8. oktober 2020: Siden sidst: Kan SDF og den Autonome Administration modstå Tyrkiets fortsatte offensiv i det nordlige Syrien i 2020

 

Siden Tyrkiet for et år siden angreb området mellem Girê Spî/Akcakale og Serekaniyê/Ceylanpinar i det nordøstlige Syrien, har situationen i hele det nordlige Syrien umiddelbart set ganske truende ud.

Lad os se lidt nærmere på et kort over situationen i Nordsyrien, som den så ud her et år efter den sidste invasion

Nordsyrien d. 6. oktober 2020. Se nærmere forklaring i teksten.

Det rødt farvede område på kortet er den del af Syrien, som beherskes af Assad, Rusland og Iran.   Det gule område beherskes af De Syrisk Demokratiske Styrker og Nord og Øst Syriens Autonome Administration. De små grå områder er rester af Islamisk Stat, der fortsat behersker nogle mindre områder i Assads del af den syriske ørken øst for Palmyra. Det gråblå areal viser det område, som Tyrkiet har besat siden invasionen af Nordøstsyrien d. 9. oktober 2019. Tidligere har Tyrkiet med accept fra både Rusland og Vesten besat Shaba-området og Afrin, og styrer reelt Idlib-området via dets store indflydelse på alle de mange lejesoldatmilitser, som Tyrkiet har organiseret i Syrien (vist med grønne nuancer). Faktisk udgør hele landområdet (den tyrkiske provins Antay – vist med hvidt) vest for Idlib og Afrin, ud mod Middelhavet, et historisk forspil til disse nye koloniseringer, idet dette område, der tidligere var en del af Syrien, allerede i slutningen af 1930erne blev besat af Tyrkiet hvorefter store armenske, alavitiske men også græsk ortodokske befolkningsgrupper blev jaget væk, og området blev indlemmet i Tyrkiet.

Det nu tyrkisk beherskede Idlib-område er reelt blevet ganske kraftigt indskrænket i forårets løb gennem den russisk-syrisk-iranske offensiv i den del af Idlib-området, der er indrammet med rødt . Baggrunden for dette skal senere forklares med et kort, der viser situationen d. 30. december 2019, altså tre måneder efter Tyrkiets invasion i Nord Øst Syrien, men inden den russisk-syriske offensiv.

Ikke nok med, at Tyrkiet reelt har sat sig på store dele af Idlib, Shaba-området, Afrin og området mellem Girê Spî/Akcakale og Serekaniyê/Ceylanpinar, i store træk accepteret af stormagterne.

Men Tyrkiet har samtidigt overalt i de besatte områder konstant presset på for at angribe ind over de aftalte våbenstilstandslinier, og systematisk søgt at sabotere det civile liv, især i Nordøstsyrien, f.eks. gennem at afskære vandforsyningen (på trods af Corona-situationen) og foretage bomberaids længere syd og øst på, f.eks. imod de Yasidiske kerneområder omkring Sinjar.

Samarbejde om destabilisering mellem Assad-styret og Tyrkiet

I denne chikane af især den Autonome Administration i Nord og Øst Syrien har Assad-styret reelt støttet Tyrkiet, ved f.eks. ikke at ville samarbejde med Nord Øst Syrien om Corona-bekæmpelsen, og ved (bl.a. i et samarbejde mellem det syriske og tyrkiske efterretningsvæsen) at planlægge og gennemføre skjulte likvideringer i Hasakah-området (hvor Assad behersker et mindre areal) mod lokale ledere, der samarbejder med SDF og den nordøstsyriske administration.

Tyrkiets opprioritering af ekspansive mål uden for landets grænser

Men derudover er det også blevet mere og mere tydeligt, at Tyrkiet generelt og stadigt mere aggressivt forfølger yderligere ekspansive mål uden for landets grænser, som det ses i Libyen, i det nord-østlige middelhav og nu også i Kaukasus, hvor Tyrkiet har sendt næsten 1200 soldater til Azerbadjan for at kæmpe mod Armenien i Nagorno-Karabakh. Det syriske observatorium for Menneskerettigheder SOHR har d. 4/10 meddelt, at antallet af dræbte blandt de flere hundrede tyrkisk-støttede syriske lejesoldater, der er blevet sendt i direkte kamp i Nagorno-Karabash, nu er nået op på 72 – og flere vil blive sendt dertil. Ifølge SOHR har den tyrkiske regering informeret de mange lejesoldater om, at deres opgave var at ’beskytte oliekilderne og grænseområderne i Azerbadjan’.

Andre betragter den tyrkiske offensiv som en tyrkisk brik i et større spil, der drejer sig om at tvinge russerne til at acceptere yderligere invasionsplaner i det Nord-Østligste Syrien (måske især tæt ved grænsen til Irak), for yderligere at kunne udvide kampen mod kurderne. Her er Tyrkiet for tiden tydeligvis involveret i opbygningen af større militærinstallationer – i samarbejde med de nordirakiske myndigheder ledet af Mahmut Barzani, der støtter det tyrkiske militærs stadigt mere massive tilstedeværelse i Nordirak.

Aggressionerne påvirker det civile liv i Nordøst-syrien negativt, men styrker Nordsyrien militærpolitisk.

Der er ingen tvivl om, at alle disse chikanerier påvirker udviklingen af de civile liv i de berørte områder, ikke mindst i Nord Øst Syrien. Men ser man udviklingen ud fra et mere militærpolitisk synspunkt, tegner der sig måske et noget andet billede:

Man kan konstatere, at siden januar er det ikke lykkedes Tyrkiet at udvide deres besatte områder i det nordlige Syrien – Faktisk tværtimod. Som det sås af dagens kort, har Tyrkiet reelt været nødt til at trække sig tilbage fra en ikke så lille del af Idlib. Det kan forklares ud fra vedlagte kort, der viser situationen omkring 1. januar 2020, altså tre måneder efter Tyrkiets indmarch i Nord Øst Syrien.

Situationen i det nordlige Syrien omkring nytår 2020. Det syriske motorvejsnet M4 og M5 er tegnet ind på kortet, fordi forløbet af dette har afgørende betydning for Syriens sammenhængende infrastruktur. Siden årsskiftet 2019/20 er hele det østlige Idlib-område omkring motorvej M5 blevet tilbageerobret af Assad-styret med støtte fra Rusland og Iran, hvilket har svækket Tyrkiets militære position i Syrien betydeligt.

 

 

Forløbet af de to motorveje M4 og M5, der går gennem Syrien er indtegnet på kortet over Nordsyrien for 30 december 2019, da det har vist sig at dette har strategisk betydning. Motorvejsforløbet indgår i de såkaldte Astana-aftaler mellem Rusland, Tyrkiet, Syrien og Iran. Aftalerne tilstræber bl.a , at områder syd og øst for dette vejforløb skal være forbeholdt den syriske stat. Men Tyrkiet har under deres invasioner flere gange erobret strækninger af M4-motorvejen samt områder syd og øst for denne, for derved at vanskeliggøre den interne kommunikation i Syrien. Men Tyrkiet er i løbet af det sidste år blevet tvunget til at holde sig nord for M4, og har også accepteret, at Assad or Rusland har tilbageerobret yderligere områder øst for M5 i Idlib. Disse ganske store dele af Idlib-området er rammet ind med en rød streg på det aktuelle kort over Nordsyrien. Det afspejler alliancepartnernes manglende tiltro til Erdogans intentioner i Syrien.

Men dertil kommer, at SDF og de Nordsyriske myndigheder på mange måder ser ud til at stå stadigt stærkere i det lokale samarbejde: Mange havde troet, at kurdernes evne til at holde sammen på alliancen med de mange andre befolkningsgrupper i området ville bryde sammen, når de skulle til at befri de mere rene arabiske områder i sydøst-Syrien. Men sådan er det ikke gået. De arabiske klaner og lokale grupper har tværtimod i vid udstrækning sluttet op om kurderne i deres strategi for udviklingen i Syrien efter borgerkrigen.  Og selv om kurderne i stort omfang er blevet forjaget fra de besatte områder – for Afrins vedkommende til Tall Rif-at-området nord for Aleppo, for området mellem Girê Spî og Serekaniyê til Raqqa – har de stadigt et tæt lokalt netværk i de besatte områder, der sikrer dem et fortsat indgående lokalkendskab. F.eks. var det kurdiske nyhedsbureau ANHA i stand til allerede d. 23 september at anføre navnene på 41 af de 50 medlemmer af den stærkt tyrkisk støttede syrisk-turkmenske Sultan  Murad brigade, der som nogle af de første blev sendt fra Afrin til Azerbadjan.

 

Trods pres og sabotage fra Tyrkiet og Assad-styrets side er Covid 19 holdt nede i Nordøst-Syrien.

Til trods for de vanskelige betingelser lykkes det i vid udstrækning de nord-øst-syriske myndigheder at holde Covid-19 nogen lunde væk fra området (se artiklen: Nord og Øst Syriens Corona-forsvar), selv om forekomsten generelt er stigende, men dog ikke alarmerende. Situationen gøres fortsat op ugentligt. D. 5. oktober var der konstateret 1918 personer smittede, mens det totale antal døde var 69. Flest nye tilfælde så ud til at optræde i Raqqa, men varierer i øvrigt fra uge til uge.

 

Øverstkommanderende for SDF, Mazleum Abdi kommenterer situationen

Mazloum Abdi, Øverstbefalende for Syriske Demokratiske Styrker, SDF

Vi slutter med et uddrag af et nyt interview med den øverstkommanderende for SDF, Mazloum Abdi, der peger på de mange trusler, som især Tyrkiet til stadighed fremkommer med. Men han tilføjer også:

”Men vi skal også holde os for øje, at den tyrkiske stat ikke har magt til at gøre det, de gerne vil. Det kan godt være, at de prøver at få det til at se sådan ud, men det er ikke sandheden, da de lider under store problemer derhjemme. Og det, at Tyrkiet sætter disse angreb i gang i dag, betyder ikke, at de er stærke, tværtimod. Det er et resultat af svaghed, da den tyrkiske stat ikke kan gøre det, den har lyst til her i regionen, på den ene side fordi regionens størrelsesforhold ikke tillader det, og på den anden side fordi vores diplomatiske, militære og politiske forberedelser ikke tillader Tyrkiet at gøre det. Hvis man nu stiller spørgsmålet, om hvorvidt den tyrkiske stat vil igangsætte nye angreb på regionen? Jo, de vil forsøge, at igangsætte angreb, hvis de får mulighed for det, men det bliver ikke så let.

Efter et års besættelse af Serêkaniyê og Girê spî, er den tyrkiske stat blevet meget svagere end dengang, fordi den er svag i sin udenrigspolitik, og fordi det syriske folk ikke accepterer det, der er sket hidtil; alle og enhver tænker på de katastrofer, der er sket for regionen ved hvert eneste af de angreb, der er blevet sat i værk af den tyrkiske stat. På den måde er den tyrkiske stats offensive styrke blevet svækket, og den er ikke den samme som tidligere. Det er sikkert, at den tyrkiske stat gerne vil igangsætte et nyt angreb på regionen, men det vil ikke blive let.

Før besættelsen af Serêkaniyê og Girê SpÏ, var der ingen internationale aftaler, men nu er der aftaler. Derfor har den internationale koalitions styrker såvel som de russiske styrker i regionen et ansvar i henhold til disse aftaler. De er nødt til at udfylde dette ansvar. Der er ingen tvivl om, at vi er blevet stærkere end tidligere, både fra et militært og et autonomt administrativt synspunkt. Støtten, der kommer fra verdens befolkninger og de internationale magter, er meget større end tidligere. Både verdens befolkning, de internationale magter, såvel som de venner, som vi har forbindelse med, ved bedre end nogen sinde, at vores sag er rigtig og retfærdig. De har også indset, at angrebene vil føre ulykker med sig for dem, så vi er stærkere og de er svagere, og det formindsker chancerne for angreb.

 

Båndet mellem af kurdere og arabere er styrket

Ikke bare den tyrkiske stat, men også alle de lande og parter, som ikke er interesseret i, at vi sikres vores egen administration, søger at skabe splid mellem befolkningerne i regionen, især mellem kurdere og arabere. Ærligt talt: Det syriske regime opildner den arabiske befolkning mod kurderne, og den tyrkiske stat har gjort det fra dag ét i Raqqa, Deir ez-Zor og  i Al-Hasakah.

Det syriske regime og den tyrkiske stat, hvis håb om at besætte regionen blev afværget militært, begyndte at planlægge og udvikle stridigheder og optøjer, herunder snigmord på klan-ledere. Der er ingen tvivl om, at den arabiske befolkning vendte sig imod disse optøjer organiseret mod kurderne, og det vil de også gøre fremover. For den arabiske befolkning så sin fremtid indenfor SDFs og den Autonome Administrations rækker. Det var en realitet, de så under befrielsen af deres områder, og gennem de efterfølgende politiske og militære aktiviteter i deres område. For at kunne befri denne region, var kurdisk og arabisk blod blevet blandet: I denne tidligere fase faldt ca. 4000 kæmpere af arabisk herkomst i SDF, så der blev virkelig etableret et blodsslægtskab mellem kurdere og arabere. Ingen glemmer det, og derfor har splittelsesforsøgene været forgæves. Det var os i de Syrisk Demokratiske Styrker samt sikkerhedsstyrkerne, der afslørede de, der begik kriminelle handlinger imod folket, og slog civile ihjel. De blev arresteret og tilstod deres forbrydelser. Og det er tydeligt for regionens befolkninger, hvem der stod bag snigmordene og hvem der satte stridighederne i gang.

Befolkningen i Girê SpÏ, Serêkaniytê og Afrin vil aldrig acceptere besættelsen. De er nu i Raqqa, parat til at befri disse områder fra besættelse, så de kan komme tilbage til, hvor de kom fra før besættelsen.”

 

Sammenfattende har Mazlun Abdi beskrevet situationen for SDF i det nordlige Syrien på følgende måde i en Twitter fra Rojava Network d. 4/10: ”Befrielse af de tyrkisk besatte områder kræver politisk balance, og som militære styrker fortsætter parterne deres langsigtede forberedelser. Når  balancerne er passende, vil vi generobre disse områder”.

 

Kilder:

 

Anonymous, 2020: Al-Bukamal clans: Turkey, Syrian regime agents seek to spread sow discord. ANHA, 8. Aug. 2020.

Anonymous, 2020: Tripartite meeting between International Coalition, SDF, clasns’ notables in Deir-ez-Zor. ANHA, 8. Aug. 2020

Anonymous, 2020: Erdogan threatens another attack on Northern Syria. ANF, 3. october 2020.

Anonymous, 2020: 79 new cases with Covid-19 in NE, Syria, ANHA, 5. October 2020.

Dersim, Sidar, 2020: The new battlefield of Turkish expansionism. ANF, 3. October 2020

Mohammed, Ahmed, 2020: Fighters from al-Akkidat clan: SDF is only forces that fights injustice. ANHA, 8. Aug. 2020.

Sarya, Bêrîtan, 2020:Dei res-Zor in the crosshairs of the secret services. ANF, 17. Aug. 2020.

Sarya, Bêrîtan, 2020: Syrian regime fingerprints in the assassinations in Deir ez-Zor. ANF, 7. Aug. 2020

Zana Sidi, 2020: Mazloum Abdi: We must culminate our gains in victory. ANHA, 5. oktober 2020

26. september 2020: Europapolitikere fordømmer det seneste angreb på HDP

Europapolitikere, indbefattet Europa-Parlamentets rapportør for Tyrkiet, Nacho Sánchez Amor, fordømmer den seneste politiaktion, der er rettet mod HDP.

Europa-Parlamentets rapportør for Tyrkiet Nacho Sánchez Amor, har i en udtalelse om arrestationerne, der har ramt HDP, sagt: ”Jeg må udtrykke min dybeste bekymring over denne nye ødelæggelseskampagne mod HDP-medlemmer for påstået involvering i begivenheder, der ligger helt tilbage i 2014”.

Amor tilføjer: ”Dette udvider simpelthen de facto undtagelsestilstanden tilbage i tiden til en periode, der endda ligger tidligere end det fejlslagne kupforsøg. De tyrkiske ledere ser ud til målrettet at ville etablere en slags altomfattende undtagelsestilstand med tilbagevirkende kraft, med henblik på yderligere at kunne undertrykke oppositionen og enhver kritisk stemme”.

Amor minder om, at den tidligere HDP-medformand Selahattin Demirtaş også er anklaget for lignende involvering i disse begivenheder, og 6 år senere er han stadig i fængsel – i modstrid med reglerne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og venter stadig på en anklage!

De tilbageholdte omfatter den nuværende borgmester i Kars, Ayham Bilgen, en af de meget få tilbageværende HDP borgmestre, som endnu ikke har været fjernet fra sin stilling af centralregeringen. Hvis har bliver erstattet af en administrator, vil det være det femtende angreb på folkets vilje, som kom til udtryk under de seneste lokalvalg.

Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet (S&D-gruppen) fordømmer de nye voldsomme  angreb mod det tyrkiske HDP-parti, som følge af, at Ankara-statsanklageren har besluttet at tilbageholde 82 mennesker i syv provinser i forbindelse med en undersøgelse af uroligheder i 2014, kendt som 6.-7.-oktober-begivenhederne. Blandt de tilbageholdte er det tidligere parlamentsmedlem og med-borgmester i Kars, Ayhan Bilgen, tidligere parlamentsmedlem Ayla Akat Ata, Sirri Süreyya Önder, Nazmi Gur, Emine Ayna, Beyza Ustun, Altan Tan, tidligere talsmand for partiet Günay Kubilay, og Alp Altnörs, der er medlem af  HDPs forretningsudvalg.

Kati Piri, S&Ds vicepræsident og udenrigsansvarlige sagde:

”Trods gentagne meddelelser fra Europa og det internationale samfund, fortsætter de tyrkiske myndigheder deres angreb på pro-kurdiske politikere. Tilbageholdelsen af disse mennesker, indbefattet tidligere medlemmer af parlamentet, er endnu et tilbageskridt, der skubber Tyrkiet endnu længere væk fra EU. HDP er et af de to søsterpartier i S&D-gruppen, den demokratiske og fredelige del af den kurdiske minoritet, som repræsenterer 6 millioner stemmer. De skal alle løslade omgående”.

Frank Schwabe, der er formand for den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet og medlem af den tyske forbundsdag, sagde: ”Folk holder demonstration for at forsvare Kobani, som er under angreb af terrororganisationen Islamisk Stat. De bliver tilbageholdt efter 6 år. Årsag: De protesterede mod den tyrkiske stat og Erdoğan. Det er ufatteligt.”

Kilde: Anonymous, 2020: European deputies condemn latest attack on the HDP. ANF, 25. Sept. 2020

Oversættelse: Jesper Brandt

25. september: Det tyrkiske venstrefløjsparti HDP (Folkets Demokratiske Parti) har udsendt følgende redegørelse for den forsatte nedslagtning af partiet, som den tyrkiske stat netop har iværksat

25. september

Det tyrkiske venstrefløjsparti HDP (Folkets Demokratiske Parti) har udsendt følgende redegørelse for den forsatte nedslagtning af partiet, som den tyrkiske stat netop har iværksat.

 D. 25. september 2020

Statsanklagerens kontor henviser til Kobane protesterne som årsagen til denne nye bølge af arrestationer. Protesterne fandt sted d. 6-8 oktober 2014 mod Islamisk Stats belejring af Kobane i det nordlige Syrien og mod den tyrkiske regerings passivitet, stillet overfor en snarlig massakre fra Islamisk Stats side. Under protesterne blev mindst 43 mennesker dræbt. Langt størstedelen af disse mennesker var medlemmer eller sympatisører af HDP og blev slået ihjel af det tyrkiske politis skydevåben. Præsident Erdoğan har anklaget vores arresterede ledere af HDP for at tilskynde til vold. Denne anklage er en åbenlys løgn og har absolut intet at gøre med det, der i realiteten virkelig skete. Faktisk har parlamentsmedlemmer fra HDP indtil i dag fremlagt mere end ti forslag i parlamentet om at etablere en kommission med medlemmer fra alle partier for at få undersøgt protesterne, løfte sløret for sandheden og hjælpe med til at finde frem til provokatørerne og initiativtagerne til volden. Men alle vores forslag blev afvist af AKP-MHP-alliancen.  Så vidt vi ved, er ikke en eneste politiofficer blevet dømt for disse mord. For at føje spot til skade, lægger regeringen hele skylden og ansvaret for disse mord på HDP ved hjælp af et retsvæsen, som er fuldstændig under regeringens kontrol (Statsanklageren, der har foretaget disse arrestationer, er for nyligt blevet gift, og har, sammen med sin brud, netop besøgt præsident Erdoğan i hans palads. Præsident Erdoğan tog imod dem med gaver).

Som vores medformand, Mithat Sanvar har udtalt i dag, er dette en politisk operation, der er blevet sat i værk ’i skikkelse af en retslig beslutning’. Det er tydeligt, at regeringen har forberedt sig på en massiv bølge af arrestationer, men vi mener, at regeringen trak i aftrækkeren på gårsdagens møde i det nationale sikkerhedsråd og ved chefanklagerens bryllupsvisit i paladset.

Præsident Erdoğan og den tyrkiske regering var tydeligvis ikke tilfreds med Islamisk Stats nederlag til de kurdiske krigere i Kobane i 2014. Siden da har regeringen været meget aggressiv overfor HDP, og vi tror, at disse nye arrestationer simpelthen er en del af Erdoğans politik for at hævne sig over Islamisk Stats nederlag i Kobane. Hvordan skal man ellers forklare det faktum, at regeringen jager de, der udviste solidaritet med modstanden i Kobane, hele seks år efter at det fandt sted? Et andet interessant punkt er, at nogle af de personer, der er arresteret i dag, allerede havde været arresteret, retsforfulgt og frifundet tidligere for præcis de samme anklager – som medbormester Ayhan Bilgen.

Siden 2015 har omkring 16 000 HDP-medlemmer og administratorer været tilbageholdt og over 5 000 af dem er senere blevet arresteret og sendt i fængsel. Vores tidligere partiledere, medlemmer af parlamentet, snesevis af valgte borgmestre, og talløse medlemmer og administratorer sidder fortsat bag tremmer.

Regeringen lægger så meget pres på HDP, fordi de ser og frygter det faktum, at HDP i de først kommende valg vil komme til at spille en afgørende politisk rolle for den demokratiske fremtid for Tyrkiet (hvilket samtidigt vil betyde døden for AKP-MHP-alliancen).

Selvfølgelig bøjer vi os ikke for sådanne ulovlige angreb. Vi inviterer alle og enhver til at tilslutte sig vores fortsatte kamp for frihed, retfærdighed og værdighed. Sejren for HDP og den bredere demokratiske opposition mod præsident Erdoğan og hans allierede i Tyrkiet vil få dramatiske konsekvenser for folkene i Mellemøsten og Europa.

Feleknas Uca & Hisyar Özsoy

Udenrigspolitiske talsmænd  for HDP

Oversættelse: Jesper Brandt

25. august Rojava: Universitet regner med at optage 850 nye studerende i år

Rojava Universitet, en af Rojava revolutionens største præstationer, blev grundlagt i 2016.

Rojava Universitet startede sine akademiske aktiviteter med ganske beskedne midler. Universitetet danner grundlaget for en uddannelsesinstitution med store muligheder indenfor både den akademiske og administrative verden og skaber akademiske og videnskabelige forbindelser til internationale institutioner.

Fra 252 til 720 studerende på 2 år

Takket være de akademiske medarbejdere, har Rojava Universitet styrken til at vejlede studenter og lærere, gennemføre videnskabelig forskning og fremskaffe ressourcer. Universitetet igangsætter også omfattende projekter til forbedring og udvikling af undervisningssystemet. Antallet af studerende ved universitetet var 252 i det første år, men nåede 720 i 2018.

8 fakulteter og planer for flere nye

Der er otte fakulteter ved universitetet: Det lægevidenskabelige fakultet, fakultetet for olieteknologi, fakultetet for ingeniørvidenskab, fakultetet for uddannelsesforskning, landbrugsfakultetet, sprogfakultetet og fakultetet for samfundsvidenskab. Derudover planlægger universitetet at etablere et juridisk fakultet og et teologisk fakultet, samt at oprette en højskole for mekatronik (en kombination af mekanik, elektronik og robot- og computerteknologi) og en skole for finans- og forvaltningsvidenskab.

Uddannelsessystemet ved Rojava Universitet adskiller sig fra universiteterne i Syrien og Mellemøsten. De undervisningssprog, der bruges ved universitetet, er kurdisk og arabisk, og det afspejler sig også i fakulteternes ’Co-chair’-ledelsesstruktur. Rektoratet for Rojava Universitet fortæller, at de arbejder på at skabe det mest velegnede miljø for uddannelserne. Det eksperimentelle arbejde udvides, og der lægges vægt på videnskabelig forskning. De største problemer, som administrationen står overfor, er finansielle og logistiske.

Universitetets mission er at opbygge et demokratisk, frit samfund.

Universitetets mission er at opbygge et demokratisk, frit samfund, at etablere stærke forbindelser mellem lærere og studenter, samt opbygge relationerne mellem studenterne og administrationen, og mellem lærerne og administrationen.

