind III har været offentliggjort på nyhedsmediet ANF. Nudem bringer her en dansk oversættelse af et af uddragene:

Uddrag af Abdullah Öcalans nye bog: Ikke bare samfundet, men alt liv på jorden er truet.

Om samfundets industrialismeproblem skriver Abdullah Öcalan:

Problemet knytter sig ikke til selve industrien, men den måde, den bliver brugt på. Industrien er ligesom mulighederne i atomkraft: Når den bliver brugt af monopolerne, kan den blive en trussel mod liver uden sidestykke, der kan føre til både økologisk katastrofe og krig.

Den industrielle revolution, der var lige så vigtig som landbrugsrevolutionen, har udviklet sig med op- og nedture, men oplevede et kvalitativt spring i det sene attende og tidlige nittende århundrede, baseret på tusinder af års fortsat akkumulation. Det er umuligt at gætte på hvor, hvornår og hvordan den vil ophøre eller blive afsluttet. Denne revolution har et karakteristisk slægtskab med analytisk rationalisme: Den er faktisk et produkt af denne rationalisme. Og den er fuldstændigt domineret af kapitalen. Men der er ingen tvivl om, at kapitalen ikke selv er skaber af de fleste industrielle redskaber. Kapitalen har derimod fokuseret på at udvikle dem til profitskabende redskaber og tilegne sig de af dem, som den anser for essentielle. Billig masseproduktion skaber store muligheder for samfundets udvikling. Ligesom rationalismen, er en industri, der tjener samfundets behov, meget værdifuld. Problemet knytter sig ikke til industrien i sig selv, men til den måde, den bliver brugt på. Industrien er ligesom mulighederne i atomkraft. Når den bliver brugt af monopolerne, kan den blive en trussel uden sidestykke for livet, der bærer både økologisk katastrofe og krig i sig. Dens anvendelse til at skabe profit er i sandhed blevet stadigt mere tydelig med den hastigt stigende ødelæggelse af miljøet. Industrien styrer med stor hastighed samfundet i retning af et virtuelt samfund. Mennesker bliver i stigende grad erstattet af robotter. Hvis det fortsætter, vil det ikke tage lang tid, før menneskene selv bliver gjort overflødige.

Der er enighed om, at miljøets nuværende tilstand ikke bare truer samfundet, men også livet på jorden. Jeg er nødt til kraftigt at understrege, at det vil være en fejltagelse blot at gøre industrien ansvarlig for dette. Industrien er i sig selv neutral. En industri i harmoni med samfundets eksistens kan spille en afgørende rolle i udviklingen af verden i retning af en tredje natur, ikke bare for mennesker, men for alle former for liv. Det kan lade sig gøre, og hvis det skete i dag, ville vi måske anse industrien for at være en velsignelse. Men når industrien kontrolleres af kapitalen og er drevet af profit, kan det gøre verden til et helvede for hele menneskeheden med undtagelse af en håndfuld monopolister. Faktisk ser det stort set ud til at være vores nuværende situation. Menneskeheden er tydeligvis enormt bekymret over tingenes nuværende tilstand. Det industrielle monopol har skabt et enestående imperium, der hersker over samfundet. For et enkelt US-amerikansk hegemon, er der dusinvis af industrielle hegemoner. Selv hvis man kunne stoppe politiske og militære hegemoner, ville det ikke være let at standse de industrielle hegemoner, fordi de i dag er globale. Hvis et land, der fungerer som center, begynder at stille krav, så vil et andet sted og/eller land kunne blive omdannet til et nyt center. Hvem siger, at et af USAs industrielle imperier ikke vil udpege Kina til dets center i morgen? Hvorfor skulle de ikke det, hvis betingelserne dér er bedre egnede? Vi kan se, at dette gradvist bliver en mulighed.

Industrialismen skyder landbruget i hjertet. Landbruget, der er en nødvendighed for at det menneskelige samfund kan fungere, stilles overfor voldsomme ødelæggelser, når det er lagt i industriens hænder. Denne hellige aktivitet, som har tjent menneskeheden gennem de sidste 15.000 år, er blevet sat over styr og man forbereder sig nu på at dreje det i retning af industriel dominans. I modsætning til, hvad det ofte påstås, egner inddragelse af profit- og kapitaldrevet industri indenfor landbruget sig ikke til masseproduktion. De industrielle monopolers brug af genetisk modificerede afgrøder behandler jordbunden på samme måde som en moder, der bærer et barn skabt ved kunstig befrugtning. Ligesom sund graviditet og moderskab ikke skabes gennem alle mulige kunstige indgreb, er det heller ikke sundt at befrugte jorden med genetisk modificeret såsæd. Industrielle monopoler forbereder sig på at involvere sig netop i en sådan galskab indenfor landbruget. Menneskeheden vil opleve den værste kontrarevolution indenfor landbrugsområdet, og det er allerede begyndt at vise sig. Jorden og landbruget udgør ikke blot en hvilken som helst produktionsmåde eller indbyrdes relation. De udgør uadskillelige eksistentielle dele af samfundet, der ikke kan ophæves. Menneskelige samfund er først og fremmest bygget på jordbunden og landbruget. At fjerne dem fra jordoverfladen og produktionen ville være et enormt anslag mod samfundets eksistens. Byernes kræftlignende vækst er allerede tydeligt begyndt at udstille denne fare. En befrielse vil sandsynligvis i vid udstrækning betyde en bevægelse i den modsatte retning: fra byen og tilbage til jorden og landbruget. Jeg forestiller mig, at det grundlæggende slagord for denne bevægelse kunne være noget i retning af: Enten landbrug og jord for tilværelsen eller udslettelse. Driften mod profit og kapital tillader ikke industrien at forene sig med jorden og landbruget og binde dem sammen i en venskabelig og symbiotisk relation, men opbygger i stedet enorme modsætninger og skaber fjendtligheder mellem dem.

De klassemæssige, etniske, nationale og ideologiske modsætninger i samfundet kan føre til konflikter og krig, men de er ikke umulige at løse. De er skabt af menneskehænder, og de kan blive fjernet af menneskehænder. Derimod kan mennesker ikke holde konflikten mellem industri, jorden og landbruget under kontrol, fordi industrien er kapitalens redskab. Jordbunden og landbruget udviklede sig økologisk over millioner af år. Hvis de degenererer, kan de ikke genopbygges af menneskehænder. Ligesom det er umuligt at fabrikere jordbund, er landbrugsprodukter eller andre levende organismer, herunder også planter, næppe noget, der kan skabes af mennesker i vor tid. Det kan vi ikke forvente. Dette potentiale er fuldt ud udnyttet med udviklingen af mennesket. Det er hverken meningsfuldt eller muligt at gentage, hvad der allerede er sket. Dette er et grundlæggende filosofisk spørgsmål, så jeg vil ikke dvæle alt for meget ved det.

Men ligesom Faraoerne uden succes prøvede at planlægge deres fremtid med pyramide-mausoleer, så vil industrialismen også vise sig uegnet til at skabe en fremtid, hvor livet er værd at leve, gennem dens anvendelse af robotter. Hele denne tilgang yder ingen respekt overfor menneskene. Med en så storslået enhed som naturen, hvor meningsfuld og vigtig kan robotter eller kopier af den naturlige verden så overhovedet blive? Endnu engang er vi konfronteret med kapitalens vanvittige kurs mod profit. Lad os antage, at robotter leverer den billigste form for produktion. Hvis der ikke er nogen mennesker til at bruge dem, hvad vil de så gøre godt for? Denne side af industrialismen er hovedårsagen til arbejdsløshed og er kapitalens vigtigste våben mod samfundets produktivitet. Kapitalen bruger industrien som et våben til at manipulere med markedet både ved at beskæftige færrest mulige arbejdere og ved at gennemtvinge prisreduktioner. Monopolpriser medfører overproduktionskriser – hovedårsagen til arbejdsløshed. Forrådnede varer og millioner af arbejdsløse, sult og fattige mennesker er ofre for disse kriser.

Samfundets natur kan kun vedligeholdes gennem en tæt forbindelse til omgivelserne, som er et produkt af millioner af års udvikling og af gunstige betingelser. Intet, der er skabt industrielt, kan erstatte omgivelserne, som er universets fantastiske skabelse. Trafik på land, i luften, på havet og i rummet har allerede nået et katastrofalt niveau. Industrien forbruger konstant fossile brændstoffer, forurener omgivelserne, og underminerer klimaet. Udbyttet af disse katastrofer er små to hundrede års profit akkumulation. Har denne akkumulation været al den destruktion værd, som har været betydeligt større end summen af al den ødelæggelse, der har været gennemført i alle historiens krige, og med et tab af liv i et omfang, der har været større end den samlede sum af liv, der hidtil er gået tabt på grund af vold mod mennesker, naturkatastrofer og af andre årsager?

Industrialismen, som monopolistisk ideologi og redskab, er et af samfundets fundamentale problemer. Det bør der sættes alvorlige spørgsmålstegn ved, og de farer, det giver anledning til, er tilstrækkelig grund til at gøre det. Hvis dette monster forsætter med at vokse og kommer ud af kontrol, vil det gøre alle undersøgelser og mulige sikkerhedsforanstaltninger til noget, der vil komme ’for småt, og for sent’. Hvis vi skal undgå at samfundet ophører med at være sig selv, og bliver et virtuelt samfund, så er det på tide at tage dette monster ud af monopolernes greb, for allerførst at gøre det harmløst og derefter at gøre det til en ven af samfundet.

Når vi slås mod industrialismen, er der behov for at skelne mellem monopolets ideologiske tilgang til industriel teknologi og den måde den bruges i dag, og så en form for industriel teknologi, som er i harmoni med samfundets almindelige interesser. Det er den absolut vigtigste side af et hvilket som helst videnskabeligt arbejde og enhver ideologisk kamp, vi står overfor. Grupper, der påstår at kæmpe mod industrialismen som humanister (filantropister) uafhængigt af sociale og klassemæssige forhold, kan ikke forventes at producere noget som helst relevant. Disse grupper kan ikke undgå at komme i konflikt med deres egne mål og tjener i sidste instans industrialismens interesser som monopol. Modsat den almindelige opfattelse har industrialismen en militaristisk og klassemæssig karakter med videnskab og teknologi som dens ideologis materielle form. Faktisk repræsenterer industrialismen den farligste dimension i den eksisterende videnskab og teknologi. Det industrielle monster opstod ikke bare ud af sin egen frie vilje. Vi skal huske på, at da det engelske bourgeoisi gik i gang med dets historiske imperialismeprojekt på de britiske øer, i det kontinentale Europa og rundt omkring i verden, var det den klasse, der hurtigst organiserede den mest omfattende brug af industrialismen overhovedet. Senere blev industrialismen et fælles våben for bourgeoisiet i alle lande. Det viser sig tydeligst ved at bourgeoisiets dominans rundt omkring i verden materialiserede sig på det tidspunkt, hvor den industrielle udvikling – der var en del af triaden bestående af finans, handel og industri – kendetegnede det nittende og tyvende århundrede.

Ved at erklære ikke-kapitalistiske samfund for reaktionære, og indgå i en strategisk alliance med det industrielle bourgeoisi kom den reelt eksisterende socialismes bevægelse ubevidst, men fuldstændigt, i modsætning til sine egne mål, der førte til et mere tragisk resultat end det, der tidligere havde vist sig i nogen som helst anden bevægelser, der objektivt set havde udviklet sig til forræderi. Et eksempel på det kunne være kristendommen, som gennem 300 år var en fredsreligion, og derefter gik i alliance med magten og staten, der førte til, at den objektivt og oftest også bevidst, står i modstrid med og forråder sine egne mål. Pointen er, at kristendommen også kom i konflikt med sine oprindelige mål, fordi den drev i retning af magtmonopolet, og derfor ikke kunne undgå at blive en civilisationsreligion. I Islam skete dette mens Mohamed stadigt levede. I sidste ende bukkede de alle under for industrien som magt.

Mens hele menneskeheden i dag råber op om ødelæggelsen af miljøet, som om dommedag var nær, er det vigtigt at forstå de historiske, sociale og klassemæssige dimensioner i den tilintetgørelse, der er forårsaget af industrialismen i lyset af lignende bevægelser, for at kunne tage kampen op mod industrialismen som en eksistentiel folkebevægelse og for uundgåeligt at kunne føre en kamp, der i stil svarer til en ny hellig religiøs bevægelse. Ligesom det er umuligt at bekæmpe ild med ild, så er vi nødt til at sætte spørgsmålstegn ved og opgive det liv, der er levet i industrialismens sump, hvis vi skal kunne gennemføre en økologisk kamp. Hvis vi ikke vil gennemleve nye tragedier, ligesom kristendommen, islam og den virkeliggjorte socialisme, så er vi nødt til at lære de lektier, som de har vist os, og forholde os til den videnskabeligt-ideologiske og den moralsk-politiske kamp på en korrekt måde.

Kilde: Abdullah Öcalan, 2020: Öcalan: not only society but all life on earth is under threat. ANF, 23. March 2020.

Oversættelse: Jesper Brandt

10. februar 2020: Ilham Ahmed: Rusland står last og brast med regimet

Af Mohammed Ahmed, nyhedsbureauet Hawar News, ANHA

Ilham Ahmed, leder af Det Syriske Demokratiske Råd (SDC)s formandskab, har kritiseret Ruslands manglende mægling mellem Nord øg Øst Syriens Autonome Administration og Det Syriske Regime, og opfordrer Rusland til at forholde sig neutralt til begge sider og ikke knytte sig til regimet.

I et interview med Hawar News om, hvad Syrien er udsat for, og hvordan der kan skabes sikkerhed i Syrien, har Ilham Ahmed talt om de russiske bestræbelser på at gennemføre samtaler mellem den Autonome Administration i Nord og Øst Syrien og Det Syriske Regime, de krav, som begge parter har opstillet, og i hvilken udstrækning, der har været fremgang i den politiske proces.

’Vi har ikke modtaget noget som helst forslag fra den russiske regering’

Ilham Ahmed anførte i starten af interviewet, at Rusland fra tid til anden bruger situationen i Nord og Øst Syrien til at lægge pres på Tyrkiet for at opnå indrømmelser på andre felter og sagde: ”På det seneste er der blevet udbredt et dokument til medierne om, at Moskva-regeringen har formidlet en aftale mellem den Autonome Administration og den syriske regering. Et sådant dokument eksisterer ikke, og er langt fra sandheden. Vi har ikke modtaget noget som helst fra den russiske regering om en sådan aftale med den syriske regering”. Ilham Ahmed tilføjede: ”Men det er velkendt, at Moskva-regeringen ofte spreder rygter til medierne for indirekte at sende signaler til Tyrkiet om en mulig aftale, med det formål at opnå indrømmelser fra Tyrkiet på forskellige områder, som Idlib eller andre regionale brændpunkter”.

’Dialogen er brudt sammen på grund af regional indblanding’

Hun påpegede de fortsatte bestræbelser fra Det Syriske Demokratiske Råds side, for at nå frem til de basale forhold, der kan danne grundlag for en aftale med den syriske regering, og sagde: ”Bestræbelserne fortsætter, og vi prøver på at gøre mere, men der er en afbrydelse i dialogen på grund af de regionale indblandinger, der ind i mellem stopper dialogen sammen med den logik og stil, der knytter sig til den syriske regerings behandling af sagen: nemlig ved at bruge magt og militære løsninger for at løse problemerne i Syrien, og stå stejlt omkring de politiske løsninger, hvad enten det drejer sig om Geneve processen eller dialogen med den Autonome Administration”.

’Mæglerrollen må være neutral, når den tager stilling’

Ilham anførte, at russerne trækker tiden ud i det uendelige, hvad angår forhandlingerne mellem de to sider, og hun sagde: ”Skønt der har været holdt en serie møder forskellige steder i Nord- og Øst Syrien, har der ikke hidtil vist sig nogen synlige resultater på grund af mangel på udvikling i dialogen”.

Ilham Ahmed forklarede, at når man vil udvise alvor i en mægling og påtage sig mæglerrollen, så må man bevise sin neutralitet og upartiskhed over for parterne i de standpunkter man indtager. Men det er velkendt, at den russiske regering er den største tilhænger af det syriske regime i alle internationale og interne fora, og at den russiske regerings tætte tilknytning til regimet er tydelig, hvilket fører til en mangel på åbenhed over for en politisk løsning, skønt Rusland er helt overbevist om princippet om decentralisering som en politisk løsning på den syriske krise. Men hidtil har de undgået at støtte dette, og understøtter i stedet den militære mulighed for at løse krisen.

Ilham Ahmed opfordrede den russiske regering til at ændre denne udviklingsvej, og i stedet se det syriske spørgsmål som et politisk, kulturelt, civilt, socialt og økonomisk spørgsmål, der kræver forandringer på alle disse områder og at der arbejdes på dette fundament, ikke på at påtvinge en militær løsning og trække alle parter ind under det syriske regimes kontrol. Hun sagde: ”Syrerne er åbne overfor alle initiativer og udviklingsveje, som den russiske regering måtte vælge, hvis de kan få en seriøs indflydelse på parternes tilnærmelse til en løsning på den syriske krise”.

’Den hidtidige enighed har udelukkende været militær’

Hvad angår russernes krav i den serie af møder, der har bragt de to parter sammen, sagde Ilham Ahmed: ”Den hidtidige enighed har udelukkende været en militær enighed, men også inden for det civile og politiske område har Rusland hidtil kun haft blikket rettet mod den syriske regerings krav. Det vil altså sige, at Rusland ikke ønsker at lægge pres på den syriske regering og skubbe den i retning af seriøse forhandlinger eller gå ind i en seriøs forhandlingsproces med de øvrige parter. Vi håber, at den russiske side vil spille en alvorlig rolle i denne sammenhæng i de næste trin, ved at presse den syriske regering i den retning. Den Autonome Administration er åben for tilnærmelse på dette felt, for at få gang i de essentielle spørgsmål, også hvad angår de konstitutionelle og administrative anliggender”.

 

 

’Lov no. 107 medfører ikke en rigtig løsning på den eksisterende krise’

Ilham Ahmed gav sig til at tale om de krav, som regimet stillede til den Autonome Administration, medieret af russerne, og hun forklarede: ”Regimets krav er tilbagelevering af alt syrisk land til dets overhøjhed, og når man taler om lokale administrationer med dem er det ikke klart, hvad der ligger af rammer og magtfordeling i henhold til lov nr. 107” (*se note nedenfor).

Hun understregede også, at ”denne lov ikke tilvejebringer den rigtige løsning på den eksisterende krise, og den lever heller ikke op til det syriske folks forhåbninger og krav, på grund af tilstedeværelsen af millioner af fordrevne mennesker i udlandet, de hundrede tusinder af ofre for krisen, og de hundrede tusinder af internt fordrevne mennesker i Syrien, og tusinder af forsvundne og til tilbageholdte personer”.

’Decentralisering er hovedkravet’

Ilham Ahmed henviste til de krav, som den Autonome Administration i Nord- og Øst Syrien havde fremført under hendes møder med Rusland og det syriske regime, og hun sagde: ”Den Autonome Administrations krav er altid at fremhæve modellen for autonom administration som en slags decentralisering i Syrien for at løse den syriske krise, hvor der måske ikke er enighed om nogle aspekter, der er åbne for diskussion, men decentralisering er det basale krav, og det er nødvendigt at blive enige om en eller anden form for decentralisering i Syrien.”

Og Ilham Ahmed advarede mod følgevirkningerne, indflydelse af politiske overspringshandlinger, det syriske regimes uforsonlighed og tvetydigheden i den russiske holdning til det syriske folk, ved at sige: ”De politiske overspringshandlinger, der optræder i forbindelse med at nå en løsning har afgørende følgevirkninger for Syriens fremtid som helhed. Regimet tror, at det med fuld kontrol over det syriske territorium vil være i stand til at løse krisen, men realiteten er, at områderne under dets kontrol gennemlever en meget dyb økonomisk krise, og derfor vil krisen fortsætte under de fortsatte amerikanske sanktioner, der er rettet generelt mod Syrien, ikke alene mod regimet”.

’Det er nødvendigt at tage alvorlige skridt for at nå en politisk løsning’

Idet hun refererede til de forværrede økonomiske realiteter som påvirker borgernes liv negativt, og til Det Syriske Demokratiske Råds holdning til de positioner, som det Syriske regime og Rusland gav udtryk for, bekræftede Ilham Ahmed sin tilbagevisning af de amerikanske og internationale sanktioner, der blev påført det syriske folk, samt deres afvisning af at trække tiden ud i bestræbelserne på at finde en politisk løsning på den syriske krise, og at det er nødvendigt at tage alvorlige skridt indenfor rammerne af en politisk løsning, og komme i gang med at hæve den blokade, der er påført Syrien.

Hvad angår samtalerne mellem dem og regimet, lagde Ilham Ahmed som øverste leder af det Syriske Demokratiske Råd vægt på, at regimet først og fremmest må komme i gang med forandringsprocesserne og vise åbenhed overfor den politiske løsning og ikke hæfte sig ved de andre involverede parter, da det jo er dem, der er de hovedansvarlige for at få sat denne proces i gang, hvilket hun forklarede på denne måde: ”Netop denne form for åbenhed, vel at mærke fra alle sider, vil være grundlaget for at kunne lukke mulighederne for udenlandsk indblanding i landets anliggender og dreje Syrien fra en opsplittet situation til et nyt sammenhængende, stærkt og demokratisk Syrien. Så at åbne op for en politisk løsning indenfor rammerne af principper, som alle syrere kan enes om, vil være den vigtigste løsning.”

*Kommentar om Lov no. 107 af Jesper Brandt (der har oversat interviewet fra engelsk): 
Syriens lokale administrationslov No. 107 fra 2011 skulle gøre det muligt for størstedelen af lokalbefolkningen at deltage i forvaltningen under lokale råd på forskellige niveauer, dvs. provinsråd, byråd og kommunalråd. Decentralisering var således et erklæret politisk mål med loven. Spørgsmålet om en decentralisering af magten i Syrien anses af de fleste iagttagere som et helt centralt spørgsmål for udviklingen af demokratiske tilstande i Syrien.

Men i realiteten har forvaltningen af den syriske lov no. 107, samt anden lovgivning med højere politisk prioritet betydet, at loven på ingen måde har styrket det decentrale demokrati:

  1. Således er lokalrådenes ledelse i alle tilfælde udpeget af ”det politiske lederskab”, domineret af Baath-partiet, dvs. præsident Assads inderste kreds.
  2. Baath-partiet (under navnet ”Den nationale Enhedsliste”) er på forhånd sikret 70% af kandidatpladserne til lokalrådsvalg (vel at mærke udpeget af Baathpartiets ledelse: der afholdes således slet ikke valg om disse kandidatpladser), mens en liste med uafhængige kandidater kun kan få 30% af kandidatpladserne, hvor disse kandidater i øvrigt også udpeges i ”tæt samråd med” Baath partiets ledelse. For at kunne opstilles som kandidat er der opstillet en række betingelser omkring kandidaternes personlighed, f.eks. omkring deres ’nationale tilhørsforhold”, hvilket er en fleksibel omskrivning af vurderinger af deres stillingtagen til det syriske styre og senere den syriske borgerkrig. Et WEB-baseret forsøg på kortlægning af deltagelsen i lokalrådsvalg er nået frem til at kun 17% af befolkningen har deltaget i lokalrådsvalg og kendskabet til valgenes gennemførelse har generelt været lavt. Nyvalg til lokalråd har stort set ikke fundet sted siden de allerførste valg på grund af borgerkrigen i Syrien.
  3. En langt mere grundlæggende kritik af lov no. 107 knytter sig til det forhold, at langt de fleste politiske og administrative anliggender ikke delegeres til lokalråd, men fastlægges centralt gennem statslige ministerier eller det øverste råd for lokaladministration, der ledes af statsministeren, som centralt udarbejder direktiver for de ”statslige decentraliserede planer”. Gennemførelsen af disse direktiver administreres i de syriske provinser af Damaskus-udpegede guvernører, som leder de regionale råd, og som ikke kun besidder total magt over deres provinser i alle administrative anliggender, men også lovmæssigt er tildelt juridisk immunitet stillet overfor de lokale råd. Dermed er det lokale selvstyre i de regeringskontrollerede dele af Syrien i realiteten lige så stækkede som alle de kurdisk-ledede byer og kommuner i Øst-Tyrkiet, hvor lokalvalgsvalgte borgmestre er blevet afsat og regeringsudpegede guvernører er blevet indsat som Erdoganstyrets forlængede arm – og hvor også de sikkerhedsstyrker, der har været sat ind imod befolkningen i disse konflikter på forhånd er sikret juridisk immunitet ligegyldigt hvad der sker. Det kan i begge tilfælde ses i forlængelse af en administrativ praksis, der var almindelig under det Ottomanske rige – og som blev ført videre af den franske besættelsesmagt i Syrien helt frem til afkoloniseringen efter 2. verdenskrig.

Kilder:

Ahmed,  Mohammed, 2020: Ilham Ahmed:; Russia is stalling and siding with regime. ANHA, 28 jan. 2020.

Baladi, Enab, 2018: “Decentralization” from Ba’aths Party’s viewpoint. https://english.enabbaladi.net/archives/2018/09/decentralization-from-baath-partys-viewpoint/.