Gennem de sidste år er der skabt vigtige ændringer i universitetets evalueringssystem. Mange videnskabelige metoder, der er udviklet forskellige steder i verden, er blevet afprøvet, og de mest velegnede er blevet valgt. På denne måde begyndte Rojava Universitetet at udvikle sit eget særpræg.

Aktiv fremdrift (studenterdeltagelse) er en nøglebetingelse, og kan man ikke leve op til den krævede tilstedeværelse, betyder det, at man dumper. Deltagelse i gruppearbejde, kreativitet og aktivisme er også en vigtig del af evalueringen af studenterne. Standpunktskarakterer er fastlagt for forskning, hjemmearbejde, eksperimentelt arbejde, videnskabsteori og projektarbejde, og dertil er tilføjet erfaring med skriftlig formidling.

Nye aftaler med universiteter rundt omkring i verden.

I år er der blevet tilføjet en basisuddannelse. Studerende, der er optaget ved universitetet, går på en basisuddannelse det første år. Året efter begynder de at beslutte sig for deres hovedfag. Beslutninger, der vedrører universitetsforvaltningen, tages af konsistorium, universitetsrådet, kvindernes råd og studenterrådet.

Ifølge konsistorium blev der sidst på sommeren 2019 indgået en aftale om ’fællesforståelse og udveksling’ med University of California. Underskrivelsen af aftalen fortsætter med rækkevidden af projektet. En lignende aftale blev lavet med universitetet i Parma i Italien.

En gruppe fra universitetet prøver at skabe forbindelse med universiteter i USA, og knytte forbindelse til kurdiske akademikere gennem online møder over Zoom. Denne gruppe har også udviklet et fælles program for koordinering af samarbejde indenfor områder som videnskabelige analyser, bogproduktion og workshops.

Repræsentanter for universitetet har også deltaget i internationale workshops. En af disse workshops havde titlen ”Den fare, som samfundsvidenskaben står overfor”, hvor akademikere fra USA, Frankrig, Brasilien, Sydafrika og andre lande deltog. En anden var ”Bevarelse af verdens kulturarv”, der blev afholdt ved Bagdads tekniske universitet.

Internationale online møder

Universitetsledelsen fortæller, at det seneste projekt, de har sat i gang, understøtter den proces, som universitetet satte i gang med revolutionen. Med dette skridt byder universitetet velkommen til mere end 100 akademikere fra Australien, Brasilien, Italien, Frankrig, England, Canada og Albanien. Ledelsen udtaler: ”De akademikere, der har besøgt os, har vist deres støtte til vores institutioner. Nogle af dem tilbød at tage del i universitetets akademiske arbejde som gæstemedlemmer, ved at holde seminarer, gennemlæse specialer, købe bøger og yde finansiel støtte”.

Universitetets bestræbelser på at komme i kontakt med andre ledende universiteter i verden fortsætter også. Blandt dem er Dresden Universitet i Tyskland, og Washington i USA.

Studenternes behov imødekommes af universitetet

Studenternes mest basale behov er sikret gennem universitetets forvaltning. Studieboliger stilles også til rådighed, hvor der sikres prioritet for studerende, der ikke kommer fra Qamishlo. Udgifter til mad dækkes også af universitetet. Stipendier gives til studenter fra Afrin, Serêkaniyê og Girê Spî.

Universitetets administration har til hensigt at forhøje stipendierne til de studerende i stedet for at give madpenge. Samtidigt er bygningen af et nyt kollegium blevet et af universitetets nye projekter.

Optagelsen af nye studerende er startet igen

I samarbejde med den Autonome Administrations institutioner udvikler universitetsadministrationen projekter, der kan tilbyde jobmuligheder til de studenter, der bliver uddannet.

Hidtil er 223 studerende blevet uddannet fra universitetet. 1460 studerende fortsætter deres uddannelse. Indskrivningen til universitetet startede d. 25. august. Ca. 850 studerende forventes at blive optaget ved universitetet i år.

 

Kilde: Anonymous, 2020: Enrolment to Rojava University begins today. ANF, 25. August 2020.

Oversættelse: Jesper Brandt

Læs også bredere om universiteternes udvikling i Nordsyrien i artiklen: Universitetsreform i Nordsyrien – højere uddannelser er blevet en politisk kampplads. Se Her.

18. august 2020: Abdullah Öcalan: Min løsning for Tyrkiet, Syrien og Kurderne

I en redigeret artikel i New York Magasinet Jacobin efterlyser kurderlederen Abdullah Öcalan et ”demokratisk projekt for nationerne”, der kan forene borgere med forskellige etniske baggrunde og kulturelle traditioner.

Det New York-baserede magasin Jacobin (https://jocobinmag.com/2020/08/ocalan -turkey-syria-kurds-op-ed/) har udgivet en redaktionel opdatering (’oped’) baseret på fængselspublikationer og udtalelser fra den kurdiske leder Abdullah Öcalan. En dansk oversættelse med titlen ”Abdulla Öcalan. Min løsning for Tyrkiet, Syrien og Kurderne gengives her:

Den moderne kapitalisme er historiens mest dødbringende og mest vedholdende krise for vores civilisation. I særlig grad har de sidste to hundrede års generelle ødelæggelser afbrudt tusinder af udviklingsmæssige forbindelser i de naturlige omgivelser. Vi er måske endnu ikke helt klar over al den udryddelse, det har påført plante- og dyreverdenen. Men det er klart, at begge disse verdener konstant udsender faresignaler, ligesom atmosfæren gør det.

Hvor længe kan menneskeheden fortsætte med at udholde denne modernitet, som har igangsat vidt-rækkende miljømæssig ødelæggelse og har været årsag til opløsning af samfundet? Hvordan vil menneskeheden gøre op med de smerter og kvaler, der knytter sig til krig, arbejdsløshed, sult og fattigdom?

Påstanden om, at nationalstaten beskytter samfundet, er en stor illusion. Tværtimod, samfundet er i stigende grad blevet militariseret af nationalstaten og fuldstændig sunket ned i en slags krig. Jeg kalder denne krig for et samfundsselvmord, der er igangsat på to måder.

For det første bliver samfundet kontrolleret, undertrykt og overvåget af magten og statsapparatet.

For det andet har informationsteknologien (mediemonopolerne) indenfor de sidste 50 år erstattet det materielle samfund med et, der er virtuelt. Hvordan kan samfundet forsvares mod den massive strøm af nationalisme, religiøs fanatisme, sexisme, videnskabelig dogmatisme, kunst- og underholdningsindustri (inklusive sport, sæbeopera osv.), som samfundet bombarderes med af medierne døgnet rundt?

Det er blevet ganske tydeligt, hvordan fastfrysningen af nationalstaterne i Mellemøsten i virkeligheden er blevet et af den moderne kapitalismes redskaber til undertrykkelse. Hvad Versailles-traktaten var for Europa, er Sykes-Picot-aftalen, der blev indgået mellem England og Frankrig i 1916, blevet for Mellemøsten: ”En fred for at gøre ende på al fred”.

Vore dages nationalstater har samme betydning for regionen, som det romerske imperiums guvernører engang havde, men de samarbejder endnu mere med den moderne kapitalisme – og adskiller sig endda også markant fra regionens kulturelle traditioner. De er internt i krig med deres egne befolkninger, og eksternt i krig med hinanden. Likvideringen af det traditionelle samfund medfører krig med befolkningerne – og landkort med grænser, der er tegnet sammen af en magthaver er en invitation til krige mellem stater. Ingen af dem er i stand til at overvinde krisen, der bliver stadigt dybere; i realiteten uddyber staternes eksistens yderligere denne krise.

Efter min mening foregår der en tredje verdenskrig, med Mellemøsten som dens tyngdepunkt. Resultatet er forfald og opløsning. Og det kan kun afsluttes med dannelsen af en ny regional eller global ligevægt. Jeg vil hævde, at den moderne kapitalismes tredje verdenskrig vil blive afgjort af udviklingen i Kurdistan. Det viser sig klart i det, der sker i Irak og Syrien.

Eksistensen af nationalstater i Mellemøsten er en anomali i Mellemøstens historie – og fastholdelsen af dem medfører katastrofer. Den tyrkiske nationalstat tror, at den vil gøre sig selv evig gennem et endeligt folkemord på kurderne – hvorved de kan sikre en nationalstat, der så vil integrere sit eget land og sin egen nation. Det er klart, at medmindre Tyrkiet forlader dette paradigme, så vil det føre til en sand gravplads for regionens folk og sociale kulturer – og det vil også komme til at omfatte det tyrkiske folk. På samme måde vil Irans fremtidige situation forblive usikker for både for landet selv og for regionen.

Men kurdernes situation – splittet op i forskellige dele af de konstruerede ”nationalstater” i Mellemøsten, der har påført forskellige former for udryddelse og assimilation i hver af disse dele – er en fuldstændig katastrofe. Kurderne er, som tidligere, dømt til langvarige dødelige kvaler.

Den kurdiske modstandskamp

Betingelserne er imidlertid i dag blevet modnet – og kurderne kan gennem deres kamp bane vejen ud af knibtangsbevægelsen mod et folkemord. Det er kun muligt gennem projektet for en demokratisk nation – en nation baseret på frie og lige borgere, der lever sammen i en solidaritet, der omfatter alle kulturelle og religiøse virkeligheder. Det vil så være et projekt, der er designet til at blive smedet sammen med de andre folkeslag i regionen. Metoden til at opnå dette mål udvikler sig for tiden, trin for trin.

Rojava og hele det Nordlige og Østlige Syrien – der holdes i gang af en autonom multietnisk, multireligiøs selv-administration, baseret på kvindefrigørelse – rejser sig som en ledestjerne for frihed. Det fremstår som en løsningsmodel både for Mellemøstens folkeslag og for nationalstaterne. Modellen foreslår ikke en fornægtelse af nationalstaterne, men foreslår, at de bliver knyttet til en demokratisk, forfatningsmæssig løsning. Det vil sikre eksistensen og autonomien både i ”nationalstaten” – den nation, der er konstrueret af staten – og den demokratiske nation.

Regionens rige arv på etniske, religiøse og andre historisk skabte grupperinger samt deres kulturer, kan kun holdes sammen gennem denne demokratiske nationsforståelse – en forståelse, der fremmer fred, lighed, frihed og demokrati. Hver kultur udvikler sig på den ene side som en demokratisk national gruppe. Derefter kan de leve på et højere niveau af demokratisk national forening med andre kulturer, som de allerede lever sammen med.

Den demokratiske nationsløsning, der er foreslået af kurderne, har gjort det muligt for dem at eliminere Islamisk Stat – resultatet af religiøs ensidighed – på vegne af hele menneskeheden. Det er uden tvivl resultatet af vores paradigme baseret på kvindefrigørelse, hvilket gør det til en rollemodel over hele verden.

Kampen for fremtiden

I dag har udviklingen i Nord og Øst Syrien nået et vigtigt punkt. Anerkendelsen af Administrationen i Nord og Øst Syrien, samt det demokrati, som den repræsenterer for arabere, kurdere, armeniere, assyrere og andre folkeslag vil være en meget vigtig udvikling både for Syrien og det øvrige Mellemøsten. Vores opfordring til folk om at returnere fra Europa, Tyrkiet og andre steder vil blive mulig så snart en demokratisk forfatning for Syrien er blevet vedtaget.

Vores opfattelse af den kurdisk-tyrkiske konflikt, der har stået på gennem næsten et århundrede, er klar. Vi har udviklet en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål siden 1993. Vores holdning – som er fremgået af 2013-samtalerne med den tyrkiske nationalstat, der blev holdt på Imrali-fængselsøen  – og som blev udtrykt i Newroz Erklæringen, da vi indledte dialogprocessen, er i dag vigtigere end nogen sinde. Vi forstærkede denne holdning i den syv-punkts deklaration, vi fremlagde i 2019. Vi insisterer på behovet for en social forsoning og en demokratisk forhandling, der kan erstatte kulturen med polarisering og konflikt.

I vore dage kan problemer blive løst, ikke gennem fysisk voldelige midler, men med blød magt. Under favorable betingelser ville jeg kunne opstille trinnene til at fjerne konflikten indenfor en uge. Hvad angår den tyrkiske stat, befinder den sig ved en korsvej. Enten kan den fortsætte på sin vej mod opløsning, som andre nationalstater i regionen, eller den kan indgå en værdig fred og en meningsfuld demokratisk løsning.

Ultimativt vil alt blive bestemt af kampen mellem parterne. Om det bliver en succes vil afhænge af den kamp, der føres af kurderne gennem fredspolitikken og den demokratiske politik. Det vil bestemme det endelige resultat. Og friheden skal sejre.

Baggrund

Abdullah Öcalan er grundlægger af Kurdistans Arbejder Parti (PKK), anset for at være en af kurdernes mest vigtige politiske repræsentanter og en ledende strateg. Lige siden sin bortførelse fra Kenya i 1999 og efterfølgende retssag og dødsdom – ændret til fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse – har han været holdt i total isolation på øen Imrali. I næsten elleve år var han den eneste fange dér.

Öcalan har skrevet omfattende om historie, filosofi og politik, og anses for at være nøglefiguren for en politisk løsning af det kurdiske spørgsmål. Da han er blevet holdt i total isolation, og ikke har været i stand til at konsultere sine advokater eller modtage regelmæssige besøg gennem mange år, er denne ’op-ed’ blevet udgivet på grundlag af hans fængselsskrifter og seneste udmeldinger.

Hans seneste arbejder omfatter The sociology of Freedom (2020) og The Political Thought of Abdullah Öcalan (2017).

 

Kilder:

Abdullah Öcalan (2020): My Solution for Turkey, Syria and the Kurds. Jacobin, 7. August 2020.

Abdullah Öcalan (2020): My Solution for Turkey, Syria and the Kurds. ANF, 7. August 2020.

Oversættelse: Jesper Brandt

12. august 2020: Foreningen Økologisk Rojava nedlægges

Foreningen Økologisk Rojava har besluttet at nedlægge sine aktiviteter. Den er stødt ind i for mange forhindringer for at kunne opfylde sit hovedformål.

Foreningen blev oprettet i august 2015 af danske økologer, sympatisører og kurdere. Hovedformålet var at få udviklet en økologisk landbrugsskole i Rojava. Sideløbende med etableringen af skolen skulle der udvikles en international økologisk landbrugsuddannelse med undervisning på kurdisk. Det var tanken, at der på skolen skal produceres økologiske fødevarer, der kan sælges lokalt via en gårdbutik fra skolen, og demonstrere de fordele, som en økologisk produktion kan føre med sig. En sådan produktion kan langt overstige produktionen på jorde, hvor man ikke kan anvende kunstgødning og pesticider af forskellige årsager. Dermed kan en udbredelse af økologiske dyrkningsmetoder bidrage til at skabe uafhængighed af import, som i forvejen er kraftigt reduceret gennem de omkringliggende landes handelsembargo.  Gennem økologiske dyrkningsmetoder, som kan frembringe gode (og sundere) landbrugsprodukter uden import og afhængighed af multinationale frø- og kemi-giganter og udenlandske regeringer, kan man fremme det, der kaldes ”fødevaresuverænitet”: En lokal udvikling med lokale ressourcer under lokal demokratisk ledelse. Den verdensomspændende progressive landbrugsorganisation for små bønder ”Via  Campesina” ser fødevaresuverænitet som sit vigtigste indsatsområde.
Men endnu vigtigere for os var det, at en uddannelse af økologiske landbrugere ville kunne understøtte etableringen af økologiske landbrugsbedrifter i det nordlige og østlige Syrien. Det vil kunne hæve produktiviteten, som i dag er meget lav på grund af handels embargo’en. Det vil desuden kunne fremme samspillet mellem animalske og vegetabilske landbrugsprodukter i en cirkulær proces. Skolen skulle derudover inddrage og anvende vedvarende energikilder og derigennem bidrage til deres udbredelse i landbrugsproduktionen og samfundet.

Der blev udviklet ganske detaljerede planer for indretningen og driften af landbrugsskolen. Der blev arrangeret en rejse til Rojava for at etablere kontakt til mulige samarbejdspartnere. Her søgte vi i særlig grad at etablere kontakter indenfor uddannelsesområdet, og prøvede at finde egnede lokaliteter og kontakter for at kunne gennemføre forsøg med økologisk dyrkning under lokale betingelser. Herhjemme har vi søgt at engagere danske uddannelsesinstitutioner i projektet på en måde, der ville kunne understøtte dansk udviklingsbistand i et nærområde, der ellers har været præget af store flygtningeproblemer.

Det har egentlig ikke skortet på interesse for projektet, bl.a. fordi en økologisering af samfundet har stået højt på dagsordenen for den kurdiske bevægelse i Nordsyrien siden revolutionens start i 2013. Den har satset på

1) udviklingen af et demokratisk civilt samfund med vægt på et aktivt lokaldemokrati, baseret på

2) en omfattende kvindefrigørelse (bl.a. med kvinderepræsentanter på alle ledende poster) samt

3) en udvikling af økologisk bæredygtig udnyttelse af Nordsyriens natur og landskaber.

Men vanskelighederne har været for store. Den fortsatte væbnede kamp mod resterne af Islamisk Stat, og de mange andre jihadistiske grupperinger, der støttes massivt af Tyrkiet, den vedvarende destabilisering og embargo fra især Tyrkiets side, EU’s og USA’s manglende støtte til deres tidligere hovedallierede i kampen mod Islamisk Stat, den manglende danske vilje til at skabe diplomatiske forbindelser til Nord- og Øst Syrien (selvom mange andre lande har gennemført det) har stillet sig i vejen for projektets gennemførelse. Og vi har ikke været i stand til at overvinde de mange sproglige og kulturelle barrierer, der er opstået, trods velvilje fra alle involveredes side.

Ligesom andre steder i verden, har historien tydeligvis tynget mulighederne for forandring. Hvor den revolutionære bevægelse i Nord- og Østsyrien har haft ganske stor succes med gennemførelsen af et omfattende lokaldemokrati, og i den sammenhæng ikke mindst har haft succes med mobilisering af kvinderne gennem deres aktive deltagelse i den demokratiske bevægelse i forsvaret af revolutionen og i udviklingen af produktionen, så har den økologiske omstilling været langt vanskeligere – selv om der i en del lokalområder har været gjort en stor indsats, f.eks. omkring tilplantning. Det skyldes nok ikke mindst den strategi for landbruget i det nordøstlige Syrien, der udviklede sig under Assad-styret med henblik på at skabe en stærkt ensidig industrialiseret kornproduktion efter sovjetisk forbillede. Det skabte en høj (men også ustabil) forsyningssikkerhed for korn ikke mindst i Syriens kurdisk-dominerede områder, men på bekostning af andre afgrøder (der var forbudt!), en udpining af jorden, og en ensretning af de ellers frodige og alsidige landskaber i det nordlige Syrien. Og det prægede voldsomt indstillingen blandt landbrugsspecialister. Så det er ikke dem, men faktisk primært kvindebevægelsen, der har taget økologiseringen af landbrugsproduktionen til sig (se f.eks. artiklen her i Nudem: Et landbrugskooperativ i Tirbespiyê). Men mulighederne er store. Det er ikke tilfældigt, at det var her – i centrum af ’Den Frugtbare Halvmåne’ – hvor det første jordbrug i verden udviklede sig for ca. 11 000 år siden.

Situationen i Rojava er fortsat uafklaret, og muligheden af at kunne få etableret mere holdbare demokratiske tilstande gennem en fredsproces med international deltagelse, der kan gøre det muligt at forsætte den vej som revolutionen i Rojava har vist, er langt fra udtømte. Alligevel har vi set os nødsaget til at indstille arbejdet i Øko-Rojava. Det voldsomme pres, der militært og økonomisk fortsat hviler på Den autonome Administration i Nord- og Øst Syrien, har gjort det vanskeligt at komme videre med vores hovedformål, en økologisk landbrugsskole. Og samtidig er den humanitære situation med 100.000-vis af flygtninge fra krigen mod IS, samt de nye interne fordrevne fra Den Tyrkiske invasion og besættelse forværret situationen og behovet for medicin og lægehjælp er meget stort.  Derfor er opsparede kontingentindbetalinger og modtagne fondsmidler i stedet blive kanaliseret til Kurdisk røde halvmånes humanitære indsamling og til den danske medicinske hjælpeorganisation Nordic Medical Aid, der er mere sikre på at kunne yde støtte under den aktuelle humanitære katastrofe, som påføres udviklingen i Rojava, og den kurdiske frihedsbevægelse mere generelt.

Vi takker alle for samarbejdet omkring Økologisk Rojava og støtten til projektet. Vi fortsætter personligt støttearbejdet for frihed, udvikling, uafhængighed, demokrati for det plagede kurdiske folk og håber senere at kunne deltage i tilsvarende eller andre støtte projekter for Rojava’s fremtid.

Vores facebook side, hvor man kan se små videofilm og andet om vores arbejde, vil stadig være aktiv:  https://www.facebook.com/ecorojava

Foreningen er nedlagt på sin sidste generalforsamling, der blev afholdt d. 11. august 2020.

Øko-Rojavas afgåede bestyrelse: Rich Bewley, Jesper Brandt, Jørgen Holst og Mogens Steenbuch
Revisor: Steen Andersen.

12. juli 2020: Et landbrugskooperativ i Tirbespiyé

For fem år siden grundlagde fire kvinder et landbrugskooperativ i Tirbespiyê. I dag arbejder 40 kvinder dér, og kooperativet dækker en stor del af efterspørgslen på grøntsager i det nord-syriske område.

Den Autonome Administration i Nord og Øst Syrien understøtter mange projekter for at øge den lokale produktion og det økologiske landbrug. Et af disse projekter blev startet for fem år siden af fire kvinder i Tirbespiyê. Den lokale økonomiske kommité stillede et stykke land til rådighed for kvinderne, hvor de dyrkede grøntsager i ni drivhuse. Indsatsen er blevet udvidet, og gennem de sidste fem år har kvinderne plantet 2500 træer og antallet af drivhuse er nu oppe på 22.

Kooperativet ligger på hovedvejen i Cizîrê regionen og er blevet et fast mødested for folk, der bor i området. De dyrkede grøntsager sælges til rimelige priser og dækker en stor del af den regionale efterspørgsel.

Projektlederen Ahin Şikri fortæller, at antallet af beskæftigede vil blive forøget til et hundrede. Dyrkningen af løg og hvidløg er særligt produktiv. For en lille afgift kan folk fra regionen også dyrke deres egne grøntsager på lige fod med de ansatte.

Emani Xaim har arbejdet i kooperativet igennem 1½ år og er meget tilfreds med det: ”Jeg er meget glad for, at jeg kan arbejde her som kvinde. Jeg håber, at alle kvinder i verden kan blive økonomisk uafhængige.”

 

 

Kilde: Anonymous, 2020: Agricultural cooperative in Tirbespiyê. ANF, 10. Juli 2020.

7. juli 2020: Tidligere talsmand for Pentagon: Terrorstemplingen passer bedre på Tyrkiet end på PKK

 

Michael Rubin1, en amerikansk forsker ved American Enterprise Institute, Washington D.C., og tidligere ansat ved Pentagon, har i juni været indkaldt som vidne for den Amerikanske Religiøse Frihedskomité. Han har foreslået, at USA fjerner Kurdistans arbejderparti (PKK) fra USA’s terrorliste. PKK er en politisk og militær organisation, der har været i konflikt med den tyrkiske stat siden 1980erne.

I et efterfølgende interview med det uafhængige syriske nyhedsbureau North Press Agency, har Rubin redegjort for de forskellige sider af hans forslag, mulighederne for at gennemføre det, og den indflydelse, som forholdet mellem USA og Tyrkiet har på situationen i Syrien.

Michael Rubin: Forsker ved American Enterprise Institute, Washington D.C., tidl. Ansat ved Pentagon.

De forenede stater har et påtrængende behov for at genoverveje placeringen af PKK på terrorlisten”, sagde Rubin.

Rubin understregede, at ”Hvad Hamas har gjort i Gaza bekræfter, at det er en terrorgruppe. Hvad Islamisk Stat gjorde i Syrien og Irak viser, at de også var terrorister. Hvad den Autonome Administration har gjort i Syrien viser, at den propaganda, der længe har været fremført fra Tyrkiets side og længe har været accepteret fuldkomment ukritisk af den amerikanske regering og helt ærligt også af mig selv før i tiden, simpelthen har været forkert”.

Han forklarede, at hvad der skete i Syrien, er det største bevis på, at de kurdere, der slås mod ekstremisme, er amerikanske partnere, som USA deler fælles mål med, og de er hverken fjender eller terrorister.

Rubin påstod, at Tyrkiet har udbredt en masse falsk information om PKK  i USA gennem årene, og fastslog, at ”næsten en hvilken som helst efterretning, der er leveret fra Tyrkiet, har været håbløst forurenet. Sandt at sige burde De Forenede Stater også genoverveje Tyrkiet. NATO medlem eller ikke, det ser i stigende udstrækning ud til, at Tyrkiet opfylder enhver definition af terrorunderstøttelse bedre end PKK gør det”.