Gharibah, Mazen, 2018: Local elections in post-agreement Syria: Opportunities and challenges for local representation. Conflict Research Programme, London School of Economics and Political Science (LSE), London, UK. http://eprints.lse.ac.uk/100144/.

11. oktober 2019: Abdi: Erdogan’s overvejelser drejer sig ikke om sikkerhed men om invasion.

Den 3. oktober, inden den seneste udmelding om tilbagetrækning fra præsident Trump, fortalte  Mazlum Abdi fra SDF i et interview om de trusler, som det Tyrkiske regimes leder Erdogan har fremført mod Nord – og Øst Syrien.

Mazlum Abdi, den øverstkommanderende for de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) har – forud for Trumps seneste udmeldinger –  vurderet Tyrkiets nuværende trusler mod Nord og Øst Syrien overfor den tyrkiske TV-kanal Medya Haber. Han understregede,m at AKP regimet ikke bekymrede sig om ”grænsesikkerheden”, da de var blevet opfyldt gennem virkeliggørelsen af sikkerhedsaftalen, men derimod  af at besætte regionen og opbygge en koloni. Abdi understregede, at hverken de eller koalitionen ville acceptere en sådan tilgang.

Abdi henviste også til den forfatningskommission for Syrien, som Tyrkiet, Rusland og Iran har dikteret De Forenede Nationer, og udtalte, at de ikke ville tage beslutningerne om denne kommitte alvorligt, så længe en trediedel af Syrien ikke er repræsenteret i den.

”Sikkerhedszonen” er ikke andet end en drøm

Abdi pegede på, at AKP lederen og Tyrkiets Præsident Recept Tayyip Erdogan i sin tale på FNs generalforsamling havde fortalt hele verden, at han ønskede at invadere Nord-Øast Syrien og at hans planer om dette lå klar.

Han fortsatte: ”Det er fuldstændigt klart, at dette er en invasionsplan, der drejer sig om at ændre den demografiske struktur, dvs. at ’af-kurdificere’ regionen. Gennemførelsen af denne plan er umulig. Hverken vi eller den syriske befolkning, eller nogen international magt kan acceptere denne plan. Befolkningerne i Nord og Øst Syrien vil ikke tillade denne plan. End ikke de syrere, der for tiden bor i Tyrkiet vil acceptere at blive gjort til et redskab for denne plan. Nord og Øst Syrien er hverken forladt eller forsvarsløst. At bringe andre hertil, bygge byer og landsbyer til dem, og fordele markerne til dem er simpelthen en drøm. Det vil aldrig være muligt at realisere denne plan.

Alle kan vende hjem

Hvad vi og alle har accepteret er dette: Alle flygtninge, hvad enten de er flygtet til Tyrkiet eller et andet sted hen, kan vende hjem til deres eget land. Det er hvad vi har accepteret som del af ’sikkerhedsmekanismerne’ for Nord og Øst Syrien. Hjemvendelsen af disse personer vil blive understøttet. Der er kun en betingelse: Hvis der er personer blandt de tilbagekomne, der har taget del i forbrydelser mod befolkningen, så vil de blive bragt for en domstol. Ingen vil blive nægtet at komme tilbage”.

”Grænsekontrol-mekanismen” er sat i værk

SDF lederen understregede, at en aftale om grænsesikkerhed var blevet opnået mellem USA, Tyrkiet og SDF, og fortsatte: ””Mekanismen forventes at blive sat i værk gennem tre stadier. Hidtil har det fungeret uden nogen problemer. Vi fra SDFs side har fuldstændigt opfyldt vores del af aftalen. Og vi kan sige, at køreplanen i aftalen, altså vores kalender, går fremad. Nogle trin skulle færdiggøres ved slutningen af sidste måned, og det blev de. Der er også nogle stadier, der lige for tiden bliver ført ud i livet. Der er ikke nogen synlige problemer. Aftalen bliver implementeret som aftalt, og sådan vil det fortsætte. Det vil tage tid at færdiggøre alting.

En stor fejltagelse i Forfatningskommissionen

Abdi kritiserede det faktum, at ikke blot den kurdiske befolkning, men også arabere, turkmenere, syriakker,  dvs. alle folkeslagene i det nordlige og østlige Syrien, var blevet udelukket fra den forfatningskommite for Syrien, som De Forenede Nation har pålagt Tyrkiet, Iran og Rusland. ”Det er en stor fejltagelse: Et projekt, der ekskluderer repræsentanter for befolkningen i det nordlige og østlige Syrien, der udgør en trediedel af landet, kan ikke blive succesfuld. Vi antager, at dette blev gjort under pres fra den tyrkiske stat. De, der støtter dannelsen af kommiteen ser ud til at være tilfredse med den. Det er en stor fejltagelse. Hvis de forskellige grupper og deres repræsentanter i regionen ikke inddrages i forfatningsarbejdet, vil de ikke acceptere det resultat, der kommer ud af det. Vi vil afvise ethvert resultat. Hvis der virkelig ønskes en løsning, så er deltagelsen af repræsentanter for regionen en forudsætning. Godkendelsen fra befolkningen i denne region er også en absolut nødvendighed for at der kan skabes en forfatning.”

 

Sidste nye: Vi overvejer samarbejde med Assad

I en twitter-meddelelse fra tirsdag d. 8 oktober udtalter Mazlum Abdi: ”Vi overvejer et partnerskab med den syriske præsident Bashar al-Assad, med det formål, at bekæmpe tyrkiske styrker”.

Kilde:

Anonymous, 2019: Abdi: Erdogan’s concern is not about security but about invasion.ANF, 3. Oct. 2019.

Twittermeddelelse fra Syria.liveuamap.com, tirsdag d. 8. oktober 2019.

7. august 2019: Anbefalinger fra det internationale Forum om Islamisk Stat, afholdt på Rojava Center for Strategic Studies (NRLS), i Amudah, Nord-Østsyrien, d. 8. juli 2019

Administrationen på Rojava Center for Strategiske Studier (NRLS) vil gerne udtrykke vores dybfølte tak og påskønnelse til alle deltagerne for deres værdifulde diskussioner og spørgsmål; Vi vil rette vores anbefalinger til det internationale samfund.

Disse anbefalinger er de vigtigste pointer, som vi blev enige om under det internationale forums sessioner med henblik på en fuldstændige udryddelse af terrorisme, og for at hindre Islamisk Stat i at reorganisere sig og destabilisere sikkerheden og stabiliteten i Syrien, Mellemøsten og hele verden.

  1. Der skal udvikles en fælles strategi med koalitionen og det internationale samfund for at bekæmpe de sikkerhedsmæssige, intellektuelle, kulturelle, økonomiske og sociale aspekter af Islamisk Stats terrorisme.
  2. For at sikre, at Islamisk Stat ikke reorganiserer sig, er det nødvendigt at skabe sikkerhed og stabilitet i regionen. Det kræver støtte til selv-administrationen i forskellige områder.
  3. Til trods for de enorme ofre, der er ydet af Folkets og Kvindernes Forsvarsenheder (YPG/YPJ) og de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) for at beskytte regionen og verden mod terrorisme, og til trods for den konstruktive rolle som Nord- og Øst Syriens selv-administration har spillet gennem årene under den syriske krise, er manglen på inddragelsen af Syriens borgere i forhandlingerne om at løse den syriske krise en omfattende uretfærdighed mod regionens befolkningsgrupper, hvilket er en negativ faktor, der påvirker spørgsmålet om sikkerhed og politisk stabilitet. Derfor bør de involverede organisationer og de internationale magter involvere den politiske administration i Nord- og Østsyrien i forhandlingsprocesserne med en passende repræsentation.
  4. For at finde en løsning på krisen i Syrien og i regionen, er der behov for et nyt demokratisk system, der afskærer de kilder, som producerer de ekstremistiske organisationer. Den demokratiske nation som et integreret system med alle dets dimensioner og komponenter er en løsningsmodel og et fredsprojekt, hvis det bliver udviklet.
  5. I medfør af sikkerhedsrådets resolutioner omkring anti-terror-bekæmpelse og retfærdighed, bør der etableres et internationalt tribunal i nord- og østsyrien for at føre sag mod titusinder af ISIS-medlemmer og deres familier, som er tilbageholdt i selv-administrationens lejre. Den Internationale Koalition bør stille materiale og logistisk støtte til rådighed for at bistå selv-administrationen i realiseringen af dette.
  6. Med hensyn til overtrædelse af bestemmelser om folkedrab mod kvinder, og for at beskytte kvinders frihed og værdighed, er der brug for et nyt politisk og socialt system, der garanterer kvinders rettigheder indenfor alle områder.
  7. På grund af Islamisk Stats vold mod børn, er det nødvendigt at se børn som krigsofre, rehabilitere dem og integrere dem i deres oprindelige samfund, samt at beskytte dem ved at stille et sikkert og stabilt miljø til rådighed for dem.
  8. Der bør lægges vægt på religionernes åndelighed og moralske værdier ved at fremhæve begrebet demokratisk Islam stillet over for et radikalt Islam. Islams åndelighed og religioner i almindelighed forstærker de moralske aspekter ved samfundet, men samfundet repræsenterer ikke Islam.
  9. Da Islamisk Stat har udsat de kurdiske Yezidier og Yezidi kvinder i Shengal for folkemord, er det nødvendigt, at De Forenede Nationer anerkender dette folkemord og sikrer Yezidiernes rettigheder i Irak ved at anerkende deres rettigheder og respektere deres valg. Det er nødvendigt for at kunne beskytte disse mennesker fra en ny udslettelse.
  10. Afrin er genstand for demografisk forandring og etnisk udrensning af jihadister og ekstremist grupperinger, der støttes af den tyrkiske besættelsesmagt. Det er en fortsættelse af Mujahedeen og al-Nusra Fronten under andre navne. Derfor er det nødvendigt at bekæmpe disse organisation af hensyn til regionens og hele verdens sikkerhed.
  11. Vi anbefaler, at man gør d. 23 marts, dagen, der gjorde op med Islamisk Stat som et geografisk territorium, til international dag for fejring af terrorismens udryddelse.

Kilde:

Final Declaration of the International Forum on ISIS. Global Rights. 11. July 2019. https://www.globalrights.info/2019/07/final-declaration-of-international-forum-on-isis/

7. august 2019: SDF kommandør: Islamisk Stat har iværksat næsten 180 angreb i løbet af en måned, men alle mislykkedes

En ledende officer indenfor de Syrisk Demokratiske Styrker har forklaret, at der er tre grupperinger, der angriber de Syrisk Demokratiske Styrker og prøver på at underminere dem: Islamisk Stat gennem deres sovende celler, lejesoldaterne indenfor det tyrkisk-støttede ’Eufrat Skjold’, organiseret af rester fra det Al-Qaeda-relaterede Jabhat al-Nusra, samt agenter i regionen udsendt fra Assads Syriske Regime og Iran. Han har noteret sig at Islamisk Stat har iværksat 180 angreb gennem april måned, som alle mislykkedes.

Kommandør Khalil Wahash al-Naber fra Deir ez-Zor redegør for, hvorledes kampen mod de tilbageværende celler af Islamisk Stat foregår efter at de sidste territorier i Norde-Østsyrien er indtaget.

 Hele den del af Deir ez-Zor regionen, der ligger øst for Eufrat-floden var blevet befriet for lejesoldater fra Islamisk Stat d. 21 marts i år, som led i al-Jazeera felttoget. Umiddelbart efter at man havde fået udryddet alle tilbageværende territorier, som lejesoldaterne beherskede i det nordlige og østlige Syrien, offentliggjorde SDF d. 23. marts et kommende opgør med sovende celler af lejesoldater under Islamisk Stat.

Efter at befrielsen var tilendebragt, forsøgte adskillige grupper at skabe konflikter og oprør blandt befolkningen i Deir ez-Zor området. De drog fordel af en række forsyningsproblemer, der ikke er blevet skjult for nogen som helst, da regionen for nyligt var blevet befriet. Den havde været udsat for voldsomme kampe gennem de seneste år, for slet ikke at tale om de ødelæggelser og misligholdelser som Islamisk Stats lejesoldater havde efterladt.

For at få beskrevet realiteterne i Deir ez-Zor området nærmere, har ANHA interivewet Khalil Wahash al-Naber, der er officer i De Syriske Demokratiske Styrker, om de vigtigste udviklingstræk i Deir ez-Zor området gennem den seneste tid.