Han forklarede, at de områder, som USA’s udsending for Syrien, James Jeffrey2, har beskrevet som sikre områder, blev et paradis for terrorister, så snart de tyrkiske styrker trængte ind i dem. ”Jeffrey gav ikke blot grønt lys for etnisk udrensning, han tillod i realiteten også Erdogan at ændre Tyrkiets grænser”. Rubin tilføjede, at Jeffrey var blevet ydmygende manipuleret af Tyrkiet, og at hans handlinger ”tjente Ruslands, Assads og Islamisk Stats interesser”.

Enhver ny amerikansk præsident kan prøve at ændre forløbet, men kurderne ville have god grund til aldrig mere at stole på USA’s løfter”, tilføjede Rubin.

1Michael Rubin er fast ansat forsker ved American Enterprise Institute (AEI) i Washington D.C. med speciale indenfor Mellemøsten, Tyrkiet, Iran og tilhørende diplomati. Han er forfatter til en række bøger om Mellemøsten, bl.a. ny monografi: Kurdistan Rising? Considerations for Kurds, Their Neighbors, and the Region (AEI, 2016). Han har tidligere været ansat ved Pentagon, og instruerer ledende militære officerer, der bliver udstationeret til Mellemøsten og Afghanistan, i regional politik, samt underviser udsendte soldater ombord på amerikanske flytransporter indenfor Iran, terrorisme, og arabisk politik. Han har boet i Iran (efter revolutionen), Yemen, og Irak både før og efter krigen, og har rejst gennem det Taleban-kontrollerede Afghanistan før 9/11. Hans bog: Dancing with the Devil: The Perils of Engaging Rogue Regimes (Encounter Books, 2014), analyserer de sidste 50 års amerikanske diplomati i forhold til  diktaturregimer og terrorgrupper.

2James F. Jeffrey er tilknyttet Washington Institute for Near East Policy, hvor han fokuserer på US-amerikanske diplomatiske og militære strategier i Mellemøsten, især Tyrkiet, Iran og Irak. Han har haft en serie af højst følsomme poster i Washington (DC) og i udlandet. I tilknytning til hans virke som amerikansk ambassadør i Tyrkiet og Irak, har han også fungeret som rådgiver for præsidenten og national vice-sikkerhedsrådgiver i George W. Bush-administrationen, med særligt fokus på Iran. Tidligere var han ledende vice-sekretær for Den amerikanske stats kontor for Nær-Østen med ansvar for ledelsen af det team, der udviklede Iran-politikken og koordinerede det offentlige diplomati. Tidligere udnævnelser omfattede tjeneste som senior rådgiver om Irak for den amerikanske statssekretær, samt diplomatiske poster i Baghdad, Ankara og Albanien. Som forhenværende infanteri-officer i den amerikanske hær, var Jeffrey udstationeret i Tyskland og Vietnam fra 1969 til 1976.

 

Kilder:

Hadeel Owais, 2020: Terrorist designation fits Turkey more than it fits the PKK – American researcher. North Press Syria, 7. July 2020.

American Enterprise Institute, 2016: Kurdistan rising? Considerations for Kurds, their Neighbors, and the Region. 29. June 2016. https://www.aei.org/events/kurdistan-rising-considerations-for-kurds-their-neighbors-and-the-region/

Redigering og oversættelse: Jesper Brandt

6. juli 2020: Erdogan udnytter moskeer til at spionere mod hans modstandere i Tyskland

En undersøgelse igangsat af den tyske TV kanal ZDF har afsløret at den tyrkiske præsident Erdogan udnytter tyrkiske moskeer i Tyskland til at spionere mod sine tyrkiske, kurdiske og tyske modstandere.

Undersøgelsen, der er blevet offentliggjort på den tyske kanal ZDF, har fremlagt vidneudsagn fra tyrkiske oppositionelle og tyske embedsmænd, der er blevet truet af imamer fra moskeer i Tyskland, på grund af deres modstand mod Erdogan og hans politiske system.

Erdogans regime drager fordel af Den Tyrkiske Islamiske Union i Tyskland, kendt som ”DITIB”, der omfatter i hundredvis af moskeer og islamiske centre i landet, der er underlagt den tyrkiske efterretningstjenestes ledelse, med henblik på at udspionere regimets modstandere.

DITIB, der er den største islamiske organisation i Tyskland, styrer mere end 900 moskeer, der ligger i 16 tyske delstater, og dens imamer og medarbejdere omfatter de stærkeste tilhængere af den tyrkiske præsident. De samarbejder direkte med den tyrkiske efterretningstjeneste om at indfange Erdogans modstandere.

Etinal Ozil, en ung tyrkisk mand, der søgte tilflugt i Kassel i Tyskland efter kupforsøget i 2016, fortalte, hvordan imamen i den moske, som han plejede at besøge for at bede, havde stoppet ham og truede ham, fordi han tilhørte en oppositionsgruppe til Erdogan.

Ozil fortalte om den trussel han mere end én gang var blevet stillet overfor fra Erdogans tilhængeres side, og tilføjede, at han ikke havde forventet, at han igen skulle opleve frygt efter at have forladt Tyrkiet for at slå sig ned i Tyskland, især fordi han havde håbet på at kunne starte et nyt liv med sikkerhed og stabilitet i Tyskland.

Truslen omfatter ikke bare tyrkiske statsborgere, men også tyske politiske personer af tyrkisk og kurdisk oprindelse. Sevim Dagdiline, et medlem af venstrefløjspartiet *Die Linke’, fortalte at hun frygtede spionage operationer fra Erdogan og den tyrkiske efterretningstjenestes side.

Dagdiline lagde ”for en stor dels vedkommende” ansvaret for krænkelserne og spionageoperationerne, der er blevet begået på tysk jord, på den nuværende tyske regering, som hun beskyldte for at ”opmuntre” Erdogan, idet hun antydede, at Erdogan kørte sit land ’med en mafiamentalitet’.

Ifølge de foretagne undersøgelser kræves det af moskeernes imamer, at de indsamler information om tyrkiske oppositionelles og tyske politikeres gøren og laden, og denne information sendes til den tyrkiske ambassade og til konsulaterne, som så regelmæssigt sender det videre til den tyrkiske efterretningstjeneste.

Ifølge de oplysninger, der er kommet frem fra undersøgelsen, er antallet af personer, der overvåger Erdogans modstandere og spionerer imod dem, kommet op på omkring 8000. Det gør dem nærmest til en hel hær af spioner.

 

Kilde: Anonymous, 2020: Erdogan exploits mosques to sky on his opponents in Germany. ANHA, 28. June, 2020.

1. Juli 2020: Schweitz afviser udlevering af påstået ’PKK-medlem’ til Tyskland

Schweitz har afvist en tysk udleveringsbegæring af et påstået ’PKK-medlem’. Ifølge domstolsafgørelsen mangler der et strafferetsligt ansvar, da PKK fremstår som et politisk parti eller en modstands- og uafhængighedsbevægelse.

Det Schweitsiske retsvæsen har nægtet at udlevere et påstået ’PKK-partimedlem’ til Tyskland. Begrundelsen fra den føderale strafferet i Bellinzona (FN:RR.2020, 39) d. 4. juni, der ser ud til At blive noget af en mavelanding for den tyske anklagemyndighed, fastslår, at der mangler et strafferetsligt ansvar. Den tyske anklagemyndighed beskylder en kurder, der har tyrkisk statsborgerskab, men hvis navn ikke nævnes, for at have været aktiv i Tyskland fra juni 2014 til september 2014 ’som fuldt medlem af en udenlandsk terrorvirksomhed (§§129a/b StGB), idet de mener PKK. Fra august 2015 til marts 2016 påstås han at have flyttet sine aktiviteter – ”rekruttering af unge tilhængere af PKK eller af Folkets forsvarsstyrker HPG” – til Belgien og Frankrig. D. 1. november 2019 blev den anklagede arresteret i Zürick lufthavn på grundlag af en arrestordre udstedt af den højere landsdelsret (OLG) i Stuttgart og blev derefter fængslet.

To måneder senere godkendte Schweitz’ føderale retfærdighedskontor mandens udlevering til Tyskland. Det lykkedes den nævnte person at appellere denne beslutning til den føderale strafferet. Tidligt i maj kom beslutningen om hans løsladelse.

PKK er ikke forbudt i Schweitz

For at den anklagedes generelle aktiviteter, som udleveringsbegæringen beskriver omkring hans rolle som båstået kadremedlem af PKK, skulle kunne være strafbare under schweizisk lovgivning, ville det kræve, at PKK selv ville blive vurderet til at være en ’kriminel organisation’. I modsætning til hvad der gælder terroristorganisationer som Al-Qaeda og Islamisk Stat, har Schweitz ikke hidtil gennemført nogen lov, der forbyder PKK som organisation.

Dommerne beskæftigede sig i udstrakt grad med baggrunden for det kurdiske spørgsmål og konflikten omkring Kurdistan. Ifølge dommen ”var grundlæggelsen af PKK en reaktion på undertrykkelsen af kurdisk identitet fra den tyrkiske stats side”. ”Efter 1984 kæmpede PKK voldeligt for en uafhængig kurdisk stat, og senere, efter at have forladt dette mål, for kurdernes kulturelle rettigheder. Disse målsætninger kan ikke få PKK til at fremstå som en organisation, hvis primære eller overvejende mål er at begå voldelig kriminalitet.” Skønt PKK vedvarende forbindes med voldelige forbrydelser ”blandt tilknyttede under-organisationer”, får dets formål det snarere til at fremstå som et ”politisk parti eller en modstands- og uafhængighedsbevægelse, end som en kriminel organisation”. Det skal i den sammenhæng nævnes, at de bekymringer, der fremføres af PKK, principielt også har mødt forståelse hos de schweiziske myndigheder.

Et standardprogram af udifferentierede påstande

Der har i udstrakt grad forankret sig en markant ivrighed med at foretage undersøgelser mod den kurdiske frihedsbevægelse blandt de juridiske myndigheder i den sydlige del af Den Tyske Forbundsrepublik. Den kendsgerning er blevet tydelig gennem de modsætningsfyldte anklager, som dommerne i Bellinzana henviser til: ”Hvad angår rekrutteringen af krigere til den væbnede kamp, som den anklagede er beskyldt for, så kan kravet om udlevering af en kurdisk samvittighedsfange anklages for at være ulovlig; nemlig at han d. 27. juli 2014 havde opfordret til deltagelse i modstanden mod Islamisk Stat i de dele af Syrien (Rojava/Kobane), der beherskes af kurderne. Som følge af det, tog seks unge mænd fra ”Z.” til Tyrkiet, for derfra at rejse til kampområderne i Syrien. Tre andre begivenheder, der nævnes i udleveringsbegæringen, var tydeligvis også tematisk knyttet til kurdernes modstand mod Islamisk Stat i Syrien og Irak (nemlig i byen Sinjar). (…) På grundlag af disse oplysninger fremgår det, at klageren ikke beskyldes for at have rekrutteret krigere for kampen mod den tyrkiske stat i Tyrkiet, men tydeligvis for kurdernes kamp imod Islamisk Stat i Syrien og Irak. Derudover ville rekruttering af krigere til kampen mod den tyrkiske stat have været usandsynlig i den periode, der er anført (juni til septemb er 2014), eftersom PKK deltog i den tyrkiske fredsproces netop i denne periode, ved hvis begyndelse PKK lederen Abdullah Öcalan havde opfordret PKK-krigerne til at nedlægge våbnene. Denne fredsproces blev erklæret afsluttet i juni 2015. På denne baggrund ville det være for tidligt at betragte den simple reference til rekrutteringen af krigere til HPGs væbnede kamp i Syrien og Irak som støtte til en kriminel organisation. I det følgende skal derfor først diskuteres den historiske og internationale lovgivnings.numanitære kontekst for den berørte konflikt i Syrien og Irak”.

 

Retten: PKK rekrutterede krigere til forsvaret af Rojava

De resultater, som Den Føderale Schweiziske Kriminal Ret har fundet frem tid, må være sønderlemmende for alle ’Eeksperterne’ blandt de lokale juridiske autoriteter, hvis dagsorden omfatter kriminalisering af den kurdiske modstand. Dommen fastslår, at: ”Både erklæringerne i selve udleveringsbegæringen og den historiske kontekst, der er beskrevet ovenfor, bekræfter, at klageren under hans arbejde for PKK ikke rekrutterede krigere til HPG i ”Z.”-området i 2014, som efterfølgende udførte angreb mod militære, statslige og civile mål i Tyrkiet. På den ene side indeholder selve udleveringsbegæringen slet ikke sådanne påstande. Men derudover ville en sådan anklage vise sig at være udelukket, stillet overfor den baggrund af nutidig historie, der er beskrevet ovenfor. PKK og dets væbnede gren HPG fulgte snarere YPGs opfordring til en generel mobilisering for forsvaret af Rojava ved at rekruttere krigere, der støttede PYG i kampen mod angrebene fra Islamisk Stats side på de kurdiske befolkede områder i Syrien, men også i Irak. Rekrutteringen af krigere var således til fordel for en part i en borgerkrig indenfor rammerne af en militær konflikt. Hovedformålet med denne støtte var ikke at udføre angreb imod civilbefolkningen indenfor rammerne af en konflikt med den tyrkiske stat, hvorigennem de ville blive intemideret, men derimod at beskytte den civile kurdiske befolkning i Syrien og Irak mod Islamisk Stats angreb og derigenne beskytte dem mod udvisning, b orførelse, voldtægt, slaveri, henrettelse og undertrykelse, som f.eks. befolkningen i Sinjar har lidt under siden august 2014.

Dommerne i Bellinzona ydede også offeret en kompensation i for af et beløb på 2000 Sweitzerfrank eller omkring 1840 euro. Om domfældelsen fra den Føderale Kriminalret i Schweitz åbne op for nye perspektiver og tilgange bos de lokale (sydtyske?) myndigheder må man dog fortsat tvivle på.

Kilde: Anonymous, 2020: Switzerland rejects extradition of alleged ‘PKK cadre’ to Germany. ANF, 7. June 2020.

Oversættelse: Jesper Brandt

16. juni 2020: Tyrkiet har igen bombet og dræbt yazidier i Irak. Hvornår bliver Tyrkiet stoppet?

I dag, d. 15. juni, 2020 bombede Tyrkiet igen byen Sinjar i Iraq, i et målrettet og bevidst angreb mod Yazidierne. På bare én nat har Tyrkiet  8 gange bombet de overlevende fra et folkemord. Det er sandsynligt, at et hospital bevidst er blevet ramt.

Hvor mange fra vores befolkningsgruppe skal Tyrkiet have lov til at slå ihjel før dette endelig slutter? Vil USA og og EUs medlemsstater stoppe Tyrkiets drab på os? Hvad var formålet med at gøre det af med Islamisk Stat, hvis Tyrkiet alligevel får lov til at slå os ihjel? Hvorfor brugte man alle de penge på at bekæmpe ISIS, hvis man giver Tyrkiet tilladelse til at gør det samme nu?

Det er almindelig kendt, at Yazidiernes religiøse samfund er den ældste religion i Mesopotamien.

Islamisk Stat angreb Yazidiernes religiøse samfund d. 3 august 2014, og et grusomt folkemord blev udført. Efter dette folkemord besluttede vi Yazidier at opbygge vores egne selvstyrende styrker og slås mod Islamisk Stat, da vi ikke modtog nogen hjælp, hverken i starten eller senere, og da vi var blevet efterladt forsvarsløse overfor IS af de lokale væbnede styrker i det nordlige Iraq. Derfor stiftede vi YBŞ, Sinjars selvstyrende væbnede styrker, d. 14. januar 2015. Under befrielsen af Sinjar og indtil i dag, har vi mistet hundreder af Yazidiske mænd og kvinder i kampen mod Islamisk Stat.

Selv efter at have oplevet det, har vi ikke modtaget nogen som helst hjælp fra De Forenede Stater, De forenede Nationer eller den Europæiske Union til genopbygningen af samfundet eller til den videre kamp mod Islamisk Stat. Siden befrielsen fra IS-terroristerne, har Tyrkiet gentagne gange angrebet Sinjar og den omgivende region. Siden oktober 2019 – samtidigt med den tyrkiske stats invasion i Nord-Øst Syrien – har den tyrkiske stat bombet Sinjar-regionen fem gange inden angrebet i dag. Adskillige medlemmer af de selvstyrende forsvarsenheder er blevet dræbt i disse tidligere angreb fra den tyrkiske stat.

Men vi nægter at blive lakajer for tyrkerne! Det er derfor Tyrkiet bomber os og kalder os ”PKK”. USA har officielt bekræftet, at PKK har forladt Sinjar. YBŞ er en del af den irakiske hær. Hele verden ved, at Erdogan er en diktator, der kalder alle, der siger ’nej’ til Erdogan for ’PKK’ eller ’terrorist’. Selv nu fortsætter vi med at sige ’nej’ til Erdogan. Vi vil ikke blive undersåtter under hans kontrol.

Den tyrkiske stat har gentagne gange angrebet Sinjar regionen og bombet YBŞ-positioner. Med udgangspunkt i disse realiteter er der ingen tvivl om, at den tyrkiske regering ønsker at fortsætte udryddelsen af Yazidiernes religion og tømme Sinjar regionen. Tyrkiet ønsker at tvinge alle etniske og religiøse grupper til at blive deres lakajer og tjenere. Det nægter vi, og det er derfor Tyrkiet har besluttet at smide os ud.

Vi appellerer endnu engang til Det Forenede Stater, som kontrollerer det irakiske luftrum, om at stoppe Tyrkiet i deres angreb på Yazidierne. I de fem tidligere tyrkiske angreb siden oktober 2019, er mange civile allerede blevet dræbt og såret. Yazidierne udgør ingen trussel mod Tyrkiet. Ikke desto mindre er Yazidierne udsat for den tyrkiske stats angreb uden nogen beskyttelse. Det er uforståeligt for os Yazidier, hvorfor den internationale offentlighed stiltiende accepterer den tyrkiske stats angreb og ikke gør noget for at standse deres NATO partner i dennes brud på menneskerettighederne.

Vi anmoder De Forenede Stater om at lukke det Nordirakiske luftrum, især omkring Sinjar regionen, med den omgående virkning for den tyrkiske stat, at den må stoppe luftangrebene. Vi forventer en skriftlig bekræftelse af et sådan tiltag. Og vi understreger igen at vi ikke er nogen trussel mod Tyrkiet, eller mod noget andet land eller religion. Der findes simpelthen ikke nogen retfærdiggørelse af denne tyrkiske aggression mod os.

Det Yazidiske Råd for Sinjar, 15.06.2020. Email: sengal.3.8.2014@gmail.com

3. juni 2020: Erdogan udrydder nu også døde kurdere

Jesper Brandt

Kurdere, der har kæmpet og faldet i kampen for deres frihed, hvad enten det har været i kamp mod det tyrkiske militær, eller mod Islamisk stat og deres allierede, får nu også deres grave systematisk ødelagt af det tyrkiske militær, og deres lig bliver gravet op og placeret i stabler af plastikposer på ukendte grave langt fra deres tidligere gravplads.

 

I 2013, under de daværende fredsforhandlinger mellem PKK og den tyrkiske regering – forhandlinger, der var tæt på at lykkes – anlagde pårørende til dræbte kurdiske guerillaer kollektivt en kirkegård i Garzan distriktet i Bitlis provinsen i det østlige Tyrkiet nær landsbyen Yukariolek/Oleka Jor (Upper Ölek) ikke langt fra den store Van-sø med Ararat-bjerget. Det skete uden indvendinger fra den tyrkiske regerings side, og selv om der både under anlæggelsen af kirkegården i september 2013 og senere i 2015 blev gennemført militære angreb mod kirkegården, blev mange kurdiske frihedskæmpere i de følgende år stedt til hvile som martyrer på denne og andre kurdiske kirkegårde efter at have været blevet dræbt under kampene. Det var ikke kun faldne guerillaer fra PKK og dens kvindelige afdeling YJA Star, der lå på kirkegården ved Yukariolek, men også syrisk kurdiske medlemmer af YPG og deres kvindelige kampgrupper YPJ, der var faldet i Syrien under kampene mod Islamisk Stat, bl.a. den berømte kvindelige YPJ-helt Bilan Bingöl, der mistede livet under forsvaret af grænsebyen Kobane i 2014, da Islamisk Stat var tæt på at erobre byen, reelt kraftigt støttet af Tyrkiet og dets efterretningstjeneste MIT.

 

Erdogan strammer grebet – også om dræbte kurdere

I 2015 afbrød præsident Erdogan forhandlingerne med PKK, da det kurdisk-støttede tyrkiske venstrefløjsparti HDP stod til fremgang i meningsmålingerne, og da han ikke kunne få kurdernes støtte til sine planer om at sikre sig større præsidentielle magtbeføjelser. Tyrkiet genoptog derefter sin systematiske undertrykkelse af de tyrkiske kurdere og deres menneskerettigheder. Bl.a. blev gravpladsen i Garzan beslaglagt at af det lokale militærpoliti. Det blev også almindelig praksis, at medlemmer af de kurdiske frihedsbevægelser, der var dræbt i kampe mod det tyrkiske militær, f.eks. under de talrige belejringer af kurdiske byer i 2015 og 2016, enten blev til bageholdt på retsmedicinske afdelinger, eller blev begravet på gravpladser for ukendte, selv om deres identitet ofte var kendt, eller kunne fremskaffes

Fra efteråret 2017 udvidede Tyrkiet sine angreb på gravsteder knyttet ikke bare til PKK, men også til andre kurdiske modstandsgrupper i og udenfor Tyrkiet. F.eks. blev tyrkiske styrker under den regeringsudnævnte guvernør i den kurdiske provins Bingal sat til at ødelægge gravstedet for Sait Çürükkaya, en frivillig Peshmerga-soldat, der blev dræbt under den kurdisk-irakiske offensiv for at befri den Islamisk Stat-erobrede by Mosul i 2016.

Grav-ødelæggelserne blev voldsomt intensiveret i december 2017 da den tyrkiske stat gav ordre til at destruere Garzan kirkegården, hvor hundreder af medlemmer af de kurdiske guerilla organisationer fra Tyrkiet, Irak og Syrien har ligget begravet. Efter at kirkegården var helt ødelagt, blev ligene uden tilladelse fra de afdødes familier gravet op efter ordre fra den offentlige anklagers kontor i Istanbul og bragt til den lokale retsmedicinske afdeling. Derefter blev de begravet på den jødiske kirkegård i Kilyos, ikke langt fra badebyen af samme navn ved Sortehavskysten vest for den nordlige adgang til Bosporus. Resterne af de 267 kurdiske krigere blev efter sigende begravet i en afdeling for de ukendte.

Ødelæggelse af kurdiske gravsteder og vanhelligelse af de dødes lig er efterhånden blevet en typisk praksis for det tyrkiske militær i deres krig mod kurderne. Det er en del af den måde, man forsøger at nedbryde modstandsviljen og moralen blandt den kurdiske befolkning.

Pres for udlevering af kurdere, der er bortført fra deres gravpladser

Pårørende til kurdere, der har ligget begravet på kirkegården i Garzon-distriktet har siden bortførelsen af ligene presset på overfor de tyrkiske myndigheder for at få udleveret ligene, så de igen kunne begraves anstændigt efter familiens ønsker. Det har været både vanskeligt og forbundet med omfattende ydmygelser, kontrol og chikanerier.

Hidtil er det kun lykkedes i 25 tilfælde. Der er dog tegn på, at mulighederne, og i hvert fald information om sagerne nu kommer mere frem i lyset, efter at Erdogans parti AKP sidste år tabte kommunalvalget i Istanbul, hvis retsmedicinske myndigheder har været sat på den skændige opgave af den offentlige anklagers kontor.

I slutningen af februar i år blev ligene af to af de dræbte kurdere, Hüseyin Döner og Cengiz Demir, udleveret til de pårørende familier. De blev afleveret i plastiksække.

Döner blev født i Hizan distriktet i Bitlis, og tog til Kobane i 2013 for at kæmpe med YPG mod Islamisk Stat. I YPG fik han navnet Sîdar Sipan. I 2014 døde han i kampene mod Islamisk Stat under forsvaret af Kobane.

Cengiz Demir (med kodenavnet Sami) gik ind i PKK i foråret 1999, kort tid efter at PKKs leder, Abdullah Öcalan, blev kidnappet i Kenya på vej til Nelson Mandela i Sydafrika. I september 1999 annoncerede Öcalan under sit fængselsophold en ensidig våbenhvile, og bad sine guerillastyrker om at trække sig tilbage til de kurdiske områder i det nordlige Irak. Ikke desto mindre fortsatte den tyrkiske hær sine angreb mod kurderne langt ind på Irakisk territorium. Cengiz Demir faldt i kamp under tilbagetrækningen.

Familien har ønsket at få ham begravet på familiegravstedet i landsbyen Fis, nord for det kurdiske center Diyarbakir, i distriktet Lice, hvor PKK blev stiftet i 1978. Her blev han begravet lørdag d. 29. februar i år, under belejring af tyrkiske sikkerhedsstyrker, der foretog forhør og skrev politirapporter over alle deltagere i begravelsen, før den fik lov til at finde sted.

Placeringen af ligene på ’en ukendt grav’ på den jødiske kirkegård i Kilyos er ikke foretaget som en almindelig begravelse: Ligene er placeret anonymt i poser i plastikæsker, der er stablet oven på hinanden under et grusbelagt fortov ved kirkegården.