Kommandør Khalil understreger at Islamisk Stat stadigt mentalt er til stede i nogle områder af Deir ez-Zor, særligt hvor organisationen og nogle andre terrorist grupper, der var udklækningsanstalt for lejesoldater, var blev etableret. Og han tilføjede, at ”Det at få bugt med ISILs ideologi indenfor disse områder er ikke let, da Jadidat Agidat/Jadid Uqaydat (SØ for Deir ez-Zor by) var en højborg for Islamisk Stat og Shehail/Shehil (lidt sydligere, Nord for Mayadin) var det samme for Jabhet al-Nusra

Khalil forklarede, at disse områder tilhørte området Basira (formentlig Al Busayrah), som er et af de største områder i Deir ez-Zor, som omfatter alle Deir ez-Zors stammer, og er kendetegnet ved en høj befolkningstæthed, hvilket skyldes nærheden af Eufrat floden. Her er der fortsat nogle celler af ISIL lejesoldater. (Området omkring byen Al Busayrah var i øvrigt noget af det, som det tog længst tide for SDF at få indtaget på vej sydpå mod Mayadin, Hajin og Baghouz).

180 angreb på regionen fra lejesoldater har været helt forgæves

Kommandør Khalil al-Nabir anførte, at der ganske ofte bliver gennemført angreb på deres styrker, og at de har tabt et antal soldater. Han fremhævede især lejesoldaternes anvendelse af motorcykler (typisk til selvmordsangreb). Alene indenfor den sidste måned havde der været 180 angreb, af hvilke de fleste var mislykkedes. Han tilføjede: ”Disse operationer blev udført ikke bare af ISIL-lejesoldater, men også af lejesoldater fra Tyrkiet og fra det syriske regime”.

Beslaglagte motorcykler i Hasakah, d. 18 juli. Netop motorcykelangrebene har man siden grebet drastisk ind imod fra de Nord- og Østsyriske myndigheders side. Således har de interne sikkerhedsstyrker i distriktshovedstaden Hasakah efter en motorcykeleksplosion i et boligkvarter i midten af juli inddraget over 50 motorcykler. Folk, der ønsker at køre på motorcykel skal registrere sig hos myndighederne, og registreringsafgiften er forhøjet til 12 000 syriske pund, svarende til 170 kr. Twittermeddelelse på https://syria.liveuamap.com d. 19. juli.

Tre grupper forsøger at destabilisere regionens sikkerhed og stabilitet

Khalil forklarer, at der er tre grupper der retter angreb mod deres styrker og prøver at destabilisere sikkerheden og stabiliteten. Det er ISIL gennem deres sovende celler, lejesoldater fra ”Eufrat Skjoldet” gennem resterne af Jabhet al-Nusra, samt regimet og iran gennem deres agenter i regionen.

Han understreger, at der er en direkte koordinering og en samlet aktionsplan sammen med de interne sikkerhedsstyrker, efterretningstjenesten og den Internationale Koalisions styrker for at udrydde ISIL cellerne.

Idet han henviser til den tætte indbyrdes afhængighed mellem befolkningen i regionen og deres styrker, siger han: ”Vi er børn af regionen, børn af regionens stammer, vi har befriet vores områder og overgivet dem til vores befolkning for at tage vare på dem”. Angående de demonstrationer, der har fundet sted i Deir ez-Zor, forklarede de syriske demokratiske Styrkers kommandør, at nogle af deres krav var rigtige, og knyttet til forsyninger og service, men at nogle, som var knyttet til de dagsordener, der er nævnt ovenfor, prøvede at udnytte disse forhold og afspore dem for at skabe forvirring i regionen. Det viste sig gennem de plakater, der blev hejst, og som indeholdt racistiske formuleringer.

Den tyrkiske besættelsesmagt har forsøgt, og forsøger stadigt at rekruttere rester af al-Nusra i regionen.

Khalil understreger også, at den tyrkiske besættelsesmagt havde forsøgt, og fortsat forsøger at hverve medlemmer blandt resterne af al-Nusra med henblik på at destabilisere sikkerheden og stabiliteten i regionen. De søger at skabe stridigheder samt sekteriske og racistiske oprørstendenser blandt regionens befolkning. Han siger: ”Hvervekampagnen finder sted gennem smuglerruter, der forbinder regimets områder og de områder som det tyrkiske støttede Eufrat Skjold i de besatte Afrin og  Shaba-områder behersker.”

Han tilføjer i den forbindelse, at det syriske regime og Iran også gennem deres agenter i regionen prøver på at skabe forvirring og sprede ondsindede rygter i regionen gennem Tyrkiets trusler mod det nordlige og østlige Syrien.

Kilder:

Anonymous, 2019: SDF commander: Daesh launched nearly 180 attacks over a month, all were failure. ANF, 7. Maj 2019.

Twitter meddelelser på isis.liveuamap.com og syria.liveuamap.com

7. august 2019: Islamisk Stat forbereder et come-back

 

Voice of America har udsendt en rapport, hvor de peger på en serie af meddelelser fra Islamisk Stat, hvori de annoncerer fremkomsten af nye provinser, som de kontrollerer. Det har i de sidste uger medført fornyet debat om gruppens mulige genkomst efter faldet af dens selvudråbte kalifat. Nogle analyterere advarer om at en stadigt mere decentral udgave af Islamisk Stat måske kan genskabes og sprede sine tentakler til andre dele af verden.

Under sin første optræden i en video i april måned efter fem års fravær, ser man Islamisk Stat-lederen Abu Bakr al-Baghdadi læse i nogle dokumenter om gruppens globale afdelinger, herunder om nyligt stiftede provinser i Tyrkiet og Central Amerika.

I en 18 minutter lang video lavet af IS-medie platformen al-Furqan, hilser al-Baghdadi også nytilkomne provinser velkommen fra Burkina Faso, Mali og Sri Lanka.

Siden lederens genkomst, har IS annonceret nye ”wiayats” eller provinser, og har omorganiseret sine tidligere grupperinger, der omfatter forskellige områder i Mellemøsten, Øst Afrika og Centralasien.

Sidste uge påsted IS i en ny video, at de havde oprettet en ny provins i Tyrkiet. Den fem minutter lange video viste en gruppe militante, der sværgede troskab til al-Baghdadi og opfordrede potentielle sympatisører i Tyrkiet til at tilslutte sig gruppen. Dogu Eroglu, en opsøgende journalist og IS-ekspert med base i Tyrkiet, fortalte at videoannonceringen er en satsning fra IS for at genmobilisere de hundreder af tyrkiske borgere, der er kommet hjem efter at have taget del i konflikten i nabolandet Syrien.

”Det begyndte i 2017 efter den globale koalitions Raqqa-operation for at slå Islamisk Stat tilbage. Mange mennesker flygtede til Tyrkiet, og blandt dem havde de fleste kæmpet med Islamisk Stat gennem mange år”, fortalte Eroglu til Voice of America. ”Så annonceringen kan meget vel være en invitation til dem”.

Wilayat strukturen

Da Islamisk Stat i midten af 2014 offentliggjorde dets såkaldte kalifat, rejste tusinder af mennesker til Syrien og Irak for at slutte sig til deres rækker. Gennem dets mediekanaler al-Furqan og Dabiq, beskrev gruppen i detaljer, hvordan den dannede nye ”Wilayats” eller provinser: I hver provins, sagde de, skulle lokale jihadister være indstillet på, at gennemføre gruppens militære og administrative strategi før de svor troskab til kaliffen, al-Baghdadi.

I juli 2016 udsendte al-Furqan en video med titlen ”Kalifatets struktur”, hvor gruppen påstod, at den havde 35 ’Wilayats’ eller provinser, hvor de 16 wilayats var i Irak og Syriens, mens de øvrige var andre steder.

Nu har gruppen ikke noget territorium i Irak og Syrien, men de fortsætter med at være en alvorlig oprørsgruppe i de udpegede wilayats, ifølge Sarhang Hamasaeed, direktør for det amerikanske fredsinstituts mellemøst-program.

”De fortsætter med at igangsætte angreb i form af skjulte bomber, angreb på sikkerhedspatruljer, og nogle steder sætter de kontrolposter op”, fortalte Hamasaeed Vioce of America, og tilføjede, at gruppen er afhængig af beskatning og afpresning for at sikre sig indtægter.

Udnyttelse af utilfredshed

Hamasaeed fortalte, at gruppens oprørere har været særligt aktive i Nineveh, Kirkuk, Saladin og Diyala provinserne i Irak, hvor både den irakiske regering og den kurdiske region gør krav på ejerskab. Grænsekonfliker mellem de to regeringer har sammen med forskelligheden i den etno-religiøse befolkning jordt det muligt for Islamisk Stat at blomstre op igen.

Eksperter siger, at IS som en smidig organisation forsætter med at udnytte en samfundsmæssig utilfredshed, og er på udkig efter andre områder med etniske og religiøse konflikter som potentielle arnesteder.

Sai Nazeer, en forsvarsanalytiker og pensioneret pakistansk brigadegeneral fortalte, at gruppen har brugt konflikten mellem regeringerne i Punjab og Baluchiske befolkningsgrupper til at sikre sig fodfæste i den baluchiske provins i sydvest Pakistan. På samme måde bruger gruppen en grænsekonflikt mellem Indien og Pakistan til at skabe fodfæste i Kashmir.

”I det store og hele har Pakistan holdt Islamisk Stat nede gennem sikkerhedsoperationer, de sociale medier og ved at holde øje med militante i Kashmir, der muligvis kan rekrutteres af IS”, fortalte han, og tilføjede: ”For tiden er der omkring 500 aktive medlemmer af Islamisk Stat i pakistanske fængsler.”

Khorasan provinsen

I maj måned meddelte Islamisk Stat gennem dens nyhedsbureau Amaq, at den havde oprettet en provins i Indien og Pakistan. Offentliggørelsen skulle forstås som en omstrukturering af ’Khorasan provinsen’, der blev oprettet i 2015 for at dække operationer i Afganistan, Pakistan, Tajikistan, Jamine og Kashmir, samt dele af Iran.

Den afganske journalist Anees ur Rehman udtaler, at IS’ omstrukturering af Khorasan provinsen viser, at gruppen er villig til at tilpasse sig nye realiteter.

Islamisk Stat forsøgte at sprede wahabismen med meget voldelige midler i en Khorosan provins, som forbandt Iran, Centralasien, Afganistan og Pakistan. Men kalifatets vision viste sig uacceptabel i Afganistan, hvor de fleste afganere følger Imamen Abu Harifa, fortæller Rehman, og gør opmærksom på de forskellige sekter og skoler i de islamiske lande.

Da gruppen var på toppen af sin magt, nægtede den at anerkende moderne statsgrænser, som de kaldte kunstige frembringelser lavet af Vesten for at bevare de muslimske nationers opsplittethed.

Sydøstasien

I Syøstasien, hvor Islamisk Stat gør krav på en østasiatisk provins for dens operationer, især i Filippinerne, bruger gruppen ifølge eksperter isolerede drab for at bevare deres relevanxs og styrke deres rekruttering.

Elliot Brennan, en forsker ved Institut for Sikkerhed og Udviklingspoltik i Stockholm, fortalte Voice of America, at i modsætning til tidligere, hvor Islamisk Stat-krigere var samlet i et velkendt geografisk område i den sydlige del af Filippinerne, har gruppen nu, i en ny strategi, spredt sine krigere ud over hele regionen.

De IS-tilknyttede Maute og Abu Sayyaf grupper blev fjernet fra den sydfillipinske by Marawi i oktober 2017 efter 4 måneders dødbringende kampe. Jihadister knyttet til Islamisk Stat har siden gjort krav på adskillige drab, herunder bombeangrebet på Jolo katedralen i sydvest-Fillipinerne i januar, med 20 døde,  og angrebene på kirker i Sri Lanka påskesøndag i april, der kostede 259 mennesker livet.

Krigere fra belejringen af Marawi har spredt sig. De udgør i dag en mere spredt fare, og er derfor sværere at bekæmpe, fortalte Brennan, og tilføjede, at det ikke er lykkedes for de sydøstasiatiske lande at modvirke Islamisk Stats forsøg på reorganisering.

”Den overordnede tilgang til terrorbekæmpelse i dele af Sydøstasien har været uhensigtsmæssig. Der er brug for en større indsats for at kunne forstå og forholde sig til ekstremismens drivkræfter, snarere end bare post-faktuelle og ofte hårdhændede antiterror-kampagner, der meget let fremmedgør de lokale samfund og i realiteten fremmer rekrutteringen.”

Afrika

Det er på samme måde i Afrika, hvor IS har etableret decentrale provinser i Egypten, Libyen, Sahel og Sahara. Her spreder gruppen sine styrker i store ørkenområder, som det er svært at sikre, fortæller Thomas Abi-Hanna, en sikkerhedsanalytiker ved Stratfor i Austin, Texas.

”Hver gren af Islamisk Stat opererer uafhængigt, og der er stort set ingen direkte forbindelse mellem grenene, bortset fra navnet Islamisk Stat”, fortalte Abi-Hanna.

Han sagde, at gruppen søger at bevare relevansen ved at gennemføre højprofilerede angreb og kidnapninger for at vinde større lokal og international opmærksomhed. Den spreder også propaganda gennem forskellige kanaler, hvor de tager ansvaret for angreb, promoverer sit brand og viser sine krigere i aktion overalt i regionen.

I april i år tog Islamisk Stat for første gang ansvaret for et angreb i Den Demokratiske Republik Congo, gennemført af dens nye Centralafrikanske provins. Det blev rapporteret, at angrebet i Bovata, nær byen Beni, dræbte mindst to soldater og en civilist og sårede adskillige andre.

”Mens nogle grene kan profitere på udstrakt brug af smugleri og trafficking netværk (f.eks. udnytter afdelingerne i Mali og Libyen de sammen våbensmuglernetværk gennem Sahara), så koordinerer grupperne ikke angreb og kidnapninger”, fortalte Abi-Hanna, og tilføjede, at Islamisk Stats mange afdelinger i Afrika bevarer effektiviteten ved at målrette deres opmærksomhed.

 

IS ideologi

Randall Rogan, en terror-ekspert ved Waqke Forest University i North Carolina, vurderede, at Islamisk Stats seneste annonceringer af nye provinser og rekonstruering af andre, tyder på, at gruppen har langsigtede planer.

”IS meddelelserne bør tages meget alvorligt” fortæller Rogan Voice of America. ”Skønt IS har tabt sit fysiske territorium, fortsætter den smittende islamistiske ideologi, der spredes af IS og dens beslægtede grupper, med at være i samklang med mange marginaliserede og radikaliserede personer både i de muslimske samfund og udenfor”.

Kilde:

Anonymous, 2019: US agency: Daesh preparing to come back. ANHA, 22. July 2019

7. august 2019: Tyrkiet er ved at besætte irakisk Kurdistan

Pressemeddelelse, Kurdistans National Kongres , www.kongrakurdistan.net, Sydkurdistan (Iraq), 19. Juli 2019

Appel til lokale og globale medier og offentligheden

Under foregivende af at ville ramme Kurdistans Arbejderparti (PKK), angriber og invaderer det tyrkiske militær den kurdiske region i Irak. Det er ikke første gang den tyrkiske stats styrker har ramt det kurdiske selvstyreområde i Irak, men denne gang er omfanget af den militære aggression i en større skala. Denne invasion demonstrerer en mere ondsindet intention, og dens formål er gruopvækkende og katastrofal for befolkningen i regionen.

De angreb, der foregår nu, medfører død, materielle skader og ødelæggelse af levebrød, boliger og ejendom blandt tusinder af civile, der bor i området. De forårsager varig skade på borgerne i regionen samt dets miljø og økonomiske infrastruktur. Det, der bekymrer os er at omfanget og brutaliteten i ​​disse igangværende angreb, der foregår ved hjælp af tunge våben og sideløbende besættelse af jord til militærlejre, sker på trods af gentagne krav fra Iraks parlament og Det kurdiske selvstyreparlament om, at den tyrkiske hær skal trække sig ud af Nordirak – og på trods af, at der blev sendt et andragende til Det kurdiske selvstyres parlament, der blev underskrevet af 500.000 mennesker fra den kurdiske region i Irak, der fordømmer disse angreb. Til trods for alt dette oplever vi en fuldstændig tavshed fra verden omkring det tyrkiske militærs dødbringende aggression mod den kurdiske region. Denne tavshed baner vejen for en intensivering af de dødbringende angreb på regionen.

Vi, der har underskrevet denne appel, ønsker at medierne og offentligheden i det kurdiske selvstyreområde, hele Irak og internationalt, retter opmærksomheden mod de følgende afgørende punkter:

  1. Den tyrkiske stats militære aggression mod Irak og den kurdiske region er en fuldstændig overtrædelse af den internationale menneskerettighedskonvention og en krænkelse af den kurdiske region og Iraks suverænitet. Det dødbringende felttog udgør et angreb på landets suverænitet og er i modstrid med international lov.
  2. Den tyrkiske stats angreb har karakter af en invasion, og vi fordømmer den på det stærkeste. Vi er overbevist om, at sådanne aktioner kun fremmer yderligere ustabilitet i regionen, da tilstedeværelsen af væbnede invasionsstyrker skaber et voldsomt sikkerhedsproblem for den kurdiske region, og vil blive en kilde til fremtidige spændinger.
  1. De politiske institutioner i den kurdiske region og Irak, internationale institutioner, partier og politiske personligheder, civilsamfundet, tænkere og akademikere, og enhver med interesse for at fremme grundlæggende menneskerettigheder og social retfærdighed, må rejse sig mod denne uretfærdige invasion, der vil have langvarige, ødelæggende effekter for befolkningen, landet og økonomien i den kurdiske region. Den kurdiske region har oplevet mange kriser gennem de sidste årtier, og de igangværende aggressioner fra den tyrkiske stats side forstyrrer og forhindrer genopretnings- og genopbygningsbestræbelserne i regionen.
  2. I stedet for vold og blodsudgydelse må den tyrkiske stat åbne alle døre for diskussion om en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, og med udgangspunkt i demokratiske principper bør landet forsøge at løse det kurdiske spørgsmål. Det vil være den rigtige måde at opnå fred og broderskab mellem de nationer, der lever sammen i regionen.

Underskrevet af 891 personligheder i og udenfor den kurdiske region i Irak.

7. august 2019: SDF General: Hvis Tyrkiet angriber, vil en storkrig bryde ud

SDF-General Mazlum Ebdi i samtale med en korrespondent fra avisen Yeni ôzgur Politika.

Generalkaptajn Mazlum Ebdi har talt med avisen Yeni ôzgur Politika, og udtaler: ”Hvis den tyrkiske hær angriber et hvilket som helst sted, så vil det resultere i en storkrig. Det har vi ladet alle vide. Tyrkiet ved det, og det gør USA og Frankrig også”.

Ebdi nævnte de syriske kurderes 19. juli-revolution for syv år siden, og sagde: ”Fra nu af vil vi arbejde på at beskytte denne vej, fuldende opbygningsprocessen, og opnå en demokratisk løsning baseret på lige rettigheder for alle mennesker indenfor Syriens enhed”.

Situationen ved grænsen

Ebdi talte om grænselinien: ”Tyrkiet har hobet et stort antal styrker og våben op på grænsen. Og til det vil jeg tilføje: Det har vi også. Spændingen er høj. Det gør provokationer mulige. Enhver fejltagelse kan sætte en flamme i gang”.

Da han blev spurgt om de forventede nogen angreb, sagde Ebdi:

”Områderne øst for Eufrat, og Afrin, er ikke i den samme situation. De er to adskilte områder. Øst for Eufrat er det ikke muligt at gentage, hvad der skete i Afrin. Det vil vi ikke tillade.

Vi tog en strategisk beslutning under Afrin processen. Vi ville ikke have, at denne krig skulle sprede sig.. Vi ønskede at indskrænke den krig til Afrin-provinsen, og det blev den. For os, vil det ikke gå områderne øst for Eufrat på samme måde. Hvis den tyrkiske hær angriber her, lige gyldigt hvor, vil det udvikle sig til en storkrig.”

Hvis vi bliver angrebet

Ebdi uddybede hans ’storkrig’-kommentarer: ”F.eks., hvis Tyrkiet angriber Gire Spi, så vil fronten blive fra Derik til Manbij” (se oversigtskortet). ”Det er vores beslutning. Det har vi ladet alle vide. Tyrkiet ved det, og det gør USA og Frankrig også. Hvis der kommer et angreb imod os, så vil den 600 km lange grænse bliver omdannet til en krigsfront. Det vil betyde yderligere en borgerkrigsperiode i Syrien.

Tyrkiets strategi er at komme og erobre Gire Spi og Kobane, og så stoppe. Men hvis der bare kommer ét angreb, så vil krigen fortsætte indtil Tyriet trækker sig tilbage”.

Den amerikanske holdning

SDF generalen   talte om USA’s holdning til sagen:

”Vi har en alliance med USA om at bekæmpe Islamisk Stat, hvilket for øjeblikket sker i Deir ez-Zor og Raqqa-områderne. Hvis Tyrkiet angriber os, vil DSFs YPG-styrker trække sig tilbage. Så vil kampen mod Islamisk Stat stoppe. Faktisk ville Islamisk Stat komme sig. Hvis vi trækker os, så vil Assads regime gå ind i områderne og udfylde hullet. Vores fælles indsats med USA og koalisionen vil blive ødelagt.

Det ønsker USA ikke. Der er 73 lande i koalitionen. Ingen af dem ønsker at dette samarbejde mislykkes. Det er et internationalt spørgsmål. På den måde er der et alvorligt pres på Tyrkiet. Det var ikke tilfældet i Afrin.”

General Kenneth KcKenzie  og Ambassadør William Roebuck i samtale med SDFs ledende general Mazlum Abdi d. 21 juli i Nordøstsyrien. @CENTCOM, https://syria.liveuamap.com, d. 22 juli 2019.

“USAs holdning til at undgå en krig er positiv. Der er løbende diplomatiske bestræbelser og de presser Tyrkiet for at undgå en ukontrolabel krig. Den amerikanske forsvarsminister, stabschefen og statssekretæren har alle talt med deres modparter i Tyrkiet. Det er ikke et spørgsmål om tillid, det er netop USAs problem. Vi har fastlagt vores holdning og gjort vores forberedelser. Vi vil kæmpe. Det østlige Eufrat vil ikke blive ligesom Afrin.”

Buffer zone

Ebdi talte om diskussionen omkring en bufferzone:

”I 2018 sagde Erdogan, at de havde afsluttet forberedelserne og ville igangsætte en operation øst for Eufrat. I syv år (hvor de kurdiske selvstyreområder har eksisteret, jb) har der ikke været nogen angreb mod Tyrkiet fra vores side. Det er vores simple tilstedeværelse, som de har et problem med. Hør engang. Vi har været i krig igennem de sidste 7 år. Vi ønsker ikke en ny enorm krig. Hvis der kommer en krig, så vil den blive stor. Der bliver ikke nogen våbenstilstand. Vi bad vore allierede om at tage afsted for at diskutere sagen. Vi bad USAs særlige udsending James Jeffrey om at mægle. Han sagde, at det ville han med glæde gøre. Det var den måde processen startede på. I starten var det ikke noget projekt. Vi fastslog, at vi ikke ville angribe, at der ikke var nogen trussel fra vores side. Til sidst fortsatte processen.

Erdogan og Trump havde en telefonsamtale, hvor projektet om den sikre zone opstod. Vi indenfor SDF forberedte vores eget forslag og sendte det til USA. Vores projekt var meget rimeligt”.

Lokale styrker bør bestemme

”Det er et spørgsmål om grænser. Tyrkiet ønsker en 30 km. Dyb sikkerhedszone. Vi argumenterer for, at den kunne være 5 km. dyb. Vi accepterer en 5 km. dyb sikkerhedszone. Vi kunne trække vore YPG styrker væk fra det område. Vi ville så have lokale styrker til at indtage deres plads”

Ebdi sagde, at han ved lokale styrker mente folk fra Kobane, Sarekaniye, Qamishlo og Gire Spi: ”Vi kunne også flytte tunge våben og våben, der kan nå Tyrkiet væk fra 5 km. zonen. Nogle af vores våben har 20 kms rækkevidde. Vi kan også trække dem udenfor rækkevidden. Hvis det skulle være ”trusler”, så er vi villige til at fjerne den trussel. Tyrkiet siger, at udenforstående styrer området. Så siger vi, alright, lad os have lokale styrelser. Det ville løse problemet.”

En neutral styrke bør patruljere

SDF Generalen sagde, at Tyrkiet må forpligte sig til ikke at angribe. ”Vi ønsker, at en international styrke patruljerer området. Det kunne være koalitionen eller en anden styrke. Tyrkiet er iKke neutralt, vi ønsker en neutral styrke.”

”Vi har nu også accepteret, at tyrkiske soldater kan blive en del af patruljerne – på betingelser”, siger Ebdi: ”Vi ønsker, at alle mennesker fra Afrin, uden undtagelse, kommer tilbage til deres områder. Tyrkernes lejesoldat-bander må forlade Afrin. Konfiskerede ejendele og ejendom skal leveres tilbage til befolkningen i Afrin. Folk, der er bragt dertil andre steder fra, for at blive bosat i Afrin, må fjernes. Alt dette skal ske under de internationale magters garanti, og kontrolleres af Afrins råd. Hvis det sker, kan tyrkiske soldater, som en goodwill-gestus, blive en del af patruljerne”.

Kilde :

Anonymous, 2019 : SDF Commander : If Turkey attacks, a great war will break out. ANF, 19. Juli 2019.

7. august 2019: Abdullah Öcalan m. fl. : Forsoningsappel for demokratiske forandringer

Dokument underskrevet af  Abdullah Öcalan og tre andre fanger indespærret på Imrali øen. Det blev fremlagt på et 1-time langt møde med deres forsvarsadvokater d. 2. maj 2019. Erklæringen blev offentliggjort på en pressekonference i Istanbul d. 6. maj

”Der er behov for en grundlæggende social forsoning i den historiske epoke vi går igennem.