Denne procedure for vanhelligelse af ligene, samt intimidering af de efterladte til de begravede kurdere på kirkegården i Garzan, gennemføres nu meget konsekvent af de tyrkiske myndigheder.

Ifølge en undersøgelse gennemført af en støtteforening for forsvundne familier (MEYA-DER), der er blevet forbudt under den gældende undtagelseslovgivning, er ligene af mindst 707 personer, der er slået ihjel på forskellige tidspunkter, stadig i de statslige autoriteters varetægt, herunder de 267 lig på de ukendtes grav på den jødiske kirkegård i Kilyos.

 

 

 

Starten på optrevlingen af Garzan-skandalen

En af de første, der sloges med myndighederne for at få viden om, hvad der var sket med de efterladte fra den ødelagte Garzon kirkegård, var Lezgin Bingöl, faderen til den kvindelige YPG-soldat Bilan Bingöl. Kort efter ødelæggelsen skrev han på de sociale medier. ”Efter at have hørt, at kirkegården for nyligt var blevet ødelagt af sikkerhedsstyrkerne, indgav jeg en skriftlig ansøgning til Bitlis guvernørens kontor d. 18. december 2017. Min datter Dilan Bingöl var også begravet dér. I min ansøgning angav jeg, at jeg ønskede at besøge min datters grav og bad om at blive informeret om, hvorvidt der var forbud mod at færdes i området. Guvernementets embedsmænd videresendte min ansøgning til militærpolitiet med den begrundelse, at området nu var under deres kontrol. D. 19. december ringede militærpolitiet mig op og fortalte, at ’267 lig på den kirkegård var blevet gravet op og sendt til Istanbuls retsmedicinske institut efter ordre fra provinsen’.”

”Så tog jeg til kirkegården i landsbyen Yukari Ölek d. 20 december. Der kunne jeg se, at min datters krav ikke var der. Graven var blevet ødelagt, og min datters knogler var blevet gravet op og fjernet. Der er intet tilbage af gravene på kirkegården”, fortalte Bingöl og tilføjede: ”Da jeg så mig omkring, kunne jeg se, at de andre grave var i den samme tilstand. Jeg appellerede derfor til anklagemyndighedens kontor i Bitlis d. 21. december. Jeg ønskede at få besked om, hvad der var sket med min datters lig, og anlagde en kriminalsag mod de ansvarlige.”

Bingöl fastslog at familien allerede havde begravet deres datter på kirkegården i Garzan efter at have modtaget en begravelses- og overførselstilladelse fra det retsmedicinske institut i Sanliurfa, og fortsatte: ”Efterfølgende blev der rejst sigtelse mod mig og min kone i forbindelse med begravelsen,. Vi kom i retten og blev frikendt”.

Bingöl har også fremført, at hans datter har været genstand for talrige retsmedicinske procedurer, til trods for at hendes identitet har været kendt. 

Aktuel mindehøjtidelighed på Kilyos kirkegården

Sidste torsdag, d. 21 maj, holdt Istanbul-afdelingen af Folkets Demokratiske Parti (HDP) en mindehøjtidelighed på Kilyos kirkegården, med deltagelse af Anyakay, en ny støtteforening for familier fra Anatolien, der har mistet pårørende. Erdal Avci, med-formand for HDP i Istanbul sagde under en kort tale: ”Grave og slagmarker er de ældste vidnesbyrd for den menneskelige civilisation. Forulempelse af de dødes rester og en nedværdigende behandling af lig er en forbrydelse, der er uværdig for menneskeheden. Behandlingen af de døde fra Garzan, der er blevet begravet under et fortov her i Kilyos, er respektløs og afskyelig, og afspejler fjendens mentalitet. Vi kræver, at angrebene på vores døde og deres hvilesteder nu må være slut”.

 

 

Kilder:

Anonymous, 2020: Guerilla corpses kidnapped from Garzan buried under sidewalk. ANF, 21. Maj 2020.

Anonymous, 2020: Remains of HPG guerrilla re buried after 2 years and 70 days. ANF, 29. February 2020

Anonymous, 2018: Ankara’s war on the dead. ANF, 29. Oktober 2018

Anonymous, 2018: Bodies removed from Garzan still not delivered to families. ANF, 2. februar 2018

Anonymous, 2017: 267 kurdish corpses exhumed: How far can Turkey’s ‘war on terror’ go? The Region, 25. December 2017.

Anonymous, 2017: Turkish authorities reportedly exhume corpses of 267 Kurdish militants in Garzan cemetery. Stockholm Center for Freedom, 22. December 2017.

28. maj 2020: Målrettet angreb fra regimetro tyrkiske medier mod svenske S-medlemmer af rigsdagen

Af Johan Hassel, International sekretær for det svenske socialdemokrati, og Kenneth G. Forslund, socialdemokrat og præsident for den svenske Rigsdags udenrigsudvalg

Under Corona-krisen sørger autoritære ledere for at begrænse demokratiet og presse- og ytringsfriheden. I Tyrkiet har denne udvikling vist sig gennem mange år. I regimetro tyrkiske medier er svenske socialdemokratiske rigsdagsmedlemmer blevet angrebet for at have fremført socialdemokratisk politik i rigsdagen. Det er uacceptabelt.

Demokratiet trænges tilbage flere steder i verden, ikke mindst i Tyrkiet. Autoritære ledere sørger under Corona -krisen for at gennemføre handlinger, som begrænser demokratiet og presse– og ytringsfriheden og udnytter retsvæsenet til egne politiske formål. I Tyrkiet er den negative og uacceptable udvikling gået for sig gennem flere år, men syns nu at accelerere. Det er alvorligt og kedeligt ikke mindst for den tyrkiske befolkning.

Ved sidste års lokalvalg stemte Istanbuls borgere for forandring og valgte med stor majoritet CHPs Ekrem Imamoglu til borgmester. CHP og HDP er de to progressive oppositionspartier mod Erdogans stadigt mere magtfuldkomne AKP. Det svenske socialdemokrati har dialog med CHP og HDP og støtter deres bestræbelser på at forstærke demokratiet i Tyrkiet. Ikke mindst fortjener Tyrkiets unge befolkning en bedre fremtid, og det er derfor vigtigt for os at støtte de progressive kræfter.

HDPs leder Selahattin Demirtas er fængslet på falske anklager om terrorisme, og Europadomstolen har krævet at han løslades og sikres en retfærdig rettergang. Også journalisten, den tidligere HDP-leder og parlamentsmedlem Figen Yüksekdag er fængslet og dømt på grund af sit politiske engagement uden en retfærdig rettergang. Desværre er det bare to i rækken af fængslede oppositionspolitikere, menneskeretsaktivister og journalister. Det er tydeligt, at Erdogans AKP er parat til at gøre hvad som helst for at beholde magten.

I sidste uge blev et målrettet angreb fremført i regimetro tyrkiske medier, rettet mod et antal svenske socialdemokratiske rigsdagsmedlemmer: Serkan Köse, Sultan Kayhan, Kadir Kasirga og Roza Güclu Hedin. Det har ført til grimme og uacceptable fornærmelser på de sociale medier. De anklages for at have fremført deres egen dagsorden, selv om de faktisk – sammen med flere andre rigsdagsmedlemmer – har fremført socialdemokratisk politik.

Vi socialdemokrater har på det kraftigste fordømt Tyrkiets offensiv i det nordlige Syrien, som strider mod folkeretten, der har ført til et stort antal dræbte og en forfærdelig humanitær situation. Vi mener, at Tyrkiets gentagne angreb mod kurdere og kurdiske områder er uacceptable. Vi rejser os for kurderes, kristnes og andre minoriteters menneskerettigheder. Vi kræver, at politiske fanger, journalister og demokratiaktivister løslades, og at man tillader retsvæsnet at fungere uafhængigt. Det må være slut med at bruge medierne som politiske fora mod såvel tyrkiske som  svenske folkevalgte repræsentanter. Presse- og ytringsfriheden må helt enkelt respekteres.

Ingen skal tro, at de iscenesatte fornærmelser vil få det svenske socialdemokrati til at forandre vores syn på folkeretten, demokratiet eller presse- og ytringsfriheden. Vi vil aldrig acceptere, at folkevalgte medlemmer i den svenske rigsdag udsættes for chikane eller trusler. Det svenske socialdemokrati står bag dem, der kræver demokratisk forandring.

 

Kilde: https://www.socialdemokraterna.se/nyheter/nyheter/2020-05-26-riktad-attack-mot-s-ledamoter-i-regimtrogen-turkisk-media#0

23. maj 2020: Corona og revolutionen i Rojava. Interview med en international sundhedsarbejder i Rojava

23. maj 2020

Corona og revolutionen i Rojava

Interview med en international sundhedsarbejder i Rojava

Den vigtigste nøgle til sociale forandringer og genopbygning af en helhedsverden, og af livet og samfundet, er at starte der, hvor undertrykkelsen begynder, siger Jiyan, en tysk internationalist i Nordsyrien.

Jiyan er en tysk internationalist, der efter massakren i Sinjar og angrebet på Kobane i 2015 besluttede at rejse til Nordsyrien for at slutte sig til den konføderalistiske demokratiske revolution, der blev igangsat af den kurdiske befrielsesbevægelse.

Hun udfører for tiden sundhedsarbejde på frontlinien ved Tel Temir mellem Heseke og Serê Kaniyê. Den spanske blog Buen Camino har for nyligt talt med hende om indflydelsen fra Coronavirus på Rojava, begrebet sundhed i revolutionen, forandringsstyrken af kvindebevægelsen, og vanskelighederne ved at opbygge et alternativ til kapitalismen i Europa.

Kan du sætte os lidt ind i konteksten? Hvordan er situationen her ved fronten, hvordan påvirker det besættelsen, og hvor står krigen nu?

Det her er den seneste frontlinje siden starten af den tyrkiske offensiv sidste år. Her er der f.eks. et nærområde, der tilhører Çete (en jihadist-bande), og der er stadigvæk tilbagevendende angreb, det meste af tiden med tunge våben, men også med lette. Mere generelt er der for øjeblikket en omfattende militær bevægelse. Der er overflyvning af krigsfly, der er bevægelser på den anden side af fronten, vi ved, at tyrkiske soldater opbygger flere positioner, omgrupperer styrkerne, og gennemfører recognoseringsoperationer.

Der flyver droner, russerne gennemfører patruljeringer med de tyrkiske soldater, og det gør amerikanerne også. En stor del af alt det drejer sig om indsamling af information. Så vi tror, at efter den nuværende situation med Coronavirus vil vi atter en gang få en opblussen af krigen. Samtidigt reorganiserer Islamisk Stat sig igen, især i Deir ez Zor regionen, hvor angreb og trusler igen er en del af hverdagen. Og samtidigt bliver deres sovende celler fortsat indfanget i Cizire og Kobane kantonerne. De krige vi står overfor, har alle disse forskellige komponenter.

 

Regner du så med, at Tyrkiet vil fortsætte med at besætte nye territorier?

For Tyrkiet er spørgsmålet ikke, om de skal angribe eller ej, men et spørgsmål om, hvornår de vil gøre det. Er betingelserne lovende, så gør de det. Det afhænger også af forholdet mellem dem og deres politiske og militære partnere. Men det er helt klart, at står det til Tyrkiet, så bliver der krig igen.

Hvordan virker pandemien ind på alt det her?

Tja, på den ene side, hvis vi ser på situationen ude i verden, så er alle lige nu helt fokuseret på Corona; når du ser nyheder, er det corona, corona, corona, så selv hvis hele Rojava (eller et hvilket som helst andet sted i verden) skulle gå op i flammer, så ville der desværre ikke være nogen, der ville være interesserede i det. På den anden side, når de bomber elektricitets- eller vandforsyningens infrastrukturer, drejer det sig så virkelig om disse rettigheder? Nej, det drejer sig om at påvirke folks moral, gøre dem bange, lægge pres på deres daglige behov, gøre dem vrede. Jeg mener, forestil dig en by så stor som Heseke (En af Syriens 10 største byer, med ca. ¼ mill. indbyggere, beliggende i det nedbørsfattige øst-Syrien, jb-kommentar) bare en enkelt dag uden vand, ikke mindst under en epidemi, hvor du, oven i dit behov for drikkevand, er nødt til at rengøre alt hver eneste dag; det er en tydelig krigsstrategi, der føres mod befolkningen i Nord- og Øst Syrien (Se også https://www.nudem.dk/nord-og-oest-syriens-corona-forsvar/).

Hvad har generelt været reaktionen i Rojava på truslen om opblomstring af en pandemi?

Da denne her situation med Covid-19 startede, var reaktionen: Vi må stoppe alt, alle militære strukturer er nødt til at stoppe deres ”aktive” opgaver, fordi vi først og fremmest er konfronteret med truslen fra denne virus, som i dag er en ”fjende”, og hvor det ikke er særligt klart, hvordan den er det. Så af hensyn til sikkerhed og beskyttelse, stopper vi op og prøver at få alle til at forstå, hvor vigtigt det er at følge nogle procedurer for beskyttelse af sig selv. For eksempel henvendte vi os i vores region til alle enhederne og forklarede situationen, truslen, hvordan man skal beskytte sig, proceduren, hvis der viser sig at være folk med symptomer, osv. Dernæst drejer det sig om at organisere medicinsk udstyr og også give information om gør-det-selv rensningsmateriale og om beskyttelse. Der er stadigvæk embargo mod os, vi har ikke så mange leveringskilder, så  bare at få ansigtsmasker og handsker til alle er umuligt.

Hvad vi også oplevede var, at det drejer sig om at overbevise et højt socialiseret samfund om at handle fuldstændigt asocialt (ingen håndtryk, knus, kys… afstand, ingen møder eller besøg, en anden måde at spise og drikke på). At forklare det vigtige i at implementere alt det var ganske vanskeligt. For hvis du ser på intensiv-afdelingerne her, de pladser, der står til rådighed…  Vi har 40 respiratorer, hvilket gør, at vi kun kan behandle 40 tilfælde, der er så alvorlige, så de har behov for vejrtrækningshjælp. Det betyder, at de øvrige patienter ikke kan få den nødvendige behandling før en respirator er frigjort, hvilket sandsynligvis ikke sker, før en person er død…  Så der er meget konkrete grunde til disse beskyttelsesprotokoller og til nedlukningen.

Er forholdsreglerne så lige som i Europa?

Ja. Her er der også karantæne og de eneste åbne etablissementer er de, der sælger ting, som folk har brug for, som fødevarebutikker, apoteker, salg af landbrugsredskaber. Vi har også sikkerhedsstyrker, der sørger for, at folk følger karantænebestemmelserne, så hvis du ser lidt klassisk på det, så udfolder alt sig selvfølgelig på den samme måde, men på den anden side har du anderledes strukturer indenfor samfundet. Vand og elektricitet er gratis, og mad og basale fornødenheder bliver stillet til rådighed for folk gennem kommunerne, hvad jeg tror er anderledes end i Europa, fordi det er blevet indbygget i systemet her, i samfunds- og sundhedsideerne. Der er en struktur, som er grundlæggende for livet her, og der er mennesker, der påtager sig denne ansvarlighed. Det er ikke sådan, at nogle folk beslutter sig for at være et godt menneske, og derfor bruger deres penge på at støtte andre mennesker, hvad der i et kapitalistisk system er en god beslutning. Men det er anderledes, når grundlaget for systemet er at støtte hinanden gennem kommunerne. Så man er ikke afhængig af staten, men af det ansvar, som alle tager på sig overfor hinanden. I Europa har du staterne, der begår fejl under denne krise. Du har brug for penge til at skaffe det til veje, som samfundet burde have stillet til rådighed som et grundlæggende niveau for at kunne leve sammen; sundhed, socialt fællesskab, ansvarlighed osv.

Da den Autonome Administration startede offentliggørelsen af forholdsreglerne, havde vi en fornemmelse af, at folk måske ikke tog det særligt alvorligt …

Det her er et land, der har været i krig gennem lang tid. Folk har set megen elendighed, et stort antal døde, og har haft mange tab. Nu står de overfor en fjende, som man ikke kan se. Du ser ikke, hvordan den spreder sig, du ser ikke hvad der sker, eller hvordan folk bliver syge … så du tænker ”Okay, når vi ikke engang kan få fat i de ting, vi har brug for, hvordan skal så virussen komme ind?”. Folk tager en gang imellem for let på det, fordi de allerede har set alt for meget. Men det ser nu ud til, at efter at nogle tilfælde er blevet bekræftet, så tager folk det mere alvorligt, og bliver mere villige til at følge de nødvendige procedurer.

Tidligere nævnte du sundhedsaspektet. Hvad er perspektivet for sundhedsrevolutionen? For det vi ser under den nuværende situation i Europa, er at det at være sund først og fremmest betyder …

at fungere. At være i stand til at fungere.

 

Netop.

Ideen er at skabe et samfund, der baserer sig på de værdier, der knytter sig til demokrati, økologi og kvindefrigørelse. Når det så kommer til stykket, så er spørgsmålet; hvor starter sundheden? Måske starter den et andet sted end dér, hvor vi regner med. Vi har brug for denne verden og naturen. Vi har brug for verden for at kunne leve, men naturen har ikke brug for os. Det er noget, som vi ser nu, er det ikke? Luften er blevet renere, havet er renere, der er bevægelse, dyrene ”farer vild”, som om de var glade, de dukker op overalt (latter).

Og det er et problem, er det ikke? Denne verden har ikke brug for os, og det vi har brug for, er vi ikke i stand til at se, og vi er ikke i stand til at værdsætte det. Vi værdsætter ikke livet og naturen. Og kun at se på naturen som noget, der skal forsyne os med de ting vi ønsker, er det første trin i starten på en meget usund forbindelse med verden, en meget pragmatisk tilknytning til verden, til livet i almindelighed, som jo alt andet er bygget på. Så den måde, du behandler naturen på, den måde mennesker behandles på, den måde, dit indre behandles på, det er dér, hvor sundhedsdebatten hører til. Den måde, som vi lærer at leve dette liv på, hvordan vi skal tænke, hvordan vi skal føle, hvad vi skal gøre, hvordan vi skal være, det er alt sammen forbundet med et sundt hjerte, følelser, sjælen, tankerne og livet.

Når vi ser på Europa, på de stater vil kalder højt ”industrialiserede”, er der et meget højt antal tilfælde af depressioner og såkaldte ”modernitets-” eller livsstils-sygdomme (Diabetes, etc.)… folk leder efter meningen med livet, de er søgende, de prøver på at nå målet for mainstream-billedet på det lykkelige, smukke, funktionelle individ, der er attraktivt, et billede, som faktisk blot er et billede. Det er et eksempel på, hvad sundhed netop ikke er. Så ved at starte med at forbinde alt dette med en samfundsmæssig realitet, til menneskenes virkelighed i sammenhæng med naturen, med dig selv som et menneskeligt væsen, som er en spillevende og uundværlig del af menneskeheden og samfundet, netop at tage skridt i den retning er det grundlag som der skal bygges et sundhedssystem op omkring. Vi er alle ansvarlige overfor helbredet hos os selv og alle rundt omkring os og i den verden vi lever i. At forstå dette og se det større billede og de dybere forbindelser, at komme ned på det samme niveau, kan kun betyde at gennemføre beslutninger om, hvad vi bruger, hvad vi bygger, hvad vi gør, i overensstemmelse med den viden. Så når vi taler om energi/ressourcer, tænker vi ikke bare på, hvad vi har behov for, men hvordan kan bruge det på en måde, så vi ikke forværrer naturen og livet, og uden at vi bruger ressourcerne op. Når vi taler om medicin, så starter vi der, hvor den pharmaceutiske medicin ikke er løsningen. Det drejer sig om alt muligt før Pharma-Medicinen, vores livsstil, men også at bruge forskning til at finde løsninger på alvorlige sygdomme, og behovet for alvorlig kirurgi. Det skal ikke dreje sig om penge, eller brug af pharma-medicin som en kilde til at tjene penge. Det drejer sig om at deles om det, tage sig af hinanden, hvor beslutninger er knyttet til de større sammenhænge.

Når man taler med mennesker her om hvad de tænker om Rojavas fremtid, siger de altid det samme: ”Det er ikke klart, ingen ved det”. Flor øjeblikket, med pandemien, ser det ud til, at de samme erfaringer udspiller sig i Europa, der er en masse usikkerhed, der er en opfattelse af, at ingen ved, hvad der vil ske. For en stund er millioner af menneskers ”normalitet” blevet forstyrret. Når man ser på det her fra, hvad tror du, at der kan komme ud af alt det?

Ja, der er nogle mennesker, der siger, at den her pandemiske situation er noget positivt, fordi folk er konfronteret med statens virkelighed, men det er at undervurdere normalitetens magt. Jeg tror ikke, at folks tilgang så meget drejer sig om ”hvor ondsindet staten er”, men snarere, ”i det mindste bevarer vi det eller det, og nu kan vi igen gøre dette eller hint”. For lige nu, hvad er der af alternativer? Igen og igen vil folk stole på, hvad der allerede har eksisteret, fordi der ikke opstår et nyt elskeligt og skabende samfund, og du kan måske kun mere eller mindre lide de gamle strukturer og gamle ideer, men du ved, hvad de kan give dig, på en eller anden måde ”bærer” de dig, de giver dig en vis sikkerhed. Og det er for mig den største udfordring ved nye forslag, også demokratisk konføderalisme.

At skabe et alternativ er på den ene side noget meget praktisk: at være i stand til at skaffe eller skabe alternativer for de fødevarer og basale behov, hvor folk er direkte involveret, også ideer som folk kan identificere sig med, som får dem til at forstå deres behov og ansvarlighed overfor hinanden, og som kan skubbe dem i gang med at komme fremad. Det drejer sig om at give løsninger på de mest presserende behov, men også om at være en kilde til ideer, at formidle analyser, der kan forklare, hvordan man er nået til denne situation, og som har bragt folk frem til et fælles punkt. Dette fælles punkt drejer sig også om igen at få opbygget tillid, at folk er nødt til at kunne vise tillid, selv overfor det eller dem, som de har lært ikke at stole på.  Det er også igen at tro på et håb, og på at skabe det gennem at give det. Det er måske det mest vanskelige emne, for man kan jo altid sige, okay, dét er ubrugeligt, og dé dér grupper, dén organisation, de gør alting forkert, og det kan ikke lade sig gøre at ændre noget. Der er alt for mange negative tanker om alt muligt, alt for mange fordomme og forventninger. Det sker gennem en logik, der mener at ”kende” det sikkerhedsnet, der ligger i, at ”det har altid været på den måde”, ”sådan er mennesker”, ”det er nødvendigt at være 100% fuldstændig sikker, før man kan tage nogen beslutninger” … osv. For det er man nødt til under kapitalismen, hvis man ikke vil miste alt det, som staten kan tage fra en.

Rojava er midt i en økonomisk og humanitær krise, en krig, en besættelse, og nu også truslen fra en pandemi, og alligevel fortsætter modstanden. Rojava er konstant udfordret til at forsvare sig. Står det ikke i modsætning til venstrefløjen i Europa, med det umulige i at kunne tro, at vi kan vinde og ikke bliver besejret?

Tja, for at være ærlig, så må man se i øjnene, at der er frygt for at blive besejret, men også at mange allerede har dømt sig selv til nederlag, i deres perspektiver, i deres alternativer, idet de er blevet meget undergrundsagtige, meget liberale, meget lidt ærlige, allerede slagne i deres mentalitet… Ingen håb, ingen drømme, ingen styrke til at tilknytte sig… eller alt for mange abstrakte tanker, helt udenfor samfundets realiteter, følelser og behov, abstrakte tanker uden menneskeligt indhold. Du er nødt til at se i øjnene, at vi alle i nogen grad er blevet besejret på forskellige punkter, og forstå, at det betyder, at man må sige: ”Okay, der er altså behov for flere trin”.

Jeg tror, at det specielt drejer sig om at stille spørgsmål ved vores metoder.  Der bliver ikke stillet spørgsmål til, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi er på den måde vi er. Og når du ikke spørger ind til det, kan du kun gentage det, du er opdraget til, det, som du er opvokset med. Der er folk, der fører sig frem som romantiske revolutionære, de ser f.eks. indenfor en guerilla eller i andre kampgrupper, i de revolutionæres kamp, at folk hyller dig, og at du giver alt lige til døden. Ja, der er mange mennesker, der gør dét, af meget forskellige grunde. De fortsætter også lige til slutningen, men hvad repræsenterer de i deres daglige liv? De værdier, som mange kammerater – med et varmt hjerte – repræsenterer, selv i vanskelige situationer, er til syvende og sidst sådanne, der knytter sig til en patriarkalsk tankegang, en voldelig tankegang, nogle gange endda en fascistisk tankegang. Hvorfor det? Det er ikke fordi de er dårlige mennesker, men fordi de ikke reflekterer, de analyserer ikke. De lærte at blive ligeglade. Men på den måde kommer de til at handle, til at tage beslutninger, i overensstemmelse med denne tankegang. De løsninger, de ser, de problemer, de ser, foregår alt sammen indenfor rammen af denne tankegang. Hvad er så resultatet af deres kamp? At kæmpe, indtil de er døde, udbrændte, eller forlader kampen for at finde en plads et eller andet sted indenfor det eksisterende system. Og det er ikke det, det drejer sig om, hvis vi ønsker en anden verden, og vi ønsker et andet system. Det fungerer ikke.

Hvis vi tænker over revolutionen her, tror jeg, at et vigtigt punkt at holde sig for øje helt afgjort er, at der er en meget, meget konkret fjende, der også truer os på en meget konkret måde. Så tingene fungerer, fordi  du har et meget praktisk behov for at forsvare dig selv. Et andet punkt fungerer på grund af eksistensen af en stærkt organiseret kvindebevægelse. For på alle trin og i alle lag af samfundet er der kvinder, der taget ansvar, igangsætter de relevante analyser og lægger redskaber i hænderne på folk. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er det vigtigt? Fordi en af analyserne her er, at grundlaget for ”civilisationen” og det moderne samfund er en patriarkalsk, statsbaseret, undertrykkende tankegang, som i praksis betyder, at kvinders eksistens ikke tages alvorligt i betragtning. Et samfund med denne realitet er usundt, ulige, groft, voldeligt, udbyttende… Og at starte der, hvor undertrykkelsen begynder, er den vigtigste nøgle til sociale ændringer og genopbygning af værdierne for en holistisk verden og for livet og samfundet.

I hvilken forstand?

En gang imellem opfatter folk en revolution som et BANG!, hvorefter alt er anderledes. Men det drejer sig meget mere om små ting. Jeg tænker 40 år tilbage, hvor den første kvinde i  guerillaen trådte ind i huset hos en familie, og der er dén pige, og der er også en dreng, som ser på hende og tænker: ”Wow, sådan en kvinde har jeg aldrig set! En kvinde, der gør den slag ting!”. Og det skaber et indtryk af disse piger, hvor mange af dem 20 år senere deltager i kampen, fordi de havde andre rollemodeller, de kunne følge, andre forklaringer på årsagerne  til de problemer de så og følte. De så, at andre udveje er mulige, og de besluttede at følge dem, i stedet for at være fanget af familiepresset…. Og den slags er trin, som folk ikke ser. De siger ”Åh, prøv at se den YPJ’er eller den YPG’er med deres våben!”, men  hver eneste af dem har været nødt til at gennemføre en masse, lange og ofte pinefulde kampe helt til stregen, det gælder især kvinderne. Og det vigtigste ved kampen har ikke blot været at være i besiddelse af det våben, men at følge den vej, de har valgt, den beslutning, at forfølge håbet for en anden virkelighed, mens de mennesker du kender, familien, du blev født ind i, vennerne, der respekterede dig, ikke længere støtter dig, fordi deres traditioner og grænser ikke er baseret på frihed for et helt samfund, men kun på at holde dig fanget i forsvaret og  overlevelsen af den lille ”klan”.

Enhver, der gav dig identitet, gav dig et hjem, et sikkert sted under deres regler, det være sig patriarkalske/kapitalistiske/fascistiske/hvilke som helst voldelige regler, vil måske angribe dig. At forlade disse giftige forbindelser, er det hårdeste trin for en masse mennesker. At du selv kan blive i tvivl om det og hvad du slås for, hvad du tror på, hvad du håber på, hvad det er for en nutid og fremtid vi har brug for, netop  det er garantien for, at du ikke bare følger en destruktiv ”ødelæg det hele”-tankegang. Det er netop tidspunktet for at forstå, endnu engang, at det er alle disse mennesker, du slås for. Fordi det drejer sig om det, der binder samfundet og dig sammen. Efter en masse kampe for det, oplever du indimellem at fortsætte, mens dine venner dør, mens dit samfund fortsat er under embargo, under pres, mens der sker ting som i Afrin, eller som nu Serê Kaniyê. Alt muligt kan ske i disse situationer, der er så mange voldsomme historier her, i enhver familie, og om enhver kammerat. De skridt som alle har taget indtil i dag, førte til revolutionen og til alle ændringerne indenfor samfundet og systemet/strukturen. Så det er ikke et BANG, det er en kamp, der foregår hver eneste dag, hvor du er nødt til at tage stilling til, hvilke værdier du repræsenterer. Det er revolutionært. At udleve håbet, forandringerne, de værdier, du ønsker at skabe, for et kærligt, demokratisk, økologisk samfund, med frie kvinder. Og at beslutte sig for at forsvare alle disse værdier under hvilke som helst betingelser. Og for at forsvare noget, er der brug for kærlighed, værdier, støtte, skabelse, ansvar, et stort hjerte og en bred tankegang. Når vi så, med alt dette som en grundlæggende og generel tilgang, er nødt til at slås bevæbnede som her, under det meget praktiske forsvar mod trusler som Islamisk Stat, den tyrkiske stat, eller en hvilken som helst fascistisk stat, så bliver det en revolutionær kamp, hvor den væbnede kamp er et trin og ikke formålet.

Oversættelse: Jesper Brandt

Kilde:

Anonymous, 2020: Interview with an internationalist health worker in Rojava. ANF, 17. May 2020

Interviewet er oprindeligt bragt på den spanske blog Buen Camino., d. 10 maj 2020.

Inerviewet er endvidere bragt i tidsskriftet Solidaritet.

1. maj 2020: Nord og Øst Syriens Corona-forsvar

Sterilisering af gade i Tirbe Spiye, Nord og Øst Syrien

Af Jesper Brandt

Man har haft 9 års krig. Store dele af befolkningen er samlet i overbefolkede flygtningelejre eller fængsler. Der er gennemført en systematisk lammelse af sundhedsstrukturen samt vandforsyningen fra de tyrkiske besættelsesstyrkers side for ca. 1. mill. mennesker i Hasakah-området. Der er fortsat en meget begrænset international anerkendelse.  Den eneste åbne grænseovergang til Nord- og Øst Syrien (NES) for FN og internationale hjælpeorganisationer blev lukket i januar 2020, gennemtvunget af et veto fra Ruslands side. Under disse vilkår har det autonomt administrerede område i Nord og Øst Syrien stået overfor en ekstrem høj risiko for udbredelse af Coronavirus.

Nord og Øst Syriens Corona-strategi

Derfor var der blandt kurdere i Nordsyrien og i den Autonome Administration i Nord og Øst Syrien tidligt stor opmærksomhed omkring de farer en Corona-pandemi kunne medføre. Det var fra starten klart, at  med den økonomiske isolation, som området var udsat for, var det afgørende, dels at kunne beskytte befolkningen mod smittefaren, dels at sikre brugbare muligheder for test af personer, der kunne være udsat for smitte. Behandlingsmulighederne har været stærkt begrænsede: I begyndelsen af april  fandtes der kun 40 respiratorer i Nord og Øst Syrien (NES), heraf blot 3 til at betjene de hundrede tusinder af flygtninge fra Afrin, der bor i de mange overfyldte flygtningelejre i Shahba-kantonen nord for Aleppo.  En undersøgelse fra University College London har vurderet, at der i de tre tidligere syriske regioner, der i dag udgør størstedelen af Nord og Øst Syrien kun eksisterer en kapacitet til at behandle 460 tilfælde af Coronavirus, heraf 360 i Hasakah regionen, 100 i Raqqa regionen og ingen i Deir-ez-Zor-regionen.

Allerede fra d. 14.  marts indførte de selvstyrende kurdiske distrikter i millionbyen Aleppo, Sheikh Maqsoud (Şêxmeqsûd) og Ashrafiyah (Eşrefiyê), rutinemæssige febermålinger af alle beboere, der ankom ved de tre indgangsveje til kvartererne for at undgå spredning af coronavirus.

Feberkontrol ved adgangen til det kurdiske selvstyreområde Sheikh Maqsoud i Aleppo

Det er en usikker testmetode. Men mobile teams fra de lokale sundhedskomiteer bidrog med at finde frem til potentielt smittede og uddele informationsmateriale om Corona virus og hvordan man kan beskytte sig imod den.  På det tidspunkt var der endnu ikke konstateret nogen eksempler på Coronavirus i Nord og Øst Syrien, men det var samtidigt et problem, at det eneste sted med det nødvendige udstyr til testning fandtes i Serêkaniyê (Ras al-Ain), hvis hospital var blevet bombet under Tyrkiets angreb på Nord-Øst Syrien i oktober 2019. Det havde sat testlaboratoriet ud af funktion, og derudover fjernet Nord og Øst Syriens tilgængelighed til det. Prøver måtte derfor sendes via Damaskus til WHO, hvilket tog mindst en uge. I begyndelsen af april var under 10 prøver sendt til Damaskus. Ingen positive svar kom tilbage, og bl.a. amerikanske regeringskilder har udtrykt tvivl om, hvorvidt de syriske myndigheder overhovedet behandler prøverne.

Ekspertise om Corona er til stede i Nord og Øst Syrien (NES). En gruppe læger med tilknytning til NESs sundhedskomité, under ledelse af hjerte- og lungespecialisten Înan Xelîl ved et hospital for øjen- og lungesygdomme i Qamishlo har i samarbejde med svenske forskere udviklet et Corona virus test kit, der kan levere et testresultat på 30 til 35 sekunder. Testmetoden blev afleveret til WHO, efter at man havde modtaget en ISO certificering. Test kittet er blevet benyttet i Wuhan i Kina, hvor det er blevet afprøvet på tre store hospitaler. Det havde vist sig at have en sikkerhed på 80 til 85 %, en usikkerhed, der skal afvejes i forhold til de fordele, der er forbundet med det meget hurtige testresultat. Institutioner i udlandet har efter sigende været interesseret i testmetoden, men kun, hvis de kunne opnå patent på metoden, hvilket myndighederne i Rojava ikke har ønsket at give.

Den autonome Administration i Nord og Øst Syrien vedtog fra d. 23. marts et udgangsforbud i hele området, fra Derik i øst til Shahba i vest, samt krav om at alle tilrejsende skal gennem en 14-dages karantæneperiode samt efterfølgende periodiske checks.  Det omfattede ikke blot kontrol med alle grænseovergange til Nord- og Østsyrien, men også forbud mod transport over administrative grænser og mellem byområder. En krisegruppe blev nedsat, der bl.a. samarbejder med kommunerne om at gennemføre rengøring og sterilisation af hovedgader, markeder, omkring monumenter og i boligkvarterer. Sterilisationskampagnen begyndte allerede d. 15. februar, og har foregået siden, senest i byerne Amûdê og Tirbe Spiye (se billedet øverst i artiklen).

Krisegruppen samarbejder derudover med sikkerhedsstyrkerne omkring information til befolkningen om nødvendigheden af det vedtagne udgangsforbud. I visse byer har der vist sig en vis modstand mod tiltagene, men det vurderes, at udgangsforbuddet har opslutning blandt 80% af befolkningen. Det skyldes ikke mindst den systematiske støtte til det lokale arbejde fra det stadigt stigende antal kooperativer over hele området, der har været hurtige til at omstille sig til f.eks. lokal produktion af beskyttelsesmasker og medicinske børster, der uddeles gratis til lokalt sundhedspersonale, sikkerhedsstyrker og andre, der ikke er omfattet af udgangsforbuddet. Ca. halvdelen af disse kooperationer (der i dag omfatter mellem 5 og 10 procent af områdets samlede produktion) udgøres af kvindekollektiver, der desuden er særligt aktive i landbrugs- og fødevaresektoren. Herved sikrer man sig ikke blot selvforsyning af en række strategiske varer, som man eller ville være nødt til at importere, men man letter også gennemførelsen af det nødvendige udgangsforbud: Her kan man nemlig i dag støtte sig til den mindste sociale enhed i Nord og Øst Syrien, naboskabs-kommunerne. De spiller en stor rolle i Coronastrategien, idet det er dem, der føre lister over de lokale borgere, og har styr på, hvor der er behov for lokal hjælp og udbringning af fødevarer og andre fornødenheder til vanskeligt stillede borgere, herunder fattige og arbejdsløse. Dette har en afgørende indflydelse på mulighederne for at kunne undgå unødig transport. Især i byerne, som f.eks. i Kobanê, suppleres naboskabs-kommunernes arbejde ofte af lokale afdelinger af kvindeorganisationen Kongra Star).

I Fafin distriktet i Shahba kantonen nord for Aleppo, er f.eks. mad blevet fordelt til 2000 familier af medlemmer af naboskabskommunerne, der er gået fra familie til familie for at fordele hjælp med henblik på at undgå større forsamlinger. Omkring halvdelen af familierne er flygtninge fra Afrin.

Den Autonome Administrations sundhedskommission fik I løbet af marts udstyret 13 karantænecentre I Nord og Øst Syrien med medicinsk udstyr og midler til at kunne undersøge personer, der kan være under mistanke for at være smittede, herunder det tidligere omtalte Corona test kit. Men 100% sikre testmetoder mangler fortsat.

Indgangen til det nyopførte karantænecentrum syd for Kobané, 12. april 2020

Et nyt karantænecenter med 50 sengepladser, to ambulancer og medicinsk udstyr er for nyligt i hast blevet etableret i et samarbejde mellem sundhedskommissionen i Eufrat regionen og den tyske organisation ”Aktion for forfulgte kristne og nødlidende”, for at kunne modtage patienter, der er testet positive for SAS-CoV-2, den virus, der kan føre til luftvejsinfektionen Covid-19. Centret er placeret i landsbyen Helence lige syd for Kobanê, og vil blive bemandet med et team på 4 læger og 6 sygeplejersker. Der er nu to coronavirus-testapparater i Nord og Øst Syrien, der er blevet modtaget af en privatperson fra den sydkurdiske autonome region i Nordirak.   Også det irakisk-kurdiske parti Kurdistans Patriotiske Union (PUC) i Nordiraq er gennem den sidste uge begyndt at levere medicin og medicinsk udstyr til Nord og Øst Syrien gennem et forøget samarbejde med den Autonome Administration (AANES).

Et særligt problem knytter sig til de mange tæt befolkede flygtningelejre i Nord- og Øst Syrien, der alle blev isoleret efter nedlukningen d. 23. marts. I Washokani lejren, der huset over 10 000 flygtninge fra byerne Serêkaniyê og Til Temir i den østlige del af det område af Nord- og Østsyrien, som Tyrkiet besatte i oktober, har man oprettet et lægecenter i 10 telte ved indgangen til lejren, hvor alle, der ankommer, får målt temperatur, bliver undersøgt, og får information om, hvordan de skal forholde sig i forhold til pandemien. Det omfatter 4 læger og 3 sygeplejersker samt 6 personer tilknyttet en skadestue og ambulancetjeneste. Det vurderes som utilstrækkeligt, men alle ressourcer er stillet til rådighed af den Autonome Administration, da det har ikke været muligt at opnå støtte fra internationale sundheds- og hjælpeorganisationer. I hvert fald frem til 7. april var der ikke konstateret tilfælde af Corona-smittede personer i lejren.

Frem til den 22. april er 86 personer blevet udskrevet fra karantænecentrene, efter at man har sandsynliggjort, at de næppe mere kan være inficeret med coronavirus. Kun 4 personer er fortsat tilbageholdt, idet der endnu mangler nogle tests for at kunne afgøre om de kan udskrives.

Til trods for alle disse bestræbelser er der store udfordringer for beskyttelsen af befolkningen i Nord og Øst Syrien mod Corona-pandemien. De største er:

  1. Assad-regeringens manglende vilje til at samarbejde med de Nord og Øst syriske myndigheder omkring kontrol og bekæmpelse af Corona-virus
  2. FN-systemets og WHOs ensidige Corona-støtte gennem statslige myndigheder, hvilket i praksis udelukker, at befolkningen i Nord og Øst Syrien kan få andel i de $2,000,000,000, der i FN-systemet er øremærket til bekæmpelse af Covid-19.
  3. Den tyrkiske besættelsesmagts modarbejdelse af Nord og Øst Syriens bestræbelser på at få kontrol med Coronavirussen gennem manglende Corona-bekæmpelse i de besatte områder, direkte overførsel af Corona-smittede personer til de besatte områder og ikke mindst gennem fortsat tilbageholdelse af vandforsyningen til ca. 1. mill. mennesker i og omkring Hasakeh-området i Nord og Øst Syrien.

Assad-regeringens manglende vilje til samarbejde om bekæmpelse af Corona i Syrien

Efter lukningen af grænseovergangene til Nord og Øst-Syrien for at kontrollere Corona, har den eneste mulighed for at komme ind været via lufthavnen i Qamishlo, der er regeringskontrolleret. Den Autonome Administration har indført kontrol ved lufthavnen, men de syriske myndigheder har ikke ønsket at informere om evt. mistanke om smitte blandt passagererne, og en stor del af de passagerer, der kommer fra Damaskus, bliver reelt smuglet uden om kontrollen. Således ankom 100 studerende fra Damaskus med et fly d. 9.  april. Højst 15 af disse gik igennem den Autonome Administrations Corona-kontrol, mens resten blev smuglet udenom og derfra direkte ind i Quamislo by uden nogen form for test.

Desuden er mange af de syriske (samt russiske, tyrkiske og andre) soldater stationeret i NØ-Syrien også udenfor kontrol, og der bliver ikke berettet om potentielle smittefarer fra deres side til de Nord-Øst Syriske sundhedsmyndigheder.

Da en værnepligtig i den syriske hær, der var under mistanke for at være blevet smittet med Corona, havde afsluttet sin militærtjeneste, rejste han d. 9. april hjem til sin landsby Um-al-Hosh i den Nord og Øst Syriske kanton Shahba (nord for Aleppo), hvor familien gemte ham for myndighederne p.gr. af Corona-reglerne. Det blev opdaget, og han blev derefter sendt til et hospital i Aleppo. Men det betød også, at den lokale Corona-krisestab måtte lukke landsbyen af mod omgivelserne som karantæneområde i mindst 14. dage. Det har stillet landsbyen i en dobbelt-vanskelig situation, da den samtidigt gentagne gange har været mål for tyrkiske artilleriangreb i Shahbah-området.

I et interview med lederen af Det Syriske Demokratiske Råds Eksekutiv komité, Ilham Ehmed, har hun kommenteret episoden på følgende måde:

”Det er utrolig farligt, at familien har forsøgt at skjule infektionen. Det skyldes mangel på bevidsthed om farens omfang. Folk bør ikke se karantænen som en afstraffelse. Tværtimod, det er helt nødvendigt. Alle bør være klar over at disse forholdsregler tages for at beskytte deres familier og samfundet. Karantænen, der er indført af den Autonome Administration er nødvendig og vigtig. På grundlag af de nuværende data, kan det konstateres, at det hidtil har forhindret virussen i at sprede sig. Karantænen må fortsætte, også selvom vi ved, at det er vanskeligt for befolkningen.”

Fredag d. 17. april bekræftede den Autonome Administration det første Covid-19-dødsfald i Nord og Øst Syrien, offentliggjort af WHO. Det drejede sig om en 53-årig mand fra Hasakah, der var død på grund af infektion med Corona virus. Han var angrebet af sygdommen d. 22. marts og fik da adgang til et privat hospital, hvorfra han imidlertid d. 27. marts blev overført til Statshospitalet i Qamishlo, som er knyttet til den syriske regering. En test blev sendt til Damaskus d. 29. marts, og allerede d. 2. april døde han. Resultaterne fra testen viste, at han var inficeret med Coronavirus. Men forløbet blev altså først offentliggjort 2½ uge senere. Myndighederne i Nord og Øst Syrien var ikke blevet informeret om det, hverken af den syriske regering eller af WHO, som er FNs ansvarlige, hvad angår Corona-hjælp og -støtte til Syrien. Ikke mindst i Hasakeh-området, hvor Assad-regeringen fortsat kontrollere nogle få områder, meldes  der om udbredt vrede i befolkningen over Damaskus-regeringens manglende indsats og fortsatte ligegyldighed overfor problemet, der blandt andet spredes via de mange udstationerede soldater, og der rejses bl.a. krav om at der oprettes koordination med sundhedsmyndighederne i Nord og Øst Syrien.

 

WHOs manglende indsats mod Corona-pandemien i Nord- og Øst Syrien.

Episoden har ført til voldsomme reaktioner fra Nord og Øst Syriens sundhedskomité, der har udtalt, at ”Ansvaret for mulige nye Coronatilfælde i regionen hviler på Verdenssundhedsorganisationen WHO, som meget vel er klar over, at den syriske regering ikke udveksler nogen som helst information med den Autonome Administration omkring bekæmpelsen af epidemien. Den har besluttet ikke at dele den nødvendige information med os”.

Kritikken er vel at mærke ikke ny, og ikke bare knyttet til dette eksempel. Allerede d. 25. Marts offentliggjorde Rojava Informationscenter et interview med WHOs repræsentant i Syria, Nima Saeed, der tydeligt tilkendegave de store udfordringer for Coronabekæmpelsen i Syrien og i særlig grad i Nord og Øst Syrien, men samtidigt afslørede WHOs manglende vilje til en reel levering af værnemidler og inddragelse af NES’s sundhedsmyndigheder i arbejdet, trods sabotering fra Assad-styrets side. D. 8. april gjorde AAs sundhedskommission opmærksom på rapporter fra Det syriske Observatorium for menneskerettigheder (SOHR) om, at der i et stigende antal syriske provinser var konstateret smitte hos folk, der var rejst uofficielt ind i landet, og at den Autonome Administration derfor måtte kræve bedre kontrol ved grænser og lufthavne. I den forbindelse konstaterede de, at ”Den syriske regering bidrager imidlertid ikke med at bekæmpe Corona virus. Tværtimod tager den beslutninger, som truer befolkningen i Nord og Øst Syrien. Man tillader personer, der er under mistanke for at være smittet med virus, at rejse ind i regionen uden de nødvendige tests og uden at informere den Autonome Administration”.

WHO samarbejder som en FN-organisation via FN-tilknyttede stater. Men de er også forpligtede til at sikre, at de $2,000,000,000, som er øremærket til at afhjælpe Corona-pandemien rent faktisk når ud til befolkningerne. Regeringernes klare politiske anvendelse af pandemien til at lægge pres på den Autonome Administration ved ikke at lægge vægt på forpligtigelserne til at sikre støtte til alle befolkningsgrupper, giver sig udslag i mange helt urimelige situationer: Samtidigt med at WHO ikke yder nogen som helst støtte til bekæmpelsen af Corona i Nord og Øst Syrien, har organisationen via Tyrkiet stillet test kit til rådighed i de områder af Idlib, der kontrolleres af den terror-listede al-Qaeda organisation Hayat Tahrir-al-Sham, der derigennem kan sende test-prøver til Tyrkiet. WHO har stillet 1200 test kits til rådighed for i de regeringskontrollerede områder af Syrien, men intet er leveret til Nord og Øst Syrien.

På et spørgsmål om, hvorfor den Autonome Administration i Nord og Øst Syrien ikke modtager hjælp, har Ahmed Ehmed i et interview i midten af april svaret: ”Desværre bliver den Autonome Administration hele tiden ekskluderet fra humanitær hjælp. Vores institutioner er i kontakt med WHO. Men den hjælp der gives, er meget rudimentær. Som du ved, er sådanne organisationer mere villige til at arbejde med den centrale syriske regering.  De ledes af de beslutninger, der tages i regeringerne. Vi mener, at denne mekanisme er utilstrækkelig og at den ikke er i orden, fordi den syriske regering endnu ikke har etableret positive og demokratiske relationer med den reelle opposition. Den fremfører fortsat en strikt centralistisk holdning. Det er derfor hverken rationelt eller acceptabelt, at WHO kun etablerer kontakter og yder assistance gennem den centrale regering. Så vidt vi ved, har WHO besluttet at forsyne den Autonome Administration med noget udstyr til at identificere Corona virus. Men hidtil er det ikke blevet leveret til os. Den syriske regering og nogle andre grupper i regionen har modtaget den slags udstyr. Selvfølgelig må det ses som en politisk beslutning. Men det ville være mere korrekt ikke at bruge en humanitær nødsituation som et politisk redskab. Det er selvfølgelig et kritikpunkt. De Forenede Nationer og WHO burde derfor genoverveje deres beslutninger”.

WHOs direkte ansvar for den manglende levering af Corona-udstyr til Nord og Øst Syrien fremgår af en opdateret Corona-rapport fra Rojava Informations Center, udsendt d. 22. april: ”For nyligt meddelte WHO, at de ville sende en 20 tons hjælpepakke til Nord og Øst Syrien. Men de undgik at forklare, at hjælpen blev sendt direkte til det regeringskontrollerede statshospital i Quamishlo og aldrig forlod det sikkerhedsområde omkring lufthavnen, som har været under regimets kontrol siden krigens start”.

Problemerne omkring WHOs indsats i Nord og Øst Syrien skyldes ikke blot modstand fra Syriens regering, men også Tyrkiets langvarige embargo mod Nord og Øst-Syrien, og Ruslands støtte til denne politik. Mulighederne for at få forsyninger og hjælp fra FN-systemet og internationale hjælpeorganisationer blev kraftigt forringet i januar 2020, da Rusland gennem et veto i FNs sikkerhedsråd fik lukket den eneste grænseovergang ind til Nord og Øst Syrien for FN-organisationer, der ligger ved Yaroubiah på vejen mellem Mosul i Irak og Qamishlo i Nord og Øst Syrien.