Der er et presserende behov for en metode til demokratiske forhandlinger, adskilt fra alle typer polarisering og konfliktkultur i forbindelse med en problemløsning.

Vi kan løse problemerne i Tyrkiet, og endog i regionen – først og fremmest krigen – gennem blød magt, dvs. med klogskab, politisk og kulturel magt, i stedet for fysisk vold.

Vi tror på, at konfliktkulturen bør undgås indenfor de Syrisk Demokratiske Styrkers (SDF) perspektiv, hvad angår problemerne i Syrien; de skal bestræbe sig på at føre deres egen position og situation frem til en løsning, der er baseret på et perspektiv for et lokalt demokrati, der er grundlovssikret indenfor rammerne af Syriens enhed. I denne sammenhæng bør man også være sig Tyrkiets følelser bevidst.

Samtidigt med at vi respekterer vennernes modstand indenfor og udenfor fængslerne, vil vi også gerne understrege, at de ikke bør bringe det til et niveau, der kan true deres helbred eller medfører døden. For os er deres mentale, fysisk og åndelige helbred altoverskyggende. Vi tror også på at den mest meningsfulde tilgang knytter sig til udviklingen af en mental og åndelig holdning.

Vores holdning på Imrali er rettet mod fortsættelsen af det vi gav udtryk for i nytårs (Newroz)-erklæringen i 2013, gennem yderligere uddybninger og forklaringer.

For os er en værdig fred og demokratisk politisk løsning afgørende.

Vi hylder alle de, der har været bekymrede og som tog et standpunkt som svar på vore holdninger på Imrali og vi vil gerne give udtryk for vores allerstørste taknemmelighed.”

A. Ôcalan, H. Yildirim, Ö. H. Konar, V. Aktaş

7. august 2019: Öcalan’s historiske Newroz 2013 Erklæring

 

JEG HILSER DE UNDERTRYKTES FRIHEDSNYTÅR

Jeg hilser folkene i Mellemøsten og Centralasien, der fejrer denne opvågning, genoplivning og genopblussen af Newroz med ekstraordinær deltagelse og enhed…

Jeg hilser folkene, der fejrer Newroz, der står for lyset og vendepunktet for en ny epoke med stor begejstring og demokratisk tolerance….

Jeg hilser alle de rejsende på den store vandring mod demokratiske rettigheder, frihed og lighed….

Jeg hilser jer, det kurdiske folk, der bor for foden af Zagros og Taurus bjergene og i Eufrat og Tigris flodernes dale. Jeg hilser det kurdiske folk, et gammelt folk, der har boet i Mesopotamiens og Anatoliens frugtbare områder, moderen til alt landbrug, landsbyer og by-civilisationer….

Kurderne har taget del i denne mange tusind årige civilisation i venskab og følgeskab med forskellige racer, religioner og trosretninger. Alle vi har bygget det sammen. For kurderne er Eufrat og Tigris Sakarya- og Maritsa-flodernes søstre. Ararat og Judi-tinderne er Kaҫkars og Erciyes venner. Halay og Dalilo-dansene fra det nordlige Anatolien er i familie med Horon- og Zeybek-dansene fra Sortehavet og det centrale og sydlige Anatolien.

Disse store civilisationer, disse sameksisterende samfund, er i nyere tid blevet sat op mod hinanden gennem politisk pres, eksterne indgreb og gruppeinteresser. Resultater har været en konstruktion af systemer, der ikke er baseret på rettigheder, lov, lighed og frihed.

Gennem de sidste to hundrede år har militære erobringer, vest-imperialistiske interventioner sammen med undertrykkelse og benægtelsespolitik søgt at tvinge de arabiske, tyrkiske, persiske og kurdiske samfund ind under reglerne for nationalstater, med deres imaginære grænser og kunstige problemer.

Epoken med udplyndrende regimer, undertrykkelse og fornægtelse er ovre. Befolkningerne i Mellemøsten og Centralasien er ved at vågne op. De vender tilbage til deres rødder. De kræver et ophør af de blinde og oprørske krige og af deres indbyrdes konflikter.

De tusinder, ja milioner af mennesker, der strømmer ind på disse pladser er optændt af lidenskaben omkring Newroz. De råber på fred og venskab, og de kræver en løsning.

Kampen, der startede med mit eget individuelle oprør imod den fortvivlelse, ligegyldighed og slavebinding, som jeg var født ind i, har forsøgt at skabe en ny bevidsthed, en ny forståelse og en ny ånd. I dag kan jeg se, at vore bestræbelser har nået et nyt trin.

Vores kamp har aldrig været, og kan aldrig blive rettet mod nogen som helst bestemt race, religion, trosretning eller gruppe. Vores kamp har været mod repression, ligegyldighed og uretfærdighed, mod tvungen underudvikling og mod alle former for undertrykkelse.

I dag vågner vi op til et nyt Tyrkiet og et nyt Mellemøsten.

Til ungdommen, der har hilst min opfordring velkommen, de fantastiske kvinder, der gjorde opmærksomme på min opfordring, vennerne, der accepterede min udlægning, og alle de mennesker, der kan høre min stemme, vil jeg sige:

I dag starter en ny tid.

Perioden med væbnet kamp er ved at slutte, og døren åbner sig for demokratisk politik. Vi begynder på en proces, der fokuserer på politiske, sociale og økonomiske områder: En forståelse baseret på demokratiske rettigheder, frihed og lighed vokser frem.

Vi har ofret meget af vores liv for det kurdiske folks sag, vi har betalt en høj pris. Ingen af disse ofre, ingen af disse kampe, var forgæves. For det er på grund af dem at det kurdiske folk endnu en gang har fundet deres identitet og deres rødder.

Vi er nu nået til det punkt, hvor vi ”bringer våbnene til tavshed og lader ideerne og politikken tale”. Det modernistiske paradigme, der har overset, ekskluderet og benægtet os, er blevet manet i jorden. Ligegyldigt om blodet har været tyrkisk, kurdisk, lazi eller circasisk, så har det flydt fra et menneske og fra dette lands barm.

Bevidnet af de millioner af mennesker, der lytter til min tale, vil jeg sige, at en ny tid begynder, en tid, hvor politikken vinder frem på bekostning af våbnene. Vi er nu nået til et stade, hvor vi trækker vores bevæbnede styrker tilbage, udenfor Tyrkiets grænser.

Jeg vil tro, at alle de, der har troet på denne vej og på mig, er følsomme, hvad angår de mulige farer ved denne proces.

Dette er ikke en slutning, men en ny begyndelse. Det betyder ikke, at vi opgiver kampen – vi indleder en anden kamp.

Skabelsen af geografiske enheder baseret på etnicitet og en enkelt nation er en umenneskelig konstruktion af modernismen, som benægter vores rødder og vores oprindelse.

Der ligger et stort ansvar på os alle for at skabe et lige, frit og demokratisk land ud fra alle de folkeslag og kulturer, der har formet Kurdistans og Anatoliens historie. Ved denne fejring af Newroz, vil jeg opfordre armenere, turkmanere, assyrere, arabere og alle andre folkeslag til, i lige så høj grad som kurdere om at holde fast i frihedens og lighedens flamme – den ild, der er blevet tændt i dag – og omfavne den som deres egen.

I fornemme mennesker i Tyrkiet:

Det tyrkiske folk, som bor i det, der idag kaldes Tyrkiet – det gamle Anatolien – burde anerkende, at deres fælles liv med kurderne, under Islams flag, hviler på principperne om venskab og solidaritet. Reglerne for venskab har ikke, og bør ikke have rum for erobring, fornægtelse, afvisning, tvungen assimilation eller udslettelse.

Det sidste århundredes undertrykkende, udslettende, og assimilerende politik, baseret på kapitalistisk modernitet er udtryk for en herskende elites bestræbelser på at benægte en lang venskabshistorie
De repræsenterer ikke folkets vilje. Det er nu meget tydeligt, at dette tyrannernes greb både modsiger historien og reglerne for venskab. For at vi kan lægge denne beklagelige fortid bag os, vil jeg opfordre de to strategiske magter i Mellemøsten til at opbygge en demokratisk modernitet, der er tilpasset vores kultur og civilisation.

Tiden er moden til at erstatte skænderi, konflikt og fjendskab med alliance, enhed, velsignelse og gensidig omfavnelse. De tyrkere og kurdere, der faldt sammen som martyrer ved Çanakkale, gik også gennem uafhængighedskrigen sammen, og sammen åbnede de 1920-forsamlingen.

Vores fælles fortid er en realitet, der tvinger os til at skabe en fælles fremtid. I dag leder den ånd, der skabte den tyrkiske nationalforsamling, vejen til en ny tid.

Jeg appellerer til alle undertrykte mennesker: Til kvinder, der er den klasse, der i længst tid har været koloniseret og underkuet, til alle marginaliserede og udstødte trosretninger, sekter og kulturer, til arbejderklassen og alle underprivilegerede klasser, til enhver, der har været ekskluderet, om at indtage deres retmæssige position i en demokratisk modernitet, og tilegne sig dens mentalitet.

Mellemøsten og centralasien leder efter en nutidig modernitet og en demokratisk orden, der er tilpasset deres egen historie. En ny model, hvor alle kan leve fredeligt og venskabeligt sammen er blevet et objektivt behov på linie med behovet for brød og vand. Det er uundgåeligt, at Anatoliens og Mesopotamiens geografi og kultur igen må være en ledetråd for opbygningen af en sådan model.

Vi oplever en mere nuværende, mere kompliceret og mere grundlæggende version af den uafhængighedskrig, der udviklede sig indenfor rammerne af den national pagt i 1920.

Trods alle fejl, tilbageslag og svigt gennem de sidste 90 år, prøver vi endnu en gang at bygge en model sammen med alle de mennesker, klasser og kulturer, der har været ofre og som har lidt under forfærdelige katastrofer. Jeg opfordrer jer alle til at træde frem og hjælpe med til at opbygge en lige, fri og demokratisk social organisering.

Jeg opfordrer kurdere, turkomaner, assyrere og arabere, der har været adskilt til trods for den nationale pagt, og i dag er blevet dømt til at leve med alvorlige problemer og i konflikt med hinanden indenfor de Syrisk og Irakisk Arabiske Republikker, til at igangsætte diskussioner, og til at revurdere og tage beslutninger om deres nuværende situation i en ”National Solidaritets- og Fredskonference”.

Bredden og omfanget af ”VI”-begrebet har en vigtig plads i dette lands historie. Men i hænderne på den snævre og herskende elite er ”VI” blevet reduceret til ”EN”. Det er tid for at give ”VI”-begrebet dets gamle mening tilbage, og virkeliggøre det.

Vi skal forene os mod de, der ønsker at splitte os og få os til at slås mod hinanden. Vi skal samle os mod de, der ønsker at skille os ad.

De, der ikke kan forstå tidsånden vil ende på historiens mødding. De, der går imod strømmen, vil falde i afgrunden.

Befolkningerne i regionen er vidne til et nyt daggry. Befolkningerne i Mellemøsten er trætte af fjendskab, konflikter og krig. De ønsker at blive født på ny ud fra deres egne rødder og stå skulder ved skulder.

Newroz står som et fyrtårn for os alle.

Sandheden i Moses’, Jesus’ og Muhammeds budskaber bliver idag virkeliggjort i vores liv med nye tidender. Mennesker prøver at genvinde hvad de har tabt.

Vi benægter ikke værdierne i den nuværende vestlige civilisation som helhed. Vi tager på afgørende vis værdierne fra oplysningstiden, lighed, frihed og demokrati, til os, og for at gennemføre dem samordner vi dem med vores egne grundlæggende værdier og måder at leve på.

Grundlaget for den nye kamp er tanker, ideologi og demokratisk politik, og at blive i stand til at indlede et stort demokratisk spring fremad.

Hilsener til alle de, der har bidraget til denne proces og styrket den, og til alle de, der har støttet den fredelige demokratiske løsning!

Jeg hilser alle de, der har taget ansvar for folkenes venskabelige, lige og demokratiske frihed!

Længe leve Newroz, længe leve folkenes venskab!

Imrali fængslet d. 21. marts 2013

Abdullah ÖCALAN

(Oversat fra engelsk af Jesper Brandt, baseret på oversættelsen fra Tyrkisk af det Internationale Initiativ ”Frihed for Abdullah Öcalan – Fred i Kurdistan”)

2. august 2018: Tyrkisk kartografi og propaganda for genetablering af et nyt Ottomansk rige

Dagbladet information har d. 30 juli afsløret, hvordan en række formænd for dansk-tyrkiske foreninger i Århus, Hedehusene, Roskilde, Køge, Nyborg og Fredericia på facebook har givet udtryk for sympati for en højrenationalistiske islamiske gruppe De Grå Ulve og dens tidligere leder Muhsin Yazioioglu. En formand for en dansk-tyrkisk kulturforening i Aarhus har således liket en gruppe, hvis profilbillede er en grå ulv, hvor der henover billedet er skrevet: ”Tyrk, der er ingen grænser for, hvor stor du kan blive”.