Manglende international indsats andre steder fra

Man skulle umiddelbart tro, at Nord og Øst Syrien kunne få støtte via den Internationale Koalition mod Islamisk Stat. Men heller ikke dér har der hidtil været hjælp at hente. Myndighederne i Nord og Øst Syrien er i konstant kontakt med koalitionen og har anmodet den om støtte i kampen mod Corona virus. Men hidtil er der heller ikke derfra blevet ydet nogen medicinsk hjælp.

Heller ikke Rusland har ydet nogen hjælp. Når de sender hjælp til regionen, bliver den udelukkende sendt gennem WHO – som Rusland siden januar 2020 har forhindret i at videresende dem direkte til NES via grænseovergangen ved Yaroubiah. Det sker til trods for, at Rusland faktisk burde være ansvarlig over for sundhedstilstanden i de områder i Nord og Øst Syrien, hvor de har stationeret tropper. Netop militære enheder er en oplagt kilde til spredning af sygdom, og de russiske styrkers tætte samarbejde med de syriske (og iranske) regeringstropper gør denne potentielle smittekilde yderligere aktuel for en målrettet indsats mod spredningen af Corona virus.

En ligeså alvorlig trussel udgøres af den målrettede undergravning af Nord og Øst Syriens muligheder for at bekæmpe coronavirussen, som Tyrkiets invasion af Nordsyrien fører med sig. Besættelsen af byerne Sere Kaniye og Tel Abyad betød ikke blot et udfald af to hospitaler og en række sundhedscentre og klinikker, men det gav også Tyrkiet mulighed for at tage kontrol med Allouk vandværket, der leverer drikkevand til over 1. mill. mennesker, bl.a. i byerne Hasakeh, Til Temir, Sheddadi samt til 65000 flygtninge og ISIS-tilknyttede fange i Al-Hol-lejren, samt flygtningelejrene i bl.a. Washokani og Aresha. Allerede på invasionens første dag bombede man vandværket og satte det ud af drift. Selv om værket blev reetableret gennem en international indsats, kontrollerer Tyrkiet nu vandforsyningen til Nord og Øst Syrien, og afbryder løbende forsyningen i et stadigt økonomisk pres på Nord og Øst Syrien for at levere el og genopbygning af de områder, Tyrkiet har erobret. Fjernelsen af drikkevandsforsyningen i disse områder udgør en voldsom trussel og risiko for spredning af Corona virus, tilmed med stærkt forøgede konsekvenser: 10% af befolkningen i området bor i fængsler og lejre, hvor tuberkulose udvikler sig voldsomt. Den internationale koalition mod Islamisk Stat må fortsat stå som ansvarlig for sundhedssituationen i al-Hol-lejren, som den har været aktivt med til at fylde op med ISIS-medlemmer, og hvor der stadig befinder sig borgere fra 44 lande, herunder fra Danmark.

At bruge afskæring af vandforsyningen til civile, som et våben i en krigssituation, betragtes i international lovgivning som en krigsforbrydelse, ligegyldigt under hvilke omstændigheder, det sker.

Det er dog i nogen grad lykkedes myndighederne i Nord og Øst Syrien at afbøde de værste konsekvenser af tilbageholdelsen af vandforsyningen gennem reetablering af lokale brønde og organisering af vandtransport med tankvogne, for at dække de basale behov i by- og landområderne i Hasakeh-regionen.

Endelig er der gennem den seneste måned gentagende gange offentliggjort rapporter om, at Tyrkiet har sendt smittede jihadister til de tyrkisk-besatte områder ved Serêkaniyê og Girê Spî. Roj Hospitalet i Serêkaniyê er nu indrettet til karantænestation, hvor Corona-smittede tyrkiske statsborgere sendes hen. Med-formanden for rådet i den Nord og Øst Syriske Kanton al-Abyad, Hamid al-Abd, har berettet at smittede tyrkiske statsborgere ligeledes sendes til den besatte hovedby Giri Spî/Tel Abyat.

Ilham Ahmed har været forbløffende afdæmpet i sine kommentarer til disse forlydender: ”Der kommer masser af information fra de besatte områder. Vi prøver på at verificere dem. Også i Tyrkiet er situationen kritisk på grund af Corona-virussen. Omkring 100 mennesker dør hver dag i Tyrkiet. Hvis den information, du refererer til, er korrekt, vil det være en krigsforbrydelse. Vi opfordrer offentligheden og de relevante institutioner til at se nærmere på dette spørgsmål. Hvis ikke, kan den praksis få meget farlige konsekvenser for Tyrkiet”.

Konklusion og en afsluttende positiv beretning

I den tidligere nævnte opdatering af en Corona-rapport fra Rojava Informations Center d. 22. april fastslås det konkluderende, at ”forskellige forhindringer, der i fællesskab er sat i værk af Tyrkiet, Det kurdiske Selvstyre i Nordirak, FN, WHO, Rusland og det syriske regime, gør det alt i alt ekstremt svært for sundhedsmyndighederne og humanitære organisationer i Nord og Øst Syrien at forebygge Corona virus på en relevant måde.”

I lyset af dette er den manglende indsats fra den internationale koalition mod Islamisk Stat særligt graverende: Der bør hvile et stort ansvar på den danske regering for dels at lægge et fortsat pres på WHO for at sikre, at de FN-midler, der globalt set er afsat til bekæmpelse af Corona, faktisk også når frem til Nord Øst Syrien, og derudover ikke mindst at medvirke til at lægge pres p den internationale koalition mod Islamisk Stat for at sikre, at den også bidrager til at de nødvendige forsyninger når frem. Det er nødvendigt for at kunne bevare den lokale støtte til de kræfter, der også på længere sigt skal sikre, at Islamisk Stat ikke igen får overtaget i Syrien.

Men det er samtidigt også klart, at Nord og Øst Syriens muligheder for at sikre selvforsyning og en høj grad af uafhængighed af import og lange forsyningskæder fortsat spiller en afgørende rolle for den strategi, der er valgt i Nord og Øst Syrien, ikke blot i forbindelse med Corona krisen, men og også mere generelt som et led i udviklingen af demokratiske konføderale strukturer med en stærk folkelig deltagelse.

D. 25. april kunne journalisten Linda Sheikh fra mediet ANHA/Hawarnews berette om et udbredt initiativ blandt flygtninge fra Afrin og beboere i Al Shahba området, der har udnyttet grænselukningen og udgangsforbuddet til at dyrke grøntsager for at opnå en højere grad af selvforsyning. Zaloukh Waqas, en beboer i landsbyen Bahans i Ahdath distriktet fortæller: ”Siden indførslen af udgangsforbuddet, har vi udnyttet muligheden for at dyrke kimplanter og udnytte de nærliggende brønde, eller det vand til overrisling, som vi kan købe hver tredje dag, tilføre gødning og tage os af afgrøderne”. En beboer i Rajo, Mohammed Kavit, tilføjer ”Vi har plantet mange forskellige slags afgrøder (hvidløj, løg, salat, bønner). Disse afgrøder sikrer behovene i hjemmet, især under udgangsforbuddet og modvirker de høje priser på markederne.”

 

Kilder:

Anonymous, 2020: Fever controls in Kurdish districts of Aleppo. ANF, 16. March 2020. https://anfenglishmobile.com/rojava-syria/fever-controls-in-kurdish-districts-of-aleppo-42340

Anonymous, 2020: AA measures contributed to prevent Coronavirus cases in NE, Syria. ANHA, 30. March 2020.  https://www.hawarnews.com/en/haber/aa-measures-contributed-to-prevent-coronavirus-cases-in-ne-syria-h15590.html

Anonymous, 2020: Coronavirus crisis in North and East Syria: briefing. ANF, 6. April 2020. https://anfenglishmobile.com/rojava-syria/coronavirus-crisis-in-north-and-east-syria-briefing-42822

Anonymous, 2020: “Syrian gov’t will be responsible for Corona outbreak in NES”. ANF, 8. April 2020. https://anfenglishmobile.com/rojava-syria/syrian-gov-t-will-be-responsible-for-corona-outbreak-in-nes-42874

Anonymous, 2020: Village in Shehba under quarantine over corona suspicion. ANF, 10. April 2020. https://anfenglishmobile.com/rojava-syria/village-in-shehba-under-quarantine-over-corona-suspicion-42910

Anonymous, 2020: Third quarantine centre set up in Kobanê. ANF, 12. April 2020. https://anfenglishmobile.com/rojava-syria/third-quarantine-centre-set-up-in-kobane-42958

Anonymous, 2020: Ilham Ehmed: The WHO must act immediately for NE Syria. ANF, 16. April 2020. https://anfenglishmobile.com/rojava-syria/ilham-ehmed-the-who-must-act-immediately-for-ne-syria-43050

Anonymous, 2020: Public facilities sterilized in Tirbe Spiye. ANHA, 16. April 2020. https://www.hawarnews.com/en/haber/public-facilities-sterilized-in-tirbe-spiye-h15957.html

Anonymous, 2020: 1st  death of Corona in Qamishlo… AA holds WHO responsible for implications of holding matter. ANHA, 17. April. https://www.hawarnews.com/en/haber/1st-death-of-corona-in-qamishlo-aa-holds-who-responsible-for-implications-of-holding-matter-h15982.html

Anonymous, 2020: Autonomous Administration: WHO hid coronavirus case from us. ANF, 18. April 2020. https://anfenglishmobile.com/rojava-syria/autonomous-administration-who-hid-coronavirus-case-from-us-43087

Anonymous, 2020: Disinfection works underway in Amûdê. ANF, 19. April 2020. https://anfenglishmobile.com/rojava-syria/disinfection-works-underway-in-amude-43122

Anonymous, 2020: Streets of Amuda sterilized. ANHA, 19. April 2020. https://www.hawarnews.com/en/haber/streets-of-amuda-sterilized-h16019.html

Anonynomous, 2020: Patriotic Union of Kurdistan (PUK) is providing medical assistance to Rojava. ANHA, 20. April 2020. https://www.hawarnews.com/en/haber/patriotic-union-of-kurdistan-puk-is-providing-medical-assistance-to-rojava-h16047.html

Anonymous, 2020: 86 people leave quarantine centers after ensuring their safety. ANHA, 22. April 2020. https://www.hawarnews.com/en/haber/86-people-leave-quarantine-centers-after-ensuring-their-safety-h16077.html

Anonymous, 2020: In a collective initiative, Kongra Star distributes aid amid curfew. ANHAA, 23. April 2020. https://www.hawarnews.com/en/haber/in-a-collective-initiative-kongra-star-distributes-aid-amid-curfew-h16093.html

Anonymous, 2020: Two PCR machines arrive in northern and eastern Syria via Semalka crossing. ANHA, 23. April 2020. https://www.hawarnews.com/en/haber/two-pcr-machines-arrive-in-northern-and-eastern-syria-via-semalka-crossing-h16097.html

Al-DakhiI, Basem, 2020: Plans to provide water in southern countryside of Hasakah. ANHA, 3. April 2020.ANHA, 11. April 2020. https://www.hawarnews.com/en/haber/plans-to-provide-water-in-southern-countryside-of-hasakah-h15683.html

Barakat, Akram, 2020: Syrian government, Tyrkish regime are underestimating residents’ lives of NE, Syria. ANHA, 11. April 2020. https://www.hawarnews.com/en/haber/syrian-government-turkish-regime-are-underestimating-residents-lives-of-ne-syria-h15841.html

Bodette, Megan, 2020: How North and East Eyria’s cooeperatives and autonomous structures handle a pandemic. Medium. 15. April. https://mesopotamia.coop/how-rojava-coops-handle-pandemic/

Çoban, Mustafa, 2020: Measures increased at Washokani camp. ANF, 7. April 2020. https://anfenglishmobile.com/rojava-syria/measures-increased-at-wasokani-camp-42833

Hebûm, Hîvda and Çoban, Mustafa, 2020: Turkey transfers coronavirus patients to Serêkaniyê hospital. ANF, 9. April 2020. https://anfenglishmobile.com/rojava-syria/turkey-transfers-coronavirus-patients-to-serekaniye-hospital-42882

Henar, Ibrahim and Saleh, Mohamed, 2020: Chaos, non-compliance in Syrian government areas, people demand it to coordinate with AA. ANHA, 16. April 2020. https://www.hawarnews.com/en/haber/chaos-non-compliance-in-syrian-government-areas-people-demand-it-to-coordinate-with-aa-h15950.html

Metîn, Ayhan, 2020: How does the Covid-19 test kit developed in Rojava work? ANF, 3. April 2020.

Rojava Information Centre, 2020: Interview: World Health Organisation Syria rep. on Coronavirus in North and East Syria.25. March, 2020. https://rojavainformationcenter.com/2020/03/interview-world-health-organization-syria-rep-on-coronavirus-in-north-and-east-syria/

Rojava Information Center (RIC), 2020: The Corona Virus Crisis in North and East Syria. 5. April. Update 22. April. 2020. https://rojavainformationcenter.com/2020/04/coronavirus-crisis-in-north-and-east-syria-22-april-update/

Samir, Ahmed, 2020: Ilham Ahmed criticizes mechanism of W. H. O, calls on Syrian government to act responsibly. ANHA, 14. April 2020. https://www.hawarnews.com/en/roportaj/ilham-ahmed-criticizes-mechanism-of-who-calls-on-syrian-government-to-act-responsibly-r55.html

Sheikh, Linda, 2020: They took advantage of curvew to acheave self-sufficiency. ANHA, 26. april 2020. https://www.hawarnews.com/en/haber/they-took-advantage-of-curfew-to-achieve-self-sufficiency-h16122.html

15. april 2020: Ny bog af Abdullah Öcalan udkommer til juni

Abdullah Öcalan fotograferet i Bekaa-dalen i Libanon i 1991

Tredje bind af Abdullah Öcalans værk ’Frihedens sociologi: Manifest for en demokratisk civilisation’ udkommer til juni 2020 på forlaget PM Press (https://www.pmpress.org/index.php). Den er oversat til engelsk af Havin Guneser.

Nogle udtræk fra bind III har været offentliggjort på nyhedsmediet ANF. Nudem bringer her en dansk oversættelse af et af uddragene:

Uddrag af Abdullah Öcalans nye bog: Ikke bare samfundet, men alt liv på jorden er truet.

Om samfundets industrialismeproblem skriver Abdullah Öcalan:

Problemet knytter sig ikke til selve industrien, men den måde, den bliver brugt på. Industrien er ligesom mulighederne i atomkraft: Når den bliver brugt af monopolerne, kan den blive en trussel mod liver uden sidestykke, der kan føre til både økologisk katastrofe og krig.

Den industrielle revolution, der var lige så vigtig som landbrugsrevolutionen, har udviklet sig med op- og nedture, men oplevede et kvalitativt spring i det sene attende og tidlige nittende århundrede, baseret på tusinder af års fortsat akkumulation. Det er umuligt at gætte på hvor, hvornår og hvordan den vil ophøre eller blive afsluttet. Denne revolution har et karakteristisk slægtskab med analytisk rationalisme: Den er faktisk et produkt af denne rationalisme. Og den er fuldstændigt domineret af kapitalen. Men der er ingen tvivl om, at kapitalen ikke selv er skaber af de fleste industrielle redskaber. Kapitalen har derimod fokuseret på at udvikle dem til profitskabende redskaber og tilegne sig de af dem, som den anser for essentielle. Billig masseproduktion skaber store muligheder for samfundets udvikling. Ligesom rationalismen, er en industri, der tjener samfundets behov, meget værdifuld. Problemet knytter sig ikke til industrien i sig selv, men til den måde, den bliver brugt på. Industrien er ligesom mulighederne i atomkraft. Når den bliver brugt af monopolerne, kan den blive en trussel uden sidestykke for livet, der bærer både økologisk katastrofe og krig i sig. Dens anvendelse til at skabe profit er i sandhed blevet stadigt mere tydelig med den hastigt stigende ødelæggelse af miljøet. Industrien styrer med stor hastighed samfundet i retning af et virtuelt samfund. Mennesker bliver i stigende grad erstattet af robotter. Hvis det fortsætter, vil det ikke tage lang tid, før menneskene selv bliver gjort overflødige.

Der er enighed om, at miljøets nuværende tilstand ikke bare truer samfundet, men også livet på jorden. Jeg er nødt til kraftigt at understrege, at det vil være en fejltagelse blot at gøre industrien ansvarlig for dette. Industrien er i sig selv neutral. En industri i harmoni med samfundets eksistens kan spille en afgørende rolle i udviklingen af verden i retning af en tredje natur, ikke bare for mennesker, men for alle former for liv. Det kan lade sig gøre, og hvis det skete i dag, ville vi måske anse industrien for at være en velsignelse. Men når industrien kontrolleres af kapitalen og er drevet af profit, kan det gøre verden til et helvede for hele menneskeheden med undtagelse af en håndfuld monopolister. Faktisk ser det stort set ud til at være vores nuværende situation. Menneskeheden er tydeligvis enormt bekymret over tingenes nuværende tilstand. Det industrielle monopol har skabt et enestående imperium, der hersker over samfundet. For et enkelt US-amerikansk hegemon, er der dusinvis af industrielle hegemoner. Selv hvis man kunne stoppe politiske og militære hegemoner, ville det ikke være let at standse de industrielle hegemoner, fordi de i dag er globale. Hvis et land, der fungerer som center, begynder at stille krav, så vil et andet sted og/eller land kunne blive omdannet til et nyt center. Hvem siger, at et af USAs industrielle imperier ikke vil udpege Kina til dets center i morgen? Hvorfor skulle de ikke det, hvis betingelserne dér er bedre egnede? Vi kan se, at dette gradvist bliver en mulighed.

Industrialismen skyder landbruget i hjertet. Landbruget, der er en nødvendighed for at det menneskelige samfund kan fungere, stilles overfor voldsomme ødelæggelser, når det er lagt i industriens hænder. Denne hellige aktivitet, som har tjent menneskeheden gennem de sidste 15.000 år, er blevet sat over styr og man forbereder sig nu på at dreje det i retning af industriel dominans. I modsætning til, hvad det ofte påstås, egner inddragelse af profit- og kapitaldrevet industri indenfor landbruget sig ikke til masseproduktion. De industrielle monopolers brug af genetisk modificerede afgrøder behandler jordbunden på samme måde som en moder, der bærer et barn skabt ved kunstig befrugtning. Ligesom sund graviditet og moderskab ikke skabes gennem alle mulige kunstige indgreb, er det heller ikke sundt at befrugte jorden med genetisk modificeret såsæd. Industrielle monopoler forbereder sig på at involvere sig netop i en sådan galskab indenfor landbruget. Menneskeheden vil opleve den værste kontrarevolution indenfor landbrugsområdet, og det er allerede begyndt at vise sig. Jorden og landbruget udgør ikke blot en hvilken som helst produktionsmåde eller indbyrdes relation. De udgør uadskillelige eksistentielle dele af samfundet, der ikke kan ophæves. Menneskelige samfund er først og fremmest bygget på jordbunden og landbruget. At fjerne dem fra jordoverfladen og produktionen ville være et enormt anslag mod samfundets eksistens. Byernes kræftlignende vækst er allerede tydeligt begyndt at udstille denne fare. En befrielse vil sandsynligvis i vid udstrækning betyde en bevægelse i den modsatte retning: fra byen og tilbage til jorden og landbruget. Jeg forestiller mig, at det grundlæggende slagord for denne bevægelse kunne være noget i retning af: Enten landbrug og jord for tilværelsen eller udslettelse. Driften mod profit og kapital tillader ikke industrien at forene sig med jorden og landbruget og binde dem sammen i en venskabelig og symbiotisk relation, men opbygger i stedet enorme modsætninger og skaber fjendtligheder mellem dem.

De klassemæssige, etniske, nationale og ideologiske modsætninger i samfundet kan føre til konflikter og krig, men de er ikke umulige at løse. De er skabt af menneskehænder, og de kan blive fjernet af menneskehænder. Derimod kan mennesker ikke holde konflikten mellem industri, jorden og landbruget under kontrol, fordi industrien er kapitalens redskab. Jordbunden og landbruget udviklede sig økologisk over millioner af år. Hvis de degenererer, kan de ikke genopbygges af menneskehænder. Ligesom det er umuligt at fabrikere jordbund, er landbrugsprodukter eller andre levende organismer, herunder også planter, næppe noget, der kan skabes af mennesker i vor tid. Det kan vi ikke forvente. Dette potentiale er fuldt ud udnyttet med udviklingen af mennesket. Det er hverken meningsfuldt eller muligt at gentage, hvad der allerede er sket. Dette er et grundlæggende filosofisk spørgsmål, så jeg vil ikke dvæle alt for meget ved det.

Men ligesom Faraoerne uden succes prøvede at planlægge deres fremtid med pyramide-mausoleer, så vil industrialismen også vise sig uegnet til at skabe en fremtid, hvor livet er værd at leve, gennem dens anvendelse af robotter. Hele denne tilgang yder ingen respekt overfor menneskene. Med en så storslået enhed som naturen, hvor meningsfuld og vigtig kan robotter eller kopier af den naturlige verden så overhovedet blive? Endnu engang er vi konfronteret med kapitalens vanvittige kurs mod profit. Lad os antage, at robotter leverer den billigste form for produktion. Hvis der ikke er nogen mennesker til at bruge dem, hvad vil de så gøre godt for? Denne side af industrialismen er hovedårsagen til arbejdsløshed og er kapitalens vigtigste våben mod samfundets produktivitet. Kapitalen bruger industrien som et våben til at manipulere med markedet både ved at beskæftige færrest mulige arbejdere og ved at gennemtvinge prisreduktioner. Monopolpriser medfører overproduktionskriser – hovedårsagen til arbejdsløshed. Forrådnede varer og millioner af arbejdsløse, sult og fattige mennesker er ofre for disse kriser.

Samfundets natur kan kun vedligeholdes gennem en tæt forbindelse til omgivelserne, som er et produkt af millioner af års udvikling og af gunstige betingelser. Intet, der er skabt industrielt, kan erstatte omgivelserne, som er universets fantastiske skabelse. Trafik på land, i luften, på havet og i rummet har allerede nået et katastrofalt niveau. Industrien forbruger konstant fossile brændstoffer, forurener omgivelserne, og underminerer klimaet. Udbyttet af disse katastrofer er små to hundrede års profit akkumulation. Har denne akkumulation været al den destruktion værd, som har været betydeligt større end summen af al den ødelæggelse, der har været gennemført i alle historiens krige, og med et tab af liv i et omfang, der har været større end den samlede sum af liv, der hidtil er gået tabt på grund af vold mod mennesker, naturkatastrofer og af andre årsager?

Industrialismen, som monopolistisk ideologi og redskab, er et af samfundets fundamentale problemer. Det bør der sættes alvorlige spørgsmålstegn ved, og de farer, det giver anledning til, er tilstrækkelig grund til at gøre det. Hvis dette monster forsætter med at vokse og kommer ud af kontrol, vil det gøre alle undersøgelser og mulige sikkerhedsforanstaltninger til noget, der vil komme ’for småt, og for sent’. Hvis vi skal undgå at samfundet ophører med at være sig selv, og bliver et virtuelt samfund, så er det på tide at tage dette monster ud af monopolernes greb, for allerførst at gøre det harmløst og derefter at gøre det til en ven af samfundet.

Når vi slås mod industrialismen, er der behov for at skelne mellem monopolets ideologiske tilgang til industriel teknologi og den måde den bruges i dag, og så en form for industriel teknologi, som er i harmoni med samfundets almindelige interesser. Det er den absolut vigtigste side af et hvilket som helst videnskabeligt arbejde og enhver ideologisk kamp, vi står overfor. Grupper, der påstår at kæmpe mod industrialismen som humanister (filantropister) uafhængigt af sociale og klassemæssige forhold, kan ikke forventes at producere noget som helst relevant. Disse grupper kan ikke undgå at komme i konflikt med deres egne mål og tjener i sidste instans industrialismens interesser som monopol. Modsat den almindelige opfattelse har industrialismen en militaristisk og klassemæssig karakter med videnskab og teknologi som dens ideologis materielle form. Faktisk repræsenterer industrialismen den farligste dimension i den eksisterende videnskab og teknologi. Det industrielle monster opstod ikke bare ud af sin egen frie vilje. Vi skal huske på, at da det engelske bourgeoisi gik i gang med dets historiske imperialismeprojekt på de britiske øer, i det kontinentale Europa og rundt omkring i verden, var det den klasse, der hurtigst organiserede den mest omfattende brug af industrialismen overhovedet. Senere blev industrialismen et fælles våben for bourgeoisiet i alle lande. Det viser sig tydeligst ved at bourgeoisiets dominans rundt omkring i verden materialiserede sig på det tidspunkt, hvor den industrielle udvikling – der var en del af triaden bestående af finans, handel og industri – kendetegnede det nittende og tyvende århundrede.

Ved at erklære ikke-kapitalistiske samfund for reaktionære, og indgå i en strategisk alliance med det industrielle bourgeoisi kom den reelt eksisterende socialismes bevægelse ubevidst, men fuldstændigt, i modsætning til sine egne mål, der førte til et mere tragisk resultat end det, der tidligere havde vist sig i nogen som helst anden bevægelser, der objektivt set havde udviklet sig til forræderi. Et eksempel på det kunne være kristendommen, som gennem 300 år var en fredsreligion, og derefter gik i alliance med magten og staten, der førte til, at den objektivt og oftest også bevidst, står i modstrid med og forråder sine egne mål. Pointen er, at kristendommen også kom i konflikt med sine oprindelige mål, fordi den drev i retning af magtmonopolet, og derfor ikke kunne undgå at blive en civilisationsreligion. I Islam skete dette mens Mohamed stadigt levede. I sidste ende bukkede de alle under for industrien som magt.

Mens hele menneskeheden i dag råber op om ødelæggelsen af miljøet, som om dommedag var nær, er det vigtigt at forstå de historiske, sociale og klassemæssige dimensioner i den tilintetgørelse, der er forårsaget af industrialismen i lyset af lignende bevægelser, for at kunne tage kampen op mod industrialismen som en eksistentiel folkebevægelse og for uundgåeligt at kunne føre en kamp, der i stil svarer til en ny hellig religiøs bevægelse. Ligesom det er umuligt at bekæmpe ild med ild, så er vi nødt til at sætte spørgsmålstegn ved og opgive det liv, der er levet i industrialismens sump, hvis vi skal kunne gennemføre en økologisk kamp. Hvis vi ikke vil gennemleve nye tragedier, ligesom kristendommen, islam og den virkeliggjorte socialisme, så er vi nødt til at lære de lektier, som de har vist os, og forholde os til den videnskabeligt-ideologiske og den moralsk-politiske kamp på en korrekt måde.

Kilde: Abdullah Öcalan, 2020: Öcalan: not only society but all life on earth is under threat. ANF, 23. March 2020.

Oversættelse: Jesper Brandt

29. marts 2020: I ly af Coronakrisen besætter den tyrkiske regering yderligere 8 kurdisk-ledede kommuner i Øst-Tyrkiet

Af Jesper Brandt

For et år siden, d. 31. marts 2019, var der kommunalvalg i Tyrkiet. Det venstreorienterede parti HDP og dets regionale samarbejdspartner Partiet for Fred og Demokrati, BDP, fik flertal, og dermed borgmesterposterne i 65 tyrkiske kommuner, især i de kurdisk dominerede områder af Østtyrkiet. På landsplan tegner HDP sig for 10% af pladserne i det tyrkiske parlament.

Siden kommunalvalget har den tyrkiske regering gjort alt, hvad den kunne for at lægge hindringer i vejen for de kurdisk ledede kommuner. Et stort antal borgmestre er blevet fængslet, andre er blevet afsat og erstattet af regeringsudpegede formyndere, der i halvdelen af kommunerne har overtaget administrationen gennem oprettelse af formynderskaber. En  indgående beskrivelse af, hvordan denne massive undertrykkelse og forfølgelse foregår, både på landsplan og kommunalt,  har været offentliggjort for nyligt på Nudem.dk, se https://www.nudem.dk/erdogans-massakre-paa-det-tyrkiske-retssystem-er-et-retsligt-vanvid/.

Den massive tilsidesættelse af kurdernes demokratiske rettigheder i den kommunale forvaltning er ikke noget nyt. Efter kommunalvalget i 2015 indsatte den tyrkiske regering mellem oktober 2016 og februar 2018 formynderskaber i i 95 af de 99 kommuner, der efter dette valg havde fået kurdiske borgmestre.

Men i lyset af den nuværende Coronakrise er det alligevel tankevækkende, at det tyrkiske politi d. 23. marts i år er gået til angreb på yderligere 8 kurdisk-styrede kommuner, hvorefter den tyrkiske regering ulovligt har indsat formyndere, der styrer de 8 kommuner.

Alan Makovsky, en senior forsker ved Center for American Progress i Washington, har dog allerede forudsagt denne udvikling i et interview med Diego Cupolo (der bor i Istanbul) i Al-Monitor d. 20. november 2019 efter at den tyrkiske regering havde besat de første 24 kurdisk ledede kommuner. Han afslørede i den forbindelse den kynisme, der ligger bag Erdogan-regeringens autoritære magtpolitik, som nu blot sættes i relief af, at de nye kommunebesættelser netop sker under den nuværende Coronakrise. Om situationen i november 2019 udtalte han følgende:

Jeg ser faktisk ikke nogen reel ændring i AKPs linie efter disse operationer, fordi jeg tror, at tyrkiske vælgere fortsat koncentrerer sig meget om den økonomiske situation, og så længe økonomien ikke forbedres, tror jeg ikke at regeringen vil være i stand til at finde ekstra stemmer”.

Makovsky mente ikke, at der var grund til at tro, at regeringen ville ændre dens nuværende linje. HDP var det eneste parlamentariske parti, der gik imod de tyrkiske invasioner i Syrien, der er ganske populære i Tyrkiet, og partiet står i fare for at falde for 10% spærregrænsen for at komme i parlamentet. Hvis det ikke lykkes HDP at komme over den tærskel, vil AKP, der ofte er den  vigtigste oppositionsgruppe i  HDP-højborgene, få HDPs pladser og dermed muligvis genvinde det parlamentariske flertal, de tabte i 1918, vurderede Makovski: ”AKP-MHP alliancen går målrettet imod at smadre den kurdiske  bevidsthed som HDP i vid udstrækning repræsenterer, og vil på alle mulige måder prøve at skabe kaos og uorden i partiet for at gøre det til en ikke-faktor i de nationale valg, som i sidste ende vil komme, allersenest i 2023”, fortæller Makovsky til Al-Monitor. Han tilføjede: ”Og, selvfølgelig, at angribe HDP er i samklang med AKP-MHP’s nationalistiske kernevælgere, der ikke behøver at overbevises om, at HDP er ’terrorister’. Vi må forvente, at udskiftningen af HDP-borgmestre med formynderskaber vil fortsætte”.

Den kurdiske National Komité KNC, der har hovedkontor i Bruxelles, har i anledning af besættelsen af de 8 kommuner udsendt følgende pressemeddelelse:

Den tyrkiske regering griber chancen under Corona krisen til at beslaglægge otte kurdiske kommuner i Tyrkiet.

Yderligere otte kurdiske kommuner er blevet beslaglagt midt under kampen mod Coronavirus i Tyrkiet. Man skulle tro, at den anti-kurdiske ’djævel’, som udgør kernen i det tyrkiske politiske system trods alt ville stoppe i disse Coronavirus-tider. Det gør den desværre ikke. Mens hele verden har travlt med at finde veje til bekæmpelse af virussen, bruger den tyrkiske regering det pandemiske klima som en chance for at gennemføre de mest nedrige former for undertrykkelse af de kurdiske demokratiske institutioner i Tyrkiet, især deres kommuner. Det gør det endnu vanskeligere for de tyrkiske kurdere at bekæmpe Coronavirussen.

  1. 23. marts angreb det tyrkiske politi adskillige HDP-ledede kommuner og huse i en lang række kurdiske områder, anholdt mange valgte kurdiske borgmestre og skiftede dem ulovligt ud med udpegede tyrkiske regeringsembedsmænd, kendt som ’formyndere’/trustees. De netop besatte HDP-ledede kurdiske kommuner er følgende: Batman (hovedbyen i provinsen Batman), Silvan, Ergani, Lice og Eğil (fire distrikter i provinsen Diyarbakir), Güraymak (et distrikt i Bitlis) Gäkҫebak (by i Siirt) og Halfeli (by i Iğdir). Med disse nye tilfælde har den tyrkiske regering officielt udpeget administratorer i ialt 32 HDP-styrede kommuner siden afholdelsen af kommunevalget d. 31. marts 2019. (Dette antal omfatter ikke de 6 HDP med-borgmestre, der vandt valgene, men blev nægtet deres valgcertifikater under det påskud, at de tidligere var blevet frataget deres positioner under undtagelsestilstanden). Udover de nuværende anholdelser, sidder 21 kurdiske med-borgmestre, der blev valgt d. 31. marts 2019 fortsat bag tremmer.

Ligesom i de tidligere tilfælde, ligger der selvfølgelig ikke nogen domstolsafgørelser bag disse ny anholdelser og udpegninger af formyndere. Sigtelserne, der er rejst mod disse borgmestre, lyder ikke overraskende på – ”støtte til terrorisme”.

Vi ser denne ’formynder-regel’, der med magt pålægges kurderne som indbegrebet af det tyrkiske politiske herredømme i de kurdiske provinser under det nye præsidentielle system; et tydeligt eksempel på intern kolonialisme for at terrorisere kurderne og undergrave deres politiske vilje.

Vi ønsker hermed at udtrykke vores dybeste medfølelse med ofrene for Coronavirussen og vores sympati og solidaritet med sundhedsarbejdernes utrættelige kamp mod virussen overalt i verden.

Og vi opfordrer det internationale samfund til at hæve stemmen, og hurtigt gå i aktion mod den tyrkiske regerings ulovlige og racistiske politik, hvis skamløshed synes uden grænser og som klart afslører sig i sådanne angreb på kurderne selv under en højst skæbnesvanger global pandemi.

Eksekutiv komiteen for den kurdiske National Kongres, Bruxelles

Rue Jean Stas 41

1060 Bruxelles

Tel: +32 2467 3084

Website: www.kongrakurdistan.net

Email: kongrakurdistan@gmail.com

 

Kilder:

Kurdistan National Congress – KNC , 2020: The Turkish government seizes the opportunity of the Koruna climate to occupy Kurdish municipalities. Press release, 24 March, 2020, Bruxelles

Diego Cupolo, Diego, 2019: Amid growing crackdown, pro-Kurdish party calls for new elections in Turkey. Al-monitor,November 20, 2019

Anonymous, 2020: Erdogans massakre på det tyrkiske retssystem er et retsligt vanvid: Nudem.dk. https://www.nudem.dk/erdogans-massakre-paa-det-tyrkiske-retssystem-er-et-retsligt-vanvid/

18. marts 2020: Öcalan: Alt afhænger af jeres kamp

Under et møde med sin bror har den kurdiske leder Abdullah Öcalan sagt: ”alt afhænger af jeres kamp: Hvis i ikke gør noget, fortsætter isolationen og blodsudgydelserne. Ingen kommer og løser problemet for jer.”

Abdullah Öcalan var i stand til at møde sin bror Mehmet Öcalan (1) d. 3. marts. Hans medfanger Ömar Hayri Konar og Veysi Aktaş modtog også besøg af deres familie. Den fjerde fange Hamili Yildirim fik ikke besøg, da familiemedlemmet var syg.

Mehmet Öcalan har talt med nyhedsbureauet Mezopotamya (MA) om hans møde med sin storebror på fængselsøen Imrali, og indledte på denne måde: ”Gennem næsten 8 måneder har det ikke være muligt at holde møder. Hver anden uge har vi indgivet ansøgning om besøg på hovedanklagerens kontor i Bursa gennem vores advokater. Men vi får ikke noget svar, eller forskellige grunde til en afvisning bliver fremført. Efter branden på øen blev vores ansøgning imødekommet”. (2)

Umenneskelige kropsvisitationer

Mandag d. 2. marts fik vi besked gennem vores advokater om, at vi ville blive bragt til øen. Vi kom derud på den her måde: Jeg og Ömar Haysi Konar og Veyşi  Aktaş’ brødre og søstre tog til øen. Vi blev kropsvisiteret på politistationen i Gemlik. Det plejede ikke at være sådan, men lad os bare kalde det normalt nu. Kropsvisitationen blev udført på en meget ydmygende måde. Som menneske kan jeg ikke acceptere det. Det er amoralsk og hverken godt for Tyrkiet eller staten. Jeg er en mand på 69 år. Det gik på samme måde med de andre. Selv om jeg havde været ung, burde det ikke have været på den måde.

Da vi gik i land på øen, blev gennemført endnu en kropsvisitering, der var meget infam. Det er ikke en situation, som man kan acceptere. Man kan ikke holde det ud. Men vi måtte bide det i os som noget uundgåeligt. Ved den anden kropsvisitation var alle til stede. Officerer, soldater, med sorte solbriller og alle var bevæbnede. Det mindede om en atmosfære under en undtagelsestilstand. Alle var der. Vi var nødt til at udholde en meget ubehagelig kropsvisitering. Gruppen ledsagede os fra det øjeblik vi forlod båden og til det sted, hvor den anden kropsvisitation fandt sted.

Det sværmede overalt med soldater og vagter. Vi accepterede nødtvungent kropsvisitationen. De ved godt, at ellers ville ingen have accepteret en sådan kropsvisitation. Den var umenneskelig.

Derefter kom vi ind i fængslet. Der var ikke nogen indgående kropsvisitation i fængslet. Den var normal. Først blev de to andre besøgende hentet. Jeg blev efterladt alene i den tid. Jeg ventede ca. ti minutter. Så blev jeg kaldt ind. På dette kontrolsted blev jeg adskillige gange bedt om at passere røntgenscanningen. Det var chikane. Jeg sagde: ”Selv om jeg går igennem det hundrede gange, vil det beepe”. Bagefter gik vi hen til besøgsstedet. Jeg var den første, der blev kaldt ind i besøgsrummet. Det gamle bord var der. Det er et stort bord. De sagde til mig ”Sid ned”. Men jeg satte mig ikke ned, jeg vidste at formanden snart ville komme. Jeg ventede et par minutter. Da de gik ud og ind, vidste jeg, at formanden ville komme. Han kom ind og sagde, uden at give mig hånden. ”Jeg er blevet informeret. Du har måske feber. Du er forkølet”. Det var derfor, vi ikke gav håndtryk. Han sad på sydsiden af bordet, og jeg sad på nordsiden. Formanden sagde til vagten: ”Vi kan vel tale i halvanden time, ikke?” Men han sagde ikke noget. Så kom vi endelig i gang med at tale.

Han spurgte til folkets mening

Formanden spurgte: ”Hvorfor er du kommet, hvad er årsagerne til, at du er kommet”? Jeg sagde: ”De sagde, at der var opstået en ildebrand her. Folket og institutionerne gik i demokratisk aktion. Jeg går ud fra, at det var derfor, at de lod os komme her. Han sagde: ”Ja, men det berørte ikke os”. Så sagde han: ”Jeg skal spørge dig om nogle ting. Så kan du svare samlet på det”. Nuvel. Det var mest formanden, der talte. Han spurgte om, hvad folk derude mener om det kurdiske spørgsmål og problemerne i Mellemøsten, og hvad de tror omkring hvem, der kan løse problemerne. Han ville gerne have mine svar uden kommentarer.

Et bord med tre ben falder ikke sammen

Jeg sagde: ”Firs til halvfems procent af befolkningen i Mellemøsten og i regionen siger, at hvis det problem skal løses, så er det kun lederen Öcalan, det kan løse det”. Han sagde: ”Ja, det ved jeg også. Det er det, der er vores opgave. Vi er nødt til at være stærke for at kunne løse problemet i Mellemøsten”. Så gik han ind i detaljerne. Han gik i detaljer med Rojava og de demokratiske institutioner i Tyrkiet. Han sagde også ”Jeg går ud fra, at HDP kongressen fandt sted”. Og jeg sagde. ”Ja, de holdt en kongres. Og den viste sig at blive meget stor. En masse mennesker kom til kongressen, også fra udlandet. Kongressen gik rigtig godt.”. Formanden lagde nu vægt på det her: ”Nu skal jeg forklare dig noget. Hvis det ikke kan lade sig gøre at blive en kraft i regionen, prøv at se, i Tyrkiet er der et bord med to ben. I din sammenslutning er der også venstrefløje. Der er flest kurdere. Der er også andre mennesker. Også I er nødt til at være én søjle. I er nødt til at være en kraft dér. Hvis et bord har tre ben, falder det ikke sammen. Et bord med to ben er dømt til at kollapse, ligegyldigt hvor stålfast systemet prøver på at beskytte det. Derfor er vores bevægelse, kurderne, det tredje ben, der er skabt gennem vækst”(3).

’De bør tjene folket’

Gennem halvdelen af samtalen kommenterede han de demokratiske institutioner. Formanden sagde: ”Personerne, personlighederne, skal ikke tjene sig selv, de skal tjene institutionerne og folket”. Han overbragte sine bedste hilsener til aviserne. Han sagde: ”Styrk medierne. Bidrag til dem. Jeg sender de aller aller bedste hilsener til mine venner på medierne. De bør styrke både bladene og TV-stationerne”.

Alle er nødt til at slås for folket

Jeg fortalte, at HDP holdt dets kongres, deltagelsen var høj og kongresudtalelsen var stærk. Han sendte hilsener til de gamle og nye ledere og ønskede dem succes. Han sagde: ”Jeg antager, at partiet (HDP) er den stærkeste institution blandt de demokratiske institutioner. Partiet er blevet styrket gennem arbejde. Det bliver stærkere i takt med arbejdet. Det bliver ikke stærkere på grund af slogans. Prøv at se på min situation. Jeg har arbejdet i halvtreds år. Hvem som helst, der er i institutionerne for deres familie, for sig selv, for deres nærmeste, og som udnytter værdierne, når jeg hører om den slags, så kan jeg ikke tilgive det. Folket har betalt en meget høj pris. Enhver bør slås for folket. Ikke bare for kurderne. Der er mange befolkningsgrupper her i Tyrkiet. Hvis de alle forener sig, så kan de blive en stærk styrke. Der kommer ikke nogen og løse problemerne for os. I er den vigtigste kraft for en løsning. Partiet er ikke personlighedernes ejendom. End ikke medlemmernes.” Gennem denne evaluering gik det op for mig, at han holdt meget nøje øje med partiet.

Rojava i hele Syrien

Han kommenterede situationen i Syrien. Der er arabiske stammer i Rojava. Formanden sagde: ”Send dem alle mine hilsener og min respekt. Udtryk også mine hilsener og respekt overfor personalet i institutionerne dér. De, der arbejder i Rojava er meget værdifulde. Jeg ønsker dem tillykke med deres arbejde. De gør et gudsbenådet arbejde. Jeg ønsker dem succes. Tyrkiet er en gang imellem på Amerikas side og en gang i mellem på Ruslands. Det er ingen løsning. Løsningen, udvejen er sådan her: Enhederne i Rojava er nødt til at blive en styrke indenfor hele Syrien selv i den allerbredeste forstand. Det er nødvendigt for Syriens enhed. Hvis befolkningsgrupperne dér, kurderne, araberne, armenierne, kristne, ikke repræsenterer en samlet kraft, så kan de ikke garantere Syriens enhed i morgen. Strategien i Syrien er helt rigtig. Jeg udvider min respekt og mine hilsener til alle de, der arbejder og slider hårdt dér, uden undtagelse.”

Vi er nødt til at være en forenet styrke for at kunne løse problemer

Hvad angår en løsning, sagde formanden: ”Hvis man bliver en styrke, kan man løse alle problemer”. Jeg sagde til ham. ”Undertrykkelsen fortsætter på en intensiv måde. Du siger at der skal gøres noget i udlandet, men i Tyrkiet eksisterer denne mulighed ikke længere”. Formanden sagde: ” Der er stadig ting, der godt kan gøres: I er nødt til at styrke jeres institutioner. Hvis I arbejder godt, så kan I opnå resultater. At arbejde godt, hvad vil det sige? Service, ikke til enkeltpersoner, men til samfundet, til folket. Det er den måde kampen foregår på. Du kender mig godt, Mehmet. Hør engang, du ved, hvordan jeg har sloges. Jeg sloges endda med min mor. Jeg sloges endda med hende, da jeg var syv år. Det ved du meget godt.” Jeg sagde: ”Ja, det ved jeg. Det var sådan du gjorde”. Formanden sagde: ”Man skal kæmpe for al ting. På den rigtige måde. I er nødt til at være en kraft for at kunne løse disse problemer. I kan løse problemerne i Mellemøsten og – lad os nævne det ved dets rette navn – det kurdiske problem, på denne måde. Vi taler om et bord: Bordet i Tyrkiet er et to-benet bord. I er nødt til at blive det tredje ben. Hvad vil det sige: Det vil sige med styrke. Hvis i gør det, så vil det blive ved på den måde. Det vil arbejde i den retning, hvis I arbejder i den retning. Ja, der er brug for et bord, og det skaffes til veje ved at tjene folket og arbejde”.

I har alle noget, der skal gøres

Formanden kender os. Jeg har ikke sagt noget som helst. Ja, måske er hans krop, hans fysiske eksistens, på Imrali øen, men i hans tanker er han med os. Han ved, hvad vi gør og hvordan vi arbejder. Lad mig give blot et enkelt eksempel. Han sagde til mig: ”Du kan også gøre noget i din omgangskreds i Urfa. I har alle en opgave. Det er ikke muligt at trække sig tilbage og sætte sig ned. Også du kan gøre et arbejde og yde en service dér. Du vil gøre det, og det vil dine venner også. Der er de der landsbyer, og der er vores venner. Der er de der turkmenere. Hils dem fra mig.”

Alle og enhver bør gøre, hvad de kan

Formanden sagde: ”Jeg hylder alle de, der slås mod isolationen i Rojava, Bashur, Rojhilat og Europa. Hvor der er kurdere, der har kæmpet mod isolationen, vil jeg ønske dem tillykke med deres kamp. Mit helbred er meget godt. Jeg ved, hvordan jeg skal forstå at leve. Du kan se mig, hvordan ser jeg ud til at have det?”. Så vidt jeg kunne se, havde han det godt. Også hans helbred og moralske tilstand var god. Han sagde: ”Jeg ønsker dig held og lykke”. jeg sagde: ”Kommer der et andet møde?” Han svarede ikke på mit spørgsmål. Han sagde: ”Alt afhænger af jeres kamp. Hvis I gør fremskridt, så vil alle problemer blive løst.. Men hvis ikke, vil det hele fortsætte. Både isolationen vil fortsætte og blodsudgydelserne vil fortsætte …  så sørg for, at alle og enhver gør hvad de kan”.

Kommentarer af Jesper Brandt, der også har oversat interiviewet fra engelsk:

  • Abdullah Öcalans yngre bror Mehmet er medlem af det tyrkisk-kurdiske venstrefløjsparti Partiet for Fred og Demokrati (BDP), hvis råd han blev valgt ind i på en kongres i 2014. På denne kongres blev partiet på landsplan en del af partiet HDP, men fastholdt sin position som regionalt/lokalt parti, og derfor skiftede navn til navnet De Demokratiske Regioners Parti.
  • Omtalt i Nudem på: https://www.nudem.dk/nye-trusler-mod-ocalan-i-faengslet-paa-imrali/
  • Öcalans beskrivelse af ’et bord med tre ben’ er en tyrkisk vending, der kan tolkes som et ønske om at være mere afbalanceret, og føre en mere harmonisk politik. Konkret kan det også ses som en henvisning til den historisk opståede uholdbare markante splittelse i Tyrkiet mellem en ultrahøjrefløj og en centrum-højrefløj, hvor det tredje ben bør være en bred samling om et stærkt HDP, der kan samle de demokratiske kræfter til en kraft med samme styrke, der kan gennemtvinge en national forsoning.

Kilde:

Anonymous 2020: Ocalan: Everything depends on your struggle. ANF, d. 5. Marts 2020

15. februar 2020: Aldar Xelîl: Det syriske regime er positivt indstillet over for en dialog

Den kurdiske politiske leder fra TEV-DEM (Ledelsen af den demokratiske bevægelse for et demokratisk samfund i Nord- og Øst Syrien), Aldar Xelîl, fortæller, at den syriske regering har signaleret vilje til at engagere sig i en dialog med Rusland som mægler. Der har endnu ikke vist sig konkrete resultater, men han siger, at villigheden til at indgå i samtaler er et positivt skridt.

Af Ersin Çaksu, ANF, Qamishlo, 13 februar

Aldar Xelîl, der er medlem af TEV-DEMs bestyrelse, har i et interview med nyhedsbureauet ANF fortalt om det syriske regimes og Ruslands militæroperation i Idlibområdet, om den tyrkiske stats forsøg på sabotage af dette, den autonome administrations diplomatiske initiativer, samtalerne med den syriske regering, processen, der knytter sig til formuleringen af en ny forfatning for Syrien, åbningen af ENKS’s kontorer i Rojava og retssagerne mod fængslede medlemmer af Islamisk Stat.

Lad os starte med det, der foregår lige nu i Idlib. På den ene side fortsætter operationerne fra Ruslands og den syriske regerings side, på den anden side gør den tyrkiske stat modstand. Hvad er det, der sker i Idlib?

Det, der sker i Idlib i dag, er resultatet af tidligere forhandlinger mellem Tyrkiet, Rusland og regimet. Den syriske krig, der blev startet for at styrke det muslimske broderskab i Syrien, kom senere ind i en anden fase. Visse aftaler havde ført til den gradvise erobring af de områder, der havde været behersket af den såkaldte opposition. Disse bevæbnede grupper fra Øst-Ghouta, Hama, Homs, Daraa, Aleppo og mange andre steder blev transporteret til Idlib. Ophobningen af oppositionsgrupper i Idlib var planlagt. Allerede på det tidspunkt vidste man, at Idlib ville blive det næste sted.