Tyrkisk interview med en lejesoldat med tilknytning til den tyrkiske hær, der bærer den ‘syriske revolution’s flag på armen. Han fortæller om støtten til Syriens fremtid. Men kig på kortet bagved, der viser, hvad det reelt er for en drøm, det drejer sig om.

Et konkret eksempel på, hvordan denne holdning også gennemsyrer den tyrkiske politik over for Syrien, har på det seneste vist sig i tyrkisk kartografi. Billedet ovenfor viser et interview fra den tyrkiske kanal TRT med en lejesoldat knyttet til den syriske hær i Jaroblus, som Tyrkiet besatte i august 2016. Som det ses på soldatens venstre arm, bærer han den ’syriske revolution’s flag, og fortæller om støtten til Syriens fremtid. Men kig på kortet, der er vist på væggen som baggrund for interviewet. Det giver en noget anden tolkning af, hvad det er for en syrisk fremtid, der tænkes på: Drømmen om genetablering af det ottomanske imperium, som det så ud i dets storhedstid i 1600-tallet.

Planer for et motorvejsforløb gennem det besatte Shabah-område, der helt naturligt informerer Tyrkerne om, at man nok skal sørge for at vejen kommer til at gå igennem Manbij – og dermed forbereder den tyrkiske befolkning på endnu et indgreb i det nordlige Syrien. Se også område 5 på dagens oversigtskort.

Et andet – og nok mere alvorligt eksempel på denne tankegang, er den kartografiske fremstilling af planerne for en ny tyrkisk motervej, der tænkes bygget fra byen Cabanbey ved grænsen til Tyrkiet over byen Al-Bab i den sydlige del Shaba-området og videre mod nordøst til Jaroblus, hvor interviewet ovenfor blev holdt.

Planer for et motorvejsforløb gennem det besatte Shabah-område, der helt naturligt informerer Tyrkerne om, at man nok skal sørge for at vejen kommer til at gå igennem Manbij – og dermed forbereder den tyrkiske befolkning på endnu et indgreb i det nordlige Syrien.

Planerne er præsenteret med en livagtig gengivelse af motervejens færdiggørelse, hvori der er indsat et kort, der viser vejføringen. Det er tegnet med de nuværende demarkationslinier i Shgabaområdet det kurdisk dominerede Tall Rif’at område i sydøst og Manbij-området i vest. På grund af de mange tyrkiske angreb mod Manbij-området er der truffet aftale mellem USA og Tyrkiet om en fælles grænsekontrol ind mod området, hvilket har givet anledning til stor nærvøsitet i kurdisk-arabisk befriede Manbij-område. Reelt er der dog ikke på noget tidspunkt kommet tyrkisk grænsepoliti ind over grænsen. Men i tyrkisk nyhedsdækning fremstilles det vedvarende, som om tyrkisk militær sammen med USA kontrollerer ’Manbij-området’, helt ind til byen Manbij (se i øvrigt artiklen Manbij som et vigtigt center for udviklingen af den mellemøstlige konflikt). Kortet, der er vist på planerne for den tænkte motorvejsføring fra Al-Bab til Jaroblus er ikke formelt ført gennem Manbij-ormådet, men det er tydeligt, at det er den helt indlysende tanke, og netop skal opfattes sådan. Og man fristes til at tvivle på om motorvejsplanerne overhovedet findes som andet  end et lukrativt byggeprospekt, der paswser ind i den statslige propaganda.

 

Kilde:

Norhat Hassan, 2018: What is the reason for Ottomans’ map in Jaroblus. ANHA, 29 juli 2018.

16. maj 2018: Selahattin Demirtas’ Newroz tale på Taksim pladsen , Istanbul, 17. marts 2013

Taksim pladsen i Istanbul. Dens kurdiske navn er Kazhliҫeşme pladsen. Newroz er det kurdiske nytår, der er en forårsfest, der holdes omkring forårsjævndøgn. Folk samles for at byde forårets ankomst velkommen iklædt farverigt tøj, mens man flager med grønne, gule og røde flag, det kurdiske folks farver. Newros har stor politisk betydning, især for kurderne i Tyrkiet, hvor fejringen af Newroz var forbudt indtil 1995, hvorefter et international pres gennemtvang dets legalisering.

 

Denne tale, som HDP-partiets nuvæende præsidentkandidat Selahattin Demirtaş holdt under det kurdiske nytår (Newroz) i marts 2013 for flere hundrede tusinder deltagere på Istanbuls enorme Taksim-plads, indgår i en ny anklage for støtte til en terrorrist-organisation, som meget belejligt er rejst mod Demirtaş under valgkampen til Tyrkiets parlaments- og præsidentvalg. De to punkter i talen, som fremhæves som bevis med krav om 5 års yderligere fængsel, er  i nedenstående tekst angivet med fed skrift. Døm selv!

Jeg føler mig beæret over at skulle tale til jer under en så fantastisk, så entusiastisk Newroz, som jeg står her foran jer, og ser ned i jeres skinnende øjne. I er alle velkommen. Tusind gange godt Newroz til jer alle. Godt Newroz til jer, vort dyrebare folk, der har fyldt denne plads med en trang til frihed, med kærlighed til fred! Glædelig Newroz til jer alle!

I, der er børn af et land, hvis sprog og navn er blevet forbudt, har forvandlet disse pladser til frihedens pladser ved at omdanne Newroz, som de har forsøgt at forbyde, til et Newroz med flammende ild, med ildens ånd helt til i dag. Vi er beærede over jer; vi er stolte af jer.

Jeg er sikker på, at alle mellemøstens folkeslag, alle de undertrykte folk, endnu engang vil bringe varme i dette år, skabt på den fantistiske varme fra Newroz 2013. Indtil i dag har ethvert Newrozfyrværkeri oplyst et nyt mørke. Det oplyste vores vej, og viste døve ører og binde øjne kravene om frihed. For de, der har tabt retningen eller mistet orienteringen, sagde ethvert Newroz: ”Her er vejen til frihed”. Her kommer Newroz 2013 som et nytår med gode nyheder for en ny tid, en ny udvikling. Velkommen, Newroz!

Sakine Camsoz, Leyla Saylemez og Fidan Dogan var tre aktive kurdiske kvinder, der blev myrdet i Paris tidligt i 2013 af et medlem af den tyrkiske efterretningstjeneste, se artiklen 13. marts 2018: Er Tyrkiet ansvarlig for massakre i Paris? – Dramatisk udvikling i sagen om mordet på tre kurdiske kvinder i Paris i 2013, samt 8. april 2018: Internationalt Tribunal behandler tyrkiske krigsforbrydelser og statsterror rettet mod kurderne.

Og selvfølgelig, selvfølgelig, Newroz er nået til , hvor det er i dag, med en høj pris, store smerter og tab, som ikke skal undervurderes. Ved denne lejlighed vil jeg gerne med respekt erindre om alle vore martyrer personificeret i vores venner Sakine, Leyla og Fidan (se billedteksten), alle vore martyrer, der vendte kampen for frihed til en folkets revolution og gjorde Newroz til et nyt år. Jeg vil udtrykke taknemmelighed overfor de, der har bragt os så langt, og til alle de værdier, der gør os til ét hjerte og én stemme på disse pladser. Jeg tænker længselsfuldt på dem.

Kære venner, jeg er sikker på, at I alle, hele vores folk, alle fra 7 til 70, og hvert eneste af vore børn, lige så meget som vi – måske mere end vi – følger den politiske udvikling tæt. Jeg vil ikke her holde en lang tale om den politiske udvikling. Istanbuls Kazhliҫeşme plads, det her skue, er den vigtigste besked. Det er Newroz’ besked til dem, der har vilje til at forstå, til at se, og til at høre. Dette er processens vilje, dens løsnings sprog, fotografiet af viljen.

Her ses, hvordan løsningen vil være, nemlig når hundrede tusinder af mennesker, alle de undertrykte på Kazhliҫeşme pladsen går hånd i hånd, her er alle de andre i samfundet, her er et fotografi af løsningen.

De, der er i tvivl om, hvad der vil komme ud af denne proces, skulle se omhyggeligt på det fotografi.

Løsningen befinder sig i det her område, på denne plads, med kurdere, tyrkere, armenere, syriakker, lazére, circasere, kvinde, mand, student, ung, arbejdsmand, der lever sammen med deres egne sprog, identiteter, kulturer, flag og farver, side om side. Her er løsningen, holdningen på Kazhliҫeşme pladsen. Hvis der kommer et resultat, hvis der kommer en virkelig frihed ud af processen, så vil løsningen være en afspejling af denne plads på hele Tyrkiet.

En ting har vi gentagne gange understreget i alle de beskeder, vi har givet i alle de taler, vi har holdt indtil i dag siden folkets arbejderparti blev stiftet i 1990. Vi sagde, at samtale og forhandling ville løse den kurdiske sag. Og vi har vedvarende fulgt denne metode i vores krav. I har mobiliseret og gået i demonstration tusinder af gange for det. I ydede en virkelig hård indsats for at gøre den metode afgørende. Og i alle de beskeder vi gav, ønskede vi at bringe denne sag for dagen. Vi har arbejdet hårdt for at den tyrkiske ungdom og den kurdiske ungdom ikke skulle dø for løsningen på dette problem, for at der ikke skulle være flere blodsudgydelser. Det punkt vi er kommet til nu, er resultatet af denne kamp, denne indsats og tabene. Det er ikke en almisse, som en eller anden har foræret os, foræret Tyrkiets befolkning.

Jeg ville ønske, at vi var kommet hertil for længe siden. Jeg ville ønske, at vi havde udviklet en forståelse for at forhandle og tale sammen gennem fredsprocessen før tusinder og titusinder af unge mennesker – vores børn – var døde.

Men uheldigvis er det sket sent, men selv om det er sent, har vi lige siden starten altid sagt, at det er en proces som denne, der er det mest meningsfulde og mest værdifulde. Vi har altid sagt, at den bedste metode er en officiel forhandling mellem Hr. Öcalan og en regeringsunderstøttet statslig delegation i Imrali (omtalt i artiklen fra 14. september 2017. Tyrkisk statsterror mod kurderne – interview med Ulla Sandbæk, jb). Vi opgav aldrig denne idé, vi insisterede på den, fordi det var det rigtige at gøre.

Men læg nu mærke til, at nogle mennesker føler sig ramt af det. Uden at byde på så meget som én eneste løsning, råber de: ”Hvorfor er der forhandlinger med Öcalan, PKK og BDP?”. Nogen siger, lad os gøre Qandil fladt (se billedtekst). Prøv at se på den løsning, de foreslår! Er I politikere eller bulldozer-chauffører? I skulle finde frem til en løsning! En løsning! De, der ikke har et eneste løsningsforslag prøver på at gå til angreb og jævne alle steder med jorden, dag og nat, for at provokere alle. Herfra vil jeg gerne spørge dem: Har I nogen sinde være i Şirnak provinsen? Har I nogen sinde stået på vagt i et tårn ved midnatstide i Şirnak provinsen (kurdisk domineret tyrkisk provins lige nord for grænsen til det østligste Syrien, jb)? Jeg kunne godt tænke mig at invitere de, der siger, at de vil gøre Qandil fladt, på en tur derned. Lad dem sætte et G3 våben på deres skuldre og stå på vagt på Gabor bjerget en enkelt nat, og så se, om det er muligt at gøre Qandil fladt – eller bare jævne det med jorden – eller ikke er muligt.

Qandil er en bjergrig region i det nordlige Iraq på grænsen til Iran, som PKKs kommando-central trak sig tilbage til som led i fredsforhandlingerne med den tyrkiske regering i 2013.

Det er selvfølgelig let at tale her fra Istanbul. Dette folks børn ønsker ikke at slå ihjel eller blive slået ihjel. Har I endnu ikke forstået det? Den tyrkiske og kurdiske ungdom ønsker ikke at slå ihjel eller blive slået ihjel.

Til de, der taler om hjemland, nation og Sakarya (et paradisisk landskab i det nordvestlige Tyrkiet, ikke langt fra Istanbul, jb) vil jeg sige: Hør engang, da de afskaffede den frivillige militærtjeneste, vedtog de en lov om at danne en privat hær med en månedsløn på 3000 Lira. Der er afsat 50 000 stillinger til den hær, men ikke engang 5 000 har ansøgt om dem. Man betaler penge, man tilbyder tidlig pension, men unge mennesker ønsker ikke at slås. Har I endnu ikke forstået det? Sådan her er beskeden fra den tyrkiske ungdom og den kurdiske ungdom: ”Sæt jer ned, tal om det her problem og løs det politisk”. Det er hvad de siger.

Det er ingen skade til at tale om og diskutere problemet omkring et bord. Er det ikke på tide at tale om et problem, der har 200 års historie bag sig, der har været årsag til 29 oprør, dusinvis af massakrer, der har slået hundrede tusinder af mennesker ihjel? Hvor mange flere mennesker skal slås ihjel? Hvor mange flere år skal der gå? Gennem 100 år har de prøvet at provokere, adskille og herske over mennesker i Anatolien, Kurdistan og Mesopotamien ved at gøre dem til fjender og bekæmpe hinanden. Men nu siger vi, at sådan behøver det ikke at være. Vi siger, at alle folkeslag, alle de undertrykte, kan skabe deres egen fremtid, hånd i hånd, sammen, ligeværdigt og frit.

Vi opfordrer til at udvikle et broderskabets sprog i stedet for et sprog, der æder alle parterne op og gør dem til fjender, der bekæmper hinanden. Vi siger, at vi kan skabe et samfund, en model, et system, hvor enhver kan vinde, hvor enhver kan leve frit med hans/hendes eget sprog og identitet. Vi har svært ved at forstå, hvorfor dette gør nogen mennesker utilpasse. Det er virkelig svært at forstå. Kurderne siger: ”vi vil gerne leve sammen i dette land, men ligeværdigt og med værdighed. Vi ønsker at udvikle en løsning omkring vores sprog, identitet og kultur, indenfor dette lands grænser”. Hvis I går imod det forslag, så er I nødt til at tilbyde en mere demokratisk model. Hvis I ikke kan forstå noget som helst, hvis I ikke har et løsningsforslag, så skulle i forholde jer tavse, blive siddende på jeres plads, ikke skygge for den, og ikke prøve at provokere folk.

Hør engang, vi er helt klar over det, men alle vore venner, og Tyrkiets befolkning, som tror på fred og på broderskab, burde vide dette: fred betyder ikke at overgive sig. Fred er retten til at tage, hvad der retfærdigvis er dit. Vi, som Tyrkiets undertrykte, hvis rettigheder er blevet frarøvet os, fjernet med magt, ønsker at tage dem tilbage. Fred er så simpelt. Fred er ikke at tage noget ud af nogens lommer, og putte det ned i nogle andres lommer. Det kurdiske folks sprog tilhører det kurdiske folk. Lad dem tale på deres eget sprog. Aleviernes tro tilhører alevierne. Lad dem leve med deres tro. Lad ikke-muslimer, armeniere og alle religioner og kulturer leve frit med deres tro. Det er fred.

Når der var forhindringer, før vi nåede så vidt, før virkeliggørelsen af det, vi nu står overfor, så tog vi risikoen og ansvaret for, sammen at overvinde dem politisk. Og det er ikke en diskurs vi bruger for første gang. Der er nogen, der får gåsehud, når de hører ordet fred. Der er mennesker i dette land, der forskanser sig og bliver bange, når de hører ordet fred.

Hør engang. Jeg mener det her alvorligt; vi, som partiet for fred og demokrati /BDP), har aldrig optrådt med kærlighed til taburetter, med interesse i personlig vinding. Vi har anset fred for at være en hellig værdi. Og som et krav til vores mission, som et krav til den opgave vi modtog fra vores folk, har vi arbejdet dag og nat for at stoppe blodsudgydelserne, og kom til det punkt, hvor vi er nu, gennem jeres indsats og modstanden og standhaftigheden blandt de kurdiske pionerer. Vi er ikke i tvivl om, at de mennesker, der skabte denne proces for fred og forsoning og som bragte denne proces frem til dette punkt, vil være entusiastisk og beslutsomt engageret i denne proces fra nu af.

Et stort flertal i det tyrkiske samfund støtter helt sikkert denne proces, det er vi klar over. Men alle bør vide, at fred ikke er simpel handelsregning. Rettigheder og frihed drejer sig ikke om beregninger eller afstemninger. Hvis alle Tyrkiets folkeslag ønsker fred og stop for krig og blodsudgydelser, er de nødt til at være følsomme overfor rettigheder og frihed. For det vi kalder fred, er ikke noget, der falder ned fra himlen. Fred er ikke en tom ballon uden rettigheder, frihed og demokrati. Fred vil have grundlag for at blomstre, hvis kravene blandt kurdere, de undertrykte, alevierne og alle andre kulturer og sprog er bygget på en demokratisk fri forfatning. Ellers vil freden slippe væk som en gasballon og forsvinde i den blå luft.

Også AKP-regeringen burde nærme sig den periode, der ligger foran os ved at lære af fortiden i hele denne proces. Som BDP, har vi understøttet og vil fortsætte ed at understøtte de skridt, der er taget af regeringen i form af forhandlinger. Men vi er Partiet for Fred og Demokrati, og de er AKP. Vi danner ikke en alliance med AKP; vi vil ikke have valgsamarbejde med AKP. Som oppositionsparti vil vi fortsætte med at bruge vores ret til demokratisk at opponere mod det regerende parti, når som helst og hvor som helst. Men vi vil forsætte med at understøtte fredsprocessen, fredens sprog og en forhandling, så mennesker ikke dør og så unge mennesker ikke slå hinanden ihjel.

Hvis der er mennesker, der ikke kan læse, ikke kan forstå, eller har svært ved at forstå processen rigtigt, skulle de tage endnu en gang at se lidt nærmere på historien bag det kurdiske folks storslåede modstand. Hvis det kurdiske folk bare havde handlet ud fra nationalistiske, racistiske følelser og motiver, og bare havde tænkt på sig selv, så kan I være helt sikre på, at der ville have været mange flere blodsudgydelser i denne del af verden, og ingen ville have været i stand til at tale om folkenes broderskab. Men med deres kamp er det kurdiske folk blevet den drivende kraft i den demokratiske kamp i Tyrkiet. De har spillet en pionerrolle ved at åbne alle demokratiets tilstoppede kanaler. De har betalt en meget høj pris for at bringe den kamp til dens nuværende stade.

Men nu siger det kurdiske folk, dets ungdom og pionerer, at de fra nu af ønsker at forsætte deres kamp med demokratisk politiske metoder.  Men hvis nogen som svar på dette krav og ønske bliver ved med at sige, at hverken den kurdiske eller den tyrkiske ungdom skal nedlægge våbnene, og at de militære operationer bør fortsætte, så vil det være en tilskyndelse til krig. Det bør man mærke sig.

Det kurdiske folk er nu nået halvvejen. Fredskampen kræver langvarig tålmodighed. Samtidigt er det et spørgsmål om målrettethed, tro og mod. Vi har tillid til vores demokratisk-politiske kamp. Vi har tillid til den måde, vi organiserer os på. Vi har tillid til vores folks altruistiske holdning. Vi har tillid til den kamp, I fortsætter hånd i hånd, skulder ved skulder. Vi er ikke opløftet omkring denne proces, når vi ser på, hvor AKP står henne.

Regeringen kan kun komme fremad med jeres krav og jeres stærke holdninger. Det er i jeres hænder at lede de, der har magten, at bestemme retningen af denne proces. Fred og fredsproces betyder ikke rivalisering. Prøv at se, der er en revolutionær proces i gang i dag i Rojava. Rojavas befolkning væver dag for dag sin egen fremtid med deres organiserede og målrettede vilje. Hvis de ikke havde været organiseret, hvis ikke de havde stået sammen, ville de være falmet væk. Rojava-revolutionen er den mest kraftfulde indikator på, hvad et organiseret folk kan udrette. Ved denne lejlighed sender vi her fra Kazhliҫeşme pladsen vores hilsener til Rojavas befolkning, den kurdiske ungdom, kvinder, og alle de revolutionære, der bygger en revolution dér – sten for sten. Og vi lykønsker dem også med deres Newroz.

Endnu engang sender vi vores varmeste hilsener fra Newroz-pladserne til alle vore politiske venner, der er holdt som gidsler i fængslerne. Godt Newroz til dem. Vi lover jer, at de også vil være på denne plads sammen med os til næste Newroz.

Vi vil tømme alle fængslerne med vores kamp, vores holdning, og vores modstand. Det er klart, at vi vil stoppe brugen af fængsler som steder for gidsel-forhandlinger. Vi vil udvikle vores løsninger med vores egne hænder ved at åbne kanalerne for en demokratisk politik.

Jeg skal ikke forlænge min tale yderligere, men endnu engang bøje mig i respekt for den storslåede holdning blandt de hundrede tusinder af mennesker, der har fyldt denne plads trods det kolde vejr.

Jeg vil gerne takke alle de venner, der har arbejdet hårdt med Newroz-forberedelserne for at stable et så storslået møde på benene for os. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed og tak til alle vennerne fra andre partier, NGO’er, Folkets Demokratiske Kongres, vores kunstner-venner, der varmede vores hjerter med deres kunst, sange og instrumenter, og til repræsentanterne for pressen. Endnu engang ønsker jeg jer alle et godt Newroz. Lad vores/jeres vej åbne sig!

Oversættelse: Jesper Brandt

 

 

15 november 2017: En rettelse til Syrienskortet – Situationen omkring Qamishlo

Fra Geografisk Informationsservice’ egen – kartografiske – verden

Kortet over Nordsyrien d. 1 januar 2016, d. 26 oktober 2017 og d. 27 oktober 2017. Der er sket voldsomme ændringer uden at der kan spores tilsvarende aktiviteter. Geografisk Informationsservice undersøger baggrunden.

D. 27. oktober ændrede situationen sig drastisk omkring Qamishlo i det nordøstlige Syrien ifølge kortet på syria.liveua.map. Hvor Assads regeringsstyrker indtil da havde behersket ikke blot byen Qamishlo og den tilknyttede lufhavn, med en forbindelse nordpå til den tyrkiske grænse, men også et stort område syd for byen med måske 70-80 landsbyer, var dette område nu indskrænket til kun at omfatte området ved lufthavnen, vest for jernbanen, samt en smal korridor derfra op til den tyrkiske grænse.

Der var i øvrigt hverken i dagene før eller efter tegn på aktiviteter i området der kunnee forklare den markante ændring.

Siden borgerkrigens start har der været adskillige konflikter mellem YPG/SDF og Assads regeringsstyrker omkring Qamishlo og provinshovedstaden Hasakah længere syd på. I forlængelse af den fælles fordrivelse af Islamisk Stat fra området omkring Hasakah i vinteren 2015/16 søgte militsstyrker under Assad at styrke deres militære position, men endte med at måtte afstå en betydelig del af byen til YPG i august 2016. Selv om der også var stridigheder i flere omgange ved Qamishlo på det tidspunkt (og også senere), har det ikke givet anledning til korrrektion af kortet.

Skyldes den seneste ændring reelle forandringer i stillingen omkring Qamishlo, eller er der tale om en kartografisk korrektion af ændringer, der har fundet sted på et tidligere tidspunkt?

Geografisk Informationsservice har kontaktet  Liveuamap i Ukraine for at finde en forklaring.

Rodian Rozhkovsky, der har grundlagt Live Universal Awareness Map (“Liveuamap”)  forklarer: ”Der er tale om en tidligere forkert kortlægning eller nogle ganske omfattende ændringer i kontrolmønstret, der fandt sted i 2016. Sidste måned fremkom en del videoer fra Qamishli med titlen: ’USA forsyner transporter til SDF i Raqqa/Deir Ezzor gennem Qamishlo’. Spørgsmålet var, hvordan amerikanske våben kan passere gennem regeringskontrollerede områder. Og i oktober bekræftede så kilder i området (kurdere), at kun lufthavnen og ’sikkerhedskorridoren’ er under regeringens kontrol”.

Så der er formentlig tale om områder, hvis kontrol sikkert allerede i august 2016 blev overtaget af  YPG. Det er meget tænkeligt, at hverken kurderne eller Assad har haft speciel anledning til at ville  udbasonere ændringerne. For Assad har det næppe været opmuntrende at skulle offentliggøre, og for kurderne har bekæmpelsen af Islamisk stat haft så høj prioritet, at man heller ikke har haft interesse i at udstille konflikterne med Assad.

Historien fortæller noget om den forsigtighed, der skal lægges for dagen både ved konstruktionen af sådanne dynamiske kort og ved tolkningen af dem. Generelt er kortlægningen af ændringerne ”konservativ”, dvs. bliver først effektueret, når der foreligger klare, gerne flere stedsmæssigt dokumenterede kilder. I dette tilfælde er korrektionen kommet med formentlig over et års forsinkelse. Det hører nok til undtagelserne, men det kan på den anden side ikke afvises, at det godt kan forekomme i et vist omfang.