Den tyrkiske invasion af Syrien skete med russisk tilladelse. Jaroblus, al-Bab og Azaz var blevet overladt til den tyrkiske stat, til gengæld for overførslen af bevæbnede grupper fra visse regioner til andre områder. Det blev fulgt op af besættelsen af Afrin og senere Girê spî (Tal Abyad) og Serêkaniyê (Ras al-Ain). Gensidige indrømmelser blev iværksat, som i sidste ende førte til den koncentrerede tilstedeværelse af jihadist-grupper i Idlib. Faktisk planlagde regimet og Rusland at indtage Idlib allerede sidste år, men det afviste den tyrkiske stat. Den ønskede ikke, at jihadisternee blev likvideret med det samme. Nu mangler de syriske tropper kun 7 km i at nå provinshovedstaden Idlib. Situationen kan sagtens fortsætte i yderligere seks måneder. For regimet og Rusland, er målet lige nu at sikre sig fuld kontrol over M4 og M5 motorvejene. Måske tager de videre til Idlib bagefter, som resultat af visse forhandlinger.

Den tyrkiske hær sender flere og flere tropper til Idlib.  Gennem de seneste dage har der været gentagne sammenstød med den syriske hær og Rusland. Der har fundet to samtaler sted mellem tyrkiske og russiske repræsentanter, som ikke har ført til noget synligt resultat. Hvordan skal Tyrkiets krigstrommer tolkes?

Det var klart fra starten, at den tyrkiske stat aldrig har tænkt på det syriske folk, og aldrig har fremført et program for at fremme den demokratiske opposition. Dens eneste ønske er at intervenere i Syrien gennem andre. I dag gennemføres denne politik af Erdoğan og Bahҫeli i forening. Bahҫeli siger f.eks. helt åbent, at det er nødvendigt, at tage Nordsyrien fuldstændigt for at kunne tage Mosul og Kirkuk [i Irak, jb] derfra. Erdoğan siger også det samme ligeud. De giver udseende af at ville støtte den syriske opposition og taler om Syriens territoriale integritet, men deres intentioner og praksis peger på deres Neo-ottomanske drømme og en erobring af hele regionen. Det er det, Erdoğan vil. Men lige nu ser det ud som om han står svagt. Aktionerne i Syrien har ikke udviklet sig, som han havde håbet. Selv ikke i Tyrkiet og i hans eget parti går alting efter hans vilje. Han er svækket. Og russerne signalerer nu, at de kun vil rydde vejen for ham op til et vist punkt. Rusland siger til Erdoğan:”Vi har givet visse indrømmelser i vores fælles interesse, men vi vil ikke tillade en fuldstændig erobring af regionen”. I mellemtiden er selv en tilbagetrækning af Tyrkiet fra Syrien kommet på Dagsordenen.

Befrielsen af Afrin

Afrin ligger i nærheden af Idlib. Befrielsen af Afrin er også på dagsordenen i sådan en situation. Er der nogen initiativer fra jeres side på den sag?

Først og fremmest skal det slås fast, at Afrin,  Girê Spî, Serêkaniyê og selv Jarablus, Azaz og al-Bab er besatte territorier, der nødvendigvis skal befries. Befrielsen af Afrin er en prioriteret opgave for os på det diplomatiske, politiske og militære plan. Det er ikke en sag, der kan udskydes, ignoreres eller glemmes. Men visse udviklingstræk og magtbalancer har hidtil forsinket befrielsen.

Imidlertid har Idlib operationen, de vanskeligheder, som Erdoğans regime er løbet ind i, samt andre faktorer, skabt nye betingelser, der lover godt for fremtiden. Offensiven for Idlib er endnu ikke slut. Efter befrielsen af Idlib, er både regimet og Rusland nødt til at kræve en afslutning på den tyrkiske besættelse af de andre områder. Vi slås for det under alle omstændigheder. Erdoğan prøver i værste fald at bevare blot noget af Idlib og forsøger at undgå en svækkelse af sin position i Afrin og i de andre besatte områder. Han er ikke på nogen måder optaget af beskyttelsen af de grupper, han kalder oppositionen. Efter min mening vil Erdoğan ikke få let ved at holde stand så længe. Og vi er nødt til at tolke denne udvikling på den rigtige måde, og hurtigt få sat gang i en stærk bevægelse imod besættelsen.

Samtaler med den Syriske regering

Efter besættelsen af Girê Spî og Serêkaniyê er der opstået en ny situation i hele regionen. I har gennemført mange diplomatiske samtaler efter besættelsen. En delegation fra Nord og Øst Syrien fører samtaler i Damaskus. På hvilket niveau føres de samtaler med den syriske regering, der gennemføres med Rusland som mægler, og hvilke resultater er der hidtil kommet ud af det?

Det er første gang i historien, at Tyrkiet er kommet i så voldsomme problemer. F.eks. har den ført krig mod befrielsesbevægelsen i Nordkurdistan siden 1984, med politisk, militær og finansiel støtte fra hele NATO. Men invasionen i Nord og Øst Syrien er blevet fordømt af næsten alle. Den er især blevet fordømt i Europa og fra de arabiske landes side.

Siden starten af krigen i Syrien har vi efterlyst en løsning, der inddrager alle parter. Hvis regimet i dag siger, at det indvilger i at føre samtaler om en politisk løsning med Rusland som mægler, så åbner der sig en ny mulighed.

Har det syriske regime sagt, at de er parat til at gå ind i en dialog?

Regimet har vist positive tegn. Det fremgår af den information, som de russiske ledere har givet os. Det er et tegn, men det skal ikke overvurderes. Det er ikke sådan, at alting er blevet sat i bevægelse, at der har udviklet sig alliancer og at en løsning er ved at opstå. Men der er positive skridt, hvad angår accept af dialog og forhandling.

Hvis jeg forstår det rigtigt, har der altså endnu ikke været taget noget praktisk skridt?

Vi kan ikke påstå, at der er blevet taget et praktisk skridt. Men vi kan sige, at der bliver ydet en indsats for at finde en politisk løsning. Hvorfor? Fordi vi har et projekt. Vi arbejder for en løsning på det kurdiske spørgsmål i Syrien. Uden en sådan løsning kan Syrien ikke blive demokratisk. De to ting afhænger af hinanden. Vi har altid sagt, at vi er en del af Syrien. Det er også derfor, at vi ikke kan sige, at vi kun vil tale med en part, men ikke med den anden.

Ikke bare vi, men også regimet, har behov for det. Det er nødvendigt på grund af den politiske, militære og økonomiske situation i landet, og kriserne i nabolande som Irak, Libanon, Palæstina og Tyrkiet. Krigen, der har stået på siden 2011, tvinger regimet til at finde udveje og finde mulige allierede. Foreløbigt kan vi ikke sige, at der er blevet skabt en alliance på bestemte punkter, men bestræbelserne på at skabe en dialog fortsætter. Der er håb om, at en dialog vil udvikle sig.

Du nævnte visse positive udviklingstræk, hvad drejer det sig om?

Vi ser det som positivt, når en dialog er etableret. Det har vi sagt siden starten på krigen i Syrien. Der er ingen steder i verden, hvor en militær løsning nogen sinde har været den endelige løsning. Vi har brug for en politisk løsning. Vi ønskede f.eks. at blive involveret i udformningen af en ny forfatning, og også at tage del i de FN-ledede forhandlinger i Geneve. Det, vi kan se nu er, at disse samtaler er slut, eller at de i hvert fald ikke længere er relevante, som de tidligere var. Da disse rundbordssamtaler blev åbnet, var 60% af landet i hænderne på den såkaldte opposition. Men nu er de alle sammen strandet i Idlib. De øvrige besatte territorier er i hænderne på den tyrkiske stat. Så der er ingen samtalepartnere tilbage.

Hvis nu jeres samtaler med det syriske regime skulle føre til en politisk og forfatningsmæssig aftale, kunne man så tænke sig, at I ved Geneveforhandlingerne ville sidde til bords med regimets delegation?

Det drejer sig for os ikke så meget om at være til stede i Geneve, som at finde en løsning i Syrien. Hvis vi får en aftale med Damaskus og Damaskus anerkender den autonome administration, så vil sager som Geneve ikke længere være vigtige. For øjeblikket er der alligevel ikke nogen, der tale om Geneve mere. Om det vil komme så vidt eller ikke, er fortsat usikkert. En ny forfatning er for tiden på dagsordenen. Det er afgørende, at vi bliver involveret i den proces. Det skal være muligt for os at komme frem med vores mening. Det er uacceptabelt, at ledelsen af en stor del af landet ikke har noget at skulle have sagt, hvad angår forfatningen i landet. Det er også uacceptabelt, at forfatningen bliver skrevet, og at vi så kan tilslutte os den senere. Enhver tekst, der er skrevet uden den autonome administrations medvirken, er dømt til at mislykkes.

Så du lægger vægt på forfatningsmæssige garantier?

Det er nødvendigt at etablere et retsligt system, så en ny krig ikke bryder ud i morgen eller dagen efter. Det er derfor vi siger, at en alliance er bedre end udsigten til, at en ny krig mellem os og regimet snart bryder ud. Desuden kan den autonome administrations succes danne model for de andre regioner i Syrien, og derved konsolidere landets enhed og integritet.

ENKS* er nødt til at gøre sin stilling klar

Som resultat af en intern dialog har ENKS [Det kurdiske nationale råd i Syrien/Encûmena Niştimanî ya Kurdî li Sûriyeyê] åbnet kontorer i Nordsyrien. Hvordan vurderer du det?

Det er vigtigt for den nationale enhed, at styrkerne i Kurdistan mødes. Men jeg synes ikke, at det er rigtigt kun at fokusere på nogle politiske partier i den sammenhæng. Der er ikke bare ENKS i Rojava. Der er mange kurdiske partier, og de har alle sammen ansvaret for at få skabt enhed i denne tid. En kurdisk enhed omfatter kurdernes krav om frihed. Det kræver en stillingtagen mod besættelse, indlemmelse og demografiske ændringer. ENKS er stadig repræsenteret i de strukturer, der knytter sig til den såkaldte oppositions væbnede styrker. Det har ikke gjort sin stilling klar, hvad angår Afrin, Girê  Spî og Serekaniyê. De nægter konsekvent at melde deres holdning ud, hvad det angår. Til trods for alt dette, har den autonome administration udvist en meget fleksibel tilgang til ENKS. ENKS burde ikke bare åbne kontorer, men også vise, at de er imod besættelse og indlemmelse. Så der er også noget for ENKS at gøre, men det håndterer de ikke særlig godt. De opfører sig som om åbningen af kontorer er en service overfor befolkningen. Men befolkningen har helt andre problemer. Som borger spørger jeg f.eks. om, hvilken holdning denne organisation, som ser sig selv som opposition og ønsker at arbejde politisk, har til Afrin, Girê Spî og Serekanyiê.

Der er planlagt retssager mod medlemmer af Islamisk Stat

I Syrien og Irak er det klart, at Islamisk Stat arbejder på en genkomst. Der finder bevægelser sted, og der er et stort antal fængslede Islamisk Stat-medlemmer i fængslerne og lejrene i det nordøstlige Syrien. Hvad skal der gøres med dem? Skal de stilles for en domstol, eller skal de udvises?

De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) og den Autonome Administration har ydet verden en stor tjeneste ved at bekæmpe Islamisk Stat. Gennem befolkningens indsats og titusinder af dræbte og kvæstede krigere, er Islamisk Stat blevet tildelt et voldsomt slag. Men ikke desto mindre eksisterer der en tydelig ligegyldighed. Vi kan se, at Islamisk Stat har sat en reorganiseringsproces i gang. Vi har appelleret til alle lande om at tage deres statsborgere hjem. Hvis det ikke er muligt, har vi opfordret til etablering af en international domstol. Det ser ud til, at ingen ønsker at påtage sig dette ansvar.

Den Autonome Administration fastholder, at de, der har støttet Islamisk Stat skal stilles for retten. Hvis der ikke er nogen international domstol til det, så vil den Autonome Administrations domstole være nødt til at tage sig af det. Starten på dette arbejde planlægges igangsat indenfor de næste dage.

*Kommentar af Jesper Brandt, der har oversat fra engelsk: ENKS (”Det kurdiske nationale råd for Syrien”) er en politisk organisation, der under den syriske krig har været støttet politisk og økonomisk af præsidenten for Irakisk kurdistan, Masoud Barzani og Den tyrkiske stat. ENKS har ikke sin rod i Syrien, men i Masoud Barzanis politiske parti i Nordirak. Mens ENKS i starten af krigen nød mere international opbakning end det ledende syrisk-kurdiske parti PYD, og også nød en vis støtte blandt syrisk kurdiske flygtninge, så har dette siden 2012 ændret sig markant, på grund af ENKS autoritære og nationalistiske politik. Mange grupper med tilknytning til ENKS har forladt det, så ENKS i dag står meget svagt i forhold til PYD og de mange andre partier i Nord og Øst Syrien.

Kilde:

Çaksu, Ersin, 2020: Aldar Xelîl: Syrian regime’s willingness for dialogue is positive. ANF, 13. Febr. 2020.

10. februar 2020: Ilham Ahmed: Rusland står last og brast med regimet

Af Mohammed Ahmed, nyhedsbureauet Hawar News, ANHA

Ilham Ahmed, leder af Det Syriske Demokratiske Råd (SDC)s formandskab, har kritiseret Ruslands manglende mægling mellem Nord øg Øst Syriens Autonome Administration og Det Syriske Regime, og opfordrer Rusland til at forholde sig neutralt til begge sider og ikke knytte sig til regimet.

I et interview med Hawar News om, hvad Syrien er udsat for, og hvordan der kan skabes sikkerhed i Syrien, har Ilham Ahmed talt om de russiske bestræbelser på at gennemføre samtaler mellem den Autonome Administration i Nord og Øst Syrien og Det Syriske Regime, de krav, som begge parter har opstillet, og i hvilken udstrækning, der har været fremgang i den politiske proces.

’Vi har ikke modtaget noget som helst forslag fra den russiske regering’

Ilham Ahmed anførte i starten af interviewet, at Rusland fra tid til anden bruger situationen i Nord og Øst Syrien til at lægge pres på Tyrkiet for at opnå indrømmelser på andre felter og sagde: ”På det seneste er der blevet udbredt et dokument til medierne om, at Moskva-regeringen har formidlet en aftale mellem den Autonome Administration og den syriske regering. Et sådant dokument eksisterer ikke, og er langt fra sandheden. Vi har ikke modtaget noget som helst fra den russiske regering om en sådan aftale med den syriske regering”. Ilham Ahmed tilføjede: ”Men det er velkendt, at Moskva-regeringen ofte spreder rygter til medierne for indirekte at sende signaler til Tyrkiet om en mulig aftale, med det formål at opnå indrømmelser fra Tyrkiet på forskellige områder, som Idlib eller andre regionale brændpunkter”.

’Dialogen er brudt sammen på grund af regional indblanding’

Hun påpegede de fortsatte bestræbelser fra Det Syriske Demokratiske Råds side, for at nå frem til de basale forhold, der kan danne grundlag for en aftale med den syriske regering, og sagde: ”Bestræbelserne fortsætter, og vi prøver på at gøre mere, men der er en afbrydelse i dialogen på grund af de regionale indblandinger, der ind i mellem stopper dialogen sammen med den logik og stil, der knytter sig til den syriske regerings behandling af sagen: nemlig ved at bruge magt og militære løsninger for at løse problemerne i Syrien, og stå stejlt omkring de politiske løsninger, hvad enten det drejer sig om Geneve processen eller dialogen med den Autonome Administration”.

’Mæglerrollen må være neutral, når den tager stilling’

Ilham anførte, at russerne trækker tiden ud i det uendelige, hvad angår forhandlingerne mellem de to sider, og hun sagde: ”Skønt der har været holdt en serie møder forskellige steder i Nord- og Øst Syrien, har der ikke hidtil vist sig nogen synlige resultater på grund af mangel på udvikling i dialogen”.

Ilham Ahmed forklarede, at når man vil udvise alvor i en mægling og påtage sig mæglerrollen, så må man bevise sin neutralitet og upartiskhed over for parterne i de standpunkter man indtager. Men det er velkendt, at den russiske regering er den største tilhænger af det syriske regime i alle internationale og interne fora, og at den russiske regerings tætte tilknytning til regimet er tydelig, hvilket fører til en mangel på åbenhed over for en politisk løsning, skønt Rusland er helt overbevist om princippet om decentralisering som en politisk løsning på den syriske krise. Men hidtil har de undgået at støtte dette, og understøtter i stedet den militære mulighed for at løse krisen.

Ilham Ahmed opfordrede den russiske regering til at ændre denne udviklingsvej, og i stedet se det syriske spørgsmål som et politisk, kulturelt, civilt, socialt og økonomisk spørgsmål, der kræver forandringer på alle disse områder og at der arbejdes på dette fundament, ikke på at påtvinge en militær løsning og trække alle parter ind under det syriske regimes kontrol. Hun sagde: ”Syrerne er åbne overfor alle initiativer og udviklingsveje, som den russiske regering måtte vælge, hvis de kan få en seriøs indflydelse på parternes tilnærmelse til en løsning på den syriske krise”.

’Den hidtidige enighed har udelukkende været militær’

Hvad angår russernes krav i den serie af møder, der har bragt de to parter sammen, sagde Ilham Ahmed: ”Den hidtidige enighed har udelukkende været en militær enighed, men også inden for det civile og politiske område har Rusland hidtil kun haft blikket rettet mod den syriske regerings krav. Det vil altså sige, at Rusland ikke ønsker at lægge pres på den syriske regering og skubbe den i retning af seriøse forhandlinger eller gå ind i en seriøs forhandlingsproces med de øvrige parter. Vi håber, at den russiske side vil spille en alvorlig rolle i denne sammenhæng i de næste trin, ved at presse den syriske regering i den retning. Den Autonome Administration er åben for tilnærmelse på dette felt, for at få gang i de essentielle spørgsmål, også hvad angår de konstitutionelle og administrative anliggender”.

 

 

’Lov no. 107 medfører ikke en rigtig løsning på den eksisterende krise’

Ilham Ahmed gav sig til at tale om de krav, som regimet stillede til den Autonome Administration, medieret af russerne, og hun forklarede: ”Regimets krav er tilbagelevering af alt syrisk land til dets overhøjhed, og når man taler om lokale administrationer med dem er det ikke klart, hvad der ligger af rammer og magtfordeling i henhold til lov nr. 107” (*se note nedenfor).

Hun understregede også, at ”denne lov ikke tilvejebringer den rigtige løsning på den eksisterende krise, og den lever heller ikke op til det syriske folks forhåbninger og krav, på grund af tilstedeværelsen af millioner af fordrevne mennesker i udlandet, de hundrede tusinder af ofre for krisen, og de hundrede tusinder af internt fordrevne mennesker i Syrien, og tusinder af forsvundne og til tilbageholdte personer”.

’Decentralisering er hovedkravet’

Ilham Ahmed henviste til de krav, som den Autonome Administration i Nord- og Øst Syrien havde fremført under hendes møder med Rusland og det syriske regime, og hun sagde: ”Den Autonome Administrations krav er altid at fremhæve modellen for autonom administration som en slags decentralisering i Syrien for at løse den syriske krise, hvor der måske ikke er enighed om nogle aspekter, der er åbne for diskussion, men decentralisering er det basale krav, og det er nødvendigt at blive enige om en eller anden form for decentralisering i Syrien.”

Og Ilham Ahmed advarede mod følgevirkningerne, indflydelse af politiske overspringshandlinger, det syriske regimes uforsonlighed og tvetydigheden i den russiske holdning til det syriske folk, ved at sige: ”De politiske overspringshandlinger, der optræder i forbindelse med at nå en løsning har afgørende følgevirkninger for Syriens fremtid som helhed. Regimet tror, at det med fuld kontrol over det syriske territorium vil være i stand til at løse krisen, men realiteten er, at områderne under dets kontrol gennemlever en meget dyb økonomisk krise, og derfor vil krisen fortsætte under de fortsatte amerikanske sanktioner, der er rettet generelt mod Syrien, ikke alene mod regimet”.

’Det er nødvendigt at tage alvorlige skridt for at nå en politisk løsning’

Idet hun refererede til de forværrede økonomiske realiteter som påvirker borgernes liv negativt, og til Det Syriske Demokratiske Råds holdning til de positioner, som det Syriske regime og Rusland gav udtryk for, bekræftede Ilham Ahmed sin tilbagevisning af de amerikanske og internationale sanktioner, der blev påført det syriske folk, samt deres afvisning af at trække tiden ud i bestræbelserne på at finde en politisk løsning på den syriske krise, og at det er nødvendigt at tage alvorlige skridt indenfor rammerne af en politisk løsning, og komme i gang med at hæve den blokade, der er påført Syrien.

Hvad angår samtalerne mellem dem og regimet, lagde Ilham Ahmed som øverste leder af det Syriske Demokratiske Råd vægt på, at regimet først og fremmest må komme i gang med forandringsprocesserne og vise åbenhed overfor den politiske løsning og ikke hæfte sig ved de andre involverede parter, da det jo er dem, der er de hovedansvarlige for at få sat denne proces i gang, hvilket hun forklarede på denne måde: ”Netop denne form for åbenhed, vel at mærke fra alle sider, vil være grundlaget for at kunne lukke mulighederne for udenlandsk indblanding i landets anliggender og dreje Syrien fra en opsplittet situation til et nyt sammenhængende, stærkt og demokratisk Syrien. Så at åbne op for en politisk løsning indenfor rammerne af principper, som alle syrere kan enes om, vil være den vigtigste løsning.”

*Kommentar om Lov no. 107 af Jesper Brandt (der har oversat interviewet fra engelsk): 
Syriens lokale administrationslov No. 107 fra 2011 skulle gøre det muligt for størstedelen af lokalbefolkningen at deltage i forvaltningen under lokale råd på forskellige niveauer, dvs. provinsråd, byråd og kommunalråd. Decentralisering var således et erklæret politisk mål med loven. Spørgsmålet om en decentralisering af magten i Syrien anses af de fleste iagttagere som et helt centralt spørgsmål for udviklingen af demokratiske tilstande i Syrien.

Men i realiteten har forvaltningen af den syriske lov no. 107, samt anden lovgivning med højere politisk prioritet betydet, at loven på ingen måde har styrket det decentrale demokrati:

  1. Således er lokalrådenes ledelse i alle tilfælde udpeget af ”det politiske lederskab”, domineret af Baath-partiet, dvs. præsident Assads inderste kreds.
  2. Baath-partiet (under navnet ”Den nationale Enhedsliste”) er på forhånd sikret 70% af kandidatpladserne til lokalrådsvalg (vel at mærke udpeget af Baathpartiets ledelse: der afholdes således slet ikke valg om disse kandidatpladser), mens en liste med uafhængige kandidater kun kan få 30% af kandidatpladserne, hvor disse kandidater i øvrigt også udpeges i ”tæt samråd med” Baath partiets ledelse. For at kunne opstilles som kandidat er der opstillet en række betingelser omkring kandidaternes personlighed, f.eks. omkring deres ’nationale tilhørsforhold”, hvilket er en fleksibel omskrivning af vurderinger af deres stillingtagen til det syriske styre og senere den syriske borgerkrig. Et WEB-baseret forsøg på kortlægning af deltagelsen i lokalrådsvalg er nået frem til at kun 17% af befolkningen har deltaget i lokalrådsvalg og kendskabet til valgenes gennemførelse har generelt været lavt. Nyvalg til lokalråd har stort set ikke fundet sted siden de allerførste valg på grund af borgerkrigen i Syrien.
  3. En langt mere grundlæggende kritik af lov no. 107 knytter sig til det forhold, at langt de fleste politiske og administrative anliggender ikke delegeres til lokalråd, men fastlægges centralt gennem statslige ministerier eller det øverste råd for lokaladministration, der ledes af statsministeren, som centralt udarbejder direktiver for de ”statslige decentraliserede planer”. Gennemførelsen af disse direktiver administreres i de syriske provinser af Damaskus-udpegede guvernører, som leder de regionale råd, og som ikke kun besidder total magt over deres provinser i alle administrative anliggender, men også lovmæssigt er tildelt juridisk immunitet stillet overfor de lokale råd. Dermed er det lokale selvstyre i de regeringskontrollerede dele af Syrien i realiteten lige så stækkede som alle de kurdisk-ledede byer og kommuner i Øst-Tyrkiet, hvor lokalvalgsvalgte borgmestre er blevet afsat og regeringsudpegede guvernører er blevet indsat som Erdoganstyrets forlængede arm – og hvor også de sikkerhedsstyrker, der har været sat ind imod befolkningen i disse konflikter på forhånd er sikret juridisk immunitet ligegyldigt hvad der sker. Det kan i begge tilfælde ses i forlængelse af en administrativ praksis, der var almindelig under det Ottomanske rige – og som blev ført videre af den franske besættelsesmagt i Syrien helt frem til afkoloniseringen efter 2. verdenskrig.

Kilder:

Ahmed,  Mohammed, 2020: Ilham Ahmed:; Russia is stalling and siding with regime. ANHA, 28 jan. 2020.

Baladi, Enab, 2018: “Decentralization” from Ba’aths Party’s viewpoint. https://english.enabbaladi.net/archives/2018/09/decentralization-from-baath-partys-viewpoint/.

Gharibah, Mazen, 2018: Local elections in post-agreement Syria: Opportunities and challenges for local representation. Conflict Research Programme, London School of Economics and Political Science (LSE), London, UK. http://eprints.lse.ac.uk/100144/.